Page 1

HENRIK EINSPOR

SVEND SVOVL IDEN KUK I T


Borte

Det var en tåget mandag morgen. Svend stod foran skolen. Og det samme gjorde de andre børn. Klokken var langt over mødetid. Alle så forvirrede ud. For der manglede en.


En, der altid kom til tiden. Og som altid blev sur, hvis andre ikke gjorde det. Nemlig lærer Suresen. Ingen havde før oplevet, at han kom for sent. Den mand var normalt præcis som kukkeren i et kukur. “Når ens lærer kommer for sent, skal børnene have flødeboller,” sagde Bibi og så allerede ud til at glæde sig. “Hvem siger det?” spurgte Frank K. “Det står i loven,” sagde Bibi og så klog ud. “I hvad for en lov?” ville Palle vide. “I skoleloven,” sagde Bibi. Frank K og Palle så bare på hinanden og vendte øjne. “Måske er hans vækkeur blevet væk,” var der et af de andre børn, som foreslog. Sus sagde, at det her sagomeleme var for galt. Så kunne hun have sovet et kvarter

6


længere. Totalt latterligt at stå her og glo. Men det var Sus i en nøddeskal. Altid grov i munden. “Tænk, hvis han er blevet syg,” sagde Svend. “Han siger tit, at han får røde knopper af os.” “Eller spat,” nikkede Palle stolt. “I sidste uge var han ved at få spat af mig.” “Måske er han væltet på cyklen, ligesom til halloween,” foreslog Bibi. “Eller blevet skudt af nogle ninjaer.” Frank K sagde, at det var det dummeste, han havde hørt. Ninjaer skød ikke – enhver vidste, at de brugte kastestjerner. “Ja, det var også det, jeg sagde,” råbte Bibi. “Skudt med en kastestjerne. Lige i hovedet.” “Du kan selv være skudt i hovedet,” sagde Palle. “Tæv ham, Svend,” sagde Bibi.

7


Men Svend havde ikke tid til at tæve. For en ting lå fast. Lærer Suresen var væk, og hvis han ikke var pist væk, hvor var han så? Kunne de måske finde ham? “Vi går over til hans hus,” foreslog Svend. Hvorfor havde ingen tænkt på det? Suresens hus lå jo tæt på skolen. Hele flokken begav sig af sted. De skulle bare forbi et nedlagt hønsehus og nogle ribsbuske. Der var også et ondsindet brombærkrat fyldt med torne. Men Suresen holdt meget af brombærsyltetøj, så det måtte de finde sig i. De gik bare udenom.

8


Kvart i fem

Der var helt stille ved huset. Men Suresens cykel stod udenfor. Og den var hverken væltet eller noget. Børnene stod lidt og tænkte, hvad de nu skulle gøre. “Skal vi ringe på?” spurgte en. “Nej, Suresen hader at få børn på besøg,” afgjorde Bibi. “Til halloween råbte han bare: Afgang!” “Men det var, fordi vi plagede om slik,” sagde Svend. Han vinkede de andre med sig. De gik om til vinduet ud til baghaven. På skift kiggede de ind gennem det. Og udstødte et gisp. Der lå Suresen.

9


“Han er død!” udbrød Bibi. “Skudt af en kastestjerne! Hvad sagde jeg!” “Vel er han ej død, dompap,” sagde Frank K. “Svend, finder du dig i det?” sagde Bibi. “Hys!” tyssede Svend. For det var tydeligt, at Suresen ikke var død, men lå i sin sødeste søvn. På hans natbord stod et vækkeur. Vækkeuret viste kvart i fem. Og det blev det ved med. “Vågn op, Suresen. Du har sovet over dig,” råbte Svend og bankede på ruden. Det gjorde alle de andre også. “Hvem, hvad ... og hvor?” Suresen satte sig op i sengen med et ryk. Han så helt forvirret ud. Nærmest ligesom dengang Svends usynlige uhyre kylede ham ind i skabet henne i klassen. “Du kommer for sent,” råbte børnene i kor.

11


“Du er kommet for sent,” sagde Frank K. “Faktisk er du slet ikke kommet endnu,” tilføjede Palle. “Jamen dog,” udbrød Suresen. Han greb vækkeuret og så nærsynet på det. “Jamen ... nej, det var dog for galt! Det er gået i stå! Skandale! Hvad skal man med et vækkeur, som ikke vækker?”


“Hvornår får vi flødeboller?” spurgte Bibi. “Ih altså!” mumlede Suresen, mens han forsøgte at få det rigtige ben ud af sengen. “Det står i loven,” oplyste Bibi. “Afgang!” råbte Suresen, som mere og mere blev sig selv. “Hvad står I her og glor for? Jeg finder mig ikke i det. AFGANG! Blev der sagt!” Alle børnene benede tilbage til skolen. For når Suresen talte med store bogstaver, var det bare med at komme væk i en fart. Men så skete der noget virkelig mærkeligt. Ja, nærmest mystisk! For da de nåede tilbage til skolen, stod Suresen der. “Hvor bliver I af? Jeg har ventet i hundrede år. I kommer alle sammen for sent.” Men han så ikke sur ud, nærmere lidt lusket. Som en, der vidste noget, ingen andre vidste.

