Page 1


Flugtaktion CPH


I serien 2100: Flugtaktion CPH Generation 2.0 Tusmørke (under forberedelse) Køb bøger og book forfatteren på: www.forlagetcorto.dk Af samme forfatter bl.a.: De grædende Genfærdslegionen Ulvene fra Konstantinopel Blod til Baphometh Krageklippen Lygtemænd Den hornede Hvil i Helvede Jeg venter i mørket Imhotep 1-3 Operation 1-4 Zombie City 1-4 Læs mere på: www.benniboedker.dk


B E N N I

B Ø D K E R

F L U G T A K T I O N

I L L U S T R E R E T

S I M O N

A F

B U K H A V E

C P H


2100: Flugtaktion CPH Tekst: © Benni Bødker Illustrationer: © Simon Bukhave 1. udgave Bogen er sat med Elena af Malene Hald og trykt hos Interpress Printed in Hungary 2016 ISBN 978-87-93107-87-8 www.forlagetcorto.dk Lix 20


1. Jeg holder fast i den tykke wire. Sparker fra med foden. Firer mig længere ned ad bygningen.

Bazookaen har jeg slynget over skulderen.

Den banker mod min ryg, når jeg klatrer ned ad muren. I hånden har jeg min kølle. Besat med tilfilede søm hele vejen rundt. Den er farligere end de fleste andre våben.

Med den anden hånd holder jeg om wiren.

Fortsætter ned. Holder godt fast, så jeg ikke styrter til jorden.

– Se mig, lyder det over mit hoved. – Jeg

er konge over alle bander.

– Det hedder dronning, når man er pige,

siger jeg.

Jeg kigger op på Pil. Hun holder også fast 5


i en wire. Men i den anden hĂĽnd har hun kronen. Guldkronen. Den er bulet og skramlet, men stadig besat med juveler og diamanter. 6


Det er en krone fra gamle dage. Sådan en

kongerne gik med. Nu ser den bare fjollet ud, da Pil presser den ned over sin hanekam. Kronen hviler på hendes øje-piercing. Hun blinker til mig.

– Det bestemmer jeg, siger hun. – Fra nu

af er det „Deres Majestæt.“

Vi griner begge to. Pil har sin kølle under

armen, mens hun fjoller med kronen. Sætter den på skrå, så den dækker noget af det store modermærke, hun ikke vil have, man ser på. Hun lader, som om hun bestemmer. Giver mig ordrer.

Lige indtil jeg tysser på hende.

– Ikke så højt, siger jeg. – Vi skal ned her-

fra og væk, inden de opdager os.

Hun ryster på hovedet af mig.

– Slap af, Jabber, siger hun. – De er død-

drukne alle sammen. Vi er væk på no time. 7


Hun firer sig længere ned. Har allerede

overhalet mig.

– Det er ikke for sjov, siger jeg. – De skæ-

rer halsen over på os, hvis de får fat i os. Det er deres krone, du har stjålet. Det tilgiver de aldrig.

– Halsen? siger Pil. – Det er da kun be-

gyndelsen.

Hun peger længere ned. Vi er brudt ind

i den gamle politigård. Vores wirer er gjort fast til de øverste vinduer. Med dem er vi kommet op. Og med dem kan vi klatre ned og undslippe igen. Hvis vi altså skynder os og ikke bliver opdaget.

Pil peger på de to søjler ved hoved-ind-

gangen. Mellem dem er to kroppe hængt op. To hovedløse kroppe. Måske et par tyve, der forsøgte at bryde ind. Eller måske bare nogen, som Wolf Brigade ikke kunne lide. 8


Der skal ikke så meget til. Banderne er

nådesløse. Her i CPH er menneske-liv ikke meget værd. Det er længe siden, politiet holdt til i den store bygning. Nu er den hovedkvarter for Wolf Brigade. Og der har ikke været politi i CPH i et par generationer.

Jeg ser ind ad et vindue, mens vi firer os

ned ad bygningen. Overalt i de beskidte rum ligger der bande-medlemmer. De sover tungt mellem flasker og våben. Kvinder og mænd. Alle er tatoverede. Beskidte. Kronragede.

