Page 1


Morten DĂźrr


Kapitel 1

Fødselsdagsgaven Kurt kunne ikke sove. Han var alt for spændt på sin fødselsdag. Han ønskede sig kun en ting og en ting alene: sin egen rumraket. ”Vil du høre en historie, inden du skal sove?” spurgte hans far og satte sig i fodenden af sengen. ”Ja ...” Kurt elskede at høre historier. Og Kurts far elskede at fortælle dem. ”Fortæl om planeterne, far.” Og så, som så mange gange før, fortalte Kurts far om de mange sære og hemmelighedsfulde planeter, som verdensrummet gemmer på. Han fortalte om iskolde Alma, en planet af ren is. Han fortalte om perleplaneten Elvira, der er så blank og skinnende, at man kan spejle sig i den. Og han fortalte om Tågeplaneten med de Tusinde Hemmeligheder, hvor mægtige ildspyende drager boltrer sig i skyerne. Kurt gabte. Faren strøg ham over panden. ”Nå, du skal vist sove nu. Du skal jo også være frisk til din fødselsdag i morgen.” 7


8


”Ja ...” Kurt gabte igen, ”men før du går ... så fortæl om Gamle Glubske.” Kurts far stivnede. Han stirrede overrasket på Kurt. ”Sagde du ... Gamle Glubske?” ”Ja,” svarede Kurt, ”den fortæller du aldrig om.” Kurts far rømmede sig. Hans stemme lød helt underlig. Som om han pludselig var ked af det. ”Du mener Gamle Glubske ... Monsterplaneten? Hvor har du hørt om den?” Kurt tænkte sig om. ”Det var vist nogen fra skolen, som snakkede om den.” Kurts far rejste sig op. ”Godt, den fortæller jeg om en anden dag. Nu er det på tide at sove.” Derpå listede Kurts far ud af værelset. ”Godnat, Kurt.” ”Godnat, far.” Kurt kiggede ud ad vinduet over mod nabohuset. Han kunne se lige ind i Jennys værelse. Hun sad også i sin seng og var i gang med at læse en bog. Så løftede hun hovedet og smilede til ham. Kurt vinkede til hende. Så kiggede han ned på Rex, sin lille robothund. ”Godnat, Rex! Vi ses i morgen.” ”Godnat, Kurt,” sagde Rex. Kurt vågnede tidligt næste morgen. Han ville have sin gave og spurtede ned i stuen. ”Hvor er gaven?” råbte han. Kurts far var allerede oppe. Han sad ved køkkenbordet og drak kaffe og læste avis. 9


”Hvilken gave?” ”Hold nu op, far! Hvor er min gave?” Kurts far grinede. ”Okay ... du skal have bind for øjnene.” Kurts far fandt et tørklæde frem og bandt det rundt om hovedet på Kurt, så det dækkede øjnene. ”Kom, tag fat i min arm.” Kurt blev ført tværs igennem stuen, ned ad gangen og forbi køkkenet. Kurts far åbnede døren ud til det fri. ”Skal vi ud i haven?” råbte Kurt ophidset. ”Så er det en raket. Det må det være.” Da de kom udenfor, sagde faren: ”Tillykke med fødselsdagen, Kurt. Nu må du gerne kigge.” Kurt hev tørklædet væk fra øjnene. Der stod raketten! ”Det er en brugt raket,” sagde Kurts far. ”Men onkel Anders har hjulpet mig med at fikse motoren. Fætter Oswald har malet den, tante Birte har hamret stålet glat, og kusine Anna har slebet raketten skinnende blank! Og bedstefar overvågede, at alt gik rigtigt til!” ”Til lykke med fødselsdagen!” lød et kor af stemmer bag raketten, og der stod de alle sammen og viftede med små flag. Kurt trådte et par skridt tilbage og kiggede op. Han smilede. Okay, raketten var ikke så vild, sej og syg, som han havde drømt om. Men det var lige meget. For den her raket, den var helt hans egen. Og det var det eneste, som betød noget. 10


Så spiste hele familien varme morgenboller og lagkage. Til sidst kunne Kurt ikke vente længere. ”Nu må jeg af sted. Nu vil jeg ud og flyve i min raket.” ”Hov, hov, har du ikke glemt noget?” spurgte faren. ”Du skal da have din rumdragt på. Tante Anna har selv syet den.” Og så fik Kurt sin rumdragt. Den var sølvfarvet ligesom raketten og havde 11 lommer. På forlommen stod der K-U-R-T med guldbogstaver. Kurt hoppede straks i dragten. Nu ville han altså af sted. Men igen sagde faren: ”Hov, har du ikke glemt noget?” Og det havde han. Kurt havde glemt Rex! Rex fik også en rumdragt på. Og så var de klar begge to. ”Farvel,” råbte Kurt. ”Kun en lille tur! Kom snart tilbage,” sagde hans far. ”Og flyv forsigtigt,” sagde hans onkel. ”Ja, ja,” svarede Kurt. Og væk var han. Opad fløj han. Ud i det blå.


Kapitel 2

Minutmanden Kurt fløj gennem verdensrummet. Han hvinede af fryd. Det var en fantastisk følelse. ”Hvad så, Rex! Nu er du en rigtig rumhund!” ”Jep,” sagde Rex, ”og du er stadig en fjollet knægt.” ”Selvfølgelig er jeg det. Men jeg er en fjollet rumknægt!” De grinede begge to, mens de fór gennem det uendelige univers. Hurtigere end lyd og lys. Kurt kiggede bag sig. Planeten med de smukke bjerge, hvor han havde boet hele sit liv, var allerede langt væk. ”Jeg har aldrig været så langt væk hjemmefra,” sagde Kurt henrykt og vendte sig mod instrumentbrættet. Der var vildt mange knapper på rakettens instrumentpanel: gule, røde og grønne. Der var knapper, der blinkede, og knapper, der bippede. Alle sammen sad de der og lokkede. Kurt havde lyst til at prøve dem hver og en. Den lille, røde knap under vinduet fyldte cockpittet med musik. Den store, grønne knap ved hans knæ fik raketten til at flyve baglæns. Den næste slukkede lyset. En fjerde satte turbomotoren i gang, så raketten fløj ekstra hurtigt. Kurt var lykkelig. Han 13


elskede instrumentknapper, og her i cockpittet var der flere, end han nogensinde havde set. Så fik han øje på en stor, orange knap oppe i loftet. Ved siden af knappen stod der med store bogstaver: DENNE KNAP MÅ KUN BRUGES I ABSOLUT NØDSTIL FÆLDE. Den turde Kurt ikke røre ved. Kurt var så optaget af knapperne, at han helt glemte at styre raketten. ”Pas på!” knurrede Rex. Men det var for sent, for i det samme gik en sirene i gang, og der lød en skrattende stemme i højtaleren. Det var rakettens computer, som talte: ”Alarm, alarm! Vi støder ind i mudderplaneten Klister!” Kurt kiggede forskrækket ud ad forruden. Klister? Den planet havde Kurt aldrig hørt om. Og hvad var det for noget med mudder? Mere nåede Kurt ikke at tænke, før raketten drønede lige ind i planeten, som hed Klister. Bløp! sagde det. ”Åh nej, min fine raket bliver helt smadret,” skreg Kurt til Rex. Men det gjorde den slet ikke. Mærkeligt nok. Det plejer at være sådan, at hvis man flyver sin raket lige ind i en planet, bliver man flad som en pandekage og død som en sild. Men da Kurt stødte ind i Klister, fandt han ud af, at den her planet var helt blød og snasket. Kurt rejste sig og åbnede lugen. Han kiggede ud. Planeten Klister var brun og øde. Der var ingen træer, skyer eller mennesker. Ingen postkasser eller iskiosker. Der var ingen vind 14


15


eller lyde. Så langt man kunne se, var der bare brun jord eller rettere mudder! Det værste var, at der lugtede af sure sokker. Rigtig slemt. Ja, der lugtede faktisk af tusinde billioner trilliarder sure sokker. ”Jeg smutter lige ud og ser, hvad der foregår,” sagde Rex. Og før Kurt kunne nå at svare, hoppede Rex ud gennem lugen, fortsatte ned ad vingen og landede lige i det brune snask. Bløp! ”Kom tilbage, Rex!” råbte Kurt. Men Rex var gået i stå udenfor. Og det var mærkeligt, for det plejede han ikke. Nej, Rex plejede at fare rundt og undersøge alt, hvad der var nyt og spændende. Han plejede at snuse til alting, bjæffe og logre med halen af ophidselse. Men ikke nu. Nu stod han bare helt stille og så overrasket ud. ”Rex,” råbte Kurt, ”nu bliver jeg sur. Du ved slet ikke, om den her planet er sikker. Måske bor der farlige uhyrer eller ondskabsfulde rumhekse. Kan du straks komme ind igen?!” Men Rex blev stående. ”Kom så ind nu!” råbte Kurt. ”Jamen jeg kan ikke,” stønnede Rex, ”jeg sidder fast.” Og ganske rigtigt. Rex sad fast. Jo mere han bevægede sig, jo dybere sank han ned i det brune mudder, som mudderplaneten Klister var lavet af. Hvad skulle Kurt gøre? Han kunne ikke hoppe ud og hive Rex fri, for så ville han jo også selv sidde fast. Men hvis han ikke gjorde noget snart, ville Rex blive helt opslugt af mudderet og dø! I samme 16


øjeblik kom Kurt i tanke om den store, orange knap. Den, man kun måtte bruge i nødstilfælde. Men det her var jo netop et nødstilfælde. Kurt kiggede op i loftet. Dér sad den orange nødknap. Skulle han gøre det? Skulle han trykke på den? Kurt talte til tre og trykkede knappen i bund. Men der skete ikke noget. Ingen verdens ting. Så trykkede han på knappen igen. Og endnu en gang. Og til sidst et par gange til. Æv, tænkte Kurt. Den knap måtte være i stykker, sådan en gammel, rusten møgraket! Kurt måtte ud og se, hvordan det gik med Rex. Han kravlede op ad trappen og rejste sig op på vingen af raketten. Og idet han rejste sig, fik han et chok. For lige foran ham stod en mand. En høj mand. Kurt måtte lægge nakken helt tilbage for at se mandens ansigt. På hovedet bar manden en stor, sort hat. Han lignede lidt en gammeldags cowboy, sådan som Kurt havde set dem på film. ”Hej,” sagde manden. ”Var det dig, der ringede efter mig ... seks gange?” Kurt var så overrasket, at han var blevet helt tavs. ”Ja, du havde kun behøvet at ringe én gang.” Manden så sur ud. Kurt blev næsten bange for ham. Men så grinede manden ned til Kurt. ”Ja, man får jo stress af alt det ringeri. Ding, dong og bimmelim!” Manden rakte smilende Kurt hånden: ”Jeg hedder Tommy 17


Total.” Kurt var stadig alt for lamslået til at sige noget. Stum af forbavselse trykkede han Tommy Totals hånd. ”Du har vist aldrig haft besøg af en minutmand før, hva’?” lo Tommy. ”Minutmand?” Kurt var mere forvirret end nogensinde. ”Ja, sådan en som mig. Og ved du, hvorfor jeg er en minutmand?” Kurt rystede på hovedet. ”Fordi jeg rykker ud lige på minuttet, du! Hvis nogen har et problem, ringer de til Tommy Total. Så suser Tommymanden af sted. På et minut. Minut-mand, forstår du?” Tommy hev et kort op ad lommen. ”Mit visitkort,” sagde Tommy stolt. ”Det står alt sammen her: Tommy Total, minutmand, telefonnummer og timeløn.” ”Timeløn?” stønnede Kurt. ”Ja, ja, det koster skam penge. Vidste du ikke det?” ”Æh, næh, egentlig ikke. Og jeg har jo heller ikke rigtig nogen penge.” ”Ikke det?” Smilet forsvandt fra Tommy Totals ansigt. ”Nå, men okay, jeg skal nok give dig rabat. Det er jo første gang og alt det. Fortæl mig blot, hvad problemet er, så vi kan komme videre.” Kurt pegede med i mudderet. ”Rex sidder fast.” Tommy Total vendte sig om og kiggede ud over mudderplanetens vidstrakte landskab af brunt pløre. ”Hvem sidder fast?” ”Rex ...” stammede Kurt panikslagent, for han kunne ikke længere få øje på Rex nede i mudderet. Rex var væk. Pist 18


forsvundet, simpelthen. Der kunne kun være én forklaring: Rex var sunket helt ned i mudderet! Hurtigt fik Kurt forklaret Tommy Total, at Rex var en robothund, og at han sandsynligvis lå begravet langt nede i mudderet lige foran dem. ”Den klarer jeg,” sagde Tommy Total. Så piftede han. Det er rigtigt. Han piftede bare! Lynhurtigt kom en raket susende i luften bag dem. Og det var skam ikke bare en helt almindelig raket. For det første var den rød. Altså ikke bare helt rød. Nej, den var malet med lange, rødgule flammer langs hele siden. For det andet var den lang og slank, som en raket kun er, når den skal kunne flyve rigtigt sindssyg hurtigt. På siden af raketten stod der med meterhøje bogstaver: MI NUTMANDEN TOMMY TOTAL. Raketten fløj tæt forbi dem og vendte om. På den anden side af raketten stod der blot: STELLA. ”Ja, det er så min raket, Stella,” forklarede Tommy Total. Og så råbte han til raketten: ”Stik en fangarm ned i mudderet. Der ligger en robothund dernede. Den skal hives herop.” En luge åbnede sig bagerst i raketten, og en lang fangarm skød ned i mudderet og rodede rundt i et øjeblik. Så lød en robotstemme: ”Genstanden er fundet. Forbereder bjærgning.” Langsomt, meget langsomt blev fangarmen trukket op. Og forenden af den hang Rex helt syltet ind i mudder. Han lignede én stor, brun klump. Stella svingede sin fangarm hen over hovedet på Kurt og Tommy Total og lagde forsigtigt Rex på vingen af Kurts raket. 19


20


”Rex!” råbte Kurt. ”Lever du?” Kurt gav sig til at gnide mudderet af sin hund. Rex havde mudder overalt, men det værste var hovedet. Kurt rensede Rex’ mund, ører og øjne. ”Svar mig, Rex! Er du kommet noget til?” ”Ah-tju!” lød det fra Rex, som nøs mudder ud af snuden. Han rystede sig, så mudderet stod om ørerne på Kurt og Tommy Total. ”Mit tøj! Nu er det fyldt med mudder!” jamrede Tommy Total. Men Kurt var ligeglad med sin fine rumdragt. Han var bare så glad for at se Rex igen. Først da han var sikker på, at Rex havde det godt, vendte han sig om for at takke Tommy Total. ”Du er bare for sej, Tommy Total. Tak, fordi du reddede min robothund.” Kurt stak en mudret hånd frem. ”Åh, selv tak, knægt. Gør det noget, hvis vi ikke trykker hånd? Du er lidt snasket på fingrene.” ”Nej, det er okay,” sagde Kurt, ”men der er noget andet, jeg vil spørge dig om. Hvordan bliver man egentlig minutmand ligesom dig?” ”Kunne du godt tænke dig det, knægt?” Kurt nikkede. Selvfølgelig kunne han det. ”Jamen det er slet ikke så svært. Man skal bare have et certifikat.” ”Certifakit?” ”Nej, et cer-ti-fi-kat. Sådan et stykke papir underskrevet af galaksens præsident, hvor der står, at du gerne må kalde dig minutmand.” 21


”Og hvordan får man sådan et certifak?” ”Cer-ti-fi-kat! Ja, det får du, hvis du redder et liv. Altså redder et andet menneske, som er kommet i livsfare eller yderste nød. Så får man certifikatet.” ”Okay! Det lyder nemt. Lad mig se: Først redder jeg en eller anden, og så får jeg et certafikit, som jeg skal have underskrevet af min far.” ”Det hedder cer-ti-fi-kat! Hvor mange gange skal jeg sige det? Og din far skal ikke underskrive det. Det skal præsidenten! Farvel, nu må jeg af sted.” ”Okay, men hvor bor præsidenten?” Men Kurt fik ikke noget svar. For Tommy Total var allerede hoppet ind i sin raket, og Stella var forsvundet ud i natten. Som en gnist eller et stjerneskud hen over himlen. Sejt! Megasejt! tænkte Kurt. Da Rex havde rystet det sidste mudder af sig, hoppede de indenbords igen. Kurt satte sig foran knapperne og styretøjet i cockpittet. Nu skulle de hjem. Kurt trykkede på knapperne, men der skete ingenting. De knapper, som før sad og blinkede, lyste ikke længere. De knapper, som før sad og bippede, var blevet tavse. Nu måtte Kurt bare håbe, at der i det mindste var bare én knap, som virkede. Den vigtigste af dem alle sammen. Den orange nødknap. Kurt strakte hånden i vejret og trykkede den orange nødknap i bund. Så kravlede han ud af cockpittet, hoppede ud 22


på vingen og spejdede efter Tommy Total. Tommy kom et øjeblik senere. ”Hvad nu, knægt, har du tabt noget mere ned i mudderet?” ”Nej, det er min raket. Den vil ikke starte.” ”Jeg kigger på det.” Tommy Total hoppede ind i raketten og undersøgte det hele. Et øjeblik efter stak han hovedet ud: ”Det er mudderet. Det er trængt ind i det elektroniske system, så nu er det hele kortsluttet.” ”Kortsluttet? Hvad betyder det?” Tommy Total sukkede: ”Det betyder, at din raket er gået i stykker. Du må vente her, til der kommer en slæberaket forbi. ”Jamen min far bliver nervøs. Kan du ikke slæbe mig hjem?” ”Mig?!” Tommy Total stirrede på Kurt, som om Kurt var sindssyg. ”Jeg har da andet at lave end at lege slæberaket for sådan en snothvalp som dig.” Kurt kiggede på Tommy med store, bedende øjne. ”Okay, okay, knægt. Jeg gør det. Det bliver dyrt, men vi finder en afdragsordning.” Kurts raket blev forbundet til Stella med en lang line, og langsomt trak Stella den fri af mudderet og op i luften. Med Stella som slæberaket fløj de meget hurtigere, end Kurt nogensinde havde prøvet. Planeter og stjerner for forbi, så mælkevejen lignede et storslået festfyrværkeri. Da Kurt endelig landede ved sit hus på Planeten med de smukke bjerge, løb han ind i stuen til sin far. 23


”Far! Jeg har mødt Tommy Total – og jeg vil også være minutmand!” Men faren blev bare sur. Han sagde: ”Hvor har du været? Du skulle jo bare ud på en kort tur!” Og han sagde: ”Hvordan er det, du ser ud? Har du nu leget med mudder igen?” Og sådan fortsatte faren med at skælde ud og beklage sig, indtil Kurt forsøgte igen: ”Jamen hørte du slet ikke, hvad jeg sagde? Jeg vil være minutmand!” ”Minutmand?” udbrød hans far. ”Jamen du er jo kun en dreng!” ”Så vil jeg være minut... øh ... dreng. Minutdrengen Kurt. Det vil jeg være.” ”Du vil tage dig et bad, det er, hvad du vil, unge mand,” sagde hans far surt. ”Jeg vil ikke høre et ord mere om minutmænd eller minutdrenge!” Og så måtte Kurt gå i bad. Resten af dagen gad han ikke snakke med sin far. Han sad oppe på sit værelse og fik Rex til at vise film. Det kan Rex nemlig. Hans øjne kan lyse meget kraftigt og kaste levende billeder op på en hvid væg. Senere, midt om natten, da Rex og faren sov, listede Kurt sig ned i haven og spulede alt mudderet af sin raket med haveslangen. Den så næsten ud som ny igen. Så tog han noget grøn maling, som faren havde i garagen, og skrev med store bogstaver SØLVPIL på den ene 24


25


side af raketten. Så gik han om på den anden side og skrev MINUTDRENGEN KURT med endnu større bogstaver. Det lød sejt, men ikke sejt nok. Det skulle lyde lige så sygt som Tommy Total. Pludselig vidste han det! Kurt dyppede penslen i malingen og skrev KOMET. Nu stod der MINUTDRENGEN KURT KOMET. Se, dét var sejt. Sejt nok til at være hans nye rumnavn. Altså strengt taget var han jo ikke minutdreng. Ikke endnu. Han skulle lige redde nogen først. Det måtte han gøre så hurtigt som muligt. I morgen måske. Og så gik Kurt Komet op på sit værelse og faldt i dyb søvn.


