Page 1


De grĂŚdende


I SERIEN 666:

Jeg venter i mørket Hvil i Helvede Den hornede Lygtemænd Krageklippen Blod til Baphometh Ulvene fra Konstantinopel Genfærdslegionen De grædende (flere bind under forberedelse)

KØB BØGER OG BOOK FORFATTEREN PÅ:

www.forlagetcorto.dk

BENNI BØDKER

De grædende Illustreret af John Kenn Mortensen

AF SAMME FORFATTER BL.A.:

Imhotep 1-3 Operation 1-4 Zombie City 1-4 Infernus 1-6 Djævelens øjne

LÆS MERE PÅ:

www.benniboedker.dk

CORT O


DE GRÆDENDE

Tekst: © Benni Bødker Illustrationer: © John Kenn Mortensen 1. udgave Bogen er sat med Elena af Malene Hald og trykt hos Interpress Printed in Hungary 2016 ISBN 978-87-93107-71-7 Lix 24

www.forlagetcorto.dk

1


V

i ankom lige i middagsheden. Solen stod på sit højeste, og sveden haglede ned ad os. Bjergene var tørre efter alt for lang tid uden regn, og der var en sveden lugt i luften. Rundt om os dryssede det med fin aske. Nord for os hærgede en enorm skovbrand. Ilden slugte træer og buske med lynets hast. Alt blev raseret, og flammerne ville først slukkes, når ilden havde ædt sig hele vejen ned til Middelhavet. Men lige her var ingen fare. Kun stegende hede og følelsen af at befinde sig i en forgård til Helvede. – Det er herovre, sagde Carmen. – Men pas nu på, hvor du går. Hun pegede over mellem cypresserne. De indtørrede træer stak op af jorden som afsvedne skeletter. Ikke engang de kunne tilbyde skygge. Vores tøj var for

længst gennemblødt af sved, og vi gik rundt med lunke vandflasker, som vi hele tiden pattede på for ikke at blive dårlige i den kvælende hede. Jeg skubbede gitterhegnet til side og trådte hen over et „adgang forbudt“-skilt. Det lå på den tørre jord, og hegnet var trampet ned i støvet. Det var mange år siden,

6

7


at nogen havde interesseret sig for stedet eller bekymret sig om ubudne gæster. Foran os rejste sig et stort vandtårn, hvis rustne arme klamrede sig til hovedbygningen. Det var en stor bygning med to sidefløje og udskårne trædekorationer 8

under det røde tag. På afstand lignede det et luksushotel fra gamle dage. – Preventorio de Aguas, sagde Carmen. – Jeg venter her. Hun blev stående mellem en gruppe store træer, mens hun viftede sig med sin hat. På god afstand af ruinen. Jeg kunne ikke lade være med at få fornemmelsen af, at jeg burde gøre det samme. Holde mig væk fra de faldefærdige mure, der lå og bagte i solen foran mig. De tomme vinduesåbninger lignede mørke øjne, der ikke bar på andet end ulykke og død. For første gang den dag var jeg ikke plaget af solen og heden. Det var næsten 40 grader varmt, og ingen steder kunne man finde skygge. Alligevel var jeg iskold. Så rystede jeg den dystre fornemmelse af mig og gik indenfor i ruinen.


2


V

i var kørt fra Alicante om formiddagen. Carmen var min guide. Hun kendte området ud og ind. Hun talte flydende valenciano, den lokale dialekt, der selv for mig var uforståelig. I hvert fald når den blev talt af de gamle gubber i de små landsbyer. Vi var kørt ad motorvejen langs kysten, indtil vi drejede fra ved El Campello, og snart befandt vi os på de snoede serpentinerveje, der førte længere og længere op i bjergene. Jo højere, vi kom op, jo smallere blev vejene. Til sidst var der ikke andet end muldyrspor fra gamle dage. Jeg priste mig lykkelig for, at jeg havde lejet en firhjulstrækker. Ellers var vi sikkert strandet midt i ingenting. I de labyrintiske gader i landsbyen Aguas de Busot standsede vi ved en bar på

