Page 1


2


3


Englejægeren © 2016 Jan Kjær Udgivet af forlaget Agama 1. udgave, 1. oplag • Trykt 2016 i Letland ISBN 978-87-93231-36-8 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Englejægeren er blevet til i et fantastisk samarbejde med Greve Kommune, Greve Bibliotek og i særdeleshed med den fænomenale Sussi Nyled Heinrichson www.jankjaer.dk


JAN KJÆR

Englejægeren


Indhold

Prolog 9 Kapitel 1: Sidste chance 13 Kapitel 2: Udstødt 24 Kapitel 3: Troels, version 2 31 Kapitel 4: Dagens helt 39 Kapitel 5: Schmidt 44 Kapitel 6: Hvordan går man under jorden? 52 Kapitel 7: Sortblod 60 Kapitel 8: Panteren 66 Kapitel 9: I sikkerhed 70 Kapitel 10: Kvit eller dobbelt 76 Kapitel 11: Hjemmeværnszombien 83 Kapitel 12: Loftløbere 88


Kapitel 13: AKS 94 Kapitel 14: David mod Goliat 100 Kapitel 15: Vampyren 106 Kapitel 16: Prøven 115 Kapitel 17: Evner eller ej 122 Kapitel 18: Overgivelse 128 Kapitel 19: Aftalen 136 Kapitel 20: En stribe af sort blod 142 Kapitel 21: Vampyrens offer 146 Kapitel 22: Det sidste vidne 153 Epilog 159 Om forfatteren Andre bøger af Jan Kjær

164 165


Prolog

Året var 1915, og Første Verdenskrig hærgede i det meste af Europa. Viggo Jensen var sergent i den stolte danske hær, og lige nu var han – som et monumentalt brud på alle regler – stanghamrende plakatfuld. Hans overordnede, kaptajn Bang, havde bedt ham om at efterse kanonerne, men Viggo Jensen havde i stedet fundet en flaske sprut, og da flasken var tom, havde han besluttet sig for at skride fra krigen. Så nu slingrede han hen ad vejen og skrålede en hjemmelavet sang, han kaldte 'Fri som fuglen flyver jeg'. Viggo Jensen var udstationeret ved Mosede Fort i Greve, cirka 20 kilometer syd for København. Under ledelse af den strenge kaptajn Bang, der elskede hård disciplin og træning i timevis. "Vi er klar, når tysken kommer," var hans motto. Men angrebet fra tyskerne kom aldrig, og ligesom de andre soldater blev Viggo frustreret af ventetiden. Så da han fandt flasken, kunne han ikke modstå. 9


Nu havde sprutten gjort ham 'klog', og han besluttede

sig for at gå de godt 300 kilometer hjem til Jylland. Det ville nok tage nogen tid, da han mest af alt bare slingrede fra den ene side af vejen til den anden. Og Jensen var da heller ikke kommet ret langt, før han skvattede ned i grøften, der løb langs vejkanten. Nu lå han hjælpeløs – som en skildpadde på ryggen – og spjættede med arme og ben. To timer senere fandt hans soldaterkammerater ham sovende i grøften. De fik ham vækket og slæbt ind foran kaptajn Bang. "En skandaløs opførsel, sergent Jensen," skreg kaptajnen og knugede hænderne, så knoerne blev hvide. "De er en skændsel for hæren og for dette fort." "Javel, kaptajn B-bøvs," kvidrede Jensen og ville gøre honnør, men kom til at prikke sig i øjet. Bang rynkede på næsen i afsky. "Ti dage i ensom arrest. Før ham bort!" Viggo Jensen blev skubbet ind i isolationscellen i kasematterne på Mosede Fort. Der var ingen vinduer i den lille, kvadratiske celle, og den var helt tom med undtagelse af en lille bænk og to tæpper i hjørnet, som udgjorde hans seng. "Vi ses om ti dage, Jensen!" råbte Viggos soldaterkammerat, mens han skubbede døren i. Den tunge jerndør gled i med et brag og lukkede alt 10


lys ude. Viggo satte sig på bænken med et suk. Her i det kolde mørke følte han sig pludselig pinlig ædru. Billeder fra hans gård i Jylland begyndte at danse for hans øjne. Hans datter, Frida, med de lyse krøller. Han kunne høre hendes smittende latter og begyndte selv at grine. Og hans store knægt, Magnus. Han var kraftigt bygget og havde arvet sin fars tykke, rødbrune hår. Han skulle nok hjælpe sin søster og mor igennem krigen. Viggo savnede sit liv i Jylland ekstra meget nu, hvor han sad alene i mørket. Pludselig hørte han vejrtrækning bag sig. Hårene rejste sig i nakken på ham. Var han ikke alene? Viggo holdt vejret og lyttede. Var han allerede ved at blive skør? Cellen var jo tom, da han blev skubbet ind i den. "Hvem dér?" spurgte han, men ingen svarede. Så greb en hånd fat i hans skulder og holdt ham i et jerngreb. Han prøvede at vriste sig fri, men kunne ikke. Viggo slog vildt ud i luften og ramte sin modstander, men netop da skød et lyn af smerte gennem hans krop. Fingrene, der holdt ham, borede sig dybt ned i hans skulder. Han ville skrige, men i det sekund han åbnede munden, blev luften suget ud af hans lunger, og skriget blev bare til et gisp. Viggo snappede efter vejret, mens han mærkede styrken forlade sin krop. Han forsøgte at flå armen væk, men hans muskler lystrede ikke, og fingrene gled af som tynde kviste på en vissen gren. 11


"H-hvem er du?" fremstammede Viggo, mens han faldt på knæ. Hans arme hang slapt ned langs kroppen, og det var kun grebet i hans skulder, der holdt ham oppe. Det begyndte at svimle for ham, og det sidste, han hørte, før han besvimede, var en iskold stemme, der skar igennem mørket: "Jeg er dødens engel." Dagen efter blev liget af sergent Viggo W.P. Jensen slæbt ud af den lille celle. Hans krop var skrumpet sammen, og huden sad tæt og rynket omkring knoglerne, som om al væske var suget ud af kroppen. Øjnene var sunket tilbage i kraniet, og munden stod åben i et lydløst skrig. Og alt, hvad der var tilbage af den rødbrune hårpragt, var nogle spredte totter af hvidt hår på en gullig hovedbund. Vagtlægen skrev i sin journal: "Dødsårsag: alderdom. Hvad der har forårsaget denne fremskyndede aldring, vides ikke. Dette tilfælde er enkeltstående." Men det havde lægen absolut ikke ret i.


Kapitel 1: Sidste chance

"Sådan en MØGmorgen!" råbte Miki og slog en knytnæve i vækkeuret, så hyletonen stoppede. Han rullede tilbage i sengen. En dræberhovedpine hamrede på hans kranie, og selvom han vidste, det ikke ville hjælpe, krøllede han puden rundt om hovedet. "Og så lige i dag," jamrede han. Smerten fik Miki til at beslutte sig for at skodde mødet med skolelederen og bare blive i sengen hele dagen. Men hovedpinen havde andre planer. Den skiftede våben i forsøget på at splintre hans kranie. Nu var det et trykluftsbor, der drønede mod hans tindinger. Eksplosionen i hovedet fik Mikis mave til at vende sig, og han mærkede presset i halsen. To sekunder senere styrtede han ud mod badeværelset. Han nåede kun lige at klappe toiletsædet op, før han knækkede sammen, og resterne af aftensmaden plaskede ned i WC-kummen. Hans søster bankede på døren. "Hey, bliv lige færdig 13


derinde. Jeg skal bruge toilettet." Miki vaklede ud fra WC'et og tørrede den sidste dråbe bræk af i ærmet. "Nøj, hvor du stinker, mand!" vrælede hans søster. "Har du drukket af lokummet?" Miki svarede ikke. "Hey, du kommer altså ikke til at score med den kloakånde!" råbte hun efter ham. "Jeg skal ikk’ score nogen!" snerrede Miki og fortsatte ud i køkkenet, hvor hans mor havde dækket op til morgenmad. "Godmorgen, skat. Godt, at du er oppe," sagde moren. "Vi har jo et vigtigt møde i dag." Miki satte sig tavs ved det lille bord i køkkenet. "Nå, hvordan er det så at være 13?" spurgte hun. "Fedt," svarede Miki og tog sig til hovedet. "Ja, er det ikke dejligt? Jeg kan huske dengang, jeg var 13. Jeg havde bla bla bla." Miki slog sit 'mor-filter' til og holdt op med at lytte. Han hældte mælk over sine cornflakes, men spiste ikke noget. Moren pludrede løs. "Det var så hyggeligt at se dem allesammen i går. Hvor er Mille-Marie og Kalle-Emil blevet store, hva’? Og onkel Jess er også blevet stor – men det er bare rundt om maven." 14


Hun grinede ad sin egen morsomhed.

Ja, de havde været der allesammen for at fejre Mikis fødselsdag. Alle på nær hans far selvfølgelig. Han var jo skredet fra familien, og der gik ikke en dag, hvor Miki ikke tænkte på ham. "Nå, spis nu op, og tag dit tøj på," sagde moren. "Vi må ikke komme for sent til mødet." Mikis søster kom ind og satte sig over for ham. Hun skubbede en halv pakke tyggegummi over til ham. "Tag lige et stykke før mødet," sagde hun med et skævt smil. "Så bliver du da ikke smidt ud af skolen på grund af dårlig ånde." En halv time senere blev Miki og hans mor ført ind på skolelederens kontor. Han sad ved sit bord og bladrede i nogle papirer. Han havde en blå skjorte på med oprullede ærmer og læsebriller, der sad på tippen af næsen. Da Miki og hans mor kom ind, skubbede han brillerne op i panden og hilste høfligt på sine gæster. Miki og moren satte sig i stolene foran skrivebordet. Efter en smule småsnak kom skolelederen til sagen. Han foldede hænderne foran sig og så pludselig meget bekymret ud. "Det er desværre ikke blevet bedre med Miki. Hans fravær er for højt," sagde han. "Miki plejede at være en af de dygtigste i klassen, men nu er vi nået til et punkt, hvor han nok ikke kan gå videre til 8. klasse." 15


Moren sukkede og kiggede på Miki med en blanding

af medlidenhed og vrede. "Den sidste tid har ikke været nem for Miki," begyndte hun. "Hans far flyttede, og det tog meget hårdt på ham." Nu kiggede begge voksne på Miki, som om han var en hjælpeløs sælunge. Miki bøjede nakken og satte en hånd til panden, hvor hovedpinen stadig spillede trommesolo. De to panodiler, han havde fået før mødet, virkede overhovedet ikke – og nu kom 'japaner-talen'. "Mikis far er jo fra Japan," forklarede hans mor, og selvom Miki sukkede højlydt, fortsatte hun. "Han faldt desværre aldrig rigtig til i Danmark ... så han flyttede væk for et halvt år siden." Hun gav altid Japan og faren skylden. Men de havde været lige gode om det. Miki havde forsøgt at holde dem sammen, men ligegyldigt hvad han gjorde, kunne han ikke forhindre skilsmissen. "I får et godt og stabilt liv hos jeres mor," havde hans far sagt. "Det er bedst for alle!" Det var en af de situationer, hvor man først bagefter kommer i tanke om, hvad man skulle have sagt. Og Miki ville ønske, at han havde spurgt, hvordan det kunne være bedst for nogen at miste sin far. "Miki tabte ligesom interessen for alting efter det," forklarede hans mor og tilføjede med et skarpere tone16


fald: "Men det er ved at være et stykke tid siden nu ..." Hun vendte sig mod Miki, og han kunne mærke hendes 'på-tide-at-komme-videre'-blik bore sig ind i ham. "Måske kan vi hjælpe ham," begyndte skolelederen og fumlede med sine briller. "Hvis Miki skal gå videre til 8. klasse." "Hvad mener du?" spurgte hans mor. "Vi kan lave en aftale," sagde skolelederen og rodede i sine papirstakke. Han rakte moren et stykke papir. "Vi vil gerne tilbyde Miki psykologhjælp, og hvis I tager imod det, kan Miki måske gå videre til 8. klasse. Hvis altså han ikke har flere fraværsdage resten af året." Moren puffede til Miki for at få ham til at se op. "Det tilbud er jeg sikker på, at Miki gerne vil tage imod – ikke, Miki?" Det sidste var ikke et spørgsmål, og Miki nikkede lydigt. Hans hovedpine var ved at slå ham ihjel, og lige nu var han faktisk klar til at gå på glødende kul bare for at komme ud af mødet. "Jamen så er det en aftale," sagde skolelederen lettet. "Vi vender tilbage, når vi har talt med psykologen." "Tak for det," sagde moren og rakte skolelederen hånden. Hun gav Miki en albue i siden. "Sig tak til manden, Miki!" Miki rejste sig og mumlede et eller andet uforståeligt og skyndte sig ud af kontoret. Da de var kommet udenfor, 17


gav moren Miki et muntert klem på skulderen.

"Der var du sørme heldig, hva’?" sagde hun. Miki nikkede og sagde farvel til sin mor.

Så snart hun var ude ad døren, spejdede Miki nervøst efter Tromle-Troels fra 8. klasse. Skolegården var tom, og gangene var øde. Miki åndede lettet op. Tromle-Troels elskede at gøre livet surt for de yngre elever, og Miki var blevet hans yndlingsoffer på det sidste. Troels havde gjort det klart for Miki, at hans liv ville blive et endnu større helvede, hvis han sladrede. Så Miki bed pinslerne i sig og ventede på, at Troels fandt sig et nyt offer at tromle. Men Troels var ingen steder at se, og Miki skyndte sig tilbage til sin klasse. Resten af dagen deltog Miki i alle timerne, og han kom gennem dagen uden at få hverken skældud eller ros. Det gik sådan set helt fint indtil sidste time. Det var dansktimen, hvor de skulle have diktat. Miki havde som sædvanlig ikke forberedt sig. Dammit! Han kunne ikke nå det nu, og hans hovedpine gjorde det umuligt for ham at tænke klart. Dansklæreren Emma kom nærmest dansende ind i klasseværelset. Hun virkede irriterende veloplagt og hev diktathæftet op af tasken og bladrede energisk i det. Miki slog panden ned i bordet. Han ville få mindst hundrede 18


fejl, og mareridtet om et ekstra år i 7. klasse gav ham koldsved. Han måtte stoppe diktaten. 'Jeg vil ikke have diktat. Jeg vil ikke have diktat,' tænkte Miki, mens han pressede fingerspidserne mod tindingerne – i samme sekund fik han øjenkontakt med Emma. Hun nikkede til ham, og han slog straks blikket ned. "Måske skal vi lave noget andet i dag," sagde hun så. "Jeg tror, vi tager diktaten i morgen." Mikis blik fløj op. Havde hun hørt ham? Var han kommet til at sige det højt? Mikis blik flakkede rundt i lokalet. Men der var ingen af de andre i klassen, der kiggede på ham. Hvad var der lige sket? Havde han fået dansklæreren til at droppe diktaten? Det var jo for vildt. Han ville prøve igen, men var bange for at blive opdaget. Han prøvede at tømme hovedet for tanker og holdt sig fra at sætte fingrene mod tindingerne resten af timen. Endelig ringede klokken ud, og sidste time var forbi. Miki skyndte sig at pakke sammen. Med lidt fart kunne han nå ud til cyklen, inden Troels kom ud fra sin klasse. Miki spurtede ud til cykelstativerne. Puha, det lykkedes. Men da han bøjede sig ned for at låse cyklen op, så han, at begge dæk var flade. Uden tvivl en hilsen fra Tromlen. Miki hev cyklen fri og begyndte at trække hjem. De andre børn susede forbi ham på deres cykler. Miki traskede af 19


sted, indtil det uundgåelige skete. Han hørte en cykel hugge bremserne i bag sig. "Jeg har det ikke så godt i dag," sagde Miki og vendte sig mod Troels. Han vidste, det var håbløst, men det kunne jo være, at der dybt nede i Troels’ mørke sjæl lå en flig af medmenneskelighed. "Hvad siger du?" spurgte Troels og steg af sin cykel. "Jeg tror ikke, jeg hører så godt i dag." Miki sukkede. Troels var stærkere end ham – og hurtigere. Der var ikke noget, han kunne gøre. Den store dreng greb Mikis cykel. "Den her lortecykel er jo punkteret," sagde han og svingede cyklen ind i hækken. "La’ nu vær’," mumlede Miki og begyndte at fiske cyklen ud igen. Grenene prikkede i hans ansigt, og bladene dryssede i hans hår. Kampen mod hækken fik Mikis handsker til at falde ud af lommen. Tromlen samlede dem op. "Hey, seje handsker," sagde han og trak dem med besvær ned over sine fede fingre. "De mangler ligesom et eller andet," sagde han og kiggede rundt. Et sadistisk smil bredte sig på hans læber. Han skovlede en stor hundelort op fra jorden med hænderne. Lorten var fugtig og klæbrig. Helt nylagt. Med grundige vaskebevægelser, som om det var et stykke sæbe, sørgede Troels for, at handskerne blev smurt fuldstændig ind i lort. 20


Miki kiggede ned i jorden og ventede på, at ydmygel-

serne ville få ende. "Ej, se nu dine handsker," sagde Troels og tørrede dem af i Mikis jakke. Til sidst tog han dem forsigtigt af og proppede de stinkende handsker tilbage i Mikis lommer. Han tørrede sine fingre i Mikis ærme med et selvtilfreds smil. "Smut så hjem og skift tøj, dengse. Du stinker jo!" Så sprang han op på sin egen cykel og vinkede grinende til Miki. Miki pressede lynhurtigt fingrene mod tindingen, da han fangede Troels’ blik. 'Kom galt af sted,' tænkte Miki. 'Kom rigtig galt af sted, din skid.' Men ingenting skete. Troels trillede bare fløjtende væk. Ingen styrt eller hvinende bildæk. Miki sukkede og fiskede sin cykel ud af hækken. Han traskede nedslået hjem med blade i håret og lort på jakken. Sådan en MØGdag!

Troels cyklede ned til Trylleskoven, der lå nede ved kysten cirka ti minutters kørsel fra skolen. Der var ikke meget trylleri over Trylleskoven, men sådan blev den kaldt, fordi træerne nær den vindomsuste strand var forvredne og så troldeagtige ud. Troels traskede gennem skoven, mens Crowbar 21


kværnede løs på mobilen. Mobningen af tabergnomen havde været supersjov, og det havde fået ham i et djævelsk godt humør. Han lossede til en snegl, så den fløj ind mellem fyrretræerne. Troels smilede endnu bredere, da han hørte smældet fra sneglehuset, der blev knust mod et træ. Han hoppede op og greb en lavthængende gren. Han svingede sig frem og tilbage, mens han prøvede at knække den med sin vægt. Pludselig hørte Troels noget rasle i græsset bag sig. Han slap grebet i grenen, vendte sig om og stirrede direkte ind i et par grågrønne øjne. "Er du Troels?" spurgte den fremmede mand. Troels trådte et par skridt baglæns. Han vidste med det samme, at den var gal. Han kiggede rundt i skoven, men de var helt alene. "H-hvem fa’en er du?" spurgte han. Manden svarede ikke, men som en slange, der hugger, skød hans hånd frem. Det gav et sæt i Troels’ krop, og smerten strålede ud fra hans mave. Troels stirrede måbende på kniven, der var boret igennem hans trøje. En udskåret slange snoede sig rundt om skæftet, og knivsbladet stak ud af dens mund som en lang og drabelig tunge. Troels faldt om i græsset. Angsten lammede hans krop, og han kunne end ikke skrige. Det begyndte at 22


sortne for hans øjne, og han knugede hænderne i græsset som for at holde fast på livet. Den høje mand bøjede sig over ham igen. Han smilede roligt til Troels. "Jeg er din herre nu. Min vilje er din lov!"


Kapitel 2: Udstødt

Der var engle overalt i Mayas hus. Statuer af engle, billeder af engle, engle på puder og engle på dækkeservietter. Mayas mor havde endda fået deres havefolk til at klippe buksbomplanten i forhaven om til en engel. Den lignede nu mest en flodhest med vinger, syntes Maya, men hendes mor var lykkelig. "Der er en engel, der våger over os," sagde hun altid. "Det er ham, vi kan takke for alle de gode ting, vi har!" Maya rystede på hovedet. Hun havde ikke oplevet noget engleagtigt i sit liv, tværtimod. Det var tirsdag morgen, og Maya sad ved det store mahognispisebord og pillede det æg, som au pair-pigen havde kogt. Moren kom ind i stuen, men standsede, da hun så Maya. Hun stod et øjeblik, før hun satte sig over for Maya og foldede hænderne. Maya undlod at kigge op. "Interessant valg af tøj," sagde hendes mor endelig. 24


Maya svarede ikke.