Kapitel 3

Hånlige Heinrich Kurt sov længe næste dag. Men han var glad, da han vågnede. Måske var det i dag, han ville blive minutmand? Det føltes lidt, som om han allerede var blevet til Minutdrengen Kurt Komet. Da han åbnede døren til gangen, sagde han til sig selv: ”Minutdrengen Kurt Komet åbner en dør.” Da han gik ned ad trappen ned til køkkenet, sagde han til sig selv: ”Minutdrengen Kurt Komet går ned ad trappen.” Sådan gik Kurt og var opslugt af sine glade drømme. Men drømmene forsvandt som sæbebobler, der brister, så snart han fik øje på sin far. For faren så ikke glad ud. Åh nej, tænkte Kurt, det ansigtsudtryk kender jeg. Det betyder dårlige nyheder. Og ganske rigtigt. For faren sagde: ”Din raket kommer ikke til at flyve igen, Kurt!” ”Hvad?” sagde Kurt lamslået. ”Jeg har undersøgt den. Og det elektroniske system er helt ødelagt af mudder.” ”Jamen kan den ikke laves?” spurgte Kurt. ”Jo, men det har vi ikke råd til. Jeg har brugt alle mine sparepenge på den raket, Kurt.” 27


Der blev helt stille i køkkenet. Kurt vidste godt, at det var hans egen skyld, at raketten var gået i stykker. Det nyttede ikke at diskutere med faren. ”Okay,” sagde Kurt. ”Men så får jeg mig et job efter skoletid, og så betaler jeg selv for at få raketten lavet.” Faren sukkede. Så satte han sig ned. ”Det koster flere penge, end du kan tjene på et fritidsjob. Og jeg har allerede lånt penge i banken for overhovedet at få råd til den raket ...” ”Jamen ... .” Faren afbrød Kurt. ”Og det er heller ikke kun det, som er problemet. Forstår du, her til morgen har jeg fået regningen fra Tommy Total.” Faren holdt et stykke papir frem for næsen af Kurt. Kurt nåede ikke at læse brevet, men han så, at der stod et meget langt tal på papiret. Og faren fortsatte: ”Så dyrt er det at tilkalde en Minutmand. Meget dyrt! Fabelagtig dyrt! Og det er endnu dyrere at få en Minutmand til at slæbe sig tværs over hele galaksen!” Kurts far var vred, og hans stemme dirrede. Kurt kiggede ned i bordet. Han følte sit ansigt blive helt rødt. ”Nej, det værste er, Kurt, med de penge, vi nu skylder væk, altså dem, vi skylder til banken, og dem, vi skylder til Tommy Total, så bliver vi nødt til at sælge huset!” ”Og hvad så med min raket?” spurgte Kurt lavmælt. ”Den må vi også se at få solgt til en raketophugger, som kan genbruge metallet.”

28


Kurt boede ganske tæt på skolen, men alligevel føltes det, som om der var meget langt. Faren var taget tidligt af sted på arbejdet, og Kurt gik med slæbende skridt hen ad fortovet og tænkte over alt det, der var sket. Rex, som var faldet ned i mudderet. Tommy Total. Raketten, der var gået i stykker. Men mest af alt gik han og tænkte på, at de var nødt til at sælge deres hus. Det hyggelige hus med den dejlige have, som lå på Paradisvænget. Nu skulle de sikkert flytte til en lillebitte lejlighed inde i byen, hvor der var farligt at bo. Farligt på grund af trafikken, forureningen og alle de ustyrlige røverrobotter, der render frit rundt i gaderne om natten, og som gemmer sig i kloakkerne om dagen. Men det værste var, at så måtte han også sige farvel til Rex. For man måtte ikke have robotkæledyr i små lejligheder, det vidste enhver. Sådan traskede Kurt af sted, mens hans hoved summede af triste tanker. Og i sådanne situationer kom han altid til at tænke på én ting. Hvis bare hans mor havde været der! Ja, Kurt har faktisk ingen mor. Hans mor er forsvundet. Hun forsvandt, da Kurt var helt lille, og der var ingen, som vidste, hvor hun var blevet af. Kurt har tit spurgt sin far om det, men han har aldrig rigtig fået noget svar. Alt i alt var det ikke sjovt at være Kurt den dag. Han havde ingen mor, ingen raket, og snart var han hjemløs og måtte også undvære robothunden Rex, som var hans bedste ven. 29


Og uden raket blev han heller aldrig Minutmand. Han havde ikke andet valg end at blive sandalmager præcis ligesom alle andre mennesker på Planeten med de smukke bjerge. Sagen er nemlig, at arbejdet mellem planeterne er fordelt meget nøje. På én planet dyrker man grøntsager. På en anden planet bygger man raketter. På en tredje planet skaber man musik. Det er en mægtig fin ordning, hvis man bor på en planet, hvor man laver noget sjovt og skægt. Som for eksempel planeten Barta, hvor man udelukkende laver legetøj. Kurt ville bare sådan ønske, at han var født på den planet. For på Kurts egen planet, Planeten med de smukke bjerge, bestiller man ikke andet end at lave sandaler. Kun sandaler. Og det eneste, man kan være, når man bliver voksen, er sandalmager. Og derfor er skolen også langt mere kedelig end den skole, som du går i. For det eneste, man skal lære på Kurts skole, er, hvordan man laver sandaler. Alt om sandaler dag ud og dag ind. Første time var lædersyning. Kurt hadede lædersyning. Næst efter at skære såler ud var det skolens mest kedelige fag. Da timen begyndte, sang klassen fødselsdagssang for Kurt. Bagefter bad læreren Kurt fortælle, hvad han havde lavet på sin fødselsdag. ”Jeg har fløjet i min nye raket!” råbte Kurt begejstret. Det røg bare ud af munden på ham. Men blot et sekund efter fortrød han, for nu blev han nødt til at fortælle den pinlige historie om, hvordan han var stødt ind i mudderplaneten 30


Klister og havde ødelagt sin raket. ”Nej, hvor fint!” udbrød hans lærer. ”Har du endelig fået din egen raket! Ja, du var jo også den eneste i klassen, som ikke havde en. Men så er det jo godt, at din far omsider fik råd ...” ”Jeg sagde forkert,” stammede Kurt. ”Jeg mente bare, at jeg havde fløjet med min raket. Ikke i min raket ...” Der blev helt stille i klassen. ” ... det er nemlig kun en lillebitte legetøjsraket,” tilføjede Kurt lavmælt. ”Taber,” hviskede Heinrich. Kurt blev rød i kinderne. Han dukkede hovedet. Nu var det værste overstået. Hvis bare de andre troede, det var en legetøjsraket, behøvede han ikke at forklare, hvad der var sket. Men så sagde Jenny: ”Jamen der står da en ny raket på jeres græsplæne ... og den har stået der lige siden i går. Er det ikke din raket, Kurt?” Jenny er god nok. Kurt og hende har altid været venner. Deres huse lå lige ved siden af hinanden, og der var hul i hegnet mellem haverne. Kurt og Jenny kravlede ofte frem og tilbage gennem hullet og besøgte hinanden. Så da Jenny fortalte de andre om Kurts raket, gjorde hun det bare for at være flink. Men i stedet for blev det hele bare endnu værre. Nu vidste de andre, at han havde løjet. Øv! tænkte Kurt. Han blev ved med at stirre ned i bordet. Så sagde læreren. ”Okay, så du har altså fået en rigtig raket.” Læreren vendte sig mod klassen. ”Ja, Kurt laver jo altid sjov, ikke? Nå, nu må 31


32


vi i gang med undervisningen ...” Resten af timen blev der ikke snakket mere om fødselsdag og raketter. Heldigvis. Men i det store frikvarter stimlede hele klassen sammen omkring Kurt ude i skolegården. ”Er det din raket, som står i jeres have?” ”Hvor hurtigt kan den flyve?” ”Hvad har den kostet?” ”Hvad skal den hedde?” Kurt blev oversvømmet af spørgsmål. Han anede ikke, hvad han skulle svare, og han følte sig helt svimmel. ”Kurt vil bare ikke indrømme, at han har fået en raket, fordi han ikke tør stille op til raketløbet på lørdag!” sagde Heinrich hånligt. ”Han er nemlig en ægte TABER!” Nu blev alle de andre børn tavse. De stirrede forventningsfulde på Kurt. Hvad ville han svare på det? Kurt kunne mærke vreden komme op i sig. Som om han var bange for noget som helst. Uden at tænke sig om råbte han: ”Selvfølgelig stiller jeg op! Og jeg vinder også, din nar!” Heinrich smilede bare drillende. ”Ja, det får vi jo at se. Mød mig på skolens raketbane klokken 12 på lørdag. Så får vi se, hvad du og din legetøjsraket duer til.” Straks efter ringede det ind til endnu en time i lædersyning. Alle børnene løb ind i klasselokalet. Kurt stod alene tilbage i skolegården. Hvad var det, der lige var sket? Havde han netop påstået, at han ville stille op i skolens årlige raketløb uden at have en raket, som kunne flyve? Det 33


var jo ikke alene dumt. Det var jo fuldstĂŚndigt tĂĽbeligt! Men det var for sent at trĂŚkke i land.


Kapitel 4

Tommy Totals tilbud Da Kurt drejede om hjørnet til Paradisvænget, fik han et chok. Der stod ikke blot én raket i deres have, men hele to! En tårnhøj skinnede raket. Den var knaldrød. Det var Tommy Totals raket. Kurt gav sig til at løbe. Han spurtede resten af vejen ned ad gaden. Inde fra huset lød der ophidsede stemmer. Der var nogen, som skændtes. Kurts far råbte: ”Det kan der overhovedet ikke blive tale om ...” Kurt åbnede døren og gik direkte ud i køkkenet. Der stod hans far og Tommy Total. De så begge to sure ud. ”Hvad kan der ikke blive tale om?” spurgte Kurt. Tommy Total vendte sig mod Kurt og sendte ham sit bredeste smil: ”Jeg har et tilbud til dig, knægt.” Men faren afbrød. ”Du skal ikke tage Kurt med dig. Det er alt for farligt. Vi skal nok finde en anden måde at betale vores gæld af på.” Og så pegede han hen mod døren. ”Du skal gå nu, hr. Total!” Tommy sukkede. Han rystede stille på hovedet. 35


36


”Den her behandling havde jeg ikke ventet, især ikke af en gammel minutmand.” Kurts far blev rasende: ”Så er det ud!” ”Fint nok, far. Jeg følger ham ud,” sagde Kurt hurtigt. Så greb han fat i Tommy Totals ærme og hev ham ud gennem døren. Da de var kommet udenfor, hviskede Kurt: ”Du kaldte far en gammel minutmand. Hvad mente du med det?” Tommy smilede hemmelighedsfuldt. ”Det må du vist hellere spørge din far om.” ”Jamen ... kender du min far?” Tommy grinede hæst. ”Selvfølgelig! Det er godt nok længe siden, jeg så ham sidst, men han er lige så stædig, som jeg husker ham. Han ville ikke engang overveje mit tilbud.” ”Hvilket tilbud?” spurgte Kurt. Tommy Total kiggede Kurt dybt i øjnene: ”Jeg skal ud på en mission snart. Der får jeg brug for en assistent.” ”Skulle jeg være din assistent?” ”Ja, og det bliver slet ikke farligt ... eller ... næsten ikke farligt.” ”Farligt! Kanon! Farligt er fedt!” udbrød Kurt. ”Og det er kun en kort tur, allerhøjst to dage,” tilføjede Tommy Total. Kurt boblede af lykke. To dage på mission med Tommy Total. To dage fri fra skole! Heinrich ville dø af misundelse. Men så fangede hans øjne en bevægelse inde fra huset. Faren stod i vinduet og holdt øje med dem. Han så stadig vred ud. Kurt sukkede. ”Desværre, jeg ville gerne. Men min far har jo sagt nej.” 37


Tommy Total nikkede stift. ”Fint.” Så kravlede han op i sin raket. ”Hvis du skifter mening, kan du møde op nede ved rakethavnen inden klokken 10 i morgen formiddag. Derefter er jeg fløjet.” Og væk var han. Tommy Totals røde raket skød lynsnart op mod himlen. Kurt stod længe og spejdede efter ham. Han havde ikke været så skuffet, siden dengang hans far havde fortalt ham, hvordan universet hang sammen. Faren havde forklaret ham, at de boede på en planet, hvor man ikke kunne blive andet end sandalmager. ”Sikke dog et lortearbejde,” havde Kurt sagt. ”Du lærer nok at blive glad for det,” sagde faren uden at lyde særlig overbevisende. ”Lorteplanet,” havde Kurt sagt. Faren havde sukket. ”Ja, det kan der måske være noget om.” Nej, så var det omtrent 1000 gange bedre at være minutmand. Men Kurts eneste chance for at blive minutmand var lige nu kun en lille, rød prik på himlen. Nemlig Tommy Totals raket, der forsvandt ud i horisonten. Hurtigere end lyd og lys, tænkte Kurt og stirrede længselsfuldt efter raketten, indtil den var fuldstændig forsvundet. Så gik han ind til sin far igen. Mens de spiste aftensmad, bestilte faren ikke andet end at brokke sig over Tommy Total. ”Sådan en charlatan,” brummede han. ”Jeg skal give ham 38


tilbud. Fræk er han, denne Tommy Total. Latterligt navn! Så kommer han her og vil inddrive sin gæld,” forsatte faren. ”Giv mig mine penge, eller lån mig knægten. Så slår vi en streg over din gæld. Frækt! Som om jeg ikke kan finde ud af at betale, hvad jeg skylder. Det har jeg altid gjort ... ” Til sidst faldt faren lidt til ro. Han så mindre vred ud, da han havde fået spist sin mad. Kurt tog mod til sig og sagde: ”Jamen, far ... hvis nu jeg tog med på den mission, så ville vi jo kunne betale alt, hvad vi skylder.” Faren tog en dyb indånding. Han så på Kurts bedende ansigt, og al vrede forlod hans blik. ”Jamen, Kurt, det er jo for din egen skyld. Det er alt for farligt at være minutmand. Jeg vil ikke have, at der skal ske dig noget.” Men Kurt forsøgte igen. ”Og hvis jeg tog med på missionen, så ville vi ikke behøve at flytte fra huset. Har du tænkt på det?” ”Flytte!” Hans far spærrede øjnene op. ”Godt, du sagde det, Kurt. Jeg har faktisk allerede skaffet os en ny lejlighed.” ”Lejlighed?” ”Ja, ja, inde i Østbyen. Den er superbillig i husleje. Kun 800 kadutter om måneden. Hvis vi så kan få solgt huset til en god pris, kan vi måske slippe ud af gælden og stadig få råd til at tage på sommerferie på Koraløerne.” Faren kiggede forventningsfuld på Kurt, som om han lige havde fortalt en god nyhed. Men det havde han jo ikke. 39


Bestemt ikke. Sommerferie på Koraløerne var lige så dødssygt som at spise kold aftensmad med varm mælk på. Og desuden havde de været der ti år i træk. Men det værste var Østbyen. Der kunne man da ikke bo! ”Jamen, far, du har jo altid sagt, at Østbyen er farlig. Tænk på røverrobotterne. Og hvad med forureningen og trafikken?” ”Ja, men måske tog jeg fejl. Vi må tage dét, vi har råd til.” Den aften kunne Kurt igen ikke sove. Da hans far kom for at sige godnat, spurgte han: ”Far ... Tommy Total kaldte dig en gammel minutmand ... hvorfor gjorde han det?” Nu fik Kurt far igen et underligt udtryk i ansigtet, nøjagtig som dagen før, da Kurt havde spurgt til monsterplaneten Gamle Glubske. Farens stemme lød helt mærkelig, da han svarede: ”Det skal du ikke tænke på, Kurt. Ham Tommy Total siger så meget. Man kan ikke stole på ham.” Faren rejste sig og slukkede lyset. ”Prøv at få sovet nu, Kurt. Vi har en lang dag i morgen. Når du kommer hjem fra skole, skal vi i gang med at pakke tingene ned, så vi kan få dem flyttet over i den nye lejlighed.” Faren gik. Kurt lå lidt og stirrede ud i tusmørket. Han så på alle sine ting. Sine raketplakater, legetøj og spil samt lavalampen, han havde fået sidste år til jul. Alt det ville han prøve at huske for evigt, så han ikke glemte sit gamle værelse igen, når han flyttede til Østbyen. Han satte sig halvt op i sengen og kiggede ud ad gavlvinduet. I nabohuset sad Jenny som sædvanlig og læste i en bog. 40


Kurt viftede med armene for at fange hendes opmærksomhed. Hun smilede til ham og vinkede tilbage. Så formede hun ordet ”godnat” med munden. Jenny ville han også komme til at savne. På vej til skole næste dag kunne Kurt godt mærke, at han havde sovet elendigt. Hans hoved summede. Bare hans far ikke var så stædig! Hvis Kurt fik lov til at tage af sted med Tommy Total, ville alle deres problemer jo være løst. Da Kurt trådte ind i skolegården, lød igen råbet fra i går: ”Der har vi jo Taber-Kurt!” Heinrich trådte lige frem foran Kurt. ”Nå, er du klar til løbet på lørdag, eller tør du alligevel ikke stille op med din legetøjsraket?!” Heinrich grinede hånligt. Nogle af de andre drenge grinede med. Kurt stoppede op. Det her skulle blive løgn, tænkte han. Kurt drejede om på hælene. Med raske skridt gik han væk fra skolen igen. ”Hey, hvor tror du, du skal hen, Taber-Kurt?” råbte Heinrich bag ham. Men Kurt var ligeglad. Han måtte bare væk fra skolen. Og sådan travede Kurt rundt i byens gader i mere end en time. Han gik og gik helt uden at tænke på noget. Han bare vandrede derudad for at komme væk fra den sorte sky af raseri, som blev ved med at hænge over hans hoved. Til sidst havde han gået flere kilometer. Omsider begyndte han at føle sig træt. Han stoppede. Og da han standsede op, blev han nødt til at tænke lidt over sagerne. Kurt tjekkede 41


sit ur. Den var kvart over ni. Skoledagen var for længst gået i gang. Han var sikker på, at Heinrich havde sladret om ham, så han kunne ikke undskylde sig med at være syg. Lærerne ville være sure. Og hans far ville være rasende. Ja, Kurt var sikker på, at det ikke ville blive sjovt, når hans far kom hjem fra arbejde og fandt ud af, at han pjækkede fra skole. Men hvad nu hvis han tog væk? Forsvandt ud i et blå! Så ville det være slut med at blive kaldt Taber-Kurt. Slut med Heinrichs drillerier. Og frem for alt slut med lædersyning! Kvart over ni. Han kunne stadigvæk nå det. Kurt løb og løb. Ned mod rakethavnen. Før Kurt løb ned til rakethavnen, tog han tilbage til huset for at hente Rex. ”Hvad sker der?” udbrød Rex. ”Er du ikke i skole?” ”Planerne er ændret,” sagde Kurt. ”Ingen spørgsmål, følg mig!” Og så løb de.


