Page 1

monsterbaby indhold.indd 2

20/10/2015 17.15


monsterbaby indhold.indd 3

20/10/2015 17.15


Morten Dürr Monsterbaby 1. bog i serien “Fætter Splat” Forlaget Plot Tekst © 2015 Morten Dürr Illustrationer © 2015 Erik Petri Grafisk tilrettelægning: Kat·Art Bogen er sat med Centaur MT Redigeret af: Ellen Holmboe og Bo Skjoldborg Korrektur: Lars Christensen, Dansk Sprogrevision ISBN: 978-87-92789-40-2 1. udgave, 1. oplag, 2015 Printed in Latvia, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Se flere bøger af Morten Dürr på www.mortendurr1.wordpress.com

Følg Fætter Splat på Instagram:

monsterbaby indhold.indd 4

20/10/2015 17.15


Morten D端rr

Illustreret af Erik Petri

Forlaget PLOT monsterbaby indhold.indd 5

20/10/2015 17.15


Lige i sylten Oliver har en lillebror. Han elsker ham over alt på jorden. Søde, lille Stumpen. Stumpen på blot seks måneder, som ligger i sin barnevogn og spræller. Det er så kært, når Stumpen griner. Oliver elsker Stumpen. Men Stumpen er ikke Stumpen længere. Han er blevet besat af en dæmon og blevet til noget ondt, skræmmende og farligt. Et væmmeligt, blodtørstigt monster med skarpe tænder og onde, flammende øjne. En tingest, som vil æde Oliver, hvis han fik chancen. Sådan en ting kan man ikke lade leve. Så Oliver er nødt til at slå sin lillebror ihjel. Det startede for to dage siden. Det var Olivers vigtigste fodboldkamp nogensinde. Vandt de kampen,

7

monsterbaby indhold.indd 7

20/10/2015 17.15


vandt de turneringen. Det var også den første kamp, hvor Oliver var udtaget som 1.-målmand. Hans holdkammerater løb og varmede op på banen. De var alle sammen nervøse og spændte. Det var en stor dag, og der var masser af publikum til stede, for kampen blev spillet på hjemmebane. Alle forældrene var kommet – også Olivers. Eller hans mor var kommet. Der stod hun blandt de andre forældre med Stumpen i armene. Hun smilede til Oliver – så løftede hun forsigtigt babyens lille hånd og vinkede. Stumpen vred sig og hikkede. Oliver vinkede tilbage til mor og lillebror. Pludselig lød der et råb ude fra fløjen: “Vi hepper på dig, Olli!” Det var Sofie fra klassen. Hun stod med tre af veninderne. Sofies blonde hår lyste op i novembermørket. Hun sendte ham et varmt smil. Oliver nikkede til hende, prøvede at undertrykke et grin. Han kunne ikke finde ud af, hvad det var med hende Sofie. Var hun lun på ham … eller lavede hun bare sjov? Faktisk havde de allerede en date – af en slags. Sofie havde spurgt, om de skulle lave matematikaflevering sammen i weekenden. Oliver havde nær svaret: Skal vi ikke hellere gå i biografen i aften? Men han ville ikke spille smart. Så hellere være cool … I det samme driblede Mikkel forbi. Han snerrede:

8

monsterbaby indhold.indd 8

20/10/2015 17.15


“Fucking scorekaj!” Så løb han videre, tre dansende hop – og hamrede bolden ind i målet, perfekt placeret oppe i højre målhjørne. “Hvad kaldte du mig?” spurgte Oliver. Mikkel fiskede bolden ud af nettet med tåen. Han smilede hånligt til Oliver og sagde lavmælt, så publikum ikke kunne høre ham: “Du har ikke en chance hos Sofie. Bare glem hende, taber!”

9

monsterbaby indhold.indd 9

20/10/2015 17.15


“Fuck dig!” sagde Oliver. Lidt for højt – for træner Poul hørte ham. “Hvad sker der mellem jer to? Hvorfor taler I altid så grimt til hinanden?” Måske fordi jeg tilfældigvis hader Mikkel … havde Oliver lyst til at sige. Oliver og Mikkel have været svorne fjender i tre år, lige siden 3. klasse, da Mikkel smed Olivers taske ud over skolens balkon. Den havnede tre etager længere ned – på betonfliserne – og sådan blev hans spritnye mobil smadret. Det var bare for sjov – havde Mikkel sagt. Gu’ var det ej. Oliver grinede i hvert fald ikke. Hans mor blev sur og gav ham skylden – og der gik et helt år, før han havde sparet op til en ny mobil. Poul sagde: “Husk nu, at I er holdkammerater. I er sammen om det her, o.k.?” Mikkel nikkede og smilede drilsk til Oliver: “Selvfølgelig – vi er sammen om det – ikke Olli! ” Poul råbte: “Godt – så arbejder I sammen! Mikkel, du varmer Oliver op!” “Yes, sir,” sagde Mikkel og sendte Poul en fjollet honnør … men først da Poul vendte ryggen til. “Nå, Olli, skal jeg varme dig op …?”

10

monsterbaby indhold.indd 10

20/10/2015 17.15


“Kom bare!” råbte Oliver. Han strammede målmandshandskerne og lagde vægten frem på foden, klar til at tage imod bolden. Mikkel sparkede en blød bold, som Oliver nemt pillede ned med venstre hånd. Sådan fortsatte de, indtil Oliver følte sig løs i kroppen, varm i musklerne og opsat på kampen. Nu trådte dommeren ind på banen. Om få sekunder blev kampen fløjtet i gang. “Kom nu!” råbte Oliver. “Skyd et par hårde bolde, inden vi starter.” “Er du sikker?” “Ja ja, kom nu!”

11

monsterbaby indhold.indd 11

20/10/2015 17.15


Mikkel nikkede. Han kastede bolden et par meter væk. Så tog han tilløb … og skød. Et hårdt skud – som ikke blev placeret ude i en af siderne. I stedet havde Mikkel sigtet direkte mod Oliver. Det gik så stærkt, at Oliver ikke engang nåede at parere med hænderne. Bolden fór gennem luften, dykkede en smule og smaskede direkte ind i ansigtet på ham. Smæk! Lige i sylten. Da bolden ramte Oliver på næsen, lød der et højt, vådt knæk, som gav genlyd i hans kranium. Det sortnede for hans øjne, og Oliver faldt bagover. Oliver var kun bevidstløs et par sekunder. Så spærrede han øjnene op. Først kunne han ikke bevæge sig. Og alting så forvredet og forkert ud. Noget vådt og varmt klistrede til hans ansigt. En smerte skar gennem hans hoved. Gennem en tåge af tårer så han mor komme løbende mod ham med Stumpen på armen. Så besvimede han for anden gang.

monsterbaby indhold.indd 12

20/10/2015 17.15


Kannibalen Da Oliver igen slog øjnene op, befandt han sig i et hvidt rum. En mand i hvid kittel lyste ham ind i øjet med en lommelygte, det gule lys blændede ham, et jag af smerte skar i hans hoved. “Pupillerne reagerer, som de skal,” sagde manden i kitlen. Så slukkede han lygten. “Jeg er læge, Oliver … du er kommet på hospitalet. Kan du forstå, hvad jeg siger?” Oliver ville gerne svare – men han kunne ikke få en lyd frem. “Du kan bare blinke to gange med øjnene, hvis du kan forstå mig, o.k.?” Oliver blinkede. To gange. Lægen smilede: “Godt, Oliver. Det var rigtig flot.”

13

monsterbaby indhold.indd 13

20/10/2015 17.15


Først nu opdagede Oliver, at mor stod lige ved siden af sengen. Stumpen udstødte et hvin og et klukkende grin. Oliver smilede tilbage. Men selv at smile gjorde ondt i hovedet. Lægen sagde: “Alt i alt er Oliver sluppet heldigt. Han har brækket næsen. Men det er ikke så slemt. Den skal blot have lov at hele. Næsen er ikke slået skæv.” Brækket næse? Oliver løftede tøvende en hånd op og rørte ved næsen, men trak hurtigt fingrene til sig igen. Næsen var helt øm og opsvulmet. “Så ingen fodbold de næste par uger, vel Oliver?” fortsatte lægen og smilede til ham. Denne gang havde Oliver kræfter til at udstøde et stønnende o.k. … Nu blev lægen mere alvorlig. Han sagde: “Så næsen skal nok blive god igen. Jeg er mere bekymret for slaget mod baghovedet. Og det var derfor, at vi fik dig MR-skannet, så snart du blev bragt ind på skadestuen.” “Skannet?” kvækkede Oliver. “Ja, du var stadig bevidstløs, så det opdagede du ikke. Men vi har fået din hjerne skannet for at undersøge, om du har indre blødninger.” “Indre blødninger?” gispede moren. “Men det er der altså ikke noget, som tyder på, så bare rolig!” Nu tog lægen en kuglepen frem.

14

monsterbaby indhold.indd 14

20/10/2015 17.15


“Kig lige her, Oliver.” Lægen førte kuglepennen fra side til side foran Olivers ansigt. Oliver fulgte kuglepennen med øjnene. Lægen nikkede og lagde kuglepennen tilbage i lommen. “Min diagnose er: brækket næse – intet andet. Ingen blødninger, ingen hjernerystelse. Personligt tror jeg ikke, at du er kommet alvorligt til skade. Så vi sender dig hjem igen nu – du kan helt sikkert hvile dig bedre hjemme end her på hospitalet.” “Hjem!” gispede moren. “Med indre blødninger?” Lægen smilede til hende. “Som sagt, der er intet, som tyder på indre blødninger eller skader på hjernen. Skanningen var bare for en sikkerheds skyld.” “Hjem? Du kan sgu da ikke bare sende ham hjem!” Morens skarpe stemme sendte et lyn af smerte gennem Olivers hoved, så Oliver måtte knibe øjnene tæt sammen. Lægen så nervøst fra Oliver og til moren. Han tog forsigtigt fat i morens arm og sagde: “Kom, lad os gå ud på gangen og snakke om det her.” Moren nikkede. Hun fulgte med lægen. Oliver hørte dem snakke videre ude på gangen, og han opfattede kun brudstykker af samtalen: … et spørgsmål om sengepladser. … ingen grund til bekymring. … rutinemæssig undersøgelse.

15

monsterbaby indhold.indd 15

20/10/2015 17.15


Og pludselig kom moren ind ad svingdøren igen. Hun smilede til Oliver: “Det er o.k., Oliver. Du kommer med hjem i dag. Men jeg skal lige ned på lægens kontor og skrive under på et stykke papir.” Oliver nikkede og brummede: “Okay …” Hun rakte babyen til Oliver og sagde: “Kan du holde Stumpen imens?” Oliver tog imod lillebror. Stumpen hvinede af fryd, da Oliver grinede til ham. “Er det o.k.?” spurgte moren. “Kan du klare at passe ham … eller?” “Det … går fint,” sagde Oliver og vred sig lidt i sengen for at finde en bedre stilling. Netop som moren skulle til at gå, gik svingdøren op, og en portør trillede en seng ind på stuen. Der lå en mand og sov i sengen. En gammel mand med hvidt skæg, furer i ansigtet og blålige plamager på den ene side af hovedet – som om han havde været i slåskamp. Moren kantede sig forbi sengen og gik ud på gangen. Portøren stillede sengen på plads ved siden af Olivers. Så nikkede han til Oliver. Men pludselig flakkede hans blik – portøren smilede. Han sagde: “Dig kender jeg sgu!”

16

monsterbaby indhold.indd 16

20/10/2015 17.15


Og med ét genkendte Oliver ham også. Det var Emil. Deres hjælpetræner fra sidste år. Emil, som måtte droppe at træne drengene på grund af sine skæve arbejdstider. “Så er det altså her, du gemmer dig – i stedet for at træne os.” “Lige præcis,” grinede Emil, “men hvad laver du her?” Og så fortalte Oliver om den brækkede næse. “Det er jo det, jeg altid siger. Det er usundt at dyrke sport!” sagde Emil og smilede. Så pegede han på manden i sengen ved siden af Oliver.

17

monsterbaby indhold.indd 17

20/10/2015 17.15


“Men se lige ham her … han er totalt syg!” “Syg?” “Ja, altså syg i hovedet. De kalder ham Kannibalen. Politiet mener, at han har dræbt 17 mennesker. Og spist dem!” Oliver gøs. “Skudt i benet under anholdelsen … så nu ligger han her!” Pludselig skrattede det i et apparat, som hang i Emils bælte. Portør til 16.03 … akut! “Jeg må løbe …” Så sendte han Oliver et drillende smil og pegede på manden i sengen: “Men bare rolig, han er fuldstændig bedøvet. Knockout! Sover som en bjørn i vinterhi – og politiet står lige ude på gangen og forsøger at få kaffeautomaten til at virke. Held og lykke med dét – siger jeg bare!” Emil lo og blinkede til Oliver – så masede han sig gennem svingdøren og forsvandt med hurtige skridt ned ad gangen. Oliver stirrede målløst på manden i sengen. Tiden gik i stå. Stilheden brusede i hans ører. Stumpen hikkede. Kannibal … myrdet 17 mennesker … Det kunne vel ikke passe?

18

monsterbaby indhold.indd 18

20/10/2015 17.15


Så tænkte han på Emils ansigtsudtryk. Det drillende smil. Selvfølgelig passede det ikke! Emil tog pis på ham. Sådan var han også som træner. Emil fortalte altid de vildeste historier og skulle altid lave sjov. Emil kiggede igen på den gamle mand i sengen ved siden af. Han lå helt fredeligt og sov. Brystkassen hævede og sænkede sig rytmisk. Manden snorkede ganske svagt. Oliver studerede hans ansigt. Bortset fra de blå mærker så manden ganske rolig og harmløs ud. Bare en gammel, svagelig mand, som trængte til en rigtig lang lur. Selvfølgelig var han hverken massemorder eller kannibal. Da var det, at Oliver fik øje på håndjernene … Oliver glippede med øjnene. Den var god nok! Den gamle mand var spændt fast til sengen med håndjern.

19

monsterbaby indhold.indd 19

20/10/2015 17.15


Et på hver arm. Oliver lod blikket glide ned over mandens krop. En lædersele var spændt fast omkring begge ben. Manden var låst fast til sengen. Oliver følte sig helt kold. Håndjern. Lædersele. Kannibal! Oliver ville væk! Ud. Væk fra kannibalen. Panikken gjorde ham med ét lysvågen. Han satte sig rigtigt op. Et øjeblik blev han overmandet af svimmelhed og kvalme. Men han måtte op at stå! På højre side af sengen var sengegærdet slået op. Den vej kunne han ikke komme ud. Altså måtte han svinge benene ud til venstre side, ned på den smalle stribe gulv mellem sin egen seng og kannibalens. Oliver kiggede igen på manden. Hans øjne var lukkede. Bevidstløs. Knockout.

20

monsterbaby indhold.indd 20

20/10/2015 17.15


Det var sikkert nok. Langsomt og roligt, for ikke at lave støj, drejede Oliver rundt, så benene pegede ud over sengekanten. Det var besværligt med Stumpen i favnen. Hik! Denne gang lød Stumpens hik næsten som et råb. Den gamle mand rørte på sig, gryntede i søvne. Oliver sad helt stille. Ventede. Ude på gangen var der også stille. Ingen mennesker. Ingen, som kunne høre ham … medmindre han råbte. Skulle han råbe efter hjælp? Nej, han ville ikke vække kannibalen. Så hellere liste væk uden at blive opdaget. Oliver kiggede igen på manden. Nu var han rolig og bevægede sig ikke længere. Oliver holdt vejret. Manden rørte sig slet ikke, trak blot igen vejret rytmisk og roligt som i dyb søvn. Så var det nu! Oliver plantede begge ben på jorden, holdt godt fast i Stumpen og rejste sig op. Tog et forsigtigt skridt frem. HIK! Den gamle mand spærrede øjnene op. Rædselsvækkende øjne, de lyste rødt og brændte af had. Et blik, som fik Oliver til at stivne. Den gamle mands øjne var som optændt af en urgammel, umættelig sult.

