Issuu on Google+

Årsskriftet Critique tredie årgang 2010 Redaktører BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat


Årsskriftet Critique, tredie årgang 2010 BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen og cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat www.critique.ksaa.dk Skriftet er sat med GNU Emacs og kompileret med LATEX3 (pdflatex) Udgives af Konservative Studenter i Aarhus i samarbejde med Christian Houlberg Skov, Rasmus Ladekjær Pedersen og Jens Wendel-Hansen. ScandinavianBook, Århus 2010 ISSN: 1903-4180 ©Konservative Studenter Konservative Studenter Wilstersgade 10 st. 8000 Århus C


Kirke og stat Af dr. theol. Jan Lindhardt

Om forfatteren Jan Lindhardt (f. 1938) er dr. theol. og biskop over Roskilde Stift fra 1997-2008. Han er forfatter til en lang række bøger om tro og kristendom bl.a. den selvbiografiske Det skal råbes (2008) og Folkekirke? (2005). Måske skal grundloven ændres inden for en kortere periode. Måske skal den ikke, hvilket vel er det mest sandsynlige. Men hvis den skal, hvad så med forholdet mellem stat og kirke? Grundlovens fædre med biskop D.G. Monrad i spidsen forestillede sig uden tvivl, at den såkaldte „løfteparagraf“ om at folkekirkens forhold ordnes ved „lov,“ skulle indfries gennem en adskillelse af kirke og stat og oprettelse af kirkens egen synode eller parlament. Sådan gik det dog ikke, men i stedet ordnede Folketinget kirkens forhold „ved love,“ dvs. at man løbende lovgav for kirkens forhold med I.C. Christensens love om menighedsråd som de mest betydelige, men også med en lang række bestemmelser, som løbende blev indført. Staten styrede kirken, som om den var en del af statslegemet. Herunder udstykkede man kirkens jorder, bl.a. til husmandsbrug, ligesom statens kirkeministerium suverænt holdt alle tråde i sin hånd – hvad det i øvrigt stadig gør. Ville man skille kirken fra staten, ville det derfor blive en ret fattig kirke, man ville sende ud i verden. Ved en opgørelse af skilsmisseboet ville det blive ganske kompliceret at afgøre, hvem der skulle have hvad. Hvem skulle f.eks. overtage begravelsesvæsenet og vedligeholdelsen af alle de gamle kirker? Men det afgørende er naturligvis noget andet, nemlig om de to parter, stat og kirke ,overhovedet kan være gift. Er det passende for staten at have en hustru, som tror på noget bestemt. En ting er, at vi har religionsfrihed, men skal vi ikke også have religionslighed, dvs. at alle religioner afskaffes i offentligt regi? Kigger man sig omkring i verden, er der ikke noget sted, hvor det er sket. Jeg tror heller ikke på, at det kan lade sig gøre. Jeg kender ingen samfund, hvor man totalt har skilt kirke og stat ad, og hvor stat og samfund er religiøst neutrale. Slet ikke Sverige, som man ofte henviser til. I USA har man haft denne hensigt, men ikke desto mindre betales kirkerne mange penge i form af skattefradrag. I virkeligheden støttes 137