"Du er blevet meget glad for sort på det sidste," sagde moren. "Er Betina og de andre piger også begyndt at gå i sort?" "Det ved jeg ikk’," svarede Maya og trak på skuldrene. Hun rejste sig og bar æggebægeret ud i køkkenet, men moren fulgte efter. "Det er lang tid siden, du har været til svømning," begyndte hun. "Er der sket noget?" "Næ," svarede Maya kort. "Jeg havde bare ikke lyst til at svømme mere." "Men jeg forstår ikke," sagde hendes mor. "Alle de medaljer og så stopper du bare fra den ene dag til den anden!?" "Ja, jeg havde ikke lyst mere, sagde jeg jo." Maya stillede æggebægeret ned i vasken og gik ud i entreen, hvor hun begyndte at tage sit tøj på. "Men, Maya, jeg er jo bare bekymret for dig," sagde moren. "Hvordan går det med øjnene?" "Mine øjne har det fint, tak," svarede Maya og tog jakken på. "Og der er ingen grund til bekymring." "Men du sagde, at folk var begyndt at flimre," sagde hendes mor. "Og hvad med synsprøven og alt det der?" "Brillemanden sagde jo, at jeg havde falkeblik, ikke? Så der er ikke noget galt," sagde Maya og svingede skoletasken på ryggen. Hun åbnede hoveddøren. 25


Moren gned sig nervøst i hænderne og så pludselig

beklemt ud. "Desuden ..." begyndte hun tøvende, "så har jeg bedt ham om hjælp." Maya standsede i døråbningen. "Hvem har du bedt om hjælp?" "Ja, altså" sagde hendes mor og sænkede blikket. "Jeg har bedt englen om at hjælpe dig med dit ... øh ... problem." Maya skar ansigt. "Jeg har ikke noget problem!" skreg hun og smækkede døren så hårdt, at lysekronerne raslede inde i stuen. Men hun havde et problem. Det var startet for lidt over et år siden, dagen efter at hun var fyldt 13. Folk var begyndt at skinne, som om et blødt lys strålede ud fra deres kroppe. Maya var først blevet rædselsslagen og troede, hun var ved at blive sindssyg. Men nu havde hun fundet ud af, at der var en mening med farverne og de lysende auraer. Maya satte cyklen i stativerne foran skolen. Betina og de andre piger stod samlet ved stenstatuen foran skolen. De ventede på hende. Deres auraer var ikke til at tage fejl af. Et stikkende, blåt lys. Det var den fjendtlige farve. Maya vidste med det samme, hvad der ville ske i dag. Det havde været på vej i flere måneder. Betina trådte frem 26


foran de andre. Hun var den nye leder af gruppen nu, hvor Maya var blevet mærkelig. "Det var godt, du kom," sagde Betina. "Der er noget, vi gerne vil snakke med dig om." "Jeg ved det," sukkede Maya. "Vi føler, at du ligesom har trukket dig væk fra os," sagde Betina. Hun så meget forurettet ud. Det var tydeligt, at hun havde øvet sig på denne tale og havde fundet alle sine mest dramatiske ansigtsudtryk frem. Maya lod hende spille færdig, mens hun betragtede sin tidligere veninde. De havde gået i børnehave sammen og havde været venner det meste af deres liv. Nu blafrede lyset omkring hende i blåviolette farver. En blanding af vrede og fjendtlighed. Maya ville snart blive stukket i ryggen. Big time. "Venner skal være der for hinanden," fortsatte Betina belærende. "Man skal kunne regne med hinandens hjælp!" Hun var ved at gøre klar til den store finale, men pludselig kunne Maya ikke klare mere. "Ja ja, jeg ved det," afbrød Maya hende. "Jeg kan ikke være en del af gruppen mere!" Betina havde lige trukket luft ind til slutscenen, og nu fes al luften ud af ballonen. Hun lignede en lille pige, der havde fået stjålet sin slikkepind. Maya samlede sin taske op og gik forbi de fire andre piger, der gloede efter hende. Hun nåede lige at høre Betina hviske til de andre. 27


"Kan I se, hvad jeg sagde. Hun er iskold. Hun er bare

blevet så mærkelig." Maya var på vej hen til klassen, da der kom et allekald over højtaleren: "Alle elever bedes gå til aulaen. Skolelederen vil gerne informere om det, der er sket." Maya anede ikke, hvad der var sket, så hun lod sig drive ned mod aulaen med alle de andre elever. Sladderen gik allerede, og historierne skiftede fra person til person. Tromle-Troels var blevet myrdet, han havde hængt sig selv i Trylleskoven, og han var blevet skudt. Der lød en højlydt summen af stemmer, mens de mange elever samledes og prøvede at forudsige, hvad skolelederen ville sige. Endelig kom skolelederen ind, og med ét blev der stille. Han var iført sin sædvanlige blå skjorte med brillerne i panden og stillede sig hen til mikrofonen. "Kan alle høre?" spurgte han, men ingen svarede. Der var bomstille. "Det drejer sig om Troels fra 8. C," sagde han stille. "Jeg har en rigtig kedelig meddelelse, som flere af jer måske allerede har hørt." Der var så stille i aulaen, at man kunne høre hans vejrtrækning i mikrofonen. Han stod og slog knuder på sine hænder, som om ordene ikke rigtig ville ud. "Troels er blevet stukket ned i Trylleskoven i går. Vi frygter for hans liv," sagde han endelig. Der var en 28


åndeløs tavshed i et sekund, og så brød snakken ud. Skolelederen gav dem tid til at snakke af. Maya kiggede rundt på alle auraerne, der blafrede vildt. Efter et år havde hun fået styr på farverne. Grøn var den neutrale farve. Rød var vrede, og blå var fjendtlighed. Gul var venlighed og hjælpsomhed. Aulaen var fyldt med gulgrønne farver – de fleste følte medlidenhed med Troels. Men midt i det hele stod der én og blæste orange farve ud i rummet. Orange var angst. Hvad skete der lige med ham tabernarren fra 7. klasse? Miki hed han vist. Han stod som naglet til gulvet, mens hans aura blinkede som et diskolys. Hans øjne var opspilede, og hans ansigt var dækket af sved. Skolelederen hævede hænderne og fik eleverne til at dæmpe sig. "Vi ved, det er et chok for jer, men det er vigtigt, at I ved besked, før rygterne løber løbsk. Der vil blive lagt en meddelelse ud på intranettet," sagde han. "Og 8. C får besøg af skolepsykologen, som vil komme og tale med klassen om den ulykkelige ..." Skolelederen stoppede midt i sætningen. Han tabte underkæben og stirrede ned mod bagvæggen. Eleverne vendte sig og fulgte hans blik. Der gik et gisp gennem hele flokken. Nede ved indgangen stod Troels. Han bevægede sig langsomt hen mod de bageste elever, der øjeblikkeligt trak sig tilbage, så der blev dannet 29


en sti i menneskeflokken. Maya var så chokeret, at hun ikke nåede at træde til side. Netop da Troels gik forbi hende strejfede, hans hånd hendes arm. Blodet frøs til is i Mayas årer. Det var ikke på grund af berøringen eller hans askegrå hud og det tomme blik i hans øjne. Der var noget helt andet galt. Troels udstrålede ingen aura overhovedet.


Kapitel 3: Troels, version 2

Troels var vendt tilbage fra døden, og der var tavst som graven inde i aulaen. Alle blikke fulgte den blege dreng, mens han langsomt bevægede sig gennem menneskemængden. Mikis krop sitrede, og hver en muskel var spændt. Hans ønske var blevet til virkelighed. Vidste Troels, at det var Miki, der var skyld i overfaldet? "Undskyld, jeg kommer for sent," sagde Troels til skolelederen, som stod og måbede ligesom alle andre. Han lukkede munden med et klask, da Troels talte til ham. "D-det er i orden, Troels," svarede han. "Du ser jo meget levende ... jeg mener rask ud. Velkommen tilbage!" "Tak," sagde Troels. "Men jeg har vist glemt mine bøger." "Øh, det finder vi nok ud af," svarede skolelederen og fumlede med sine briller. Men han fik rystet chokket af sig og genfandt sit lederudtryk. "Vi er vist blevet fejl31


informeret. Troels er tilbage og har det tilsyneladende ... fint! Lad os gå tilbage til klasserne." Troels stod lige ud for Miki nu. Mikis ansigt var dækket af sved. Hans krop rystede, og han fulgte Troels’ mindste bevægelse med øjnene. Om lidt ville Troels pege på ham og råbe: "Det var ham, der fik mig stukket ned!" Men intet skete. Troels vendte sig for at forlade aulaen sammen med de andre elever. Miki kneb øjnene sammen og trak skuldrene op til ørerne for at værge sig mod angrebet, der måtte komme. "Hej, Miki," sagde Troels. "Hvordan går det med dig?" Miki åbnede øjnene på klem. "Øh, fint nok," stammede han, mens en sveddråbe løb ned ad hans kind. "Godt," sagde Troels bare og fortsatte ud af aulaen. Miki stod helt ubevægelig, mens salen langsomt blev tømt. Han var alene tilbage, og hans hemmelighed var ikke blevet afsløret. Han åndede lettet op og lod skuldrene falde. Knuden i hans mave foldede sig langsomt ud. Men først nu opdagede Miki, at der stod nogen bag ham. Han snurrede rundt med et skræmt blik. Det var pigen Maya fra 8. klasse. Maya iagttog Miki med et røntgenblik. Gåsehuden spredte sig på Mikis arme. Det var, som om hun så lige igennem ham. Miki samlede hurtigt sin taske op. 32


"Hvad er du så bange for?" spurgte hun.

Miki fór sammen. "B-bange," stammede Miki. "Jeg er da ikke bange." "Du lyver," sagde Maya. "Jeg kan se det!" Uden at svare slyngede Miki tasken over skulderen og spurtede ud af aulaen. Resten af dagen sad Miki i en tåge og ventede på, at klokken skulle ringe. Han turde ikke kigge på nogen eller tænke noget som helst af frygt for, at en eller anden skulle falde død om. Men det var svært at tømme sit hoved for tanker, og Mayas anklagende blik blev ved med at dukke op i hans tanker. De andre drenge i hans klasse var begyndt at få kærester, men ikke Miki. Piger interesserede ham ikke ... lige bortset fra én, men hun gik i en klasse over ham og anede ikke, at han eksisterede. Det vil sige indtil for en time siden, hvor hun havde stirret på ham med et blik, der fik ham til at føle, at han stod helt nøgen midt i aulaen. Det var ikke, mens hun var skolens dronning og svømmegudinde, at Miki var blevet tiltrukket af Maya. Han havde syntes, hun var gyselig. Men det sidste års tid havde hun ændret sig. Hendes tøj var ikke længere sidste nye mode, og hun var ikke længere dullet op som de andre. Nu virkede hun skrøbelig ... og sårbar. Mens alle andre vendte hende ryggen, syntes Miki, at den nye Maya 33


virkede mystisk og tiltrækkende. Det var, som om de havde en forbindelse, som Miki ikke kunne forklare. Endelig ringede klokken og rev Miki ud af sine tanker. Han pakkede sine ting sammen og forlod klassen. Da han nåede udgangen, stod Troels og holdt døren for alle de andre elever. Hver og en hilste nervøst og gik i en stor bue uden om ham. Troels hilste pænt på dem alle. Da Miki krabbede sig forbi, sagde Troels: "Vi ses i morgen, Miki! Hav en dejlig aften." Troels sendte Miki et smil, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham. Troels’ mund smilede, men hans øjne var tomme og livløse. Miki kom ud til cykelstativerne og så, at Maya lige havde sat sig op på sin cykel. Det gav et sug i maven på ham, hver gang han så hende, og han skyndte sig at låse cyklen op og satte efter hende. Faktisk vidste han godt, hvor Maya skulle hen, for hun tog altid hen til den samme café efter skole. "Du har ti minutter," sagde Miki til sig selv. "ti minutter til at få styr på den evne." Maya cyklede over et lyskryds for gult, og Miki måtte bremse for rødt. 'Okay, go’ mulighed,' tænkte Miki og satte fingrene op til tindingerne. "Skift til grønt!" beordrede han blinklyset. "Skift til grønt. NU!" 34


Men intet skete.

Han satte hænderne på styret og ventede, til lyset skiftede af sig selv. 'Hm, det virker åbenbart ikke på blinklys,' tænkte Miki og cyklede videre. Han svingede op ad Strandvejen. Længere fremme kunne han se Maya som en fjern prik på cykelstien. Han kørte forbi Mosede Fort og videre op mod Mosede Havn. Lige før havnen kom en ældre dame gående med en lille, tyk hund i snor. Hunden satte sig og krummede ryg. Miki huggede bremserne i og satte fingrene op til tindingerne. 'Skid et andet sted,' tænkte han og sendte kommandoen af sted til den lille bulldog. Den gloede bare på ham med sløve øjne, mens den pressede en kæmpelort ud på fortovet. Både dame og hund gik videre uden at se sig tilbage. 'Okay, virker ikke på dyr,' tænkte Miki og trådte i pedalerne. Kort efter nåede Miki frem til Café Jenners. Han genkendte Mayas cykel udenfor. Caféen var ikke et sted, de andre skoleelever normalt hang ud, så det var nok derfor, at Maya altid tog herhen. Miki parkerede sin cykel og spottede hurtigt Maya inde i caféen. Der var et stort område med borde og stole udenfor. De store glasdøre i caféens facaden var trukket til side. Det var perfekt. Miki kunne sidde udenfor og kigge ind, uden at Maya 35


opdagede ham. Han slog sig ned ved et af de runde stålborde udenfor. Maya havde købt en cola, og Miki kom i tanke om, at han ingen penge havde. Men fra sin perfekte spionplads kunne han se ekspedienten inde i caféen. Han pressede fingrene mod tindingen og prøvede at fange hendes blik. 'Giv mig noget at spise!' tænkte han. Ekspedienten reagerede ikke. Miki trykkede alt, hvad han kunne, som om det gjorde signalet stærkere. Så fangede han hendes blik: "Giv mig tærte!" Ekspedienten greb en bakke. Hun åbnede glasskabet på hjørnet af disken og tog tærtefadet ud. Et øjeblik efter gik hun rundt til alle gæsterne med smagsprøver. Hun nåede ud til Miki. "Vil du ikke smage vores nye æbletærte?" spurgte hun. Miki skovlede grådigt de små prøvestykker ned fra fadet og proppede et par stykker i munden. "Uhm, virkelig god," sagde han med munden fuld af tærte og smilede til damen. Hun nikkede til ham og gik tilbage indenfor. Miki jublede indeni. Hvor var det vildt, at det virkede. Han skulle presse på tindingerne og have øjenkontakt med folk for at kunne påvirke dem. Det havde virket sådan på dansklæreren Emma og senere på Troels. Nu havde han styr på det shit, og han var klar til at prøve det af på Maya. 36


Maya var helt opslugt af sin mobil, og Miki betrag-

tede hende forundret. Her sad skolens dronning mutters alene. Hvad mon der var sket? Han rykkede stolen frem, så han kunne fange hendes blik, men hun var helt optaget af telefonen. 'For fa’en da, kig nu herhen,' tænkte Miki og lænede sig frem i stolen. Han satte albuerne i bordet og pressede fingrene mod sine tindinger. Bordet vippede og lavede en høj, skrabende lyd, da bordbenene gled hen over fliserne. Maya kiggede op. De fik øjenkontakt i samme sekund, som bordet væltede. 'Lad mig hjælpe dig,' tænkte Miki, lige inden bordpladen forsvandt under ham. Stolen tippede, og Miki ramte jorden med et dunk, mens tærtestykkerne regnede ned over ham. Hans ben var viklet ind i stolen, og han prøvede at komme fri, da han pludselig så et par sorte støvler lige foran sit ansigt. Hans blik gled op ad alt det sorte tøj og endte ved Mayas vrede ansigt. "Hva’ fanden laver du?" spurgte hun. "Er du syg i hovedet eller hvad?" Miki kom på benene og børstede tærte af jakken. Han begyndte at bakse bordet op og stå. "Nej sgu da." sagde han. "Men bordet væltede jo!" "Har du fulgt efter mig?" snerrede hun. "Er du en eller anden pervers stalker eller hvad?" 37


Miki fik fumlet bordet på plads. "Nej, selvfølgelig ikke," sagde han og satte også stolen på plads. Han pegede på en af stolene ved siden af. "Men du kan altså godt sidde her, hvis du vil!" "Okay, du ER syg," råbte Maya. "Nu skrider jeg, og du bliver her! Forstået?" "Ja ja, slap af." svarede Miki med blussende røde kinder. Maya vendte ham ryggen og forlod caféen. Hun tog ikke sin cykel, men forsvandt ind mellem bygningerne. Miki vidste, at hun var på vej ned ad Digterstien, som løb mellem husene ned til stranden. Han lod hende gå. Miki sank sammen i stolen. Fed evne, han havde fået. Han kunne score alt det gratis tærte, han ville have. Men pigen ... hun skred fra ham ... nøjagtig som hans far havde gjort det.


Kapitel 4: Dagens helt

Der var motionsdag den onsdag. Alle 7.-, 8.- og 9.-klasser skulle ud på boldbanerne bag skolen og spille fodbold. Opvarmningen var i fuld gang. Idrætslæreren så ekstra kondiagtig ud i dagens anledning med svedtransporterende løbetøj, pandebånd og funklende nye løbesko. "Kom så, knæene helt op til ørerne," skreg han og begyndte på nogle overdrevet energiske knæhop, mens han piftede i sin fløjte, som om det var en militærøvelse. Miki stod og trippede på stedet. Han havde faktisk været ret god til fodbold, men som med alt andet havde han tabt interessen for et halvt års tid siden. Han ville helt klart have pjækket i dag, hvis ikke frygten for et ekstra år i 7. havde tvunget ham i gymnastiktøjet og ud på banen. Han skævede over mod den anden bane, hvor Mayas klasse varmede op. Hun så ud til at gå op i øvelserne med samme ligegyldighed som Miki. Hun kiggede dovent rundt og så, at han gloede på 39


hende. Hun sendte ham et lynende blik, og Miki kiggede væk, mens han bed sig i underlæben. Han havde ødelagt det hele med sit stunt foran cafeen. Faktisk havde det været meget bedre, da hun slet ikke anede, hvem han var. Han plejede at kunne iagttage hende, så længe han ville, uden at hun opdagede ham. "Okay, lad os spille kamp," råbte træneren og gik hen til bænken, hvor Troels sad med bolden. Troels havde bedt om at blive fritaget på grund af sløjhed. Det var der ingen, der havde noget problem med. Især fordi den gamle Troels ville have smadret anklerne på alle, der kom i nærheden af bolden. Læreren delte dem i to hold, og kampen gik i gang. Alle stormede rundt efter bolden som et lilleputhold på speed ... alle på nær Miki, der i smug prøvede at følge med i Mayas kamp. "For fa’en altså, Miki," var der én, der råbte, da bolden trillede lige forbi ham for tiende gang. "Det er altså den her bane, vi spiller på!" Hans medspillere himlede med øjnene, men Miki reagerede ikke. Han stod fastfrosset på banen. Blodet var stivnet i hans årer. Troels, der sad på bænken, fulgte Maya med øjnene. De tomme, livløse øjne var låst fast på Maya som et varmesøgende missil. 'Hvad er den lort ude på?' tænkte Miki, mens han iagttog sin tidligere plageånd. 40


Et skænderi på Mayas bane fik alt spil til at gå i stå.

Det var Betina og Maya, der var røget i totterne på hinanden. Betina svinede Maya til og beskyldte hende for at holde med de andre og være en rådden 'teamplayer'. De andre piger gav Betina ret og brokkede sig over Maya. Idrætslæreren skyndte sig at bryde ind. "Maya, kan du ikke lige gå hen i boldskuret og hente nogle flere bolde?" sagde han til Maya, der trak på skuldrene og sjoskede ud af banen. Boldskuret lå for enden af banen ved siden af bænken, hvor Troels sad ... hvor Troels havde siddet. Bænken var tom. Troels var væk.

Døren til boldskuret stod på klem, og Maya gik ind. Hun rodede rundt i boldkasserne og hev et net med bolde op. En hvæsende lyd fik hende til at kigge til siden, og hun stivnede i chok. På jorden lå Troels, helt stille. Hans hud var hvid, og kroppen var indsunket, som om indvolde og muskler var suget ud, og der kun var hud og knogler tilbage. En sortklædt skikkelse sad bøjet over ham. Han kiggede op, da Maya gispede. Hans ansigt var rynket, og håret var hvidt, men øjnene var skarpe og fangede Mayas blik, så hun ikke kunne flytte sig. Hans lange, krogede fingre var boret ind i Troels’ brystkasse. Han trak fingrene fri og rejste sig langsomt. "Du er også Sortblod, ikke?" spurgte han og vristede 41


en kølle ud af Troels’ stivnede fingre. Tre store søm var slået ind i køllens bagside og stak ud som blodtørstige tænder på den anden side. Maya skreg og trimlede baglæns. Hun snublede over boldene og fik viklet foden ind i nettet. Døren til skuret blev sparket op, og Miki stormede ind. Han standsede brat, da han så den sortklædte person med køllen. "Lad hende være!" skreg han så og kastede sig frygtløst over den frakkeklædte morder. Den gamle mand reagerede med lynets hast. Hans bevægelser var flydende, og han afværgede med lethed drengens angreb. Han sendte Miki videre med et håndkantsslag i nakken, så drengen smadrede ind i skurets bagvæg. Miki landede med et brag mellem boldkasserne og rørte ikke på sig. Maya skreg igen. Lærerne var også kommet frem nu. Maya kunne skimte bevægelse ud af øjenkrogen. Den sortklædte vendte sig mod hende. "Vi vil mødes igen," sagde han og løb direkte hen mod væggen. I stedet for at ramme plankerne med en bump forsvandt han ud gennem trævæggen, som om den var af luft.

To lærere væltede ind i skuret, og på ingen tid var alt kaos. Råb efter politi, fægtende arme, kommandoer og 42


skrækslagne elever. Uden for skuret stod en klump af elever, der alle ville følge med i dramaet. Miki blev gravet frem mellem boldkasserne – han blødte fra kindbenet og blev hjulpet ud af idrætslæreren. Så fik de første elever øje på Troels’ lig. Endnu flere skingre skrig. Den forreste elev vendte sig og kastede op på en af de andre. Lærerne fik gennet eleverne væk og lavet en afskærmning. Miki og Maya blev hjulpet ud af skuret. Lærerne førte dem gennem skoleområdet, som om de var deres livvagter. Maya holdt fast i Mikis arm for at støtte ham, og selvom han godt kunne gå selv, sagde han ikke noget til hende. Selv i al tumulten var det eneste, han mærkede, hendes arm omkring sin, og han ville med glæde kaste sig ti gange imod en trævæg, for at hun ikke skulle give slip. "Vent her," sagde idrætslæreren, da Miki og Maya var blevet ført ind på lærerværelset. "Politiet er på vej."


Kapitel 5: Schmidt

Maya kunne høre sirenerne nærme sig. Hun havde hørt sirener mange gange før, men denne gang var de på vej mod hende, efter hende. En kulde spredte sig i hendes krop, og hun gnubbede sine arme for at få varmen tilbage. Dækkene hvinede, da politibilerne drejede ind på parkeringspladsen. Maya og Miki kunne følge med i det hele fra lærerværelset, der lå lige ud til parkeringspladsen. Lærerne forlod lokalet for at tage imod politifolkene. Maya og Miki var alene for første gang efter overfaldet. "Så du Troels?" spurgte Maya og brød tavsheden. "Han var helt ... udtørret!" "Jeg nåede ikke rigtig at se ham," svarede Miki uden at fjerne blikket fra de blinkende lygter udenfor. "Jeg havde travlt med at redde dig." "Redde mig!" gentog Maya med et lille smil. "Ja, du var en rigtig helt." "Ja, jeg var en helt, ikke?" gentog Miki, som om han 44


først nu forstod, hvad han havde gjort. "Jo," sagde Maya. "Men du var også ret stalkeragtig. Hvordan kan det ellers være, du stod lige uden for skuret?" Miki lukkede i som en østers og slog blikket ned. "Nej, seriøst," sagde Maya og lagde en hånd på hans skulder. "Jeg kunne være død nu, hvis det ikke var for dig."