21

monsterbaby indhold.indd 21

20/10/2015 17.15


Oliver veg tilbage. Men for sent. Mandens hånd skød frem … så langt som håndjernene tillod. Men langt nok til at gribe fat i Stumpen. Hans klamme, knudrede fingre borede sig ind i Stumpens lyserøde babyarm. Manden vred sig, forsøgte at få den anden arm fri. Oliver var stiv af panik. Et kort øjeblik så han sig selv give slip på Stumpen og blot storme ud af lokalet – hente hjælp fra politifolkene ude på gangen. Men han kunne ikke gøre det. Kunne ikke forlade Stumpen. “Slip!” brølede han. Men manden slap ikke. Manden med de røde øjne stirrede hungrende og grådigt på Stumpen. Det gjorde ondt på Stumpen nu. Babyen begyndte at hyle som en sirene. En lyd, der langt overdøvede Olivers råb om hjælp. Panikken havde overtaget Olivers krop. Hans eget skrig om hjælp lød blot som en sær, hæs hvisken. Nu spærrede manden munden op. Et hæsligt syn. Han havde sylespidse tænder, som kæberne på en ulv. Manden snappede efter Stumpens håndled. “Slip!” skreg Oliver igen. Og denne gang slog han manden hårdt på benet. Lige der, hvor forbindingen sad. Der, hvor kannibalen var blevet skudt af politiet. Men manden reagerede ikke. Han følte tilsyneladende ikke skyggen af smerte.

22

monsterbaby indhold.indd 22

20/10/2015 17.15


Men der skete noget andet. Da Oliver slog på manden, tabte Stumpen sin sut ud af munden. Sutten trillede over i kannibalens seng. Lynhurtigt snappede kannibalen ud efter sutten og greb den med munden. Kannibalen kiggede triumferende på Oliver og gnaskede løs på sutten. Han gnaskede og flænsede den. Men så gik det galt for ham. Sutten satte sig fast i svælget. Og da kannibalen lå fastlåst med håndjern, kunne han ikke få den ud med fingrene. Han kastede sig blot fra side til side og udstødte de forfærdeligste strubelyde. Det lød som et ældgammelt, fremmed sprog.

23

monsterbaby indhold.indd 23

20/10/2015 17.15


Sutten satte sig for alvor fast nu, suget langt ned i mandens luftrør af hans hivende, paniske åndedrag. Og nu stoppede lydene fra mandens strube. Nu hev han blot efter vejret med en våd rallen og blev helt blå i ansigtet. Hans krop vred sig i spasmer. Der kom fråde ud af hans mundvige. Og pludselig var det forbi. Med et suk sank manden tilbage i sengen og stirrede med vidtåbne øjne op i loftet. Det tog flere sekunder, før Oliver indså, at manden var død. Kvalt i Stumpens sut. Så skete der noget yderst mærkværdigt. Noget, som gav Oliver mareridt i nætterne, der fulgte. Det røde skær i mandens øjne døde langsomt hen. Ud af mandens åbne mund steg en tynd stribe af lyserød røg … en tynd tåge, der hvirvlede rundt i luften som en langhåret piges kunstfærdige fletninger. Nu ændrede røgen retning. Den cirklede hurtigere og hurtigere rundt om Oliver. Så jog røgen nedad … ned mod Stumpen. Røgen stoppede ud for Stumpens øjne og dansede i hypnotiserende mønstre. Stumpen opdagede røgen. Han spærrede øjnene op og grinede. Netop som Stumpen åbnede munden, flød røgen ind i babyens mund.

24

monsterbaby indhold.indd 24

20/10/2015 17.15


monsterbaby indhold.indd 25

20/10/2015 17.15


Totalt psyko Bagefter var der blot forvirring og kaos. Oliver fik omsider brølet “Hjæææælp!”, så hele hospitalet kunne høre ham. Mor, læger, sygeplejersker og politifolk var pludselig væltet ind på stuen. Oliver huskede ikke så meget af det, der skete. Politifolkene tonsede rundt i panik, to læger forsøgte at genoplive den gamle mand, og mor hev Stumpen til sig og forsøgte at trøste babyen, som græd i store hidsige krampetrækninger, mens han hev efter vejret. Olivers seng blev kørt ud på gangen, og en af politimændene afhørte ham – og optog deres samtale på bånd. Olivers læge afbrød dem og forklarede, at nu måtte Oliver altså hjem og hvile sig. På en eller anden måde lykkedes det at opspore en

26

monsterbaby indhold.indd 26

20/10/2015 17.15


rullestol til Oliver. Han var for svimmel til at gå. Lægen fulgte dem ned til hospitalets foyer og tog afsked med ordene: “Pas på dig selv, Oliver.” Så nikkede han til moren og tilføjede: “Han skal blot have godt med hvile og væske – så er han frisk i løbet af et par dage.” På parkeringspladsen foran hospitalet rejste Oliver sig op og tog prøvende et par skridt. Det gik fint. Den friske luft jog kvalmen og svimmelheden på flugt. Kort efter ankom den taxa, som moren havde ringet efter. Moren satte sig ind på bagsædet med Stumpen og baksede med autostolen. Oliver satte sig ind på forsædet. Han skulle til at smække døren i efter sig, da en hånd jog frem og greb fat i bildøren. Det var en mand i en halvlang, grøn frakke. Han hev forpustet efter vejret, stak hovedet ind i taxaen, ganske tæt på Olivers ansigt, og råbte: “Var det dig? Så du dæmonen dø?” Oliver stirrede målløst på manden. Han var tynd, med lange skægstubbe. Hans hår var filtret og fedtet. Hans bukser var krøllede, som om han sov i dem. Mandens lysegrønne frakke var beskidt og havde brunlige pletter hist og her. Nu greb manden fat om Olivers skulder … han fiskede en lommelygte frem og lyste ind i Olivers øjne.

27

monsterbaby indhold.indd 27

20/10/2015 17.15


“Mystisk, meget mystisk!” hviskede han hæst. “Der er ingenting at se …” “Lad mig være …” sagde Oliver og forsøgte at vride sig fri. Men manden blev ved: “Var du alene i rummet med dæmonen, da han døde?” “Ja ja,” stønnede Oliver. “Der var kun mig. Slip mig nu!” Taxachaufføren kiggede usikkert fra Oliver til manden og tilbage igen. “Kender du den mand?” spurgte han. “Det her er vigtigt!” udbrød manden og strammede sit greb om Olivers skulder. “Var du HELT alene i værelset?” “Ja, for helvede. Kun mig og Stumpen – lad mig så være i fred!” “Flyt dig nu,” sagde taxachaufføren og forsøgte at skubbe mandens hoved ud af bilen. Manden ænsede ikke chaufføren, men stirrede blot med vilde øjne på Oliver. “Stumpen, mener du …” Og så faldt hans blik på mor og lillebror på bagsædet. “Stumpen? Stumpen!” råbte manden. “Mener du babyen!”

28

monsterbaby indhold.indd 28

20/10/2015 17.15


29

monsterbaby indhold.indd 29

20/10/2015 17.15


“Skub stodderen væk, knægt,” sagde taxachaufføren. “Han har jo knald i låget.” “Stop!” råbte manden. “Så du den røde røg … så du den?” Den røde røg … Oliver var som lammet. Han havde jo set en rød røg. Men hvordan kunne manden vide det? “Jeg kan se det på dig … du så den røde røg!” Manden knugede Olivers skulder så hårdt, at Oliver fik tårer i øjnene. “Slip mig!” skreg Oliver – nu blev han for alvor bange. “Dæmonen tog bolig i babyen, ikke sandt? Giv mig babyen!” Med et kraftigt skub fik chaufføren endelig væltet manden bagover, så han måtte slippe sit greb om bildøren. “Luk døren!” råbte chaufføren. “Kør!” råbte mor. Bang! Endelig fik Oliver smækket døren i. Det var i sidste øjeblik. For manden kom hurtigt på benene. Og mens taxaen kørte ud af parkeringspladsen, spænede manden langs med taxaen og brølede: “Giv mig babyen. Babyen skal slås ihjel!” Manden indhentede bilen et kort øjeblik, og straks

30

monsterbaby indhold.indd 30

20/10/2015 17.15


hamrede han på vinduet. Oliver fik øjenkontakt med manden, som skreg en sidste gang: “Babyyyyen skal slås ihjel! Dæmonen skal dø!” Omsider fik taxaen så meget fart på, at manden måtte opgive. Oliver kastede et blik bagud. Manden gik ind på fortovet – han stod foroverbøjet og hev efter vejret. “Totalt psyko!” udbrød taxachaufføren og rystede på hovedet.

31

monsterbaby indhold.indd 31

20/10/2015 17.15


En flue til dessert Da Oliver var hjemme, blev han mødt af Billy, familiens godmodige labrador. Billy hoppede op ad Oliver, logrede med halen og bjæffede ivrigt. Normalt ville Oliver lege med Billy og gå tur med ham. Men i dag orkede han ingenting. Olivers mor satte Stumpen på gulvet, mens hun baksede med at få sine støvler af. Lynhurtigt så Billy sit snit til at slikke Stumpen i ansigtet. “Billy, nej!” råbte mor. Hun hader, når Billy slikker Stumpen i ansigtet, fordi hun er bange for, at Stumpen kan blive smittet med orm eller sygdomme. Det kunne Oliver godt forstå, for Billys yndlingsbeskæftigelse var trods alt at sniffe til hundelort og andre hundes røvhuller.

32

monsterbaby indhold.indd 32

20/10/2015 17.15


“Billy! Kom her!” råbte Oliver. Men Billy hørte ikke efter. Det gjorde han aldrig. Hunden nåede at slikke Stumpen over hele ansigtet, før Oliver fik fat i halsbåndet på den. Men Stumpen grinede bare. Bagefter gik Oliver ud på badeværelset og slugte to panodiler. Så vaklede han direkte ind på sit værelse og sov. Han sov, indtil det blev aften, og indtil mor kaldte nede fra køkkenet. Hun havde lavet hans yndlingsret. Lasagne.

33

monsterbaby indhold.indd 33

20/10/2015 17.15


“Hvordan har næsen det?” spurgte hun. “Det er o.k. … men den er øm.” Oliver rørte forsigtigt ved næsen. Den var endnu mere opsvulmet end før. Den føltes som en stor kartoffel. “Men det gør faktisk mere ondt i hovedet,” forklarede Oliver og tilføjede: “Og jeg er helt vildt svimmel.” “Husk at drikke noget,” sagde mor og hældte saftevand op til ham. Så begyndte hun at made Stumpen med en ske. Stumpen var for længst begyndt at få babymad og frugtmos at spise. Det elskede han. Især sveskemos. Det forstod Oliver ikke. Han havde forsøgt at smage på det – føj, det var klamt. Men Stumpen grinede ivrigt, så snart han smagte på sveskemosen. Oliver havde kvalme, men lasagnen duftede fantastisk, så han tvang sig til at spise noget. Det gjorde godt. Både kvalme og svimmelhed aftog en anelse. Han blev siddende ved spisebordet og tjekkede sin mobil. Der var kommet vildt mange beskeder. De fleste af spillerne på fodboldholdet havde skrevet hilsner til ham … og ønsket ham god bedring. Men ikke Mikkel – selvfølgelig. Flere af holdkammeraterne skrev også, at det var synd, han ikke havde været med til kampen. De havde vundet 3-1. Oliver var naturligvis glad for, at holdet havde vundet årets vigtigste kamp. Men han havde ikke været med. Dén sved. Derfor orkede han

34

monsterbaby indhold.indd 34

20/10/2015 17.15


ikke at svare på spillernes sms’er. Kun en enkelt besked svarede han på. Den fra Sofie. Hun ville høre, om han var kommet hjem fra hospitalet. Oliver skrev: Er o.k. … men føler mig helt smadret. Der gik blot to sekunder, så skrev Sofie tilbage: Stakkels dig! Det er fint. Jeg overlever. Sofie svarede: Vi ses lørdag! Lørdag?

35

monsterbaby indhold.indd 35

20/10/2015 17.15


Vi laver matematikaflevering sammen. Hos dig. O.k.? Oliver blev helt varm indeni. På en dejlig måde. Han glemte smerter, svimmelhed og kvalme. Han svarede: Ja. Vi ses! Nu var Stumpen færdig med sin sveskemos, og mor bar tallerken og ske væk. Stumpen havde mos i hele ansigtet. Han grinede, lykkelig og mæt, med hele fjæset smurt ind i den brunlige, klistrede mos. Dét måtte Oliver have et billede af … nej, en video. “Hey, Stumpen!” Stumpen jublede og udstødte et lille hvin. Så begyndte Oliver at filme. Stumpen kastede sig frem og tilbage i stolen, nu kørte han armen op på kinden … og mosen blev smurt op i håret. Oliver grinede … og filmede videre. Pludselig var der noget, som fangede Stumpens blik. En flue, som svirrede rundt om hans hoved. En stor, fed en, som sikkert kunne lugte sveskemosen. Så skete det. Stumpen fikserede fluen med blikket. Fulgte dens svirrende bevægelser. Sådan havde Oliver aldrig set Stumpen før. Så koncentreret og årvågen. Det, som skete i næste øjeblik, burde være løgn.

36

monsterbaby indhold.indd 36

20/10/2015 17.15


Men det var det ikke – og Oliver fik det på video. Pludselig rakte Stumpen armen frem … lynhurtigt … og greb fluen i flugten med tommel- og pegefinger knebet sammen om vingerne. Det var så perfekt, så hurtigt og yndefuldt, at Olivers hjerte sprang et slag over. Stumpen havde ikke alene fanget en svirrende flue, han havde gjort det så selvsikkert, som om det var noget fra en kung-fu-film. Stumpen holdt fluen mellem fingrene og førte den langsomt tættere på sit ansigt. Han kiggede fascineret og glubsk på fluen et kort øjeblik, og så … uden varsel … proppede han den sprællende flue i munden og begyndte at gnaske på den. “Nej!” udbrød Oliver og tabte sin mobil på bordet. Han rakte en arm frem og forsøgte at stoppe Stumpen. Men netop som hans hånd var få centimeter fra Stumpens ansigt, skete der noget endnu mere vanvittigt. Stumpen hvæsede ad ham. Han blottede gummerne og udstødte en lyd som et vildt dyr. En ræv med

37

monsterbaby indhold.indd 37

20/10/2015 17.15


hundegalskab. Og i samme øjeblik flammede hans øjne op. Røde. Som hos kannibalen på hospitalet. Oliver udstødte et ufrivilligt, halvkvalt råb og trak forskrækket hånden til sig. Mor vendte sig om … hun smilede: “Laver du sjov med Stumpen?”