KIRKE OG STAT 138

AF DR. THEOL. JAN LINDHARDT

kirkerne i USA langt mere end Folkekirken i Danmark. Det var derfor, at Scientology var så interesseret i at blive et „anerkendt trossamfund“ i forfatningens forstand, fordi man med en sådan attest kunne gå til de amerikanske skattemyndigheder og kræve skattefrihed. Milliarder stod på spil. Med til anerkendelsen hører også en række borgerlige rettigheder, f.eks. til at være ægteskabsmyndighed. I en videre forstand er kirken samfundets hovedleverandør af etiske normer. Vort samfund hviler på et ideal om kristen næstekærlighed, og vi har bygget en række institutioner op herpå, bl.a. hospitalsvæsen, ældreomsorg, socialhjælp og skattevæsen. Men, vil nogle svare, det kan måske være rigtigt nok, men hvorfor skulle man blive ved med at begrunde disse institutioner religiøst? Fordi der efter min mening ikke rigtigt er andre begrundelser, hverken filosofiske, politiske eller sociologiske. Jeg ville derfor være meget utryg ved at leve i en komplet sekulariseret stat, hvor alt i princippet kunne ske, jf. hvad vi har set i Sovjet og Nazityskland. Skiller staten sig fra kirken, finder den sig som oftest hurtigt en ny kvinde. Og det plejer ikke at være af den bedste slags, som man så i Rusland med marxismen og derfor millioner af omkomne på fornuftens alter, og i Tyskland, hvor en række moderne tænkeformer støttede nazismen og dens milliondrab. Mord er også begået i kirkens navn, men det er endnu langt fra set i så stort format som i disse stater, eller i Kina, eller i Cambodja, eller i Irak etc. etc. I Danmark er der yderligere det ejendommelige, at man har betragtet stat og kirke som et ægteskab uden særeje, hvorfor manden (staten) har formøblet de midler, som kvinden (kirken) skulle leve af, hvis hun blev forstødt. Man har solgt jordene for ca. 100 år siden, bl.a. til tusinder husmandsbrug, som nu for længst er lagt sammen igen til bæredygtige enheder. Dette må naturligvis ikke føre til, at vi stiller som krav for at være dansker, at man også er kristen. I så fald kommer ægtefællerne for tæt på hinanden, og faren for at de sidder lårene af hinanden, vil være stor. Kristendommen er heller ikke et særligt dansk fænomen, men er en mellemøstlig religion, som ganske vist har støbt vor kultur og vort samfund helt om, men alligevel ikke er identisk med en bestemt kultur eller samfundsform. Men konklusionen er alligevel, at stat og kirke i Danmark bør blive sammen i mange år endnu. Det er muligt, at kirken en dag vil sige, at båndene er blevet løsere og løsere, og at de i realiteten allerede er brudt. Det håber jeg ikke, for det kan let blive et ringere samfund for


139 mine børnebørn at leve i.

Kirkens statsstøtte, dvs. støtte til staten. Lad os blive lidt ved det økonomiske, selvom det ikke er det vigtigste i forholdet mellem stat og kirke. Som allerede antydet har kirken mange bånd til samfundet og staten, ikke mindst af økonomisk art. I diskussionen om forholdet mellem kirke og stat, er der mange, der støder sig på den kendsgerning, at kirken får ca. 500 millioner i statsstøtte til at betale præsternes løn med. Staten betaler 40 procent af hovedparten af præsternes lønninger og hele bispelønnen. Det er dog ikke for kirkens blå øjnes skyld, men aftalt kompensation med staten, der for 100 år siden konfiskerede det meste af kirkens ejendom. Den danske kirke er derfor fattig i modsætning til f.eks. den svenske. Som eks. kan jeg nævne, at Roskilde Domkirke ikke har formue, mens Lunds Domkirke alene har 800 millioner på kistebunden. Det giver lidt mere handlefrihed, mens det er ufrit at være fattig. F.eks. når taget nu er blevet fornyet for 120 millioner. Men dette er jo kun en lille del af det økonomiske mellemværende, som stat og kirke har med hinanden. Kirken støtter staten (ja, kære læser, De læste rigtigt) i et omfang, der langt overgår, hvad kirken får fra staten. Kirken varetager civilregistreringen i Danmark, bortset fra det tidligere tysk-besatte område i Sønderjylland. Kirkeministeren har beskrevet det som en udlicitering. En udlicitering af en samfundsopgave. „Udlicitering“ er dog ikke et særligt præcist udtryk, da kirken ikke får noget for det, men tværtimod betaler det hele selv. Det er en af de måder, kirken støtter staten. Kirken sørger også for, at dansk historie og kultur også omfatter middelalderen, idet næsten alle bygninger fra de første seks hundrede år af Danmarks historie, som er over knæhøjde, er kirkelige. En milliardudgift. Det er en anden af de måder, hvorpå kirken støtter staten. I vore dage tales der meget om nærsamfund og lokaldemokrati i landområderne. I praksis er det meste mundsvejr, fordi der foregår en kraftig og uhindret tilstrømning til byerne med tilsvarendeforarmelse af landet. Kirken er med sin præst, menighedsråd og ansatte med til at forme et ansvarligt organ i lokalområdet og bevare det sociale liv i en vis udstrækning. Bl.a. ved at bygge sognegårde, hvor man kan mødes kirkeligt og folkeligt.