De har været i gang med at feste og drik-

ke og slås. Indtil de er gået omkuld og nu ligger i store bunker, som om de er døde.

I årevis har Wolf Brigade været i krig med

byens andre bander. Men nu har alle overgivet sig. Wolf Brigade styrer byen. Deres leder har kronet sig selv til konge af CPH.

Hele banden har fejret og festet i tre dage. 9


Og vi har ventet på det rigtige tidspunkt til at bryde ind. Ventet indtil alle var døddrukne. Selv vagterne snorker højt.

Der mangler bare et par etager, og så er vi

nede på jorden igen. Men i det samme hører vi et råb.

– Vær stille, lyder det. – Eller jeg nakker

dig. Jeg standser. Bliver hængende i luften. Forsøger at være rolig og ikke lave en lyd. Jeg ser ind ad et beskidt vindue. En af dem er vågnet. Vi har larmet for meget. Det er en rødøjet mand med en gammel hjelm på hovedet. Han ser sig irriteret omkring.

Jeg ånder lettet op. Han tror, at det er en

af de andre, der har vækket ham. Alle omkring ham snorker. Grynter i søvne. Fiser. Men så kommer han til at se ud ad vinduet. Opdager mig og Pil. 10


– Oh shit, mumler jeg.

Endelig går det op for manden, hvad der

foregår. Han står et øjeblik som lammet. Så kommer han på benene. Jeg kan se, at han er kæmpestor. Om halsen har han en kæde lavet af tænder. Menneske-tænder.

Manden ser sig om efter et våben.

– Her! råber Pil i det samme. 11


Hun kaster kronen op til mig. Og så spar-

ker hun ruden ind. Hun slynger sin kølle af sted, så den rammer manden på armen. Han skriger af smerte, og vi firer os begge to det sidste stykke ned ad muren.

Der går kun et øjeblik, før han har fat i et

våben. Han kommer til syne i vinduet med blodet sprøjtende fra armen. Skyder efter os. Han har en maskin-pistol. Salve efter salve slår ind i muren. Jeg slipper wiren og springer det sidste stykke.

Vi er stadig så højt oppe, at vi kan brække

halsen ved et uheldigt fald. Men vi har øvet os længe. Det gælder om at lande rigtigt. Slynge kroppen forover med det samme. Lave et rullefald.

Jeg er på benene først.

– Er du o.k.? spørger jeg.

Jeg hjælper Pil op. Stikker hende kronen

12


igen. Larmen har vækket andre bande-medlemmer. Der bliver skudt efter os fra flere vinduer, mens vi løber hen over gaden.

Også her er der fuld af folk, der sover ru-

sen ud. De ligger overalt mellem udbrændte biler. Smadrede møbler. Tønder med bål. Vilde hunde lunter rundt og snuser til dem. Der bliver råbt bag os.

– Det er Mohawks! De har stjålet kronen!

Tag dem! Der er krig igen!

Det er vores rygmærker, de peger på. Der

bliver råbt og skreget. Alle vågner. De finder deres våben frem. Skyder efter os. Men vi er allerede fremme ved vores motorcykler.

Der går kun et øjeblik, og så hører jeg brø-

let fra motoren. Pil gasser op. Klar til at forsvinde herfra.

– Hvorfor fuck sker der ikke noget? siger

hun. – Jabber, hvad er der galt? 13


Jeg har også sparket gang i min motorcy-

kel. Jeg stirrer på den store bygning. Nu hænger der bande-medlemmer ud af alle vinduer. De skyder, men det er svært at ramme os på denne afstand.

– Vent nu bare, siger jeg.

Og i det samme kommer en pludselig støvsky. Nærmest som et lille puf. Derefter braget. Et enormt, rumlende brag.

Og så eksplosionen, der flår en hel mur ud

af den store bygning. Taget skvatter sammen i den ene side. Endnu en eksplosion rammer bygningen. Vi stirrer begejstrede på det.

Én enkelt bombe kan være ret effektiv. I

al fald når den bliver anbragt midt i våbendepotet.

Jeg ser på Pil. Hun nikker og smiler til

mig. Så sender vi begge to en fuck-finger mod Wold Brigades borg og drøner af sted.