38

monsterbaby indhold.indd 38

20/10/2015 17.15


“Næ … jeg …” Olivers hjerte hamrede, han stirrede forvirret på babyen. Men … nu sad Stumpen blot og grinede til ham, som han plejede. Stumpen slugte det, han havde i munden, og plirrede med øjnene. Oliver følte sig svimmel, og kvalmen vendte tilbage, langt stærkere end før. Nu måtte han ud på toilettet. Lasagnen var på vej op. Senere, da han lå i sin seng, var han sikker på, at han havde set forkert. Altså det med fluen, den var god nok. Stumpen havde fanget fluen – og det var vildt nok i sig selv. Men det med de røde øjne. At Stumpen hvæsede ad ham … nej, det var ikke sket. Det kunne ikke være sket – sådan noget kunne ikke lade sig gøre. Oliver tjekkede videoen endnu en gang. Den var faktisk sjov. Virkelig sjov. Stumpen smurt ind i sveskemos. Stumpen fanger sin første flue. Stumpen spiser sin første flue. Og forhåbentlig sin sidste. Oliver sendte videoen til Sofie. Så faldt han i søvn.

monsterbaby indhold.indd 39

20/10/2015 17.15


Stumpen forsvinder Hos Oliver er hver eneste morgen hektisk. Hans mor, som render rundt og ikke kan finde sine briller, sin taske, sin læbestift eller sin pung. Stumpen, der igen laver lort i bleen, netop som han lige er blevet skiftet. Og Oliver, som bare vil have fred og ro til at spise sine havregryn. Sådan var det også denne fredag morgen. Mor fór forvirret omkring. Stumpen skreg. Oliver fik ondt i hovedet. Dog var der et enkelt lyspunkt. Oliver havde fået fri fra skole. Hans næse gjorde stadig nas. Og lægen havde sagt, at han havde brug for hvile et par døgn. “Satans,” bandede moren. Nu var det bilnøglen, som var blevet væk. “Jeg kommer for sent igen,” jamrede hun.

40

monsterbaby indhold.indd 40

20/10/2015 17.15


Hun satte Stumpen fra sig på gulvet i køkkenet. Han var allerede spændt fast i den transportable autostol. Så strøg hun ud af køkkenet og videre ud i gangen. “Den må ligge i soveværelset …” mumlede hun og forsvandt. Straks var Billy på banen. Han rejste sig fra kurven – nu ville han over og sige godmorgen til Stumpen. Og ganske rigtigt, Billy slikkede Stumpens ansigt rent for resterne af havregrød. Oliver lod ham gøre det. Hans hovedpine forhindrede ham i at skælde ud på hunden. Ikke flere høje lyde – så ville hans hoved eksplodere. Oliver tændte sin mobil. Han ville tjekke, om der var kommet en ny besked fra Sofie. Men pludselig gav rummet genlyd af et øredøvende hyl – efterfulgt af en panisk og langtrukken piben. Det gav et sæt i Oliver. Det var Billy, som hylede. Pludselig fór hunden rundt i køkkenet, panikslagen, mens den peb. Så stoppede den op og førte venstre pote op til snuden, igen og igen. Dens piben døde hen og blev til en hjerteskærende klynken. Mor kom løbende ind i køkkenet. “Hvad sker der?” Oliver trak på skuldrene. Han var lige så overrasket som sin mor.

41

monsterbaby indhold.indd 41

20/10/2015 17.15


“Kom her, Billy,” sagde moren i et lokkende tonefald. “Kom da her, basse!” Men hunden ville ikke komme. Den luntede hen til sin kurv og lagde sig. Den klynkede stadig. Oliver satte sig på hug henne ved hunden og klappede den beroligende. “Billy … hvad sker der?” sagde Oliver lavmælt. Hunden kiggede op på ham. Nu opdagede Oliver, hvad der var galt. Hunden blødte ved mundvigen. Den havde rifter i den bløde hud langs kæberne. Oliver tvang hundens mund op. Billy blødte også fra tungen.

42

monsterbaby indhold.indd 42

20/10/2015 17.15


Hverken Oliver eller hans mor havde nogen forklaring på, hvordan Billy havde revet sig. Men hundens sår viste sig at være overfladiske – det blev ikke nødvendigt at tage til dyrlægen. Moren vaskede Billys ansigt, og så kørte hun på arbejde. Billy faldt i søvn, og Oliver havde resten af dagen for sig selv. Det blev en lang og doven fridag. Oliver kastede sig i sofaen og stenede tv-serier og åd chips, chokoladekiks, peanuts og andet sødt og salt, som gemte sig i køkkenskabene. Og så en portion is til at skylle det hele ned med. Trods al den junk, han åd, gik det faktisk bedre og bedre – hovedpinen forsvandt, og så længe han ikke pillede ved næsen, gjorde den faktisk slet ikke ondt. Efter frokost, som bestod af en skål cornflakes med mælk og massevis af sukker, fik Oliver en opringning fra moren. “Jeg bliver forsinket!” Hun lød vildt stresset. “Idiotisk mange møder i dag, Oliver. Du bliver nødt til at hente Stumpen hos dagplejen. Jeg når det sgu ikke.” “Okay …” brummede Oliver fraværende, mens han fulgte med på skærmen. “Han skal hentes inden klokken tre, o.k.?” “Ja ja …” “Hvornår var det så?” “Inden klokken tre, mor … jeg hørte det godt!”

43

monsterbaby indhold.indd 43

20/10/2015 17.16


“Du er en skat!” Moren af brød forbindelsen. Oliver opdagede, at han var gået glip af et opkald, mens han snakkede med hende. Han tjekkede sin voicemail. Det var fra træner Poul: “Husk fest i klubben klokken fire. Vi fejrer mesterskabet – vi ses!” Fuck. Fest i klubben klokken fire. Stumpen skulle hentes klokken tre. Og hvornår kom moren hjem – sikkert først klokken seks … de havde jo idiotisk mange møder. Der var kun én løsning. Stumpen måtte komme med til festen i klubben. Oliver hentede Stumpen hos dagplejen, spændte ham fast i barnevognen og satte kursen mod fodboldklubben. Skulle han ringe til mor og fortælle hende, hvor de var gået hen? Nej, det var lige meget. Moren havde jo travlt, og klokken fire var det alligevel tid for Stumpens eftermiddagslur. Han ville sove en times tid – og samtidig nåede Oliver med til festen. Det var faktisk helt perfekt. Da Oliver svingede barnevognen ind ad indkørslen til fodboldklubben, stod tre af hans holdkammerater og

44

monsterbaby indhold.indd 44

20/10/2015 17.16


snakkede foran klubhuset. Den ene af dem var Mikkel. “Så kom du, mand! Stærkt!” råbte Mikkel. Oliver nikkede til ham, sagde ikke noget. Han kunne mærke de andre studere hans ansigt – de blå mærker og den ophovnede næse. “Ej, for helvede, det ser slemt ud,” sagde Mikkel. “Undskyld!” Mente Mikkel det? Han lød oprigtigt ked af det. Oliver sagde: “Glem det, det var jo ikke med vilje!” De to andre spillere, Alexander og Emil, klappede Oliver på skulderen, ønskede ham god bedring og gik ind i klubhuset. Nu var Oliver og Mikkel alene på terrassen foran klubhuset. Pudselig blev Mikkels blik hårdt. Han sagde: “Selvfølgelig var det med vilje, mand!” Oliver stirrede målløst på Mikkel. Det her havde han trods alt ikke forventet. “Så kan du lære det!” snerrede Mikkel og tilføjede: “Og du holder dig fra Sofie!” Mikkel drejede omkring og gik ind i klubhuset uden at vente på svar. Oliver stod et par sekunder og sundede sig. Han tænkte på alle de ting, han burde have sagt til Mikkel. At Mikkel var en nar, en psykopat, at han

45

monsterbaby indhold.indd 45

20/10/2015 17.16


bare var jaloux. Han kunne også vise Mikkel den sms, han havde fået fra Sofie. Vi ses lørdag … Det ville være fryd at se Mikkels ansigt, mens han læste dét. Olivers tanker blev afbrudt af et klynk fra barnevognen. Det var Stumpen, som havde tabt sutten. Før Stumpen rigtigt vågnede, stak Oliver sutten i munden på ham. Oliver tjekkede, at Stumpen faldt i søvn igen, og så gik han ind i klubhuset til de andre.

46

monsterbaby indhold.indd 46

20/10/2015 17.16


Holdkammeraterne modtog Oliver som en stor helt – det føltes lidt underligt, da han overhovedet ikke havde nogen andel i sejren. På et stort bord midt i lokalet var der dækket op med cola og dampende varme pizzaer. Træner Poul rømmede sig. Han holdt en tale for hele holdet, og alle drengene fik et par ord med på vejen. Mikkel blev udråbt som holdets hemmelige angrebsvåben. Alexander som det urokkelige forsvar. Også Oliver blev nævnt. Som den årvågne målmand, der aldrig lod en bold gå i målet – om det så skulle koste ham en brækket næse. Det grinede alle af – også Oliver – men det gjorde ondt at grine. Poul fortsatte:

47

monsterbaby indhold.indd 47

20/10/2015 17.16


“Jeg blev sgu bekymret for dig, Olli, da du besvimede. Jeg overvejede lige et par sekunder, om vi skulle have gang i hjertestarteren!” Oliver vidste godt, hvad hjertestarteren var. Det var sådan et apparat, som klubben havde fået doneret af et stort forsikringsselskab. Sådan en maskine med to elektroder, som man kunne bruge, hvis mennesker har fået hjertestop og skal genoplives – ligesom man ser på film. Folk, som er døde, men som får en dosis stærk strøm igennem sig, så hele kroppen spjætter og hjertet begynder at slå igen. Pouls tale blev lidt lang, og pizzaerne var blevet lunkne, før Oliver kunne sætte tænderne i et stykke med spinat og gorgonzola. Hans favorit. Mens drengene drak cola og spiste, gik snakken livligt. Kunne de vinde rækken igen til foråret? Og desuden var der rygter om, at deres klub skulle slås sammen med en klub i nabobyen Mårlev. Men det var Oliver imod. Dem fra Mårlev var nogle bonderøve, som spillede alt for beskidt og hårdt – de skubbede mere, end de spillede bold. Tiden fløj afsted, og pludselig ringede Olivers mobil. Det var hans mor, og hun var helt oppe i det røde felt. Hvor var han henne? Og ikke mindst – hvor var Stumpen henne? Oliver havde ikke overskud til at lyve.

48

monsterbaby indhold.indd 48

20/10/2015 17.16


Han fortalte det, som det var: fest i fodboldklubben, pizza, cola, Stumpen fik sin lur udenfor i barnevognen. Moren faldt lidt ned igen, men alligevel måtte Oliver love at gå hjem med det samme – klokken var halv seks, og det var tid for Stumpens aftensmad. Oliver gemte mobilen i lommen, vinkede til træner Poul og de andre – og gik ud af klubhuset. Og fik sig et chok. Barnevognen var væk.

49

monsterbaby indhold.indd 49

20/10/2015 17.16


Oliver løb ned ad grusvejen, ned mod den asfalterede vej. “Stumpen!” brølede han. Hans hjerte hamrede, sveden sprang frem under blusen. Stumpen var væk. Væk! Ved asfaltvejen stoppede han op. Kiggede først til venstre – så til højre. Der var intet spor af barnevognen. Vejen var mennesketom. En bil rullede forbi. Det brusede i Olivers ører. Skulle Oliver løbe til højre ned mod skolen eller til venstre ned mod stationen? Der var ingen tid at spilde, han måtte blot tage en beslutning. Han løb til højre. Skolen lå på en bakketop, så Oliver kæmpede sig op ad den stejle gade. Han hev og sled efter vejret. Det føltes, som om hans brystkasse brændte. Hans tennissko klaskede tungt mod asfalten. Han passerede en gammel kone, som var ude at gå med en lille, hvid hund. Oliver stoppede op og spurgte forpustet: “Har du set nogen gå forbi … med en barnevogn?” “Barnevogn?” kvækkede den gamle kvinde og stirrede på Oliver med store, forundrede øjne. “Ja, barnevogn, lige nu … gå forbi …?” “Barnevogn,” gentog kvinden og tilføjede efter en lille pause: “Næ … det tror jeg ikke …” Og så kiggede

50

monsterbaby indhold.indd 50

20/10/2015 17.16


hun sig over skulderen, hen ad vejen i den retning, hun var kommet fra, som for at tjekke, at der ikke var dukket en barnevogn op bag ved hende. Oliver sukkede. Den gamle troede ikke, at hun havde set en barnevogn – men hun vidste det ikke. Altså blev han nødt til at fortsætte. Oliver satte i løb igen. Op, op, op. Han fortsatte frem til det sted, hvor vejen snævrer ind og bliver til en smal, blind vej. Så løftede han blikket. Han havde nået toppen af bakken. Dér lå skolen, og her stoppede vejen. Og der var intet spor af Stumpen. Fuck! Oliver indså, at han havde valgt forkert. Han skulle ikke være løbet til højre mod skolen. Han skulle have løbet til venstre. Nu var det måske for sent. Den, som havde bortført Stumpen, kunne være nået rigtig langt væk nu. Skulle han ringe til mor? Nej, hun ville blive stiktosset. Så hellere gøre et sidste forsøg på at finde Stumpen selv. Oliver snurrede omkring. Så begyndte han at løbe. Det gik hurtigere nu – ned ad bakke. Ned, ned, ned. På overraskende kort tid nåede han tilbage til det sted, hvor vejen delte sig. Oliver fortsatte ned mod stationen uden at sænke farten. Kun en eneste tanke fyldte hans

51

monsterbaby indhold.indd 51

20/10/2015 17.16


hoved: Hvorfor stjæler man en barnevogn? Hvorfor stjæler man en baby? Nu vendte hovedpinen tilbage for fuld styrke. Men Oliver tvang sig videre. Han måtte standse tyven – han skulle finde Stumpen igen. Nu kom han til stedet, hvor vejen slog et knæk. Præcis da han drejede om hjørnet, så han det. 20 meter væk stod barnevognen. Helt stille. Midt på fortovet. Oliver blev så overrasket, at han stoppede op et par sekunder. Han holdt vejret. En fugl sang fra et træ. En svag susen fra et fly langt oppe i himlen. Men barnevognen stod helt stille, og der kom ingen lyde fra den. Barnevognen var tilsyneladende tømt og forladt. Havde tyven taget hans lillebror op af vognen og løbet videre? Eller kørt væk i en bil? “Stumpen!” skreg Oliver og spurtede for at komme det sidste stykke hen til barnevognen. Men da han var få meter fra barnevognen, opdagede han noget, der igen fik ham til at stoppe brat op. Der lå nogen på jorden foran barnevognen. En mand. Og han bevægede sig ikke. Oliver kunne mærke det. Der var noget galt. Helt galt. Manden lå i en mærkelig stilling, på maven, men med ansigtet drejet om til siden. Mandens mund var spærret op på vid gab, som om han skreg lydløst. Så

52

monsterbaby indhold.indd 52

20/10/2015 17.16


opdagede Oliver den mørkerøde væske, som langsomt spredte sig omkring mandens hoved som en glorie. Oliver holdt vejret og trådte langsomt nærmere. Den døde, for manden var stendød, havde fået skåret halsen over. Eller rettere flænset halsen over var nok mere rigtigt. Hele struben var et stort, åbent krater. Blodet havde bredt sig som en klæbrig vandpyt omkring den døde. Oliver havde lært i biologi, at menneskekroppen indeholder op til seks liter blod. Sådan så det altså ud, hvis et menneske bliver tømt for blod! Først da opdagede Oliver, at der var noget bekendt ved manden. Den lysegrønne jakke med pletterne. De krøllede bukser, det fedtede hår. Det var manden, som Oliver havde mødt ude foran hospitalet i går. Den tossede mand, som havde løbet efter taxaen og råbt og skreget … noget med en dæmon. I det samme lød en stemme, hæs og dyb: “Jeg … vil … fri …” Oliver fór sammen. Det var umuligt. Manden var død. Manden kunne umuligt sige noget. “Slip mig … fri …” lød det igen. Men det kom ikke fra manden. Det kom fra barnevognen. Det løb Oliver koldt ned ad ryggen. Han stirrede forskrækket på barnevognen. Så så han det. Den

53

monsterbaby indhold.indd 53

20/10/2015 17.16


bevægede sig. Den gyngede en ganske lille smule. Barnevognen var ikke tom! “Stumpen!” udbrød Oliver. I tre skridt var Oliver henne ved barnevognen og stirrede ned på Stumpen. En bølge af kvalme overmandede ham. Stumpens ansigt var helt blodigt. Kinder, hage, næse og pande – selv håret var indsmurt i blod. Stumpen vred sig, åbnede munden. Nu kom stemmen igen. “Slip mig … fri … nu!” Det var umuligt. Stumpen kunne slet ikke snakke! “Nu!” kommanderede Stumpen. Stumpen lød vred. Stemmen var som en voksen mands. Ordene ligesom borede sig ind i Olivers hoved. Det var en stemme, man ikke sagde imod. En stemme, man bare måtte adlyde. “SLIP MIG FRI!” lød stemmen igen – den buldrede som torden. Oliver bøjede sig ned og greb fat om de seler, som holdt Stumpen fastspændt i barnevognen. Babyen vred og strakte sig, da den kom fri af de snærende bånd. “Aarhh, dejligt!” sagde Stumpen. Så stirrede Stumpen på Oliver med et gennemborende blik – øjnene lyste orangerødt som ulmende gløder i et bål om natten: “Og sæt mig så ned. Jeg skal æde.”

