”Lad rotten være. Lad den være!” Toby var gået helt amok. Han kæmpede af al magt for at komme fri. Vred og vendte sig. Tårerne trillede ned ad hans kinder. Hans råb blev til et skrækslagent skrig. Rockernes leder, Johnny, forholdt sig derimod helt roligt. Han smilede bare af den rødmossede rockers underlige, rundtossede regndans. Han grinede af den hvide rotte, der ubesværet undgik den dansende rockers støvler. Så, med perfekt præcision, bukkede Johnny sig ned og greb rotten i nakkeskindet med højre hånds tommel- og pegefinger. Bare sådan … så var rotten fanget! Rotten hang og dinglede i nakkeskindet. Dens små fødder piskede rundt, som om den forsøgte at løbe i den bare luft. Løbe og løbe uden at komme nogen vegne. Johnny betragtede den med et svedent grin. Så stivnede smilet, og han rettede igen blikket mod mig. ”Måske har du ikke helt forstået situationens alvor, knægt. Måske skal jeg … vise dig, hvad vi gør med dem, som ikke betaler deres gæld.” Han sugede hårdt på cigaretten, til den var rødgloende. ”Har du nogensinde set en blind rotte?” Jeg sank en klump.
110
Rotten ringer ud_TRYK.indd 110
12/12/16 15.13