71 kunne overleve, hvis ikke den blev etisk funderet og påtog sig et samfundsansvar. I bogen efterlyste han således „en puritansk Kapitalisme, der er sin Tjenergerning bekendt.“ Det indebar bl.a., at man som virksomhedsleder ikke blot afskedigede medarbejdere i bundter, når krisen kradsede, men tog sociale hensyn, så godt det nu lod sig gøre. Blot at virke inden for lovgivningens rammer var altså ikke tilstrækkeligt for en virksomhed. Dens samfundsmæssige opgave var andet og mere end det, og den økonomiske liberalisme stod altså i skarp kontrast til den etisk funderede og socialt ansvarlige konservatisme, Aksel Møller brændte for. Ligeså „umoralsk“ som liberalismen var den socialdemokratiske klassekampsopfattelse og fagforeningspolitik. Det var efter Aksel Møllers opfattelse i orden, at arbejderne sluttede sig sammen i fagforeninger for at opnå anstændige løn- og arbejdsvilkår, men det var gået for vidt. Fagforeningerne virkede nu som et redskab for kyniske klasseinteresser, som pressede på for et højere lønniveau, selvom det skabte en større arbejdsløshed, der navnlig ramte de unge, som ikke fik en mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Dermed blev mange unge snydt for de værdier, der knyttede sig til at arbejde, og det reducerede dem i sidste ende til en mindreværdig, arbejdssky befolkningsklasse. Fagbevægelsen – og arbejdsgiverne på den anden side – førte en samfundsskadelig økonomisk magtkamp, som Aksel Møller mente burde afløses af „Arbejdsfred og gensidig Tillid.“ De situationer, hvor arbejdskampe truede med at ødelægge landets økonomi og stabiliteten i samfundet, hørte netop til dem, som berettigede en stærk stat, som kunne gribe ind og skabe ordnede forhold på arbejdsmarkedet igen. Der skulle ikke sættes ind med forbud, men staten skulle bl.a. indføre en arbejdspligt for unge, hvor alle unge skulle sættes i arbejde (en slags „aktivering“ ville man kalde det i dag). Arbejdspligten skulle skabe en fællesskabsfølelse, der rakte udover „Klasser og Klassehad“ og fjerne den risiko for ødelæggelse af moralen, som arbejdsløsheden indebar.
Aksel Møller som realpolitiker Træet skal kendes på dets frugter, og Aksel Møller var ikke blot konservativ teoretiker, men i meget høj grad også praktisk politiker som K.U.-formand, medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, folketingsmedlem, borgmester på Frederiksberg, indenrigsminister og til slut konservativ partileder. Det er først og fremmest to af disse poster,