Page 1


Hunden der troede den var en isbjørn


Tekst: Emil og Cecilia Blichfeldt Illustrationer: Min Christinsen Redigering: Teddy Vork Korrektur: Camilla Friis Layout: Min Christensen Bogen er sat med Minion Pro 1. udgave, 1. oplag Printed at PNBprint, Letland 2017

ISBN: 978-87-93281-68-4 www.calibat.dk


HUNDEN ISBJØRN DER TROEDE

DEN VAR EN

Emil og Cecilia Blichfeldt Min Christensen Til Stella Calibat


I den lille by Qeqertarsuaq føg sneen mellem husene. Kun husenes vinduer lyste i mørket. Menneskerne gik kun ud, hvis de skulle noget. Dét var der netop en mand, der skulle. Han smækkede døren efter sig og gik ud til sin hylende hundeflok. Der var igen ballade med de nye hvalpe, eller rettere én af hvalpene.


Manden så ud over flokken. De fleste hunde lå halvt begravede i sneen med halen over snuden. Men en enkelt hvalp havde kastet sig over førerhunden og var i stor fare for at blive bidt til blods. Manden smilede for sig selv, for han kunne godt lide hundenes vildskab, men de skulle også lære, hvem der bestemte, så han råbte: “Aii-aii, Amaroq, væk med dig.”


Men førerhunden hørte ikke efter, så manden lossede den bagi. Nu forstod Amaroq beskeden og sprang væk fra hvalpen. Manden greb den stridslystne hvalp i nakken og sagde grinende: “Du er en vild lille pige.” Han løftede den knurrende hvalp op i øjenhøjde. “Du er en rigtig lille isbjørn. Du skal hedde Nanuaraq.” Hvilket jo betyder lille isbjørn på grønlandsk. Derefter smed han hunden ud i den dybe sne, så den kunne køle lidt af. Det virkede ikke.


Sekundet efter var den fri af sneen og bjæffede begejstret til de andre slædehunde: “Hørte I det? Jeg er slet ikke en hund, jeg er en isbjørn!” De andre hunde lo med korte bjæf: “Du er lige så meget isbjørn, som vi er mennesker.” Nanuaraq løb stolt op på toppen af en snedrive. “Det er nemlig rigtigt, at I næsten er mennesker. I slider og slæber og får tørre fisk som tak. Men det vil jeg ikke. Jeg vil være fri og være isbjørn. Farvel og tak!”


De andre hunde hylede, da lille Nanuaraq løb afsted. IsÌr hylede hendes mor, men inderst inde vidste hun godt, at hun ikke kunne holde sin hvalp tilbage.


Hvalpen var nemlig fyldt med eventyr, og hvis hun ikke kom afsted, så blev hun måske en af de hunde, der ikke ville spise, og sov, indtil de ikke vågnede igen. Og så ville moren hellere have, at hvalpen kom til åndeverdenen med hovedet fyldt med drømme om frihed i stedet for tomhed. Men Nanuaraq havde ikke tænkt sig, at hun skulle til åndeverdenen. Hun skulle ud og være vild og farlig. Så hun løb ud over sneen. Hun løb, hvor overfladen var hård og vindblæst.


Hun løb og følte friheden boble i sit blod. Vinden føg hende i møde, sneen bed som små istapper i hendes øjne og bløde snude. Men Nanuaraq mærkede det ikke, hun tumlede afsted. Væk fra fastlandet og ud på isen. Da vinden blev for strid, lukkede hun øjnene og løb videre. Hun løb, lige indtil hun bumpede ind i en snedrive. Hun knurrede ad driven, der var så fræk at ligge lige der, hvor hun skulle løbe.


Snedriven knurrede tilbage. Nanuaraq satte sig på halen i ren forbavselse. Nu bevægede snedriven sig, og sneflagerne faldt til side. Snedrivens knurren ændrede sig til en træt stemme: “Jeg gik ud på isen for at sove ind i åndeverdenen. Hvem er du, der vover at afbryde mig?”


Den lille hvalp var stum af forbløffelse. Det var slet ikke en talende snedrive. Ud af sneen rejste et enormt hvidt væsen sig. En isbjørn. Den lod sig falde ned på fire ben. Hvalpen kunne se, at isbjørnens øjne var mælkede, og snuden indtørret.


Det var en gammel bjørn. En gnaven gammel bjørn. “Jeg spørger en sidste gang, før jeg spiser dig. Hvem er du?” knurrede den, mens den missede med øjnene. “J-jeg er Nanuaraq,” svarede den lille hvalp, mens den mærkede sit lille hjerte banke hurtigere end nogensinde før.


