Issuu on Google+


Replique, 3. årgang 2013 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris og Christian E. Skov Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 © Munch & Lorenzen


Ikke til højre, ikke til venstre – men fremad

P OLITIK – Det danske folketing er både til højre og venstre forsumpet i ligegyldig symbolpolitik og lovgivning om enkeltsager, mens de store udfordringer helt ignoreres. Af Mette Bock (LA) Jeg undrer mig dagligt over, hvor optagede vi er af at diskutere, hvordan vi kan blive stående, hvor vi er, bevare alt uforandret og for enhver pris undgå at udfordre den eksisterende balance mellem stat, marked og civilsamfund. Vi lukker øjnene for det faktum, at staten er blevet så stor og altfavnene, at både civilsamfundets og markedets rolle er blevet reduceret til statistens. Og at den enkelte borger, fra vugge til grav, omfavnes, ja næsten kvæles, i samfund, der tilsyneladende baserer al lovgivning på mistillid. Modviljen mod forandring og reformer lever trods den kendsgerning, at vi står overfor en gigantisk økonomisk udfordring. Og på trods af det faktum, at væsentlige forhold vedrørende det enkelte menneskes frihed, moral og ansvar er trængt fuldstændig i baggrunden. DANS PÅ STEDET Både centrum-venstre og de gamle, borgerlige partier taler samme sprog og danser den samme, rituelle stammedans. På forhånd udelukkes nytænkning som et angreb på en stivnet velfærdsstat, som ingen med politiske ambitioner må udfordre. Men vi lever i en tid, hvor det hverken nytter at se til venstre eller til højre, hvis vi skal adressere det moderne samfunds udfordringer. Desværre, for det er på høje tid, at vi frigør os fra 1900-

Side 9

tallets tænkning og ser fremad på en ny tids præmisser. Foreløbig er situationen den, at enhver form for statskritik er tabuiseret, og at enhver debat om, at civilsamfund og marked burde have større tyngde og frihed på bekostning af staten, udlægges som et ønske om at gøre de rige rigere og lade de fattige gå til i egen elendighed. Vi er virkelig langt ude, når et politisk mål, som Liberal Alliances forslag om at sænke skatten på arbejde til 40 procent udlægges som brutal ultra-liberalisme. En amerikaner ville formentlig kalde det kommunisme. Situationen, som de færreste vil erkende, er bare, at 1900-tallets tænkning og udvikling af velfærdsstaten er kammet over. Staten er ikke længere en tjener, der holder hånden under borgere, der ikke kan selv. Nej, staten ved bedst, staten er klogere end borgerne, staten ved, hvordan vi skal leve vores liv, staten vil bestemme, hvad vi skal spise, den synes det er synd for alt og alle og uddeler derfor gavmildt gaver, der skal holde alle i ro, mens arbejdspladserne fosser ud af landet og udlændinge strømmer til Danmark for at udføre det arbejde, som danskerne ikke orker. Det holder os dog ikke tilbage fra at skælde de arbejdende udlændinge hæder og ære fra, for vi er jo de bedste og de vil sikkert bare dumpe de lønninger, der i dag ligger på et niveau, som de færreste kan betale og som fører til fortsat udflagning af danske arbejdspladser.

LIGHED ELLER FRIHED?


Jeg kan ikke lade være med at tænke på den franske filosof Alexis Tocqueville (1805-1959), der efter en rejse til Amerika i 1830`erne beskrev sine bekymringer for velfærdsstatens udvikling under demokratiet. Han udtrykker stærk bekymring for, at staten i sin stræben efter at skabe lighed kommer til at kvæle friheden. Han advarer om, at staten bliver altfavnende, den kommer til at ordne alle borgernes forretninger, den vil gøre borgerne fremmede for hinanden, og ja, spørger han – hvorfor ikke også befri borgerne med det besvær, det er at leve? Jeg tænker også tit på vores egen Grundtvig (1783-1872), der i 1850 kraftigt advarer mod udviklingen af ”...en Staatskirke, et tvunget Skolevæsen, Laugsvæsen og Fattigvæsen, en meget for talrig og begunstiget embedsstand, en i længden udtaalelig Krigsstand, og i det hele et tomt og dødt Stats-Begreb,,der næsten har opslugt det levende Folke-Begreb....” Der står vi så nu, lige på den plet, hvor de gamle, skarpe åndskæmpers forudsigelser nærmest profetisk er blevet til virkelighed. Ikke af ond vilje, men fordi vi ikke tidsnok fik sat bremsen i, og lod staten fortsætte sit vokseværk langt ud over rimelighedens grænse. FORDOMSFRI POLITIK Lad det være sagt med det samme: Mit primære politiske mål er ikke at bevare, men at udvikle en ny balancen mellem stat, marked og civilsamfund. At genopdage gamle værdier, som vi har glemt, og sætte dem ind i en ny tids kontekst. At tænke fordomsfrit og nyt i den måde, vi organiserer samfundet på. Og at lade friheden få langt større rum, også selv om

