Page 1

Emil Blichfeldt

Lykke Bianca

Enhjørningens magi


Tekst: Emil Blichfeldt Illustrationer: Lykke Bianca Redigering: Lykke Bianca og Teddy Vork Korrektur: Camilla Friis Layout: Lykke Bianca Bogen er sat med Georgia 1. udgave 1. oplag Printed at PNBprint, Letland 2017 ISBN: 978-87-93281-69-1 www.calibat.dk


Enhjørningens magi

Emil Blichfeldt

Lykke Bianca


Uni løb. Hun løb for livet. Den onde ridder og hans jægere var tæt på. Uni var bange, og når hun blev bange, mistede hun sin magiske styrke. Hun var bange, fordi den onde ridder ville hugge hendes horn af. Hvis hun ikke slap væk, var alt håb ude, for hun kunne ikke leve uden sit horn. Hvorfor ville de hugge hornet af? Vidste de ikke, at magien forsvandt, hvis hornet blev hugget af? Hun sprang hen over krattet og håbede på redning, men i stedet faldt hun lige ned mod noget mørkt.


Med et plask landede Uni i en mudderpøl. “Ad, hvor klamt!” sagde hun. Så hørte hun en dreng, der grinede. Uni holdt op med at være bange. Drengen lignede ikke en jæger, og ingen skulle grine ad hende. For hun var en bidsk og farlig enhjørning. Fnysende vendte hun sig mod drengen og skulle lige til at stange ham, men så hørte hun den onde ridder råbe, at jægerne skulle lede bag krattet. Drengen så, at Uni blev bange. Han sagde: “Undskyld, jeg grinede, det så bare sjovt ud, og jeg troede, du var den dumme trold. Den vil altid stjæle mine geder. Jeg hedder forresten Snu.”


“Men det var ikke sjovt, og nu bliver jeg fanget,” svarede Uni. Snu kløede sig i sit store, krøllede hår, mens han kiggede rundt. Så knipsede han og sagde: “Jeg har en plan.”


Den onde ridder og hans jægere væltede ind til gederne. De stirrede rundt. De kunne ikke se enhjørningen. Der var kun en dreng og hans geder. “Den slap væk igen,” råbte den onde ridder. Han sparkede til en klippeblok, så hårdt, at han brækkede en tå. Han satte sig på numsen og hylede: “Hvis vi ikke fanger enhjørningen, så dør kongen af sin sygdom, og jeg bliver stalddreng, og det er synd for mig, for jeg hader dyr. Især enhjørninger!” Snu kløede sig i håret og blinkede til Uni, der nu var forklædt som ged. Med et ekstra horn bundet på hovedet. Han smilede til den onde ridder: “Prøv min magiske gedemælk.”


Den onde ridder tog en tår gedemælk, og uden at han opdagede det, rørte Uni ham med sit magiske horn. Magien flød, og tåen blev hel igen. Ridderen blev overrasket og sendte Snu et snedigt blik. Han sagde, at Snu ville få en stor pose guld, hvis han kunne redde kongen med sin magiske mælk.

Uni rystede på hovedet. Men Snu kunne godt bruge guld, så han sagde ja. Snart begyndte deres rejse mod kongeslottet, mens ridderen lo ondt. Uni var bange.


Snu vandrede glad af sted med sin gedeflok. Uni var ikke glad for at gå sammen med gederne, men hun kunne ikke slippe væk, for den onde ridder red forrest, og alle jægerne gik tæt omkring dem. Uni sukkede og gik hen mod Snu. Nu skulle hun fortælle ham, at det her altså var en dårlig plan. Men før hun nåede frem, hørte hun et brøl over sig. Alle andre end Uni løb i dækning. Uni kiggede op. Og i samme øjeblik lukkede dragens kløer sig om hende.


Dragen grinede og sagde: “Mums, en lækker steg til min unge.” “Jeg er ikke mad,” hvæsede Uni og blev sur i stedet for bange. Hun stangede dragen i benet. Dragen hylede. “Hjælp, du stikker. Du er dårlig mad.” “Det er rigtigt, sæt mig ned og snup en jæger i stedet.” Det gjorde dragen, og mens den fløj væk med en hylende jæger, vovede de andre sig ud på vejen igen. “Det er nogle bidske geder, du har,” sagde den onde ridder. Snu kløede sig under håret og sagde frækt: “Ja, dragen var heldig, at den ikke blev spist af mine geder.” Den onde ridder svarede ikke, men skyndte sig at gå lidt væk. Man kunne jo aldrig vide, om gederne også spiste riddere.


Rejsen fortsatte i flere dage. Men til sidst kom de til kongeslottet. Foran slottet strakte der sig en lang kø af folk, som kom med mÌrkelig medicin for at redde kongen.


Den onde ridder skubbede sig forbi køen, selvom folk brokkede sig over at blive sprunget over. Inde på slottet hylede alle de fine damer, da den store gedeflok gik ind i de fine rum og sked på tæpperne. Kongen lå syg og bange i sin seng. Han var ligeglad med gedelort. Uni kunne godt se, det var synd for ham, så da Snu gav ham mælk, rørte hun ved kongen. Men han blev ikke rask.


