Page 1

Henrik Einspor

K S U L er

ass b r å l e r b Og la


KAPITEL 1

Navnet er Hansi Hønegal, og resten kan du slå op i telefonbogen under hårdkogte detektiver. Lige nu følte jeg mig dog mindre hårdkogt. Den seneste sag havde givet mig hovedpine. Jeg sad i venterummet på lægeklinikken, Luk arret og holdt en ispose mod øjet. Et par andre patienter sad og stavede sig igennem de lasede ugeblade, mens de undgik at se for meget på mig. Klogt af dem. Lokalet var så trangt, at en sardin ville få klaustrofobi. Jeg ville bare have det overstået og komme tilbage til sagen. En sygeplejerske kaldte mig ind. Misty hed hun, hvis ellers hendes navneskilt

4


talte sandt. Hun var typen, der kunne få en østers til at slå smut på en branddam.


Muligvis også mig på en god dag, men lige nu var jeg mindre modtagelig. ”Hvordan er du blevet sådan pyntet?” spurgte hun, mens hun duppede mig med en svamp. ”En vognstang,” knurrede jeg og håbede, at hun også ville puste lidt på bulen. ”Aha,” sagde hun. ”Du fik et vink?” ”Det er en lang historie,” sagde jeg og gik ikke ud fra, at hun gad høre den, men der tog jeg fejl. ”Du kan altid fortælle mig den over en drink,” sagde hun og tog nål og tråd frem. ”Jeg har fri klokken ti.” Åbenbart typen, der gik lige til sagen. Jeg sagde, jeg ville overveje det. Men først havde jeg en høne at plukke med én. ”Bare lap mig sammen, baby,” sagde jeg og bed smerten i mig. ”Så er jeg ude af vagten igen.”

6


Da hun var færdig, betragtede jeg mit fjæs i et spejl. Mit øjenbryn lignede noget, gamle damer laver på klokkestrenge. Resten af hovedet føltes som et vækkeur, Bigfoot havde trådt på. Og hvad øjet angik … ja, hvad tror du selv? ”Ses, sukkerknald,” sagde jeg og mente det faktisk. ”Jeg henter dig, når du har fri.” ”Se dig for, Hansi.” ”Altid,” sagde jeg og undgik akkurat at buse ind i dørkarmen.

7


KAPITEL 2

Gaden lå øde hen. Fra et åbentstående vindue hørtes en saxofon. Det lød som en hund i et elektrisk hegn og mindede mig kun alt for godt om den her elendige sag. Det var begyndt med bomben i grillbaren. For gud ved hvilken gang, var en grill blevet sprængt til atomer. Nogen havde åbenbart set sig ond på fastfoodtempler. Måske en af de sundhedsfreaks, som byen vrimlede med, speltmostre og klidfætre, der ikke satte pris på fødevarer dyppet i friture og derfor ønskede grillbarer og pølsevogne hen, hvor peberet gror. Lidt for ofte var deres ønske gået i opfyldelse, og nu var det altså sket igen. Denne gang var det gået ud over Kålhøgens grillbar. En eksplosion havde

8


sat en brat stopper for serveringen. Nu var der pomfritter, frosne pølsebrød og løse tagplader over hele nabolaget. Ikke noget at sige til, at Kålhøgen hang med næbbet. Han havde haft biksen i årevis og ingen havde før smidt med sprængstoffer i hans køkken. ”Få den slyngel buret inde, Hansi,” sagde han og sendte mig et bistert blik over høgenæbbet, mens han tørrede friturefedt af fjerene. ”Det bliver ikke billigt,” sagde jeg, mest for at gøre mig kostbar. ”Et gavekort til fem hotdogs,” sagde han. ”Til når jeg får biksen op at stå igen.” Sådan et tilbud siger man ikke nej til. Altså tog jeg sagen. Jeg spurgte, om han havde fjender, om nogen havde krævet beskyttelsespenge. Om han havde snydt på vægten med de ristede løg. Men Kålhøgen nægtede pure.