det skaber lidt større ulighed i samfundet. Politologen John Rawls (1921-2002) beskriver det fortrinligt i hovedværket ”A Theory of Justice”: Det gør ikke noget, at uligheden vokser lidt, hvis det samtidig forbedrer forholdene for de dårligst stillede. Jeg har været medlem af fire partier, opstillet til Folketinget for de tre – og havde jeg levet for 100 år siden havde jeg muligvis været socialdemokrat. Dengang var der for lidt stat og for mange blev overladt til sig selv, når de blev ramt af ulykke eller uheld. I dag forholder det sig omvendt. Staten fylder stort set det hele på bekostning af marked og civilsamfund. DEN TOTALE LOVGIVNING Set i historisk lys kan man sige, at alt var tilladt i demokratiets barndom, medmindre det var udtrykkeligt forbudt. I dag kan man roligt regne med, at alt er forbudt, medmindre det er udtrykkeligt tilladt. Intet er for stort og intet er for småt til at blive sat på paragraf. Og alt er synd for alle, med det resultat, at det i dag kun er i tre ud af 98 kommuner, der er et flertal af borgerne, der arbejder. For blot fire år siden var der et flertal af arbejdende borgere i 59 kommuner. Så hurtigt er det gået. Men vi snorksover. Vi kan også konstatere, at danske virksomheder i dag beskæftiger 1,2 millioner mennesker på det danske arbejdsmarked, og tilsvarende 1,2 millioner i udlandet. Af de beskæftigede i Danmark er ca. 117.000 udlændinge. Og alene i perioden 20102011 var der en vækst på 15.000 udlændinge på det danske arbejdsmarked. Samtidig ved vi, at arbejdspladserne fortsat rykker til udlandet i hastigt tempo, og at


R EPLIQUE 3. årg. s. 9-14 Ikke til højre, ikke t il venstre – men fremad Af Mette Bock

vi har knap 1 mio. borgere i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst. Danmark er med andre ord ved at blive et samfund på overførselsindkomst. Arbejdet overlader vi ikke til de syge, som Jacob Haugaard anbefalede, men til arbejdsvillige udlændinge. De skal være velkomne, for lastbilerne skal jo køres, afgrøderne høstes og virksomhederne rengøres. Måske er det tid til nytænkning? Men vi snorksover. Ind i denne chokerende virkelighed sætter regeringen ”ambitiøse mål” om at skabe 15.000 nye arbejdspladser i Danmark i år. Både regeringen og det meste af oppositionen ønsker fortsat vækst i den offentlige sektor frem mod 2020, trods det faktum, at vi ikke kan finansiere det. Vi accepterer, uden at løfte et øjenbryn, at sygefraværet i flere kommuner i gennemsnit er flere end 20 dage om året – per medarbejder. Det er så uambitiøst, at man rystes i sin grundvold. Vi snorksover. MOD TIL REFORMER Der er behov for nytænkning af den samfundsmodel, der blev opbygget og et langt stykke af vejen virkede i 1900-tallet. Vi skal turde stille krav til hinanden om, at mennesker, der kan arbejde, skal arbejde. Gøre det legitimt at belønne de flittige. Anerkende, at der er behov for en elite, både inden for erhvervsliv, uddannelse, forskning og kultur. Udfordre både arbejdsgiverorganisationer og faglige organisationer, der i fællesskab fastholder det danske arbejdsmarked i permafrost. Flytte grænsen for, hvad der er statens opgave, og hvad der er borgernes eget ansvar. Og først og fremmest skal vi have politisk mod til at gennemføre reformer,

