Page 1

HENRIK EINSPOR

Gys og maddiker


HENRIK EINSPOR

Gys og maddiker


Grøn død

Hvis der var noget, som var så sikkert som amen i kirken, så var det, at en stille dag på kontoret hos De Grønne Detektiver sjældent blev ved med at være det. Stille altså. Der var altid et eller andet, som gik i ged, for ikke at tale om op i hat og briller. Sådan skulle det også gå denne dag. Det, der begyndte med at være en fredelig dag på kontoret, endte med at blive en sag, som sendte os alle tre lige lukt på kirkegården. Det kom sig af, at Sue havde fået den idé, at vores kontor trængte til at blive frisket lidt op. For det meste betød frisket lidt op, at der skulle støvsuges, luftes ud og eventuelt tømmes papirkurv. Men i dag betød det, at Dick og jeg skulle lægge gulvtæppe. Et gulvtæppe, som Sue havde købt. Det var grønt. ”Det er grønt,” sagde jeg. ”No shit, Sherlock,” lød Sues kommentar. Og jeg skal ikke kunne sige, om det var ironisk ment, men i hvert fald gav hun udtryk for, at det ville se tjekket

2


ud, når der kom kunder. Grønt var godt for øjnene, som hun sagde. ”Hvilke kunder?” spurgte Dick og jeg bare, for det var hundrede år siden, vi sidst havde haft nogen. Og vi var ret sikre på, at den type kunder, som dukker op i detektivbureauer, var ret græskkatolske med hensyn til hvilken farve gulvtæppet havde. Sue bad os om ikke altid at være så negative og påpegede, at det var helhedsindtrykket, som betød noget. Og at det var klart, at der aldrig kom nogen kunder, når kontoret var tristere end hos en deprimeret bedemand. Og så meddelte hun, at hun ville gå ud og købe et par grønne planter, som vi kunne stille hist og pist, og som matchede gulvtæppet. ”Hist og pist?” spurgte Dick. ”Ja, netop,” nikkede Sue. ”Og som matcher gulvtæppet. Det nytter jo ikke noget, at der bare står en vissen kaktus, når vi kalder os De Grønne Detektiver.” Det næste blev vel, at vi også skulle have et 60-liters selskabsakvarium fyldt med guppyer og neonfisk, skumlede Dick, da hun var gået. Og nogle kanariefugle til at flyve rundt og sige pip.


”Hun kan selv have pip,” sagde jeg. Og det kunne jeg roligt sige, nu Sue var uden for hørevidde. Men nu vi taler om kæledyr, så havde vi faktisk et lige for tiden. Og det er ikke katten, som vi fik i første bog, for den var for længst gået sine egne veje. Nej, vores kæledyr var en gnaver. Sue havde nemlig sagt ja til at passe Bulders hamster. Bulder var hendes nevø, og han var en irriterende møgunge, som man havde lyst til at skyde i hovedet, men hamsteren var sød nok. Eller det syntes jeg i hvert fald, at den var, lige indtil den bed mig i fingeren med sine små, lede hugtænder. Så havde jeg også lyst til at skyde den i hovedet. Heldigvis befandt det bidske bæst sig i et bur. I buret var der også sådan et hjul, den kunne løbe rundt og rundt i. Det så ret tosset ud, syntes jeg, men Sue sagde, at det var dens måde at få motion på. Af og til tog hun den ud af buret og kælede med den, og den fik også lov til at løbe frit omkring, så den kunne få rigtig motion. Det sjove var, at Sue var bange for mus, men en hamster gjorde åbenbart ikke noget. Men tilbage til det grønne gulvtæppe.


Dick syntes lidt, at det lignede en grøn golfbane. Et hul her og der, sagde han, så kunne han øve sig på golf, når der ikke var noget detektivarbejde, som skulle klares. ”Jeg tror ikke, Sue bliver glad, hvis du laver huller i det,” sagde jeg. Ved nærmere eftertanke var Dick enig i det synspunkt. Og derpå gav vi os til at rykke alting rundt, så vi kunne få rullet tæppet på plads. Det var lidt af et slid. Først skulle vi flytte møblerne væk, så rulle tæppe på og derefter sætte møblerne tilbage igen. I en stiv time baksede vi med at få rullet tæppet ud fra væg til væg, men omsider var vi færdige. Vi måtte give Sue ret. Det så ret flot ud. Et mosgrønt tæppe af … øh, tæppe lå for vores fødder. ”Grønnere end spildt sportsvand på et billardbord,” som Dick udtrykte det. Han tog plads i kontorstolen og gav sig til at rode efter sine pastiller. Han rodede først i den ene lomme, så i den anden. Så klappede han på samtlige lommer. Hvor pokker var nu de lakridser? kunne man se, at han tænkte. Dick var dybt afhængig af sine pastiller. Han endte med at sende mig et mistænksomt blik.


”Lad være med at se på mig,” sagde jeg for at komme hans beskyldninger i forkøbet. ”Jeg har ikke rørt dem.” I det samme var det så, at vi fik øje på bulen midt ude på gulvtæppet. Og så kunne vi ligesom godt regne ud, hvor de pastiller var blevet af. Pakken var sikkert røget ud af hans lomme, da vi baksede med tæppet. Hvor uheldig kunne man være? Ret uheldig åbenbart. Dick klaskede hånden mod panden og sagde: ”Sig, det er løgn!” Men det var ikke løgn, og nu blev vi nødt til at flytte alle de møbler rundt igen. Det troede jeg i hvert fald, men så tog Dick resolut vores brevpresser, som i parentes bemærket var en tung en af marmor, kravlede på knæ midt ud på gulvet og bankede bulen flad. ”Sådan,” sagde han tilfreds, da han var færdig. ”Nu er der ingen, der lægger mærke til noget.” Men der tog vi fejl, for i det samme kom Sue hjem med to grønne planter og en pakke hamsterfoder. ”Hvor er Banjomus?” spurgte hun. Det var Bulders hamster, hun mente. Den hed Banjomus. Ret fladpandet navn, hvis nogen spørger mig, men det


skulle snart vise sig, at det ikke var det eneste ved Banjomus, som var fladpandet nu. Dick og jeg gloede på hinanden, men mest gloede vi på hamsterburet, der stod på arkivskabet. For nogen havde glemt at lukke lugen i det. Og som om det ikke var slemt nok, lå Dicks pastiller lige ved siden af buret. Dick og jeg så på gulvtæppet, hvor der ikke længere var nogen bule. Derefter så vi på hinanden. Og så lagde vi to og to sammen. Det var ikke noget resultat, vi brød os om, kan jeg godt hilse og sige. Og det ville også være synd at sige, at Sue ligefrem jublede.


Krise

Uden at overdrive kan man roligt sige, at den fredelige dag var forbi. I stedet var der krise i vores detektivbureau. Sue kaldte Dick og mig for psykopater og lystmordere og et par fnatugler. Og vi fik også de nyindkøbte planter slynget i hovedet. Heldigvis nåede jeg at dukke mig, men Dick fik en stuebirk lige i ansigtet. ”Hvad vil Bulder nu sige?” råbte hun til os. ”Han vil sikkert flæbe,” sagde jeg, inden jeg forstod, at spørgsmålet var sådan retorisk. Altså sådan et spørgsmål, man mest stillede, når man tænkte højt. Sue forsikrede mig om, at det var os, som kom til at flæbe, hvis vi ikke fandt på noget i en fart. Og helst noget, som gjorde Banjomus levende igen. Hvad havde hun tænkt sig? At vi skulle lege Frankensteins hamster eller noget? Dick foreslog, at hun hellere skulle være lidt glad for, at vi havde lagt gulvtæppe i kontoret. Var det måske ikke det, hun havde bedt os om?


Sues svar var en flyvende brevpresser – den samme, som Dick lige have brugt – og Dick, som var ved at fjerne jord og blade fra sit skrivebord, var tæt på også at få den i skallen. Nu nøjedes den med at ramme hans detektivdiplom, som hang i glas og ramme på væggen, indtil det så ikke gjorde det mere. Til sidst måtte vi lukke hende inde på badeværelset og sætte en stol i spænd under dørhåndtaget, så vi kunne få fred til at tænke på en løsning uden at få smidt ting efter os. ”Vi bliver nok nødt til at købe en ny hamster,” sagde Dick, da der var blevet ro i lejren. ”Men vil han ikke opdage, at det ikke er Banjomus?” spurgte jeg. ”Klaphat!” råbte Dick. ”Har du måske nogensinde hørt om en hamster, som kommer, når man kalder? Alle hamstere ser ens ud og gør de samme tåbelige ting såsom at løbe rundt i deres hjul, når de ikke lige hamstrer, eller hvad de gør.” ”Eller gemmer sig under folks gulvtæpper,” tilføjede jeg. Dick bad mig om at lade være med at hænge i fortiden og i stedet se fremad.


”Altså så er vi enige. Vi skaffer en anden,” afgjorde han. ”Og når Bulderdrengen kommer tilbage, vil han end ikke opdage, at han har fået en spritny hamster. Faktisk skal han bare være glad.” Sådan var Dick så god til at udglatte problemer, selv uden tunge brevpressere. Og det bedste var, at der stadig var nogle dage tilbage, inden Bulder kom hjem fra ferie og hentede Banjomus. Hvilket til den tid ville være Banjomus version 2.0. Alt, vi behøvede, var altså at gå ned i nærmeste dyrehandel og købe en ny gnaver. Noget andet var det at formilde Sue. Her hjalp ikke engang det nye gulvtæppe. Sue gad ikke være sammen med folk, som gik og smadrede hamstere, oplyste hun, da hun havde dampet af. Faktisk foreslog hun os at omdøbe bureauet til De Grumme Detektiver, og selv agtede hun at flytte til en anden del af byen. Langt væk fra os to psykopatdræbermaskiner. Heldigvis fandt Dick på råd, som gjorde hende god igen. ”Hvad om vi gav den en fin begravelse? Som, øh, plaster på såret?” spurgte han.


”Begravelse?” Sue fik et mere medgørligt udtryk i ansigtet. Dick nikkede. ”Plaster på såret?” spurgte jeg og lignede mere et spørgsmålstegn i hovedet. Dick spurgte, om vi havde hørt om Dyrenes Kirkegård. Det havde vi ikke. Men Dick kunne hurtigt oplyse os om, at det var et sted, hvor kæledyr blev stedt til hvile. Og hans idé var, at vi skulle begrave Banjomus der. Sue overvejede sagen et øjeblik og nikkede så. Det var egentlig talt en smuk tanke, sagde hun. Og det var det bestemt. En smuk tanke, men en virkelig dårlig idé. Og hvor ville jeg ønske, at Dick aldrig havde fået den.


Lynbegravelse

Men næste dag stod vi så på dyrekirkegården. Den lå i udkanten af Doom Town. Faktisk var det lidt forkert at kalde det for en kirkegård, for her var ingen kirke. Men bortset fra den lille detalje lignede det en rigtig kirkegård. Altså med gravsten og kors og den slags. Gravstederne var måske lidt mindre, og på stenene stod der ting som Hvil i fred, Piphans og Sov sødt, gamle Trofast og den slags. Der var også en, hvor der stod Til minde om Gople, verdens sejeste guppy. Kort sagt: Her lå lidt af hvert inden for kategorien kæledyr. Gamle, knudrede træer hældede ind over gravene, og græs og ukrudt piblede frem overalt. Ikke jordens hyggeligste sted kan man måske regne ud. Men her skulle Banjomus altså begraves. Uden at overdrive kunne man også sige, at vejret var perfekt til begravelse. Regn og rusk og visne blade føg rundt om ørerne på os, og paraplyer havde vi selvfølgelig ikke tænkt på.


”Burde Bulder egentlig ikke have været med?” spurgte Sue. ”Det var trods alt hans hamster.” ”Ja, godmorgen,” sagde Dick. ”Officielt ved han jo ikke, at den er død. Han henter den om et par dage.” Nå ja, det kunne Sue godt se. Hun stod med Banjomus i en pizzaæske. Hamsteren havde været rimelig fladmast, da vi fik den skrabet af undersiden af gulvtæppet, men pizzaæsken var til gengæld fint dekoreret. Jeg havde malet kors og skelethoveder og den slags på den med vandfarve. Ret tjekket, syntes jeg. Desværre flød farven lidt ud i regnen. Nu lignede det mere et eller andet surrealistisk kunstværk. Men Banjomus var sikkert ligeglad, død som han var. Vi havde aftalt at mødes med graveren, som ville vise os hen til graven. Han viste sig at være en ældre mand iført arbejdstøj og bærende en skovl over skulderen. Han stod lidt og gloede på pizzaæsken. Så gloede han på os. ”Skal I begrave en pizza?” spurgte han.


”Ja,” sagde Dick. ”Vores afdøde ansjos ønskede at blive begravet sådan – med det helt store udtræk liggende på et leje af smeltet ost og tomat.” Sue sendte et opgivende blik op i luften og forklarede, at vores kæledyr havde været ude for et mindre uheld, som involverede en brevpresser og to klodrianer. Graveren nikkede høfligt. ”Denne vej så,” sagde han og gjorde et kast med hovedet. Vi traskede efter ham. Kirkegården viste sig at værre større, end den umiddelbart så ud til. Snart var vi forsvundet i en hel labyrint af buske og gravmonumenter. I dagens anledning var Sue klædt helt i sort og havde hat på med slør for ansigtet. Måske lidt overdrevet, syntes Dick og jeg, som mere var i vores almindelige tøj. Dick bar en kæmpestor laurbærkrans med silkebånd og hele molevitten. Det var måske lidt overdrevet med sådan en gangsterkrans til en hamster, men Sue havde insisteret, og eftersom det var Dick, som havde krakemeret gnaveren, undlod han at stille sig på bagbenene, for nu at bruge et udtryk fra dyrenes verden.


Lidt efter nåede vi frem til graven, som graveren havde gravet. Hullet var ikke ret stort, så han blev lige nødt til at udvide det lidt, så der kunne blive plads til pizzaæsken. Imens han skovlede jord, sagde Sue nogle pæne ord. ”Hvil i fred, lille Banjomus,” sagde hun. ”Tilgiv Dick, at han bankede dig flad som en pandekage.” ”Det var ikke med vanilje,” mumlede Dick og bøjede hovedet. Jeg fandt min mundharpe frem og spillede en sørgmodig melodi. Jeg syntes selv, at jeg slap ret godt fra det, selvom der kom en del vand i den. Altså i mundharpen. ”Smukt, Jack,” sagde Sue og tørrede næse i sit lommetørklæde. ”Det var jo som at være med i en gammel cowboyfilm.” ”Originalt,” nikkede Dick samtykkende. ”Yderst originalt, Jack Stump!” Jeg ved ikke helt, om han mente det, for det trak lidt i hans mundvige, som om han havde svært ved at finde den rette grimasse. Graveren virkede til gengæld utålmodig. Og jeg var dårlig nok færdig med at spille, før han gav sig til at skovle jord på graven. Han skovlede som en


gal. Mindre end et minut senere var hullet forvandlet til en lille forhøjning, som han klappede i facon med bagsiden af skovlen. Derpå rev han kransen ud af hånden på Dick og anbragte den ovenpå. Graven forsvandt fuldstændig under laurbærblade og silkebånd. ”Skal du nå noget?” spurgte Dick og så en anelse utilfreds ud over, at det skulle gå så stærkt. Graveren sendte bare et uroligt blik rundt og oplyste os om, at det blev fuldmåne i aften. Som om det var noget at være nervøs for, tænkte jeg, men jeg blev snart klogere. ”Vi lukker altid tidligt, når det er fuldmåne.” Graveren begyndte at puffe os af sted mod udgangen. ”Kom så, ingen tid at spilde!” skyndede han på os, mens han så sig over skulderen. Vi fattede ikke, hvad han havde så travlt for, men måske skulle han hjem og spise aftensmad. Det var selvfølgelig også sent på dagen, og tusmørket var begyndt at sænke sig, men alligevel. Kort efter stod vi uden for kirkegården. Graveren fik trukket jernlågen i og slog kors for sig. ”Pyh ha!” sagde han lettet. Hvorefter han lige tog sig tid til at afkræve os betaling for sin ulejlighed.