9


Han var ærligheden selv. Altså var jeg på bar bund. Og dog. Min assistent fandt et spor. Eller rettere 175 spor. ”Se her, boss,” sagde han og fiskede noget frem af ødelæggelserne. Jeg fløjtede dæmpet. Ugly havde falkeøjne på trods af, at han var en ugle. Ikke meget gik hans næb forbi. Jeg så på hans fund. Det var en stak visitkort. 175 styk for at være mere præcis. B. Askevild stod der på dem alle. ”Hvis vi bare vidste, hvem de tilhørte,” sagde Ugly. Jeg lod bemærkningen hænge i luften og nøjedes med at sende ham et træt blik. ”B. Askevild. Kyllingekongen,” oplyste Kålhøgen. ”Lårleverandør til de fleste fastfoodkæder. Han har et hønseri uden for byen.” ”Taler vi om kyllingelår?” spurgte Ugly.

10


”Nej, vi taler om frølår,” sukkede jeg. ”Selvfølgelig taler vi om lår fra fjerkræ, når det er fra en hønsefarm, din klapugle.”

11


”Ok, men hvorfor skulle B. Askevild sprænge sine kunder i luften?” spurgte Ugly. Kålhøgen trak på skuldrene. Han fattede heller ikke et kuk. De så begge på mig, som om jeg lå inde med svaret. Der var kun en måde at finde ud af det. Jeg besluttede at aflægge Askevild et disket besøg. Måske stod han og manglede sine visitkort. For en sikkerheds skyld tog jeg Ugly med mig. Ikke fordi jeg er en kylling, men fordi det altid er godt med lidt backup, hvis tingene løber løbsk, hvilket de tit gør i denne branche.

12


KAPITEL 3

B. Askevilds hønseri lå langt ude på en forblæst hede, hvis lyngbakker kun blev afløst af lumsk mose med kviksand, som kvikt kunne opsuge en, hvis man ikke var for kvik. En gusten gus drev over landskabet. Vi for vild et par gange og nåede først frem ved mørkets frembrud. Det var ikke et øjeblik for tidligt. ”Skummelt sted,” sagde Ugly og skævede til pigtrådshegnet, der omkransede de lave barakker. Han havde fået hedetur af turen over heden, men han var også i dårlig form, til gengæld var han godt i stand. For mange skummus og for lidt hummus, eller hvad man siger. ”Det ligner en fangelejr,” sagde jeg. ”Hvad laver høns i en fangelejr?” ville Ugly vide.

13


”De leger nok ikke med hønseringe, skal du se,” sagde jeg, mens jeg afsøgte hegnet for at finde et hul at krybe gennem. I det samme gled en lyskegle fra en lygte hen over os. Vi dukkede ned i græsset. Da vi så op igen, fik vi øje på en skikkelse et stykke borte. Hvad værre var, han havde kurs mod os. Jeg genkendte ham straks fra politiets forbryderalbum. Ræven blev han kaldt, en lurvet småforbryder, durkdreven og lang-


fingret. Hvad lavede han her? Og med en lygte? Han var tydeligvis ikke ude at begå indbrud. Han lignede mere en slags vagt. Ugly genkendte også skikkelsen. ”De har sat Ræven til at vogte hønsene,” hviskede han. Jeg kunne kun give ham ret. ”Men hvorfor Ræven?” spurgte jeg tankefuldt. ”Jeg ville ikke engang sætte ham til at vogte pyramiderne. Man risikerede, at de var væk næste morgen.” Ugly, mente jeg overdrev. Sådan en pyramide var temmelig tung, oplyste han. Jeg sukkede og vendte øjne, da han vendte ryggen til. I næste nu satte en tuden i gang tæt ved. En sirene, tænkte jeg først, men nej. Det var ingen sirene. Det lød som en hund, og at dømme efter lyden en pokkers stor en af slagsen. ”En vagthund!” gispede Ugly. ”B. Askevilds hund!” Han baskede vildt med vingerne i panik, hvilket mindede mig om, at

16


han havde et mindre hjerteligt forhold til de firbenede dyr, og inden jeg fik set mig om, var han styrtet bort i mørket. Ud over heden, væk i tågen. Bare han ikke faldt i et af de mange vandhuller, så ville der for alvor være ugler i mosen. Hunden hylede igen. Hylet fik lyden af negle mod en tavle til at lyde som sød musik. Desværre var jeg ikke musikalsk. Og der var ingen tvivl om, at uhyret havde fået færten af os. Jeg besluttede at følge Uglys eksempel. Et øjeblik efter galoperede jeg gispende gennem gusen. Jeg ved ikke, hvor langt jeg nåede, for desværre kom jeg til at kaste et blik bagud, mens jeg løb. Dum idé, for da jeg så fremad igen, havde nogen anbragt en hestevogn lige foran mig. Jeg bankede ind i den et sted mellem vognens forhjul og hestenes bagben, midt i en vognstang på størrelse med masten på Noas ark, eller noget. Derefter blev alt sort. En hel del mere end det var i forvejen.