Den gamle bjørn vendte sig mod stemmen. “Er du en lille isbjørn?” Hvalpen bjæffede begejstret: “Ja, det er lige det, jeg er!” Bjørnen masede sin sprukne snude mod hvalpens bløde maveskind. “Ja, du er blød som en lille bjørneunge. Er du monstro min lille bjørneunge?” spurgte den gamle bjørn med et glimt af håb i stemmen.


“Ja, det er lige det, jeg er, og jeg er sulten!” bjæffede hvalpen og bed bjørnen i øret af bar begejstring. En dyb og rumlende latter lød fra isbjørnens bryst. “Så må vi hellere finde noget mad. Hvad kan du godt lide?”


“Fisk, tørret fisk, rådden fisk, fiskehoved, fiskehale og al fisk.” Den gamle bjørn virrede med hovedet og begyndte at lunte afsted. “Fisk er godt, men når en lille bjørn skal vokse, så skal den have sæl.”


Hvalpen løb begejstret efter bjørnen. “Jaaa, jeg elsker sæl. Det er verdens bedste fisk!” “Sæl er ikke fisk, dit lille tossehoved. Kom, vi skal finde et åndehul.” “Hvorfor skal vi finde et åndet hul?” bjæffede hvalpen og bed den gamle bjørn i benet. Hun daskede hende blidt til siden, så hvalpen rullede hen ad sneen. “Åndehuller er der, hvor sælen stikker sin snude op for at få luft. Det er der, vi kan fange den.”


Nanuaraq rejste sig fortumlet op og løb tilbage til den gamle bjørn. “Er vi snart henne ved det åndede hul?” “Vi må lede, før vi finder åndehullet.” De gik ud over isen, mens vinden føg, og sneen stak som nåle i snuden.


“Er vi der nu?” bjæffede Nanuaraq. “Vi er tæt på, jeg kan mærke, isen er rigtig her.” De gik rundt i cirkler. “Er vi der nu?” “Måske, men mine øjne virker ikke så godt, som de gjorde engang, og min snude er tørret ind, så jeg kan heller ikke lugte sælen.”


“Er det så ikke svært at finde sælen?” “Meget svært.” “Er det derfor, du er så tynd og slasket. Er du ikke meget sulten?” “Meget.” “Jeg kan hjælpe dig! Hvad skal jeg kigge efter?” “Du skal se efter en lille snebunke, der ser ud, som om den er trykket op nedefra.”


“Det er nemt,” bjæffede Nanuaraq begejstret og løb rundt i cirkler, indtil hun fandt en snebunke. “Er det den her?” Den gamle bjørn gravede sneen til side. “Nej, den var ikke rigtig.” Nanuaraq havde set, hvordan hun havde gravet, og nu løb hun rundt i cirkler og gravede i den ene bunke efter den anden.


Pludselig var der et vandfyldt hul under en dynge. “Ad, her er vand!” “Godt fundet. Du er en god lille bjørn,” brummede den gamle bjørn. “Nu skal vi bare vente.” “Det gider jeg ikke,” bjæffede Nanuaraq. “Jeg vil have sæl nu!” Isbjørnen lo sin rumlende latter. “Nu skal vi vente, og det kan tage lang tid. Du kan sove imens.”


Med de ord rakte hun labben ud og hev den lille hvalp ind under sig. “Jeg er aldeles ikke træt,” gabte Nanuaraq og puttede sig tættere ind i det varme bjørneskind.


Nanuaraq vågnede ved duften af friskfanget kød. “Så er der sæl,” smaskede den gamle isbjørn og kastede en stor luns sæl hen til Nanuaraq. Lunsen landede tungt på hvalpens hoved, så hun væltede. Men Nanuaraq kom hurtigt på benene.


Knurrende bed og flåede hun i lunsen og spiste de lækre bidder. Til sidst satte hun sig på halen og slog en stor bøvs. “Mums. Det var lækkert. Hvad skal vi nu?” “Nu skal vi sove.” “Jeg gider ikke sove. Jeg har lige sovet. Det er kedeligt at sove. Vi skal lave noget andet!” Den gamle isbjørn svarede ikke. Den sov allerede.


