Issuu on Google+


Replique, 2. årgang 2012 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen


En hyldest til ytringsfriheden T RYKKEFRIHED – Frem for alt frihed. Festskrift til Lars Hedegaard er netop udgivet med en række hyldester til den kontroversielle medstifter af Trykkefrihedsselskabet, der i de seneste år har markeret sig som en af de kraftigste kritikere af den politiske korrekthed, der ifølge ham selv hærger. Af Johan Christian Nord I en tid, hvor en ret så eklatant frygt for at sige Roma midt mod desværre snarere er reglen end undtagelsen i det offentlige liv, er det befriende og opmuntrende, at der stadig findes enkelte stridsberedte mennesker, der ikke trættes ved at sige ildehørte, men nødvendige sandheder. Ét af disse uforfærdede sandhedsvidner er Trykkefrihedsselskabets nestor Lars Hedegaard, der for nylig fyldte 70. For at markere denne runde dag udgav man i september 2012 i regi af Trykkefrihedsselskabet et festskrift under titlen Frem for alt frihed. Festskrift til Lars Hedegaard. I det følgende skal jeg gøre mit for at omtale – og anbefale! – dette oplysende og appellerende hyldestskrift til ét af de stålsatte sind, ét af de flag i modvind, der ikke er blevet knægtet af den menneskelige, alt for menneskelige, frygt for de såkaldt anstændiges forargelse. SCENEN SÆTTES Festskriftet indledes af et personligt forord ved professor Bent Jensen – der jo også selv ved ét og andet om forargelse fra de venstreintellektuelles rækker – hvori fødselaren og hans anliggende præsenteres af én, der både har kendt ham i tiden som venstrefløjsapologet og siden-

hen som forsvarer af de vestlige frihedsrettigheder og indædt modstander af dén voldelige ideologi, der i dag udgør den største trussel imod disse. Jensen leverer således en udmærket portrættegning af en ildsjæl, der havde modet til at ændre mening, da virkeligheden sagde ham imod. Herudover indeholder forordet en række diagnostiske betragtninger, der fungerer som en god optakt til de følgende bidrag, der alle angår forskellige aspekter af spørgsmålet om friheden og truslerne imod den. Jensen gør det hér umisforståeligt klart, at »vi lever i en orwellsk tid, hvor virkelighedsnære ord ikke er velsete på bjerget«; en tid hvor »underkastelse (islam) officielt hævdes at betyde fred«, og hvor den overnationale sammenslutning, der kalder sig »Den Europæiske Union [beherskes] af et politiskbureaukratisk kompleks, der på ingen måde deler de ideer, som gjorde Europa til Europa«, idet den europæiske ’elite’ har »mistet troen på de klassiske europæiske værdier og hylder nu en dødelig kulturrelativisme, som kaldes multikulturalisme«. Så er det sagt, så er scenen sat. Efter Bent Jensens indledende betragtninger følger et redaktionelt forord, hvori man klargør anliggendet med udgivelsen. Her hedder det, at redaktørerne med bogen har villet »vise såvel dybden som bredden i den støtte til det frie ords forkæmper, som Lars fortjener«. For at gøre dette har man henvendt sig til skrivende i både Danmark og udlandet, der med et grundlæggende sigte på spørgsmål angående »ytringsfriheden og dens fjender – både de åbenlyse og de mere forblommede« er blevet bedt om at skrive et bidrag. Ligeledes har man inviteret kunstnere til