2. Vi drøner af sted på vores motorcykler hen over den smadrede vej. Asfalten er pløjet op overalt. Der er huller og kratere fra raket-nedslag og vejside-bomber. Sønderskudte biler og smadrede busser spærrer det meste.

Men på vores motorcykler kan vi krydse

ind over det hele. Ind gennem den øde tomt, hvor de hjemløse og junkierne overnatter i ruinerne af det gamle Tivoli.

Det meste blev smadret i den tredje store

bandekrig. Ingen har genopbygget rutsjebaner og restauranter. Siden da har alt stået hen som et åbent sår. Som så meget andet i byen.

Det er en menneske-alder siden, veje og

broer til og fra København blev blokeret. Den 16


store mur blev opført hele vejen rundt. Byen blev isoleret fra omverdenen og genopstod som „den sikrede institution CPH“. Eller med andre ord: fængsel.

I alt for mange år havde der været proble-

mer med bander, der hærgede i byen. Skyderier, kriminalitet og vold overalt. Ingen kunne gå i fred. Fængslerne var også for små. Der var ikke plads til fangerne. Noget måtte gøres. Til sidst opgav man. København blev spærret af. Her blev alle kriminelle anbragt. Tredje gang, man blev taget af politiet, havnede man i CPH. Byen hvorfra ingen slipper væk. En by ledet af kriminelle. En by hvor bander og gangstere bestemmer alt.

Her er Pil og jeg født. Ligesom de fleste

andre kender vi intet til verden uden for de store mure. Vi ved bare, at det er bedre end 17


her. Derude er Paradis. Herinde Helvede.

Jeg har set billeder fra gamle dage. Fra

verden uden for murene. I nogle af de gamle bøger på lossepladsen. Billederne viste en verden uden bander. Uden krig. Uden nød. Det modsatte af CPH.

I det samme hører vi de første brøl langt

væk. Som aggressive hvepse kommer de efter os. Wolf Brigade.

Jeg ser mig hurtigt bagud, mens vi bum-

per af sted. Motorcykel efter motorcykel. En sværm af dem. De presser deres maskiner til det yderste. Jeg kan se dem. Rasende. Hvidglødende af raseri.

– Grib! råber Pil.

Hun slynger kronen over til mig, mens vi

kører af sted. Jeg fanger den. Smækker den på hovedet. Kaster den så tilbage til hende. Vi fortsætter vores drillerier, og svaret kommer 19


med det samme.

En skudsalve rammer ruinerne bag os.

Vi gasser op. Nærmest flyver hen over mur-brokkerne. Bag os fyrer de salve efter salve af sted. Men til ingen nytte. Vi kører så hurtigt, at vi er umulige at ramme.

Jeg griber fat i bazookaen. Tjekker at gra-

naten er på plads i røret. Jeg stjal den, da vi brød ind for at hente kronen. Det er banderne, der har de bedste våben i byen.

Så rejser jeg mig halvt op i sædet. Venter til

vi er ude på Strøget. Her er vejen lidt bedre. De følger stadig efter os. En hær af motorcykler.

Jeg vender mig hurtigt. Sigter og trykker

af. Skynder mig ned på sædet igen. Hænderne på styret, da eksplosionen kommer.

Pil kører op på siden af mig og giver mig

highfive. 20

– Pissesejt, siger hun.


Bag os kan vi se røgen og ruinerne af en

af de gamle burgerbarer. Sortsvedne. Der er et krater midt på Strøget. Rundt om ligger motorcyklerne spredt. Smadrede.

Granaten har gjort, hvad den skulle. Pro-

blemet er bare, at det ikke er nok. For nu kan vi høre det rumle bag os.

Det er lyden af sten, der knuses. Jern der


smadrer alt på sin vej. En støvsky rejser sig mellem ruinerne, og vi ser på hinanden. Wolf Brigade har trukket deres bedste våben.

Hurtigt drejer vi ned ad en sidegade. Gas-

ser op og drøner hen over brostenene. Bag os kan vi høre larve-fødder knuse mursten og bilvrag, som var det ingenting.

