Page 1


JOKER er en bogserie om venskaber, forelskelser og konflikter. Bøgerne har alle et vildt og overraskende plot – og masser af grovkornet humor! Læs selv fra 8 år. Højtlæsning fra 6 år. Andre bøger i serien: ”En lort med tusind ben”, ”De forbyttede tissemænd” og ”Zombier kysser klamt”. Denne bog har lix 22.

Børnefængslet – Joker-serien

Tekst © 2015 Morten Dürr og Forlaget Alvilda, København Illustrationer © 2015 Anders Breum og Forlaget Alvilda, København Redaktion: Johnnie McCoy Grafisk tilrettelægning: Sara Mille Jessen/MilleArtDesign Bogen er sat med Times New Roman PS og Handserif 1. udgave, 2. oplag Trykt i 2015 i Finland ISBN 978-87-7105-962-5 www.mortendurr1.wordpress.com www.alvilda.dk


skrevet af Morten Durr

Illustreret af Anders Breum


Mig og Benjamin

Benjamin har ikke opdaget noget. Han sidder med ryggen til og er dybt optaget af et computerspil. Jeg nærmer mig langsomt og lydløst. Jeg står med min stungun i hånden. Den giver stød på 80.000 volt. Om lidt vil jeg bruge den på Benjamin. Så vil han udstøde et halvkvalt skrig, spjætte lidt og besvime. Han vil knap nok opdage, hvad der sker, før det er for sent. Men det vil gøre ondt, når han vågner igen i Børnefængslet, spærret inde uden mulighed for at flygte. Men Benjamin har fortjent det. Han forsøgte at stjæle Astrid fra mig.

7


Det hele begyndte for fem dage siden. Engang var mig og Benjamin bedste venner. Nu er vi bare konkurrenter. Sådan føles det i hvert fald. Jeg mener, vi hænger stadig ud efter skole. Flere gange om ugen. Men det er ikke hyggeligt længere – ikke som dengang vi var små, hvor vi bare havde det sjovt sammen. For nu handler det hele tiden om at være bedst. Bedst til fodbold. Bedst i skolen. Bedst til at få venner. Problemet er, at Benjamin kan gøre alt til en konkurrence. Og jeg mener alt. For tre dage siden – det var en tirsdag eftermiddag – sad vi hjemme hos Benjamin og spillede Playstation. FIFA. Benjamin vandt selvfølgelig. Igen. Og igen. Men det var ikke nok for ham. Han kan altid finde noget nyt at konkurrere om. Pludselig sagde han: “Hey OIiver – hvor mange pjækkedage er du så oppe på i år?” “Pjækkedage?” “Ja, hvor mange?” Jeg anede ikke, hvad han fablede om. Selvfølgelig har jeg været væk fra skole et par dage med ondt i halsen. Men jeg kan ikke huske hvornår. Det er vist længe, længe siden. “Jeg har pjækket fem dage siden nytår,” sagde Benjamin og lød stolt, som om det var noget at blære sig med. “Har du pjækket …? Det vidste jeg sgu ikke,” sagde jeg

8


og forsøgte at få min spiller på skærmen til at sende bolden i nettet. Men i stedet endte jeg med at tackle Benjamins målmand, og der blev dømt straffespark. “Næ, men det er sgu da også dybt hemmeligt … især for min far.” Benjamin lo og sendte mig et skummelt blik. “Jamen opdager han det ikke, når du er væk …? Skolen giver vel besked og sådan noget.” “Ej, Oliver, din amatør, ved du virkelig intet om at pjække?” “Jo, altså … pjække … det er, når man bliver væk fra skole.” Benjamin rystede på hovedet og grinede hånligt. “Ja,” fnøs han, “man bliver væk fra skole, men man bliver ikke opdaget, vel?” Benjamin kiggede udspekuleret på mig. Han sagde ikke noget. Kiggede blot på mig med det der blik, som sagde: Jeg er bare så klog og ved alt muligt, som du ikke aner en klap om … men spørg mig nu … du vil jo gerne. Til sidst gav jeg op. Jeg spurgte ham: “Okay, du pjækker altså uden at blive opdaget?” “Mm-hm,” sagde Benjamin og smilede, samtidig med at han scorede på straffesparket. “Og hvordan gør du så det?” “Pissenemt. Jeg bliver hjemme fra skole, fordi jeg er

9


syg. Tror far.” Benjamin grinede smørret. “Megasyg ... stakkels Benjamin!” “Nå,” sagde jeg. “Er det bare det?” Jeg var ærlig talt lidt skuffet. Her troede jeg, at Benjamin havde opdaget en eller anden helt genial måde at undgå skolen på. Men så handlede det blot om at spille syg. “Der er ikke noget bare ved det. At bilde min far ind, at jeg er syg, er bestemt ikke nemt. Det kræver helt særlige teknikker.” Særlige teknikker … Benjamin lød efterhånden så selvfed, at det var til at få udslæt af. “Det er ikke bare noget med at lyve,” fortsatte han. “Du kan ikke bare sige: Åh far, jeg har ondt i maven, jeg har ondt i øret, albuen eller håret. Det handler om at få de voksne til selv at opdage, at man er syg.” Benjamin ævlede løs, samtidig med at han driblede tværs gennem mit forsvar og scorede til 10-2.

Men nu var jeg faktisk blevet interesseret. Jeg sagde: “Og hvordan det? Hvordan får man de voksne til at opdage, at man er syg, når man ikke er det?”

10


Benjamin vendte sig og smilede hemmelighedsfuldt. “Se, det er min lille hemmelighed. Mine helt særlige teknikker er udviklet gennem lang tids erfaringer og øvelse. Dem kan jeg ikke bare sådan afsløre for hvem som helst. Det er top secret. Classified, mand.” “Særlige teknikker … min røv,” snerrede jeg – godt irriteret over Benjamins hemmelighedskræmmeri. “Jep, særlige teknikker til at pjække – uden at blive opdaget. Det er jeg mester i!” “Pis med dig!” “Okay … så du tror altså, at du også kan gøre det. Bare sådan?” “Hvad? At pjække … bilde min mor ind, at jeg er syg?” Benjamin stirrede udfordrende på mig. Han sagde ikke noget. Og så røg jeg lige i fælden. “Selvfølgelig kan jeg det! I morgen pjækker jeg uden at blive opdaget – bare vent og se!” Da jeg gik hjem fra Benjamin den tirsdag, var mit hoved fuldt af planer. Pjækkeplaner. Jeg skulle vise Benjamin. Selvfølgelig kunne jeg bilde min mor ind, at jeg var syg. Selvfølgelig! Men hvordan? Hvis jeg bare sådan sagde det til hende, ville hun opdage, at jeg løj. Min mor opdager altid, når jeg lyver. Det er, som om hun har sådan

11


en slags røntgenblik, der kigger lige igennem mig. Hun ser løgnen, nærmest før den er fløjet ud af min mund. Og hvis jeg lyver, så … ja, hun bliver ikke vred, hun ser bare så træt og skuffet ud. Sådan som hun ser ud, når hun en sjælden gang taler i telefon med far. Hendes blik bliver fjernt og forvirret. Som om hun kommer i tanke om noget dårligt, som hun helst vil glemme for altid. Jeg hader, når hun ser sådan ud. Så bliver det hele så trist. Derfor gjaldt det om at undgå at lyve, når jeg skulle pjække. Mor måtte selv opdage, at jeg var blevet syg. Det gjaldt om at … bruge en helt særlig teknik. På det punkt havde Benjamin fuldkommen ret. Jeg fik dog ikke tænkt mine pjækkeplaner til ende, for i samme sekund skete der noget, som fik mig til at glemme alt andet. Længere nede ad gaden kom en pige med langt, rødt hår trækkende med en vogn fyldt med aviser og reklamer. Det var Astrid. Bare at se hende på lang afstand fik mit hjerte til at galopere. Astrid begyndte i klassen for to måneder siden, men hun er allerede kendt på hele skolen. Og det er der en god grund til. Astrid har nemlig hovedet fyldt med holdninger og meninger, som altid skal luftes i timen eller