KIRKE OG STAT 140

AF DR. THEOL. JAN LINDHARDT

Det er en tredje måde, hvorpå kirken støtter samfundet Kirken er en offentlig, statslig institution, men betaler alligevel moms. Det koster flere hundrede millioner. Det er en fjerde måde, hvorpå kirken støtter det offentlige. Endelig driver kirken hovedparten af landets begravelsespladser, også kaldet kirkegårde. En milliardudgift, som bæres af kirkens medlemmer. En femte måde, hvorpå kirken støtter samfundet. Endelig og ikke mindst. Folkekirken behandles markant ringere end de mange andre religiøse samfund, vi har her i landet, fordi den i modsætning til disse ikke kan trække medlemsafgiften fra. Alene her ligger et par milliarder. Så er der et par måder, hvorpå staten støtter kirken. Den opretholder en offentlig universitetsuddannelse af præster på videnskabeligt niveau, i hvert fald endnu i København. Og man opkræver kirkeskatten, en service vi i Folkekirken er glade for. Det er billigt for staten, men sparer kirken for et ikke lille beløb. Og jeg er sikker på, at katolikker, muslimer og andre religiøse samfund kunne opnå de samme fordele, hvis de ville. Det har man i Sverige. Summa summarum: Selvom man regner statens tilskud til kirken som kirkens „indtægt,“ er udgiftssiden dog langt større. Formentligt er der netto 2-3 milliarder ud af de 7, som er kirkens indtægter, der går fra kirken til staten. Men hvorfor så ikke bringe klarhed i det økonomiske forhold mellem stat og kirke? Ved at afskaffe statstilskuddet til præsterne, lade kommunerne føre kirkebøgerne, lade Slots- og Ejendomsstyrelsen overtage de 1500 gamle kirker, overtale staten til at gøre en øget indsats i egnsudviklingen, og lade andre drive kirkegårdene etc.? Så kunne man sætte kirkeskatten ned til måske det halve, og de almindelige skatter ville stige tilsvarende. Men vil arbejdet blive gjort lige så godt? Og vil der komme klarhed? Jeg tvivler. Men der kunne jo være gode grunde til at gøre det alligevel. Skal vi have en religiøs stat? Det mener mange ikke. Jeg mener det i grunden. Der er ikke noget her i verden, der er gratis. Eller værdifrit. Vi skylder forrige slægter, hvad vi har opnået i dag. Herunder deres værdier og deres lovgivning, hvor man bl.a. flytter penge og midler fra stærke til svage, fra rige til mindre bemidlede, fra unge til gamle etc. Ja, men det er jo helt naturligt. Er det? Det er ellers ikke meget, der er en selvfølge. Hvis ikke staten lægger sig imellem borgerne, rige og fattige, kloge og dumme, unge og gamle etc. så falder samfundet fra


141 hinanden. Det må vi gøre, hvad vi kan for at forhindre. Etik og god lovgivning kommer ikke af sig selv. Hvis ikke staten har en institution ved siden af sig til at holde sig fast på den gode vej, så ved man aldrig, hvor det ender. Nå, der er ikke stor grund til bekymring, for vore politikere vil aldrig give så stort et rum eller institution fra sig. Dels er der som sagt penge i kirken, og dels kan kirken let blive et sted, hvor folkelig utilfredshed skjuler sig indtil den bryder ud i lys lue. Derfor gælder det med statsminister Staunings ord fra midten af 1930erne: „Hold de hellige i ro, ellers er fanden løs.“


Kirke og Stat