Page 1


Replique, 2. årgang 2012 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen


Danmark og slavespørgsmålet KOLONITIDEN – Danmarks fortid som kolonimagt er næsten ufortalt. Især slaveriets afskaffelse var forbundet med hed politisk debat, hvor både kristne og oplysningsfilosofiske synspunkter spillede en afgørende rolle.

Af Sine Jensen Smed

I løbet af 1600-tallet blev Danmark ligesom andre stormagter i Europa en kolonimagt. Dette skete igennem anskaffelse af besiddelser i Sydøstindien og på den afrikanske østkyst. I 1666 koloniseredes den ubeboede ø Skt. Thomas i det caribiske øhav, og i 1675 og 1733 fulgte hhv. Skt. Jan og Sct. Croix.1 Kolonierne fik stor økonomisk betydning for Danmark, men på trods af, at landet i omkring 200 år havde oversøiske kolonier, har bevidstheden om Danmark som kolonimagt indtil for ganske nyligt været næsten skrevet ud af den danske historie og har i den danske litteraturhistorie været så godt som ikke-eksisterende. Denne artikel er skrevet på baggrund af research foretaget til en større opgave om to danske værkers litterære behandling af slavespørgsmålet i tiden op til slaveemancipationen i 1848. Det drejer sig om den danske forfatter og dramatiker Henrik Hertz’ (1797-1870) novelle De Frifarvede fra 1836 og H.C. Andersens (18051875) skuespil Mulatten fra 1840. I begge værker udtrykkes stor sympati med de

Rostgaard, M. og Schou, L.: Kulturmøder i dansk kolonihistorie, København, Gyldendal 2010, s. 9-22. 1

sorte slaver og ønske om deres frigivelse, men fokus ligger på fremstillingen af mulatten og dennes manglende rettigheder. Mulatten bliver i begge værker en figur, der i sin egenskab af halvt hvid modsætter sig den umenneskeliggørelse, som de sorte ellers var udsat for, og i sin egenskab af halvt sort afslører de fordomme, der herskede om de sorte. Artiklen her har dog udelukkende historisk sigte. DE DANSK-VESTINDISKE ØER I det 17. og 18. århundrede var sukker en af de vigtigste handelsvarer i Europa, og i produktionen af dette spillede de nye kolonier en helt central rolle. Sukkerdyrkning krævede store plantager og megen arbejdskraft, en arbejdskraft der blev tilført fra danske besiddelser på den afrikanske vestkyst i form af sorte slaver. Mellem Danmark, Guinea og de dansk Vestindiske Øer opstod der en for det danske rige yderst indbringende handel, bedre kendt som trekantshandlen: Fra Danmark blev der sejlet handelsvarer, især flintebøsser, til de danske handelsstationer på Guldkysten, hvor disse blev byttet væk for slaver og elfenben hos de lokale høvdinge.2 De indkøbte slaver blev sejlet over Atlanten og solgt til danske plantager i Vestindien. I de godt 200 år slavehandlen foregik i dansk regi, blev der transporteret omkring 100.000

Slavehandlen var et fænomen, der havde fundet sted i mange århundrede både internt på kontinentet og via araberne – dog aldrig i et omfang som europæernes efterspørgsel nu krævede, jf. Ferro, Marc: ”Aspekter ved slavehandlen og slaveriet” i Ferro, Marc (red.): Kolonialismens sorte bog, København, Høst og Søn 2005, s. 119-128. 2

Side 101


slaver til de danske kolonier.3 Fra øerne blev råsukker og derudover også rom, der var et biprodukt fra sukkerdyrkningen, bomuld og tobak, sejlet til Danmark, hvor sukkeret blev forarbejdet og solgt. Fra 1674 var handel og administration styret af Vestindisk og Guinesisk Kompagni, men i 1754 opkøbtes kompagniet af Frederik V, og det blev nu en kongelig udnævnt generalguvernør, der blev øverste myndighed på øerne.4 Loven, der gjaldt i Vestindien, var Christian d. V’s Danske Lov fra 1683, men slaverne var kun indirekte omfattet af denne lov, i og med at de retsligt blev betragtet som plantageejerens private ejendom. Dermed var de kun omfattet af de love, der beskyttede den private ejendomsret.5 Særlige regler for adfærd blandt de frie farvede og slaverne samt afstraffelse af ulydige slaver var derudover udspecificeret i Gardelins Reglement fra 1733.6 Slaverne var socialt og samfundsmæssigt ”døde”. De blev ikke anerkendt en egen, selvstændig eksistens; f.eks. stod de opført i protokoller sammen med plantagens dyr.7 Når de ankom til