som lande omkring os for længst har taget fat på. Vi skal turde tale om, at en lille brugerbetaling for ydelser i sundhedsvæsnet både er rimelig og et godt instrument til at forhindre misbrug. Vi skal udfordre et SUsystem, der er verdens mest generøse og på ingen måde motiverer de unge til at vælge uddannelse med omhu eller gøre den færdig med flid. Vi skal have politisk mod til at sænke skatterne og lette afgifterne i et markant ryk nedad, så Danmark bliver et attraktivt land at investere i for produktionsvirksomheder. Vi skal kræve, at opgaver, der hidtil har været offentligt monopol, skal udliciteres, hvis nogen kan løse opgaverne bedre og billigere. Og så skal vi tage det helt store opgør med et bureaukrati, der i dag resulterer i, at socialrådgivere blot anvender 23 procent af deres tid sammen med borgerne, lægerne blot 25 procent af tiden sammen med patienterne og lærerne under 40 procent af tiden sammen med børnene. Det er organisationernes egne tal. Og ansvaret ligger i et Folketing, der så snart der sker en lille fejl i et hjørne af samfundet kaster sig ud i ny lovgivning og nye kontrolinstanser for hele molevitten. POLITISK FEDTSPIL Men debatten fastholdes i et fedtspil på midten, hvor de handler om, hvem der mest højlydt taler for at bevare et system, vi så helt åbenlyst ikke kan finansiere fremadrettet. Det manglende mod vil gøre os alle økonomisk fattige og åndeligt forarmede. Bureaukratiet får fortsat lov at vokse, mens borgere, der har behov for hjælp og støtte, lades i stikken og alle andre gøres til ofre.

Side 11


Hertil kommer den moralske udfordring. Vi er blevet fremmede for hinanden. Den individualisering, som tog fart i slutningen af 1800-tallet, og dengang skabte store fremskridt i form af flere mulighederne for flere mennesker, socialt, økonomisk og uddannelsesmæssigt, er kammet over. Vi er blevet ensomme fanger i gyldne bure og tager os ikke længere af noget uden at spørge – hvad får jeg for det?

ken på den egenskab, der kendetegner lim: Det skal binde noget sammen, som ikke vil af sig selv. Og det skal statslige initiativer nok klare, når nu borgerne ikke vil af sig selv. Senest har Dansk Folkeparti indkaldt flere ministre til en forespørgselsdebat om, hvad staten kan gøre for at sikre familieværdier. Er der mon ingen grænse for, hvad vi skal regulere for borgerne?

KULTURPOLITIK ELLER SYMBOLPOLITIK? Diskussionen om dansk kultur og danske værdier er desuden blevet reduceret til symbolpolitik. Hvilke flag må vi hejse op i vore flagstænger? Hvem skal bestemme, hvor der skal opsættes juletræer? Skal staten igen forbyde, at supermarkederne kan sælge bøger, så boghandlerne overlever? Og hvor mange grænsebomme skal der opstilles i de kommende år? Den slags spørgsmål overdøver fuldstændig den langt alvorligere udfordring, der handler om, hvordan et lille land som Danmark ikke reducerer værnet om kulturarven til krav om pligtlæsning af en række kanonener. Kulturarven skal ikke detailreguleres. Den skal leve og udvikle sig ved at prioritere undervisning i historie, filosofi og de musiske fag i grundskolen. Vi skal sikre de lange linjer ved f.eks. at give uddannelsesinstitutionerne, der higer efter ilt og ånd, større frihed til at prioritere forskningens første led, grundforskningen, og gøre det tydeligt, at uddannelse ud over at producere arbejdskraft også er kulturel dannelse i ordets bedste betydning.

FORPLIGTELSER I stedet skulle vi sætte fællesskabet på dagsordenen. Vriste os ud af den blufærdighed, der forhindrer os i at tale om moral. Forpligtelsen over for dit medmenneske, helt uden om stat og kommune. Din familie, dine naboer, din kollega, dine venner, dit lokalsamfund. Men indleder man den debat, bliver det straks til en anklage om, at man vil nedlægge velfærdsstaten og spare penge.