Side 127


at bidrage med en tegning, hvilket hollandske Gregorius Nekschot, Kurt Westergaard og Niels Thomsen har gjort med sigende og humoristiske resultater til følge. Af skriftlige bidrag rummer festskriftet udover deciderede artikler omhandlende ytringsfrihedssagen også en række kortere – tit anekdotiske – hilsner, endnu en gang fra såvel ind- som udland. Af hovedbidrag er der 21, hvilket betyder, at man i en omtale af den samlede bog uvægerligt enten vil føre meget kursorisk tale eller må udvælge enkelte bidrag til nærmere behandling. Jeg har valgt at gøre sidstnævnte, men vil, før jeg går til denne omtale af udvalgte bidrag gerne gøre det meget klart, at der bredt set er tale om både skarpe, velskrevne og aldeles veloplagte bidrag, der hver især fortjener at blive læst opmærksomt. Som en styrke ved den samlede udgivelse vil jeg gerne fremhæve, at man til fulde har efterlevet ambitionen om at præsentere spændvidden i forsvaret for ytringsfriheden. Der er både historiske skildringer og nutidigt anlagte analyser – eller dissektioner; både teologisk religionskritiske udredninger af Islams statiske gudsbegreb (Jesper Langballe) og selvsikkert rationalistiske opråb (Kai Sørlander). At de enkelte positioner, der kommer til udtryk i bidragene ikke nødvendigvis kan siges at være i sømløs overensstemmelse – som det eksempelvis er tilfældet med Langballe og Sørlander – forlener bogen med en stor styrke, idet det rygte, man ynder at udsprede om Trykkefrihedsselskabets nagelfaste ideologiske og politiske indplacering, effektivt vises tilbage ved den simple forekomst af forskelligartede positioner, der ikke nødvendigvis har mere

tilfælles end den grundholdning, at man nægter at give køb på dén frihed, som forne slægter har blødt for. Det er dog uafviseligt og skal ikke være en hemmelighed, at forskellige former for nationalkonservative ståsteder fylder godt i landskabet – og godt for det! Jeg vil i det følgende fremhæve fire af de danske bidrag, som jeg synes, giver et godt indtryk af bogens brogede karakter og alle er væsentlige for forståelsen af den misere vi og vore befinder os midt i. UNIVERSALISMENS GEBRÆKKELIGHEDER I sit bidrag ”Struensee og trykkefriheden. Historien om et universalistisk eksperiment” leverer Katrine Winkel Holm en skildring af dét forsøg udi den ubegrænsede trykkefrihed, som (tronraneren) Johann Friedrich Struensee kastede Danmark – og sig selv ud i – som del af den oplysningsiver, han udøvede under sin tid som livlæge og rådgiver ved det kongelige hof. Winkel Holm beskriver i klare vendinger, hvordan Struensees syn på trykkefriheden var afledt af en universalistisk, fransk-orienteret oplysningsfilosofi, der ikke rummede nogen form for hensyn til det konkret og lokale, til den muld, hvori frihedens tanke skulle slå rod. Efter indførelsen af den ubegrænsede trykkefrihed d. 4. september 1770 viste det sig imidlertid – modsat Struensees forventning – at mange af dé danske borgere, han havde sat for at oplyse, ikke var videre begejstret for hverken hans person eller hans projekt, hvilket de så gav ufortrødent skriftligt udtryk for. Trykkefriheden blev altså – således Winkel Holm – »brugt til at bringe den til fald, der havde givet trykkefriheden«, og blev i øvrigt afskaffet


R EPLIQUE 2. årg. s. 127-131 En hyldest til ytringsfriheden Af Johan Christian Nord

efter afslutningen på Struensees eksperimentelle regeringsperiode. Winkel Holms anliggende er i forlængelse af dette historiske eksempel at argumentere for den opfattelse, at ytringsfrihed ikke var – og er – at betragte som en universel værdi, der har del i en færdig oplysningsværdipakke, der kan installeres ved »en rationalistisk raptus«, men derimod må betragtes og værnes som en »sart plante«, der kun kan vokse og gro over tid i den muld, der måtte være gunstig herfor. Alt i alt er der tale om et velargumenteret forsvar for dén opfattelse, at kultur rent faktisk eksisterer og gør en ret så mærkbar forskel ude i den virkelige verden – langt fra skrivebordsrationalisters hypotetiske universalismeprojekter. Frihed er ikke bare en fornuftig idé, men derimod også en fremelsket praksis, der ikke uden videre kan injiceres i vrangvillige sjæle – for eksempel ved hjælp af bomber. DEN POLITISKE KORREKTHED Det andet bidrag, jeg gerne vil fremhæve, er journalist og liberal debattør Jeppe Juhls artikel ”Diagnose: politisk korrekthed”, hvori journaliststanden – herunder den yngre del af disse korrekthedens stormtropper – lægges kyndigt under kniven. Juhl indleder sit bidrag med en anekdotisk optakt, hvor han gengiver forfærdelsen hos en nær ven, da han indviede denne i planen om at bidrage til festskriftet. Vennen mente, at Hedegaard »ikke [havde] andet end muslimer på hjernen« og således led af »decideret tunnelsyn«. Hertil kom, at han frygtede for følgerne af at deltage i festskriftet: »… og så kommer du i øvrigt til at være i dårligt selskab. Du skal holde dig fra den kreds af mennesker. Der kommer

intet godt ud af at blive direkte associeret med dem. Tænk dog på, hvad der står om dig, hvis en arbejdsgiver googler dit navn!«