”Hør her, fister,” sagde Dick, mens han talte sedlerne op. ”Har du altid så travlt?” Og det kunne Sue og jeg også godt tænke os at vide. Manden opførte sig jo nærmest, som om han stod for speed-begravelser af væddeløbshunde. Graveren snuppede skejserne, talte dem og stak dem i inderlommen. ”Bliv inden døre i aften,” rådede han. ”I aften vil denne del af byen være usikker. Det er bare et godt råd.” Et øjeblik efter havde han sat det lange ben foran. ”Lidt af en spade, den graver,” sagde Dick. ”Man skulle tro, at han var bange for vampyrer.” ”Måske har han begravet en vampyrflagermus,” sagde jeg og gøs lidt ved tanken. ”Helt klart, Jack,” kom det sarkastisk fra Dick. ”Eller en varulve-ulv!” Sue sagde, at hun frøs, og nu havde vi jo ligesom givet Banjomus en fin – om end hurtig – begravelse. Det var på tide at komme videre, og med videre mente hun hjem i varmen. Men ret meget videre kom vi ikke, for i det samme lød en gøen. Eller skulle man snarere sige en gøende latter. Og jeg kan godt hilse og sige, at den latter gav mig gåsehud for en femmer!


Postbud

Latteren viste sig at stamme fra en skikkelse, der kom humpende ud af tusmørket. Han var iført en lang postfrakke, og vi kunne se, at han havde træben – det var sikkert derfor, at han støttede sig til en krykke. Da han kom tættere på, kunne vi også se, at han manglede både et øje og en hånd. Faktisk var han mere arret end Frankensteins monster, men humøret fejlede åbenbart ingenting. ”Ja, ha-ha, hvorfor mon graveren havde så travlt?” sagde han, da han nåede hen til os. ”Ja, det spurgte vi også os selv om,” sagde jeg. ”Det er selvfølgelig på grund af Gru!” oplyste han velvilligt og sendte en kaskade af latterspyt ud af munden, så det nærmest føltes som at stå foran en havesprinkler og lød som en jodler, som sad fast i et elektrisk hegn. Jeg formoder, at vi lignede tre spørgsmålstegn, for da han havde grinet af, tilføjede han: ”Hunden, der ligger begravet derinde!”


Han løftede krykken og pegede ind gennem kirkegårdens jernlåge. Dum idé, altså at bruge krykken til at pege med. Han tumlede bagover og endte i en rodet bunke på jorden med krykken pegende rundt som et maskingevær. Nu var det mig, som kom til at le, indtil jeg lige fik et dræberblik fra Sue. Ved fælles hjælp fik vi den vakkelvorne grinebider op at stå igen. ”Opsedasse,” sagde Dick, mens vi hjalp ham på benene – eller benet! ”Hvad var det med Gru?” var jeg så uforsigtig nok til at spørge, hvilket jeg straks fortrød, da fyren tog fat i min krave og stak sit arrede fjæs helt ned i hovedet på mig. ”Hvad det var med den, spørger du. Sig mig, har du aldrig hørt om Gru?” Og inden jeg fik sagt noget, tilføjede han: ”Uhyret fra Djævlebakken? Helvedeshunden fra … øh … huset, som lå der?” Okay, Djævlebakken kendte jeg. Det var jo der, Dick og jeg havde ledt efter en forsvundet kat i et gammelt børnehjem, men noget uhyre ved navn Gru havde jeg aldrig hørt om. ”Den ligger begravet lige derinde,” oplyste han igen, men denne gang nøjedes han med at gøre et kast med hovedet, så han ikke faldt bagover en


gang til. Til gengæld poppede hans glasøje ud og trillede ned i en rist. ”Skidt med det,” sagde han. ”Jeg har flere derhjemme … men tilbage til Gru. I aften er det fuldmåne, og så stiger den op af sin grav.” Jeg fik gjort mig fri af hans greb og trak mig i sikkerhed bag Dick og Sue. Og så fortalte vores muntre ven, at han var postbud, eller rettere forhenværende postbud. Hans rute var gået op over Djævlebakken. Forbi det hus, hvor hunden boede. Eller rettere: hvor dens ejer boede, og hvor Gru altså holdt vagt udenfor. ”Så var det vel med at have lommen fuld af hundekiks?” sagde Sue, hvilket bare fik fyren til at udstøde en fnysende lyd, som om det da var det mest hjernedøde, han længe havde hørt. ”Hundekiks? Til Gru?” ”Det er ellers et godt gammelt kneb,” fastslog Sue, som vidste, hvad hun talte om, fordi hun havde været reservepost i sine unge dage. Det forhenværende postbud spurgte, om vi eventuelt havde en lille tår at drikke, lidt brændevin eller eventuelt en sjat kølervæske. I stedet foreslog


vi ham at sætte sig lidt ned og fik ham hen til en bænk tæt ved kirkegårdslågen. ”Det er ikke klogt at blive her for længe,” sagde han. ”Fuldmånen er snart oppe. Og så åbner porten til helvede sig, og Gru kommer ud for at hærge.” Jeg kastede et blik gennem hegnet til kirkegården, hvor tusmørket efterhånden havde lagt sin klamme hånd på alting. Det forekom mig, at en lav tåge kom krybende hen over jorden og smøg sig omkring kors og gravsten, men det skulle man nok ikke lægge for meget i. ”Okay,” sagde Dick. ”Så du siger altså, at den der hund … at Gru står op af graven, når det er fuldmåne? Og hvorfor skulle en død hund gøre det?” ”Det er ikke alle dyr, der hviler i fred,” sagde postbuddet. ”Nogle siger, at selv Djævelen ikke er tryg ved at have Gru rendende rundt i helvede. Så derfor får den lov at slippe ud fra tid til anden. Hvilket vil sige ved hver fuldmåne.” Jeg begyndte at forstå, hvorfor graveren havde været lidt ivrig efter at få overstået begravelsen. Selv følte jeg mig pludselig også lidt ivrig efter at komme hjem.


Sue sagde, at hun aldrig havde hørt om gengangerhunde, men fyren her sagde, at så kunne han fortælle hende noget andet. Og bortset fra det så var der mere tale om en zombiehund end en gengangerhund. ”Begynd hellere med begyndelsen,” sagde Dick, og det lod den gamle fyr sig ikke sige to gange. ”Gru var ondskaben selv forklædt som hund,” sagde han gysende, og han vidste, hvad han talte om, for han havde været postbud på Djævlebakken og alt det der. Ingen andre turde have den rute og bla, bla … ”Hvad slags hund var det så?” spurgte Dick. ”Et gadekryds?” Det spørgsmål fik lige postbuddet til at snappe efter vejret og rette sit enlige øje stift på ham. ”Gadekryds! Gru var en pitbull. En kolossal pitbull. Et megastort monster af en møgkøter. Hundrede kilo hund og ti kilo tænder. Så kom ikke her.” ”Okay,” trak Dick i land. ”Jeg ville bare lige vide det. En pitbull altså. Gå bare videre.” Det gjorde ekspostbuddet så. Han berettede, at Gru tilhørte en ældre dame – eller snarere en skør, gammel kælling – som dyrkede sort magi og


den slags. Hun tog også et brevkursus i voodoo. Han vidste det, for det var ham, der som postbud havde afleveret brevene til hende. Hun havde Gru stående uden for huset i en lænke, så den og han mødtes ofte face-to-face. Eller face-to-bagdel, som han udtrykte det. Vi var begyndt at fatte, at Gru nok ikke ligefrem var nogen skødehund, som kom og gav pote og den slags. ”Den var frygtet i hele kvarteret omkring Djævlebakken. Det var derfor, den stod lænket. Men nogle gange sled den sig løs og drog ud for at hærge. Så røg der lige et par katte og en enkelt fodgænger eller to. Måske også en kofanger, for Gru kunne særlig godt lide at jage biler.” ”Den lyder rimelig psykoagtig,” sagde Dick, hvilket det gamle postbud gav ham så evig ret i. ”Engang var der en tyv, der åbenbart ikke var her fra byen. Han havde i al fald aldrig hørt om Gru, for han brød ind for at stjæle den gamle dames sølvtøj. Nu er han begravet på syv forskellige kirkegårde. Og noget af ham sikkert også i hendes tulipanbed.”


”Tak for kaffe!” mumlede Dick, og det gamle postbud nikkede samtykkende. ”For mig var den køter en daglig prøvelse. Blandt de øvrige postbude var der ofte væddemål, om jeg ville få afleveret mine breve eller ej. Men jeg svigtede aldrig. Ikke ét brev gik tabt. Ikke en eneste rudekuvert eller postkort.” ”Til gengæld gik et par kropsdele vist tabt,” bemærkede Sue. ”Det er, hvad der sker,” sagde postbuddet og slog til sit træben med krykken. ”Når brevene skal ud, skal de ud. Det blev en kamp mand mod hund. En dag tog Gru mit øje og halvdelen af min kind. En anden gang mit øre. Så min hånd. Men jeg gav ikke op, og i al beskedenhed var det mig, der fik has på bæstet til sidst.” Han rankede sig og så ganske selvtilfreds ud. ”Hvad mener du med has på?” spurgte Sue og fik en ildevarslende rynke mellem øjenbrynene. Postbuddet klukkede lidt og spurgte, om hun troede, at han havde bestukket bæstet med et kødfuldt ben. I så fald havde det været hans eget ben, tænkte jeg, men valgte at sige ingenting.


”Næ-hæ, jeg var snedig,” sagde han. ”Jeg byggede en kunstig kat.” ”En kunstig kat!” røg det ud af munden på os på hvad-skulle-det-gøre-godt-for-måden. Han nikkede. ”Sådan en cyborgkat. Den bestod af en simpel motor, der kunne trækkes op med en nøgle. Jeg fik idéen en dag, hvor jeg var til hundevæddeløb. I ved, hvordan hundene der løber efter en kanin, der trækkes på en snor af en motor.” Dick nikkede indforstået, men han var også stor tilhænger af hundevæddeløb, især af at spille på hundene. ”Men min kat var anderledes, for den indeholdt en lille overraskelse.” Han sendte os et listigt smil og sagde, at han havde indbygget en lille sprængladning inde i katten. Et tryk på en knap … og puf! ”Helt ærlig!” udbrød dyreelskeren blandt os, men postbuddet lod sig ikke gå på af Sues forargede ansigt. ”Der var nok krudt i den kat til at blæse gebisset ud af kajen på køteren,” grinede han og afslørede, at han selv havde et par huller eller tre i tandræk-


ken. Det så mest ud, som om han havde børstet tænder med en håndgranat. ”Så du sprængte damens hund i luften?” udbrød Dick, og man kunne se, at han var behørigt imponeret, selvom han af hensyn til Sue forsøgte at skjule det. Hun så til gengæld ud, som om hun var parat til at udføre noget økologisk kampteknik på ham. Postbuddet fattede selvfølgelig ingenting og fortsatte sin beretning: ”Jeg byggede altså den her robotkat på en weekend og tog så ud på min sædvanlige postrute mandag morgen. Til mit store held var der post til damen, og aldrig havde jeg glædet mig så meget til at aflevere et brev. I min posttaske lå cyborgkatten klar. Nu skulle jeg se, om min plan gav pote. Men først skulle Gru få sig en løbetur. Og når den var tilpas langt væk fra huset, så …” ”Men du havde glemt, at den var lænket,” indskød Dick. ”Som om en lænke kunne stoppe den,” fnøs postbuddet og bad Dick lade være med at afbryde. Og så gav han sig til at berette nærmest som en sportskommentator: ”Altså jeg nærmer mig huset.


Så ser jeg, at Gru ligger og snorker i sin lænke. Jeg rasler med posttasken, og straks vågner bæstet, stirrer på mig med blodskudte øjne og krænger læberne tilbage i det ondeste tandsmil. Nu må det briste eller bære. I en fart får jeg robotten frem og begynder at trække den op. Så er der serveret, siger jeg.” ”Sagde du det?” spurgte vi. ”At så var der serveret?” ”Det var lige, hvad jeg gjorde,” nikkede postbuddet. ”Så mig altså i gang med at trække katterobotten op. Dens ben hjuler rundt. Jeg sætter den ned på jorden, og den fistrer lige forbi Grus snude og fortsætter ud gennem hækken. Gru ryger op med et brøl som en T. rex, og i næste øjeblik har den revet både lænke og hundehus og hele baduljen med sig. For fulde gardiner går det ned ad Djævlebakken. Vil den indhente katten? Vil katten klare det?” Dick lænede sig spændt frem, som om han var ved at høre et hundevæddeløb transmitteret i radioen. Og selv Sue glemte et øjeblik at se mopset ud. ”Jeg regnede med, at Gru ville indhente min cyborgkat i løbet af få sekunder, så jeg fik hurtigt radiosenderen frem. Men vil I tænke jer – netop i det øjeblik kom den gamle dame ud.”


”For dælen da,” udbrød Dick. ”Lige midt i det mest spændende!” ”’Så De, hvor min lille vuffer blev af?’ spørger hun. Jeg fik hurtigt senderen om på ryggen. Det gik jo ikke an at stå der og blæse hendes hund til konfetti, mens hun så på det, vel? Lidt menneskelig er man jo. ’Jeg kommer bare med Deres post,’ sagde jeg uskyldigt. Og så hørte vi begge den frygtelige lyd …” Postbuddet så på os med sit enlige øje, som syntes at være blevet dobbelt så stort. Og for første gang så han ikke ud, som om der var så meget at grine af. ”Så kom grisetransporten,” næsten hviskede han. ”Med grise i?” spurgte Dick lige så hviskende. Postbuddet nikkede. ”Har I nogensinde hørt lyden af en tonstung lastbil fyldt med slagtesvin, der blokerer bremserne?” Det havde vi ikke, men vi kunne godt forestille os, hvordan det lød. ”Gru var nået helt ned for foden af Djævlebakken og kommet ud på motorvejen, hvor den bogstavelig talt kom i vejen for køretøjet. Et skrækkeligt møgsvineri, kan man vist roligt sige.”


”Hvad med robotkatten?” skulle Dick lige have opklaret. ”Blev den også kørt over?” ”Nej, den slap helskindet over vejen,” sagde postbuddet. ”I modsætning til Gru.” ”Fik du så slet ikke brugt din bombe?” spurgte jeg, men det fik jeg aldrig svar på, for nu havde Sue hørt nok. ”Føj, en modbydelig historie,” sagde hun forarget. ”Du burde skamme dig. At behandle et dyr på den måde.” ”Tænk på, hvordan den havde behandlet mig,” forsvarede han sig. ”En stor del af min krop er endt som hundemad for det bæst.” ”Den ville jo bare beskytte sin ejer,” råbte Sue, og det så faktisk ud, som om hun havde lyst til at rive krykken fra postbuddet og slå ham hårdt oven i hovedet med den. ”Hvad med damen?” spurgte jeg. ”Blev hun ikke ked af det?” ”Hvis hun ikke var skør i forvejen, så blev hun det,” nikkede postbuddet. ”Hun fik begravet Gru på dyrekirkegården derinde. Og det siges, at hun ikke veg fra graven i ugevis. Dag og nat vågede hun over sin døde hund. Når folk nærmede sig, bed og


snappede hun efter dem. Til sidst måtte de bedøve hende og føre hende på Den Glade Ugle, altså kolbøttefabrikken. Der fik hun et eneværelse med bløde vægge.” ”Stakkels hende,” sagde Sue. ”Og du er en væmmelig mand. Nogen burde tvære en økologisk grapefrugt ud i fjæset på dig.” ”Rolig, lille dame. Lad mig i det mindste gøre min historie færdig, før du dømmer mig,” sagde postbuddet. Og så viste det sig, at historien slet ikke var slut, for der var jo lige det med, at Gru stod op af sin grav, når det var fuldmåne. Jeg kastede lige et blik mod himlen og opdagede, at månen netop var ved at stå op. Og hvad værre var: Den var fuld som en allike.


Uddød men udød

Postbuddet sænkede stemmen og lod blikket fra sit enlige øje hvile længe på hver af os, som ville han sikre sig vores fulde opmærksomhed, inden han afsluttede sin historie. Det behøvede han ikke. Vores opmærksomhed var allerede fuldere end månen. ”Hver gang det er fuldmåne,” begyndte han igen, ”som nu i aften, stiger Gru op af sin grav. Spørg mig ikke, hvordan den slags kan lade sig gøre. Men det skulle såmænd ikke undre mig, om den gamle kone har lavet et eller andet voodoo på den, mens hun vågede over dens grav. Hun tog jo det der brevkursus, og hvem ved, hvad man kan lære af unoder med sådan et. I hvert fald er Gru blevet en slags udød … eller rettere en zombiehund!” Vi så på hinanden. Zombier var ikke lige vores kop te, da slet ikke i hundeudgaver, og selvom Sue var dyreelsker, var jeg ikke så sikker på, at den slags hørte med til hendes favoritter. ”Okay, har du måske selv set Gru?” spurgte hun og så mere end almindelig skeptisk ud.


