Page 1


1

Det skarpe lys fra den ensomme pære i loftet fyldte det nøgne badeværelse helt ud og fik perlerne på de fugtige, hvide vægge til at funkle. Kun de beskidte hjørner og kroge var skjult af mørke. I spejlet foran sig kunne han se badekarret der bart og skinnende lå henslængt ved siden af det rislende toilet. Ruststriberne glimtede som perlemor. Jonathan stod helt tæt på spejlet. Betragtede de hårde skygger der skar sig ned i det blege ansigt. På porcelænshylden under stod en kop rygende varm kaffe. Han indsnusede begærligt den stærke aroma der fugtigt kærtegnede hans hud inden dampen lagde sig til rette på spejlet 1


og indhyllede portrættet i et let slør. ”Ti

minutter!”

blev

der

råbt

i

baggrunden. Ansigtsudtrykket var roligt og afklaret, præcist som han ønskede det. Han kørte fitgrene gennem sit tykke, sorte hår og samlede det i nakken til en hestehale. Strammede til med en sort elastik og smurte voks i de forreste lokker. Det efterlod en glat og glinsende overflade, og han smilede bredt til sig selv, tilfreds med resultatet. Et sikkert smil, tænkte han og forestillede sig lysrefleksen i tænderne. Pling! I disen kom endnu et grinende fjæs til syne: ”Hvad så Jonathan? Er vi ved at være klar?” Jens skubbede døren helt op og stillede sin muskuløse krop bag ham. Rettede på de lyse krøller øverst på det kødfulde ansigt. Jonathan skottede til 2


spejlbilledet af de hårdtpumpede overarme som dirrede under bevægelserne, og som var meget synlige i den stramtsiddende T-shirt.

En

kvalmende

sød

duft

af

deodorant trængte sig på. ”Yes,” svarede han uden at vende sig og begyndte at trække i en spraglet skjorte. ”Så klar som man kan blive. Fem minutter, så er jeg der.” Jens lukkede ikke døren efter sig, og Jonathan

kunne

høre

musikken

fra

diskoteket selv om det lå flere etager under. Snart, tænkte han og drak hurtigt en mundfuld kaffe. Den var stærk, men skuffende bitter og udløste skumsprøjt i hans mave. Han gøs. Mærkede først nu den kolde aften trænge ind ad det åbne vindue. Tog en dyb indånding gennem næsen. Han lænede sig helt frem og begyndte at indramme øjnene med en blød, sort blyant. 3


På ydersiden af øjenvipperne, havde han lært. Det gjorde de smalle øjne større. Så tæt på spejlet kunne han tydeligt se de små, blodige flodsystemer der sprængte sig vej gennem de hvide øjeæbler. Og under dem de tavse, mørklilla halvmåner trykket ind i huden. ”Det er prisen,” sagde han højt og gjorde sin stemme mere hæs end den var. Grinede. Med rynkede bryn tømte han koppen og tørrede sig over munden med bagsiden af hånden. De to guldøl til middagen tidligere på aftenen havde gjort deres job. Nu havde han ikke længere ondt i hovedet, selv om de også havde været ude i går. Men tungen raspede stadig mod ganen. Fra spejlet lod han blikket søge gennem vinduet og ud mod nattehimlen hvor byens kirketårn strakte sig rankt og 4


lysende

op

over

de

mørke

tage.

I

projektørlyset kunne han se den store, forgyldte viser rykke et hak frem på den koboltblå urskive. Han forestillede sig at høre det myndige klik give genlyd over hele byen. Lørdag aften. Klokken var to minutter i elleve. Det var ved at være tid. Da han trådte ud af badeværelset, sad sangeren stadigvæk i sofaen og røg sine ultralights. Det blege, bølgede hår skjulte ansigtet halvt så man ikke rigtigt kunne se den underfundige mine. Men Jonathan vidste den ville være der. Hvad mon den dækkede over? Han fandt nok aldrig ud af det. Det var heller ikke vigtigt. At dømme efter

sangerens

kvindebekendtskaber

havde det jo virket for ham indtil nu. Og de mange kvinder havde veninder... Jonathan vendte sig mod bassisten der 5


stod med sin elektriske trimmer og barberede

issen.

Det

skaldede

og

kuglerunde hoved flk ham til at ligne en buddhistmunk men metalbæltet og de sorte støvler forstyrrede billedet. I det samme kom Jens ind ad døren og pegede på uret. Klaskede bassisten på issen da han gik forbi ham. ”Nåh drenge...” Jonathan skruede en alvorlig mine på og klappede hænderne sammen. ”Øjeblik...” Trommeslageren der sad på gulvet i hjørnet, rejste sig modstræbende og tog et ordentligt sug af cigaretten som hang løst mellem tænderne. Hostede, så han fik snot i det velplejede, sorte skæg der indrammede munden. Altid stod han med sin lille saks og studsede det. Hvis han bare ville bruge lidt af den tid på det fedtede 6


hår. Så kunne han efter Jonathans bedste overbevisning ligefrem komme til at se godt ud. Men håret havde ikke været klippet i flere år. Mens han nu tørrede skægget i sit ærme, skoddede han den hjemmerullede

under

støvlehælen

og

smilede til dem med sløve øjne. Tobakken var også hjemmelavet. De samlede sig i en rundkreds. Tog hinanden om armene og satte hovederne sammen som et fodboldhold før kamp. En for alle og alle for en. Klap mig i røven, og du er et svin. Øøøøørrrvvåhhh! råbte de og skubbede sig hårdt væk fra hinanden. ”Så skal der sparkes røv!” Jens fnysede og pustede sig op. Jonathan åbnede den slidte, aflange kasse som lå på sofabordet, og løftede forsigtigt guitaren op. Han elskede den helt 7


specielle, krydrede duft af træ og sved der ikke kunne sammenlignes med noget andet, og som altid strømmede ham kærligt i møde. Med en blød klud tørrede han strengene af endnu en gang, selv om han vidste det var unødvendigt. Han havde allerede poleret guitaren grundigt efter at have varmet håndleddene op tidligere på aftenen. Og nu fik han så alligevel øje på en lille fedtplet som han omhyggeligt fjernede med kluden. Så kører det igen, tænkte han og kunne ikke lade være med at smile. Han havde haft guitaren så længe at han ikke kunne forestille sig hvordan livet ville være uden. Neglen pillede i en skramme i lakken. Den første skramme. Han havde tudet da det skete. Havde kun haft den i en måned og var på vej hen til en kammerat med kassen i hånden. 8


Uden varsel sprang låget op, og guitaren røg ud på fortovet inden han fik grebet fat i den. Og hans hjerte gispede da han hørte den knasende lyd af lakken der splintredes mod asfalten. Den var en gave fra hans bedstefar. Hans far og mor havde ellers ikke villet bøje sig for hans plagerier. De ville ikke bruge så mange penge på noget de troede bare var en dille. Men så kom bedstefar med den til fødselsdagen. Og da Jonathan havde pakket op og bare stod og kiggede og næsten ikke turde røre ved guitaren, havde bedstefar strøget ham over håret. Jonathan ænsede ikke de andre gaver før moren mindede ham om dem. Om aftenen da de var gået i seng og Jonathan skulle op og tisse, havde han hørt farens stemme fra soveværelset: ”Det ender med at han ødelægger den dreng. Det 9


bedste ville være at levere den tilbage.” Jonathan hørte også morens stemme. Opfattede ikke ordene, men vidste at hun forsøgte at gøre faren god igen. Da han listede tilbage i sengen, anede han ikke om det var lykkedes hende. Og han turde ikke lægge sig til at sove af frygt for at guitaren ikke ville være der når han vågnede. Hvorfor var det så forkert? Hvorfor kunne de ikke forstå at det eneste han havde lyst til, var at spille? Til sidst var han alligevel faldet i søvn. Og da han vågnede, lå guitaren stadig på sin plads under sengen. Skrammen kunne endnu mærkes tydeligt mod

fingerspidserne.

Siden

var

der

kommet flere til, men ingen så dyb som den første. Nu tog han guitaren over skulderen og skyndte sig efter de andre. Så 10


at Jens havde glemt sine cigaretter på bordet og greb dem i forbifarten. ”Fedt,”

udbrød

Jens

da

Jonathan

indhentede ham. ”Det går sgu ikke hvis ikke vi kan ryge. ” ”Nej, det siger du jo.” På vej mod salen trådte musikkens pulserende rytme ud af baggrunden og helt frem i hans bevidsthed hvor den sitrende lokkede med søde minder. Shit! Det gibbede i ham da hans mave snappede strømmen af tanker midt over, og med en hurtig bevægelse stak han hånden i lommen for at tjekke de ekstra strenge. De var der, selvfølgelig. Havde kontrolleret det flere gange tidligere, men åndede alligevel lettet op. Den tætte lugt af øl, parfume og tobaksrøg pressede sig blidt mod øjne og lunger da han gik gennem døren til scenen. 11


Musikken var stoppet nu, lyset var dæmpet, og man kunne høre den sydende støj fra forstærkerne blande sig med publikums spændte mumlen fra den tætpakkede sal en meter under dem. Han mærkede de sultne blikke. Blikke der sneg sig op over scenekanten, puslede videre hen over scenegulvet til det nærmeste bukseben og jamrende pilede op langs ryggen. Han rystede fornemmelsen af sig. Om et par timer ville de heldigvis sidde og hygge sig i bandrummet igen. I mørket fandt han sin plads. Satte stikket i guitaren og slog en enkelt tone an. Testede hurtigt effektpedalerne: chorus, overdrive, ekko. Alle virkede som de skulle, og han skævede rundt til de andre. Sangeren stod i midten med bassisten på den anden side. Jens stod bagest, klemt ind bag alle keyboardsene ved siden af 12


trommerne. Og det glødende øje som pulsvis trådte ud af skyggerne, afslørede trommeslageren med sin cigaret i hjørnet. Jonathan nikkede til sangeren der ventede på tegnet. Med et smæld tændtes en enlig projektør rettet mod midten af scenen. Fem personer på forhørsbænken, blændet af det skarpe lys. Og foran dem det uendeligt skræmmende mørke, med Gud ved hvor mange anklagende blikke vendt mod dem. ”Godaften,” sagde sangeren med en forstærket stemme der stod knasende tørt i rummet. Han havde solbriller på og mikrofonen

i

hånden.

”Vi

er

Mean

Motherfuckers ... Og vi spiller rock!” Med ét faldt røde, blå og hvide kegler af lys mod dem gennem røgen fra oven, og Jonathans krop skælvede under det voldsomme lydtryk

der

lænede

sig

mod

hans

brystkasse da de begyndte at spille. 13


Suset var enormt som altid. En brusende ildtunge bemægtigede sig med det samme hans rygsøjle og skød toppen af hovedet væk. Han stod med siden til publikum og front mod sangeren, og det samme gjorde bassisten på den anden side. Smilende til hinanden og i takt med musikken der var så kraftig på scenen at de mærkede den mere end de hørte den, bevægede de sig. Sangeren dansede rundt i store bevægelser med mikrofonen tæt ved ansigtet som trak sig sammen i lidende grimasser hver gang han sang en linje. Bag deres instrumenter gyngede også Jens og trommeslageren med på musikkens rytme. Jens med munden halvt åben, trommeslageren med øjnene lukkede. Nu var de ikke fem, men ét. Ét væsen. Den brusende ild bandt dem sammen i en fælles bevidsthed. Intet kan stoppe os nu, tænkte Jonathan 14


da han mærkede publikums begejstring. Og mens kroppen spillede videre af sig selv, trådte han frem på scenen, helt yderst på kanten med spredte ben. Gjorde sig klar til sin solo. Nu! Nu var det ham. Han startede behersket, men byggede hurtigt

intensiteten

op.

Hurtigere og

hurtigere gik det, og til sidst gav han alt hvad han havde. Trådte på alle pedaler og vred guitaren mellem hænderne. Pressede sig til grænsen af sin formåen, men aldrig over, aldrig over. Ud af øjenkrogen så han nogle langhårede fyre der hujende dansede rundt på gulvet med en usynlig guitar i armene. Han bøjede sig ned til dem på det ene knæ, viste tænder og gav den en tand til. Skubbede dem ud i ekstasen. Mærkede beruselsen strømme gennem sig. Så trådte han forpustet tilbage. Vendte sig igen mod bandet med en stor 15


bevægelse. Soloen var slut, og han gav tegn til omkvædet. Brølet fra publikum da første nummer var forbi, fik ham til at ånde lettet op. De havde bestået den indledende prøve, og først nu turde han rigtigt tro på det. Projektørernes varmestråler som brændte mod huden. Smagen af salte svedperler der trillede ned over ansigtet. Skjorten der klæbede køligt mod ryggen. Han tørrede hænderne af i bukserne, sugede en stor mundfuld skummende øl ud af flasken. Så talte trommeslageren for til næste nummer: ”... Tre... fir'...”Action ...” Alt forløb som de havde øvet. De spillede så englene kom til syne, og til de ikke havde mere at give. ”Sådan skal det gøres,” sagde Jens til ham da de bagefter svævede ned fra scenen. Med et smæld der rikochetterede 16


fra

de

hårde

vægge,

klaskede

de

håndfladerne mod hinanden over deres hoveder. ”Ja for fanden. Nu kører det. Hvis vi bare kan spille lige så godt på næste lørdag ...” Til trods for den selvtillid han som altid efter en veloverstået koncert kunne mærke helt ud i sin krops yderste spidser, gav tanken om næste job alligevel næring til en svag uro i maven. På lørdag skulle et nyt band holde pladereception. Kindergarten, hed de, og Mean Motherfuckers skulle spille til festen bagefter. Det nye bands pladeselskab havde besluttet at sætte det helt store i gang. Og både pressen, de andre pladeselskaber og alle musikerne var på gæstelisten. For ligesom at vise flaget, havde Jens fået at vide. Det var ham der havde skaffet jobbet. 17


”Kan I ikke se det for jer, mand? Mean Motherfuckers spiller hvor alle de rigtige folk er til stede.” Jens havde med strålende øjne fortalt om sine bedrifter. Knipsede i luften foran dem, så Jonathan blinkede med øjnene. ”Man har vel forbindelser, og så var jeg sgu lige hurtig på aftrækkeren. ” Sandheden var at hans søster havde bollet med en af medarbejderne på pladeselskabet, og så havde han sørget for at lære fyren at kende. ”Men den er sgu go' nok,” fortsatte han. ”Flinker mand og alt muligt, der er ikke noget dér.” Og de andre kunne godt se det for sig. Det var virkelig den chance de havde gået og ventet på. Jonathan krængede sin ængstelse af sig og skyndte sig op ad trappen til bandrummet. Der var stadig længe til, og i aften skulle 18


der festes. Kapslerne var allerede slået af de første flasker da han og Jens kom op til de andre, og Jonathan fik stukket en øl i hånden mens han forsigtigt lagde guitaren tilbage i kassen. Så trak han den våde skjorte af og tørrede sig under armene med den inden han smed den over i hjørnet. Det prikkede

i

huden

og

summede

i

hovedbunden. ”Skål drenge, og tak for et godt job – endnu et godt job.” De drak øl og whisky og grinede støjende, og Jonathan sank ned i en af de gamle, støvede lænestole som lukkede sine fedtede arme om ham. Prøvede at mande sig op, men blev overlistet af den velkendte træthed. Lyden af

de

andres

overstadige

larmen

dæmpedes til en fjern mumlen, og i et lettelsens øjeblik glemte han hvor han var. ”Okay!” råbte Jens pludselig med en 19


stemme der vred sig ind under huden og tvang Jonathans øjne åbne. ”Hvor er tøserne?” Ja, hvor er tøserne? tænkte Jonathan. Han savnede én at holde om og putte sig ind til.

20


2

Da Jonathan slog øjnene op, sad hun ved siden af ham og smilede sit melankolske smil. Han havde ikke hørt hende lukke sig ind. ”En engel. Er jeg i himlen nu?” spurgte han rustent. Som altid når han sagde noget sjovt, forsøgte Trine at holde igen på smilet. Men det lykkedes aldrig helt, og uden at kigge ham i øjnene kørte hun hånden gennem sit lyse hår indtil hun fik det anbragt bag øret. ”Hvad er klokken?” Gabende tog han fat i kraven på hendes læderjakke og trak hende ned i sengen til sig, så hun fnisede og måtte gribe for sig. ”Og hvad dag er det?” hviskede han da deres munde var helt tæt sammen. 21


”Snart et, og det er søndag.” De kyssede, og hun lagde hovedet på hans brystkasse. ”Hvornår kom I hjem i går?” ”Det gider jeg slet ikke at tænke på.” Han følte sig uendelig slidt ved tanken om igen kun at have fået en halv nats søvn, men vidste også at han ikke kunne sove mere nu. Prøvede i stedet at gnide trætheden af ansigtet. Så mærkede han duften af kamille fra hendes bløde hår og puttede næsen helt ned i det. Med en krum finger tegnede han en usynlig streg fra hendes hals og op over den lille spidse hage. Videre forbi de smalle rosa læber, over den lille trekantede næse og ned på den runde kind som han lagde hele sin hånd på. Drejede hendes ansigt, så han kunne se de grå øjne og kyssede hende igen. Hvorfor ser du altid så bedrøvet ud? 22


tænkte han. Selv når du griner. Hvem har gjort dig fortræd? ”Jeg finder nok aldrig ud af det,” sagde han højt. ”Af hvad?” ”Af hvorfor man altid skal pisse sådan om morgenen.” Han rullede hende ind i dynen og sprang ud på gulvet. Gik splitternøgen hen til vinduet og trak gardinerne til side for den kolde sol der lystigt pressede sig ind i det lille værelse. I et vindue i bygningen på den anden side af gaden stod en ældre dame og vandede blomster. Smo-oke on the wa-ater! sang han af sine lungers fulde kraft og teede sig som havde han guitaren i armene. Da den ældre dame fik øje på ham, rystede han hele kroppen og hvirvlede det lange hår rundt. ”Godmorgen Bedste!” råbte han og 23


bukkede for hende. Hun rystede også på hovedet og skyndte sig væk fra vinduet. ”Hvorfor bliver du ved med at kalde hende det?” Trine var dukket frem under dynen. ”Hun må vel være én eller andens Bedste.” Han spankulerede stolt forbi det store spejl i soveværelset som viste en krop der snart kunne gå for en voksen mands. Trak lidt i det tunge, glatte hår der nåede helt ned til den sorte lædersnor han havde om halsen. Så fortsatte han ind i stuen og videre ud på badeværelset hvor han børstede tænder samtidig med at han tømte sin blære med højlydt nydelse. Bagefter tog han et bad. Da han kom tilbage, sad hun stadig på sengekanten. Kiggede ud i luften. ”Hvad så? Har du været sammen med nogen i weekenden?” Han kastede sig ned 24


ved siden af hende. Med et forlegent grin vendte hun hovedet mod ham. Øjnene flakkede

en

lille

smule

inden

hun

fokuserede. ”Øøh ... På en måde.” Hun pillede åndsfraværende ved en neglerod og sagde ikke mere. ”På en måde. Hvordan skal det nu forstås? Hvad med at komme til sagen?” Han rykkede sig lidt op i sengen. Baksede med en pude under nakken der ikke ville som han ville. ”For fanden ... Ja, det var puden...” Pegede på den og smilede da den endelig makkede ret. Så trak han hende ned til sig igen. Sukkende lagde hun sig ind til ham. ”Jeg er træt,” sagde hun. ”Kan vi ikke bare ligge her?” Han strøg hende over kinden. ”Fortæl mig hvordan det gik i går.” ”Det gik skide godt. Vi er bare så 25


hamrende gode.” I et kort øjeblik mærkede han igen den berusende følelse og blev pludselig

grebet

af

en

voldsom

utålmodighed. Trine mumlede et eller andet om at det gjorde det jo altid efterhånden. Og det var nemlig helt rigtigt, tænkte han. For tiden gik det så godt for dem at de måtte se at komme videre inden de gik i stå. De havde alt for længe været klar til næste skridt. Nu skulle der snart ske noget. På vej hjem i bilen havde de snakket om det vigtige job. Han havde siddet og skuttet sig døsigt i hjørnet på bagsædet. Udenfor ruskede efterårsstormen i landevejsbeplantningen. Der var altid så skidekoldt i de store udlejningsbiler.

Ombyggede

varevogne

med en ekstra række sæder og plads til 26


instrumenterne omme bagi. Smart nok, men ingen havde tænkt på varme. Han drak en mundfuld lunken øl og trak læderjakken tættere om sig. Luften i kabinen var tæt af fugtig tobaksrøg, men selv om det sved i øjnene, rullede han ikke vinduet ned. Så ville det bare blive endnu koldere. Omkring ham var de andre sunket sammen. Sad og klamrede sig til deres flasker. Egentlig var det rart nok. Det havde taget dem over en time at pakke, og klokken var blevet halv tre før de var kommet væk fra diskotekets larm. Nu var der fred. ”Det vigtigste er at vi er hamrende tjekkede,” havde Jonathan sagt mens de diskuterede jobbet. Der måtte efter hans mening ganske enkelt ikke gå noget galt. Og han fik gennemført at de skulle øve hele 27


ugen op til. ”Sådan gør de proffe, derfor gør vi det også.” Jens brokkede sig selvfølgelig.

Han

havde

aldrig

taget

øvningen særlig alvorligt: ”Vi kan det jo! Hvorfor så blive ved med at køre rundt i de samme numre?” Fordi der på sådan et vigtigt job ikke må ske

nogen

fejl

overhovedet,

tænkte

Jonathan nu og flyttede sig irriteret i sædet. Masserede sin nakke. Hvorfor skulle der altid være så mange problemer med Jens? Han

lænede

hovedet

mod

den

fugtigkolde rude og lod øjnene glide i. Det var ikke fordi han var nervøs for jobbet som sådan. De havde efterhånden spillet så meget at det normalt ikke rørte ham længere. Men det havde aldrig været så afgørende. Det var en kæmpechance, og han fik tyndskid ved tanken. Næsten som første gang hvor han havde spillet på 28


gymnasiet og skidt sine tarme ud den sidste halve time før de skulle på. Bagefter måtte de til gengæld hive ham ned fra scenen, beruset af lykke som han var, og han havde vidst at dette var hans skæbne. Musik. Musiker. Drømmen. Om en uge skulle det vise sig om han havde spillet kortene rigtigt. Som han sad der i bilen, havde han mest lyst til at ligge i sin seng. Sove, så han kunne få fred. Fred for tankerne og musikken der aldrig lod ham alene og altid tordnede løs midt inde i hovedet. Like a sexmachine. Som en evig lydkulisse til hans liv. Og når de lige havde spillet, den kraftige hyletone der meddelte at de små hår i ørene havde lagt sig ned. En skønne dag ville de ikke rejse sig igen, og tonen ville fortsætte for evigt, vidste han. Af og til lød det nærmest som en stemme der 29


hviskede advarende til ham. Men det var et af livets valg. Så måtte han betale regningen senere. ”Det kunne være man alligevel en gang skulle prøve at få sig en smuk kæreste,” sagde sangeren så til forruden. ”Det ville nu være rart hvis der ventede et par bløde, varme bryster derhjemme, hva'? Og baller, mmm ...” ”Du bliver sgu da bare sentimental fordi du ikke lige kunne score i aften,” sagde Jens og strakte overkroppen. ”Du plejer ellers ikke at mangle noget.” ”Nej, men alligevel ...” Sangeren åndede røg ud i kabinen og kiggede så længe efter den at bildækkene begyndte at snerre ad belægningen langs vejkanten. ”Jeg har faktisk tænkt meget over det her på det seneste,” fortsatte han uanfægtet og rettede op. ”Bare hun ikke ville gøre for meget 30


krav på ens tid, selvfølgelig. En dag om ugen eller sådan noget, hvor vi kunne nyde hinanden, det ville være perfekt.” ”Holder bare ikke,” sagde bassisten. ”Vil de ikke være med til.” Han satte sig frem i sædet. ”Desuden ikke noget at være bange for. Jeg har kærestet med Musen i tre år. Vi ...” ”Musen?” Jens afbrød. Kiggede først vantro på bassisten og så på de andre. Musen var en meter og femogfirs og aldrig set uden motorcykelstøvler og ternet skovmandsskjorte. ”Ja. Vi flytter sammen og skal ha' en lille.” ”Han kalder hende Musen!” De hylede af grin. ”Hvad fanden er så sjovt? Misundelige er I. Fordi I ikke selv har kæreste.” ”Jonathan har da en kæreste,” hulkede 31


Jens. ”Hende Trine der. Tror I han kalder hende missen?” De brød sammen igen, og Jonathan kom til at hoste. ”Ikke en rigtig kæreste,” sagde bassisten vrissent. ”Jeg ved sgu godt hvad det handler om.” Han kiggede på Jonathan der sad krumbøj et med hånden på maven. ”Rigtigt, ikke?” Jonathan rettede sig op og tørrede øjnene. ”Skal I virkelig ha' en lille?” havde han spurgt. Hans hud var stadig fugtig efter badet, og Trines læderjakke klistrede til hans bryst. Hun var faldet i søvn, og forsigtigt og så lydløst som muligt løftede han hendes arm der klæbende slap sit tag i ham. ”Du har glemt at tage jakken af,” 32


hviskede han. ”Mmm ...” ”Jeg tror det er bedst du lige tager den af.” Han lynede op og begyndte at lirke med det knirkende læder. Inde under havde hun en stram sweater på der fremhævede de spændstige bryster, og han strejfede dem med vilje mens han baksede med jakken. ”Hovsa,” grinede hun søvndrukkent. ”Hovsa.” Han fortsatte med at pille resten af tøjet af hende, og hun vendte sig dovent om på ryggen med armene over hovedet. Da hun var helt nøgen, tog han begge hendes hænder i den ene hånd og kærtegnede hende blidt med den anden. Mærkede sin sitrende spænding og sveden der piblede frem fra hårkransen. Så trængte han ind. Forsigtigt, men resolut, og de 33


stønnede begge næsten lydløst. Hun klynkede da han kom, og et i udefineret øjeblik mistede han taget i omgivelserne og lod sig føre til grænsen af sit stivnede muskelpanser. ”Du er dejlig,” sagde han og åndede tungt da han igen sansede den varme krop som under ham virkede uendelig blød sammenlignet med hans egen. ”Det siger du vel til alle.” Hun lå med armene om ham og kløede ham i nakken. ”Nej det gør jeg ikke. Og du ved jeg altid siger sandheden.” Hendes øjne var vidt åbne

da

han

åbnede

sine.

Hendes

mundvige pegede opad, men blikket var alvorligt. ”Det har du sagt før. Men passer det? Mon du selv tror på det?” Han lod irriteret blikket kæntre og mærkede det stramme i ansigtet, men hun fortsatte: ”Det hele 34


startede jo med en løgn, ikk'?” ”Det var jo ikke løgn.” Han trak sig ud af hende. Rullede om på siden og sukkede. ”Det har jeg forklaret.” ”Du sagde du havde en kæreste, og det havde du ikke.” Hun gøs og trak dynen over sig. ”Det vigtigste var at du ikke måtte blive forelsket. Og du havde jo så travlt med at få mig med i kassen at der ikke rigtig var tid til de store udredninger, vel?” Hun skulede, men han fortsatte: ”Jeg sagde jo at det var et åbent forhold, og så er det vel ligegyldigt om det passede eller ej.” ”Men det var løgn! Og det vil du bare ikke indrømme,” sagde hun triumferende og vendte sig mod ham igen. ”Men det var det, så når du siger du altid siger sandheden, så er det faktisk også løgn.” Hun satte sig overskrævs på ham og 35


kyssede ham på munden. Og med en finger mod hans brystkasse sagde hun: ”Så det var altså to løgne.” ”Ja, ja. Hvad er klokken? Jeg er ved at være sulten.” ”Løgner!”

hviskede

hun

og

trak

kondomet af ham med et smæld.

36


3

Fugten havde drevet ned ad diskotekets vægge

der

blegt

reflekterede

det

sparsomme lys. Og kolde dråber af fortættet sved havde dryppet ned fra de skjulte kølerør i loftet. Jonathan stod op ad væggen tæt ved scenen og kunne ikke høre andet end musikken der fyldte hele rummet. Med læderjakken helt åben og det ene ben bøjet, så støvlen hvilede på væggen. På scenen blev bandet færdige med første nummer, og

folk

dansegulvet

hujede

og

klappede. I front stod David i hvid silkeskjorte og med mikrofonen i hånden. ”Tak skal I ha'! Det er fedt at spille i Danmark igen,” sagde han med et glimt i 37


øjet. Publikum grinede og piftede, og han kiggede smilende ned i gulvet. ”Nej, men okay. I ved hvor godt jeg føler mig hjemme her i byen, så jeg rejser selvfølgelig ingen steder.” Han rettede sig op og var alvorlig. ”Så tak for den pæne velkomst, og så ellers ikke mere snak. ” ”Please come over tonight,” begyndte David at synge med øjnene halvt lukkede. Et nummer han selv havde skrevet, og publikum sang med fra første strofe. De sorte krøller glinsede i projektørlyset og bevægede sig i takt til musikken når han svingede hovedet fra side til side. Det blide ansigt var dækket af nye skægstubbe, og han kunne helt sikkert stadig smelte ungpigehjerter, tænkte Jonathan. David blinkede venskabeligt da de fik øjenkontakt. Næsten umærkeligt nikkede Jonathan tilbage. og i samme bevægelse lod 38


han blikket glide søgende rundt i salen. Lod et kort sekund øjnene hvile på enkelte interessante objekter. Lige akkurat længe nok til at de mærkede interessen. ”Hej,” lød en spinkel stemme pludselig ved siden af ham. Han vendte sig og kiggede ind i et par klare, grå øjne, markerede af en tynd, sort mascara. Måske havde blikket dengang ikke været så alvorligt. Måske havde han bare ikke kunnet se det. ”Øøh... hej,” sagde han højt for at overdøve musikken og løftede det ene øjenbryn. Hun var lidt lavere end ham, og det lyse hår sad i en dusk oven på hovedet. Den lille, hvide top dækkede hendes bryster. men maven var bar og gled ned i en kort, sort

nederdel

der

fortsatte

i

sorte

nylonstrømper for at ende i et par 39


højhælede sko. Læberne var røde. Det kunne godt gå an. ”Kan du ikke huske mig ... Trine?” Hun stod og trak i en lok af håret som hang ned bag øret. Faktisk kunne han ikke rigtig genkende hende. ”Joo ... måske,” sagde han og rykkede tættere på for bedre at kunne høre hvad hun sagde. Ivrigt mindede hun ham om den fødselsdagsfest hvor han havde spillet sammen

med

sit

band.

