Page 1


Replique, 2. årgang 2012 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen


Den tredje vej V ILLY S ØRENSEN – En af de mest centrale digtere og filosoffer i dansk åndsliv i efterkrigstid er Villy Sørensen. Sørensen søgte selv en midterposition mellem konservatisme og marxisme, hvor linjerne i datidens kulturkamp var trukket hårdt op. Det gør ham til en interessant genstand for nyfortolkning – således forsøger Kasper Støvring i ny bog at læse Villy Sørensens forfatterskab som kultur konservativt. Af Rasmus Pedersen

FILOSOFFEN SØRENSEN Den danske litterat, kulturforsker og samfundsdebattør Kasper Støvring har gennem de seneste år været en af de mest fremtrædende fortalere for det, han selv omtaler som ”kulturkonservatisme” – hans udgivelser inddeler sig groft i to, nemlig en kulturkritisk og en litteraturkritisk del; hvad angår den første, har Støvring skrevet om nationens rolle for samfundet i Blivende Værdier og det omstridte begreb sammenhængskraft i værket af samme titel fra 2010. Den anden del, den litteraturkritiske, centrerer sig om den danske digterfilosof Villy Sørensen, som Støvring først behandlede i Det etiske kunstværk fra 2006 og nu altså igen med Villy Sørensen og kulturkonservatismen. Når Støvring igen behandler Sørensen skyldes det, at Støvring i første omgang behandlede den litterære del af Sørensens virke, mens han denne gang tager fat i den kulturelle og samfundskritiske del. På den måde kan man måske også tale om, at Støvrings nyeste bog er en slags syntese af hans

hidtidige forfatterskab, idet den samler det litteratur- og kulturkritiske i et. For mange, der ikke er nært bekendt med den danske digterfilosof Villy Sørensen, står denne som en slags prototypisk kulturradikal: Modernistisk digter, kritiker af det moderne, kapitalistiske samfund, omgav sig med Klaus Rifbjerg og vennerne – har endda udgivet nogle af Karl Marx’ skrifter. Støvring har forsøgt at pille ved dette billede, og Villy Sørensen og kulturkonservatismen er et bidrag i denne retning. Hvis man er en smule bekendt med litteraturkritikkens tilstand siden 70’erne fremstår Støvrings projekt, som Henrik Gade Jensen bemærker, som en sjov omvending: Fra at man i 70’erne forsøgte at læse alle forfattere efter marxismens begrebsapparat, forsøger Støvring her at læse en typisk opfattet venstreorienteret forfatter som konservativ. Og der er overraskende gode grunde til at betragte Villy Sørensen som en slags kulturkonservativ, må man konkludere efter læsning af Støvrings bog. KRITIK AF MATERIALISMEN Hvad gør, at Støvring med en vis rimelighed kan opfatte Sørensen som konservativ? Jeg tror, det mest fundamentale svar er, at Sørensen afviser sammenhængen mellem økonomisk og åndelig velfærd. Der er ingen grund til at tro, at politiske ideologier, der baserer sig på økonomiske teorier, kan skabe andet end et økonomisk system. Hverken socialismen eller liberalismen kan afhjælpe det moderne menneskes følelse af meningsløshed, som Sørensen lægger stor vægt på. Udgangspunktet for

Side 51


Sørensens kritik er altså antimaterialismen. For ham er både socialisme og liberalisme som tankesæt fejlslagne, fordi de er materialistiske. Denne materialisme udmønter sig på tre indbyrdes forbundne måder: 1. De anser økonomiske incitamenter som den absolut vigtigste bevæggrund for menneskets adfærd. 2. De mener, den menneskelige moral er relativ og afhængig af økonomiske strukturer. 3. Som følge heraf mener de, at samfundet kan omskabes radikalt ved hjælp af ændringer i økonomiske og sociale strukturer. Sørensen modsætter sig dette, og giver udtryk for en klassisk konservativ kritik heraf, som Støvring velvilligt citerer – der er mange guldkorn iblandt, eksempelvis: ”Der gør sig nu engang lovmæssigheder gældende i naturen, der ikke kan krænkes uden at den naturlige balance forstyrres, og det samme må formodes at gælde for mennesket, såsandt det […] ikke kun er et kulturelt, men også et biologisk væsen […] Der er værdier i livet, som tilfældigvis er opstået før naturvidenskaben, der er betingelser for at det kan laves; vi kan ikke vilkårligt ’vælge’ hvad vi vil gøre til højeste værdier; det er nødvendigt at søge dem i de grundvilkår, som vi ikke kan sætte os ud over.”