54

monsterbaby indhold.indd 54

20/10/2015 17.16


55

monsterbaby indhold.indd 55

20/10/2015 17.16


Oliver stirrede bare på Stumpen. Æde? Hvor var der noget at æde? “Sæt. Mig. NED!” råbte Stumpen med en stemme, der kunne få bladene på et træ til at visne. Oliver adlød. Uden at tænke. Han greb fat i Stumpen og satte ham forsigtigt ned i græsset. Men Stumpen lod sig falde forover. Så begyndte han at kravle. Babyen kravlede med krampagtige og dog alligevel uhyggeligt målrettede bevægelser hen mod den døde mand. Efterhånden som han nærmede sig, blev Stumpen mere og mere ophidset. Underlige, vilde strubelyde undslap ham. En hostende, savlende rallen. Oliver kom til at tænke på Gollum, når han tørstede efter at

56

monsterbaby indhold.indd 56

20/10/2015 17.16


få fat i ringen. Og Stumpen tørstede åbenbart også. For da babyen var nået frem til den døde mand, begravede han hovedet i det åbne sår på mandens strube. Begærligt drak babyen af det blod, den med møje og besvær kunne sutte frem. Der lød en smasken, gnasken og slubren, som fik det til at vende sig i Oliver. Han drejede omkring og kastede op. Pizza med gorgonzola og spinat samt cola. Da han vendte sig om igen, opdagede han, at babyen borede sit ansigt ned i den pøl af blod, der lå som en halvcirkel rundt om mandens overkrop. Stumpen slubrede blodet i sig med tungen, på samme måde som når Olivers hund, Billy, drak vand – med store, våde kliklyde fra munden.

monsterbaby indhold.indd 57

20/10/2015 17.16


Dæmonens ultimatum “Aaaaaah, det var dejligt!” udbrød Stumpen og bøvsede veltilfreds. Babyen lå på ryggen i blodpølen ved siden af den døde mand og stirrede op på Oliver med et vildt glimt i øjet og et drillende smil om munden. Babyen sagde: “Vil du smage?” Oliver stod blot målløs og betragtede sin lillebror. Han var så chokeret, at han ikke kunne samle tankerne … ikke kunne fatte, forstå eller begribe, hvad der foregik. “Det smager dejligt!” sagde babyen. “Blod er min livret!” “Du … du elsker sveskemos,” stammede Oliver. “Forkert! Menneskebarnet, som du kalder Stumpen, elsker sveskemos. Men Ahmin elsker blod. Kun blod!”

58

monsterbaby indhold.indd 58

20/10/2015 17.16


Ahmin …? Oliver forstod ingenting. “Ahmin! Mig! Jeg låner menneskebarnets krop.” “Du … låner …?” Det svimlede for Mikkel. “Ja! Jeg låner din lillebrors krop. Jeg har – som I mennesker plejer at sige – besat din lillebror.” “Besat! Du … du er dæmonen!” udbrød Oliver. “Den røde røg … det var det, han mente.” Oliver pegede på den døde mand. “Håkon Arenson …” sagde dæmonen. “Ja, han var ved at regne mig ud – han kom lidt for tæt på … i enhver forstand!” Ahmin lo og slikkede en dråbe blod af mundvigen. “Du … du skal … lade Stumpen være i fred!” “Ellers hvad? Ellers siger du det til din mor?” “Øh … ja,” sagde Oliver usikkert. Så nikkede han og stirrede tilbage på dæmonen. “Jeg siger det!” “Men ingen vil tro dig, Oliver,” lo dæmonen. Så fortsatte han: “Ser du … jeg kan altid gemme mig … se her!” Der gled en næsten umærkelig rystelse gennem babyens krop. Det røde lysskær i øjnene

59

monsterbaby indhold.indd 59

20/10/2015 17.16


forsvandt. Babyens arme og ben flaksede ukontrollabelt som hos en baby på 11 måneder. Som om han bare var … Stumpen. Babyens ansigt krakelerede i et usikkert klynk. Det var Stumpen, og han var forskrækket og bange, kold og våd – indsyltet i blod. Oliver gik et skridt nærmere og rakte armene frem, han ville trøste Stumpen, tage ham op i sine arme. Men netop som han næsten rørte ved Stumpen, vendte det røde lys i øjnene tilbage. Babyen hvæsede som en arrig kat. Oliver fór tilbage. “Se, Oliver. Se blot, hvad Ahmin kan gøre! Han kan gemme sig. Gemme sig så langt væk, at ingen vil tro dig. De vil bare tro, at du er tosset. At du er blevet skør!” Ahmin lo, så det skurrede i Olivers ører.

60

monsterbaby indhold.indd 60

20/10/2015 17.16


“Du … du skal gå væk!” bønfaldt Oliver. Ahmin stoppede brat med at le. Så sagde han med tordenrøst: “Det er mig, som fortæller dig, hvad der skal ske, forstået!” Oliver nikkede. Han ville gøre alt for at slippe for Ahmins gennemborende stemme. Smerten i hans hoved var næsten ubærlig. “Din mor dør, hvis du ikke gør, som jeg siger!” Igen skar stemmen sig ind i Olivers hoved som sylespidse negle, der kradsede på indersiden af hans kranium. Oliver stirrede vantro ned på babyen. Hvordan kunne denne mægtige og magtfulde røst bo i så lille og skrøbelig en krop? Men så skiftede stemmen pludselig karakter og blev blid og indsmigrende. “Du kan sikkert se det for dig, Oliver. Når mor tager Stumpen op i sin favn. Hvordan hun går rundt i stuen og vugger ham blidt. Lægger hans hoved mod sit bryst. Stumpens hoved er puttet tæt ind mod den bløde, hvide hud på mors hals. Derinde, hvor pulsåren gemmer på alt den søde, læskende saft, som Ahmin elsker.”

61

monsterbaby indhold.indd 61

20/10/2015 17.16


Og Oliver så det for sig. Det var jo rigtigt. Sådan gik mor altid med Stumpen, hvis han ikke kunne falde til ro. Så gik hun i cirkler rundt i stuen med Stumpen i favnen, og hans trætte hoved dinglede op ad hendes hals. “Hvis du ikke gør, som Ahmin befaler, så vil Ahmin begrave sine tænder i den dejlige hud og drikke livets eliksir. Drikke, indtil blodbanerne er suget tørre, drikke, indtil din mor dør!” “Nej … du må ikke …” snøftede Oliver. “Og du kan jo prøve at advare hende. Det kan du. Men Ahmin vil gemme sig. Han kan gemme sig i årevis. Og ingen vil tro dig. Mor vil ikke tro dig. Tværtimod vil hun blive forskrækket. Hun vil gribe Stumpen og lægge ham op til sit bryst. Forsvare ham … beskytte ham mod sin egen storebror, som kommer med sådanne vanvittige påstande!” Ahmin fnes og vrængede: “Moar! Hjælp! Lillebror er blevet besat af en dæmon, hjææælp!” Ahmin lo, så det buldrede. Så hostede han og slugte en klump halvstørknet blod. “Ingen vil tro dig, og derfor har du intet valg. Du vil hjælpe mig. Du skal skaffe mig blod, Oliver. Frisk blod. Hver dag. Flere gange om dagen!”

62

monsterbaby indhold.indd 62

20/10/2015 17.16


63

monsterbaby indhold.indd 63

20/10/2015 17.16


“Hvad? Det kan jeg da ikke!” “Åh, du finder nok på noget, Oliver.” Mor ventede i indkørslen, da Oliver kom hjem. Hun havde sit forklæde på. Hun så træt og sur ud: “Nu er maden altså blevet kold! Hvor blev du af?” Oliver kunne ikke møde hendes blik. Hvad skulle han sige? Desværre, mor, jeg kunne ikke komme tidligere. For en dæmon har taget bolig i lillebrors krop. En dæmon, som drikker blod, og som har slået en mand ihjel for en halv time siden … “Du kunne i det mindste have ringet!” Nej, mor, jeg kunne ikke ringe. For dæmonen har forbudt det. Han vil slå dig ihjel, hvis jeg sladrer … “Du må simpelthen lære at være mere ansvarlig …!” Ansvarlig! Efter at dæmonen slog en mand ihjel og drak hans blod, tvang han mig til at tage tilbage til klubhuset for at vaske blodet af Stumpens ansigt. Og Stumpens blodindsmurte tøj måtte jeg smide i skraldespanden. Alt sammen for at skjule dæmonens mord. For at beskytte jer, dig og Stumpen. Jeg er totalt ansvarlig! Alt det havde Oliver lyst til at råbe til sin mor. “Kom så, vi spiser … og Stumpen må også være dødsulten nu!” Moren lænede sig ind over barnevognen og kildrede babyen under hagen. Babyen vred sig og grinede tilbage.

64

monsterbaby indhold.indd 64

20/10/2015 17.16


Tværtimod, tænkte Oliver. Stumpen var mæt. Dødmæt. Efter maden gik Oliver direkte ind på sit værelse. Han ville bare have fred et øjeblik. Bare tømme hovedet. Bare prøve at forstå, hvad der var sket. Han lagde sig på sengen. Med ét mærkede han, hvor træt han egentlig var. Men smerten dunkede i hans brækkede næse. Og hver gang han lukkede øjnene, kom der frygtindgydende billeder til syne i hans sind. Den røde røg. Blod. Et lydløst skrig. Stumpen indsmurt i blod. “Oliver!” Oliver satte sig op. Var han faldet i søvn? Var der nogen, som kaldte? “Oliver! Kom!” Det var mor, som kaldte fra stuen. Oliver rejste sig og gik ind til hende. Hans krop føltes tung, som om den var lavet af et stykke gammelt, vådt træ. “Oliver, jeg har lige brug for hjælp. Stumpen har lavet stort … og Henning er på vej for at fikse afløbet.” Siden Olivers far skred for tre måneder siden, havde naboen Henning hjulpet til med alle de småreparationer i huset, som ikke krævede en rigtig håndværker. Det kunne være malerarbejde, at samle møbler fra Ikea, bore huller i væggen. Denne gang var det

65

monsterbaby indhold.indd 65

20/10/2015 17.16


altså det tilstoppede afløb i køkkenet, som skulle fikses. “Skal jeg … skal jeg skifte Stumpen?” spurgte Oliver vantro. Ikke fordi der var noget mærkeligt i, at han blev bedt om at skifte ble på Stumpen. Men nu var Stumpen jo ikke Stumpen længere. Nu var han Ahmin. Og Oliver ville bare have så lidt med Ahmin at gøre som muligt. “Ja … her!” svarede moren og rakte babyen til Oliver. Oliver lagde Stumpen på skiftebordet og tog hans bodystocking af. Så løsnede han bleen. Den var bombet fuld af lort. Men ikke almindeligt Stumpen-lort. Lorten var sort og tyk som tjære. Og lorten stank! Lugten mindede Oliver om sidste sommer, da han havde set et dødt rådyr, som lå i vejkanten. Det opløste lig stank præcis som Ahmins lort – en lugt, der rev i Olivers næsebor. Straks vendte det røde skær i Stumpens øjne tilbage. Ahmin hviskede: “Beklager, Oliver, hvis jeg har griset bleen til.” Så gnæggede han: “Sådan er det desværre. Blod, denne forunderlige vin, sætter gang i fordøjelsen.” Oliver sank en klump. Han måtte bruge al sin energi på at undertrykke sin kvalme bare for at undgå at

66

monsterbaby indhold.indd 66

20/10/2015 17.16


67

monsterbaby indhold.indd 67

20/10/2015 17.16


brække sig. Han vendte blikket bort og fandt en vådserviet frem fra skuffen. Så tørrede han lorten væk. Ahmin fortsatte i samme hviskende, næsten hypnotiserende tonefald: “Så her er planen, Oliver. Jeg er temmelig mæt nu … men jeg får brug for noget natmad. Jeg sover bedst på fyldt mave. Drømmer de dejligste drømme med den søde smag af frisk blod i munden. Så derfor skal du skaffe blod. I aften. Klokken 11!” “I nat! Det kan jeg sgu da ikke, det er da …” Mere nåede Oliver ikke at sige. For pludselig hvæsede Ahmin. Han vred sig, åbnede munden på vid gab. Oliver nåede lige at få et glimt af små, hvide, knivskarpe tænder. Så lukkede Ahmin gabet om Olivers tommelfinger. En smerte jog gennem hånden. “Aaav!” skreg Oliver. Straks efter åbnede Ahmin munden igen. Olivers tommelfinger blødte. Ahmin slikkede den lynhurtigt ren for blod, før Oliver kunne nå at trække hånden til sig. Nu kom hans mor styrtende ind på badeværelset. “Hvad sker der?” udbrød hun. “Er alt o.k.?” Uden at tænke sig om udbrød Oliver: “Han bed mig!” “Hvad? Hvem? Hvem bed dig?” “Stumpen!”

68

monsterbaby indhold.indd 68

20/10/2015 17.16


Olivers mor grinede. “Bed dig! Det tror jeg altså ikke. Stumpen har jo knap fået tænder endnu.” Så kildrede hun babyen på maven. “Har du vel fået rigtige tænder, lille pusser? Hva’, pusser!” Babyen grinede til hende. Nu var den Stumpen igen. Bare en lille, harmløs, lyserød baby, som grinede tilbage med åben mund – tandløs som en gammel kone på nær et par spinkle, hvide prikker i undermunden, små bitte tænder, som var på vej frem.

