Page 1

Årsskriftet Critique tredie årgang 2010 Redaktører BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat


Årsskriftet Critique, tredie årgang 2010 BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen og cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat www.critique.ksaa.dk Skriftet er sat med GNU Emacs og kompileret med LATEX3 (pdflatex) Udgives af Konservative Studenter i Aarhus i samarbejde med Christian Houlberg Skov, Rasmus Ladekjær Pedersen og Jens Wendel-Hansen. ScandinavianBook, Århus 2010 ISSN: 1903-4180 ©Konservative Studenter Konservative Studenter Wilstersgade 10 st. 8000 Århus C


Aksel Møllers konservatisme og politiske arv Af cand. scient. pol. Nikolaj Bøgh

Om forfatteren Nikolaj Bøgh (f. 1969) er cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet, konservativ folketingskandidat og forfatter til flere historiske bøger bl.a. Hækkerup (2003) og Brødrene Møller – historien om et konservativt dynasti (2007) Dansk konservatisme er fattig på teoretikere, og på en vis måde falder det godt i tråd med den afstandtagen fra ideologiske tankebygninger, som er en central del af selve konservatismens væsen. Det har dog ikke afholdt konservative i vore nabolande fra gennemgående at være væsentligt mere teoretisk produktive, end vi har kendt det herhjemme. En række fremtrædende danske konservative har tilmed gjort en dyd ud af deres manglende teoretiske interesse og fremhævet det som et særligt fortrin, der var tæt beslægtet med et pragmatisk grundsyn, som var åbent over for samarbejde med andre politiske retninger, hvor ens egne grundholdninger ikke burde stå i vejen. Berømte eksempler herpå er Christmas Møller, de konservatives tragiske og forkætrede faderfigur („vi er alle socialister“), og Poul Schlüter, den uden for enhver sammenligning parlamentarisk mest succesfulde danske konservative til dato („ideologier er noget bras“). Til disse fremtrædende konservative ledere med beskeden teoretisk interesse og produktion kan føjes navne som Poul Sørensen, Erik NinnHansen (der ganske vist har et ikke ubetydeligt forfatterskab bag sig, men fortrinsvis af mere historisk-erindringsmæssig karakter) og den nyeste tids ledere Bendt Bendtsen og Lene Espersen. Mere eller mindre bevidst afstandtagen fra teoretisk tænkning om konservatismens mål og midler har ikke nødvendigvis kun hængt sammen med disse konservative frontfigurers egen personlighed og måske mere konkrete tilgang til politik, men også med dansk konservatismes parlamentariske historie. Den skal der ikke dvæles nærmere ved i denne sammenhæng, men kort fortalt er den historien om, at den eneste mulighed for at undgå politisk marginalisering stort set altid har været at opnå accept som en relevant politisk aktør gennem samarbejde med partiet Venstre, som altid har været et udtalt pragmatisk parti, der desuden naturligt har appelleret til de mere liberale og temmelig ukonservative strømninger, som har eksisteret i Det konservative Folkeparti siden dannelsen i 1915. Dermed har kursen på konservative 61


AKSEL MØLLERS KONSERVATISME OG POLITISKE ARV 62

AF CAND. SCIENT. POL. NIKOLAJ BØGH

teorier og principper stået meget lavt gennem en meget stor del af Det konservative Folkepartis historie. Dette har haft en selvforstærkende effekt, fordi traditionen for mere principiel politikudvikling er blevet forsømt, og partiet i stort omfang har appelleret til politikertyper, som forholdt sig pragmatisk og praktisk til politik, og for hvem tanken om at dvæle ved konservative grundholdninger har ligget ganske fjern. I de seneste årtier synes den ikke-teoretiske tradition tilmed at have fostret en vis anti-akademisk stemning i partiet, som ellers traditionelt har været præget af et stort indslag af akademikere, en arv fra forgængeren Højre, der i stort omfang repræsenterede det akademiske borgerskab. I den konservative partihistorie er der få fremtrædende skikkelser, som falder udenfor dette ikke-teoretiske mønster. Den mest fremtrædende af disse er samtidig en person, som tilmed i en kort periode indtog posten som partiets leder. Det drejer sig om Aksel Møller (1906-1958), hvis konservatisme og konservative arv denne artikel vil forsøge at indkredse. At levere et præcist og entydigt politisk signalement af en person, som har været aktiv i politik i omtrent 30 år, herunder på centrale – og meget forskelligartede – poster som K.U.-formand, borgmester, minister og partileder, lader sig ikke gøre – og slet ikke i artiklens korte form. Den praktiske, danske politiks krav om pragmatisme, såfremt man ønsker indflydelse, har været for massivt til, at linjen har kunnet være klar og helt uden omveje, biveje og vildveje fra start til slut. Derfor vil jeg i det følgende beskrive tre elementer, som efter min opfattelse er centrale i beskrivelsen af Aksel Møllers holdninger og eftermæle, nemlig for det første de grundlæggende konservative holdninger, han gjorde sig til talsmand for fra sin ungdom, og som kan genfindes i store dele af hans politiske ytringer livet igennem, for det andet hans deltagelse i den centrale principielle strid om velfærdsstatens fremspiren, som fandt sted i forbindelse med indførelsen af folkepensionen i 1956, og endelig nogle overvejelser om, i hvilken grad elementer af den konservatisme, som Aksel Møller stod for, kan genfindes i Det konservative Folkeparti i dag. Til dette formål har jeg taget udgangspunkt i debatoplægget „Fremtiden er konservativ“ og set det som et udtryk for den konservative tænkning, der eksisterer i partiet i dag.


