Page 1

Årsskriftet Critique tredie årgang 2010 Redaktører BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat


Årsskriftet Critique, tredie årgang 2010 BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen og cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat www.critique.ksaa.dk Skriftet er sat med GNU Emacs og kompileret med LATEX3 (pdflatex) Udgives af Konservative Studenter i Aarhus i samarbejde med Christian Houlberg Skov, Rasmus Ladekjær Pedersen og Jens Wendel-Hansen. ScandinavianBook, Århus 2010 ISSN: 1903-4180 ©Konservative Studenter Konservative Studenter Wilstersgade 10 st. 8000 Århus C


Blandt overmennesker og mystikere – Spredte betragtninger over introduktionen af Nietzsche i dansk åndsliv. Af cand. mag. Lars Christiansen, ph.d.-stipendiat

Om forfatteren

Lars Christiansen (f. 1972) er cand. mag., oversætter og skribent. Arbejder på en ph.d.-afhandling ved Aarhus Universitet om den danske Nietzsche-reception. Han har sammen med Lars Sandbeck skrevet Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister (2009) samt „Lille Kristendomsapologi,“ i: Støvring og Nielsen (red.): Den borgerlige orden. Tanker om borgerlighed og kultur (2008).

Nietzsche kom først til Danmark og derfor kom Danmark først med Nietzsche: I foråret 1888 holder den prominente kritiker Georg Brandes seks forelæsninger på Københavns Universitet om denne ukendte tyske filosof, og året efter udgav han afhandlingen Aristokratisk Radikalisme, der indledte Nietzsche-forskningen. Berømmelsen indfandt sig nærmest overnight, og i 1890erne talte alle om Nietzsche, både i Norden og i Tyskland. Det er sjældent, at epokegørende opdagelser gøres herhjemme, men i en dansk, åndshistorisk sammenhæng er det mere interessant, at Georg Brandes, „det moderne gennembruds“ talsmand, bliver agent for en forfatter, hvis ideer på mange måder stod i skarp kontrast til alt det, Brandes og radikalismen havde forfægtet i 1870erne og 1880erne; kvindeemancipation, demokrati, lighed, rationalisme, oplysning osv. Nietzsche var derimod misogyn, han foragtede den kompakte majoritet („hjorden“) og troede mere på instinkt end intellekt. Lighedstanken anså han som en af kristendommens mange skadelige bivirkninger. Introduktion af Nietzsche i dansk åndsliv blev også en katalysator for det, digteren Helge Rode senere kaldte „det sjælelige gennembrud“ i litteraturen – i bevidst modsætning til det moderne gennembrud. Historien om den tidlige danske Nietzsche-reception, som denne artikel forsøger at kaste lidt lys over, fortæller dermed også om positioner og forskydninger i datidens kultur- og åndskamp. 101


BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE 102

AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT

Til vennen Georg Det hele begyndte med at Nietzsche indtrængende bad Brandes om at „opdage“ ham – for hvis den danske kritiker ville, kunne han gøre forfattere berømte, ikke bare i Danmark, men i Europa. Derfor indløb flere bøger til Sankt Annæ Plads 24, 3. sal i København, men modtageren bed først på krogen, da han læste Moralens oprindelse i slutningen af 1887. Brandes skriver til Nietzsche: Jeg vejrer en helt ny og oprindelig ånd i deres bøger. Endnu forstår jeg ikke helt, hvad jeg har læst; jeg ved ikke altid, hvor De vil hen. Men der er meget, som stemmer overens med mine egne tanker og sympatier: Ringeagten for de asketiske idealer og den dybe uvilje mod demokratisk middelmådighed. Deres aristokratiske radikalisme. Deres foragt for medlidenhedens moral står mig endnu ikke helt klar. Der var også i det andet værk, Jenseits von Gut und Böse, refleksioner over kvinderne i almindelighed, som ikke stemmer overens med min egen tankegang. De er så helt anderledes organiseret end jeg, at jeg har svært ved at indleve mig. (26. nov.1887). Forbeholdene formindskede ikke Nietzsches glæde over at være inde i varmen hos en af Europas førende intellektuelle. Nu lå vejen åben for den berømmelse, som Nietzsche aldrig var i tvivl om at han havde fortjent. Han svarer: Det volder mig en oprigtig glæde, at en så god europæer og kulturmissionær som De, for fremtiden vil høre til mine læsere; jeg takker Dem af hele mit hjerte for denne gode vilje. Det udtryk; aristokratisk radikalisme, som De bruger, er meget godt. Det er med forlov at sige det forstandigste ord, som jeg hidtil har læst om mig selv. (2. dec. 1887). Derefter følger en udveksling af i alt 22 breve, hvorunder Brandes bl.a. opfordrer Nietzsche til at læse nordiske forfattere som Henrik Ibsen, August Strindberg og Søren Kierkegaard. Brandes omtaler sidstnævnte som „psykolog“ (i stedet for teolog) og kommer med den interessante meddelelse, at han har skrevet en bog om Kierkegaard for at „hæmme“ hans indflydelse! Korrespondancen ophører, da Nietzsche i begyndelsen af 1889 får det mentale sammenbrud i Torino og sender de berømte „vanvidssedler.“ En af dem lyder sådan:


103 Til vennen Georg. Efter at du havde opdaget mig, var det intet kunststykke at finde mig. Vanskeligheden er nu den, at blive mig kvit. Den korsfæstede. Bortset fra den mærkværdige Kristus-identifikation fra en mand, der har skrevet en Antikrist, lægger man mærke til, at Nietzsche trods det tiltagende vanvid vurderede situationen helt rigtigt: han er blevet uomgængelig. Georg Brandes forelæsninger bliver et tilløbsstykke. Tilhørerskaren i auditoriet i Studiestræde vokser hurtigt fra 150 til 300 og tæller mange af de unge intellektuelle og kunstnere, der skal præge dansk åndsliv i de næste årtier. Dagbladet Politiken er naturligvis også til stede. Man har sendt den lovende unge journalist Henrik Cavling, der skriver fyldige referater i avisen: „Dr. Brandes, der trods en let forkølelse holdt sit foredrag med usædvanlig Verve, afbrødes gentagne gange af Auditoriets tilslutning og bifald.“ Cavling havde desuden et vist besvær med at stave den tyske filosofs navn korrekt.

Aristokratisk radikalisme På baggrund af forelæsningsmanuskripterne udfærdigede Brandes essayet Aristokratisk radikalisme. En afhandling om Friedrich Nietzsche, som trykkes i tidsskriftet Tilskueren i 1889. Året efter udkommer det i Tyskland, hvor der hurtigt opstår en frodig kult omkring den åndsformørkede Nietzsche, der indbefatter feminister, jøder, veganere, nyhedninge, kristne og ekstatikere af alle afskygninger. Brandes tiltaltes naturligvis af Nietzsches angreb på kirke og kristendom samt foragten for det nationale og det spidsborgerlige, eller „det filistrøse,“ som de kaldte det. Det lå alt sammen indenfor rammerne af radikalismens program. Anderledes forholdt det sig med opgøret med den „demokratiske middelmådighed.“ At demokrati betød nivellering, forfladigelse og laveste fællesnævner – det var Brandes’ helte Kierkegaard og Nietzsche enige om. Hvad Kierkegaard næppe ville have billiget, var Brandes og Nietzsches begejstring for eneren, den voldsomme renæssancenatur, der forbruger mennesker og ressourcer til sine højere, kulturskabende formål. Visse amoralske afsnit i forelæsningerne må have sendt små chokbølger gennem tilhørerne, f.eks. når Brandes siger: „Et folk vil sige den Omvej, Naturen gaar for at frembringe en halv Snes store Mænd.“


BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE 104

AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT

Selv om han udtrykte forbehold overfor de mest brutale sider hos Nietzsche, så var det overordnede indtryk, at Danmarks mest indflydelsesrige intellektuelle havde fundet et nyt idol, der ikke bare var antiklerikal, men stod i opposition til alle traderede moralforestillinger; en filosof, der kaldte næstekærlighed for slavemoral, anså mennesket for et kun på skrømt tæmmet rovdyr og prædikede vilje til magt osv. Den, der principielt attraar Frembringen og Udviklen af store Mennesker (. . . ) vil se Maalet i en aristokratisk Kultur, selv om saare faa direkte kunne blive delagtige i den. Han vil betragte Florents under Renaissancen som uendeligt mere kultiveret end Schweiz i vore Dage, skøndt Beboerne af Florents den Gang hverken kunde læse eller skrive, og skøndt Indbyggerne i Schweiz i vore Dage alle sammen kan det.1 Som om det ikke var nok ender Aristokratisk Radikalisme med en effektfuld provokation; formålet med at introducere Nietzsche, hedder det, har været at revitalisere den hensygnende litteratur: Jeg har villet henvise til ham fordi det forekommer mig, som om Nordens Skønlitteratur nu vel længe har tæret på Tanker, som blev fremsatte og drøftede i det forrige Aarti. Det ser ud som om Evnen til at Undfange geniale Ideer var taget af. Ja som om Modtageligheden for dem var ved at forsvinde. Man tumler stadig med de samme Lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvinde-Emancipation, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Kultus af Folket osv. Ikke uden kynisme tilbagekaldes 70ernes og 80ernes idealer. Det vigtigste er åbenbart kunsten. Hvis man skulle være lidt maliciøs, lyder det som om han selv trængte til adspredelse; de gamle ideer fra det moderne gennembrud kedede ham, han har brug for en ny stimulans, og her var billedstormeren Nietzsche yderst velegnet. Filosoffen Harald Høffding kunne ikke sidde provokationen overhørig og skrev et kritisk responsum, Demokratisk radikalisme. En indsigelse. Høffding tog især anstød af Brandes radikale individualisme og 1I

Orson Welles’ filmklassiker, Den tredje mand, udspiller der sig en berømt dialog, der er påfaldende tilsvarende: „I Italien under Borgiaerne havde de krig, terror og blodsudgydelse i 30 år, men de skabte Leonardo, Michelangelo og renæssancen. I Schweiz har de haft broder-kærlighed, fred og demokrati i 500 år. Og hvad har de opfundet? Kukuret.“


105 fremførte i stedet det synspunkt, at genier og undtagelsesmennesker nok er uundværlige, men at deres storhed afhænger af deres gavn for helheden. Han anerkendte ikke modsætningsforholdet mellem fremragende enkelte og den brede befolkning, og mente ikke, at demokrati er nivellering, men troede på kollektive sociale og kulturelle fremskridt. Brandes forsvarede sig i essayet Det store menneske. Kulturens kilde, hvor han gjorde tykt nar af Høffding og udstillede ham – ikke uden grund – som en fantasiforladt, pedantisk og frygtsom universitetsprofessor, der for enhver pris ville være vellidt og ikke kan forstå en voldsom natur som Nietzsche. Brandes’ desavouering af sine gamle idealer hænger sammen med, at han blev mere og mere pessimistisk i løbet af 80erne. Nytårsaften 1886 noterer han således i sin dagbog, at han har mistet troen på samfundsmæssige fremskridt og frigørelse, og i stedet vender tilbage til sin gamle hero worship. Her kommer Nietzsche så ind i billedet, omend han har en langt mere ekstrem forståelse af individets emancipation fra konventionens bånd end Brandes nogensinde fik. Høffding havde ret, da han senere bemærkede, at den korrekte betegnelse for Nietzsches filosofi egentlig ikke er „aristokratisk radikalisme,“ men „Radikal aristokratisme,“ hvis man ved „radikalisme“ forstår et særligt sæt af ideer, og ikke bare en gradsbetegnelse. Nietzsche fik næppe nogen varig indflydelse på Brandes, hvis dannelses- og personlighedsideal vedblev at være Goethe. Det ser snarere ud som om han glemte ham, om end der måske er spor af nietzscheansk sværmeri for de store enere i heltemonografierne om Michelangelo (1921), Voltaire (1916-17), Julius Cæsar (1918) og Goethe (1915).2