17


KAPITEL 4

Da jeg kom til mig selv, var jeg lettere omtåget, men bortset fra det var tågen lettet. Til gengæld så jeg måne og stjerner. Jeg indså, at det var fordi jeg lå og så op i natten. Månen var oppe. Stor og hvid, men om den var halvfuld eller halvtom skal jeg ikke kunne sige, kun at dens lys skar i mine øjne som en fængselsprojektør og fik mit hoved til at føles som en flækket kokosnød. ”Boss?” sagde en stemme et sted. ”Er du der, Boss?” Det gik op for mig, at det var Ugly, der forsøgte at få liv i mig ved at klappe mig hårdt på kinderne. Jeg virrede med hovedet for at samle tankerne. Dum ide. Et eller andet eksplo-

18


derede derinde. Tilsyneladende en fire megaton atombombe. ”Du var helt væk, boss,” oplyste Ugly, da jeg var færdig med at lave grimasser.

19


”Jeg var ikke væk, jeg er jo lige her,” bed jeg ham af. ”Hvor det så end er.” ”Vi fik et lift,” oplyste han. ”Vi bliver sat af ved lægeklinikken.” ”Luk arret?” sagde jeg. ”Tal pænt, boss,” sagde Ugly fornærmet. ”Lægeklinikken, Luk arret!” præciserede jeg med et suk. ”Ja, hvor ellers?” sagde Ugly og tilføjede, at mit ene øje ikke så for smart ud. Det forklarede en hel del, tænkte jeg. Blandt andet, at mit kranie føltes som en skål rysteribs i en tørretumbler. Jeg opdagede, at jeg lå i halmen i bunden af en hestevogn. Muligvis den samme, som jeg havde torpederet. Et par tykke svin sad og så venligt på mig. Ugly var våd og mudret. Jeg gad ikke spørge hvorfor. Vognens kusk vendte sig mod mig og oplyste, at jeg var kommet farende ud af mørket som skudt ud af en kanin. Han var

20


ellers på vej til byen med et par svin. Han så gerne, at vi holdt forsikringen udenfor, mest fordi han ikke var forsikret. ”Hvad med svinene?” spurgte jeg. ”De er heller ikke forsikrede. De skal sælges på markedet.” ”Øf?” udbrød svinene, tydeligvis overrasket over den oplysning. Måske troede de, at de skulle på sightseeing. Jeg var parat til at holde hvem som helst udenfor. Men selv ville jeg gerne indenfor. Ind i varmen. Jeg frøs værre end en pygmæ på en isflage. Desuden krævede flængen over øjet lægelig omsorg. Helst en sygeplejerske med håndelag for nål og tråd.

21


KAPITEL 5

Vi nåede byen, og jeg blev sat af ved Luk arret. Ugly tog hjem for at få tørt på. Og nu var jeg så her. I gaden med den truttende saxofon, som mindede om hunden i hegnet. Pokkers, tænker du sikkert, kære læser; flere siders læsning og vi er tilbage, hvor vi startede. Men fortvivl ikke, bare hurtigt videre. Sådan er det i branchen. Man må rejse sig ved det træ, man har fældet, eller hvad man siger. Altså gaden med saxofonen og nu med plaster på, og en del spørgsmål rumlende i min ømme skal: Hvad foregik der i det mystiske hønseri? Hvorfor blev stedet bevogtet af Ræven, og tilhørte helvedeshunden Askevild selv? Ligesom de 175 visitkort i Kålhøgens molesterede grill? Var det B. Askevild,

22


som gik og sprængte fastfoodbikse i luften? Og hvorfor? Og by the way, hvad stod B’et for? Mange spørgsmål trængte sig på. Jeg indså, at svarene kun kunne findes et sted. På Hønsenettet. Der fik man svar på alt. I hvert fald alt det, jungletrommerne ikke fortalte. Endnu havde kun de færreste snushaner indset dette. De foretrak stadig at få smuds på fjerene eller en næve i næbbet. Men ikke jeg. Jeg tog direkte hjem og slog det hele op. Sagen viste sig at gå fra at være superenkel til at være superkompliceret. Først det enkle. B stod for Bobo. Navnet fik et eller andet til at ringe. Uheldigvis var det min telefon. Det var Ugly, og han havde dårligt nyt: Mens jeg havde hygget mig på skadestuen, var endnu en grill blevet forvandlet til pindebrænde. Kyk’li’Gok, som især var kendt for sine panerede lår og dårlige hygiejne.