Her præsenterer Sørensen en meget central konservativ tanke, nemlig forpligtetheden på noget fundamentalt eksistentielt, der er uafhængigt af

socioøkonomiske forandringer. Vi kan ikke bare vælge, at religion pludselig er folkets opium, og herefter udrydde de metafysiske spørgsmål – på den måde har vi ikke ændret menneskets grundvilkår, men snarere skjult dem. Heraf udspringer også Sørensens kritik af de totalitaristiske samfund: De er netop totalitære fordi de afviser denne kerne af menneskelighed, der ikke kan omformes; hvis ikke mennesket havde denne kerne, ville der ikke være noget principielt totalitært i omformningen, intet at gøre vold mod. OVERFORBRUG Et andet centralt punkt af Sørensens kulturkritik, der af Støvring fremhæves som konservativt, er hans såkaldt økologiske kulturkritik, der er en kritik af forbrugersamfundet og dets overforbrug. Sørensen tror ikke på, at vækst og økonomiske forbedringer kan tilfredsstille vores behov – snarere forvirres vores behov, og det bliver umuligt at skelne mellem sande og falske behov, siger Sørensen: ”Netop fordi for meget af det gode ikke er godt, er det ikke muligt at trække en skarp grænse mellem sande og falske behov: et oprindeligt behov bliver ikke falsk af at blive tilfredsstillet med underlødige produkter. Og et samfundsskabt behov (for porno eller narko) bliver ikke ’sandt’, blot fordi det er højst reelt, - det bunder i utilfredsstillede psykiske behov.”

På den måde kan forbrugersamfundet modellere vores behov, ikke så de egentlige behov forsvinder, men snarere så de træder i baggrunden, og heri ligger begyndelsen til den sjælelige krise. Sørensens etik er for så vidt en klassisk


R EPLIQUE 2. årg. s. 51-55 Den tredje vej Af Rasmus Pedersen

dydsetik: Det gode er en midte mellem to yderpunkter, der fordærver. I denne optik er problemet med den moderne velfærdsstat, at den mener at kunne kompensere for kulturel krise ved økonomisk overforbrug – men to onder bliver ikke til et gode, pointerer Sørensen. Til denne kritik hører også Sørensens påstand om, at der i de moderne samfund er en forvirring af mål og midler: Økonomisk og teknologisk fremskridt bliver nu betragtet som selvstændige mål efter parolen: ”Mennesket bliver bedre blot af at få det bedre” – Sørensen afviser selvsagt dette, og anfører, at det rette forhold må være det at økonomisk fremskridt betragtes som et middel til at opnå moralske fremskridt. IRRATIONALITET Irrationalitet spiller en central rolle for Sørensens samfundskritik – som på så mange andre områder placerer han sig også her i midten, i midten mellem hvad han anså for reaktionær konservatisme og progressiv marxisme. Marxismen og liberalismen må ideologisk undertrykke menneskets mørke sider, deres forklaring på ondskab må være ondskaben som en bizar afvigelse. Støvring citerer den tyske kulturkritiker Hans Magnus Enzensberger, der fremhæver at de moderne behandlersamfund er udtryk for, at Rousseau har sejret: Det onde skal kureres med terapi og psykoanalytiske forklaringsmodeller. Denne opfattelse af det onde modsætter Sørensen sig, netop med henvisning til noget fundamentalt menneskeligt. Alligevel forholder Sørensen sig kritisk over for konservatismens syn på samme irrationalitet, og