Kapitel 5

Kurs mod fængselsplaneten Stål Rakethavnen var ét stort kaos. Kurt lod blikket glide hen over raketterne. Gule, blå, grønne – store og små mellem hinanden. ”Vi finder ham aldrig, ” stønnede Kurt. ”Jo, vi gør,” sagde Rex. ”Kig til højre.” Der stod den. Der var ikke noget at tage fejl af. Godt nok var der hundredvis af raketter på landingsbanen. Men ingen af dem var så flot og så skinnende rød som Tommy Totals raket. Den var fem minutter i ti. Kurt så et glimt af Tommy foran raketten Stella. ”Vent på mig,” råbte han og løb, alt hvad han kunne, hen mod raketten. ”Jeg nåede det,” råbte Kurt forpustet. ”Godt at se dig, Kurt!” Tommy Total smilede som en krokodille. ”Jeg vidste, jeg kunne regne med dig. Hop om bord begge to!” Tommy Total sprang op i cockpittet og hjalp Kurt og Rex 43


44


ind. Derefter spændte han deres sikkerhedsbælter. ”Sidder I ordentligt?” Men Kurt var ikke i stand til at svare. Han var komplet mundlam. Så mange flotte knapper havde han aldrig set før. Tommy Totals raket var spækket med det nyeste og smarteste raketudstyr. Det her er bare livet! tænkte Kurt. ”Hvad er de to knapper til?” udbrød han, da han fik øje på to store, bolsjestribede knapper, som sad lige foran fartmåleren. ”Det er katastrofeknapper,” svarede Tommy Total. ”Hvis man trykker dem ned, bliver man kastet ud i rummet i en lille nødkapsel.” ”Sejt!” ”Jep! Men nok snak, nu varmer jeg motoren op. Det er på tide at komme ud på vores første mission sammen.” ”Hvad bliver missionen?” spurgte Kurt. Tommy Total svarede ikke. Han havde travlt med at indstille instrumenterne, trykke på knapper og tale med kontroltårnet. Han havde kun lige tid til at mumle: ”Vi skal befri Prinsesse Alice ... Læs på side fem, nederst. Så forstår du, hvad det handler om.” Tommy Total kastede en avis i skødet på Kurt. Og mens Tommy gassede op og fik raketten i luften, famlede Kurt med avisen. Han slog op på side fem. Og dér, nederst, var der en ganske lille notits. Overskriften lød: Prinsesse Alice stadig holdt fanget. Og artiklen fortsatte: 45


Kronprinsesse Alice af Elfenben bliver stadig holdt som fange på fængselsplaneten Stål. Kong Håkon af Elfenben har erklæret krig mod planeten, men da Elfenben traditionelt er en yderst fredsommelig planet, har Kong Håkon ingen krigsskibe at sætte ind mod den svært befæstede fængselsplanet. Prinsesse Alice har nu været ufrivillig gæst på fængselsplaneten i 33 dage. I avisen var der også et billede af Prinsesse Alice. En smuk pige med sort hår. Bortset fra håret lignede hun faktisk Jenny en hel del. Kurt kiggede op fra avisen. Stella var langt ude i verdensrummet. Planeten med de smukke bjerge var allerede blot en mikroskopisk prik i det fjerne. Tommy Total trykkede på et par knapper og sagde: ”Så kører vi på autopilot de næste tre timer. Jeg går ind i den bagerste kahyt og tager en lur, okay?” ”Okay,” sagde Kurt. Han øjne løb grådigt hen over instrumentpanelet. ”Ikke pille ved knapperne, Kurt!” sagde Tommy. Og så gik han. Kurt sukkede. Han ville give sin højre arm for at få lov til at styre Tommy Totals raket. Bare et par minutter. Men nej, nu måtte han koncentrere sig om missionen. ”Rex! Ved du noget om Prinsesse Alice?” ”Ja, selvfølgelig, jeg ved alt om alting,” svarede Rex. ”Så fortæl om prinsessen.” Og så fortalte Rex alt, hvad der var værd at vide om Prinsesse Alice. Rex fortalte, at hun er prinsesse af Elfenben, 46


planeten, der fra rummet ligner en glinsende, hvid perle, fordi den altid er indhyllet i kridhvide skyer. Rex fortalte om hendes far, Kong Håkon, og hendes mor, Dronning Sigrid. Han fortalte, at hendes yndlingsfarve er blå, og at hendes bedste tøjdyr er en slidt, grøn krokodille. At hendes sko er sorte, og de klemmer lidt. At hendes strømper er stribede. At prinsessen er syv år, men bliver otte år om tre dage. ”Hvad?” udbrød Kurt. ”Har hun fødselsdag om tre dage?” ”Det er korrekt,” brummede Rex. ”Og må jeg også gerne tage en lur nu?” ”Vi må få hende fri hurtigst muligt, så hun kan komme hjem til kongen og dronningen inden sin fødselsdag!” ”Ja, ja,” sagde Rex. ”Væk mig, når vi kommer frem.” Og så gik Rex i stand-by. Rex sov, mens Kurt stirrede ud i verdensrummet. Autopiloten styrede sikkert forbi Melankolia, hvor alle folk altid er triste. Forbi fjolleplaneten Klovn, hvor folk ler hele tiden, også når de sover. Forbi hemmelighedsfulde grønne, gule og sorte planeter. Planeter med striber, planeter med tern. Planeter, som Kurt aldrig havde set før eller nogensinde havde hørt om. Endelig var de fremme ved deres mål. ”Du kan godt vågne nu, Rex!” sagde Kurt og skubbede til robothunden. Nu kom Tommy Total også ind i cockpittet igen. ”Der har vi den!” udbrød han. Foran dem lå fængselsplaneten Stål. Planeten lignede en 47


truende, dunkel skygge indhyllet i gråsorte skyer. Bag skyerne kunne man skimte rækker efter rækker af fangetårne, hvor folk blev holdt indespærrede i årevis. ”Uha, den ser uhyggelig ud,” sagde Kurt. ”Selvfølgelig er den uhyggelig,” svarede Rex. ”Den hedder ikke fængselsplaneten for ingenting.” ”Hvordan befrier vi prinsessen?” spurgte Kurt. ”Ja, i praksis er det jo egentlig umuligt,” sagde Tommy Total. ”Der findes nemlig ingen måde at komme uset ind på fængselsplaneten Stål. Den er propfyldt med overvågningsudstyr, kameraer, mikrofoner og bevægelsescensorer. Hvis du så meget som rokker med ørerne, sidder du i saksen.” ”Jamen der må da være en måde at snige sig ind.” ”Nej, de eneste, som kommer ind på fængselsplaneten, er dem, som er blevet taget til fange.” ”Okay ... jamen mener du så, at vi skal lade dem fange os?” ”Ja, lige præcis,” sagde Tommy Total. Han kiggede snedigt på Kurt. ”Altså ikke os alle sammen. Bare jer to.” Og så strakte han en arm frem mod den venstre katastrofeknap, den i Kurts side af cockpittet. Men før han trykkede knappen i bund, sagde Tommy Total: ”I har 24 timer. Så kommer jeg og henter jer. Husk missionens mål: Befri Prinsesse Alice!” Der lød et klik, da katastrofeknappen blev trykket i bund. Et stort, gennemsigtigt lagen faldt ned over hovederne på Kurt og Rex, og de blev helt indhyllet i noget, der lignede cellofan, men blot var langt kraftigere og stærkere. 48


49


De var spærret inde i en nødkapsel. Samtidig blev cockpittets venstre luge åbnet, og deres nødkapsel blev slynget ud i rummet. Kurt og Rex faldt og faldt, ned mod fængselsplaneten Stål.


Kapitel 6

Generalkommandør Gregorius smider nøglen væk Kurt kunne se Fængselsplaneten nærme sig med foruroligende hast. Om lidt ville både han og Rex ramme jorden og få knust hver en knogle i deres krop. En frygtelig død! ”Han er nu temmelig impulsiv, ham Tommy Total,” sagde Rex. ”Jeg har udregnet sandsynligheden for, at vi overlever dette styrt, til 0,1 procent.” Men Kurt havde fået øje på noget. ”Hvad er det?” Kurt pegede ned under dem. Rundt om fængselsplaneten Stål fløj der noget rundt, som lignede kæmpemæssige fiskenet. I næste nu var både Kurt og Rex fanget og viklet ind i et af disse net – helt uden knoglebrud. ”Så er vi fanget!” sagde Kurt glad. At være fanget var trods alt langt bedre end at være død. ”Ja, det skal jeg love for,” sukkede Rex. ”Og her kommer vagtrobotterne allerede.” 51


Et hold på fem fæle vagtrobotter kom kravlede op imod dem. De lignede store edderkopper og blev anført af en mand i en helikopter. Manden var i fuld uniform. Han løftede sin kasket og vinkede, mens han råbte: ”Goddag, goddag, kære gæster, jeg er generalkommandør Gregorius, og jeg er alvorligt bange for, at I er blevet taget til fange.” Så råbte han til robotterne, som nu havde omringet Kurt og Rex: ”Få dem op i helikopteren!” Robotterne gik i gang med at flå nødkapslen i stykker. Derpå blev Kurt og Rex pågrebet og båret op i helikopteren. Straks fløj de ned mod fængselsplaneten. Hele kloden var spækket med fængselsceller bygget af beton og med ståltremmer foran vinduerne. Gregorius sukkede henført og pegede ud ad helikopterens vindue. ”Et smukt syn, ikke?” Kurt gøs. Fængselsplaneten så uhyggelig ud. Nede på jorden blev Kurt og Rex straks ført til celle nummer 10.213. ”Her skal I bo,” sagde Gregorius og smilede ondt. Han pegede ind i cellen. ”Vent,” råbte Kurt. ”Hvorfor er vi taget til fange?” ”Hvorfor?” Gregorius lo. ”Det her er fængselsplaneten. Her tager vi folk til fange.” ”Jamen ... hvorfor? Vi har jo ikke gjort noget.” ”Det spiller ingen rolle. Vi fanger folk, fordi vi kan. Det er 52


53


sådan, vi gør her på planeten. Ja, vi ikke alene fanger folk. Vi låser dem inde, og så smider vi nøglen væk, så cellen aldrig kan blive låst op igen!” ”Stop!” brølede Kurt. Men Gregorius smilede bare og smækkede celledøren i med et brag. Derpå forsvandt Gregorius ned ad fængselsgangen. ”Okay, Tommy Totals plan er vist allerede gået i vasken,” sukkede Rex, ”vi kommer aldrig fri igen.” ”Hvem er det, som larmer?” lød pludselig en træt, hæs stemme inde fra cellens mørke. ”Vi er faktisk nogle, som prøver at sove!” Rex og Kurt vendte sig overraskede om. De var ikke alene i cellen! Inderst i cellen lå der noget i sengen med et tæppe over sig. Og det bevægede sig. ”Pas på, Kurt, det kan være et farligt rummonster,” udbrød Rex. Men det var ikke noget monster. Det var en pige med sort hår og funklende flotte, blå øjne. Kurt udbrød: ”Du må være prinsesse Alice! Vi har fundet dig!” Prinsesse Alice, for det vár hende, rejste sig op og gned sig i øjnene, mens hun gabte. ”Hvem er I?” ”Jeg hedder Minutdrengen Kurt Komet, og min robothund hedder Rex. Vi er kommet for at befri dig,” råbte Kurt. ”Ja, og det går jo fremragende,” bjæffede Rex surt. 54


”Befri mig! Jamen det er jo herligt. Så når jeg alligevel hjem til min fødselsdag!” Prinsessen smilede. Hun sprang op og gav både Kurt og Rex et knus. ”Hvornår tager vi af sted?” ”Øh ... ja, det er et rigtigt godt spørgsmål. Ser du ...” Kurt gik i stå. Rex brød ind: ”Ja, det, Kurt forsøger at sige, er, at planen er gået i vasken. Vi er lige så meget fanget her på fængselsplaneten, som du er.” ”Øv, det er da fjollet,” sagde prinsessen. ”Nå, men jeg håber, at I i det mindste har taget en ren kjole med til mig. Hjemme på Elfenben plejer jeg at skifte tøj tre gange om dagen. Og nu har jeg gået i den her kjole i dagevis.” Kurt stirrede forbavset på hende: ”Tøj? Øh ... nej, det har vi glemt.” Prinsesse Alice kiggede skuffet på Kurt: ”Sikke en dårlig minutmand du er, Kurt. Man skulle tro, at det var din første mission.” ”Ja,” sagde Rex, ”og det kunne man jo have ret i.” ”Ti så stille, begge to,” sagde Kurt. ”Jeg forsøger at udtænke en plan, som kan få os ud herfra.” Men før Kurt kunne finde på en plan, lød der en raslen og en skramlen over hele fængselsplaneten. ”Nu skal vi have mad,” sagde Prinsessen. ”Men I skal ikke glæde jer for tidligt. Det smager som at bide i et par gamle gummistøvler.” Kurt kiggede op. Lyden kom oppe fra loftet. En luge blev 55


langsomt åbnet, og i næste øjeblik blev der hejset en bakke ned fra loftet. På bakken stod der tre tallerkener fyldt med noget brun grød. Det var deres aftensmad. Prinsessen smagte forsigtigt på grøden. ”Puha! Den smager værre, end den plejer.” Kurt stirrede ned på sin tallerken. ”Vil du have min portion, Rex?” Rex sukkede. ”Jeg er jo en robot. Jeg spiser slet ikke. Har du glemt det?” ”Nå ja, men så må jeg vel ... hellere prøve at smage.” Og så smagte Kurt på den klistrede, brune grød. Det var, som om den klæbede sig fast i hans mund og hals. ”Badr!” råbte Kurt og spyttede grøden ud på sin tallerken. Prinsessen lo af ham og sagde: ”Hvis du ikke kan lide det, så gør som jeg. Vi smider maden ud i skraldeskakten, så de tror, vi har spist op. Ellers får vi bare den samme mad i morgen.” Prinsesse Alice gik hen i den anden ende af cellen og åbnede for en lem i muren. Bag lemmen var der et hul, og her smed hun maden ned. Da Kurt så det, fik han en idé. ”Jeg har måske en plan,” råbte han. ”En plan, som måske kan få os fri!” Men ligegyldigt hvor meget prinsessen og Rex end plagede, så ville Kurt ikke fortælle dem sin plan. ”Nej,” sagde han, ”for den er faktisk ikke helt færdig endnu. Og denne gang vil jeg gerne kunne præsentere jer for en plan, der rent faktisk virker.” ”Jamen hvornår er den plan så færdig og ... øh .... virkningsfuld?” spurgte Rex. 56


”Når jeg har talt med Gregorius. Der er nemlig noget, som jeg skal spørge ham om.” ”Så må du vente til i morgen. Han kommer ikke tilbage i nat,” forklarede prinsessen. Derpå lagde de sig alle tre til at sove. Næste dag blev de vækket af Generalkommandør Gregorius. ”Nå, kære venner. Har I sovet godt?” ”Jeg har som sædvanlig sovet elendigt,” sagde prinsessen. ”Også mig,” stønnede Kurt. ”Og jeg har sovet utrolig slemt,” svarede Rex. ”Ja, jeg sov faktisk værre end nogensinde.” ”Sikke I kan brokke jer,” brummede Gregorius. ”Især robothunden ... Nå, jeg må videre.” ”Hov, stop!” råbte Kurt. ”Der er noget, som jeg må spørge dig om ...” ”Hvad er det?” spurgte Gregorius. ”Nøglerne ... du sagde i går, at de blev smidt væk, ikke?” ”Det er korrekt. I kommer aldrig ud igen uden nøgler. Og nøglerne er væk. Derfor kommer I aldrig fri. Men nu må jeg videre ... .” ”Jamen hvor bliver nøglerne smidt hen?” ”Det er hemmeligt. Alt, hvad der har med nøgler at gøre, er en hemmelighed. Det her er jo et fængsel.” ”Jamen jeg siger det ikke til nogen,” lovede Kurt. Gregorius smilede hånligt. ”Nej, hvem skulle du også sige det til, når du er låst inde her og aldrig kommer ud igen? Nå, 57


men hvis du endelig vil vide det, så er alle nøglerne smidt i skraldespanden.” Kurt smilede: ”Tak, det var bare det, jeg ville vide.” Da Gregorius var gået, vendte Kurt sig mod Rex og prinsessen og hviskede ophidset. ”Kan I ikke se det?!” Kurt pegede hen mod skraldehullet i væggen: ”Altså, hvis man smider mad herned, så kommer det ned til alt det andet affald.” ”Ja, og hvad så?” sagde Prinsesse Alice. Kurt fortsatte: ”Ja, og Gregorius sagde, at nøglen var smidt i skaldespanden. Den ligger altså nede blandt alt det andet skrald. Nu skal vi bare ned efter den!” Prinsessen gik hen til skraldehullet. Hun så tankefuldt på hullet i væggen. Så sagde hun. ”Okay, Kurt. Der er bare et lille problem, ikke? Det hul er alt for lille til, at nogen af os kan komme ned igennem det.” Kurt kiggede igen på hullet til skraldeskakten. ”Æv, nej, det har du jo ret i.” ”Ja,” sagde Rex, ”jeg er den mindste af os, og ikke engang jeg kan komme igennem det lille hul.” De var alle tre stille i et stykke tid. ”Nå,” sukkede Kurt. ”Men så er vi vist låst inde her, til vi dør.” Prinsessen stampede i gulvet af ærgrelse. Så vendte hun sig mod Rex. ”Vent lidt,” sagde hun. ”Er der ikke noget med, at robotter kan skilles ad?” 58