13


Ingen af børnene fattede et klap. Hvordan kunne Suresen allerede være her? For et øjeblik siden havde han haft nattøj på og været helt forvirret. Nu stod han her og var umanerlig frisk. Selv Sus, som normalt var klassens klogeste, forstod ingenting. “Det var på tide,” sagde Suresen. “Her står jeg og venter. Se blot.” Han holdt vækkeuret op. “I kommer et kvarter for sent. Hvad ligner det?” Børnene så måbende på uret. Nu gik det med høje tik-tak-lyde. Og det stod ikke længere på kvart i fem. For at vise, at det virkede, fik Suresen det ovenikøbet til at ringe. “Se så,” sagde han. “Nu ringer det til time. Se at komme på plads, børn. I dag skal vi lære om gamle dage. Især om mammutter og hulemænd. I slipper med en advarsel denne gang, men kom til tiden en anden gang, ikke?”

14


Alle børnene var så rundt på gulvet over, at Suresen nærmest kunne være to steder på en gang, at ingen lagde mærke til, at det nu var Svend Svovl, som var borte. Ikke engang Suresen bemærkede det.

15


Krat

Ja, måske fatter du heller ikke, hvordan det her kan gå til. Men læs blot videre, for selvom det måske er lidt indviklet, forstår du snart det hele.


Som sagt var det nu Svend, som manglede. Mens resten af flokken var benet tilbage til skolen, havde Svend fået den idé, at han ville skyde genvej ved at springe over Suresens brombærkrat. Men det var ikke smart, for sådan et har torne. Og nu hang han på den. Døren ind til huset gik op, og ud kom Suresen. Forvirret, forsovet og med to forskellige sokker på. Han holdt stadig vækkeuret i den ene hånd. Og sin skoletaske i den anden. (Er der nu to Suresener? tænker du forvirret, men som sagt: Læs videre!). Der stod Suresen altså. Han havde hverken nået at drikke kaffe eller spise mysli, så dagen var begyndt rigtig skidt. Han blev ikke i bedre humør, da han fik øje på Svend i sine brombær. “Hvad laver du der, Svend Svovl? Hørte du ikke, at jeg råbte AFGANG!?”

18


“Jeg hænger i,” sagde Svend. “Ja, det kan jeg se,” sagde Suresen. “Hvis du bare hang lige så meget i i skolen.” Han fik med besvær viklet Svend fri. Det var lidt af et mas, for brombær har torne alle vegne. Og slipper man fri det ene sted, hænger man fast det andet. “Se nu,” sagde Suresen, da han omsider havde befriet Svend. “Nu er jeg blevet endnu mere forsinket.” “Det kan jeg ikke se,” sagde Svend. “For klokken er stadig kvart i fem.” Suresen så ærgerligt på vækkeuret. “Ja, hvad nytter det at være præcis som et urværk, når ens vækkeur ikke er det? Så ved man, hvad klokken er slået, eller rettere ikke slået. Kort sagt: Det ur må til urmageren.” “Er det umagen værd at gå til urmager?” spurgte Svend. “Kan du ikke bare bruge din mobil som vækkeur?”

19


“Det er et gammelt, fint vækkeur, som jeg har arvet efter min oldefar. Det har vækket mig hver dag i årevis, og det skal ingen mobil komme og lave om på. Basta!” “Javel så,” sagde Svend. Og så satte de kurs mod skolen.

20


Historietime

Henne ved skolen var der ingen børn; det kunne de se på lang afstand. Især nu, hvor tågen var lettet lidt. “De er nok gået hjem,” sagde Svend. “Måske blev de trætte af at vente.” “Jamen sikken en redelighed,” sukkede Suresen. “Nu får jeg helt sikkert klager. Man ser allerede aviserne for sig: Lærer sover over sig. Børn ladt i stikken. Forældre raser. Bare man dog kunne skrue tiden tilbage. Nu er jeg en færdig mand.” “Vissevasse,” sagde Svend. “Alle er bare glade for at få en fridag. Og jeg er her jo.” “Du har ret, Svend.” Suresen fattede håb. “Så kan jeg lære dig noget. Du skal bare række hånden op hele tiden, så bliver du spurgt.”

21


Lidt efter kom de forbi det gamle hønsehus. Svend syntes, han hørte det pusle bag det, som om nogen gemte sig. Og brændenælderne, som voksede rundt om det, bevægede sig, selvom det var vindstille. Men han fik ikke tid til at se efter, for Suresen var allerede i gang med at undervise: “I første time skal vi have historie. Vi begynder straks. Vi starter med urtiden. Ha-ha, UR-tiden. Fik du den?” Han holdt vækkeuret op.

22


“Hvad er urtiden for noget?” spurgte Svend. “Havde man vækkeure der?” “Nej, dengang stod man op med hønsene. Du må huske på, at det var i meget gamle dage, da folk gik i skind og ben, og mammutter løb frit omkring.”


“SÅ længe siden?” udbrød Svend. Suresen nikkede og begyndte at forklare: “Det er næsten ti tusind år siden, den sidste mammut gav et trut. De er totalt uddøde. Tænk, hvis man havde levet dengang. Så kunne man have fået mammutbøf til morgenmad. Ristet over åben ild. Eller i hvert fald over et bål.” “Og slåsset med en snabeltiger,” sagde Svend og lavede et karatespark i luften. “Sabeltiger, hedder det,” oplyste Suresen og så klog ud. “En grim fætter med lange hugtænder. Den havde ædt dig til morgenmad, min dreng. Det kan jeg roligt love dig.” “Nej, for jeg havde en pistol,” sagde Svend. “Vel havde du ej nogen pistol, for de var slet ikke opfundet dengang. Og desuden havde sabeltigeren jaget dig op i et træ.