torvet for at købe nogle flasker vand og et par sandwich med tortilla, og så var vi klar til det sidste stykke vej op i bjergene. Jeg var på jagt efter Preventorio de Aguas. Et gammelt sanatorium for børn ramt af tuberkulose. Stedet var for længst nedlagt, men engang havde det været et stort hospital for brystsyge børn. Her forsøgte lægerne med moderne videnskab og bjergenes friske luft at hjælpe og kurere børnene. Og her døde min onkel i 1944. – Det var min mors storebror, forklarede jeg Carmen, mens vi kørte af sted. – Han blev indlagt, da han var 12 år gammel. Jeg kender ham kun fra fotos i familiealbummet. En lille, bleg dreng. Han ser syg ud på hvert eneste billede. – Og han kom aldrig hjem igen? spurgte hun. – En dag kom der brev fra overlægen,

12

13


sagde jeg. – César var død. Den slags skete hele tiden. Det var langtfra alle, lægerne kunne redde. På grund af varmen blev han begravet med det samme. En uge senere ankom en pakke med hans tøj, en kam, nogle glaskugler og et par tegneseriehæfter. Det var alt, hvad der var tilbage af César. Jeg så ud ad vinduet, mens vi kørte. Vi passerede forladte gårde og terrasser med vinmarker, hvor alt levende for længst var afsvedet af solen. Her groede ikke længere vinranker eller noget som helst andet. – Der havde hele tiden været uhyggelige historier om stedet, fortsatte jeg. – Det var under diktaturet. Frygtelige år med undertrykkelse og sult. Der skete mange ting, som ikke burde være sket. Carmen nikkede, mens jeg fortalte historien. Hun var lokalkendt. Hun kendte

sikkert alle rygterne om stedet, men hun sagde ingenting, nøjedes bare med at nikke en gang imellem. Dette var ikke noget, folk brød sig om at snakke om, og jeg havde brugt lang tid på at overtale hende til at vise mig stedet. – Man sagde, at børnene på sanatoriet blev behandlet forfærdeligt, fortsatte jeg. – De blev straffet for det mindste. Tissede de i sengen, blev de tvunget til at gå med det tilsvinede tøj hele næste dag. Den værste var en nonne, søster Sarario. Hende blev der fortalt uhyggelige historier om. Hvis børnene snakkede i sengen om aftenen, truede hun med at sy deres mund sammen eller tvang dem til at sove udenfor. Også om vinteren, hvor kulden i bjergene kan slå dig ihjel. Jeg så stadig ud ad vinduet. Nu var vi næsten fremme.

14

15


– Men det var ikke det værste, sagde jeg. – Mange år senere dukkede andre historier op. Efter diktaturet begyndte sandheden at komme frem. Om de forsvundne børn. Da var sanatoriet for længst lukket, og nu talte folk om alle de børn, der var døde på stedet. At de slet ikke var døde. Det var bare noget, forældrene havde fået at vide. I virkeligheden havde lægerne og nonnerne solgt børnene til barnløse. Til velhavende par, der ikke kunne få børn. Med et sidste bump var vi endelig fremme. Jeg så mig omkring på den store grund. Måske var der en kirkegård et sted. En grav ville bekræfte, at César ikke var et af de fortabte børn. At han ikke var blevet bortført eller solgt. – Der skete mange grusomme ting under borgerkrigen og diktaturet, sagde 16

17


jeg. – Min mor har aldrig fundet ud af, hvad det skete med hendes bror. Om han døde dengang, eller om han stadig er i live et eller andet sted. Snart er det min mors tur. Hun er på plejehjem og har ikke lang tid igen. Det eneste, der kan give hende ro, er vished. Hvad skete der egentlig med César dengang? Jeg nikkede for mig selv og åbnede døren. – Det er på tide at finde sandheden, sagde jeg. – Uanset hvor grusom den er.