12


midt i skolegården – gerne fulgt af store armbevægelser. Hun hader for eksempel mærketøj, fordi – påstår hun – det bliver produceret af underbetalte arbejdere i Kina og Indien. Af samme årsag hader hun også mobiltelefoner, computere og chokolade. Og dog. Chokolade har jeg nemlig set hende spise, men hun blev helt arrig og rød i hovedet, da jeg drillede hende med det, og hun forsvarede sig med, at det var fair trade. Astrid er også stor modstander af unødvendige rejser, fordi CO2 fra flyvemaskinerne medfører global opvarmning. Men hun er ikke kun imod for at være imod … Hun ved, hvad hun taler om. For eksempel har hun lært mig, at hvis man flyver til Thailand på ferie, har man forurenet lige så meget, som hvis man kører i bil til og fra arbejde hver dag i et år. Derfor er Astrid blevet en kendt figur på skolen. For børn i 6. klasse elsker rejser til Thailand, de elsker mærketøj, computere, mobiltelefoner og chokolade. Og så er der Astrid, som bruger det meste af skoledagen på at sige til dem, at de er helt galt på den! Det siger hun selvfølgelig også til mig. Hele tiden. Med skarp stemme og vilde fagter. Men når jeg siger, at hun får mit hjerte til at galopere, er det altså ikke, fordi hun gør mig bange eller noget. Nej, det er lige omvendt. Det er gået op for mig, at jeg altid bliver glad, når jeg

13


snakker med Astrid. Selv når Astrid er allermest vred, når hun kalder mig en psykopat og dyrplager, fordi der er ægte arktisk rævepels på hætten af min vinterjakke, kan jeg ikke lade være med at smile af det. Mærkeligt. Indtil jeg forstod, at det er sådan, man har det, når man er vild med nogen. Nu opdagede Astrid også mig. Hun brølede: “Hey, Oliven!” “Jeg hedder altså Oliver,” sagde jeg. “Du hedder Oliven, hvis jeg siger det!” Så lagde hun ansigtet på skrå og stirrede på mig med sammenknebne øjne: “Så er det bare spørgsmålet, om du er en oliven med eller uden sten? Eller en af dem med hvidløg i? Måske skulle jeg tage en bid af dig.” “Du er bare for mærkelig …” mumlede jeg. Jeg kunne mærke, at mine kinder blev varme. Æv, hvorfor rødmer jeg så nemt?! “Jeg får faktisk snart et rigtig flot tandsæt, Olli! I morgen har jeg fri fra skole. Jeg skal have bøjle på!” “Av, så vil jeg slet ikke bides!” Astrid grinede og skiftede så til et totalt nyt emne, sådan som hun ofte gør:

14


“Det der gruppearbejde i matematik … det må vi se at få lavet!” “Gruppearbejde … det er vist ikke gruppearbejde … bare en aflevering.” “Det er sgu da gruppearbejde, hvis man laver det sammen med nogen, ikke?” Astrid lo igen og plantede en pegefinger i panden på mig. Hun tilføjede: “Vågn nu op, Oliver!” Vi blev afbrudt af et råb, som kom længere oppe fra gaden. Det var Astrids bror. Han stod og fægtede med armene. Astrid vinkede til ham. “Vi ses, Oliver.” Hun nikkede mod sin bror. “Jeg hjælper Mikkel, så jeg må hellere trille videre!”

15


Da jeg kom hjem, sparkede jeg skoene af, smed jakken og råbte: “Mor!” Ingen svarede. Der var helt stille i huset. Det var nok en af mors sene dage på arbejdet. Men det var okay. For på de sene dage havde hun som regel noget lækkert takeaway med hjem. Far svarede heller ikke. Det var ikke så mærkeligt. For far bor i Nordjylland med sin nye kone, så ham ser jeg kun i ferierne. Jeg gik op på værelset og fyrede op for Survival. Survival er et ret fedt spil, hvor man med sværd og trolddom udrydder monstre, zombier, kannibaler, dinosaurer og aliens – kort sagt alt, som kan være en trussel mod menneskeheden. Man samarbejder inden for sin klan, men selv sådan et co-op-spil kan Benjamin gøre til en konkurrence. I stedet for at lave en klan sammen med os andre insisterer Benjamin på, at vi spiller som enkeltstående krigere. Så det bliver hele tiden et ræs om at nå op på et højere level, få flere fede våben, rustninger og magiske besværgelser. Om lørdagen havde vi aftalt en LAN-aften hos Benjamin sammen med Casper og Andreas. Og så gjaldt det om at være klar. Jeg ville gerne nå op til level syv – mindst – før lørdag, så jeg ikke blev helt til grin. Derfor droppede jeg lektierne og kastede mig

16


over spillet. Jeg hakkede zombier ihjel, massakrerede en hel koloni af menneskeædende nisser og nedbrændte en landsby af blodtørstige trolde. Alt gik fint, og pludselig var jeg nået op på level fire. Så skete det. Måske var jeg blevet overmodig. Måske var det, fordi jeg ikke kunne få Astrid ud af hovedet. I hvert fald glemte jeg at tænke mig om. Jeg havde valget mellem at gå ind i en grotte eller videre ad stien og følge den ned til landsbyen, hvor jeg kunne købe nye forsyninger. Jeg kastede et blik på min helbredsmåler. Jeg havde knap et halvt liv tilbage. Så tjekkede jeg mit udstyr. Jeg havde kun en portion helbredseliksir. Ikke nok til at bringe mit helbred op på 100 procent – men nok til et lille eventyr, en lille kamp – inde i grotten. Men da jeg gik videre ind i grotten, ændrede musikken sig. Den blev mørk og ildevarslende, mareridtsagtig. Det blev næppe en lille kamp. Musikken var et sikkert tegn på, at noget stort og ikke mindst meget farligt gemte sig i mørket. Jeg indså min fejltagelse. Der var ingen grund til at være grådig. Så hellere vende om og gå tilbage til landsbyen. Men for sent. Pludselig tårnede en blodtørstig og ildsprudende drage sig op over mig. Det blev en temmelig kort fight. Jeg havde hverken helbred, magi, kræfter eller skjold

17


nok til sådan et slagsmål. Det var slut, næsten før det begyndte. Jeg døde! Jeg døde simpelthen og blev bombet tilbage til level et. Level et … fire dage før en LAN-aften, hvor de andre sikkert var på level syv eller otte. Det var en katastrofe! I det samme hørte jeg det pusle i entreen. “Hej Oliver, er du hjemme?“ Mors velkendte hilsen. “Jeg er her!” råbte jeg, mens jeg med tunge tanker stirrede på computerskærmen. Bogstaverne R.I.P. fyldte hele skærmbilledet og var omkranset af flammer, mens en sørgelig musik spillede. “Kom og spis, mens det er varmt!” Mor havde taget indisk mad med hjem. Det var kylling og grøntsager i en sovs, der var så stærk, at man blev helt lam i tungen. Jeg elsker stærk mad! Bagefter mumlede jeg ordet “lektier” og gik op på værelset igen. Men det blev ikke til lektier. Kun til mere Survival. Da klokken var ti, havde jeg spillet mig op til level to. Det var okay, når man tænkte på, hvor kort tid jeg havde brugt. Men det var ikke nok til lørdag. Jeg havde kun tre dage at komme videre i inden LAN-aften. Tre hverdage fyldt med skole og lektier. Det var ganske enkelt ikke tid nok.