Mens

hun

snakkede, mærkede han en kildrende fornemmelse i maven og kom til at grine. ”Nååh... nu er jeg med. Det var da vist en fed fest.” ”Tjah, det startede meget godt, men folk gik da I havde spillet. Og så løb det hele ligesom lidt ud i kloakken.” ”Sandet,” sagde han. Hun kiggede uforstående på ham. ”Det løb ud i sandet,” 40


forklarede han venligt. Så nikkede hun forlegent og vred sig en lille smule. Tavshed. På scenen svedte guitaristen af anstrengelse, og Jonathan studerede hans teknik. ”Nogle du kender?” spurgte hun med munden tæt ved hans øre. ”Det er min ven der synger ... David.” Jonathan rømmede sig og gjorde sig umage for at lyde upåvirket. Forklarede at de havde indspillet et par numre sammen i Davids hjemmestudie. ”Du vil måske gerne være musiker? Jeg mener...” Hun trak igen i hårlokken. Snoede den rundt om sine blege fingre. ”Jeg er musiker!” sagde han og stirrede hypnotiseret

hendes

hånd

som

bevægede sig automatisk Den knitrende lyd fra hårlokken borede sig ind i hans trommehinder. Rundt og rundt mellem 41


fingrene viklede hun den. Han sukkede og trak i sin krave der klæbede og brændte sig ind i nakken. ”Det vigtige er alligevel ikke hvad man laver. Spørgsmålet er hvad man er god til.” Han kiggede meget direkte på hende. Og hvad er du så god til?” spurgte hun hurtigt og smilede beklemt. Han kiggede hende endnu dybere i øjnene og grinede så smørret og frækt han kunne, men sagde ikke noget. Så slog hun blikket væk. Han var sikker på at hun rødmede. ”Jeg er også god til at spille guitar,” sagde han mere alvorligt, men blev så afbrudt af en pige der kom hen og sagde Trine noget i øret uden at kigge på ham. Trine lyttede opmærksomt, men havde blikket rettet mod Jonathan. ”Øhh ...” Hun satte en undskyldende mine op og vippede på spidserne af de 42


højhælede. Veninden trak sig væk igen. ”Det er i orden,” sagde han inden hun nåede at sige mere. ”Vi kan ses senere. Jeg er

lige

kommet.”

Han

kiggede

indtrængende på hende en sidste gang. Så lukkede han øjnene og vendte sig rundt mod bandet. De var startet på sidste nummer i første sæt, kunne han høre. Guitaristen

havde

soldaterjakke

og

guldkasket på, og stod med et overlegent smil og det ene ben på monitoren mens han spillede. Smart fyr. Jonathan drak af sin øl. Så god var han sgu heller ikke. Det burde David da kunne forstå. Jonathan så sig tilbage og smilede til Trine som kiggede efter ham inden hun forsvandt ud af salen med veninden. Så samlede han sig igen om bandet og David der sang: I'm your lover. Jonathan pressede ølflasken mod sin perlende, ophedede pande. Hvor livet da 43


med et slag var blevet smukt efter at der var kommet til at stå musiker på ryggen af ham. Han kom i tanke om en kvinde som engang havde sagt at man ikke længere var lykkelig i det øjeblik man blev klar over at man var det. Han tømte flasken og stønnede velbehageligt... Hun anede ikke hvad hun snakkede om! Så begyndte han at fornemme tonerne og rytmerne i rummet bag de lukkede øjne. En næsten fysisk oplevelse. Livets mening ... Han lyttede med hele kroppen og lod sig fylde op. Blev ét med musikken. Mærkede meningen. Da han slog øjnene op, så han hende foran sig. Han vidste ikke hvem hun var, men brysterne var usædvanligt flotte. Hun dansede i takt til musikkens puls der forenede hende med ham, selv om hun endnu ikke havde set ham. Han kunne ikke 44


tage øjnene fra hende. En tynd, tynd skjorte uden noget indenunder. Hun strålede mens hun drejede hovedet imod ham, så langsomt at håret faldt brusende om hendes ansigt. Så at han betragtede hende, og rettede sig op så brysterne et for et faldt frem mod skjorten. Spilede det bløde stof ud, så det knagede i knaphullerne inden de langsomt og tungt faldt tilbage mod hendes fugtige hud og igen lagde sig blidt til rette, så skjorten gled på plads. Gennem lydtrykket hviskede hun til ham: Kom ... jeg er din. Han rykkede nærmere. Hele tiden med sine øjne låst til hendes, selv om der var mange mennesker imellem dem. Langsomt og roligt gled han imod hende, og hun dansede indbydende, æggende og løsnede en knap i skjorten. Da han kom helt hen og skulle lige til at kysse hende, trak hun ansigtet væk, og hendes 45


latter forsvandt i menneskemassens larm. ”Tak skal I ha',” lød Davids stemme. ”Vi holder en kort pause.” Han bukkede og smuttede ned ad trappen bag scenen, og resten af orkesteret forsvandt samme vej. Jonathan stod et øjeblik fortumlet inden han rystede på hovedet og grinede for sig selv. Den udfordrende kvinde havde fundet sine venner igen. Betragtede ham afmålt. Så slog han blikket væk, trådte op på scenen og fulgte efter David og bandet uden at se sig tilbage. Han var første gæst i bandrummet. David havde smidt skjorten og sad i en hvid strop-T-shirt, og Jonathan betragtede den tatoverede rose der foldede sig ud på hans skulder. ”Vil du også ha' én?” spurgte David og pegede

sin

flaske.

Også

uden 46


forstærkning var hans stemme varm og klangfuld. ”Næh, jeg er holdt op,” svarede Jonathan gravalvorligt. ”Ja, og jeg er Vorherre.” David grinede og åbnede en øl mere. ”Godt at se dig.” De skålede

og

omfavnede

hinanden

venskabeligt inden de satte sig i sofaen. ”Nå, men det kører jo for jer.” ”Det går rigtig godt, og det er så dejligt som det skal være.” David lænede sig tilbage og lukkede øjnene. ”Aah!” stønnede han veltilfreds, og Jonathan mærkede genklangen i sin egen krop, så han lod vennen sidde uden at forstyrre. Snart efter strømmede det ind med folk som hilste på eller bare ville være med. Jonathan havde mødt flere af dem før og nikkede og vinkede. En stor fyr i blåt jakkesæt stod sammen med guitaristen og 47


daskede ham flere gange på skulderen. ”... Bare skidegodt,” blev fyren ved med at sige. Han ville også hele tiden skåle med guitaristen der forsøgte at ignorere ham og føre en samtale med en kvinde med fugtige læber. Det var tydeligt at se at han bagte på hende, og af en eller anden grund havde hun ikke noget imod det. Lige inden for døren stod en anden kvinde i en kort pels der smøg sig om hendes perfekte krop. Suttede i det ene øjeblik helt roligt på sin cigaret, rettede i det næste på tøjet og håret med små hektiske bevægelser. Jonathan sendte et smil, men hun reagerede ikke. Så vendte han sig mod David som havde åbnet øjnene igen. ”Ses vi bagefter? ” spurgte David. Jonathan nikkede. ”Måske, måske ikke.” Bag hans nethinde smeltede billeder af den 48


pelsklædte kvindes krop sammen med Trines smilende ansigt. ”Man ved jo aldrig hvad der dukker op.” ”Ja, ja, ” sagde David, som åbenbart gættede

hans

tanker,

og

satte

en

overbærende mine op. ”Du har vel brug for det.” ”Og det har du ikke?” Jonathan kiggede undersøgende på vennen. ”Jeg forstår det ikke. Du kan få lige hvem du vil ha'. Som at plukke frugter af træerne.” ”Vi ses.” David lagde hånden på skulderen af Jonathan der vendte hovedet mod pelsen i døren. Hun sendte en røgstråle ud i rummet og betragtede dem ligegyldigt. ”Ja vi ses,” sagde Jonathan og fik en øl i inderlommen. ”Er den ægte?” spurgte han da han gik forbi hende, så tæt at han mærkede den bløde pels mod sin hånd. 49


Hun fortrak ikke en mine, men den lille bevægelse med nakken afslørede hende. ”... Bare så skidegode, ” var det sidste han hørte inden han trådte ud på trappen. Ved to-tiden var bandet halvvejs i andet sæt, og Jonathan havde stillet sig længere væk fra scenen. Forinden havde han været i baren. Uden varsel var pigen i pelsen dukket op og havde lagt sin kolde hånd på hans. Med kælen stemme spurgte hun om han kendte David. Han kiggede på de tynde fingre og de lange, guldfarvede negle der kradsede nervøst i hans håndryg. Så løftede han hovedet og mødte hendes karikerede smil. ”Næh,” havde han svaret og var gået ind i salen igen. Nu fik han øje på Trine der så ud som om hun gik og ledte efter nogen. Hun 50


havde tydeligvis ikke set ham, og lige da hun var på vej forbi, trådte han et skridt frem, så hun ramlede ind i ham. ”Hov,” sagde hun grinende og rykkede lidt tilbage. ”Øh...” ”Hvor er din veninde?” spurgte han imødekommende. ”Hun havde en aftale med en fyr, og så stod han og kyssede en anden da hun fik øje på ham. Hun er skredet.” ”Mænd.” Jonathan var helt alvorlig. ”Hvorfor er de sådan?” ”Er du ikke det?” ”Nej!” Han rystede bestemt på hovedet. Så satte han en påtaget uskyldig mine op. ”Hvorfor gik du ikke også hjem? Leder du efter nogen?” ”Øh...” Hun grinede og slog blikket ned. ”På en måde. ” ”På en måde?” Så blev han alvorlig. 51


Rømmede sig. ”På en måde har jeg en kæreste, men ...,” skyndte han sig at tilføje da det gav et lille sæt i hende. Han rykkede nærmere og mærkede hendes varme og søde ånde. Dæmpede sin stemme og sagde blidt: ”Jeg har en aftale med hende. Og vi kan være sammen med andre hvis vi har lyst til det.” ”Hvorfor fortæller du mig det?” Smilet var forsvundet fra hendes ansigt. ”Fordi jeg synes du er sød.” Hun snoede hårlokken mellem fingrene og kiggede ned i jorden. ”Og fordi jeg tror du om lidt vil spørge mig om hvad det er jeg er så god til – bortset fra at spille guitar selvfølgelig.” ”Selvtilliden fejler ikke noget, hva'? ” Hun

løftede

blikket

og

kiggede

undersøgende på ham. Satte hænderne i siden og lagde hovedet på skrå. Han rømmede sig igen og tørrede sig 52


over munden. Fortrød et kort øjeblik at han havde løjet sig til en kæreste på den måde. Langt om længe fugtede hun læberne. Måske var hendes øjne blevet smallere, måske var det bare lyset. ”Okay …,” sagde hun så. ”Hvad er det så egentlig du er så god til?” Et lille suk undslap hans krop. ”Luk øjnene,” sagde han. Kyssede hende. ”Nu bli'r du ikke forelsket, vel?” mumlede han dæmpet. ”Shh!” havde hun hvisket.

53


4

”Der er nu ikke noget som pizza med cola til morgenmad.” Jonathan og Trine sad i sengen og spiste. ”Eller hvad man nu skal kalde det,” fortsatte han og kiggede på klokken. De havde sovet igen, og den var snart halv fem. ”Det er dejligt du er her,” sagde han så. ”Det havde vi jo aftalt.” ”Mmm, men derfor er det da hyggeligt alligevel. ” ”Vi skal også have pizza til aften,” sagde hun fnisende. Han holdt vejret og kiggede spørgende. ”Jeg har købt ind til pizza som vi selv kan lave.” Så rømmede han sig og kradsede sig i 54


panden. ”Jeg skal godt nok over til David... Og vi har aftalt at spise sammen. Simone laver mad.” Han prøvede at se Trine i øjnene, men hun slog blikket ned. ”Jeg troede du ville at vi skulle være sammen i dag.” Hun kylede sit pizzastykke tilbage i æsken. ”Ja, selvfølgelig,” sagde han muntert. ”Og det er vi jo nu.” ”Ja – det er vi da.” Hun spiste ikke mere. Og svarede ham kun med enstavelsesord indtil hun lidt efter tog hjem. Det var Simone der åbnede døren. Hun havde lille Amanda på armen. ”Vi spiser om fem minutter,” sagde hun smilende. ”Håber du er sulten?” Jonathan der stadig havde smagen af 55


pizza i munden, havde frygtet noget i den retning. Simone sparede aldrig på de gode sager – hvad man da også sagtens kunne se på hende. Da David endelig havde fundet sig en kæreste, havde han blandt alverdens modeller valgt en glad og rund pige. Jonathan ville måske ikke ligefrem kalde hende fed, men hun var da godt i stand. Og hun var ikke blevet mindre af at have født lille Amanda. Tilsyneladende tog Simone sig ikke særligt af sin vægt. Hun holdt i hvert fald ikke igen med sovsen, og her til aften havde hun også lavet dessert. Efter middagen gik hun ind for at putte Amanda. ”Var det ikke noget for dig?” spurgte hun Jonathan. ”Hvornår har du sidst skiftet en ble?” Men han skulle ikke nyde noget. Han havde aldrig nogen sinde i sit liv skiftet ble på nogen, men det fortalte han 56


nu ikke. Huskede

udmærket

hvordan

han

engang havde været nødt til at tage Amanda op, fordi hun var vågnet mens David havde snakket i telefon. Det havde været så akavet for ham, at hun i første omgang havde vredet sig ud af hans hænder, og da han endelig fik hende op til sig, vrælede hun bare endnu højere mens han anstrengte sig for at holde hende fast. Heldigvis var David hurtigt kommet til. Nu kom Simone ud med Amanda på armen for at vinke godnat, og David og Jonathan gik ned i kælderen hvor de havde deres lydstudie. De satte sig med kaffen i en tyndslidt sofa, og David spillede sit nyeste nummer. ”Når vi bliver færdige med det, har vi faktisk ti dejlige sange. Det er en hel plade,” sagde han. 57


”Hvornår sender vi så bånd ud?” Jonathan satte sig op i sædet og drak hastigt en mundfuld af sin kop. ”Det bliver fedt. Jeg kan mærke succesen vente lige rundt om hjørnet. Det er også ved at være på tide. Vi har fortjent det.” ”Det

skal

nok

komme.

Bare

vær

tålmodig. Du har jo også Motherfuckers at passe.” ”Ja, det kan du sagtens sige. Du har jo dit på det tørre. Men nogle gange tvivler jeg sgu stadig på om det nogen sinde bli'r til noget med Motherfuckers. De andre tager bare alt for let på det ... Og så er der også Jens. Hver gang jeg lige er begyndt at synes lidt om ham, så sker der et eller andet. I nat var han fan'me lige ved at smide en højttaler ned over hånden på mig. Hvis ikke jeg havde nået at flytte hånden, kunne du godt have set dig om efter en anden 58


guitarist. Og idioten var bare fuldstændig ligeglad.” Jonathan sukkede. ”Jeg var skredet for længst hvis ikke jeg troede så meget på bandet. Spørgsmålet er hvor længe vi kan holde til det?” ”Hvad er det der irriterer dig så meget ved Jens?” ”Alt! Nogle gange behøver j eg bare at se på hans tykke pølsefingre før jeg får lyst til at sparke ham i nosserne.” ”Okay,” sagde David så og huggede gennem luften med sin hånd. ”Her har vi altså en mand, som hvis det stod til dig skulle have lov til at kvæles i sit eget opkast. Problemet er bare stadig at du bliver nødt til at leve med ham. For selv om du hader det, må du indrømme at han er en blændende keyboardspiller. ” ”Når han får lært sine ting,” mumlede Jonathan. 59


”Når han får lært sine ting. Det er så en del af købet. Men helt ærligt... Jeg tror ikke en meter på at du har tænkt dig at melde dig ud på grund af ham.” ”Lad os nu se hvordan det går på lørdag ... Og med dit og mit projekt for den sags skyld. Jeg kan simpelt hen ikke klare hans overlegne facon. Han minder faktisk lidt om guitaristen fra dit band. Er han ikke også bare røv-irriterende? ” ”Det er der sikkert nogen der synes. Men jeg har nu fået et udmærket forhold til ham. Da jeg først lærte at gennemskue hvad det handlede om. Han har jo også sit at slås med.” ”Mmmh...” Jonathan nikkede påtaget alvorligt.

”Han

fik

selvfølgelig

ikke

kærlighed nok som barn og den slags.” David grinede bare selv om Jonathan stadig var skeptisk: ”Du mener selvfølgelig 60


at man skal bære over med psykopaten selv om han opfører sig som om hele verden kun drejer sig om ham.” ”Jeg kan da godt se at Jens har nogle træk som kan virke irriterende,” fortsatte David uanfægtet. ”Men han har jo også nogle gode sider.” ”Så er de i hvert fald godt skjult.” ”Eller også har du ikke fået øje på dem. Som regel ser vi kun det vi kigger efter.” ”Du er sgu så klog at du burde starte et kursus

aftenskole.

Lær

at

se!”

proklamerede Jonathan højtideligt. ”Kom og få pudset dine kontaktlinser hos David. ]eg lover dig at vi får kigget alle gemmer igennem!” ”Gud i himlen. Hvor længe skal jeg udsættes for det her?” David tog sig til hovedet. ”Måske er der noget du skal lære af det.” 61


Så blev Jonathan alvorlig. ”Hvis

bare

vi

to

kunne

den

pladekontrakt. Så ville jeg slippe for alt det lort!” Han tog fat om armlænet og vendte sig mod David. ”Skal vi ikke se at komme videre?”

62


5

Han kunne høre Trine rode med nøglerne ude på trappen. Da hun kom ind, lå han på hendes seng og kiggede i et dameblad. Hun fik et chok. ”Du har selv givet mig nøglerne, kan du ikke huske det?” Jonathan svingede dem klirrende foran sig. ”Det må være længe siden.” Hun lod skoletasken glide af skulderen og trak støvlerne og dynejakken af. ”Kommer du ikke herover?” Han rakte armen ud efter hende. Da hun kyssede ham, virkede hun mere fraværende end hun plejede at være. ”Forstyrrer jeg? Skal du noget andet?” ”Næh, egentlig ikke. Det er bare så... Jeg 63


troede først vi skulle ses i næste uge. Skulle I ikke også øve?” ”Det gik så godt at vi har aflyst i dag.” Han smilede mellemfornøjet. ”Selvfølgelig ikke med min gode vilje.” Aede hende på kinden. Inden han var taget over til hende, havde han faktisk selv prøvet at sætte sig med guitaren, men han kunne simpelt hen ikke få det til at fungere. Han følte sig helt afkræftet og kunne ikke finde den mindste smule begejstring frem. Så han havde taget en beslutning: Han ville holde fri! Det var lidt komisk, syntes han. Egentlig var han ikke sikker på hvad han havde tænkt sig, for han vidste udmærket at han ikke kunne tillade sig at slappe af så længe succesen lod vente på sig. Det var der han havde besluttet at besøge hende, selv om han vidste hun ikke var kommet hjem endnu. 64


”Jeg tænkte bare at vi måske kunne lave et eller andet sammen,” sagde han. ”Gå en tur eller sådan noget.” Hun havde sat sig på sengen og lagde hovedet lidt på skrå. Var tavs længe. ”Nogle gange har jeg det som om jeg slet ikke kender dig,” sagde hun så. ”Hvad er der nu galt?” Han var imødekommende

i

tonefaldet.

”Først

klager du over at vi aldrig ses. Og så er det pludselig også forkert når jeg har lyst til at prøve noget nyt. Hvis ikke du allerede har opdaget det, så synes jeg faktisk at vi har det ret sjovt sammen.” ”Der er heller ikke noget galt.” Hun kunne ikke lade være med at smile og slog blikket ned. ”Nogle gange kan jeg bare ikke finde ud af hvad der sker. Det gør det jo ikke lettere, vel?” Han var ikke sikker på hvad hun 65


mente. ”Bare glem det,” sagde hun. ”Er vi venner igen?” spurgte han lidt efter. ”Det er vi vel ... Venner, kærester og elskere. Vi kan det hele, ikke?” Hun kunne ikke

skjule

alligevel

bitterheden,

undskyld

da

men hun

sagde hans

ansigtsudtryk. ”Jeg havde bare glædet mig til at vi skulle lave mad sammen i søndags, og så stod jeg pludselig der med ørene ned ad nakken.” ”Håret,” sagde han. ”... Ned ad nakken. ”Ja, ja.” Hun sukkede. ”Det er vel heller ikke dig jeg er sur på længere. Min mor har ringet igen. Hun har sgu altid så travlt med at fortælle mig hvordan jeg skal leve mit liv. Passer jeg nu skolen? Får jeg nu noget ordentligt at spise? Spørger hele tiden om ikke det er på tide j eg finder mig en kæreste.

jeg

ikke

ender

som 66


gammeljomfru. Ja det sagde hun sgu!” En bitter tåre havde presset sig frem i Trines øjenkrog.

”Hun

skulle

bare

vide...”

Jonathan trykkede hende ind til sig. Mærkede hendes kolde hud mod sin egen. ”Det skal nok gå,” sagde han blidt. ”Men du kan jo ikke lave om på hende. Uanset hvad, så bliver du nødt til at leve med hende som hun er ... Hun er jo også bare et... dyr.” Trine skævede til ham. Så kom latteren. ”Nu vil jeg bare glemme alt,” hviskede hun senere da de lå nøgne. Han trykkede sin mund mod hendes. Læberne var kolde, men han sank ned i det dybe og fugtige varme inde bagved. Hendes kys var stadig usædvanligt bløde. Ikke som noget andet han havde prøvet. Det undrede ham, og det havde det 67


gjort fra den første dag. Han huskede hvordan han var vågnet før hende og havde nydt synet af den glatte, nøgne krop som var viklet omkring hans dyne. Det havde været lidt pinligt at forklare at han faktisk ikke havde nogen kæreste. At det bare var noget han havde sagt fordi han ikke kunne overskue at være i et forhold. Han syntes ikke han var klar til at give afkald på friheden. På den anden side havde han lyst til at se hende igen, og det sagde han også til hende. Men hun vidste ikke rigtigt. Var ikke sikker på hvad han egentlig ville med hende. ”Jeg vil ikke have en kæreste, men jeg ved at jeg utrolig gerne vil se dig igen. Mange gange.” ”Skal jeg være din elskerinde?” Hendes tonefald var hårdt, og han tøvede. ”Njah. Der er vel andet i det end det.” 68


Hun nikkede uden at smile. Så begyndte hun at tage sit tøj på. ”Jeg tager hjem. Det kan være jeg ringer.” Han trak på skuldrene. Det var da i orden. Ærgerligt, men i orden. Da hun sagde farvel, mærkede han for første gang den sugende fornemmelse i kysset der vist nok varede lidt længere end hun havde planlagt. Så forsvandt hun. Og da døren smækkede, havde han troet at det så var det. Men allerede samme aften ringede hun. ”Du må bare love mig en ting,” havde hun sagt. ”Det her, det var din ide. Hvis du nogen sinde fortryder og synes at vi alligevel skal være rigtige kærester, så sig det til mig.” ”Vil du helst det?” Hun havde næsten ikke tøvet: ”Nej!” 69


Han trak dynen over dem. Kyssede hende igen og spekulerede på hvordan det ville have været. Om det ville gøre nogen forskel hvis de var rigtige kærester. Han kunne ikke komme på hvad det skulle være. Alligevel ville tanken ikke lade ham i fred. Kvalmen stod ham i halsen da han stønnende sled sig vågen til lyden af det insisterende vækkeur. Skulle øve med Mean Motherfuckers allerede klokken ti. We can stand it all, tordnede det løs i hovedet på ham. Det var hooklinen i omkvædet på deres nyeste nummer, og guitaren havde en særlig vigtig rolle. Jonathan havde øvet det til langt ud på natten, så han var sikker på at han kunne sin

del.

Men

bagefter

havde

han 70


selvfølgelig overhovedet ikke kunnet falde i søvn. We can stand it all. I en uendelig løkke drønede omkvædet videre af sig selv. Samtidigt havde hans hjerne gennemløbet alt hvad der kunne gå galt på jobbet. Nu klappede han til vækkeuret og satte fødderne mod det kolde gulv. Forsøgte at ryste sangen ud af hovedet. Det hjalp med den kolde bruser som han slæbte sig ud til. Han hoppede og prustede under de metalagtige stråler der fik hovedbunden til at trække sig sammen i smerte, mens han holdt krampagtigt fast om brusestangen og tvang sig selv til at blive stående til han var helt vågen. Trommeslageren var allerede i gang med at stille op da Jonathan åbnede den tykke dør til øvelokalet. Han sparkede et par tomme flasker til side og begyndte straks at rigge 71


sit eget udstyr til. Sangeren og bassisten kom lidt efter, men de måtte vente over en halv

time

før

Jens

kom

brasende.

Undskyldte sig med at han havde været til møde på A-kassen. Jonathan sagde ikke noget, men brændte sig på kaffen. Så gik de i gang. Alt forløb som det skulle lige indtil Jens gik i stå et stykke inde i det nye nummer. ”Har du ikke forberedt dig?” røg det ud af munden på Jonathan. ”Det er sgu da i morgen vi skal spille!” ”Slap nu bare af. Jeg skal nok nå at lære det.” Jens så ikke engang på Jonathan mens han fik sagerne forklaret af sangeren. ”Er det kun mig der synes det er for dårligt?” fortsatte Jonathan ”Vi skal nok nå det.” Sangeren smilede appellerende, og Jonathan kiggede på de to 72


andre. Mærkede irritationens syden. Fra hans baghoved og ud i hele kroppen bredte en summende fornemmelse sig og spændte hver

en

fiber.

Han

kunne

ikke

øjenkontakt med trommeslageren der sad og pillede næse. Bassisten som masserede sine tindinger, slog også først tøvende blikket væk. Men så kneb han alligevel øjnene sammen, sugede luften kraftigt ind gennem næsen og sagde endelig noget: ”Er sgu irriterende.” ”Irriterende!” Jonathan dirrede af vrede og stødte ordene ud helt nede fra brystkassen. Kunne mærke den brændende varme

i

kinderne.

pisse-hamrende-irriterende

”Det at

er spille

sammen med sådan en amatør.” Jens kiggede brat op fra tangenterne. Øjnene var

overraskende

næseborene

udtryksløse,

vibrerede

kraftigt.

men Han 73


skubbede sangerens arm væk. ”Nu er det fan'me nok. Jeg gør som det passer mig. Og hvis ikke I ka' li' lugten i bageriet, så må I sgu finde en anden. Hvis I kan... Jeg ved sgu godt hvad jeg er værd. Men hvis du ikke kan finde ud af det, så må du jo gå hjem og øve dig. Du tror fan'me du er så vigtig efter du er begyndt at spille med ham David.” Med en rystende finger sendte han ordene af sted mod Jonathan som mærkede dem trænge gennem mavens forsvarsløse blødhed. Prikkede huller i ham, så energien sivede ud på gulvet i store, matte søer. Sangeren brød ind før Jonathan nåede at svare. Hvis ikke de to kunne finde ud af at løse deres problemer på et andet tidspunkt, så var han skredet, meddelte han. Jonathan åndede dybt ind. Nikkede så til sangeren og sagde: 74


”Lad os spille.” ”Hold kæft hvor er vi da gode.” Jens rullede et kabel sammen og lagde det i sin kasse. ”Vi ta'r sgu røven på dem,” fortsatte han.

Jonathan

skævede

til

ham

og

skubbede sin forstærker hen til døren. Snart efter var de færdige med at pakke. ”Så mødes vi i morgen klokken ti,” sagde sangeren. ”Ja, cirka ti.” Jens grinede og kiggede prøvende på Jonathan der bare skulede tilbage, satte sig op på sin cykel og kørte af sted uden et ord.

75


6

”Så er vi ved at være klar heroppe.” Sangeren lod den sidste stump af sin cigaret dumpe ned i den tomme flaske på gulvet ved siden af mikrofonstativet. Han gav sig god tid. Slog håret tilbage. ”Er I klar dernede? ” Der var stort set ikke nogen der havde bemærket at de var gået på scenen, og kun få så ud til at have hørt ham. Jonathan holdt stramt om guitaren for at dæmpe rystelserne i kroppen. Stirrede på sangeren og

forsøgte

at

holde

blikket

fra

dansegulvet. Der var alligevel ikke nogen på det. Kindergarten, det nye band, var for længst færdige med at spille, og gæsterne i 76


deres jakkesæt og skinnende kjoler havde fået hvad de kom for. Nu pakkede de sig sammen langs barerne, ved cafebordene og i de vinrøde plyssofaer i hjørnerne. Og der havde de åbenbart tænkt sig at blive resten af aftenen. Jonathan

kæmpede

med

kvalmen.

Spændte så meget i nakken at han havde svært ved at bevæge den. Han fik øje på fyren fra pladeselskabet som havde taget imod dem. Klappet dem på skuldrene og blottet en hvid kløft i sit orangebrune ansigt. ”Nu svigter I mig ikke i aften, vel drenge?” havde han sagt. ”Jeg har lige lyttet til jeres tape igen. Hvis I kan få det til at lyde lige så godt live så ...” Han havde ikke gjort sætningen færdig, og Jonathan turde ikke tænke den færdig for ham. Nu gav sangeren tegn til at spille, men Jonathan var helt tom i hovedet. Hans øjne 77


søgte febrilsk hen over første linje på listen der lå på hans forstærker. Men bogstaverne gav ingen mening. Han kunne ikke engang forstå de enkelte ord i titlen. Men hænderne bevægede sig af sig selv da nummeret

satte

i

gang.

Nysgerrigt

betragtede han de mærkelige bevægelser som han ikke genkendte. Hvis de kunne få det til at lyde lige så godt live, tænkte han. Stirrede ud gennem glasvæggen i den modsatte ende af lokalet. Så hvordan vinden ruskede i de mørke træer udenfor. Det havde allerede stormet kraftigt mens de tømte bilen, og nu var det også begyndt at regne, kunne han se. Der var alligevel visse fordele ved at stå her på scenen i varmen fra projektørerne. Så

begyndte

han

at

genvinde

koncentrationen. Lige før han selv overtog styringen med 78


guitaren, gik det galt et kort øjeblik, og han kunne mærke de andres indtrængende øjne. Sangerens skrå blik var tydeligt uroligt. Men Jonathan bed sig i læben og fik endelig haget sig fast i nummeret igen. Fornemmede så hvordan varmen langsomt begyndte at søge ud til fingrene og videre ud i resten af kroppen. Først nu kunne han mærke

musikken

og

sig

selv.