63

Aksel Møller og Det Konservative Folkeparti Aksel Møller var ud af en familie, der i generationer havde været Højrefolk, og den bankfunktionærfamilie, han selv blev født ind i i 1906, var på mange måder prototypen på de vælgergrupper, som det nye konservative parti ønskede at have som sine kernevælgere. Det konservative Folkeparti var opstået i 1915 på ruinerne af det gamle Højre, som var kommet stærkt ramponeret ud af forfatningskampen i 1800tallets sidste årtier, og med grundlovsændringen i 1915 havde mistet sin sidste magtbastion – den privilegerede valgret til Landstinget. Tanken med det nye parti var, at det skulle arbejde på den almindelige valgrets grund, som Højre aldrig fuldt ud accepterede, og appellere langt bredere, end Højre havde gjort, herunder ikke mindst henvende sig til den nye middelklasse – eller mellemstanden, som den kaldtes – der i begyndelsen af 1900-tallet var begyndt at vokse sig stor, og som ikke mindst bestod af funktionærer og små og store handlende. Ved at henvende sig til den nye mellemstand var der desuden den særlige konservative pointe, som ofte blev fremhævet af Aksel Møller – at den netop befandt sig i midten – midt mellem under- og overklassen, og dermed bedre end de andre klasser var i stand til at formidle et bredt samarbejde mellem samfundets tre klasser og virkeliggøre den helt centrale, konservative vision om at føre en politik, som var til gavn for hele befolkningen. Mellemstanden rummede repræsentanter for de to andre klasser – over- og underklassen – og var dermed den klasse, der mest var kendetegnet ved flid og stræbsomhed og troen på, at man kunne forbedre sine vilkår. Mellemstanden var derfor den mest dynamisk tænkende af de tre centrale samfundsklasser, og desuden var den også bevarer og skaber af langt det meste af den nationale kultur. Mellemstanden var derfor i Aksel Møllers udlægning selve garanten for en rolig samfundsudvikling. Men det nye parti blev født med en lang række modsætninger i sig. For det var stadig godsejernes parti, som Højre havde været det, og det var også partiet for det nye industriborgerskab. Alexander Foss, som var medgrundlægger af F.L. Schmidt, hørte f.eks. til partiets stiftere. Godsejerne var konservative i den forstand, at de ønskede at bevare det historisk funderede stands- og privilegiesamfund, som allerede for længst var under afvikling, industriborgerskabet var økonomisk mere liberalt – og den store vælgergruppe i middelklassen var både det ene og det andet. Den, som for alvor fik sat skik på det nye parti med de mange


AKSEL MØLLERS KONSERVATISME OG POLITISKE ARV 64

AF CAND. SCIENT. POL. NIKOLAJ BØGH

forskellige strømninger, personligheder og interesser, var den unge John Christmas Møller, som først og fremmest gav partiet en markant social profil – foruden den stærkt nationale og forsvarsvenlige profil, som det havde haft siden grundlæggelsen, og som blev videreført fra det gamle Højre. Christmas Møller var en hård og stridbar mand, men også en meget inspirerende og engagerende politiker, som fik mange stærke tilhængere. En af de mest begavede var Aksel Møller, der fra midten af 1920’erne hørte til Christmas Møllers faste støtter. Aksel Møller repræsenterede en stærkt nationalt sindet akademisk kultur, som er meget svær eller måske umulig at genfinde i vore dages danske politik. Han meldte sig tidligt ind i Konservativ Ungdom, men der, hvor han politisk set for alvor trådte sine barnesko, det var i Studenterforeningen i Studiestræde, som dengang var et meget populært samlingssted for Københavns ret lille miljø af – fortrinsvis borgerlige – studerende. Studenterforeningen var et kulturelt samlingspunkt, hvor der foregik en omfattende foredrags- og studiekredsvirksomhed, men det var også et politisk miljø i den forstand, at de forskellige politiske fraktioner i foreningen kæmpede om magten ved valg til foreningens ledelse, senioratet. Valgkampene var præget af meget stort engagement og af foreningens helt særlige kultur, præget af den udtalte klassiske dannelse, som var en selvfølgelig adgangsbillet. At kunne holde elegante og formfuldendte taler med humor og bid, citater fra græske og romerske forfattere, hvor man kunne henvise til historiens erfaringer og centrale tildragelser etc., var højt værdsat under Studenterforeningens heftige valgkampe. Den kultur og den stil, som Aksel Møller her fik lært sig, påvirkede hans senere politiske virke i høj grad, hvor han netop var meget anerkendt som en særdeles elegant, kultiveret og interessant taler og debattør. Det kan synes bedaget at interessere sig for studentikose aktiviteter i Studenterforeningen i 30’erne, men det dannelsesideal, som Aksel Møller repræsenterede, var en central del af den konservatisme, han stod for. At kende historien meget grundigt, at have læst og kunne sine klassikere og have stærke konservative grundholdninger, de elementer i Aksel Møllers person hang uløseligt sammen, og uden at medtænke den klassiske dannelse er det vanskeligt at forstå det univers, som hans type af konservative befandt sig i. Det var også i studieårene på cand. polit.-studiet, at Aksel Møller fik etableret en solid, teoretisk basis for sit konservative engagement, ikke mindst gennem flittig læsning af værker af navnlig den konservative hoved-„ideolog“, englænderen Edmund Burke, og de danske konser-


