Page 1

Min farfar er ninja E M i l b l i c H F e l D T

3

c a l i b a T


Copyright 2018, Emil Blichfeldt & Calibat Forfatter: Emil Blichfeldt Illustrator: Peder Riis Redaktion: Eva Lucia Korrektur: Eva Lucia Layout: Manfred Christiansen 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Lasertryk ISBN: 978-87-93728-13-4

www.calibat.dk


min FarfAr Er NInJa af

EMil blIcHFElDT

Calibat


Kapitel: 1 Lyde i natten Tirsdag morgen. Alt, alt for tidligt. Så tidligt, at det næsten stadig var nat. I mørket lød et enormt brag, der fik det lille hus til at ryste. Sille og Sally vågnede med et sæt. De sprang ud af deres senge. “Hvad sker der?” hylede Sally. Sille svarede ikke. Hun knurrede bare og løb ud på gangen. Hun undgik med nød og næppe at støde ind i

5


ryggen på mor. Sally var lige i hælene, og bagerst kom far vaklende. Mor standsede midt på gangen og så op på et stort hul i loftet. Fra hullet hang der ødelagt stof. Fra stoffet fortsatte liner ned gennem gulvet. Noget var faldet gennem deres tag ned gennem gulvet, og videre ned i køkkenet. “Det ligner resterne af en faldskærm,” sagde mor og løb så hurtigt ned af trappen, som hendes natkåbe tillod. Resten af familien var lige i hælene på hende. I samlet flok stormede de ud i køkkenet. Her blev de mødt af et syn, der fik mor til at sukke træt. Far sukkede endnu dybere og så om muligt endnu mere træt ud. Sille og Sally stirrede nysgerrigt på den mørke skikkelse.


Kapitel 2: Uventet besøg Fra hullet i køkkenloftet hang liner ned over spisebordet. Midt på bordet sad en lille mand. Hans mave var lidt for stor til hans sorte, stramme dragt. Han sad midt på bordet og lavede strækøvelser, så det knagede. Omkring ham dalede støvet ned, som var det sne. “Åh, nej. Ikke ham!” sagde mor og vendte sig mod far. “Jeg går i seng igen. Han er dit ansvar.” Helt uventet brokkede far sig slet ikke. Han lod bare skuldrene synke og sagde med stille stemme: “Jeg skal nok også ordne alle skaderne.” “Tak,” sukkede mor og gik op i seng igen. Sille stirrede forbavset på den gamle mand. Det var første gang hun havde oplevet, at far frivilligt ville ordne noget, der ikke omhandlede at skrive bøger eller drikke øl. Den gamle mand børstede støvet af sin dragt og hoppede ned på gulvet foran pigerne.

7


“Hvem er du?” spurgte Sally med bævende stemme. Den gamle mand smilede, så hans rynker, fik flere rynker og man kunne se hans skæve gule tænder. “Jeg er din farfar, og jeg er ninja.”

8


“Øj, sådan rigtigt ninja?” spurgte Sille benovet. Farfar rettede stolt på sit ninjasværd. “Det bliver ikke mere rigtigt end mig. Jeg er den farligste ninja nord for alperne.” Han stirrede højtideligt op i loftet og nynnede en fanfare. Derefter gik han hen til far. “Nå, knægt, fortæl mig lige hvordan en grim dreng som dig kan få så kønne unger?” Far åbnede munden for at svare, men farfar viftede afværgende med hånden. “Du behøver ikke svare. Jeg har allerede set deres mor. Hun er en køn lille sag” smiskede han og blinkede frækt. Far stod med åben mund. “Luk munden, knægt. Jeg har haft en hård nat. Lav mig en kop te og en bid brød, så kan jeg få mig en fornuftig snak med dine piger.” Derefter vendte han ryggen til far. “Hej unger, skaf mig et plaster eller ti. Jeg har fået en del skrammer, og det er ikke fra turen gennem jeres hus.” “Øj, har du været i kamp?” spurgte Sille, mens Sally fandt plaster og far lavede te. “Tjae, kamp, slagsmål eller uenighed. Kært barn har mange navne,” sagde farfar, mens han skubbede stolene

9


væk og rev benene af bordet, så træsplinter føg om ørerne på dem. “Rigtige ninjaer sidder på gulvet,” sagde han, som om det var en god grund til at ødelægge folks møbler. Ungerne stirrede forbløffet på farfar. Hans opførsel var om muligt endnu værre end fars. Far virkede ikke engang overrasket. Han rystede bare på hovedet, mens han stillede te og småkager på det nu meget lave bord. Farfar proppede sig og gav sig til at snakke med munden fuld. “Ser I, det hele startede fredeligt nok.