24


Men så kom jeg, iført bjørnehue og et spyd, og så stak bæstet af.” “Nej, for du havde sovet over dig,” sagde Svend. Suresen kom tilbage til virkeligheden og så morgensur ud. Han foreslog, at de straks gik hen til urmageren og fik repareret vækkeuret. Svend så bagud, hvor hønsehuset var forsvundet i tågen. Han var sikker på, at nogen havde stået og luret derinde. Men hvem?

25


Fingernem eller fummelfingret

Henne hos urmageren var der en tikken og takken. Ikke så mærkeligt, for der var klokker og bornholmere og alle mulige andre slags ure. På disken flød der med penduler og fjedre og dippedutter. Urmageren sad og rodede med et kukur, hvor kukkeren var gået i kuk. Eller i hvert fald gået løs. “Den er gal med vækkeuret,” oplyste Suresen og stillede det foran ham. “Ja, det går jo ikke,” sagde urmageren. “Nej, og det gør vækkeuret heller ikke. For det er gået i stå.” Urmageren tog vækkeuret og holdt det op til øret, mens han rystede det lidt.

26


“Det skal nok bare renses. Måske er der kommet grus i maskineriet.” “Grus! Må jeg være fri,” udbrød Suresen. “Der er ikke noget grus i mit soveværelse.” “Pudsigt,” mumlede urmageren. “For det her ur er næsten mage til et andet, jeg har stående.” Han pegede på en hylde, og der stod ganske rigtigt et vækkeur helt ligesom det, de var kommet med. “Jeg har aldrig fået det til at virke, men det er et nydeligt ur, og det viser rigtigt to gange i døgnet, men det er jo desværre ikke nok.” Han tog vækkeuret ned, for at de kunne sammenligne. “Mageløst,” sagde Suresen. “Det ligner jo på en prik. Se lige, Svend.” “Og ingen af dem dur,” sagde Svend og tog vækkeuret. Og så skete det – det, som tit sker. Vækkeuret gled ud af Svends

27


fingre og faldt på gulvet med en ubehagelig skramlelyd. “Se nu!” sagde Suresen. “Kig med ØJNENE, ikke fingrene, din klods.” “Det bliver dyrt,” indskød urmageren. “Det var et meget fint ur.” Men det blev ikke dyrt, for da Svend samlede uret op, gav det sig til at tikke. Højt og tydeligt. Urmageren måbede, og det samme gjorde Suresen. “Jeg fikser alt,” sagde Svend. Og det var faktisk lidt vildt, for uret gik. Det både tikkede og takkede. Og urmageren kløede sig i nakken. Og da Svend tilmed fik vækkeuret til at ringe, var der ingen ende på begejstringen. Urmageren holdt vækkeuret op. “Urtroligt!” udbrød han forundret. “Udmærket,” sagde Suresen og tog uret. “Jeg låner det, mens du ordner mit. Det

28


her kan både tikke og ringe, og vi skulle nødigt have, at jeg sover over mig i morgen. For hvad er en lærer uden vækkeur?” Urmageren sagde, at så var det en aftale. Og så gik Suresen og Svend ud af butikken.

30


Istid

Udenfor var det stadig tåget. Men det kan det godt være, når det er efterår. Det skal man ikke lægge så meget i. “Om jeg fatter, hvordan du bar dig ad, Svend,” sagde Suresen. “Du fiksede det ur på nul komma fem.” “Lidt fingernem er man vel altid,” sagde Svend. “Det må fejres. Jeg giver en is. Hold lige uret, imens jeg går hen til bageren. Men tab det nu ikke igen.” Suresen satte kurs mod bagerbutikken, som lå et lille stykke fra urmagerens butik. Imens blev Svend stående og holdt godt fast på uret. Selvom det gik, trængte det til at blive stillet. På bagsiden var der nogle

31


skruer. Svend drejede lidt på dem for at få viserne til at stå rigtigt. Det suste lidt i ørerne. Og pludselig blev det helt koldt. Svend så sig om og blinkede med øjnene. Det var stadig tåget, men det var, som om der var kommet et vindpust. Et øjeblik efter kom Suresen tilbage. Uden is eller noget. Han så sur ud. “Den pokkers tåge. Man kan jo ikke se en hånd for sig. Hvor er nu den bagerbutik?” “Den ligger jo lige derhenne,” sagde Svend og pegede ud i tågen. “Lige ved torvet. Jeg går med.” Men der var intet torv at se. Og heller ingen bager. Der var kun sten og grus. “Nu er vi da gået fuldstændig vild,” sagde Suresen ærgerligt. “Jeg tror, at vi er endt ude i grusgraven. Det var dog en bandsat uheldig dag. Først sover man over sig, så farer man vild. Og hundekoldt er det blevet.”