18


Medmindre jeg blev væk fra skole. Medmindre jeg pjækkede. Jeg kom igen til at tænke på Benjamins udfordring. Pjække. Ville jeg gå glip af noget i morgen? Jeg gennemgik skemaet i hovedet. Nej, onsdag var alligevel ugens kedeligste dag med dobbelttimer i matematik og dansk. Og Astrid kom jo heller ikke, for hun skulle til tandlægen. Jeg kunne roligt blive væk. Jeg besluttede mig for at gøre det. Slå to fluer med et smæk. Bevise over for Benjamin, at jeg var lige så god til at pjække som ham, og bruge hele dagen på at spille Survival – optjene nogle nye fede våben og rustninger, så jeg var på toppen til LAN-aften lørdag. Da jeg børstede tænder, tænkte jeg på det, Benjamin havde sagt om at pjække. Det handler om at få de voksne til selv at opdage, at man er syg … bestemt ikke nemt. Det kræver helt særlige teknikker. Jeg lagde mig i sengen. Forsøgte at finde på nogle helt særlige teknikker, så jeg kunne bilde min mor ind, at jeg var syg. Så jeg undgik hendes røntgenblik. Så hun ikke opdagede, at jeg løj. Men jeg kunne ikke finde på noget.


Pjækkedagen

Nogle gange bliver jeg vækket af den alarm, jeg sætter i min mobil. Men de fleste morgener bliver jeg vækket af naboens store sanktbernhardshund, som står i haven og hyler, så det kan høres over hele Amager. Den dumme køter begynder at hyle allerede klokken kvart over seks, når dens ejer er kørt af sted på arbejde i lufthavnen. Og hunden er ikke kun en møgkøter, fordi den hyler. En sommer for tre år siden brød den igennem hegnet, løb ind i vores have, splittede kaninburet ad og bed min kanin Karoline så hårdt, at den døde på stedet. Denne onsdag morgen blev jeg altså igen vækket af nabohundens spøgelsesagtige hyl. Jeg stod op og kiggede ud ad vinduet. Ganske rigtigt. I naboens have så jeg kanindræberen vandre hvileløst rundt. Den hylede igen. Jeg går ud fra, at den savnede sin ejer og ikke forstod, hvor han var blevet af.

20


Jeg tjekkede min mobil. Der var kun et par minutter til, at vækkeuret ringede. Om ganske kort tid ville mor stå op. Måske tænker man bedst under tidspres. For pludselig stod det klart, hvordan jeg skulle bilde min mor ind, at jeg var syg – så hun selv opdagede det – uden at jeg behøvede at lyve. Jeg kastede mig ned på gulvet og begyndte at tage armbøjninger. 1…2…3…4…5…6… Æv, det var hårdt, når man lige var vågnet. Men jeg fortsatte. 14 … 15 … 16 … Efter 20 armbøjninger tog jeg en pause. Mine arme gjorde ondt. Jeg lå på maven på gulvet og prustede som en strandet sæl. Så lød mors vækkeur. Straks begyndte jeg på armbøjningerne igen. 21 … 22 … 23 … Jeg hørte en dør knirke. Mor gik ud på badeværelset. Jeg tog 20 armbøjninger mere. Nu gjorde det ondt hen over skuldrene og langt ned ad ryggen. Så hørte jeg mor trække ud i toilettet. Snart var hun færdig på badeværelset. Om et øjeblik ville hun gå op ad trappen for at vække mig. Nu skulle det gå stærkt. Lynhurtigt tog jeg fem armbøjninger mere. Så hørte

21


jeg hendes skridt på trappen. Jeg lagde mig i sengen. Det dunkede i hele kroppen. På med dynen. Jeg svedte. Mit ansigt var flammende varmt. Jeg lukkede øjnene. I det samme gik døren op. “Godmorgen!” sagde mor. Eller hun nærmest sang det. Min mor er irriterende morgenfrisk. Jeg åbnede ikke øjnene. Udstødte bare en klagende lyd. “Oliver? Er der noget galt?” Jeg stønnede. “Oliver, se på mig!” Nu åbnede jeg øjnene ganske lidt. Til to små sprækker. Mor lagde en arm på min pande. “Du er jo gloende varm!” “Mmmm …” klagede jeg. Min mor havde røntgenblikket på, kunne jeg se. Bedst ikke at sige for meget. Pludselig føg spørgsmålene gennem luften: Havde jeg kvalme, var jeg svimmel, havde jeg kastet op, gjorde det ondt, hvor gjorde det ondt? Jeg sagde ikke noget. Nikkede og brummede blot på de rigtige tidspunkter. Og det, jeg nikkede “ja” til, var jo ikke løgn: Ja, jeg havde ondt i kroppen. Ja, jeg følte mig helt varm. Ja, jeg havde ondt i maven. Faktisk havde jeg ondt i hele kroppen efter den morgengymnastik.

22


Da hun havde udspurgt mig godt og grundigt i flere minutter, sagde hun: “Godt, du har vist fået en virus. Du bliver hjemme i dag!” Mor gik ned i køkkenet og kom op igen med en bakke proppet med alt det, som skal holde en syg dreng kørende gennem en lang dag i sengen: chokoladekiks, peanuts, æble, saftevand og salte kiks. Alt, hvad der skulle til for at “holde humøret og væskebalancen i top”, som hun sagde.

23


“Ringer senere, skat,” tilføjede hun – og så kørte hun på arbejde. Yes! Det virkede. Jeg jublede indeni, mens jeg guffede den første chokoladekiks i mig. Helt uden at lyve havde jeg bildt min mor ind, at jeg var syg. Hun havde selv opdaget, at jeg var syg – ved hjælp af min helt særlige pjækketeknik. Få minutter senere, da alle chokoladekiksene var udryddet, sprang jeg ud af sengen, tog bukser og bluse på og fyrede op for Survival. De næste par timer forsvandt i et orgie af sværdhug, afrevne lemmer, skrig og skrål. Ved frokosttid var jeg nået op på level fire, og mit skatkammer var fyldt med våben, guldmønter og rustninger. Perfekt. Jeg var midt i en bossfight, da mor ringede. Før jeg besvarede opkaldet, skruede jeg ned for lyden på computeren, men jeg fortsatte med at spille, mens jeg snakkede med hende. Og det var nok en fejl. For når jeg spiller, hører jeg ikke rigtigt for alvor efter, hvad der bliver sagt til mig. Det hele flød lidt sammen, og jeg svarede blot på mors spørgsmål præcis som tidligere, nemlig ved at brumme og stønne på de rigtige tidspunkter:

24


Gør det stadig ondt … Hak med sværdet! Splat! Hvor gør det ondt? Indsamling af våben … 125 guldmønter … Er din feber steget? Sælg skjold … ny magisk spell … 200 guldmønter Har du kastet op? Opgrader til glødende sværd … Er du stiv i nakken …? Kan du bøje hovedet? Hak! Blod! Splat! Meningitis … Indsamling af våben … Til lægen klokken to … Hov! Hvad var det? Mor havde sagt noget om lægen. Jeg satte øjeblikkelig spillet på pause. “Sagde du lægen?” spurgte jeg og forsøgte at lyde svagelig og syg. “Ja, jeg har fået en tid klokken to.” “Ej, det er altså ikke nødvendigt. Jeg har det lidt bedre end i morges … tror jeg.” “Du skal til lægen. Med den feber … og stivhed i nakken, det kan være meningitis. Det er en farlig sygdom, som man kan dø af!” Jeg havde bestemt ikke lyst til at spilde min eftermiddag

25


hos lægen, når jeg kunne være hjemme og spille Survival. Men det var nok bedst ikke at stritte imod. Så blev mor blot mistænksom. “Okay, mor …” “Vi ses lidt i to. Jeg kommer og henter dig, skat. Drik masser af væske!” Jeg så på uret. Klokken var kun halv et. Der var halvanden time til, at jeg skulle være hos lægen. Jeg kunne godt nå at kæmpe mig op på et nyt level, inden jeg skulle gå. Lægebesøg eller ej … alt gik trods alt lige efter planen. Den næste time fløj af sted. På rekordtid spillede jeg mig op på level fem. Men så skete der pludselig noget, som alligevel fik mig til at fortryde, at jeg havde brugt dagen på at pjække. At jeg havde fået min mor til at tro, at jeg var syg. Min mobil bippede. Jeg fik en sms. Men ikke en hvilken som helst sms. Det var en sms fra Astrid! Jeg glemte øjeblikkelig alt om Survival. Hej Oliven! Jeg fik bøjlen på … alt gik fint. Ses vi hos Alexander? Alexander? Hvad skete der hos Alexander … Jeg skrev: Alexander???? Astrid: Fødselsdag. Han inviterer i biografen!