Nanuaraq løb bjæffende rundt om bjørnen for at få den til at vågne. Hun hoppede op på ryggen af den. Hun bjæffede hende i øret. Intet hjalp. Til sidst satte Nanuaraq sig på halen og stirrede opgivende på bjørnens lille, runde hale. Hun blev så gal, at hun for frem og bed alt, hvad hun kunne i halen. Den gamle bjørn vågnede og slog en gevaldig prut.


Prutten blæste Nanuaraq omkuld, men hun kom hostende på benene igen. “Nu er du færdig med at sove. Nu skal vi fange noget mere at spise, for jeg er sulten igen.” Bjørnen rystede opgivende på hovedet, men fulgte godmodigt efter den lille hund.


De gik væk fra isen og vandrede op på kysten. De gik i flere timer i den hylende vind. Begge med maven fyldt, så det gjorde dem intet at vandre langt. De vandrede op ad snedækkede bakker. De vandrede op i fjeldet. Tit gled Nanuaraq, men hun trillede ikke ned, for den gamle bjørn greb hende, hver gang hun faldt. De kæmpede sig frem i mange dage, men de brokkede sig ikke.


Stormen lagde sig, og dagene blev mørke og klare. Månen og nordlyset viste vej op til toppen af fjeldet. Endelig satte Nanuaraq sig prustende på halen. “Vi klarede det!” Bjørnen væltede sig om i sneen og prustede: “Ja, det gjorde vi.”


“Men hvad laver vi her på toppen af fjeldet?” “Det siger jeg lige om lidt,” prustede Nanuaraq, mens hun spejdede rundt. Hun snusede dybt og længe. Hun snusede, indtil snuden blev helt kold indeni. Men hun lugtede det, hun ville lugte. Hun lugtede. “Rensdyr! De er den her vej!”


Nanuaraq tumlede afsted med den knurrende gamle bjørn i hælene. De kæmpede sig mod toppen af det snedækkede fjeld. Gang på gang greb den gamle bjørn hvalpen i nakken, så hun ikke trimlede ned ad bjerget. Til sidst var de begge trætte og fortumlede, men de nåede frem. Nu kunne de se ned på rensdyrene.


“Der er flokken,” hviskede Nanuaraq, mens hun pressede forkroppen ned i sneen, og bagkroppen stod op med viftende hale. “Vi kan ikke fange dem,” sukkede den gamle bjørn og satte sig tungt ned. Så tungt, at den hårde sneskorpe knækkede, og Nanuaraq begyndte at glide. Isbjørnen prøvede at gribe hvalpen. Men for sent.


Nanuaraq trimlede ned ad fjeldet. Hun rullede hurtigere og hurtigere. Sneen pakkede sig om hvalpen, sĂĽ hun blev til en kugle af sne, der voksede og voksede.


Rensdyrene så op fra deres arbejde med at grave lav frem under sneen, men der skulle meget lav til for at blive mætte, så de spiste videre, selvom sneen kom nærmere. De så sneen komme tættere og tættere på, men de vidste, at den ikke kunne nå dem. Den burde slet ikke kunne nå dem. Men sneen opførte sig pludselig helt anderledes, end den plejede.


Den store kugle af sne væltede ind i flokken, så rensdyrene sprang til alle sider. Kun ét rensdyr tænkte mere på at fylde sin mave end på at se sig for, så den kom ikke af vejen. Den gamle isbjørn løb, så hurtigt den kunne, ned ad bjerget. Forpustet kom den ned, hvor rensdyrflokken havde befundet sig.


Den missede med sine gamle øjne, der knap nok virkede, men et stykke væk så den noget bevæge sig. Den hastede derhen. Nanuaraq virrede fortumlet med hovedet og så den gamle bjørn komme hen mod sig. Isbjørnen knurrede blidt: “Det klarede du flot, lille bjørn.” Nanuaraq så sig forvirret omkring. “Hvad klarede jeg?” Den gamle bjørn prikkede på det, hvalpen sad på. “Måske ser og lugter jeg dårligt, men hvis jeg ikke tager meget fejl, så har du nedlagt et rensdyr.”


Nanuaraq kiggede overrasket ned, og ganske rigtigt sad hun oven på et rensdyr. “Selvfølgeligt klarede jeg det. Jeg vidste, jeg kunne. Jeg er en stor jæger. Lad os spise, mens den er varm!” De spiste og spiste. De spiste til deres maver blev runde som kugler. Bagefter faldt de i søvn.


Nanuaraq vågnede af en skøn drøm. Hun havde drømt, at hun var blevet en isbjørn. Hvalpen så sig omkring og opdagede, at den varme pels, hun lå op ad, ganske rigtigt tilhørte en isbjørn. Så var det altså ikke en drøm! Hun var en isbjørn. Begejstret sprang hun rundt på bjørnen og hoppede bjæffende rundt. Men bjørnen sov bare videre.