Mikis hjerte lettede, da han mærkede hendes hånd på sin skulder. Han løftede hovedet og så hende i øjnene. Det var første gang, Miki havde været så tæt på hende. Han kunne se, at hun havde brune øjne. Døren til lærerværelset gik op, og en politimand i en blå uniform trådte indenfor. "Maya og Miki?" sagde han, da han så dem. "Jeg hedder Berndsen. Jeres forældre er blevet underrettet, og de er på vej." Han tog en lille notesblok op og bladrede hen til en ren side. "Kan I tale om det, der skete?" spurgte han. "Eller skal vi vente, til jeres forældre er her?" "Det hele gik så hurtigt," begyndte Maya og trak på skuldrene. "J-jeg ved ikke ..." "Ham den gamle var ved at overfalde Maya, da jeg 45


kom ind. Jeg sprang på ham, men han slog mig ned," sagde Miki og pegede på såret på kinden. Betjent Berndsen nikkede og skriblede i sin notesblok. I samme øjeblik begyndte hans radio at knase. "Berndsen her," svarede han. Berndsen trådte et stykke væk og talte dæmpet, så Maya og Miki kun kunne høre brudstykker af samtalen. Efter et øjeblik kom han tilbage. Han foldede notesblokken sammen og puttede den ned i sidelommen på bukserne. "Øh, der er sket en udvikling," sagde han, mens han fumlede med knappen på sidelommen. "Sagen er overgået til Politiets Efterretningstjeneste. De vil overtage efterforskningen." Han smilede undskyldende, og uden yderligere forklaring forlod han lokalet. Maya og Miki sad i stilhed på lærerværelset et stykke tid. Så hørte de stemmer fra gangen udenfor, og de kunne se bevægelse gennem døren, der stod på klem. En høj mand med gyldenbrunt hår og grånende tindinger stod nærmest døren. Han bar en koksgrå frakke, og hans skjorte var perfekt strøget og knappet helt op til halsen. Han talte med to mænd i sorte jakkesæt. Det var tydeligt, at den høje var chefen. "... Offeret var suget tør for kropsvæske. Nøjagtig som mordet i 1982." 46


Så opdagede den høje mand, at han blev iagttaget af

børnene indenfor, og han tav øjeblikkeligt. "Vent her," sagde han til de to sortklædte mænd. "Ingen kommer ind!" Så åbnede han døren helt og gik hen til Maya og Miki. Han trak en stol hen til sig selv og satte sig ned foran børnene.

"Goddag, Maya og Miki. Mit navn er Schmidt," sagde han med et høfligt smil. "Jeg kommer fra PET. I har haft en uhyggelig oplevelse, og jeg kan godt forstå, hvis I er bange, men I er i sikkerhed nu. Jeg skal nok passe på jer og fange forbryderen, så han ikke kan skade andre." "Godt," sagde Miki kort. Maya svarede ikke. Hun sad fuldstændig stift, mens hendes blik flakkede rundt om Schmidt, som om hun søgte efter et eller andet. "Den mistænkte er allerede på vores liste over eftersøgte. Det er derfor, PET overtager sagen. Det er en farlig mand, vi har med at gøre her. Han har slået ihjel før." Miki og Maya sendte hinanden et bekymret blik, og Schmidt skyndte sig at tilføje: "Men gudskelov er jeg specialist i at fange præcis den slags farlige forbrydere." Han fiskede et billede frem fra inderlommen. Det var taget med et overvågningskamera og var ret sløret, men 47


der var ingen tvivl. Det var den gamle mand med det flagrende, hvide hår og de stikkende øjne. "Det er ham!" sagde Maya, og Schmidt nikkede alvorligt. Han puttede billedet tilbage i inderlommen og vendte sig mod Miki. "Du er en modig, ung mand," sagde han. "Jeg kan forstå, du reddede den unge dames liv." Miki smilede og kiggede forlegent ned i gulvet. Hans kinder blev røde. "Og du," sagde han til Maya. "Du forklarede, at manden forsvandt ud gennem væggen?" Maya sagde ikke noget. "Du skal vide, at ingen forklaring er forkert," sagde han beroligende og lagde en hånd på Mayas skulder. Det gav et sæt i hende, og Schmidt trak hånden til sig. Maya stirrede med store øjne på Schmidt og sendte derefter Miki et blik, som han ikke kunne afkode, men hun så skræmt ud. "Er der nogen, der har ringet efter jeres forældre?" spurgte Schmidt og anlagde en bekymret mine. "Nej, ingen har ringet," løj Maya. Miki åbnede munden, men Mayas blik fik ham til at lukke i igen. I tre lange skridt var Schmidt henne ved døren. "Det tager jeg mig af!" sagde han. Da døren gik i bag ham, vendte Maya sig mod Miki med et vildt udtryk i øjnene. "Hvad er der galt?" spurgte Miki. "Det er Politiets 48


Efterretningstjeneste. De skal nok passe på os." "Nej!" sagde Maya og greb fat i Miki. Hendes negle borede sig ind i hans skuldre, og han skar ansigt. Maya kastede et vagtsomt blik mod døren, før hun hviskede: "Han er her ikke for at beskytte os – tværtimod! Schmidt er ikke den, han udgiver sig for at være." Miki kløede sig i håret og rynkede brynene. Maya kunne se den gyldne aura omkring ham. Han ville gerne hjælpe, men han var forvirret. Kunne hun stole på ham? "Hvordan ved du det?" spurgte Miki. "Kender du ham eller hvad?" Maya tav. Hun slog blikket ned og stirrede på gulvtæppet, som om svaret stod skrevet der. Endelig løftede hun hovedet og så Miki i øjnene. "Jeg kender ham ikke, men jeg kan se, hvordan folk er," sagde hun. "Altså om de vil mig noget godt!" Miki sagde ikke noget. "Jeg har aldrig fortalt det til nogen før," sagde hun. "Men jeg føler, at jeg kan stole på dig!" "Ja," svarede Miki. "Du kan stole på mig ..." "Jeg ved, det lyder crazy," sagde Maya. "Men jeg er altså ikke skør." "Det er okay," sagde Miki. "Jeg ved, hvad du mener." Han holdt en pause, mens han pillede ved stoffet på stolen. "Det er, fordi ..." begyndte han tøvende. "Jeg har også 49


sådan en slags evne." "Hvad!?" udbrød Maya. "Ta’r du pis på mig?" "Nej, det er sandt," sagde Miki. "Hvis du kan have en evne, så kan jeg vel også." Maya løftede det ene øjenbryn og så meget skeptisk ud. "Jeg kan få folk til at gøre, hvad jeg tænker ..." forklarede Miki hende. "Selvom det er ret nyt for mig." "Det lyder vildt," sagde Maya. "Men det kan vi helt sikkert få brug for, når vi stikker af." "Når vi gør hvad?" udbrød Miki. "Ja, vi kan ikke blive her," sagde Maya og rejste sig. "Schmidt vil mig ondt. Vi må væk, inden han kommer tilbage." Hun gik hen til et af vinduerne i lærerværelset og hev det op. Hun vendte sig mod Miki. "Kommer du?" Miki rejste sig tøvende.

"Men hvor skal vi hen?" spurgte han. Maya var allerede hoppet ud gennem vinduet, men hun vendte sig om derude og rakte en hånd tilbage gennem vinduet mod Miki. "Hvis du vil hjælpe mig, så er det nu!" Miki stivnede. Hun bad om hans hjælp ... så havde det altså virket på caféen, selvom bordet var væltet, 50


og der havde været tærte over det hele. Kunne det virkelig være sandt? Havde han fået en evne, han kunne bruge til at styre andre mennesker med? Miki kravlede op i vindueskarmen, men standsede. "Ingen fraværsdage resten af året," havde skolelederen sagt. Maya havde sat sig på hug i buskene udenfor, så hun ikke kunne ses fra parkeringspladsen. "Men er vi tilbage i morgen?" spurgte Miki. "I morgen," gentog Maya nede fra busken. "Det ved jeg ikke. Vi må finde den gamle, der slog Troels ihjel, så vi kan finde ud af, hvad Schmidt i virkeligheden er ude på!" Nu kunne Miki høre Schmidts stemme uden for døren. Han bjæffede en ordre til de to mænd i jakkesæt. Miki kravlede hurtigt ud og landede i buskadset ved siden af Maya. Hun skubbede vinduet i, og de begyndte at løbe.


Kapitel 6: Hvordan går man under jorden?

Maya og Miki nåede ned for enden af buskadset uden af blive set, og de sprang over den lave mur til parkeringspladsen. Der var mange politibiler, men alle politifolk var inde på skolen. Ambulancen var kørt væk med Troels’ lig, så Maya og Miki kunne trække deres cykler fri helt ubemærket. De satte sig op på cyklerne og drønede ud på vejen. De trampede løs i pedalerne, mens de skiftevis kiggede sig tilbage. Men der var ingen råb og ingen forfølgere at se. De drejede ned ad en sidevej, og snart var skolen ude af syne. Først efter at de havde krydset togskinnerne og var langt fra skolen, standsede Maya forpustet op i læ af nogle træer. Miki og Maya kiggede sig nervøst omkring, indtil deres øjne fangede hinanden. De smilede nervøst og begyndte at grine. De morede sig et stykke tid over deres fælles flugt, og Miki boblede af glæde indeni. Maya var endnu smukkere, når hun smilede. Men latteren fortog 52


sig hurtigt, og Maya blev alvorlig igen. "Hvad så nu?" spurgte Miki. "Hvor skal vi hen?" Maya svarede beslutsomt, som om hun havde prøvet det her før. "Vi må køre hjem, inden PET kommer efter os," sagde hun. "Så vi kan hente de ting, vi skal bruge ... til at gå under jorden!" "Gå under jorden!?" gentog Miki og rynkede brynene. "Hvordan går man under jorden?" "Det ved jeg da ikke!" svarede Maya og gned sin hage. "Men vi skal finde ud af, hvad forbindelsen er mellem Schmidt og den gamle. Sørg nu bare for at hente mad, penge og sovepose derhjemme – så finder vi ud af det!" Miki rørte ikke på sig. Det var, som om det først nu begyndte at gå op for ham, hvad han havde rodet sig ud i. Og Maya kunne åbenbart se, at han var ved at få kolde fødder. "Hvordan virker din evne for øvrigt?" spurgte hun. "Jo, øh," mumlede Miki og glemte helt sin tvivl. "Jeg kan ligesom få folk til at gøre det, jeg ønsker, ved at kigge dem i øjnene og tænke på det." "Altså, kan du få dem til alt?" spurgte Maya. "At begå selvmord og sådan noget?" "Jeg har ikke totalt 100 procent styr på den del endnu," svarede Miki og kløede sig i håret. "Små ting sker med det samme, mens store ting ... de tager længere tid." 53


Mayas ansigtsudtryk skiftede, og hun så pludselig

meget mistænkelig ud. "Har du brugt din evne på mig?" spurgte hun. "Nej, selvfølgelig har jeg ikke det!" svarede Miki alt for hurtigt, mens han fumlede ved styret. Maya stak ham en lussing, så han var ved at vælte af cyklen. Det var et ordentligt klask, og fuglene lettede i trækronen over dem. "Du lyver!" skreg hun. "Jeg kan se, når du lyver. Glem aldrig det!" Miki tog sig til den brændende kind, og følte verden styrte sammen omkring sig. Han ville ønske, han kunne blive til en lille mus og kravle ind og gemme sig mellem trærødderne. "Hvad ønskede du?" skreg Maya ildrød i hovedet, mens hun stak en anklagende finger op i hovedet på ham. Miki rømmede sig. "Jeg ønskede ..." begyndte han tøvende. "At du ville lade mig hjælpe dig." Han krympede sig sammen for at undgå en lussing mere, men luften gik fuldstændig ud af Maya. Hun kiggede undrende på ham. "Var det det?" spurgte hun, selvom hun kunne se, at han talte sandt. "Ja," svarede Miki spagt. Maya stirrede på ham med det der røntgenblik, der fik sveden til at pible frem på hans pande. Men så lod hun 54


skuldrene falde, og den sorte sky i hendes ansigt lettede. "Nå, okay," sagde hun. "Men du kan vove på nogensinde at gøre det igen, forstået!" "Ja ja, " svarede Miki, mens han gnubbede sin kind. "Men er du for øvrigt helt sikker på det med ham Schmidt? Jeg syntes, han virkede okay." "Min evne tager aldrig fejl, som du lige har bemærket," svarede Maya. "Schmidts aura var blå. Det betyder, han ikke vil mig noget godt." Hun satte sig op på cyklen. "Kom forbi hos mig, når du er klar!" Så forsvandt hun hen ad stien, mens Miki kiggede efter hende. De skulle ikke samme vej, for Mayas hus lå nede ved vandet, hvor alle de rige boede, mens Miki skulle den anden vej, til kvarteret for almindelige lønslaver. Mens han trampede i pedalerne, svimlede det for ham. Hans liv var blevet vendt på hovedet fra den ene dag til den anden. Han var godt nok sammen med Maya, men ikke på den måde, han havde forestillet sig, da han tænkte 'Lad mig hjælpe dig!' på caféen. Hans evne havde åbenbart en højst uforudsigelig måde at få tingene til at ske på. Miki rodede lejligheden igennem og fandt i alt 213 kroner. Han hentede soveposen på loftkammeret og stjal en pakke kiks fra køkkenskabet. 55


Mens han stod midt i den tomme lejlighed, slog det

ham pludselig. 'Hvad har jeg gang i?' tænkte han. 'Hvordan skulle det her nogensinde kunne ende godt?' Hans liv havde ikke ligefrem været en succeshistorie de sidste seks måneder, så at pjække fra skolen, flygte fra politiet og jage en morder sammen med en synsk pige lød ikke som verdens smarteste idé! Måske skulle han bare lade Maya gå under jorden alene? Han lod sig dumpe ned i sofaen med et suk. Han tog sig til kinden, hvor hun havde slået ham, og smilede. Når han var sammen med hende, følte han sig levende igen. For første gang i flere måneder. Og så havde de begge to en 'evne'. Det måtte være meningen, at de skulle være sammen. Han så iPad’en, der lå på bordet. Så kunne de da spille eller se film, mens de gemte sig. Han proppede iPad’en ned i rygsækken og smuttede. Miki cyklede ned ad vejen, hvor Maya boede, og han så hende stå inde i carporten. Miki kunne ikke komme sig over, hvor gigantisk stort deres hus var. Der var plads til ti familier i det éne hus. Maya rakte bare hånden frem. "Giv mig din mobil," beordrede hun. "Politiet kan tracke dem!" "Ej, seriøst," sagde Miki. "Du har altså set alt for mange film!" 56


"Glem det, mand. Jeg ved, hvordan det virker," sagde

hun og vippede med fingrene på den udstrakte hånd. "Giv mig den, så lægger vi telefonerne her." Hun stoppede dem om bag en lille figur af en engel, som stod i carporten. "Du mener det virkelig," grinede Miki. "Skal vi så bo i en jordhule eller hvad?" "Bare rolig, jeg har en plan." sagde Maya. "Følg mig, for nu skal vi blive usynlige." Et kvarter senere ankom de til Greve Midtby Center, et indkøbscenter, der, som navnet antyder, lå midt i Greve. Det var ikke vanvittigt stort eller specielt spændende, men de havde altid lige det, man skulle bruge. Maya og Miki stillede cyklerne ved vinhandlen ved indgangen og tog soveposer og tasker af cyklerne. Maya styrede direkte ind til Matasbutikken og over til hylden med hårfarve, som om hun gik under jorden hver anden dag. Fem minutter senere stod de ude på det offentlige toilet i et afsides hjørne af centeret. Der var et stort bord og en kæmpe vask, som de proppede deres tasker og soveposer under. Maya åbnede æsken med hårfarve, hev tuben ud og tog de tynde plastikhandsker på. Hun trykkede lange striber af farve ud i Mikis hår, og så stak hun begge hænder i håret og lavede vaskebevægelser, så farven blev 57


masseret ind i håret. Miki kunne med undren se, hvordan hans sorte lokker begyndte at skifte farve. Efter et par minutter kylede Maya handskerne i skraldespanden, vaskede sine hænder og så på Miki med et anerkendende nik. "Så skal vi bare have dækket de skæve øjne," sagde hun og hev et par solbriller frem. "Du kan låne min fars." Miki gloede på den lyshårede dreng i spejlet. Han lignede en mafiaboss med tilbagestrøget hår og mørke solbriller. Han kunne overhovedet ikke genkende sig selv, men det var vel også meningen. Maya klaskede en stak 500-kronesedler i hånden på ham. "Lad det tørre i 15 minutter, så kan du vaske resten ud. Køb dig en ny jakke, og mød mig hos Stender, når du er klar." Så forsvandt hun ud ad døren. Miki ventede i 15 minutter. Han nåede at kigge på uret cirka tusind gange, inden han endelig kunne vaske farven ud. Han følte sig fuldstændig 'undercover', da han et øjeblik senere gik ind i tøjbutikken. Han fandt en fed, sort jakke, som han ellers aldrig ville have haft råd til, men med Mayas forældres penge var det intet problem. Han efterlod sin gamle jakke i prøverummet og gik over til frisørsalonen Stender. Da Maya så ham, sprang hun ud af frisørstolen og hev slaget af sig. Hun lagde penge på disken og vinkede til den 58


forvirrede frisør. "Jamen skal vi ikke rette kanterne til?" råbte frisøren og flagrede med saksen. Mayas hår lignede en høstak med tjavser, der strittede i alle retninger. "Nej, det er fint," svarede hun og uglede fingrene gennem håret. "Det er, lige som det skal være." Maya havde skiftet sit sorte tøj ud derhjemme og var nu klædt helt i hvidt. Og med det tjavsede, korte hår kunne Miki slet ikke kende hende igen. "Fedt kluns," sagde hun og daskede Miki på skulderen. "Så skal vi videre." Da de gik ned ad den lange gang, der førte til dørene, så Miki sin nabo komme gående imod sig. Mikis hjerte sprang op i halsen på ham. De to hilste altid på hinanden. Naboen gloede direkte på ham, men Miki kiggede ligeud i luften, bag brillerne. Naboen slog blikket ned og gik forbi uden at hilse. Miki boblede af fryd, og han følte blodet pumpe i årerne af spænding. Nu var de gået under jorden.


Kapitel 7: Sortblod

Efter endnu ti minutters cykeltur smed Maya og Miki cyklerne i stativerne skråt over for det store indkøbscenter Waves, der lå i det nordlige Greve. Miki prustede som en søløve, mens han endnu en gang hev taske og sovepose af cyklens bagagebærer. "Hvad skal vi have her?" spurgte Miki og kiggede over på centerets lange glasfacade. "Kunne vi ikke bare have købt det i det andet center?" "Det er vigtigt at holde sig i bevægelse, når man er gået under jorden!" sagde Maya. "Kom!" Maya havde ingen planer om at gå på indkøb. Hun drejede til venstre og begyndte at gå op ad den lange murstensbelagte sti, der førte væk fra centeret og op til Portalen. Det var en gigantisk glasbue, der forbandt Greve Musikhus med Greve Bibliotek, og under det store glasparti lå bibliotekets hovedindgang. Maya og Miki gik ind gennem de dobbelte skydedøre, der automatisk gik op, da sensoren registrerede dem. De gik direkte hen til 60


det runde bord med computerne, men de var alle optagede. Maya henvendte sig til de to drenge, der sad og spillede. "Må vi lige låne computeren?" spurgte hun høfligt. "Vi har lidt småtravlt." "Vi har 20 minutter igen," svarede snotungerne og begyndte at spejde efter en bibliotekar. Maya lænede sig mod Miki og hviskede: "Kan du ikke få dem til at skride?" Miki nikkede og stillede sig foran den ene af drengene, der kiggede op med store øjne. Miki satte fingrene til tindingerne, mens han stirrede gnavent på møgungen. Han anede ikke, om evnen virkede gennem mørke solbriller. Knægten kunne sikkert ikke se andet end sit eget skræmte ansigt i brilleglassene. Og før Miki nåede at tænke en kommando, rejste drengene sig og løb væk. "Sejt nok," sagde Maya og stak Miki en albue i siden. "Øh, ja," mumlede Miki og sagde ikke noget om, at drengene var løbet væk af sig selv. En bibliotekar dukkede op og gik hen til dem. Hun havde langt, brunt hår, der var sat op i en hestehale, og på hendes navneskilt stod der 'Sussi'. "Kan jeg hjælpe jer med noget?" spurgte damen og smilede. "Nej tak, Sussi," svarede Miki flabet og vendte sig mod computeren. 61


Maya så, hvordan auraen kortvarigt blafrede rødt omkring bibliotekaren, men så forsvandt den fjendtlige røde farve, og den gyldne, bløde glød kom tilbage. For et år siden ville Maya have opført sig, præcis som Miki gjorde, men det var en af de ting, hendes evne havde lært hende. Folk, hun troede, var hendes venner ville hende i virkeligheden ondt, mens folk, hun før ville have affejet, rent faktisk ønskede at hjælpe hende. Bibliotekaren Sussi var en af dem, og hun fortjente et ordentligt svar. "Vi har desværre ret travlt, så derfor overtog vi computeren," sagde Maya. "Det kommer ikke til at ske igen, men vi skal finde noget vigtigt ... og vi har ikke brug for hjælp, ellers tak." Sussi smilede. Et ægte smil, der fik hendes øjne til at lyse op. "I er kommet til det rette sted," sagde hun og slog ud med armene som for at vise, at hele biblioteket var til deres rådighed. "Jeg er sikker på, at I kan finde, hvad I søger her – ellers siger I bare til." Maya takkede, og Sussi vendte omkring og forsvandt mellem de mange bogreoler. Maya satte sig ved computeren ved siden af Miki. "Ved du, hvad Sortblod betyder?" spurgte hun Miki. 62


Han tænkte sig om et øjeblik, men trak bare på skuld-

rene. "Det var noget, den gamle sagde til mig," sagde Maya, mens hun tastede. "Det var virkelig mærkeligt med ham. Jeg kunne ikke aflæse hans aura ... Den var ... mudret. Det var, som om der var flere auraer i én. Jeg har aldrig set noget lignende."

Miki svarede ikke. Han havde gang i sin egen søgning. Han havde skrevet sin fars navn ind, som han havde gjort så mange gange før. Og resultatet var det samme. En masse gamle billeder og den forældede adresse, der antydede, at han stadig boede hjemme hos dem. Han kunne intet finde i personsøgerne eller de gule sider. Han gav op med et suk og startede en ny søgning på 'Mord begået i Greve i 1982'. Der var 8.849 hits. "Her er en artikel fra 1982," sagde Miki og begyndte at læse op fra billedteksten: "Advokat Samuel Persson blev fundet myrdet i sit hjem i Greve. Den afdøde advokat var i gang med at forberede en retssag mod en magtfuld familie i Greve. Mordet har skabt røre i politikredse, da det minder om en 20 år gammel, uopklaret drabssag, hvor offeret på samme måde var efterladt som en indtørret, tom skal. Den gang fik morderen tilnavnet Vampyren på grund af ligets udsugede 63


tilstand. Advokat Persson blev fundet død i sit arbejdsværelse af sit 12-årige barnebarn." Maya rynkede brynene, mens hun lyttede eftertænksomt. "Han har slået ihjel før," konstaterede hun. "Men jeg forstår det ikke. Han virkede ikke fjendtlig." "Virkede han ikke fjendtlig!?" udbrød Miki. "Tror du bare, han ville frisere dig med den sømkølle?" "Jeg kan ikke forklare det," sagde Maya og skiftede emne. "Jeg har til gengæld fundet en skør paranormal hjemmeside, hvor der står, at sort blod er det fællestræk, der forbinder folk med specielle paranormale evner. Deres blod er mørkerødt eller helt sort." Miki løftede et øjenbryn. "Jeg har aldrig bemærket, at mit blod skulle være specielt mørkt," sagde han. "Heller ikke jeg," sagde Maya. "Men jeg kender en, der måske kan hjælpe os med både Vampyren og Sortblod. Kom!" "Hvor skal vi nu hen?" sukkede Miki og hankede op i al bagagen. Maya forlod biblioteket og førte dem tilbage til cyklerne. "Jeg kender et sted, hvor Schmidt aldrig finder os," sagde hun og satte sig op. "Bare følg mig!" Miki stønnede, da han satte sig på cykelsadlen igen. 64


Han ville gerne hænge ud med Maya, men han havde altså ikke bedt om at være med i Tour de France. Hans lårmuskler smertede, og hans balder var ømme fra den hårde sadel. Men Maya viste ingen nåde. Hun var allerede på vej igen. "Er vi der snart?" råbte Miki, efter at de havde cyklet, hvad der føltes som et maraton. Men Maya svarede ikke. Hun drejede ind på Greve Landevej, der førte ud af byen.