65 vative forfattere Alfred Bindslev og L.V. Birck, hvoraf sidstnævnte i høj grad inspirerede Aksel Møllers politisk-økonomiske tænkning og skærpede hans brod mod liberalismen. Aksel Møller udviklede sig op gennem 30’erne til den førende idépolitiker for det nye parti og slog bl.a. med bøgerne „Politik“ fra 1933 og „Ungkonservatisme“ fra 1936 sit navn fast som en af de væsentligste konservative idépolitikere i Danmark til dato. Bøgerne giver et godt indblik i den teoretiske konservatisme, som Aksel Møller stod for, og som han også i en række sammenhænge søgte at realisere. Det var ikke, fordi Aksel Møllers synspunkter var voldsomt nye eller tilhørte avantgarden. De var således i stort omfang på linje med forbilledet Christmas Møllers holdninger. Men den national- og socialkonservative linje, som Christmas Møller var slået ind på, raffinerede Aksel Møller og gav den en kant og en skarphed, som konservativ politik næppe har haft hverken før eller siden. Tidligere havde erhvervsfolkenes liberale tanker sløret den konservative profil, og siden hen gjorde de mange kompromisser i den politiske virkelighed billedet grumset. I den strid, som havde ligget latent i partiet siden dets dannelse mellem på den ene side en liberal fløj, for hvem konservatisme mere var en arbejdsform end et sæt holdninger, og en konservativ fløj, som tog klar afstand til liberalismen, styrkede Aksel Møller så afgjort den konservative fløj. Konservatismen var for Aksel Møller bestemt ikke blot en variant af noget andet eller et middel til at skabe et mere liberalt samfund – den var helt og fuldt en selvstændig politisk retning. Men det var ikke en ideologi, for til ordet ideologi knyttede der sig efter Aksel Møllers opfattelse noget kunstigt skabt, noget over-teoretisk, som ville presse en ny samfundsmodel ned over hovedet på befolkningen uden hensyntagen til den konkrete virkelighed, som folket, fædrelandet og den historiske erfaring repræsenterede. Konservatismen var i stedet et sammenhængende sæt af idéer, som ville forandre samfundet, men i en sund udvikling på basis af det konkrete og bestående. Om et sammenhængende sæt af idéer er en ideologi eller ej, er vel primært en smagssag. Hovedsagen for Aksel Møller var, at konservatismen ikke hentede sine svar på fremtidens udfordringer i en gammel bog – som han mente, at socialismen og liberalismen gjorde – men hele tiden kunne justere kursen på grundlag af den virkelighed og de erfaringer, der eksisterede.


AKSEL MØLLERS KONSERVATISME OG POLITISKE ARV 66

AF CAND. SCIENT. POL. NIKOLAJ BØGH

Det nationale fællesskab og Danmarkshistorien som kilde til erfaring Den konservatisme, som Aksel Møller rendyrkede, tog udgangspunkt i kærligheden til fædrelandet. Han var fra sin opvækst opflasket med læsning og havde navnlig fået indpodet et grundigt kendskab til Danmarkshistorien, der for ham var en levende realitet, som udgjorde en rettesnor for hans senere politiske virke på flere måder. Både fordi den lærer os om de værdier, vi har fået i betroet arv fra generationerne forud for os, og fordi historien i klassisk konservativ forstand giver os mulighed for at lære af fortidens erfaringer og føre det bedste af det gamle med over i fremtiden. Og hvis man skal kunne lære af fortidens erfaringer og tage det bedste fra fortiden med ind i fremtiden, så kræver det, at man kender historien. De nationale værdier, som de konservative efter Aksel Møllers opfattelse særligt burde værne om, beskrev han på følgende måde: Vi er konservative i vort nationale Synspunkt, i vort Krav om et Forsvar for Rigets Udelelighed, i vor Tro paa den monarkistiske Statsforms Overlegenhed over andre Regeringsformer, i vor Tillid til Ejendomsrettens moralske og økonomiske Betydning, i vor Respekt for de Værdier, som Kirken repræsenterer. Rammen for de centrale nationale værdier – fædrelandet, kongemagten og kirken – var den danske stat, og staten var i det hele taget helt central for Aksel Møller, som så den som udgangspunktet for al konservativ tænkning. Staten var for Aksel Møller et entydigt geografisk og nationalt begreb, som havde en fælles fortid, der blev bygget videre på i en naturlig kontinuitet. Statens hovedopgaver var at forsvare borgerne mod fjender, at løse konflikter mellem borgerne og at levere et socialt sikkerhedsnet til de borgere, som havde forsøgt, men ikke evnede at klare sig selv. Aksel Møller satte begrebet stat i et modsætningsforhold til begrebet samfund, som han så som et uforpligtende begreb, der ikke repræsenterede andet end en tilfældig sammenslutning af mennesker uden traditionelle eller nationale forudsætninger. Det konservative frihedsbegreb tog derfor for Aksel Møller også staten som sit udgangspunkt. Ikke således at forstå, at det enkelte individ var til for statens skyld, men på den måde, at staten og individerne hørte uløseligt sammen, og at individet kun var noget som del af en helhed – det nationale fællesskab, den danske stat med dens kongemagt og dens kirke i centrum. Der var altså ikke tale