Nanuaraq gav sig til at kilde bjørnen mellem kløerne. Hun pustede den i snuden. Men det hjalp ikke, bjørnen sov bare videre. Til sidst bed hun bjørnen i halen, så den slog en kæmpe prut, der fik hvalpen til at rulle ud i den dybe sne. Da Nanuaraq kom op af sneen, var hun helt brun i ansigtet, men det var det hele værd.


For bjørnemor var vågen. “Sikke beskidt du er, min lille bjørneunge,” brummede hun. Så greb hun hvalpen i nakken og tværede hendes ansigt rundt i sneen. Nanuaraq rystede sneen ud af pelsen og bjæffede glad til sin bjørnemor. Bjørnemor knurrede venligt tilbage og gned sin tørre snude mod den lille hunds fugtige snude.


Så knurrede hun pludselig dybere. Det lød ikke længere venligt. Nanuaraq satte sig forbavset på halen. “Hvorfor er du sur?” Den gamle bjørn svarede ikke, hun puffede hvalpen hurtigt og voldsomt om bag sig. Nanuaraq blev ked af det og forstod ikke, hvad hun havde gjort forkert.


Hun skulle til at spørge, men i det samme rejste den gamle bjørn sig knurrende på bagbenene og brølede ud i snefoget. Nanuaraq peb og klemte sig ned mod sneen. Først forstod hun ingenting, så kom der noget ud af snefoget. En anden bjørn. Den rejste sig knurrende på bagbenene.


Bjørnen var større og yngre end den gamle bjørn. Det var en kæmpe hanbjørn. En kæmpe, sulten hanbjørn. “Du får ikke min unge,” brølede den gamle bjørn. Den unge bjørn knurrede: “Jeg æder jer begge to,” og så kastede han sig frem. Han var meget større og stærkere end den gamle bjørn.


Bjørnemor burde være flygtet. Men hun kæmpede for sin unge, og der er ikke noget stærkere end en mor, som kæmper for sin unge. Den unge bjørn ramte hende hårdt og skubbede hende bagud gennem sneen. Hans kløer farvede hendes pels rød.


Den gamle bjørn råbte: “Løb, Nanuaraq!” og så bed hun. Måske var hendes tænder slidte, men hendes kæber var stærke. Den unge bjørn prøvede at hive sig fri, men hun holdt fast i hans skulder. Han brølede og slog igen. Og igen og igen. Den gamle bjørn blev mere og mere rød.


Nu blev Nanuaraq gal, og hun for frem og bed bjørnen i haserne. Hun sprang hurtigt væk, før hans kløer kom for nær. Sådan som hunde, der jager isbjørne, skal. Den unge bjørn blev forvirret og forsøgte at hive sig fri.


Den gamle bjørn holdt fast. Så brølede den unge bjørn og skubbede med al sin kraft. Totter af pels føg gennem luften. Den gamle bjørn vaklede tilbage. “Løb, Nanuaraq,” peb hun. Men Nanuaraq ville ikke løbe, hun ville redde sin mor. Hun dansede rundt om den store bjørn og bed den i haserne, så den ikke vidste, hvem den skulle angribe.


Hvis bare hvalpen var hurtig nok, blev hun ikke ramt, men Nanuaraq kunne mærke, at hun var ved at blive træt. Det blev sværere og sværere at undvige. Nu kunne hun snart ikke mere. Var det slut nu? Pludselig dansede hun ikke alene om bjørnen, en anden hund hjalp hende. En stor, stærk hund bed og gøede. Det var Amaroq. Førerhunden. Den stærkeste og hurtigste i flokken.


Den gamle bjørn satte sig træt på rumpen, da hun så, at Nanuaraq ikke længere var alene. Ikke langt væk kunne hun høre flere hunde.


Hanbjørnen brølede af vrede og slog hårdt og hurtigt. Nanuaraq kunne ikke undvige. Amaroq kastede sig imellem, og begge blev slynget væk. “Du reddede mig?” peb Nanuaraq. Amaroq smilede på trods af sit sår. “Du er en del af flokken. Vi hjælper hinanden.”


Den vrede hanbjørn tårnede sig op. Nu ville den kvase hundene og æde dem. I det samme lød et brag. En rød plet voksede frem på bjørnens brystkasse, og den faldt om i sneen. Da den gamle hunbjørn så, at Nanuaraq var i sikkerhed, sank hun sammen. Nanuaraq bjæffede og løb over til bjørnemor. Hun puttede sig ind til hendes røde pels. “Du må ikke dø.”