10


Jeg var på undercover-mission som skurk i SlemBy, I ved, den by hvor alle skurke bor, når de ikke er ude og lave skurkestreger. Jeg sad på mit yndlingstehus i den værste del af SlemBy og kom hurtigt i dårligt selskab. Det er jo altid sjovere at snakke med skurke end med helte. Desværre insisterede de lokale skurke på at drikke stærkere ting end te ...” “Pfft, der er da aldrig nogen, der behøver at tvinge dig til at drikke stærke sager,” mumlede far, mens han satte sig på knæ ved siden af farfar. Træt skænkede han te i fire kopper og satte kanden på bordet. Pigerne satte sig tæt på den smaskende og slubrende gamle mand. Begge nippede de af mors gode ingefærkager, der var tilovers fra jul. Julemanden havde ikke haft så stor appetit, så der var alt for mange. Før pigerne kunne nå at tænke mere over deres skøre møde med Julemanden, hvor han havde drukket for mange øl med far og kørt galt med sin kane, så de måtte hjælpe ham med at få gaverne frem, rømmede farfar sig og sagde med dreven fortællerstemme: “Som sagt startede det hele i går aftes. Jeg sad på mit yndlingstehus og fortalte de lokale skurke, hvordan verden hang sammen.

11


Jeg fortalte, hvem Den Store Chef i virkeligheden var. At han ikke var en normal skurk. At alle i byen rent faktisk adlød en dæmon!” “Du sad og fortalte om dine skøre ideer, mener du,” mumlede far. Farfar kastede et surt blik på far. “Åbenbart er mine ideer mere farlige, end de er skøre, for med et forduftede de andre gæster, og to mænd i jakkesæt satte sig ved min side.” “Tid til at komme videre, du gamle, sagde de og lagde en lille bunke giftige urter foran mig. De mente åbenbart, jeg skulle videre til kirkegården og ikke den næste bar. Måske brød de sig ikke om, at jeg gik og afslørede, hvem Den Store Chef virkelig var.” “Øj, hvad gjorde du så farfar?” spurgte Sille. Farfar slubrede te og sagde. “Tjae, hvad tror du, at en ægte ninja ville gøre i den situation?”


Kapitel 3: Røgbomber og tørre tæsk Sille tænkte sig om. Hvad ville hun have gjort, hvis hun var en ægte ninja, og to mænd ville tvinge hende til at spise gift? “Jeg ville hugge hovedet af dem!” sagde hun uden at tænke særligt længe. “Ad!” sagde Sally. “Ikke dumt, men ikke ninja-snedigt,” sagde farfar. “Hvad gjorde du så?” spurgte Sille, kun en anelse fornærmet. “Jeg brugte et gammelt ninjatrick og råbte: Se op! De stirrede straks op i loftet, og jeg stoppede giften ned i halsen på dem.” “Døde de så?” spurgte Sally forbavset. “Bum!” farfar knaldede en flad hånd i bordet, så alt hoppede og dansede. “Den ene faldt om med det samme. Meget diskret. Den anden skreg og hylede, så jeg måtte dunke ham længe og grundigt i hovedet med en flaske.” “Totalt diskret,” sagde Sille hånligt, og fik far til at fnise. 13


Sally lagde armene over kors. “Ej, farfar. Man kan altså ikke bare gå rundt og myrde folk!”

Farfar trak på skuldrene. “Det var da dem, der startede. Desværre var de andre skurke ikke så glade, for jeg havde åbenbart nakket et par gutter fra det hemmelige skurkepoliti. Skurkene kastede sig over mig fra alle sider, men de havde glemt en ting ...” sagde farfar og så sigende på Sille.