26


Fuck! Nu huskede jeg det. Alexanders fødselsdag. Biografturen. Astrid: Kommer du? Sikke noget rod. Fødselsdagen var allerede klokken tre. Jeg skulle til lægen klokken to. Og mor troede, at jeg var ved at dø. Jeg ville ikke få lov til at komme med. Æv, jeg skulle aldrig have pjækket. Fucking åndssvagt. Fucking Benjamin, som fik mig lokket til det. Astrid: Skal vi sidde ved siden af hinanden til filmen? Mig og Astrid. I biografen. Ved siden af hinanden. Jeg ville med til den fødselsdag! Jeg skrev: Selvfølgelig kommer jeg. Hold en plads til mig :-) Hvad skulle jeg gøre? Få mor til at afbestille lægen? Nej, det gik hun ikke med til. Det bedste var at få lægebesøget overstået hurtigt. Få lægen til at erklære mig rask nok til Alexanders fødselsdagsfest. 20 minutter senere kom mor hjem. Da sad jeg i stuen og lavede matematikopgaven til tirsdag og forsøgte at se utrolig frisk ud. Utrolig ikke-syg. Før mor fik frakken af, sagde jeg, at jeg havde fået det meget bedre. Ingen kvalme. Ingen feber. Kun lidt ondt i hovedet. Mor så glad og lettet ud.

27


“Så kan det heldigvis ikke være meningitis,” sagde hun. “Jamen jeg føler mig faktisk også helt frisk,” tilføjede jeg. Og så nævnte jeg forsigtigt muligheden for, at jeg måske kunne komme med til Alexanders fødselsdag. “Nu må vi se, hvad lægen siger,” svarede mor. Æv, lægebesøget gik mor ikke med på at aflyse. Hos lægen beskrev mor nøje mine symptomer i alle detaljer. Det lød nærmest, som om jeg var døden nær. Smerter i alle lemmer, muskelkramper, opkast, feber, kvalme, svimmelhed. Lægen lyttede til hele smøren og så meget alvorlig ud. Hold op, hvor tog det lang tid. Jeg skævede til uret. Klokken var kvart over to. “Vi er nødt til at tage nogle prøver,” sagde lægen. “Vi begynder med en blodprøve.” Fuck.

Nu fandt han en nål frem og jog den langt ind i min arm. Han tappede mit blod ned i fire små reagensglas. Så tog han et stykke vat, lagde det på stiksåret og tapede det fast til min arm. Det gjorde slet ikke ondt. Ikke særlig meget.

28


“Så,” sagde han og smilede, “nu må du gerne bøje armen for at stoppe blødningen.” “Kan vi gå nu?” spurgte jeg og rejste mig. “Næ nej.” Lægen rystede på hovedet og stirrede forbavset på mig. “Vi skal have kortlagt dit helbred fuldstændig.” Hvad nu? “Derfor skal du også afgive en urinprøve.” Lægen famlede med et eller andet i sit skab. Endelig kom han tilbage med en lille plastikkop. Og så blev jeg sendt ud på toilettet for at tisse. Jeg låste døren til toilettet og tjekkede mobilen. Nu var klokken blevet halv tre. Hvis jeg skulle nå at komme med på biografturen, skulle det gå stærkt. Jeg forsøgte at tisse i plastikkoppen. Men der skete ingenting. Jeg skulle slet ikke tisse. Jeg kunne ikke tisse. Nu måtte jeg altså tage mig sammen. Det var snart for sent. Filmen gik i gang lige om lidt! Jeg lukkede øjnene og tænkte på et vandfald. Det virkede ikke. Jeg fyldte et plastikkrus med vand og drak det i én mundfuld. Det virkede heller ikke. Så drak jeg to krus mere. Ingenting. Nu bankede det på døren. Det var mor. ”Er du snart færdig, skat?”

29


Jeg åbnede døren på klem. ”Jeg kan ikke tisse lige nu. Kan det ikke vente?” ”Nej, Oliver. Vi skal have fundet ud af, hvad du fejler!” Jeg låste døren igen. Æv, æv, æv. Nu var den 20 minutter i tre.

Så fik jeg øje på sæbebeholderen. Jeg fik en idé. Trykkede en klat flydende sæbe ud i hånden. Sæben var gul. Jeg trykkede noget sæbe ned i plastikkoppen og rørte det op med vand. Væsken i koppen var gul. Perfekt! Det lignede tis. ”Moar, nu er jeg færdig!” råbte jeg.

30


Vi nåede hen til biografen på et hængende hår. De andre var allerede ved at gå ind. Jeg vinkede farvel til mor og spurtede ind i salen. Den var kæmpestor og proppet med mennesker. Men hvor var Astrid? “Olli!” Dér var hun. Ovre på sofarækkerne. Astrid vinkede og klappede på sædet ved siden af sig. Jeg satte mig ved siden af hende. Astrid smilede og pegede på sine tænder: “Har du set? Togskinner!” Astrid havde fået bøjle på tænderne i overmunden. “Flot!” sagde jeg. “Flot? Gu er det ej flot,” sagde Astrid. “Jeg er da blevet megagrim nu!” “Nej, nej, du er pæn!” “Synes du?” sagde Astrid og rullede med øjnene. “Selvfølgelig!” Nu blev lyset dæmpet. Reklamerne begyndte. Astrid hviskede: “Savnede du mig i skolen?” “Næ, jeg var faktisk hjemme. Jeg var … syg.” På det tidspunkt var det blevet så mørkt, at Astrid ikke kunne se mit ansigt. Så hun kunne heller ikke se, at jeg løj. Det var jeg glad for.

31


“Syg! Noget, der smitter? Ærgerligt, for så kan vi jo ikke sidde og kysse.” Astrid lo højt, så jeg vidste, at det bare var for sjov. Jeg grinede også. Men bagefter var der ingen af os, som sagde noget. Tavsheden varede en hel colareklame. Så lænede Astrid sig ind mod mig og hviskede: “Men vi kan da godt holde i hånden.” Denne gang var det ikke for sjov. For Astrid lagde sin hånd i min. Den var blød, varm og dejlig. Vi holdt hinanden i hånden under hele filmen.


Benjamin scorer

Først da filmen var forbi, og lyset blev tændt igen, slap vi hinandens hænder. Astrid smilede til mig. Der var lys i hendes øjne. Som om vi havde en hemmelighed sammen. Pludselig stod Alexander foran mig. Han daskede mig på skulderen og sagde: “Hey Oliver, er du frisk igen?” Jeg nikkede. “Så ses vi hjemme hos mig – til pizza!” Jeg nikkede igen. Jeg spurgte Astrid: “Kommer du med?” “Det kan jeg ikke. Desværre. Min far har fødselsdag i dag. Vi skal på restaurant. Min mor holder sikkert ude foran og venter allerede.” Og ganske rigtigt. Over for biografen sad Astrids mor i en sølvfarvet Mercedes, der holdt på tværs af fortovet. Hun dyttede, da hun så os. Det blev en hurtig og akavet

33


afsked. Astrid vendte sig om og vinkede. Hun skulle til at sige noget, men så dyttede moren igen. Jeg grinede til hende, vinkede og råbte så blot: “Vi ses!” Astrid vinkede en sidste gang og hoppede ind på bagsædet af bilen. Jeg blev stående lidt og så den sølvfarvede bil glide væk i trafikken. Jeg følte mig glad, varm i hele kroppen og ør i hovedet. Tænk, at jeg havde fået en kæreste. Og tænk, at det var Astrid! To timer senere ødelagde Benjamin det hele. Efter filmen stod den på pizza, cola og Playstation hos Alexander. Det var sjovt, og jeg blev hængende, til solen var gået ned. Klokken otte fik jeg en sms fra mor: Hjem nu lektier sove!! Mors sms’er er altid temmelig hårde. Jeg fulgtes med Benjamin hjemad. Vi bor to gader fra hinanden, så vi skulle samme vej. Jeg var stadig i rosenrødt humør. Vi gik hjem ad de stille villaveje. Fuglene sang. De sang for mig og Astrid. Men idyllen blev brudt, da Benjamin pludselig udbrød: “Stik mig lige din mobil. Jeg skal lige tjekke, om min computer er klar til LAN-aften.”