Det er en tank, der er efter os. En ombyg-

get gammel tank. Den er ikke hurtig, men den kan komme frem overalt. Det er byens største køretøj. Den kan ikke længere skyde. Der findes ingen granater til den. Men den store tank knuser alt.

Fra løbet hænger afskårne hoveder. Med-

lemmer af de andre bander. Fjenden. Med denne tank har Wolf Brigade vundet bandekrigene. Ved at pløje sig igennem alt og alle. Og nu er det os, den er efter. 22

Vi har kurs mod havnen. Presser hele tiden


vores motorcykler, men tanken bliver ved med at være lige i røven på os. Vi drøner igennem de smalle sidegader, indtil vi ser muren.

På den anden side af Langebro rejser den

sig. Den enorme mur går hele vejen rundt om byen. Det er den højeste bygning i CPH. Alt i nærheden ligger i dens skygge. Og på den anden side er den rigtige verden. Friheden. Paradis.

– Så kommer vi ikke længere, siger jeg.

Jeg er standset op ved havnekajen. Ser ud over slumbyen foran mig. I begyndelsen brugte mange havet som en flugtvej. Nu er byen for længst tørlagt.

Den gamle havn er stedet for dem, der

knap kan klare sig. På bunden bor de i skure af pap og blik. Alle de fattige og håbløse. Dem som er parat til at slå hinanden ihjel for småpenge. 23


Jeg gasser op, men herfra kan vi ikke kom-

me videre. Pil ser på mig. Hun har igen kronen på hovedet. Den sidder skævt. Vi vender os om og kigger bagud mod vores forfølgere.

Den store tank er standset lidt væk. Lu-

gen på toppen bliver slået op. Et par mænd kommer ud. Maskin-pistoler i hænderne. De sigter på os. Går langsomt nærmere. Flere følger efter.

– Dig med det klamme fjæs, råber den

mindste. – Aflever kronen.

Pil ser på dem uden at sige noget.

– Hvis I gør det frivilligt, så slår vi jer

ihjel, inden vi flår jer, fortsætter fyren. – Bedre tilbud får I ikke.

Han har en kniv i den ene hånd. Maskin-

pistol i den anden. Man kan knap se hans ansigt for tatoveringer. Tænderne er filet til. Skarpe og dyriske. 26


Pil ser kort på mig. Så tager hun kronen

af. Hun rækker den frem. Et par bande-medlemmer begynder at løbe hen imod hende. Klar til at tage imod kronen.

Pil løfter den op i vejret. Og så kyler hun

den af sted. Bagud. Ned til de tusinder af desperate i slummen. Ned i dybet.


3. Pil sætter sig bag rattet, mens jeg ser ud af en sprække i siden.

Bande-medlemmerne er på vej ned i hav-

nen. Ned i slummen for at erobre kronen tilbage. Det er det eneste, der betyder noget for dem lige nu. Deres leders krone. De har ikke engang efterladt en vagt ved tanken.

– Kan du finde ud af det? spørger jeg.

Først svarer Pil ikke. Jeg kan se, at hun

sveder. Hvis hun ikke får sat tanken i gang, har det hele været forgæves. Så hører jeg en lyd bag mig. Vender mig om og ser lige ind i øjnene på en fyr med en dolk i hånden.

Han har nitte-armbånd og ringe i ansigtet.

Han ser farlig ud, mens hans våben er ingenting mod mit. Skræmt stirrer han på min 28


kølle med sømmene. Med sådan en kan man smadre et kranie så let som ingenting.

Jeg løfter køllen, og så maser fyren sig

forbi mig. Han klemmer sig op i tankens tårn. Væk herfra.

– Hvad sker der? spørger Pil.

Hun har ikke engang lagt mærke til, hvad

der skete. – Ingenting, siger jeg og mærker mit hjerte hamre af sted. – De havde alligevel efterladt en vagt, men han fortrød. Forundret vender Pil sig om mod mig, men i det samme lyder et vældigt klonk. Det er tanken, der sættes i bevægelse. De store larve-fødder knirker og skramler, men den kører.

– Vi gjorde det, siger jeg. – Vi erobrede den!