14


“At du er ninja?” “Præcis, mit barn. Jeg smed en røgbombe, og så kravlede jeg op under loftet som en edderkop, i ly for røgen ...” “Det kan man altså ikke,” sagde Sally irritabelt. Farfar løftede en finger og sagde: “Jeg kan, fordi ...” “Fordi du er ninja. Nu har vi altså fattet det,” sagde Sille ivrig, for at komme videre i historien. Farfar stirrede på far og sagde vrissent: “Dine børn er frække.” Far børstede lidt støv og puds af bordet. Han smilede smørret til farfar og sagde: “De er bare vant til bedre historier.” “Så du tror, du har bedre historier end mig?” farfar smøgede ærmerne op og sagde: “Så hør ordentligt efter unger, for nu bliver det vildt!” Og så begyndte farfar at fortælle så livagtigt, som var man der selv.


Kapitel 4: Lange ører Jeg sprang ud af et vindue, hang et kort øjeblik i luften og styrtede så mod gaden i en sky af glas. Folk skreg op, da glasset ramte dem. Jeg landede på hovedet af en tyk dame, mens en mand brølede: Han er ikke en ægte skurk. Dræb ham! Alle andre vendte sig mod mig. Op af lommer, punge og tasker, flåede de våben frem. “Ved Geishas underbukser!” hylede jeg. “Man skal aldrig feste i byer fyldt med skurke!” I en regn af ild og kugler løb jeg mod metroen. Jeg maste mig mod strømmen af folk, der væltede op fra undergrunden. Hænder greb ud efter mig. Jeg kastede mig til siden, pressede mig ind mod muren, hamrede mine stålkløer ind i den og klatrede op under loftet. Jeg kravlede frem, mens fliser regnede ned over de arrige passager. En sur kvinde hev en flammekaster frem af håndtasken, og forvandlede metroen til en bageovn.

16


Rygende fra adskillige brandsår, kom jeg ned til et hvinende tog. Jeg sprang ned fra loftet, greb overkanten af togdøren og kastede mig ind mellem folk. Alle stirrede mistroisk på mig, men ingen vidste, hvem jeg var. Ingen vidste, at jeg var undercover. At jeg bare lod som om, jeg var en skurk. Endnu havde ingen råbt ordet forræder. Jeg pustede ud og satte mig på et sæde, overfor en lille genert pige. Togdørene lukkede, og vognen gled afsted.

17


“Forræder … mod hvilken sag?” mumlede jeg. “Den her by er jo et stort tyranni fyldt med skurke, der kun følger Den Store Chef, fordi han ellers nakker dem.” Den lille pige overfor mig kiggede genert ned i gulvet, mens hun trykkede på en stor rød knap på væggen. I samme øjeblik lagde jeg mærke til, at hun havde ører på stilke. Stilkene var så lange, at de nåede helt hen til mig. Hun havde tydeligt hørt, hvad jeg havde mumlet. Jeg var afsløret! I samme øjeblik kørte flere skærme ned fra loftet. Et rødt ansigt med stirrende øjne og enorme tænder kom til syne. Han så ikke glad ud. Alle i toget satte sig med ret ryg og vinkede til skærmene. “Hil Den Store Chef.” “Shiiiiit,” mumlede jeg og stirrede surt på den lille pige med de lange ører. Jeg rejste mig forsigtigt og listede ned af gangen. Fra skærmen lød Chefens hvæsende stemme: “Vi har en forræder iblandt os. Jeg vil se hans hoved på mit skrivebord, inden solen går ned. Hvis I fejler, kommer jeg selv efter ham, og alle på min vej bliver smadret.”

18


Jeg var nået hen til døren i togkupeen. Jeg kastede et blik mod skærmene, der viste et fjollet billede af mig. Alles blikke vendte sig mod mig. Jeg smilede undskyldende. “Jeg skal lige på lokum. Vi kan slås bagefter.”


Kapitel 5: Røven på komedie Jeg vendte mig væk fra den vrede flok, rev døren op og sprang ind på togets toilet. Jeg hev døren i og låste den. Det dundrede straks mod døren, men jeg tøvede ikke. Jeg sparkede hårdt mod vinduet. Det gav sig ikke. Det gjorde døren bag mig til gengæld. Den revnede. “Pis mig i øret,” mumlede jeg. “Med glæde” sagde den onde pige og maste sit hoved ind gennem revnen. Resten af gummikroppen fulgte hurtigt efter. Jeg tøvede ikke. Jeg kastede mig mod pigens gummiansigt og brugte det som trampolin. Jeg fløj med rekordfart mod vinduet og ramte det hårdt, men ikke hårdt nok. Vinduet åbnede sig kun på klem. “Det må være godt nok,” knurrede jeg og pressede mig ud. Vinden hylede i ørerne, og stålstolper fór forbi mit ansigt. Bag mig kunne jeg mærke gummipigen bide mig i fødderne. Heldigvis er gummitænder ikke særligt