34


“Hvad mener du?” “Min onkel Bertil … kan du huske ham?” spurgte Benjamin. “Ham teknik-nørden?” Jeg nikkede. Bertil glemmer man ikke sådan lige. Noget af en freak. “Han lovede at opdatere min computer. Så jeg ringer lige for at høre, om den er færdig. Så kan vi hente den på vejen.” “Kan vi ikke bare banke på? Vi kommer nærmest lige forbi.” “Niks, når det gælder Bertil, skal man altid ringe først. Du ved jo godt, hvordan han er. Dybt paranoid!” Jeg nikkede. Jo, det kunne jeg godt huske. “Så stik mig din mobil!” “Brug dog din egen!” “Den er smadret.” Og sådan var det altid. Benjamins mobiler holder kun i fem minutter. Så taber han dem på asfalten, glemmer dem i bussen eller får dem stjålet på skolen. Benjamin er ligeglad. Han plager bare sin far og får en ny. Faren har røven fuld af penge. Så derfor havde Benjamin brug for min mobil. Og jeg var dum nok til at låne ham den. Det skulle jeg aldrig have gjort.

35


I første omgang var det okay. Benjamin gjorde, som han havde sagt. Han ringede til sin onkel. De lavede en aftale. Jo, vi kunne sagtens hente computeren med det samme. Bagefter stak Benjamin min mobil i baglommen. Jeg tænkte ikke over det. Men det skulle jeg have gjort. Vi fortsatte ned ad fortovet. Pludselig pegede Benjamin og sagde: “Der! Min onkel bor i det gule hus!” Benjamin måtte banke på tre gange, før døren blev åbnet. Onkel Bertil med det mærkelige fipskæg stod overrasket og missede mod dagslyset . “Benjamin! Og … øh …” “Oliver …” mumlede jeg. “Godt, I kom!” fortsatte Bertil. “Se lige her, hvad jeg har lavet!” Benjamins onkel holdt en kort træstav i vejret. For enden af staven glimtede det mat fra noget, der lignede et garnnøgle, men i virkeligheden var det en masse tynd ståltråd, der var viklet rundt om staven. Længere nede på skaftet var der fastgjort en sort æske med gaffatape. Bertil rettede garnnøglet mod dørhåndtaget. Spidsen af staven eksploderede i en kugle af hvidgule, knitrende gnister. Lyset blændede mig et øjeblik. Der lugtede brændt og svedent. En lille røgsky i luften.

36


“En stungun af eget fabrikat!” erklærede Bertil og tilføjede: “Kun til selvforsvar naturligvis! Sådan en stungun er god at ha’, hvis der kommer ubudne gæster. Indbrudstyve ... så får de strøm !” Både Benjamin og jeg nikkede i et forsøg på at berolige Bertil og måske få ham til at lægge våbnet fra sig. Men Benjamins onkel er ikke helt som andre mennesker, og når han skal forklare noget teknisk, kan man ikke stoppe ham: “Man skal bare transformere strømmen op og så have

37


masser af volt og nada ampere! Og så skal man bruge tre old school 9-voltsbatterier, en spole med ganske få vindinger og en anden spole med forpulet mange vindinger. Så har man en stungun på omkring 80.000 volt …”

Hverken Benjamin eller jeg fattede en hat. Det kunne Bertil godt se. Han sagde: “Hvem har et stykke papir?” Benjamin rystede på hovedet. Jeg mærkede efter i lommerne. Det eneste, jeg fandt, var et lille stykke pap på størrelse med et visitkort. Det var det kort, jeg havde fået fra lægen med datoen for resultatet af blodprøven og urinprøven. Bertil greb kortet, før jeg kunne nå at protestere. Og med lynets hast tegnede han på bagsiden af kortet et diagram over den hjemmelavede stungun: “Først en masse vindinger med kobbertråd. Tilslut batterierne … og så skal man …” Tegningen blev lille, gnidret og temmelig uforståelig. Alligevel var Bertil tilfreds. Ivrigt proppede han kortet tilbage i hånden på mig og sagde:

38


“Sådan, nemt, ikke! Den elektriske udladning lammer offeret, fordi det elektriske chok genererer mælkesyre i alle musklerne. Ligesom hvis du syrer til efter en lang løbetur og får krampe – man klasker sammen som en livløs dukke og ligger bevidstløs i flere minutter!” “Flot, onkel!” indskød Benjamin pludselig. “Men hvad med min computer?” “Nå ja, computeren!” Bertil blinkede til Benjamin som en forvirret mus. “Computeren er i fuld gang med at afvikle mit seneste projekt. Jeg kalder det Gemini! Kom med!” Alle vinduerne i Bertils hus er blændet af, så det er totalt mørklagt. Ingen må kigge ind. Benjamins onkel er sygt bange for at blive overvåget. Stuen er spækket med computerskærme, som står og blinker og forsyner stuen med dens eneste lys. Dagen lang går Bertil rundt i sit dunkle hus og udtænker nye opfindelser og programmerer computersoftware. Bertil førte os hen i en afkrog af stuen. På et skrivebord stod Benjamins bærbare. På skærmen så man en vildt forvirrende mosaik af fotos, som skiftevis tonede frem for straks efter at forsvinde. Billede efter billede. Kun ansigter. Ansigter, som ræsede forbi i rasende fart. “Tjek det ud!” sagde Bertil stolt. Så trykkede han

39


på en knap. Pludselig var alle ansigterne frosset fast på computerskærmen. “Hvem ligner det?” spurgte Bertil og stirrede triumferende på os. Skærmen viste 20-30 billeder. De var alle af en bestemt mand. Portrætfotos, hvor han så direkte ind i kameraet. Eller billeder med manden samt to-tre andre personer. Manden til en fest, en middag, en julefrokost. Og der var landskabsbilleder, hvor manden blot var en lille figur i skoven, en rødmosset figur i en øde ørken, ved en sø med bjerge i baggrunden, foran en gammel amerikanerbil på en øde landevej. “Nå, kom nu, hvem ligner det?” spurgte Bertil igen. Nu kunne jeg se det. De runde briller. Fipskægget. Jeg sagde: “Det er jo dig.” “Ikke mig, nej,” sagde Bertil. Nu var hans stemme på vej mod det skingre toneleje igen: “Prøv at se på billederne. Amerikanerbil, bjerge, ørken! Jeg har sgu aldrig været i udlandet, vel! Nej, dette er mine dobbeltgængere! Folk fra fjerne lande, som ligner mig på en prik, men som ikke er mig!” ”Folk, som ikke er dig?” Nu pegede han på skærmen:

41


“Andrew Mellor fra Australien! Horst Lidenfelt fra Østrig. Damian Dufresne fra Frankrig … Jeg har hacket mig ind på Facebook, CIA, NSA, PET og 23 andre topsikrede databaser. Her får jeg adgang til millioner af fotos, og så kører jeg alle billederne igennem et program, der matcher billederne med mine ansigtstræk. Smart, ikke? Og på den måde har jeg fundet 57 dobbeltgængere fordelt på 38 lande. Folk, som ligner mig på en prik – men som ikke er mig!” Bertil stirrede på os med et forvredent grin og glinsende øjne. På skærmen sås hans ansigt som et besynderligt ekko. Jeg forestillede mig et rum fyldt med 57 Bertil’er og gøs ved tanken. Der var stille i lang tid. Der hørtes kun en svag summen fra de overophedede computere. Endelig brød Benjamin stilheden. Med spag stemme sagde han: “Øh ... men er det okay, hvis vi så tager computeren med hjem nu?” “Naturligvis!” råbte Bertil. Jeg fulgtes ad med Benjamin det sidste stykke vej hen til hans hus. Benjamin gik med sin computer under armen og fablede om, hvor fedt det ville blive at spille Survival på en opdateret maskine. Så snakkede vi om vores LAN-aften