69

monsterbaby indhold.indd 69

20/10/2015 17.16


“Hva’ så, pusser! Bider du?” spurgte moren og grinede. “Du bider da ikke, vel? Du er da ikke en lille hund, er du? Er du en vovhund?” Stumpen hvinede af fryd og hikkede af grin. Da moren var gået, stirrede babyen på Oliver med sine to rødglødende øjne. “Der kan du se, Oliver! Ingen vil tro dig. Så gør, præcis som jeg fortæller dig. Du skaffer frisk blod til i aften inden klokken 11. Forstået!” Oliver nikkede. Da Oliver kom tilbage fra badeværelset, rakte han babyen til sin mor. Men moren stod som hypnotiseret og stirrede på tv-skærmen. Det var tv-avisen klokken 18.30. I indslaget så man billeder fra en dunkelt oplyst gade, hvor det vrimlede med politifolk og teknikere i hvide kedeldragter. Gule refleksbånd var sat op omkring et gerningssted. De lyste op, når fotografer affyrede deres blitz. “Se!” sagde moren som i trance. “Er det ikke utroligt? Der er sket et mord. Lige her i vores by. På vejen, som går ned til stationen!” Oliver følte sig pludselig svimmel. De havde allerede fundet liget! Men ved nærmere eftertanke – det var egentlig ikke så mærkeligt, måtte han indrømme.

70

monsterbaby indhold.indd 70

20/10/2015 17.16


Oliver havde forsøgt at trække den døde ind i et buskads, sådan som Ahmin havde beordret. Men da han havde fået rullet liget et par meter væk fra vejen, måtte han måtte give op. Manden var simpelthen for tung – selv om han var blevet lettet for seks liter blod. Oliver lagde Stumpen i kravlegården, og så greb han fjernbetjeningen og skruede op for lyden. Reporterens stemme gjaldede fra fjernsynets højtalere: For få timer siden blev der gjort et chokerende fund på en stille villavej i Nørre Årslev. Liget af en mand blev opdaget af en kondiløber, og politiet betragter det som en drabssag. Reporteren rettede nu mikrofonen mod en politimand. En mand med smalle læber og et hårdt blik. Reporteren sagde: Kan du bekræfte, at offeret har fået sin hals skåret over? Politimanden så irriteret på reporteren. Jeg kan ikke kommentere på en igangværende efterforskning! Der skulle også være fundet bidemærker på halsen. Er dette korrekt? Igen … ingen kommentarer. Kan det være et dyr, som har gjort det her? En stor hund eller …? Vi mener, at gerningsmanden er et menneske. Og vi opfordrer alle, som eventuelt har set noget, til at henvende sig til politiet. Kender I identiteten på den afdøde? Ja, vi ved, hvem han er. Men vi er ikke parate til at offentliggøre navnet, før vi har haft kontakt til de pårørende.

71

monsterbaby indhold.indd 71

20/10/2015 17.16


Kender vi motivet for drabet? Her tøvede politimanden pludselig. Han så tænksom ud et øjeblik. Endelig sagde han: Afdøde havde en hjemmeside, som handlede om det overnaturlige … øh … satanisme og den slags. Så drabet kan have rituel karakter. Derfor opfordrer vi alle med tilknytning til dette miljø til at bistå os med opklaringen af forbrydelsen. Satanisme? Reporterens øjne lyste op. Men politimanden afbrød ham brat: Ikke flere kommentarer på nuværende tidspunkt! Nu vendte man tilbage til studiet, hvor nyhedsoplæseren var klar med de øvrige nyheder. Oliver slukkede for fjernsynet. “Mor, jeg er lige kommet i tanke om, at jeg har et essay for … i dansk … til mandag!” Moren stirrede skeptisk på ham. “Jamen … det er jo fredag aften. Kan det ikke vente? Skal vi ikke se en film sammen … hygge os lidt?” “Det skal være et virkelig langt essay, mor.” “Gør det stadig ondt?” spurgte moren og pegede på hans næse. “Nej, nej,” løj Oliver, “faktisk slet ikke!” “Godt,” nikkede moren. “Skal du have hjælp til det essay?”

72

monsterbaby indhold.indd 72

20/10/2015 17.16


Oliver rystede på hovedet, og så løb han op på værelset. Han fyrede straks op for computeren. Oliver tastede sit login. Mens maskinen startede op, tænkte han på det, som politimanden havde sagt. Den afdøde havde et website … det overnaturlige … satanisme. Oliver ville finde det website. Måske … bare måske … kunne det give ham nogle oplysninger, som kunne hjælpe. Som kunne få Ahmin til at gå væk … forsvinde!

73

monsterbaby indhold.indd 73

20/10/2015 17.16


Nu var computeren bootet op. Han søgte på Google på ordet “satanisme”. Det gav en hel masse hits. Ingen af dem havde med den afdøde mand at gøre. Så søgte han på “det overnaturlige”. Samme problem. Alt for mange hits – og ingen af dem lignede et website lavet af manden i den beskidte, lysegrønne jakke. Hvad hvis han søgte på mandens navn? Ja, sådan skulle det naturligvis gøres. Oliver skrev “Håkon” i søgefeltet. Men … hvad var efternavnet? Hvad var det, Ahmin havde sagt? Det var noget med “sen” til sidst og “A” i starten, var det ikke? Måske var det “Arensen”? Oliver skrev “Håkon Arensen” i søgefeltet. Der kom en del resultater – bare ikke de rigtige. Bagefter forsøgte han sig med forskellige stavemåder. Dobbelt a som i “Haakon”, å som i “Håkon”, et stumt h som i “Ahrensen”. Men intet af det hjalp. Han kunne hverken finde manden i den lysegrønne jakke eller hans website. For en sikkerheds skyld tjekkede han DR’s website samt nogle af de største aviser. Navnet på den afdøde var stadig hemmeligt. Frustreret hamrede han næven ned i bordpladen. Det her var umuligt! Og dog. Der var jo én i huset, som kendte navnet på den døde. Nemlig Ahmin. Måske kunne Oliver få Ahmin til at gentage navnet? Men hvordan? Han kunne ikke bare gå ned og spørge Ahmin – så ville dæmonen få mistanke.

74

monsterbaby indhold.indd 74

20/10/2015 17.16


Nej, det skulle ske mere … naturligt. Det måtte ske … når Ahmin skulle fodres. Ja, det var det perfekte tidspunkt. Oliver tjekkede sin mobil. Klokken var halv ti. Det var det tidspunkt, han normalt gik i seng på. Men ikke i aften. Han skulle på jagt. Han skulle ud og finde noget blod til Ahmin.

monsterbaby indhold.indd 75

20/10/2015 17.16


Kaninblod til natmad Oliver vidste, at det var vigtigt at lade, som om alt var helt normalt. Derfor satte han sig ned i stuen et kvarters tid og så lidt med på en film, som moren var i gang med, og spiste noget fredagsslik. Så sagde han godnat til sin mor og gik ud på badeværelset for at børste tænder. Hvorefter han gik op på sit værelse igen. Men han lagde sig ikke til at sove. I stedet satte han sig på sengen og ventede, indtil han var sikker på, at moren ikke kom rendende, at der ikke var noget, hun lige havde glemt at sige. Men fjernsynet kværnede, og moren var formentlig dybt optaget af filmen. Hun ville ikke opdage, at han havde forladt huset. Oliver gik hen til skabet og fiskede et par gamle træningssko frem. Så trak han en fleecetrøje over sin sweater

76

monsterbaby indhold.indd 76

20/10/2015 17.16


og åbnede vinduet. Det var en rute, han havde lært i sommer, i den sidste uge før sommerferien – så han kunne snige sig ud på vejen for at spille fodbold, mens moren troede, han lå og sov. Fra vinduet klatrede Oliver direkte ud på en tyk gren fra blodbøgen i baghaven. Fra den gren svingede han sig direkte over i naboens æbletræ. Fra æbletræet hoppede han ned på halvtaget over naboens carport. Fra carporten svingede han sig ned på fortovet. Så var han ude ved vejen, helt uden at blive set af hverken mor eller naboen. Oliver begyndte bare at gå – helt uden at tænke over, hvor han gik hen. Han slentrede bare på fortovet ned ad den tyste, stille villavej. Imens spekulerede han som en gal. Hvad fanden skulle han gøre? Ahmin havde bedt ham om at skaffe blod. Men … det behøvede vel ikke at være menneskeblod. For ét vidste han. Oliver kunne ikke skaffe menneskeblod. Han kunne ikke være med til mord. Det var bare umuligt, også selv om det gjaldt om at redde mor og Stumpen. Men … blodet fra et dyr, det var trods alt noget andet. Mennesker spiste kød hver dag. Så hvad var der egentlig galt med at drikke dyrenes blod? Oliver kiggede op. Der var lys i husene. Stearinlys blafrede i vinduet i den gule villa, hvor Sofie boede.

77

monsterbaby indhold.indd 77

20/10/2015 17.16


Uden at tænke over det var han gået ned ad hendes vej. Hvor ville han ønske, at det hele var anderledes. At han ikke havde brækket næsen til fodbold. At han ikke var kommet på hospitalet. At Stumpen ikke havde tabt sutten, kvalt kannibalen og sluppet den røde røg løs. Hvis blot det aldrig var sket, så kunne han bare ringe på hos Sofie … spørge, om de skulle se en film eller drikke en kop te sammen. Jo mere han tænkte over det, jo mere vred blev han. Og han kom til at tænke på, at det alt sammen var Mikkels skyld. Det var jo Mikkel, som havde sparket den bold i ansigtet på ham. Uden Mikkel var intet af dette sket! Pludselig stod det klart, hvad der skulle ske. Mikkel skulle have lov til at betale for det, han havde gjort. Betale med blod. Dog ikke sit eget blod. Men kaninblod! Mikkel havde nemlig et bur med tre kaniner stående i baghaven. Han kunne sagtens undvære en enkelt af dem. Oliver følte sig oplivet ved tanken om, at han havde fået en plan. Først skaffe kaninen, så servere den for Ahmin – og samtidig få Ahmin til at røbe det korrekte efternavn på Håkon et-eller-andet. Mikkels hus var mørklagt. Det var perfekt. Der var ingen hjemme. Mikkel skubbede til lågen foran

78

monsterbaby indhold.indd 78

20/10/2015 17.16


havegangen. Den knirkede i hængslerne. Lynhurtigt smuttede han gennem åbningen og søgte ly bag et stort birketræ. Han kiggede sig over skulderen. Der var ingen på fortovet. Ingen havde set ham. Og der var stadig mørkt og stille i Mikkels hus. For en sikkerheds skyld gik Oliver hele vejen rundt om huset og tjekkede alle vinduer. Men alt lys var slukket. Så gik han ned i baghaven, ned mod kaninburet. Oliver satte sig på hug. Kaninerne hørte ham og begyndte at pusle og rumstere. Ved siden af buret stod der en rød plastikspand med låg på. Oliver fjernede låget. Spanden var fyldt med kaninfoder. Det var sådan nogle kerner og frø, som lignede noget, man fodrede fugle med. Netop i det øjeblik hørte Oliver en bil køre op ad indkørslen til huset. Mikkel og hans forældre var kommet hjem! Bilens lyskegle fejede ind i haven. Oliver kastede sig ned i græsset – i ly bag kaninburet. Sådan lå han et par minutter med dunkende hjerte, mens Mikkel og hans forældre steg ud af bilen og gik ind i huset. Nu blev lysene i huset tændt. Haven blev oplyst af lysskæret fra vinduerne. Det skulle gå stærkt nu. Oliver rejste sig op igen. Han løftede låget på kaninburet – ganske forsigtigt for ikke at skræmme dyrene.

79

monsterbaby indhold.indd 79

20/10/2015 17.16


Så lokkede han dyrene til sig ved hjælp af foderet. Nu kom kaninerne luntende. Der var tre, præcis som Oliver huskede fra sidste gang, han havde været på besøg hos Mikkel – nemlig til en fødselsdagsfest sidste år. Tre kaniner, en brun, en sort og en plettet sort og hvid. Hvilken en skulle Oliver vælge? Til slut tog han fat i nakkeskindet på den brune. Det var nemlig den største. Den største rummede mest blod, og den kunne derfor gøre Ahmin mest mæt. Oliver havde netop rejst sig op med kaninen i favnen, da en skygge i vinduet fangede hans opmærksomhed.

80

monsterbaby indhold.indd 80

20/10/2015 17.16


Dér stod Mikkel inde i stuen. Og han kiggede direkte på Oliver. Deres blikke mødtes i et par meget lange sekunder. Olivers hjerte gik næsten i stå. Han holdt vejret. Men så … uden varsel, drejede Mikkel omkring og forsvandt. Var Oliver blevet opdaget? Måske kunne Mikkel ikke se ham. Bare fordi Oliver kunne se Mikkel, betød det jo ikke, at Mikkel kunne se ham. Der var jo mørkt ude i haven. Oliver kendte fornemmelsen af at stå inde i stuens skarpe lys og stirre ud i havens kulsorte mørke. Måske var han slet ikke blevet opdaget. Måske var

81

monsterbaby indhold.indd 81

20/10/2015 17.16


han. Det var der ikke tid til at spekulere over. Oliver tog kaninen under armen og løb.

monsterbaby indhold.indd 82

20/10/2015 17.16


Oliver bar kaninen ned i kælderen. Det var det bedste, han kunne finde på. Så gik han op ad trappen igen, hen ad gangen og forbi mors soveværelse. Han standsede op ud for hendes dør. Hun snorkede. Så fortsatte Oliver til næste værelse. Stumpens værelse. Babyen lå i sin seng og sov sødt. De små arme lå ud til siden. Stumpen gnaskede lidt på sin sut i søvne. Oliver tog et skridt nærmere. Straks slog Stumpen øjnene op. Bortset fra at det ikke var Stumpen. Det var Ahmins røde øjne, som mødte Olivers blik. “Hej, brormand!” hvislede Ahmin. “Er klokken 11?” “Den er …” Oliver tjekkede sin mobil. “Den er ti minutter over … undskyld!” “Det går nok, Oliver. Tag det roligt. Ingen problemer. Forudsat at du har skaffet min natmad. Har du det?” “Ja …” Oliver blev helt tør i munden, men han tvang sig selv til at sige det: “Det er … en kanin. En stor en! Den er i kælderen.” “En stor kanin. Dejligt! Kanin har det skønneste og mest velsmagende blod.” Oliver mærkede lettelsen som en bølge af varme gennem kroppen. Men så tilføjede Ahmin: “Dejligt blod. Kaniner. Velsmagende … men ikke nær så velsmagende som menneskeblod! ”

83

monsterbaby indhold.indd 83

20/10/2015 17.16


Og nu hviskede Ahmin pludselig med sin lavastemme: “Hvorfor har du ikke bragt mig et menneske, Oliver!” Oliver kastede begge arme op for ørerne. Det føltes, som om de brændte. Ahmins hvisken var ikke høj. Den ville ikke vække mor i det næste værelse. Alligevel gjorde den så fantastisk ondt. Som en brændende nål boret lige ind i kraniet. “Et menneske! Ahmin vil have menneskeblod!” gentog Ahmin. “Okay, okay,” snøftede Oliver, blot for at få Ahmin til at tie. “I morgen … jeg skaffer menneskeblod i morgen.” “Det lover du, Oliver!” “Ja ja, jeg lover!” “Godt, godt, storebror. Menneskeblod i morgen. Ellers drikker jeg din mors blod!” Oliver nikkede bare. “Så er det en aftale. Og bær mig så ned i kælderen, så jeg kan få drukket min kanin!” Oliver kunne ikke lide at røre ved Stumpen. Ikke siden han var blevet til Ahmin. Så Oliver hentede autostolen og spændte babyen fast i den. “Hvad sker der, skal vi ud og køre!” snerrede Ahmin.