20


skarpe, men det kildede noget så forfærdeligt. “Jeg har ikke tid til det her fjolleri,” hylede jeg og hev fødderne ud af mine sko og kravlede ud på ydersiden af toget. Toget tordnede afsted og truede med at smide mig af, men jeg borede mine stålkløer ind i togets metal. Langsomt kravlede jeg op mod taget. Jeg var næsten oppe, da toget nåede ind i en kurve. Jeg blev flået ud i strakte arme. Stolper fløj mod mig og truede med at klippe mine ben af. Med en smidighed, som man ikke skulle tro mulig for en gammel mand, løb jeg nærmest henad stolperne. Med alle mine kræfter hev jeg mig op på taget. Jeg pustede heftigt, mens toget susede afsted. Der var dog ingen tid til at slappe af, for oppefra nærmede sig en kamphelikopter, der kunne åbne ild hvert øjeblik, det skulle være. Nedefra begyndte gummipigen og adskillige andre skurke at kravle op mod mig. Jeg knurrede: “Hvis I vil have kamp, så skal I få kamp!” Som svar åbnede helikopteren ild, og jeg stepdansede hen ad togets tag for at undgå kuglerne.

21


Gummipigen formede sin arm som en lasso og kastede den efter mig, men jeg var hurtig som en ninja ‌ fordi jeg er en ninja. Jeg greb lassoarmen og svingede den. Jeg kastede lassoen, da helikopteren fløj tÌt henover mig.

22


Lassoen fløj afsted og snoede sig om den roterende gatling-gun. Helikopterens bevægelser, og det snurrende maskingevær, rev mig op i luften som et omvendt elastikspring. Jeg ramte helikopteren og hakkede mine kløer i siden på den. Gummipigen hylede i vrede, mens hun blev snoet ind i gatling-gunnen. Jeg lo af hende og sprang ind i helikopteren. “Så kan du lære ikke at sladre,” skreg jeg over skulderen. Men jeg skulle nok hellere have holdt øje med piloten, for i samme øjeblik hamrede hans næve ind i mit ansigt, så blodet flød. Jeg skreg af smerte og spyttede blod i pilotens øjne, så han intet kunne se. Derefter tog jeg ham i nakken og smed ham ud af helikopteren. Jeg overtog styretøjet og fløj mod venligere himmelstrøg. Jeg opdagede dog ikke den røde lampe, der blinkede ivrigt på instrumentbrættet.


Kapitel 6: Ubudne gæster Sille og Sally sad med åben mund og gjorde store øjne. Farfar kiggede tilfreds på pigerne. “Det var noget af en historie, hva?” Far nikkede og sagde: “Den kunne have været fortalt dårligere,” hvorefter han gik i gang med at feje gulvet. Sally og Sille lænede sig ind mod farfar. “Hvordan kunne du fortælle, at der var en rød knap, der blinkede i helikopteren, når du ikke havde opdaget den?” Farfars tilfredse smil forsvandt og hans øjne blev meget store. “Vi må se at komme væk. Den Store Chef ved, hvor jeg er!” Sille grinede bare. “Vi skal nok passe på dig, hvis du er bange?” Farfar så ikke beroliget ud. “Du forstår ikke mit barn. Den Store Chef er en af de mest magtfulde dæmoner i verden. Han er en superdæmon.” “Hvad siger du?” sagde Sille og lænede sig ind over bordet. “Der er en høj susende lyd, så jeg kan ikke høre, hvad du siger.” 24


Farfar lænede sig ind over bordet og råbte for at overdøve den susende hylen oppefra. “Verdens værste skurk er på vej, og han vil have mit hoved på et fad.” “Hvordan ser han ud?” råbte Sille. Farfar kiggede op, mens han tænkte sig om. Hans øjne blev endnu større. I stedet for at svare, pegede han op i lofthullet. Sille kiggede op og så en enorm rød skikkelse falde ned mod dem, som en flammende meteor. Hun sank en klump og sagde: “Åh-åhh!” Farfar spildte ikke tiden. Han greb de to unger i nakken og sprang mod køleskabet. Et øjeblik efter ramte meteoren huset med et enormt brag. Den smadrede ned gennem taget og førstesalen, før den eksploderede i et inferno af ild i køkkenet. Braget klingede af, og der var meget trangt inde i køleskabet. “Kan vi komme ud nu?” hviskede Sille til farfar. Hans ninjafart havde reddet dem. Farfar hviskede til svar: “Jeg kigger lige om superdæmonen er væk.” Det var han ikke. Chefen stod brændende midt i køkkenet.