Der

manglede stadig liv, men han vidste at han kontrollerede nerverne. Og det kunne han blive ved med så længe der ikke skete noget uforudset. Han

vovede

at

kigge

ned

dansegulvet. To mennesker. Der dansede, hvis man kunne kalde det at danse, tænkte han. Pissefulde var de og totalt ligeglade med musikken. De ville have væltet rundt på den måde til hvad som helst. Igen mærkede han stivheden i kroppen, og selv 79


om

han

spillede

hvad

han

skulle,

fungerede det bare ikke. Så tog han sig sammen. Det var nu eller aldrig, og da første nummer var forbi vendte han sig mod de andre. ”Så er det nu,” hviskede han. De var tydeligvis lige så rystede som ham selv. ”Vi kan

jo

det

her!”

fortsatte

han

og

mobiliserede al sin energi. ”Lad os nu for helvede trykke den af.” Allerede fra næste nummer gik det lettere, og halvvejs igennem første afdeling var dansegulvet halvt fyldt, og det var nok hvad de kunne forvente sådan en aften. Det var jo også sjældent han selv dansede når han var til koncert. Da

fik

han

pladeselskabsmanden.

igen Han

øje

stod

og

snakkede med et dyrt jakkesæt Jonathan ikke kendte. Begge nikkede jævn ligt i 80


retning af bandet. Så kiggede fyren fra pladeselskabet op, men det varede en evighed før Jonathan kunne læse noget i hans ansigt. Kunne deres liveoptræden alligevel ikke leve op til demobåndet som de jo trods alt havde tilføjet nogle ekstra effekter de ikke kunne have med på scenen? Et øjeblik så det ud som om fyren ville trække blikket væk igen. Skuffet over deres præstation. Men så flækkede han. De hvide tænder skinnede i gabet på ham som Jonathan aldrig havde oplevet noget skinne før. Og da jakkesættet også nikkede anerkendende, var Jonathan uendelig taknemmelig for at have guitaren i hænderne. Vidste ikke hvad han skulle have gjort med al den energi der pludselig boblede vildt i årerne, hvis ikke han havde haft mulighed for at føre den over i strengene. 81


Sidste nummer sluttede i en larmende brusen der aldrig ville stoppe, og Jonathan mærkede sveden løbe blidt ned over ansigtet. Taktfast blev en lille, ihærdig gruppe af dansende ved med at klappe da de gik af scenen. Det var mere end han havde regnet med. Selvfølgelig havde de planlagt et ekstranummer. Det nye. Men ingen af dem havde turdet håbe på at de kunne trække den så længe som de nu gjorde. Så gik de på igen. Hun stod helt oppe ved scenekanten. Klappede så ivrigt som de andre. Den stramme, grønne silkekjole sad stadig godt på hende. Jonathan var gået hen til hende inden de skulle spille. Havde ikke kunnet modstå det kastaniebrune hår der bølgede om 82


hendes ferskenfarvede ansigt som var det taget ud af en reklame. ”Er du nogen man skal kende?” spurgte hun, og han forklarede at han var med i Mean Motherfuckers. ”Åh... en af dem...” Hendes blik var allerede faldet inden hun havde sagt de sidste ord og havde vendt sig mod nogle andre. Nu stod hun med øjnene klistrede til Jonathan der vovede antydningen af et smil. ”Ja

så,”

sagde

sangeren

og

tog

mikrofonen mellem hænderne. ”Så I vil have mere?” Røgen sivede overlegent fra hans cigaret i mundvigen. ”Det skal I få. En premiere bliver det. I får som de første lov til at høre vores nyeste nummer: We can stand it all!” Jonathan var allerede i gang før sangeren gav tegn. Introen var hans helt alene, og 83


strengene føltes blot som en forlængelse af hans krop. Der var kun ham og publikum. Og han havde magten. Da resten af bandet satte i gang, sprang han op. Blev forbavset over hvor længe han hang i luften. Og så alligevel ikke. Ikke i aften. Der kunne intet komme bag på ham mere, og selvfølgelig kunne han blive hængende så længe det skulle være. Så lagde han igen mærke til publikum. Flere af pigerne sang med på omkvædet allerede anden gang det kom. Med aftenens

sidste,

store

energiudladning

fyrede han en solo af som han allerede mens han spillede den, vidste at han aldrig kom til at gøre efter igen. Han vidste ikke hvad der skete, og det var ikke ham selv der spillede længere. Til sidst gik tiden nærmest i stå. Det var som om han slet ikke kunne høre musikken, og alligevel hørte 84


han alt. Hver en lille detalje i hele det imponerende lydbillede. En knirken fra trommeslagerens pedal. En klapren fra Jens' tangenter. Og bassen der gled mod bassistens skjorte. Så var det pludselig overstået. Han kunne ikke forstå det. De var jo først lige begyndt. Da de gik af scenen, kom lydmanden op til dem. ”Det var en fornøjelse,” sagde han og gav hånd. ”I er sgu go'e. Og det mener jeg.” Han nikkede alvorligt. ”Nu må I sørge for at bide jer fast.” ”Det har vi også tænkt os,” sagde Jonathan. ”Som en grævling.” ”En

hva’for

en?”

Trommeslageren 85


tørrede sig i skægget. ”Grævling,” sagde bassisten. ”Bider sig fast og kan aldrig slippe igen. Selv om det viser sig at være farligt ·for den. Skal slå den bevidstløs før den slipper.” Han lænede sig over mod trommeslageren med blottede tænder. ”Grrrr... ” Så kom Jens farende og gennede dem over mod bandrummet. ”Den er hjemme!” næst en råbte han. ”Hvad siger I så? Har farmand her ikke gjort sigfortjent til en enkelt?” Jonathan mærkede skjorten klistre koldt til

ryggen.

Blev

egentlig

hverken

overrasket eller henrykt. Hvordan skulle han kunne blive mere glad når han vidste det allerede? Faktisk kunne han lige nu ikke mærke noget som helst. Det var simpelt hen for meget. Kunne dybest nede ikke tro at det var rigtigt. 86


Den storsmilende pladeselskabsmand kom til et øjeblik efter. ”Skal vi skrive under med det samme?” grinede han. ”Det er sgu da et kanon-hit, We can see it all, for satan.” Det startede som en snurren nede i fødderne. En mikroskopisk lille, men meget tydelig snurren der voksede sig større og større. Til sidst kunne han ikke hold e den inde længere, og Jonathan styrtede hen og omfavnede Jens. Gav ham oven i købet et kys, så det smaskede. På kinden, dog. ”Det er måske cool nok med jer?” spurgte pladeselskabsmanden med tyk ironi. Inden han gled ud af døren, aftalte de at møde s i den kommende uge. ”We can see it all,” sang han og forsvandt. De var klar til at feste med det samme. 87


Og nu kunne de glæde sig over at de på forhånd havde arrangeret overnatning på hotellet, så de kunne vente med at køre hjem til dagen efter. Alligevel besindede de sig. Blot en enkelt øl og så pakke bilen inden de for alvor kunne åbne ballet. Det var ikke nogen dårlig plan. Og det blev de også ved med at forsikre hinanden om mens de stod og skålede i baren. Hun kom hen til ham med det samme. Smilende og skinnende i det grønne silke. ”Dig?” Han skød en peanut ind i munden. ”Og mig,” tilføjede hun. ”Jeg tænkte jo nok at jeg skulle kende dig.” Hun stillede sig helt tæt på. Drak en tår af hans glas. Hendes øjne var så grønne som kjolen og reflekterede de rosafarvede stråler fra halogenlamperne. Og han var sikker på at hendes hud ville være så blød som silken 88


der smøg sig om hendes krop. Der var ingen trussekant at se under kjolen. ”I har vel ikke tænkt jer at forsvinde lige med det samme.” ”Det ved jeg ikke?” Jonathan kiggede henkastet på gutterne. ”Har vi?” ”Hold da kæft din idiot.” Jens gav ham en albue i siden. ”Hvis du skrider nu, så har du sgu glemt hjernen derhjemme. Både den store og den lille.” Trommeslageren gjorde

en

underlig

bevægelse

med

skuldrene, og der løb øl ud af munden på ham. ”Det lader ikke til det,” sagde Jonathan henvendt

til

kvinden

i

et

uskyldigt

tonefald. ”Vi skal bare lige pakke ned.” ”Skynder I jer så ikke lidt?” Hun lagde sig helt op ad ham. Bed ham forsigtigt i læben. Det begyndte at blive svært for ham at ånde så lydløst som han ønskede. 89


”Det kan vi da godt,” sagde han og holdt masken. Men så sprang han alligevel op. ”Lad os komme i sving,” sagde han henvendt til de andre. Og til hende: ”Jeg er straks tilbage.” ”Skynd dig,” hviskede hun tæt ved hans øre. Den bistre vind kastede sig over ham med det

samme

han

kom

ud

parkeringspladsen. Om det var hagl eller regn som eksploderede i iskolde serier mod hans hovedskal, kunne han ikke afgøre. Han bandede og kiggede efter Jens der var løbet over til bilen for at bakke den hen til bagdøren. Da den var tæt nok på, bankede Jonathan på siden af kabinen. Åbnede med besvær dørene til bagagerummet helt op. De tre andre var ved at hente gearet ud til 90


dem, og Jonathan sprang op på bilens gulv og begyndte at skubbe de tunge kasser ned til endevæggen. Hans fingre var allerede kolde og ømme. Bam! Han spjættede forskrækket da vinden blæste den ene af dørene i. ”For helvede.” Jens forsøgte at åbne den igen, men vinden kæmpede imod, og de blev enige om bare at lade den være. Hvis Jonathan blev derinde, kunne de godt klare det gennem den anden dør. Så Jens løftede op, og Jonathan pakkede. På et tidspunkt var der ikke mere til ham, og han stillede sig hen i døråbningen for at se efter Jens. Men han var åbenbart gået ind for at hjælpe med det sidste, og Jonathan sprang ned på asfalten for at følge efter. Det gav et jag af smerte op gennem hans ben da han landede, og han blev nødt til at gribe for sig. Han bandede og væltede 91


ind mod den lukkede bildør. Fik fat i kanten af den og genvandt balancen. Så kom den anden bildør flyvende. Bump! Så er den også lukket, nåede Jonathan at tænke før han begyndte at skrige.

92


7

I begyndelsen var der ingen ord. Kun følelsen. Han ville ikke tro det. Kunne ikke. Det måtte være en misforståelse. Men så begyndte det alligevel at tage form. At samle sig. Krystallisere. Hvad er meningen? Med det hele? Og der var det så. Ordet. Det ord der siger det hele i al sin forbandethed: Hvorfor? Enkelt. Uafvendeligt. Og ubønhørligt: Hvorfor? Allerede inden han mærkede smerten, vidste han at det var forkert. Helt galt, faktisk. Og en sugende fornemmelse trak ham så langt væk fra sig selv at han blev i 93


tvivl om det overhovedet skete. Bildøren var alligevel ikke lukket, og den sprang tilbage med en underlig, ujævn dirren. Hånden havde været i vejen for låsen. Han stirrede undrende. På sig selv. På hånden. Et grotesk fremmedlegeme der som en deform, kæmpe tæge havde bidt sig fast for enden af hans med et næsten livløse krop. Oversiden af hånden var helt åben, og skinnende, hvide splinter stak ud imellem

de

sammenfiltrede,

blålige

strenge. To af fingrene hang mærkeligt slapt ved siden af de andre. Og da billedet begyndte at flyde ud, observerede han med adspredt interesse regnen som havde oversvømmet hele parkeringspladsen, og han studerede lige så forundret det tågede, skvulpende billede af Jens der af en eller anden årsag kom løbende imod ham, ubeskriveligt

hurtigt

og

alligevel 94


uendeligt langsomt. Så kom smerten. Og blodet. Da han forundret løftede hånden op for at vise den til Jens, løb den varme, mørke strøm ned ad armen og ind i ærmet. Egentlig var det meget behageligt. Så havde Jens fat i ham. Og sangeren var kommet til med sin mobiltelefon trykket ind til øret. Talte hurtigt ind i den. Gennem den klukkende grød nåede deres lyde kun Jonathan som et fjernt, forvrænget ekko. Larm. En enerverende, skinger lyd. Så hold da kæft, tænkte han da vandstanden igen begyndte at falde og hørelsen vendte tilbage. Det er da ulideligt. Så gik det op for ham at det var hans egen stemme. Han stod og skreg lige ind i ansigtet på Jens der ruskede i ham og kaldte hans navn. Så tav han. Lukkede blot munden. Det er ad 95


helvede til, tænkte han. Og da smerten fra hånden for alvor begyndte at trænge igennem, kunne intet beskytte ham mod den insisterende tanke, det spørgsmål der havde meldt sig i det samme døren ramte hånden. Det spørgsmål som fuldstændigt uanfægtet havde ventet på det øjeblik hvor det kunne gøre sig forståeligt selv om han prøvede

at

verfe

det

væk

som

en

irriterende flue Da ambulancen kom, havde der samlet sig en del mennesker på parkeringspladsen, og han fik et glimt af pigen i den grønne kjole da de skubbede hans båre ind. Det kostede ham de sidste kræfter at smile til hende, men hun smilede ikke tilbage. Og mens han så på hende, blev hendes øjne sorte og sank dybt ind i det blege ansigt hvor de efterlod to mørke huller. Hæsligt grinende 96


kratere. Så lukkede de dørene, og han lænede sig mod den bløde madras. Da han kom til sig selv, stod den hvidkitlede kvinde for enden af sengen med røntgenbillederne i hånden. Jonathan havde ikke været vågen i mange sekunder før det hele kom lynende tilbage. Den dunkende smerte fra armen som lå på en pude

ved

siden

af

ham,

hjalp

hukommelsen på vej. Og han huskede den ulidelige ventetid på skadestuen inden de var færdige med at rode i hånden og endelig havde givet ham noget at sove på. Lægen

præsenterede

sig.

Egentlig

behøvede hun ikke at sige mere. Jonathan vidste udmærket hvad hun tænkte. For med smerten var også den insisterende tanke,

det

nagende

spørgsmål

vendt

tilbage. Uden at kigge ham i øjnene meddelte hun da også med et næsten 97


distræt tonefald at de havde opereret og reddet alle senerne, men at flere af knoglerne var knuste. Hånden ville aldrig komme til at fungere normalt igen. Så

kom

en

sygeplejerske

ind

og

begyndte at skifte forbindingen. Han kiggede den anden vej imens. Hun lagde også en gips omkring armen. Så blev han alene. Lå og lyttede til den varme,

hvide

masse

der

størknede

knagende og kapslede ham ind i sit jerngreb. Nu er festen forbi, tænkte han. Og så lige nu. Han følte sig taget i røven af skæbnens klamme hånd. Ikke fordi han troede på den slags. Det var bare bad luck. Alligevel kunne han ikke lade være med at gentage spørgsmålet i en uendelighed: Hvorfor skulle det ske? Hvorfor? 98


8

Bøgerne tonede frem side om side på reolen. Enkelte var nye, men deres klare og skinnende rygge blev væk mellem de andre matte og lasede eksemplarer han havde arvet af sin bedstefar. Et trist syn var det, men det var ikke det der var galt. De stod på hovedet. Alle sammen. Han kunne ikke få titlerne til at vende rigtigt. Da han flyttede

blikket,

han

at

også

stereoanlægget og cd'erne på hylden vendte

forkert.

Et

par

lamper

stod

underligt umotiverede og helt alene på det kridhvide gulv. Og alle møblerne hang ned fra loftet... Han mærkede først sit hoved som hvilede mod gulvet, og blev så bevidst om 99


resten af sin slappe krop der lå halvvejs ude af sofaen. Vidste ikke hvor længe han havde ligget på den måde. Lænden

sendte

små,

høflige

anmodninger til hjernen om det usunde og smertende i den unaturlige stilling, og uden at tænke videre over det satte han sig op, så billedet kom til at vende rigtigt. Kiggede sløvt på den enlige, støvede stråle af grågul eftermiddagssol der beslutsomt havde tvunget sig vej gennem de sorte, snefyldte skyer og videre gennem soden på hans vinduer. Blot for at ende sin færden som en lille, uanselig plet på væggen. På væggen i den ligegyldige lejlighed. I hans ligegyldige liv. Det gjorde ondt i nakken. Der er heldigvis andet i livet end musik. Ordene var Davids. Selvfølgelig. Jonathan kunne ikke i huske i hvilken forbindelse 100


han havde sagt dem, men nu var de begyndt at trænge sig på så han næsten kunne høre dem runge i den kolde stue. ”Sikkert,”

havde

Jonathan

svaret.

”Selvfølgelig er livet andet end musik... Men ikke for mig. Jeg kan ikke andet og ville ikke ane hvad jeg ellers skulle tage mig til.” Han havde en gang oprigtigt prøvet at forestille sig et andet liv – for han havde trods alt også svært ved at se sig selv på scenen som halvtredsårig. Men uanset hvor kreativ han forsøgte at være, kunne han simpelt hen ikke komme på hvad det skulle være. Og han var blevet helt klam ved tanken om ikke at have tjent nok til at trække sig tilbage inden han ville ende som en pinlig, gammel nar. ”Hvad gør du så, når du en gang imellem bliver træt af musik?” spurgte David. 101


”Det har jeg aldrig været.” ”Og du føler dig aldrig ensom?” ”Joh, måske engang imellem.” Han havde grinet. ”Men så øver je g bare noget mere.” Han kiggede sig omkring i stuen. På sofabordet stod snavsede tallerkener og gryder med brugt bestik stablet oven i hinanden, og gulvet flød med tomme colaog

ølflasker.

Nogle

af

dem

havde

dryppende efterladt indtørrede, mørke plamager på gulvet. Og da han førte hånden gennem håret, fik han fedtet støv på fingrene. Inde i soveværelset lå tøjet i dynger. Nyvasket og snavset mellem hinanden.

Og

vindueskarmene

de hang

planter

gevaldigt

i

med

hovedet. Så var han da ikke den eneste, tænkte han. 102


Han sukkede. Så rodet havde der aldrig tidligere været, og han følte sig tynget af den uoverskuelige opgave det en gang ville blive at ordne det. Selv mange af hans cd'er lå og flød mellem hinanden. Nogle endda uden for coverne. Blinkede bebrejdende og bønfaldende til ham. Og hvad så? tænkte han. Han lyttede jo alligevel ikke til dem længere. Og livet er jo andet end musik, tænkte han ironisk. Rydde op kunne han altid gøre. Han havde jo masser af tid. Havde ikke andet faktisk. Han gled tilbage i sofaen. Rullede rundt, så han lå med ansigt et helt op ad væggen. Her fik han øje på en lille bitte plet hvor maleren ikke havde været med sin pensel. Med fingeren grattede han i det noprede tapet. Rev en lille flage af og undersøgte den nøje. Studerede bagefter neglen og hånden. 103


Der var ikke meget at se længere. Kun et mindre, ujævnt ar på oversiden var tilbage. Hævelsen var for længst forsvundet, og det samme var den pestsorte farve der var kommet til syne da han fik gipsen og forbindingerne af for uger siden. Dengang havde musklerne og senerne været ømme og svage. Men i takt med at han ihærdigt gennemførte den daglige genoptræning, begyndte lidt af styrken at vende tilbage. Han prøvede endda at spille på guitaren. ”Lad nu være med at gå for hurtigt frem,” havde fysioterapeuten sagt. ”Det kommer der ikke noget godt ud af.” Men der kom heller ikke noget ud af det tøsetempo de hidtil havde lagt for dagen, tænkte

Jonathan

en

aften

hvor

tålmodigheden var sluppet op. Mens han rejste sig fra sofaen og trak guitarkassen frem

under

sengen,

fortsatte

den 104


forulykkede racerkører på tv' et sin fortælling om hvordan han var begyndt at køre igen efter to års kamp mod en brækket ryg. Ham havde lægerne heller ikke givet en chance, vel? Hvorfor skulle jeg så ikke også kunne genoptræne mig selv, tænkte Jonathan. Det var jo trods alt bare en sølle hånd! Ikke noget at regne i forhold til hele kroppen. Så han havde flået guitaren ud af kassen. Det var bare et spørgsmål om at tro på det. Han holdt så godt fast om plekteret han kunne, med fingrene som ikke lystrede helt. Efter mindre end fem minutter kom krampen

i

håndleddet,

men

han

ignorerede smerterne i de stivnede muskler og fortsatte stædigt. ”Tag dig sammen!” hvislede han til sig selv da hele armen brændte. De salte dråber der sivede ned fra hårkransen, sved 105


i øjnene, men snart mærkede han ikke andet end den dunkende smerte som havde bredt sig til hele den højre side af kroppen. Og med et brøl måtte han smide guitaren fra sig. ”Satans!” Men det skulle da prøves, tænkte han nu og stirrede åndsforladt på den lille smule maling under fingerneglen. Enhver i hans situation ville kæmpe til det sidste, og han havde endda prøvet flere gange siden. Hver gang med samme resultat. Nu hang guitaren på væggen, dækket af et tykt lag hvidt støv. Og der hang den jo fint... Selv om det selvfølgelig var synd for David der stadig ledte efter en anden guitarist. Jonathan

kunne

ikke

rigtig

huske

hvornår de sidst havde snakket sammen. På det seneste var det hele begyndt at flyde lidt ud for ham. 106


”Jonathan er den dejligste guitarist der findes,” havde David sagt til Simone. Det var da han lige havde lært hende at kende. En aften hvor de to venner var midt i at indspille et svingende funknummer, stod hun pludselig i døren. Jonathan

trykkede

hendes

fyldige,

varme hånd: ”Så må det jo være dig der er den dejligste kvinde, hvis ikke jeg tager helt fejl.” ”Siger han det?” spurgte hun og kiggede skeptisk på David. ”Det kan da godt være at jeg er kommet til det, en enkelt gang.” David kyssede hende længe. ”Jeg tror lige jeg går ud og... pudser min cykel,” sagde Jonathan. Et par dage efter skulle de spille igen, men David var ikke hjemme til den aftalte tid. Da han endelig troppede op, var han 107


helt ude af den. ”Vi har været oppe at skændes,” forklarede han. ”Vores første alvorlige diskussion.” Jonathan vidste ikke hvad han skulle sige. Han var ikke vant til at folk betroede sig til ham på den måde. Simone havde bedt David overveje hvad han ville med forholdet. Hun ville nemlig have børn, og det skulle ikke vare for længe. Så han blev nødt til at finde ud af hvor seriøs han var. Inden hun blev en gammel kone, som hun havde udtrykt det. ”Ved du hvad?” sagde Jonathan til David da der opstod en naturlig pause. ”Hvis jeg skulle forestille mig en god far, så ville det være dig.” ”Mener du det?” ”Yes. Jeg har ikke skænket det en tanke før nu. Men jo mere jeg tænker over det... jo 108


mere ville jeg ønske at du faktisk var min far.” Latteren fik David til at bløde lidt op. ”Tak skal du ha '. Du har selvfølgelig fuldstændig ret. Jeg vil jo gerne. Også med hende. Det er bare en skræmmende tanke, ikk'? Jeg mener, hun er den første kvinde jeg har været kæreste med... for ikke at sige sammen med... i flere år.” Jonathan nikkede. Han forstod udmærket hvad David var bange for. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig noget før at du er så klog?” David tændte en cigaret og smilede lettet til Jonathan som anede en sjælden varme i brystkassen. ”Hvorfor har du ikke spurgt?” Så satte han en påtaget forurettet mine op. ”Du er jo kun interesseret i min krop og min guitar. ” ”Det håber jeg da også at jeg stadig kan få,” havde David svaret. ”Du er en god 109


guitarist... Og en god ven.” Han havde blinket. ”Farmand David...” En god ven... Tjah, tænkte Jonathan. Og en god guitarist... Det var dengang. Han vendte hånden i luften. Lige nu var smerten for længst glemt. Pakket væk og stuvet af vejen sammen med de andre følelser, indtil videre. Han skulle bare have en grund. Bare en god grund til at leve videre. Og det ville han måske også få igen en dag. Bare ikke lige nu. Der var han for træt og ligeglad. Ligeglad med alting. Og mens han lå der og grattede i tapetet blændede solen langsomt ned indtil den sidste orangerøde prik på væggen blev opløst i tusmørket. 110


9

Den fugtige rude pressede sig mod hans pande.

Med

en

behageligt

kølende

fornemmelse der langt oversteg den lille smerte fra trykket mod kraniet. Udenfor susede den tilsodede sne forbi. Hvis han prøvede at fokusere og følge et punkt, gjorde det ondt i øjnene. Det var lettere bare at lade blikket hvile og acceptere de udflydende konturer. Kupeen var helt fyldt, og en fugtig varme emmede fra de andre rejsende, så den tunge, disede luft kun besværligt lod sig indånde. Hans fødder hvilede mod varmeapparatet langs panelet, og han kunne

mærke

det

brændende

metal 111


gennem de tyndslidte såler. Måske skulle han få sat nogle nye på. ”Du ved du altid er velkommen,” havde hun sagt mens de stod og betragtede toget rulle ind på perronen, og hun havde stukket et par hundredkronesedler i hans lomme. Lyden af de tunge hjuls dunken mod skinnerne synkroniserede sig med hans hjerteslag som truede med at holde op da toget standsede. ”Mor...,”

sukkede

han,

men

hun

insisterede, og han fik ikke lov at levere pengene tilbage. ”Om ikke andet så til et par nye såler,” fortsatte hun. Hun havde ikke kunnet undgå at bemærke hans slidte støvler. Jonathans far stod bagved, men ham havde de ikke hørt meget til. ”Bare du husker på at jeg sikkert kan finde en plads til dig nede i firmaet hvis det 112


skal være,” fik han endelig fremmumlet lige inden Jonathan steg op i vognen. ”Det har jeg ikke glemt. Og det er også pænt af dig, men...” Jonathan sukkede. Nikkede alligevel venligt. Faren nikkede også og skyndte sig at tilføje at det jo bare var et forslag. Jonathan havde været på besøg hele weekenden. For første gang siden de til den forsinkede fødselsdag havde drukket høflig kaffe, og hvor han havde siddet og lavet vittigheder på bekostning af sin gipsbelagte arm. Dengang fortalte han ikke hvor galt det stod til. At han aldrig ville komme til at spille igen. Men nu havde han sagt det: Aldrig mere. ”Så kan det da være vi kommer til at se noget mere til dig,” var morens første kommentar. Hun kunne vist godt selv høre 113


hvordan det lød og skyndte sig at tilføje: ”Du skal se, inden længe så har du allerede fundet en ny interesse, og så ser det hele meget lysere ud.” Men da det ikke var lykkedes hende at muntre ham op, havde hun alligevel rusket ham lidt i kinden. Hendes blik udtrykte oprigtig bekymring. Hans far havde også taget sig sammen til et par velmente bemærkninger: ”Det er da heldigvis ikke verdens undergang. Så længe du ikke går og ruger for meget over det. Det er der i hvert fald aldrig kommet noget godt ud af. Jeg har altid ment at det vigtigste var at have noget at rive i.” Ordene sejlede i en taleboble bort fra hans mund og forbi Jonathan. Længe efter hang boblen stadig og stødte dumpt mod de beigefarvede vægge i stuen. Som en kæmpebi der var blevet træt af at slås mod en rude. Bump... bump... 114


Men det var da altid noget. Store sager faktisk, tænkte Jonathan som udmærket var klar over hvad de mente om det liv han førte. Eller havde ført, skulle han måske sige. Mean Motherfuckers demobånd stod da på hylden sammen med de andre fra tankstationen, men de gamle havde helt sikkert kun hørt det den ene gang han selv havde sat det på. De var nu stort set holdt op med at kommentere hans manglende uddannelse selv om han vidste at det bekymrede dem. Og denne gang var der overhovedet ikke blevet taget hul på de uafsluttede diskussioner. Jonathan var fredet. Og det havde moren sørget for, vidste han. Til trods for at besøget altså havde været rimelig afslappet og af og til næsten helt hyggeligt, besluttede han alligevel at tage hjem da søndag eftermiddags tusmørke 115


begyndte at møve sig ind på livet af ham. Egentlig havde han jo ikke rigtigt noget at tage tilbage til, hvad moren da også bemærkede uden at kunne skjule sin skuffelse. Men han havde holdt fast i sin beslutning, og nu sad han der og bumlede svedende gennem det mørke landskab. Han kiggede på sit ur. Det ville vare mindst en time endnu. Hjemme... Ordet fik det til at gibbe i maven. Han ville helst bare fortsætte sin togrejse ud i evigheden. Så længe man var undervejs. blev der ikke stillet nogen krav – man kunne jo ikke gøre andet

og

han

kunne

med

god

samvittighed døse hen og bare nyde den sjældne følelse af at være fritaget for ansvar. Han følte sig tryg ved tanken om at hele hans liv lige nu lå i hænderne på togføreren. Om det så var en maskine der førte toget, kunne Jonathan hverken gøre 116


fra eller til, og han bekymrede sig ikke det mindste om rejsen. Der er kun en man kan stille til ansvar for sit liv. Plejede David at sige. Han var så satans klog. Men man kunne jo aldrig slappe af på den måde. Ikke et øjebliks fred fra al den ansvarlighed man hele tiden skulle forsøge leve op til. I det mindste havde David ikke snakket om ansvar da Jonathan, efter at have accepteret lægernes dom, endelig havde fortalt at det var slut. Egentlig tog David det ret uforstyrret. Ved nærmere eftertanke næsten irriterende uforstyrret. ”Der er jo ikke noget at gøre ved det,” havde han sagt, uden dog at lade Jonathan i tvivl om sin medfølelse. ”Nogle gange så går tingene bare ikke helt som vi forventer. Så må vi spille de kort vi får,” fortsatte han. 117


Jonathan havde svært ved at møde det på en gang afklarede og forstående blik. ”Synd for dem der sidder tilbage med sorteper!” ”Hvem ved hvornår spillet er slut?” svarede David uden tøven. Smart, tænkte Jonathan, men kommenterede det ikke. Han vidste at det var forbi for hans vedkommende. Og David måtte klare sig uden

ham,

men

skulle

selvfølgelig

fortsætte projektet på en eller anden måde, havde Jonathan understreget. Det sidste han havde brug for var misforståede hensyn, men det havde han selvsagt ikke behøvet at sige til David. Nu strøg toget ind i et sving med god fart, og han blev skrumplet rundt i sædet da skinnerne rettede sig ud igen. De andre passagerer

fulgte

bevægelserne

med 118


nikkende hoveder uden at fortrække en mine. Nikkedukker! Med sådan en fjeder i nakken kunne man slippe for at lade sig mærke med noget som helst. I hvert fald indtil katastrofen ramte. Og det var jo alligevel kun de færreste der blev ramt. Altid naboen, eller nogen andre. Indtil en skønne dag... Bang! Så knækkede fjederen, og hovedet hang pludselig nede på brystet med

stikkende

øjne, i

en unaturlig,

savlende position. De havde også nikket på stribe i øvelokalet. Som blev de betalt for det. Med angsten lysende i blikket. Kun Jens turde sige noget: ”Kan du så heller ikke rive den af længere?” Grinede bøvet da ingen andre gjorde. 119


Jonathan havde samlet dem da det stod helt klart at han ikke ville komme til at spille igen. Han orkede ikke at skulle ringe og forklare, en for en. ”Så sådan ligger landet,” sagde han. ”I kan lige så godt finde en anden med det samme.” Først var de helt tavse. Han forsøgte at smile. Lod blikket glide rundt og så dem gentage den apatiske bevægelse med hovedet og nakken. ”Det er jo ikke verdens undergang, vel? I virkeligheden er der jo nærmest ingenting galt med mig... Bortset fra en stiv hånd.” Han vædede læberne. ”Og det er helt sikkert at...,”begyndte sangeren. Denne gang var det Jonathans tur til at nikke. ”Alle de kloge siger der ikke er noget at gøre. I hvert fald skal I ikke vente på mig.” Da chokket havde fortaget sig, og de 120


begyndte at ligne musikere igen, forsikrede de ham om at den nye mand i første omgang kun skulle være med som afløser. Hvis det nu var... Og Jonathan blev da glad for deres omtanke selv om de alle vidste at det bare var ord. Han havde taget sin forstærker med da han gik, og anede i dag ikke hvordan de andre havde det. Om bandet overhovedet eksisterede længere. Toget holdt stille igen. Sidste stop før han skulle af. Han var blevet alene i kupeen, men følte sig stadig besværet af de fremmedes uddunstninger som endnu hang tæt i luften, så han rejste sig for at åbne vinduet. Han måtte lægge alle kræfter i. Da det endelig overgav sig, slog blæsten ham i ansigtet, og han gispede lamslået efter vejret. 121


Vinden

var

sønderrivende

kold.