67 om at give individet frihed på bekostning af fællesskabet, men om at stærke individer skulle indgå i et stærkt fællesskab, der byggede på et historisk-nationalt fundament. Aksel Møller gik også ind for, at individerne gennem deltagelse i demokratiet skulle medvirke til at styre landet. I modsætning til det gamle Højre så han således fra begyndelsen positivt på den almindelige valgret, selvom han grundlæggende mente, at Det konservative Folkeparti var en naturlig videreførelse af Højre, uden nævneværdige holdningsmæssige brud. Derimod lå han helt på linje med Højre i afvisningen af parlamentarismen – et synspunkt, han bevarede helt op til parlamentarismens grundlovsfæstelse i 1953. Parlamentarismen repræsenterede for Aksel Møller et uheldigt brud med det centrale princip om magtens tredeling i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Derudover spillede det naturligvis en betydelig rolle, at Kongen for den konservative var selve personificeringen af landets historiske erfaringer og dermed den fremmeste repræsentant for hensynet til landets almene vel.

De naturlige fællesskaber For Aksel Møller eksisterede det enkelte menneske som en del af en række naturlige før-politiske (selvgroede) fællesskaber, hvis medlemmer var forpligtede over for hinanden. De naturlige fællesskaber skabte derfor et etisk grundlag for samfundslivet, som ikke kunne måles og vejes eller gøres op i kroner og ører. Det vigtigste af disse fællesskaber var det nationale fællesskab. Danskerne var bundet sammen i en fælles kultur og en fælles historie, som gjorde, at de havde fælles interesser, der gik ud over politiske forskelle, og som medførte, at de var forpligtet på at støtte hinanden – uden at staten nødvendigvis skulle være mellemmand. Inden for rammerne af det nationale fællesskab eksisterede der en række andre naturlige fællesskaber med familien som det mest centrale. Efter konservativ opfattelse var familien en grundlæggende og kulturopretholdende institution i samfundet, og det var vigtigt at føre en politik, som tilgodeså familiens muligheder for at kunne fungere og træffe egne valg. Dette var bl.a. et centralt element i konservativ skattepolitik, som i høj grad tog udgangspunkt i, at familierne skulle have mulighed for at disponere over så stor en andel af sin indkomst som muligt for at kunne træffe sine egne valg. I tanken om de naturlige fællesskaber lå også kernen i den konservative sociale forståelse, som var etisk og moralsk funderet. Som


AKSEL MØLLERS KONSERVATISME OG POLITISKE ARV 68

AF CAND. SCIENT. POL. NIKOLAJ BØGH

dansker, som familiemedlem, som kollega, som nabo – som medmenneske – dér havde man en etisk forpligtelse til at støtte dem, som selv havde det svært. Det er en tankegang, som er nært beslægtet med det kristne næstekærlighedsbegreb. Det er i den forbindelse en vigtig pointe, at de konservative retninger, som ofte benævnes henholdsvis nationalkonservatisme og socialkonservatisme, i realiteten er to sider af samme sag. I det nationale engagement ligger det implicit, at der inden for rammerne af fædrelandet skal være plads til alle dets borgere. Den nationalkonservative ønsker at værne om samfundets sammenhængskraft, og de, som ikke selv kan klare sig, må have adgang til den nødvendige hjælp fra staten – fortrinsvis i form af hjælp til selvhjælp. Modsætningen til både national- og socialkonservatisme er liberalkonservatisme, som ikke i samme grad tillægger det nationale en værdi, og som i højere grad er tilhænger af, at den enkelte må klare sig selv. De konservative ønskede tillige en aktiv offentlig socialpolitik, men den skulle sørge for dem, der ikke selv kunne afhjælpe deres situation, og hvis netværk ikke kunne træde til. Det var desuden et vigtigt princip, at der skulle ydes hjælp til selvhjælp. Blot at modtage penge fra staten, uden reelt at have behov for det blev set som moralsk nedbrydende – både for den enkelte og for samfundet. Derfor skulle sociale ydelser efter konservativ opfattelse heller ikke udformes som universelle ydelser – det ville, efter Aksel Møllers opfattelse, lidt efter lidt gøre alle danskere til klienter i den offentlige sektor og ødelægge moralen i samfundet, fordi det ikke var nødvendigt selv at arbejde for at skaffe sig en indtægt. Staten skulle til gengæld tage sig af at skaffe så gode uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder som muligt, så folk kunne forsørge sig selv uden at være afhængige af samfundet. Samtidig var det centralt for Aksel Møller, at målet med socialpolitikken var at afhjælpe konkrete sociale problemer. Via skatten at opkræve penge, der efterfølgende blev delt ud til ringere økonomisk stillede, uden at det tjente et konkret socialpolitisk formål, var for de konservative et misbrug af de socialpolitiske redskaber. Derved opnåede man ganske vist en „større materiel Nydelse for de slettest stillede,“ men det skete på „Bekostning af disses Ansvarsfølelse overfor sig selv.“

Ulighed som en vigtig samfundsmæssig drivkraft En vigtig drivkraft for samfundets udvikling var efter Aksel Møllers opfattelse ulighed. Ulighed var kilde til en sund økonomisk udvikling,