25


Ved siden af ham stod far. Hans tøj var sodet, og håret stod ud til alle sider. Han stirrede fra ødelæggelserne over til superdæmonen og sagde med lav stemme: “Jeg havde lige fejet, og nu smadrer du resten af mit hus. Har du noget at sige til dit forsvar?”

26


Superdæmonen brølede: “Nej! Og nu smadrer jeg dig!” Før far kunne nå at hæve stemmen, hamrede dæmonens enorme næve ind i hans forklæde og sendte ham brændende ud gennem væggen. “Vi må hellere stikke af,” sagde farfar og løb ud af køleskabet med ungerne på slæb. Han strøg ud af hoveddøren. Ude i haven rullede far rundt i græsset for at slukke sit brændende tøj. “Flygt!” skreg farfar, med Sally og Sille under armene. Far hev sit forbrændte forklæde af og lignede absolut ikke en, der ville flygte. “Hent min økse, Sille. Så skal jeg lære den dæmon, hvad vi byder uventede gæster.”


Kapitel 7: Alle mod en Farfar stirrede forbløffet på far, mens Sille løb efter øksen, og Sally løb ind i haveskuret efter sin magiske bue og den sorte trolddomsbog. Der lød et brag, idet superdæmonen slog hul i væggen, og fortsatte ud i haven. Farfar løb om bag far og kiggede frem mod dæmonen. Den nærmede sig med et ondt smil om læberne, og alt for lange tænder stikkende ud i alle retninger. “Det er en af de farligste dæmoner i verden, du har på besøg.” Mere nåede farfar ikke at sige, før dæmonen var over dem. Med en styrke som flere hundrede mænd slog den far i hovedet og drev ham ned i jorden, som var han et søm, der blev ramt af en hammer. Derefter vendte den sig mod farfar. “Er du klar til at dø for dine fornærmelser, gamle mand?” “Nej,” råbte farfar. Dæmonen løftede sin flammende næve, men før slaget faldt, blev dæmonen viklet ind i et reb med en pil 28


for enden. Dæmonen løftede blikket og stirrede på Sally, der lagde en ny pil parat på sin bue. “Tror du, at den smule magi kan stoppe mig?” snerrede den. “Niks,” sagde Sally og skød ham med en pil, der slangede sig rundt om ham som endnu et reb. “Jeg trækker bare tiden ud.” Superdæmonen sprængte de magiske bånd, som var de lavet af sytråd. “Tror du, kavaleriet er på vej? Tror du virkelig, at nogen kan redde den gamle nar?” Bag ham sagde en spinkel, men hidsig stemme: “Du har angrebet den forkerte familie, dæmonfis.” Superdæmonen kiggede sig over skulderen, og så Sille komme slæbende med en tung økse. Dæmonen grinede. “Den økse kan du ikke engang løfte.”

29


“Det behøver jeg heller ikke,” sagde hun og i det samme kom en hånd op af jorden. Far hev sig op, som var han en muteret muldvarp. Hans tøj var flået i stykker og huden dækket af jord og blod. Han smilede med alle sine gule tænder og knurrede. “Tak for øksen, min pige. Lav lige en kampplan, mens jeg kommer af med noget vrede.” Dæmonen grinede, lige indtil øksen ramte den i panden. Så holdt den op med at grine. “Den sad,” sagde den, mens dens ene øje gled ned af kinden. Far flåede øksen til sig og huggede igen. Bladet gled dybt ind i dæmonens kind, så meterlange tænder raslede til jorden. Far satte farten op og huggede store lunser rødt kød af. Så holdt han pustende en pause og betragtede sit værk. Dæmonen brølede af vrede og på et øjeblik voksede det hele ud igen. “Tror I, at I har en chance mod mig? Jeg trækker mine kræfter fra tusinder af sjæle. Nu får I mig for fuld kraft.” Ild stod ud til alle sider fra dæmonen, og dens muskler bulede ud, mens den brølede. Derefter gik den i gang med at stille sig