”Ikke sådan direkte,” indrømmede postbuddet. ”Men jeg kender flere, der har. Jeg kender i hvert fald en, som kender en, hvis grandonkels fætters bror har set den.” ”Burde du så ikke selv holde dig hjemme, hvis du mener, at en løs zombiehund hærger i nabolaget?” ”Måske, men jeg er nødt til at advare folk, så ingen kommer til skade,” sagde postbuddet. ”Eller dør af skræk. Forstår I, jeg har jo lidt skyldfølelse, fordi jeg på en måde var medvirkende til Grus død.” ”Medvirkende,” fnøs Sue. ”Efter det, du lige har fortalt, var det praktisk talt dig, der fik den myrdet. Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig på lang afstand af dette sted. Hvem ved, om ikke Gru får lyst til at hævne sig på dig? Og spørger du mig, synes jeg, at det ville være mægtig retfærdigt!” Det var måske lidt skarpt formuleret af Sue, syntes Dick og jeg. Men postbuddet så ikke nervøst ud. ”Den skal finde mig parat,” sagde han, og så trak han en udstoppet kat frem fra postfrakkens inderlomme og holdt den op foran os. Den havde en optræksnøgle siddende i ryggen.” ”Hils på Bølle!”


Vi trådte alle tre synkront et langt skridt væk fra ham. ”Cyborgen!” gispede jeg. ”Ja, og den virker endnu!” sagde han og kneb sit raske øje sammen. ”Jeg har bygget den lidt om. Nu behøver man bare at trække den op, og så skal I se løjer. Her, tag den. Hvis Gru dukker op, så ved I, hvad I skal gøre.” Han hældte katten i favnen på mig. ”Og husk: Den virker kun én gang.” Og så stod jeg der med en død, udstoppet kat, som hed Bølle.


Dyt, båtnakke!

”Er vi med i skjult kamera?” spurgte Dick, da vi var blevet alene, og jeg forstod, hvad han mente: Vi var kommet med en fladmast hamster, og nu stod vi med en kat med en bombe i. Tusmørket var efterhånden blevet til rigtigt mørke, og kun månen formåede at kaste lidt lys over tingene. Desværre havde den valgt at lege kispus med skyerne, så dens skin var mildt sagt en smule ustabilt. ”Sikken en type,” sagde Dick og trak på skuldrene. ”Kom ikke og sig, at man ikke oplever noget, når man er til hamsterbegravelse.” Sue sagde ingenting. Hun var blevet underlig tavs og stod bare og så ind gennem kirkegårdslågens jerngitter. ”Er du o.k., Sue?” spurgte jeg. ”Hm-ja,” svarede hun, men det var tydeligt, at hun ville have svaret det samme, hvis jeg havde spurgt hende, om jeg måtte kalde hende en fed flodhest resten af ugen. Hun hørte slet ikke efter.


”Hvad kigger du efter?” spurgte jeg og skævede i samme retning. Men det eneste, jeg kunne se, var den øde kirkegård, hvor kors og gravsten langsomt var ved at blive opslugt af den krybende tåge. ”Vi skulle aldrig have gjort det,” mumlede hun for sig selv. ”Hvad skulle vi aldrig have gjort?” spurgte jeg. ”Vi skulle aldrig have begravet stakkels Banjomus på dette sted.” ”Ville du hellere have givet den tilbage til Bulder i pizzaæsken?” spurgte Dick hende. ”Så tror jeg nok, det var slut med at passe kæledyr for ham fremover.” ”Det er ikke det, jeg siger,” sagde Sue og rystede på hovedet. ”Men hvad nu, hvis det gamle postbud har ret. Tænk hvis den der zombiehund virkelig er derinde og finder på at grave lille Banjomus op.” ”Helt ærlig,” sukkede Dick. ”Tror du ikke, zombiehunde har andet at tænke på end at grave fladmaste hamstere op?” ”Det kan man aldrig vide,” indvendte Sue. Og så tilføjede hun, at vi ikke kunne efterlade Banjomus her. ”Hvad mener du med efterlade?” himlede Dick op. ”Vi har jo efterladt ham. Efterladt ham til ormene.”


Jeg sendte ham et advarende blik. For måden, Sue havde sagt det på, udelukkede enhver diskussion om emnet. ”Vi må begrave ham et andet sted,” afgjorde hun. ”Men først må vi grave ham op igen. Eller du må.” ”Mig!” Dick vendte øjne og sagde, at hun ikke måtte være rigtig klog. Ikke tale om at han skulle grave døde dyr op nu. Desuden var han sulten og træt. Og frøs gjorde han også. Han marcherede hen til vores bil og satte sig ind i den, hvorefter han kommanderede os til at gøre det samme. Jeg skulle også lige til at gøre det, men Sue blev stædigt stående. ”Nu kører vi altså,” råbte Dick. ”Ind med jer. Let måsen, Sue, og lad være med at stå der og spille kostbar.” Og for lige at understrege at han ikke sagde det for sjov, dyttede han et par gange. Virkelig dum idé. Man skulle aldrig dytte af Sue. Heller ikke klappe hende bagi. Nu vågnede hun op. ”Skal du dytte?” skreg hun. ”Skal du sidde der og dytte, dit dumme, dovne dyttedyr?” Dick, som aldrig forstod et vink med en vognstang, brugte hornet igen.


Sue marcherede hen til bilen, og jeg kan godt love, at det nærmest røg ud af ørerne på hende. Dick indså, at han havde et problem, men han nåede hverken at rulle vinduet op eller låse. ”DYYYTT!” skreg hun ind i hovedet på ham. ”DYT selv, din båtnakke!” Dick spurgte, om han måtte bede om kammertonen. Men det måtte han ikke, for Sue var ikke i humør til kammertoner. I stedet trykkede hun lige hans næse flad med sin tommelfinger. Og så kan det nok være, at Dick også glemte kammertonen. Han råbte, hvad i helvede meningen var med den opførsel. ”Banjomus skal væk herfra. Hører du?” råbte Sue tilbage, så hans hat var ved at flyve af. Og for lige at sikre sig, at han havde forstået, råbte hun: ”Er det forstået!” Og det var det heldigvis. Dick sagde, at hvis hun så sådan på det, så var han villig – om end han gjorde det modstræbende – til at gå ind og hente Banjomus igen. ”Tak,” sagde Sue og faldt omgående ned. ”Tak, søde Dick. Jeg vidste, du ville komme til fornuft.”


”Ingen årsag,” hvislede Dick og steg ud af bilen og gik bagom og åbnede bagagerummet, hvor han tog en skovl og en lommelygte. Og jeg kan godt hilse og sige, at han så muggen ud for en femmer. ”Kom her, Jack,” sagde han. ”Lad os få det overstået.” ”Jeg tror, det er bedst, at jeg venter i bilen,” sagde jeg. ”Øh, og holder øje med katten.” ”Den kan Sue passende passe,” sagde Dick. ”Desuden løber den ingen steder. Medmindre man trækker den op.” ”Men hvorfor skal jeg med derind?” ”Fordi du skal grave,” sagde Dick.


Grus grav

Der findes en vittighed, der lyder sådan her: Hvad er det, der har fire ben og én arm? Det er en pitbull på vej hjem fra legepladsen! Okay, det er måske ikke verdens bedste vits, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på den nu, hvor vi stod her foran porten til helvede, undskyld, til Dyrenes Kirkegård. Dick var i gang med at dirke hængelåsen op med en af Sues hårnåle. Sue selv var blevet tilbage i bilen. Og det samme var den udstoppede kat. Jeg havde sagt til hende, at hun skulle undgå at pille for meget ved nøglen, som sad i dens ryg, og det var hun indforstået med. Hun bad os bare om at skynde os. Dick fik låsen op og skubbede til lågen, så vi kunne komme ind, og for anden gang den dag gik vi ind på kirkegården. Nå, det kunne vel ikke være så svært at grave en pizzaæske op af jorden, tænkte jeg, idet vi forsvandt ind i det tågede vildnis.


”Hvis den rådne hund dukker op, skal den få sådan et los bagi,” lovede Dick krigerisk. Jeg ville ønske, at hans ord havde fået mig til at slappe af, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der skete, hvis zombiehunden nu var ligeglad. Dyrenes Kirkegård var ikke blevet hyggeligere af, at det nu var efter mørkets frembrud. Fuldmånen havde gemt sig bag skyerne, og det eneste lys kom fra Dicks lygte, som godt kunne trænge til at få skiftet batterier. Vi sjoskede rundt på de tågede stier og forsøgte at hitte rede i, hvor det nu var, at Banjomus var blevet begravet, og vi endte med at dreje forkert og fare vild, hvilket ikke fik Dick i bedre humør. ”Hvor er den dumme grav nu blevet af!” brokkede han sig. ”Den skal være her,” sagde jeg og anstrengte mig for at se noget. Pludselig dukkede en tåget silhuet op i mørket foran os. Det var en stor gravsten, et helt monument faktisk. Den stod midt på et gravsted med et


hegn rundtom lavet af en enorm hundekæde, en hel lænke nærmest. Dick fløjtede imponeret, mens han lyste på stenen. Mos og vedbend var i færd med at gro hen over den, men vi kunne tydeligt se, hvad der stod skrevet på den. Et ord: GRU! ”Gylp!” sagde jeg, for der kunne lige så godt have stået: Forsigtig, hunden bider! ”Nå, her ligger hunden begravet,” sagde Dick. ”Lidt af et gravsted, må man sige.” Jeg svarede ikke; jeg lyttede. Det forekom mig, at jeg kunne høre en svag, skrabende lyd, sådan ligesom kløer mod vådt træ, men måske var det bare vinden, der suste i de gamle træer. Ja, godmorgen! Gyserregel nummer 1: Hører du mystiske lyde på skumle steder såsom dyrekirkegårde med begravede monsterhunde, så spæn, alt hvad remmer og tøj kan holde! Men det gjorde jeg ikke. Og jeg sagde heller ikke noget til Dick. Han ville også bare tro, at det var min fantasi. Det var også, som om lyden fortog sig. ”Nå,” mumlede Dick efter at have inspiceret gravstedet. ”Det er i hvert fald ikke her. Videre!”


Til sidst fandt vi heldigvis den rigtige grav. Eller Dick gjorde. Nærmere bestemt skvattede han over den laurbærkrans, som vi havde anbragt der for noget tid siden. Lommelygten forsvandt i en bue ud i mørket. ”Helt ærlig!” hvæsede han og kom på benene. ”Se nu!” Han gav sig med arrige bevægelser til at børste jord af knæene. Og derpå greb han laurbærkransen og kylede den bort i natten. Sådan kunne Dick blive så hidsig. ”Grav, Jack!” kommanderede han. ”Grav den pizzaæske op, så vi kan komme hjem.” Og da det var mig, der stod med skovlen, var der ligesom ikke andet at gøre. Jeg kiggede en sidste gang over skulderen. For igen syntes jeg, at der var en lyd. Lidt som poter, der trådte i gruset. Men der var intet at se, intet andet end mere tåge, der krøb frem og opslugte gravsten og kors. ”Hvad venter du på?” kom det utålmodigt fra Dick. ”Ja, så find lygten, så man kan se noget,” sagde jeg tilbage.


Zombie-vov-vov

Kors for et bøvl, fordi man skulle lægge nyt gulvtæppe på kontoret, tænkte jeg, mens jeg skovlede jord op. I nærheden gik Dick rundt i små cirkler og prøvede at lokalisere den tabte lommelygte. Jeg gravede dybere, mens jeg pustede og stønnede, for jorden var både tung og våd, og der var også noget, som tydede på, at jeg havde gravet ved siden af, for inden jeg fik set mig om, stod jeg i jord til brystet, og der var stadig ingen pizzaæske at se. ”Her var lygten!” hørte jeg Dick udbryde et sted i nærheden. Og da han lidt efter kom tilbage, kunne han ikke se mere end det øverste af min hat. ”Er du ved at grave dig ned til kineserne?” spurgte han og lyste ned i hullet til mig. ”Her er i hvert fald ingen Banjomus,” sagde jeg, og vi blev enige om, at jeg havde gravet forkert. ”Det er også, fordi man ikke kan se et klap,” sagde jeg ærgerligt. Heldigvis opdagede vi et hjørne af pizzaæsken, som stak ud af jorden i siden på graven. Jeg gen-


kendte straks mine tegninger og skulle lige til at ånde lettet op. Men lige i det øjeblik hørte jeg Dick udstøde et dæmpet gisp. Jeg så op og kunne se, at han var blevet helt bleg. Et sted ude i mørket, men alligevel ret tæt på, lød en rallende knurren. Lyden mindede mest om noget, som kom fra en mellemfornøjet grizzlybjørn, som nogen har jokket over poten. ”Hvad var det?” kom det med indeklemt stemme fra Dick. Jeg ville ønske, at jeg kunne svare ham, men jeg kunne ikke se et klap fra det sted, hvor jeg befandt mig. ”Hjælp mig op,” sagde jeg i stedet og rakte mine hænder op. ”Få mig op af det her hul.” Men Dick stod bare med sin lygte pegende ud i mørket og lignede en, som havde set et spøgelse. Jeg trak mig op i armene, så jeg kunne kigge op over gravens kant. Og så fik jeg også øje på det. Eller den! Ud af tågemørket kom en gigantisk hund stavrende, og her mener jeg virkelig stavrende. Med stive, vaklende skridt, som om den hvert øjeblik


kunne skvatte over sine egne ben. Det kunne ikke være andre end Gru. Den var på størrelse med en pony og havde laurbærkransen i munden, men da den fik øje på os, gav den slip på den. I stedet gav den sig til at knurre og vise tænder. ”Dæk!” sagde Dick, men uden helt den rette overbevisning. Og da hunden hverken dækkede eller holdt op med at vise tænder, tog han nogle skridt baglæns og tumlede ned i graven til mig. Virkelig vellykket. Nu var vi to, som bogstavelig talt stod med begge ben i graven. Fra vores udsatte post kunne vi høre Gru nærme sig, og et øjeblik senere dukkede dens klamme hundehoved op og stirrede ned på os med blådøde perleøjne. Dens pels var et klistret filtværk af mudder og råddent kød, og stanken var værre end ti års ulykke. Men det var ikke det værste. Det værste var, at Gru ligesom havde en revne tværs gennem skallen, og når den bevægede kæberne, åbnede revnen sig, så man fik frit udsyn til dens hjerne. Et udsyn, jeg godt kunne have undværet. Hjernen lyste med et fosforescerende skær, som om den var fuld af strøm. Måske var den. Måske var det den strøm, der fik Grus strube til at knurre


og dens stive ben til at bevæge sig. Ærlig talt, jeg havde ikke lyst til at undersøge det. Jeg følte mig mere som et kødben, der bare ventede på at blive gravet op. Også Dick befandt sig i et stadie af panik. Han flåede pizzaæsken ud af jorden, og for tredje gang den aften kylede han en genstand gennem mørket. ”Her!” råbte han. ”Lækker hamsterpizza! Æd!” Æsken med Banjomus forsvandt som en frisbee ud af vores synsfelt, og heldigvis gjorde Gru det samme. Idet den satte efter æsken, dryssede en regn af maddiker ned over os. Så var den ude af syne. ”Føj for den lede! Lad os komme væk,” gispede Dick og maste sig op af hullet. Og bortset fra at han brugte mit hoved som støttepunkt, havde jeg sjældent hørt nogen bedre idé. Jeg greb fat i græstotter og rødder og halede mig op, og et øjeblik efter befandt jeg mig på gravens rand, men det var trods alt et fremskridt i forhold til før. Vi så os ikke tilbage, men hvis vi havde gjort det, er jeg sikker på, at vi ville have set Gru stå med bøjet hoved og snuse til æsken med Banjomus’ fladmaste lig i, men som sagt så vi os ikke tilbage. Vi løb som


et par kyllinger. Et par kyllinger, som havde forvildet sig ind pĂĽ en rĂŚvefarm lige omkring spisetid.


