Issuu on Google+

R E P L I Q U E


Replique, 4. årgang 2014 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen


der består af 26 medlemmer, og hvori der er en overvægt af læge medlemmer. Dette organ får, hvis forslaget går igennem, besluttende myndighed, hvad angår budgettet og kirkeskattens størrelse. På trods af økonomiens naturlige betydning bliver det imidlertid – set på baggrund af de sidste års erfaringer – næppe på økonomiens slagmark, at de store og afgørende slag om folkekirkens fremtid kommer til at stå.

Jens Lei Wendel-Hansen

Der er en tid til at sprede og en tid til at samle, som der står i Bibelen. Problemet med det nye forslag til kirkeforfatning er imidlertid, at mens det erklærer at ville det sidste, er det umiddelbart svært at argumentere for andet, end at det kommer til at gøre det første. Men lad også mig – i lighed med Det Hellige Skrift – starte ved begyndelsen. I 1849 føjede grundlovsfædrene ordene ”Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov” til Grundlovens øvrige paragraffer. Mange gange har det været forsøgt at føre løftet om en kirkeforfatning, der er nedfældet i den nuværende grundlovs § 66, ud i livet, men endnu uden held. Nu synes det for første gang i 165 år faktisk overvejende sandsynligt, at den midlertidige styrelsesordning, som Folkekirken har eksisteret under siden 1849, får ende, idet et stort flertal i det til det formål nedsatte udvalg har bakket op om et forslag til ”en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken”. I flertalsforslaget foreslås det at etablere styrelsesorganet Folkekirkens Fællesudvalg,

OPDELING AF MAGTEN Når man ser tilbage på de sager, der de seneste år har trukket overskrifter, drages ens opmærksomhed i betænkningen automatisk til reguleringen af folkekirkens såkaldte indre anliggender – de, der angår ritualer, salmebog, bibeloversættelse osv. På dette område har udvalgets flertal foreslået, at bispekollegiet og Folketingets Fællesudvalg lovfæstes som rådgivende organer. Krav til en henstilling til ministeren er hhv. 2/3 og simpelt flertal samt indbyrdes enighed organerne imellem. Kirkeministeren har dog i alle forhold det sidste ord og kan altså tilsidesætte henstillinger fra de rådgivende organer. Politisk set er vi i Danmark ikke længere vant til at tænke i magtdeling, men snarere har magten et ganske klart tyngdepunkt. På nationalt plan Folketinget, på kommunalt plan kommunalbestyrelsen og på regionalt plan regionsrådet. Såkaldte checks and balances – altså en mulighed for forskellige instanser til at kontrollere hinanden – er de sidste godt hundrede år blevet gradvist svækket i takt med accepten af demokratiet som bedste styreform. Imidlertid gør dette noget komplicerede

Side 55


forslag til struktur for folkekirkens styrelse det nødvendigt at inddrage erfaringer, som ligger tidligere i vores forfatningsmæssige liv. DET STUMME MINDRETAL Rådgivende organer er i sig selv ingen dårlig idé. De kan give muligheden for, at institutionen med beslutningsmyndighed – i dette tilfælde kirkeministeren – kan få et indtryk af de forskellige stemninger og på den måde tage en samlet beslutning i et forsøg på at inkludere alle interesser. Dette var fx tanken med og også til en vis grad konsekvensen af de stænderforsamlinger, som eksisterede herhjemme 183548, og som efterfølgende blev set som en smagsprøve på folkestyret. Problemet er i forbindelse med kirkeforfatningsforslaget, at man har pålagt organerne at skulle udtrykke sig med én stemme, når det giver en henstilling. Kravet om enighed de to organer imellem vil i mere kontroversielle emner formodentlig blive svært at honorere pga. stor intern uenighed, og hvis enigheden alligevel skulle findes, så vil dette sjældent ske på anden måde, end at den snævrest mulige enighed vil blive benyttet. En ellers fragmenteret institution vil altså komme til at fremstå urealistisk entydig i sit udtryk, og uagtet den høringsproces, som forslaget også muliggør og i særlige tilfælde kræver, så får kravet om entydighed i henstillingen det resultat, at mindretal i folkekirken ikke får en stemme. Man fravælger altså i forslaget fuldstændig muligheden for at benytte det rådgivende organ, som det, det bedst kan benyttes til – nemlig at afgive forskellige gruppers forskelligt motiverede syn på en given sag, hvorefter kirkeministeren således kan fordele sol og

