Page 1

R E P L I Q U E


Replique, 9. årgang 2019 Redaktion: Rasmus Volthers Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Mikael Brorson, Christian Egander Skov

Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen


På mester Ankers tid

ANMELDELSE – Hvad er arven fra Anker Jørgensen? En ny bog fremstiller den i et positivt lys, men Repliques anmelder gør opmærksom på, at der måske er god grund til at sætte spørgsmålstegn ved venstrefløjens narrativ og spørge: Var den stadige udvidelse af det offentliges foretagsomhed en god ting, de økonomiske - men også de menneskelige og kulturelle - følger taget i betragtning? Og er dette narrativ frit for blinde pletter?

Anders Orris

Det er formentlig en særlig dansk foreteelse så gerne at ville fortælle historien om os selv. Hvem er vi? Panduros tv-spil, Matador, En by i provinsen, Landsbyen, Krøniken. Samtidsromaner; af og til den store, der i øvrigt ventes på for tiden. Kjersgaards Danmarkshistorie, Gamle Danmark, Danske Drømme, Historien om Danmark. Nærværende anmelder er ikke sikker, men tror ikke det er sådan andre steder. Andre skandinaviske og nordiske lande burde være tættest på i forhold til at have forudsætningerne, men har vistnok ikke den samme tilbøjelighed, der i øvrigt ikke er uproblematisk i al sin små-neurotiske selvrefleksion og akavede samtaleterapi. Den kan kamme over i vogten-på. ARVEN Tilbøjeligheden stækker sig tilmed til fortællingerne om vore regeringer. Dygtige akademikere og pengestærke folk i assurancebranchen har gennem tiderne foranstaltet autoritative historiefaglige

fremstillinger af landets regeringer, lidt højstemt kaldet ministerier: De danske ministerier. Protokolsekretær i Folketinget m.m. Svend Thorsen beskrev perioden 1848 til 1929 i fremstillinger, udgivne i 1967 og 1972. Professor, kongelig ordenshistoriograf m.m. Tage Kaarsted fulgte i samme plovfure med perioden 1929 til 1972 beskrevet i fremstillinger, udgivne i 1977 og 1992. Sidenhen har der rygtevis været tilløb til nye skildringer af de påfølgende ministerier, opgaven og den formmæssige arv har nok været i bedste fald respektindgydende, men professor Thorsten Borring Olesen og lektor Niels Wium Olesen modtog udfordringen - og pengene og agtværdigheden - og satte sig til at læse og skrive om Anker Jørgensens tid fra 1972 til 1982. Det er godt - også fordi traditionen så videreføres. Plovfuren er blevet videreført, marken står i blomst, og vi har nu et referenceværk at gå til når det gælder. Alt er dog ikke som før. I hvert fald Kaarsteds fremstillinger, dem er nærværende anmelder bedst bekendt med, men nu nok også Thorsens, var prægede af to kendetegn. Dels grundige ressortbundne redegørelser, heri lå det autoritative i kim, dels i afvæbnende, ikke sjældent biografisk prægede vurderinger: forholdet til folkestyrets mænd (og kvinder) var præget af en tiltalende finfølelse. Borring Olesen, der jo i parentes og på forsiden bemærket er hovedmand bag fremstillingen om Anker Jørgensens tid, reflekterer over det første kendetegn i forbemærkningerne og skifter forsigtigt kurs: emnedisponering og hovedtræk vil få et stærkere kendetegn, der brydes med de ressortbundne redegørelser, og fokus flyttes til hovedtræk i det