3


J

eg trådte ind i sanatoriets hovedbygning gennem store døre, der hang skævt på hængslerne. Carmen nægtede stadig at komme med indenfor. Ligesom de lokale mente hun, at det var bedst at holde sig på lang afstand. Foran mig førte en stor trappe videre op til første sal. Trinene var styrtet sammen på midten. Den lignede et vældigt gab med smadrede tænder, der truede med at sluge enhver, som kom for nær. Jeg fortsatte ned ad en lang gang, mens jeg så mig grundigt for. Der var huller i betonen i både gulv og loft. Jeg kunne se direkte op på næste etage, og solens stråler trængte ind ad sprækker i skodderne. Jeg ledte ikke efter noget bestemt, bare noget der kunne give vished. Et arkiv eller kontor. Gamle papirer eller fotos.

Hvad som helst der kunne hjælpe mig til at finde ud af noget om Césars skæbne. Men efterhånden som jeg gik på opdagelse, sank mit mod. Udefra lignede stedet bare en ruin, men indenfor var det tydeligt, at huset var tæret og sygt. Murene stod endnu, men alt andet var plyndret. Jeg vovede mig længere og længere ind i bugen på den gamle bygning, indtil jeg trådte ind i et stort rum med flere meter til loftet. Et hul i gulvet var dækket til med en smadret træstol, der var vendt på hovedet. I et hjørne lå en bukket gaffel. Alt andet var forsvundet eller dækket af et tykt lag støv. Selv panelerne på væggene var revet af, og der var ikke efterladt andet end rustne søm. Dette sted havde engang været sanatoriets spisesal, bygningens pulserende

22

23


hjerte. Nu lå det bare livløst hen. Hurtigt skridtede jeg de sidste rum igennem, indtil jeg kun manglede kælderen. Jeg var ved at opgive. Der var intet at komme efter. Dette var ikke andet end en smadret og plyndret ruin. Alt hvad der kunne bæres væk herfra, var for længst fjernet. Her gemte sig ingen hemmeligheder.

Til sidst endte jeg i et rum med lysegrønne klinker. Det gamle baderum. Der var graffiti på væggene, bandeord og vulgære tegninger. Jeg bøjede mig ned for at samle en skåret klinke op. Så ville jeg i det mindste have en souvenir med hjem. Men i det samme fik jeg øje på et ord nede ved gulvet. „¡Ayudame!“ Nogen havde ridset ”hjælp!” med grove streger på en klinke. Jeg gik ned på knæ. Hvorfor lave graffiti helt nede ved gulvet, hvor ingen ser det? Og så kun dette ene ord. Var det et nødråb? Jeg fulgte gulvpanelet hele vejen rundt, mens jeg bankede på klinkerne og blev svinet til af gammelt skidt. Ingen hemmelige døre eller skjulte rum. Jeg skulle til at rejse mig, da jeg i hjørnet fik øje på et hul i gulvet. Betonen var krakeleret, og mørket

24

25


stirrede op på mig. Jeg tændte lommelygten i min mobil og så noget, der lignede en tunnel. Jeg havde hørt, at hele området vrimlede med hemmelige tunneller og gange. Ingen vidste rigtig hvorfor, men det havde sikkert været tilflugtssteder i gamle dage. De kunne være fra maurernes tid. Eller måske fra den berygtede lokale pirat Llop Mari, hvis underjordiske gange strakte sig hele vejen ned til klippekystens grotter. De havde også været brugt af de republikanske militsfolk, der skjul-

26

te sig for general Francos soldater under borgerkrigen. Undergrunden var fyldt med flugtveje, der var flere hundrede år gamle, men det var ikke så lang tid siden, denne tunnel havde været brugt. Jeg mavede mig længere ind over hullet og lyste ned på noget, der skinnede i mørket. En glaskugle.