30


i en række kamppositioner, der kunne gøre enhver balletdanser misundelig. Sally stod med den sorte bog i hånden og adskillige magiske symboler svævende i luften. Et af dem ændrede konstant udseende. “Wow, dæmonens kampkraft er over ni tusind. Den trækker sin kraft fra ni tusind sjæle. Det er garanteret alle dem fra SlemBy.” “Vi er nødt til at løbe,” skreg farfar. Far lagde en hånd på hans skulder. “Vi er nødt til at kæmpe sammen.” Han vendte sig mod pigerne. “Har I en plan, unger?” “Vi arbejder på det!” skreg Sally. “Hold dens opmærksomhed lidt længere.” Far lagde en hånd på skulderen af den rystende farfar. “Kom, så giver vi den noget at tænke over. Lad os vise, hvad vi kan gøre i fællesskab.” Farfar smilede nervøst. “Er det ok, jeg bruger feje tricks?” “Det lyder godt!” sagde far og highfivede ham. Dæmonen stillede sig i kampposition og vinkede dem frem. “Kom og mød jeres undergang.”


Kapitel 8: Blod og ildkugler Far kastede sig brølende frem. Dæmonen slog til. Far standsede i sin bevægelse og kiggede ned. Dæmonens ene arm var slået igennem hans mave. “Nu er du nok ikke så kæk længere,” grinede dæmonen. Far svarede ikke. Han begyndte at flimre og forvandle sig. I stedet for far, stod farfar nu med et havebord af sten i sine hænder. Dæmonens hånd gik tværs gennem bordet. “Et beskidt ninjatrick. Du skiftede ham ud med et bord af sten. Hvor er manden med øksen?” “Kuk-kuk,” sagde far bag dæmonen og begravede øksebladet i dens hals. Øksen gik halvvejs gennem halsen og på trods en styrke som flere tusinde mennesker, sagde dæmonen: “Av for pokker.” “Du har vist fået noget galt i halsen,” grinede farfar og hakkede dæmonen i den anden side med sit ninjasværd. 32


33


Dæmonen hev sig vredt fri og slog dem til side. Far høvlede græsset op, og rejste sig forslået og mørbanket. Han kiggede op på Sille og spurgte: “Er jeres plan snart klar?” “Ja, bare lok dæmonen hen til Sally.” Sille hev ham op og stå og løb hen til Sally med mors nye gardiner under armen. “Intet problem,” gryntede far og humpede hen mod dæmonen, der var i færd med at skyde ildkugler mod farfar. Farfar hoppede rundt som en gummibold for at undvige. Far hakkede dæmonen i ryggen med al sin styrke. Dæmonen vendte sig bare rundt, mens såret lukkede sig. “Jeg kommer tilbage efter dig, gamle nar. Jeg skal lige nakke øksemanden først.” Brølende slog den ud efter far. Han undveg, for selv at hugge ud, men dæmonen greb øksen og sparkede far bagud med en grim lyd af knækkede ribben. Dæmonen løb mod ham for at dræbe far med hans egen økse. Far løb. Han løb lige hen mod Sally. “Er det her godt nok?” skreg han med en gal dæmon i hælene.

34


“Ja, bare spring over mors nye gardiner.” Far sprang henover gardinerne, der lå på græsset. Dæmonen jokkede hånligt på dem og skulle til at hugge far og ungerne ned, da han pludseligt begyndte at skrumpe. Dæmonen kæmpede for at komme væk, den rev gardinerne til side og så, hvad der havde stoppet den. Den stod midt i et pentagram. “Hvad gør I mod mig?” skreg den frustreret, mens den skrumpede ned til farfars størrelse. Sally smilede og sagde: “Du er fanget i et pentagram, der afskærer alle kræfter udefra. Nu kan du ikke trække på energien fra folkene i din by.” “Ha ha, det var så lusket, at det næsten var ninjaagtigt” sagde farfar og highfivede pigerne. “Nu hvor du ikke har nogen kræfter, så lad os se hvad der sker, når jeg fylder dig med kastestjerner.” “Eller et lille dask med øksen,” sagde far håbefuldt. I det samme lød et wush og en velkendt flyvende skikkelse landede på græsplænen. “Hvad har I gjort ved mit hus?”