Nu vendte Kurt sig også om og stirrede på Rex. ”Hov, hov,” råbte Rex. ”Jeg ved, hvad I tænker på. Men jeg skal ikke skilles ad. Absolut ikke!” Kurt greb fat i Rex. ”Slap nu bare af, min lille vovse. Du skal nok blive så god som ny igen. Jeg skal bare lige ...” Og så skruede Kurt hovedet af Rex. Så skruede han forbenene af kroppen. Dernæst skruede han forbenene fast på robothundens hoved. ”Så, nu er du tilpas lille til at komme ned igennem skraldeskakten,” sagde Kurt. ”Jeg ser tåbelig ud,” jamrede Rex. ”Jeg er jo blevet til et omvandrede hundehoved. Jeg vil ikke.” ”Du ser da fin ud ... lidt anderledes måske, men fin,” sagde prinsessen opmuntrende. ”Giv mig i det mindste min hale på. Jeg går ingen steder uden min hale!” ”Okay, okay,” sagde Kurt og skruede halen fast i nakken på Rex. ”Så er du fin! Klar til at tage af sted?” Rex sagde ikke noget. Han stirrede bare surt på Kurt og prinsessen. Kurt smed Rex ned i hullet. Rex faldt og faldt. Til sidst ramte han bunden. Der var mørkt og vådt i skralderummet. Og der lugtede meget, meget dårligt. Men det var ikke noget problem. For Rex var robot, så han slukkede bare for sin lugtesans og tændte lygterne i sine øjne, så han kunne se sig omkring. 59


Der var fyldt med gamle, ækle sager i skralderummet: madrester, dåser og massevis af nøgler. ”Sikke en masse nøgler,” brummede Rex surt. ”Nå, der er vel ikke andet for end at komme i gang.” Og så gav Rex sig til at lede efter nøglen til celle nummer 10.213. Kurt og prinsessen ventede. Der gik en time. Der gik to timer. Hvad var der sket med Rex? Var han gået i stykker på vej ned gennem skraldeskakten? Mens de ventede, kom deres mad. De hørte lyden fra lugen oppe over dem, og så blev maden hejset ned til dem. Tre tallerkener ligesom i går. Men denne gang var det ikke brun grød. Denne gang var den blå. Kurt smagte forsigtigt på grøden, men fik travlt med at spytte den ud igen. ”Badr!” ”Jeg smider min ud – ligesom jeg plejer,” sagde Prinsesse Alice. Hun rejste sig, gik hen til affaldslugen og hældte sin mad ned i hullet. I næste øjeblik hørte hun et hyl nede fra skraldeskakten. ”Føj, fy, ækelt, stop! ” Og så dukkede Rex op i hullet. Han var smurt ind i blå grød og var møgsur, men han havde en nøgle i munden. ”Jubiii!” brølede Kurt. ”Du har fundet nøglen. Nu kan vi komme fri!” ”Ja,” sagde Rex, ”men det er desværre ikke den rigtige nøgle.” ”Ikke den rigtige?” sagde Kurt skuffet. ”Næ, men den her er meget bedre. Prøv at se her.” Rex 60


pegede på nøglen med snuden. På nøglen stod der skrevet noget med store bogstaver: UNIVERSALNØGLE ”Det betyder, at den passer til alle cellerne. Nu kan vi befri alle fangerne!” råbte Kurt, ”Lige præcis!” ”Hvad venter vi på?” råbte Prinsesse Alice. ”Lad os straks komme i gang.” ”Hov, hov,” råbte Rex. ”Jeg vil samles rigtigt igen først!” Kurt baksede med at få samlet Rex igen. Det tog et stykke tid. Ikke mindst fordi Rex havde travlt med at komme med gode råd undervejs. Imens brugte Prinsesse Alice nøglen og åbnede celledøren. Så gik hun i gang med at åbne døren til cellen ved siden af. Der lå en gammel mand og sov på sengen. ”Vågn op!” råbte hun. ”Du er fri!” Manden vågnede og stirrede på prinsessen. ”Fri? Jeg har været her i 21 år. Jeg kommer aldrig fri. Gregorius har låst døren og smidt nøglen væk.” ”Nej, tag den her nøgle, og skynd at befri de andre!” Prinsessen var allerede på vej ud ad døren. ”Hov, hvor skal du hen?” råbte den gamle. ”Jeg har en fødselsdagsfest, jeg skal nå!” råbte prinsessen. Og væk var hun.


Kapitel 7

En magisk amulet Der var flere tusinde fanger på fængselsplaneten Stål, men der var kun 10 vagter. Så snart fangerne var befriet, fik de i fællesskab overmandet vagterne. Vagterne blev låst inde i fængselscellerne, og det samme gjorde Generalkommandør Gregorius. Da Tommy Totals raket landede på fængselsplaneten Stål, var det hele overstået. Kurt, Rex og Prinsesse Alice hoppede om bord i rumskibet. Tommy spildte ikke et eneste sekund. Han gassede op for raketmotorerne, og de forlod planeten i en svimlende fart. ”Velkommen om bord, Prinsesse Alice,” sagde Tommy Total. Han vendte sig mod Kurt og sagde: ”Jeg hørte over galaksenettet, hvad der var sket. Godt klaret, Kurt!” Alice stirrede overrasket på Kurt. ”Er det din far, Kurt?” Min far, tænkte Kurt. Ja, det havde da været sejt. En rigtig Minutmand som far! Men før Kurt kunne nå at svare, forklarede Tommy: ”Kurt er min lærling. Han er sådan en slags praktikant eller hjælper... men nok snak. Nu sætter vi kursen mod Elfenben. Vi skal tværs over 17 galakser, forbi 23 milliarder stjerner, så vi 62


kan først være fremme i morgen.” ”Bare vi når det inden min fødselsdag,” sukkede Prinsesse Alice. ”Det når vi sagtens,” sagde Tommy og smilede sit krokodillesmil. ”Hurra,” hvinede prinsessen. ”Så må I alle sammen komme med til festen. Vi skal spise kagemand og danse ballondans og ...” ”Ja, nu er ballondans måske ikke lige mig,” sagde Tommy Total og fortsatte: ”faktisk tror jeg, at det er bedst, hvis De, Prinsesse Alice, går ind og hviler Dem i den bagerste kahyt. Der er De også mest i sikkerhed, hvis vi skulle komme under angreb.” ”Angreb?” sagde prinsessen ængsteligt. ”Hvem vil angribe os?” ”Man kan aldrig vide. Rummet er fuld af farer såsom ... øh ... rumpirater. Så jeg insisterer på, at De trækker Dem tilbage til den bagerste kahyt, Deres Højhed.” Prinsesse Alice stirrede et øjeblik på Tommy Total. Hun så tvivlende ud. ”Synes du også, jeg skal gøre det, Kurt?” Kurt rømmede sig og blev rød i hovedet. Han skævede hen til Tommy Total. ”Øh ...” ”Ikke så meget snik-snak,” sagde Tommy Total, ”hvis det skal være så svært, kan Kurt gå med ind i agterkabinen og vise Dem til rette ... Deres Højhed.” Det sidste lød nærmest som en snerren. 63


64


”Okay, jeg går med,” mumlede Kurt. Kurt åbnede døren til agterkabinen og krøb derind. Prinsessen fulgte lige i hælene på ham. Agterkabinen var et lille rum med lavt til loftet. Der var ingen vinduer, men alligevel var der ganske hyggeligt. Der var en tv-skærm, en sofa og et lille køleskab med lidt mad og sodavand. ”Du kommer ikke til at lide nød,” sagde Kurt. Prinsesse Alice så alvorligt på ham. ”Tak, fordi du reddede mig. Det er jeg virkelig glad for.” Og så bøjede Prinsesse Alice sig frem og gav Kurt et forsigtigt kys på kinden. Kurt blev flammende rød i hovedet. ”Det var da ... ja, altså ... .” Kurt rømmede sig: ”Jeg må hellere se at komme tilbage til cockpittet ... for at holde vagt ... hvis der skulle komme pirater.” ”Vent!” Prinsesse Alice rakte hænderne om bag nakken og fumlede med guldkæden, hun havde om halsen. Hun tog en medaljon frem. Den var helt rund og skinnende blank. ”Det er en magisk lykkeamulet fra Elfenben. Den kan deles sådan her ... .” Prinsesse Alice tog fat i den lille amulet med begge hænder og vred den midtover så let som ingenting. Der kom et skarpt lysglimt og en lyd, som når man knækker en nød. Nu var amuletten delt i to selvlysende halvdele. Kurt tog imod det lille, gyldne metalstykke. ”Tag kæden om halsen. Vogt over amuletten, indtil vi er 65


tilbage på Elfenben. Giv den til min far, kongen, når vi kommer frem. Så vil han belønne dig.” Da Kurt vendte tilbage til cockpittet, var Tommy Total gnaven. ”Hvorfor tog det så lang tid? Hvis du vil være minutmand, må du få lært at flytte røven. Lige på minuttet, du ved!” Så vendte han sig om og låste døren til agterkahytten. Den tunge lås gled i hak med et tungt klik. ”Hvorfor låser du?” spurgte Kurt. ”Af sikkerhedsgrunde, Kurt. Ren og skær sikkerhed. Sikkerhed er regel nr. 1 for en minutmand.” Wow, tænkte Kurt, Tommy Total tænker da også på alt. ”Hvad er så regel nummer to?” spurgte Rex. Tommy Total så forbavset på Rex. ”Nummer to ... øh ...” ”Tag dig ikke af ham,” sagde Kurt. ”Han skal altid brokke sig.” ”Det kender jeg godt,” sagde Tommy. ”Da jeg var barn, havde jeg selv en robothund, men den snakkede for meget, så den endte i affaldskværnen.” Tommy kiggede skarpt på Rex. ”Ved du, hvordan det lyder, når metal sønderdeles i en affaldskværn?” Rex svarede ikke. I stedet pegede han ud ad vinduet med sin pote og råbte: ”Se, vi flyver lige forbi burgerplaneten Bøvs!” ”Burgerplaneten Bøvs!” Kurts ansigt lyste op. ”Jeg har aldrig besøgt burgerplaneten. Min far siger, at det er alt for dyrt og usundt!” 66


”Sulten, Kurt?” sagde Tommy. Kurt nikkede, så hele cockpittet rystede. ”Så lad os da snuppe en burger. Rumskib: drej skuden rundt, og forbered landing på burgerplaneten Bøvs.” ”Yes!” råbte Kurt.


Kapitel 8

Tre dobbelt Bøvs med ost Burgerplaneten Bøvs var universet mest populære restaurentplanet. Her kom folk fra så fjerne steder som planeterne Ingenmandsland og Hekkenfeldt blot for at spise en dobbelt Bøvs med ost og drikke stjernestøvsmilkshake. Nu var det endelig Kurts tur til også at smage. ”Vi kommer til at holde i kø i indflyvningsbanen,” sagde Tommy Total, ”så jeg har en lille opgave til dig, Kurt.” ”Opgave! Jeg er klar. Klar lige på minuttet, chef!” ”Sådan skal det lyde, Kurt. Ja, det er kun en lille ting. Men jeg tænkte, at nu da du har gennemført din første mission, skal du næsten også have æren af at fortælle Prinsesse Alices forældre, at hun er blevet befriet.” ”Okay ...” ”Ja, du holder bare en lille tale. Den optager vi på video og sender til Elfenben med galaksenettet. Når vi så ankommer til Elfenben, ved alle, at prinsessen er blevet befriet. Det ville ikke undre mig, om Kong Håkon tilbyder, at du kan gifte dig med prinsessen og få det halve kongerige, præcis som i alle eventyrene!” 68


”Gifte mig!” Kurt så skrækslagent på Tommy Total. Tommy Total grinede. ”Det var kun for sjov. Men hold du alligevel en tale. Du har gennemført en mission, og det bør du tage æren for.” ”En tale? Jamen jeg aner ikke, hvad jeg skal sige.” ”Nej, men så er det jo godt, at jeg allerede har skrevet talen for dig.” Og så fandt Tommy Total et stykke papir frem og gav det til Kurt. ”Det står alt sammen her.” Tommy Total drejede cockpittets videokamera, så det pegede på Kurt. ”Klar til optagelse?” Kurt nåede slet ikke at tænke. I samme øjeblik tændte Tommy Total for en kraftig lampe, som lyste skarpt ind i øjnene på Kurt. ”Kameraet kører nu, Kurt,” sagde Tommy. ”Læs, hvad der står på papiret.” Så Kurt læste. Og det skulle han nok aldrig have gjort. ”Kære medborgere på planeten Elfenben. Mit navn er Kurt Komet. Indtil for nylig var jeres prinsesse Alice kidnappet. Indespærret på fængselsplaneten Stål. Jeg har befriet hende. Om et døgn vil I se hende igen. Nej, I skal ikke takke mig. Jeg ønsker heller ikke penge. Ikke engang 30 millioner kadutter. Prisen for Prinsesse Alices frihed er blot glæden ved at opleve hendes smil. Jeg er på vej til Elfenben nu. Nærmere instrukser følger.” ”Tak, Kurt, det var perfekt!” Tommy Total smilede koldt, mens han slukkede for kameraet og det skarpe lys. 69


”Fik du optaget hele talen?” stammede Kurt. Han følte sig helt ør i hovedet, og han kunne ikke rigtig huske, hvad det var, han egentlig havde læst højt. ”Den tale var nu lidt mærkværdig,” mumlede Rex. Tommy Total vendte sig mod Rex. ”Brokker du dig nu igen?” Rex skulle lige til at svare, men så opdagede han, at Tommys hånd svævede over knappen, hvor der stod affaldskværn. ”Jeg sagde blot: ’den tale var mærkværdig ... øh ... flot!’” ”Selvfølgelig var den det,” lo Tommy Total. ”Det var jo mig, som skrev den!” I det samme gav det et ordentligt ryk i hele rumskibet. De var landet på burgerplaneten Bøvs. ”Så er vi fremme!” Tommy Total pegede på Kurt og Rex. ”I to går ind og køber burgere til hele banden. Jeg bliver herude og passer på prinsessen. Okay?” Tommy stak Kurt nogle pengesedler, og så begav Kurt og Rex sig hen mod den nærmeste kø. For sådan var burgerplaneten Bøvs. Selvom den var oversået med burgerrestauranter, var der kø til dem alle sammen. Heldigvis var det ligegyldigt, hvilken restaurant man valgte, for de solgte alle sammen det samme. På burgerplaneten Bøvs skulle man trække et nummer for at blive betjent. Kurt trak nummer 238. ”De er kun nået til nummer 114!” udbrød Rex. ”Vi kommer til at vente mindst en halv time.” ”Jeg har ventet hele mit liv på en dobbelt Bøvs med ost. Så kan jeg godt vente en halv time mere.” 70


”Jamen det tager så lang tid ...” jamrede Rex. ”Stop nu det brok! Hvis du keder dig, kan du bare gå på stand-by. Du er jo en robot, så fat det dog!” ”Ja, ja, hvis det skal være på den måde,” sagde Rex tvært og udsendte to korte bip-lyde. Rex’ øjne slukkede, og halen, som han ellers altid logrede med, hang livløst ned mellem bagbenene. Pyha, tænkte Kurt, så får man i det mindste fred for alt det brokkeri et stykke tid. Faktisk rykkede det ret så hurtigt i køen. Pludselig var de nået til nummer 157. Så til nummer 196. Kurt fik tiden til at gå med at stirre op på den kæmpemæssige fjernsynsskærm, som hang i loftet. Det var en reportage fra det ugentlige raketløb på ræserplaneten Zoom. Kurt betragtede drømmende de slanke ræserraketter, der fór rundt på væddeløbsbanen som kæmpemæssige sølvglinsende insekter ... ”Nummer 238!” lød det pludselig. Endelig var det Kurts tur. Der kom to bip fra Rex. Nu var han vågen igen. Manden bag disken så ivrigt på Kurt. ”Jeg hedder Benny. Jeg er tjener på burgerplaneten Bøvs. Må jeg tage imod din bestilling?” ”Ja, du kan tro, jeg er klar til at bestille,” sagde Kurt og fortsatte: ”Og jeg vil gerne have tre dobbelt Bøvs med ost. Tre stjernestøvmilkshakes og ...” ”Hov!” udbrød Benny. Tjeneren hørte slet ikke efter. Han 71


havde fået øje på noget. Han pegede op mod fjernsynet i loftet. ”Jamen det er jo dig!” ”Mig?” Kurt lagde nakken tilbage og kiggede på den kæmpemæssige fjernsynsskærm oven over dem. Og ganske rigtigt, dér var han jo. Dér på skærmen var der et stort billede af Kurt. Tjeneren Benny tog fjernbetjeningen og skruede op for lyden. Billedet af Kurt gled i baggrunden, og en kvindelig nyhedsoplæser tonede frem. Hun sagde: ”Og her bringer vi nyt i sagen om prinsessen af Elfenben. Tidligere på dagen blev hun befriet fra fængselsplaneten Stål. Men nu er prinsessen igen blevet kidnappet! Denne gang af en gerningsmand, der kalder sig Kurt Komet. For få minutter siden modtog vi denne video.” Og så begyndte den video, som Tommy Total havde optaget om bord på rumskibet. Eller det var ikke helt den samme video. Der var blevet klippet i videoen. Sekvenserne var byttet rundt. Nu gav Kurts tale pludselig en helt anden mening. ”Kære medborgere på planeten Elfenben ...” Kurts stemme bragede ud i lokalet. Alle kiggede op. Nærbilledet af Kurt fyldte loftet. ”Mit navn er Kurt Komet ...” Klik! ”Jeg har ...” Klik! 72


73


”... kidnappet ...” Klik! ”... Prinsesse Alice.” Klik! ”Prisen for Prinsesse Alices frihed er ...” Klik! ”... 30 millioner kadutter...” Klik! ”Nærmere instrukser følger.” Så blev skærmen sort et øjeblik, før nyhedsoplæseren igen tonede frem. Hun fortsatte: ”Politiet kender intet til denne person, som kalder sig Kurt Komet. Men han er nu efterlyst over hele universet. Der er blevet udlovet en dusør på 10 millioner kadutter til dem, der kan komme med oplysninger om ham.” ”Dusør!” Tjeneren Benny stirrede som forstenet på Kurt. Så brølede han: ”Han er lige her!” Og han råbte: ”Kidnapperen står lige her. Han har bestilt en dobbelt Bøvs med ost!” ”Øh ... tre dobbelt Bøvs med ost faktisk,” sagde Kurt. ”Han har taget Prinsesse Alice, og nu tager jeg ham i stedet!” Benny, som nu var vældig ophidset, begyndte at klatre over disken, men han råbte: ”Jeg vil have dusøren. Hvis der er en dusør for at anholde kidnapperen, så skal jeg have den.” ”Dusøren!” var der flere, som råbte. ”Jeg vil fange ham!” 74


”Nej, mig!” Pludselig stirrede alle i salen på Kurt. Og de så alle sammen ondsindede og begærlige ud. ”Nu gælder det om at tænke hurtigt,” hviskede Kurt til Rex. ”Hvis den flok her får fat i os, river de os i stumper og stykker.” ”Bare rolig,” sagde Rex. ”Jeg har allerede lagt en plan.” ”Bare sig, hvad jeg skal gøre!” ”Planen hedder flygt-i-blind-panik.” ”Hvad! Er det din plan?” ”Ja, lige præcis,” råbte Rex, ”LØB! Løb, alt hvad du kan!”