84

monsterbaby indhold.indd 84

20/10/2015 17.16


“Det er bare, så jeg bedre kan bære dig,” forklarede Oliver. Så tog han fat i håndtaget og bar stol og baby ud af værelset – og ned ad trapperne ned i kælderen. I kælderen var der ingen møbler. Det var et stort og næsten tomt rum med rå murstensvægge. Lokalet lugtede af mug og blev brugt delvist som pulterkammer. Her stod et par gamle kasser, på en stålreol stod der glaskrukker med morens syltetøj og hjemmelavede rødbeder, og i et hjørne lå der gamle brædder og pæle, som var blevet tilovers, dengang Olivers far satte hegn op omkring haven. Kun en enkelt nøgen elpære lyste lokalet op. Helt bagerst i rummet opdagede Oliver en skygge bevæge sig. Det var Mikkels brune kanin. “Der!” sagde Oliver og pegede. “Der er kaninen!” Så løsnede han selerne i autostolen … og ventede. Men Ahmin rørte sig ikke. Han stirrede bare på Oliver med et spørgende blik. Endelig sagde dæmonen: “Hva’ fuck har du tænkt dig? At jeg skal kravle rundt efter en kanin i hele kælderen?” “Øh …” “Det kan jeg jo ligesom ikke, vel? Fordi jeg er fanget i en babys krop. Tænk dig om, Oliver!” “Okay, men … jeg … jeg har jo skaffet kaninen!” “Ja, det har du, Oliver. Og det var flot! Men nu vil

85

monsterbaby indhold.indd 85

20/10/2015 17.16


jeg gerne have dig til at hente kaninen til mig. Bring den herhen … tak!” Oliver nikkede. Han kunne vel godt fange kaninen. Det havde han jo allerede gjort én gang. Oliver gik med hurtige skridt hen mod den brune bylt, som kravlede langs endevæggen. Han trængte hurtigt kaninen op i

86

monsterbaby indhold.indd 86

20/10/2015 17.16


en krog, greb fat i nakkeskindet på den med den ene hånd og fik den anden hånd ind under maven på dyret. Så bar han kaninen hen til Ahmin. “Godt, brormand. Jeg tror, jeg har fundet en god hjælper i dig. Du er sgu en guttermand, Oliver.” Ahmin smilede. Hans nåleformede tænder glitrede i lyset fra elpæren. “Og nu skal du holde kaninen stille. Helt stille.” “Sådan her?” spurgte Oliver, mens han holdt kaninen frem mod Ahmin. “Tættere på, tættere på,” hvislede Ahmin. Oliver bevægede sig tættere på. Han holdt kaninen fast i ørerne og benene, så dens strube var blottet. Så kiggede han væk. Han ville ikke se det. Men lydene kunne han ikke holde ude. Det lød, som når man spiser et stykke knækbrød med ost. Først et langvarigt knæk, så en gumlen. Så holdt kaninen op med at sprælle, og Ahmin slubrede dens blod i sig med højlydte smaskelyde. Det vendte sig i Oliver.

monsterbaby indhold.indd 87

20/10/2015 17.16


Menneskeblod på lager Kaninen var blevet helt slap. Den var tømt for blod. “Aaah!” sukkede Ahmin. “Det gjorde godt. Dejligt, dejligt, dejligt!” Kvalmen fik Olivers mave til at snøre sig sammen. “Så! Nu vil jeg gerne vaskes om mulen, storebror!” sagde Ahmin og grinede vanvittigt til Oliver – babyens ansigt var igen fuldkommen indsyltet i blod. Men Oliver var langt væk i tankerne. Han stod blot der med den bløde og stadig varme kanin i hænderne. Hvor skulle han gøre af den? Begrave den ude i haven? Altså måtte han skaffe sig en spade. Men hvad så med senere, i morgen, når Ahmin igen blev sulten? Hvad skulle han så gøre? Hvor mange af sine klassekammeraters kæledyr kunne han hugge, før han blev

88

monsterbaby indhold.indd 88

20/10/2015 17.16


opdaget? Hvor mange var der plads til at begrave i baghaven? Hvor lang tid ville der gå, før Ahmin gjorde alvor af sin trussel om at dræbe hans mor? Og netop da kom han i tanke om Ahmins seneste krav. At dæmonen forlangte at drikke menneskeblod. I morgen. Ellers … Men det var umuligt. Oliver var ikke morder. Han ville ikke være med til at dræbe et menneske. Selvfølgelig ville han ikke det. Og hvem skulle det i øvrigt gå ud over? I det samme – og uden varsel – begyndte dørhåndtaget på kælderdøren at bevæge sig. Oliver fór sammen. Det var døren ud til haven. Men hvem kom den vej? Mor? Oliver skulle til at råbe: Mor, du skal ikke komme ind … Nu blev døren åbnet på vid gab. Men det var ikke Olivers mor. Det var Mikkel. “Det var dig, jeg så, var det ikke?” spurgte Mikkel og smilede triumferende. “Jeg opdagede nogen i haven … troede jeg. Det var mørkt … men så tjekkede jeg kaninburet. Det stod åbent, og Pelle var væk!” “Mikkel! Du … du skal gå. Du skal slet ikke være her!”

89

monsterbaby indhold.indd 89

20/10/2015 17.16


“Det var dig! Og du troede, at du var så smart, hva’? Og hvad handler det her om, hævn? Fordi jeg kom til at skyde en bold i sylten på dig … eller er det noget med Sofie …?” Først nu opdagede Mikkel, hvad det var, som Oliver stod med i favnen. “Pelle! Hvad fanden har du gjort ved Pelle!” Mikkel gik hurtigt hen mod Oliver og rev kaninen ud af hans arme. “Pelle! Pelle … men hvad fanden …” Mikkel opdagede såret i kaninens strube. Han udstødte et brøl af forskrækkelse og slap kaninen, som faldt ned og ramte betongulvet med et hult dunk. “Pelle …” jamrede Mikkel. Hans opspilede øjne gled fra kaninen og over til Oliver – og tilbage igen. “Men … hvorfor … hvad har du …?” “Slap nu bare helt af drenge,” brød Ahmin ind. Mikkel snurrede forskrækket rundt. Han udstødte et chokeret gisp. “Ja ja, det er bare lille mig … med din kanins blod i ansigtet!” Ahmin gnæggede. “Den smagte dejligt, den kanin. Udsøgt!” “Nej, nej, det … det kan ikke lade sig gøre.” Mikkel vendte blikket mod Oliver. Der var noget bønfaldende i hans blik. “Hvad sker der?” hviskede han hæst.

90

monsterbaby indhold.indd 90

20/10/2015 17.16


Samtidig begyndte han at bevæge sig baglæns over mod døren igen. “Stop ham, Oliver!” gjaldede Ahmin. Ahmins råb gav et sæt i Mikkel. Nu vendte han rundt og begyndte at spurte hen mod døren. “Stop ham!” råbte Ahmin igen – denne gang med tordenrøst. Stemmen, man bare måtte adlyde. Så Oliver kastede sig fremad og stak benene frem. Præcis som i en beskidt tackling i fodbold. Han fik højre ben ind foran Mikkels fødder … og Mikkel faldt, så lang han var. Han ikke alene faldt – da han blev fældet,

91

monsterbaby indhold.indd 91

20/10/2015 17.16


stødte han hovedet ind i bunken af hegnspæle. Bunk! Og så blev han liggende helt livløs. “Yippee!” brølede Ahmin. “1-0 til brormand!” Oliver lænede sig ned over Mikkel. “Mikkel … er du … er du okay?” Men Mikkel var fuldkommen livløs og reagerede ikke på Olivers stemme. “Blod! Menneskeblod!” skreg Ahmin. “Menneskeblod nu!” Oliver følte sig kold over det hele. Havde han slået Mikkel ihjel? Lad det ikke være sandt. Lad det bare ikke være sandt! Oliver greb Mikkels håndled og mærkede efter for at finde en puls. “Menneskeblod nu! Mens den er frisk … Ahmin skal have den, mens den er frisk!” Nu mærkede han det. Hvis han forsigtigt pressede sin pegefinger mod Mikkels håndled. Der var ingen tvivl. Mikkel var i live! “Bloooood!” skreg Ahmin. Nu var han ude af sig selv af ophidselse. Babyen rev og sled for at komme fri af autostolen. Men kroppen var ikke til at styre. Ligegyldigt hvor meget Ahmin vred og vendte sig, kunne han ikke komme frem. Mikkels hjerne arbejdede på højtryk. Hvordan skulle han redde Mikkel? Han kunne ikke lade Ahmin æde ham! “Gi’ mig, gi’ mig, gi’ mig!” hvæsede Ahmin.

92

monsterbaby indhold.indd 92

20/10/2015 17.16


“Stille!” snerrede Oliver. “Du vækker mor!” Ahmin stirrede trodsigt på Oliver, og så vrængede han: “Du vækker moar, du vækker moaar!” “Ja, du vækker min mor,” sagde Oliver. “Og så bliver jeg sendt på sindssygeanstalt som kanindræber … som voldspsykopat, der slår sine klassekammerater ned. Mikkel bliver reddet, og du får ikke chancen for at drikke hans blod!” “Åh ja,” sagde Ahmin og nikkede anerkendende. Pludselig var han helt rolig. “Du har helt ret, brormand. Godt tænkt, ja, ja, ja, godt tænkt, brorsan!” Ahmin slikkede sig om munden og fortsatte så i samme rolige toneleje: “Så det vi gør: Du bærer mig over til menneskebarnet, stille og roligt og uden at lave en lyd, og så drikker jeg hans blod – og mor finder aldrig ud af, hvad der er sket, forstået!” “Nej!” “Nej?” sagde Ahmin og stirrede skarpt på Oliver. Med ét følte Oliver sig igen usikker, panikken lurede. Nu måtte han tænke hurtigt. “Vi gemmer ham til i morgen. I morgen kan du drikke hans blod. Du er alt for mæt nu. Af kaninblod. Du vil nyde hans blod langt mere i morgen.” Oliver anede ikke, om det var rigtigt. Men Ahmin så ud til at overveje det. Så Oliver fortsatte:

93

monsterbaby indhold.indd 93

20/10/2015 17.16


“Tænk over det – tænk på, hvor svært det er at skaffe menneskeblod. Du bliver nødt til at få det bedste ud af det. Hvis du dræber Mikkel nu, kan du kun drikke et par slurke, og så er du mæt. Så meget blod kan en babykrop ikke klare! Så er det bedre at gemme det til i morgen. Så har vi menneskeblod på lager!” Oliver stoppede ikke op for at tænke over, hvor vanvittigt det hele lød. Han fortsatte bare med at snakke, bare for at redde Mikkels liv. “Jeg skal nok passe på Mikkel. Sørge for, at han får vand. At blodet er friskt til i morgen. Sikke en dejlig morgenmad, du kan få, Ahmin!” Ahmin var stille en tid. Så nikkede han: “Ja, ja, ja, du er faktisk en klog, lille dreng. Og du har helt ret. Man kan også blive for grådig. Og når man bliver for grådig, så bliver man opdaget. Så hellere vente til i morgen. Så har jeg også noget at glæde mig til. Ja, ja, ja, jeg vil gå i seng nu og sove sødt, drømme om den nærende nektar, som menneskedrengen vil skænke mig i morgen. Sådan gør vi.” “Ja?” Oliver kunne næsten ikke tro sine egne ører. “Ja! Vask mig om mulen, og bær mig op i seng igen!” Oliver puttede Ahmin tilbage i sengen. Dæmonens lysende, røde øjne gnistrede i mørket.

94

monsterbaby indhold.indd 94

20/10/2015 17.16


“I morgen …” sagde Ahmin forventningsfuldt. “I morgen,” lovede Oliver. Så tøvede han. Der var stadig noget, han manglede at få svar på. Nu skulle han blot finde den rigtige måde at hive det ud af Ahmin på. Han sagde: “Menneskeblod … smager det virkelig så godt?” “Mmm…” sukkede Ahmin. “Det smager skønt!” “Bedre end kaninblod?” “Ja, bestemt. Sødere end kaninblod og med en dybere, mørkere aroma.” “Okay … og hvad smager så bedst? Voksne menneskers blod … eller børns blod?” “Menneskebarnets blod er en herlig specialitet. Ikke at det smager bedre. Det er en yngre vin, en mindre krydret, mere … uforudsigelig. Ja, man skal nok være bloddrikkende dæmon for at forstå forskellen.” “Forskellen mellem børns blod og en voksen mands?” “Ja, netop!” “Og hvad med ham der manden, du dræbte i eftermiddags, ham der … øh …?” “Håkon Arenson?” “Ja, ham!” Oliver jublede indeni. Nu kendte han efternavnet. Det var blot “son” og ikke “sen” til sidst.

95

monsterbaby indhold.indd 95

20/10/2015 17.16


“Hvordan smagte hans blod?” spurgte Oliver og forsøgte at lyde oprigtigt interesseret. “Dejligt! Ekstra dejligt, fordi det også var smagen af den søde hævn. Håkon Arenson har forfulgt mig længe. Alt for længe. Nu fik han endelig, hvad han havde fortjent!”

monsterbaby indhold.indd 96

20/10/2015 17.16


Håkon Arenson, dæmonjæger Det første, Oliver gjorde, da han havde lagt Ahmin i seng, var at tjekke, om Mikkel var o.k. Han tog et tæppe med ned i kælderen og rullede det rundt om Mikkel, så han ikke skulle fryse. Så klappede han blidt Mikkel på kinderne. Mikkel spærrede omtåget øjnene op og mumlede noget uforståeligt. Så gled han ind i bevidstløshed igen. Oliver hentede en drikkedunk i køkkenet og fyldte den med vand. Han fandt også nogle chokoladekiks i skabet. Så havde Mikkel både vand og mad, hvis han vågnede og følte sig sulten. Begge dele stillede han ved siden af sin sovende klassekammerat. Men … hold kæft, hvor følte han sig pludselig dum! Hvis Mikkel vågnede op, ville han ikke være interesseret i hverken

97

monsterbaby indhold.indd 97

20/10/2015 17.16


vand eller kiks. Det eneste, han ville have i tankerne, var at flygte. At komme langt væk – så han kunne afsløre, hvad der foregik i kælderen hos Oliver! Det kunne Oliver ikke tillade. Altså var der kun ét at gøre. Han måtte binde Mikkel. Oliver kiggede sig omkring i kælderen. Bag et par kasser lå der et bundt rafter, som var bundet sammen med et reb. Oliver frigjorde rebet og bandt Mikkels ben og arme. Så svøbte han tæppet omkring Mikkel igen. Nu var han næsten færdig. Han manglede blot at finde et stykke stof, han kunne bruge til at kneble Mikkel med. Oliver åbnede en af papkasserne. En støvsky rejste sig og fik ham til at hoste. Kassen var

98

monsterbaby indhold.indd 98

20/10/2015 17.16


fyldt med gammelt porcelæn, som de havde arvet efter farmor. En brun tekande var pakket ind i et slidt viskestykke. Det kunne sagtens bruges. Oliver viklede viskestykket stramt rundt om Mikkels mund og bandt det med en dobbeltknude. Sådan. Nu kunne Mikkel ikke sige et kvæk, når han vågnede. Bagefter tog Oliver fat i den døde kanin og begravede den i haven. Det tog sin tid at finde spaden og få gravet et hul, som var dybt nok. Klokken var kvart over to om natten, før han endelig var oppe på værelset igen og fyrede op for computeren. Nu var det tid for at google Håkon Arenson og finde det website, som Arenson stod bag. Oliver fandt websitet med det samme. Sitet hed demonhunterarenson.org – dæmonjæger Arenson. På hjemmesiden kunne man læse alt om Håkon Arensons livslange jagt på dæmoner, og teksten var illustreret med alverdens klamme billeder af mennesker med hule kinder og vanvittige øjne. Mænd med de karakteristiske rødglødende skær i øjnene, som Oliver kendte alt for godt. Arenson påstod selv, at han havde “neutraliseret” fem dæmoner i løbet af de seneste 27 år. Dæmonerne havde navne som Azull, Nihal, Kalib, Djazar og Jhoum.