Alligevel blev han stående, og da kolonnen satte i gang og rullede ud i mørket, klemte han ansigtet sammen og lod det skære gennem den isnende natteluft der lukkede sig tæt om ham. Snart efter kunne han ane de lysende gløder fra byens yderste rand. Det fik ham ikke til at føle sig bedre tilpas. For selv om hans lejlighed lå i centrum, midt i det hele, hvor mørket havde de dårligste vilkår, vidste han også at uanset om han tændte alle lamperne derhjemme, så kunne intet lys trænge helt ind i hans inderste. Tanken om at vende hjem til den øde lejlighed der havde lagt rum til de sidste mange ugers ligegyldige

stilstand

og

hjernespind

sænkede sig som en mat hinde over ham. Stakkels Jonathan... Han masede vinduet i og dumpede ned i sædet. Rejste sig igen 122


og hev sin taske ned fra bagagenettet. Den var

næsten

tom,

men

virkede

uoverkommelig tung. Stakkels Jonathan – på et tidspunkt trængte de to ord ud af deres sanseløse tomgang og helt frem i hans bevidsthed. Han vidste ikke hvor længe de havde gentaget sig, men nu kunne han høre at stemmen ikke var hans egen. ”Stakke ls Jonathan.” Trine havde siddet og strøget ham over panden en halv times tid inden hun startede på sin messen. Selv havde han ligget fladt på ryggen i sin seng og prøvet at abstrahere fra de pulserende, kraftige stød der var begyndt at brede sig ud fra hånden. Tabletterne havde ellers virket efter hensigten, og smilet var ikke blegnet et sekund mens forældrene var der. Han havde med venstre hånd pakket 123


gaverne op – en varm trøje og en check på femhundrede – og havde holdt ud til de endelig havde tømt kaffekanden og det sidste fad med kringle. Først da de havde vinket farvel nede fra gaden, dejsede han om. Trine som ikke havde sagt meget indtil da, begyndte straks at rydde af bordet. Og ikke før de sidste spor efter dagens festligheder var slettede, havde hun sat sig på sengekanten med de undersøgende, grå øjne fikseret på ham i en vagtsom vinkel. ”Ser jeg så dårlig ud? ” spurgte han. Hun nikkede, næsten skyldbetynget, og han brummede at han sgu nok også havde haft det bedre. Smerten fra hånden var blevet så dominerende at han havde svært ved at tænke på andet. Han havde ædt de satans piller i en uge og havde troet han kunne begynde at trappe lidt ned på dem. 124


”Stakkels Jonathan.” Det havde nok i virkeligheden ikke været så enerverende som han opfattede det, men på et tidspunkt havde han alligevel bedt hende om at holde kæft. Det gjorde hun så, men blev siddende med hans raske hånd i sin. Stirrende, så han hvert øjeblik ventede at hun ville begynde at logre med halen. Til sidst kunne han ikke holde ud at se på hende længere. ”Kan du da for helvede ikke bare lade mig være i fred! ” snerrede han. Det kunne hun godt, men han havde ikke forventet at hun ville tage hjem. Først da han hørte det lille, forsigtige klik fra entredøren, gik det op for ham at han var alene. Han

havde

ikke

forestillet

sig

at

stilheden kunne være så overvældende. Først var det som om alle verdens lyde forsvandt. Ikke fordi han troede han var 125


blevet døv. Den dumpe puls fra hjertet var let at høre. Så registrerede han også det kraftige smæk nede fra gadedøren og tænkte at hun måtte have listet på trappen, for han havde ikke hørt trin. Så dukkede flere lyde frem. Ukendte, døde, fra en mekanisk verden. Han overvejede om det hele var en stor kulisse til ære for ham. Eller rettere for at lave numre med ham. Måske et stort iscenesat forsøg hvor alle andre vidste noget han ikke vidste. Trine stod sikkert i dette øjeblik nede på gaden og snakkede med de andre om hvad deres næste, ondskabsfulde træk skulle være. Det var selvfølgelig noget ævl. Men han var klar over at han ikke ville kunne holde sine egne tanker ud ret meget længere. Så han fik fat i ledningen langs væggen, og trak telefonen ned af vindueskarmen. Den bragede ned på gulvet, og han halede den 126


videre hen til sengen og tastede hendes nummer.

Hun

var

selvfølgelig

ikke

kommet hjem endnu, men han lagde en besked om at hun skulle ringe. Ti minutter senere var hun stadig ikke kommet, men efter endnu et kvarter fik han endelig fat i hende og sagde undskyld. Spurgte om ikke hun havde lyst til at komme over igen. Hun skulle noget andet. Da han lagde røret, oplevede han for første gang den snigende kulde der langsomt

begyndte

at

belejre

ham

efterhånden som dagen måtte trække sig tilbage. Og da han åndsfraværende rejste sig for at gribe guitaren, gik det som et lyn gennem kroppen op for ham at han ikke længere havde noget middel til at holde ensomheden borte. Smerten fra hånden blev pludselig ubetydelig, for den ville forsvinde igen. Værre var den smerte der 127


begyndte at trænge sig frem indefra. Den var så voldsom at han ikke kunne forestille sig hvordan han skulle kunne overleve den. Hvordan noget menneske kunne overleve det helvede han var havnet i. Hvorfor skulle det ske for ham? Nu hvor han stod i togvognens smalle gang og ventede på at de skulle holde helt stille,

gennemlevede

han

atter

de

mareridtsagtige døgn som han havde gjort det så ofte siden den aften. Lyden af de skrigende bremser mod de frosne skinner kunne ikke overdøve den tomme lejligheds klagende kalden, og han fik stød af det stålkolde håndtag da han åbnede døren og steg ud af toget og ind i virkeligheden. Han

kunne

ikke

udskyde

mødet

længere. Kunne ikke engang tage op til Trine der var på studierejse. Så han 128


baksede rygsĂŚkke n op pĂĽ skulderen og begyndte at traske hjemad.

129


10

Bortset fra enkelte dyrespor lå skoven uberørt, og det hvide landskabs fortættede atmosfære trykkede så det sang i ørene. Klar og kold luft banede sig vej fra hans næsebor og helt op bag panden, og det var længe siden han havde følt sig så forfrisket. Under støvlesålerne knagede den frosne sne for hvert skridt de tog. Han vidste at de var på vej ned til vandet selv om han aldrig havde været så langt uden for byen før. Selv ville han nok have fulgt den brede, anlagte vej et stykke derfra, men David førte selvfølgelig an gennem en skjult sti i buskadset. Jonathan snøftede og trak halstørklædet længere op om ørene. Han ejede ikke en 130


hue, og den fugtige kulde stak sine syle i hans øreflipper. David havde til gengæld iført sig en norsk tophue med klapper og store, tykke luffer der så en del varmere ud end de strikkede fingervanter Jonathan havde lånt af Trine. Med det nyanlagte fuldskæg var kun Davids øjne og kindben ubeskyttede. ”Du ligner sgu en familiefar.” ”Det er vel heller ikke helt ved siden af,” grinede David. Næh, tænkte Jonathan. Det var det selvfølgelig ikke. I den mundering var der næppe nogen der ville genkende rockstjernen David. Jonathan kiggede ned ad sig selv. Læderjakken stod i skarp kontrast til Davids røde anorak. ”Nu er vi der snart,” sagde David begejstret og dukkede sig under en kroget gren som bugtede sig frem, tynget af bulede istapper. For mindre end en time 131


siden var han troppet op hjemme hos Jonathan. Insisterede på at han skulle komme med. Jonathan havde hverken fået morgenmad eller tøj på, men David havde ventet tålmodigt. Nu kunne Jonathan svagt høre den dovne brusen fra havet. Lidt længere fremme så han den lille sti munde ud i trappen til strandbredden, og han gik hen mod den. ”Det er den her vej,” råbte David og trak væk fra trappen, længere ind i buskadset. Og han så ud som om han vidste hvad han gjorde, så Jonathan fulgte efter. Først da det mandshøje buskads blev helt tæt og uigennemtrængeligt, stoppede David op. ”Lad os se. Hvor er det nu?” Han vendte sig mod Jonathan der nysgerrigt afventede næste skridt. ”Det er ret længe siden jeg sidst har været her,” fortsatte David. Så gik 132


han søgende videre langs muren af de sammenflettede grene. Jonathan hørte en puslende lyd i sneen bag sig og drejede hovedet. Et lille dyr, gættede han på. Der var ikke noget at se, men da han vendte sig igen, var David væk. Kun aftrykkene i sneen viste at han faktisk havde været der. Jonathan fulgte fodsporene til de hørte op.

Standsede,

kiggede

sig

omkring,

lyttede. Bortset fra havets stønnen var der helt stille. Og krattet ved siden af ham var fuldstændig tæt. Man kunne umuligt trænge igennem. ”Kommer du ikke?” lød Davids stemme pludselig nede ved jorden, og tophuen kom til syne mellem buskenes rødder. Så forsvandt den tilbage gennem hullet, og Jonathan dykkede ned på hug og masede sig efter. Da hans øjne havde vænnet sig til det dunkle lys på den anden side, 133


åbenbaredes en stor hule. I midten tronede en solid træstamme hvis nederste grene var flettet sammen med de buske som dannede væggene. Menneskehænder havde lukket de sidste huller, så hulen var helt overdækket og tæt. Små menneskehænder, tænkte Jonathan da han fik øje på en gammel fodbold på det mørke gulv. ”Det er godt nok længe siden jeg sidst har været her. Men der er åbenbart andre end mig der kender stedet.” David samlede et stykke slikpapir op fra jorden. Så slog han ud med armene. ”Den bedst bevarede hemmelighed jeg kender. Du er den første voksne der har fået lov til at betræde den hellige jord i Troldehulen.” ”Du er vel også en slags voksen.” ”Det er klart,” grinede David. ”Men det tæller ikke. Jeg har leget her det meste af min barndom selv om jeg godt nok husker 134


den som noget større.” De måtte stå med nakken dukket for ikke at støde mod loftet. ”Gad vide om...? ” I det ene hjørne fejede David en bunke bløde, visne blade til side og begyndte at hakke i den størknede muld med en kæp. Snart blev jorden blødere, og han begyndte at grave med hænderne. ”Jeg er ret sikker på at det er her omkring. ” Han tog mere af siderne med kæppen, og et stykke nede stødte han på noget. ”Ha!” udbrød han begejstret. ”Nu skal du bare se!” Den røde lak på den gamle madkasse var næsten helt erstattet af rust. Han børstede lidt jord af den og åbnede forsigtigt og med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet. ”Ydrk! Muselort.” Små sorte kugler og noget muggent papir kom til syne da han rystede den hullede æskes indhold ud på 135


jorden. ”De har næsten spist det hele,” sagde han med rynkede bryn. ”Men man kan stadig tyde noget af det. Se!” Jonathan var kommet nærmere og fik stukket et laset ark papir i hånden. ]eg David... hermed at jeg til... Kim Stifinder... også... til min død... forsvare David Hurtigpil... vores blod..., læste han. Nederst på det fugtige papir kunne han ane konturerne af to falmede brune pletter, og han så for sig hvordan en lille David møjsommeligt

havde

sat

sit

blodige

fingeraftryk på papiret sammen med kammeraten. Jonathan havde også selv blandet blod engang. Med sin bror. Blodsbrødre... Ordet gav genklang i hulen, og han gnubbede tommelfingeren. Huskede smerten fra den rustne

kniv

der

havde

givet

ham

blodforgiftning. Dengang havde han heller 136


ikke kunnet bruge hånden, men det var længe før han var begyndt at spille, og det var gået over allerede efter en uge. ”Hurtigpil? ” sagde han så og kiggede op fra papiret med hævede øjenbryn. ”Det er mig!” David slog sig for brystet med en knyttet næve. ”Og Kim Stifinder var min bedste ven. De to farligste indianere i skoven, og vi legede altid sammen. Aldrig skulle vi skilles.” David kradsede i skægget. ”Så flyttede han.” David fortalte at han først havde været meget ulykkelig. Han havde kedet sig og ikke syntes at der var noget ved noget længere. Og kun de mange breve han fik og selv skrev til Kim, kunne få ham i bedre humør. Forældrene gjorde selvfølgelig hvad de kunne for at forklare at han nok skulle få nye venner, men det ville han ikke høre på. Der ville aldrig blive nogen der 137


kunne erstatte Kim. Det første års tid besøgte de to indianere hinanden i ferierne, og så var alt ved det gamle igen. Men gradvist og umærkeligt blev de mange breve til få, og en sommer var magien forsvundet. Og da var det egentlig helt i orden, forklarede David. ”Jeg var jo i mellemtiden begyndt at interessere mig for det smukke køn. Og der var også kommet nye kammerater til. Det var ikke længere til at forstå at Kim og jeg engang havde været så gode venner.” David rodede ide afpillede rester af madkassens indhold. ”Og så fik de alligevel ret, de gamle. Jeg aner ikke hvad Kim laver i dag, og det gør heller ikke noget.” Han kiggede op på Jonathan. ”Livet forandrer sig hele tiden. En evig bevægelse. Kim er væk, og andre er kommet til: Simone, lille Amanda og dig. 138


Og i dag synes j eg det er endnu bedre. ” David rakte smilende ud efter resterne af pagten som Jonathan stadig stod med, og begravede så æsken med indhold igen. Jonathan var begyndt at fryse og lagde armene over brystet for at holde på varmen. ”Du tror det er så let,” brummede han. ”Du har altid en forklaring på det hele. Lidt lommepsykologi så man pludselig kan se meningen med alting.” Han skulede til David der smilede mildt uden at sige noget. ”Men det er sgu ikke så let. Ikke spor let.” Han sparkede til en gren som rutschede

hvislende

hen

ad

jorden.

Sukkede og tænkte på de mange timer han efterhånden havde spildt med at ligge og glo op i loftet. ”Og jeg er ked af at måtte skuffe dig. Men jeg føler mig desværre ikke mere fortrøstningsfuld end jeg gjorde for 139


lidt siden.” ”Hvorfor skulle jeg være skuffet?” David havde rejst sig og ville lægge hånden på hans skulder, men Jonathan snoede sig væk, og David trak armen til sig igen. ”Jeg har ikke taget dig med herud bare for at fortælle den historie. Men prøv engang at se på dig selv og dit liv. Du kommer nærmest aldrig uden for en dør længere. Måske besøger du Trine en gang imellem, hvad ved jeg? Men har du tænkt over at det efterhånden altid er mig der ringer? Det er flere uger siden du selv har ringet.” Jonathan skævede igen til David der stadig var helt rolig. ”Jeg forstår udmærket hvordan du har...” ”Det forstår du overhovedet ikke,” afbrød Jonathan. Det kunne ingen forstå, tænkte han og mærkede det spænde i øjnene da han kiggede direkte på David. 140


”Det tror jeg nu nok jeg gør alligevel, men den historie...” David blinkede. ”... Kan jeg fortælle dig en anden gang. Det er helt i orden at have det dårligt, og det er også nødvendigt... engang imellem. Men på et tidspunkt bliver man nødt til at vende blikket ud i verden igen.” ”Hvorfor?” ”Fordi livet går videre. Med eller uden dig.” ”Og hvad så? Hvem siger jeg skal være med?” ”Det gør du selv. Det skriger ud af dig på lang afstand. Du går og håber på at en eller anden kommer og redder dig. Men du bliver nødt til at indse at den eneste der kan det, er dig selv.” Jonathan kunne ikke skjule sin gaben, men David fortsatte uanfægtet: ”Og eftersom du ikke kommer til at spille guitar mere, så bliver du nødt til 141


at finde på noget andet.” ”Måske,” sagde Jonathan. Den dunkle hule trak sig tættere om ham. Han smilede bittert. ”Hvis der så overhovedet er nogen grund til det. ”

142


11

Simone havde farvet sit glatte hår i en kastaniegylden

nuance

der

matchede

hendes brune øjne. Hun havde lige serveret desserten og satte sig ved siden af Jonathan. Smilede næsten hele tiden. Han frøs og kunne tydeligt mærke varmen stråle fra hendes krop. ”Tag nu en ordentlig portion. Så du kan blive lige så stor og stærk som mig.” Hun trak i sin buttede, hvidfregnede kind og åbnede for en dyb og varm latter. ”Du er da ikke så stor,” sagde han. ”Du er for eksempel ikke så høj.” ”Hov, hov,” grinede hun. ”Respekt for de gamle.” Hun var fem år ældre end David og dermed næsten ti år ældre end 143


Trine. Jonathan tænkte nu ikke så meget over det, men det gjorde alligevel en forskel på hende og Trine, selv om han ikke helt kunne sætte fingeren på hvad det var. Men det havde nok også noget med lille Amanda at gøre. Hun var heldigvis lagt i seng nu. Ellers var han næppe blevet så længe. Den første time under middagen havde hun været vågen og meget utilfreds, og han havde haft svært ved at se det fantastiske ved at være forælder. Så var der selvfølgelig udseendet. Trines hud var stadig glat og fin, mens Simones lattermilde sind havde afsat sine rillede spor ved øjnene og mundvigene. Nu hvor hun sad og snakkede med en af de andre gæster, agerede de små hudfolder deres egen lille komedie. Fnisede og hviskede hemmeligheder til hinanden, så han følte 144


sig udenfor. Han vristede blikket væk og lod det glide langs det store plankebord i Simones og Davids spisestue. De var omkring tyve, de fleste par. Senere ville der komme flere til, havde David fortalt. Heldigvis, tænkte Jonathan og kiggede i smug på Davids smukke lillesøster. Og på hendes kæreste som hun, skjult af den hvide blondedug, havde holdt i hånden den sidste times tid. ”Hun er sgu også et godt skår,” lød Simones hviskende stemme i hans øre. Han mærkede det rykke i sin krop, og han kunne ikke hindre det forræderiske blod der strømmede til kinderne. ”Øh, ja hun er da flot.” Den pulserende varme hæmmede hans bevægelser som en jernmaske, og det knirkede i nakken da han drejede hovedet mod Simone. ”Du behøver ikke at blive flov. Du er 145


faktisk meget diskret. Og så har du god smag. Trine er jo også en steg. Hvorfor er hun ikke med for øvrigt?” ”De-et ... Du ved jo selv hvordan vores forhold er. Og jeg har også glemt at spørge hende.” Han lavede en grimasse der illustrerede at han godt vidste at det ikke var for heldigt. Mærkede samtidig lettet hvordan den varme maske fordampede fra ansigtet. Han havde glemt at spørge. Havde faktisk glemt alt om festen indtil David ringede og mindede ham om den. Og var på det tidspunkt lettet over at Trine ikke vidste noget, fordi han egentlig ikke havde regnet med at tage af sted. Men så havde han alligevel ombestemt sig i sidste øjeblik. Og nu ærgrede han sig. Selv om han vidste at han ville have følt sig forpligtet til at tage sig af hende. 146


De få gange de begge havde været sammen med David og Simone, havde hun ikke sagt ret meget. Og faktisk undlod han næsten altid at tage hende med når han skulle noget. Men nu kunne det alligevel have været rart hvis hun var der. Hyggeligt hvis de kunne sidde og sludre med de andre gæster på rigtig parmaner. Holde i hånd under bordet. Han følte sig pludselig underlig tilpas, og med øjnene stift rettet mod tallerkenen slugte han koncentreret den kølende is der dæmpede uroen i hans mave en smule. Under hovedretten havde han ellers gjort sig umage og havde konverseret lidt og høfligt. Mest med Simone, men også med kvinden på hans anden side der læste til præst og havde knold i nakken. Nu sad han igen tavs og betragtede venligt resten af selskabet og de livlige flænger i deres 147


ansigter. De formede smidigt både ord og smil når ikke de stødte frem mod maden som de opslugte og tyggede andægtigt. Han lyttede tillydene der strømmede fra dem.

Fremmede

behagelige

musik

ord i

der

med

den

baggrunden

flød

sammen til en overvældende, næsten hypnotiserende lydkulisse. Efter middagen begyndte flere gæster at dukke op. Jonathan fortrak ind i den anden stue og satte sig i sofaen. Han bladrede i en avis da en fyr kantede sig ned ved siden af. ”Dommedag er nær!” Stemmen var dæmpet og hæs. ”Hvad?” spurgte Jonathan med et grin og kiggede op. Kunne ikke tro han havde hørt rigtigt. Manden var krøllet og slidt og havde filtret, vissent hår i det meste af ansigtet. ”Ingen kan undslippe dommedagen.” 148


”Det kan jeg vist godt snakke med om.” Jonathan forsøgte igen at koncentrere sig om avisen, men han kunne ikke styre sine øjne som hele tiden søgte i retning af den mærkelige mand der med små, pludselige bevægelser

var

begyndt

at

trække

umotiveret i det lange hår og skæg. Hver gang han pibende sugede luft ind gennem næsen, rykkede det kraftigt i hele hans krop. Jonathan spekulerede på hvem der havde inviteret ham. Han kunne ikke forestille sig at fyren var en af Davids eller Simones venner, men de få andre i stuen lod ikke til at bemærke noget. ”Tiden er inde. Jeg har set tegnene,” fortsatte

manden

og

rettede

sine

påtrængende, gullige øjne direkte mod Jonathan som gnubbede sin næse der pludselig var begyndt at klø voldsomt. ”Hvilke tegn? Hvad snakker du om?” 149


”Tegnene,”

sagde

fyren.

”Naturkatastroferne, de mange krige og ikke mindst... ” Jonathan flyttede sig uroligt da fyren med en rystende finger pegede på ham. ”Menneskets fordærv og forfald som vil dominere den sidste tid.” ”Er du profet, eller har du bare røget noget du ikke kunne tåle?” Jonathan prøvede at grine, men den hikkende lyd der kom ud af hals, gjorde ondt i kæben. Så nikkede han høfligt og rettede igen blikket mod avisen. ”Mærk dig mine ord. Når den elvte time er kommet, vil menneskene ikke længere have ører for Guds ord. Kun deres egne begær og liderlige lyster hersker over jorden.” ”Jeg skal pisse!” Jonathan rejste sig brat. ”De der har ører, skal høre...” nåede han at opfatte inden han skyndte sig ud ad 150


døren og ud på badeværelset. Her skyllede han ansigtet i koldt vand og knappede skjorten lidt op. Grinede til sit spejlbillede. ”Sikke noget ævl,” sagde han højt. ”Dommedag og fordærv i min bare...” Da han havde frisket sig op, gik han alligevel ind for at se om profeten var der endnu. Hvis ingen ville kendes ved ham, måtte man hellere holde lidt øje med ham. Det var en dårlig undskyldning, det vidste Jonathan godt. Men det var ikke lykkedes ham at ryste den mærkelige fornemmelse af sig, og af en eller anden grund blev han bare nødt til at kigge nærmere på fyren. Døren ind til stuen var i mellemtiden blevet lukket, så han åbnede forsigtigt og stak hovedet ind. ”Nå, undskyld,” udbrød han. Davids søster lå i sofaen oven på kæresten, og Jonathan lukkede så hurtigt igen at han 151


ikke nåede at se om der var andre derinde. Det var der jo nok ikke, men alligevel sukkede han og åbnede en gang til. ”Har I set ham fyren der var her lige før?” ”Hvem?”

spurgte

søsteren

irriteret.

Hendes læbestift var tværet ud over kinden. ”Ham profeten, med skægget og det filtrede hår.” ”Jeg aner ikke hvad du snakker om.” ”Hvor længe har I været herinde?” spurgte Jonathan og forsøgte at kigge om bag sofaen. ”Ikke

længe

nok,”

sagde

søsteren

overdrevet tålmodigt. ”Og smut nu med dig pus.” ”Jamen...” ”Kan du godt li' at kigge på eller hvad?” 152


sagde kæresten og satte sig op. ”Smut ud og find dig en kæreste selv!” Med hænderne parerende oppe foran sig trak Jonathan baglæns ud af døren uden at sige mere. Idiot, tænkte han, men slog det væk da Simone i det samme kom ud fra soveværelset hvor lille Amanda lå. Han fortalte hende om profeten. ”Det er sikkert Asmon, vores nabo. Han dukker op på de mærkeligste tidspunkter. Han er helt uskadelig, men lidt kreativt tænkende hvis jeg må udtrykke det sådan.” Simone løftede øjenbrynene, og Jonathan nikkede indforstået. Det kunne man vist roligt kalde det. I mellemtiden var lyset i spisestuen blevet

dæmpet,

og

musikken

skruet

tilsvarende op. Spisebordet var fjernet for at give plads til dansegulv. Jonathan erobrede en skål chips og satte sig langs 153


væggen hvorfra han kunne iagttage de dansende som blev til skygger mod stearinlysenes ulmende skær. Før havde han selv elsket at danse. Havde elsket at bevæge sig i forlængelse af musikkens potente selvsikkerhed. Men det var også forbi, tænkte han. Bare tanken om at skulle leve sig ind i musikken på den måde fik ham til at føle en uforklarlig modvilje. Som at danse til en begravelse. Han greb en stor håndfuld chips og gabte over så mange som muligt. Havde mest lyst til at tage hjem. Klokken var ikke engang ti, og han savnede allerede sin dyne.

Hvor

meget

han

end

havde

forbandet ensomheden, trak den alligevel i ham. Lokkede ham med sin uforpligtende selvmedlidenhed. Men det var sgu for ynkeligt, og hvis han gik nu, ville David blive skuffet. Men han ville selvfølgelig 154


også acceptere det. Evigt tålmodig og overbærende ville han forstå hvorfor Jonathan følte sig ved siden af det hele og ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Det var jo sådan det var. Han skulle alligevel være blevet hjemme, tænkt e han. Have ventet indtil ... Ja, indtil hvad? Han vidste det ikke. En skygge fra dansegulvet gled forpustet ned ved siden af ham og førte hans bevidsthed tilbage til den festramte, dunkle stue. En skygge med pæne ben vel at mærke. Han mærkede en sitren i kroppen og kastede igen et blik på uret. Trine havde sagt at der sikkert ville gå en hel uge før de kunne ses. Det føltes pludselig som meget lang tid. Alt for længe uden at mærke en kvinde. Og da den milde parfumeduft fra de pæne ben kælent begyndte at drille hans næsebor, blev han nødt til at give efter. 155


Han vendte sig mod hende og smilede kraftigt. ”Dig har jeg aldrig set før,” sagde han. ”Næh. Men du må være Jonathan.” ”Ja,” svarede han opmuntret og satte sig godt til rette. ”Det kan jeg nok ikke bortforklare.” Rimeligt imødekommende fortalte hun at hun var en af Simones veninder. Rakte frem efter chipsene og blottede derved lidt af brystet under den halvåbne herrejakke. Hun måtte være helt bevidst om hvad hun gjorde, og Jonathan fik en voldsom lyst til at mærke hendes hud der ville føles varm og fugtig, og hans hjerte begyndte at slå hurtigere. Uden at ændre ansigtsudtryk rykkede han henkastet tættere på, så deres knæ stødte sammen. Konverserede med hende på hendes præmisser uden rigtigt at høre efter. 156


Han mærkede kun den forsigtige sitren hvor knæene rørte hinanden og lurede koncentreret

en

åbning.

Strejfede

tilfældigt hendes lår da han tog sin øl. Kom til at række ud efter chipsene samtidigt med hende, så deres hænder mødtes. Og holdt hele tiden øjenkontakten længe, men aldrig længere end at han havde ryggen fri. Han opdagede at hun var let at få til at grine, så han benyttede enhver chance til at sige noget morsomt, og snart var hun tøet helt op og fortalte ham alt muligt. Det viste sig at de havde en fælles bekendt. ”Hvor skægt,” udbrød han og lagde hånden på hendes knæ. Angrebsfejl! Hun stoppede midt i en sætning og sukkede. ”Jeg ved at du er Davids gode ven,” sagde hun og fjernede uden det store drama hans hånd. Grinet var gledet af hende. ”Og du er sikkert også en sød fyr.” 157


Hun rejste sig og smilede påtaget. ”Men tag og bliv voksen.” Ordene for imod ham. Rev det yderste af hans ansigt. Heldigvis vendte hun rundt med det samme og så ikke hvordan hans udtryk skiftede mellem et utal af miner. Først da han stoppede munden med chips og skyllede efter med øl, genvandt han kontrollen. Men boblerne i maven kunne han ikke få til at forsvinde.

158


12

Han forlod festen kort tid efter. Hvis han overhovedet

havde

mobiliseret

det

mindste overskud, var det i hvert fald forsvundet i det øjeblik Simones veninde vendte ham ryggen. Han surmulede hele vejen hjem, og uanset at han forsøgte at overbevise sig selv om at det ragede ham en skid hvad hun tænkte, blev hendes ord ved med at prikke ham inakken. Tag og bliv voksen! Hvad med hende selv? tænkte han. Sove kunne han selvfølgelig ikke. Stemmen var søvndrukken og skidesur da telefonen blev taget i den anden ende. Jonathan

undskyldte

afværgende.