øerne, blev de blandet, så de ikke kunne tale sammen indbyrdes og dyrke deres kultur og traditioner (hvilke der ofte blev nedlagt direkte forbud imod), og ofte fik de tildelt nye, anonyme navne som f.eks. den ugedag, hvor de var ankommet til plantagen.8 Alt sammen et led i en undertrykkelsesstrategi, der skulle fratage slaverne deres menneskelighed og krav på menneskelig behandling og derved retfærdiggøre den brutalitet, de blev udsat for. Plantagedriften på øerne var en meget indbringende forretning, og flere planterfamilier kunne vende hjem til Danmark som nye medlemmer af overklassen. I forvejen var mange fra denne mere eller mindre involveret i trekantshandlen, hvor der også var enorme summer at tjene.9 Trekantshandlen var en helt afgørende faktor for den florissante periode 17701801 i Danmark, specielt for København.10 Kolonierne skabte grundlag for et massivt konjunkturopsving; udover produktion af geværer mv. og forarbejdnin-

8

85.000 af dem på danske skibe – tallet er omdiskuteret, og flere argumenterer for, at det reelle tal er noget højere – L., Calundann: Danskernes slaver. Kolonisation og slavehandel, København, Pantheon 2003, s. 48. 3

4

Ibid. s. 121-122.

Olwig, Karen: ”Ret og lov – magt og afmagt” i Historie/Jyske Samlinger, Bind 17 (1987-1989), s. 387. 5

Reglementet blev skrevet på et tidspunkt, hvor slaveoprør var frygtet, og straffene for div. forseelse var meget hårde – L., Calundann: op. cit., s. 94. 6

7

Olwig, Karen: op. cit., s. 389.

Ibid. s. 391.

Det mest kendte eks. er nok Schimmelmannfamilien, der havde flere høje embeds- og ministerposter. De tjente på hvert eneste led i trekantshandlen i form af geværfabrik i Danmark, plantager i Vestindien og sukkeraffinaderier i København - L., Calundann: op. cit., s. 133-38. 9

Koloniernes store betydning for den hjemlige nation var generel for alle de store kolonimagter. F.eks. var omkring 20 % af den franske borgerstand i slutningen af 1700-tallet afhængig af slaverelateret handelsaktivitet (jf. Beck-Morss, Susan: ”Hegel and Haiti” in Critical Inquiry, Vol. 26, No 4, 2000, s. 827-828) Sådan et afhængighedsforhold ift. kolonierne var Danmark dog aldrig i. 10


R EPLIQUE 2. årg. s. 101-106 Danmark og slavespørgsmålet Af Sine Jensen Smed

gen af sukker, blev der også sendt en masse kapital i omløb og skabt arbejdspladser gennem bygning og istandsættelse af skibe, proviantering, administration mv.11 Samtidig blev nogle af de indtjente penge (både private og kronens) omsat gennem store og dyre byggerier i den danske hovedstad, hvoraf mange stadig pryder bybilledet i dag. OPLYSNING OG RETTIGHEDSTÆNKNING Oplysningstidens nye menneskesyn dannede grundlag for en rettighedstænkning, der resulterede i store politiske og sociale forandringer i Europa (især i Frankrig). Disse forandringer kom dog ikke til at gælde kolonierne. Grunden hertil skal bl.a. findes i tidens racesyn og nationernes store økonomiske afhængighed af kolonierne. Tidens raceteorier hvilede på forskelligt grundlag, men alle satte de den hvide race højest.12 Visse teorier plæderede for, at racerne var forskelligt disponeret og derfor ikke kunne nå samme udviklingsmæssige niveau, andre, at de lavere, tilbagestående racer gennem uddannelse og oplysning kunne udvikle sig og i teorien nå til de hvides niveau – på et tidspunkt. Racetænkningen påvirkede også civilisationstænkningen og hele forestillingen omkring menneskets naturtilstand (f.eks. hos Hobbes og Rousseau); menneskearten bevægede sig fra naturtilstanden, hvor bevidstheden, fornuften og rationa-

liteten var ikke-nærværende, til et højere og højere stadie af intelligens og rationalitet. Herigennem skabtes også forestillingen om mennesket i en udvikling fra simpelhed til dannelse og civilisation. I romantikken blev oplysningens tænkning i det store hele bibeholdt, men nu blev race, sprog og kultur, helt i romantisk ånd, en organisk forbundet enhed. Kulturbegrebet blev nærmest identisk med civilisationsbegrebet, hvor den åndelige vækst og udvikling i samfundet resulterede i menneskelige og borgerlige dyder.13 Hegel skrev f.eks. at menneskelig udvikling var ”en åndens frigørelse fra den naturbundethed, der var karakteristisk for de mest vilde folk”.14 Naturfolkenes historie blev en kulturaliseringsproces, en dannelsesproces, ”der skulle føre de af racerne, der havde potentialet til det, fra naturfolk til kulturfolk.”15 Netop i forestillingen om potentialet havde de sorte lav status. Det var en udbredt mening, at et ekstremt klima havde en negativ indflydelse på kulturudviklingen, og de sorte rangerede derfor i flere teorier ikke meget over dyrene. Oplysningstidens tanker om menneskets naturtilstand er samtidig en forestilling om, at alle mennesker kommer fra samme udgangspunkt. Netop ligheden mennesker imellem var omdrejningspunkt for