Vi jubler begge højt. Pil sætter i gear, og vi

pløjer hen over et par parkerede motorcykler. 29


Der bliver skudt efter os. Banden har alle-

rede opdaget, hvad der er sket. At vi har stjålet deres tank. Men det gør ikke noget. Herinde er vi beskyttet. De kan skyde alt, hvad de vil. Intet kan ramme os.

Pil styrer motoren, og jeg dirigerer. Vi kø-

rer langs havnen og ud over Langebro. Broen er spærret på midten, så man ikke kan komme helt ud til muren.

Men tanken kan godt. Vi smadrer lige ind

i afspærringen. Kører igennem og fortsætter hen over broen. Pil presser tankens motor. Det går opad. Den kan næsten ikke holde til det. Ryster på grund af belastningen. Det føles, som om tanken er ved at falde fra hinanden.

Jeg mærker sveden dryppe fra min pan-

de. Hvis vi går i stå nu, er vi døde. Jeg smider den tunge læderjakke fra mig. Den har jeg alligevel ikke brug for mere. Vi er ikke med 32


i nogen bande. Jakkerne har vi bare stjålet fra Mohawks for at ophidse Wolf Brigade. Få dem til at tro, at krigen er brudt ud igen.

Vi bevæger os ind i skyggen fra muren.

Jeg ser op på den gennem sprækken. Muren rejser sig høj og mægtig over os. Armeret beton. Overalt er der skrammer og revner. Sporene efter mange års forsøg på at slippe ud.

Alt er blevet forsøgt. Alle våben og spræng-

stoffer. Men ingen forsøger længere at undslippe. Alt er for længst afprøvet uden held. Undtaget én ting. Pil ser på mig.

– Du er helt sikker på, at det er det rigtige

sted?

Jeg nikker og finder de gamle tegninger

frem. Plan-tegninger. Dem som viser, hvordan muren er bygget. Vi fandt dem, da vi ledte efter bøger på losse-pladsen.

I det samme hører vi en knirken under 33


os. Og derefter et brag.

Pil presser tanken. Sætter farten op.

Jeg ser bagud. Det er broen, der giver sig.

Den kan ikke holde til vægten af tanken. Broen vil snart styrte under os.

– Hurtigere, siger jeg panisk.

– Jeg tror ikke, vi har noget valg, siger Pil.

Det går op for mig, at vi er nået det hø-

jeste punkt. Herfra skråner broen ned mod muren. Tanken får mere og mere fart på.

Det lyder som et tordenvejr. Tanken, der

skramler ned over broen. Betonvæggen, der kommer nærmere og nærmere.

Pil slipper speederen. Herfra kan vi intet

gøre. Vi kan ikke længere standse. Jeg flår lugen op og giver hende en hånd. Vi skynder os op ad stigen, mens tanken suser af sted mod muren lige fremme. 34

I sidste øjeblik springer vi. Rullefald på


asfalten, da tanken smadrer ind i betonmuren. Der lyder et kæmpe brag, og det føles, som om mine ører sprænges.


4. Fortumlede kommer vi på benene. Alt er indhyllet i støv.

Tanken er nærmest flækket. Den er kørt

frontalt ind i muren. Det store løb er krøllet sammen. Hele forreste del er smadret. Havde vi siddet der, havde vi været tværet ud nu. Vi går langsomt nærmere, mens støvet lægger sig. Jeg har syngen for ørerne og stirrer på den smadrede tank. Det er på grund af den, at vi satte det hele i gang.

Planen var at tirre Wolf Brigade så meget,

at vi kunne lokke deres bedste våben frem. Få dem til at bruge tanken, så vi kunne erobre den og forsøge at smadre muren. Gøre det som ingen har gjort før. Flygte fra CPH. Ud på den anden side. 36


Men nu står vi foran muren. Ser på den

uden at sige noget til hinanden. Med de gamle tegninger havde vi fundet det svageste punkt. En sammen-føjning af elementerne. Til ingen nytte. Der er intet at se. Ikke så meget som en skramme. Muren står stadig, og tanken er smadret. Jeg kravler op på vraget. Giver Pil en hånd, så hun også kan komme op. Vi ser på muren foran os. Ikke den mindste revne. Det var ikke porten til friheden.