69 fordi den affødte øget konkurrence om at forbedre den enkeltes placering i samfundshierarkiet. Uligheden var en kilde til dynamik, fordi den betød, at den enkelte altid ville stræbe efter at nå et højere niveau i samfundet. Dermed blev det på alle niveauer også de mest egnede, der kom til at lede landet. Den dynamiske samfundsudvikling, som uligheden førte til, skulle forstås som modsætningen til opretholdelsen af et statisk samfund med en fast etableret overklasse og underklasse, der ikke kunne bevæge sig op og ned i samfundshierarkiet. Det ville også fjerne den destruktive klassekamp i samfundet, fordi den enkeltes klassetilhørsforhold heller ikke var statisk, men kunne skifte. Men hvis uligheden skulle give mening og skabe den rette dynamik i samfundet, så var det vigtigt at skabe et lige udgangspunkt for alle samfundsborgere, specielt gennem lige og gratis adgang til uddannelse – specielt for de talentfulde børn fra arbejderklassen, som ikke skulle begrænses af manglende økonomiske muligheder for at uddanne sig. Efter Aksel Møllers opfattelse skulle ingen have særlige fortrin i forhold til at besætte bestemte poster i samfundet – men alle skulle have muligheden for at komme op i samfundshierarkiet. At fremhæve ulighed som en vigtig drivkraft i samfundet var faktisk et meget progressivt synspunkt i 30’erne, fordi det også markerede en udfordring til den traditionelle overklasse, der ikke blot skulle have lov til at sidde på flæsket, men skulle udfordres af de talentfulde fra middelklassen og arbejderklassen. Hvis overklassen skulle blive ved med at være overklasse, så skulle den bevise sit værd. „Et aflukket, selvbestøvende Bourgeoisi har for længst mistet sin Berettigelse,“ skrev Aksel Møller.

Reformer som arbejdsredskab Aksel Møllers konservatisme var bestemt ikke ensbetydende med, at ingenting måtte forandre sig – slet ikke efter den udvikling, der havde fundet sted, siden 1. verdenskrig sluttede. Aksel Møller påpegede, at „Det bestaaende er jo Materialisme, Kosmopolisme og Internationalisme (. . . ) Og Efterkrigstidens Ungdom føjede som sit Bidrag til Buketten: Pacifisme.“ Kampen gjaldt altså for de konservative et opgør med alle de samfundsnedbrydende tendenser, som liberalisterne, socialisterne og de radikale stod for. Men det skulle – helt i tråd med den klassiske konservative tænker Edmund Burke, som havde taget afstand fra de voldsomme forandringer under den franske revolution – ske gennem gradvise reformer, hvor man bevarede værdierne i det


AKSEL MØLLERS KONSERVATISME OG POLITISKE ARV 70

AF CAND. SCIENT. POL. NIKOLAJ BØGH

bestående. Det gjaldt også, selvom meget af det bestående kunne kritiseres. Reformer var nødvendige og ønskelige, men de var et middel til „at styrke og højne Slægtledene“ og ikke et mål i sig selv, som de konservatives politiske modstandere efter Aksel Møllers opfattelse ofte syntes at mene. Desuden var det ofte tempoet i reformerne, snarere end reformerne i sig selv, der måtte kalde på modstand fra konservativ side. Først når ønskeligheden af en reform byggede på „Viden og ikke paa Formodning“ burde den gennemføres. I det hele taget var den konservative tilgang til reformer af samfundet præget af en praktisk og bestemt ikke følelsesmæssig eller holdningsmæssig tilgang, og heri så Aksel Møller en stor modsætning til navnlig socialismen, som kunne „pege paa fjerne, løfterige Tilstande, der kan blænde Tusinderne.“ Konservatismen derimod, den var henvist til at „pege paa Dagens Gerning: en stadig Udvikling i Ro og Orden uden Eksperimenter, uden Hasard, derfor uden Tillokkelse for Spillere, men derimod med Betryggelse for alle dem, som i denne Time kæmper for at opdrage den unge Slægt, hvis Ret trues med Ødelæggelse, naar de Reformsyge faar Magt, som de har Agt.“

Socialisme og liberalisme – to onder Aksel Møllers konservatisme stod i skarp kontrast til begge de to store ideologier, socialisme og liberalisme, der havde materialismen som grundlag. Begge manglede, efter Aksel Møllers opfattelse, konservatismens etiske fundament. Ikke mindst den økonomiske liberalisme fandt han umoralsk og skadelig for samfundet. Et helt grundlæggende synspunkt i hans konservatisme var, at til enhver ret hørte der også en pligt – og dette gjaldt også for ejendomsretten, som ikke blot skulle kunne benyttes frit og efter forgodtbefindende, men skulle udøves ansvarligt til gavn for samfundet. „Derfor maa den økonomiske Liberalisme slaas ned,“ var Aksel Møllers kompromisløse konklusion. Han anså årsagen til 30’ernes økonomiske krise og massearbejdsløshed for at være den liberale politik, som var blevet ført siden midten af det 18. århundrede. Den rene økonomiske liberalisme var, efter Aksel Møllers opfattelse, præget af kold materialisme og mangel på etik. Et særlig uheldigt udslag af den økonomiske liberalisme var efter Aksel Møllers opfattelse aktieselskabsformen, som var den mest passive og mindst etisk funderede ejerskabsform. Han mente ikke, at kapitalismen i længden