Kapitel 9

Tommy Totals hemmelige plan Kurt og Rex stormede ud fra burgerrestauranten. Der var kun 10 meter mellem dem og deres forfølgere. Dem, der forfulgte dem, var en underlig blanding af mennesker, børn og dyr: tjeneren Benny, tre astronauter med rumdragter på, en dyrepasser med fem gorillaer fra Zoo-planeten Lian, 20 brandmænd, som gumlede på deres Dobbeltbøvs, mens de løb, og 30 børn, der holdt børnefødselsdag på burgerplaneten Bøvs. Kurt hev efter vejret, mens han løb, og snart fik han øje på Tommy Totals røde raket for enden af landingspladsen. Kunne han blot nå raketten, kom han helt sikkert væk fra burgerplaneten Bøvs og alle de vanvittige personer, som forfulgte ham. ”Tommy ...” brølede Kurt. ”Gør klar til afgang.” Bare Tommy nu kunne høre ham i al den larm. Jo, Tommy havde vist hørt ham, for nu begyndte raketten at larme, sådan som raketter gør, når motorerne varmer op. Men så skete der noget overraskende. Fra Tommy Totals rumskib skød der en klar, orangerød dødsstråle ud. Strålen 76


77


ramte det tomme stykke jord mellem Kurt og flokken, som forfulgte ham. Da dødsstrålen slog ned i jorden, lød der et brag, som om en bombe var eksploderet. Asfalt, sten og sand fløj op i luften og haglede ned over Kurt, Rex og deres forfølgere, så de alle måtte dukke sig. Der blev dødstille. Ingen bevægede sig. Hverken Kurt og Rex, tjeneren Benny, astronauterne i rumdragt, dyrepasseren og hans gorillaer, brandmændene og børnene fra børnefødselsdagen. Alle var som lammede. Det er ikke hver dag, man næsten bliver ramt af en dødsstråle. Så rungede Tommy Totals stemme ud over dem fra rakettens vældige højtalere. ”Orden på landingspladsen!” sagde Tommy i en kommanderende tone. ”Rakethavnsreglementen er overtrådt. Alle skal vende tilbage til burgerrestauranten og spise deres pomfritter op. Straks!” Og bare for at vise, at han mente det alvorligt, affyrede Tommy Total endnu en dødsstråle ned i jorden lige foran flokken, der forfulgte Kurt. Denne gang blev der vild panik. Alle for tilbage i dækning på burgerrestauranten. Alle undtagen Kurt og Rex. De rejste sig og spænede de sidste par meter hen til raketten. Tommy vinkede ned til dem. ”Tak, fordi du reddede os,” råbte Kurt, mens han forsøgte at overdøve larmen fra raketmotorerne. Tommy Total grinede hånligt til ham. ”Reddede jer? Jeg 78


har aldeles ikke reddet jer. Jeg har kun givet jer lidt ekstra tid, sådan at jeg kan få mulighed for at gennemføre MIN plan!” ”Plan? Jeg forstår ikke.” ”Det kommer du til, Kurt,” råbte Tommy Total. ”Men hvis jeg var dig, ville jeg først og fremmest tænke på at flygte langt væk og gemme mig i et godt stykke tid. Lige nu er du efterlyst i tre milliarder galakser.” Tommy Total lo hånligt. ”Vi ses ... aldrig mere!” Kurt måbede. Tommy Total smækkede vinduet i, og sekundet efter løftede raketten Stella sig fra jorden i kaskader af røg og ild og skød opad som et hidsigt rødt stjerneskud. Rex og Kurt stod alene tilbage på landingsbanen. Folk stirrede forskrækket ud ad vinduerne i burgerrestauranten. Kurt gik forsigtigt hen til det sted, hvor dødsstrålen var slået ned i asfalten. En lille røgsøjle steg op mod himlen fra et lille hul. Asfalten omkring hullet var gloende varm. På bundet af hullet havde dødsstrålen smeltet jord, sand og asfalt sammen til en skinnende sort klump, som lignede ædelsten. ”Så du det, mand?” råbte Kurt og pegede ned i hullet. ”Tommy Total har udstyret sin raket med dødstråler. Han er for sej!” ”Sej?” Rex fnøs. ”Han er ikke andet end en tarvelig bandit. Fatter du ikke, at han lige har snydt os?” Kurt lignede ét stort spørgsmålstegn. ”Jamen vi blev da reddet fra dem derinde.” Kurt pegede ind på flokken inde i burgerrestauranten. 79


”Næ,” sagde Rex, ”jeg har regnet ud, hvad der er sket. Tommy Total klippede videoen om, så det ser ud, som om DU har kidnappet Prinsesse Alice, og at du kræver 30 millioner kadutter for at slippe hende fri. Videoen er nu sendt ud i milliarder af galakser, hvor alle og enhver nu prøver at finde dig. Nu kan Tommy Total få Kong Håkon til at betale pengene. Så slipper han Prinsesse Alice fri. Tommy bliver rig, og du kommer i fængsel resten af dit liv!” Kurt blev grå i hovedet. Han følte sig helt tom indeni. ”Jamen jeg skulle jo være Tommy Totals assistent. Jeg skulle stå i lære som minutmand ...” Hvis ikke Kurt havde været så målløs, var han sikkert begyndt at græde. Men så kom han i tanke om Prinsesse Alice. ”Prinsessen! Hun vil da fortælle de andre, at det var os, som slap hende fri, ikke?” ”Jo, hun kan fortælle, at vi slap hende fri fra fængselsplaneten. Men hun er jo låst inde i agterkahytten og aner intet om, hvad der er sket. Når Tommy Total slipper hende fri, kan han sikkert bilde hende ind, at det er ham, som har befriet hende fra DIG!” ”Det er med andre ord håbløst ...” sukkede Kurt. ”Vi må hellere se at komme væk herfra,” sagde Rex og stak i løb. Kurt fulgte tøvende efter. De løb længere ind i Burgerplanetens rakethavn mellem raketter, containere og paller med kassevis af pomfritter, ketchup og salatmajonæse. 80


”Den her!” Rex pegede mod en stor, grå raket. Den var forsynet med det røde DB-logo, som stod for Dobbelt-Bøvs. Det var en gammel fragtraket. Lastrummet stod åbent, så raketten var klar til at modtage en last, og det kunne ikke vare længe, inden den skulle flyve bort fra burgerplaneten. ”Hop derind!” råbte Rex og løb hen mod fragtraketten. ”Jamen vi ved jo ikke, hvor den skal hen!” udbrød Kurt. ”Alle steder er bedre end lige her,” snerrede Rex. Kurt fulgte efter Rex. Lastrummet i fragtraketten lugtede fælt. Men det var der ikke noget at gøre ved. Straks efter begyndte arbejdsrobotterne at laste raketten. De kom kørende ind med vogne, hvis indhold blev tømt på gulvet. Kurt blev bleg: ”Åh nej, det ligner ...” ”Skrald!” sagde Rex, ”Ja, der er ingen tvivl. Vi har gemt os i en skralderaket. Sørens også!” Så blev en luge åbnet over dem. En kran begyndte med mekaniske bevægelse at kaste kasser med skrald ned i lastrummet. ”Pas på!” råbte Rex. Det regnede ned med snasket burgerpapir. Servietter med bussemænd på. Gamle pomfritter indsyltet i ketchup og majonæse. ”Føj!” stønnede Kurt. Men kranen blev ved med at tømme sine ladninger af skrald ned over dem. Kurt og Rex måtte søge ly under nogle ventilatorrør, som stak lidt ud fra væggen. 81


Her kunne de lige nøjagtig stå oprejst uden at blive begravet i skrald. Uden varsel blev lugerne til lastrummet smækket i. Kurt hørte lyden af stemmer udenfor. De ledte stadig efter ham! Et øjeblik efter blev stemmerne overdøvet af raketternes motorer, som varmede op. Snart var det afgang fra burgerplaneten Bøvs. Kurt og Rex var indsyltet i gammel, ækel burgersnask. Men de var i sikkerhed. I hvert fald indtil videre. Der lød et mægtigt brag, og Prinsesse Alice vågnede med et sæt. Hvor var hun? Hun så sig omkring. Det var rigtigt ... Hun befandt sig i Tommy Totals raket, Stella. Lyden kom fra et sted uden for raketten. Larmen blev højere. Den lyd havde hun hørt før i tv, når galaksenettet rapporterede fra en krig i fjerne egne af universet. Ja, sådan lyder det, når man skyder med dødsstråler. Det vidste hun. Havde Tommy Total fået ret? Var de under angreb fra rumpirater? Hun kiggede på uret på væggen. Hun havde sovet i en times tid ... Hov! Nu kunne hun mærke, at rumskibet satte i gang. Det føltes, som om de fløj hurtigt, rigtig hurtigt. Var de på flugt fra piraterne, eller havde de vundet slaget? Hun måtte have fat i Kurt. Prinsesse Alice rejste sig og trykkede dørhåndtaget ned. Men døren var låst. ”Kurt! Kan du høre mig?” råbte prinsessen. ”Jeg er låst inde. Få lige døren op!” Men der var ingen, som svarede. Hun råbte igen, og denne gang slog hun også på døren med begge hænder. Men der skete stadigvæk ingenting. 82


Prinsesse Alice fik en stikkende fornemmelse i maven. Der var noget helt galt. Irritationen steg op i hende for fuld kraft. Man havde spærret hende inde igen – efter alle de dage, hun havde siddet låst inde på fængselsplaneten! Prinsessen var rasende. Sådan behandlede man ikke tronarvingen til Elfenben! Hun hamrede på døren med knyttede næver og råbte: ”Kurt! Luk mig lige ud. Kurt!” Men heller ikke denne gang var der nogen, som svarede hende. Okay, tænkte Prinsesse Alice. Hun fumlede med guldkæden og trak den gyldne amulet fri af sin hals. Så gør vi det på en anden måde. Prinsesse Alice placerede amuletten mellem sine hænder og holdt den op foran ansigtet. Hun mumlede nogle oldgamle magiske besværgelser, som kun de kongelige på Elfenben kender til. For alle andre lød det som noget værre vås. Men amuletten hørte hende og forstod hende. Den gav sig til at vibrere mellem fingrene på prinsessen, mens et svagt lys ulmede dybt inde i den. Først ganske svagt, så mere og mere klart. Til sidst stod et glødende varmt orange lys omkring amuletten. Snart var hele agterkahytten badet i det bløde lys. Da prinsessen var færdig med at fremsige trylleformularen, rømmede hun sig og sagde med klar stemme: ”Kurt! Er du der? Det er mig, prinsesse Alice!”


Kapitel 10

Med kurs mod tusmørkeplaneten Om bord på fragtraketten klamrede Kurt og Rex sig til hinanden. Raketten hoppede og dansede for at komme fri af burgerplanetens tyngekraft. Det raslede, knirkede og knagede. Det rystede og rumsterede i alle hængsler og skruer. Langt om længe nåede raketten det ydre rum, og raketfærden blev mere glidende. Snart kunne man kun høre en sagte hvislen fra raketmotorerne, mens de fløj roligt gennem det sorte univers. ”Pyha,” stønnede Kurt og fjernede nogle små, klistrede ketchupposer, som sad fast i hans hår. ”Sikke en skrammelkasse, vi er kommet op at flyve med.” Kurt skubbede og sparkede for at komme fri af skraldet. ”Det er den mest ulækre raket, jeg nogensinde har hørt om.” ”Ja,” sagde Rex, ”men nu ved vi da, hvor vi er på vej hen.” ”Gør vi?” ”Jep, tusmørkeplaneten Storskrald. Det er dér, vi skal hen!” ”Tusmørkeplaneten ... den har jeg aldrig hørt om.” ”Men det har jeg,” sagde Rex med triumferende stemme, ”for jeg ved jo alt, ikke sandt?” 84


”Så fortæl om tusmørkeplaneten.” ”Ja, det er ikke så mærkeligt, at du ikke har hørt om tusmørkeplaneten, Kurt. Blandt de få mennesker, som kender til dens eksistens, betragtes den som universets mest triste planet.” ”Hvorfor det? Fordi der altid er tusmørke?” ”Ja, og evigt tusmørke gør jo enhver trist og sur. Men det mest interessante er, at tusmørket er kunstigt. For mange år siden placerede Det Intergalaktiske Råd nemlig en kunstig måne bestående af gamle raketvrag foran den sol, der normalt oplyser tusmørkeplaneten.” ”Og?” ”Ja, og det gjorde de for at skjule tusmørkeplaneten. Man vil nemlig helst gemme den lidt væk. Når den kunstige måne skygger for solens lys, ses tusmørkeplaneten kun som en svag, grå skygge i universet, som man flyver forbi uden at ænse det. Og det er meget behageligt for de fleste, for tusmørkeplaneten er nemlig universets største losseplads. Det er her, alle de andre planeter sender deres skrald hen. På den måde har man skabt universets mest dunkle, ildelugtende og ugæstfri planet.” ”Og der skal vi hen,” konstaterede Kurt. ”Det lyder ækelt.” I det samme var der noget, som kildrede Kurt på brystkassen. Noget, som føltes varmt, og det blev varmere og varmere. Til sidst var det gloende varmt. ”Hvad pokker er det?!” råbte Kurt. Det føltes, som om han var blevet stukket af en hveps. Nej, af ti hvepse! 85


”Hvad sker der?” spurgte Rex. ”Har du fået rumsyge?” ”Der er noget, som har stukket mig!” Kurt flåede sin skjorte af. Først da opdagede han amuletten, som han havde fået af Prinsesse Alice. Den hang om hans hals og lyste. ”Hvad sker der?” udbrød Kurt målløs. ”Det er en kongelig magisk amulet fra Elfenben,” forklarede Rex. ”De fleste tror, at de magiske amuletter er en myte ... men de eksisterer faktisk i virkeligheden.” Kurt tog forsigtigt fat i sølvkæden og fik den fri af halsen. Han holdt amuletten foran sig. Lyset voksede og voksede. Til sidst trådte en skikkelse frem. Det var Prinsesse Alice, og hun var rasende! ”Kurt! Hvad sker der? Hvorfor åbner du ikke døren?!” Prinsessen fortsatte: ”Kan du straks lukke døren op?!” Kurt stirrede måbende på den selvlysende udgave af Prinsesse Alice, som svævede rundt i lyset. ”Hvordan kan du ... Hvad er det her for noget?” ”Amuletten er magisk. Mere behøver du ikke at vide,” snerrede Prinsessen. ”Men bliver den dør snart åbnet, eller hvad?” ”Det bliver nok svært, Deres Højhed,” sukkede Rex. ”Jeg er bange for, at vi har nogle meget dårlige nyheder.” Og så fortalte Rex alt til prinsessen. At Tommy Total havde snydt dem alle sammen. At hun nu var kidnappet ... igen. Og at Rex og Kurt var på vej til tusmørkeplaneten. Prinsesse Alice tog det overraskende roligt. Hun sagde: ”Når min far hører om det her, så bliver det ikke sjovt at hedde Tommy Total. For når min far bliver sur, så bliver han meget sur.” 86


”Hvor sur bliver han egentlig?” spurgte Kurt nysgerrigt. ”Sur nok til at hugge hovedet af folk!” ”Av!” Kurt stirrede bekymret på Rex. ”Hvad gør vi nu?” Prinsessen afbrød, før Rex kunne nå at sige noget som helst. ”Det er helt enkelt. I må simpelthen tage til Elfenben og overrække amuletten til min far. Så snart han har amuletten, kan jeg fortælle ham det hele. Så finder han mig ... på en eller anden måde.” ”Ja ...” mumlede Kurt. ”Men der er jo så bare lige et lille problem. I øjeblikket tror Kong Håkon nemlig, at det er mig, som har bortført dig. Derfor er han nok temmelig sur på mig. Og når han bliver sur og vred så ... halshugger han jo folk!” ”Du må bare tage dig sammen, Kurt. Giv amuletten til min far. Så længe du har amuletten, vil han ikke gøre dig noget, forstået?!” Før Kurt kunne nå at svare, forsvandt lyset. Prinsesse Alice var væk. Et par sekunder var der stille i fragtraketten. Så lød det pludselig fra rakettens computer: ”10 sekunder! 10 sekunder til ankomst. Vi anløber tusmørkeplanetens atmosfære om 10 sekunder!” ”Hurtigt,” råbte Rex. ”Følg mig.” ”Hvad nu?” råbte Kurt forvirret. ”Nu ankommer vi til tusmørkeplaneten. Men raketten lander ikke. Den svæver bare forbi planeten i lav højde. Så åbner den lugerne og kaster affaldet ud.” 87


”Hvad så med os?” ”Vi bliver også kastet ud. Men du må hellere hoppe ind i en kasse for at afbøde faldet. Skynd dig!” Der var ingen tid at spilde. Kurt så sig omkring. Til højre for ham stod en kæmpemæssig papkasse fyldt med papiraffald. Han hoppede op i kassen og gravede sig godt ned blandt papir, pap og gamle servietter. Forhenværende Generalkommandør Gregorius stod i tusmørket på tusmørkeplaneten. Her var ingen bakker, ingen bjerge og ingen søer. Her var kun skrald, så langt øjet rakte. Tusmørkeplaneten var trøstesløs, og det var lige præcis her, han var blevet dømt til at afsone sin straf. Hans retssag var blevet behandlet som en lynafgørelse ved Den Intergalaktiske Domstol. Dommeren havde været meget vred: ”De er en skændsel for Deres profession,” havde han råbt. ”De er en skandale, hr. Generalkommandør Gregorius. At spærre folk inde uden rettergang er ganske enkelt ikke tilladt. Igennem årene har De smidt tusindvis af uskyldige borgere i fængsel, og det er en meget alvorlig forbrydelse. Nu må De tage Deres straf. Jeg dømmer Dem til 20 års strafarbejde på tusmørkeplaneten Storskrald!” Så nu stod Gregorius her. Midt i det evige tusmørke. Omgivet af ildelugtende skrald. Gregorius sukkede. Han havde kun været her en halv time, men arbejdet kedede ham allerede gudsjammerligt. Hans opgave på tusmørkeplaneten 88


89


bestod i at køre rundt i en bulldozer. Hver gang der kom en ny ladning skrald, skulle han køre hen og fordele affaldet, så det lå helt jævnt. Det var et af universets mest håbløse job, og Gregorius følte sig meget uretfærdigt behandlet. For havde han måske ikke haft ret? Var det ikke hans pligt at spærre folk inde, når nu universet nærmest vrimlede med lyssky typer? Som for eksempel ham Kurt Komet. Der var radio i bulldozerens førerhus. Og Gregorius havde netop hørt, at Kurt Komet var eftersøgt, og at der var udlovet en dusør på 10 millioner kadutter for ham. Uskyldig! Ha! Kurt Komet var en superskurk, som fortjente at blive smidt i fængsel. Gregorius sukkede. Hvorfor egentlig spilde sin tid med den slags tanker? Han ville aldrig se Kurt Komet igen. Næ, han sad fast på tusmørkeplaneten Storskrald, hvor der aldrig kom en levende sjæl. Og hvorfor skulle der også det? Tusmørkeplaneten var jo det mest afskyelige sted i universet. Gregorius kiggede op. Nu kom der endnu en ladning skrald. Denne gang fra burgerplaneten Bøvs. Gregorius kunne genkende de røde dobbelt-B’er på siden af raketten. Raketten sagtnede farten og gled forbi Gregorius. Lugerne blev åbnet, og få meter forude begyndte det at regne ned med skrald. Da fragtraketten havde afleveret sin last, satte den farten op igen og forsvandt med et brøl i samme retning, som den var kommet fra. Gregorius sukkede og kiggede ud over den nye skraldebunke. Det ville tage mere end en time at få jævnet ud. 90


Men hov! Hvad var det? En dukke? Der lå et eller andet mellem skraldet. Nu bevægede det sig! Var det et menneske? Det måtte det være. Det lignede faktisk en dreng. Det lignede Kurt Komet! Gregorius følte sig pludselig svimmel. Dusøren! Med 10 millioner kadutter kunne han rejse langt væk og åbne et nyt fængsel. Han kunne blive generalkommandør igen!