Hund på vejen

”Så du lige det uhyre?” stønnede Dick, mens vi i lyntempo fjernede os fra zombiehunden. ”Mon ikke,” gispede jeg tilbage og tilføjede, at jeg hellere ville dele en laks med en grizzlybjørn end sætte mine ben her igen. ”Bare den nu bliver mæt,” tilføjede jeg og tænkte, at Banjomus jo ikke ligefrem var nogen kæmpemundfuld, slet ikke for en hund i Grus vægtklasse. Men næppe havde jeg sagt det, før et rallende hyl gav genlyd gennem natten. Det lød præcis som en meget sulten zombiehund, der netop har opdaget, at den er mere sulten. ”Den kommer!” hvinede Dick og løb hurtigere. Og det samme gjorde jeg. Bagude kunne vi høre noget stort komme efter os – en lyd, der opmuntrede os til at få endnu mere fart på. Til alt held fik vi snart øje på lågen forude. Vi kom ud og fik den smækket i, og så stormede vi hen til bilen, hvor Sue ventede. Hun sad fredeligt og var i


færd med at tømme en pose flæskesvær, som Dick havde glemt i handskerummet. Da hun fik øje på os, skyndte hun sig at få den gemt af vejen, men skaden var sket. Dick og jeg kastede os ind i bilen og fik låst. ”Vi troede, du var veganer?” sagde vi. Det svarede hun ikke på. I stedet spurgte hun, om vi havde fået gravet Banjomus op. Og hvor den i så fald var. ”Vi fik et mindre problem,” sagde Dick, mens han hev efter vejret. ”Et større mindre problem,” tilføjede jeg gispende. Sue fik en ildevarslende rynke i panden. I det samme kom Gru brasende gennem lågen. Og af en zombiehund at være var den mere robust, end den så ud til. Jernstængerne spredtes som mikadopinde til alle sider, og så stod Gru midt ude på vejen. Og med resterne af pizzaæsken i gabet. Synet fik Sue til at tabe mælet. Hun stirrede bare på den groteske zombiehund, som kom vaklende hen mod os. Dick fik travlt med at vride tændingsnøglen. Bilen hostede og rystede, men starte gjorde den ikke.


”Banjomus?” kom det omsider åndløst fra Sue. ”Den har Banjomus.” ”Hold op med at snakke mere om Banjomus,” råbte jeg. ”Vi har større problemer nu.” ”Ja, Sue. Hold bøtte med den hamster,” støttede Dick mig og fik liv i motoren. Og så spurgte han, om hun havde flere gode idéer, flere lig, der skulle graves op. Eller om hun eventuelt kunne noget økologisk selvforsvar, som virkede på zombiehunde. Sue sagde ikke mere. Eller jo, hun råbte: ”Kør!” I det samme nåede Gru frem og plantede sine poter på kofangeren. Hele forenden af bilen blev trykket ned. Gru nidstirrede os et øjeblik, hvorpå den dumpede den gennemtyggede pizzaæske ned på motorhjelmen. Låget vippede op, og vi fik alle tre et uforglemmeligt udsyn til Banjomus, som om muligt så endnu mere miserabel ud. Vi flyttede blikket fra den døde hamster og op til Grus lige så døde blik. Den udstødte et bjæf, som fik en byge af savl til at fordele sig over forruden. Dick tændte for vinduesviskerne. ”Bak!” skreg Sue. ”Bak væk, Dick.”


”Dick væk, bak!” skreg jeg. Dick fik bilen i gear, og vi strøg baglæns. Gru tumlede ned fra kølerhjelmen, mens bilen torpederede et eller andet bag os. Heldigvis bare nogle skraldespande, som stod i vejsiden. Han vred rattet rundt og fik vendt bilen. Og her skylder jeg måske at sige, at vores bil var en ret stor slæde, et såkaldt dollargrin, som krævede lidt plads, så det var ikke lige gjort i en håndevending. Vi kom til at holde på tværs af vejen. Frem og tilbage gik det, mens Dick vred i rattet og skiftede gear til den store guldmedalje, men så fik han endelig vendt bilen helt og trykkede speederen i bund. Uheldigvis mens han stadig var i bakgear. Vi strøg nogle meter baglæns og mærkede et nyt bump (skraldespandene igen). De spredtes til alle sider, og bilen bakkede gennem et buskads og videre ud over en stejl skrænt. I de næste sekunder gik det baglæns nedad, mens hjulkapslerne sprang som champagnepropper og motorhjelmen klappede op (og sendte såvel Banjomus som pizzaæske ud på deres sidste rejse). Det føltes som at være om bord i en løbsk tivoliforlystelse (med Sues hvinen som realistisk lydspor). Men så holdt vi endelig


stille. Uheldigvis på et jernbanespor, viste det sig. Motoren hostede og gik ud, og en liflig benzinhørm bredte sig. Sue holdt op med at skrige. ”Se nu!” sagde hun. ”Lad os komme ud,” sagde Dick. Sue stirrede i bakspejlet og udstødte et nyt skrig. I næste øjeblik rystede bilen og sank i fjedrene. ”Lad os blive her lidt endnu,” sagde Dick. Fra min plads på bagsædet kunne jeg se Grus grimme fjæs lige på den anden side af bagruden. Den krængede læberne tilbage og flashede et gebis, som ville gøre en alligator grøn af misundelse, hvorpå den anbragte en forpote midt på ruden. Med en knasende lyd forvandlede bagruden sig til et puslespil af glasskår, og i næste nu mærkede jeg hundens ådselånde i mit ansigt. Jeg havde første parket til dens gule tænder og det seje tapetklisterslim, som dryppede ned ad bagsædet. Jeg fik fat i posen med flæskesvær, som Sue havde trykket ned under sædet, og maste hele posen ind i det savlende gab. Hundens gab altså! Her skulle man så tro, at tingene ikke kunne blive så meget værre, men selvfølgelig kunne de det. For netop da hørtes en ikke så fjern tuden. Den


umiskendelige lyd, som fortæller, at et tog nærmer sig. Så typisk altså!


På sporet

Det tog naturligvis ikke Gru mange øjeblikke at fortære posen med flæskesvær, og mæt blev den ikke. Nu hoppede bæstet ned og begyndte at cirkle rundt om bilen, som om den overvejede sit næste træk. Jeg ønskede den ad helvede til, men det var nok der, den kom fra. ”Øh, Dick. Vi holder midt på skinnerne,” oplyste Sue, da hun havde fået skreget færdig. ”Tænk, det siger du ikke,” knurrede Dick og spurgte, om hun havde lyst til at stige ud og skubbe. Han forsøgte at starte bilen, men at dømme efter motorens skurrende lyd skulle vi ikke forvente nogen hjælp fra den kant. ”Nogen, som har en god idé?” sukkede han. Svaret var en stressende fløjtelyd fra godstoget, som nærmede sig. Under bilen plaskede benzinen lystigt ud af den ødelagte tank, og Gru kredsede om os som en sulten hvidhaj. ”Kan vi ikke ringe efter nogen?” foreslog jeg.


”Hvem?” fnøs Dick. ”Byens hundefanger?” ”En kranvogn måske,” mumlede jeg. Dick udstødte bare en hånlig hvislen ud mellem tænderne som svar. Vi fulgte Gru med øjnene. Den ville helt sikkert flå os i småstumper, hvis vi steg ud. Men blev vi siddende, ville godstoget forvandle os til makrel i tomat. Fløjten tudede igen. I det mindste ville vi dø som rigtige detektiver: på sporet. ”Jeg har en idé!” udbrød Dick. ”Vi springer ud af bilen og spæner i hver sin retning. Hunden kan kun følge efter én af os. Der er altså 33,3 procents chance for at slippe væk.” ”Ja, fint, smarte,” fnøs Sue. ”Jeg har stiletter på, og Jack har pygmæben.” ”Hov, hov,” sagde jeg. ”Så find selv på noget,” surmulede Dick og tappede nervøst på rattet med fingrene. Pludselig vendte Sue sig om og så på mig. ”Hvor er Bølle?” spurgte hun. ”Ja, for pokker,” udbrød Dick. ”Hvor er cyborgen, Jack?”


Jeg kiggede mig omkring, og til alt held fik jeg øje på postbuddets robotkat. Den var faldet ned på gulvet og lå med alle fire poter i vejret. Visse katte kan godt finde på at sove på den måde, men denne her var udstoppet og havde ydermere en bombe i maven. Jeg skyndte mig at samle den op. ”Hit med den,” råbte Dick og hev den fra mig. ”Vi kyler den ud til køteren og håber, at den bliver distraheret.” ”Nej, træk den op først, ligesom postbuddet, så den sprænger sig selv i luften,” sagde Sue, som ellers var dyreelsker, men åbenbart ikke af zombiehunde.


Kollision

Med rystende fingre gav Dick sig til at trække katten op. Det så på alle måder mærkeligt ud; dens udstoppede ben begyndte at bevæge sig. Sue måtte holde dem fast, indtil Dick havde fået fjederen indeni helt stram. Jeg håbede bare, at bomben ikke gik af, for så kunne det hele være lige meget. ”Godt, åbn så døren, og sæt katten ud,” sagde Sue. Med et opmærksomt blik på Gru fik Dick åbnet akkurat så meget, at han kunne slippe katten ud, og så smækkede han hurtigt døren i igen. Hvis vi havde ventet at se katten forsvinde som en raket ud i natten, blev vi skuffede. Den begyndte med trippende skridt at tøffe væk. To meter fra bilen væltede den om på siden og blev liggende med alle fire ben cyklende rundt. ”Storslået!” sukkede Sue. ”Nu sidder vi to meter fra en bombe. Når katten er færdig med at gå, ryger vi i luften.” ”Fordømt,” sagde Dick.


Togfløjten lød igen og mindede os om, at vi også havde andre problemer. Et stykke fremme på sporet dukkede lyset fra en toglanterne frem, selvfølgelig med kurs lige mod os. Vi havde under et minut tilbage at leve i – mindre, hvis katten eksploderede først. Sue tog sine stiletter af. ”Vi følger din plan, Dick,” afgjorde hun. ”Hey,” råbte jeg. ”Hvad med mig?” Det fik jeg ikke svar på, for i det samme kom Gru vaklende og snuste til katten. ”Ja, det er godt,” heppede Dick. ”Æd den, vovse. Bare ned med den. Hvad venter du på?” Gru tog robotkatten i munden. Vi hørte en knasende lyd, men dens ben blev ved med at hjule rundt. ”Klar?” sagde Dick og tog fat i dørhåndtaget. I det samme holdt kattens ben op med at bevæge sig. Jeg holdt vejret, mens jeg så mit liv passere revy. Desværre var der et sort hul på tyve år, hvor der ikke rigtig skete noget. Der lød et kæmpebrag, da Grus hundehoved flækkede som et overmodent græskar fyldt med dynamit og sendte pelstotter og råddent kød til alle sider.


Vi så benene ekse under den, og der, hvor dens hoved før havde siddet, hvæsede der blå flammer ud af et gabende hul som en af de der fontæner, man fyrer af nytårsaften, hvilket fik os til at huske, at vi holdt midt i en pøl benzin. ”Afgang!” skreg Sue og fik døren op og kastede sig ud af bilen. Det lod Dick sig ikke sige to gange, og jeg holdt mig heller ikke tilbage. Det var heller ikke et øjeblik for tidligt, for vi var ikke kommet mange meter væk, før benzinen antændtes i et hvidblåt lysglimt, som sendte et varmepust i nakken på os. Vi kastede os i dækning bag en jordvold. Da vi kiggede frem igen, var bilen opslugt af ild, og det samme var Gru. Det var lidt af et syn, men vi fik ikke tid til at betragte det længe, for nu lød en øredøvende tuden, og så kom godstoget buldrende ind på scenen. Det tonstunge diesellokomotiv pulveriserede den brændende bil med nogenlunde samme effektivitet, som når en damptromle kører over en valnød, og da halen af godsvogne var passeret, lå der kun nogle ulmende vragstumper tilbage langs banelegemet. ”Gisp!” mumlede jeg.


”Den hund får vi ikke flere problemer med,” sagde Sue. ”Heller ikke med bilen,” sagde jeg, for det lignede ikke noget, som et værksted lige kunne ordne. Dick kom op på knæ og sad med et udslukt blik og bævende underlæbe. Måske spekulerede han på, hvad han skulle skrive til forsikringen. Vi hjalp ham på benene og støttede ham, mens vi begyndte at fjerne os fra ulykkesstedet og ikke mindst den ubehagelige lugt af brændt gummi, svedet metal og svovl, som hang i luften. ”Det her bliver dyrt,” sagde han. ”Jeg tror hellere, du skal være glad for at være i live,” sagde Sue. ”Vi kunne nemt være endt som Banjomus, udsplattede og lige til at putte i en pizzaæske.” ”Ikke ét ord mere om den hamster,” knurrede Dick. Og jeg var ret sikker på, at han fortrød, at han havde fået idéen med Dyrenes Kirkegård. Vi begyndte at bevæge os op ad den skråning, som vi kort forinden var væltet ned ad i vores nu ikke længere eksisterende bil. Og da vi endelig nåede op til vejen igen, var det kun for at møde en patruljevogn, som holdt i vejsiden.


Et par politifolk var ved at inspicere de væltede skraldespande og den ødelagte låge ind til kirkegården. Vi fik travlt med at se uskyldige ud og ligne nogen, som bare var ude at gå aftenstur. ”Hvad er der dog sket, hr. overbetjent?” spurgte Sue og skruede helt op for charmen. Strømeren rankede sig og førte en finger op til kasketten. ”Tilsyneladende nogle bøller, som har kørt råddent. De har ramt lågen der og væltet skraldespandene.” ”Det er snart en helt lovløs by,” kvidrede Sue og lignede den værste blondine. ”Det er sikkert nogle af de der tærro-rister, man hele tiden hører om!” ”Yes, ma’am!” sukkede betjenten bare. Og Sue lavede trutmund og spurgte, hvad det næste snart blev. Her var det så, at vi opdagede et velkendt ansigt på patruljevognens bagsæde. Det var vores ven fra før, postbuddet. ”Hvad gør I med ham der?” spurgte jeg. ”Åh, bare en harmløs original, som er stukket af fra plejehjemmet. Han farer tit vild herude. Fuld af


røverhistorier, men ganske uskadelig. Måske har han set, hvem der lavede det her svineri.” ”Fik I ram på den?” råbte den gamle inde fra bilen. ”Fik I sprængt helvedeshunden i stumper med min katterobot?” Både Dick og jeg trak hattene lidt ned i panden og drejede os væk fra ham, og Sue spurgte, hvad manden dog snakkede om. Betjentene vekslede blikke og så næsten lidt undskyldende ud. ”Der kan I selv høre. Fuldstændig kuk i kasserollen! Det er det samme hver gang. Nu kører vi ham hjem.” Og så løftede begge betjente fingeren til kasketten som afsked og ønskede os en fortsat god aften. ”Jeg gav dem min robotkat,” råbte den gamle inde fra bilen og hamrede på ruden. ”Spørg, om de fik sprængt zombiekøteren i luften.” Men det fik han ikke meget ud af, for i det samme begyndte politiradioen at knitre, og så vidt vi kunne høre, indløb der en melding om et brændende bilvrag på togskinnerne ikke så langt borte. Betjentene fik travlt med at komme videre, og det var vi nogle, som var svært glade for. Et øjeblik


efter var både de og postbuddet forsvundet ud af vores liv med blinkende lygter og tudende sirene. Vi åndede lettet op og lovede os selv, at det var sidste gang, vi havde sat vores ben i denne ende af byen, ikke mindst på Dyrenes Kirkegård. Visse steder skal man bare holde sig fra. ”Jeg tror, vi har haft sjov nok for i dag,” afgjorde Dick som en slags slutbemærkning, hvorpå vi alle tre begyndte den lange tilbagetur til detektivbureauet i Doom Town, mens fuldmånen steg op over byen, så man skulle tro, at det var en hel gyserroman.


Lette penge

Nå, efter den sindsoprivende episode med Banjomus og ikke mindst dens begravelse fulgte et par rolige dage i detektivbureauet. Men det skulle vise sig, at vi ingenlunde var færdige med hunde. Og da slet ikke døde hunde. Det vender jeg tilbage til. Først skulle vi jo lige skaffe en ny hamster til Sues nevø. Og den del gik heldigvis nemt nok. Da han dukkede op et par dage senere for at hente Banjomus, løb en ny, lille gnaver rundt i trædemøllen og lignede den forrige på en prik. Bulder kunne heller ikke se forskel, så gensynsglæden var stor, og han lovede os, at vi nok skulle få lov til at passe Banjomus en anden gang, nu vi var så flinke til det. Sue og jeg sagde, at det ville vi glæde os til, og Dick sagde ingenting, men nikkede bare sammenbidt. Og sådan kan selv de mest hårrejsende historier ende godt. Eller næsten godt, for der var selvfølgelig lige det med bilen.


