Page 1

Arsenal på vej fra topklub til en udviklingsklub?

Arsenal har fået en forfærdelig start i denne sæsons Premier League. Selvom klubben fra London traditionelt er en topklub i England, som kæmper om mesterskabet, så er der flere ting, der peger på, at det billede ikke kommer til at vise sig i den nærmeste fremtid. Af Arnela Muminovic Man siger, at tabellen aldrig lyver. Det er der en vis sandhed i, og i dette tilfælde passer det næsten helt perfekt med virkeligheden. Seks kampe spillet, fire point på kontoen og den suverænt dårligste defensiv i ligaen med 14 indkasserede mål. Nej, Arsenal har bestemt ikke fået den bedste start på 11/12 sæsonen. Selvom det ikke er almindeligt, at en storklub som Arsenal pludselig falder så meget i niveau, så er det alligevel ikke den store overraskelse denne gang. Det var ligesom ventet, hvis man kiggede på til- og afgange på spillersiden denne sæson. De to største stjerne forsvinder En af de største transferemner gennem de sidste 2-3 sæsoner har været sagen om Arsenalkaptajnens, Cesc Fábregas, flirteri med hans barndomsklub, F.C Barcelona. I længden blev det da også trættende at høre om, at hovedpersonen hvert år udtalte sig om, at han en dag ønskede at vende tilbage til Barcelona,

og flere spillere fra samme klub opfordrede ham til at gøre det, fordi han havde det såkaldte Barca-DNA. Men at skiftet ville ske, var der ingen, der var i tvivl om. Arsenal kunne ikke holde på ham, selvom det var dem, der købte ham som en ung og ukendt spiller og udviklede ham til den verdensklassespiller, han er i dag. Fábregas ville hjem til sit hjemland og vinde flere og større titler. Som Arsenalspiller nåede han kun at vinde FA Cuppen tilbage i 2005 og den mindre Community Shield pokal et år før. Dem nåede Samir Nasri aldrig at være en del af. Franskmanden, som først blev hentet til London fra Marseilles tilbage i 2008, var en ung og lovende spiller, som hurtigt etablerede sig som en stamspiller hos Arsené Wengers tropper. Nasri og Fábregas var de tonegivende hovedaktører i Arsenals tempofyldte offensive spil, som blev anerkendt af både fans og modstandere. Men selvom Arsenal spillede flot fodbold, så vandt man stadig ingen trofæer siden 2005. Det resulterede i, at Samir Nasri skiftede til ligarivalerne fra Manchester City i sommerens transfervindue, efter flere måneders rygter om skiftet. Arsenal stod nu uden klubbens to største stjerne og foruden dem havde blandt andet Gäel Clichy, Emmanuel Eboue og danske Nicklas Bendtner taget den samme vej. De to sidstnævnte spillere var dog i overskudslager i klubben, og selvom Clichy ikke er i samme klasse som Fábregas og Nasri, så valgte endnu en etableret spiller at forlade Arsenal i jagten på trofæer og større lønchecks. Wake up call for Wenger Derfor var der i den grad brug for tilgang på spillersiden hos Arsenal, der efter min mening allerede savnede rutinerede spillere på holdet, selv da Fábregas, Nasri og Clichy stadig var på holdet. Nu var situationen en helt anden: Der var akut brug for spillere af høj klasse, som skulle udfylde hullet efter de spillere, som allerede var smuttet. Men meget overraksende foretog klubben og manager, Arsené Wenger, sig ikke ret meget efter salgene. Der var blevet