Kapitel 11

Tommy Total på Regnbuemånen Om bord på raketten Stella var Tommy Total ved at lægge sidste hånd på sin plan. Han havde ledt efter en lille måne, hvor han kunne gemme sig, indtil Kong Håkon hostede op med pengene for sin datter. Og nu havde han fundet det helt perfekte sted. Regnbuemånen. Tommy Total var stedkendt i mere end 600 galakser. Og han kunne med god ret hævde, at Regnbuemånen var den smukkeste lille måne, han nogensinde havde set. En måne, som strålede i alle farver som et kæmpemæssigt bolsje, mens den hang og snurrede langsomt rundt i det natsorte univers. Regnbuemånen var yderst populær. Hvert år tog mere end to millioner nygifte par på brullypsrejse hertil. Ja, det lyder måske som et underligt sted at gemme sig, men Tommy Total var sikker i sin sag. For Regnbuemånen lå nemlig og kredsede omkring planeten Elfenben. Kong Håkon ville aldrig finde på at lede efter ham lige her, så tæt på. Nej, enhver ville tro, at Prinsesse Alice befandt sig lysår væk fra Elfenben. For sådan ville enhver almindelig kidnapper tænke. Men Tommy 92


93


Total betragtede sig selv som alt andet end almindelig. Hans plan var genial. Han kunne bare sidde der på Regnbuemånen og vente på de mange millioner kadutter, som Kong Håkon skulle betale for at få sin datter tilbage. Og når pengene var betalt, ville Tommy begynde et nyt liv og bygge sig et fantastisk hus på surferplaneten Blå Bølge. Så ville han begynde hver dag med at bade lidt og slikke sol på stranden om eftermiddagen. Nyde en kølig drink på terrassen om aftenen. Kort sagt, leve det søde liv. Tommy Total lagde an til landing. Han ville bruge et par dage i kasinoerne i Regnbue City, Regnbuemånens hovedstad. Efter to til tre dage var Kong Håkon sikkert mør og klar til at betale hvad som helst for at se sin datter igen. Imens måtte Prinsesse Alice forblive indespærret på raketten. Det var det sikreste. Tommy Total vidste, at hun var et snedigt barn, langt snedigere end den snotdumme Kurt, som han havde narret så eftertrykkeligt. Få meter bag Tommy Total, bag den tykke ståldør, som adskilte cockpit og agterkabinen, sad Prinsesse Alice. Hun lagde mærke til, at raketten sagtnede farten. Jo, der var ingen tvivl. Raketten lagde an til landing. Hurtigt fandt hun amuletten frem igen. Det var på tide at kontakte Kurt igen. Hun holdt amuletten mellem sine hænder og fremsagde hviskende den magiske remse.


Kapitel 12

Hjælp fra uventet kant Kurt lå fladt på maven indsyltet i affald. ”Åh, mit hoved ... ” stønnede han. Et kort øjeblik forstod han slet ikke, hvor han var. Han var fuldstændig omtumlet. Så kom det hele langsomt tilbage: Fragtraketten, fuld af skrald fra burgerplaneten. Papkassen, han gemte sig i. Og til sidst det frygtelige styrt, da fragtraketten tømte sin last ud over Tusmørkeplaneten. Kurt rejste sig forsigtigt. Han var øm i hele kroppen. Men han var i live, og han havde vist ikke brækket noget. Han kiggede sig omkring. Hvor var Rex blevet af? I det samme begyndte det igen at kildre og blive varmt under hans skjorte. Den magiske amulet! Prinsessen ville i kontakt med ham. Amuletten lyste, og langsomt tonede Prinsesse Alice frem. ”Kurt! Hvordan er det, du ser ud? Du er fuldstændig beskidt fra top til tå!” ”Øh ... det er en lang historie ...” mumlede Kurt. ”Lige meget,” afbrød prinsessen. ”Jeg vil bare fortælle dig, at Tommy Total har landet raketten! Du må straks tage til 95


Elfenben og give Kong Håkon amuletten.” ”Ja, øh, jeg skal da forsøge ... ” Mere nåede Kurt ikke at sige. For pludselig lød en bister stemme bag ham: ”Kurt! Så mødes vi igen!” Kurt vendte sig om med et sæt. Dér stod forhenværende Generalkommandør Gregorius. ”Gregorius! Hvad laver du her?” kvækkede Kurt forskrækket. ”Hvad jeg laver her? Det er en lang historie. Men hvad laver du her?” Nu blandede Prinsesse Alice sig i samtalen. ”Pas på, Kurt. Gregorius er en slyngel. Flygt!” Gregorius spærrede øjnene op. Det var, som om han først nu lagde mærke til prinsessen, eller rettere den lysende fremtoning af prinsessen, som den magiske amulet frembragte. ”Interessant. En kongelig magisk amulet fra Elfenben.” Han kiggede skarpt på Kurt. ”Men hvor er den rigtige prinsesse? De siger i radioen, at du har kidnappet hende.” ”Det var ikke mig,” sagde Kurt. ”Det var Tommy Total. Minutmanden Tommy Total. Jeg er uskyldig ...” ”Du skal ikke sige mere,” råbte prinsessen. ”Man kan ikke stole på Gregorius. Den klovn holdt mig indespærret på fængselsplaneten Stål i ugevis. Har du helt glemt det?” Men Kurt fortsatte. Det var vigtigt for ham, at nogen skulle forstå, at han ikke var en kidnapper. ”Tommy Total holder hende fanget på raketten Stella. 96


Derfor må jeg til Elfenben. Jeg må i kontakt med Kong Håkon.” ”Kong Håkon!” Gregorius smilede grumt. ”Den rigeste konge i de østlige galakser. Nu begynder det her at blive interessant. Jeg vil gerne hjælpe dig. Eller rettere, vi kan hjælpe hinanden. Jeg kan måske få del i den belønning, som Kong Håkon uden tvivl vil dele ud, når han får sin datter igen. Hvad siger du til det?” ”Hør ikke på ham,” tryglede Prinsesse Alice. Kurt stirrede på Gregorius. Han nærede en dyb mistro til sin forhenværende fangevogter. ”Nej tak, jeg må hellere selv finde en måde at komme til Elfenben på.” ”Okay, det må du selv om.” Gregorius tilføjede lavmælt: ”Men kan du også selv reparere Rex?” ”Rex?” ”Ja, han ligger der. Og han bliver aldrig god igen – medmindre jeg fikser ham.” Kurt lod blikket vandre i den retning, Gregorius pegede. ”Rex!” Robothunden lå livløs et par meter væk. Den var slemt medtaget efter faldet fra fragtraketten. Hovedet sad løst, forbenene var brækkede, og gennem en flænge i metallet kunne man kigge lige ind til de inderste ledninger og elektroniske kredsløb. ”Rex! Kan du høre mig?” Kurt løftede forsigtigt robothunden op i sine arme, men Rex reagerede ikke. 97


”Nej, den kan ikke høre dig,” sagde Gregorius. ”Den er praktisk taget kaput. Medmindre jeg, som er tidligere ingeniør, reparerer den.” Kurt kiggede op på Gregorius. Han havde tårer i øjnene. ”Kan du virkelig fikse Rex?” ”Du skal ikke gøre det, Kurt. Gregorius snyder dig!” råbte prinsessen. ”Selvfølgelig kan jeg fikse Rex. Men sluk lige for prinsessen. Den snotforkælede rigmandsdatter er begyndt at gå mig på nerverne.” Kurt stod et øjeblik og overvejede situation. Han kiggede på Rex, på Gregorius og på Prinsesse Alice. Så sukkede han. ”Jeg er ked af det, prinsesse. Men jeg må frelse Rex.” ”Nej, Kurt!” Kurt lagde amuletten i sin jakkelomme og lynede lommen til. Prinsessens protester blev til en svag mumlen. ”Det var bedre, Kurt,” sagde Gregorius og grinede. ”Nu kan vi lave forretninger mand til mand uden det forstyrrede kvindemenneske.” Gregorius tog Kurt med over til nogle grå bygninger bag rakethavnens kontroltårne. Her låste han døren op til et kæmpemæssigt lager. Reolerne strakte sig fem etager op, helt op til bygningens tag. ”Her finder du reservedele til alting.” Gregorius pegede med tilfreds mine ud i hallen, hvor hylderne bugnede af ram98


poneret isenkram. ”Ja, det er alt sammen noget, som er blevet fundet her på planeten. Utroligt, hvad folk smider ud nu om dage.” Nu gik Gregorius i gang med at lede efter reservedele til Rex. Han forsvandt ind i den dybe, mørke hal. Kurt hørte ham rumstere og reagere, mens han søgte efter dimser og dimsedutter på reolerne. En gang imellem gik han og mumlede for sig selv: ”Nej, ikke den her. Det skal være en ZK-09 ... ja, det skal ... eller måske bruger vi strømforsyningen fra en B-65 ...” Det hele var ren volapyk for Kurt. Da Gregorius var færdig med at finde reservedele, gav han sig til at svejse Rex sammen igen. Gnisterne fløj. Gregorius arbejdede i en rasende fart. Til sidst råbte han: ”Så! Nu er den færdig! Kom og se!” mens han vinkede Kurt nærmere. Kurt trådte hen til det lille arbejdsbord, hvor Rex lå. Robothunden lignede sig selv igen. Han bevægede sig. Nu åbnede han øjnene. ”Rex! Kan du høre mig?” Rex kom på benene. Han stirrede irriteret på Kurt. ”Selvfølgelig kan jeg høre dig. Der er ingen grund til at råbe.” ”Rex! Du er dig selv igen.” Kurt fik næsten glædestårer i øjnene. ”Selvfølgelig, Kurt ... og hvorfor skulle jeg ikke være det?” ”Jamen du var jo næsten totalsmadret efter faldet fra fragtraketten!” ”Det kan du godt spare dig, Kurt,” sagde Gregorius. ”Jeg har skiftet hele det elektroniske styresystem ud. Rex er i 99


100


øjeblikket lige så tomhjernet som en affaldskværn. Hans grundlæggende funktioner og langtidshukommelse er okay. Men korttidshukommelsen er væk. Han kan intet huske fra de seneste tre måneder.” ”Tomhjernet! Selvfølgelig er jeg ikke tomhjernet. Jeg er robothunden Rex, og jeg ved alt, din ... dumme ... dumme dig ... ja, dig dér med det grimme fjæs.” Rex skumlede. Han anede ikke, hvem Gregorius var, men han kunne allerede ikke fordrage ham. Gregorius ignorerede Rex. ”Nå, Kurt! Skal vi så komme af sted til Elfenben?” Dernæst trak Gregorius en fjernbetjening op af lommen. Han trykkede på en lille, gul knap. Der lød et klik og så en høj, rumlende lyd. For enden af salen gled en stor, tung stålplade ud til siden. Det, som Kurt troede var salens endevæg, var i virkeligheden indgangen til et hemmeligt rum. Og inde i det hemmelige rum stod den mærkeligste raket, Kurt nogensinde havde set. På afstand så raketten helt grå ud. Men da Kurt kom nærmere, så han, at den var besynderligt spraglet, svejset sammen af bittesmå plader i forskellige farver. Kurt gik endnu nærmere. Han følte på rakettens skrog. Dens overflade var underligt ujævn. ”Det ligner gamle dåser,” sagde Kurt. ”Ja, lige præcis. Gamle dåser, der er blevet mast flade og smeltet sammen.” Gregorius stirrede med ærefrygt op på raketten. ”Det er en raket bygget af skrot. Et imponerende stykke arbejde, ikke sandt?” 101


”Øh ... kan den flyve?” ”Ja, selvfølgelig,” sagde Gregorius. ”Den er ikke bygget for sjov. Min forgænger her på tusmørkeplaneten havde en plan. Han byggede sin egen raket ud af materialerne her fra tusmørkeplaneten. Hans mål var at flyve herfra og bosætte sig på plaskeplaneten Superpøl, når han skulle pensioneres. Men staklen døde i sidste uge, da han fik en skraldecontainer i hovedet ude i rakethavnen.” ”Er du helt sikker på, at den kan flyve?” spurgte Kurt, da Gregorius åbnede døren til raketten og bød ham indenfor. ”Rolig, Kurt, det skal nok gå,” sagde Gregorius og fulgte efter Kurt og Rex op i styrerummet.


Kapitel 13

Afgang mod Elfenben Raketskroget raslede og knagede ildevarslende, mens raketmotorerne varmede op. Kurt var panikslagen. Det lød, som om raketten var ved at falde fra hinanden. ”Kan vi ikke forsøge at finde en anden raket?” spurgte Kurt. ”Så længe det knager, så holder det!” råbte Gregorius. Han grinede til Kurt. Så trykkede han på en stor, gul knap. Turboknappen. Han råbte: ”Og så af sted mod Elfenben!” Det gav et gigantisk ryk i raketten. Det føltes, som om den var ved at eksplodere. Men få sekunder senere var de kommet fri af tusmørkeplanetens tyngdefelt. I det ydre rum blev flyvningen glidende og lydløs. Kurt faldt til ro. Jo, skrotraketten skulle nok klare mosten. Kurt lænede sig tilbage i cockpittet og sukkede af bar lettelse: ”Endelig på vej til Elfenben!” ”Hvad er Elfenben?” spurgte Rex. Han kunne stadig ikke huske noget som helst. ”Har de galaksenet på Elfenben? Jeg tror virkelig, jeg har brug for en opdatering. Det er, som om jeg ikke ved så meget, som jeg plejer. Men jeg ved ikke engang, hvad jeg ikke ved. Og det er næsten det værste. Ikke at 103


vide, hvad man ikke ved. Skønt jeg ikke engang ved, hvordan jeg kan vide, at jeg ikke ved, hvad jeg burde vide ...” Pludselig gik Rex gået i stå midt i en sætning. Det lignede ham ikke. ”Rex! Hvad sker der? Er du gået i stykker igen?” råbte Kurt. ”Rolig,” sagde Gregorius. ”Jeg har bare slukket for ham.” ”Slukket? Hvordan slukket?” ”Med den her!” Gregorius holdt en lille, sort fjernbetjening frem. ”Jeg installerede en lille afbrydermekanisme, da jeg reparerer din robothund.” ”Dig og din fjernbetjening! Det bad jeg dig ikke om.” ”Jamen det er for hundens eget bedste. Ser du, når sådan en robothund som Rex har fået slettet sin hukommelse, kan den nemt blive forvirret og frustreret. Du så selv, hvordan den var begyndt at hidse sig op. Så hellere slukke for den, indtil vi kommer til Elfenben, hvor Rex kan blive opdateret igen, ikke?” ”Jo ...” sagde Kurt tøvende, ”det kan der være noget om.” Gregorius smilede. Hans hemmelige plan skred frem som planlagt. Selvfølgelig måtte han slukke for hunden. Sådan en robothund var programmeret til at beskytte sin ejer. Og derfor måtte den sættes ud af spillet. Når robothunden ikke kunne vogte over Kurt, ville han være nemmere at snyde. ”Nå, men for at tale om noget helt andet, kunne du så ikke tænke dig lidt mad?” ”Øh ...?” 104


”Ja, mine pandekager var berømte på fængselsplaneten Stål. Mine fangevogtere elskede dem. Jeg lavede dem altid, når det var min fødselsdag, eller når en af vores fanger døde af en hæslig sygdom, som eksempelvis skørbug.” ”Pandekager, jo, det lyder da ikke så tosset.” ”Perfekt. Vent lige her et øjeblik!” Gregorius forsvandt ud af cockpittet. Han gik ned i kabyssen for at lave pandekager. Og derefter gik det næsten for nemt for Gregorius. Selvfølgelig kunne Kurt ikke sige nej til pandekager. Og pandekagerne var den vigtigste ingrediens i planen. Der var nemlig et hemmelig krydderi i pandekagerne, for Gregorius knuste en sovepille ned i dejen. Resultatet lod ikke vente på sig. Da Kurt havde spist fire pandekager, faldt han i dyb søvn. Nu var både Kurt og hans robothund sat ud af spillet. Perfekt. Nu skulle han blot have fat i amuletten. For det var selvfølgelig den, det hele drejede sig om. Uden den kunne Kurt ikke bevise, at Tommy Total havde kidnappet Prinsesse Alice. Tværtimod. Hele universet var overbevist om, at Kurt var kidnapperen. Når de ankom til Elfenben, kunne Gregorius blot lade, som om det var ham, der havde fanget Kurt. Kong Håkon ville hugge hovedet af Kurt, og Gregorius ville få dusøren på 10 millioner kadutter og blive benået. Og med alle de mange rare millioner kunne han bygge et helt nyt, moderne fængsel. Han ville blive generalkommandør igen! Det var en fremragende plan, syntes Gregorius. Den var enkel, effektiv og ond. Præcis som alle hans andre planer. Og 105


106


samtidig fik han hævn over Kurt, drengen, som havde ødelagt fængselsplaneten Stål og befriet Prinsesse Alice. Gregorius rykkede frem mod Kurt. Forsigtigt lynede han Kurts jakkelomme op. Kurt snorkede. Han mærkede ingenting. Gregorius fandt frem til amuletten og tog den til sig. Han holdt den frem foran sig og studerede den. Det var en smuk genstand, ærgerligt, at den skulle den destrueres. Men der var ingen vej udenom. Amuletten måtte straks i affaldskværnen, så prinsessen ikke kunne kontakte nogen med den. Gregorius rejste sig. Han ville gå ned i kabyssen, hvor rakettens eneste affaldskværn befandt sig. Men i det samme lød alarmen fra rumskibets computer: ”Alarm! Vi nærmer os asteoridebæltet omkring Elfenben. Manuel styring påkrævet for at undgå kollision.” Gregorius lagde medaljonen i lommen. Den måtte i affaldskværnen senere. Netop nu var det vigtigste at komme helskindet til Elfenben uden at støde ind i noget. Gregorius satte sig igen i kaptajnens stol og overtog styringen af skibet. Det holdt ham travlt optaget i lang tid. Rummet omkring Elfenben var fyldt med asteroider og vragdele fra uheldige raketter, som havde haft mindre dygtige kaptajner og derfor var havareret. Først da de nærmere sig indflyvningen til Elfenben, lod Gregorius autopiloten overtage styringen igen. ”10 minutter til landing på Elfenben,” lød skibets højtalere. Gregorius lænede sig tilbage i kaptajnens stol og grinede hånligt. Ham Kurt ville få sig en slem overraskelse, når han vågnede.