Mange politikere elsker at tale om behovet for større ”sammenhængskraft”, men det er et luftigt begreb, der henleder tan-

Ja, vi har en finansiel udfordring af dimensioner, når vi ser frem mod de kommende år. Men vi har også en moralsk udfordring, og vi må spørge os selv og hinanden om, hvad vi selv kan gøre for at bidrage til samfundsudviklingen, hvilket ansvar vi selv må påtage os – og hvilke opgaver, som vi sådan set godt kan klare selv. På mange måder har det været en voldsom oplevelse at komme i Folketinget. Jeg er ret rystet over, hvor megen tid der går med at diskutere skolefrugtordninger, konkrete bankgebyrer, flagregler, regler for affyring af fyrværkeri og en endeløs række af andre forhold, som jeg synes staten og Folketinget helt og aldeles skal blande sig udenom.


R EPLIQUE 3. årg. s. 9-14 Ikke til højre, ikke t il venstre – men fremad Af Mette Bock

Vi kratter i overfladen, og lader de store udfordringer sejle. Fra mit lille hjørne gør jeg mig ingen illusioner om at kunne ændre dette. Mine politiske kolleger gør det på den måde, de synes er bedst. Mit bidrag skal være, at jeg forsøger at holde hovedet klart og undgå de faldgruber, der ligger i at det er meget lettere at kaste sig over detaljen end de overordnede linjer. Vi må hver især som politikere gøre det på egen vis. Men vi har en forpligtelse til at holde os for øje, at vi ikke er ansatte lønmodtagere, men betroede folkevalgte, der må stå til ansvar over for vælgerne. Hverken folketingets formand eller direktør har nogen som helst magtbeføjelser, når vi farer ud af de mange sidespor. ET STAGNERET FOLKETING Omvæltningerne, som vi teknologisk, politisk, økonomisk og socialt oplever globalt i disse år, er revolutionære på helt samme niveau, som omvæltningerne i overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfundet. Vi står overfor helt særlige muligheder, der bør udnyttes. Men vi gemmer os i frygten for forandringer. Desværre sakker man bagud, hvis man står stille i en verden, der forandrer sig. Efter et år i Folketinget er jeg blevet bestyrket i, at politikernes vigtigste opgave hverken er at moralisere eller skabe mere lovgivning. Opgaven er tværtimod at gøre lovgivningen enklere, så borgerne får større frihed og mere ansvar. Uden frihed, intet personligt ansvar. Jo flere paragraffer, des mindre moral. Det mest betydningsfulde i livet klares allerbedst uden statens indblanding. Den banale forudsætning for et stærkt erhvervsliv er

rammebetingelser, der gør det muligt at konkurrere med udlandet. Og den banale forudsætning for et samfund bestående af myndige borgere er, at de har frihed til at træffe beslutninger om deres eget liv, så længe de ikke generer andres. Det går som hovedregel galt, når vi forsøger at tvinge vore egne normer ned over hovedet på andre for at få dem til at leve, som vi selv gør. Eller udvælger særlige brancher som støtteværdige og dermed sætter markedsmekanismerne ud af kraft, mens andre brancher skvulper rundt i vandkanten for at overleve i det iltfattige Danmark, der hærges af helt særlige og stærkt konkurrenceforvridende skatte- og afgiftsforhold. DET LIBERALE PROJEKT Mit afsæt til det politiske arbejde er hverken socialistisk eller konservativt. Forholdt det sig således, ville jeg naturligvis nære et ønske om at værne en stærk stat, der kan klare ærterne for de svage borgere. Mit afsæt er derimod liberalt, i klassisk forstand, vel at mærke. Jeg har tillid til, at det enkelte menneske er moralsk ansvarligt. At det både kan og vil selv på en lang række områder, hvis vi giver frihed og råderum til det. Jeg mener af hjertet og med hovedet, at de fleste mennesker trives bedst ved at klare sig selv og bidrage til fællesskabet ved at arbejde og drage omsorg for hinanden. Med det afsæt siger det sig selv, at jeg anser det for afgørende, at vi på Christiansborg besinder os på, at vi ikke blot skal kæmpe om magten, men også sikre det fælles bedste på en ny tids præmisser. Vi skal ikke detailregulere, men sætte rammer. Vi skal ikke beskytte gamle pri-

Side 13


vilegier, men gĂĽ foran og udstikke nye veje for, hvordan fĂŚdrelandet skal udvikle sig i en verden, der bliver stadig mindre.


Ikke til højre, ikke til venstre - men fremad