Kapitel 8: Panteren

"De små møgunger stak af!" skreg Schmidt ind i telefonen. "De sprang ud ad vinduet!" Schmidt skuttede sig. Han stod skjult bag et italiensk spisested, der hed Smeralda. Selvom det var forår, var der kun varmt i solen. Han stod i skyggen, og blæsten var kold. Han trak kraven op om ørerne og prøvede at finde læ for vinden. Han kunne høre larmen fra pander og gryder inde i køkkenet. "Men vi fik lokket bæstet frem," sagde han veltilfreds. "Denne gang slipper han ikke. Men vi skal finde ud af, hvor pigen er. Hun er vores lokkemad." Han afbrød samtalen og proppede telefonen tilbage i lommen. "Hvor bliver hun af?" brummede han højlydt. "Jeg hader, når folk ikke kommer til tiden. Det er respektløst!" Han sparkede en sten over mod cykelskuret et par meter væk. Pludselig trådte en sort skikkelse frem fra skyggen. 66


"Jeg har været her længe," lød en kvindestemme.

Schmidt for sammen. Han havde overhovedet ikke bemærket hende, selvom hun havde stået lige over for ham. "For fa’en," sagde han. "Hvor længe har du stået der?" "Længe nok," svarede hun bare og kommenterede ikke yderligere. Hendes tøj var mørkt, og Schmidt kunne se, at det sad præcis løst nok til, at hun kunne bevæge sig frit, og stramt nok til ikke at hænge fast i noget. Hun bevægede sig smidigt som en panter og gled nærmest hen over jorden. Hendes sorte hår var kortklippet, ikke en smuk frisure, men praktisk. Hendes sorte jakke stod halvåben, og Schmidt kunne skimte remmen fra skulderhylsteret til hendes pistol. "Hvem er målet?" spurgte hun. Direkte til sagen, nøjagtig som han ville forvente. "Hun hedder Maya," svarede han og rakte hende den brune pengekuvert. Hun hev billedet af Maya op af kuverten og hævede et øjenbryn. "Hun er bare en pige," konstaterede hun og betragtede Schmidt. Han trak på skuldrene. "Er det et problem for dig?" Hun rystede på hovedet. "Jeg har ingen problemer med at skyde børn. Kan bare ikke se, hvordan en lille pige kan være farlig for dig!" "Det skal du heller ikke bekymre dig om," udbrød 67


Schmidt med blussende kinder. "Du skal bare fortælle mig, om du tager opgaven eller ej!" "Jeg tager opgaven!" "Godt," sagde Schmidt og rettede på skjortekraven efter sit udbrud. "Du har hørt om morderen, der huserer her i Greve, ikke?" Damen nikkede. "Ham, de kalder Vampyren." "De to er forbundet, pigen og morderen," fortsatte Schmidt. "Hun skal dø, men først når morderen er fanget. Og ham vil jeg have i live." "Okay," svarede kvinden og stoppede kuverten ind under jakken. "Og en ting mere," sagde Schmidt. "Sørg for, at jeg ikke er i nærheden, når du gør det. Jeg skal have alibi." "Bare rolig, der er ingen, der vil mistænke dig," sagde hun. "Har du et ønske om metoden?" "Metoden!?" gentog Schmidt og kløede sig på hagen. "Næ, jeg er ligeglad, bare hun dør, og du forsvinder sporløst." "Fint, jeg kommer efter den anden halvdel, når jobbet er udført." Schmidt nikkede. Hans telefon ringede igen, og han fiskede den op af lommen. Da han tog telefonen op til øret, var kvinden pist forsvundet, som om skyggerne havde opslugt hende. "De havde efterladt deres telefoner derhjemme, men 68


vi har sporet drengens iPad," lød stemmen i telefonen. "De er lige kørt fra mobilmasten på Greve Landevej til masten på Grevevej. Det ser ud til, at de er på vej mod Tune." "Godt!" sagde Schmidt. "Det er på tide, vi lægger lidt pres på tøsen."


Kapitel 9: I sikkerhed

En halv time efter at de var kørt fra biblioteket i Greve, passerede Maya og Miki byskiltet til Tune. Det var en landsby med 5000 indbyggere, der lå cirka 6 km vest for Greve. Miki kendte ikke nogen i Tune, så han kom der sjældent. "Det er det sidste sted, Schmidt vil lede efter os," råbte Maya over skulderen til Miki, der var helt blå i hovedet af at holde trit med den adrætte svømmepige. Miki nikkede bare og brugte al sin energi på ikke at hoste lungerne op. De kørte forbi et par bondegårde og nogle store lader. Da de senere passerede et par røde trælåger på hver side af vejen, begyndte byhusene at dukke op. Kort efter gjorde Maya tegn til at stoppe, og Miki fik endelig samlet energi til at tale. "Næste gang vi skal gå under jorden ..." prustede han. "Kan du så ikke få dine forældre til at købe to elcykler?" Maya smilede og så ikke ud, som om hun havde an70


strengt sig overhovedet. "Jeg troede, folk, der kunne karate, var i bedre form," sagde hun. "Karate!?" gentog Miki og hævede øjenbrynene bag solbrillerne. "Hvem i alverden har sagt, at jeg kan karate?" Maya kiggede på ham, som om han var faldet ned fra månen. "Jeg troede, alle kinesere kunne karate," sagde hun og trak på skuldrene. "Jeg er sgu da ikke kineser!" råbte Miki. "Jeg er japaner. Halvt japaner!" "Nå, ja ja, godt ord igen," sagde Maya og kiggede rundt. "Og dæmp dig lige lidt." "Desuden er det kung-fu," tilføjede Miki tvært. "Hvad er kung-fu?" "Ja, altså kinesere dyrker kung-fu, og japanere dyrker karate." "Jamen det var jo det, jeg sagde," udbrød Maya og himlede med øjnene. "Så kan du altså karate." "Nej, for fa’en," sagde Miki. "Jeg kan ingen af delene". Maya rystede forvirret på hovedet. "Jamen så er det jo ligegyldigt, hvem der dyrker hvad." Miki tog sig til panden. "Hvad er det, vi skal her?" spurgte han. "Vi skal ha’ nogle svar," sagde Maya og pegede over på nogle lysegule murstenshuse på den anden side af gaden. 71


"Og et sted at bo, mens Schmidt leder efter os i Greve, og ..." Hun stoppede midt i sætningen, da Miki pludselig rev solbrillerne af og stirrede på noget bag hende. "No way," sagde han, og Maya fulgte hans blik. Hun frøs på stedet, da hun så det grønne militærkøretøj køre ned ad Nørregade midt i Tune. To soldater i camouflagetøj sad i den åbne jeep. Folk standsede på fortovet og gloede åbenlyst efter det usædvanlige køretøj, der stak ud i trafikken som en elefant på rulleskøjter. Maya snurrede rundt, så hun stod med ryggen til jeepen, mens den kørte forbi. Miki tog solbrillerne på igen og greb styret med begge hænder. "Hvad i alverden laver hjemmeværnet her?" spurgte Maya. Men Miki svarede ikke. Han stod stiv som en statue. Hans solbriller sad skævt, og hans knoer var helt hvide af at knuge cykelstyret. "Okay, okay, s-slap nu bare helt af," stammede Maya og prøvede at virke cool. "Vi ligner jo ikke os selv mere." Hun skævede over skulderen efter jeepen og åndede lettet op, da den forsvandt omkring et hjørne. "Det har sikkert slet ikke noget med os at gøre," sagde hun. "De er nok bare på en øvelse af en slags." "Nå ja, helt sikkert," svarede Miki ironisk. "Samme dag som vi stikker af fra Politiets Efterretningstjeneste, holder hjemmeværnet tilfældigvis øvelse i Tune." 72


"Tag dig nu sammen," sagde Maya og rettede på hans

solbriller. "Vær lidt karateagtig."

De trak cyklerne over gaden og videre op ad en flisebelagt indkørsel, der førte op til et lille, grønt gårdareal, der var omgivet af gule bygninger med høje, røde tegltage. "Her bor min mormor," sagde Maya og førte Miki over mod en hvidmalet dør. "Det plejede vist at være en kro," sagde hun. "Men nu bor her gamle mennesker." "Jeg forstår det ikke," sagde Miki. "Når din familie har så mange penge, hvorfor bor din mormor så på en gammel kro?" Maya trak på skuldrene. "Hun har altid boet i Tune. Min mor flyttede herfra, da hun mødte min far, men min mormor bor her stadig." Endnu et militærkøretøj kørte forbi på vejen udenfor. Maya trykkede febrilsk på ringeklokken, men der gik et stykke tid, før de kunne høre det rumstere inde fra lejligheden. "Du skal bare lige vide, at min mormor har dårlig hørelse," hviskede Maya. "Hun kan ikke selv høre, hvor højt hun taler." Døren gik op, og en lille dame med et krøllet, hvidt hår dukkede op i døråbningen. Hun brød ud i et stort smil 73


og hvinede af fryd, da hun så sit barnebarn. Maya smilede ved synet af sin mormors bløde, gyldne aura, der dansede som julelys. "Maya! Men skat dog, hvad laver du her?" råbte hun så det rungede i entreen. Hun hoppede ud på gårdspladsen med grå filthjemmesko og sprang sit barnebarn om halsen. Maya kunne ikke rigtig klemme igen, da hun stod med sovepose og taske i hænderne. "Hvor er det dejligt at se dig," råbte mormoren og greb fat i pigens ærme. "Og sikke en fin, ny frisure. Er det moderne? Nå, kom indenfor." Maya trak sin cykel med helt ind i lejligheden, og hun sendte Miki et nik, så han straks fulgte efter. "Neeej, flytter I ind?" spurgte mormoren og klappede hænderne sammen i begejstring. "Hvor hyggeligt." "Ikke helt," sagde Maya og gav sin mormor et kys på kinden. "Vi var ude og cykle, så vi kiggede bare lige forbi." Miki stillede sin cykel op ad Mayas i den lille entre. "Goddag, jeg hedder Miki," sagde han genert og rakte hånden frem. "Hej, Miki," råbte mormoren tilbage og sendte ham et hjerteligt smil. Hendes øjne strålede af glæde. "Jeg hedder Maren." Miki trådte tøvende indenfor i stuen. Maren tøffede over til Maya og lænede sig ind mod hende for at hviske. "Hvor ser han sød ud, din kæreste," råbte hun direkte 74


ind i øret på Maya og smilede til Miki, som om han ikke kunne høre hende. "Hvor længe har det stået på?" Maya holdt en hånd op til øret for ikke at miste hørelsen. Hun rødmede, og Maren smilede endnu bredere. "Vi er ikke kærester," svarede Maya. "Miki er ... han er ... vi laver en opgave sammen til skolen om Greve i gamle dage. Vi tænkte, at du måske kunne hjælpe!" "Nej, hvor spændende," kvidrede Maren og tryllede en skål lakridskonfekt ud af den blå luft og satte den på stuebordet. Maya rullede persiennerne ned og trak gardinerne for. Maren så overrasket ud, men sagde ikke noget. Miki tog plads i sofaen ved siden af fjernsynet, der var skruet op på fuld styrke. Maya greb remoten og skruede ned, så de ikke skulle råbe om kap med TVværten fra quizprogrammet. "Nå, men hvad kan sådan en gammel mormor hjælpe med?" spurgte Maren og skubbede skålen med konfekt tættere på Miki. "Jo, mormor," sagde Maya og satte sig ved siden af Miki. "Nu skal du bare høre ..."


Kapitel 10: Kvit eller dobbelt

Mormor Maren tog plads i en polstret lænestol med en høj ryg på den anden side af bordet. Hun lod sig synke ned i den bløde stol med et forventningsfuldt udtryk. Der blev helt stille i stuen, indtil TV-værten i sit alt for kulørte jakkesæt skrålede ud af skærmen: "Det er tid til 'Kvit eller dobbelt'! Og vi har en ny deltager i studiet ... Er du klar til første spørgsmål?" Maren hørte tydeligvis ikke fjernsynet. Hun smilede sødt og iagttog afventende sit barnebarn. "Hvad er det, du gerne vil vide, kære Maya?" Maya vred sine hænder. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle begynde. Hun kiggede over på Miki, men der var ikke meget hjælp at hente. Han sad og trommede nervøst med fingrene på låret, mens hans blik flakkede rundt i stuen. "Øh, vi skal skrive en opgave om et mord, der blev begået i 1982 her i Greve," sagde Maya så. Det gav et ryk i mormoren. Smilet forsvandt, og 76


hendes øjne blev hårde. Bag de nedrullede persienner var der pludselig blevet mørkt i stuen, og den søde, smilende mormor i stolen overfor var forsvundet. Nu sad der en rynket, gammel kone med et skeptisk blik i øjnene. Det blinkende lys fra fjernsynet fik hende til at ligne et spøgelse, der glimtvis dukkede op og forsvandt igen. "Skal I skrive om dét mord?" hviskede hun så og kiggede skiftevis fra Maya til Miki. "Det var da en mærkelig opgave." Miki sagde ikke noget, men begyndte at tromme med fingrene igen. Maya sendte ham et blik, så han stoppede. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre af sine hænder, så han begyndte at fylde lakridskonfekt i munden. Maya trak på skuldrene og sendte mormoren et uskyldigt smil. "Du ved, hvordan skolen er nu om dage." "Hm, ja ja." sagde mormoren og lænede sig frem. "Jamen så er I kommet til den rette. Det er over 30 år siden, men jeg husker det, som var det i går." "Tiden er ved at løbe ud," skreg TV-værten hysterisk. "Vi skal have et svar NU!" Maya kiggede irriteret på fjernsynet, men Maren opfangede det ikke. "Det var en advokat, der hed Persson," fortalte hun. "Han var en forfærdelig person. Fuld af had!" "Det var ham, de nævnte i avisartiklen, ikke?" spurgte Maya og vendte sig mod Miki. 77


Miki blev helt overrasket og stoppede med at tygge.

Hans kinder var så fulde af konfekt, at han lignede en hamster, der samlede forråd, så han kunne kun nikke og savle. Maya himlede opgivende med øjnene. "Og det var det rigtige svar," jublede værten, mens studiet eksploderede i et lysshow af farver, der fik skyggerne i stuen til at danse en vild og uhyggelig dans. "Lad os tage næste spørgsmål." "Var han ikke ved at forberede en retssag mod en magtfuld person her i Greve?" spurgte Maya. "En magtfuld person," gentog Maren og lo hult. "Det kan man vist godt sige. Det var din farfar, kære Maya." Mayas øjne voksede til dobbelt størrelse. "Min farfar!? Hvad havde han gjort?" Miki slugte en klump konfekt, men den satte sig fast i halsen på ham. En opkastningsrefleks rev i hans halsmuskler, men han kæmpede imod for ikke at brække en halv skål lakridskonfekt op på gulvet i Marens stue. "Din farfar havde ikke gjort noget," svarede Maren. "Advokat Persson var misundelig over, at vores familie var succesrig, så han opfandt en anklage mod din farfar." "Men hvorfor var Persson så sur på farfar?" spurgte Maya. "Persson havde prøvet at få fingre i den samme byggegrund som din farfar. Der var mange penge involveret," forklarede Maren. "Og da det ikke lykkedes, skabte han 78


en sag om korruption og afpresning mod din farfar. Det var vanvittigt, og Persson var fuld af løgn." "Men var det farfar, der slog ham ihjel?" spurgte Maya. "Nej for søren da!," råbte Maren og rynkede brynene. "Persson døde på den mest besynderlige måde. Han tørrede ligesom helt ud. Nogle vidner påstod, at de havde set morderen forlade hans hus ... gennem muren. Det var helt volapyk!" "Ja, helt volapyk," gentog Maya og sendte Miki et nervøst blik. Miki smilede anstrengt. Han var helt rød i hovedet og havde tårer i øjnene af åndenød. Endelig smuttede klumpen af lakridskonfekt videre ned i halsen og landede som en bunke mursten nede i maven, og han gispede efter luft. "Ja, det er pudsigt, ikke?" råbte mormoren. "Nogle gange skulle man tro, at der var en engel, der vågede over den her familie." "Ej, nu begynder du ikke også!" afbrød Maya. "Jeg får nok englesnak derhjemme." "Ha ha, det ved jeg da godt," smilede Maren og blinkede til Maya. "Men man fandt altså aldrig morderen?" spurgte Miki, da hans åndedræt var blevet normalt. "Ikke så vidt jeg ved," svarede Maren, men blev fanget 79


af jinglen fra quizprogrammet. Hun drejede hovedet for at se det flyvende 'Kvit eller dobbelt'-logo, men vendte så tilbage. "Morderen havde vist begået andre drab. Journalisterne fandt en gammel uopklaret sag fra 1950, hvor en person var død på samme mærkelige måde. På grund af de udtørrede lig kaldte de morderen for 'Vampyren'." "Nå ja, en vampyr, der kan gå gennem mure – det er helt skørt, hø hø," grinede Miki med en anstrengt latter. "Tja," sagde Maren. "Har I fået svar på alle jeres spørgsmål?" "Det er FANTASTISK!" udbrød TV-værten og viftede med en kæmpe papcheck. "Du har nu 500.000 kroner. Tør du gå videre? Kvit eller dobbelt?" Maya lænede sig tilbage og smilede. "Det var vist det hele, mormor," sagde hun og nikkede. "Eller måske er der lige en sidste ting ..." "Hun går efter millionen! Sikke et mod. Snak lige om is i maven!" råbte det talende jakkesæt inde i fjernsynet. "Her kommer allersidste spørgsmål!" Maren smilede igen og lagde hovedet på skrå. "Hvad er så det?" "Har du nogensinde hørt om Sortblod?" spurgte Maya. "Sortblod," gentog Maren og skar en grimasse. "Det var dog et væmmeligt ord. Hvor har du hørt det henne? Altså, hvad er det for en lærer, I har, der sætter jer til 80


sådan nogle opgaver?" "Jeg har bare hørt, at det har noget at gøre med folk, der har ... øh ... specielle evner," tilføjede Maya. "Hmm, det kender jeg ikke noget til," sagde Maren og trak på skuldrene. En forfærdelig båtlyd blæste ud fra skærmen, og TV-værten sank sammen og lod den store check falde til gulvet. "Det var det forkerte svar, desværre. Det rigtige svar var B: En flagermus." Publikum sukkede, og deltageren tog sig til hovedet, mens en stor, rød knap på bordet blinkede hende op i ansigtet. TV-værten lagde en hånd på hendes skulder og trøstede den skuffede taber. Maya sukkede. Hun kunne se på sin mormors aura, at hun fortalte sandheden. Maya greb remoten og trykkede irriteret på knapperne, indtil lyden næsten var væk. Da hun lagde remoten tilbage på bordet, bemærkede hun for første gang den lille, brune konvolut, der lå på bordet. På forsiden stod der med sirlige bogstaver: Til Maya. "Hvad er det?" spurgte Maya og pegede på kuverten. "Det er vist til dig," svarede mormoren. "Jeg ved ikke, hvor den kommer fra. Den lå pludselig der på bordet, da jeg kom tilbage fra centeret. Og sikke et sammenfald at I så dukker op en halv time senere." 81


Maya sendte Miki et spørgende blik. Han trommede nervøst med fingrene, men tog sig selv i det og rakte ud efter lakridsen igen. Men tanken om endnu en lakridsbowlingkugle i halsen fik ham til at stoppe. Maya samlede den lille kuvert op med en rystende hünd.