Juhl forstår hændelsen som et forstemmende eksempel på det almene fænomen, at »vi vil jo alle være med i klubben« og følgelig er beredte til at æde ikke så få skovsnegle for at sikre os – som det hedder med henvisning til Bille Augusts filmklassiker Zappa, hvori drengen Mulle må indtage et styks af denne slimede repræsentant for den nedre del af dyreriget for at opnå adkomst til de andre drenges hule. I løbet af bidraget analyserer – og hudfletter – Juhl denne holdning, hvor man for alt i verden vil være på pænhedens side, og dét, uden nødvendigvis at have sat sig ind i noget som helst. Om samtidens journalistiske spirer hedder det således et sted – hvilket nok anede mig, også før jeg fik empirisk belæg herfor – at disses historiske viden kan ligge på et meget lille sted, hvorfor de i deres ’arbejde’ lader sig lede af noget ganske andet end saglig viden: »deres eneste pejling – de har ikke nogen hjemmefra eller fra uddannelsesinstitutionerne – er den »politiske korrekthed«, der hersker på redaktionerne«. Trist står det til, men godt er det, at Juhl ikke står tilbage for at konfrontere de unge mennesker med de antagelser, man glæder sig over at være fælles om. I endnu en anekdotisk eksemplificerende passage fortæller Juhl således om, hvordan han reagerer, når han hører nogen på én af sine produktioner, der gør brug af partinavnet Dansk Folkeparti eller den heraf afledte ed »DF’er« til at henvise til dén ondskab, vi alle er enige om at holde fra livet:

Side 129


Først kigger jeg kammeratligt på dem og siger i overensstemmelse med sandheden: »Jeg kunne heller aldrig finde på at stemme på Dansk Folkeparti«, et indforstået og venligt smil breder sig på modtagerens ansigt, men udtrykket ændrer sig, når jeg tilføjer: »De har kun to politiske agendaer, jeg ubetinget kan støtte … (dramatisk pause) … deres indvandringspolitik og en enorm skepsis over for EU«.

Reaktionen er hver gang den samme. Forvirring efterfulgt af lidt pinlig tavshed. En både kostelig og nødvendig reprimande. Det samme kan siges om Juhls samlede bidrag, der – særligt i kraft af den stadige inddragelse af denne form for empiri fra den journalistiske dagligdag – fremstår både velskrevet, underholdende og overbevisende. MEDIERNE OG MAGTEN Medierne og dét meningsmageri, der trives i denne fjerde statsmagts højhellige haller er også temaet for historiker og redaktør på Uriasposten Kim Møllers bidrag ”Alting starter med mediekritik”. Møllers bidrag tager sin begyndelse med en personlig beretning, om hvordan historikeren i begyndelsen af 00’erne fik en art »politisk-rationalistisk« »vækkelse« ved mødet med Hedegaards klummer i Berlingske Tidende. De følgende udredninger koncentrerer sig alle om dén mediekritik, Kim Møller i sit internetbårne dokumentationsprojekt har gjort til et af sine specialer. Møller udreder, hvorledes det, man »i blogverdenen nedsættende kalder for MSM – mainstream media – eller kortere og mere perfidt lamestream media«, ligger under for en ensidighed af en an-