32


“Men vækkeuret virker,” sagde Svend. “Jeg har stillet det, så tiden passer.” Tru-ut! lød det et sted i tågen. “Hvad var det?” udbrød Suresen. “Her lugter ligesom i zoologisk have,” sagde Svend. “Inde i elefanthuset. Af prut og sådan.” I næste øjeblik kom en mammut gående ud af tågen. Den så ud til at have travlt. “Milde moster!” gispede Suresen. “En ægte mammut.” “Sagde du ikke, at de var uddøde?” spurgte Svend. “For ti tusind år siden?” “Den her må have misforstået noget,” mumlede Suresen og så efter mammutten, som forsvandt. “Hvordan dælen kan det gå til, at en mammut vader rundt ude i grusgraven?” spurgte han sig selv. Men han fik ikke tid til at finde svar, for nu kom en hulemand, som lidt lignede smeden, løbende efter

33


mammutten. Han havde skind om maven og holdt et spyd. Bag ham kom købmanden pustende. Eller rettere en urtidsudgave af købmanden. Gruf-hyrk, gryntede de og viftede med deres spyd. Heldigvis fik de ikke øje på Svend og Suresen.


Suresen så meget forvirret ud. “Hvad sker der? Hvordan er vi havnet her?” “I grusgraven?” spurgte Svend. “Nej, Svend, vi er ikke i grusgraven. Vi er på en eller anden måde kommet tilbage i tiden. Istiden, vel at mærke.” “Det lignede da smeden og købmanden,” sagde Svend. “Nej, det var hulemænd,” afgjorde Suresen dystert. Han stirrede pludselig på vækkeuret, som Svend stod med. “Det der ur er ikke noget ur. Det er en tidsmaskine. Har du pillet ved noget?” “Jeg skruede bare lidt bagpå for at stille viserne rigtigt,” sagde Svend. “For pokker, Svend, du har sendt os ti tusind år tilbage i tiden. Nu kommer jeg ikke bare for sent i morgen, nu kommer jeg for

36


tidligt. Ti tusind år for tidligt. Du må skrue tiden tilbage til, hvor vi var før.” “Hvad så med den is, du lovede?” “Glem den. Is var slet ikke opfundet i istiden. Huleboernes unger fik bare et frossent bær, hvis de skulle forkæles.” “Øv,” sagde Svend og skruede på uret igen.

37


Stenalderbrød

Igen suste det om ørerne på dem. Heldigvis forsvandt kulden også. Det blev helt lunt, og nu fik de øje på en stenaldermand, som sad og bagte snobrød over nogle gløder. “Det ligner vores bager,” hviskede Svend. “Bare med skæg og sjusket hår.” “Du kan selv være en sjuske. Vi er ikke tilbage. Du har kun flyttet os frem til stenalderen. Nu farer jeg snart i flint.”


“Jamen det er også moderne her,” sagde stenaldermanden. “Flint bruges til alt muligt – økser og pilespidser og den slags.”


“Gisp! Neandertaleren taler!” sagde Suresen. “I to ser sultne ud. Kom og sæt jer. Jeg er ved at bage et stenalderbrød.” “Øh, vi har lidt travlt,” sagde Suresen. “Vi er flere tusind år bagefter.” “Alle har så travlt,” sukkede stenaldermanden og duftede til sit brød. “De unge flyver og farer med deres hjul og pjat. Hvad skal det ikke ende med?” Han sendte dem et trist blik. “Da jeg var ung, havde man tid til at sidde ved bålet og chille og grille. Nu går alting så stærkt. Suk, alt var bedre i gamle dage.” “Gamle dage! Det her er gamle dage,” sagde Svend. “Hit med det ur,” råbte Suresen. “Vi kommer aldrig nogen steder, sådan som du står og fumler.” Suresen skruede hidsigt bag på vækkeuret, og igen kom der vindsus og flimmer.

40


Vikinger

Men de var stadig ikke fremme i nutiden. De stod i en gammel landsby. De kunne se havet og høre mågeskrig. Og en klokke, som ringede. “Du gode, er det ikke præsten, der står der?” spurgte Suresen. “Eller måske en af præstens forfædre?” “Fly, fly!” råbte præsten og hev i tovet, så klokken i det lille trætårn bimlede. “Vikingerne kommer.” Det havde han ret i. Lidt fra kysten nærmede et vikingeskib sig for fulde sejl. “Næh, se!” udbrød Suresen. “Et rigtigt vikingeskib. Sådan et har jeg altid gerne villet se.” “Jamen så kig,” sagde Svend. “De kommer her og røver os og stjæler vores ting,” råbte præsten og slap rebet. Så stak han af. 41


Snart var hele landsbyen på vild flugt. Folk kom løbende forbi med deres ting. Høns og møbler og kister. “Se der: Maren i kæret,” udbrød Svend og pegede på en, som lignede ret meget.


“Ja, eller hendes tiptipoldemor gange ti,” nikkede Suresen. “Hun har en særk på.” Maren i særken standsede op og så på dem med et vildt blik: ”Mærk jer mine ord – de vikinger har et horn i siden på os. De futter byen af, og bagefter brænder de den ned, og hugger alt, hvad der ikke er sømmet fast.” Og væk var hun med særken oppe om knæene. Skibet var nået ind til land, og vikingerne sprang fra borde. To af dem lignede på en prik Frank K og Palle. Bare i lidt ældre udgaver.


“Det kunne man jo have sagt sig selv,” sukkede Suresen. “Selv i gamle dage var de nogle varyler.” Svend svarede ikke, for han havde pludselig fået øje på en særdeles velkendt person, som kom gående ud fra skoven i nærheden. “Det er jo Bibi. Hvad laver hun her?” “Det er ikke den rigtige Bibi. Hvor mange gange skal jeg sige, at vi er tilbage i tiden? Det der må være en fjern slægtning.” “Hun kan i hvert fald godt lide kage,” sagde Svend, for pigen gik og spiste af et honningkagehjerte. “Guds fred,” hilste hun. “Og hvi hedder så I?” “Hvi hvad for noget?” spurgte Svend, som ikke fattede et klap af, hvad hun sagde. “Hun spørger, hvad vi hedder,” oversatte Suresen og præsenterede sig selv og oplyste, at Svend hed Svend Svovl.