Hvordan kunne han vide at nogen kunne 159


finde på at gå i seng før klokken 1 en fredag aften? Tænkte han. Men sagde det ikke højt. Trine var faktisk hjemme, men lød så træt som værelseskammeraten. Han havde overhovedet ikke regnet med noget, for efter planen skulle hun stadig være hos sin mor. Alligevel kunne han ikke lade være med at ringe op. og det viste sig nu at moren med kort varsel var blevet nødt til at besøge en syg veninde i byen, og Trine var taget med tilbage. Det var han glad for. Han længtes efter hende. Hun var nu ikke specielt i snakkehumør, men han fik hende overtalt til at mødes bare en time dagen efter, selv om hun egentlig ikke havde tid. Han var helt forvirret da han lagde på. Kunne ikke forstå at det kunne være så dejligt at tale med hende. Og tilbage i sengen faldt han i søvn næsten med det samme. Med den 160


beroligende lyd af hendes hviskende stemme i sine ører. Dit hjerte ved alt, sagde David tit. Første gang Jonathan havde hørt det, var en af de sjældne gange de var i byen sammen. Efter et par timer på cafe var de gået ud for at finde et sted hvor de kunne høre musik. Da de krydsede torvet foran kirken, stoppede David pludselig op og greb Jonathan i armen. ”Se lige her!” Han pegede op mod kirketårnet, og Jonathan lod blikket følge med

hele

vejen

op

langs

den

projektørbelyste mur, videre over det grønirrede spir og op mod himlen der lå som

et

mørkt

tæppe

med

indlagte,

skinnende guldknapper. ”Hold da kæft hvor er det smukt, hva '?” Og det var det da, indrømmede Jonathan og var ellers klar 161


til at gå videre, men David holdt ham tilbage. ”Kan du ikke mærke det?” David sprang op på en blomsterkasse og strakte armene ud til siden. Indsnusede højlydt den kølige aftenluft og drejede rundt, så det skvulpede fra den halvtomme guldøl i hans hånd. ”Mærke hvad?” ”Suset.

Storheden.

Skønheden.”

Jonathan trak på skuldrene. Det var da flot nok, det havde han jo sagt. ”Her, mener jeg.” David steg ned og klappede Jonathan på brystkassen. ”I dit hjerte.” ”Ja, det banker,” svarede Jonathan. ”Som det plejer at gøre. Bortset fra at det måske lige nu kæmper lidt hårdere for at forbrænde de sidste fem guldøl.” ”Du må lære at lytte til dit hjerte.” ”Hvorfor?” ”Fordi du her kan finde svar på alt.” 162


”Kan du så ikke spørge dit hjerte om det vil med på grillbar? Jeg er hamrende sulten. Det siger min mave. Er det ikke godt nok at lytte til den? Som en start i det mindste.” David gav ham et nakkedrag. Lidt efter bestilte de rigeligt af både cola, pomfritter og burgere og satte sig ved et bord. Mens de spiste, pegede Jonathan diskret i retning af to piger i nærheden. Spurgte David om hans mening. ”Appetitlige,” svarede han. ”Men...?” ”Ja, det er jo ikke det samme som at jeg har lyst til at gå hen og voldtage dem.” Mindre kunne vel også gøre det, foreslog Jonathan som udmærket vidste at David var urokkelig. ”Jeg forstår det bare ikke.” Jonathan sendte sigende øjekast i retning af sit underliv. ”Er du ikke bange for at den helt 163


visner bort en dag?” ”Bare rolig.” David nikkede påtaget alvorligt. ”Der er ikke noget der visner her.” ”Jamen den har vel også et ord at skulle have sagt?” ”Lad mig sige det på den her måde: Bare fordi en eller anden ævler løs, er det jo ikke sikkert at det er værd at lytte efter. ” ”Hvem kan afgøre det?” David skulle til at sige noget, men Jonathan kom ham selv i forkøbet: ”Selvfølgelig...” Lagde hånden på sit

hjerte

og

bukkede

sig

ærbødigt

fremover. ”Den vise mester. ” ”Lærenem,” havde David bare sagt. Jonathan var nærmest i godt humør da han morgenen efter festen trippede ud i køkkenet for at drikke noget vand. Der var 164


stadig et par timer til han skulle mødes med Trine. Og ved tanken blev han helt varm om... ja, om hjertet, måtte han indrømme, og grinede for sig selv mens han trak colaen ud af køleskabet. Og pludselig – som han stod der med den kolde flaske i hånden – var det som om han stod stille i en verden der var ved at ændre sig. Som om et tandhjul i livets ufattelige urværk med et gigantisk og voldsomt ryk var ved at flytte sig et hak, og han var et lille insekt der forsøgte at hage sig fast i det kolde

metal

under

den

svimlende

bevægelse. Tilbage i sengen sippede han af flasken og mærkede hvordan kvalmen forsvandt. Han havde været et fjols. Det så han helt tydeligt nu. Og han blev kold langt ned ad ryggen ved tanken om hvordan han havde lagt an på Simones veninde. Dybest set 165


havde han jo slet ikke haft lyst til det. Det var jo Trine han havde tænkt på mens han sad og spillede smart. På grund af et par pæne ben. Og han havde været et dumt svin over for Trine, det kunne han tydeligt se nu. Men det skulle der altså laves om på. Nu havde han jo fået den tid til hende han ikke havde haft før – for nu at forsøge at se det hele lidt fra den lyse side. Så skulle de gøre noget mere sammen. Gå i biografen og den slags. Ville han så give slip på de andre kvinder? Var han virkelig klar til kun at bolle med den samme kvinde resten af sit liv? lød en spydig stemme pludselig et sted i hans hoved. Resten af livet... Resten af Livet, gentog den udfordrende, og hans hjerte sprang et slag over. De kunne vel tage en dag ad gangen. Starte med at bruge noget mere tid sammen. Det havde han i 166


hvert fald lyst til. Han mærkede igen hvor meget han savnede hende. Nu hvor det var hende som ikke havde tid, kunne han næsten ikke vente. Han længtes efter hendes stemme. De

hengivne

berøringer.

Og

hendes

underfundige smil der altid gjorde ham helt blød. Han havde mest lyst til at styrte over og fortælle hende at han synes de skulle starte på en frisk og glemme alt hvad der indtil da var sket. Nu, med det samme. Han sprang utålmodigt ud af sengen og begyndte at bevæge sig planløst rundt i lejligheden. Pustede lidt støv af guitaren der reflekterede en enkel solstråle. Lod fingrene glide over den gyldne lak. Nej, skreg hele hans krop da han tog fat om guitaren med begge hænder. Alligevel løftede han den ned, overrasket over hvor let og glat den var. Han pustede igen til 167


støvet der hvirvlede op og kildede ham i næsen.

Resten

tørrede

han

af

med

T-shirten. Nød duften fra det varme træ. Så lod han forsigtigt fingrene løbe ned over strengene en for en. Begyndte uvilkårligt at justere på stemmeskruerne. Pludselig følte han sig helt blufærdig. Det havde ikke været hans mening at spille på den. Så slog han igen strengene an i en enkelt akkord. Nu stemte de, og den metalliske lyd var spinkel og sart. Så greb han en ny akkord. Og endnu en. Tøvede. Var det nu også nogen god ide? Men han kunne ikke lade være, og lidt efter sad han og spillede en af de gamle sange. Selv om han var ganske forsigtig, begyndte det at spænde i hånden. Alligevel gled han hurtigt ind i den velkendte rutine og tog et par sange mere. Da han så på klokken igen, var der gået tyve minutter. 168


Utroligt. Hånden var nu stenhård, men det var ikke ulideligt. Var der måske et lille håb? Tanken fik det til at risle i kroppen. Så huskede han pludselig Trine. Hvis han skulle nå i bad først, havde han faktisk travlt. Han havde lige hængt guitaren på plads, da telefonen ringede: ”Det er Simone. David er blevet kørt over. Han var på vej hjem på cykel...” Væggene begyndte knagende at trække sig sammen. En følelse af skyld trak ham så langt væk fra sin krop at han til sidst kun mærkede it hoved. Og pludselig huskede han billedet af et snurrende cykelhjul der glimtede i solen. De

havde

leget

i

skoven

hele

eftermiddagen. Cyklet af sted på stierne i 169


tordnende fart. Jonathan var den hurtigste. Hurtigere end nogen andre overhovedet. Lod sig opsluge af den brusende strøm i kroppen mens han forsøgte at holde balancen mellem de glinsende sten der stak op af gruset og gjorde kapløbet til et kildrende vovestykke. Et eller andet sted vidste han godt at det nok ikke var helt rimeligt. At sammenligne sig med sin lillebror. Morten der jo nærmest kun lige havde lært at holde balancen uden støttehjuL Som dinglede faretruende, men fortsatte ufortrødent når han væltede. Alligevel kunne Jonathan ikke lade være. ”Hvem kommer først?” skrålede han ustandseligt, og så susede de af sted. Morten lod sig altid rive med. Selv når Jonathan dansede rundt i

sejrsrusen,

strålede Mortens øjne af stolthed. Men når 170


han til sidst blev træt og ikke ville mere, begyndte glansen alligevel at falme. Så fik Jonathan dårlig samvittighed og sagde at han måtte få et forspring. Det fik brorens håb til at spire igen, og de kørte et par ture til. M en forspringet var selvfølgelig aldrig større end at Jonathan altid overhalede i god tid og stadig kom først i mål. Undtagen den ene gang hvor han forregnede sig. Jonathan havde været for ivrig da han udfordrede broren, og han var ikke engang nået op på cyklen, før Morten trampede af sted

med

en

usædvanlig,

indædt

stædighed. Som om han vidste at dette var den chance han fik. ”Jeg var ikke klar!” råbte Jonathan og halsede efter, men Morten ænsede det ikke. Så sig ikke engang på noget tidspunkt tilbage. 171


Jonathan blev klar over at han var i fare for at tabe og lagde alle kræfter i. Pressede sig med alt for høj fart ind i svinget, skred ud og tabte tid da han måtte sætte det ene ben ned for ikke at vælte. Slog også foden, så det gjorde ondt når han trådte i pedalen. Kun ti meter foran ham var Morten på vej op ad den smalle sti på bakken, og ved toppen ville han nå målet. Det måtte ikke ske, tænkte Jonathan og kæmpede sig videre. Han var tæt på nu. Kun få meter fra brorens baghjul. Men udsigten til sejr gav åbenbart Morten fornyede kræfter, og selv om Jonathan overhørte smerten i foden, kunne han ikke overhale ham. Så skete det. Hvis han havde kendt konsekvenserne, ville han selvfølgelig aldrig have gjort det. Det havde han sagt til sig selv mange gange siden. Men det eneste han på det 172


tidspunkt tænkte på, var hvor flovt det ville være at tabe. Så med en sidste kraftanstrengelse fik han presset sig en meter tættere på, og da hans forhjul nåede op på højre side af Mortens baghjul, slog han et slag mod venstre. Det virkede forbløffende godt. Mortens cykel skred ud, men ikke mere end at Jonathan kunne fortsætte udenom og videre mod toppen. Uden at kigge sig tilbage susede han hele vejen ind mellem de to træer hvor han sprang af cyklen og vendte sig rundt med armene i vejret. Men Morten kom ikke. Hans cykel lå på kanten af skrænten hvor Jonathan havde fældet den. Stilhed. Den eneste bevægelse var det snurrende baghjul som glimtede i solen. Morten var ikke at se. Tit havde Jonathan drømt at han løb i sand uden at kunne komme nogen 173


vegne. Men dette var ingen drøm. Det vidste han udmærket da han tog armene ned og begyndte at liste ned ad bakken. Her var heller ikke noget sand der kunne tynge ham. Alligevel sivede kræfterne ud af hans ben for hvert skridt han tog. Han kendte følelsen fra når hans far og mor blev vrede, og han troede de ikke kunne lide ham længere. Frygten for at det aldrig ville blive det samme igen. At han for

altid

ville

være

dømt

til

den

forfærdelige ensomhed der fulgte efter. Men det var anderledes nu. Han var ikke bange for sin mor og far, og alligevel kom følelsen med en sådan kraft at den truede med at knuse ham. Langsommere og langsommere gik han, efterhånden

som

han

nærmede

sig

skrænten. Turde næsten ikke trække vejret. Hjulet på Mortens cykel var også begyndt 174


at snurre langsommere, og da han kom endnu tættere på, kunne han høre den skræppende lyd hvor dækket stødte mod skærmen. Hans puls synkroniserede sig med lyden. Langsommere og tungere som han listede sig hen mod kanten og kiggede ud over den. Der lå Morten. En henkastet bylt i græsset med hovedet ved foden af et træ. Jeg har slået ham ihjel! tænkte Jonathan og styrtede med et vildt skrig derned. Da han nåede den livløse krop og tog fat i den, faldt hovedet dinglende ned mod ham, og han så de lukkede øjne og den mørke plamage ved øret. Der havde egentlig ikke været ret meget blod, men fordi håret var vådt af sved, så det værre ud. Han lever, tænkte Jonathan lettet da han mærkede brystkassen bevæge sig, og han ruskede kraftigt i ham. 175


”Vågn op,” skreg han og begyndte at græde. Men Morten vågnede ikke. Og da Jonathan havde indset det, rejste han sig brat og trådte et par skridt baglæns før han begyndte at løbe hjem så hurtigt han kunne. Tænkte ikke på at det ville være bedre at tage cyklen. Vidste bare at hvis han ikke hurtigt nok fik hentet mor, så ville Morten dø. Og frygten gav ham kræfter han ikke kendte til, før han spænede over marken. Da stuen slap sit klaustrofobiske greb og gled på plads i de normale proportioner, samlede Jonathan sig om den sorte ting han holdt mellem hænderne, og satte den op til øret igen. Hørte Simones stemme forklare at David lå på intensiv. Det var der hun ringede fra. 176


”Jeg kommer med det samme.” Det lykkedes

ham

at

læberne

og

strubehovedet til at bevæge sig og forme de rigtige ord. Han trak i tøjet og tumlede ned på cyklen. Ikke mere! tænkte han. Han kunne ikke magte mere lige nu og vidste ikke hvad han skulle føle. Mens han kæmpede sig op ad bakken mod hospitalet, pumpede hjertet vildt i brystkassen, og en hvinende lyd rev i hans ører. Hans eneste mål nu var at komme hen til David så hurtigt som muligt, og han kørte blindt over for alle de røde lys der spærrede ham vejen. Da han styrtede ind på gangen, var Simone med lille Amanda på armen de første han så. Han havde aldrig set Simone så dyster før. Hendes blege ansigt var næsten hvidt. En enkelt trækning rullede over hendes mund da hun fik øje på ham, 177


men hun pressede læberne sammen, og han skyndte sig hen og omfavnede hende. ”Han er i koma,” sagde hun spagt. ”Han overlever, og han er ikke kommet så slemt til skade som de først troede... Men de kan ikke sige noget om hvornår han vågner... Hvis han vågner.” Hun bed i sin dirrende underlæbe og kiggede væk. Jonathan vidste ikke hvad han skulle sige. Vidste ikke hvordan det forventedes han skulle handle. En læge med nogle papirer i hånden kom med kitlen flagrende efter sig hen til dem. Nikkede kontant som hilsen. ”Hans tilstand er stabiliseret. Han har brækket et par ribben som samtidig har perforeret den ene lunge, og så har han fået en kraftig hjernerystelse der som bekendt har slået ham bevidstløs. Ellers ikke noget alvorligt.” Lægen rømmede sig og lagde en 178


hånd på Simones arm. ”Men som sagt: Vi kan desværre ikke sige noget om hvornår han kommer til sig selv igen. Men øh... I kan gå ind og se til ham

nu.”

Han

kaldte

en

robust

sygeplejerske hen til dem. ”Nu skal jeg tage mig af hende her.” Sygeplejersken rakte ud efter lille Amanda der klynkede lidt da Simone slap hende. Men Amanda var tydeligvis søvnig og faldt hurtigt til ro i den stærke favn. Simone tog Jonathan i hånden og klemte den hårdt da de gik hen mod døren til hospitalsstuen. Der var to senge derinde. Men bortset fra en anden sygeplejerske der var ved at sætte proppen på et reagensglas med blod i, var David alene. ”Der

er

sandsynligvis

ingen

indre

blødninger,” sagde hun og forlod dem. 179


Jonathan

blev

kuldegysninger,

gennemrystet på

trods

af

af det

beskyttende tæppe som havde lagt sig mellem

ham

dæmpede

og

alle

omgivelserne.

lyde,

de

Det

virkede

unaturligt fjerne. Stadig med Simone i hånden gik han hen til kanten af sengen. Der lå David, næsten som i en fredfyldt søvn. Men ansigtet der var

halvt

i

skygge

mod

den

grå

arkitektlampes forsigtige belysning, var blegt og virkede frygtelig indfaldent nu hvor de havde taget skægget af ham. Han så forfærdelig dårlig ud. Om hovedet havde han en hvid forbinding, og en lille mørk flænge i hans kind var blevet syet. En gennemsigtig slange sad hæftet fast med hvidt tape under hans næse, og andre slanger løb ned til armen og ind under dynen. 180


Så kiggede Jonathan på Simone. Det var ikke til at sige hvem af dem der først krakelerede, men med et klyngede de sig hulkende til hinanden. Da

gråden

hørte

op,

og

deres

vejrtrækninger var faldet til ro, blev der igen stille. De havde stadig armene om hinanden. Jonathan kunne ikke sige noget. Stirrede bare på sin syge ven, som om han bedre ville kunne fatte hvad der var sket hvis han blev stående længe nok. Lidt efter gik han alligevel ud. Så Simone kunne være alene med David. Og da han lukkede døren efter sig, så han hende løfte Davids frie hånd op fra sengen og knuge den til sig.

181


13

Morten havde ikke været ved at dø, men var besvimet. Ikke længe efter at deres mor havde hentet ham hjem fra skoven, var han vågnet op af sig selv. Bortset fra en stor bule, en lille rift over øret og ondt i hovedet fejlede han ikke noget. Jonathan forklarede at det var et uheld, og moren accepterede historien.

Morten

hverken

be-

eller

afkræftede den. Men hændelsen ændrede noget i deres forhold. For en sikkerheds skyld skulle Morten ligge i sengen de næste dage, og Jonathan var hos ham næsten hele tiden. De havde aldrig været så meget sammen som nu hvor Jonathan offervilligt bøjede sig for alle brorens ønsker. Han legede og spillede spil 182


med ham og forærede ham endda sit bedste tegneseriehæfte: Morten opdagede hurtigt at broren var mere føjelig end han plejede at være. Måske fornemmede han også den dårlige samvittighed der gnavede i Jonathan. Følelsen var opstået lige i hælene på angsten. Så let og ubesværet at han ikke mærkede skiftet. Registrerede kun den smertende dunken i siden af hovedet der fulgte med. Nu, mange år senere, stod Jonathan foran Trines dør og ventede på at hun skulle åbne. Rystede af kulde selv om han stadig havde den tunge jakke på. Han havde haft dårlig samvittighed det meste af sit liv. Over sin øvedisciplin som han aldrig havde været tilfreds med. Over for forældrene, kvinderne eller hvad og hvem som helst. Men det var ikke dårlig 183


samvittighed han følte nu. Det var angst. Angsten var vågnet igen og havde vist sin fulde styrke ved at rydde alle andre følelser af banen. Han stod og skælvede i den mørke gang, og smerterne i hovedet som han ikke havde mærket i mange år, var tilbage med fornyet styrke. ”Hvad sker der?” Det gibbede i Trines krop da hun så at det var ham, men hendes ansigt forblev glat og ubevægeligt. Kun de vagtsomme øjne var blevet store. I noget der føltes som en evighed, stod hun og trak i sine ærmer indtil hun endelig inviterede ham indenfor. Trådte et skridt tilbage i den smalle gang da han lagde armene om hende. ”Han dør!” Jonathan gemte hovedet i hendes hår. Registrerede forundret at det duftede godt som sædvanligt. Mærkede også tårerne som bulede hans øjenlåg ud 184


og trak varme spor ned af kinderne. ”Han dør fra mig,” hviskede han igen. ”David... Han er kommet til skade.” ”Åh Jonathan.” Tøvende lagde hun armene om ham. Inde på værelset lagde han sig på sengen med ansigtet skjult i puderne. Hun tændte stearinlys og trak dynen over ham. Gik ud for at lave frisk te til dem. Men han var næsten faldet i søvn da hun kom tilbage. Halvt i drømme hørte han hende ved telefonen: ”Det er ikke så godt lige nu. Jeg ringer til dig senere.” Hun hviskede vist også et eller andet. Så mærkede han varmen fra hendes krop mod sin ryg. ”Jeg har brug for dig,” sagde han. Vendte sig om da hun begyndte at stryge ham over håret. Han forsøgte at smile til hende, men ansigtsmusklerne var låste. Og 185


hun måtte gerne se det. Pludselig måtte hun gerne se alt det han ikke havde vist til nogen. Han slog øjnene ned. Rystede stadig. Så trak hun ham ind til sig og tørrede deres tårer. Hviskede at hun nok skulle blive hos ham. Endelig begyndte han at føle sig tryg og faldt langsomt til ro. ”Jeg er bange,” sagde han. ”Lad os sove lidt,” sagde hun. Og blev ved med at ae ham. Han græd egentlig ikke mere selv om tårerne stadig trillede. Rørte sig næsten heller ikke, af frygt for at ødelægge

det

skrøbelige

øjeblik

han

ønskede skulle vare evigt. Og skrøbeligt var det. Han havde endnu ikke fået fortalt at han syntes de skulle starte forfra. Begynde deres nye liv. Alligevel var noget allerede forandret. Men ikke som han havde tænkt sig. Og mens han lod drømmene føre sig med, mærkede 186


han gennem søvnens utætte skodder Trine ligge vågen længe efter ham. Det første han så, var hendes vidt åbne øjne. Vagtsomme. Næsten helt sorte i det mørke rum. De havde ansigterne helt tæt sammen. ”Hvor længe har jeg sovet?” spurgte han. ”Hele eftermiddagen.” Da huskede han ulykken, og forklarede så hvordan David var styrtet i et lyskryds. En bil var tilsyneladende svinget ind foran ham, og han var landet med brystet lige oven på styret. Det var den robuste sygeplejerske der havde fortalt Jonathan om det. Imens havde lille Amanda sovet intetanende i hendes arme. For fanden, tænkte han. Hvad skulle der blive af hende hvis David 187


nu ikke... Tanken lod sig ikke tænke til ende. Senere var Simone kommet ud fra stuen. Hun virkede stadig slidt, men de mange fregner var forsigtigt begyndt at kigge frem igen. ”Jeg tager ud til mine forældre med Amanda. Vi kan alligevel ikke gøre mere her, vel? Nu må vi bare vente,” havde hun sagt. Og hvad andet kunne de gøre? Trine havde ligget helt stille indtil nu hvor han rakte ud efter hende og begyndte at pille tøjet af hende. ”Jonathan vent.” ”Shhh.” Han åbnede hendes skjorte og kyssede hendes bryster. ”Jamen, hvordan kan du... Det er ikke rigtigt,”

fortsatte

hun

og

forsøgte

halvhjertet at stoppe ham. ”Det er altid rigtigt,” hviskede han og 188


knappede hendes bukser op. ”Jeg har savnet dig.” Hun sukkede, men gjorde ikke længere modstand. Han kom hurtigt og vidste godt at hun ikke havde været ordentligt til stede. Men han havde brug for det. Han havde brug for hende. ”Jeg ved godt jeg ikke skulle have forstyrret. Jeg ved godt du har travlt,” sagde han så. ”Det gør ikke noget nu.” Hun strøgham igen blidt op og ned ad ryggen. ”Men du bliver snart nødt til at gå.” Han vidste ikke helt hvorfor, men han havde regnet med at hun ville sige noget i den retning. ”Der kommer snart nogen,” fortsatte hun. ”Mmh. ”Han nikkede i retning af skrivebordet hvor flere bøger lå åbne. ”I skal have læsegruppe.” Det var mere en 189


konstatering end et spørgsmål, og han forventede ikke noget svar. Det fik han heller ikke, og han undgik hendes blik mens han trak i tøjet. ”Ringer du snart?” Hun nåede ikke at svare før han fortsatte: ”Jeg finder selv ud. Tak fordi du ville se mig.” Han smilede så godt han kunne. ”Undskyld jeg ikke ringede og gav besked.” ”Jonathan, vi...” Han afbrød hende med et kys. ”Vi ses,” sagde han og lukkede hurtigt døren efter sig. Ude i den kolde aften mærkede han en sær fornemmelse. På en måde var han lettet. Det havde lettet at græde. Men han følte også noget andet. Noget han var for kraftesløs til at sætte ord på. For han vidste at han ikke kunne rumme mere smerte. Mavesyren brændte i halsen på ham da 190


han traskede af sted med cyklen ved siden af sig. Han var svimmel, og en knude i maven var begyndt at sende skærende stød gennem hans krop. Så kom han i tanke om at han ikke havde spist hele dagen, og han købte en pizza med hjem. Selv om han ikke følte sig sulten, lykkedes

det

halvdelen. koncentrere

ham

at

Samtidig sig

om

spise

prøvede en

næsten han

at

ligegyldig

udsendelse på tv, men tanken om David i den grå tremmeseng ville ikke lade ham i fred. Til sidst opgav han helt at følge med. Gled i stedet ned i sofaen. Hver gang han var lige ved at tænke på noget andet, kom det uhyggelige billede tordnende tilbage og slog luften ud af ham. Og resten af aftenen lå han bare udmattet og ventede på at blive søvnig nok til at gå i seng. Da han endelig krøb ind under dynen, nåede han 191


knapt at lukke øjnene før han blev suget ned af søvnen. Der var næsten helt mørkt ude i gangen. Jonathan havde ikke tændt lyset. Fik et chok da Morten pludselig stod der. Kom med, sagde broren og begyndte at gå inden Jonathan nåede at sige noget. Vi skal herned, fortsatte han og gik ud på køkkentrappen. Jonathan fulgte tøvende efter. Det var så længe siden. Hvorfor havde han ikke vækket ham da han kom? Så gik det op for ham at det ikke var Morten, men David, og han skyndte sig for at indhente ham. Men hver gang han var lige ved at nå ned til ham, forsvandt han rundt om den næste trappeafsats. Flere af de matte pærer i loftet var sprunget, og efterhånden som de nåede kælderetagen, rykkede de mørke vægge tættere på. Atter 192


mærkede han den udmarvende sugen i maven der gjorde ham slap i hele kroppen. Cementen var isnende kold mod hans bare

fødder

da

han

trådte

ud

kældergulvet, og den kølige luft fik hårene til at rejse sig på hans krop. Mindede ham om at han kun havde underbukser på. Han slog armene om sig og kiggede rundt med hovedet tæt ved skuldrene. Hernede var alt sort. Kun et lille, gult punkt oplyste David som nu igen var kommet forbløffende langt foran, og Jonathan begyndte at løbe efter. Uden varsel forsvandt lysprikken, og det massive mørke kom voldsomt da Jonathan pludselig var helt alene i den øresønderrivende stilhed. Det gav et ryk i hans krop da han pressede øjnene op. Den neongule stribe af månelys der sivede ind ad sprækken mellem 193


gardinet og vindueskarmen, var det første han så. Udstrakt på ryggen med hver en fiber spændt lå han uden at turde bevæge andet end øjnene. Lagenet under ham var vådt af sved, og dynen føltes klam og tung. Var der nogen? tænkte han og lyttede koncentreret efter den mindste lyd i lokalet. Bortset fra sin egen dunkende puls, kunne han ingenting høre, men han turde ikke vende sig og se efter. Langsomt blev han bevidst om den anmassende smerte fra blæren. Alligevel blev han liggende længe endnu inden han musestille og meget forsigtigt rakte armen ud

og

tændte

natlampen.

Der

var

selvfølgelig ikke nogen. Heller ikke ude i gangen eller i køkkenet. Alligevel havde han svært ved at falde i søvn igen da han kom tilbage. Billedet af David blev ved med at plage ham. Og han lå knuget i 194


mange timer før mørket endelig übnede sigunder ham og slusede ham ned i sit befriende dyb.

195


14

Dommedag er nær. Lyden af profetens hæse stemme skrattede igen i hans ører. De havde stået i døråbningen. Han selv med et ben på hver side af dørtrinnet som udgjorde grænsen mellem den ligegyldige fest og den lurende nat. David havde klappet ham på skulderen. »Jegåbe hr ikke du har kedet dig alt for meget,” sagde han og rystede isterningerne rundt i sin whisky. ”Du fik da snakket lidt med Simones veninde, lagde jeg mærke til.” ”Nårh ja. Det var meget hyggeligt.” Jonathan rømmede sig og fortsatte hurtigt: ”Og jeg fik jo også snakket med ham profeten.” David kiggede uforstående. ”Ja 196


ham jeres nabo, øh... Ar...” ”Mener du Asmon?” Jonathan nikkede. ”Han er da ude og sejle for tiden. Kommer først hjem om nogle måneder. Efter planen i hvert fald.” ”Han er åbenbart kommet hjem noget før.” Jonathan trak på skuldrene og ignorerede den hule fornemmelse i maven. ”I hvert fald er jeg glad for at du var med. Trods alt.” David omfavnede ham. ”Jeg må jo tage mig lidt sammen. Det skulle være vejen frem, er der en der har sagt.” Han hævede det ene øjenbryn, og David blinkede hjerteligt. Ude på vejen havde Jonathan spejdet efter lys og livstegn hos naboerne. Begge huse lå helt i mørke, og han mærkede en kildren i mellemgulvet. Havde dysset følelsen ned ved at overbevise sig selv om 197


at det sikkert var langt over naboernes sengetid. Så spyttede han og begyndte at traske hjem ad de tilisede fortove. Kun en enkelt gang var profetens gustne ansigt blinket frem mellem skyggerne. Og lyden af den visne stemme havde hurtigt fortonet sig. Nu

kunne

han

høre

den

igen.