Høiris, Ole: ”Naturfolk, kulturfolk og træk af verdens historie” i Høiris, O. og Ledet, T. (red.): Romantikkens verden, Århus Universitetsforlag, Århus 2008, s. 276. 13

11

L, Calundann: op. cit. s. 121-31.

Høiris, Ole: ”Mellem vildskab og fornuft – menneskets civilicering”, i Høiris, O. og Ledet, T. (red.): Oplysningens Verden, Århus Universitetsforlag, Århus 2007, s. 273-281. 12

14

Ibid. s. 262.

15

Ibid. s. 281.

Side 103


oplysningstidens mest udbredte tanke: de universelle menneskerettigheder. Det nok bedste danske eksempel på diskussionen omkring menneskets lighed er Holbergs bog Naturens og Folke-Rettens Kundskab fra 1716. Her skriver han i kapitlet ”Om den naturlige Lighed imellem alle Mennesker”, at da ”den Menneskelige Natur tilegnes alle Mennesker lige meget” er alle mennesker af natur lige. I kapitlet stilles de naturlige, uforanderlige love op over for menneskets foranderlige, og her betegnes ”Trældoms Stand” som unaturlig og ”tilskrives alleene Menneskets Paafund”.16 Også i den franske oplysningsdebat blev lighedstilstanden diskuteret ift. naturret og menneskeret, f.eks. udskrev Akademiet i Dijon i 1754 en konkurrence, hvor spørgsmålet ”Hvad er ulighedens oprindelse blandt mennesker, og er den berettiget af naturens love” skulle besvares.17 Dette resulterede i Rousseaus ”Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt mennesker”, hvori han bl.a. slår fast, at mennesker er lige og identiske, og i og med at magt ikke er en ret, kan et menneske ikke naturligt eje et andet menneske.18 Videre skriver han i Samfundspagten fra 1762, at det at give afkald på sin frihed er at give afkald på sin menneskelighed, hvilket er uforenelig med den menneskelige natur. Han konkluderer til sidst, at slaveretten er ugyldig

”ikke kun fordi den er uberettiget, men også fordi den er absurd og meningsløs. Ordene slaveri og ret modsiger hinanden; de udelukker gensidig hinanden”.19 ARGUMENTATIONEN

I foråret 1838 blev i Danmark oprettet en komite, der, som del af et større europæisk netværk, skulle arbejde for slaveriets ophævelse.20 Dette skete på initiativ fra den engelske organisation British and Foreign Anti-Slavery Society, som arbejdede for et forbud mod slaveri i alle europæiske landes kolonier. I Danmark skete der ikke meget indtil 1844, men herefter begyndte tingene at udvikle sig i form af diskussioner om slavefrigivelse på stænderforsamlingerne, nedsættelser af nye komiteer mv. – nu på dansk og ikke kun på engelsk initiativ. Blandt de mest brugte argumenter i forsvaret for opretholdelse af slaveriet gjorde både et økonomisk og et nationalt aspekt sig gældende. Økonomisk var mange bange for, at erstatningssummerne, der skulle udbetales til slaveejerne, ville belaste den i forvejen slunkne statskasse. Spørgsmålet var ”hvilken Tilbøielighed, der findes hos den danske Nation til at bringe det Offer, som Negrenes Fri-

Rousseau, J. J.: Samfundskontrakten, Frederiksberg, Det lille Forlag 2007, s. 21. 19

Komiteen havde tre medlemmer; Grundtvig, C.N. David, professor i nationaløkonomi og grundlægger af det liberale blad ”Fædrelandet”, hvor flere artikler angående slavesagen blev trykt. og J.A. Rafferel, præst ved den franske reformerte kirke - Bugge, Knud E.: Grundtvig og slavesagen, Århus, Århus Universitetsforlag 2003, s. 61-67. 20

16

Ibid. s. 115.

Wivel, P: Rousseau, København, Gyldendal 1998, s. 100. 17

18

Ibid. s. 120-22.