46


Pigen sagde, at hun hed Habibi. Meget passende, for hun passede bagerens bier – dem, som han fik honning fra til sit bagvÌrk. Bageren var hendes fader. Selv var hun en skønjomfru. Hun spurgte, om Svend ville have en bid af hendes hjerte.


“Øh, nej tak,” skyndte Svend sig at sige. “Vi kommer fra fremtiden. Han viste hende vækkeuret.” “Ih, en sjov en,” udbrød hun. “Er det guld?” “Næh, det er sådan et vækkeur,” sagde Svend. “Så man ikke sover over sig, når man skal i skole.” Bibi – eller Habibi – nikkede og smilede, men så ikke ud til at fatte et ord af, hvad han snakkede om. “Du må hellere komme væk,” advarede Svend. “For Frank K og Pa … øh, vikingerne er på vej!” Men for sent, for nu kom Frank K og Palle benende i vikingeudgaver med trukne sværd og helt klart ude på rov. “Se, en mø,” hylede Frank K. “Hun skal dø,” råbte Palle. “Vel skal mø ej dø,” råbte Frank. “Slet ikke for Paldurs jern, selvom han vil så

48


gern’. Så sandt Frank Kuk er mit navn, er hun i sikker favn. Over salten sø jeg føre den mø. Hun hos mig skal trælle – jeg mener tralle, som i tralala!” Han standsede foran dem og så på Habibi med vippende øjenbryn. “Nå, vakre mø, hvad siger I til det?” “Til hvad?” spurgte hun og tog en bid af sit honninghjerte. “Til at blive min træl?” “Det lyder træls,” sagde Habibi. “Det gider jeg ikke til.” Frank Kuk blev sur og truede med sit sværd og spyttede i jorden for at vise, hvor sej han var. Men Svend lagde sig imellem. “Møen bliver her,” sagde han. “Hit med den kælling, skrælling, eller du ryger til tælling som en ælling i et fad vælling!”

49


“Hov-hov, må vi lige bede om kammertonen,” sagde Suresen vredt. “Og få den sabel væk!” Men nu fik Frank Kuk øje på vækkeuret. Og synet vakte hans guldtørst. “Hit med dit skidt, eller hils på Blodgyd, mit sværd,” sagde han.

“Hedder dit sværd Blodgyd?” spurgte Svend. “Og mit hedder Spækhug,” sagde Paldur stolt.

50


“Nå, men ved I, hvad mit våben hedder?” sagde Suresen og halede noget frem fra lommen. “Det hedder kanonslag!”


Knald eller fald

Han viftede med et paprør med en lunte. Svend genkendte det. Det var det kanonslag, som Suresen havde taget fra Frank K dagen før i skolen. Frank havde taget det med for at lave lidt larm i musiktimen, men det fik Suresen sat en stopper for. Frank Kuk og Paldur gloede på det, Suresen stod og viftede med. Så flækkede de af grin, så man kunne se deres brune tænder. “En pind,” hylede Frank Kuk. “Vil du slås med en lille, rund pind? Uh, hvor bliver vi bange. Ved Thor og Odin, vi gør i vore hoser af skræk.” Suresen tog en Zippo frem. De to vikingers øjne var ved at trille ud af hovedet, da lighteren flammede op. Habibi gloede også lige og slog kors for sig.

52


“Det er ikke så farligt,” forsikrede Svend hende, men hun så ikke overbevist ud. De to vikingedrenge var også blevet helt blege. “Trolddom,” gispede de og så frygtsomt på lighteren, som nærmede sig kanonslaget. Suresen fik sat fut til, og straks spruttede lunten faretruende. “Hold på hat og briller,” sagde han og kylede fyrværkeriet fra sig. Uheldigvis lige i den retning, hvor nogle flere vikinger kom benende med kurs mod dem. Der lød et brag af den anden verden. Røg og papirstumper fløj til alle sider. Det næste, man så, var Frank Kuk og Paldur, som vaklede rundt med begge hænder for ørerne og alle tegn på granatchok. Begge havde tabt deres sværd. De andre vikinger stod med åbne munde. Det var, som om de var sunket lidt ned i knæene. De stirrede på Suresen, som om

53


han var en skør troldmand, og i næste øjeblik var de på vild flugt tilbage mod skibet. “Vent på os,” hylede Frank Kuk og Paldur og stormede efter flokken. “Skvatmeloner!” råbte Svend efter dem. Desværre var Habibi også stukket af. Bare i den anden retning. Kun hendes honningkagehjerte lå tilbage på jorden; selv var hun langt væk. Svend så på de to våben, som lå på jorden. Spækhug og Blodgyd. De lignede på en prik dem, der engang blev fundet ude på marken bag kirken, og som nu var udstillet på byens museum.