4


M

obilens lommelygte slugte en masse batteri, men hellere det end at kravle rundt under jorden i totalt mørke. Gangen var tydeligvis udgravet i hast. Den var kun lige stor nok til, at jeg kunne være der. Jeg måtte kravle af sted på knæene, mens jeg dukkede hovedet. Med telefonen i hånden mavede jeg mig frem, indtil jeg fandt endnu en glaskugle. Også denne var slidt og ridset. Nu var jeg ikke længere i tvivl. To glaskugler kunne ikke være et tilfælde. De måtte være lagt ud som spor. Helt sikker blev jeg først, da tunnellen delte sig, og der var ridset en pil i væggen. Det var samme kantede streg som i baderummet. Jeg forestillede mig et barn fra dengang. En stakkel, der var indlagt på sanatoriet. Under en leg i kælderen finder

han en af de gamle tunneller. Og den dag, hvor lægerne og nonnerne kommer efter ham, ved han, hvor han skal flygte hen. Jeg forestillede mig et skræmt barn, der mere og mere panisk flygtede ad den snævre gang, mens han sørgede for at lave tegn til kammeraterne, som kun de ville se. Så de også vidste, hvor de skulle flygte hen, når det blev deres tur. Måske var det bare min fantasi, der løb af med mig, mens jeg mavede mig længere frem i den snævre gang. Men så var det, at jeg fandt skjorten ved endnu en forgrening. Den lå i støvet. Måske barnet var løbet tør for glaskugler og ikke havde andet end sit tøj at bruge som tegn. Jeg samlede skjorten op. Læste navnemærket i nakken og mærkede en gysen. Så vendte jeg min mobil om. Utroligt nok var der forbindelse her under jorden. Ikke

30

31


meget, men nok til at jeg kunne ringe op. Signalerne var uregelmæssige, men efter et øjeblik kom jeg igennem. – Det er César, sagde jeg. – Jeg har fundet ham. Jeg knugede det gamle stykke tøj i hånden. Der var udfald i lyden, og jeg kunne ikke høre, hvad Carmen svarede. – Her var han for et halvt århundrede siden, fortsatte jeg. – Her flygtede han for sine plageånder. Måske frygtede han for sit liv. Nu gik Carmen tydeligt igennem. – Kom op, sagde hun. – Her er noget. Så forsvandt hendes stemme igen. – Noget, hvad mener du med noget? spurgte jeg. – Jeg kan ikke komme op nu. Jeg er på sporet, forstår du ikke? Måske fører tunnellen langt væk fra sanatoriet. Måske slap han væk dengang. Hvis jeg

ikke fortsætter, så finder vi aldrig sandheden! Jeg vidste ikke, om Carmen kunne høre noget af det, jeg sagde. Der var hele tiden udfald i lyden. Jeg kunne høre hende fortælle en masse, men jeg forstod kun lidt. Imens fortsatte jeg videre hen ad gangen. Nu med bankende hjerte, for lommelygten var slukket, og jeg famlede af sted i mørket. Jeg opsnappede et par løsrevne ord: – ... børn ... grædende ... – Hvad siger du? spurgte jeg. Nu gik hun pludselig klart igennem igen. – Der er en lyd, sagde hun. – Gråd. – Du må tage fejl, sagde jeg. – Her er ikke andre end os. Det kan ikke passe. Og så røg lyden igen, denne gang uden at komme tilbage. Jeg gloede på telefonen.

32

33


Ingen forbindelse. Jeg prøvede at ringe op, men nu var der ikke engang opkaldssignal. Så tændte jeg lommelygten igen og ville kravle videre, da jeg opdagede en ny besked skrevet på væggen. „!No!“ Kun dette ene ord. Jeg lyste på det og

opdagede så, at der faktisk stod noget mere. Der var endnu et ord nedenunder, men det var halvt udvisket. Som om nogen havde forsøgt at fjerne det. Men jeg kunne stadig læse det. Det var navnet på nonnen. „Sarario“.