Kapitel 14

Hos Kong Håkon af Elfenben Kurt mærkede nogle stærke arme løfte sig op. Hvor var han? Havde han sovet? En dyb stemme brummede: ”Væk ham, og få ham op at stå!” Kurt ville gerne vågne, men han kunne ikke. Han prøvede at åbne øjnene. Men det var, som om hans øjenlåg var limet sammen. Nu hørte han en anden stemme, som sagde: ”Tag hunden med. Den er også med i komplottet.” Kurt genkendte stemmen. Hvis stemme var det? Nu kunne han huske det. Gregorius! Med en kraftanstrengelse tvang Kurt sine øjne op. ”Hov, hvor bærer I mig hen?” For båret, det blev han. To kæmpestore muskelbundter af nogle soldater fra Kong Håkons livgarde slæbte ham ud af skrotraketten og tværs over raketlandingsbanen hen mod en kridhvid bygning. Bygningen var enormt stor. Hundrede meter høj. Murene var af glinsende marmor. Gyldne tårne strakte sig mod himlen. Kurt var omtumlet, stadig ikke helt vågen. Fandtes den bygning, eller så han syner? Hans blik fulgte slottets tårne, som næsten forsvandt helt op i skyerne. 108


109


Øverst oppe vajede blå bannere med billedet af en brølende isbjørn. Kurt genkendte flaget: Det var Kong Håkons våbenskjold. De var altså ankommet til Elfenben, mens han sov. Men hvorfor havde Gregorius ikke vækket ham? Kurt drejede hovedet for at kigge bag sig. Bagtroppen bestå af 8-10 soldater. To af dem bar på Rex, som stadig var slukket. Bagerst gik Gregorius. Han sendte Kurt et hånligt smil. Hvad i alverden foregår der? tænkte Kurt. Nu kom de til en bro, som førte over slottets voldgrav. Lidt efter var de fremme ved slottets porte. Den forreste soldat drog sit sværd og hamrede skæftet ind i den massive egetræsport tre gange. Dunk, dunk, dunk! ”Vi kommer med fanger til Kong Håkon. Åbn porten!” Med knagen og bragen gled porten op. Uden at tøve fortsatte soldaterne ind ad porten og forbi staldene, til de kom til slotspladsen. Soldaterne standsede foran paladsets mest majestætiske bygning. Nu skubbede de Kurt frem foran sig. Skubbene var så voldsomme, at Kurt flere gange faldt. En gang landede han på hovedet i den mudrede slotsplads. Han kom hurtigt på benene igen og tørrede mudderet af sit ansigt. ”Vi bringer dem en fange, Deres Højhed. Den usle Kurt Komet, som har kidnappet Prinsesse Alice.” Soldaten talte til en stor mand med isblå øjne og hvidt skæg. Han stod på en balkon en etage over dem og var iklædt en sort kappe. Ved hans hofte hang et gyldent svært prydet med diamanter og ædelsten. ”Kurt Komet! Hvor har du gjort af min datter?” 110


Kong Håkons dybe stemme buldrede som et tordenskrald hen over slotspladsen. ”Jamen det var slet ikke mig! Det var Tommy Total. Det var ham, som tog din datter. Jeg befriede hende jo ... Det er ikke min skyld ...” ”Lyt ikke til ham, ædle konge!” lød Gregorius’ stemme. ”Denne Kurt Komet er en forbryder. En skurk. Og jeg skal med glæde bure ham inde personligt. Hvis Kong Håkon altså vil udbetale mig dusøren på 10 millioner kadutter for at bringe Kurt Komet til Elfenben. Tænk, at dette gemene kryb har kidnappet deres datter.” ”Gregorius, din forræder!” råbte Kurt. Nu indså Kurt, hvad der var ved at ske. At Gregorius havde lagt en fælde for ham. ”STOP, eller jeg får jer begge halshugget på stedet!” Kongens brøl fik både Kurt og Gregorius til at tie stille. ”Lad mig lige forstå det her.” Kong Håkon pegede på Gregorius. ”Du er altså Generalkommandør Gregorius, som har holdt min datter indespærret på fængselsplaneten Stål.” ”Forhenværende generalkommandør, Deres Højhed, jeg mangler nemlig et fængsel ... .” ”Ti nu stille!” Kong Håkon vendte sig mod Kurt. ”Og du er altså minutdrengen Kurt Komet, som i første omgang befriede min datter fra fængselsplaneten Stål og dernæst kidnappede hende og forlangte 30 millioner kadutter i bytte. Er du fuldstændig vanvittig, knægt?!” ”Jamen det var jo ikke mig. Det var Tommy Total ...” Nu så Kong Håkon ud, som om han var ved at få en blod111


prop. Han blev ildrød i ansigtet, mens han brølede: ”Hvem i alverden er Tommy Total?” ”En fantasifigur, Deres Majestæt,” afbrød Gregorius. ”Han findes kun i drengens løgne, ærede konge. Ja, man kan jo se, at drengen lyver Dem lige op i ansigtet. Spørg blot drengens robothund, om denne Tommy Total overhovedet findes. Robothunden vil kunne fortælle Dem sandheden.” Nu fandt Gregorius sin fjernbetjening frem, og med et klik tændte han for Rex. En sitren gik gennem Rex, før han kom på benene. Hans øjne lyste nysgerrigt, mens han kiggede sig omkring. ”Hvor er vi nu henne?” spurgte han forvirret. ”Som enhver ved,” fortsatte Gregorius, ”er kæledyrsrobotter programmeret til aldrig at lyve om ting og sager, der strider mod intergalaktisk lov. Såsom kidnapning af prinsesser. Det er simpelthen en del af deres konstruktion. Så spørg løs, Deres Majestæt. Denne robothund kan ganske enkelt ikke lyve for Dem.” ”Okay,” sagde Kong Håkon. ”Først en nem en: Hvem er du?” ”Robothunden Rex, og hvem er du?” Kongen ignorerede ham. ”Og hvem er det?” Nu pegede kongen på Kurt. ”Det er jo Kurt!” ”Godt, og hvem er Tommy Total?” Rex stirrede forbavset på Kong Håkon. ”Ham har jeg vist aldrig hørt om!” Rex løj ikke, men han kunne intet huske fra de seneste mange måneder. 112


”Hvad sagde jeg?” jublede Gregorius. ”Drengen lyver!” ”Man lyver ikke for Kong Håkon,” tordnede kongen. ”Vagter, grib hunden!” Nu kom soldaterne løbende og greb fat i Rex. ”Se nøje efter, Kurt. Sådan her gør vi med løgnere her på Elfenben!” En af vagterne rakte Kong Håkon Rex og sit sværd. Knivspidsen tindrede i solen. ”Hjælp mig, Kurt,” jamrede Rex. Det var det sidste, han sagde. Det susede fra kongens sværd, da han førte det ned i en yndefuld bevægelse. Rex blev halshugget lige foran Kurt. Sværdhugget sendte Rex’ hoved tværs over gårdspladsen. Hans hoved kurrede hen over brostenene og ramte en mur med en tynd, skramlende lyd, som når man sparker til en blikdåse. Kurt var målløs. Stum af rædsel. Han ænsede næsten ikke, at soldaterne nu vendte sig mod ham. Lynhurtigt greb de ham og tvang ham ned på knæ. ”Nu spørger jeg dig igen, Kurt Komet. Hvor er min datter?” Kurts hjerte hamrede så hårdt i brystet, at han næsten ikke kunne tænke klart. Prinsesse Alice, hvor var hun? ”Jeg ved det ikke,” stønnede Kurt. ”Du har 10 sekunder!” Så kom Kurt i tanke om det. Amuletten! ”Stop, jeg har amuletten. Jeg skal give dig amuletten. Det var jo det, jeg skulle! Vent!” 113


114


Puha, tænkte Kurt lettet. Godt, han kom i tanke om prinsessens amulet. Nu ville alting blive godt igen. Kongen gjorde tegn til soldaterne. De hev Kurt på benene. ”Hvad sagde du? Har du medaljonen? Prinsessens magiske medaljon?” Kurt nikkede. ”Ja ...” fik han fremstammet. ”Så vis mig den, og lad det gå lidt hurtigt.” Kurt lynede sin jakkelomme op. Han følte efter medaljonen. Men .... det var underligt. Han kunne ikke mærke den. Så knappede han sin skorte op for at se, om han alligevel havde hængt kæden tilbage om sin hals. Men nej, her var den ikke. Han tømte i sine lommer. Han prøvede endda sine bukselommer, skønt han vidste, at der havde han i hvert fald ikke gemt medaljonen. ”Øh ... det var da ... mærkeligt. Jeg havde den lige før.” ”LØGNER!” skreg Kong Håkon med en hidsighed, der fik Kurts knæ til at ryste. ”Vagter! Hug hans hoved af!”


Kapitel 15

13.000 kadutter på sort Tommy Total havde kun været på Regnbuemånen i fem timer, før han havde tabt alle sine penge. Først prøvede han lykken ved rouletten. Han smed 1000 kadutter på rød. Kuglen landede på sort. Så satsede han yderligere 2000 kadutter på rød. Og igen blev det sort. Forbandet. Tommy Total gik videre til pokerbordet. Men her rendte han ind i en professionel pokerspiller, der på ganske kort tid lænsede ham for yderligere 10.000 kadutter. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været så uheldig. Til sidst vendte han tilbage til rouletten. Endelig vandt han et par omgange, men mistede til sidst alt, hvad han havde vundet, da han satsede 13.000 kadutter på sort. Nu var han blanket af. Og han måtte skaffe nogle flere kontanter. I pengeskabet i raketten lå mere end 100.000 kadutter. Det eneste problem var, at pengeskabet befandt sig i agterkabinen, dér, hvor han havde låst Prinsesse Alice inde. Det betød, at han måtte låse døren op og få fat i pengene og samtidig sørge for, at prinsessen ikke lavede numre med 116


ham. Men det gik jo nok. Godt nok var hun snedig, men hun var trods alt kun et barn. Prinsesse Alice vågnede, da hun hørte det rumstere i førerkabinen. Med ét var hun lysvågen. Ville Tommy Total lukke døren op? Hvis han gjorde det, måtte hun være klar til at finde ud af, hvor de befandt sig. Eller måske ... måske skulle hun endda prøve at flygte. Døren til agterkabinen gled op. ”Hej, Prinsesse Alice!” sagde Tommy Total. ”Ja, vi nærmer os Elfenben,” sagde han med et slimet smil. Og det var jo ikke engang løgn. Elfenben var blot en times flyvning væk. Men det næste, han sagde, var i hvert fald fuldstændig løgn: ”Vi havde et mindre uheld og måtte standse for at få foretaget nogle reparationer.” Prinsessen sagde ikke noget. Hun kunne ikke røbe, at hun godt vidste, at hun var blevet kidnappet. For så ville hun måske også komme til at røbe, at hun stod i forbindelse med Kurt ved hjælp af den magiske amulet. ”Så derfor skal jeg lige åbne pengeskabet herinde, så jeg kan få fat i nogle penge til at betale raketmekanikerne med.” Tommy Total vendte sig mod spejlet på sidevæggen. Han trykkede på spejlglasset, som i virkeligheden var en skjult skabsdør. Døren sprang op, og et hemmeligt pengeskab kom til syne. Tommy Total fyldte lommerne med bundter af pengesedler: ”Sådan, det skulle vist være nok til .... øh… reparationen.” 117


”Fint,” sagde Prinsesse Alice. ”Jeg går med!” Og lynhurtigt smøg hun sig sidelæns forbi Tommy Total og ud gennem døråbningen ind til førerkabinen. Hun nåede lige at kaste et blik gennem cockpittets ruder udenfor, før en stærk hånd greb hende om håndleddet og hev hende tilbage. ”Stop der, frøken!” ”Frøken! Jeg er ikke nogen frøken! Jeg er Prinsesse Alice, og jeg har vel ret til at forlade raketten, mens den bliver repareret?” ”Beklager, Deres Højhed, men for din egen skyld må jeg bede dig blive her indtil videre. Det er sikrest. Vi er nemlig landet på en ukendt planet med heftig vulkansk aktivitet. Der er gasarter i luften, som kan være giftige.” Han er god til at lyve, tænkte Prinsesse Alice, men ikke god nok. Prinsessen havde opnået det, hun ville. Blot et hurtigt kig ud gennem cockpittets forrude havde fortalt hende, hvor hun befandt sig. Derfor faldt hun til ro og sagde blot til Tommy Total: ”Fint, ingen problemer. Jeg venter her.” Tommy Total stirrede undersøgende på hende, som om han ikke kunne forstå, at hun ikke protesterede noget mere. ”Godt, så siger vi det. Jeg låser døren udefra af hensyn til sikkerheden.” Tommy Total ventede ikke på svar, men skyndte sig ud. Døren blev lukket, og prinsessen kunne høre et tungt klik, da den blev låst. 118


Prinsessen smilede. Vulkansk aktivitet! Sikke noget vrøvl. Der var ingen tvivl. De var landet på Regnbuemånen. Den måne kunne hun se fra vinduet i sit eget værelse på paladset på Elfenben. Den måne kunne man ikke tage fejl af. Prinsessen jublede. Hun var næsten hjemme! Prinsesse Alice sad lidt og lyttede for at være sikker på, at Tommy virkelig havde forladt raketten. Men det eneste, hun kunne høre, var sit eget hjerte, der hamrede af ophidselse. Hun fandt amuletten frem. Hun måtte fortælle Kurt, hvor hun var. Nu håbede hun blot, at Kurt snart var nået sikkert frem til Elfenben. Kurt var sikker på, at hans sidste time var inde. Nu skulle han dø! Soldaten hævede sit sværd højt over hovedet. Han skævede op til Kong Håkon. Kongen nikkede. Ordren var givet. Fangen skulle have hovedet hugget af. Soldaten tog en dyb indånding. Han lukkede øjnene. Han ville ikke se på det. Det var én ting at halshugge en robothund. Den var jo bare en maskine. Men et rigtigt levende menneske, det havde han aldrig prøvet før. Og nu fik han garanteret også blod på sine nye bukser. Men han måtte jo hellere gøre, som kongen havde befalet. Ellers ville det blot gå ud over ham selv. Soldaten tog et fastere greb om sværdet. Så var det nu! ”Av!” lød det pludselig. Soldaten åbnede forvirret øjnene. Han havde jo ikke hug119


get til endnu. Nej, dér for fødderne af ham lå drengen. Men hans hoved sad stadig, hvor det hørte hjemme. Nej, det var ham den anden, Gregorius, som råbte av. ”Av, av, av! Det brænder!” Gregorius dansede rundt på gulvet, som om han var blevet besat af en ond ånd. Eller som om en bi havde stukket ham i måsen. Han vred og ålede sig, hoppede og steppede. ”Mine bukser! Der er vist gået ild i dem.” Gregorius flåede febrilsk i sit bælte. Knappede sine bukser op og sparkede dem ned om sine ankler. Nu stod han der i underhylere og prøvede at få sine lange bukser af. På den måde mistede han balancen og snublede. Der var helt stille på slotspladsen. Ingen sagde noget. Kongen måbede. Gregorius satte sig op igen, stadig med bukserne om anklerne. Han sukkede lettet. ”Det er holdt op.” Han skævede forlegent op mod kongen. ”Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete, Deres Højhed. Fortsæt blot med henrettelsen. Undskyld forstyrrelsen.” Men Kurt vidste pludselig godt, hvad der var sket. Han huskede, hvordan amuletten havde svedet ham på huden første gang, prinsessen havde kontaktet ham med den. ”Amuletten, Kong Håkon! Gregorius har amuletten, og prinsessen prøver at komme i kontakt med mig!” Synet af Gregorius, der væltede rundt på slotspladsen i prikkede underbusker, forbløffede vagterne så meget, at Kurt med lethed vred sig fri af deres greb. Han løb hen til Gregorius. 120


121


”Stop!” råbte en soldat. Men Kurt var ikke til at stoppe. Han gav Gregorius et ordentligt skub, så den forhenværende generalkommendør igen satte sig lige på måsen. ”Hvad bilder du dig ind, knægt?!” protesterede Gregorius. Men Kurt svarede ikke. Han tog fat i Gregorius’ bukser og hev dem helt af. Så undersøgte han lommerne. Han kunne mærke noget varmt og vibrerende i venstre bukselommen. Forsigtigt greb han fat i kæden og trak medaljonen frem. Han holdt den op foran sig. Og der, i en klar søjle af lys, stod Prinsesse Alice. ”Det var på tide, Kurt!” udbrød hun. Kurt svarede ikke. Han var lykkelig for at få amuletten tilbage. ”Kurt, skynd dig til Elfenben,” fortsatte prinsessen, ”du kan fortælle Kong Håkon, at jeg endelig har fundet ud af, hvor Tommy Total holder mig skjult.” ”Hvorfor fortæller du ham det ikke bare selv?” spurgte Kurt. Og så kastede Kurt medaljonen op i luften. Op til Kong Håkon på balkonen. Kongen greb kæden i farten. ”Min datter!” udbrød Kong Håkon. Han stirrede forbavset på Kurt. ”Amuletten? Så talte du altså sandt?” ”Selvfølgelig gjorde han det!” snerrede prinsessen. ”Og kan du så rubbe neglene! Der er stanghamrende kedeligt heroppe på Regnbuemånen, og jeg vil faktisk gerne nå hjem til min egen fødselsdagsfest!”