23


Spørgsmålet var, om det var grund nok til, at nogen behøvede blæse hele molevitten til konfetti. Spørgsmålet var, om vi skulle stille det spørgsmål til Askevild selv.

24


”Jeg sidder netop og gokler ham,” sagde jeg. Og så lod jeg Ugly vide, hvad jeg var nået frem til: Ud over, at B stod for Bobo, havde jeg fundet ud af, at Askevild havde en fortid som kanonkonge! Fyren havde altså erfaring med krudt. Interessant. Bobo, kanonklovnen, havde han kaldt sig. Jeg klikkede mig videre, og flere detaljer poppede op: Efter en arbejdsskade; kanonen var tippet til vandret og havde skudt ham lige lukt op bagi en cirkuselefant, havde Bobo skiftet branche. Og navn. Nu kaldte han sig blot Bob. Til gengæld puslede han med genteknik og hønseavl. Jeg sad lidt og fordøjede oplysningerne, mens jeg kvalte en kop tjære. En kanonklovn, som rodede med arveanlæg, det lød alt andet end betryggende. Spørgsmålet var, hvad hønsene syntes om det. Der var ikke andet for end at kigge lidt mere på stedet ude på heden. Og denne

25


gang tog jeg min skyder med for alle tilfældes skyld. Sådan en er altid god at have med, især hvis man får brug for den. Det er der mange ting, der er. Jeg ringede til Ugly og bad ham møde mig ved den sidste gadelygte før heden. Han lugtede lunten og var ikke meget for det, især ikke da jeg gav ham besked på at medbringe noget værktøj. Noget, der kunne klippe pigtråd itu!

26


KAPITEL 6

En time senere lå vi igen i det våde græs. Ugly i færd med at lave hul i hegnet. Jeg i færd med at blive gennemblødt. Tågen var tyk nok, til at man kunne skære et stykke ud og koge sig en portion ærtesuppe. Det var ikke vejr at lukke en hund ud i, og selv Ræven havde været snu nok til at holde sig inden døre. ”Jeg forstår ikke, boss, kunne vi ikke bare flyve over?” ”Ugly, jeg er en hane,” oplyste jeg. ”Sidste gang jeg forsøgte at flyve, crashede jeg som et svævefly fyldt med håndvægte. Jeg har stadig adskillige bøjede ribben og lunger, der lyder som en sækkepibe, når jeg sover på siden.”

27


”Sorry, boss. Jeg skulle ikke have nævnt det.” ”Klip nu bare.” Ugly fik hul på hegnet. Vi krøb igennem. Foran os lå hønsefarmen. Mine nakkefjer rejste sig, og jeg sendte skyderen i min lomme en varm tanke. ”Det her sted giver mig kryb,” sagde Ugly, da vi sneg os frem mellem de dystre barakker. ”Kryb, boss.” Jeg kunne kun give ham ret. Jeg havde set hønsefarme nok til at vide, at det ikke var sommerlejre. Især ikke for hønsene, men denne tog prisen. Hvad en tidligere kanonklovn lavede her, gad jeg godt vide. Jeg håbede snart, at vi fik lejlighed til at spørge ham personligt. Forude i tågen sås silhuetten af en slags vagtbolig. Måske sad Ræven derinde og pudsede sin skyder. Men det var bygningen bagved, der optog mig. En dyster stenbyg-

28


ning, som lignede Draculas sommerhus. Jeg var sikker på, at skulle vi finde Askevild, var det stedet, vi skulle lede. ”Vi skal derind,” sagde jeg. Ugly blev bleg om næbbet. ”Men hvad nu, hvis den der helvedeshund, dukker op?” hviskede han. ”Hvis den dukker op, så hold den beskæftiget, mens jeg undersøger hytten.” ”Be-beskæftiget!” Uglys hvisken fik en skinger kant. ”Skal jeg lege hent pinden, eller hvad havde du tænkt dig? Jeg duer ikke til den slags, boss. Jeg har ikke forstand på hunde. Eller dyr i det hele taget.” Så langt havde han ret, tænkte jeg. Ugly var spejlblank, hvad dyr angik. For eksempel troede han, at rotter var udrydningstruede. Vi hørte en dør blive åbnet og så en velkendt skikkelse træde ud af vagtskuret. Ræven igen, og heller ikke denne gang var

29


han alene. Han gik med en hund i snor. Jeg kunne høre Ugly synke en klump, og jeg forstod ham. For det var nemlig ikke en hvilken som helst hund.