“De fyre var ikke for kloge,” mumlede Svend. “Nej, de har ikke opfundet krudtet,” sagde Suresen med bister mine. “Og det skal vi kun være glade for.” “Hvorfor kaldte de os for skræller?” “Skrælling! Det er sådan et gammelt ord for slapsvans. Det var et ord, vikingerne brugte, fordi de selv syntes, de var så seje. Men fyr et kanonslag af, og de løber som harer. Nok om det, nu må vi se at komme hjem.” Suresen skruede på vækkeuret, og igen fór et tåget flimmer forbi, da tiden fløj af sted omkring dem.

55


Én på bærret

Da alt blev klart igen, kunne de genkende flere ting. Kirken lå, hvor den plejede, og i det fjerne kunne de skimte møllen i disen. Og ikke langt borte fik de øje på skolen. Alt lignede sig selv. Eller næsten. For noget var alligevel forkert. Det var den gamle mølle – den, som blev brændt ned af landsbyens folk, dengang de ville fange Svends usynlige uhyre. Og skolen var også anderledes. Den så ny ud, men alligevel gammel. Det var meget mystisk. “Hør hov, hvem har lagt stråtag på skolen?” udbrød Suresen. “Hvad er det for noget roderi?” “Måske fik du ikke helt drejet skruen,” sagde Svend. “Måske er vi alligevel ikke helt fremme i nutiden.”

56


Og det havde han ret i, for nu kom nogle børn til syne. De havde gammeldags tøj på og var tynde og pjevsede at se på. De spænede forbi dem med træsko på og en tavle under armen. “Har I temauge om gamle dage?” råbte Svend efter dem. De så bare frygtsomt på ham. Suresen fik stoppet en af dem. “Hallo, du der, hvad årstal er vi i?” “Årstal? Det ve’ jeg ik’, nådigherre, men hvis vi kommer for sent, får vi stryg.” Og væk var ungen. “Nådigherre … hvorfor kaldte han dig det?” spurgte Svend. “Fordi børn i gamle dage var meget velopdragne og artige. Der kunne nutidens børn lære lidt, Svend. Se blot, hvor de har travlt med at komme i skole.” “De skulle hen og stryge,” sagde Svend.

57


“Kom, vi går hen og kigger,” sagde Suresen. “Det kunne være meget interessant at se skolen i gamle dage.” I det samme lød et højt klask og et hyl henne fra skolen. “Du godeste, det lød, som om nogen kom til skade,” udbrød Suresen. Inde fra skolestuen kunne man høre læreren råbe og skrige: “I dorske drys! En skal lære jer at komme for sent.” “Hvorfor skal de lære at komme for sent?” spurgte Svend. “Det skal de heller ikke. De skal lære ikke at komme for sent,” sagde Suresen. “Så forstår jeg ingenting,” sagde Svend. Igen lød der smæk! og hyl! inde fra skolen. “Psykopaten tæver dem jo,” gispede Svend. “Sådan var det i gamle dage,” nikkede Suresen. “Skolen var ikke et sted for børn.”

58


De kiggede ind gennem skolens vindue. Inde i klassen gik en lille, vred mand frem og tilbage mellem bordene og svingede med en lang pind. “Sig efter mig: Ti plus ti er tyve, og hvad er så tyve plus tyve? Svar!” “Det er jo lærer Skrap, skolens allerførste lærer,” sagde Suresen. “Jeg har set et billede af ham i en bog. Han var lærer, dengang ruder konge var knægt og Gorm den Gamle gik i korte bukser. Kort sagt for en evighed siden.” “Eller kort sagt: nu,” rettede Svend. “Han ser ud til at være en hård nitte,” sagde Suresen. Inde i klassen opførte lærer Skrap sig som den værste bølle. Hver gang nogen ikke kunne et regnestykke: Smak! Én på bærret! Der blev uddelt kokosnødder og kindheste, hevet i ører, og læreren kaldte ungerne nogle krapyl og fæhunde.

59


“Nogen må stoppe den fyr,” sagde Svend og gjorde mine til at gå ind i skolen. “Vent,” sagde Suresen. “Det går ikke an at blande sig i fortiden. Det kan blive noget frygteligt rod.” “Ja, det er muligt,” sagde Svend. “Men ham derinde er også en frygtelig rod.” Og så skubbede han døren op og gik ind.

61


Den sorte skole

Børnene så op fra deres pulte, hvor de sad og skrev tal med en griffel på en lille tavle. Lærer Skrap var udmattet af at tæve børn og sad og fik sig en opstrammer. Nu fik han øje på Svend og blev helt gasblå i hovedet. “Hva’ dælen, lømmel! En skal lære ham at komme for sent.” Han greb sin pegepind. “Fakler og høtyve!” udbrød en pige. Hun lignede på en prik en meget lille Maren i kæret. “Pas dig selv, sladrehank,” hviskede hendes sidekammerat, som lignede Oda (eller i hvert fald Odas oldemor). Sladrehankens finger røg straks i vejret. “Hr. læ’er, Odine kaldte mig sladrehank,” klagede hun.