Kapitel 9: Oprydning “Øhh,” sagde de alle i kor. Så pegede mor på gardinerne. “Det var nogen, min mor syede … hvad har I tænkt jer at gøre ved det?” Dæmonen kiggede håbefuldt på mor og sagde: “Jeg lover at rydde det hele op, hvis bare I slipper mig fri.” Det fik dem alle til at grine i kor, bortset fra dæmonen. “Hvad griner I af?” peb den. Far tørrede tårerne ud af øjnene. “Det var bare sjovt, at du troede du kunne løbe om hjørner med mor.” Sally nikkede. “Hun ved godt, hvordan du vil bøje ordene og ødelægge alt i stedet for at rydde op.” “Yep” sagde Sille. “Du får ikke lov at rydde det hele op ved at brænde det af.” “Hvordan vidste I det? … øh, jeg mener … Det kunne jeg aldrig drømme om!” Mor lagde armene over kors. “Enten sværger du, at du vil adlyde mine ordrer i et og alt, eller også bliver du brugt til våbentræning.”

36


“Sig nej,” sagde far og farfar i kor, mens de lo ondt og hvæssede deres våben. “Jeg sværger!” hylede dæmonen. “Godt,” svarede mor. “Det første, der sker, er, at jeg laver en lille tegning på din ryg. “Øh?” sagde dæmonen, der ikke helt havde fattet, at mor var byens barskeste heks. Et øjeblik efter skreg den, da Mors pentagram brændte sig ind i huden på den.

37


Et pentagram magen til det den stod i. Med pentagrammet på ryggen kunne den gå rundt uden at vokse sig stor og ond igen. Dæmonen hylede, da den opdagede det og klynkede bedrøvet, da den blev sat i gang med at rydde op efter sig. Mens mor dirigerede rundt med dæmonen, gik far, farfar, Sally og Sille i gang med at grille pølser over et brændende æbletræ. “Det her er helt mærkeligt,” sagde Sille. “Det plejer ellers altid at ende med, at det er dig, der rydder op, far.” Far og farfar havde fundet et par øl, der havde overlevet ødelæggelserne. De skålede og far sagde: “Ja, farfar må komme på besøg noget oftere. Jeg tror, han har en god indflydelse på det hele.” Før farfar kunne svare, stod mor ved siden af dem. Hun så skræmmende ud. “Du er meget velkommen i næste uge. Der kommer mormor og alle de andre hekse fra Bloksbjerg. Så er der heksebryg til alle.” Far stirrede vantro på mor. “Vil det sige, at der ikke er skideballe til nogen i dag?”

38


“Tjae, I laver sikkert noget andet rod i morgen, så kan I få skideballen der,” sagde hun med et smil på læben “Det er en aftale!” råbte familien i kor, mens dæmonen surmulende lappede huset sammen. Dæmonen lappede huset så fint, at mor ikke havde noget brokke sig over, men arbejdet var så dæmonisk dårligt, at det hele nok skulle falde sammen en anden dag.


“Hvem er du?” spurgte Sally med bævende stemme. Den gamle mand smilede, så hans rynker fik flere rynker og man kunne se hans skæve gule tænder. “Jeg er din farfar og jeg er ninja.” “Øj, sådan rigtigt ninja?” spurgte Sille benovet. Farfar rettede stolt på sine ninjasværd. “Det bliver ikke mere rigtigt end mig. Jeg er den farligste ninja nord for alperne.”

Forestil dig at blive vækket midt om natten ved at nogen smadrer ned gennem dit hus, lander i køkkenet og begynder at fortælle røverhistorier. Historier, der meget snart viser sig at være uhyggeligt sandfærdige og kun kan ende med bulder, brag og ildkugler. Tag med ind i en skør verden fyldt med trolddom, ninjaer og dæmoner. Det bliver både sjovt og farligt!

9 788793 728134

Profile for Morten Dürr

Min farfar er ninja  

“Hvem er du?” spurgte Sally med bævende stemme. Den gamle mand smilede, så hans rynker fik flere rynker og man kunne se hans skæve gule tæn...

Min farfar er ninja  

“Hvem er du?” spurgte Sally med bævende stemme. Den gamle mand smilede, så hans rynker fik flere rynker og man kunne se hans skæve gule tæn...

Advertisement