Zarathustra-kitsch Politikens chefredaktør Viggo Hørup fulgte debatten mellem Brandes og Høffding fra fængslet, og medgav, at Nietzsche var „bindegal,“ men „hans paradokser er dog født af en brændende hjerne og et såret hjerte, de er en udmærket stoltheds hede Blus, som i al fald tænder modsigelsens brand, forarger og fordærver“.3 Hørups fornuft tog parti 2 Man

kunne også nævne hans ret besynderlige argument imod første verdenskrig: „Der kan have været en Shakespeare, en Kant eller Goethe, en Moliere eller en Pasteur, en Kopernikus, en Rubens eller en Tolstoj blandt de hundredetusinde af tyveårige, som er faldne.“ Fra Verdenskrigen, 1916. 3 Bjørn Bredal, Politiken mod Politiken, 2009.


BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE 106

AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT

for Høffding, men hjertet var hos Brandes og Nietzsche. Filosoffen, der forkyndte, Gud er død, intet er sandt og alt er tilladt, blev hurtigt berømt og berygtet i offentligheden, og i forbindelse med en aktuel kriminalsag kunne Morgenbladet i 1890 afsløre, at den såkaldte „Store Kongensgade-morder“ var Nietzsche-beundrer! Brudstykker af hans skrifter blev oversat i mindre litterære tidsskrifter. I Tårnet, et tidsskrift med en kort levetid og langsigtede virkninger, citerede Johannes Jørgensen ham i sin programerklæring for den symbolistiske litteratur: „Verden er dyb. Og kun flade ånder fatter det ikke.“ Helge Rode forsøgte i 1913 at forklare sig bjergfilosoffens kometkarriere i 90erne: „Selve den glans, der laa over hans Skikkelse straalede op fra de Dybder, hvor Troen har sit Sæde. Nietzsche gjorde livet evigt igen! Man havde været nær ved helt at glemme det.“4 „Dybde,“ „tro“ og „det evige liv;“ ordene peger på, at digterne havde en helt anden dagsorden end Brandes, for hvem Nietzsches vitalisme og kraftdyrkelse var en kur mod indadvendthed og mystik, mod sværmeri og metafysik. Men netop disse egenskaber hentede symbolisterne ironisk nok i tyskerens værk, især Således talte Zarathustra, som ikke faldt i Brandes smag. Forenklet sagt: Digterne dyrkede den dybe, Brandes dyrkede den sunde Nietzsche. Og så var der dem, der ikke ville have noget med ham at gøre. For eksempel den unge forfatter Johannes V. Jensen, der affærdigede modefilosoffen med maner: I novellesamlingen Intermezzo fra 1899 er jeg-fortælleren på vej ned fra en bjergvandring, da han pludselig løber ind i Nietzsche/Zarathustra, der jo havde en svaghed for bjergenes ensomhed. – Et stykke nede mødte jeg Zarathustra, der kom med Ørnen og Slangen og Løven. Jeg standsede brat og pegede ham midt på Brystet – Det er godt jeg træffer Dig! Du gaar heroppe og ved af ingenting. Jeg kan forsikre dig, at du er gennemskuet dernede. Det er en bekendt Sag, at du er en uhelbredelig Forvirring af Budhisme og Hunkatolskhed, af Flyveprosa og gammelt Testamente. Ved du ikke, at det er en mosaisk Reminisens af dig at stolpre heroppe paa Bjærget i Torden og Lynild? Du er en falsk Veksel, min ærværdige Figur, du er opdaget, vi indfrier dig ikke. Din Selvopholdelsesdrift hæfter paa Luft, vi har kasseret dig. Vi tilgiver ingen – lad dem siden være døde, korsfæstede eller gale. 4 Helge

Rode, Det sjælelige gennembrud, 1928 (1913), s. 19.