34

35


5


G

angen førte en anelse opad. Jeg skyndte mig videre. Snart begyndte en smule lys at trænge ind i mørket. Der kunne ikke være langt igen. Luften føltes allerede friskere, og nu dukkede en åbning op. Endelig var jeg ude af tunnellen. Først kunne jeg ikke orientere mig. Der slap kun en smule lys ind fra nogle sprækker, men så forstod jeg, at jeg befandt mig i et stort rum. Og i det samme lagde jeg mærke til en lyd. Gråd. Det var ikke særligt højt, men der var ingen tvivl. Et sted i nærheden var der nogen, der græd. Jeg mærkede på murene og så mig omkring. Rummet var nøgent, væggene afskallede, og gulvet flød med lægter og murbrokker. Jeg var tilbage i hovedbygningen.

Det var det, indskriften betød. César var flygtet den forkerte vej. Ud ad de mange tunneller havde han valgt den forkerte og var havnet tilbage på sanatoriet. Tilbage til dem, han var flygtet fra. Jeg så mig om for at finde ud af, hvor lyden af gråd kom fra. Det lød som svage klynk, men det måtte være lige i nærheden. Rummet førte ud til en lang korridor med døre. Jeg lyttede ved hver eneste. Ingenting. Til sidst befandt jeg mig for enden af gangen foran en dobbeltdør. – Er her nogen? spurgte jeg. Engang havde der været glas i de to døre. Nu var der i stedet banket træplader tværs henover. En kraftig jernstang var slået for, og kampesten var stablet, så man ikke kunne få dørene op. Nogen havde villet forhindre, at man kom ind.

38

39


Forhindre det rigtig meget. Her var lyden tydeligere. Gråd og små hikstende klynk. Det måtte være lige omme på den anden side af den spærrede dør. – Carmen, er det dig? spurgte jeg. Jeg forventede egentlig ikke noget svar. Men nu var der en pause i snøftene. – Hjælp mig! lød det så. – Hjælp mig! Jeg pressede mig op ad døren. – Hvad sker der? sagde jeg. – Hvad skal jeg gøre? Jeg stirrede på kampestenene foran mig. Der blev ikke sagt mere. Gråden var begyndt igen, og nu gik det op for mig, at det havde været en barnestemme. Det var barnegråd. Forfærdet stirrede jeg på den spærrede dør. – César, mumlede jeg vantro.

Min stemme var lav, jeg nærmest hviskede for mig selv. – César, fortsatte jeg. – Er det dig? Denne gang kom svaret med det samme: – Jeg er så bange. Og derefter endnu et snøft. – Hold ud, råbte jeg. – Jeg skal nok hjælpe dig. Jeg begyndte at fjerne nogle af stenene, mens jeg fandt min mobil frem igen. Jeg ringede til Carmen. Her var forbindelsen perfekt. Ringesignalerne gik tydeligt igennem, men hun tog ikke telefonen. Den duttede ud i det tomme ingenting. – Jeg er så bange, lød det på den anden side af døren. – De er på vej efter mig. Stemmen var lille og spinkel. Jeg kunne næsten ikke holde ud at høre på den. Jeg smed mobilen fra mig og kastede mig over døren. Brugte begge hænder til

40

41


at fjerne sten og afspærring, men det nyttede ikke noget. Der var for mange sten, og jeg kom ingen vegne med jernstangen og de store planker. På den anden side fortsatte gråden, den kaldte på mig, men jeg havde brug for værktøj. Hammer, mejsel, hvad som helst. Jeg rodede i murbrokkerne og fandt et gammelt stoleben, men det hjalp ikke. Det knækkede, så snart jeg forsøgte at bruge det som koben. Og hele tiden lyden af det klynkende og grædende barn. Det var ved at drive mig til vanvid. Det blev ved og ved, og jeg kunne intet gøre. – De har fundet mig! lød det så. – Nu kommer de. Det er søster Sarario! Stemmen på den anden side var panisk. Selv om det intet nyttede, fortsatte jeg med at slæbe sten fra døren. Og sam-

tidig gik to ting op for mig. For det første, at døren ikke var blevet spærret for at forhindre nogen i at komme ind i rummet. Men for at forhindre nogen i at komme ud. Nogen, eller rettere sagt noget. Og for det andet, at der ikke bare var sten i bunken foran mig. Jeg var stødt på et kranie. Et lille kranie. Skelettet af et barn.