Side 17


R E P L IQ U E 9. årg. s. 17-21 På mester Ankers tid Af Anders Orris

skete. Det er svært at komme det nærmere end at Borring Olesen, hvis der havde været tale om en mundtlig fremstilling, havde været forfalden til at gentage et af tidens modespørgsmål: giver det mening? For det skal det jo, underforstået. Om det giver mening - og om hvordan det står til det med vurderingernes finfølenhed, ja, det må fremgå i fods gang. FORVENTNINGER Læsere, der lige som nærværende anmelder er fortrolige med de tidligere udgivelser, går nok til værket med nogle forventninger. Arven - navnlig fra den beåndede skribent Kaarsted - og det agtværdige ved genren gør det nok naturligt at vente sig, at en anmeldelse vil bemærke at sproget er letflydende og akkuratessen imponerende. Den forventning holder ikke i byretten. Det første: Per Hækkerup havde hang til spiritus, men var ikke ”indisponibel”. Han var af og til indisponeret. Udtryk som ”coolness”, ”double degree”, ”tage action på” og ”lykkedes med” klæder ikke en fremstilling om Anker Jørgensens tid. Og endelig - og værre - er den løjerlige sammensmeltning af brudstykker af omtaler fra givetvis Dansk Biografisk Leksikon med de i fremstillingen telegrafsprogs-agtige biografiske præsentationer af skiftende ministre. Der ryger grundled i flere sætninger, og en del biografiske oplysninger får netop opremsningens præg. Det er skuffende - og uden finfølenhed. Til det med akkuratessen: Billedet af den slumrende Arne Melchior, i øvrigt en af folkestyrets fornemste repræsentanter, i Folketingssalen, i hvis forbindelse Borring Olesen kaster sig ud i anekdotefortælleri,

er ikke som ellers antydet samtidigt. Helge Adam Møller stod ikke på Folketingets talerstol som Det Konservative Folkepartis ordfører i 1974. Faderen Adam Møller gjorde. Partiet Sydslesvigsk Parti er ikke nærværende anmelder bekendt, men Borring Olesen får da opdigtet et sådant. I en gennemgående, trættende iver efter at få fænomenet Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet kostet ud af manegen - man noterer sig at Borring Olesen mener partiet ”bedrev politik på en helt anden planet” gøres partiet til en rent dansk affære. Nærværende anmelder minder om nordmanden Anders Lange, der den 8. april 1973 stiftede det senere norske Fremskrittsparti og opnåede pæn repræsentation i Stortinget ved valget i september 1973. Glistrup bedrev endog valgagitation for partiet i Oslo. Enhver må afgøre med sig selv om ovenstående er bagateller; nærværende anmelder mener det i sagens natur ikke, og i øvrigt at sådant burde have været fanget af en hjælpende redaktørhånd i en udgivelse, der bestemt har fået gode udgivelsesvilkår med i vuggegave. KVALITETER OG MANGLER Med den fremadskridende læsning er fremstillingen dog ikke uden lyspunkter. Den håndværksmæssige side af sagen fejler ikke noget, og blandingen mellem studier af forhandlinger i Folketinget, af referater fra drøftelserne i de forskellige folketingsgrupper og så veldisponerede inddragelser af erindringslitteratur er vellykket. Nærværende anmelder noterer sig med personlig tilfredshed, at Erik NinnHansens lidt oversete, men meget værdifulde forfatterskab nyder særskilt fremme. Historien kommer heldigvis kun til at ære

Side 18


R E P L IQ U E 9. årg. s. 17-21 På mester Ankers tid Af Anders Orris

den hædersmand mere. Enkeltemner fortjener også særlig ros: vedtagelsen af bistandsloven af 1976, noget så eksotisk som analyserne af EF's fiskeripolitik - fiskeri var engang et stort erhverv i Danmark - og så de prototypiske danske besværligheder med atomkraftværker og Storebæltsbro. Broen blev til noget, det gjorde værkerne desværre ikke. De øvrige analyser er også som hovedtræk nydelige, man bedes dog betænke at ordet idéforladt er vedhæng til ordbogsdefinitionen, og det skal der gives et eksempel på. Jo, oliekrisen var en meget alvorlig sag og ramte Danmark hårdt, men hvorfor slap andre lande, der havde en tilsvarende energiimport-afhængighed, eksempelvis Vesttyskland, Japan og endog vort velfærds- og levefodsforkælede broderfolk i Sverige, mildere? Var det egentlige problem at danske strukturforandringer før oliekrisen, afindustrialisering, afvikling af selvejerkulturen, uforholdsmæssige forbedringer af løn- og arbejdsvilkår og deslige, havde gødet jorden for at olieprisstigningerne ramte så hårdt? Antydninger til svar på spørgsmålene må man se i vejviseren efter, også selv om Borring Olesen jo ville give fremstillingen mening. På den ene side - altså den positive - skitserer Borring Olesen dog loyalt og udførligt de skiftende ministeriers vanskeligheder med at føre krisepolitik og ikke mindst opnå kriseforlig, man savner ikke repetition af at svært håndgribelige internationale forhold spillede en så stor rolle, men modsat hæftes der som antydet få analytiske ender ved. Der er endnu flere eksempler på den anden side; de er arketypiske:

Borring Olesen hæfter sig meget ved at Hartling-regeringen, der jo også er med i fremstillingen og såmænd har sit eget nydelige afsnit, vedtog såkaldt ”ufinansierede skattelettelser”. De får på hattepulden for at være en alvorlig fejldisposition. Borring Olesen synes dog ikke - slet ikke overraskende - at være bekendt med begrebet ufinansierede offentlige udgifter, som jo ellers er bagtæppet for hele Anker Jørgensens tid: år efter år brugte man flere penge end der var rygdækning for. Skatter og afgifter steg og steg; den offentlige sektor slugte i titusindvis af nyansatte hvert eneste år. Borring Olesen har dog og det er afslørende - overtaget terminologien fra de politiske kredse, der pressede på når det gjaldt denne ansvarsløshed, for der skrives om ”presset på de offentlige udgifter, sociale fremskridt” og om at ”holde hånden under beskæftigelsen”. Det er ren afskrift fra Svend Aukens og Thomas Nielsens lommebøger. Helt hårrejsende bliver det, når eksempelvis efterlønnen og den femte ferieuge, vedtagne i 1979, rubriceres blandt ministeriernes (SVregeringens) fortjenester. Intetsteds stiller Thorsten Borring Olesen spørgsmålstegn ved, om al denne udvidelse af det offentliges foretagsomhed og generøsitet var en god idé. Det kan ikke skyldes andet end enøjethed. BYGGESJUSK På mester Ankers tid talte man meget om byggesjusk. Visse husker måske Olsenbanden-filmen ...går i krig fra 1978, hvor skurken er en rådgivende ingeniør. Heri repeterer kriminalasisstent Jensen tidens dårligdomme fra kælderkontoret: ”Sammenstyrtede motorvejsbroer, utætte tage,

Side 19


R E P L IQ U E 9. årg. s. 17-21 På mester Ankers tid Af Anders Orris

betonslum, hospitaler, budgetoverskridelser, byggeskandale på byggeskandale. Bekvemme konkurser, korruption og svindel.” Det er egentlig smerteligt, men det er fristende at overføre byggesjusk som metafor for fremstillingen af Anker Jørgensens tid. Borring Olesen ville bryde med det nøgternt ressortbundne, men der går uld i mund eller venstrefløjens interne anliggender i den. Her ender den samlede bedømmelse af fremstillingen. Der må en sidste holmgang med eksempler på det enøjede til. Et sted funderer Borring Olesen over jordskredsvalgspartiernes karakter og skriver, at Mogens Glistrup - man bemærker den personorienterede form - ikke havde noget ”sammenhængende politisk program” og ingen finansieringsforslag til løfterne om skattelettelser, og at Erhard Jakobsen igen er formen persondreven - ikke kunne redegøre for hvordan ”gaverne [...] skulle finansieres”. Det hedder sig at de ”to herrer excellerede i enkle budskaber og oneliners”. Sligt er naturligvis subjektivt og måske rigtigt, men nærværende anmelder bemærker to ting i forlængelse heraf. Dels noget lavpraktisk, men meget sigende, at Borring Olesen ikke finder anledning til på samme vis at tage partierne Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti i skole. Partierne lovede alt til alle, det gjorde Socialistisk Folkeparti såmænd også, uden at have finansieringsforslag, men så åbenbart uden at disse partiers løfter bliver udmalet som ”enkle budskaber” og ”oneliners”. Dels og mere principielt, løsrevet fra en slags