KAPITEL 7

Selv Ugly kunne se, at der var noget helt galt. Det er trods alt ikke hver dag, at man ser en hund med tolv ben. Og alle sammen kyllingeben. Altså over- og underlår med tilhørende hønsefødder, bare uden gulerødder. ”Hvad pokker, boss,” udbrød Ugly, da han fik mælet igen. ”Hvad var det for en skabning?” ”En slags hund,” sagde jeg. ”En hund blandet med en høne, eller rettere flere høns!” ”Tror du, at den bider?” hviskede Ugly. ”Spørg mig ikke, men den ser ud til at kunne løbe ret stærkt.” Det her begyndte at se rigtig grimt ud, syntes jeg. Noget tydede på, at Askevild

32


legede doktor Frankenstein derinde. Jeg håbede ikke at hønsehunden, eller hundehønen fik færten af os. Men den var travlt optaget af at snuse sig frem til et sted at lette ben. Spørgsmålet var, hvor mange ben. Ræven hev utålmodig i snoren. ”Kom nu,” brokkede han. ”Se at blive færdig. Jeg hundefryser.” ”Vuf, gok,” sagde hunden. Og med de ord forsvandt de ind mellem barakkerne og ud af syne. Så snart de var væk, sneg vi os hen til stenbygningen, fandt et åbent vindue og krøb ind. Jeg kunne ikke se et klap, men Uglys ugleøjne scannede lynhurtigt rummet. ”Det ligner et værksted,” oplyste han hviskende. ”Eller … du vil ikke bryde dig om, hvad du ser, boss.” ”Foreløbig kan jeg ikke se et pluk,” sagde jeg og understregede mine ord ved at stå på

33


hovedet over et eller andet i mørket. Både det og jeg væltede. Et sekund senere lå jeg og rodede rundt på gulvet, eller nærmere bestemt ovenpå en sæk korn. ”Så hjælp mig op, for pokker, Ugly,” hvæsede jeg.


I næste øjeblik blev lyset tændt. Og det var ikke af Ugly, for han var i gang med at hive mig på benene. ”Selv en blind høne finder et korn,” lød en stemme. ”Eller en halvblind snushane, måske.”


KAPITEL 8

Vi så hen mod døren. Der stod B. Askevild. Eller rettere sad. Han var klemt sammen i en elektrisk kørestol, som han styrede med en joystik. Noget tydede på, at uheldet med kanonen ikke var gået helt sporløst hen over ham. Han lignede en harmonika, som nogen havde siddet på. Muligvis en fornærmet elefant. Uheldigvis hev han en stor pistol frem og pegede på os. ”Bobo?” sagde jeg. ”Bob!” rettede han. ”Bo…” stammede Ugly. ”Bo-bo-Bob?” ”Hvad har vi her? Et par hønsetyve?” Jeg kom på benene og fik børstet korn af tøjet. ”Så vidt vi kan se, er det ikke kun høns, du holder her, men også hønsehunde, eller hvad du kalder det.”

36


”Åh, I har mødt min vagthund?” Askevild drejede på joystikken og rullede nærmere. Stadig med skyderen rettet mod os. ”Hvad synes I?” ”Vi synes, du er en dyremishandler.” ”Dyremishandler, det var en fornærmelse, Hansi. I skulle hellere kalde mig genial.” Jeg så mig omkring. På væggene hang knive og økser og andet udstyr, som hørte til i en slagterbutik eller hjemme hos en hobby-seriemorder. Der var fjer alle vegne, og i et bur sad et par plukkede høns og rystede. Men der var intet, der fik mig til at kalde Askevild genial. Snarere gal. Han pegede på hønsene i buret. ”Det upraktiske ved høns er, at de kun har sølle to ben,” sagde han. ”Klart en ulempe, når man lever af at sælge kyllingelår.” ”Men en fordel for hønsene, måske,” påpegede jeg og skævede til buret. Ingen