Kapitel 11: Hjemmeværnszombien

Maya sad et øjeblik med den brune kuvert uden at åbne den. "Ja, jeg forstår ikke, hvordan den er kommet herind," sagde Maren. "Jeg er sikker på, at jeg låste døren, da jeg gik." Maya åbnede forsigtigt kuverten og tog det lille kort ud, der lå indeni. Der stod kun fire linjer på kortet, men det var alligevel det smukkeste brev, hun nogensinde havde set. Håndskriften var sirlig og kraftfuld, men samtidig elegant med svungne buer og sløjfer. Indholdet var knap så smukt: Hold dig fra Schmidt. Politiet følger drengens iPad. Skil dig af med iPad’en ... eller med drengen. Maya lagde brevet på bordet. Hun skubbede det langsomt tilbage til midten af bordet. Efter et øjeblik vendte hun 83


sig mod Miki. "Har du taget en iPad med i tasken?" spurgte hun med en stemme, der sitrede af tilbageholdt vrede. Miki blev knaldrød i hovedet. Han rejste sig og hev iPad’en op af sin taske. "Jamen det var bare, hvis vi skulle ..." "Helt ærligt, Miki," afbrød Maya. "Hvis den har et sim-kort i, så fungerer den jo ligesom en mobil. Politiet kan spore den." Miki fumlede med iPad’en og fik aktiveret skærmen. Han holdt powerknappen nede, så iPad’en slukkede. Med blussende kinder lagde han den tilbage i tasken. "Måske ved de allerede, hvor vi er," gispede Maya og kørte hænderne gennem sit tjavsede hår. "Måske ..." Men hun blev afbrudt af fjernsynet, der pludselig klippede væk fra det farverige quizstudie til en nyhedsspeaker i et gråt jakkesæt med et meget alvorligt ansigtsudtryk. Et stort landkort fyldte halvdelen af skærmen bag ham. Maya greb remoten og skruede op igen. "Vi afbryder denne udsendelse for at bringe en vigtig efterlysning," sagde den firskårne nyhedsvært og kiggede i sine noter. "I forbindelse med det forfærdelige drab, der blev begået tidligere i dag på en skole i Greve, har vi fået lov at offentliggøre et billede af den formodede drabsmand." Billedet af den gamle mand, som Schmidt havde vist 84


Maya og Miki tidligere på dagen, tonede frem på skærmen. "Hvis De har set denne mand, der er cirka 1,80 meter høj og 75 år, så kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på dette nummer. Forsøg ikke at pågribe ham, da han er ekstremt farlig, men ring til nummeret på skærmen." Billedet af Vampyren forsvandt igen, og landkortet kom tilbage. "En omfattende menneskejagt er i gang i Greve Kommune," fortsatte speakeren. "Hjemmeværnet er blevet indkaldt og samarbejder med det lokale politi og Politiets Efterretningstjeneste i forsøget på at pågribe den mistænkte. Alle 12 indfaldsveje til kommunen er spærrede, og motorvejsfrakørslerne er lukkede. Roskilde Lufthavn er midlertidig lukket for al flytrafik. Politiet beder folk i Greve Kommune om at forholde sig i ro." Landkortet forsvandt, og to nye billeder dukkede op. "Desuden vil politiet gerne snakke med to elever. Det drejer sig om Maya Ålund og Miki Sato, der forsvandt fra skolen kort efter overfaldet." Alt blod forsvandt fra Mikis ansigt, og han blev hvid som et spøgelse, da han så sit eget ansigt på skærmen ved siden af Mayas. Maya greb fat i hans arm og klemte til. "Hvad i alverden," skreg mormoren og vendte sig mod dem. "Hvad har I lavet?" Maya skulle lige til at forklare, men hun blev over85


døvet af lyden af en helikopter. Den snurrende lyd fra helikopteren hang lige over deres hoveder, som om den var ved at lande på taget. Mens de alle tre stod og kiggede op i loftet, lød der en hård banken på døren, og en dyb mandestemme buldrede gennem døren. "Vær venlig at lukke op. Det er hjemmeværnet." "De har fundet os," hviskede Maya, mens hun kiggede panisk rundt i stuen, som om hun ledte efter et gemmested. Der blev banket på igen, og Maya løb hen til døren og kiggede ud ad dørspionen. Hun fór sammen og vendte sig mod Miki. Hendes mund bevægede sig, men der kom ingen ord ud. "Hvad er der?" spurgte Miki. Maya rystede og pegede bare på døren. "Han ... han ... har ingen aura," stammede hun. Miki trådte hen til dørspionen og kiggede forsigtigt ud. En bredskuldret mand med kortklippet hår stod udenfor. Han var iklædt camouflagetøj og bar en grøn kasket. Han havde vendt sig om for at tale med sine mænd, så Miki stirrede ind i hans brede nakke. Da manden vendte sig igen, sprang Mikis hjerte et slag over. Mandens hud var helt tør og grå, og i mørket under kaskettens skygge sad et par tomme og livløse øjne. "Oh shit!" mumlede Miki og trådte et skridt væk fra døren. Maya var løbet tilbage i stuen og hen til vinduet, 86


der vendte ud mod baghaven. Persiennerne var trukket ned, men hun stak to fingre ind mellem lamellerne, så hun kunne kigge ud. Hun udstødte et gisp og trak hånden til sig, som om hun havde fået stød på persiennen. "De står også ude bagved," sagde hun og pegede ud mod haven. "Oh shit, shit," sagde Miki og tog begge hænder op til panden. Så skiftede billedet på fjernsynet igen. Denne gang viste det en gul bygning med et højt, rødt tag filmet fra en helikopter. Maren genkendte sin lejlighed med det samme. "Det er os!" gispede hun. "Oh, shit, shit, shit," sagde Miki, da han så mænd i uniform, der var samlet på begge sider af huset. Der var flere jeeps ude i gården nu, og på gaden holdt der en lastbil med et overdækket lad. En tilsyneladende endeløs strøm af soldater sprang ud fra ladet og stormede op mod huset. "Hva’ fa’en ska’ vi gøre?" hviskede Maya. Angsten fik hendes stemme til at knække over. "Vi er omringet!"


Kapitel 12: Loftløbere

Tunge slag hamrede på døren. Zombien ville ind. Miki og Maya stod stivfrosne af skræk inde i stuen. Helikopteren snurrede stadig over huset, og hjemmeværnsfolkene stod både foran og bag ved bygningen. Miki og Maya var fanget som rotter. Miki løb ud i bryggerset og kiggede op i loftet. Et smil gled over hans ansigt, og han vinkede ivrigt Maya derud. "Der er en vej ud herfra. Op!" sagde han og pegede på loftlemmen i bryggersloftet. "Ved du, hvor den fører hen?" "Op til loftkamrene," svarede Maren, der også var kommet ud i bryggerset. "De er forbundet af en lang gang, der løber over alle lejlighederne." "Genialt!" sagde Miki. "Og hvad er der for enden af gangen?" "Den ene ende slutter ved en mur," svarede Maya, der nu var med på idéen. "Men den anden slutter over viceværtens kontor." 88


Uden at sige noget skyndte Miki sig tilbage til stuen,

hvor helikopteren stadig transmitterede billeder af Marens bygning. "Se!" sagde Miki og pegede på skærmen. "Alle hjemmeværnsfolkene har samlet sig foran og bag bygningen. Men hvis vi kan komme hen til enden af bygningen, kan vi måske smutte ud fra viceværtens kontor, uden at de opdager os." "Luk venligst op, frue," lød den dybe stemme igen, endnu mere anstrengt og på kanten til at miste tålmodigheden. "Det er lederen af hjemmeværnet." Maren tøffede hen til hoveddøren. "Hvad siger De, unge mand?" råbte hun. "Er det nederen at være hjemmekværnet?" Maya sendte sin mormor en thumbs up, mens hun hev loftlemmen ned. Der sad en stige på indersiden, der foldede sig ud, idet lemmen blev trukket ned. Maya og Miki var allerede på vej op, inden den rørte jorden. Maren vinkede, og Miki nåede lige at vinke tilbage, inden han kom op i loftsrummets mørke. "De må lukke op, eller vi tiltvinger os adgang!" buldrede stemmen igen, efterfulgt af en banken der fik hele entreen til at ryste. "Nej tak, jeg har ingen madtrang," råbte Maren tilbage. Miki hev stigen op igen, den foldede sig sammen, og 89


loftlemmen lukkede i med et smæld, og med ét blev der mørkt på loftet. Maya og Miki undlod at tænde lys og famlede sig langsomt ned langs midtergangen, indtil deres øjne havde vænnet sig til mørket. Så satte de farten op og løb forbi de mange loftrum på begge sider af gangen. De kom hurtigt ned for enden til den sidste loftlem med en trappestige på. "Okay, det er her," hviskede Maya. "Dernede er viceværtens kontor." "Er han dernede?" spurgte Miki. "Hvordan sku’ jeg vide det?" hviskede Maya. "Jeg har sgu da ikke røntgensyn." Maya bøjede sig og fumlede med låsemekanismen, men kunne ikke åbne den. Miki blev utålmodig og trampede på stigen. Låsen brækkede, og loftlemmen forsvandt under han. Han nåede lige at gribe fat i Maya, før han forsvandt gennem hullet. Stigen foldede sig ud, mens Miki og Maya væltede ned ad den og landede i en bunke af arme og ben på viceværtens støvede gulv. Viceværten vendte sig forskrækket. Han havde stået med næsen presset op mod den lille rude i sit kontor for at følge optøjerne ude i gården. På bordet ved siden af ham stod et lille fjernsyn med en flimrende skærm. Maya, der var landet oven på Miki, kom først på benene. 90


"Ø-øh, hej," sagde hun. "Er det her vaskerummet?"

Viceværten krabbede sig sidelæns langs bordkanten, netop som Maya og Mikis billede dukkede op på den lille skærm. Maya hev den forslåede Miki på benene. "Han er ikke fjendtlig," hviskede Maya. "Men gør nu noget, for fa’en!" Viceværten var helt hvid i hovedet og pegede på dem med en rystende finger. "I-I ..." fremstammede han. Miki satte hurtigt fingrene mod tindingen og fangede den gamle mands blik. "Du har aldrig set os!" befalede Miki. "Du siger ikke et ord!" Maya åbnede døren, kiggede hurtigt rundt udenfor og trak i Miki. "Fri bane. Denne vej!" Viceværtens underlæbe rystede. Han knugede fingrene om bordkanten ... men han sagde ikke noget. Maya og Miki spurtede i den modsatte retning af gårdarealet, hvor det myldrede med hjemmeværnsfolk. De kom om på bygningens bagside, hvor haverne lå. Yderkanten af alle haverne var afgrænset af høje buske og træer, der skabte en naturlig mur mod et lille grønt areal, der vendte ud mod vejen. Maya trak Miki gennem buskene. De sank i knæ, da de nærmede sig Marens have. Skjult mellem buske og træstammer krøb de musestille – med tilbageholdt åndedræt – forbi de mange menne91


sker, der stod kun 2-3 meter fra dem. De kom uset forbi og satte farten op, så de hurtigt nåede udkanten af buskene, hvor vejen løb. Fra deres skjul spejdede de ud over vejen. Helikopteren hang på samme plads over huset, så deres flugtforsøg var ikke opdaget endnu. Maya klaskede Miki på skulderen. "For sej en evne, du har!" sagde hun. Miki smilede usikkert. Faren var langtfra drevet over, men jo, det føltes ret cool at have styr på tingene på den måde. Den følelse havde han ikke haft i meget lang tid. "Nå, det var ingenting," svarede han beskedent, mens han funderede over, hvor langt han mon kunne strække den her evne. En bølge af selvsikkerhed skyllede ind over ham, og han mærkede angsten blive skubbet til side og en kraftig varme sprede sig i sin krop. For første gang følte han styrken til at kunne ændre ting og måske få sit liv på ret køl igen. De sad i skjul i en busk på flugt fra politiet og hjemmeværnet. På jagt efter en morder – eller var morderen på jagt efter dem? Miki var ikke helt sikker. Men han vidste, at når han sad her og så på Mayas brune øjne og smilet på hendes læber, så var der ikke noget sted i verden, han hellere ville være. "Kom, der er fri bane," sagde Maya. "Vi løber igennem Tune-centeret – så kan de ikke se os mere ..." 92


Miki lænede sig frem og så indkørslen til centerets parkeringplads et stykke oppe ad gaden. De ville være fuldkommen ubeskyttede, mens de krydsede vejen, men hvis ingen opdagede dem, kunne de forsvinde mellem centerbygningerne og slippe væk. Uden et ord sprang Maya ud fra buskene og spurtede over på vejen. Miki væltede ud og halsede efter hende, mens han kiggede tilbage over skulderen. Ingen råb eller skrig. Bare 20 meter mere, så ville de være i sikkerhed.


Kapitel 13: AKS

Maya og Miki løb, som de aldrig havde løbet før. Tværs over Nørregade, op over fortovet og ind i buskadset ved siden af indkørslen til parkeringspladsen. Maya satte sig på knæ og støttede hænderne på jorden. Hendes tunge hang ud af munden, og Miki prustede som en flodhest. Han var sikker på, at han snart ville hoste blod op. Men lidt efter lidt kom de til hægterne og begyndte at spejde rundt. Ingen af hjemmeværnsfolkene havde set dem, og helikopteren hang urokkeligt på sin plads over Marens lejlighed. Maya smilede lettet og vinkede Miki med sig, da hun kravlede ud af busken og ind på parkeringspladsen. De sneg sig mellem de nærmeste biler, indtil de sad i skjul bag en gammel folkevogn. Miki stak hovedet op over motorhjelmen for at tjekke, om kysten var klar, men han satte sig lynhurtigt ned igen. "Dammit!" sagde han. "Der står tre af dem." Maya fik øje på de tre hjemmeværnsfolk, to mænd og 94


en kvinde, der stod og sludrede ikke langt derfra. Den ene mand hældte kaffe op fra sin termokande, mens kvinden med en urolig aura hele tiden sendte nervøse blikke mod Marens bygning. Maya skulle lige til at sætte sig, da en stor, mørkeblå varevogn med tonede ruder drejede ind på parkeringspladsen. De store, hvide bogstaver på siden af bilen fik Maya til at stivne. Miki måtte hive hende ned. "Hvad er det?" spurgte han. "Hvad så du?" Maya stirrede ned i jorden, mens hun borede fingrene ned i sine lår. "AKS," sagde hun kort.

Miki kiggede op og så den sorte bil, der standsede et stykke fra dem. AKS – Politiets Aktionsstyrke, stod der på siden af bilen. Dørene til varevognen gik op, og fem kampklædte betjente sprang ud med maskinpistoler i hænderne. De havde mørkeblå dragter på og bar sorte skudsikre veste. I bæltet rundt om livet sad der tåregasgranater, og en pistol sad i et hylster på låret ved siden af gasmasken. På forsiden af vesten sad der en radio og magasiner til maskinpistolen. De fem betjente gik hen til hjemmeværnsfolkene. En sjette betjent i almindelig politiuniform blev siddende 95


bag i vognen "De har ikke set os," sagde Miki lettet. "De er nok på vej over til lejligheden." Fra sit skjul kunne Miki se computerudstyret inde i varevognen. Dens indre var beklædt med skærme, tastaturer, mikrofoner, høretelefoner og blinkende dioder. Det var et fuldt udstyret mobilt hovedkvarter. "Lad os komme væk!" hviskede Maya og pegede over mod centeret. "Vi skal bare igennem, så er vi safe." Men netop i det sekund fik Miki en vanvittig idé. Hvis den her evne kunne bruges til noget, så ville han tage kontrol over sit liv. Og der var én bestemt ting, han skulle bruge. Og det kunne han uden tvivl finde inde i varevognen Miki krøb tættere på. "Hvad laver du?" hviskede Maya. "Kom tilbage. Er du blevet sindssyg?" "Jeg har fået en idé," sagde Miki. Han blev tiltrukket af computerskærmene som et møl af en flamme. Han var nu tæt nok på til at kunne se det snurrende AKS-logo og de store bogstaver på skærmen "AKS Database-søgning." Betjenten mumlede en besked i sin radio og rejste sig så. Han hoppede ud af vognen og gik hen til de andre, der stod foran vognen. Lige da Miki skulle til at sætte af, greb Maya fat i hans jakke. 96


"Det er for sindssygt," sagde hun. "Jeg venter ikke på

dig." Miki rev sig løs. "Der er noget, jeg skal ordne." Han løb hen og satte sig på hug bag den mørkeblå bil. Han kunne høre Mayas stemme skælve af angst. "Din idiot. De fanger dig!" Han bed sig i underlæben og kiggede sig en ekstra gang omkring. De stod stadig omme ved forenden og snakkede. Miki kravlede ind i vognen, og han vendte sig mod Maya, der sad sammenkrøllet bag folkevognen. Han gav hende et OK-tegn, men hun rev sig bare i håret og slog en knytnæve i bildækket. Miki satte sig på knæ ved tastaturet, så han kunne skæve ud ad forruden og følge omridset af betjentene ved bilens forende. Hvert tastetryk lød som et tordenskrald for ham, men betjentene udenfor reagerede ikke. Logoet snurrede, og så kom resultatet frem på skærmen. En walkie-talkie skrattede udenfor, og en aktionsbetjent svarede hurtigt. "Der sker noget derovre," sagde han til de andre og vendte rundt mod vognen. Miki kastede sig ud gennem den åbne dør i et komplet ukontrolleret rullefald og fortsatte omtumlet mod folkevognen, hvor Maja sad. Han tonsede direkte ind i hende, og de væltede begge om bag bilen, i samme sekund som betjenten trådte op bag 97


i varevognen. "Kan vi så komme af sted?" spurgte Maya utålmodigt. "Jeg venter kun på dig," sagde Miki med et skævt smil. Han kunne mærke adrenalinet pumpe gennem sin krop. En vild energi fyldte ham, og han følte sig helt høj og uovervindelig. "Jeg kunne bedre li’ dig, da du ikke var selvmorderisk," sagde Maya irriteret og krøb væk langs folkevognen. De zigzaggede imellem de parkerede biler og nåede centerets indgang. Først spurtede de forbi SuperBrugsen på hjørnet og videre ind mellem de lave, røde bygninger. Det var ved at være lukketid, og der var ikke mange kunder tilbage i centeret. Ingen lod til at bemærke de to børn, der løb igennem centeret. De kom hurtigt ud på den anden side, hvor en sti førte videre ned til parkeringspladsen ved Nettobutikken. Der var mure på begge sider af stien, og de standsede ved et lille indhug, hvor muren slog et knæk for at give plads til et lille rønnebærtræ med nogle knækkede grene. Maya stillede sig i skjul mellem træet og hjørnet i muren. Miki fulgte hendes eksempel, og her stod de begge og hev efter vejret. "Du er bindegal!" hvæsede Maya og slog Miki på skulderen, men hun kunne ikke lade være med at smile. Miki smilede tilbage, og et øjeblik efter brød de begge ud i latter. Det var en boblende fornemmelse, og latteren gav 98


Miki en fornyet tro på, at de nok skulle klare det på en eller anden måde. "Hvor skal vi så hen nu?" spurgte Miki, da de havde fået grinet af. Det var ikke Maya, der svarede, men en dyb stemme bag dem: "I skal ingen steder!" Miki og Maya snurrede rundt på stedet, og der midt på stien stod den enorme hjemmeværnsleder. Han lignede mere et uhyre end et menneske. Hans hoved var bøjet forover, og rynkerne mellem hans øjenbryn skabte en dyb fure over den brede næse. Kasketten var væk, så de tydeligt kunne se hans livløse øjne, hvis blik havde låst sig fast på dem. De var klemt inde, og for at komme væk skulle de uden om ham. "Jeg syntes nok, jeg hørte en loftlem smække, mens den gamle tosse spillede døv!" sagde han med et selvtilfreds smil. Miki og Maya stod skulder ved skulder med ryggen mod muren, mens uhyret kom nærmere. Hans arme var tykke som træstammer. Måske kunne en af dem slippe væk, men ikke dem begge. "Og viceværten var venlig nok at vise, hvilken vej I var løbet," sagde uhyret med sin ru stemme. Han standsede foran dem, lagde hovedet på skrå og slog armene ud. "Og nu er jeres lille udflugt forbi!" 99


Kapitel 14: David mod Goliat

Miki og Maya var klemt inde mellem bagvæggen af EDCejendomsmægleren og rønnebærtræet med de knækkede grene. De havde i bogstaveligste forstand ryggen mod muren. Den grå mand i camouflagetøjet kom nærmere. Han trak en lille stav fra et hylster i bæltet, og med et svirp med håndleddet foldede stavens tre led sig ud, så den forvandlede sig til en halv meter lang kampstav med en metalkugle for enden. Han tog sin walkie-talkie op til munden uden at flytte blikket fra børnene. "Jeg har dem," sagde han udtryksløst. "Hvad skal jeg gøre?" Et svar skrattede over walkien. De kunne genkende Schmidts stemme. "Pigen skal jeg bruge i live," lød stemmen. "Og hvis drengen gør modstand, så slå ham ihjel." Maya og Miki sendte hinanden et blik. Maya bed sig i 100


underlæben, og Miki følte sig pludselig helt tom indeni. Kæmpen smilede og sænkede hånden fra walkien. Han gik et skridt nærmere, mens han viftede med metalstaven. "I hørte min herre," sagde han og smilede til Maya. "Men man kan jo godt være i live, selvom man har to brækkede ben."

Maya klemte sig helt op i hjørnet. En mand som ham ville udstråle et vredt, rødt lys eller et fjendligt, blåt skær, men monsteret foran hende var helt blank. Det var, som om der var et tomrum omkring ham. Hans sjæl var borte, og han krop var blot et hylster styret af ondskab. Hun ville tage et skridt baglæns, men hendes hæl ramte muren bag hende.

Miki vendte sig og så Maya presset op mod muren. Hendes ansigt var blegt, og øjnene var opspilede. "Vi er færdige," mumlede hun. Miki bed tænderne sammen. Han satte fingrene til tindingen og vendte sig mod kæmpen. "Bliv fra os!" kommanderede han. "Lad os gå!" Monsteret slog hovedet tilbage, og en dyb latter buldrede op fra hans strube. 101


"Hvad var lige det?" spurgte han og viftede med sine

fingre omkring tindingen. "Lad os gå!" prøvede Miki igen, men kæmpen fortsatte fremad. "Det virker ikke," hviskede Maya bag ham. "Han er ikke længere et menneske!" Maya stod helt stift op imod muren og skrabede neglene mod de røde mursten, som om hun kunne kradse hul. Miki mærkede, hvordan vreden boblede i ham og fyldte ham med en ustyrlig energi. Han var ligeglad med sig selv, men det klamme kryb skulle ikke krumme så meget som ét hår på Mayas hoved. Han flåede en af de tykkeste, brækkede grene af rønnebærtræet og holdt den op foran sig som en kølle. "Så kom an, din hund," hvæsede Miki, mens han stirrede på kæmpen med sammenknebne øjne. Den store mand, der var to hoveder højere end Miki, smilede bredt. "Åh ja, kæmp endelig imod," sagde han og daskede metalstaven ned i Mikis gren. Monsteret brugte langtfra sin fulde styrke, men alligevel sitrede det i Mikis arme, mens han prøvede at holde grebet i køllen. Han måtte sætte et knæ i jorden for ikke at falde. Kæmpen grinede, så hans tørre krybdyrshud slog sprækker og skabte dybe furer omkring hans mund. Han stak tungen ud, som om han ville slikke sig om munden. 102


De vidste begge, at næste slag ville være for fuld styrke. Det ville pløje gennem Mikis fjollede gren og bore sig direkte ned i skallen på ham. Mik lod spidsen af grenen ramme jorden. Kæmpen tog det som et tegn på underkastelse og hævede køllen for at afslutte kampen. Hans blik var stift rettet mod Mikis hoved, men netop da han tog et skridt frem – i det splitsekund han var ude af balance – kastede Miki sig brølende frem. Han greb køllen med begge hænder og svingede opad med al sin styrke, som om det var det sidste, han ville gøre i denne verden. Al indestængt vrede, skuffelse og sorg blev lagt i det slag. Han slog nedefra og op. Direkte mellem benene på det gigantiske menneske. Slaget ramte klokkerent i skridtet, og 200 kilo krybdyrsmonster krøllede sammen som en afbrændt tændstik. Miki måtte kaste sig til side for ikke at blive ramt, da kæmpen foldede sig sammen med et forpint gisp. Miki vendte sig mod Maya."Kom så!" sagde han og vinkede til hende. Men hun stirrede blot på kæmpen på jorden. Hendes blik var sløret, og Miki kunne ikke få øjenkontakt med hende. "Vi er færdige," mumlede hun bare. "Kom nu, Maya," prøvede Miki igen og smilede beroligende til hende. Endelig kiggede hun op, men hun rørte stadig ikke på sig. "Maya, for fa’en, kom nu!" snerrede han og håbede, 103


den hårde tone ville vække hende. "Vi skal ..." Mere nåede han ikke, før et jerngreb låste sig om anklen på ham. Pludselig forsvandt benene under ham, og Mikis hoved hamrede mod jorden. Kæmpen rejste sig uden at slippe sit tag. Han greb fat i Mikis anden fod og svingede ham. Verden sejlede rundt i et virvar af flimrende farver, og pludselig var han vægtløs. Han fløj. Indtil murstensvæggen brutalt stoppede turen. Miki bankede ind i muren med hovedet forrest. Der lød et dunk, og han faldt til jorden som en sæk kartofler. Alting bølgede omkring ham, og alle lyde blev fjerne og forvrængede. Miki prøvede at rejse sig, men hans krop lystrede ikke. Smerten dunkede gennem hans hoved, og hans blik var uskarpt. Han fornemmede en sløret silhuet, der nærmede sig. Yderkanten af hans synsfelt begyndte at sortne. Miki holdt en bønfaldende hånd op foran sig. Ikke mere. Ikke igen. Men kæmpen stoppede ikke. Han bøjede sig ned mod Miki med fremstrakte hænder. Bare to centimeter fra Mikis hals stoppede han og kiggede overrasket op. Der lød et smæld, og den store mand væltede baglæns. Han landede på fliserne et stykke væk, men kom hurtigt på benene. Han tog sig til kæben, og selv gennem tågen kunne Miki se forbløffelsen i hans ansigt. Så trådte en mørk skikkelse hen over Miki. 104


Miki faldt sammen. Hans synsfelt blev blokeret af en blafrende, sort frakke. Hans hoved snurrede, og han ville bare lukke øjnene. Maya var reddet. Hun ville være okay nu. Mikis hoved ramte jorden, og han mærkede, hvordan al smerte forsvandt, mens han lod sig indhylle i mørket.