99

monsterbaby indhold.indd 99

20/10/2015 17.16


Dæmoner er ånder, som vandrer fra krop til krop, skrev Arenson. Dæmoner har ikke selv nogen fast form, men eksisterer kun for det menneskelige øje som en rødlig røg. Vapos spiritus mundus monstrum! Det er en dæmonjægers pligt at jage dæmonen på flugt ved at dræbe den vært, som dæmonen har taget bolig i. Det var altså det, som Arenson havde ment, da han fablede om, at Stumpen skulle dræbes. Det var altså for at få ram på Ahmin. Det er naturligvis sørgeligt, at værtskroppen må gå tabt – men der er ingen vej udenom. Svigter vi vor pligt, svigter vi Herren i det høje. For kun når værtskroppen afgår ved døden, slipper dæmonen sit tag og forlader sin fysiske krop som en rød røg, der stiger ud af afdødes mund. Det passede, tænkte Oliver. Skønt Arenson lød lidt skør, så passede det alt sammen med det, som Oliver havde oplevet på hospitalet. Den røde røg var steget ud af mandens mund, netop som han døde, kvalt i sutten. Manden, som politiet kaldte Kannibalen. Og så var den røde røg fløjet ind i Stumpens åbne mund. Ahmin var fløjet derind! Oliver læste igen passagen, som handlede om, hvordan man slap af med en dæmon: En dæmonjæger kan kun jage dæmonen på flugt ved at dræbe den vært, som dæmonen har taget bolig i. Det var jo vanvittigt. For det betød jo, at Håkon

100

monsterbaby indhold.indd 100

20/10/2015 17.16


101

monsterbaby indhold.indd 101

20/10/2015 17.16


Arenson måtte have dræbt mindst fem mennesker. Manden var massemorder – og det afslørede han lige der på sit eget website! Og – indså Oliver pludselig – det betød også, at hvis han skulle slippe af med Ahmin, måtte Stumpen dø! Han måtte slå sin lillebror ihjel. Teksten fortsatte: Det er imidlertid ikke nok at dræbe værtskroppen. Man må også neutralisere selve dæmonen. Efter flere års research kan jeg dokumentere, at det eneste, som for alvor kan bortjage dæmonen, er at stikke ild til den røde røg. Den røde røg skal øjeblikkeligt antændes, så snart den viser sig. Dette er uhyre vigtigt. Dette princip må aldrig fraviges. Det er i det korte øjeblik, når dæmonen antager skikkelse af denne flygtige, røde tåge – mens den søger efter en ny vært – at dæmonen overhovedet er sårbar. Det er i dét øjeblik, man kan bryde dæmonens ellers evige livsbane. Det er, når dæmonen er mest sårbar, at en dæmonjæger kan søge at virke i Herrens navn og sende dæmonen retur til helvede! Infernum atrium aeternitas! Håkon Arenson havde også lagt en YouTube-video op på sit website. Oliver blev nysgerrig og trykkede på play. I videoen så man Arenson stå i et mørklagt lokale foran et skrivebord. Arenson kiggede højtideligt ind i kameralinsen og talte direkte til sit publikum: Jeg vil nu demonstrere – så der ikke kan herske nogen tvivl – at en dæmon kan neutraliseres. Ikke alene kan den neutraliseres – den kan manes bort. For evigt!

102

monsterbaby indhold.indd 102

20/10/2015 17.16


Arenson pegede på en glaskrukke på skrivebordet. Så fortsatte han: Betragt udyret! Så formidabelt kamufleret. Så djævelsk et skjul … denne uskyldige og alligevel så yndefulde røde gasart. Se, hvordan den svæver i krukken … lokkende, kaldende, forførende … giftig! Men ved hjælp af blot disse to objekter kan jeg for altid slippe af med denne uhyrlighed. Arenson pegede igen ned på bordet. En gasmaske … så jeg ikke indånder den røde røg. En gasbrænder … et helt ordinært husholdningsapparat, som en kok bruger, når man skal flambere. Med disse to redskaber er jeg klar til at bekæmpe den ondskab, der i øjeblikket befinder sig fanget i denne beholder. Arenson klappede på glaskrukken. Når han rørte ved krukken, trak røgen sig sammen som et levende væsen … eller som de vandmænd, Oliver havde set udstillet på Den Blå Planet. Her har jeg den røde røg. Dæmonen Kalib, en særdeles blodtørstig dæmon, som igennem de seneste mange hundrede år har haft tusindvis af menneskeliv på

103

monsterbaby indhold.indd 103

20/10/2015 17.16


samvittigheden. Men nu er det slut med Kalib. Jeg har indfanget ham i hans sårbare manifestation … og nu vil jeg antænde den røde røg og dermed udviske dæmonens eksistens! Så samlede Arenson gasmasken op og satte den på ansigtet. Han var meget omhyggelig med at spænde

104

monsterbaby indhold.indd 104

20/10/2015 17.16


remmene, som holdt masken sikkert på plads. Da han var færdig, tog han gasbrænderen i hånden. Han tjekkede tre gange, at gasbrænderen fungerede – hver gang han trykkede på knappen, lyste brænderen med en klar, blå flamme. Dernæst løftede han krukkens låg. Straks glaslåget blev fjernet, kom der liv i den røde røg. Den begyndte at dreje rundt og rundt – forsøgte at samle sig og flyve ud ad åbningen. Men Arenson var hurtigere. Lynhurtigt placerede han gasbrænderen over krukken og trykkede af. Da den blå flamme kom i kontakt med den røde røg, forvandledes hele krukkens indre til en rødglødende kugle af ild. Blot et sekund. Så var ilden væk. Krukken var fuldkommen tom. Arenson fjernede gasmasken og lagde gasbrænderen fra sig. Herren være priset! Herren være priset. Så stoppede videoen. Oliver tjekkede sin mobil. Klokken var næsten tre om natten. Føj, hvor var han træt! Men han kunne ikke gå i seng. Ikke nu. Han måtte finde en udvej. Han følte sig sært oplivet efter at have besøgt Håkon Arensons website. Ingen tvivl om, at manden var skingrende vanvittig. Men han havde forstand på dæmoner – så meget stod klart. Og Arenson vidste, hvordan man kunne slippe af med dem igen. Og der var ikke noget,

105

monsterbaby indhold.indd 105

20/10/2015 17.16


Oliver hellere ville, end at slippe af med Ahmin igen! Og til det formål skulle han altså bruge en gasbrænder. Hvor skaffede man lige sådan en? Oliver tænkte, så det knagede. Der var et eller andet, som lurede et sted længst væk i hans bevidsthed. En følelse af, at han havde set sådan en gasbrænder før. Præcis sådan en, som Arenson havde. Jo, han havde set den – og ikke i en butik eller på tv. Han havde set den her … her i huset! Men hvor? Eller rettere hvornår? Det måtte være flere år siden. På mors fødselsdag? Jo, nu kunne han huske det. Mor havde fået sådan en i gave af sin søster. Moster Else var vild med at lave mad. Og hun elskede køkkenapparater. Hun havde en bagemaskine, en æggekoger, en ismaskine, en stavblender og endda et apparat, som kunne lave yoghurt. Mor havde det lige omvendt. Den eneste køkkenmaskine, hun ejede, var en elpisker til at lave flødeskum med. Men moster Elses kærlighed til køkkenapparater betød, at hun altid gav sådan nogle maskiner i gave. Og for et par år siden forærede hun Olivers mor sådan en gasbrænder. Jo, nu var Oliver helt sikker. For moster Else havde sagt: Den kan du jo bruge, når du skal lave creme brulé. Mor havde takket hende inderligt og blinket til Oliver, mens hun svarede: Super, for vi laver jo creme brulé hele tiden, ikke også, Oliver? Oliver og mor havde grinet i smug. Moster Else

106

monsterbaby indhold.indd 106

20/10/2015 17.16


strålede af stolthed over sin gode gaveide – hun opdagede slet ikke morens ironi. Det her var godt. Gasbrænderen fandtes … et sted i huset. Nu skulle den bare findes. Oliver gik ned i køkkenet. Han gik alle skabene igennem – så stilfærdigt han kunne. Han tjekkede alle køkkenskabe. Grydeskabet. I hulrummet oven over køleskabet. Han kiggede i kosteskabet. Han tjekkede alle skufferne. Men han fandt ingen gasbrænder. Udmattet satte han sig på en stol ved køkkenbordet. Hvor kunne den gasbrænder være? Oliver gabte. Tjekkede sin mobil. Den var blevet halv fire. Olivers hoved føltes, som om det var lavet af beton. Han måtte ikke sove … skulle holde sig vågen … måtte finde gasbrænderen. Men han var så træt, så træt. Og der kunne vel ikke ske noget ved bare at sidde og hvile sig lidt. Oliver lænede sig frem over bordet og lagde hovedet ned på sine foldede arme. Hans øjne gled i.

monsterbaby indhold.indd 107

20/10/2015 17.16


Chatollet, midterste skuffe Mor rakte lagkagen til Oliver. Du skal skære for! Mor smilede og strøg ham over kinden. Oliver tog imod kniven. Onkel Jens stirrede forventningsfuldt på ham. Men der var noget i vejen med hans øjne. De lyste rødt. Kusine Emma stirrede på Oliver … hun rystede på hovedet og formede lydløst et ord med munden. Nej … Oliver skar i lagkagen. Da kniven gennemborede den kridhvide glasur, strømmede det mørkerøde blod frem og dryppede ned ad kagefadet. En enkelt dråbe blod landede på hans sok. Mor smilede. Pyt, de kan vaskes … Emma stirrede på kagen med væmmelse. Moster

108

monsterbaby indhold.indd 108

20/10/2015 17.16


Else rakte en gave til mor. En firkantet æske. Mor stirrede nysgerrigt på hende. Hun rystede æsken. Det raslede. Jeg kan ikke gætte det … Onkel Jens fnes og spiste kage med de bare næver. Blod og flødeskum i hans skæg. Mor rev gavepapiret af. En aflang æske. Gasbrænderen. Moster Else sagde: Den kan du jo bruge, når du skal antænde den røde røg. Mor nikkede ivrigt. Så rejste hun sig med æsken i hånden. Hun trak ud i midterste skuffe i det store, brune chatol og lagde æsken derned. Emma trak i Olivers arm. Hun sagde noget. Men

109

monsterbaby indhold.indd 109

20/10/2015 17.16


der kom ingen lyd. Oliver kiggede spørgende på hende. Så talte hun igen. Ingen lyd. Bortset fra ét ord. Ni! Oliver vågnede med et sæt. Hvor var han? Køkkenet. Men … det var lyst. Han skævede over til komfuret. Klokken var ni. Fuck! Han havde sovet hele natten! Med bankende hjerte forsøgte han at jage de underlige, skræmmende drømmebilleder væk. Så lo han. Nu vidste han jo, hvor gasbrænderen var! Han havde vidst det hele tiden. Mor havde lagt den væk, da gæsterne var gået. Midterste skuffe i chatollet i stuen. Oliver sad et par sekunder og lyttede. Mor sov stadig. Hvilket var usædvanligt. Hun plejede at sove, indtil Stumpen vågnede. Og det gjorde han tidligt. Men ikke i dag. Men det var måske ikke så mærkeligt. For Stumpen var Ahmin. Og Ahmin havde fået natmad … blod giver den herligste søvn. Oliver skød tankerne væk og gik ind i stuen. Nu måtte han koncentrere sig. Skaffe den gasbrænder. Han skulle nakke Ahmin, det skulle han! Oliver trak ud i skuffen, forsigtigt for ikke at vække mor. Der, gemt bag et par lilla dækkeservietter, lå den aflange æske. Æsken var stadig pakket ind i cellofan. Brænderen var aldrig blevet brugt. Oliver rev cellofanet af og

110

monsterbaby indhold.indd 110

20/10/2015 17.16


flåede papæsken op. Så tog han gasbrænderen i hånden. Han trykkede på håndtaget – og straks, med en sagte hvislen, skød en blå flamme frem. Perfekt! Nu kunne han brænde Ahmin. Sende ham tilbage til helvede. Oliver havde spekuleret som en vanvittig. Lige siden han havde besøgt demonhunterarenson.org, havde han grublet over dilemmaet. For at mane dæmonen bort måtte værtskroppen dø. Men måske havde Arenson ikke ret. Måske behøvede værtskroppen ikke at dø. Måske var der en anden mulighed. En chance … jo, der var! Måske ville planen slet ikke virke. Men fremfor alt krævede det, at Mikkel hjalp til. Oliver kunne ikke gøre det uden ham. “Oliver! Er du vågen?” Det var hans mor, som kaldte. Nu skulle det gå stærkt. Moren var på vej op ad trappen, på vej op til hans værelse for at vække ham. Oliver stak gasbrænderen i baglommen. Lynhurtigt listede han ud i køkkenet. Oliver åbnede døren ned til kældertrappen og gik ned. Mikkel lignede lort. Han lå og rystede, bleg og forfrossen og med et kæmpemæssigt blåt mærke i panden.