vind lige i forhold til de forskellige parters argumenter. I yderste fald vil de foreslåede rådgivende organers udtalelser få status af utvetydige diktater i direkte modstrid med folkekirkens ambition om at være rummelig. SVÆRT AT OPSTILLE MODSTAND En entydig udtalelse fra de to organer kan desuden i praksis på længere sigt gøre kirkeministeren overflødig. I 2001 såede den nytiltrådte kirkeminister Tove Fergo tvivl om, hvorvidt Folkekirken på trods af 10 års forberedende arbejde skulle have en ny salmebog. Med denne udmelding svævede det i luften, om den nedsatte salmebogskommissions arbejde således var fuldstændig spildt. Dette skabte et sjældent røre omkring det traditionelt set mest stille ministerium, og ministeren endte med at trække sit forbehold tilbage. Grunden var, at udmeldingen blev betragtet som politisk sabotage. Et næsten færdiggjort arbejde, der efter færdiggørelsen alene behøvede ministerens sanktion, kunne være blevet ødelagt af et ministerielt nej. En sådan mulighed for veto vil kirkeministeren under den foreslåede kirkeforfatning fortsat have, men sådan en modstand vil blive svær at opretholde i en varig konfrontation med entydige udsagn fra et om end formelt set kun rådgivende organ. En sådan varig modstand mod entydige udtalelser fra de rådgivende organer vil ingen kirkeminister kunne klare, fordi kirkeministeren således vil blive set som egenrådig og ude af trit med organisationen og dermed miste sin legitimitet. Igen ville der kunne åbnes for en langt større grad af synergi mellem


institutionerne, hvis de rådgivende organers henstillinger havde form af betænkninger, hvor mindretalsvota og eventuelt flertalsvotum fremlægges for kirkeministeren til dennes afvejning og beslutning. MASKERING AF BREDDE Sidst, men ikke mindst næres den undren, hvor rummeligheden, som i betænkningen fastslås som et af de væsentlige pejlemærker, der har været for udvalgsarbejdet, er at finde i forslaget. Udover at der ved ministerielle udvalg i særlig vigtige sager også bør tages hensyn ”til folkekirkens rummelighed”, så må det siges, at indretningen i sig selv kun i stærkt begrænset grad kan siges at tage et sådant hensyn. I de i øvrigt indirekte valg, der ligger til grund for valget af de 26 medlemmer af Folkekirkens Fællesudvalg vælges de ved forholdstal valgte medlemmer så få af gangen og i så stor en enhed, at det dårligt kan kaldes en mindretalsgaranti. Til sammenligning skal 10 medlemmer vælges i enkeltmandskredse, der udgøres af et stift. Dette vil nødvendigvis give mindretallene en stærkt begrænset indflydelse i det samlede organ, og skønt konsensus således måske kan blive en mulighed i de ledende organer, kan dette lige så let virke som en maskering af den indre bredde, der faktisk er i folkekirken. Hvor flertalsforslaget ikke fra en forfatningsmæssig betragtning synes at leve op til betænkningens krav om at tage hensyn til folkekirkens rummelighed, så har forslaget derimod det utvetydige potentiale at få alle i processen til at føle sig magtesløse – mindretallene, fordi de ingen Side 57

stemme får, organerne, fordi deres rolle formelt set kun er rådgivende, og de oven i købet skal dele den med den anden, og kirkeministeren, fordi vedkommendes eventuelle veto vil blive betragtet som en sabotagehandling. En sådan magtesløshed vil ganske givet ende med en intern magtkamp, der vil falde ud til en af parternes fordel – og de andres ulempe. Det vil skabe noget nær den værste grobund for et konstruktivt samarbejde i en organisation, hvis fremmeste varemærke netop er og fra starten i 1849 hele tiden har været dets rummelighed.

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie og redaktør på Årsskriftet Critique.


Rummeligheden, der blev væk