37


af de plukkede kyllinger havde to ben længere. De havde et hver, der hvor det andet skulle have siddet, var der kun et stort plaster. Ikke noget rart syn. ”Men med min teknik har jeg løst det lille problem, og nu er jeg på vej til at revolutionere lårproduktionen,” fortsatte Askevild. ”Selvom der stadig er visse små problemer.” Vi blev afbrudt af en eksplosion. Det lød, som om den kom ude fra området, og at dømme efter Askevilds udtryk understregede det hans ord. Han skar en grimasse og fik et træt udtryk i fjæset. Lidt efter dukkede Ræven op, lettere sodet og med en stump hundesnor i hånden. ”Øh, chef,” sagde han. ”Jeg tror, vi må have ny hund. Den gamle er …” Så fik han øje på os. ”Hansi Hønegal!” måbede han, inden han tilføjede: ”Og hans klapugle af en assistent. Hvad gør de her?”

38


Askevild sendte ham et arrigt blik. ”Det kunne jeg passede spørge dig om. Skulle du og hunden ikke holde vagt?” ”Øh, som sagt, den gik op i røg. Ligesom den forrige. Det er snart hver og hver anden dag, vores vagthunde eksploderer.” Ræven holdt halsbåndet op som bevis. Askevild gav ham besked på at holde mund og holde skyderen og holde øje med os. Hele tre ting. Ræven så forvirret ud, men adlød. Selv drejede Askevild på sit joystik og lod sin stol trille hen til en ting, som stod tildækket af et klæde. Han trak det væk, og Ugly og jeg snappede efter vejret.

39


KAPITEL 9

I buret var et uhyre eller rettere en uhyre høne. En fed fjerklædt monsterhøne, som stirrede ud på os med et arrogant blik. ”Sig hej til Polly,” sagde Askevild. ”Før var hun bare en suppehøne, nu er hun en superhøne. Bemærk, især hendes lækre lår.” Som om vi kunne undgå det. Bortset fra hønens størrelse var lårene det, som man lagde mærke til. Der er en gammel vittighed, som lyder noget i retning af: Hvad får man hvis man krydser en pyton med et pindsvin? Svar: Syv meter pigtråd. Jeg ved ikke, hvad, Askevild havde krydset Polly med, men resultatet var en høne med lår nok til et helt middagsselskab. Vi bare måbede.

41


Askevild drejede sin stol mod os. ”Høns har som bekendt kun to ben, hvilket helt klart er alt for få. Derfor har jeg forsøgt at splejse skolopender-gener med en høne i et forsøg på at øge mængden af lår. De første par gange gik det op i hat og briller. Hønsesalat ud over det hele. Det gik straks bedre da jeg sprøjtede generne ind i hønseæg. ”Skolo-hvad-for noget?” spurgte Ugly. ”Pender, skolo-pender!” oplyste jeg. ”En slags leddyr med ret mange ben. Lidt ligesom et tusindben.” ”Men der er, som sagt, stadig visse problemer,” fortsatte Askevild. ”Ulempen ved de gensplejsede ting er at de, hvad skal man sige, opløser sig, når de opvarmes.” ”’Opløser sig’ er måske lidt en underdrivelse, ville jeg mene,” tilføjede jeg. Askevild sagde, at ingen havde spurgt om min mening og at jeg skulle lade være med at afbryde.

42


”Mange forsøg gik forud, men hvorom alting er, så lægger Polly nu æg. Æg med multibenede kyllinger i. Snart kan jeg sælge ti gange så mange kyllingelår til byens grillbarer. Der skal blive leveret lår i lange baner. Som italienerne siger: Molto bene!” ”Næppe de hvide italienere,” indskød jeg og tænkte selvfølgelig i hønsebaner.


Askevild gjorde som alle gale skurke gør; kastede sit hoved tilbage og grinede som en flækket træsko. Han var nær trimlet ud af kørestolen. ”Når du er færdig med at lege klovnen med æggene,” sagde jeg, ”så tænk lige over dette: Hvad gør en høne, når den fryser?” Askevilds latter standsede brat. Et langt øjeblik skulede han til mig, så sendte han mig et smil, der mere så ud som om han viste tænder. ”Ah, Hansi vil have, vi skal gætte gåder? Meget vel. Jeg gi’r op. Hvad gør den?” ”Kravler ind under den varme hane,” sagde jeg køligt og tilføjede: ”Og hvad sker der, når dit gen-kød bliver varmet op? Når det kommer i ovnen eller ned i frituren?” Inden han fik sagt noget, skyndte jeg mig selv at svare: ”Så eksploderer det som en forkølet håndgranat!” Askevilds smil blev hængende på ansigtet som en våd pandekage. ”Slå ham, Ræv,” 44