Kapitel 15: Vampyren

"Vågn op, Miki,’" lød en stemme i mørket. "Vågn nu op!" Miki mærkede en varm hånd på sin kind. Han åbnede øjnene på klem. En anden hånd ruskede blidt i hans skulder. Miki så direkte ind i Mayas øjne. Han kunne se en stribe fra en tåre på hendes kind. Hun smilede, da han slog øjnene op. "Ja, sådan," sagde hun og vendte ansigtet bort og råbte: "Han er vågen nu!" Miki prøvede at løfte hovedet. Det føltes, som om det vejede et ton, men han fik det løftet nok til at skimte Vampyren læne sig ned over hjemmeværnskæmpen, der lå på jorden i en underlig, forvredet stilling. Vampyrens lange, krogede fingre borede sig ned i mandens brystkasse, og det gav et ryk i hans krop. "Nej, stop!" råbte Maya og slap Mikis hoved, så det ramte fliserne med et dunk. Miki jamrede. Hans hoved føltes som en brugt boksebold, og hans krop, som om den 106


var kørt over af en damptromle. Alligevel prøvede han at rejse sig op. Maya løb hen og rev vampyren i frakken. "Ikke flere mord," skreg hun. Han skubbede hende arrigt til side, men slap sit greb i manden. "Han ville dræbe dig," sagde han hæst. "Og jeg slår ham ikke ihjel, for han er allerede død indeni, ligesom drengen i skuret." "Jeg er ligeglad," sagde Maya og pegede på Miki. "Hjælp ham op i stedet." Vampyren sendte Miki et surt blik og hævede et øjenbryn. "Skal vi absolut have iPad-drengen med?" spurgte han irritabelt. "Han er en klods om benet." "Jeg går ingen steder uden Miki," svarede Maya kort. Vampyren rejste sig med et suk, og med tre lange skridt var han ovre ved den fortumlede dreng. Den gamle mand greb fat i Miki og løftede ham uden besvær. Hele verden slog en kolbøtte igen. "Min bil holder herude," sagde Vampyren og satte i løb. Miki blev holdt i et fast greb, mens de stormede hen ad stien, der førte væk fra centeret. De nåede frem til en lille, lyserød Fiat, der holdt med åbne døre og motoren kørende. Vampyren slyngede Miki ind på bagsædet, som var han en sæk kartofler. 107


Maya satte sig ind på forsædet.

"Er det virkelig din bil?" spurgte hun og pegede på den lille Hello Kitty-figur, der hang i en rød snor fra bakspejlet. "Selvfølgelig er det ikke det," brummede vampyren og satte bilen i gear. "En dame var sød at 'låne' den til mig." Han trådte på speederen, og motoren i den lille bil fræsede som en arrig græsslåmaskine. Miki var landet med hovedet nedad, men han fik hevet sig op, netop da de passerede Tunes byskilt. "Hvor skal vi hen?" spurgte han hæst. "Vi kører tilbage til mig," svarede Vampyren kort. "Det er det eneste sted, I er sikre." "Men hvem er du?" spurgte Maya. "Hvorfor hjælper du os?" "Jeg er Sortblod ligesom dig," sagde Vampyren. "Schmidt har været efter mig i årevis." "Men hvorfor jager Schmidt så mig og Miki?" spurgte Maya. "Schmidt har opdaget, at du også er Sortblod, og han bruger dig til at lokke mig frem," svarede Vampyren. "Han ved, at jeg vil gøre alt for at passe på min familie!" "Familie!" udbrød Maya. "Hvad mener du?" "Vi er i familie, Maya," svarede Vampyren. "Jeg er din oldefar ... eller nærmere tiptiptipoldefar. Vores familie er speciel – vi har Sortblod-evner." 108


"E-er jeg i familie med en morder?" stønnede Maya.

Vampyren sendte hende et blik. "Det er mere kompliceret end som så. Jeg beskytter vores familie mod folk, der vil os ondt. Folk som Schmidt." Vampyren fumlede i sin lomme og rakte Maya en mobil. "Og apropos familie: Ring hjem til din mor," sagde han. "Hun er bekymret for dig."

Maya tog telefonen, men sad bare med den. Hun tænkte på sin mor. Deres sidste ord havde været i vrede, og efter det havde hendes mor kunnet se på TV, at Maya var involveret i et mord og var eftersøgt af politiet. Hun tastede langsomt nummeret. "30 sekunder," sagde Vampyren. "Sig ikke, hvor du er." "Det er Maya," sagde Maya, da hun hørte sin mors stemme. "Maya," udbrød moren med gråd i stemmen. "Er du okay? Hvor er du?" "Jeg er okay, men jeg kan ikke sige, hvor jeg er. Men jeg kommer snart hjem." "Kom hjem nu, vil du ikke nok? Alt skal nok ordne sig." "Jeg ved det," sagde Maya. "Men bare rolig, du havde ret hele tiden." 109


"Hvad mener du?" spurgte moren. "Ret i hvad?"

"Det, du altid har sagt," sagde Maya. "Der er en engel, der våger over vores familie." Vampyren sendte Maya et sært blik, og hun kunne se antydningen af et smil på hans læber. Maya smilede ikke. Hun kunne høre sin mor græde i telefonen. "Jeg elsker dig, mor," hviskede hun og lagde på.

"Jeg er også Sortblod," sagde Miki omme fra bagsædet. Han satte en hånd på kanten af førersædet og hev sig op i siddende stilling. "Så Schmidt er også efter mig!" Vampyren drejede hovedet og studerede Miki. Han hævede et øjenbryn. "Er du Sortblod!?" udbrød han. "Det virker usandsynligt." "Det er sandt," sagde Maya. "Miki kan styre folk med sine tanker." "Hm," mumlede vampyren. "Den har jeg ikke hørt før." Den lille Fiat fræsede ind i en rundkørsel, og Miki blev slynget rundt, så han igen endte på gulvet. De slingrede et par gange, mens Miki prøvede at hive sig op. Så huggede Vampyren bremsen i, og Mikis hoved knaldede ind i Mayas nakkestøtte, så han faldt bagover med et 110


vræl. Vampyren ignorerede drengen, der rodede rundt på gulvet og bandede højlydt. Han vendte sig i stedet mod Maya. "Så er vi tæt nok på," sagde han og steg ud af bilen. "Kom." Maya skubbede sit sæde frem og fik bakset Miki ud af bilen. Vampyren var allerede et godt stykke væk. Miki og Maya måtte småløbe for at følge med. Bilen stod stadig med motoren i tomgang og åbne døre. De var standset på den store parkeringsplads foran Greve Gymnasium. Det var en gigantisk, rød murstensbygning i tre etager – Vampyren gik den modsatte vej, som førte til Greve Svømmehal nogle få hundrede meter derfra. "Hva’ med bilen?" spurgte Maya. Vampyren kiggede ikke tilbage. "Det er lige meget." De nåede frem til svømmehallen, men gik forbi indgangen og ned langs vinduerne, hvor man kunne se alle de badende gæster indenfor. Vampyren nåede hjørnet og drejede om på bagsiden af svømmehallen. De krydsede over en hullet basketballbane og nåede til en lille jordforhøjning med en lille klynge træer. Da de nåede toppen af forhøjningen, kunne de se togskinnerne et stykke derfra. Inde mellem træerne lå der en metallem på jorden. Der sad en stor hængelås på. Vampyren kiggede sig hurtigt omkring, åbnede låsen 111


og hev den knirkende jernlåge op. "Skynd jer ind," sagde han, mens han kiggede vagtsomt rundt. Miki og Maya gik ned ad en lille betontrappe, der førte ned i mørket. Metaldøren faldt i med et smæld, og Miki og Maya stod stille i mørket. Et svagt lys blinkede forude. Vampyren gled forbi dem, hen mod lyset. Hans silhuet forsvandt ind i et rum længere fremme. Så lød der et klik, og lamperne i loftet blinkede kort, før de oplyste et betonkammer, der tydeligvis var Vampyrens hjem. Miki stirrede med åben mund på de mange gamle ting, der var stablet op overalt. Kammeret lignede en mellemting mellem et rodet lagerlokale og et museum over Greve. Gamle, gulnede landkort hang på væggene, og overalt stod der sort-hvide billeder af folk i gammeldags tøj med alvorlige ansigtsudtryk. Stakkevis af bøger fyldte hjørnerne af kammeret. Langs en af væggene lå der en stak madrasser, og ved et gammelt, ridset træbord, stod der en laset kontorstol. Bordet flød med elektronik, fjernsyn, radioer og walkie-talkier . Radioen skrattede, og de kunne høre Schmidts stemme. "Hvordan kunne de slippe væk igen!" skreg han i radioen. Hjemmeværnszombien svarede bistert. "De fik hjælp. 112


Vampyren! Han dukkede op ud af den blå luft." "I hvilken retning forsvandt de?" hvæsede Schmidt. "Jeg ved det ikke," lød svaret. "Han slog mig ud." "De er på flugt, og på et tidspunkt begår de en fejl," snerrede Schmidt. "Kom tilbage til Greve. Vi har hovedkvarter i rådhuset." "Rådhuset!" stønnede Miki. "Det er jo lige på den anden siden af gaden." Vampyren smilede og slukkede for radioen. "Vi er i sikkerhed her," sagde han. Maya var gået hen til en af de to andre gange, der førte ud af kammeret. Det var udgravede jordgange med støttebjælker, der forhindrede dem i at kollapse. "Er der mere?" spurgte Maya og pegede på udgangene. "Der er et kammer mere ved siden af. Det er soveværelset," sagde Vampyren og pegede på et gardin, der dækkede en døråbning. "Resten er udgange. En ræv må jo have flere flugtveje. Gangene fører 100 meter i hver retning, før de går op til overfladen." Miki samlede et støvet billede op. Han tørrede glasset rent. "Greve 1893" stod der nederst på billedet. En flok alvorlige mennesker stod samlet foran en bindingsværksbygning med stråtækt tag. En af dem lignede vampyren på en prik ... "Hvor gammel er du egentlig?" spurgte Miki. 113


Vampyren smilede kort. "Lad os bare sige, at jeg har oplevet en del." Han hev et par taburetter frem og satte dem foran Miki og Maya. "Sæt jer ned," sagde han. "Så skal jeg svare på alle jeres spørgsmål."


Kapitel 16: Prøven

"Hvorfor slog du Troels ihjel?" Maya lagde hårdt ud med krydsforhøret. Vampyren sad på sin kontorstol mellem de to børn. Spørgsmålet fik ham ikke til at fortrække en mine. "Troels – var det drengen fra skolen?" spurgte han. "Hans sjæl var borte. Han var Schmidts våben. Jeg stoppede blot hans lidelser." "M-men det valg kan du da ikke træffe!" udbrød Maya. "Måske kunne de redde ham på hospitalet." Kontorstolen knirkede, mens Vampyren rokkede uroligt. Han så utilpas ud. "Jeg er ked af, at du skulle se det med drengen i skuret. Men jeg havde intet valg," sagde han og kiggede på Maya. "Troels lå i baghold for at dræbe dig. Schmidt brugte dig som lokkemad, fordi han ved, at jeg beskytter min familie." Vampyren slog sig pludselig på panden og smilede. Han rejste sig og tog sin sorte frakke af og hængte den på 115


hjørnet af en reol. Han bar en hvid bomuldsskjorte og en sort vest. "Jeg har jo slet ikke præsenteret mig," sagde han og smilede. "Jeg hedder Theodor Wulff. Jeg er din oldefar ... eller rettere tiptiptiptipoldefar på din fars side." "M-men du må jo være langt over hundrede år!" sagde Maya. "Hvordan er du blevet så gammel?" "Jeg blev født i 1817 ... men efter de første hundrede år holder man ligesom op med at tælle," sagde han og trak på skuldrene. "Da jeg var barn, kørte folk rundt i hestevogne, og Greve var ikke andet end en landsby med nogle få hundrede huse!" "Da jeg fyldte 13, opdagede jeg, at jeg havde en særlig evne. Nøjagtig ligesom du har oplevet." "Ja, og som Miki," sagde Maya og vendte sig mod Miki. "Han er også Sortblod!"

Miki nikkede og rettede sig op på taburetten. Wulff sendte Miki et kort blik. "Det tror jeg nu ikke," sagde han og vendte sig mod Maya igen. "Men det er jeg," råbte Miki og rejste sig fra taburetten. Men han kunne med det samme høre, hvor barnligt det lød, så han sank tilbage på sin plads. "Jeg kan altså kontrollere mennesker med mine tanker ..." "Aha," sagde Wulff uinteresseret og gik videre med sin 116


egen historie. "Da jeg var fyldt 13, opdagede jeg, at jeg kunne suge livsenergi fra levende skabninger. Jeg startede med katte, mus og høns. Jeg turde ikke prøve på et menneske. Jeg var 30 år, da jeg for første gang slog et menneske i hjel. Det var et uheld. Jeg blev vred og kunne ikke styre mine kræfter. I mange år efter brugte jeg slet ikke min evne. Men jeg havde oplevet suset ved at opsuge en andens livsenergi, og som årene gik, kunne jeg se, at jeg ikke ældes lige så hurtigt som andre. Jeg har stadig brug for føde, men min evne giver mig mulighed for at forlænge mit liv … ved at tage andres! De første mange år var folk imponeret over mit ungdommelige udseende, men så vendte stemningen. Jeg var over 80, men lignede en på 30. Mine naboer blev bange for mig, og stemningen i byen blev uhyggelig. En nytårsnat 1916 samledes folk for at hænge mig. De blev anført af provst Møller, der mente, jeg havde indgået en pagt med Djævelen. De jagtede mig over markerne, og jeg søgte tilflugt på et gods, der hed Gjeddesdal. Alt gik galt den nat, og godset brændte. Jeg slap ud af flammerne, men folk troede, jeg var omkommet i ilden – og jeg lod dem blive i troen. Fra den dag af gik jeg under jorden. To uger senere begik provst Møller selvmord." Her smilede Wulff skævt, og det løb Miki koldt ned ad ryggen, da han forestillede sig Vampyren trænge gennem 117


væggen til provstens bolig og udføre sit koldblodige mord. Wulff ventede ikke på, at Mikis indre film skulle spille færdig. Han fortsatte sin fortælling: "I årene efter Første Verdenskrig delte jeg retfærdighed ud til Gullaschbaronerne i Greve. Gullaschbaronerne kaldte man de folk, der havde gjort sig rige på Første Verdenskrigs nød. De havde solgt gullasch til tyskerne og tjent stort på det. Det var landsforræderi at mætte fjenden. Og i årene efter krigens slutning hjalp jeg flere af dem med at begå selvmord." Maya tog sig til hovedet. "Men du kan da ikke bare gå rundt og myrde folk. Kunne du ikke melde dem til politiet ... eller noget?" Wulff rystede på hovedet. "Gullaschbaronerne var der ingen, der savnede," sagde han. "Og jeg vendte mit blik mod familien og folkene omkring os. Jeg besluttede mig for at bruge mine evner til at beskytte min familie mod ondskab og modstand. Efter at gullaschbaronerne var ryddet af vejen, opstod der et tomrum i forretningslivet i Greve. Jeg greb muligheden og sørgede for – i skjul selvfølgelig – at hjælpe min familie på vej til rigdom og magt i Greve. Man kan opsamle meget information, når man ikke behøver at gå ind ad hoveddøren hos folk." "Det var det, du gjorde i boldskuret. Det der med at gå gennem vægge og mure," udbrød Miki. "Men hvordan kan 118


det være, at du har TO evner?" "Ja, det er lidt af et tilfælde," smilede Wulff. "Det med murene har jeg ikke altid kunnet. I 1888 dræbte jeg – uden at vide det – en anden Sortblod, og da jeg opsugede hans liv, fik jeg ikke blot hans livsenergi, men jeg overtog også hans evne til at gå gennem mure. Alle slags materialer faktisk, på nær metal." "Det er sindssygt," sagde Miki og rullede med øjnene.

"Men hvad med Schmidt?" spurgte Maya. "Hvorfor er han ude efter vores familie?" Wulff trak på skuldrene. "Af en eller anden grund har han set sig gal på Sortblod. Schmidt har arbejdet sig op til toppen af efterretningstjenesten, og han har gjort det til sin personlige mission at udrydde folk med specielle evner. Folk som os." "Men hvorfor gjorde han så det med Troels?" spurgte Maya. "Troels var ikke Sortblod, vel?" "Nej," svarede Wulff. "Men Schmidt er blevet sindssyg. I sin søgen efter Sortblod har han fundet et våben, der dræber folks sjæle og gør dem til hans tjenere. Han brugte det på Troels – og senere på hjemmeværnsmanden. Schmidt skyr ingen midler i sit forsøg på at udrydde os." "Så Troels var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," sagde Miki lettet. "Det har altså ikke noget 119


med mig at gøre ..." "Hvad mener du?" spurgte Wulff. "Det her handler om Maya. Det er hende, Schmidt er ude efter, ikke dig." Miki slog blikket ned og rødmede. Maya kom ham til undsætning. "Har der været andre Sortblod i vores familie?" spurgte hun. "Ja," sagde Wulff. "Der har været et par stykker. Hver anden eller tredje generation fødes en Sortblod. Der har været fire i den tid, jeg har levet. Din tiptipoldefar kunne flytte genstande med tankens kraft, og din oldemor kunne læse folks tanker. Ingen af dem havde evnen til at forlænge deres liv, så de er alle døde af alderdom. Hvad er din evne?" Maya rømmede sig. Hun kiggede kort på Miki og fortalte så for kun anden gang i sit liv om sin evne. "Jeg kan se, om folk vil mig noget godt eller ondt. Jeg kan se folks aura som en form for lys omkring alle mennesker, jeg kommer i kontakt med!" Wulff hævede et øjenbryn og nikkede. "Hmm. Det er meget nyttigt," sagde han. "Jeg er ikke stødt på den før, men jeg ved, hvad det vil sige at være Sortblod, så måske kan jeg hjælpe dig med at kontrollere din evne." Maya lyste op i et smil. "Det ville være fedt," sagde hun og vendte sig mod 120


Miki. "Og måske kunne du undervise os begge to. Miki har heller ikke helt styr på sin evne endnu." "Nå ja, Mikis evne. Lad os lige få afgjort det én gang for alle," sagde Wulff og begyndte at rulle sit ene ærme op. "Kom herhen, dreng – lad os tage en prøve!"

Miki rejste sig nervøst og gik hen mod den gamle mand. "Tilgiv mig, men jeg bliver nødt til at gøre det her," sagde Wulff og satte en kroget hånd på Mikis skulder. Det gav et sug i Mikis krop, som om der sad en kæmpe støvsuger på hans skulder. Han stivnede som en pind, mens smerte og kulde bredte sig i hans krop. Han ville skrige, men kunne ikke. Men det kunne Maya til gengæld. "Nej, lad ham være," skreg hun og sprang op, men Wulff slap grebet med det samme. "Bare rolig," sagde han. "Jeg gør ham ikke noget. Jeg skulle bare mærke hans energi og se, om han var Sortblod." Wulff rullede ærmet ned igen. "Men jeg havde ret," sagde han og nikkede. "Den dreng har absolut ingen specielle evner!"


Kapitel 17: Evner eller ej

Miki stod med armene over kors og holdt om sig selv. Hans læber var blå ,og hans tænder klaprede. Der gik et stykke tid, før han kunne røre på sig igen. "Hvad mener du med, at han ingen evner har?" spurgte Maya. "Jeg har set ham gøre det!" "Det tvivler jeg på," sagde Wulff. "Han har enten været heldig eller selv fået tingene til at ske. Han er i hvert fald ikke Sortblod. Det er helt sikkert." Miki var lige blevet tappet for energi, frosset til is, og nu fik han dødsstødet. Han bøjede sig forover og faldt stønnende til jorden. Maya var over ham med det samme, men han skubbede hende væk. "Lad mig være," råbte han og slog hendes hånd væk. Han kravlede hen over gulvet og trak sig op på en madras i hjørnet. Den lille spire af håb for fremtiden, som var vokset frem i hans liv de sidste par dage, var blevet knust i ét enkelt dræbende slag, og Miki var blevet sparket tilbage 122


i det mørke af håbløshed, han havde levet i de sidste mange måneder. Han krøllede sig sammen med ryggen mod de andre.