62


Men Skrap havde ikke tid til at høre på sladder, for han havde en høne at plukke med den nye dreng. “En skal varme hans ører og hale,” lovede han. “Jeg har ingen hale,” sagde Svend. Klassen grinede. “Vil I tie!” skreg Skrap hidsigt. “Kom herop, så skal han få en kage. En huskekage.” “Jeg er ikke sulten, og hvorfor slår du hele tiden?” spurgte Svend. “Hvad? Så han svarer igen!? En slår, når det passer en, og hvor det passer en. Ellers lærer I dumme høveder jo aldrig nogen ting.” “Du er jo ikke rigtig klog i dit eget høved,” sagde Svend. Lærer Skrap sprang op som en trold og hamrede sin pegepind ned i bordet, så alting hoppede. Uheldigvis ramte han også gåsefjeren, som stod i blækhuset. Hele

63


molevitten katapultede op i luften og ramte ham lige i fjæset. Der blev dødstille. Alle børnene stirrede på læreren, som det nu så sort ud for. Så fniste den første. Det var Odine. Hun holdt begge hænder for munden. Sladrehankens finger fløj i vejret: ”Hr. læ’er, Odine fniser i timen.” Men det var der ingen, der hørte, for nu gav latteren genlyd i hele skolestuen. Suresen dukkede op i døren for at se, hvad det var, som var så sjovt. Men smilet stivnede hurtigt. “Du godeste, Svend. Hvad har du gjort?” “Det var ikke mig,” sagde Svend. “Det var ham selv. Han fik vist lært lidt om fysik – og tyngdekraft!” “Hvem est du, knejt?” peb Skrap, mens han dryppede blæk over det hele. “Jeg er Svend. Drengen fra fremtiden. Og jeg holder øje med dig, og hvis du nogen-

64


sinde slår på nogen børn igen, så falder der brænde ned.” “Men hvordan skal de høveder så lære noget?” forsøgte Skrap. “Tal pænt!” sagde Svend og slog op i den salmebog, som lå på bordet. “Sværg ved din gamle mor på, at det er slut med at slå på tæven.” Skrap turde ikke andet. Han svor ved sin gamle mor og syge moster, at han aldrig mere ville lægge hånd på hverken børn eller dyr. Hvilket betød, at det var slut med at stikke flade og den slags. “Godt,” nikkede Svend og lukkede salmebogen. “Og tag så de unger her ud i luften og spil lidt rundbold. De har det ikke for sjovt i forvejen.” “Æh, rundbold?” Lærer Skrap vidste ikke, hvad rundbold var. Var alle bolde ikke runde?

65


“Jo, vist så,” indrømmede Svend. “Men jeg har ikke tid til at forklare reglerne, så leg noget andet. Tagfat eller to mand frem for en enke, eller noget.”


Hjemme og lidt til

“Det er på høje tid, vi finder nutiden,” sagde Suresen, da Svend var kommet udenfor igen. “Inden du får lavet mere kuk i tiden.” Han gav sig til at lirke ved tandhjulene. Igen suste det for deres ører, og vinden tog til i et øjeblik. “Så skulle den vist være der,” sagde Suresen. “Nu tror jeg, vi er tilbage i vores egen tid. Her er i hvert fald lige så tåget, som da vi tog af sted.” “Ja, hurra, vi er hjemme,” sagde Svend. “Der er dit hønsehus.” “Ja, minsandten, og det ligner sig selv med brændenælder og det hele. Og uden høns.” “Hov, pas på!” Svend trak Suresen med sig. “Gem dig, vi kommer!” “Vi?”

67


“Ja, os! Hurtigt i dækning.” I sidste øjeblik fik Svend trukket Suresen om bag hønsehuset, tværs gennem brændenælder og alting. Suresen ømmede sig, da nælderne strejfede hans hånd. Men der var andre ting at bekymre sig om. “Du godeste, det er jo os!” gispede han. “Og vækkeuret.” “Ja, vi er på vej til urmageren,” nikkede Svend. “Du har næsten ramt tiden – vi er bare fem minutter for sent fremme. Nu er det for alvor noget rod, for nu er vi her to gange. Og hvis vi møder os selv, så bliver det på alle måder noget mærkeligt noget.” De stod stille og lyttede til stemmerne. “I første time skal vi have historie,” hørte de Suresen sige. “Vi begynder straks. Vi starter med urtiden. Ha-ha, UR-tiden. Fik du den?” “Hvad er urtiden for noget? Havde man vækkeure der?”

68


“Nej, dengang stod man op med hønsene. Du må huske på, at det var i meget gamle dage, da folk gik i skind og ben, og mammutter gik frit omkring.” “SÅ længe siden?” Stemmerne blev svagere. Faren var drevet over. Svend tittede forsigtigt frem og så sig selv sende et mistænksomt blik bagud. Han dukkede sig, så han ikke fik øje på sig selv.


“Det var os!” udbrød Suresen og så helt vild ud. “Os to, Svend, bare fem minutter fremme i tiden. Eller tilbage. Jeg kan snart ikke hitte rundt i det mere.” “Ja, vi er fremme i tiden, men vi må tilbage til præcis det tidspunkt, hvor jeg drejede på uret første gang.” “Jeg må dreje et lillebitte nøk mere,” sagde Suresen. “Hov, vent, jeg får en idé.” “Ikke flere gode idéer,” sagde Svend, men Suresen var allerede ved at fintune uret. Svend mærkede et lille pust i øret, og så var der gået et lille nøk af tiden igen. De sneg sig frem. Der var ingen fare på færde. Suresens hus lå og puttede sig i morgentågen, som det havde gjort fra starten. “Så er vi fremme,” sagde Suresen. “Skynd dig hen til skolen, Svend, og sig til de andre, at jeg er der om et øjeblik – hvis jeg altså ikke allerede er der.”