sagde han bare. Ræven blev stående og så ud, som om han spekulerede. Jeg benyttede mig af hans tøven til at fortsætte: ”Alle de, som har købt dine kyllingelår indtil nu, har fået deres bikse sprængt i smadder. Dit kyllingekød virker bedre end dynamit. Alle tror, der er en gal bombemand løs, og så er det bare en klovn, der har fiflet med gener.” ”Så pand ham dog en,” råbte Askevild og hoppede i sædet. ˮNej bedre, pløk ham!” Ræven kløede sig bag øret med pistolløbet. ”Måske, chef, er det også derfor hundene eksploderer, når de får hønsekød?” sagde han. ”Klap i!” skreg Askevild helt gasblå i hovedet. ”Spar mig for dit rævepis. Det er, som sagt, en af de generende gen-småting, som skal justeres.” ”En gang klovn, altid klovn,” føjede jeg til for at gnide salt i såret. ”Du skulle have holdt dig til din kanon, Bobo.”

45


”Jeg har stadig en kanon!” hylede Askevild og rev pistolen ud af hånden på Ræven. ”Den her kanon. Flyt dig, Ræv.” Ræven bakkede hurtigt væk, og nu han var i gang, fortsatte han helt ud af bygningen. Han skulle ikke have noget klinket. Vi hørte hans skridt forsvinde i natten. Han var en snu ræv, trods alt. Askevild klemte fingeren om aftrækkeren. Ugly holdt sig for ørerne. Han brød sig ikke om høje lyde, og sikkert heller ikke om at få pustet hjernen ud over hele lokalet. ”Meget passende, at I to ender som tarteletfyld, når I vælger at dukke op her.” ”Han er en ugle,” protesterede jeg og pegede på Ugly. ”Hvordan skal han blive til høns i asparges?” Svaret kom i form af et højt knald. Kuglen piftede forbi os, og rekylen fra pistolen sendte Askevild og kørestolen baglæns ud af hoveddøren med firs kilometer i timen. Og væk var han. 46


KAPITEL 10

Jeg fik min egen skyder frem. Ugly gav sig til at føle efter et skudhul i sit hoved. Jeg kunne berolige ham med, at kuglen var gået forbi. Uheldigvis var den endt lige mellem øjnene på Polly. Nu lå hun i bunden af buret og sprællede med alle sine lårbasser. Mere færdig end en musling på dåse. Ugly sagde, at han skulle kaste op. Jeg sagde, at det måtte vente. Vi optog forfølgelsen, men vi var kun akkurat nået udenfor, før vi blev blændet af et skarpt lys. En projektør pegede ned på os fra oven. Luften buldrede, støvet rejste sig, og den hysteriske kaglen fra hundredevis af vågnede barakhøns overdøvede næsten lyden af en politihelikopter. Kakofonien blev

48


toppet af en megafon-stemme, som meddelte, at SPILLET VAR UDE og at VI VAR OMRINGET! Kommissær Lupo dukkede frem af mørket. Med begge hænder i lommen. Hans bulldogfjæs så mere slidt ud end nogensinde. Ved hans side var hans evindelig skygge Ratso. Ratso med øjet. Det meste af hans fjæs var skjult bag en megafon. OVERGIV JER! galede han, så det rungede i ørerne. ”Vi er ikke døve,” indvendte jeg surt. ”Jeg er!” sagde Ugly. ”Desværre ser jeg stadig udmærket.” Jeg forstod, hvad han mente. Ugly fik det altid dårligt, når han så Ratsos øje, som mindede om en blodskudt billardkugle. ”KLAP GÆLLERNE I, OG FÅ HÆNDERNE OP!” lød Ratsos skingre røst ud af megafonen. Lydtrykket fik min hanekam til at lægge sig fladt bagud.