42

43


– Nej, lad være! lød det på den anden side. – Mor, far! Jeg er så bange! Gråden var steget til så voldsom styrke, at det nu mere var en hylen. En rædselsfuld hylen og stønnen, der gik igennem alting. Og så standsede den pludselig. Ikke mere gråd, ikke mere klynken. Der var helt tavst på den anden side af døren. Jeg fordoblede mine anstrengelser. Skrabede og gravede så mine hænder blev revet til blods. Jeg fortsatte, fjernede sten efter sten, afdækkede mere og mere af det lille skelet. Og nu lød der igen stemmer ved siden af mig. – Du troede vel ikke, at du kunne slippe væk, din lille møgunge? Denne gang var det en kvindestemme, og den kom ikke fra den anden side 44

af døren. Den rædselsfulde stemme lød bag mig. Den kom fra den mørke tunnel. – Du kommer aldrig til at forlade os, sagde den. – Du vil altid være en af os! Og så blev jeg opslugt af mørket.


Den sorte side

føltes det, som om mit blod frøs til is. Der hvilede en ubehagelig stemning over stedet, og alligevel kunne jeg ikke lade være med at gå rundt fra det ene forladte og afsjælede lokale til det andet. Til sidst havnede jeg i resterne af de gamle baderum nede i kælderen,

Ved siden af min computer ligger en knækket flise med turkis glasur. Den ligner noget fra en gammelt badeværelse, og det er den også. Men den stammer fra en hjemsøgt bygning, og når jeg kigger på den, mens jeg skriver dette, så minder den mig om det mest uhyggelige sted, jeg har besøgt.

hvorfra jeg tog et stykke flise med mig hjem, mens jeg allerede var i gang med at skrive historien i hovedet. Det meste af fortællingen i De grædende følger de virkelige begivenheder ret tæt. Og hvis du selv vil undersøge sagen, så ligger sanatoriet lidt uden for landsbyen Aguas de Busot i bjergene

Jeg ankom til det gamle børnesanatorium, Preventori de Aigues, en stegende varm sommerdag, men i det øjeblik, jeg trådte indenfor i ruinerne,

nord for Alicante på Costa Blanca-kysten i Spanien. Det er nemt at komme dertil. Men det er ikke sikkert, at du

kommer derfra igen …


KAN DU KLARE ENDNU

ET GYS?

666-serien er letlæste gysere for dem, der ikke er bange for, hvad der venter i mørket ...


Foto: Bjarke Ahlstrand/One Of Many

BENNI BØDKER har skrevet om vampyrer, zombier, varulve og andre uhyggelige væsener, siden han gik i skole. I dag er det ikke kun hans klassekammerater, men børn i mange lande, der læser historierne.

Benni er født i 1975 og uddannet cand. mag. i dansk og filosofi. Han udgav sin første roman i 2004, og i dag er han en af Danmarks mest læste forfattere for børn og unge, kendt for serier som Kimura, Sarin, Nattens Børn og De 7 nøgler. I 2013 modtog han skolebibliotekernes store forfatterpris, og han er syv gange blevet nomineret til Orla-prisen. Senest har Benni bl.a. udgivet sørøverromanen Djævelens øjne, spændings-serien Operation og Når solen forsvinder (kriminalroman for voksne skrevet sammen med Karen Vad Bruun). Du kan møde ham på www.benniboedker.dk


Benni Bødker: De grædende  

Gyser for 10-12-årige!

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you