plads til tre indkøb i form af de to teenagere, Carl Jenkinson og Alex Oxlade-Chamberlain, som dog var udviklingspillere og derudover havde man hentet den ivorianske angriber, Gevrinho, i franske Lille. En spændende spiller, men på ingen måder en erstatning for Fábregas og Nasri. Derfor startede Arsenal sæsonen med de betingelser, de nu havde. Det er svært at sige, hvad Arsené Wenger tænkte omkring hele situationen; at holdet var godt nok til at spille med i toppen af Premier League med det nuværende hold. Eller at han stadig prøvede at hente de rigtige spillere til klubben indtil transfervinduet lukkede i. Faktum var i hvert fald, at Arsenal fik en forfærdelig start. 0-0 ude mod Newcastle, 0-2 hjemme mod Liverpool og vanvittige 2-8 ude mod rivalerne fra Manchester United! Selvom United viste skræmmende styrke i kampen, var det dog på en billig baggrund. Arsenal var simpelthen langt væk fra fordumsstyrke og blev udraderet i alle spillets faceter. Arsené Wenger så da også ud til at have det forfærdeligt kampen igennem, og man kan nok godt argumentere for, at det var en af hans værste tidspunkter i hans tid som Arsenaltræner. Men hvis det ikke havde gået op for ham, at der skulle ske noget drastisk med indkøbene før kampen, så gjorde det så sandelig efter. Panikindkøb i sidste øjeblik Der må Wenger have erkendt, at der var brug for at købe spillere ind, som kunne forstærke holdet lige nu og her. Derfor havde Arsenals ledelse travlt i de sidste døgn af transfervinduet, men det lykkedes at hente en håndfuld spillere inden vinduet lukkede i. Hele fem spillere nåede at blive skrevet på Arsenals holdkort, inden det blev den 31. august, og umiddelbart ser forstærkningerne fine ud på papiret. Mikel Arteta har været en kvalitetsspiller for Everton i flere år, Per Mertesacker har spillet stabilt og fast for Werder Bremens hold og det succesfulde tyske landshold og Yossi Benayoun har bevist sit værd i den engelske Premier League. Desuden hentede man den brasilianske landsholdsback,

Andre Santos, i Fenerbache og den sydkoreanske angriber Park Chu-Young i Monaco. Selvom man ikke skal dømme på forhånd, så mener jeg, at disse indkøb vise tegn på panik fra Arsenals side, og at de slet ikke udfylder hullet efter de spillere, som har forladt klubben. Det er spillere, som er hentet fra 2. eller 3. hylde. Jo, Arteta og Mertesacker er store navne, men hvis vi kigger på niveau, så toppede de for 2-3 sæsoner siden. Mikel Arteta har været en rigtig god playmaker for Evertons hold, men de seneste sæsoner har han dalet i niveau og en alvorlig knæskade ødelagde næsten hele hans sidste sæson. Man skal selvfølgelig ikke udelukke, at han kan komme på det niveau igen, men manden er ved at runde de 30 år, og hvis han er udset til at erstatte Fábregas eller Nasri, så har Wenger set forkert. Jeg mener slet ikke, at han er i nærheden af det niveau, som de to forhenværende Arsenalspillere besidder. Det er den samme historie, når det kommer til Per Mertesacker. Den 28-årige tysker er en rigtig solid Bundesligaspiller, men mere er han ikke. Det seneste år har han også mistet sin faste plads på den tyske landshold, hvor Mats Hummels og Holger Badstuber nu spiller sammen i midterforsvaret. Derfor ser jeg ikke købet af Mertesacker som en forstærkning af Arsenals forsvar, men mere en tilføjelse til bredden. De tre andre indkøb er uden lange analyser kun breddespillere. På venstreback har Arsenal allerede Kieron Gibbs, som der nok bliver satset på, Park Chu-Young er nummer tre i angrebet efter Van Persie og Chamakh og Benayoun har været breddespiller i Liverpool, Chelsea og bliver det nok også i Arsenal. Spillet hænger ikke sammen En af de nye spillere, som har fået meget spilletid og faktisk har vist noget initiativ i de første kampe, er ivorianske Gervinho. Så sent som i weekenden scorede han det første mål mod Blackburn, hvor Arsenal dog endte med