Uden en bil er detektiver ikke meget bevendt. Ikke engang grønne detektiver, som kører på blyfri benzin og har blyfrit bly i deres skydere. Sue syntes, det var en glimrende anledning til at finde en bil, som kørte på strøm eller solenergi, og som ikke svinede miljøet, og som var let at parkere. Det ville passe godt til vores profil, som hun sagde. Dick var af en anden mening og ligeglad med profiler. Han skulle ikke køre rundt i nogen lille kiksedåse med solceller på taget. Han ville have en stor flyder, hvor benzinen løb rundt i en strømhvirvel i tanken, bare man kørte hen til bageren efter en romkugle, og faktisk havde han fundet en, som var til salg. Altså sådan en bil. Desværre kostede den lidt flere gryn, end vi umiddelbart kunne hoste op med, men også det havde Dick fundet en løsning på. Han viste mig en jobannonce i avisen. ”Se,” sagde han. ”Det er lige noget for dig, Jack Stump.” ”Hundelufter?” læste jeg. ”Ja, så får du både motion og frisk luft, samtidig med at du tjener penge, så vi kan få en ny bil. Smart, ikke? Du burde takke mig.” ”Jeg synes, jeg har fået nok af hunde,” sagde jeg.


”Ja, døde hunde,” sagde Dick. ”Men det er der ikke tale om her. Du kan tjene 100 dask i timen på at lufte en hund for en gammel dame med dårlige ben. Hvis det ikke er lettjente penge, så ved jeg ikke. En 10-timers gåtur, og du har tjent en tusse.” Jeg sendte Dick et skeptisk blik, for jeg vidste, at i Doom Town var ingen penge lettjente. Det burde han også vide med vores tidligere joberfaringer. ”Kan du ikke selv søge det?” spurgte jeg undvigende. ”Hvem skal så passe telefonen, hvis der kommer nogle sager?” råbte Dick og slog i bordet. ”Sue måske?” foreslog jeg. ”Hun skal på kursus i økologisk selvforsvar, Nak med pastinakker eller noget i den stil. Nej, Jack, her må du virkelig tage en for holdet.” ”Hvilket hold?” ”Hold mund. Søg det job!”


Hundelufter

Det gjorde jeg så, og det var grunden til, at jeg næste dag stod i en lurvet gade og ringede på en dør hos en dame, der hed fru Gak. Det var i hvert fald, hvad der stod på hendes dørskilt. Okay, det kunne hun selvfølgelig ikke gøre for, tænkte jeg. Men jeg skulle hellere have tænkt på at skride, for så var jeg sluppet for en masse besvær. Men for sent. Døren gik op, og der stod fru Gak. Hun havde morgenkåbe på og sandaler med store kvaster. Men bortset fra det virkede hun meget flink. ”Goddag, lille ven,” sagde hun. ”Er du kommet til skade med en dåse grøn maling?” Jeg sagde, at det var jeg ikke, men at jeg havde set hendes annonce og godt ville lufte hendes hund. ”Hvor dejligt,” sagde hun og vinkede mig indenfor, så jeg kunne hilse på dyret. Jeg håbede meget, at det ville vise sig at være en rolig og sød hund og ikke en, som sprang op og slikkede en i hovedet med den tunge, den lige havde slikket sig selv bagi med. Og rolig var den, for til min overraskelse viste


den sig at være død. Helt konkret var hunden udstoppet og skruet fast på en plade med hjul under! Jeg stod bare og lignede en, som var faldet ned fra månen. ”Speedway kommer så sjældent ud,” sagde damen. ”Speedway?” fik jeg fremstammet. ”Hed … hedder den det?” ”Ja, hvad skulle han ellers hedde?” sagde hun og tilføjede, at det var en lille fyr med krudt i rumpetten. Okay, tænkte jeg, konen ikke bare hed fru Gak, hun var det også! Heldigvis virkede hun ret uskadelig, så jeg lod som ingenting. Og helt ærlig, når nu vi havde brug for pengene, skulle jeg ikke være den, som gjorde ophævelser. ”Har du forstand på dyr?” ville hun vide. Ja, især smadrede hamstere og zombiehunde, havde jeg lyst til at svare, men jeg var jo ikke idiot, så jeg sagde, at det havde jeg. ”Jamen så må du gerne klappe ham,” sagde fru Gak. ”Kom bare. Han bider ikke. Gør du vel, Speedway?”


Nej, det kunne hun godt bilde mig ind. Jeg stirrede på Speedway, der stod stiv på sit rullebræt med løftet forpote og dødere end en sardin på dåse. Den lugtede af mølkugler, men den havde halsbånd på og alting. ”Kom, lille Speedway,” sagde fru Gak og trak i snoren. ”Nu skal du ud og gå med den lille, grønne dreng.” ”Jeg er ikke nogen dreng. Jeg er fyldt tredive,” sagde jeg. ”Ja, men frisk og sund ser du i hvert fald ud,” smilede hun. ”Som en nyplukket ært.” Og med de ord trillede hun hunden hen imod mig. ”Gå nu en lille tur. Så kan I jo se, om kemien passer.” Jeg ved ikke, om det var mølkuglerne, hun tænkte på, så jeg sagde bare, at jeg var sikker på, at vi nok skulle få det sjovt. Men der tog jeg som sædvanlig fejl. Det blev alt andet end sjovt.


Løbetid

Så havde man set det med, som man siger: den grønne detektiv, Jack Stump, på spadseretur med en udstoppet hund på slæb. Dick havde altså ikke haft helt ret i, at vi var færdige med døde hunde. Speedway var måske ingen zombiehund, men det var hævet over enhver tvivl, at den var død. Som vi promenerede der, lignede vi noget fra skjult kamera – mig med hundesnoren i hånden og hunden stående på sin plade trillende efter mig. Selvfølgelig varede det ikke længe, før alle folk havde fået glosuppe til middag, så jeg slog kraven op og trak hatten ned og forsøgte at lade som ingenting. For 100 dask i timen var jeg heller ikke den, som gjorde sig ud til bens. Teknisk set kunne jeg bare gå hjem med hunden, tage en lur og komme udhvilet tilbage og hente hyren. På den måde ville jeg komme sovende til pengene. Et ret perfekt job faktisk. Vi, eller jeg, gik ind i Doom Town park. Den lå på en bakke midt i byen. Der var stier og træer og


plæner med græs, hvor man kunne slikke solskin, og øverst på bakken var der, ud over en fin udsigt over byen, også en bod, som solgte is og pølser og bøfsandwich og den slags. Jeg havde tilfældigvis lidt mønt på lommen, og jeg var allerede blevet lidt småsulten af at lufte hund, så jeg tog Speedway under armen og satte kurs mod boden. Meget passende kunne jeg nyde udsigten, mens jeg fik lidt i skrutten. Og jeg behøvede ikke at tænke på, om hunden ville tigge og savle. Jeg asede op ad bakken, og da jeg nåede frem til boden, havde jeg bestemt mig for at forfriske mig selv med en JumboBørge, som var en temmelig stor pølse proppet ned i et pølsebrød og serveret med hele svineriet. ”En Jumbo med det hele, tak,” sagde jeg til pølsemanden. Han skævede til hunden, men var diplomatisk nok til at holde kaje og bare efterkomme min bestilling. Jeg stillede Speedway ned på jorden ved siden af mig. Den rørte sig selvfølgelig ikke ud af flækken,


men stod bare med sin løftede pote og sit blanke blik. Og så fik jeg min Jumbo og begyndte at spise. ”Din hund …” mumlede pølsemanden og nikkede med hovedet. Jeg tænkte, at han nok skulle til at fyre en morsomhed af. ”Ja ja, bare glem den,” sagde jeg. ”Den løber ingen steder.” ”Nej, men den kører,” sagde han. Og så opdagede jeg gud hjælpe mig, at Speedway var begyndt at trille ned ad bakken på sine dumme hjul. Fik jeg sagt, at bakken var stejl? Nå, ikke, men det var den altså, virkelig stejl. Og nu rullede hunden baglæns med hundesnoren slæbende efter sig. Pølsemanden råbte hov og hallo og forlangte betaling, men det måtte lige vente et øjeblik. Jeg havde hænderne fulde, først og fremmest af en JumboBørge med hele svineriet. Og dertil en løbsk hund at indhente. Det her føltes virkelig åndssvagt – en udstoppet hund, der stak af. Men det var, hvad den gjorde. I støt stigende tempo trillede den ned ad bakken med mig bagefter.


Selvfølgelig var der ingen, der hjalp med at bringe hunden til standsning. Folk stoppede op og gloede. Nogle grinede og pegede, som om de aldrig havde set en hund køre på skateboard. Det havde de måske heller ikke. At dømme efter deres hjertelige latter havde de heller aldrig set en grøn detektiv snuble over sine egne ben og for fuld smadder tvære hovedet ned i en JumboBørge, så syltede agurker, remoulade, to slags løg samt ikke mindst ketchup og sennep stod til alle sider. Til lyden af deres grin kom jeg på benene og stæsede videre med hele svineriet fordelt over tøjet og en halv pølse stikkende ud af skjorteflippen. Hunden fortsatte ufortrødent og efterhånden i så høj fart, at folk måtte springe for livet for ikke at blive torpederet. Og for at det ikke skulle være løgn, drønede den lige ud gennem parklågen og videre ud på den store boulevard, som altid var pænt befærdet. I dag var ingen undtagelse. Det næste, man hørte, var hvinende bremser, dyttende horn og lyden af metal og glas, som krøllede sammen. Det lød, som om mindst ti biler stødte ind


i hinanden. Da jeg nåede frem til parkudgangen, kunne jeg se, at der holdt ødelagte køretøjer med rygende motorer alle vegne. Det mindede mest om radiobilerne i Doom Town Tivoli på blå mandag. Jeg kiggede efter Speedway og fik øje på hunden på det modsatte fortov. På en eller anden måde var den sluppet helskindet over vejen og lå nu væltet ovre på det modsatte fortov. Al trafik var gået i stå og afløst af en koncert af vredt dyttende horn, så det var ikke noget problem at komme hen til den. Speedway lå med kækt løftet pote. Et af hjulene var faldet af rullebrættet. Ved nærmere øjesyn kunne jeg også konstatere, at hans krudtfyldte rumpet var kørt lettere flad, så noget af udstopningen bulede ud. Dens hoved var heldigvis nogenlunde intakt. Mens jeg fik inspiceret hundens skader, begyndte folk at stige ud af bilerne. De fleste så temmelig sure ud. Der var åbenbart almindelig enighed om, at det var min skyld, i hvert fald min hunds skyld, at de var kørt galt.


Stemningen var lettere fjendtlig, så jeg besluttede at gøre mig usynlig, inden de fandt fakler og høtyve frem. Jeg skyndte mig at samle Speedway op, og til alt held lykkedes det mig at smutte gennem en gyde og gøre mig usynlig i en skraldecontainer, som stod i en baggård. Der sad jeg i en stiv time, og jeg kan godt hilse og sige, at der hørmer i sådan en container, så de 100 dask, som jeg tjente der, var ikke nogen, jeg kom let til, men det var bedre end at have en flok sure bilister på nakken. Da jeg endelig tog mod til mig og krøb ud af skraldeskjulet, gik det op for mig, at jeg heldigvis ikke var så langt hjemmefra. Med lidt held kunne jeg lige fikse Speedway, inden jeg afleverede ham til damen. Dick sad og passede telefonen, mens han læste Tipsbladet og gnaskede franske kartofler i sig. Han stoppede dog med alle tre ting, da jeg trådte ind på kontoret og meddelte, at jeg havde fået et mindre problem og havde brug for en hånd eller to.


Dick så bare længe på mig og derpå lige så længe på hunden. Man kunne ligefrem se de små tandhjul dreje rundt i hovedet på ham, uden at det førte til noget. ”Jeg vil ikke engang vide, hvad det der handler om,” sagde han så og vendte tilbage til sit blad og sine chips. Heldigvis kom Sue i det samme ind ad døren. ”Der er sket det vildeste harmonikasammenstød henne på boulevarden,” meddelte hun. Så fik hun øje på mig og Speedway og glemte alt andet. ”Jack, hvad i alverden laver du med en udstoppet hund? Er der også en bombe inden i den?” ”Nej, det er Speedway, som jeg lufter for en dame. Hun betaler 100 dask i timen.” ”Lufter?” Begge Sues øjenbryn løftede sig en centimeter opad, og hun meddelte, at hun ikke rigtig var med. Jeg fortalte hende, at det ikke gjorde så meget, hvis bare hun lige hjalp mig med et par mindre reparationer. Og heldigvis var Sue lidt af en handyman, som elskede at reparere ting, som var gået itu. En time efter havde hun fået Speedway lappet så meget sammen, at man næsten ikke kunne se,


at den havde været involveret i et harmonikasammenstød. Hun gik til sagen med stor entusiasme. Godt nok brokkede hun sig lidt over dens stank, men jeg sagde, at det var mølkugler, og bad hende skynde sig, da jeg havde lovet ejeren at levere hunden tilbage, så snart jeg havde luftet den. Så mens Sue limede og lappede efter alle kunstens regler, tog jeg mig et tiltrængt styrtebad og fik skiftet tøj, og da jeg var færdig, var Sue det næsten også. Altså færdig. Med hunden. Hun havde stoppet lidt ekstra vat ind i dens krop, så den havde fået sin facon igen, og til sidst skruet hjulene fast. Det hele havde sammenlagt taget hende lidt over en time, hvilket betød, at der var ekstra 100 dask til mig. ”Tak, Sue. Du har reddet mit liv,” sagde jeg og greb Speedway og spænede ud ad døren, for det følte jeg virkelig, hun havde. I hvert fald min ære som hundelufter. Da jeg atter stod foran fru Gaks dør i den lurvede sidegade, var såvel jeg som Speedway i præsentabel tilstand. Fru Gak opdagede ikke, at hunden var lappet sammen i alle ender og kanter. Hun sagde, at jeg var en guttermand, og stak mig mine penge. Og så spurgte hun, om jeg kunne tænke mig at


komme igen en anden dag, når nu Speedway og jeg var blevet så gode venner. ”Helt klart,” nikkede jeg og sendte hende et forkromet dollarsmil. Men inderst inde vidste jeg, at min karriere som hundelufter var forbi. Jeg havde ikke nerver til det, ikke engang selvom det var en udstoppet hund. Og det blev heller ikke aktuelt, for allerede samme aften blev vi rodet ind i en rigtig makaber sag. En sag, som krævede både hjerne og muskler. Faktisk begyndte den med en hjerne. En hjerne uden ejermand.


Brug hjernen

Sue var taget på det der Nak med pastinakker-kursus, så Dick og jeg havde detektivbureauet for os selv. Men det havde vi så alligevel ikke, for pludselig bankede det på, og ind trådte den her krumryggede fyr, som lignede en gal professors assistent. Det skulle vise sig, at han var en gal professors assistent, men indtil videre stod han og så sig imponeret omkring midt på vores grønne gulvtæppe, mens han knugede en brun lægetaske i hænderne. ”Så fint her er,” sagde han og virkede tilfreds med, hvad han så. ”Vi skal ikke købe noget,” sagde Dick, der som sædvanlig skuede hunden på hårene. ”Jeg er her ikke for at sælge noget,” sagde fyren og spurgte, om vi var De Grønne Detektiver. Dick slog ud med armene og henledte hans opmærksomhed på gulvtæppet, de to stuebirke og min ansigtskulør. ”Og vi bruger også blyfrit bly i vores skydere,” tilføjede jeg.


”Her skal ikke skydes nogen,” sagde fyren. ”Jeg er her for at få løst et problem. Jeg har mistet noget. Noget dyrebart. Og I skal finde det til mig.” ”Den klarer vi,” sagde Dick og bad kunden tage plads. ”Hvad er blevet væk?” Kunden tog plads i stolen; lægetasken anbragte han på skødet. Han holdt begge hænder på håndtagene. ”En bekendt,” sagde han og tilføjede, at han ikke håbede, at vi havde sarte nerver. ”Vi er detektiver, så hvad tror du selv?” kom det overlegent fra Dick, som sad med begge tommelfingre inde under sine seler og løftede lidt ud i dem som en rigtig Karl Smart. ”Vi er et par skarpe hjerner. Men sarte kan ingen beskylde os for at være. Vi har set lidt af hvert.” ”Glimrende,” sagde vores kunde og åbnede sin taske. Og så fremdrog han en beholder med noget i. Det var sådan et rundt akvarium, som gamle damer havde guldfisk i. En bowle, eller hvad det hedder. Bortset fra at der ingen guldfisk var i den her bowle. I stedet skvulpede der noget rundt, der mest lignede en hjerne. Faktisk var det en hjerne!