Uni rynkede brynene, men da hun så kongens opgivende blik, forstod hun, hvorfor han ikke blev rask. Han havde fået al mulig medicin og troede ikke længere, at han kunne blive rask. Unis magi virkede kun, hvis man troede på sig selv. Kongen hviskede: “Ingen medicin virker. Det eneste, der kan redde mig, er enhjørningens horn.” Uni fnyste, men hun kunne mærke, at kongen var god, så hun rystede mudder og det ekstra gedehorn af. Kongen smilede, da han så, at Uni var en enhjørning og ikke en ged. Da hornet rørte kongen, flød magien og gav kongen styrke til at overvinde sygdommen. Han satte sig glad op i sengen og råbte: “Du skal blive her og altid passe på mig.”


Uni så skuffet på kongen. “Jeg vil ikke bo på et slot, jeg vil bo i skoven.” Den onde ridder blev vred, da han så, at geden i virkeligheden var en enhjørning. Han trak sit sværd og råbte: “Jeg hader enhjørninger, nu hugger jeg dit magiske horn af.”


Det eneste i hele verden, der kunne gøre Uni bange, var folk, der ville hugge hendes horn af. Og når hun blev bange, troede hun ikke på sig selv, så nu var hun helt uden styrke. Den onde ridder sprang frem og huggede med sit sværd. Uni bakkede bagud og kom til at vælte Snu, så hans bukser gled op. Alle blev overraskede, da de så, at han ikke havde ben som en dreng. Nej, han havde gedeben og klove. Han var en satyr. Ridderen smilede ondt. “En lille snyde-satyr og en snyde-enhjørning. Jeg hader faktisk også satyrer. Nu dræber jeg jer begge.”


Snu blev meget bange for den onde ridder. Da Uni så det, blev hun vred. Ingen skulle true hendes venner. Og da hendes frygt nu forsvandt, kom hendes magiske styrke tilbage. Med et brøl kastede Uni sig over den onde ridder og fægtede med ham. Med et kraftigt slag med hornet knækkede ridderens sværd. Ridderen så sig om efter et nyt våben, men i det samme sparkede Snu ham i rumpen, så ridderen snublede hylende af sted. Uni vendte sig mod den forvirrede konge.


Kongen hev forskrækket dynen helt op under hagen og hviskede: “Du må ikke dræbe mig.”


Uni fnyste og sagde: “Ingen skal dræbes, men du må forstå, at min magi kun virker, hvis mit horn sidder fast i min pande, og hvis den, som rør det, tror på sig selv. Hvis du bliver syg en anden gang, så bare spørg pænt, så vil jeg gerne hjælpe.” Kongen blev glad og takkede Uni. Til den onde ridder sagde han: “Du opførte dig forkert, du får først et nyt sværd, når du har lært at opføre dig ordentligt.” “Øv!” sagde den onde ridder og gled i en gedelort.

Mens alle de fine damer grinede ad ridderen, lænede Snu sig ind over kongens seng og sagde: “Vi vil også gerne have en stor pose guld som belønning.”

Kongen smilede. “Giv satyren en pose guld og enhjørningen det, den vil have. Så holder vi en stor fest.”


Alle på slottet festede, alle undtagen Uni, Snu og alle gederne. De gik glade af sted i aftensolen. Uni smilede til Snu og spurgte: “Hvad skal du bruge guldet til?” “Det er en gave til trolden, så han holder op med at snuppe mine geder. Hvad fik du af kongen?” spurgte Snu. “Jeg fik ham til at love, at han ville holde op med at jage enhjørninger. Jeg fik ham også til at love, at han vil få sine historiefortællere til at fortælle, hvordan enhjørninger er i virkeligheden.”


“Tror du, han vil gøre det?” “Måske, men historiefortællere laver altid alting om, så vi kan kun gætte på, hvad fremtiden vil bringe.” Snu trak på skuldrene, og sammen gik de af sted ind i eventyrskoven.


Enhjørning: Enhjørninger bliver nemt ret fornærmede, hvis man siger, de bare er heste med et horn i panden, og det værste, de ved, er at blive tegnet som nogen der hele tiden er glade og prutter regnbuer. Hvis du ser på Uni, som altså er en ægte enhjørning, så kan du se, at hun ligner lidt en hest, men hun er på størrelse med en ged. Hun er hvid og har et horn i panden. Det snoede enhjørningehorn er magisk og kan gøre folk raske, men kun når det er en del af enhjørningen. Enhjørninger har klove og skæg som en ged og hale som en løve. Så enhjørninger er ikke bare nuttede heste med horn, men vilde og seje.

Enhjørninger stoler ikke på alle, og man kan kun

blive venner med dem, hvis man har et åbent hjerte og en god fantasi, derfor er det sjældent at enhjørninger bliver venner med voksne, men oftere med børn.