42


på lørdag, og jeg fortalte Benjamin om dagens togt. Mens alle andre havde puklet i skolen, var jeg røget tre levels op. Benjamin prøvede at skjule det, men jeg kunne se, at selv han var imponeret over, hvor meget jeg havde fået udrettet. Mens vi gik, fiskede Benjamin min mobil op af lommen. Han gik og trykkede lidt på skærmen, mens vi snakkede. Jeg troede, han tjekkede et af mine spil. Men pludselig sagde han: “Hallo Oliver! Hvorfor har du egentlig så mange billeder af Astrid på din mobil?” Benjamin gloede skadefro på mig, og jeg kunne mærke, at mine kinder blev røde lige med det samme. Hvem fanden havde også bedt ham om at kigge i mine fotos? “Astrid i skolegården. Astrid nede ved døgneren,” fortsatte Benjamin. “Astrid overalt!” Han grinede. Og så gennemborede han mig med det der spydige og drillende blik, som han er ekspert i. Altid så overlegen og sikker på sig selv. Jeg greb ud efter mobilen. Men Benjamin var hurtigere end mig. Han holdt den højt i vejret. “Du har mindst 20 billeder af Astrid på din mobil. Du er jo helt vild med hende!” Jeg kunne mærke, at min ansigtsfarve skiftede fra rosa til selvlysende rødt. På det tidspunkt skulle jeg selvfølgelig

43


bare have sagt sandheden. Så var det hele endt anderledes. Men jeg bliver så træt af Benjamin. At han altid tror, han ved bedre. At han altid vil være bedst. At han altid tror, at han kan gennemskue mig. Så jeg sagde: “Gu er jeg ej.” Benjamin stirrede stadig på mig med det irriterende glimt i øjnene. “Er du sikker? Helt sikker?” “Ja, ja,” mumlede jeg. Benjamin gik videre . Han stak stille og roligt min mobil i lommen igen.

“Får jeg snart min mobil?” spurgte jeg. Men Benjamin var langt væk. Han sagde: “Men det er sgu da på tide at få sig en kæreste, ikke?” Jeg sagde ikke noget. “Er det ikke?” gentog Benjamin. “Jo, måske.” “Ja, sgu! Næste år går vi i 7. klasse. Så har man en kæreste, ikke?” “Det har man vel.”

44


Indeni frydede jeg mig. Jeg havde jo allerede fået mig en kæreste. Men nu var det for sent at fortælle ham om Astrid. “Gu har man så,” fastslog Benjamin. Igen nikkede Benjamin og kiggede intenst på mig, som om det var ren logik. 7. klasse = kæreste. “Men hvem skulle det så være?” spurgte han. “Hvem? Hvad?” “Hvis du ikke er vild med Astrid,” forsatte Benjamin, “hvem skulle det så være?” “Det … øh …” Jeg snublede over ordene. Skulle jeg fortælle ham det hele … eller ville han bare gøre mig til grin? Jeg fik ikke styr på tankerne, før Benjamin udbrød: “Så snupper jeg altså Astrid!” Fuck! Benjamin, din … Jeg havde mest af alt lyst til at give ham et los i røven. Men jeg sagde ikke noget. For jeg var egentlig ligeglad. Astrid var min. Det vidste jeg. Og det kunne Benjamin ikke lave om på. Men det kunne han faktisk. Benjamin stoppede op. Nu var vi nået helt hen til hans eget hus. På plænen foran huset kørte Benjamins far, Knud, rundt på en havetraktor og slog græsset. Knud vinkede til os, da han drønede forbi på traktoren. Blærerøv. Haven var ikke større, end at man kunne slå græsset med

45


en almindelig græsslåmaskine. Men for Benjamins far gjaldt det altid om at være først og bedst med det hele. På den måde lignede far og søn hinanden på en prik. Jeg vinkede tilbage til Knud. Og da jeg igen rettede blikket mod Benjamin, havde han allerede løftet mobilen til sit øre. “Hvad fanden laver du?” spurgte jeg. Min mave knugede sig sammen. Var han i gang med at ringe til Astrid? Ja, det var han faktisk. For pludselig rungede hans stemme ud over gaden og blandede sig med motorstøjen fra havetraktoren: “Hej Astrid! Det er Benjamin på Olivers mobil …” I det øjeblik skulle jeg have sparket benene væk under Benjamin og generobret min mobil. Jeg burde have stranguleret ham med mit bælte. Fundet en brosten og slået ham bevidstløs. Hvad som helst for at sætte en stopper for det opkald til Astrid. Men dels var det næppe særligt smart at slå Benjamin ihjel på åben gade – med hans far som vidne – dels følte jeg mig underlig lammet. Jeg havde ganske enkelt mistet kontrollen over begivenhederne, som om jeg befandt mig i et bizart mareridt, jeg ikke kunne vågne fra. Jeg gjorde med andre ord intet, og Benjamin fortsatte med sukkersød stemme: “Ja, jeg skal nok hilse. Men jeg tænkte på en ting …

46


Vil du være min date på fredag … til fest i fodboldklubben?” Ha! Tænkte jeg. Det kommer han ikke langt med. Fest i fodboldklubben. Astrid, som hader fodbold. Men sekundet efter føltes det, som om mit blod frøs til is. For Benjamin udbrød: “Om Oliver ved, at jeg ringer? Ja, selvfølgelig! Han lånte mig sin mobil, så jeg kunne ringe …” Løgn … “Fedest, så henter jeg dig klokken syv!” Nej, nej, nej! skreg min indre stemme. “Ja, ja, han er lige her … Nu får du ham.“ Benjamin holdt en hånd hen over mikrofonen, så kiggede han på mig med et smørret grin.

47


“Den er hjemme. Fredag, festen, mig og Astrid.” Jeg var i chok. “Men Astrid vil lige snakke med dig.” Med bange anelser greb jeg mobilen. “Astrid?” “Hvad fanden har du gang i, Oliver?” snerrede Astrid, så det skrattede i øret. “Er det her en joke, eller hvad?” “Astrid, jeg …” “Og jeg, som troede …” Jeg måtte fjerne mobilen lidt fra øret for ikke at blive døv. Så højt råbte hun nu. “… og så ringer Benjamin og inviterer mig til fest – på din mobil – mens du står lige ved siden af … Røvhul!” “Astrid, det var ikke …” “… og så på min fars fødselsdag … Hvem synes, den slags er sjovt …? Drengerøv … men jeg har også følelser!” “Jamen …” “… fint nok. Så går jeg på fucking date med Benjamin. Så kan du hygge dig!” “Astrid …” “Du er en oliven uden sten!” Forbindelsen blev afbrudt. Stilhed. Mit øre gjorde ondt, så højt havde Astrid råbt. Men

48


det var i hjertet, smerten var størst. Jeg havde kun været kæreste med Astrid i et par timer. Nu var jeg allerede blevet droppet. Jeg følte mig tom, sort og hul indeni. Præcis som Astrid havde sagt. En oliven uden sten. “Her!” Benjamin rakte mig mobilen. Så slap han en bøvs med stort velbehag, som om han havde spist et stort stykke gulerodskage og nu var dejligt mæt og tilfreds. “Jeg troede slet ikke, Astrid kunne lide mig,” tilføjede han. “Men det var jo meganemt at score hende!” I samme sekund svingede Knud havetraktoren ind foran os og steg ud. “Hvad så, drenge!” råbte Knud. Han er en stor mand med fuldskæg og udstående øjne. Benjamin fortalte ivrigt, at Bertil havde opdateret hans computer, så den var klar til LAN-aften lørdag. “LAN-aften! Hva’?!” Knud lo højt, som om han havde sagt en vittighed. Så tilføjede han med et endnu større grin: “LAN-aften – gang i den!” Knuds latter buldrede som et jordskælv. Så pegede Knud pludselig alvorligt på mig og fastholdt mig med et stift blik: “Og hva’ er så jeres budget?” “Budget?” Jeg var helt væk i min sorg og forvirring. Det eneste, jeg kunne tænke på, var Astrid. Men