at tabe 4-3 til den absolutte bundprop. Gervinho er en meget udfordringsvillig spiller, og det har han vist sit kunnen på i de første kampe for Arsenal. Men mange gange er det på egen hånd han prøver det, og ikke i samspil med sine medspillere. Derfor ender det ofte med, at hans forsøg ender ud i ingenting. Det viser også bare, at Arsenals spil slet ikke hænger sammen. Det er selvfølgelig naturligt, når der er kommet så mange nye spillere, og nogle af de bærende kræfter er skadet, som Vermaelen og Wilshere. Men man kan måske sætte spørgsmåstegn ved, om Arsenal kan bibeholde det 4-3-3 system, som de er blevet så kendte for. Det er fantastisk, når det lykkes for dem, men man skal også have spillerne til at udføre denne form for spillestil. Hvis dette system skal fungere, så skal man for det første have en solid bagkæde, som man kan stole på, når man går frem og angriber. Sæsonstarten har dog vist, at dette slet ikke er tilfældet. Selv en spiller som Laurent Koscielny, som burde tage ansvar for det nye Arsenal, har virket usikker, og i weekenden krydrede han endda en halvdårlig præstation med et selvmål mod Blackburn. Derudover skal man have en midtbane, som er i stand til at være boldbesiddende og kreativ. Arsenal har en spiller, som mestrer det. Den unge Jack Wilshere viste allerede i sidste sæson, at han bliver en topspiller, hvis han forsætter sin udvikling. Men i øjeblikket er han skadet, og i øvrigt har han brug for rutinerede kræfter, der kan hjælpe ham og guide ham i dette spil. Og det har Arsenal ikke lige nu med spillere som Song, Arteta, Benayoun og Roscisky. Så selvom de nye spillere blivet spillet ind på holdet, så vil jeg stadig mene, at Arsenal er markant svækket i forhold til sidste sæson. Er Arsenal blevet en udviklingsklub? Og det kan Arsenal kun bebrejde sig selv for. Selvfølgelig vil der komme udskiftninger og store spillere vil forlade klubben i fremtiden, som de også har gjort nu. Man kan gå tilbage i

tiden og se på, da Arsenal solgte ud af de etablerede spillere som Overmars, Henry, Anelka, Hleb, Adebayor, Toure og mange flere. Men denne gang er dog anderledes end de andre. Dengang var det et planlagt generationsskift, men denne gang er det salg af dygtige etablerede spillere som burde peake nu og i Arsenal, ikke i andre klubber. Derfor kan man godt forstå, hvis mange af Arsenals fans efterhånden bliver utålmodige og trætte af politikken i klubben. For den er nemlig ret speciel i forhold til næsten alle andre topklubber i Europa. Arsené Wenger har vist op til flere gange, at han har en imponerende evne til at finde og udvikle talenter, og på den måde køre en relativ succesfuld fodboldklub som en overskudsforretning. Det ser man ikke ret mange steder i topfodbold. Desuden har klubben et lønloft, som går ud på, at ingen spiller kan tjene mere end 780.000 kr. om måneden. I og for sig er det en meget sympatisk og hæderlig tankegang, som man kun kan støtte op omkring. Men det går bare ikke i nutidens fodboldverden. Når der ikke er fælles regler omkring et lønloft, som gælder for alle klubber i ligaen, som man ser det i NFL i USA, så fremstår man nok mere som naiv i Arsenal end sympatisk. Derfor kan man måske godt argumentere for, at Arsenal er på vej til at blive lidt af en udviklingsklub, som finder og udvikler de største talenter, og sælger dem til deres rivaler i England og i Europa, som lokker med en meget større løncheck, end den de kan få hos Arsenal. Selvfølgelig er Fábregas og Nasri ikke kun ude efter pengene, men hvis en Nasri kan få dobbelt så meget i løn hos en klub som Manchester City, som også er med i titelløbet om det engelske mesterskab, som kan man jo i og for sig godt forstå, hvorfor han vælger at skifte. Pengegrisk eller ej. Arsenal skal tage et valg Arsena skal derfor gøre op med sig selv, om den romantiske overskudsforretning skal forsætte som hidtil. Faktum er, at flere stjerner har forladt klubben grundet denne politik.


Arsenal bliver sat flere år tilbage med disse salg, når man ikke har fået fuldgode erstatninger ind, og man kan frygte, at det vil starte en mindre lavine af utilfredse spillere, der også vil prøve at vinde trofæer og tjene flere penge. Her tænker jeg især på spillere som Van Persie, Wilshere og målmand Szczesny.

Derfor bliver Arsenal snart nødt til at finde ud af, om de for alvor vil med i den absolutte top og vinde titler eller vil bevæge sig i en retning af en udviklingsklub.

Arsenal blog  

Nasri, Fabregas

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you