49


Med et træt udtryk fik Lupo hånden op af lommen og slukkede megafonen. Ratso surmulede, men gav straks de øvrige strissere ordre til at lægge os i jern – og ikke være bange for at bruge kniplerne. Lupo gav kontraordre, og bad Ratso slappe af og i stedet undersøge resterne


af den kørestol, som stod parkeret foran huset. Hvor Bob havde siddet stod nu en stor fjeder og vibrerede. ”En stol med katapultsæde,” sagde Ugly. ”Smart! Altså når man er udendørs.” Jeg nikkede og så op i mørket, hvor helikopteren stadig kredsede. Askevild havde åbenbart taget højde for, at det her kunne ske. Han havde skudt sig selv ud i natten, ligesom da han var kanonklovn. Sandsynligvis var han over alle bjerge. Og det samme var Ræven. Den slags har altid to udgange. Nu var der kun os til at tage skraldet. Os og en masse snotforvirrede høns.

52


KAPITEL 11

De næste timer tilbragte vi på stationen. Det var den tid, det tog at overbevise Lupo og især Ratso om vores uskyld. Ratso sad hele tiden og stirrede på os, mens han slog sine næve ind i håndfladen. Ugly forsøgte bare at lade være med at se for meget på Ratsos zombieøje. Ret nemt eftersom vi blev oplyst af en forhørslampe med en 1000 watt pære i. Ratso prøvede også at stresse os ved at lege lynhurtig tænd-slukleg med den, mens han styrtbombede os med spørgsmål. Det endte med, at Ugly fik et epileptisk anfald og måtte føres ud. Så var jeg alene med kommisæren. Lupo stod bare og lignede en træt gammel blodhund, hvilket passede meget godt. Han var en træt gammel blodhund. Jeg kom i tanke

53


om en gåde, den med; hvad man fik, hvis man krydsede en hund og en bussemand. Jeg overvejede at pifte stemningen lidt op ved at stille ham den, men indså, at det nok var klogest at lade være. For resten var svaret: En snothvalp! Lupo sagde, at man længe havde troet, at en gal bombemand var løs, men nu var alle brikkerne faldet på plads. Flere spor havde ledt politiet frem til sagens rette sammenhæng; altså, at der ikke var tale om bomber, men om kød med skolopender. Sagen ville nu blive overgivet til sundhedsmyndighederne. Og de mangebenede monstre fra hønseriet til Zoologisk Have. Hvad Ræven og Askevild angik, var de nu efterlyst over hele landet. Jeg nikkede tilfreds ved de oplysninger. ”Kan vi så gå?” spurgte jeg og tilføjede, at jeg havde en aftale med et kønt stykke fjerkræ.

54


Kommissær Lupos blik hvilede på mig, som en bowlingkugle på en marshmallow. ”Har du ikke fået fjerkræ nok for i nat, Hansi?” ”Den her chick er helt særlig,” sagde jeg.


Og det skal jeg lige love for, at Misty var, nemlig helt særlig sur, eller måske skulle man snarere sige edderspændt rasende, og ikke bare gik jeg ind i løvens hule, jeg stak også hele hovedet i dens gab. Sagt med andre ord tog jeg hen til lægeklinikken Luk arret, stadig godt øm i ægget efter Ratsos forhørsteknik, men det skulle ikke spolere aftenen. Det var Misty, som tog imod. ”Dig?” udbrød hun med et blik, der skød flere lyn end den elektriske stol. Jeg spurgte, om hun havde noget mod hovedpine. Svaret var en syngende lussing og spørgsmålet, hvad jeg bildte mig ind sådan at brænde hende af. Jeg sagde, at det ikke var det eneste, der var brændt af her til aften. Så stak hun mig en til på den anden side af hovedet. Heller ikke den hjalp ikke ligefrem på hovedpinen, men fik de øvrige patienter til at

57


forlade venteværelset i en vis fart. De følte sig pludselig helt raske. Til gengæld havde jeg nu fået kimen for ørerne, så det lød som en hel julefest derinde. Nå, Misty tøede lidt op, da jeg havde forklaret hende sagens sammenhæng, og det endte med, at hun inviterede mig ud. Så vil jeg vælge stedet, sagde jeg. Top, sagde hun, bare det ikke blev noget med fisk. For mange ben, som hun sagde. Jeg sagde, jeg havde det på samme måde med kyllinger. For mange ben! Så vi endte i Det Grønne Helvede, en vegetarbiks. Deres bønnepostej tog kegler. Men ikke så mange kegler, som jeg tog, da jeg senere på aftenen viste hende mine selvlysende loftstjerner.

58

Lusk og labre lårbasser (Hele bogen)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you