Den gamle bjørn lo hæst. “Dø, det skal jeg, og det gør ikke noget, når jeg ved, at du ikke længere er i fare. Du har givet mig et ekstra liv. Nu dør den gamle, og den unge lever. Sådan må det være.” Nanuaraq hylede: “Hvordan kan jeg være fri og bjørn uden dig?”


“Det kan du heller ikke. Du må blive en hund i flokken igen, men selvom du er en lille hund, vil du altid være min Nanuaraq. Gå nu. Lev med hunde og mennesker. Det bliver hårdt, men også godt,” sagde den gamle bjørn og døde. Nanuaraq hylede af sorg og følte sig helt alene. Men det var hun ikke. Amaroq kom hen til den store hvalp og hylede med hende.


Ud af snefoget kom slæden. Manden med geværet standsede tilfreds ved den store hanbjørn. Han hørte de hylende hunde og så på dem og den gamle bjørn. Han lagde lidt fisk til hundene og lod dem sørge i fred, mens han fik den unge bjørn op på slæden. Da bjørnen var på plads, var sneen holdt op med at falde. Skyerne drev væk, og stjernerne skinnede som et tæppe af lys. Manden nikkede, da han så, at alt var klart til at komme hjem. Eller næsten klart. Han vendte blikket mod den gamle bjørn og de to hunde.


Om det var, fordi den gamle bjørns skind var ødelagt af de mange angreb, eller om det var, fordi han forstod hundenes sorg, vidste han ikke. Men han lod den gamle bjørn ligge og gav sig i stedet til at undersøge Amaroqs sår. Manden talte roligt til hunden: “Du var heldig, Amaroq, du skal nok overleve. Men du kommer ikke til at trække slæden hjem.” Amaroq fandt sig i at blive båret og lagt oven på bjørnen.


Nanuaraq knurrede ad manden, da han kom tilbage og sagde: “Amaroq hjalp dig mod bjørnen, vil du tage Amaroqs plads og hjælpe til med at få bjørnen tilbage til byen?” Nanuaraq stirrede vredt på mennesket. Hun var så ked af det, at hun bare ville løbe væk.


Men før hun kunne løbe, så hun, at både Amaroq og mennesket kiggede på hende med samme blik. Et blik, der sagde, at hun var en del af flokken. Et blik, der sagde, at det ville blive hårdt, men også godt. Præcis som hendes bjørnemor havde sagt.


Nanuaraq holdt op med at knurre og tog sin plads i hundespandet. De andre bjæffede begejstret til hende, og hun kiggede ikke længere op på de andre hunde. Hun var vokset. Hun var ikke længere en hvalp. Hun var en stor hund.


Manden råbte: “Ai-ai.” Flokken borede poterne ned i sneen. Manden skubbede bag på slæden, alt hvad han kunne. Langsomt kom slæden i bevægelse og gled ud over den glatte sne. Nanuaraq følte glæden ved at trække i flok. Nanuaraq smilede og stirrede op. Under de blinkende stjerner snoede nordlyset sig. Og det var, som om det var den gamle isbjørnemor, der vinkede ned til Nanuaraq.


Nu vidste hun, at den gamle isbjørn, og alt det, de havde lavet sammen, altid ville være der, altid ville være en del af hende, også selvom bjørnen var væk. Nanuaraq hylede ud i natten og tænkte, at det nok skulle blive et godt liv, selvom det nok også ville blive hårdt.


“Jeg vil være fri og være isbjørn. Farvel og tak,” bjæffer den lille hund, før den løber ud i Grønlands barske natur. Her får den snart at føle, hvad det vil sige at være isbjørn i stedet for slædehund.

Hunden der troede den var en isbjørn er en historie, der er inspireret af grønlandsk historiefortælling. Det er sjovt, grumt og har noget på hjerte.

ISBN 978-87-93281-68-4

9 788793 281684

Hunden der troede den var en isbjørn  

“Jeg vil være fri og være isbjørn. Farvel og tak,” bjæffer den lille hund, før den løber ud i Grønlands barske natur. Her får den snart at...

Hunden der troede den var en isbjørn  

“Jeg vil være fri og være isbjørn. Farvel og tak,” bjæffer den lille hund, før den løber ud i Grønlands barske natur. Her får den snart at...

Advertisement