Wulff rejste sig upåvirket og rakte ud efter frakken. "Nu, hvor I er i sikkerhed," sagde han, "så kan jeg fokusere på at fjerne truslen mod vores familie." Maya kom lynhurtigt på benene, mens Miki stadig sad sammenkrøbet i hjørnet og rokkede frem og tilbage. "Hvad mener du?" spurgte hun. Wulff kiggede på hende, som om han ikke forstod spørgsmålet. "Schmidt, selvfølgelig. Han er en trussel mod vores familie. Og han skal stoppes." "Og hvordan har du tænkt dig at gøre det?" spurgte Maya. "Vil du slå ham ihjel?" "Naturligvis!" svarede Wulff med en iskold stemme. Han tog et skridt frem mod Maya, og hun gik to skridt tilbage. "Schmidt er en galning. Han har myrdet Troels, hjemmeværnsmanden, og han prøvede at myrde dig. Jeg er familiens beskytter – og tro mig, unge dame – de folk, jeg har skaffet af vejen, har heller ikke spillet efter reglerne. Hvis du tror andet, er du naiv!" "Det kan godt være, jeg er naiv," sagde Maya. "Men 123


man kan ikke bare slå folk ihjel, som man har lyst til." Wulff standsede brat. Han svarede ikke, men lukkede munden med et klak! Hans ansigt formørkedes, og han svingede frakken på som en sort, dyster kappe og forsvandt ind i mørket. "Nej, vent," råbte Maya. "Vil du ikke nok vente. Det har været en sindssyg dag, og jeg kan ikke klare mere." Tårerne trillede ned ad hendes kinder. Wulff trådte tilbage i lyset. Hans hårde facade smeltede, da han så den grædende pige. "Men jeg gør det jo for din skyld," sagde han. "Hvis du gør det for min skyld," snøftede Maya, "så lad være for min skyld. Jeg kan ikke klare flere drab lige nu." "Hmm. Ja, det kan vel vente en dag," sagde han og trak en madras frem til Maya. "Vi snakker om det i morgen." Wulff gik ind i det lille kammer bag forhænget. "Få jer noget søvn. Godnat." Maya åndede lettet op. Hun havde købt dem noget tid. Maya trak sin madras hen ved siden af Miki og lagde en hånd på hans skulder. "Vi må sætte en stopper for alle de mord!" "Lad mig være," vrissede han og rykkede skulderen væk. Maya lod Miki ligge, indtil hun kunne høre, at hans åndedræt fandt tilbage i en roligere rytme. 124


"Det har godt nok været en vild dag, hva’?" forsøgte

Maya. "Men vi er et godt team." "Hold nu op," hvæsede Miki. "Du hørte ham jo. Jeg kan ikke en skid." "Nej," sagde Maya og ruskede i ham. "Det er jo præcis det, jeg mener. Du kan jo ikke en skid. Du har ingen specielle evner."

Miki kiggede op. Han troede, hun gjorde nar af ham, men da han vendte sig om, kunne han se, at hun var dødsensalvorlig. "Tænk en gang over det," fortsatte hun. "Alt det, du har udrettet i dag – uden at kunne en skid!" "Hvad mener du?" spurgte Miki. "Hvem kastede sig frygtløst over Vampyren, første gang vi så ham? Og hvem var det, der fik os ud af Marens lejlighed?" spurgte Maya retorisk. "Det gjorde du! Loftlemmen var din idé. Og hvem tæskede løs på et zombiemonster, der var tre gange hans egen størrelse?" Miki smilede ved tanken om den umulige kamp, der nær havde kostet ham livet. "Det gjorde du," sagde Maya. "Du får idéer, og du har mod som ingen anden, jeg har mødt. Miki slog blikket ned. Der sad stadig en tåre på hans ene kind. 125


"Tja, det er måske rigtigt," sukkede han. "Men jeg ville

gerne have haft en evne, så jeg kunne ændre mit liv." Maya satte en finger under hans hage og løftede hans ansigt, til de fik øjenkontakt. "Det har du jo vist i dag," sagde hun og tørrede tåren væk fra hans kind. "Du har evnen til at gøre en forskel." Miki smilede. "Mener du det?" "Ja," svarede Maya, "Men kun hvis du holder op med at tude, det er totalt uncool, når drenge tuder." Miki grinede. "Din heks!" "Læg dig til at sove," sagde Maya. "I morgen skal vi have afsluttet det her, og du skal være veludhvilet, for vi får brug for alle dine bedste idéer og alt dit mod!" Miki lagde sig ned igen. Denne gang med et smil på læberne. Maya havde ret. Han havde udrettet nogle vilde ting. Måske var han ikke helt uden evner alligevel, altså bare ikke af den overnaturlige slags. Den intense dag vældede ind over ham, og med ét mærkede han trætheden lægge sig over ham som en tung dyne. Der var varmt i hulen, og han kunne høre Mayas åndedræt ved siden af sig. Det var beroligende, og efter to minutter faldt han i søvn.

Men Maya kunne ikke sove.

126


Miki blev rusket vågen. Han var stadig halvt i drømmeland, da han hørte Wulffs hidsige stemme: "Hvor er hun?" "Hvor er hvem?" mumlede Miki og gnubbede sine øjne, indtil det gik op for ham. Maya! Med ét var Miki lysvågen. Han kiggede rundt i rummet. Madrassen ved siden af ham var tom. Maya var ingen steder at se. Et stykke papir knitrede, og Miki løftede papirlappen op, der havde ligget under hans hånd. Den bar Mayas håndskrift: For mange mord. Det må stoppe. Jeg overgiver mig. M.


Kapitel 18: Overgivelse

"Åh nej, hun har overgivet sig," sagde Miki. "Vi må få hende tilbage med det samme!" Wulff svarede ikke. Han kløede sig på hagen, mens han gik rundt om sig selv i det lille lokale. "Det er mig, Schmidt er ude efter. Forstår hun ikke det?" mumlede Wulff ud i luften. Miki var ikke sikker på, om han skulle svare. "Eller har hun bevidst valgt at forråde sin familie ... og forråde mig?" Den gamle mand vendte sig mod Miki med et anklagende blik. Miki skyndte sig at ryste på hovedet. "H-hun ville aldrig forråde sin familie," fremstammede han. "Hun vil bare ikke have flere mord!" Wulff kneb øjnene sammen. Han så ikke ud, som om han hørte efter. Hans blik gled op og ned ad Miki, som om han overvejede, hvad han skulle stille op med drengen. Det kølige, undersøgende blik fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Miki. Først nu gik det op for ham, at Maya 128


faktisk havde efterladt ham alene med en seriemorder. "Schmidt sagde, at de havde sat hovedkvarter op på rådhuset," tilføjede Miki i et forsøg på at gøre sig nyttig. "Det er ikke langt herfra. Jeg kan tage derover og hjælpe hende!" For at bevise sin handlekraft rakte Miki ud efter sin jakke, der hang på en reol. Da han stak armen i ærmet, mærkede han et sæt kolde fingre omkring sin hals. Miki vendte sig med et ryk, og Wulff strammede grebet. Kulden spredte sig i Mikis krop, og det var, som om hans lemmer frøs til is. "Hvor tror du, du skal hen?" spurgte Wulff sammenbidt. Miki prøvede at rive sig løs, men hans arme lystrede ikke. Wulffs greb var som en jernklo, og han løftede Miki op fra gulvet i én arm. Miki ville sparke og spjætte, men hans krop var frossen som et istap. Så knasede radioen på det lille træbord i rummet. "Theodor Wulff. Vi ved, du lytter med på politiradioen ... " Wulff stivnede. Miki mærkede grebet løsne sig en smule, og kulden trak sig tilbage. Miki benyttede lejligheden til at rive sig fri. Wulff lod ham dumpe ned på gulvet. "Det er politikommissær Schmidt her," lød Schmidts stemme i radioen. 129


Wulff vendte sig mod bordet og greb radioen. Han

tog den op til munden, men svarede ikke. Miki samlede sin jakke op fra gulvet og løb mod trappen, der førte op i friheden. I rummet bag sig hørte han Schmidts hvislende stemme i radioen. "Vi har noget, du gerne vil have ..." Den friske morgenluft fyldte Mikis lunger. Den gav ham et ekstra skud energi. Han var fri af den kvælende luft i Vampyrens betonhule. Han standsede et øjeblik, da han nåede toppen af den lille forhøjning, der skjulte Vampyrens hule fra svømmehallen. Et tidligt morgentog rumlede forbi på skinnerne bag ham. Månen var stadig oppe, men himlen lysnede svagt i horisonten. Fuglene kvidrede i træerne, og der var ikke et menneske at se. Ikke så underligt. Klokken måtte være omkring fem-seks stykker om morgenen. Miki løb om til forsiden af svømmehallen, forbi parkeringspladsen og videre ned til rundkørslen, der førte over til gymnasiet. Byen var en ren spøgelsesby på det her tidspunkt. Miki havde aldrig løbet rundt midt i Greve uden at se et eneste menneske. Han følte sig pludselig meget alene. Hvor ville han gerne lige kunne gribe ud efter Maya. Se hendes smil og finde styrke i hendes sejhed. Han følte sig som en kujon, da han kom til at tænke på, hvordan Maya måtte have det, helt mutters alene blandt en hær af betjente og en vanvittig Schmidt, der 130


hadede hende og hendes familie. Miki satte farten op. Han spurtede over Holmeagervej, og et øjeblik senere stod han på parkeringspladsen, hvor de havde efterladt den lille, lyserøde bil, men den var ingen steder at se. Pladsen var tom. Miki fortsatte op ad rampen, der førte op til pladsen foran rådhuset. Han kunne skimte politibilerne deroppe, da tvivlen ramte ham som et ton mursten. Han var på vej til at melde sig selv til politiet. For blot et par dage siden havde hans største frygt været at gå 7. klasse om. Nu fyldtes hans hoved med billeder af politibiler, retssale, grædende familiemedlemmer og dunkle fængselsceller. Et ekstra år i 7. klasse virkede pludselig som en sommerudflugt i forhold til, hvad der ventede ham. Han hørte råb længere oppe fra rampen. "Det er ham!" lød en stemme, og pludselig vrimlede skikkelserne frem mellem politibilerne. "Stå stille, og ræk hænderne op!" Miki standsede og rakte hænderne op. Hans krop rystede, da de smækkede håndjernene på ham. Betjenten strammede dem til, så det kolde stål gnavede sig ind i hans håndled. Miki kæmpede ikke imod, da de førte ham ind i rådhuset. Han havde aldrig nogensinde været inde i den gigantiske glasbygning, og han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han ville besøge rådhuset lagt i håndjern 131


og eskorteret af fire betjente. Miki blev skubbet ind gennem dobbeltdørene til det store lokale, hvor Schmidt sad bag et skrivebord i midten. Rummet var et mødelokale oplyst af store lysekroner, men alle bordene og de polstrede kontorstole var skubbet sammen i en kæmpe klynge bagest i lokalet. På væggen bag de stablede borde kunne Miki skimte Greves blå våbenskjold med den karakteristiske hvide Hedeboknude. Hele den modsatte langside af rummet bestod af vinduer. Gardinerne var trukket for i den fjerne halvdel af rummet, men bag Schmidt var der fuldt udsyn over hele Greves centrum. "Miki," skreg Maya, der sad ved siden af Schmidts bord. Hun sprang op, før Schmidt kunne gribe hende, og løb hen mod Miki med fremstrakte arme. Hun havde også håndjern på. En af betjentene trådte ind foran Miki og greb Maya og trak hende til side. "Slip hende!" skreg Miki og prøvede at rive sig løs. Men to betjente holdt ham fast. "Hvad laver du her?" spurgte hun. Hendes øjne var blanke, og Miki så en tåre trille ned ad kinden. "Jeg er kommet for at befri dig," svarede han. Maya snøftede, men begyndte alligevel at grine mellem hulkene. "Hvordan synes du selv, det går?" spurgte hun og 132


kiggede på hans håndjern. Miki trak på skuldrene og prøvede at virke modig. "Bare rolig," sagde han og blinkede. "Du ved, jeg har en særlig evne." "Okay, nok small talk," sagde Schmidt og viftede utålmodigt til en af betjentene. "Stil dem ved vinduet, så han kan se hende." De to fanger blev gennet over til vinduet. "Jeg er glad for, du kom," sagde Maya. "Wulff har snakket med Schmidt, men jeg ved ikke, hvad der sker." "Wulff blev rasende," svarede Miki. "Han forsøgte, at ..." Men da han så ind i Mayas sørgmodige øjne, stoppede han. "Han vil gøre alt for at beskytte dig," sagde han i stedet. De vendte sig i tavshed mod vinduerne. To etager under dem lå det åbne areal foran rådhuset, hvor politibilerne og AKS-vognen holdt. Udsigten var perfekt heroppefra – man kunne se flere kilometer væk. De kunne se gymnasiet, Greve-centeret og svømmehallen helt ovre på den anden side af rundkørslen. Det var helt skørt at tænke på, at Vampyrens hule lå lige bagved. Miki gøs. Han turde ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis han ikke var stukket af. Og hvilken vanvittig plan var Vampyren ved at udtænke nu? Ville han komme 133


springende gennem en mur og slå dem allesammen ihjel? Miki mærkede Mayas skulder mod sin, og igen følte han en sælsom styrke fylde ham. Angsten blev trængt tilbage. Den virkning havde hun på ham. Hele verden kunne styrte sammen, men hvis hun blot stod ved siden af ham, kunne det af en eller anden grund ikke gå helt galt. Miki kiggede ud over byen. Himlen var begyndt at blive rødlig ude i horisonten. Solen var på vej. Han smilede til Maya, men hun stivnede pludselig. Hendes øjne var stift rettet mod et punkt lige fremme. Miki fulgte hendes blik. Det tog et stykke tid, før han opdagede skikkelsen, der var kommet til syne for foden af rampen. Det karakteristiske hvide hår og den lange, sorte frakke. Maya greb fat i hans arm. Vampyren gik langsomt op ad rampen til rådhusets indgang. Hans skuldre var slunkne, og hans skridt var tunge. Han blev hurtigt omringet af AKS-betjente, der virkede ængstelige og blev ved med at råbe aggressive ordrer, selvom Vampyren ingen modstand gjorde og blot rakte armene langsomt i vejret. Schmidt kom hen til vinduet. Og betjentene, der havde ført Miki op, gik også hen og kiggede ned på scenen, der udspillede sig to etager under dem. Schmidt sukkede højlydt og satte håndfladerne op på ruden. Da håndjernene blev spændt fast omkring 134


Vampyrens håndled, lænede Schmidt panden mod glasset og lukkede øjnene. "Dødens engel i håndjern," hviskede han. "Endelig. Endelig er jagten forbi."


Kapitel 19: Aftalen

De to dobbeltdøre til mødelokalet blev slynget op med et brag. Wulff væltede ind i lokalet. Han var lige ved at snuble, da han ikke kunne holde balance med hænderne i håndjern. Det gav et sug i Maya, da hun så ham igen. Den gamle mand genvandt hurtigt balancen og rettede sig op. Han ignorerede alle andre i rummet og stirrede direkte på Maya. "Er du så glad?" spurgte han iskoldt. "Du har opgivet kampen, svigtet familien." "Jeg har ikke svigtet min familie!" svarede Maya og mødte Wulffs blik. Hun kæmpede for at holde sin stemme rolig. "Jeg har hjulpet med at fange en morder." Wulffs krop sank sammen. Det var, som om ordene slog luften ud af den høje mand. Han bukkede hovedet og lod skuldrene synke. "Forstår du ikke," sukkede han, "at når de har fanget mig, kommer de efter dig og resten af familien. Det stopper aldrig. Schmidt spiller ikke efter reglerne!" 136


"Det må stoppe her." sagde Maya. "Alt det myrderi. Det må få en ende!" "Uha, sikke dog et familiedrama," grinede Schmidt. "Er det sådan, I snakker hjemme ved spisebordet, om korruption, mord, bestikkelse. Om hvem der skal ryddes af vejen næste gang?" Maya tav, og Schmidt trådte ind foran hende. Han var næsten et hoved højere end Wulff og kiggede på den gamle mand med afsky i blikket. "Du har levet i din egen forrykte verden for længe, Theodor Wulff," sagde Schmidt. "Men nu er det slut!" "Sæt nu bare Maya fri," svarede Wulff. "Hun har ikke gjort noget." "Har hun ikke gjort noget?" sagde Schmidt og hævede et øjenbryn. "Hun er din familie. Hun er Sortblod." "Det er ikke forbudt at være Sortblod," snerrede Maya. "Du har ingen ret til at forfølge os." Schmidt snurrede rundt på stedet. "Har jeg ingen ret?" sagde han. "Jeg har al mulig ret. Jeg var kun 12 år, da jeg fandt min farfar død på sit kontor. Hans krop var drænet for væske, og huden var suget ind til knoglerne." Maya gispede. "Advokaten. Var Persson din farfar?" "Ja," svarede Schmidt og slog blikket ned. Maya kiggede på Wulff, men han så lige så overrasket ud, som hun selv var. 137


"Persson ville sagsøge min farfar," sagde Maya, "fordi

han havde tabt kampen om en byggegrund!" "Ha!" udbrød Schmidt og løftede blikket. Han tog et skridt frem mod Maya, og hun trådte automatisk et skridt tilbage. "Du har vist kun hørt den ene side af historien. Persson havde opdaget, at din farfar havde bestukket og afpresset byrådet, så han kunne få den byggegrund, han var ude efter. Din farfar nægtede alt, men Persson havde beviser mod ham." Schmidt vendte sig mod Wulff og sendte ham et blik, der ville have fået alle andre til at krympe. "Vampyren her fandt ud af, at Persson havde beviser, der ville fælde din farfar, og så blev han nødt til at 'beskytte' familien, som han havde gjort så mange gange før." "M-men ..." Maya stammede og kiggede over på Wulff. "Er det sandt?" Wulff svarede ikke, og hans mudrede aura var umulig at aflæse. Men den begyndte at blafre voldsomt, og Maya vidste, at Schmidt talte sandt. "Det var Vampyren, der fik mig til at blive politimand," fortsatte Schmidt. "Med speciale i seriemordere. Jeg har jaget ham hele mit liv! Jeg har kendskab til otte mord, som dette væsen har begået, og det er bare dem, vi har kendskab til." 138


Schmidt pegede anklagende på Wulff.

"I 1915 blev sergent Viggo Jensen fundet død i sin celle i kasematterne i Greve. Han var indlogeret hos jeres familie og forelskede sig i din tipoldemor, selvom han allerede havde en familie i Jylland. Og det går jo ikke." Schmidt trådte hen foran Wulff igen og slog ud med armene. "Efter krigen begik gullaschbaronen Vilhelm Jensen selvmord, og jeres familie overtog hans forretning. Et heldigt sammenfald ...?" Schmidt knugede næverne og vendte sig mod Maya. Hans ansigt blev mørkt, og hans stemme lød som et knurrende rovdyr. "I 1982 døde min bedstefar, da han ville afsløre for verden, hvor korrupt og kriminel jeres familie er. Jeres 'beskyttende engel' har myrdet sig igennem de sidste hundrede år. Og når jeg er færdig med ham, bliver han spærret inde, og nøglen bliver smidt væk ... og det bliver ikke i en fængselscelle, han blot kan spadsere ud af. De myrderier stopper i dag." Maya slog blikket ned. "Jeg ved det," sagde hun. "Hvorfor tror du ellers, jeg er her?" "I har specielle evner i jeres familie!" sagde Schmidt og overhørte Maya. "Og derfor tror I, at I kan opføre jer, som det passer jer." 139


Schmidt pustede sig op. Han svingede vildt med ar-

mene, og hans øjne flakkede under de rynkede øjenbryn. "Du er måske uskyldig nu, men om 10-20 år bliver du ligesom ham. Hele jeres familie skal stoppes. Og mit arbejde er ikke forbi, før I alle er væk!" "Vi er ikke alle ens," udbrød Maya. "D-du er jo gal!" "Gal?" råbte Schmidt og spilede øjnene op. Han tog tre lange skridt og lænede sig ned over Maya. Hun bøjede sig baglæns, men ramte ruden bag sig. "Jeg er ikke gal," råbte Schmidt. "Jeg er de almindelige menneskers beskytter ... jeg er deres værn mod galninge og mordere som jer!" Maya stod presset op mod ruden. Hun stirrede på Schmidts vilde udtryk uden at sige noget. En af betjentene rømmede sig. Schmidt blinkede med øjnene, som om han vågnede efter en trance. Han kiggede på betjenten, som var han vokset op af gulvet. "Hvad skal vi gøre med dem?" spurgte betjenten. "Før ham bort," sagde Schmidt og nikkede mod Wulff. Betjentene fra aktionsstyrken greb fat i Vampyren. En af dem holdt en lang jernstang med en rebløkke for enden, sådan en, man bruger til at holde en bidsk hund. Han lagde løkken om halsen på vampyren og strammede til. Wulff snerrede, da metalsnøren bed i hans hals. Betjenten trak i stangen, så det gav et ryk i Wulff, men han flyttede sig ikke. Han vendte sig trodsigt mod Schmidt, 140


og betjentene hævede våbnene. "Vend dig om!" råbte en af dem, men Wulff ignorerede dem. "Vi har en aftale," sagde Wulff og så Schmidt i øjnene. "Du lader pigen gå!" Schmidt kiggede på Wulff og hævede et øjenbryn. "Du må have misforstået," sagde han med et overlegent smil. "Jeg indgår ikke aftaler med mordere!"


Kapitel 20: En stribe af sort blod

"Din løgner," skreg Wulff og prøvede at rive sig løs. "Hvis du bryder dit løfte, river jeg hjertet ud på dig." Betjenten strammede løkken om Vampyrens hals, og metaltråden gnavede sig ind i huden og lavede mærker på tværs af halsen. "Og hvordan har du helt præcist tænkt dig at gøre det, gamle mand?" spurgte Schmidt hoverende. "Din tid er forbi." Han vendte sig mod betjenten, der holdt fast i løkken. "Før ham ned i bilen, og kør ham til Rigspolitiet. Opbevar ham i celle 18. Den slipper han ikke ud af." Schmidt trådte hen og holdt dørene for betjentene, der gennede Wulff ud. De var fire mand til at føre ham af sted. Pludselig stoppede Wulff. Han vendte sig med besvær mod Maya, der stadig stod henne ved vinduet. "Det op til dig nu, Maya." sagde han. "Du må beskytte familien fra nu af." Endelig fik betjentene skubbet ham ud af balance, og 142


de trak ham ud af lokalet, før Maya nåede at svare. To kampklædte AKS-betjente stod vagt uden for lokalet, og Schmidt bjæffede en kommando til dem. "I to venter her. Og sørg for, at ingen forlader lokalet, før jeg er tilbage." Schmidt fulgte efter Vampyren, men da han var kommet uden for mødelokalet, vendte han sig om og greb fat i de to døre. Han smilede til Maya. "Tak for hjælpen, Maya," sagde han. "Nu har jeg vist ikke længere brug for dig." Dørene lukkede i, og Miki og Maya var alene i det store, halvtomme lokale. De stod begge helt stille og fulgte lydene ude fra gangen. Maya trak vejret dybt, og hendes blik flakkede rundt. Efter et øjeblik fangede Miki et glimt af bevægelse nede på pladsen og vendte sig om. Betjentene skubbede Wulff hen mod AKS-vognen, mens Schmidt spadserede triumferende bag dem. Maya greb haspen på vinduet. Det var besværligt med håndjernene på, men hun fik skubbet vinduet op. Hun lænede sig frem, som om hun ville råbe noget ... men hun stoppede. Wulff kiggede bagud og fangede hendes blik. Hans hårde facade var væk. Der var hverken vrede eller anklage i hans blik. Kun bekymring og sorg. Maya greb fat i Miki. Hendes øjne var blanke, og hendes stemme rystede. "Har jeg gjort det rigtige?" spurgte hun med 143


skælvende underlæbe. Miki tøvede. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Men så faldt Maya ham om halsen, så han kunne mærke håndjernenes kolde stål mod sin hals. Hun begyndte at græde. Miki holdt hende, og lod hende græde. Hele hendes krop rystede, og han prøvede at klappe hende beroligende. Men han havde aldrig holdt en pige i sine arme før, så han vidste ikke helt, hvordan man trøstede sådan en.