– Jeg er ked af det, Jabber, siger hun.

– Det var ikke din skyld, siger jeg. – Vi var

nødt til at prøve.

Bag os kan vi høre knitren af maskin-pi-

stoler. Folk der råber og skriger. Det lyder, som om bande-krigen er brudt ud igen.

Wolf Brigade tror sikkert, at det er Mo-

hawks der har angrebet dem. Snart vil hele 37


byen endnu en gang være en krigszone. Der vil blive kæmpet på hvert gadehjørne. Sådan som det plejer at være.

Jeg skal til at hoppe ned fra tanken igen,

da jeg får øje på noget. Den er ikke særlig stor, men den er der. En revne.

– Hvad er det?

Pil skynder sig hen til mig. Jeg er allerede

ved at pille i den. Betonen er løs. Nærmest som puds. Jeg kan pille det op langs revnen. Pil går i gang med at hjælpe mig. Jeg mærker mit hjerte banke hårdt i halsen. Vil det lykkes alligevel?

Vi fjerner stykke efter stykke af muren,

indtil der kommer en åbning. Det bliver nemmere at vriste betonen fri. Til sidst kan Pil klemme sig igennem. Hun må vride og vende sig, men så lykkes det. 38

Jeg bliver ved med at fjerne beton, så jeg


også kan komme igennem.

– Hvordan er der? råber jeg. – Kan du se

resten af byen? Ser det fantastisk ud?

Pil svarer ikke, men nu kan jeg selv klem-

me mig igennem. Jeg flår min kind på betonen, men det spiller ingen rolle. Jeg er ude på den anden side!

Jeg hopper ned ved siden af Pil og omfav-

ner hende.

– Vi gjorde det, siger jeg. – Vi klarede den.

Og så går det op for mig, at hun stadig

ikke siger noget. Pil står bare og stirrer ud på landskabet foran os. Ud på ødemarken. Der er ingenting, så langt man kan se.

Ingen by med mennesker, der lever i fred

og ro. Ingen spor af liv. Blot afsvedne marker. Forladte huse. Ruiner.

Ingen lyde, ingen bevægelse. Alt er dødt,

så langt øjet rækker. 39


– Hvad er der sket? siger Pil. – Hvad er

der foregået?

Jeg står ved siden af hende. Tænker det

samme. Alligevel trækker jeg på skuldrene og hiver fat i hende. Vi skal væk herfra. Væk fra muren. Ud i verden.

– Fuck det, siger jeg. – Alt er bedre end

CPH.

Og så går vi af sted.


HVAD N U HV I S J O R D E N E R Ø D E L A G T O G U B EB O ELIG ? HVAD N U HV I S D U H AV N E R P Å E N Ø D E P LA NET? HVAD N U HV I S D U E R F Ø D T I R U MM E T ?

H V O R D A N VIL DU SÅ OVE RL E VE I ÅR 2100?


HVAD N U HV I S A L L E V E R D E N S B Y E R E R S M A D R ET? HVAD N U HV I S H V E R D A G E R E N K A MP FO R LIV ET? HVAD N U HV I S D E T E R E N N Y S T E N A L DER ?

H V O R D A N VIL DU SÅ KL ARE DIG I ÅR 2100?


benni bødker har skrevet om vampyrer, zombier, varulve og andre uhyggelige væsener, siden han gik i skole. I dag er det ikke kun hans klassekammerater, men børn i mange lande, der læser historierne. Benni er født i 1975 og uddannet cand.mag. i dansk og filosofi. Han udgav sin første roman i 2004, og i dag er han en af Danmarks mest læste forfattere for børn og unge, kendt for serier som Kimura, Sarin, Nattens Børn og De 7 nøgler. I 2013 modtog han skolebibliotekernes store forfatterpris, og han er syv gange blevet nomineret til Orla-prisen. Senest har Benni bl.a. udgivet gyserserierne 666 og Imhotep samt spændingsserien Operation.


Foto: Bjarke Ahlstrand/One Of Many

Du kan møde ham på www.benniboedker.dk


Benni Bødker: 2100 - flugtaktion CPH  

Letlæst dystopi for de 10-12-årige.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you