den verden. Og det drejer sig efter Møllers opfattelse vel at mærke ikke kun om de venstresnoede bladhuse, men også om de såkaldt borgerlige. Grunden hertil skal ifølge Møller søges i den ensretning, der kendetegner landets journalistuddannelser samt i mere strukturelle forhold i medielandskabet. Møller véd at levere statistikbaseret klartale om denne journalistiske ensretning og kan – til den, der endnu ikke er klar over det – oplyse, at de to »i værdipolitiske spørgsmål […] mest yderliggående partier i Folketinget«, Enhedslisten (20 %) og De Radikale (34 %), ville kunne danne regering alene, hvis det stod til fremtidens bladsmørestand. Dansk Folkeparti derimod, ville slet ikke komme i nærheden af at eksistere, da deres målbare tilslutning på disse anstalter ikke overstiger 0,0 %. Som anført ovenfor forbinder Møller også denne ensretning med strukturelle forhold; ifølge bloggeren medfører avisoplagenes for tiden frie fald, gratisavisernes fremkomst og internettets tiltagende betydning nemlig en »strukturel forfladigelse«, idet man i nyhedsredaktioner nu om dage må besinde sig på, at der »i dag er […] deadline hele tiden«. Tiden – og viljen! – er der simpelthen ikke til dybdegående undersøgelser. I resten af bidraget uddyber Møller denne karakteristik af hovedstrømmens verden for så til sidst at vende tilbage til Hedegaards person. Her gengiver han en replik, der faldt mellem denne og islamapologiens danske stormester, mellemøstforskeren Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet. Møller fortæller, at denne »i en debat om islam og multikultur netop havde afliret professo-


R EPLIQUE 2. årg. s. 127-131 En hyldest til ytringsfriheden Af Johan Christian Nord

rale floskler om »dialog som integrationens forudsætning« «, hvorpå Hedegaard replicerede: »Vi har ikke bedt Dem om at komme her og forhandle om vores land«. Klare ord i en tid, der skriger på sådanne. LOVPRISNINGEN AF ARABIEN Det sidste bidrag, jeg vil fremhæve, angår også intelligentsiaens islamapologetiske bestræbelser i kongeriget, blot ikke den samtidige af slagsen, men derimod det tidligste danske eksempel på udbredelsen af en sådan position. Cand, mag. og seminarieadjunkt Ulla Nørtoft Hansen har nemlig skrevet en meget oplysende og velunderbygget analyse af de apologetiske komponenter – eller måske snarere det apologetiske hovedanliggende – i selveste Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien fra 1772. Med afsæt i en mængde citater fra værket giver Nørtoft Hansen læseren indblik i, hvordan Niebuhr stædigt bakser med at aftvinge et ikke altid velvilligt materiale vidnesbyrd om »de fornemme muhammedanere[s]« ligeværd med – og endda på visse afgørende punkter overlegenhed over for – den vestlige civilisation. Eksempelvis gør Niebuhr sig meget umage med at forklare, hvordan de »morgenlandske kristne har sig selv at takke for, at tyrkerne behandler dem dårligt«, idet de over for disse fremstår som nogle »nederdrægtige smigrere og snakkehoveder, og sådanne folk kan ikke forvente megen høflighed fra de alvorlige og stolte tyrkere«. Kunne forklaringen måske være, at de undertvungne kristne ved deres megen smiger tror at kunne beskytte sig selv mod de muslimske aggressorer, til hvis herrefolksmentalitet de allerede har kendskab? Niebuhr lader ikke til at overveje denne mulighed – og det er

vel at mærke citater fra hans eget værk, som Nørtoft Hansen videregiver, ikke parafraser. Som sagt et meget oplysende bidrag; selv kendte jeg stort set intet til Niebuhrs værk og føler mig efter læsningen af artiklen kyndigt belært om dette kapitel i det vestlige selvhads idéhistorie. Og det er sådan set den følelse, jeg sidder tilbage med efter læsningen af det samlede festskrift; kyndigt belært af ildsjæle, der både hér og i så mange andre sammenhænge tør stå frem med meninger, der allerede er dømt ude af det kulturradikale kleresi, men som er så himmelråbende nødvendige at få sagt. Jeg kan på det varmeste anbefale at læse – men bestemt også at købe – festskriftet. Et sted i Kim Møllers bidrag står sætningen »kulturkampen er ikke et 9 til 16-job, og kan ikke udkæmpes med undskyldende ord og hvide flag« at læse. Det véd Lars Hedegaard og bidragyderne til hans festskrift allerede; spørgsmålet bliver så om vi – vi endnu uprøvede – kan tåle ilden, når jernbyrden kommer vores vej. Og lad mig så sluttelig benytte lejligheden til at lykønske Lars Hedegaard med de 70 år og hans uvurderlige åbenmundethed.

Side 131

Jens Gregersen, Katrine Winkel Holm, Bent Jensen og Kit Louise Strand (red.): Frem for alt frihed. Festskrift til Lars Hedegaard, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2012, 302 sider, 240 kr. (eksl. moms) via dafolo.dk


En hyldest til ytringsfriheden