111

monsterbaby indhold.indd 111

20/10/2015 17.16


Han lignede en zombie, men han var vågen. Da han fik øje på Oliver, blev han fuldkommen panisk og begyndte at udstøde uforståelige lyde gennem kneblen. “Rolig, Mikkel, rolig!” Men Mikkel var alt andet end rolig. Han prøvede at kravle baglæns, væk fra Oliver. “Nu fjerner jeg kneblen, okay … så vi kan snakke sammen.” Oliver løsnede kneblen, og straks lød et halvkvalt: “Hjæææ…” Lynhurtigt proppede Oliver viskestykket tilbage i Mikkels mund. “Hør nu, Mikkel – og hør godt efter. Jeg har brug for din hjælp!” Og så fortalte Oliver Mikkel alt. Om kannibalen. Den røde røg. Håkon Arenson med websitet demonhunterarenson.org. Han fortalte om Ahmin, om Stumpen og om gasbrænderen. Og til sidst forklarede han sin plan. Hvordan de skulle overvinde Ahmin og redde Stumpen. Han fortalte Mikkel, at hvis ikke de stoppede Ahmin nu, ville ingen kunne føle sig sikker. Snart kunne babyen selv gå. Så havde Ahmin ikke brug for Olivers hjælp længere. Næste offer ville blive Olivers mor. Bagefter kom turen måske til Mikkels forældre. Så længe Ahmin fandtes i denne verden, kunne

112

monsterbaby indhold.indd 112

20/10/2015 17.16


ingen føle sig tryg. Derfor måtte de følge Olivers plan – som kun kunne gennemføres, hvis Mikkel hjalp til. Til slut spurgte han: “Har du forstået, hvad jeg sagde?” Mikkel nikkede. Så fortsatte Oliver: “Nu fjerner jeg kneblen, og så skal du være stille og ikke begynde at klynke eller råbe om hjælp, o.k.? Og når jeg har fjernet kneblen, skal du bare sige mig en ting. Vil du hjælpe mig eller ej?” For anden gang fjernede Oliver kneblen. Så holdt han vejret og ventede på, at Mikkel skulle svare. Mikkel nikkede bare og fremstammede hæst: “Vi gør det!” Oliver bandt knuderne op og fjernede rebet. Mikkel gned sine hænder og fødder. Oliver klappede ham på skulderen og sagde: “Skynd dig tilbage.”

monsterbaby indhold.indd 113

20/10/2015 17.16


Baby skal dø! Moren stirrede overrasket på Oliver, da han kom op fra kælderen. Men hun var ikke den eneste, som gloede. Det gjorde Ahmin også. Moren bar babyen i en bæresele på maven. Ahmin stirrede på Oliver med et rødglødende og mistænksomt blik. Både moren og Ahmin sendte ham et blik, som sagde: Hvad laver du i kælderen? Men Oliver vidste, hvordan han skulle berolige dem begge. “Jeg fik lige lyst til solbærmarmelade.” Oliver holdt et glas med syltetøj frem. “Din gode, hjemmelavede marmelade, mor!” Moren smilede. Man skulle bare rose hendes hjemmelavede syltetøj. Det virkede hver gang. Så stirrede Oliver direkte på Ahmin og sagde:

114

monsterbaby indhold.indd 114

20/10/2015 17.16


“Den er stadig dejlig rød og frisk!” Ahmin grinede tilbage til ham – og slikkede sig om munden. De spiste morgenmad. Rundstykker med hjemmelavet marmelade. Babyen fik havregrød. Men maden satte sig fast i Olivers hals og gav ham kvalme. Han havde ingen appetit. Det eneste, Oliver kunne tænke på, var, om planen holdt. Den var yderst risikabel. Ikke mindst for Stumpen. Og ville han virkelig være i stand til at slå babyen ihjel, når det kom til stykket … “Hvad tænker du på?” spurgte moren. “Du ser pludselig så trist ud?” “Ikke noget!” skyndte Oliver sig at sige. Så pegede han på sit ansigt: “Det er bare … næsen … som gør ondt igen.” Moren nikkede. “Det kommer nok til at vare et par dage. Det sagde lægen.” Oliver nikkede. Men hans tanker var allerede langt væk

115

monsterbaby indhold.indd 115

20/10/2015 17.16


igen. Næsen var det mindste af hans problemer. Det stod klart, at hans plan ville medføre en del støj. Det kunne næsten ikke undgås. Det gjaldt om at få moren ud af huset. “Du skal … måske ud at handle … her til formiddag?” foreslog han. “Næ,” sagde moren med munden fuld brød. “Vi skal bare hygge os … os tre. Ingen aftaler. Og vi har køleskabet fyldt med gode sager!” “Det var da godt!” svarede Oliver sammenbidt. “Ja, vi skal bare dovne!” Moren grinede og strøg ham over kinden. Oliver rejste sig og sagde: “Jeg skal lige på toilettet.” “Tag lige din tallerken med ud …” råbte moren. Men Oliver ignorerede hende. Han styrede direkte ud på toilettet og lukkede døren. Men han skulle ikke tisse. Han stod bare foran håndvasken og talte til 25. Så skyllede han ud i toilettet. Før han gik ud af badeværelset, trak han nøglen ud af nøglehullet og puttede den i lommen. Oliver smilede til sin mor og sagde: “Undskyld, nu skal jeg nok tage af bordet og sætte i opvaskemaskinen … hvis du gerne vil ud og børste tænder.”

116

monsterbaby indhold.indd 116

20/10/2015 17.16


“Det var da dejligt,” sagde moren overrasket. “Sikke hjælpsom du er!” Så rejste hun sig … og gik direkte ud på badeværelset. Ahmin grinede til Oliver og hvæsede: “Skal jeg snart have min mad?” Så lænede babyen sig forover og brækkede havregrød op ud over bordet. “Min rigtige mad – ikke det her lort!” “Ja ja, øjeblik,” svarede Oliver, vendte sig væk og tilføjede så lavmælt, så Ahmin ikke kunne høre ham: “Fucking klamme skid!” Oliver listede ud til badeværelset. Han lagde øret til døren. Vandet løb i badekarret, og det summede fra mors elektriske tandbørste. Perfekt. Hun ville ikke kunne høre, hvad der skulle til at ske. Og hun lagde an til et karbad. Om lørdagen kunne hun bruge mindst en halv time i et glohedt karbad. Moren ville ikke opdage, at hun var låst inde. Ikke før det var for sent. Oliver fiskede nøglen frem af lommen og låste døren til badeværelset udefra. “Så har vi fred og ro,” sagde Oliver og smilede grumt til Ahmin. “Bær mig! Bær mig ned til menneskebarnet!” krævede Ahmin. “Jeg tror, vi bruger autostolen igen,” foreslog Oliver.

117

monsterbaby indhold.indd 117

20/10/2015 17.16


“Bær mig, bær mig nu!” hvislede Ahmin. Men Oliver overhørte ham. Babyen skulle i autostolen. Så kunne Oliver bedre holde styr på ham. “Vi bruger autostolen. Det er mere sikkert. Jeg skulle jo nødigt tabe dig, når vi går ned ad trappen, vel?” Ahmin sukkede. “Skynd dig nu – mine tarme skriger efter blod!” Kælderen var tom. Der var intet spor af Mikkel. Olivers hjerte sank. Havde Mikkel fået kolde fødder? Måske kom han slet ikke tilbage? “Hvad sker der, brormand? Hvor er menneskebarnet? Hvor er min morgenmad?” “Jeg … det …” “Vi havde en aftale, brorsan! Hvor er mit BLOD!” Nu brølede Ahmin, så det føltes, som om Olivers hjerneceller blev stegt i kogende olie. “Bloooood!” I det samme gik kælderdøren op. En sort silhuet stod mejslet i modlyset. Ahmin drejede hovedet mod lyden. “Menneskebarnet?” udbrød han overrumplet. Det var ham. Mikkel. “Hold kæft, mand, jeg troede, du var stukket af!” udbrød Oliver lettet.

118

monsterbaby indhold.indd 118

20/10/2015 17.16


“Jeg holder altid, hvad jeg lover,” brummede Mikkel. “Fik du fat i den?” “Jep. Jeg måtte godt nok smadre et vindue i klubhuset for at komme ind. Men her er den!” Mikkel holdt en sort kasse i vejret. Hjertestarteren. “Hvad sker der, Oliver?” snerrede Ahmin. “Hvornår får jeg lov at slukke tørsten?” Oliver ignorerede ham. Han spurgte Mikkel: “Virker den?” “Om den virker …? Det aner jeg sgu da ikke.”

monsterbaby indhold.indd 119

20/10/2015 17.16


“Hvad virker … Oliver! Svar mig, ellers sætter jeg tænderne i din kære, lille moooaaars hals og napper til. Hører du, Oliver!” “Giv mig den!” sagde Oliver og greb hjertestarteren. Oliver kunne huske det fra deres kursus i førstehjælp, som var blevet afholdt i klubhuset sidste år. Hjertestarteren var automatisk, og den var altid klar til brug. Man skulle blot klistre de to ledninger fast på kroppen med det selvklæbende plaster. En elektrode på brystkassen og en i venstre side lige under armhulen. Så ordnede maskinen resten. Men man skulle dog altid sikre sig, at der var strøm på batteriet. Det var der! Den lille, grønne lampe på siden af apparatet lyste op i mørket. Alt så ud til at være i orden. “Den virker!” udbrød Oliver. “Hvad er det, I leger med? Er det en … spillekonsol?” snerrede Ahmin arrigt. “I skal ikke spille nu. I skal fodre mig. Med blod … frisk blod fra et menneske. Nu!” “Nej, vi skal ikke,” sagde Oliver iskoldt. “For nu skal du dø!” Planen var enkel. Lige så enkel, som den var risikabel. Først kvæle Ahmin, til han ikke trak vejret længere og hjertet stoppede. Så stå klar med gasbrænderen, når

120

monsterbaby indhold.indd 120

20/10/2015 17.16


den røde røg steg op af babyens mund. Og netop i det rigtige øjeblik skulle den røde røg antændes. Straks bagefter skulle hjertestarteren bruges til at genoplive Stumpen. “Klar?” spurgte Oliver. Mikkel nikkede. “Klar …” vrængede Ahmin. “Klar til hvad? Til at danse salsa? Møgunger. I skal sgu gøre, som Ahmin siger. Ellers …” De havde nær glemt det allervigtigste. Oliver fiskede et par gamle viskestykker frem af kassen med porcelæn. Dem bandt Oliver og Mikkel stramt rundt om ansigtet, så stoffet dækkede for næse og mund. Det var måske ikke lige så effektivt som en gasmaske, men forhåbentlig ville det forhindre den røde røg i at trænge ind i deres lunger … og i deres blod. Oliver bøjede sig ned og lagde prøvende hænderne omkring babyens hals. Så begyndte han at presse. Ahmin hvæsede og fik lige nøjagtig bidt sig fast i Olivers håndryg. “Av!” skreg Oliver. “Hold dig væk, brormand. Så er du advaret!” “Tag fat i ham, Mikkel,” råbte Oliver. “Tag fat i hans hår. Træk hans hoved bagover, så han ikke kan bide!”

121

monsterbaby indhold.indd 121

20/10/2015 17.16


Mikkel greb babyen i håret. Og trak til. Ahmin udstødte et rasende brøl, som fik Olivers øjne til at løbe i vand. Men denne gang tøvede han ikke. Han greb om babyens hals med begge hænder og pressede til. Han placerede tommelfingrene over luftrøret og lukkede ned for Ahmins ilt. Ahmin gurglede og hev efter vejret. Han sprællede og fægtede med armene. Hans øjne nidstirrede Oliver med et indædt had. Så … ganske langsomt … blev babyen helt blå i hovedet. Oliver slap ikke sit greb. Bevægelserne i babyens arme og ben blev langsommere. Så skete det. Det røde skær i Ahmins øjne døde ud.

122

monsterbaby indhold.indd 122

20/10/2015 17.16


Nu gloede babyen blot tilbage på Oliver med sine to uskyldige, blå øjne. “Stumpen?” De hæslige, gurglende skrig hørte op. Stumpen udstødte en lille, svag, pludrende lyd, næsten ikke hørbar. Buuuuh … Oliver fik tårer i øjnene. “Jeg ved, at du bare gemmer dig, Ahmin. Jeg ved, at du er derinde!” Oliver pressede til. Han slap ikke sit greb, før babyen holdt helt op med at bevæge sig. Han pressede, indtil åndedrættet hørte op og hjertet gik i stå. Til øjenlågene gled i. Så slap han. “Det … det er forbi …” sagde Mikkel hæst. “Ikke helt,” sagde Oliver og fiskede gasbrænderen frem af baglommen. I det samme hørte han fodtrin på kældertrappen. Sofie kom til syne i halvmørket. Hun havde matematikbøger under armen. “Døren var åben …” sagde hun og smilede, “så jeg gik bare ind … og hørte lyde hernedefra.” “Sofie …” mumlede Oliver overrumplet. Også Mikkel stirrede på Sofie – som forstenet.

123

monsterbaby indhold.indd 123

20/10/2015 17.16


Sofie grinede og pegede på dem: “Hvorfor har I tørklæder for munden? Leger I røvere og politi?” Tørklæderne er for at beskytte mod den røde røg … skulle Oliver lige til at sige. Fuck! Den røde røg … Oliver snurrede rundt. Men da var det allerede for sent. Den røde røg var steget op af Stumpens åbne mund. Nu kredsede den rundt om deres hoveder. “Skynd dig!” råbte Mikkel. Oliver pegede med gasbrænderen. Og trykkede af. Men den isblå flamme ramte ikke andet end kælderrummets halvmørke skygger. Den røde røg undveg,

124

monsterbaby indhold.indd 124

20/10/2015 17.16


som en bisværm snurrede den rundt og fløj op under loftet. “Fuck, han må ikke slippe væk!” skreg Oliver. Febrilsk trådte han op og stillede sig på en af de gamle papkasser – strakte sig og trykkede på gasbrænderen igen. Men flammen kunne ikke række så langt – og i samme øjeblik kollapsede kassen, og Oliver faldt ned. Han slog næsen ned i betongulvet. Det flimrede gult i hans indre. En smerte jog gennem kraniet. Olivers øjne fyldtes med tårer. I det samme skreg Mikkel: “Pas på, Sofie … løb. LØB!” Gennem tårefyldte øjne så Oliver op på Sofie. Hun stod på trappen – målløs, alt for overrumplet til at flygte. Den røde røg bevægede sig direkte imod hende. Snurrede rundt om hendes krop og indhyllede hendes brystkasse i en tåge af rødt. Så pressede den sig målrettet direkte ind i hendes næsebor. “Sofie!” skreg Oliver. Men det var allerede for sent. Sofies krop blev spændt som en bue. Hun trak begærligt vejret. Så – et splitsekund senere – stirrede hun tilbage på Oliver med et rødt, ondsindet og triumferende skær i øjnene. “Stop,” skreg Mikkel. Han løb hen mod trappen. Rakte ud efter Sofies ankler. Men Sofie … eller rettere Ahmin … var hurtigere. Mikkels hænder greb om den

125

monsterbaby indhold.indd 125

20/10/2015 17.16


tomme luft. Ahmin flygtede op ad trappen. Mikkel fulgte efter. Men kælderdøren blev smækket i for næsen af ham. Oliver hørte slåen blive skudt for. Mikkel tog i dørhåndtaget. Han hamrede på døren. Den var låst. Mikkel stod nedslået øverst på trappetrinnet og hev efter vejret. Ellers var alt stille. Alt for stille.

monsterbaby indhold.indd 126

20/10/2015 17.16


Det forladte hus Oliver går tur med barnevognen hver dag efter skole. Først henter han Stumpen hos dagplejen. Så går de hjem. Han går altid en omvej. Forbi det tomme hus. Mens de går, pludrer Stumpen. Snart kan han sige sine første ord. Oliver prøver at lære ham sit navn. Men Stumpen griner bare, når Oliver siger: Olli! Moren opdagede først det lille, røde mærke efter hjertestarteren på Stumpens brystkasse mandag eftermiddag, da hun skulle give babyen bad. Hun gav dagplejemoren skylden. Havde dagplejemoren nevet stumpen? Det blev nær en politisag. Dagplejeren benægtede alt. Selvfølgelig. Og Oliver havde det dårligt med, at hun fik skylden. Men hvad var alternativet? Han kunne jo dårligt fortælle sin mor, hvad der egentlig var sket.

127

monsterbaby indhold.indd 127

20/10/2015 17.16


Ved det tomme hus stopper Oliver altid op. Det skylder han Sofie. At mindes hende, som hun var. Sofies forældre var blevet fundet i huset med struben flået op – drænet for blod. Politiet koblede deres mord sammen med mordet på Håkon Arenson. Et rituelt drab. I månederne efter ledte man intenst efter Sofie. Man frygtede, at hun var blevet bortført af en satanistisk kult. Oliver og Mikkel vidste selvfølgelig bedre. Men begge var enige om, at det var bedst at glemme alt om Ahmin. At holde det hemmeligt. Og desuden – hvem ville i øvrigt tro dem? Oliver stirrede op mod de døde, mørke vinduer i det forladte hus, hvor Sofie havde boet med sine forældre. Ingen ville købe huset efter det grufulde, der var sket. Efter en tid slog han bremsen fra og rullede videre med barnevognen. Stumpen pludrede og spjættede glad og ivrigt under dynen. Oliver var næsten kommet helt hjem, da hans mobil pludselig bippede. Det var en sms. Skal vi ses snart, Olli? Den var fra Sofie.

monsterbaby indhold.indd 128

20/10/2015 17.16

Monsterbaby  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you