107 Da fortælleren senere møder en ventende flok Zarathustra-pilgrimme, dvs. moderne nietzscheanere, affærdiges de brysk: „Af Vejen Pak, lad mig komme ned mellem Folk!“ Det er værd at bemærke, at denne friske og spændstige prosa stammer fra en ung forfatter i midten af tyverne, der med stor selvbevidsthed udleverer parnassets yndlingsfilosof til latteren. Man skulle ellers tro, at den kraft- og sundhedsdyrkende Jensen kunne have fundet en profet i Nietzsche, ligesom de senere futurister (selv om man ikke finder fabrikker eller storbyer i hans værker, men bjerge, søer og skovensomhed, altså romantiske landskaber).

Nietzsche som religionsstifter Helge Rode spiller en nøglerolle i tidens opgør radikalismen. Han var en ivrig Nietzsche-læser, der blev stadig mere optaget af nationale og religiøse spørgsmål. Rode nærmede sig kristendommen, selv om hans ståsted forblev diffust og nærmest kan betegnes som en art frireligiøs mysticisme. Inspireret af bl.a. digterpræsten Jacob Knudsen og den skarpe, polemiske litteraturkritiker Harald Nielsen begynder Rode at distancere sig fra Brandes og brandesianismen; Politikens nedladende behandling af maleren Agnes Slott-Møllers nationalromantiske motivverden i 1908-09 var for Rode et blandt mange tegn på radikalismens åndelige tørke, dens golde rationalisme og flade fremskridtstro.5 Rode fik, ifølge hans biograf Hanne Engberg, efterhånden den plads i offentligheden som den kompromisløse Harald Nielsen ønskede sig, men ikke kunne få: Det var Rode, der udlagde teksterne og udstak kursen for litteraturen. Deres forhold var på en gang hengivent og problematisk, og det er hævet over enhver tvivl, at Rode profiterede stærkt af Nielsens forfatterskab, især essayet om Moderne litteratur (1904). Rode fremførte ved flere lejligheder den tese, at Brandes med sin introduktion af Nietzsche i dansk åndsliv bliver ophavsmand til en strømning, som han ikke selv forstår, nemlig den „sjælelige“ 90erlitteratur, hvis opgave ikke er at sætte „problemer under debat,“ som Brandes fordring lød i sin tid. For Rode er Brandes-radikalismen uden kontakt til de dybeste lag i åndslivet – religionen, folket og historien – hvilket han forklarer ud fra Brandes åndelige konstitution: Jeg kan ikke forstå, at Georg Brandes kan blive ved med at tro på noget så luftigt som „frigørelse.“ Det er at byde en sulten 5 Se

Hanne Engberg, En digters historie. Helge Rode 1870-1936, 1996,s. 164.


BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE 108

AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT

Vindkartofler, det er at sige til en mand, som trænger til klæder: Du skal bare blive ved med at klæde dig af. Vi står her ved den væsentlige mangel i Brandes ånd: Han har ingen metafysisk trang, ingen løndom – der mangler tre guddommelige dråber i hans blod . . . Selv vil han vist kalde dette et fortrin, men efter min mening kunde en arbejder lige så godt regne det som et fortrin, at han kun havde én hånd. Brandes har kun en hånd, den er uhyre stærk, stærkere end to hænder hos de fleste; men han undgaar vanskelig en skævhed, når han bygger. Dermed får Brandes også en skæv forståelse af Nietzsche, som han til tider forveksler med en fritænker: Det er Brandes ære, at netop han aabnede Banen for den nye Tids første Herold, al mulig Hæder har vi undt ham derfor. Men nu at gøre Nietzsche til, hvad man kalder en Fritænker fra Halvfjerdserne, det er virkelig i høj grad misvisende. Nietzsche betød Reaktionen mod Darwinismen, Naturalismen, Nyttemoral, Demokrati, Kvindesag, alle Halvfjerdsernes Ideer. Han var ingen Ven af Kristendommen, det er sandt, men heller ikke af Troen paa Videnskaben. Selv optraadte han som Religionsstifter, Forkynder af en hemmelighedsfuld Doktrin. I foredraget Det sjælelige gennembrud fra 1913 (trykt i let ændret udgave i 1928) gør Rode status over udviklingen i dansk litteratur siden Nietzsche-forelæsningerne i 1888. Det afgørende er, at det fortrængte er vendt tilbage, dvs. „sjælen,“ der i 1870ernes og 80ernes litteratur var forsømt til fordel for „naturen, den frie Forskning og den frie Tanke.“ Åndslivet er „regenereret,“ som han senere kalder det. Kritik og rationalisme er ikke nok; ånden og sjælen skal have næring fra dybere lag. Det forstod Brandes og hans gennembrudsforfattere ikke, hvorfor de forvandlede litteraturen til en „afsveden Ørken.“ Til gengæld så Brandes rigtigt, da han indførte Nietzsche for at sætte strøm til litteraturen. Han vidste bare ikke, hvad han havde med at gøre, men satte en udvikling i gang, der trak på erfaringer, som ikke var tilgængelige for ham selv – eller som han bare ikke ønskede at dele: Han stod der som en Dykker, der har bragt en sjælden og prægtig Muslingeskal op i Dagens Lys; men ikke ved, hvilken Perle den rummer i sit Indre.


109 Perlen var Nietzsches sans for mystik, metafysik og poesi, samt hans ringeagt for samfundsengageret kunst. Dette var en sund reaktion, der giver, lyder den patosramte Rodes håb, de kommende slægtled et tættere forhold til: „Tingene, til Nationen og Menneskene, til Jord og Himmel, Liv og Død.“

Krigsfilosofien og den dårlige darwinisme Første verdenskrig gjorde Nietzsche suspekt. De tyske soldater havde Således talte Zarathustra med i tornysteret og hans bellicisme var en velkommen ingrediens i den tyske „krigsfilosofi.“ Dette var svært at forudse i 90erne. Med demonstrativ sorgløshed afviste Georg Brandes dengang de spæde indvendinger mod en ukritisk dyrkelse af overmenneskets forkynder. Det gik ikke bare ud over Høffding: I 1893 affærdiger han i efterskriften til et tysk genoptryk af Aristokratischer Radikalismus, kækt alle moralske bekymringer om en truende udartning af Nietzsche-kulten som „Tanten- und Familienvater Standpunkte.“ Det vigtigste er, at Nietzsche er en personlighed og en vedkommende forfatter, ikke om han bekræfter den gængse borgerlige moral. Denne frimodighed bed Thomas Mann mærke i, da han umiddelbart efter Anden Verdenskrig spekulerede over Nietzsches filosofi set i lyset af vor erfaring (1947) Mann ser Brandes ubekymrede holdning som „et Tegn på den dengang endnu herskende sikkerhedsfølelse, på sorgløsheden i den borgerlige tidsalder, der var ved at ebbe ud.“ Brandes tilhørte en misundelsesværdig tidsalder, der mente at kunne tillade sig en uforpligtende leg med immoralister som Nietzsche, fordi den kunne tære på en intakt kapital af moral, dyd og orden. Under første verdenskrig blev Helge Rode også opmærksom på de virulente sider af overmenneskets forkynder, hvilket kommer til udtryk i essaysamlingen Krig og ånd fra 1917. Bogen er i pagt med en fælleseuropæisk tidsånd derved, at den forholder sig ambivalent til krigen, der nok skildres som en katastrofe, men samtidig som en mulighed for en foryngelse af det trætte, gamle kontinents kultur. Mens vi i dag har travlt med at undskylde Nietzsches brutale sider med søsterens skadelige indflydelse og den tyske militarismes fejlfortolkninger, så mente Rode, at den såkaldte tyske „krigsfilosofi“ – der betegner en blanding af militarisme og socialdarwinisme – nok havde forvrænget hans tanker, men også kunnet overtage mange elementer intakte. Han anså imidlertid stadig fortsat Nietzsche som et probat middel mod depression, refleksion og dødbideri, og beundrede hans dybde, livs-


BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE 110

AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT

kraft og poesi, i modsætning til Johannes V. Jensen, der fra starten var afvisende: Mens Således talte Zarathustra blev affærdiget som kitsch, skrues der op for blusset efter krigen. Jensen har jo ellers få et dårligt ry som socialdarwinist og eugeniker, der ville bekræfte „De raske i retten til riget“ osv., men essayet „den dårlige darwinisme“ (1925) er en kritisk redegørelse for, hvorledes darwinismen er blevet „oversat“ til forskellige europæiske lande. Med Nietzsches filosofi, som han kalder „overmennesketeoriens sump,“ bliver Tyskland offer for den dårlige darwinismes brutale herremoral. Ret beset frembyder Nietzsche et ordinært Sygdomstilfælde: en invalid, skuffet tysk Professor som gør Opsigt i Egenskab af Stakkel og udstiller sine Rovfornemmelser og indre Kramper under forsøget paa at konstruere sig op til blot at blive Menneske.6 Krigspropagandaen, men også folk som Rode og Jensen, betød, at dansk politik ikke blev inficeret af nietzscheanisme i mellemkrigstiden, modsat Tyskland, hvor der opstod en anti-konservativ højreradikalisme, der var subversiv, strukturødelæggende, traditionsopløsende, ensrettende og krigerisk.

Naturalisme uden ånd Rode betragter Nietzsches filosofi i forening med darwinismen og naturalismen som første verdenskrigs ideale forudsætninger: Fred er et spørgsmål om Menneskets Værdi og det nytter intet, om Forfatteren er en Fjende en Krig, hvis den Erkendelse han paatvinger os betyder, at Mennesket er bleven ringere i vor Vurdering.7 Dette var møntet på fortalere for naturalismen, hvis lære om „dyret i mennesket“ ikke passede til deres erklærede pacifisme og humanisme, mente Rode. Vore dages naturalisme tager sig mere skikkelig ud end datidens. Den har en tendens til at hævde, at mennesket af natur er altruistisk og venligt, stik modsat Nietzsche, men den er stadig et angreb på den gamle forestilling om humanitas.8 I modsætning til Nietzsche anklager 6 Johannes

V. Jensen, „Den dårlige darwinisme,“ i: Evolution og moral, 1925, s. 13. sjælelige gennembrud, s. 73. 8 Vedr. disse spørgsmål, se: Lars Sandbeck og Lars Christiansen, Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister, 2009. Især afsnit IV. 7 Det


111 vore dages ateistiske religionskritik, også kaldet „den nye ateisme,“ heller ikke kristendommen og kirken for ikke at være grusom nok. En anden afgørende forskel på Nietzsche og nyateister som Richard Dawkins og Christopher Hitchens er den personlige anfægtelse: Hos de sidstnævnte og deres epigoner er gudstro et politisk og videnskabeligt spørgsmål, ikke et eksistentielt: De konstaterer, at der ikke er empiriske beviser for Guds eksistens og at religion forårsager splid, hvormed sagen skulle være afgjort. I Antikrist kommer Nietzsche med en præcis karakteristik af disse typer: „fritænkeriet blandt vore herrer naturforskere og fysiologer er i mine øjne en spøg – de mangler lidenskaben i disse sager, lidelsen ved dem –“. Den heroiske ateismes tid er forbi. Aristokratiske fritænkere som Brandes og Nietzsche er en saga blot. Vore dages kristendomsforagtere, der organiserer sig i ugudelige foreninger, minder snarere om Nietzsches beskrivelse af „de sidste mennesker“ fra Således talte Zarathustra; de lider af moralsk selvtilfredshed og åndelig dovenskab, men bilder sig ind at udgøre højdepunktet i menneskehedens historie.

blandt overmennesker og mystikere  

Ph.d.-stipendiat Lars Christiansens behandler den tidlige Nietzsche-receptionen i Danmark. Nietzsche var i sin tid blevet opdaget af Brandes...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you