Dick slap selerne, og der lød to hårde smæld, men han så ikke ud til at bemærke det. Han gloede bare stift på hjernen, som flød rundt i den lyserøde væske og så klammere ud end klam. ”Du er gået forkert, makker,” fik han omsider fremstammet. ”Skadestuen ligger i den anden ende af byen.” ”Fyren anbragte glasbowlen på skrivebordet. ”Mit navn er Grynt, og denne hjerne tilhører min chef, professor Spindel.” ”Mener du ikke tilhørte?” spurgte Dick og sank et eller andet. Jeg for min del sagde ikke så meget, for jeg havde pludselig fået kvalme og trængte mest til at ligge ned. ”Jeg siger, den tilhører!” gentog den krumryggede bestemt. ”Denne hjerne er levende! Dens ejer er bare blevet væk.” Dick og jeg vekslede blikke. Der havde været nogle skøre kugler på vores kontor i tidens løb, men ham her syntes at slå rekorden med et par banelængder. ”Min chef havde et mindre uheld,” fortsatte han. ”Hvilket indebar, at han desværre blev adskilt fra sin hjerne. Eller rettere: Den blev adskilt fra ham.”


Dick fik endelig mælet igen: ”Så det der er professor Spindels hjerne?” ”Nemlig,” sagde Grynt. ”Og jeg er hans assistent.” Jeg tænkte mig om. Den eneste Spindel, jeg kunne komme i tanke om, var en hjerneforsker, der holdt til på et dystert slot uden for Doom Town og af visse blev anset for genial, af andre for en rablende galning, som burde spærres inde. Så vidt jeg huskede, hørte Sue til den sidste gruppe. Sikkert fordi Spindel brugte dyr til sine gakkelakforsøg. Han var en fyr, som forstod at bruge hovedet, især andres hoveder, og ikke mindst det, som var inde i hovedet, hvis I forstår, hvad jeg mener. Så vidt jeg husker, var han overbevist om, at man kunne holde en hjerne i live, hvis man bare behandlede den ordentligt og tilførte den sukkervand og næring. Jeg havde læst, at han engang havde holdt en abehjerne i live i over et år. Han skulle endda have spillet skak med den. Desværre hældte han den ud ad vinduet en dag, hvor den vandt over ham. Jeg spurgte Grynt, om det var den Spindel. Han nikkede og fortalte, at professoren var et af de klogeste hoveder i landet, men problemet var altså bare, at det kloge hoved, nærmere bestemt hjer-


nen, var blevet adskilt fra kroppen. Ved et uheld naturligvis. ”I har vel erfaring med at opspore forsvundne personer?” spurgte han. ”Æh, til dels,” sagde Dick og rømmede sig. Grynt spurgte, hvad han mente med til dels. ”Det er lettest, hvis det er hele personer,” forklarede Dick. ”Så måske skulle vi begynde i byens lighus.” ”Spindel er ikke død, siger jeg jo,” råbte Grynt og begyndte at virke en anelse utålmodig. ”Hans krop lever. Uheldigvis er den bare forsvundet. I skal finde den til mig.” Selvom fyren virkede lettere skør i bolden, bad vi ham begynde med begyndelsen. Og det gjorde han så. Begyndte med begyndelsen. Eller rettere begyndelsen til enden for den gode professor.


Vidensdeling!

”Den kære professor ville til bunds i hjernens mysterier,” begyndte Grynt. ”I stedet kom han til bunds i et akvarium,” sagde Dick, der aldrig lod en dårlig vittighed gå til spilde. ”Ren hjernevask.” ”Pas på, hvad du siger,” knurrede Grynt. ”Denne hjerne kan måske ikke se jer, men den kan høre jer.” For at vise, hvad han mente, begyndte han at hive en masse udstyr op af sin lægetaske – ledninger, målere og alt muligt elektronisk isenkram. Han stak nogle dimser ned i bowlen, og i løbet af nul komma fem havde han sluttet både en mikrofon og et sæt højttalere til akvariet plus en masse andet udstyr, som guderne måtte vide, hvordan virkede. ”Se så!” sagde han. ”Nu har jeg tilsluttet den transmitter, som laver tankevirksomhed om til tale. Og som min chef selv har opfundet.” Dick skulle til at sige noget, men Grynt løftede formanende en pegefinger og sagde: ”Tys!”


Vi stod omkring skrivebordet og lyttede, mens vi gloede på hjernen i bowlen. Det var, som om den pulserede lidt i farverne, og vi kunne høre det knase i højttalerne. Grynt justerede lidt på mikrofonen, og så lænede han sig frem og sagde med tydelig stemme: ”Professor Spindel, kan De høre mig?” Eneste svar var lidt mere knasende støj. Grynt lænede sig frem og gentog spørgsmålet. Dick og jeg skævede til hinanden, og Dick lavede lige en øjerulning for at vise mig, hvad han mente om det hele. Men så skete der noget, som fik os til at rette opmærksomheden mod bowlen. En langsom, mekanisk stemme lød pludselig ud af højttalerne: ”Hvad … laver … jeg her?” Et godt spørgsmål, professor, tænkte jeg og fik gåsehud. ”Jeg har det … meget underligt!” fortsatte højttalerstemmen. ”Kunne nogen venligst tænde … lyset?” ”Rolig, hr. professor. Alt skal nok ordne sig,” forsikrede Grynt, hvorpå han skyndte sig at afbryde for samtaleanlægget. ”Der ser I,” sagde han og tørrede sved af panden med et lommetørklæde. ”Hjernen er ikke spor hjernedød.”


Dick måtte sætte sig ned. Han var blevet lidt bleg om næsen. ”Hvordan er det muligt?” måbede han, og det gad jeg ærlig talt også godt vide. ”Det kom sig af, at Spindel ville bevise, at klogskab kunne flyttes fra én hjerne til en anden,” begyndte Grynt at forklare. ”Akkurat som når man hælder vand fra en fyldt spand over i en tom. Derfor konstruerede han et apparat, der kunne overføre hjernesvingninger fra ét levende væsen til et andet og tilmed lagre klogskab. Det var nærmest en slags styrthjelm med en masse ledninger i.” ”Jaså,” sagde Dick. ”En styrthjelm!” ”Lige netop, en transmitter-styrthjelm,” nikkede Grynt. ”Forestil jer, hvis man kunne samle alverdens kloge hoveder – videnskabsmænd og forfattere og bibliotekarer og den slags. Og så indsamle al deres viden og sende den videre fra hjerne til hjerne, indtil man fik koncentreret al deres klogskab i en slags hyperhjerne. En moderhjerne, hvori al klogskab var samlet.” ”Problemet er, hvor man lige får fat i sådan en,” indskød Dick, og der syntes jeg, at han pegede på noget, medmindre man bare googlede det.


”Åh, det er intet problem,” forsikrede Grynt. ”Alt, man behøver, er at skaffe en pæn hvalhjerne, for eksempel fra en spækhugger eller en kaskelothval, og så vil man have lagerplads nok til at koncentrere alverdens viden. Derefter behøver man bare at tage professor Spindels hjerneimpulstransmitterhjelm på hovedet, som er forbundet til hyperhjernen med ledninger.” Så langt var Dick med, sagde han. Men han kunne stadig ikke helt se, hvad det skulle gøre godt for, men det kunne Grynt heldigvis hurtigt fortælle ham: Ved hjælp af et tryk på en knap og lidt tålmodighed kunne man overføre alt, hvad der var værd at vide, fra den kolonorme klæbehjerne til sit eget tomme kødhoved. Det lød som det rene science fiction, syntes jeg, men jeg skulle ikke gøre mig klog på noget. I fremtiden kunne alle blive lige kloge, hævdede Grynt. Det var alt sammen kun et spørgsmål om at få transmitteret hjernebølger fra hyperhjernen via HIT-hjelmen til sin egen hjerne, som man i forvejen kun brugte en brøkdel af. Ingen behøvede længere at spilde tid på at gå i skole eller læse indviklede brugervejledninger.


”Det er utroligt, hvad man kan,” udbrød Dick synligt imponeret. ”Du siger altså, at hvis man tager sådan en hjelm på hovedet og slutter sig til superhjernen, så bliver man altså superklog på et øjeblik?” ”I teorien, ja,” nikkede Grynt. ”Hvad så med andre levende væsener?” spurgte jeg. ”Kan man for eksempel gøre en hamster lige så klog som et menneske?” ”Et interessant spørgsmål,” medgav Grynt, men tilføjede, at svaret måtte blive et nej. Hjernerne skulle helst ligne hinanden, så foreløbig virkede det bedst på aber. Men hvis professor Spindel var så smart, hvorfor lå hans hjerne så i den salatskål der, kunne jeg ikke dy mig for at spørge. Grynt sagde, at det lige netop var det, der var problemet. For Spindel havde udført et forsøg, bogstavelig talt med sig selv i hovedrollen. I videnskabens navn ville han overføre sin egen klogskab til hjernen på en primat.” ”En privat hvad?” spurgte jeg. ”En primat! En chimpanse ved navn Cheeta. En prima primat, som Spindel ønskede at gøre lige


så klog som sig selv. Men noget gik galt, frygteligt galt!” Både Dick og jeg skævede til hjernen, der skvulpede rundt og lignede en portion udkogt spaghetti, og tænkte, at frygteligt galt nok ikke var nogen overdrivelse. Grynt sank ned i en stol, fik et lommetørklæde frem, duppede sved af panden og begyndte at fortælle: ”Spindel iførte sig HIT-hjelmen. Forsøgsaben fik en anden hjelm på. Min opgave bestod i at forbinde ledningerne og sætte strøm til, når alting var klar. I begyndelsen gik alt som smurt, men så kom jeg vist til at krydse et par ledninger. Jeg har altid haft svært ved at se forskel på dem.” Dick og jeg begyndte at ane, hvor det bar hen. Grynt havde tydeligvis fået kortsluttet et eller andet, hvilket han også indrømmede: ”Da jeg slukkede for transmissionen, var der i hvert fald noget galt. Aben lå der og spurgte, om forsøget var gået godt, mens professoren rev sig løs og kastede sig over frugtskålen. I løbet af nul komma fem åd han et kilo bananer, fire ferskner og en hel ananas, og da der ikke var mere frugt tilbage, sprang han ud gennem vinduet og stak af.”


”Så du havde altså overført Spindels klogskab til aben?” sagde Dick. ”Og omvendt! De fik byttet hjerner!” Grynt nikkede: ”Et mareridt for en assistent. Jeg havde knoklet mig en pukkel til, og nu stod jeg med ét styk chimpanse indeholdende en forkert hjerne, mens min chefs krop var pisket bort i natten med høje abeskrig.” ”Noget værre rod,” indrømmede Dick. ”Lønforhøjelse kan du nok godt vinke farvel til.” ”Heldigvis havde Spindels hjerne endnu ikke opdaget, at den var havnet i en forkert krop,” sagde Grynt. ”Jeg var nødt til at handle hurtigt, inden han fik set sig selv i spejlet. Han lå bare der i sin abekrop og spurgte, om han kunne tage hjelmen af, mens hans rigtige krop var over alle bjerge og ydermere udstyret med en hjerne, som kun tænkte på lianer og bananer. Nu gjaldt det om at bruge hjernen, min egen hjerne altså, og finde på noget i en fart. Men det eneste, jeg kunne komme på, var at fjerne Spindels hjerne fra abens krop.” ”Vi behøver ikke at høre mere,” sagde jeg. Men Grynt insisterede på, at vi fik alle detaljerne med:


”I en fart fik jeg bedøvet Spindel, altså aben, og i nogle stressende nattetimer fik jeg transplanteret hans hjerne ud og anbragt den i denne specielle væske, hvor den kan holdes i live i ugevis. Bare den får sukker og ilt.” ”Havde det ikke været nemmere at holde aben i live frem for at pille dens hjerne ud?” spurgte jeg. ”Skulle professoren så rende rundt og ligne en abe?” spurgte Grynt og så forarget på mig. Dick spurgte, om Grynt eventuelt havde et billede af Spindel, da det ville lette vores arbejde betydeligt. Det havde Grynt. Han hev et sort-hvidt foto op af tasken. Det forestillede en skægget fyr iført hvid kittel, som stod og studerede en hjerne. ”Sådan her ser professoren ud. Behold billedet, og når I har fundet ham, altså kroppen, så bring den ud til slottet. Så skal jeg nok tage mig af resten.” ”Det kommer til at koste bananer,” sagde Dick forretningsmæssigt. ”Bananer?” Grynt så forvirret ud. ”Til professoren?” ”Penge!” skyndte jeg mig at tilføje. ”Opsporing af forsvundne personer er ikke billigt.”


”Intet problem, bare find Spindel.” Og med de ord samlede den krumryggede assistent sit habengut sammen, tog bowlen med hjernen under armen og skred ud ad døren. Og det var ikke et øjeblik for tidligt, for lidt efter kom Sue hjem. ”Har der været nogen kunder?” spurgte hun. Og det måtte vi jo sige ja til. Og også forberede hende på, at vi stod med en lidt speciel sag. En sag, som ville indbringe os en del bananer, hvis vi løste den, som Dick udtrykte det. Men som muligvis også ville kræve en del bananer. Som lokkemad. Bare de var økologiske, var Sues svar på det.


Vilddyr

Sagen var altså den, at vi skulle finde en normalt udseende person, bare udstyret med abehjerne. Dick gik hen til vinduet og gloede ud over Doom Town. ”Og så i den her by,” sagde han opgivende. ”Hvor finder man nogen med intelligens som en abe?” ”Hvad med i rockerklubben?” foreslog jeg. ”Eller i de der realityprogrammer, som Sue altid ser?” ”Hvad med at du lukker i?” svarede Sue fornærmet, men det, jeg mente, var, at hvis professor Spindel havde fået overført abens tanker, så måtte det jo betyde, at han tænkte som en abe. Vi skulle altså bare finde ud af, hvor en abe gik hen her i byen, når den gik ud. ”Måske går den i zoologisk have,” foreslog Dick. Sue sagde, at det var det dummeste, hun nogensinde havde hørt. Hvorfor skulle en abe gå i zoo? Det var da at bede om problemer. Men nogle gange løser tingene sig selv, for da vi senere på dagen var nede og hente nogle pizzaer til


aftensmad, fik jeg øje på en plakat, der hang på en mur, og som reklamerede for Doom Town Tivoli. Med store typer stod der: Mød vilddyret fra urskoven! Prøv en brydekamp med en ægte abemand. Neden under teksten var der et billede af en fyr med leopardskind om maven. Han havde strithår og fuldskæg og sad og stirrede ud mellem tremmerne på et bur. Han havde en forbløffende lighed med fyren på Grynts foto. ”Jeg tror, vi har fundet professor Spindel,” sagde jeg og sank en klump. Dick og Sue gloede på galningen på plakaten. Og det troede de også. Altså besluttede vi at aflægge forlystelsesparken et besøg. Doom Town Tivoli lå på en mole nede ved havnen. Det var bygget på stolper ud over vandet. For det meste var der en million mennesker og børn og balloner og candyfloss, men i dag havde vi det meste for os selv.


Det var et temmelig gammelt tivoli. Rutsjebanen så ud, som om den kunne brase sammen, hvad øjeblik det skulle være. Pariserhjulet knirkede og slog gnister, og det muntre hus var ikke særlig muntert, bare nedslidt og kedeligt. Skydeteltene og lykkehjulet og radiobilerne var okay, men det var jo ikke dem, vi var kommet for. Vi var kommet for at finde vilddyret fra urskoven. I en gyde mellem nogle boder fik Sue øje på noget. Det var sådan en slags spåmaskine. Den forestillede en troldmand med høj, spids hat og tryllestav. Han var selvfølgelig lavet af plastic. Meningen var, at man skulle smide en mønt i en sprække i hans mave og derpå anbringe sin hånd på en plade. Du kender sikkert godt den slags maskiner. Efter et øjeblik spytter de en seddel ud, hvor der er skrevet en eller anden spådom på: Du vil møde dit livs kærlighed eller I morgen vinder du i lotto. Den slags gylle. ”Hey, den gad jeg godt prøve,” sagde Sue. ”Helt ærlig, Sue!” Dick og jeg sendte hende et opgivende blik, for medmindre spåmaskinen kunne fortælle os, hvor Spindel gemte sig, ville den næppe være til meget nytte.