I gamle dage var der mange voksne, der drog ud

for at finde enhjørninger. Men de er meget svære at finde og endnu sværere at fange. Så derfor tog de i stedet horn fra næsehorn og narhval med hjem og sagde, at det var fra en enhjørning, for de ligner jo en smule.

En dansk konge fandt på at bruge narhvalhornet til sin tronstol -og han fortalte sine

undersåtter, at det var ægte enhjørningehorn. Tronstolen kan du se den dag i dag inde på Rosenborg Slot.

Men disse horn var ikke magiske, og mange blev sure, for de kunne jo huske, at de

havde været venner med magiske enhjørninger da de var børn. Sådan er nogle voksne. De prøver at holde fast i magien ved at ødelægge ting i stedet for at bygge noget nyt.

Der er faktisk stadig folk rundt om i verden, der tror, at horn fra næsehorn er magi-

ske, faktisk så mange, at næsehorn er ved at blive udryddet af krybskytter, selvom alle kan se, at der slet ingen magi er i et næsehornshorn. Så husk, hvis du bliver ven med en enhjørning, at venskabet kun varer så længe, du er som et barn indeni.


Satyr: Snu er et væsen med menneskekrop og gedeben og små horn i panden. Faktisk ligesom en Faun. De voksne har et lille skæg under hagen ligesom en ged -også damerne!

Satyrer er gode til at finde på ting og

lave musik, de fleste har en fløjte eller et andet lille instrument, der er nemt at have med. Andre kan bedre lide at tegne eller finde på historier, de har altid en lille notesbog i lommen, og hvis du spørger dem pænt, må du måske se, hvad de har fundet på.

Nogle mener, at satyren er en slags

lille skovdæmon – men det passer ikke. De kan bare godt lide at passe på naturen, finde på ting, lave ballade og have det sjovt. På mange måder er en satyr et barn, der aldrig bliver voksen.

Du kan møde dem, hvis du går rigtigt langt ind i de store skove, men pas på,

hvis du leger med dem for længe, gror der måske horn ud af din pande, og du sidder fast i barndommen for altid.

Det lyder måske ikke så slemt, men det kan godt være svært, når du en dag

kommer til at ligne en voksen udenpå, men stadig er et barn indeni. Hvis det skulle ske, så skal du ikke blive nedtrykt. Du skal bare kigge efter de andre, der er ligesom dig. Du kan kende dem på deres notesbøger, instrumenter og de sære ting, de finder på.


Svar: Blodigler. Man troede, de kunne suge dårligdomme ud med blodet. Den dag i dag bruges igler stadig til at hele sår efter operationer.

tror du, de blev brugt til?

Hvilke dyr tror du, manden har i flasken, og hvad Svar: Alrune er en giftig plante, og man mente, den kunne lave trolddom. Den kan fremkalde hallucinationer, og man mente, den gav held og lykke til ejeren. Når man skulle grave den op, skulle man lave en masse ritualer, bl.a. holde sig for ørerne, fordi skriget, når den blev trukket op, ville få folk, der hørte det, til at dø.

og hvad den gør? du, hvad den hedder, lidt et menneske. Ved Den her plante ligner Svar: Trepaneringsapperat bruges til at bore hul i hovedet og lette overtryk i hjernen. Man mente, det kurerede svær hovedpine og galskab, og at det ville uddrive onde ånder.

hul i og hvorfor? tror du, man borede til at bore med. Hvad Det her er et apparat

Gæt en mærkelig medicin


Svar: Religiøs mand. Munk. Mange tror, man kan helbrede sygdomme ved at bede til Gud og være stærk i sin tro.

Kan du se, hvad han er? Svar: En giftslange. Man troede, at giften kunne laves til medicin og modgift, og at det kunne kurere mange ting.

giftigt dyr han har? Kan du se, hvilket Svar: En skrækkelig sygdom, der hedder pest, plagede i gamle dage. Nogle fyldte næbbet på masken med urter og troede, de kunne holde sig raske, fordi man mente, at det var lugten, der var sygdommen. Det var især læger, der gik med maskerne.

beskytter den mod? ciel maske på. Hvad Ham her har en spe-


Uni løber alt, hvad hun kan. Den onde ridder er efter hende. Han vil have hendes horn, så han kan helbrede den syge konge. Men Uni vil ikke have hugget sit horn af. Heldigvis får hun en ny ven, og sammen laver de en snedig plan, så de både kan snyde den onde ridder og hjælpe den gode konge. Advarsel: I denne bog vil du blive udsat for en ægte enhjørning, en ond ridder og en masse geder, der laver lort alle steder.

Enhjørningens magi  

Uni løber alt, hvad hun kan. Den onde ridder er efter hende. Han vil have hendes horn, så han kan helbrede den syge konge. Men Uni vil ikke...

Enhjørningens magi  

Uni løber alt, hvad hun kan. Den onde ridder er efter hende. Han vil have hendes horn, så han kan helbrede den syge konge. Men Uni vil ikke...

Advertisement