Dommedag. Jonathan kunne ikke selv have sagt det mere præcist. Han sank ned i sofaen og læste brevet fra Trine en gang til. Der var ikke noget at diskutere. Og han burde have set det komme. Øjnene havde været grå og uudgrundelige som altid. Der havde været små, røde pletter på den slanke hals. ”Hvad nu hvis han vil se mig igen?” havde Trine spurgt. ”Ja, hvad så?” 198


”Ja, hvad skal jeg så gøre?” »Det må du jo selv afgøre,” havde Jonathan svaret. ”Du er et frit menneske der lever i et frit land og...” Han viftede med øjenbrynene mens han betonede de sidste ord: »... Oven i købet i et frit forhold.” Jonathan havde selv været sammen med nogle piger flere gange. Det var noget rod, det vidste han godt, men alligevel kom han til det en gang imellem. Starten på et nyt forhold var altid kildrende og spændende, og det var for stor en fristelse at kunne få lov til at opleve det. Og så var der altså en fyr som ville se Trine igen. Hvorfor fortalte hun ham det? Gennem hans bevidsthed blitzede billeder af hende sammen med en svedende mandsperson i forskellige positurer, og han kunne ikke lade være med at tænke på 199


hvad hun følte for de andre. Kærlighed? Som han selv følte for de fleste af dem han var sammen med? Lidt gjorde han i hvert fald. Og så alligevel. Noget havde ændret sig. ”Det er altså i orden med dig hvis jeg ser ham

igen?”

Tonefaldet

havde

været

udfordrende. ”Ja,” havde han svaret med henkastet ligegyldighed. ”Jeg bestemmer jo ikke over dig, vel?” Men det ville blive besværligt, og det ville hun selv finde ud af. Man kunne jo ikke rigtig sige at man ikke havde tid til at ses, fordi man skulle være sammen med en anden. Det krævede behændighed at få plads til det hele og at sige tingene på den rigtige måde. Men han ville selvfølgelig ikke spørge og gøre det svært for hende. Ligesom hun heller aldrig havde spurgt ham om noget. 200


Han foldede brevet sammen. Det var nogle måneder siden, og den anden fyr havde aldrig været på tale igen. Men det var der det skete. Det var han ikke i tvivl om. Fyren var åbenbart blevet forelsket i hende, og det havde hun ikke kunnet stå for. Og nu ville hun ikke se Jonathan mere. Den anden vidste nemlig ikke noget om ham,

skrev

hun.

Havde

hun

kørt

dobbeltspil lige siden? Sandsynligvis. At han kunne være så blind! Men han havde selvfølgelig haft nok at tænke på. Han sukkede. Det var så det. Og de skulle aldrig ses mere. Aldrig mere bolle. Elske. Ikke engang snakke i telefon. Han rejste sig og stoppede brevet i lommen. Strakte sig og masserede den dunkende nakke. I køkkenet fandt han ost og smør, 201


skar et par skiver af det halvtørre franskbrød og lagde dem på risteren. Tændte også for radioen der fyldte rummet med runde toner. Og satte med rolige bevægelser vand over til kaffe og fandt noget rimeligt rent bestik mellem stablerne af den ugegamle opvask. Det hele havde været en lang komedie fra hendes side. Hun havde lige fra starten håbet at de hurtigt kunne blive rigtige kærester, skrev hun. De første par gange havde hun ikke engang nydt det når hun havde været sammen med andre. Det havde kun været for at teste ham. For at prøve at fremkalde en reaktion. Først senere havde hun lært at acceptere det. Det havde åbenbart gjort forholdet mere lige for hende. ”For helvede!” Det bulede låg på kaffedåsen havde sat sig fast, og han kunne 202


ikke få fingrene ind under det. ”Fuck!” Han hamrede dåsen ned i bordet med det resultat at det meste af indholdet væltede ud

gulvet.

køkkenvinduet

Hurtigt og

stak

åbnede

han

hovedet

ud.

”FU-UCK !” råbte han. Husene på den anden side af gården sendte ekkoet tilbage, og han grinede forkrampet. Livet har det med at overdrive, havde David altid sagt. Det gav et ryk i Jonathan da han blev klar over hvad han tænkte. Havde sagt... Som om David var død. Der var

overhovedet

ingen

grund

til

at

begynde at tale i fortid. Indtil videre var der ikke noget der tydede på at han ikke ville komme tilbage. Selv om der heller ikke var meldinger om det modsatte. Jonathan gned sine tindinger. Han kunne ikke rumme det. Trine. David. Det hele. Og det var vel lige præcis det David 203


mente. Overdrivelse fremmer forståelsen, sagde han. Og det skal jeg ellers love for, tænkte Jonathan. Bortset fra at der sådan set ikke var så meget at forstå her. Han krøllede brevet helt sammen og smed det i skraldespanden

under

køkkenvasken.

Grinede ironisk af sin skæbne. Først havde Trine været forelsket, men han ville ikke have hende, helt. Så var han selv begyndt at blive forelsket, og nu ville hun ikke have ham, overhovedet. Han vidste at det burde gøre ondt. Vidste at det var her han skulle lave en kæmpescene og løbe over og fortælle hende hvor meget han elskede hende og tigge og bede hende om at komme tilbage. Ikke mindst burde han være skræmt til døde over at have fået hugget hele armen af, nu hvor han havde rakt en forsigtig 204


lillefinger frem. Aldrig mere kærlighed og den slags. Men han følte ikke rigtigt noget. Var nærmest bare lidt tung i hovedet. Selvfølgelig ville han komme til at savne hende. Men han kunne heller ikke lade være med at glæde sig over igen at være fri på markedet. De nye tanker om Trine havde hæmmet ham, kunne han se nu. ”Shit!” Der bredte sig pludselig en lugt af brændt brød, og han skyndte sig at vende de sorte skorper på risteren. De var gloende varme. ”Aav! ” hylede han og viftede med hånden og stak den ind under den kolde hane. Bandede mens han skrabede den værste aske af brødene og satte sig for at spise. Og da ostemaden i maven havde dæmpet svimmelheden, faldt han sammen i stolen med et suk. Han kendte ikke bandet i radioen, for 205


han var holdt op med at følge med. Men det var i hvert fald helt i orden, og guitaristen var speciel god. I tankerne spillede

Jonathan

med.

Bevægede

hænderne op og ned af guitarens bløde former. Så kom tårerne igen. Uden at han kunne forhindre det. Ønskede det måske heller ikke. Men

gråden

gav

ingen

lindring.

Tværtimod gjorde det bare mere ondt.Ondt ihalsen og i den ømme knude der stadigt rumsterede i maven, og som krævede mere og mere af hans opmærksomhed. Den pulserede og dunkede og truede med at flå ham i stykker, og han vidste ikke hvordan han skulle få den til at holde op.

206


15

”Forestil jer at stå foran 50.000 mennesker.” Jonathan malede billedet i luften med store armbevægelser. ”50.000 mennesker der kun venter på dig. Når du rykker i strengene over sådan et anlæg, så bli'r der sgu flyttet noget luft. Det er som at skære i luften. Man kan næsten røre ved lyden.” Han mærkede en glemt begejstring lyse i sit ansigt. ”I ved godt hvordan det føles at lave en helflugter der sidder lige i trekanten. Det er det samme. Der er ikke noget federe... den totale kontrol.” ”Har du prøvet det?” spurgte en fyr for enden af bordet. Han havde fedtet hår og grumsede øjne. ”Næ,” svarede Jonathan og lænede sig 207


tilbage på bænken. Varmen forsvandt fra hans ansigt, og han kunne mærke det folde sig sammen igen. ”Og det kommer jeg heller ikke til.” Han havde kvalme og var træt. Spyttet der samlede sig bag tænderne, smagte surt af øl, og tobaksdisen gav ham åndenød og hev og sled i hans øjne som han måtte anstrenge sig for at holde åbne. Ud af højttalerne

sivede

en

ulden

dansktopmelodi og flettede bargæsternes kraftige

stemmer

sammen

til

en

uigennemtrængelig masse. Enkelte røster prøvede

med

voldsomme

udbrud

at

kæmpe sig ud af anonymitetens klæbrige tag. Indimellem klirrende flasker. ”Hvor

fanden

kommer

alle

de

mennesker fra?” spurgte han og lod blikket glide rundt langs de gullige vægge med de mørke træpaneler. Der var ikke en ledig 208


stol i lokalet, og flere måtte sidde på kanten af bordene. ”Hvad laver de her? Kan I sige mig det?” Han havde hævet stemmen og dæmpede den nu igen. ”Hvad fanden laver jeg her?” ”Hvad laver du ellers?” Det var fyren med de grumsede øjne. ”Mig? Ikke en skid... Og skål på det!” Han spildte øl ud over det forlængst tilsølede plankebord da han usikkert rakte armen frem mod den anden. Tog flasken for munden og borede blikket ind i en kvinde der sad og smilede til ham lidt derfra. Hamrede flasken i bordet, så det sprøjtede. Han kunne ikke se hendes ansigt ordentligt under det tjavsede hår, og heller ikke hendes krop under den løstsiddende trøje. Med sammenknebne øjne smilede han tilbage. ”Henter du?” spurgte han gabende fyren med øjnene og stak ham fem 209


hundrede.

Han

lænede

ryggen

mod

væggen bag sig og lukkede øjnene der alligevel ikke rigtigt ville fokusere klart. Mærkede hvordan det hårde træ blev blødere mod hans baghoved... Den brummende lyd voksede sig større og gnavede sig gennem labyrinten til ham. Irriterende og anmassende, men først og fremmest vedholdende. Efter tonen var der den trykkende smerte i hans pande. Han drejede hovedet væk fra ubehaget og kunne pludselig ikke få vejret. Fnysende rettede han sig brat op og gispede. Stirrede fortumlet frem for sig. ”Vi lukker nu,” gentog bartenderen brummende og ruskede Jonathan helt vågen. Han mumlede et eller andet som svar og rejste sig støttet af væggen. Vaklede og gned ærmet over sit ansigt der 210


dryppede af øl fra søen på bordet. Pudsede næse i hænderne. ”Hvad er klokken?” spurgte han og tørrede hånden i bukserne. De andre gæster var væk. Også den smilende kvinde i tågen. ”Lukketid,” svarede bartenderen surt og viste ham døren. Mens han stavrede ud på gaden, tørrede han ansigtet helt i skjorten. Forsøgte fumlende at lyne jakken op for at beskytte sig mod natten. Så huskede han at han aldrig havde fået den sidste øl som fyren skulle hente. Og byttepengene. Bandede og rodede videre med lynlåsen. Han slingrede og greb for sig, men fik fat i en cykel der væltede og trak ham og flere cykler med omkuld, så metallet jamrede mod asfalten. ”Fandens!” råbte han og forsøgte at rejse sig. Rodede rundt mellem cyklerne og 211


kiggede efter tilskuere. Men der var ingen. Han var helt alene.

212


16

Vinden havde lagt sig, og skyerne var faldet til ro og blevet dunkle. Et bredt, grårødt bælte lå mellem den mørke himmel og bevoksningen i hunden af haven. Jonathan

kunne

ikke

se

andet

end

silhuetterne af de visne grene dernede, men han vidste at de var der. Ved at flytte øjnenes fokusering faldt det slørede omrids af buskene sammen med hans eget utydelige spejlbillede i vinduet, og han mærkede aftenroen brede sig helt ind i køkkenet til ham og Simone. Han vendte igen blikket mod gryden og dens simrende indhold. Rørte med rolige bevægelser rundt i de klare løg som endnu sendte en let sviende os op i den snurrende 213


emhætte. Om lidt ville han komme den brunrøde fars i og så et par dåser flåede tomater. Ikke nogen særlig begavet sovs til pastaen der stod og buldrede i gryden ved siden af, men det var da i det mindste varm mad. Og han vidste at Simone var glad for ikke selv at behøve at tænke på det. Hun sad bag ham og madede lille Amanda. Lokkede små skefulde grød i den lille, ukoncentrerede mund. Det meste havnede i håret eller på den klud Amanda havde om halsen som et forklæde, men Simone havde god tålmodighed. Og selv om

Amanda

ustandseligt

vendte

og

drejede sig og flagrede med alle lemmer, fik hun som regel spist op. Han fiskede hjemmevant krydderier frem af skabet over komfuret og dryssede med rigelig hånd. De kunne begge godt lide at det smagte af noget. 214


”Så spiser vi,” sagde han. Simone havde dækket bord. Han tilføjede en kande vand. Og en øl til sig selv. Dagens første. Bare for hyggens skyld. Han havde ikke lyst til at drikke sig fuld i aften. De var ellers begyndt at ringe til ham. Henrik og Ole, hans nye ”venner”. Eller gamle. Han havde spillet med dem lige da han var flyttet til byen, og for nylig var han tilfældigt rendt ind i dem igen. Vældig festligt havde det været, og det viste sig at de stod og hang over poolbordet på den lokale næsten hver aften. I dag havde de lokket med happy hour, men han var for træt. Ikke mindst træt af at vågne med tømmermænd. De skulle også først øve med deres nye band, så det ville blive ret sent. Jonathan kunne da bare komme med til øveren, havde de sagt, men det var helt udelukket. Kunne let 215


forestille sig hvordan det ville være at sidde der som en lumpen, afdanket stodder. Så de måtte ses en anden aften. Simone skulle heller ikke noget, og han håbede at han måske kunne blive lidt. Nogle gange havde han sovet på sofaen. Det var ikke noget de snakkede om. Men når han tænkte over det, var det måske ikke så mærkeligt. Måske de i aften kunne hænge lidt foran tv'et. Uden at snakke forfærdelig meget, men alligevel være sammen. Det ville blive sent, og han kunne overnatte. Det håbede han. Hans egen lejlighed var ikke blevet det mindste hyggeligere på det seneste. ”Skål,” sagde Simone da de havde sat sig, og klinkede sit vandglas mod hans øl. Hun

havde

Amanda

skødet

og

håndterede sin mad med en hånd. Noget man blev god til som småbørnsforældre. 216


Jonathan var også selv så småt ved at lære det. ”Skål,” sagde han og vidste hvad hun tænkte: At det aldrig havde løst nogen problem er her i verden at drikke sig fra dem. Men hun sagde ikke noget. Kun den særlige måde hun hver aften sagde skål på, den lille nuance i hendes blik, mindede ham om det. Nogle gange var hun sgu lige så klog som David. Og det havde han også sagt til hende en aften. ”Jeg ved det!” havde han mumlet. Der havde de også lige sat sig til bords, og han fangede hendes blik mens han var ved at åbne øl nummer tre. ”Men bare rolig,” fortsatte han. ”Jeg går ikke hen og bliver alkoholiker.” Og tilføjede sarkastisk: ”Der skal mere til.” ”Bare jeg ikke skal sidde her og underholde en fulderik resten af aftenen.” 217


”Jeg går lige om lidt. ” Nikkede for at vise at han havde forstået. ”Kommer du snart igen?” spurgte hun som afsked. Han kiggede undersøgende på hende mens han trak i jakken. Men hun mente det tydeligvis. ”Ja... tak,” svarede han. Og allerede dagen efter var han atter troppet op. Med en pose madvarer under armen. De havde ikke snakket mere om det, men siden havde han nøjedes med en øl. I hvert fald så længe han var hos hende. En aften var hun gået i seng da han kom. Klokken var selvfølgelig også langt over to. Og han havde i mellemtiden fået en hel del mere end den ene øl. Da hun åbnede døren på klem, kunne han ikke finde på noget at sige. Han stod bare med hænderne i lommen og nakken bøjet. Skrabede lidt i dørmåtten med støvlespidsen. Uden et ord 218


trak hun ham indenfor og forsvandt ind i soveværelset. Og inden han havde nået at få jakken af, var hun tilbage i entreen med en dyne og hovedpude under armen. Mens han stod og fumlede med støvlerne, redte hun op til ham på sofaen. Hentede også et glas vand som hun stillede på bordet ved siden af. ”Sov godt,” sagde hun og kyssede ham på kinden. Så forsvandt hun lydløst ud af stuen igen. Inden han faldt i søvn, nåede han at registrere duften af hendes parfume der stadig hang i sengetøjet. Da han vågnede dagen efter, var hun taget af sted. Men hun havde været inde hos ham. Gennem vandglasset var det første han så, det forstørrede billede af den blanke hoveddørsnøgle som lå på bordet. Da de var færdige med at spise, lagde 219


hun lille Amanda i seng. Imens tog han fat på

opvasken.

De

havde

slukket

for

emhættens summen, og nu trak fugten fra det varme opvaskevand små, fine striber ned ad den kolde rude. Ikke ret længe efter begyndte det også at drive af ham selv, og da Simone kom tilbage, havde han smidt skjorten, så han kun stod i en tynd, gammeldags undertrøje der faktisk var lidt for lille til ham. Hun piftede muntert inden hun

overtog

børsten.

De

arbejdede

koncentrerede og så stille at kun den næsten uhørlige tikken fra køkkenuret holdt livets puls i gang. Hun var den første der forsigtigt brød stilheden: ”Hvornår var det du lærte ham at kende?” Stemmen var dyb og sprød, og hendes kinder glødede. Blikket var rettet mod den dampende balje som hun stod med 220


hænderne i. ”Det er vel ved at være en tre-fire år siden.” Jonathan anbragte en skåret tallerken på sin plads i det gamle køkkenskab. ”Vel et års tid før dig.” Simone nikkede, men så ud som om hun tænkte på noget andet. ”Har han nogen sinde fortalt dig om Anette?” Hun kiggede op. ”Næh,” svarede Jonathan, ”det tror jeg ikke.” ”Jeg måtte også selv hale historien ud af ham. ”Hun smilede melankolsk. ”Du ved, hvordan det kan være...” Igen tavshed. Hun overtog viskestykket da hun var færdig med børsten, og mens hun tørrede de sidste ting af, satte han kaffe over. Ventede på at hun skulle fortsætte. ”Anette var hans første rigtige kæreste,” sagde hun så og satte sig ved bordet over 221


for Jonathan. ”Det må være før min tid. Jeg troede egentlig ikke han havde haft noget længere forhold før dig.” ”De var begge to meget unge. Og meget forelskede.” Simone pillede lidt ved sine læber inden hun fortsatte. ”Nu er hun død.” En lyd fløj ud af Jonathans mund, og han så brat op. Han kunne åbenbart stadig blive chokeret. ”Jeg har aldrig hørt et ord om det.” Simone forklarede at en spritbilist havde ramt pigen i et fodgængerfelt, og hun var død med det samme. ”Det forklarer en del,” sagde han og blev pludselig meget bevidst om Simones blik. Han følte sig blottet og kiggede væk. ”Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Er kaffen ikke ved at være 222


færdig?” Han rejste sig hurtigt og prøvede at smile. ”Han ville heller ikke have fortalt mig noget, hvis ikke jeg nærmest havde tvunget ham til det.” Hun smilede varmt. ”Altid kun snakke om det positive, som du ved.” ”Jeg troede bare ...” sagde Jonathan og satte låget på termokanden. ”Ja, jeg ved ikke hvad det er.” Hun rejste sig også. Selv om han vidste det var latterligt, følte han sig snydt. Men det kunne han selvfølgelig ikke tillade sig. Slet ikke nu. Musklerne i hans skuldre begyndte at spænde til, og han trak vejret kraftigt ind gennem næsen. Mærkede så Simones arme om sig. Varmen fra hendes krop fik ham til at slappe af. Den strømmede nærmest over i ham, så han kom til at tænke på Trine. Pludselig

havde

han

svært

ved

at

gennemskue sine følelser. 223


”Jeg ved hvad du tænker,” sagde hun, og han måtte holde vejret indtil hun fortsatte: ”Men det er ikke sådan. Han har altid set jeres venskab som noget særligt. Det ved jeg. Og jeg er sikker på at det er i orden at jeg har fortalt dig det her. En dag vil han sikkert selv fortælle dig historien.” Jonathan brummede og krammede hende tilbage. Mærkede igen den forvirrende varme fra hendes bløde krop. Det føltes som en evighed siden han sidst havde stået med en pige på den måde. De tøser Henrik og Ole slæbte med til poolbordet, var ikke ligefrem hans type. ”Roser,” sagde han så. Hun trak hovedet tilbage og kiggede skråt på ham. ”Der er roser i din parfume.” ”Ja,” sagde hun og kyssede ham på kinden. ”Det er der.” Så viklede hun sig ud af 224


ham og begyndte at skĂŚnke op.

225


17

”Jeg starter i butikken igen på mandag,” sagde Simone. ”Det er for længe siden jeg har været dernede.” De havde delt et stykke chokolade fra pakken Jonathan havde tryllet frem af jakkelommen. Han sad med hovedet hvilende mod væggen, og det var lige før han følte sig veltilpas. Nikkede og smilede mildt til hende. En

underlig

bevidsthed

om

at

harmonien kun var midlertidig og hvert øjeblik kunne blive brudt, lurede bag den magelige, indforståede stemning der havde lagt sig mellem dem. Sådan havde de siddet stort set hver aften siden ulykken. Sådan havde de fået hverdagen til at glide videre da de efter at have holdt vejret de 226


første dage uden at få svar var blevet nødt til at ånde ud igen. ”Hvad så med Amanda?” ”Hun skal være hos mine forældre. Nu har vi ventet længe nok, tror jeg. Livet går videre. Er det ikke det han selv ville have sagt?” Hun smilede træt, og Jonathan lagde sin hånd på hendes. »Jo,” svarede han. ”Det er det nok.” ”Hvornår skal vi så ned til dig og spise?” spurgte hun lidt efter og anslog en lettere tone. ”Ha!” ”Jeg mener det. Du lovede at det ikke skulle

vare

længe.”

Det

kunne

han

overhovedet ikke huske noget om. Måske svagt at hun havde spurgt, men i hvert fald ikke at han havde sagt o.k. ”Det er rigtigt,” sagde hun. ”Tro mig: Du er ikke gået glip af noget. 227


Der er ikke meget sjov i hytten for tiden.” ”Det kunne der måske komme.” En klynken fra soveværelset fortalte dem at lille Amanda var vågnet, og Simone tog en træt indånding. ”Nu skal jeg.” Han havde rejst sig allerede inden hun nåede at stille koppen. Da han kom ind til Amanda, var hun helt ude af den. I det svage, gyldne skær fra natlampen kunne han se dynen bugte sig med små, energiske bevægelser. ”Hej lille skat,” sagde han forsigtigt og tog hende op. Med missende, men helt bevidste øjne kiggede hun undersøgende på ham. ”Det er bare mig.” Han gjorde sin stemme svag og syngende, og vuggede hende på armen. Men hun knirkede og vred sig indtil en bøvs slap ud af hende. Han fnisede mens han mærkede hende falde til ro igen, men han nussede og 228


vuggede hende stadig. Lagde sin kind mod hendes der var blødere end noget andet han nogen sinde havde mærket. Så slappede hun helt af. Lå helt rolig og uendeligfredfyldt i hans arme. Der var noget næsten andægtigt over det, og han blev lige forundret hver gang. Han havde ikke haft fantasi til at forestille sig at han nogen sinde skulle begynde at føle noget for en som lugtede af sur mælk. Og nu stod han her med hende i sine arme. Et menneske i miniformat. Helt afslappet stødte hun luften ind og ud af næseborene. Så stille at han måtte lægge øret helt ned til hendes ansigt for at høre det. Hvordan

kunne

noget

levende

menneske være så tillidsfuldt? Hele resten af verden kunne i dette øjeblik være brudt ud i ragnarok, og hun kunne ikke være mere ligeglad. Og var den ikke også det? 229


Verden. Det hele var jo ad helvede til, og livet godt på vej til at miste sin betydning. Ikke for Amanda, selvfølgelig. For hende var det lige begyndt, og hun var stadig fuld af tiltro. Sådan måtte han jo også selv have haft det engang. Hvorfor fanden var det så begyndt at gå galt? David havde ligget på hospitalet i snart to uger nu, uden det mindste tegn på at ville komme tilbage. Hver dag stod Jonathan i den kølige stue med hænderne på sengens grå tremmegærde. Af en eller anden grund var det slået op i lodret position. Med sikkerhedslås og det hele. Hvad kunne der ske? David kunne jo ikke falde ud som han lå der. Frosset i sin stilling, bortset fra den konstante,

minimale

bevægelse

af

brystkassen. De flyttede på ham, kunne man se. 230


Lavede gymnastik med de slappe lemmer, vidste Jonathan. En dag hvor han var kommet

tilbage

for

at

hente

sit

halstørklæde, havde han betragtet dem gennem døren. Som to dukkeførere stod de og baksede med den store krop. Dødvægt. Men de havde stadig meget at lære før de kunne gå på scenen. For der ville ikke rigtig komme liv i dukken. De havde selvfølgelig øvet sig. Gjorde alle de rigtige bevægelser og havde en god timing, men magien manglede. Det livgivende pust. Men de kom da hele showet igennem. Og når man stod rigtig længe og kiggede godt efter, kunne man se at David hver dag lå på en ny måde. I dag havde Jonathan bemærket at David ingen skægstubbe havde. Det var komisk, og Jonathan var kommet til at grine. De barberede ham åbenbart stadig. Davids 231


mor ville blive lykkelig over at se ham sådan. Nybarberet og ulastelig, hver eneste dag. Men der var jo ikke noget at grine ad. Meget mere end tre uger måtte der helst ikke

gå.

begyndte

det

at

blive

komplikationsfyldt, som lægen udtrykte det.

Med

andre

ord:

var

sandsynligheden for at han vågnede ved at nærme sig nul, og hvis han alligevel gjorde, ville han ikke være den samme. For nu at sige det pænt. Tanken var ikke til at holde ud, men Jonathan vidste at han snart blev nødt til at se den i øjnene. Om ikke andet så for Simones og lille Amandas skyld. Så havde de for alvor brug for ham. Lille Amanda var faldet i søvn i hans arme. Forsigtigt lagde han hende tilbage i 232


den lille seng. Pakkede dynen stramt ned omkring hendes ryg og strøg hende over kinden. ”Du skal se,” hviskede han, ”nu kommer far snart hjem, og så bliver det alt sammen godt igen.” Da han rejste sig, stod Simone i døråbningen. Lænet tungt op ad karmen. ”Tror du på det?” spurgte hun. ”Kan du virkelig stadig tro på det?”

233


18

Lys.

Blændende

skarpt

mod

hans

tillukkede øjne. Først forsøgte han at skærme med armen, men så gik det op for ham at det allerede var morgen. Jonathan bandede og trak den svedige dyne tættere om sig. I går var det blevet halvsent inden han var kommet af sted. Da de små bogstaver begyndte at rulle over skærmen, havde han alligevel besluttet at tage hjemad. Mest for Simones skyld, så hun bare en gang imellem kunne slippe for hans selskab. Men måske også på grund af den urolige fornemmelse som havde invaderet ham efter det lange, varme knus i køkkenet. I hvert fald slog han omkring den lokale for 234


at se om det var lykkedes Henrik og Ole at lokke nogle af korpigerne med efter øveren. Men gennem den halvduggede rude så han dem stå og diskutere med en kvinde der så ud til at have boet på værtshus hele sit liv. Og da vidste han at korpigerne i byen med Henrik og Ole ville være lige så sandsynligt som at Trine ville ligge og vente i hans seng når han kom hjem. Alligevel kunne han ikke lade være med at tænke tanken til ende. Trine... Fuld af fortrydelse havde hun nu fundet et ekstra sæt nøgler frem og lukket sig ind i hans lejlighed hvor hun ventede ham med længsel. Klar til at slå en streg over alt hvad der var sket indtil nu... Men selvfølgelig var der rungende tomt da han låste døren op og sparkede reklamerne til side. Men han blev ved. I sin 235


stupide selvmedlidenhed spandt han net omkring hendes blege blødhed i dynerne. Og han fik ikke fred til at sove før han mekanisk og hurtigt havde taget trykket fra det dunkende lem der som en lunken trøst i al sin ensomhed havde krævet sin forløsning. Nu hvor hans pupiller kæmpede mod den pågående morgen, var det første han så, de plettede underbukser der lå på gulvet. Og guitaren på væggen. Det fine, hvide støv dækkede igen den slidte lak som om han ikke havde rørt den siden ulykken.

Og

denne

gang

blev

den

hængende. Ved siden af den gamle plakat med det sort-hvide billede af bandet. Muren var fugtig, så papiret var blevet mørt og anløbent, og flere steder var det også begyndt at bule ud så deres ansigter efterhånden

lignede

karikaturer.

Selv 236


havde han mugne rande under øjnene. I en kort periode havde han ellers været sikker på at han gjorde fremskridt. At det faktisk gik en lille smule bedre med hånden. Men nu kunne han se at det var noget han havde bildt sig ind. Det var meningsløst at bruge flere kræft er på det. Han lukkede øjnene igen. Hvis bare han kunne sove noget mere, så gik tiden i det mindste med det. I dag havde han kun Henrik og Oles selskab at se frem til, for Simone besøgte sine forældre. Han kunne selvfølgelig lade være med at gå ud. Men hvad skulle han så? Det var alt for forbandet trist at sidde og glo på skærmen alene. Og han vidste udmærket hvad det ville ende med. Ingen grund til at narre nogen der. Så han lå bare og ventede. Ventede på at David skulle slippe fri af sin tornerosesøvn. Ventede på at Simone ville 237


være hjemme igen. Ventede på at aftenen ville bryde frem, så han kunne overtale sin dårlige samvittighed til at det ikke længere var for tidligt at åbne den første. Han var pinligt klar over at han ikke kunne blive ved på den måde. At han ikke ville blive ved. Snart blev han nødt til at gøre et eller andet. Men det blev ikke i dag. Og sikkert heller ikke i morgen. Nu

fik

han

sammenkrøllede

igen

øje

de

underbukser.

Forhåbentlig havde lyset været slukket, for han havde glemt at trække gardinerne for. Det var derfor solen nu uhindret kunne kilde ham lystigt under hagen med sine blågule tentakler. Da han forsigtigt fik skilt øjenlågene helt, hang den bare der på det lyseblå bagtæppe og grinede til ham. Ligeglad med hvad natten end måtte have efterladt ham af byrder og skyldfølelse. 238


”Hvad så?” sagde han skulende. Det var alt, alt for tidligt, og han havde stadig mest lyst til at vende sig om på den anden side med dynen over hovedet. Men den lune fætters vedholdende optimisme fik ham til først at sætte sig langsomt op og siden stige helt ud på gulvet. ”Nå!” udbrød han igen henvendt til lysmageren. Slog armene ud til siderne og bukkede spørgende. ”Er du så

tilfreds?”

Han

følte

sig

egentlig

forbløffende udhvilet da han fik mærket efter. Og han blev helt frisk mens han strakte sine forstenede muskler og badede sin nøgne krop i de varme stråler foran det store spejl på væggen. Opmuntret åbnede han vinduet. Og fik et chok. Der skulle alligevel mere end en enkelt solrig morgen til at afvriste vinterkulden sit territorium. Men den var da frisk – den isnende vind som fik selv de mindste hår til at rejse sig 239


på hans krop. Den indelukkede dunst i lejligheden blev

pludselig

ubehageligt

pågående.