han må i denne forbindelse først og fremmest tænke på mellemkrigstidens radikalkonservative. De så ikke det irrationelle som en uheldig, om end fundamental, del af den menneskelige tilværelse, som vi må anerkende, men samtidig beherske – de dyrkede snarere denne irrationalitet, med en sær fornemmelse for at opleve en fuldkommen følelse i øjeblikket, at opleve ”livet selv” eller ”egentligheden”. Denne dyrkelse af det irrationelle er for Sørensen lige så fremmed som den principielle afvisning dets eksistens, og Sørensen stiller sig på en pragmatisk midtergrund. Også forholdet til oplysningen bliver i denne forbindelse centralt. Her befinder Sørensen sig igen i en midterposition, som Støvring kalder ”romantisk oplyst humanisme”, en position, der forlener oplysningstraditionen med et blik for tilværelsens mørke sider. Sørensens analyse af oplysningen er omtrent den, at man ikke kan fjerne menneskets irrationalitet ved at se bort fra den: Sørensens oplysning er en komplet oplysning, der hverken afskyr eller fremelsker det irrationelle, men accepterer det som en del af menneskets væsen. DEN MODERNE MENINGSLØSHED Sørensen fremhæver mere end noget andet følelsen af meningsløshed som det centrale ved det moderne samfund. Meningsløsheden kommer af, at vi ikke længere tænker vores liv i større rammer, hverken hvad angår samfundet eller religionen. Støvring udfolder sig i denne sidste del af bogen friere end tidligere, hvor han først og fremmest redegør for

Side 53


Sørensen. Her præsenterer Støvring på ny flere af de tanker, der går gennem hans forfatterskab, først og fremmest den, at sædelighed og kulturel integration går forud for retslig integration. Her er han på linje med Sørensen. Det er tabet af denne kulturelle integration, der giver det moderne menneskes liv meningsløsheden, fordi det mister fornemmelsen af at være en del af noget større. Den mening, mennesket tidligere har kunnet finde i at være en lille, fast del af en perfekt helhed, er forsvundet med helheden. Men, og heri ligger Sørensens centrale kritik af velfærdsstaten, vi lever stadig på baggrunden af denne helhed: Både socialdemokratisme og liberalisme baserer sig på nogle allerede eksisterende fællesskaber, som de samtidig gradvist underminerer, fordi fællesskabet ikke har nogen kerne andet end borgerne, individerne. På den måde lever vi på lånt tid, afhængige af et fællesskab, der for længst har mistet sin legitimitet over for os som individer. Sørensens svar er en tilbagevenden til konkrete fællesskaber og nærdemokrati: Forudsætningen for staten, er borgernes tro på, at statens institutioner udtrykker borgerne selv, at de deler en form for fælles mål med staten. Denne følelse vil Sørensen genskabe med nærdemokrati. STØVRING OG SØRENSEN Som det måske fremgår, er Støvrings bog i sin kerne en redegørelse for de konservative dele af Sørensens tænkning; der bliver redegjort for Sørensens forbindelse med centrale konservative skikkelser med grundige og fyldestgørende Sørensen-citater – det er en bog fra akademikeren Støvring, ikke sam-

fundsdebattøren Støvring. For at hjælpe sin tese, nemlig at Sørensen er kulturkonservativ, på vej, lægger Støvring ud med et afsnit om, hvad denne kulturkonservatisme så er. Jeg synes, der er væsentlige ting ved Støvrings definitioner, man må kritisere. For det første hævder han, at kulturkonservatisme er en ”decideret før-politisk tænkning” – og forfalder til, at det er en slags seismografisk fornemmelse for, hvad der rører sig i menneskets dyb. Heldigvis for Støvring er det ikke et problem, at mange af det 20. århundredes kulturkritikere har været venstreorienterede mens de havde følehornene ude i dette metafysiske ”sensorium”, for kulturkonservatisme er før-politisk, og således har Støvring tilsyneladende ingen kvaler (knytter ikke engang en kommentar dertil) med opremsningen af fx Theodor Adorno som en kulturkonservativ. Adorno var trods alt erklæret marxist og troede på den højmodernistiske kunsts frigørende potentiale. Han har endda skrevet kritisk om tendensen til at gemme sig bag uklare begreber som ”egentligheden” som han mente de kulturkonservative gjorde det. Hvorfor så overhovedet kulturkonservativ? Svaret må vel være – men forbliver undertegnedes gæt – at Adorno har skrevet kritisk om den moderne kapitalismes indvirkning på massens psykologi, om radioen og kulturindustriens fornedrelse af den gode kunst – om hvordan kapitalisme forfladiger det mytologiske. Der kan utvivlsomt være konservative indsigter at hente hos Adorno, men når Støvring uden videre omtaler ham som kulturkonservativ på linje med en række andre, peger det i retning af, at Støvrings definition af