70


“Men de er jo gået hjem,” sagde Svend. “Nej, de er ej. Skynd dig nu bare derhen. Du er allerede sent på den. Og lad være med at skyde genvej gennem brombærrene denne gang.” Svend ville protestere, men Suresen puffede ham i retning af skolen. “Fart på! Jeg stiller lige vækkeuret på plads på mit natbord. Og i eftermiddag afleverer jeg det tilbage til urmageren og siger, at han skal passe godt på det. Helst låse det inde.” Og med de ord forsvandt Suresen ind i sit hus. Svend satte kurs mod skolen. Og tænk – der var Suresen allerede i gang. Hele klassen sad og hørte ham forklare om istiden og om lodne mammutter, som blev jaget af hulemænd, til de alle sammen var uddøde, altså mammutterne. Han for-

71


talte så levende, at man næsten skulle tro, han havde været der selv. Selv Frank K og Palle sad med store øjne og lyttede. “Nå, er du der, Svend?” sagde han og blinkede til Svend. “Skynd dig hen på plads. For en gangs skyld vil jeg se gennem fingre med, at du ikke kommer til TIDEN ...” Selvom han var godt forvirret, tog Svend plads. Så gik det op for ham, hvad der var sket. Suresen havde selvfølgelig lige stillet en ekstra gang på uret hjemme i soveværelset, lige skruet tiden tilbage til, før han kom for sent i morges. Og til gengæld sørget for, at han landede, akkurat når skolen gik i gang. Nu anede ingen, at han havde sovet over sig. Ret smart fundet på. Men Svend havde gennemskuet ham. For Suresen havde stadig to forskellige sokker på.

72


Tid

Nå, et par dage senere slæbte Suresen klassen med hen på det lokale museum. Der så de to gamle, rustne sværd, som engang var blevet fundet i nærheden. Nu var de udstillet her. “De her to sværd stammer fra vikingetiden,” forklarede Suresen. “En modig mand reddede vor landsby fra nogle grumme vikinger.” “Hvor ved du det fra?” spurgte Bibi. “Jeg er lærer, så jeg ved alt,” sagde Suresen bare og gik videre. “Takket være denne heltemodige … persons kløgt og snilde fik han skræmt vikingerne væk, da de ville røve byen. Sådan går det, børn. De kloge narrer de mindre kloge.”

73


“Og med krudt kommer man langt,” tilføjede Svend og blinkede til Suresen. “Krudtet var ikke opfundet,” sagde kloge Sus. “Jo, i Kina,” sagde Suresen. ”Men det vidste vikingerne ikke. For de sejlede den forkerte vej, da de tog ud for at opdage verden.”


“Ha, selv deres bogstaver ser tossede ud,” sagde Frank K og pegede på de sære tegn på de rustne sværd. “Det er, fordi det er runeskrift,” oplyste Suresen. “Men lur mig, om der ikke står Spækhug og Blodgyd på sværdene. Vikingerne gav tit deres våben navne.” Frank K og Palle kvalte hver et gab. Bibi sneg et skumkys ind i munden, og Sus fik helt tomme øjne. De andre fra klassen så heller ikke for kvikke ud. Der var også ret varmt på det museum. Suresen så på sit ur. “Måske skulle vi gå ud og spille lidt rundbold,” foreslog han. Og det var et forslag, som faldt i god jord. På vej ud af museet faldt Svends blik på en ældgammel avis, som sad i glas og ramme på væggen:

76


Populær lærer stopper på skolen, stod der. Avisen var fra atten hundrede og hvidkål. Der stod, at Skrap ville blive husket som en meget populær lærer, fordi han var en af de eneste, som aldrig slog på børnene. Alle hans elever blev meget dygtige. Og han skrev endda to berømte bøger, som hed Lær uden lussinger og Klog uden klø. Så sig ikke, at der ikke kommer noget godt ud af at smutte på en tidsrejse i ny og næ, tænkte Svend og traskede efter de andre.

77


Sulten efter mere Svend Svovl? Læs også …


Det er halloween, og Svend og Bibi er ude og rasle. De går fra hus til hus, og når folk lukker op, råber de: Slik eller ballade! Alle steder vanker der lidt sødt, og deres slikposer bliver større og større. Men der er et hus, de ikke tør gå hen til. Og det er den gale professors hus.


Har du også læst … Henrik Einspor

Henrik Einspor

LUSK rbasser

Og labre lå

Detektiven Hansi Hønegal havner selv i politiets søgelys, da han efterforsker mordet på byens ketchupkonge.

I jagten på en gal bombemand ender Hansi Hønegal hos en professor, som har et helt særligt forhold til fjerkræ.


Henrik Einspor

forfulgt

af

Uheld

Alle store forbrydere er begyndt i det små. Men kan lopper virkelig begå mord? Det spørger Hansi Hønegal også sig selv om.

Da Hansi Hønegal finder en diamant i en romkugle, bliver det begyndelsen til en lang række mystiske ulykker. Den hårdkogte snushane indser snart, at uheldet ikke bare er ude. Det er ude efter ham.


Hansi Hønegal bliver hyret til at finde et forsvundet fossil, og snart hÌnger hans liv i en tynd trüd.


Marie Esrum drømmer om at blive Danmarks bedste bugtaler. En dag falder hun over en lidt speciel dukke på et loppemarked. Men andre er også på udkig efter dukken. Og inden længe må Marie flygte over hals og hoved.

Svend Svovl - Kuk i tiden (Hele bogen)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you