Hvornår havde han egentlig sidst luftet ud? tænkte han og så sig omkring. Gned sine øjne med håndfladerne. Skulle han virkelig invitere Simone til middag? Så skulle der i hvert fald mobiliseres en større aktion for i det mindste at få det til at se ud som om her boede noget menneskeligt. Men okay, hvis hun så gerne ville. Nu var han jo alligevel oppe... Resolut åbnede han alle vinduer og skyndte sig i tøjet. Så gik han i gang med at bære alle behårede tallerkener, glas og gryder ud i køkkenet hvor han vaskede det hele af i flere

omgange.

Chokoladepapir,

chipsposer og det andet skrald samlede han i en sort plastiksæk – de tomme colaog

ølflasker

fyldte

alene

flere 240


indkøbsposer. Selv om han ikke regnede med at komme til at lytte til dem lige med det samme, puttede han alligevel også cd'erne i deres rette æsker. Og de planter der stadig kunne reddes, fik vand, resten blev smidt ud. Det nussede sengetøj blev skiftet, det rene tøj lagt på plads i skabet og det snavsede i vasketøjskurven. Og til sidst lånte han naboens støvsuger – hun var i morgenkåbe, og først da huskede han hvor tidligt det var – og fyldte også en spand med opvaskemiddel og vand til at tørre gulvet over med. Det tog ham det meste af formiddagen, men da han bagefter midt på det skinnende gulv belønnede sig selv med en portion cornflakes, følte han sig lettet. Og parat. Han vidste bare ikke til hvad. Udenfor var luften blevet en anelse lunere. 241


Ikke noget andre ville have bemærket, men det var nok til at han iet rablende øjeblik havde

overvejet

Heldigvis

havde

at

tage

han

shorts

besindet

på. sig.

Alligevel kunne han helt sikkert dufte et spirende forår da han nu spadserede gennem gaderne med cyklen ved sin side. Lyttede til enkelte fugle der også havde fået forårsfornemmelser. Først da byen tyndede ud, og han nærmede sig vandet, svingede han sig op på sadlen. Cyklen fandt snart vej af sig selv og valgte uden hast den rute David havde lært ham. Sandet var køligt og knasende da han satte sig, spejdende ud over det glitrende hav. Denne gang havde han passeret hulen og taget trappen ned til vandet. Han havde fundet læ mellem nogle buske, og med øjnene

lukkede

mod

de

blåhvide

varmebølger, kunne han næsten mærke 242


blodet

pulsere

lige

under

kindernes

overflade. Igen fik han et kort anfald af sindssyge og tog sko og strømper af og smøgede også bukserne op inden han rejste sig. Sådan måtte det være at gå på et elektrisk hegn, forestillede han sig, men havde sat sig for at tage sin dåb. Og da den første bølge skyllede ind over fødderne, stak han tæerne direkte i stikkontakten, så det

lynede

gennem

kroppen.

Men

elektrochokbehandlingen havde virket, og med et gisp dansede han i sikkerhed mellem buskene igen. Han lænede sig tilbage med jakken rullet sammen

under

nakken.

Mens

han

mærkede kulden fra jorden trænge gennem tøjet, iagttog han en stor, hvid vatsky glide for solen. Han følte livet sive ud af sig efterhånden som varme blev erstattet af kulde. Forestillede sig at det ville fortsætte 243


på den måde til han var død. Hvordan ville det føles? Sikkert befriende. Hvis man kunne mærke noget. Og David? Måske lå han fanget et sted midt imellem. I en drømmeløs søvn? Eller kørte rundt i de samme tanker som aldrig ville slippe? Forhåbentlig var han så i selskab med Simone og lille Amanda. Måske også Jonathan?

Eller

ungdomskærligheden

Anette. Død... Det gjorde en forskel. Trine var ikke engang død. Det måtte alligevel være værre. David var heller ikke død. Endnu.... Anette var død. Nyforelsket og klar til at erobre verden. Bang! Så var det slut. Og det var også blevet enden på Davids snedkerlære, havde Simone fortalt. Til sidst blev de mange sygedage alligevel for meget for hans mester der blev nødt til at fyre ham. David havde været ligeglad. Det 244


var der ikke noget at sige til, tænkte Jonathan som udmærket kendte melodien: Sove hele dagen væk. Rode rundt i gaderne om natten når man ikke længere kunne holde sit eget selskab ud. Og tankerne der aldrig ville lade en i fred. Medmindre man bedøvede med alkohol. Det havde David nu aldrig rigtig gjort. Til gengæld havde han flirtet med de euforiserende planter, havde Simone fortalt. Det var musikken der reddede ham. Simone havde fået lov at høre nogle af sangene fra den tid. Sange Jonathan ikke engang vidste eksisterede. De var så smertefulde og så langt fra den David de kendte i dag, at det næsten ikke var til at tro, fortalte hun. Men det blev hans åndehul og ved endnu en af skæbnens små drilagtigheder også vejen ud af helvede. For da en lidt ældre musiker gav ham 245


tilbudet om at komme med i sit band, var det på betingelse af at han tog sig sammen. Små ting. Få tilfældige begivenheder der afgør resten af ens tilværelse. En enkelt drink for meget. En bildør som blæser i på det forkerte tidspunkt. Bang! Synd at Davids livsudkårne blev mejet ned af en fuld stodder. Bang! Heldigt at musikken igen kunne bringe ham på ret køl, så han fik en dejlig familie. Bang! Synd at han nu lå i koma. Synd for David. Synd for Jonathan. Stop! Han ville ikke være med længere og hamrede sine knyttede næver ned i sandet for at tøjle de løbske tanker. Han trængte til fred, og gennem sine lukkede øjne sansede han skyen glide til side for solen så varmen igen bølgede ned til ham. Musikken havde været Davids redning. Jonathan forsøgte at 246


koncentrere

sig

om

den

prikkende

fornemmelse i kinderne, og han kunne høre blodets rislen. For ham var der ingen redning. Den pulserende varme fik ham nærmest til at føle sig godt tilpas, og han overgav sig. Forsøgte at flyde med. Hvis der var den mindste mening, måtte det være denne. At ligge her altid. I fred for sig selv og resten af verden. Så skulle det nok gå alt sammen. I et kort øjeblik slappede han helt af og gav slip på det hele. Som en prop på havets overflade. Blev grebet af en forestilling om hvordan kroppen smeltede bort i varmen for til sidst at blive opløst i de enkelte molekyler. Bang! Uden billedet

mindste af

David

advarsel sig

frem

sprængte i

hans

bevidsthed, og lige i hælene fulgte en voldsom trang til at ødelægge et eller 247


andet. For fanden hvor var det uretfærdigt. Hvis nogen skulle ligge på hospitalet, så burde det være ham selv. Han havde jo alligevel ikke noget at leve for. David derimod havde al mulig grund til det. Men hvem havde også sagt at der skulle være retfærdighed til? Hvem havde sagt at der var en mening med noget som helst? Hvilken anden mening var der i livet end den man selv lagde i det? Han rejste sig hurtigt og kylede en sten ud over vandet, så det skar i hans skulder. ”For

helvede!”

råbte

han

mens

billederne begyndte at strømme ind over ham:

Jens

og

de

andre

fra

Mean

Motherfuckers på scenen med en ny guitarist.

Trine...

kælen

og

øretæveindbydende afvisende på en gang. Lille Amanda der grinede sin spæde latter over bare at være til, i en verden hun ikke 248


kunne kontrollere. Lille, lyshårede Morten med sin blodige tommelfinger presset mod. Jonathans. Og i centrum af det snurrende tivoli: en purung, lalleglad. Jonathan med sin første guitar over skulderen. Med stoltheden strålende som en glorie, uvidende om at drengedrømmen skulle føre ham direkte i helvede. Og det stoppede ikke ved det. Stadigt vildere kastede de løsrevne, mere eller mindre

forskruede

stumper

af

virkeligheden sig over ham. Truede med at rykke ham i stykker. Og da han til sidst ikke kunne rumme mere, brølede han af sine lungers fulde kraft mod den fjerne horisont. I det samme rejste blæsten sig hvæsende fra havoverfladen og slugte hans ord i en frådende mundbevægelse, så nær at han mærkede den ætsende ånde mod sit ansigt. Han vidste ikke hvad han råbte, 249


men da han ikke havde mere luft, sank han i knæ og pressede panden mod sandet. Den jagende smerte fra skulderen kaldte ham tilbage. Nu var solen helt forsvundet bag en stor, blåsort sky, og blæsten havde i mellemtiden kastet sig over de lave buske bag ham. Han frøs og skyndte sig at tage sko og strømper på fødderne som var blevet næsten følelsesløse. På vej ind mod byen faldt de første, tunge dråber, og han satte kurs mod hospitalet. David blev holdt i live af en hel række apparater der fyldte hospitalsstuen med skræmmende bip-signaler og uforståelige, men farverige tal. M og til var en sygeplejerske derinde og aflæse et eller andet, men da Jonathan nu listede ind, var David alene. Heller ikke på gangen havde han

mødt

en

levende

sjæl,

og

det 250


forstærkede den uvirkelige følelse. De to sidste mennesker i verden. Det fik ikke Jonathan til at føle sig mindre ensom, men på den anden side var det så lettere at snakke med David. De første gange havde han været blufærdig og var sikker på at han kunne høre sygeplejerskernes latter uden for døren. Men efterhånd en havde han overbevist sig selv om at de nok var vant til lidt af hvert. Og hvis det nu viste sig at David faktisk kunne høre det... ”Hvad så, du gamle?” Han havde sat sig i en af de slidte stole der lignede noget fra en nedlagt skole. Lod øjnene glide langs slangen

med

den

klare

væske

som

forsvandt ind i Davids arm. ”Hvorda n er frokosten i dag?” Han kunne stadig mærke harmen lure i blodet, og ved synet af Davids ansigt blev 251


han igen oprørt. Små, stride hår dækkede hagen som var glat og afspændt under den grå skygge der fik hud en til at virke knap så bleg. De havde glemt at barbere ham! Hvad fanden var meningen? Det var da det mindste de kunne gøre. Uretfærdigt. Det var hvad det var. Også selv om David måske var ligeglad. Derfor kunne de vel godt vise ham lidt respekt. Ingen kunne jo vide hvornår han ville vågne. Jonathan rejste sig brat. Han kunne ikke holde ud at være derinde længere. Kiggede en sidste gang på David der lå ubevægelig. Så vendte han sig og begyndte at gå ud af lokalet. En pludselig indskydelse, en sitrende fornemmelse fik ham til at se sig tilbage. Han undersøgte Davids ansigt for den mindste, lille bevægelse. Ikke noget. Havde han flyttet sig? Selvfølgelig ikke. Jonathan

lod

nakken

slappe

af

og 252


betragtede sine slidte støvler. ”Jeg ville gøre hvad som helst for at bytte plads med dig. ”Kneb læberne sammen og sugede dem ind mellem tænderne. ”Hvad som helst. ” Uden at løfte blikket skyndte han sig ud og lod døren glide i af sig selv.

253


19

Der var ingen hjemme. To gange efter hinanden lod Jonathan telefonen ringe ud til den begyndte at dutte optaget. Han stod lige ved hospitalets udgang og stirrede på regnen der knustes i sin kamikazefærd mod

fliserne.

Betragtede

den smalle,

lyseblå stribe himmel som blidt skabte sig plads mellem de mørke skyer og spejlede sig i den våde asfalt. Håbede på at regnen ville holde op, så han kunne komme hjem i tørvejr. Simone var heller ikke nede i butikken. Pigen i telefonen havde ikke set hende hele dagen. Så blev det nok ikke i aften. Han havde ellers set frem til at fortælle at nu måtte de gerne komme – hvis bare hun 254


ikke forventede sit livs middag. Men det måtte de så have til gode. Bare det ikke varede for længe. Så lejligheden risikerede at blive svinet til igen. Han skævede endnu en gang mod den blå streg i himlen der ikke så ud til at blive større foreløbig. Og efter en rask beslutning greb han fat om dørhåndtaget og tog et stort skridt ud i regnen. En lungebetændelse fra eller til... Et kraftigt vindstød sjaskede ham til med det samme, og før han nåede at sætte foden i jorden, svingede han rundt og trådte indenfor igen. Jakken! Den hang stadig over stolen. Imponerende. En skønne dag ville han glemme sig selv, tænkte han mens han gik op mod hospitalsstuen igen. Men det var da en undskyldning for at blive i tørvejr. Kunne også prøve at ringe til Simone en gang til. Han svingede døren op og rakte ud efter 255


jakken, men standsede midt i bevægelsen. Med hånden krummet om håndtaget blev han stående uden at kunne sige noget som helst.

Stirrende

og

ubevægelig.

begyndte gulvet at gynge under ham, og han måtte tage et skridt frem for at holde balancen.

Mystificeret

betragtede

han

musklerne omkring Davids ene øje trække sig sammen og øjenlåget rulle ned foran øjeæblet og tilbage igen. Han vidste ikke hvor længe den fine, glinsende lyd duvede frem og tilbage i luften mellem dem, før det gik op for ham at David havde blinket til ham. ”For satan!” udbrød han så og vaklede hen til sengen. Væltede den skrammede stol uden at tage sig af det. ”David, for satan,” gentog han og krammede hans hånd. ”Hvad sker der?” Han hostede og hulkede. Antydningen af et smil gled over 256


Davids ansigt. ”Hvad tror du?” spurgte han ældet. ”Jamen. Skal jeg ikke... Vi må sgu da kalde på nogen. Det er sgu da et satans mirakel.” Jonathan søgte befippet efter en alarmknap han kunne trykke på, eller en snor han kunne hive i. David afværgede med en svag bevægelse. ”Ikke nødvendigt. Jeg har været her siden i morges.” Han hostede tørt, men fortsatte

som

reaktion

Jonathans

ansigtsudtryk: ”Simone har forsøgt at ringe... ude at hente Amanda nu.” Igen smilede han svagt. ”Må ha' døset lidt da du var her før,” sagde han og nikkede mod jakken på gulvet. Jonathan rejste stolen og lod sig dumpe ned på sædet. Tørrede snøftende sine kinder. ”Nu tuder jeg sgu. Det er fan'me ved at blive en vane.” 257


20

Det var en frisk duft der hilste Jonathan velkommen. Alting var stadig skinnende. Han samlede posten op fra gulvet og lagde den på spisebordet i en ordnet bunke. Hængte sin jakke på knage og stillede støvlerne langs panelet, så parallelle at det ville have glædet hans mor. Smånynnende drev han omkring i lejligheden. Rettede på en bog og flyttede lidt på møblerne. Optændt af en glemt rastløshed lod han hænderne glide undersøgende over sit hjem. Han

mindedes

sin

første

dag

i

lejligheden. I byen. Dengang havde han kun en seng, lænestolen og reolen med stereoanlægget. En evighed siden. Han 258


kunne stadig genkalde sig den syrlige lugt fra lænestolens afpillede betræk der var blevet fugtigt af turen på den åbne trailer. Rank havde han siddet' i den da de fik den båret op i lejligheden. Og tog bestik af sin nye tilværelse. Fuld af gåpåmod og irriterende selvtillid havde han været. Klar til at erobre byen. Verden. Men han huskede også tydeligt den snigende følelse af ensomhed som havde kigget frem første gang han var blevet alene i lejligheden. Nu listede han hen til sit anlæg og lod fingerspidserne genkende de små huller i radioens metallåg. Dengang havde han sat en cd på som det første. Fyret godt op så naboerne ikke skulle være i tvivl om hvem dervar kommet til byen. Nu bladrede han ærefrygtigt samlingen igennem. Genkaldte forsidecoverne

sig

melodierne

tryllede

frem.

som Et

af 259


billederne fik ham til at stoppe op. Og med en forsigtig spænding i mundvigen tog han den sølvskinnende skive ud af sit hylster og lod den glide ned i afspilleren. Tøvede et øjeblik før han trykkede på play. De havde festet i dag, for David var kommet hjem. Allerede nu, kun to dage efter han var vågnet, kunne lægerne ikke finde nogen grund til at beholde ham længere. Og der havde været overstadig glæde. Til sidst kunne Jonathan ikke rumme mere. De havde også brug for at være alene. Familien skulle finde sin treenighed igen. ”Tak for hjælpen,” havde Simone sagt da hun fulgte ham til døren.”Uanset hvad der sker, skal du vide at jeg ikke kunne have klaret det uden dig.” Hun havde kysset ham på munden. 260


”Vi ses snart igen.” Den gamle lænestol havde stadig en lidt jordslået aroma over sig, om end den var blevet camoufleret noget af de ølsjatter der siden var spildt over den. Han satte sig som den første aften. Forsøgte at skabe et overblik mens musikken strømmede fra højttalerne. I dag dæmpet og blidt. Og han lyttede med samme forsigtighed som to elskende der nærmer sig hinanden efter at have været adskilt i lang tid. Indtil videre var det en god oplevelse. Og for første gang længe nød han sit eget selskab. Accepterede ensomheden. Det kunne han jo lige så godt vænne sig til. Han gav sig til at vande planterne. Bemærkede til sin frydefulde overraskelse at de fleste var kommet sig godt. En enkelt havde endda skudt små, nye blade frem. 261


Nu ville det vare et stykke tid før Simone kom til middag, tænkte han. Til gengæld kunne de så komme alle tre. Når David var klar. Det var også bedre. Meget bedre. De hørte sammen. Og Jonathan var alene. Indtil videre. Da telefonen ringede, kiggede han først skeptisk på den. Så tog han den alligevel. ”Nå hej... Næh. Jeg har nærmest heller ikke været hjemme de sidste par dage... Der kom noget i vejen... Jeg er nu sikker på at I har klaret jer uden mig. Jeg er jo ikke ligefrem

nogen

pool-haj,

vel?”

Han

grinede. ”Og jeg er sikker på at I også klarer jer fremover... Nej, jeg kommer ikke i aften.” Eller nogen andre aftener for den sags skyld, tænkte han. ”Jeg har sgu ikke rigtig råd... Det er også på tide at jeg kommer lidt videre. Jeg har nogle planer.” Det tog ham lang tid at overbevise dem 262


om at han mente det alvorligt. Henrik og Ole gjorde hvad de kunne for at overtale ham til i hvert fald lige at komme forbi en sidste gang. Og det var da fristende, måtte han indrømme, men stod fast. Og det var ikke uden sejrsfølelse at han lagde røret på. Han tørrede de svedige hænder i bukserne. Det var rigtigt nok hvad han havde sagt: Han havde nogle planer. Selv om de stadig var temmelig uklare. ”Hvordan går det med dig?” havde David spurgt på et tidspunkt hvor Simone var ude med Amanda. Han lå i sengen med flere puder stablet op i ryggen. ”Det var vist min replik,” svarede Jonathan fra fodenden. ”Synes du ikke det har handlet nok om mig de sidste par dage?” Jonathan trak på skuldrene. Det var vel meget naturligt. Så rakte David sin hånd frem, og Jonathan 263


greb den tøvende. ”Tak,” sagde David og kiggede ham varmt i øjnene. ”Fordi du har været der for Simone og Amanda.” Jonathan holdt øjenkontakten. Han måtte strække sig i en unaturlig stilling for at holde Davids hånd, og det begyndte at gøre ondt i hans skulder, men han slap ikke før David selv lod sin arm glide ned på dynen igen. Så lænede de sig begge tilbage. Sad længe uden at sige noget. Smilende. ”Hvorfor har du aldrig fortalt mig om Anette?” Spørgsmålet havde ligget og luret et stykke tid da det fløj ud af munden på Jonathan

han

næsten

selv

blev

forskrækket over det. Det var ikke hans mening at virke såret, men han kunne godt høre den lille mislyd. David viste ingen overraskelse, men nikkede bare forstående. Måske havde Simone allerede ladet et par 264


ord falde. En dag ville han vel også have fortalt det, svarede han så. Måske skulle man ikke tro det, men det var stadig ikke helt naturligt for ham at snakke om det. Så det var ikke fordi han ville holde noget hemmeligt. ”Jeg vil bare gerne vide hvordan du kom over det,” sagde Jonathan. ”Hvordan man kommer videre?” ”Der er to muligheder, ikk'? Enten kommer man bare videre, før eller siden, fordi man er tvunget til at finde på noget. Eller også går man ned. For at blive dernede, mener jeg.” ”Det var musikken der fik dig op igen?” ”Det kan man godt sige. Lidt forenklet i hvert fald.” David tænkte sig om. ”Og jeg tror jeg ved hvad du vil sige,” skyndte han sig at tilføje da Jonathan åbnede munden. 265


”Du tænker på hvordan det der er blevet dit helvede, kunne blive min vej ud af det.” Jonathan forholdt sig afventende. ”Og det er da en vigtig pointe,” fortsatte David. ”For det var jo ikke musikken som sådan der gjorde det, vel? Musik er jo ikke noget i sig selv. Det kunne sikkert lige så godt have været noget helt andet. Da jeg begyndte at skrive de sange, havde jeg ingen anelse om hvad det ville gøre ved mig. På det tidspunkt var det bare det eneste alternativ. Skrive eller bukke under. Og jeg mener bogstaveligt talt skrive, for det var teksterne der gjorde udslaget for mit vedkommende. Igennem dem fik jeg formuleret smerten så jeg kunne forholde mig til den. Banalt som det er. Jeg opdagede hvor mange følelser og tanker jeg aldrig havde fået kikket på. Først senere gav jeg dem liv ved hjælp af tonerne, men 266


der var den svære del allerede overstået.” David var blevet forpustet og rykkede sig længere ned i sengen. Jonathan rejste sig og sagde at han bare skulle hvile. De havde jo masser af tid at snakke i nu. Taknemmeligt lukkede David øjnene. Og Jonathan troede egentlig han var faldet isøvn da han pludselig svagt sagde: ”I dag kan jeg faktisk godt glæde mig over det, nogle gange.” Jonathan skævede. ”Tænk på hvad jeg har lært,” havde David næsten hvisket. Så var Jonathan helt sikker på at han sov, og var listet ud. Jonathan tændte lys og satte vand over til kaffe. Skruede en anelse ned for musikken, fandt avisen frem fra posten, men holdt sammen på den ordnede bunke. Han havde lige slået op i jobsektionen da det ringede på døren. 267


”Hvad så din gamle rockmusiker? Får du noget fisse eller hvad?” Ikke en linje havde forandret sig i Jens' fedladne ansigt.

268


21

”Hvad går du så og laver?” Jens sad og vippede uroligt med benet, så kaffen i hans kop var ved at skvulpe over. Blikket søgte rundt i stuen og mødte af og til, nærmest tilfældigt, Jonathans. ”Det er jo længe siden efterhånden.” ”Jeg laver ikke en skid... Men det går da. Jeg er stille og roligt ved at finde ud af det.” Jens havde beholdt skoene på, og Jonathan bemærkede irriteret de beskidte aftryk han havde afsat i gangen og hele vejen ind i stuen. ”Ja, jeg må sige jeg har tænkt meget over det. Og jeg synes sgu du ta'r det pænt.” Jens drak hurtigt en slurk kaffe. ”Jeg mener, hvis det var mig som pludselig ikke 269


kunne spille mere, så var jeg sgu sprunget ud fra et højhus.” Han grinede og nikkede med store øjne. ”Det kunne jeg nu aldrig finde på.” Jonathan smilede høfligt tilbage. Ikke et højhus... ”Men det har da ikke været sjovt hele tiden.” Han smilede stadig. ”Går det ellers godt? Har I fået en ny guitarist?” Jonathan kunne høre ordene forlade sin mund. Så gik det pludselig op for ham at Jens alligevel havde forandret sig. Han var blevet federe. Når han snakkede, gav huden og kødet i ansigtet ligesom et ekstra slag. Som et slaskende ekko efter hvert ord. ”... men det er sgu ikke det samme, selv om ...” Jens stoppede midt i sætningen. Skænkede mere kaffe op og smilede pludselig bredt. Han så ud som om han ikke vidste hvordan han skulle komme videre, men Jonathans spørgende udtryk 270


fik ham til at kaste sig ud i det: ”Ja, jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal få det sagt, men... den er sgu færdig.” Han knipsede med fingrene, så det smældede. ”Jeg har den med... cd'en.” Dellen omkring Jens' mund gentog lydløst ordet: cd'en... Imens hev han skiven frem fra inderlommen og lagde den på bordet imellem dem. Mean Motherfuckers

stod

der

med

store

guldbogstaver på det mørke cover. ”Vi syntes lige du skulle høre det fra os før den kommer i butikkerne. ” ”Tillykke.” Jonathan brækkede sig et stort stykke mørkt chokolade fra pakken han havde hentet i køkkenskabet. Tog cd'en i hånden og studerede den kolde plastikæske. ”Det må jeg sige. Fedt, hva'? ”Han skyllede den bitre smag væk med kaffen og tog en bid mere. Vendte æsken om og så fotoet på bagsiden. Det varede 271


lidt

før

guitarists

han

identificerede

ansigt.

den

nye

accelererede

genkendelsen hvinende igennem ham, og han tabte vejret. Guitaristen fra Davids band. I mellemtiden havde Jens anlagt en mere neutral grimasse, men øjnene afslørede at han var ellevild. Selvfølgelig var han det. ”Så lykkedes det til sidst, ” fik Jonathan sagt. Jens nikkede med et skævt smil. Uanset hvor meget Jonathan skyllede efter, blev en dårlig smag fra chokoladen ved

med

at

hænge

i

tungen.

Det

strammede i ansigtet da han kiggede ned i den åbne pakke. Først nu så han det. Overfladen var overtrukket af en tynd, grågrøn behåring som helt sikkert ikke skulle være der. ”For satan, mand!” Han spyttede den 272


sidste mundfuld ud i koppen. Med savlet hængende i mundvigene skyndte han sig ud på badeværelset. Og med et tykt lag tandpasta

børsten skrubbede han

afsindigt både tænderne og tungen. Pladeselskabet havde vist sig stadig at være interesseret hvis bare de kunne finde en ny guitarist, forklarede Jens da Jonathan kom tilbage. Og så var det egentligt gået rimeligt hurtigt, for med kontrakten i hånden kunne de få hvem de ville have. ”Vil du ikke høre den?” Jens var allerede på vej hen til anlægget. Og da de første toner sprang ud i rummet til dem, lød det præcist så godt som Jonathan havde frygtet. We can stand it all, var udnævnt til hittet, forklarede Jens, og der var flere af Jonathans numre med. ”Du får dine penge og alt det der. Når vi nu bliver berømte og begynder at sælge noget, mener jeg.” 273


Jonathan nikkede udmattet. ”Hvornår er den på gaden?” spurgte han så. ”Nu scorer du idet mind ste kassen,” råbte Jens på vej ned ad trappen. Bankede det sidste smat fra skoene af på afsatsen. ”Så går det nok alt sammen alligevel.” Latteren rungede mellem de afskallede mure. ”Kig op en dag.” ”Det skal jeg nok,” sagde Jonathan til den lukkede dør. De vidste begge at det ville han aldrig gøre. Med panden lænet mod karmen mærkede han Jens' tunge skridt forplante sig op gennem opgangen i den gamle bygning. Og da gadedøren bragede i, kunne han høre fundamentet skælve.

274


22

”Det er sgu dejligt at leve.” Jonathan lænede sig tilbage på stolen. Nikkede diskret til de to der allerede var ved at finde billardkøerne frem, og løftede det store halvliters glas. Ole drejede den lille blå klods en enkelt gang om køens yderste spids og dækkede omhyggeligt de sidste bare pletter med et hjørne. Imens ventede Henrik utålmodigt, og da han endelig fik kridtet i hånden, gned han det bare rundt nogle gange uden at undersøge resultatet. Så smækkede han ballerne på bordet. ”Er du klar til at få klø?” spurgte han Jonathan. ”Når jeg først har dasket Ole, mener jeg?” 275


Jonathan

nikkede

åndsfraværende.

Hvorfor ikke? tænkte han og mærkede beruselsens beskyttende dyne. Lad os spille noget pool. Op i røven med det hele! Med Jens og Mean Motherfuckers og alting. Henrik trak armen tilbage til stød. ”Godnat!” sagde han og knaldede til den hvide, så kuglerne eksploderede ud over den grønne filt uden at nogen af dem røg i hul. Ole lænede sig lidt bagover for at se ud under sit helt hvide pandehår. Nikkede så med et umærkeligt smil og lænede sig frem mod bordet, så nakkehåret gled over hans skulder. Sendte med to forsigtige stød to kugler i hul. Henrik sagde et eller andet som Jonathan ikke opfangede fordi han havde glasset for munden. Drak ud og fandt en plads til glasset ved siden af de andre der var matte af gult, indtørret skum. 276


”Det er alligevel utroligt, ikke?” Henrik havde

stillet

sig

hen

til

Jonathan.

Betragtede ham med sine mørke øjne der havde et næsten rødligt skær over sig. ”Hans egen højhellighed.” Vendte sig mod Ole der nikkede afmålt. ”Tænk at han for en gangs skyld skulle komme før os andre. Længe før, endda.” Henrik bukkede overdrevent for Jonathan. ”Og så lige i dag. Hvor han ellers havde proklameret at en ny tid var begyndt. Hvad skylder vi egentlig den tvivlsomme ære? Er man begyndt at trække lidt i land og kan så alligevel godt bruge sine gamle venner – også selv om de kommer fra den laveste kaste?” ”Ja, ja,” svarede Jonathan. ”Hold nu bare kæft, ikke?” Henrik kastede sig igen over poolbordet, og Jonathan begyndte at rode i lomroerne efter flere penge. Så lang tid 277


havde han jo heller ikke ventet på dem. Kun en fire fadøls tid. Hans plads gav ham et rimeligt overblik. Ved bordene i lokalet ved siden af sad folk og duperede hinanden med ligegyldig snak. Vigtige så de ud, og smarte med deres

intellektuelle

miner,

men

i

virkeligheden var de ikke en skid. Ikke en skid bedre end ham selv eller nogen andre. Han studerede de to maskinklippede mænd i baren der stod og klemte deres brede skuldre sammen. Pustede sig op og kæmpede om hvem der først kunne sprænge

de

stramme

T-shirts

med

overarmene. Jonathan undgik øjenkontakt og lod rastløst blikket feje videre. Fangede sin egen silhuet i den nypudsede glasdør. Klemte øjnene tættere sammen mens han førte hånden gennem håret. Nogen tog i døren udefra. Trine, af alle. 278


Hun havde en fyr i hånden, og Jonathan mistede vejret. En af de to bøffer fra baren kunne lige så godt have tømt sin øl ned ad nakken på ham. Trine... Siden brevet havde han ikke hørt fra hende. Ikke det mindste lille ord. Havde ikke engang fået et glimt af hende selv om han i timevis havde vadet rundt om blokken hvor hun boede. Og så skulle hun absolut herind i aften, af alle aftener, på byens mest latterlige cafe, og vise sin nye fyr frem. Med læderjakke mage til Jonathans og lyst, tilbagestrøget hår med gele. Uden at opdage Jonathan satte de sig så fyren havde ryggen til, og Jonathan kunne se hans deller i nakken. Trine smilede forelsket til fjolset og tog hans blegfede hænder i sine. Smilet virkningen

var

stadig var

det

samme,

rystende.

og

Jonathan

mærkede igen hvor meget han savnede 279


det. Når hun søvndrukkent slog øjnene op om morgenen. Eller foran øvelokalet når hun trofast havde stået og ventet, rystende af kulde fordi han havde glemt at låse yderdøren op. Altid det samme uskyldige smil der som tiden gik, gradvist var blevet overskygget af de alvorlige øjne. Et smil han havde været for tykpandet til at forstå betydningen af før det var for sent. Hvad fanden er der galt med mig? tænkte han og måtte

stramme

halsmusklerne.