Kend din fremtid, lokkede skiltet foran troldmanden. Få læst i din hånd. Måske bliver det en lykkens dag. ”Måske bliver det lykkens dag,” smilede Sue og lagde hånden på pladen. Dick rodede i lommen og lod med et hørligt suk en mønt dumpe ned i møntsprækken. Troldmanden nikkede med sit plastichoved og rullede en omgang med øjnene. Det skramlede inde i hans maskinkrop, lidt som i en fotoautomat. Lidt efter dumpede der en seddel ud. Sue tog den og læste: Du vil finde, hvad du søger, men det kræver kamp. En vild oplevelse venter dig. Hurra og goddag. ”Hvad er det for noget pjat at skrive?” spurgte Sue fornærmet. ”Hurra og goddag. Jeg troede, der ville stå noget om, at jeg blev rig, og den slags.” ”Måske er maskinen i stykker,” sagde jeg. Dick spurgte, om vi skulle se at komme videre, og mindede os om, at vi faktisk var på arbejde.


Sue krøllede sedlen sammen og smed den væk. ”I det mindste stod der, at jeg vil finde, hvad jeg søger,” sagde hun. ”Men at det krævede kamp,” tilføjede jeg. Begge dele kom til at passe, skulle det snart vise sig.


Tæsk og dask

Et sted i nærheden hørte vi råb og piften. Lyden kom fra et stort telt. ”Hvad sker der derinde?” spurgte jeg. Men det var et dumt spørgsmål, for lige ved teltets indgang hang der en plakat, som var helt magen til den, vi havde set lidt tidligere på dagen: Mød vilddyret fra urskoven! Prøv en brydekamp med en ægte abemand. Samme festlige cirkusskrift og samme billede af en galning bag tremmer, som lignede en bunke problemer. ”Jeg tror, vi har fundet, hvad vi søger,” sagde Dick. ”Spådommen gik i opfyldelse,” smilede Sue. ”Det gik da nemt.” I næste øjeblik kom en person flyvende ud gennem teltdugen og landede på jorden foran os i en rodet bunke. At dømme efter påklædningen en


matros på landlov, eller med andre ord en sømand, som havde fri fra sit skib og var på sjov i en fremmed havn, selvom det med sjov skulle tages med et gran salt. Vi hjalp ham op og spurgte, om han havde været i brydekamp med en abemand. Det kunne han kun nikke ja til. Og ham skulle vi ikke ønske os at bide skeer med, tilføjede han og spyttede et par løse tænder ud. Det havde vi heller ikke tænkt os, slog Sue fast. ”Den starut er et rent vilddyr. Ingen har besejret ham endnu,” oplyste sømanden, hvis hvide matrostøj ikke var helt så pletfrit længere, men han fik lige tilføjet, at der var en præmie på 2000 dask til den, der kunne. ”Du fik snarere 2000 klask, ser det ud til,” sagde Sue og rakte ham hans matroshat. Sømanden sagde, at det var, hvad der kunne ske, når man var på vulkaner. Og med de ord vaklede han bort med slingrende skridt, blåt øje og blodtud. ”Hvad var det med vulkaner?” spurgte jeg. ”Sjov og ballade,” oplyste Sue. ”Mere ballade end sjov, så det ud til,” sagde jeg.


”2000 dask er mange penge.” Dick stod tankefuldt og kiggede efter ham. Jeg foreslog, at vi bare ringede til Grynt og oplyste ham om, at vi havde fundet professoren, men Dick hørte ikke rigtig efter. Han gentog, at 2000 dask var mange penge, og påpegede, at Sue jo var skrap til økologisk nærkamp. ”Har du tænkt dig at lade Sue slås med den abemand?” råbte jeg vantro til ham. Dick trak på skuldrene. ”Svin!” sagde Sue. ”Du vil sende en kvinde ind til det udyr. Jeg burde give dig en omgang!” ”Nej, du burde give vilddyret fra urskoven en omgang,” sagde Dick og mindede Sue om, at det krævede kamp at finde, hvad man søgte. Som spåmaskinen så rigtigt havde skrevet. ”En svag kvinde! Helt ærlig, Dick!” sagde jeg forarget. ”Hvem kalder du svag, grønært?” fnøs Sue og sendte mig et bistert blik. ”Jeg forsvarer dig,” forsvarede jeg mig. Heldigvis kom Dick i tanke om, at han engang havde gået til judo. Det var godt nok længe siden,


men han mente, at han stadig kunne et trick eller to. ”Fint, så gør jeg det,” sagde han og slog ud med armene. ”Hvis der skal være så meget brok.” Og med de ord satte vi kurs mod teltet.


Kamp

Det viste sig, at det kostede en mindre formue at komme ind i teltet og 100 dask oveni at få lov at slås med vilddyret. Vi havde simpelt hen ikke råd til at komme med ind og heppe på Dick. Men problemet løste sig. Sue sagde, at hun ikke gad bruge penge på at se brydekamp, og jeg var desværre for lille til at komme med ind. Man skulle være fyldt femten! ”Men jeg er jo voksen!” indvendte jeg surt. ”Jeg er fyldt tredive!” ”Ja, det er godt med dig,” verfede Sue mig af. ”Du er et barn i en voksenkrop, Jack Stump. Det er, hvad du er!” Og så var det sidste ord åbenbart sagt i den sag. Dick gik alene ind. Sue og jeg blev og ventede uden for teltet. ”Kunne du tænke dig en is?” spurgte Sue mig, sikkert for at trøste lidt. ”Ja tak,” sukkede jeg. ”En sodavands.” Og det fik jeg så. Det var ret ydmygende, men isen var o.k.


Lidt efter kunne vi høre, hvordan folk heppede derinde. Så fulgte der nogle lyde, som om nogle havde gang i en pudekamp. Der kom også nogle jungleskrig, fulgt af nogle kampråb, eller også var det smerteudbrud. Det var nok Dick, der brugte sine judotrick. ”Bare han ikke er for hård ved den abemand,” sagde jeg. Sue så bare på mig og lavede ansigt, som om jeg var dum eller noget. Endelig hørtes en flænsende lyd, og en eller anden hylede i vilden sky. Og lidt efter kom Dick vaklende ud af teltet helt indsmurt i savsmuld. Noget tydede på, at han ikke havde haft held med judoen. Hans tøj var i hvert fald revet i stykker, og nogen havde bidt ham i øret. Et nydeligt sæbeøje havde han også fået. Han sank ned på bænken ved siden af os. ”Vandt du?” spurgte jeg. Dick så ud, som om han havde lyst til at rive hovedet af mig. I stedet tog han min sodavandsis og pressede den mod øret. ”Det bliver sin sag at få den halvhjerne tilbage til slottet,” mumlede han med dyster mine.


23.30

Så vidt så godt, som man siger. Vi havde fundet professor Spindel; i hvert fald havde vi fundet hans krop. Uheldigvis blev kroppen styret af en abehjerne, og det var et problem, vi måtte slås med. Dick havde allerede forsøgt. Der var kun én ting at gøre, sagde Sue. Vi måtte have Spindel ud af forlystelsesparken, så Grynt hurtigst muligt kunne få den rigtige hjerne puttet tilbage i hans hoved. ”Og hvordan skulle det kunne lade sig gøre?” spurgte Dick en anelse modløst. Når der var mennesker alle vegne og fyren teede sig som et vilddyr. Sue sagde, at vi naturligvis måtte vente, til tivoliet var lukket. ”Du mener om natten altså?” spurgte jeg for at få tingene på plads. Hun nikkede. Dick sagde, at det mindst ville kræve ti mand at holde det bæst, hvis man ikke skulle forvandles til pulled pork.


Ikke hvis vi bedøvede ham, mente Sue. Hun tog en lille æske frem fra inderlommen og viste os den. ”De her sovepiller kan slå en gorilla ud,” sagde hun. ”Hvornår har man brug for det?” spurgte Dick gnavent. ”For eksempel nu,” sagde Sue. ”Eller hvis man er ude i junglen,” sagde jeg. ”Og man møder en silverback.” ”O.k., jeg har fattet det!” råbte Dick. ”I glemmer bare, at tivoliet er lukket om natten.” ”Overlad det til Jack og mig,” sagde Sue. ”Bare sørg for, at vores bil holder parkeret udenfor … nå nej, for pokker. Øh, lej en varevogn, og hold klar ved indgangen klokken 23.30 i aften.” ”Lej en varevogn og hold klar,” gentog Dick. ”Foran indgangen en halv time før midnat,” nikkede Sue. Og tilføjede, at så klarede hun og jeg resten. Jeg var ikke helt sikker på, hvad hun mente med resten, men det lød besværligt, men det gjorde det jo ofte, når Sue havde fået en idé. Dick trak bare på skuldrene og forsvandt samme vej som sømanden fra før, stadig med min sodavandsis mod øret.


”23.30!” råbte Sue efter ham. Da Dick var gået, købte Sue to billetter til spøgelsestoget, for sådan et var der selvfølgelig også i Doom Town Tivoli. ”Planen begynder nu,” oplyste hun. ”Hold dig klar.” Jeg anede ikke, hvad hun var ude på, men jeg tog plads i vognen, som havde form som et kranium, hvor øjnene var to røde lygter. Et øjeblik efter rullede vi ind i mørket. Det var et helt almindeligt spøgelsestog. Fyldt med vampyrer og monstre og alt muligt. Det ene øjeblik lød der hyl, det næste skrål og skrig. Så var der luft, som blev pustet ind i hovedet på en, alarmlys og varulvehyl, for ikke at tale om ligkister, som sprang op, så man kunne glo ind til skeletterne. Der var næsten lige så sjovt som inde på Dyrenes Kirkegård, tænkte jeg, men heldigvis var dette bare en tivoliforlystelse. Her kom der næppe nogen zombiehund løbende med en hamster i gabet. Midt inde i spøgelsestoget gav Sue signal til, at vi skulle hoppe ud af vognen. ”Er det ikke forbudt?” spurgte jeg.


”Er vi detektiver eller hvad?” råbte Sue gennem larmen. Og jeg tror, at det var et af de der retoriske spørgsmål. Hun sprang ud af den kørende vogn og gik hurtigt i dækning bag nogle gravsten lavet af papmache. Jeg skyndte mig at følge hendes eksempel, mens kranievognen fortsatte uden os. ”Vi gemmer os her, til tivoliet lukker, og så går vi i aktion,” sagde Sue, og det syntes jeg lød som en god idé. Men jeg blev selvfølgelig klogere.


Dødbider

Jeg kan godt hilse og sige, at det ikke var nogen spøg at opholde sig i spøgelsestoget i timevis. Selvfølgelig vidste jeg godt, at Dracula kun var en bemalet figur, og at skeletterne, der åbnede kisterne indefra, ikke var levende. Men alligevel … lidt myrekryb fik man jo. Men det værste var lydene! Der var en rallen og tuden, så man var ved at få pip. Vi sad bag de kunstige gravsten og prøvede at falde i ét med tapetet, mens flagermus cirklede over os i tynde snore og tiden gik. Den ene vogn efter den anden kørte forbi os. Og i hver og en af dem sad folk og gyste eller grinede fjollet af alt det uhyggelige. På et tidspunkt var vi lige ved at blive opdaget, da en lille unge fik øje på mig: ”Se, far,” råbte han og pegede. ”Se derinde på kirkegården, en klam dødbiderzombie! Adr!” ”Rolig, sønnike,” sagde faren. ” Den er ikke rigtig. Den er bare lavet af gummi.”


Lavet af gummi! Den idiot kunne selv være lavet af gummi. Jeg rakte tunge, da de kørte forbi. De spjættede begge to, og faren trak sønnen ind til sig. ”Du skal ikke være bange,” grinede han nervøst. ”Helt sikkert bare en gummifigur.” ”Warrg!” brølede jeg efter dem og fægtede med armene. ”Dø, dø!” De var lige ved at hoppe ud af vognen af skræk. Jeg havde lyst til at spæne efter dem, men Sue holdt mig tilbage. ”Lad være med at afsløre os, din klaphat!” hvæsede hun. ”Ingen må opdage, at vi er her.” ”Men de sagde, at jeg var lavet af gummi,” svarede jeg fornærmet. ”Så meget desto bedre.” Sue fik mig skubbet i dækning. ”For en gangs skyld er jeg glad for, at du er grøn, Jack. Så vi ikke bliver afsløret!” Det kunne hun måske have ret i, for da vi havde siddet og kukkeluret i fire stive klokketimer, blev der omsider stille. Spøgelserne i loftet holdt op med at blafre og hang som slapt vasketøj. Skeletterne, som ellers havde åbnet og lukket deres kister og klapret med tænderne, faldt til ro. Luftblæs og alarmsirener ophørte. Alt blev stille.


Sue så på sin mobil. Klokken var 23.00. ”Vi har en halv time,” oplyste hun. ”Fint, så lad os komme ud herfra,” sagde jeg og skulle lige til at krybe frem, da der lød skridt. Vi dukkede os igen og sad med tilbageholdt åndedræt. Ud af tunnelen kom en fyr med lommelygte. Han havde kasket på og en billettaske om maven. Det var ham, der passede spøgelsestoget. Nu skulle han lige tjekke, om alt var klar til næste dag, eller om nogen havde tabt hat og briller eller kunstige tænder. Han lyste rundt på gulvet langs skinnerne og rettede lidt på mumiens bandager. Så klappede han varulven på kinden. ”Ses i morgen, du gamle,” sagde han muntert til figuren. ”Lav nu ingen ulykker i nat.” En mand med nerver af stål, tænkte jeg og så efter ham, da han fløjtende gik sin vej. Sikkert typen, som skulle hjem og slappe af med en god gyserfilm. Lidt efter blev lyset slukket, og der blev endnu mere stille i spøgelsestoget. Dødstille, kunne man roligt sige. Vi blev siddende, til vi var helt sikre på, at kysten var klar. Og så sneg vi os ud. Det var skønt at komme ud herfra. Skønt, lige til man kom i tanke om, hvad der nu ventede.


Bananas!

Jeg skal love for, at der var tomt i Doom Town Tivoli efter lukketid. Alle forlystelser var standset, alt lys var slukket, bortset fra månen, som sendte sit kolde sølvskær ned over de lukkede boder. Vinden sukkede i rutsjebanens skelet, peb i pariserhjulet og sendte et fladmast papkrus skrabende hen over jorden. Det lød som en skeletfinger på et kistelåg. Eller også var det bare mig, der havde været for længe inde i spøgelsestoget. Vi satte kurs mod vilddyret fra urskovens telt. Også der var der tomt og stille. Teltdugen var lukket til med et reb, men vi fik det forsigtigt fjernet og listede indenfor. Teltet lugtede lidt af prut og sved. Og måske også lidt af savsmuld og blod. Et eller andet sted i mørket kunne vi høre nogen snorke. Sue tændte for mobilen, men sørgede for at skærme for lyset med sin hånd, og så listede vi forbi


stolerækkerne og fik øje på et stort tremmebur i midten af teltet. I halmen lå en fyr og knaldede brikker. Han havde et leopardskind om maven. Han gryntede lidt i søvne og kløede sig i måsen. Selv i det sparsomme lys var vi ikke i tvivl om, hvem det var. ”Professor Spindel,” hviskede Sue og bankede let på tremmerne med mobilen. ”Vågn op, professor. Vi er kommet for at hjælpe Dem ud.” Professor Spindel vågnede med et spjæt. To sekunder senere hang han i tremmerne og skabte sig åndssvagt. Hyrj, huit, hyrk! skreg han og kylede hø og bananskræller efter os. Sue fik også en lort i hovedet, hvilket ikke ligefrem var noget, som satte hendes humør i vejret. ”Så stopper festen, King Kong!” råbte hun. Men det gjorde festen ikke, for nu gik professor Spindel helt bananas og hoppede op og ned og viste røv og teede sig, så hele buret var ved at vælte. ”Sådan et svin,” hvæsede Sue. ”Så du lige, hvad han gjorde?” Jeg nikkede og sagde, at det var, fordi han havde abehjerne, og spurgte, hvad vi nu skulle gøre. For


jeg havde ikke ligefrem lyst til at stå her og få smidt alt muligt i hovedet. Sue løftede sin dødsfinger og pegede truende. Spindel rakte bare tunge. Han var ligeglad med økologisk selvforsvar. ”Det går ikke, at du får hans hoved til at eksplodere,” sagde jeg. ”Grynt skal bruge hjernen, altså Spindels hjerne.” ”Du har ret, Jack.” Sue sænkede fingeren og så lidt ærgerlig ud. Men så fik hun øje på en banan, som var røget ud af buret i kampens hede. Hun samlede den op og fandt sovepillerne frem fra inderlommen; så maste hun et par stykker ind i bananen. ”Se så!” sagde hun og holdt den op foran sig med et tilfreds smil. ”Tror du, den er økologisk?” spurgte jeg. ”Nej, og det er de her knockoutpiller heller ikke.” Professor Spindel var stadig i fuld vigør. Nu stod han og bankede sin madskål mod tremmerne. Det larmede helt vildt. Hvis han ikke snart faldt til ro, ville vi vække hele nabolaget, ikke mindst nattevagten. Sue fik hurtigt smidt bananen ind til ham.