71 kunne overleve, hvis ikke den blev etisk funderet og påtog sig et samfundsansvar. I bogen efterlyste han således „en puritansk Kapitalisme, der er sin Tjenergerning bekendt.“ Det indebar bl.a., at man som virksomhedsleder ikke blot afskedigede medarbejdere i bundter, når krisen kradsede, men tog sociale hensyn, så godt det nu lod sig gøre. Blot at virke inden for lovgivningens rammer var altså ikke tilstrækkeligt for en virksomhed. Dens samfundsmæssige opgave var andet og mere end det, og den økonomiske liberalisme stod altså i skarp kontrast til den etisk funderede og socialt ansvarlige konservatisme, Aksel Møller brændte for. Ligeså „umoralsk“ som liberalismen var den socialdemokratiske klassekampsopfattelse og fagforeningspolitik. Det var efter Aksel Møllers opfattelse i orden, at arbejderne sluttede sig sammen i fagforeninger for at opnå anstændige løn- og arbejdsvilkår, men det var gået for vidt. Fagforeningerne virkede nu som et redskab for kyniske klasseinteresser, som pressede på for et højere lønniveau, selvom det skabte en større arbejdsløshed, der navnlig ramte de unge, som ikke fik en mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Dermed blev mange unge snydt for de værdier, der knyttede sig til at arbejde, og det reducerede dem i sidste ende til en mindreværdig, arbejdssky befolkningsklasse. Fagbevægelsen – og arbejdsgiverne på den anden side – førte en samfundsskadelig økonomisk magtkamp, som Aksel Møller mente burde afløses af „Arbejdsfred og gensidig Tillid.“ De situationer, hvor arbejdskampe truede med at ødelægge landets økonomi og stabiliteten i samfundet, hørte netop til dem, som berettigede en stærk stat, som kunne gribe ind og skabe ordnede forhold på arbejdsmarkedet igen. Der skulle ikke sættes ind med forbud, men staten skulle bl.a. indføre en arbejdspligt for unge, hvor alle unge skulle sættes i arbejde (en slags „aktivering“ ville man kalde det i dag). Arbejdspligten skulle skabe en fællesskabsfølelse, der rakte udover „Klasser og Klassehad“ og fjerne den risiko for ødelæggelse af moralen, som arbejdsløsheden indebar.

Aksel Møller som realpolitiker Træet skal kendes på dets frugter, og Aksel Møller var ikke blot konservativ teoretiker, men i meget høj grad også praktisk politiker som K.U.-formand, medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, folketingsmedlem, borgmester på Frederiksberg, indenrigsminister og til slut konservativ partileder. Det er først og fremmest to af disse poster,


AKSEL MØLLERS KONSERVATISME OG POLITISKE ARV 72

AF CAND. SCIENT. POL. NIKOLAJ BØGH

som har givet ham et vigtigt navn i den konservative partihistorie, nemlig henholdsvis hans erobring af posten som K.U.-formand og hans tid som borgmester på Frederiksberg. I K.U. lykkedes det Aksel Møller i et tæt parløb med partileder Christmas Møller at holde organisationen fast på respekten for demokratiet og bekæmpe de anti-demokratiske tendenser, som prægede K.U. stærkt under Jack G. Westergaards formandskab. Han og hans meningsfæller, først og fremmest de københavnske K.U.-ere, var stærkt nationale (og på ingen måde nazistiske eller tysk-venlige, hvilket er en ganske udbredt misforståelse), men prædikede demokratiets fallit og manglende evne til at håndtere 30’ernes økonomiske og politiske kriser. Deres mål var et fascistisk inspireret elitestyre, der skulle kunne træffe „effektive“ beslutninger til landets bedste, og deres midler var en voldsom og militaristisk præget agitation. Aksel Møller fik effektivt såvel organisatorisk som politisk nedkæmpet disse tendenser, som truede med at marginalisere K.U. og bryde båndene mellem ungdomsorganisationen og partiet. 1936-38 besad han posten som K.U.s formand. Som borgmester på Frederiksberg 1948-50 og 1954-58 lykkedes det på mange måder Aksel Møller at realisere en række af de socialkonservative principper, som han teoretisk have gjort sig til talsmand for. Frederiksberg havde den ideelle størrelse til at kunne fungere som en slags konservativt „samfundslaboratorium“ i mini-format, og i sin tid i Frederiksberg Kommunalbestyrelse og som borgmester indførte Aksel Møller en lang række af de kommunale servicetilbud af høj kvalitet, bl.a. på skoleområdet, som efter hans opfattelse var forudsætningen for et samfund i fremdrift, som evnede at gøre brug af de evner, der eksisterede i befolkningen. Den kombination af en kommunal service af høj kvalitet, et nærværende og vedkommende bystyre og en lav skat, som den dag i dag kendetegner det konservative styre på Frederiksberg, er i stort omfang udviklet i Aksel Møllers borgmestertid. Det vil føre for vidt her nærmere at komme ind på Aksel Møllers politiske virke. En mere grundig fremstilling kan findes i Nikolaj Bøgh: „Brødrene Møller“ (2007).

Kampen mod velfærdsstaten De sidste år i Aksel Møllers korte liv blev præget af hans overtagelse af ledelsen af partiet efter Ole Bjørn Kraft i 1955, som efter få års forløb endte med at slide den højt begavede og bredt respekterede mand op.