Kapitel 16

Rex ved alt – igen Kongen drog personligt af sted til Regnbuemånen med 100 af sine skrappeste soldater. De flotte, men gammeldags sværd lod man blive hjemme. Soldaterne udrustede sig med strålepistoler og skudsikre veste. De var klar til kamp. Men befrielsen af Prinsesse Alice forløb ganske fredsommeligt. Raketten Stella stod, hvor Tommy Total havde efterladt den. Cockpittet var tomt, og der var ingen spor af Tommy Total. Soldaterne slog døren til agterkabinen ind, og prinsessen slap ud uskadt. Nu gjaldt det blot om at pågribe Tommy Total. Kong Håkons dybe stemme tordnede til soldaterne: ”Gør klar til afgang. Våben ved hånd. Fjenden gemmer sig sikkert i bjergområderne mod øst.” ”Nej, det tror jeg ikke,” afbrød Prinsesse Alice. ”For kort tid siden kom han og hentede en masse penge. Han er sikkert taget på kasino.” Kongen syntes, det lød mærkeligt, at kidnapperen gik på kasino i stedet for at gemme sig. Men han beordrede sine soldater til at gennemsøge de nærliggende spillebuler, før de 123


drog ud i bjergene. Og ganske rigtigt. Tommy Total var godt i gang med at tabe sine sidste penge, da soldaterne fik øje på ham og lagde ham i håndjern. Kurt blev på Elfenben, mens soldaterne jagtede Tommy Total. Jovist, det ville være en fryd at se Tommy Total blive taget til fange. Men Kurt kunne ikke forlade Rex. Rex måtte og skulle helbredes! Kong Håkon havde sat sin bedste ingeniør på opgaven. Inden afrejsen til Regnbuemånen tilkaldte kongen en høj, hvidhåret mand i hvid kittel. ”Denne robothund skal repareres, inden der er gået en time. Forstået? En time, eller får du hovedet kappet af!” Manden i den hvide kittel fik to soldater til at hjælpe sig med at fragte Rex ind i paladsets laboratorium. Rex blev lagt op på et stort glasbord. To kraftige lamper blev tændt. Manden i den hvide kittel bøjede sig ind over Rex. Han mumlede lidt for sig selv, mens han undersøgte Rex’ hoved. Med alvorlig mine vendte han sig mod Kurt. ”Det her bliver vanskeligt. Vi har en kortslutning, der sandsynligvis har ristet de centrale computerchips, og desuden er alle kabler mellem hoved og krop kappet over ... øh, som du jo kan se.” Kurt rømmede sig nervøst. ”Kan du få ham frisk igen?” Ingeniøren svarede ikke. Han mumlede bare, ”Det er nok bedst, at du venter udenfor.” Der gik mere end en time. Faktisk blev det til tre lange timer, som Kurt måtte vente i. Men endelig gled døren ind til 124


125


laboratoriet op. Kurt ventede at se manden i den hvide kittel. Men i stedet var det robothunden Rex, som kom luntende ud til ham. ”Rex! Er du okay. Er du blevet fikset? Er du blevet opdateret? Har du fået din hukommelse tilbage?” ”Selvfølgelig, Kurt. Jeg er robothunden Rex, og jeg ved alt! Skal vi se at få fat på ham Tommy Total, inden han laver flere ulykker?” Kurt grinede og gav Rex en lang krammer. ”Ham har vi styr på, og du er endelig blevet dig selv igen, kære Rex!” I det samme lød en velkendt stemme fra længere nede ad gangen: ”Nej, hvor er I søde!” Prinsesse Alice smilede. ”Så er jeg tilbage! Hvad synes du om kjolen, Kurt?” lo hun. ”Det er en fødselsdagsgave fra min far.” Kjolen var sort og overbroderet med små, selvlysende sten. De lignede funklende stjerner i det sorte univers. ”Den er sej, men den ligner jo fuldstændig din gamle kjole!” udbrød Kurt. ”Sludder!” fnøs prinsesse Alice. ”Men hvad giver du mig så i fødselsdagsgave, Kurt?” Kurt smilede: ”Ja, som du ved, har det sidste døgn været lettere hektisk. Så jeg har ikke lige præcis haft tid til at købe noget.” ”Men du bliver her til festen, ikke? Dig og Rex skal være vores æresgæster! Det bliver bare SÅ sjovt!” jublede Prinsesse Alice og fortsatte: ”Der kommer en tryllekunstner og en pandekagebager. Der bliver fyrværkeri, og om søndagen klokken 126


12 får Tommy Total hugget hovedet af foran alle gæsterne!” ”Søndag? Hvornår er det?” spurgte Kurt. Han var pludselig kommet i tanke om noget. ”Søndag! Ja, det er jo lørdag i dag. Så må det jo være søndag i morgen, Kloge-Kurt.” ”Er det lørdag i dag? Beklager, Prinsesse Alice, men jeg kan ikke blive til festen. Jeg må straks af sted. Jeg har et raketløb, jeg skal nå!”


Kapitel 17

Det store raketræs Afrejsen fra Elfenben gik meget hurtigt. Så snart Kurt kom i tanke om raketvæddeløbet mod Heinrich, kunne han ikke komme hurtigt nok af sted. Heinrich havde vundet skolepokalen tre år i træk. Nu skulle det være slut. ”Men, Kurt, du har ingen raket,” sagde Rex, ”Sølvpil er gået i stykker. Hvordan vil du flyve om kap mod Heinrich uden en raket?” ”Vi har skam en raket. Vi har den raket, som bragte os hertil.” ”Skrotraketten?” ”Jep, hvis den kan fragte os tværs over universet fra tusmørkeplaneten til Elfenben, kan den også bruges i et væddeløb mod Heinrich.” Og sådan gik det til, at Rex og Kurt få øjeblikke senere skød gennem universet med kurs mod Planeten med de smukke bjerge. Efter tre timers flyvning kunne de se planeten forude. ”Har du spændt sikkerhedsbæltet, Rex? Nu varer det ikke længe, inden vi lander. Jeg tror, det bliver en hård landing.” 128


Under sig kunne de se skolens raketræserbane. Publikumstribunen var proppet med børn og forældre, som var kommet for at overvære det årlige skoleraketløb. ”Altså, Kurt, den korrekte procedure er jo, at vi lander ude i rakethavnen som alle andre og derefter lader raketten bugsere hen til raketræserbanen.” ”Det er der ikke tid til!” råbte Kurt. ”Klokken er 10 minutter i 12.” ”20 sekunder til kollision,” advarede rakettens computerstemme.” ”Så er det nu! Hold fast!” råbte Kurt. Han sigtede efter at lande raketten på græsplænen i midten af ræserbanen. Det var lidt af et sats. Ramte han forkert, risikerede de at buse lige ind i publikum. Bang! Raketten ramte jorden. Den kurede et par meter. Så holdt den stille. Det var en perfekt landing. Da Kurt åbnede døren ud til det fri, ventede Heinrich udenfor. ”Hvad kalder du det der? Skulle det være en raket?” Heinrich lo skadefro og løb over mod sin egen raket. Inden han trådte ind i cockpittet, kiggede han sig tilbage over skulderen: ”Gør dig klar til et nederlag, Taber-Kurt!” Fra publikumstribunen kom en lyshåret pige løbende hen mod Kurt. Det var Jenny. Hun var helt forpustet, da hun kom frem. ”Kurt! Jeg har været så bekymret.” Jenny snublede over 129


ordene. ”Du var efterlyst ... og så var du alligevel ikke efterlyst. Og så var der hende prinsessen ... Er hun virkelig så smuk, som alle siger?” Kurt afbrød hende. ”Jeg må gøre mig klar til løbet, Jenny. Jeg skal nok fortælle dig om det hele senere.” Han vendte sig om og hoppede igen tilbage i cockpittet. Han spændte sig fast og vendte sig mod Rex. ”Desværre, Rex. Reglerne siger ingen co-pilot. Dette er et soloræs. Okay?” Rex skumlede. ”Okay, hvis det ikke kan være anderledes.” Rex nikkede over mod instrumentbrættet. Halvdelen af advarselslamperne lyste rødt. ”Den her raket er klar til at blive skrottet. Det er du godt klar over, ikke?” ”Den har hele tiden været skrot,” sagde Kurt, ”og skrub nu af, så jeg kan få tørret det grin af Heinrichs fjæs.” Rex og Jenny fandt nogle ledige pladser på publikumstribunen. Seks raketter stod opstillet ved startlinjen. Heinrichs sorte, slanke ræserraket, Kurts hvalformede skrotraket samt fire andre raketter. Kurt anede ikke, hvem som fløj dem. Måske nogle af drengene fra syvende og ottende klasse. ”Det er altså en mærkelig raket,” sagde Jenny og pegede på Kurts fartøj. ”Det ligner ... ja, det ser ud, som om den er lavet af skrot.” ”Det er den også,” sagde Rex. ”Hvad?” Jenny stirrede forundret på Rex, men der var ikke tid til at forklare. For nu gik starten. De røde lamper ved startlinjen skiftede til grønt. Seks raketter skød frem med en 130


131


buldren, der fik jorden til at ryste. De fór hen af banen og efterlod sig en hale af støv og røg. Publikum rejste sig ad sæderne og heppede på deres favoritter. ”Kom så, Kurt,” skreg Jenny, så højt hun kunne. Men det blev et meget kort og meget trist løb. I hvert fald for dem, som holdt med Kurt. Skrotraketten holdt kun to omgange. Så faldt den fra hinanden med et ordentligt brag. De sammensvejsede dåser, metalplader fra gamle køleskabe og vragdele fra raketter kunne ganske enkelt ikke klare mere. Motoren satte ud, og raketten kurede hen ad banen. Den stødte mod autoværnet og faldt simpelthen fra hinanden, som når man taber et æg, der smatter ud på køkkengulvet. Heldigvis sad Kurt godt spændt fast i sin stol. Der skete ham ikke noget. Men det var bittert at sidde i cockpittet og se Heinrich flyve de næste tre afgørende runder uden på noget tidspunkt at miste føringen. Heinrichs sorte ræserraket gled elegant over målstregen i sidste runde. Og dermed vandt Heinrich mesterskabet for fjerde gang i træk. Publikum jublede. Kurt så, hvordan Heinrich blev løftet fri af cockpittet. Nu skulle han op på podiet og have sin medalje af rektor. Kurt bemærkede ikke, at en mand forsigtigt var trådt hen til vraget af hans raket. Manden stod i tavshed og betragtede medaljeoverrækkelsen lige ved siden af Kurt. ”Det var ellers flot forsøgt, Kurt.” Kurt vendte sig overrasket. Det var hans far. Kurt vidste 132


ikke, hvad han skulle sige. Mon hans far var vred over, at han var stukket af med Tommy Total? Kurt kiggede stjålent på faren, men hans far smilede bare. Kurt mumlede forlegent: ”Jeg tabte løbet, far. Jeg gennemførte det ikke engang ...” ”Lad os gå hjem, Kurt. Jeg har noget, jeg skal vise dig.”


Kapitel 18

Den indre minutmand Huset føltes pludselig så lille og fremmed. Kurt var tavs, da det kom hjem. Han satte sig i sofaen. Det var svært at fatte, at han endelig var hjemme efter sit eventyr på kryds og tværs af universet. Han flygtede fra fængselsplaneten Stål. Han blev begravet i burgersnask i affaldsraketten. Han fik nær hugget hovedet af. Og han reddede Prinsesse Alice hele to gange. Alligevel sad han her, præcis som før. Stadig den samme TaberKurt, som ikke kunne vinde over Heinrich i raketløb. ”Du ser lidt muggen ud, Kurt,” sagde faren. Kurts far satte sig ved siden af ham i sofaen. ”Er det bare, fordi du tabte løbet til ham Heinrich?” Kurt nikkede. ”Op med humøret. Det er jo trods alt kun anden gang, du overhovedet styrer en raket selv.” Kurt sagde stadig ikke noget. ”Sådan var det også med din mor ... Hun kunne heller ikke tåle at tabe.” ”Mor?” ”Ja, hun var også en elendig raketfører i starten. Men hun 134


var stædig. Pokkers stædig. Hun gav ikke op. På få år blev hun en af galaksens bedste og hurtigste.” Faren rejste sig. Da han kom tilbage, havde han et foto i hænderne. ”Det var det her, jeg ville vise dig.” Kurt studerede ivrigt billedet. Det var et billede af hans far og mor som unge. Kurt var også med på billedet. Han kunne knap nok stå selv. Ved siden af ham stod faren og moren. De var unge, og de smilede til fotografen. Deres tøj var farvestrålende og sejt. Som en hjemmelavet rumdragt. ”Du var kun lidt over et år gammel, da dette billede blev taget ... Vi manglede bare certifikatet ...” Faren blev tavs. Han havde fået en tåre i det ene øje. ”Certifikatet ... for at blive minutmænd?” Kurt var målløs. ”Ja, Kurt. Du er ikke den eneste i universet, som har drømt om at blive minutmand. Tror du måske nogensinde, at jeg har haft lyst til at være sandalmager? Næ nej, din mor og jeg havde en plan. Vi skulle være minutmænd begge to. Ja, altså, din mor skulle være en øh ... minutkvinde. Den første i vores galakse.” Kurt kunne ikke tro sine egne ører. ”Hvad skete der så?” ”I starten gik det fint. Vi trænede raketflyvningen i al vores fritid. Da vi følte os gode nok, var det tid til den første mission. Det gik fint. Vi fløj jo hver sin raket. Jeg var heldigt. Jeg fik reddet en turistraket, som var brudt i brand ud for plaskeplaneten Superpøl. Jeg har et udklip fra en avis, hvis du vil se, hvad de skrev om mig dengang ...” ”Men hvad skete der med mor?” spurgte Kurt utålmodigt. 135


”Ja, hun skulle også redde nogen. Det er jo betingelsen for at få certifikatet. Så på næste mission var det hendes tur. Det var hér, det gik galt.” Kurt var stille. Han kunne ikke sige noget. Hans hjerte dundrede og dunkede. Nu kom det endelig. Nu ville han langt om længe få at vide, hvad der var sket med moren. ”Vi modtog et nødkald fra en postraket. Dens motor var gået i stykker ud for monsterplaneten Gamle Glubske. Postraketten var langsomt ved at blive suget ind af monsterplanetens tyngdekraft. Det var kun et spørgsmål om minutter, før det stakkels postbud ville ende i kæften på Gamle Glubske.” Farens stemme bævrede, da han fortsatte. ”Min raket kunne ikke starte. Lige meget hvad jeg prøvede, ville motoren ikke gå i gang. Enten måtte vi afblæse missionen, eller din mor måtte tage af sted alene. Og sådan blev det. Hun tog af sted alene ... og hun kom aldrig tilbage.” Kurt ventede. Men der kom ikke mere. Faren snøftede lidt. ”Så mor døde. Hun blev spist af Gamle Glubske?” Faren nikkede. ”Hvorfor har du aldrig fortalt mig det?” Faren smilede tappert. Nu trillede tårerne ned over hans kinder. ”Jamen jeg ville sige det til dig tusind gange. Men der var aldrig det helt rigtige tidspunkt ... og desuden var jeg bange ...” ”Bange?” ”Ja, bange for, at du skulle synes, at det var min skyld. Hvis bare den dumme raket var startet ...” 136


Kurt smilede til faren. ”Det er okay, far. Jeg synes ikke, det er din skyld. Enhver ved, at det er farligt at være minutmand. Bare spørg Tommy Total, han har mistet hovedet nu!” De lo begge to. ”Er du i bedre humør nu, Kurt?” ”Lidt. Jeg er glad for at få at vide, hvad der skete med mor,” sagde Kurt, ”men det er stadig irriterende med Heinrich. Jeg mener, jeg er stadig bare Taber-Kurt. Sølvpil er i stykker, og vi har ikke penge til at få den repareret. Og jeg er ikke en rigtig minutmand, før jeg har fået certifikatet.” ”Åh ja, certifikatet. Men, Kurt ... vidste du ikke, at man ikke giver certifikatet til børn?” ”Hvad! Jamen man skal jo bare redde nogen. Sådan er reglerne!” ”Jo, man skal redde nogen, men ... man skal også være voksen. Ellers kan man ikke få certifikatet af Præsidenten.” Kurt var stum. Stum af raseri. Al hans besvær var forgæves! ”Men, Kurt ... glem nu det certifikat, ikke?” Faren lagde sin arm over skulderen på Kurt. ”Hør nu her ... hvis man føler sig som minutmand, så ér man minutmand, forstår du det? Bare se på mig!” Kurt kiggede overrasket op på sin far. Han så på sin far, sådan som han sad der i sin gamle sweater, sine slidte bukser, læsebriller og med de gamle sutsko på. Det var svært at forestille sig, at den mand lige der følte sig som en minutmand. Og dog. Hans far havde jo egentlig altid haft det der glimt i 137


øjet. Et glimt, som fortalte Kurt, at det hele nok skulle gå ... på en eller anden måde. ”Det kan godt være, at jeg bare er sandalmager,” sagde faren. ”Men jeg er også minutmand. Hvis man føler sig som minutmand indeni, så er man det. Husk det!” Den aften, før Kurt skulle sove, bad han Rex om at vise film. ”Selvfølgelig, Kurt, hvilken en skal det være? Det store diamantkup på Tetra, Rumpiraternes sidste slag, eller hvad med Planeten, som forsvandt?” ”Nej, nej, ikke den slags film. Jeg vil se dokumentarfilm. Gå på galaksenettet, og find det, du kan, om monsterplaneten Gamle Glubske. Jeg vil vide alt om den!” ”Åh nej, Kurt. Har du tænkt dig at tage til Gamle Glubske for at finde din mor?” ”Bare find de film. Det er en ordre!” ”Kurt, ingen er nogensinde sluppet levende fra Gamle Glubske. Ingen overhovedet!” Kurt Komet stirrede udfordrende på Rex. ”Det kan godt være. Men jeg er heller ikke ’hvem som helst’. Jeg er minutdreng. Minutdrengen Kurt Komet. Og vis mig så de film.” Og det gjorde Rex. I hvert fald nogle af dem. For snart var Kurt for træt. Rex slukkede for filmen. Kurt kiggede ud ad sit vindue. Der, lige overfor i nabohuset, så han Jenny. Hun smilede og vinkede tilbage. Hun formede ordene ”sov godt” med overdrevne grimasser. 138


139


Kurt smilede og vinkede tilbage. Så trak han gardinerne for og lagde sig til rette i sengen. Der var helt mørkt i værelset nu. Der var også helt stille. Det eneste, man hørte, var Kurts sagte vejrtrækning, sådan som det lyder, når man sover. For det gjorde Kurt. Han sov. Derfor opdagede han ikke, at et lille, spinkelt lys voksede frem bag hans sengegærde. Lyset kom fra hans hylde, hvor nogle af hans sejeste modelraketter stod på rad og række. Heroppe havde han lagt prinsessens magiske amulet, da han kom hjem. Amuletten havde han fået lov til at beholde af Kong Håkon som et minde om sit eventyr. Og amuletten lyste kraftigere og kraftigere, indtil den gennemsigtige udgave af Prinsesse Alice pludselig tonede frem. ”Kurt! Kan du høre mig?” Prinsessen snakkede meget højt. I baggrunden lød der høj musik og perlende latter. ”Det er den vildeste fødselsdagsfest, jeg nogensinde har haft. Vi har fået et bjerg af slik, kakao og ballondyr, og henrettelsen af Tommy Total var en stor succes. Alle klappede!” Prinsessen snappede ivrigt efter vejret: ”Du skulle have været her, Kurt! Men, Kurt, hvorfor er her mørkt? Sover du?” Prinsessen ventede lidt. Så gav hun op. Lyset fra medaljonen tonede bort. Hun havde ellers vigtigt nyt at fortælle Kurt. Men det måtte vente. Hun ville fortælle ham, at hendes far, Kong Håkon, ville belønne Kurt med hele en million kadutter. Så taknemmelig var han nemlig for at få sin 140


datter helskindet hjem. Jovist, en millioner kadutter var mange penge. Nok til, at Kurt og hans far kunne betale deres gæld. Huset var reddet. Kurt kunne blive boende på Paradisvænget, sådan som han altid havde gjort. Og han kunne få sin raket repareret. Sølvpil ville komme til at flyve hurtigere end nogensinde før. Hurtigere end lys og lyd. Og hurtigere end Heinrichs sorte ræserraket.

Kurtkometpreview2  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you