”Så er der serveret, skægabe!” sagde hun. ”Dejlig nam-nam!” Spindel greb den og skulle lige til at kyle den ud igen, men så skiftede han heldigvis mening. Han snuste til den med høje snøft, og så proppede han hele bananen ind i gabet og slugte den i to mundfulde. Derefter stod han med et lidt eftertænksomt udtryk og smaskede, mens han kløede sig bagi. Sue og jeg holdt vejret. Der gik præcis tre minutter. Så tumlede han om i halmen, som om nogen havde ramt ham mellem øjnene med en fastelavnskølle. ”Knockoutet!” Sue sendte mig et barsk smil. Jeg sagde ingenting. For hvad siger man til folk med bæ i panden, som lige har knockoutet en abemand? Man holder vist bare lav profil. Sue gav sig til at dirke låsen op med en hårnål, og da det var gjort, tog vi fat i professoren for at slæbe ham ud. Sue greb fat under Spindels arme, mens jeg hankede op i hans ben. Han så ikke for smart ud, som han lå der med tungen ud af munden, bananmos mellem tænderne og halm i håret. Og han var selvfølgelig tung som et ondt år.


”Vi skulle have medbragt en kørestol,” stønnede Sue. ”Eller en trækvogn.” Jeg kom i tanke om, at jeg havde set nogle klapvogne uden for et af teltene. Det var nogle, man kunne leje til at fragte børn rundt i, så de ikke blev trætte i benene og ødelagde turen for de voksne. Hurtigt fik jeg hentet en, og ved fælles hjælp fik vi anbragt Spindel i den. Det så virkelig dumt ud, men det var der ikke noget at gøre ved. Nu gjaldt det bare om at få ham ud af tivoliet og ud til Grynt, inden han vågnede. Altså inden Spindel vågnede. Vi begav os af sted gennem det tomme tivoli med kurs mod udgangen. Jeg var glad for, at ingen kunne se os nu, for det var mildt sagt lidt af et syn. Professor Spindel var mindst ti numre for stor til den klapvogn. Hans arme slæbte langs jorden, og benene kom hele tiden i vejen for hjulene, så vi var ved at kæntre. Det var virkelig belastende! Heldigvis holdt Dick klar tæt ved indgangen. Han havde fået fat i en stor stationcar. Da han fik øje på os, blinkede han med lygterne. Men så gjorde vi en frygtelig opdagelse.


Gitterporten ind til Doom Town Tivoli var naturligvis lukket og dermed også vores mulighed for at komme ud. Kravle over kunne vi heller ikke, for hegnet havde en spiral af pigtråd foroven. Og hvordan skulle vi overhovedet få Spindel med os? Vi stod et øjeblik og stirrede fortabt ud på Dick. I klapvognen sukkede Spindel og lavede nogle smaskelyde. ”Find på noget, Sue,” sagde jeg. Sue var allerede i gang. Med et koncentreret blik stod hun igen og dirkede med sin hårnål. Ikke i portens lås, men i kontrolboksen, som styrede den mekaniske portåbner. Et øjeblik efter lød en knitrende lyd, og nogle gnister sprang. Sue udstødte et vræl og et par saftige bandeord. Smart som hun var, havde hun kortsluttet åbneren (og lidt sig selv). Nu gled porten op med en skramlende lyd. ”Detektivens vigtigste redskab,” klaprede hun og rystede sin hånd, der røg lidt. ”En hårnål!” ”Ja, men sæt den hellere på plads,” sagde jeg. ”For dit hår står ud til alle sider.”


Vi skyndte os ud til den ventende bil. Dick kastede et uroligt blik på Spindel, der sad i klapvognen som en kæmpestor baby og trak torsk i land. ”Jeg håber ikke, den sjover vågner,” knurrede han. ”Det kan du være vis på, at han ikke gør,” forsikrede Sue. Og således beroliget åbnede Dick bagsmækken på bilen, og ved fælles anstrengelse fik vi lagt den snorkende professor slash abemand ind i bagagerummet. Da det var gjort, kom Dick til at kigge lidt nærmere på Sue. ”Dit hår stritter helt vildt,” sagde han og pegede. ”Og du har et eller andet klamt siddende i panden.” ”Det er bare lidt lort,” sagde jeg, ”som Spindel smed i hovedet på hende.” Sue bad os begge to lukke i og spurgte, om nogen havde en vådserviet. Det havde Dick heldigvis, og da Sue havde nettet sig, satte vi os alle tre ind i bilen. Og af sted gik det til det gamle slot, hvor Grynt ventede.


Transmission

Spindels assistent blev naturligvis noget så glad, da vi ankom med den manglende professor. Sue havde ringet i forvejen og meddelt, at vi var på vej, og Grynt syntes, at det var utroligt, at vi havde fundet den forsvundne professor så hurtigt. Dick sagde, at De Grønne Detektiver bare var gode, og spurgte, om vi kunne afregne med det samme. Gerne i grønne sedler. Men Grynt havde andet at se til end afregning, nemlig at få bragt orden i de forbyttede hjerner, hvilket betød, at han bad os vente, til missionen var fuldført. På den måde kunne vi også få æren af at overvære, at abemanden blev til professor Spindel igen og dermed holdt op med at opføre sig som en primitiv primat, som han udtrykte det. Grynt hentede et rullebord, og vi hjalp ham med at få den sovende Spindel lagt op på det, hvorpå vi kørte ham ind i slottet. Det vil sige ind i laboratoriet! For det var, hvad det var. Udefra et dystert slot, indeni et topsmart laboratorium fyldt med alt


muligt elektronisk udstyr, der stod og bippede og summede. På en hylde stod der to hjelme, men da hverken Grynt eller Spindel lignede typiske bikere, gik jeg ud fra, at det var de der hjerneimpulstransmitterhjelme eller HIT-hjelme. På et bord stod bowlen med Spindels rigtige hjerne i. Grynt havde sluttet en akvariepumpe til den, og det skummede lystigt i den lyserøde væske, som om den lå i en skål hindbærbrus. ”Det er en blanding af sprit og næringsvæske,” oplyste Grynt fornøjet og løftede bowlen op og studerede indholdet. ”Nu bliver alt godt igen,” sagde han til hjernen, hvorpå han satte den ind i en mikroovn, lukkede lågen og drejede knappen over på optøning. ”Jeg luner den lige lidt inden overførslen – så går det lidt nemmere.” Jeg kunne fornemme, at vi nu kom til det farlige. For nu skulle Grynt til at udskifte hjernen i bowlen med den, der var inde i hovedet på Spindel, og jeg forudså, at det ville blive lidt af en klam affære. Grynt tog motorbriller og forklæde på og trak i nogle lange handsker af gummi.


”Nu bytter vi lige så stille abehjernen ud med Spindels rigtige hjerne,” meddelte han. ”Og så er den kære professor så god som ny. Håber jeg.” Det sidste havde han ikke behøvet at sige, tænkte jeg. ”Du skal ikke til at save i ham, vel?” spurgte Sue uroligt. ”Bare rolig, lille frøken. Jeg har udtænkt noget langt mere sofistikeret,” sagde Grynt. ”Jeg anbringer bare hjernen – den løse hjerne – i transmitterhjelmen og overfører så klogskaben på normal vis.” ”Som hvis der havde været en abe udenom?” spurgte Dick og fik et strengt blik af Grynt. ”Nævn ikke aben! Spindel får et føl på tværs, når han opdager, at hans yndlingsabe er forsvundet.” ”Nej, nævn for guds skyld ikke aben,” sagde jeg og sendte vores dyreelsker et uroligt blik. Men faktisk var Sue begyndt at se rigtig dårlig ud. Måske var det synet af hjernen, som havde taget pippet fra hende. ”Jeg har det ikke så godt,” sagde hun. ”Jeg går ud og får lidt frisk luft.”


Jeg havde lyst til at gøre det samme, men nu var jeg blevet lidt nysgerrig efter at overvære eksperimentet, så jeg blev sammen med Dick. Vi så Grynt anbringe HIT-hjelmen på Spindels hoved. Spindel kvitterede ved at tilte hovedet forover og hælde en halv liter savl ud over ham, da han spændte hjelmen fast under hagen. Grynt sagde, at der var kaffe på kanden, og at vi bare kunne forsyne os. Så begyndte han at forbinde ledninger i alle mulige farver. ”Byt nu ikke rundt på dem,” advarede Dick. ”Bare rolig. Jeg ved, hvad jeg gør,” forsikrede Grynt. Der lød et pling fra mikroovnen. Et pling, der normalt betød, at ens popcorn var klar eller færdigretten tøet op. Nu betød lyden, at hjernen var varmet op, så overførslen gled lettere. Hvis du synes, det lyder mærkeligt, så forstår jeg det godt. Jeg havde heller ikke begreb skabt om videnskab og da slet ikke hjerneforskning. Grynt nynnede fornøjet, mens han arbejdede, og af og til kastede han nakken tilbage og lo en sindssyg latter op i loftet, men den slags er vist ret al-


mindeligt. Vi så ham tage hjernen ud fra mikroen, altså den, der rummede Spindels tanker, men som var en abehjerne. Han bar den forsigtigt hen til arbejdsbordet og anbragte den anden HIT-hjelm oven på den. ”Hatten af for videnskaben,” mumlede Dick. ”Eller hjelmen på,” sagde jeg. I den næste halve time piskede Grynt rundt og drejede på knapper og trak i håndtag. Lamper lyste op, og sikringer sprang, men at dømme efter hans muntre nynnen og pludselige udbrud af galningelatter forløb det hele efter planen. Faktisk tror jeg, at jeg endte med at falde i søvn, men det var også sent, og det havde været en lang dag. Desuden stod der en fed flyder af en sofa i laboratoriet. Jeg vågnede ved, at Dick ruskede i mig og sagde, at nu skete der endelig noget. Bag ham kunne jeg se Grynt hoppe begejstret rundt og råbe: ”Det lykkedes – han lever, han lever! Transmissionen gik fint. Professoren er sig selv igen!” Det havde han ret i. Spindel sad oprejst på bordet, vågen, om end han så en smule groggy ud. Han havde stadig hjelmen på og leopardskindet fra


dengang, han var et vilddyr, men han lignede ikke en, som ville slås. ”Er du gal, hvor har jeg hovedpine,” stønnede han. ”Det føles som de værste tømmermænd.” ”Ja, men du har også ligget i sprit i dagevis,” sagde Dick. Spindel bad Grynt komme med en hovedpinepille, og Grynt skyndte sig ud efter en. Så opdagede professoren, at han var iført leopardskind. ”Hør, hvorfor har jeg det her kluns på?” Grynt kom løbende med et glas vand og en pille. ”Tænk ikke på det, professor. Alt er godt. Deres hjerne tog en lille ferie, men nu er den tilbage.” Spindel nedsvælgede pille og vand og spurgte derefter, hvad i alverden Grynt stod og ævlede om. ”Der skete et mindre uheld under forsøget, men det skal De ikke tænke på, hr. professor. Vi skaffer en ny abe … åh pis!” Grynt klaskede en flad hånd i panden på sig selv. ”En ny abe?” Professor Spindel fik en farlig rynke mellem øjnene. ”Hvor er den gamle?” Grynt gned hænderne nervøst mod hinanden og tilbød at hente flere hovedpinepiller.


Spindel svingede benene ned fra bordet og stillede sig med hænderne i siden. Han så fuldkommen tåbelig ud med både rumhjelm og leopardskind på. ”Hvor er min forsøgsabe, Grynt?” ville han vide. Assistenten krøb sammen og blev endnu mere krumbøjet. Derpå pegede han på kummefryseren i hjørnet. ”Den hviler sig lidt,” pippede han. Spindel marcherede hen og rev låget op. Dermed fik vi alle et uforglemmeligt syn af en særdeles død og særdeles stivfrossen chimpanse med et hoved som en udhulet vandmelon. ”Cheeta!” gispede Spindel. ”Hvad har den tåbe gjort ved dig?” ”Hvor der handles, der spildes,” sagde Grynt i et forsøg på at få det til at lyde som en bagatel. ”Du har fjernet dens hjerne, din turbotorsk,” himlede Spindel op. ”Hvordan skal vi nu finde ud af, om tankeoverførsel kan lade sig gøre?” ”Tro mig, det kan det,” sagde Grynt med overbevisning, men professor Spindel hørte ingenting. Han rev sin hjelm af og kylede den efter sin assistent, som lige nåede at dukke sig.


Spindel udstødte et arrigt skrig og satte efter ham. Og nu virkede han næsten lige så skør i bolden, som da han havde siddet i buret i tivoliet. ”Vi må hellere lade videnskaben være lidt alene,” sagde Dick og hjalp mig på benene. Jeg var helt enig. Især fordi professor Spindel begyndte at kaste alt muligt inventar efter stakkels Grynt, som sprang rundt som en figur i et computerspil. Det sidste, vi så, var, at professoren greb bowlen med den nu tanketomme hjerne og slyngede den gennem rummet. Til lyden af splintrende glas og et smerteudbrud fra Grynt forlod vi laboratoriet. ”Vi sender en regning,” nåede Dick lige at råbe, inden vi benede mod udgangen. Ude i bilen sad Sue og var dårlig. Noget tydede på, at hun havde brækket sig, for hun spurgte, om vi havde en vådserviet. Idet vi sprang ind i vognen, kunne vi høre flere råb fra slottet og lyden af ting, som faldt på gulvet og gik i stykker. Alt sammen noget, som fortalte os, at det var på tide at trække sig tilbage. Dick trykkede sømmet i bund, og væk var vi i en sky af udstødning.


En god ende

Et par dage efter, hvor jeg var alene hjemme, fordi Dick og Sue var ude og kigge på ny bil til De Grønne Detektiver, faldt jeg over en interessant nyhed i Doom Town Avis. Gennembrud for hjerneforskningen, stod der med store typer på forsiden. Og læste man videre, forstod man, at det var lykkedes den kendte hjerneforsker professor Spindel at transplantere en menneskehjerne over i en abekrop. Det var første gang, sådan noget var sket, og det lød så tilpas skørt, at jeg læste videre: Hjernen tilhørte Spindels trofaste assistent, Günter Grynt, som hævdede, at han frivilligt havde lagt krop til forsøget og i øvrigt befandt sig glimrende i sin nye krop. Han følte sig tyve år yngre, udtalte han. Før havde han haft klumpfod og krum ryg, men nu kunne han svinge sig i træerne og havde fået hår på brystet, hvilket han altid havde drømt om. Han var også blevet markant stærkere og havde fået smag for frisk frugt, så alt i alt var alle glade. Professor Spindel ville nok blive endnu mere berømt nu.


Under artiklen var der et foto, hvor man så professor Spindel og en chimpanse, der var i færd med at dele en bananasplit, mens de sendte hinanden de største tandsmil. Professor Spindel havde fået barberet fuldskægget af og så helt menneskelig ud. Grynt var til gengæld behåret i hele krydderen og sikkert også alle andre steder. Sådan så rigtige kloge hoveder ud, lød billedteksten. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad der var blevet af Grynts krop, den rigtige altså. Lå den i fryseren nu, mellem frosne ærter, forårsruller og sodavandsis? Faktisk havde jeg ikke lyst til at vide det, og det var heller ikke mit problem. Jeg lukkede avisen med et lille smil. Det bedste ved at være detektiv var ikke pengene. Det bedste var, at man kunne gøre andre mennesker glade.


Har du også læst …


Gys og maddiker (Hele bogen)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you