49


Benjamin, som er mere vant til sin fars særprægede tankegang – han tænker altid på penge – sagde lynhurtigt: “50 kroner til cola, 50 kroner til chips, 50 kroner til slik, 150 til pizza og 50 kroner til … uforudsete udgifter.” “Det lyder sgu rigtigt,” nikkede Knud og grinede igen, ”og hvad giver det i alt, Benjamin?” Benjamin blegnede. “Øh … altså, det var … 50 kroner til …” Knuds ansigt blev hårdt: “Du skal sgu ha’ styr på dit budget, knægt!” “Jamen jeg har mistet min mobil.” “Og hva’ så?” “Den har lommeregner …” “Lommeregner …!” tordnede Knud. “Den slags kan man da regne ud i hovedet, mand!” “Jamen …” “Ja, ja, så lad gå for denne gang.” Knud fiskede nogle krøllede pengesedler op af lommen. “Her er 350 kroner!” Knud langede pengene til Benjamin – men før han gik igen, tilføjede han: “Husk fødselsdagen på fredag.” Havde jeg hørt rigtigt? Knud sagde husk fødselsdagen

50


på fredag ... Han sagde ikke husk festen på fredag ... som i fodboldfesten. Han sagde fødselsdagen. Jeg var forvirret. Og det var Benjamin også. ”Øh ... fødseldagen?” ”Hos tante Ruth. 90 år. Jakke og slips og hele pibetøjet.” Benjamins far tjattede Benjamin på skulderen og tilføjede: ”Hun er god for syv-otte millioner – cool cash – plus huset. Så du må opføre dig eksemplarisk. Du vil jo gerne nævnes i testamentet, ikke? Jeg tror sgu, at hendes hus er seks millioner værd, hvis man lige giver det en gang hvid maling.” Så lo han igen, startede havetraktoren og kørte videre. Benjamin skulede efter ham, som om han lige havde fået en lussing. Eller en spand lunken lort i nakken. Men jeg jublede indeni. For nu stod det klart for mig, hvad der var sket. Benjamin havde dobbeltbooket sin fredag. I overmorgen var der fodboldfest, men der var også 90-års-fødselsdagsfest hos millionæren tante Ruth. Det var en begivenhed, Benjamin helt sikkert ikke fik lov at droppe. Altså ingen fodboldfest. Og vigtigst af alt: ingen date med Astrid. ”Sur røv ...” sagde jeg og forsøgte at lade være med at smile.

51


Benjamin sendte mig et lidende blik. “Det her sker bare ikke!” jamrede han. “Astrid bliver stiktosset, når jeg dumper hende. Hun er fandens hidsig. Så misser jeg min chance, for helvede!” ”Ja … det gør du,” sagde jeg. “Men du kan jo ikke være to steder på en gang, vel?” Og da jeg sagde det, kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile. Da jeg gik hjem fra Benjamin den aften, følte jeg mig roligere. Næste morgen i skolen ville jeg forklare Astrid, at det hele var en misforståelse. Det hele ville løse sig. Alt ville blive godt mellem mig og Astrid igen. Men helt så nemt skulle det selvfølgelig ikke gå.


Det hele går i leverpostej

Torsdag morgen. Skolegården var tom. Måske var det lidt overdrevet at møde op allerede klokken 20 minutter over syv. Men jeg måtte tale med Astrid, inden skoledagen for alvor gik i gang. Og frem for alt inden Benjamin dukkede op. Det var en ganske enkel plan. Men for at komme så tidligt var jeg ræset ud af huset uden at få morgenmad. Nu stod jeg foran skolens aflåste hoveddør med skrigende tarme. Ud af øjenkrogen så jeg pedellen komme sjoskende med en værktøjskasse. Han kiggede mistænksomt på mig. Så stoppede han op. “Hvad laver du her … så tidligt?” Jeg kunne jo have fortalt ham, at jeg stod og ventede på mit livs kærlighed. Men hvad vidste pedellen om den slags? Med sin store ølmave, poserne under øjnene og den opsvulmede, røde tud lignede pedellen ikke en, som nogensinde havde haft en kæreste. Derfor sagde jeg bare:

53


“Ikke noget. Jeg er bare kommet i god tid.” “Du laver ikke graffiti, vel?” “Graffiti?” “Ja, er du klar over, hvor svært det er at få vasket graffiti af facaden?!” “Næ …” “Vis mig dine hænder! Er der maling på dem?” Jeg holdt mine håndflader frem, så pedellen kunne se dem. Han nikkede tilfreds, da han så mine renskurede hænder. Så gryntede han et eller andet uforståeligt og gik videre. Jeg kiggede på uret. Den var halv otte. Der var god tid, inden Astrid kom. Mindst et kvarter. Masser af tid til at finde på noget at sige. Men hvad? At Benjamin bare havde lavet sjov. At hun havde misforstået ham. At Benjamin havde ringet til den forkerte. At han havde villet ringe til en helt anden Astrid. Astrid fra parallelklassen. Gik der overhovedet en Astrid i parallelklassen? Jeg overvejede en lang række muligheder, fra vilde løgne til rundtossede søforklaringer. Men pludselig kom jeg til at tænke på min mors røntgenblik. Mon ikke også Astrid ville opdage en løgn, så snart den havde forladt min mund? Min mor

54


kunne faktisk spotte en løgn, allerede før jeg havde sagt noget. Måske havde Astrid samme evne. Måske havde alle kvinder samme røntgenblik, løgnradar, lyvesans – eller hvad man skal kalde det. Jeg blev enig med mig selv om, at der kun var én ting at gøre. Jeg måtte sige sandheden. Fortælle Astrid, at Benjamin havde lånt min mobil. At han havde stjålet den. At jeg ikke anede, han havde planer om at ringe til hende. Det ville hun godt kunne forstå. Nu var klokken 20 minutter i otte. Hold op, hvor var jeg sulten. Jeg ventede i fem minutter mere. Den blev kvart i otte. Nu måtte jeg have noget at spise. Jeg tjekkede skolegården. Et par forældre med børn i 0. klasse var begyndt at dukke op. Men ingen Astrid. Jeg lynede skoletasken op og fiskede madkassen frem. Nu skulle det gøre godt med en leverpostejmad. Jeg var så sulten, at jeg tog en kæmpemæssig bid af min klapsammenmad. Jeg havde hele svælget fuld af rugbrødsmad. Mit gab var helt proppet. I det samme så jeg Astrid. I næste sekund så jeg Benjamin. Så begyndte alting at gå i slowmotion. Ligesom i en actionfilm, hvor helten kaster sig ned på gulvet, præcis i øjeblikket før bomben springer i luften. Astrid kom

55


fra højre. Benjamin fra venstre. Efter præcis ti skridt ville de mødes midt i skolegården. Det kunne jeg ikke lade ske. Jeg måtte stoppe bomben, før den gik af. Jeg måtte klippe den røde ledning over, stoppe nedtællingen, sætte uret i stå. Derfor styrtede jeg hen mod Astrid. I slowmotion. Det føltes, som om hvert skridt tog en evighed. Imens tyggede jeg på min leverpostejmad. Men det eneste, jeg opnåede, var, at den svulmede op og blev til en klæg klump, der sad fastklemt som en prop i min mund. “Det var slet ikke meningen!” skreg jeg. Eller, det ville jeg have råbt. Men leverpostejmaden kom på tværs af ordene. Så det lød noget i retning af: Då åhr ik mønringhen! Astrid standsede og stirrede på mig med iskolde øjne. “Jeg vidste slet ikke, han ville ringe,” tilføjede jeg. År våste slæt hik harn vill inge! Astrid rystede irriteret på hovedet, som om jeg var et ulækkert insekt, der svirrede omkring hendes hår. Hun tog et skridt fremad for at komme forbi mig. “Vent!” råbte jeg. Væmt! Og så tog jeg en hurtig beslutning og spyttede leverpostejmaden ud. Det var et ringe offer, hvis blot Astrid

56


ville høre på mig. Men Astrid stirrede bare med væmmelse på den grålige klump, der var havnet på asfalten. Ud af øjenkrogen så jeg Benjamin nærme sig. Tre skridt, så var han inden for hørevidde. Jeg gik derfor lige til sagen: “Jeg vidste det ikke! Det var slet ikke meningen,” jamrede jeg og tilføjede: “Og Benjamin kan slet ikke på fredag! Han skal til fødselsdag hos tante Ruth!” I et kort sekund kunne jeg se en forandring i Astrids ansigt. Hendes ansigtsudtryk gik fra kold foragt til kølig forvirring. En lille, betydningsfuld ændring. Men jeg havde fået hendes opmærksomhed og kunne forklare hende, hvad der var sket, og måske få hende til at tage mig tilbage. Hvis jeg altså havde haft tid. For nu gled en skygge for den lavthængende morgensol. Benjamin stod foran mig og smilede til Astrid. “Hej,” sagde han. “Stadig frisk til på fredag?” Så vendte han sig mod mig. “Og hvad vrøvler du om? Selvfølgelig har mig og Astrid da en aftale.” Igen smilede han til Astrid: “Har vi ikke ?”