73 Perioden blev i høj grad præget af en stigende kamp om den socialdemokratiske velfærdsstat, som netop i disse år var i støbeskeen. I første halvdel af 50’erne ændrede den politiske kamp i Danmark karakter fra fravalg af økonomiske muligheder i forbindelse med eftervirkningerne af krise og krig til tilvalg af velfærd, efterhånden som økonomien blev forbedret. Hvor krisepolitikken ofte havde kunnet give anledning til hårde politiske træfninger af mere taktisk art, så resulterede fremkomsten af det socialdemokratiske velfærdsprojekt i hårde ideologiske kampe, hvor det først og fremmest var de konservative, som førte an i kritikken af den spirende velfærdsstat, som Aksel Møller tordnede imod, fordi den ville kræve stærkt øgede offentlige udgifter, hvilket ville nødvendiggøre stigende skatter og dermed øge den enkeltes afhængighed af staten og føre til, at staten i sidste ende ville øge sin indflydelse på alle menneskers liv og så at sige skabe en socialisering af samfundet „ad bagvejen.“ Den socialdemokratiske velfærdstanke var i høj grad bygget op omkring universelle ydelser, med folkepensionen som det første krav, og stod dermed i skarp modsætning til de konservatives opfattelse af, at socialpolitikken skulle bygge på reel trang og på hjælp til selvhjælp, og at selve det at have let adgang til at komme på offentlig forsørgelse kunne virke moralsk nedbrydende på mennesker og ødelægge deres ansvarsfølelse. For Aksel Møller var den socialdemokratiske velfærdsstat derfor en samfundsmodel, man burde frygte og bekæmpe. På overfladen havde Socialdemokratiet nok nedtonet marxismen og erstattet den med velfærdsstaten, men det var en form for camouflage, som kun udgjorde: et foreløbigt Kompromis med det frie Samfund (. . . ) [V]i er for tilbøjelige til at glemme, at der bag Døgnets politiske Strid om Obligationskurser, Skattelove osv. ligger en Konflikt mellem to fuldstændig forskellige Syn paa Mennesket og Samfundet (. . . ) Den mest afgørende Forandring, der er sket med Menneskene i de Aartier, hvor Socialdemokratiet saa stærkt har paavirket Lovgivningen, er netop, at Ansvaret er løftet fra Mennesket, Samfundet overtager Ansvaret for den enkelte fra Vugge til Grav. Knæsatte man velfærdsstatens principper, ville der efter Aksel Møllers opfattelse blive åbnet for en sluse af offentlige udgifter, som ville øge behovet for skatteindtægter. Dermed var man inde i en negativ spiral, hvor familierne fik sværere ved selv at få deres liv til at fungere


AKSEL MØLLERS KONSERVATISME OG POLITISKE ARV 74

AF CAND. SCIENT. POL. NIKOLAJ BØGH

økonomisk, derefter ville de stille krav om bedre service fra det offentliges side, hvilket igen ville øge behovet for at kræve øgede skatter op. Og så videre og så videre. . . Den gryende velfærdsstat udgjorde imidlertid en langt alvorligere politisk udfordring for de konservative end den upopulære krisepolitik tidligere havde gjort. Mange potentielle konservative vælgere hørte til de små i samfundet og havde egentlig interesse i at få adgang til ydelser fra det offentlige, også selvom de måske helt nøgternt selv havde kunnet forsørge sig. Da den socialdemokratiske regering sidst i 1955 fremsatte sit forslag om indførelse af folkepension, gav det derfor anledning til heftige diskussioner internt hos de konservative og navnlig med den borgerlige samarbejdspartner Venstre, som i langt højere grad var indstillet på at gå ind på den socialdemokratiske folkepensionstanke. Som ofte før og siden endte den politiske strid om folkepensionen med, at de konservative indgik et kompromis – stærkt presset af Venstre – hvor der blev tilføjet visse incitamenter til selv at spare op til socialdemokraternes oprindelige forslag om folkepension til alle, men grundlæggende var den socialdemokratiske velfærdsstats principper hermed accepteret, også af de konservative.

Møllersk konservatisme i det 21. århundrede Aksel Møller har ligget på Frederiksberg Kirkegård i mere end 50 år, og det danske samfund er i samme periode blevet grundlæggende forandret, ikke mindst fordi den velfærdsstat, som Aksel Møller advarede så kraftigt imod, i mellemtiden er blevet fuldt udfoldet og den udvikling, han advarede imod allerede i midten af 50’erne, hvor Danmark var et lavskatteland med en meget lille offentlig sektor, er blevet gennemført i et tilmed langt større omfang, end han formentlig ville have kunnet forestille sig. Alligevel er det naturligvis interessant at forsøge at identificere, hvilke af Aksel Møllers konservative grundholdninger, som stadig kan identificeres den dag i dag. Mange af de politiske grundholdninger, som han stod for, må betegnes som eviggyldige, selvom de skal tilpasses et væsentligt anderledes samfund. Som nævnt indledningsvis, vil jeg forsøge at identificere det konservative arvegods ved at betragte de holdninger, som kommer til udtryk i oplægget „Fremtiden er konservativ.“ Der er ganske vist ikke tale om et officielt program, vedtaget på partiets landsråd, men alene om et debatindlæg, udarbejdet af partiets folketingsgruppe. Imidlertid er det eksisterende vedtagne program,