"Maya Ålund?" lød en stemme pludselig fra mørket i hjørnet af lokalet. Ud af skyggerne mellem de opstablede borde trådte en spinkel kvinde klædt i sort. Det gav et sæt i Miki, og Maya trak sig fri og vendte sig. "Ja?" svarede Maya overrasket, mens hun betragtede kvinden, der nærmest gled hen over gulvet. "Hvem er du?" Kvindens isnende kolde aura fik hårene til at rejse sig i nakken på Maya.

Uden at svare trak kvinden en pistol fra et skulderhylster under jakken og sigtede på Maya. Og før nogen af dem nåede at reagere, trykkede hun af. Skuddet slyngede Maya tilbage. Hun knaldede ind i vinduet bag sig og faldt 144


til jorden. Miki greb ud efter hende, men hun sank sammen som en kludedukke, fuldkommen livløs. Miki kastede sig på knæ og fik fat i hende. Hendes ansigt vendte væk fra ham, og han lagde forsigtigt en hånd på hendes kind og drejede hendes hoved. Mikis mave sugede sig sammen, og hans muskler stivnede, da han så det dybe hul i Mayas pande, hvor kuglen var gået ind. En dråbe trillede ud af såret og trak en stribe af sort blod ned over Mayas ansigt.


Kapitel 21: Vampyrens offer

"Hvad har du gjort!?" skreg Miki til kvinden ... men hun var forsvundet. Og bag de opstablede borde smækkede en dør, som Miki ikke tidligere havde lagt mærke til. Dobbeltdøren gik op, og de to kampklædte betjente løb ind. De spejdede hurtigt rundt, men fandt ingen farer. Så de vendte sig mod de to børn ved vinduet. "Maya!" græd Miki og trak hende helt tæt til sig. Tårerne trillede ned ad kinderne på ham. Han knugede hendes frakke og rokkede hende frem og tilbage, som om han vuggede et barn. "Hvad er der sket!?" spurgte den ene af betjentene og nærmede sig Miki. "Pas på," sagde den anden. "Måske er det et trick." Den første betjent standsede brat og pegede sin pistol mod Miki. Men Miki ænsede ikke betjentene. Han stirrede på blodet, der løb ud af hullet i Mayas pande. Han holdt hendes ansigt med begge hænder. "Du må ikke dø," hviskede han. "Jeg henter hjælp!" 146


Han lagde forsigtigt hendes hoved ned og rejste sig.

"Så hjælp mig dog," skreg han til de to lamslåede betjente, der ikke kunne afgøre, om de skulle hjælpe eller skyde. Da betjentene intet gjorde, vendte Miki sig mod det åbne vindue og pladsen nedenunder, hvor politiet slæbte af sted med Vampyren. "Maya er blevet skudt," skreg han af sine lungers fulde kraft. "Svinene skød hende!" Miki så Vampyren standse nede i gården. Han blev holdt fast med løkken, og betjenten, der holdt stangen, rev hårdt i den. Men denne gang fulgte Wulff ikke med. Han greb stangen med begge hænder og holdt fast. Med et kraftigt ryk hev han politimanden omkuld. Wulff vendte sig mod Schmidt. "Hvad har du gjort, dit svin?" skreg han. "Vi havde en aftale!" "Jeg har ikke gjort noget," sagde Schmidt uden at virke oprevet. "Maya var nok selv ude om det." Vampyren hvæsede og blottede sine tænder. "Du har dræbt en uskyldig pige!" Den gamle mand krummede sig sammen, og musklerne bulnede under hans frakke. "Jeg har ikke dræbt nogen," svarede Schmidt og trak på skuldrene. "Det er dig, der er morderen. Du dræbte min farfar!" Wulff skreg af vrede. Han hev jernstangen opad, og 147


politimanden, der holdt fast i den anden ende, blev løftet op fra jorden. Wulff svingede den fortumlede betjent ind i den nærmeste kollega. Begge betjente faldt til jorden, og den første mistede grebet i stangen. En tredje betjent sprang på Wulff bagfra, men blev hurtigt rystet af. Et sekund senere havde Wulff løsnet løkken om halsen, og hevet stangen over hovedet, så han kunne bruge den som våben. Den fjerde betjent knækkede sammen, da stangen hamrede ind i hans mellemgulv. Den første betjent var kommet på benene og greb efter sin pistol. Wulff smed stangen og knyttede begge næver. Han svingede en dobbeltknytnæve ind i hovedet på betjenten. Der lød et højt smæld, da hans kæbe blev knust, og manden faldt til jorden med et grynt. Betjent nummer to hev sin pistol frem. Men Wulff var over ham på et splitsekund. Med et højt knæk vred han halsen om på ham. Og allerede før han ramte jorden, havde Wulff sat i løb mod indgangen til rådhuset. "Skyd ham! Han må ikke slippe væk," råbte Schmidt til de omkringstående betjente. Vampyren spurtede mod indgangen til bygningen. Tre betjente trak pistolerne. Skuddene smældede, og den lange læderfrakke blev flænset af kuglerne, der borede sig ind i ryggen på den flygtende fange. Wulff væltede ind gennem svingdøren. Han tumlede om på gulvet indenfor, mens betjentene blev ved med at skyde. Glasset i døren 148


blev splintret, og glasskår fløj til alle sider. Wulff kom på benene med besvær og humpede videre mod trappen. Sort blod fossede ud af hullerne i hans ryg. "Efter ham!" skreg Schmidt og stormede mod døren. Miki fulgte med oppe fra 2. sal. Han så Wulff forsvinde ind i bygningen, og kort efter kunne han høre trinnene på trappen, og det samme kunne de to AKS-betjente. De trak deres våben og trådte hen til døren. Men så blev der stille. Miki bed sig i underlæben. Wulff havde ikke klaret den. De mange skud havde fældet ham til sidst. Betjentene tænkte åbenbart det samme, for den ene gik frem og åbnede døren. I samme sekund han greb fat om dørhåndtaget, sprang Wulff ind gennem væggen lige bag ham og sendte en albue i nakken på den overraskede betjent. Han hamrede hovedet ind i væggen, men nåede at affyre et skud i maven på Wulff. Den hvide skjorte blev plettet af blod, men Wulff fortsatte. Han greb betjentens pistol og rev ham ind foran sig, så den anden betjent ikke turde skyde. Wulff skød politimanden over for sig i hovedet, så han fløj tilbage. Han var død, før han ramte jorden. Til sidst greb Wulff sin fange om halsen og rykkede til. Der lød et knæk, og manden faldt til jorden med halsen i en uhyggelig, forvredet stilling. Wulff krummede sig sammen og tog sig til maven, mens blodet piblede ud mellem hans fingre. Han kiggede 149


på Miki, der stod lamslået ved siden af Mayas lig. Så kom der råb ude fra gangen. Wulff tog en granat fra bæltet på den døde betjent. Han hev splitten ud og kylede granaten ud gennem dørene. "GRANAT!" var der en, der råbte. Miki kastede sig til jorden. Eksplosionen rev dørene af hængslerne, og fik hele bygningen til at ryste. Lysekronen nærmest døren blev blæst til småstykker, og glasskår og metalsplinter regnede ned over Miki, der lå rullet sammen på gulvet. Strømmen i bygningen røg, og lyset i de andre lysekroner gik ud. "Maya," udbrød den gamle mand, mens han holdt sig til maven. Miki kiggede op og rystede glasskårene af sig. Hans øjne skulle vænne sig til mørket, før Miki kunne skimte en mørk skikkelse, der kastede sig frem mod Mayas ubevægelige krop. "Neeej!" skreg den gamle mand og krøllede sig sammen over liget. Miki syntes, han så et svagt lys mellem de to kroppe, som om energi strømmede fra den ene krop til den anden. Så dukkede de første betjente op, og snart væltede det ind med politifolk med lommelygter. Lysstråler flakkede overalt. Miki blev fanget i en lyskegle og blev blændet af lyset. "Hjælp, skyd ikke!" skreg han og satte sig op på knæ 150


med hænderne over hovedet. "Jeg er ubevæbnet." "Vent. Skyd ikke," hørte han Schmidt sige. "Det er bare knægten!" "Hvor er Vampyren?" råbte en betjent bag lyskeglerne. Miki kneb øjnene sammen, men kunne ikke se andet end lys. "H-han ligger der," svarede Miki og pegede på de to kroppe ved sine fødder. "Jeg tror, han er død!" En lyskegle gled søgende ned mod Mikis fødder og standsede ved de to kroppe på gulvet. Vampyren rørte ikke på sig. Flere lyskegler samlede sig på Vampyrens krop. Schmidt trådte hen til ligene. Han bar ingen våben, men var omringet af bevæbnede betjente. Vampyrens ryg var gennemhullet af skud. Sort blod flød ned over Mayas lig. Schmidt prikkede til Vampyren med sin fod, men han rørte sig ikke. Så satte Schmidt foden i siden på den livløse krop og skubbede ham væk fra Maya. Vampyren rullede om på ryggen, og der lød et gisp fra politifolkene, der stod omkring liget. Vampyrens hud var kridhvid, og det så ud, som om al væske var suget ud af ham. Han var skind og ben, og hans øjne var indsunkne og stirrede tomt ud i luften. "Forbandet," mumlede Schmidt. "Jeg ville gerne have haft ham levende." "Men hvem skød pigen?" spurgte en af betjentene. 151


Schmidt svarede ikke. "Tilkald to ambulancer. To ture til lighuset," sagde Schmidt. "Jeg skal nok tage mig af knægten." Han sendte lyskeglen hen mod Miki, der lænede sig mod vindueskarmen. Politifolkene sendte hinanden blikke, men så sænkede de deres pistoler og forlod lokalet, så Miki var alene med Schmidt.


Kapitel 22: Det sidste vidne

Miki skærmede sine øjne for lyset. Det var Schmidt, der blændede ham. Miki skælvede af vrede og sorg. "Hun sagde, at man ikke kunne stole på dig. Det vidste hun, første gang hun så dig," hvæsede han. "Du dræbte hende, din dæmon." Schmidt slukkede lommelygten, og efter et kort stykke tid havde deres øjne vænnet sig til halvmørket. "Sikke noget sludder," sagde Schmidt og prikkede til Mayas lig med sin fod. "Jeg var her jo slet ikke." "Men jeg ved, det var dig," fortsatte Miki. "Jeg kan se det." "Slap nu af, knægt," sagde Schmidt irriteret. "Det var ikke mig. Og drop hellere den idé, før du får dig selv rodet ind i flere problemer, end du allerede har." Miki knugede næverne og bed tænderne samme. "Du er ikke bedre end Wulff," knurrede han. "Og jeg er ligeglad med problemer. Du kommer ikke til at slippe afsted med det her." 153


Schmidt sukkede og rystede på hovedet. "Du skulle

virkelig lære at passe bedre på dig selv," sagde han og tog en hånd ind i jakken og trak en skinnende genstand frem. Mikis blod frøs til is. Det var den mest skræmmende kniv, han havde set. Skæftet var en slange med åbent gab, og klingen snoede sig ud af dens mund. Schmidt kørte kniven rundt mellem sine fingre. "H-hva’ laver du?" spurgte Miki og begyndte at trække sig baglæns langs vindueskarmen. "Den kaldes en sjælekniv," svarede Schmidt og holdt kniven op foran sit ansigt, hvor han vendte og drejede den. "Man finder så mange interessante ting, når man jager en 200 år gammel seriemorder. Den her kniv slår dig ikke ihjel, den fjerner din vrede og din frustration. Den kan lære dig at opføre dig ordentligt ... og adlyde mine ordrer." Schmidt lagde hovedet på skrå og smilede. "Nøjagtig ligesom Troels og ham hjemmeværnstumpen." Schmidt stak kniven frem imod Miki, der snublede over sine egne fødder, men greb fat i vindueskarmen, så han ikke faldt. Schmidt kastede hovedet tilbage, og en hæslig latter fyldte lokalet. "Stå nu stille," sagde han. "Det gør kun ondt et øjeblik." Miki trak sig baglæns langs vinduerne, mens tankerne 154


fløj gennem hans hoved. Kunne han nå at åbne et vindue? Ville han overleve springet? Miki nåede bagenden af lokalet og ramte et af de opstablede borde. Han var fanget, og Schmidt vidste det. Et smil bredte sig på hans læber, mens han løftede kniven op foran sit ansigt. "Dit lille, ligegyldige liv," hvislede Schmidt med sin slangestemme. "Ingen kommer til at savne dig." Der lød et host bag dem. Schmidt stoppede midt i et skridt. "Jo, det gør jeg," lød Mayas stemme svagt fra den anden ende af rummet. "Maya, du er i live!" skreg Miki, mens Schmidt drejede rundt på hælene. "H-hvordan …?" fremstammede Schmidt. Maya rejste sig på albuerne og sendte den høje politimand et djævelsk smil. "Vi er sejlivede i vores familie." Schmidt havde vendt sig mod Maya, og Miki tøvede ikke et sekund. Han stormede frem mod Schmidt, der stod med siden til. Miki tumlede ind i den høje politimand og greb fat om Schmidts næve med begge hænder. Det lykkedes at få drejet kniven rundt. Med hele sin vægt og kraften fra tilløbet skubbede han kniven ind i maven på Schmidt. Slangebladet borede sig dybt ind i det bløde område lige under brystkassen. Det sitrede i kniven, og 155


det føltes, som om Miki fik strøm igennem sig. Han slap forskrækket kniven, og politimanden faldt bagover, mens han forgæves prøvede at gribe fat i knivskæftet. Schmidt ramte jorden med et dump. Han spjættede voldsomt et stykke tid, før hans krop sank sammen, og hans arme og ben faldt til jorden med et bump. Miki spildte ikke et sekund. Han skyndte sig hen til Maya. "Du er i live!?" udbrød han og gled ned på knæ ved siden af hende. "M-men du blev jo skudt i hovedet!" Han kiggede på hendes ansigt og lod sine fingre løbe over hendes pande. Hullet var væk. Hun greb hans fingre og smilede til ham. "Jeg var helt væk!" sagde hun. "Men så kom der et lys." Maja satte sig op, og først nu, da det svage lys udefra ramte hendes ansigt, opdagede Miki forskellen. Han spærrede øjnene op og kunne ikke få blikket fra Mayas hår. "Hvad glor du på?" spurgte Maya. "D-dit hår," stammede Miki og pegede på det, som om hun ikke vidste, hvor det sad. "Det er blevet hvidt. Kridhvidt! Ligesom ... hans!" Maya kørte en hånd gennem håret og hev et par hår ud, som hun studerede længe. "Han gav mig sit liv," sagde hun endelig. "H-han reddede mig." 156


"Tror du også, han gav dig sin evne ...?" spurgte Miki

med store øjne. "Jeg ved det ikke," svarede Maya. "Jeg har stadig min gamle evne, og jeg kan ikke mærke noget anderledes." Miki smilede og rakte Maya en hånd for at hjælpe hende op. Pludselig hørte de en stønnen bag sig. De vendte sig begge med et sæt. Der stod Schmidt med sjælekniven i hånden. Miki og Maya tog automatisk et skridt baglæns. Schmidt holdt den ene hånd på maven, hvor kniven havde ramt, men der var intet blod at se. Så drejede han kniven rundt i hånden og holdt den i klingen, så skæftet pegede frem mod Miki. "Det her er vist din, unge mand," sagde han og rakte kniven frem mod Miki. Miki kneb øjnene sammen og iagttog politimanden. De to børn gik begge langsomt baglæns. Schmidt fulgte efter dem, men uden at angribe. "De tabte vist Deres kniv," sagde Schmidt og rakte igen kniven frem mod Miki, denne gang med et høfligt smil. Miki rakte en rystende hånd frem, men Schmidt lavede ingen hurtige bevægelser. Tværtimod skubbede han skæftet ind i hånden på Miki og slap kniven. Miki stirrede på den glubske slange uden at ane, hvad han skulle stille op med den. Men Maya hev den ud af hånden 157


på ham og holdt den op mod Schmidt. Schmidt viste ingen tegn på frygt eller vrede. Han samlede hænderne og nikkede mod Miki. "Og er der ellers noget, jeg kan gøre for dem, herre?" Maya gav Miki en albue i siden og løftede hænderne op, så håndjernene klirrede. "Ja, Schmidt," sagde Miki. "Du kan lade os gå ... og holde op med at forfølge Maya og hendes familie i fremtiden." "Skal ske," sagde Schmidt og bukkede let. Han fiskede nøglerne til håndjernene op af lommen og løsnede dem begge. Maya gnubbede sit håndled, da håndjernene faldt til jorden. "Vi ringer til jeres forældre med det samme og lader dem vide, at de kan hente jer," sagde Schmidt. Miki nikkede og smilede til Maya. "Tak, Schmidt." "Ellers noget, unge herre?" spurgte Schmidt. Miki tænkte sig om, og efter et øjeblik lyste han op. "Nå ja, der er for øvrigt én ting mere ..."


Epilog

Miki, Maya og Schmidt forlod mødelokalet og gik ned på pladsen, hvor politibilerne holdt. En betjent nærmede sig med det samme. "Hvad skal vi gøre med børnene?" spurgte han Schmidt. Den høje politikommissær smilede venligt. "Vi lader børnene gå. Og ring til deres forældre, og fortæl dem, at de er her." "Jamen ..." svarede betjenten befippet. "De er jo eftersøgt." "Ikke mere," sagde Schmidt. "Tværtimod har de hjulpet politiet." "Javel," sagde betjenten og gik tilbage til sin bil. "Og unge herre, angående deres sidste ønske," sagde Schmidt. "Jeg ringer til skolelederen og forklarer situationen, men jeg kan ikke garantere for udfaldet." "Det er fint," sagde Miki. "Bare forklar ham, at jeg blev nødt til at flygte." 159


"Naturligvis," svarede Schmidt, "Og på politiets vegne

må jeg undskylde, hvis de har lidt nogen overlast, herre." "Det er okay, Schmidt. Det går nok," svarede Miki og stak Maya en albue i siden, så hun sendte ham et lille smil. De sagde farvel til Schmidt og gik ned ad rampen til parkeringspladsen. "Det kommer altså til at tage nogen tid at vænne sig til det der!" sagde Miki og pegede på Mayas hvide hår. "Tja, et evigt minde om min tiptiptipoldefar," sagde Maya med et skævt smil. "Lidt surt, at jeg bli’r nødt til at fortælle min mor, at familiens beskyttende engel er død." "Men familien har vel fået en ny engel, ikke?" spurgte Miki. Maya trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke," sagde hun. "Så bliver det i hvert fald en anden slags engel." "Beskyttende engel, nu i en ny og forbedret udgave," grinede Miki og prøvede at lyde som en reklamefilm. "Det ka’ jeg godt li’." De gik et stykke tid i tavshed. "Hva’ så nu?" spurgte Maya. Miki trak på skuldrene. "Der er pinseferie snart. Jeg tænkte på, om du måske ville med til Tyskland." "Hva’ mener du?" udbrød Maya overrasket. "Sådan en date-tur?" 160


"Nej for fa’en," svarede Miki og fik røde kinder. "Der er

noget, jeg skal i Tyskland!" "Hvad i alverden er det?" Miki svarede ikke med det samme. "Det kan godt være, at jeg ikke kan styre andre med mine tanker," svarede han så. "Men jeg har fundet ud af, at jeg kan styre mit eget liv ... ligesom du sagde." "Ja, den evne har du helt sikkert," sagde Maya og smilede. "Men hvad har det med Tyskland at gøre?" "Kan du huske, da vi gemte os på parkeringspladsen i Tune?" spurgte Miki. "Og jeg sneg mig ind i AKS-vognen?" "Ja, din klaptorsk," smilede Maya. "Du var lige ved at afsløre os." "Jeg nåede at søge i PETs database – og jeg fandt min far," fortalte Miki. "Han bor i Tyskland, i Berlin, og jeg vil ned og se ham og fortælle, hvor ufedt det er at blive efterladt!" "Okay, det er jo en anden historie," sagde Maya og smilede, men så blev hun pludselig betænksom. Hun åbnede sin jakke og hev slangekniven halvt frem. "Hvad gør vi med den her?" "Nå ja, den!" sagde Miki og kløede sig i håret. "Jeg kan egentlig godt lide den nye politikommissær, som han er." Maya grinede. "Også jeg." "På vej til Tyskland skal vi med færgen fra Rødby," sagde Miki. "Hvad siger du til, at vi taber kniven ned 161


i Femern Bælt?" "Damn, du har fået styr på dit shit," sagde Maya med et stort smil. "Det er en aftale!" Hun gav ham en albue i siden, og de brød begge ud i latter. De nåede foden af rampen og stod ved kanten af parkeringspladsen. Himlen var rød nu. Solen var krøbet op over horisonten og badede asfalten i et varmt, orange lys, der kastede lange skygger. Fuglene kvidrede i buskene langs parkeringspladsen, der igen var ved at blive fyldt med biler. Miki så sin mors bil komme susende ind på parkeringspladsen. Hun parkerede på tværs af to pladser. Mayas forældre ville uden tvivl komme drønende et sekund senere. Om kort tid ville de drukne i omfavnelser og derefter blive hevet fra hinanden. Tilbage til hver sin verden. De stod i tavshed, indtil Miki endelig fik samlet mod til at spørge: "Altså, hvis det nu var sådan en slags date-tur? Ville du så have noget imod det?" SLUT


Om forfatteren Jan Kjær, f. 1971, er uddannet forfatter og tegner på den amerikanske The Kubert School. Han har i årevis arbejdet for LEGO som illustrator og koncept- og historieudvikler. Jan Kjær debuterede i 2004 med tegneserien Cyberzombien fra Subkælderen. Siden er det blevet til 46 bøger og udgivelse i 14 lande. Jans historier er blevet lavet til legetøj, spil, TV-film og teater. Han holder jævnligt foredrag og tegneworkshops rundtom i landet. Du kan følge med på hjemmesiden og se, hvor han dukker op næste gang: www.jankjaer.dk

Tegninger fra studietiden på Kubert-skolen i USA.

164


Andre bøger af Jan Kjær

Nomerne • 8 bind 32 sider, billedbøger

Den magiske nom 32 sider, letlæsning. LIX 12

Kong Neos løver • 2 bind 64 siders letlæsning. LIX 12

Heksebogen • 2 bind 64 sider, letlæsning. LIX 12

Taynikma • 8 bind 128 sider, fantasy action

Menneskejægeren • 3 bind 128 sider, fantasy action

Bøgerne kan bestilles hos boghandlere eller på www.jankjaer.dk Lær at tegne fantasy 96 sider

Taynikma-tegneskole 96 sider

165


Englejægeren – hele bogen  

Miki er 13 år. Han bor i Greve, og hans liv er noget lort. Men da han opdager, at han kan styre andre mennesker med sine tanker, ser alting...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you