R EPLIQUE 2. årg. s. 51-55 Den tredje vej Af Rasmus Pedersen

kulturkonservatisme er så bred, at den nærmer sig det ubrugelige. Når alt kommer til alt er det vel ganske svært at finde nogle intellektuelle i mellemkrigstiden, der ikke var optagede af menneskets eksistentielle grundvilkår i det moderne samfund. Adorno er et godt eksempel på, at også marxismen i denne periode slog ind på en langt mere psykologisk og sociologisk interesseret bane. Når det er sagt, er der også en interessant problemstilling, som man kunne ønske Støvring ville omtale mere eksplicit: I hvor høj grad baserer den marxistiske kulturkritik sig på konservative indsigter? I Tyskland var der en vis vekselvirkning mellem fløjene; juristen Carl Schmitt og en anden Frankfurt-teoretiker, Walter Benjamin, var gode bekendte, og har behandlet flere af de samme emner. Der er måske et større sammenfald mellem to tilsyneladende modsætninger inden for kulturkritikken, end man skulle tro. Når det er sagt, er der det brugbare ved Støvrings definition, at den indfanger en meget bred retning inden for vestlig tænkning; almindeligvis ville man nok snarere kalde det kulturkritik end kulturkonservatisme. Denne retning hævder typisk, at samfundet – der alt afhængigt af hvem man spørger betegnes som kapitalistisk, moderne, sekulariseret etc. – i sin udvikling har glemt noget fundamentalt. Villy Sørensen udgør utvivlsomt en del af denne retning. Om Sørensen personligt kan kaldes konservativ er for så vidt mindre vigtigt – det interessante er, at han bidrager til kulturkritikken med indsigter, den konservative kan bruge. Efter endt

læsning er dette da også det indtryk man får, at Sørensen har en skarp og velformuleret kulturkritik, som samtidig er pragmatisk og i sidste ende snarere apolitisk. Man kan ikke undgå at få indtryk af, at der er skåret en hæl og klippet en tå for at få Sørensen til at fremstå konservativ, at der findes en anden kulturkritisk del af Sørensens virke, der retter sig mod konservatismen. Alt dette ændrer ikke ved den grundlæggende styrke ved Støvrings bog. I sidste ende er det kun væsentligt for de, der har en biografisk interesse for Sørensens liv om han personligt kan kaldes konservativ eller ej, mens det vigtige for nytolkningen af tidens samfundsdebat er, at Sørensen har fremført en række klassisk konservative indsigter. For dette sidste er Støvrings bog et overbevisende argument. Dens store styrke er, at den viser, hvordan Sørensen var med til at legitimere synspunkter, der siden mellemkrigstidens radikalkonservatisme havde været fortrængt og fordømt – ikke fordi radikalkonservatismen i sin helhed var legitim, men fordi den rummede nogle af de indsigter, Sørensen eftersøgte; troen på, at menneskelivet altid må være i forbindelse med noget større – mytisk, religiøst og eksistentielt – som den mest afgørende.

Side 55

Kasper Støvring: Villy Sørensen og kulturkonservatismen Informations Forlag, København 2011

Støvring anmeldelse  

Rasmus Pedersen anmelder Kasper Støvrings bog om Villy Sørensen

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you