skyttegravskrig - var Anker Jørgensens tid og de etablerede partier, lovlig meget i Borring Olesens praksis blot S og R, mange danske historikeres foretrukne alliance, kendetegnede ved at ingen havde brugbare finansieringsforslag eller sammenhængende politiske programmer. De praktiske konsekvenser af Anker Jørgensen-regeringernes politik og kriseforligenes flertalskonstruktioner var ufinansieret offentligt forbrug, dynger af statsgæld og udhulet købekraft. Det var der heller ikke megen sammenhæng i. Et andet sted kan man læse, at partiet Venstresocialisterne - der som bekendt ville omstyrte det grundlovsfæstede folkestyre med vold - var repræsenteret på tinge af ”særdeles kapable” folk, navngivne ved Preben Wilhjelm og Steen Folke. Man ”viste (...) ofte en evne og vilje til at grave et kritisk spadestik dybere end mange andre”; der er tale om Borring Olesens egen vurdering. Pointen er igen lavpraktisk: Fremstillingen savner redegørelser for, at John Arentoft, Helge Dohrmann, Arne Melchior og Erhard Jakobsen var dygtige, flittige folketingsmedlemmer med en sag. Erhard Jakobsen får fire-fem gange et tillægsord med på vejen, det bliver konsekvent til ”nidkær” eller ”taktisk”. Det bliver dertil håbløst blot at tælle, hvor mange gange Borring Olesen får påpeget at Anker Jørgensen og/eller Poul Hartling var ”(dybt) bekymrede over Fremskridtspartiet”, et sted tilføjes for partiets ”demokratiskadelige elementer”. Enøjetheden bliver alt, alt for meget. Flere steder - blandt andet i sammenfatningen - får Borring Olesen dertil

Side 20


R E P L IQ U E 9. årg. s. 17-21 På mester Ankers tid Af Anders Orris

ventileret den vurdering, at Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen repræsenterede en ”faktaresistens” og kan ses som udtryk for det, vi nu kalder ”postfaktuel politik”. Man må igen bemærke to ting i forlængelse heraf: Dels den rent aktuelle debat om forholdet mellem de fakta, nogle synes at mene taler for sig selv, og så deres eventuelle forholdet til politik. Nærværende anmelder konstaterer stilfærdigt, at hvis forholdet mellem fakta og politik var så enkelt, kunne vi nok nøjes med et faktaparti. Politik handler om idéer og magt til at gennemføre dem. Dels det forhold, at Anker Jørgensens parti, tid og såmænd også kriseforligenes flertal, for slet ikke at tale om Venstresocialisterne og Socialistisk Folkeparti, med Borring Olesens egen logik, med fuld ret kan anholdes for ”faktaresistens” og ”postfaktuel politik”. Hovedtrækkene i den nødvendige politik var bekendt, i første omgang at man år efter år udskrev dækningsløse check, blot ikke hvordan man skulle blive genvalgt, hvis man gennemførte omtalte politik. Anker Jørgensen efterlod et byggesjusket, forknyt (regeret) land i 1982. For nogle, åbenbart også Borring Olesen, var han blot en af vore egne, en rigtig guttermand.

”faktaresistente”. I midten sidder dem, der under dække af ansvar og realpolitik sørger for at administrere tingene på bedste beskub. Det er muligt, i karrierefremmende forstand også ønskeligt, smidigt at kunne bevæge sig mellem disse to poler. Til højre sidder pariaerne der skal vurderes, helst udgrænses. Man kan sagtens læse Thorsten Borring Olesens fremstilling med udbytte, nøjagtigt som glade mennesker ikke sjældent bor i byggesjuskede boliger med en spand hist og her, træk fra vinduet og en dør der binder. Der foreligger dog også en anden, indtil videre ufortalt fortælling om Danmark på mester Ankers tid, hvor nåde og ret er anderledes fordelte. Thorsten Borring Olesen (under medvirken af Niels Wium Olesen). De Danske Ministerier, Anker Jørgensens tid 19721982. Gads Forlag, 2017. Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

AFRUNDING Thorsten Borring Olesen har brugt mange år af sit liv på universitetet. Han er Jean Monnet-professor. Det er han præget af. Hans perspektiv for fremstillingen kan skildres i følgende analogi, nærværende tidsskrifts læsere nok kan forstå. Anker Jørgensens tid var som et møde i konsistorium eller et fakultetsråd. Til venstre sidder dem der sagligt set og definitorisk har ret; aldrig er ”postfaktuelle” eller Side 21

Profile for Munch

På mester Ankers tid  

Hvad er arven fra Anker Jørgensen? En ny bog fremstiller den i et positivt lys, men Repliques anmelder gør opmærksom på, at der måske er god...

På mester Ankers tid  

Hvad er arven fra Anker Jørgensen? En ny bog fremstiller den i et positivt lys, men Repliques anmelder gør opmærksom på, at der måske er god...

Advertisement