75 „Fornuft og Fornyelse,“ ti år gammelt, hvilket er ganske lang tid i vore dages politik. Hvor det nationale blev betonet meget stærkt i den konservatisme, som Aksel Møller stod for, så fylder det nationale forholdsvis lidt i „Fremtiden er konservativ.“ Det nævnes, at man ønsker at værne om nationen som et kulturelt fællesskab, der bygger på fælles tilhørsforhold til landet, fælles sprog, religion, traditioner og demokratiske værdier, samt at nationalstaten giver stabilitet i samfundet. Men den dybereliggende betydning af de nationale værdier og den rolle, de spiller i samfundet i dag, savner man en mere uddybende beskrivelse af. Kongemagten, som samfundsfilosofisk og følelsesmæssigt spillede en meget stor rolle for de ældre konservative, er slet ikke omtalt i „Fremtiden er konservativ.“ Det nævnes, at man ønsker at fastholde Folkekirkens nuværende status i Grundloven, men betydningen af de kristne værdier og kirkens rolle som institution i vore dages samfund er ikke berørt i oplægget. Historiens betydning som kilde til erfaring er meget sporadisk tilstede i oplægget, men temmelig vagt formuleret som betydningen af at kunne „forstå os selv i forhold til samtid såvel som fortid”, ligesom der også udtrykkes et ønske om at styrke bevidstheden om vores fælles arv og identitet. Den grundlæggende konservative pointering af erfaringens betydning og vigtigheden af at føre det bedste fra fortiden med over i fremtiden, er ikke en del af ”Fremtiden er konservativ.“ Tager man oplægget for pålydende, er balancen mellem individ og fællesskab afgørende ændret for de konservative, siden Aksel Møllers dage. Hvor han lagde meget stor vægt på, at udfoldelsen af individets frihed skulle ske inden rammerne af et stærkt fællesskab, så har individet en klar forrang i „Fremtiden er konservativ.“ Oplægget tager sit udgangspunkt i den enkelte borgers personlige frihed. Her er der i øvrigt i parentes bemærket en principiel forskel i forhold til holdningsprogrammet „Fornuft og Fornyelse“ fra år 2000, som indledes med en beskrivelse af balancen mellem frihed og ansvar som en central konservativ værdi. Også på andre punkter ligger dette program tættere på de traditionelle konservative værdier end det nye „Fremtiden er konservativ.“ Den tanke om naturlige fællesskaber som et etisk grundlag for samfundslivet, der fyldte meget for Aksel Møller, kan i reduceret form godt genfindes i „Fremtiden er konservativ,“ selvom oplægget savner en mere klar og sammenhængende beskrivelse af, hvad den konservative samfundsopfattelse er. Det nævnes, at konservative ser samfund-


AKSEL MØLLERS KONSERVATISME OG POLITISKE ARV 76

AF CAND. SCIENT. POL. NIKOLAJ BØGH

et som en organisme, at samfundets individer er forpligtede over for hinanden og har et ansvar for at tage sig af de svageste, og at den konservative socialpolitik tager sit udgangspunkt i denne erkendelse. Familien synes fortsat at være betydningsfuld for de konservative, men familiebegrebet er ifølge oplægget blevet langt bredere, end det tidligere var, og dermed måske i virkeligheden mere eller mindre tømt for indhold, i hvert fald i forhold til den samfundsbærende funktion, som Aksel Møller tillagde familien. En familie ser således ud til at kunne være mange forskellige ting i konservativ optik i det 21. århundrede, herunder tilsyneladende også par uden børn, enlige eller flere personer, der „lever sammen i boligen.“ Den afstandtagen fra den socialdemokratiske velfærdsstats principper, navnlig ønsket om universelle ydelser, som Aksel Møller artikulerede meget klart i midten af 50’erne, synes på en måde at være re-aktualiseret i „Fremtiden er konservativ.“ Uden at det gøres helt klart, hvad de konkrete politiske implikationer måtte være, slår oplægget fast, at den enkelte borger som udgangspunkt er i stand til at klare sig selv uden hjælp fra staten, og man lægger op til et opgør med tanken om, at alle er berettigede til at modtage økonomisk hjælp fra det offentlige. Aksel Møller ville have kunnet nikke anerkendende til denne tankegang, som også rummer et krav om, at staten skal fokusere langt skarpere på de svageste, der virkelig har behov for hjælp, frem for at udbetale generelle ydelser til alle borgere. Uddannelsessystemets og navnlig folkeskolens centrale rolle i konservativ tænkning synes fortsat at eksistere, selvom beskrivelsen af den dynamik, som lige muligheder for at styrke sin position i samfundet gennem uddannelser, der for Aksel Møller var central, savnes i dag. „Fremtiden er konservativ“ indeholder mange andre reminiscenser af den klassiske konservatisme, men det er nok alligevel tvivlsomt, om konservative af Aksel Møllers kaliber og generation ville føle sig helt tilfredse med konsekvensen i den konservative tankegang i dag og ikke mindst i oplæggets mere principielle betragtninger om det konservative samfundssyn i år 2010. Aksel Møller ville utvivlsomt kunne genkende sine egne holdninger bedre heri end i noget andet politisk partis synspunkter, men han ville nok også mene, at profilen trængte til en opstramning. Litteratur: Aksel Møller: Politik, 1933 Aksel Møller: Ungkonservatisme, 1936 Nikolaj Bøgh: Brødrene Møller, 2007

Aksel Møllers konservatisme og politiske arv  

Nikolaj Bøgh gør i artiklen Aksel Møllers konservatisme og politiske arv rede dels for den danske politiker Aksel Møllers konservative synsp...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you