Blev

pludselig bange for at han her, lige midt i det hele og hvert øjeblik det skulle være, ville bryde flæbende sammen. ”Skal vi ha' en mere eller hva'?” Henrik havde sat sig på stolen ved siden af. ”Ja, det kan du fan'me tro, og jeg gi'r, ”sagde Jonathan og kiggede spørgende på Ole som nikkede. Jonathan rejste sig resolut og ramlede ind i bordet, så flere af 280


de gullige glas væltede på gulvet, og skår og skum sprøjtede ud på deres støvler. ”Sikke noget pis!” Rabalderet fik de nærmeste gæster til at vende sig. Også Trine og fyren. Jonathan slog ud med armene og bukkede for dem alle sammen med et bredt, ironisk smil. Lod blikket hvile længere hos hende. Bartenderen kom selvfølgelig hen med det samme. Spurgte irriteret om ikke de kunne tage at styre deres brandert. Men han virkede ikke særlig faretruende sådan som han stod med kosten og fejebakken. ”Det var jo bare et uheld,” sagde Jonathan. ”Et liille-biitte, hændeligt uheld, og det skal

selvfølgelig

ikke

gentage

sig.”

Bartenderen kiggede hårdt på ham, men sagde ikke mere og begyndte at feje skårene op. Og Jonathan rettede på jakken, 281


slog håret tilbage og gik op til disken. ”Tre store fad,” sagde han højere end nødvendigt og sendte igen et henkastet blik over mod hende. Det så vældig hyggeligt ud som de sad der og gloede på hinanden. Og så, uden det mindste tegn på genkendelse, fangede hun Jonathan igen, med øjne der var klarere end han længe havde set dem. Ingen af dem smilede. Han brændte bare sit blik ind i hende. Og hvis han kunne, ville han have taget hende i hånden og båret hende væk. Tilbage til dengang hvor han endnu kunne gemme sig i hendes arme, og hvor han altid kunne gøre det hele godt igen. Han skulle lige til at prøve et forsigtigt smil da hun som den mest ligegyldige ting i verden vendte hovedet væk og fortsatte sin samtale. Da Jonathan kom tilbage med øllerne, 282


havde Ole også slået sig ned. Klamrede sig til en cigaret mens Henrik sad og grinede lummert. Det varede lidt før Jonathan fik halet ud af dem at Ole åbenbart var lun på en kvinde som i mellemtiden havde sat sig med en veninde et par borde derfra. ”Han er helt skudt,” sagde Henrik og mumlede et eller andet til Ole der tyssede på

ham.

Jonathan

kommenterede

uengageret mens han holdt øje med Trine og tyrenakken. Overvejede at ryge en af Oles cigaretter. Siden den tavse udveksling ved baren havde hun ikke set i hans retning en eneste gang. ”Hvad tror du?” sagde Ole så. Han havde ranket nakken, og Jonathan så nu tydeligt de følsomme, men vandede øjne der gispede tavst efter vejret. ”Tror du sådan en dame som hende ku' se noget i mig?” Han drak halvdelen af sin øl i en 283


slurk. ”Trine?... Nårh, hende,” sagde han så og nikkede mod Oles udkårne. ”Du ku' jo gå derover.” Ole fnisede, men blegnede da Jonathan rejste sig i det samme og tilføjede: ”Så ta'r jeg veninden.” Og inden Ole nåede at sige mere, sad Jonathan allerede i sofaen hos pigerne. ”Hej!” Han smilede det bedste han havde lært. Egentlig var ingen af dem for kønne, men hvad gjorde man ikke for en kammerat? ”Skrid!” Hun havde spist hvidløg, og stemmen var så afskyelig at Ole helt sikkert aldrig var blevet forelsket hvis han havde haft lejlighed til at høre den først. ”Hov, hov,” sagde Jonathan med påtaget overraske lse. ”Vi er jo lige kommet.” Ole havde sat sig hen ved siden af. Fnisende 284


med røde kinder. ”Ja, og nu smutter I igen.” Kulde. Ole var allerede ved at rejse sig. ”Vent nu. Lad os nu lige ta' det roligt... Hils på min ven Ole.” ”Du

hørte

hvad

hun

sagde,”

lød

pludselig en stemme fra den anden side. En foruroligende dyb stemme. Jonathan måtte lægge nakken tilbage for at se ansigiet på den ene af kæmperne fra baren. ”De gider ikke at snakke med..., ” fortsatte fyren. Men Jonathan hørte ikke de sidste ord som blev overdøvede af lyden fra hans hjerte der pumpede så det spændte i brystkassen. Han hostede og vendte sig mod Ole: ”Nå, da, Brian og Benny er i byen, så må vi hellere passe på.” Så havde fyren fat i hans krave og løftede ham op. ”Nu

smutter

du!

Ellers

dør

du!” 285


Stemmen var blot en svag hvislen mellem tænderne, men den satte Jonathans hjerte helt i stå. Kunne nu kun mærke nerven der trak utålmodigt i hans øje. Så stod han pludselig på gulvet igen og genfandt usikkert balancen. Rettede på tøjet. Og kiggede rundt på alle gæsterne som var stivnede i deres samtaler. Ole havde for længst trukket sig væk, og Henrik havde også rejst sig, så Jonathan gjorde et kast med hovedet i retning af døren. Rømmede sig og fulgte efter de andre. Anklagende blikke. Trine med sin nye fyr i hånden. ”Fulde stoddere,” var der nogen der sagde. Rystede på hovederne. Så var de ude på gaden. Her var luften chokerende kold. Jonathan spyttede, og et kort øjeblik snurrede det rundt for ham. Så vendte han sig mod cafeen. 286


”Ludere!

De

er

nogle

ludere

alle

sammen!” Han svingede armen og gav dem fingeren. ”Gu' er de så.” Ole tog om hans skulder, og de begyndte at gå. Imens lagde støvregn sig som en fedtet, skinnende hinde på deres ansigter, og Ole ville ikke have brudt sig om at vide hvad den gjorde ved hans pandehår. Men han sansede det tydeligvis ikke. De var ikke engang gået hundrede meter

før

han

begyndte

at

udstøde

mærkelige lyde. Så kastede han op på køleren af en bil. ”Fy

for

helvede,”

gispede

Henrik.

Øjnene lyste rødt i hans ansigt der nu var så blegt som Oles. ”Hvor meget havde I drukket inden I kom?” spurgte Jonathan irriteret og strakte armen langt ud fra kroppen for at række 287


Ole en krøllet serviet fra lommen. En lugt af rådden gran begyndte at brede sig, og den piblende galde fra hans egen mave fik spytkirtlerne i munden til at reagere med fine, syrlige sprøjt. ”Der var en fra bandet der havde fødselsdag.” Henrik tørrede sig over panden med håndryggen og slikkede sig om munden mens han paralyseret stirrede på indholdet af Oles mave. ”Han havde et par flasker gin med.” Jonathan endte med at praje en taxa og sende dem hjem begge to. Da vognen trillede af sted, overdøvede den larmende tomhed dækkenes rumlen mod brostenene. Og da de røde lygter forsvandt rundt om hjørnet, gik det op for ham at han var den eneste sjæl i gaden. Så begyndte han selv at traske hjemad. Hjem mod den tomme lejlighed der ventede 288


parat til at håne ham så snart han trådte indenfor. Tanken var uudholdelig. Så da han nåede første sidegade, drejede han vaklende ind mod centrum igen. Den røgfyldte, varme atmosfære smøg sig vellystigt omkring ham da han slog døren op. Så snart han havde vænnet sig til den uldne belysning, gik han op i baren. Han havde håbet på at kende nogle fra aftenens band der, at dømme efter klokkeslættet, lige måtte være startet. Det gjorde han nu ikke, men alligevel luskede han op og satte sig tæt ved scenen. Smækkede benene op på en stol. På et tidspunkt satte to kvinder med et par fyre på slæb sig ved hans bord. Den ene var virkelig en skønhed. Eksotiske, brune øjne og mørkt, krøllet hår der vakte længsler efter eventyret. Med hende i 289


hånden ville hvem som helst vende sig efter en på gaden, tænkte Jonathan og prøvede at få øjenkontakt. Men da hun endelig strejfede hans blik, var hun kølig og afvisende. Hun var sikkert kæreste med den ene af fyrene, gættede han. Veninden havde store bryster bag en stram, nedringet T-shirt, men så mere almindelig ud med sit lysblonde, halvlange hår. Hun mødte til gengæld flere gange Jonathansblik med nysgerrighed. Og var vel egentlig også meget køn på sin egen måde. Fyren ved siden af gik med slips og tungen

ude

af

halsen,

men

havde

tilsyneladende ikke haft heldet med sig endnu. Jonathan blev ved med at stirre, og på et tidspunkt holdt de øjenkontakten så længe at han næsten ikke kunne undgå at smile. Imens gloede slipsedrengen ondt, men 290


Jonathan var ligeglad. Så pludselig rejste fyren sig og trak den lysblonde med ud på dansegulvet. Hun fangede Jonathans blik en sidste gang inden fyren nærmest flåede hende af sted. Jonathan lod dem danse og konstaterede at de stramme cowboybukser sad godt på hende. Efter en enkelt dans gjorde hun tegn til at sætte sig igen, men slipset holdt hende fast. Så rejste Jonathan sig. ”Nu er det vist vores tur,” sagde han helt henne ved dem. Trak hende ud af armene på fyren inden han nåede at reagere. Hun var overrasket, men ikke modvillig. Og blikket var sløret da han skubbede hende baglæns op til scenen. Hun vaklede, så han mærkede presset fra hendes bryster mod sin

krop.

Overhørte

samtidigt

den

begyndende hovedpine der borede sig ind i nakken på ham og snoede sine fangarme 291


op gennem baghovedet. Helt henne ved scenekanten genkendte han alligevel bandets bassist og nikkede til ham. Vendte kvinden rundt og trak hende ind til sig. Lagde hænderne på hendes bryster. ”Du er ellers ikke ked af det,” sagde hun, men stoppede ham ikke. ”Vil du hellere danse med ham idioten?” ”Tror du?” spurgte hun og lagde hånden om hans nakke. Stak grådigt tungen ind i munden på ham. Hun smagte af ost, men han besvarede kysset. ”Lad os lige høre det sidste nummer,” sagde han så. Hun accepterede og klemte sig ind til ham. Fortalte at hun hed Britt mens hun vuggede i takt til musikken, så Jonathan kunne mærke sit lem. Det kunne hun tydeligvis også, og hun gned sin røv endnu hårdere op ad ham. 292


”Er du også musiker?” spurgte hun mens de ventede på ekstranummeret. ”Jeg spiller guitar.” ”Med nogen man kender?” ”Har du hørt om Mean Motherfuckers? ” Det havde hun. Havde faktisk været til koncert med dem for mindre end en måned siden og spurgte begejstret om han havde været med der. Han hostede. ”Nja. Ikke lige iøjeblikket. Øh, j eg er kommet til skade med min hånd, ” sagde han så og viftede akavet med den. Hun studerede den nøje og kyssede arret. ”Ja, der er ikke noget særligt at se, det er et stykke tid siden.” ”Er du ked af det?” ”Med hvad? ” ”At du ikke kan spille. ” Han tøvede inden han krængede underlæben frem og trak på skuldrene. 293


”Hvorfor?” spurgte han og foldede et smil ud. ”Vil du så trøste mig?” De sidste ord sagde han mens han førte sit ansigt helt hen til hendes. Så fiskede han sin ølflaske op af lommen og satte den for munden. Den lunkne bundsjat var stærk og bitter, og han måtte overvinde sig selv for at suge det sidste skum ud. Så lagde han mærke til en detalje i musikken. Bandet var faktisk hamrende godt, og bassisten grinede til ham fra scenen, strålende glad og fuld af selvtillid. Jonathan betragtede guitaristens hænder og mærkede imens hvordan det begyndte at gære i hans mave. ”Lad os skride,” sagde han og vendte rundt. Hun grinede og vaklede efter. Skulle lige have sin trøje med. Ved

bordet

sad

slipsedrengen

og

skulede sammen med den brunøjede og kæresten der nu endelig havde fået noget 294


at snakke om. Så er mit liv da ikke helt formålsløst, tænkte Jonathan mens Britt sagde farvel. ”Nydeligt slips,” sagde han til bordet da hun kom hen til ham igen. Stirrede fyren i øjnene og stak tungen i hendes øre.

”Hvad har vi egentlig gang i?” spurgte hun ude på gaden. Hendes mund virkede pludselig så enorm at den trak hendes ansigt i frastødende grimasser. ”Skulle jeg vide det bedre end dig?” Han slikkede hende på halsen og hørte hendes svage stønnen. ”Jeg deler lejlighed med min søster,” sagde hun så. ”Hun er på ferie, så vi har det hele for os selv.” ”Hvad venter vi så her for?” Natten var kold, og han trak jakken 295


tættere om sig da de gik. ”Fortæl noget om dig selv. Har du nogle søskende?” spurgte hun lige pludselig. Og hvad fanden var det for et spørgsmål, tænkte

han

og

mærkede

igen

den

dunkende smerte i nakken. Sukkede. De kunne da godt sludre lidt hvis det var det hun ville. Alligevel hagede ordene sig fast i hans mund: ”Jeg har en lillebror. Morten, hedder han. ” ”Bor han også her i byen?” Jonathan stødte luft ud gennem næsen. Spyttede for at komm e af med smagen af sur øl. ”Næh,” svarede han. ”Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor han bor.” Britt kiggede mistroisk. ”Det er sgu rigtigt. Jeg ved da godt hvad byen hedder, men jeg aner ikke hvor den 296


ligger.” Morten var ved at flytte hjemmefra sidst Jonathan havde snakket med ham. De havde skændtes. Jonathan kunne ikke engang huske om hvad. Men Morten havde ikke givet lyd fra sig siden. Han havde nok travlt med at pleje sit slips og sin sideskilning mens han gik rundt og børstede støv af pressefolderne i den virksomhed hvor han sikkert var godt på vej mod direktørposten. Den lille... ”Savner du ham ikke?” spurgte Britt. ”Savner!... Savner?” ”Jeg elsker simpelt hen min søster. Jeg kan slet ikke undvære hende. Kunne ikke forestille mig at leve uden hende.” ”Flink søster.” ”Det er her jeg bor,” sagde hun så. De låsede sig ind og begyndte at gå op ad trappen. ”Elsker du ikke din bror?” ”Jeg elsker piger.” Han kyssede hende 297


igen på halsen med tungen, men hun vred hovedet væk. ”Jamen havde I det slet ikke godt sammen?” ”Det... vi... havde det velligesom alle andre søskende. Nogle gange skændtes vi, og andre gange havde vi det godt nok. Og så var der lige det ene skænderi for meget.” En boble spilede sig ud i hans mave så han nu blev klar over at han ikke skulle have drukket den sidste øl. ”Og det gider j eg i øvrigt slet ikke at snakke om nu.” Han slugte mundvandet med besvær. ”Undskyld. ” ”Ja, det var jo heller ikke sådan ment.” Smilede. ”Lige nu vil jeg bare hellere snakke om os to.” Hun smilede tilbage, men en skygge lagde sig over hendes ansigt da hun standsede op og satte nøglen 298


i sin dør. Hun nåede ikke engang at lukke den igen, før han pressede hende op ad væggen i gangen. De kyssede vildt og begyndte at trække tøjet af hinanden. Britt havde stadig dårlig ånde, og han bankede hende hårdere op mod væggen. Flåede i hendes tøj. Nu stønnede hun højlydt. ”Jeg har menstruation,” sagde hun pludselig. ”Jeg kan ikke så godt li' at gøre det, så.” Så var det måske derfor vi pludselig

skulle

snakke

om

vores

søskende? tænkte han. Hvad fanden havde hun tænkt sig? ”Men jeg vil ha' dig alligevel,” fortsatte hun og trak ham ind på et værelse med lyserøde vægge. Skubbede ham ned på sengen med det blomstrede sengetæppe og tog det sidste tøj af, så hun var helt nøgen på nær trusserne. Satte sig overskrævs på ham og stak sin slimede 299


tunge ind i hans mund igen og slyngede den voldsomt rundt i alle hjørner. Med hele hendes vægt over sig blev han presset ned i madrassen der med det samme var begyndt at snurre rundt. Som en blomstret karrusel

trak

den

lyserøde

spiraler

omkring dem. ”Jeg sætter lige noget musik på. ” Hun gled ned af ham, og han trak lettet vejret frit. Lidt efter lå de igen i deres egen lille, blomstrede kupe mens karrusellen stadig snurrede. Han var nøgen nu, og da hun begyndte at massere lemmet, betragtede han undrende sine hænder som automatisk også begyndte at knibe i hendes krop på udvalgte

steder.

Registrerede

lige

forundret den halvfalske cirkusmusik fra de skrattende højttalere der blandede sig med

skrig

og

skrål

fra

de

andre

forlystelsessyge gæster. 300


For at dæmpe kvalmen, forsøgte han at fokusere på noget uden for sengen. Han havde lagt mærke til en mørk skygge i nærheden af dem, men hver gang han var lige ved at se hvad det var, blev de trukket rundt igen. Kun små glimt opfattede han, men for hver omgang begyndte de at stykke sig sammen til et billede. Pludselig kunne han se det. Det var Morten! Umiskendeligt. Solariebrun og velfriseret. Der stod han, uden for karrusellen og gloede. Smilede sjofelt da Jonathan klemte hårdt om Britts bryster. Hun slikkede ham på maven, og han bed tænderne sammen for at holde mavesaften indenbords. Så fik han også øje på forældrene. De havde stået der hele tiden. Lige ved siden af Morten. Nu råbte de noget til ham, men han kunne ikke høre det ordentligt for larmen. Men hans mor var tydeligvis 301


forarget, og han forsøgte at sætte sig op på albuerne. Lange streger som glimtvis blev brudt af mors, fars og Mortens alvorlige ansigter. Uvirkelig støj fra lirekassen. Det var alt hvad der var. Så begyndte han at skelne enkelte ord. Hvorfor kan du ikke... ligesom Morten... har jo altid...på tide at du... og tænker på andre end... I mellemtiden havde Britt taget den i munden. Hun hvinede og stønnede når karrusellen gyngede. Det gjorde han også selv og blev nødt til at læne sig tilbage igen med armene ud til siden. Hans krop rystede og sitrede. Frøs og svedte på en gang, og han måtte igen anstrenge sig for at synke. Han kæmpede sig helt op på knæ og pressede hende ned på ryggen. Hun smilede og åbnede selv munden igen. Forfærdet satte moren hænderne op foran 302


ansigtet. Og faren lagde armen om hende og trak hende blidt væk. Imens smilede Jonathan sarkastisk. Tog fat i Britts hår og stødte hårdere. Og Morten, den lille lort! Han blev bare stående og gloede med åben mund og polypper, mens Britt og Jonathan hurtigere og hurtigere susede forbi med den

groteske

musik

tordnende

i

baggrunden. ”Det havde I sgu nok ikke troet,” råbte han helt nede fra bunden af maven der inde bag skindet sprøjtede sin boblende lava ud i lyserøde kaskader. Britt havde lukket øjnene, og hans hænder var over det hele på hende. Så mærkede han endelig den brusende magt overtage kontrollen fra bunden af rygsøjlen, og han tog med begge arme fat omkring hendes hoved. Nu strittede hun pludselig imod og forsøgte at skubbe sig væk, men han trak hende 303


hårdere ind til sig og lod sig bruse igennem mens han spændte alle muskler. Det lød som om hun skulle kaste op. Lige midt i blomsterne. Og han mærkede hvordan lavaboblen i hans egen mave langsomt spilede sig ud og pressede den kolde sved frem. ”Lort!” Han sprang ud i gangen, fandt køkkendøren og brækkede sig i vasken. Gispede og brækkede sig igen så han troede hans øjne skulle eksplodere. Satans! Hun lå med dynen over sig og tårer i øjnene da han kom tilbage. Hvad har jeg gjort? tænkte han og begyndte hurtigt at trække i tøjet og prøvede at undgå at kigge mere på hende. Hvad fanden er det jeg har gjort? ”Jeg blev bange,” snøftede hun. ”Undskyld,” svarede han stille. Han ville ønske han kunne sige et eller andet der 304


kunne gøre det ugjort, men var udmærket klar over at det ikke kunne lade sig gøre. Tårerne på hendes kinder var alt for virkelige, og spejlbilledet af hans egen angste silhuet lynede i dem. Hver dråbe der ramte gulvet, ætsede hul i plankerne og åbnede et krater mod en brændende afgrund. ”Jeg ved ikke hvad der gik af mig, ” sagde han med en stemme der var forvrænget til en dyb, klangløs knurren. ”Det er nok bedst jeg går nu.” Uden at sige farvel fiskede han sin jakke op fra gulvet i gangen og trak hoveddøren i bag sig. Da han trådt e ud på gaden, brændte den silende regn sig ned i hans hud. Smagen af mavesyre. Og så den jagende dunken i hovedet da han forsøgte at 305


bevæge sig. Det varede lidt inden han opdagede at han lå på gulvet i sin stue. Bare det at dreje hovedet en lille smule fik blodet til at pulsere i tindingerne så han ikke turde røre sig i lang tid. Endelig begyndte han atter forsigtigt at flytte på sig og fik så øje på den skinnende sorte cd med guldbogstaverne der var faldet på gulvet næsten lige foran ham. Det fik ham til at huske. Først Ole der hang over kølerhjelmen med gult savl på hagen. Så Britt. Han kastede op på gulvet. Mærkede hvordan

mellemgulvet

pressede

sig

sammen og trykkede på de sidste rester af sur galde som spruttede ud ved tanken om hendes skræmte øjne. Og han stønnede af smerte da tindingerne truede med at give efter for kraftanstrengelsen. Da hans krop var faldet til ro igen, rejste 306


han sig forsigtigt og vaklede ind mod sengen mens han støttede sig til møblerne. Halsen brændte, og det samme gjorde billedet af Britt der famlede hjælpeløst for at slå dynen om sig. Som et brændemærke på hans nethinder. Han prøvede at komme forbi spejl et i soveværelset uden at vende sig mod det. Men han kunne ikke lade være og frøs fast da han så sin egen forbandede skikkelse stå i det krøllede tøj der stadig havde våde folder efter regnen. Da telefonen ringede, vidste han ikke hvor længe han på den måde havde stået og vogtet over det formørkede ansigt, men med

en

kraftanstrengelse

flåede

han

ledningen ud af væggen og slyngede hele apparatet ind i spejlet. Eksplosionen var helt lydløs. Små, skinnende glasstykker sprøjtede ud fra væggen i en brusende støvsky, og han 307


kunne se dem falde hvirvlende mod gulvet. I hver enkelt af de forrevne splinter glimtede hans spejlbillede en sidste gang for derefter at forsvinde efterhånden som bunken på gulvet voksede og skyen af de mikroskopiske korn landede og fejede ud til alle sider. Så vendte lyden tilbage. Som havets brænding der slår blidt ind mod kysten. Og med den kom også fra hans hals den pibende lyd som boblede ud mellem tænderne. Og han måtte gribe for sig da spejlets ramme, der hang ensom tilbage, mistede sine konturer og begyndte at flyde ned ad væggen.

308


23

De

lave

graner

og

bladløse

hække

indrammede de smalle stier. Af og til knasede gruset under deres fødder. Ellers var der forbavsende roligt. De var midt inde i byen, og alligevel blev Jonathan grebet af stilheden. Som altid. Selvfølgeligvar der slet ikke så stille. Når han lyttede efter, kunne han sagtens høre bilerne summe og mumle derude. Men roen. Den var umiskendelig. Og freden fyldte ham helt ud. Det havde regnet, men de ihærdige stråler fra den nye sol gjorde sit for at slette sporene. Duften af nyrevet muld var stadig sød, men de kunne ikke længere spejle sig i asfalten. Mens de slentrede frem og tilbage 309


ad stierne, studerede han ordene. De fleste huggede og malede ind i stenene. Der var noget forsonende over dem. Det var vel også derfor de var der. For at man kunne forsone sig. Med døden. Og med livet. De havde ikke snakket meget, men David gik og lurede som om han godt var klar over at noget var sket. Jonathan rømmede sig: ”Jeg har solgt guitaren!” Og efter en lille pause : ”Jeg har solgt min guitar, min forstærker, effekterne og hele svineriet!” Han hævede det ene øjenbryn. ”Så nu håber jeg eddermame ikke at jeg kommer til at fortryde.” David nikkede, og et smil gled over hans ansigt. ”Selvfølgelig har du solgt din guitar,” sagde han. De nåede en bænk på en lille forhøjning 310


med udsigt over gravstederne, og de satte sig, for David var stadig afkræftet. ”Var det svært?” spurgte han så. ”Det var nemt nok. Der var fire der ringede samme dag annoncen var i.” Jonathan grinede. Mærkede de kolde brædder

gennem

de

tyndslidte

cowboybukser. Men varmen fra hans lår fik hurtigt overtaget. Snart kunne han også mærke solen bage mod ansigtet. Han var udmærket klar over hvad David havde ment, men gav sig god tid inden han fortsatte. Tanken om aldrig at skulle mærke guitaren mere fik det til at suge i hans mave, men et eller andet sted langt inde i sig selv vidste han også at det var det rigtige han havde gjort. Men selvfølgelig havde det været svært, forklarede han. Selv om han faktisk var overrasket over hvor lettet han også havde været da den 311


fremmede fyr forsvandt ned ad trappen med guitaren over skulderen. Og han vidste da med sikkerhed at det var den rigtige beslutning. ”Langt om længe har jeg nok accepteret at jeg ikke kommer til at spille mere,” sagde han. ”Og så kan guitaren jo lige så godt være hos en der har gavn af den. ” ”Hvornår har du fundet ud af det?” ”Tja...”Jonathan

sukkede

smilende.

”Nogle beslutninger træffer man ikke selv, vel? Nogle gange må vi bare hænge på så godt

vi

kan.”

David

nikkede

eftertænksomt. ”Men det har da ikke været let,” sagde Jonathan. ”Vel?” Da solen gled ned bag et træ, begyndte de igen at gå. Jonathan fortalte at siden han første gang havde fået indskydelsen om at sælge ud, var den blevet ved med at vende tilbage. Som en lille hund der bliver ved 312


med at puffe til ens ben for at få opmærksomhed. Og hvorfor egentlig ikke? havde han så tænkt. ”Det er sgu sejt,” sagde David og lagde armen om Jonathan som tøvende også lagde sin om David. Og på den måde slentrede

de

videre.

Som

to

skolekammerater. Da de på et tidspunkt passerede

nogle

unge

kvinder,

var

Jonathans første indskydelse at tage armen ned. Men han gjorde det ikke selv om det begyndte at prikke og snurre i armen. Og han var sikker på at kvinderne stirrede længe efter dem. ”De tror sikkert vi er bøsser,” mumlede han. Og da David skævede til ham, satte Jonathan ubemærket hånden ned på hans balle og klemte til. ”Hold op! Jeg har mit gode navn at tænke på, ikk'? ” grinede David og gav 313


Jonathan en albue i siden. ”Hvad tror du ikke bladene vil skrive? Kendt rockmusiker springer ud!” De tjattede lidt til hinanden, men David blev forpustet, og de satte tempoet ned. Så blev David igen alvorlig. Der var noget han havde tænkt over som han blev nødt til at spørge om. For selv om Jonathan ikke kunne bruge sin hånd, så kunne han jo stadig godt lave musik. Med et andet instrument, måske. Eller hvis han begyndte at synge for den sags skyld. ”Det ville bare ikke være det samme, vel? For mig vil guitaren altid betyde noget særligt. Og desuden tror jeg det vil være godt for mig at holde mig langt væk fra den branche. Indtil videre i hvert fald. Så må vi se om verden en dag bliver moden til Den Syngende Frø... Der er jo også nogle andre ting som er begyndt at gå op for mig. 314


Jeg har nok haft lidt for travlt med at skulle bevise en hel masse. Lidt for travlt med at blive stjerne. Uden rigtig at være klar over hvad jeg egentlig havde lyst til.” Han vendte hovedet mod David. ”En dag kan du måske lære mig hvordan man gør.” ”Selv om jeg kunne, bliver det vist ikke nødvendigt.” ”Lad os nu se.” Jonathan nikkede og trak vejret dybt ind. ”En ting har jeg dog forstået. Det har ikke noget at gøre med musikken,

vel?

Ligegyldigt

hvad

jeg

kommer til at lave i fremtiden, så skal jeg stadig passe på ikke at køre af sporet. Jeg aner overhovedet ikke hvem jeg selv er. Hvad jeg vil eller ikke vil. Men før eller siden finder j eg vel ud af det.” ”Så længe du lytter til dit hjerte...” ”Ja, det har jeg efterhånden hørt nogle gange. Fra en vææældig klog person jeg 315


kender.” Jonathan blinkede. ”Kender du virkelig sådan en?” David satte en påtaget forundret mine op. ”På den anden side,” fortsatte han så med et underfundigt glimt i øjet, ”... hvem siger at han ved hvad han snakker om?”

316


JESPER HOLLENSBERG OVERDRIVE © 2017 Jesper Hollensberg og Forlaget Werther Forside: Bo Skjoldborg 1. ePub-udgave, 2017 Bogen findes også som lydbog (cd og net) – og er desuden udgivet som paperback på Høst i 2000. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Kontakt Forlaget Werther: (+45) 29 80 34 62 kontakt@forlagetwerther.dk www.forlagetwerther.dk

317

Overdrive jesper hollensberg  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you