I DEN DANSKE SLAVE-

DISKUSSION


R EPLIQUE 2. årg. s. 101-106 Danmark og slavespørgsmålet Af Sine Jensen Smed

givelse gjør Nødvendig”.21 Det er tydeligt, at de danske kolonier ikke regnedes som en del af den danske nation, og mange mente, at det var bedre at lægge det politiske arbejde og de mange penge i problemer, der vedrørte modernationen Danmark. Det vigtigste argument imod slaveriet blev i sidste ende kristendommen; slaveri var direkte i modstrid med det kristne næstekærlighedsbudskab, det var inhumant og uforeneligt med god kristen moral. Som der blev skrevet i en petition til kongen, er slaveriet ”en Indretning, der strider mod Christendommen og Civilisation, og hvis Ophævelse er erkjendt som en retfærdig Fordring af alle oplyste Nationer”.22 Samtidig var en brugt parole den stolte danske frihedstradition, hvor der bl.a. henvistes til Stavnsbåndets ophævelse i 1788 og forbuddet mod slavehandel i 1792 (Danmark var den første nation i verden til at indføre dette forbud), som begrundelse for nu at tage fat i slavespørgsmålet. Fortalerne for ophævelsen af slaveri i Danmark hentede altså i høj grad deres argumenter fra både national og kristen side. Blandt tilhængere for frigivelsen af slaver var der dog uenighed om, hvordan denne skulle foregå. BFASS og flere medlemmer af den danske komite, der var vokset i størrelse, gik ind for øjeblikkelig frigørelse af slaverne, men denne holdning delte f.eks. Grundtvig ikke. I 1845 skriver han til medlemmerne i komiteen:

21

Ibid. s. 136.

22

Ibid. s. 164.

”Ogsaa troer jeg Negerne i deres Raahed og med deres bekiendte Ulyst til Arbeidede for Øieblikket uskikkede til en friere Stilling, hvad især Haitis Eksempel, der kan frembringe mere Sukker end hele det øvrige Vestindien, men ikke frembringer hvad den [øen] selv behøver, synes mig uomstødelig at bevise.”23 Her ser man, hvordan Grundtvig delte tidens meget udbredte syn på de sorte som laverestående race, der først skulle dannes og forberedes til friheden. D. 28/7 1847 blev slaveriets afskaffelse offentliggjort ud fra ”Retfærdigheds- og Humanitets-Motiver” og ”til Vore Vestindiske Coloniers og Planternes egen Interesse”. Frigivelsen ville dog først træde i kraft 12 år senere, så ”alle vedkommendes Tarv kan blive iagttaget og de fornødne Forberedelser til Overgangen trufne.”, så noget kunne tyde på, at den danske konge og regering delte dette syn (eller også forsøgte de blot at vinde tid). Sådan kom det dog ikke til at gå. Allerede i 1833 skabte Englands slavefrigivelse store indre spændinger i de danske kolonier, og disse blev kun større, da Frankrig i februar 1848 ligeledes frigav deres slaver. D. 3. Juli 1848 var situationen blevet så højspændt, at den danske generalguvernør Peter von Scholten så sig nødsaget til på egen hånd at frigive alle slaver på De Dansk Vestindiske Øer. FORESTILLINGEN

OM EN SÆRLIG DANSK

HUMANISME

Diskussionen om slaverne udsprang af diskussionen om menneske- og borgerret-

23

Side 105

Ibid. s. 137.


tighederne, der trods proklamationen om deres universelle karakter i høj grad var bundet til et borger- og nationsbegreb. Det var ikke kun et spørgsmål om at være fri og eje jord, der var afgørende for, om man kunne få tildelt status som borger. Også tidens racetænkning og tidens oplysningsideal mht. dannelse spillede ind: i og med at de sorte ikke regnedes for at være på højde med de hvide rent intelligens- og dannelsesmæssigt, blev de ikke regnet for egnede til at blive tildelt borgerstatus. Dannelsesidealet og raceteorierne spillede både mod og med hinanden. Raceteorierne påvirkede, hvem der kunne blive omfattet af dannelsesidealet, men samtidig skabte oplysningen og dannelsen forestillinger, som gjorde det sværere og sværere at retfærdiggøre den forfærdelige behandling af de sorte. Samtidig spillede kristendommen også en vigtig rolle i fordømmelsen af slaveriet. Det var foreningen af dannelse, oplysning og kristendom, der lå bag den forestilling, der var i Danmark, om en speciel dansk humanisme ift. slaverne og slavespørgsmålet, og som skulle blive det egentligt afgørende skub mod slaveriets afskaffelse.

Danmark og slavespørgsmålet  

Sine Smed skriver om Danmarks fortid som kolonimagt