57


Et øjeblik stod tiden stille. Astrid så på Benjamin. Hun så på mig. Så kiggede hun igen på Benjamin. Efter et par sekunder vendte hun beslutsomt blikket mod Benjamin og sagde ganske roligt: “Jo, det har vi, Benjamin.” Og så gik hun. Benjamin stod og stirrede betaget efter hende. “Hvorfor løj du?” spurgte jeg “Hvad mener du?” “Du kan jo ikke komme til festen. I fodboldklubben. Du skal jo til fest med tante Ruth og hendes otte millioner!”

58


“Jeg løj skam ikke,” sagde Benjamin helt roligt. “Jeg skal til fest med Astrid på fredag.” “Men …” “Og jeg skal til fødselsdag hos tante Ruth.” “Det kan du ikke. Du … kan ikke være to steder på en gang. Det sagde du selv.” “Jo … det kan jeg faktisk!” Så grinede han. Selvsikkert og skrydende. Som kun Benjamin kan grine. Ham … og så hans far.


Benjamins plan

Vores dansklærer Merete var sitrende fuld af energi den torsdag morgen. “Dagens tema er dobbeltgængermotivet,” udbrød hun og klappede i hænderne af ren begejstring. “Så nu vil jeg læse en historie for jer.” “Hva’ fuck er dobbeltgængermotivet?” vrængede Carl. Carl er klassens provo – men han kan ikke hyle Merete ud af den. “Det kommer vi til, Carl,” svarede Merete roligt og tilføjede: “Og tag venligst din kasket af i timen!” Merete læste H. C. Andersens eventyr “Skyggen” op for klassen. Merete er god til at læse højt. Hun gør det spændende, så man har lyst til at høre efter. Historien var egentlig ret god – og ret så underlig. ”Skyggen” handler om en ensom mand, som er på rejse langt borte i et varmt

60


land. Pludselig mister han sin skygge. Skyggen bliver levende og forlader sin ejermand. Den går sig simpelthen en tur. Manden og hans skygge eksisterer hver for sig. De lever hvert sit liv. Skyggen bliver rig. Rigere end manden selv. Nu bliver rollerne vendt om. Pludselig er det skyggen, der bestemmer over manden. Det ender med, at skyggen bliver gift med en prinsesse. Manden får hovedet hugget af. Bagefter skulle vi snakke om historien. Carl sagde, at det var noget gammelt, nederen vrøvl, som aldrig ville kunne ske i virkeligheden. Det havde han måske ret i, men Merete var ikke enig. ”Dobbeltgængermotivet ... det er det interessante ved Skyggen,” forklarede hun og fortsatte. ”Dobbeltgængeren bliver brugt som billedet på noget mørkt og farligt inden i os selv. Noget, der truer med at tage magten fra os. Dobbeltgængeren stjæler hovedpersonens liv!” “Jamen det kunne totalt ikke ske i virkeligheden,” sagde Carl. “Nej, ikke som sådan,” sagde Merete og så træt ud. “Men historien skal ses som en metafor, et symbol …” Nu blev diskussionen rimelig langhåret, og jeg gik på krusedulle-autopilot. Ordene flød ind ad det ene øre og

61


ud ad det andet, mens jeg tegnede tændstikmænd med hugtænder i margenen af mit kladdehæfte. Men Meretes ord om dobbeltgængeren, som stjæler hovedpersonens liv, havde alligevel sat noget i gang dybt inde bagerst i min hjerne. Derfor var det faktisk Meretes skyld, at jeg fik idéen til planen, der én gang for alle skulle ødelægge Benjamins chancer hos Astrid. Det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt. Det ringede ud efter første lektion. Selvom vi går i 6. klasse, opfører vi os stadig som små aber. En af drengene, Jonas, stod foran pigerne og opførte en ... ja ... en slags dans .... eller sådan noget. Han slyngede armene i vejret og rystede røv, så han var lige ved at tabe bukserne – som i forvejen sad så langt nede på ham, at man kunne se hans underhylere. Han var dybt pinlig, men alle pigerne jublede. Alle undtagen Astrid. Astrid var sur og utilnærmelig. Jeg gik hen til hende i skolegården og forsøgte med et “hej”, men hun vendte sig bare om og fumlede med sin mobil. Hun nægtede så meget som at se i min retning. Jeg måtte opgive at komme i kontakt med hende.

62


Til gengæld var der ingen problemer med at få kontakt med Benjamin. Han var nemlig helt oppe at køre. “Du ved – det med i morgen, ikke – fodboldfesten og familiefødselsdagen? Bare vent, til vi får fri fra skole. Så skal du få at se!” “Se hvad?” “Bare vent. Jeg har noget helt vildt, jeg skal vise dig!” Og så måtte jeg vente. Skoledagen var uendelig lang. I tredje lektion, matematik, sagde Astrid til vores lærer, at hun havde fået ondt i maven og følte sig syg. Så fik hun tilladelse til at gå hjem. Astrid kiggede ikke på mig, da hun forlod klasselokalet. Men jeg sneg mig til at kigge op på hende, da hun gik forbi mit bord. Hun så ikke vred ud længere. Bare virkelig trist. Nu var det mig, der fik det dårligt. En knugende fornemmelse i maven og en stor klump i halsen. For det var min skyld, at Astrid var ked af det. Eller rettere: Det var min og Benjamins skyld. Jo mere jeg tænkte over det, jo stærkere følte jeg faktisk, at det kun var Benjamins skyld. Hvis han ikke havde fedtet rundt med min mobil, ville Astrid stadig være glad. Og hun ville stadig være min kæreste. Ja, det var Benjamins skyld, og det skulle han få betalt! Da det ringede ud efter dagens sidste lektion,

63


greb Benjamin fat i min jakke og trak mig med ud i skolegården. “Kom så … Så er det nu,” sagde han, og så gentog han det, han havde sagt tidligere: “Bare vent: Jeg skal vise dig noget helt vildt.” Måske var det tanken om hævn, der fik mig til at følge med Benjamin. Hvis jeg vidste, hvad han havde gang i, havde jeg jo en bedre chance for at få skovlen under ham. Det, han havde gang i, som var så dybt hemmeligt og helt vildt, kunne næppe være noget, han måtte for sin far. Så hvis Benjamin havde planer om at lave et eller andet forbudt for børn-stunt, kunne jeg i det mindste sladre til Knud. Måske kunne det forpurre Benjamins snedige planer for fredag aften. “Kom så, hurtigt! Løb!” sagde Benjamin og begyndte at spurte hen over skolegården, tværs over basketbanen, og jeg fulgte efter. “Bussen kører om to minutter!” råbte Benjamin stakåndet. “Hvor skal vi hen?” Benjamin drejede hovedet og råbte: “Nørrebro!” I det samme løb jeg frontalt ind i Metal. Metal er en dreng fra ottende klasse, men han er lige

64


så stor og bred som en voksen mand. I virkeligheden hedder han Martin. Men for nogle år siden blev han vild med dødsmetal. Han hører ikke andet, og han hører det hele tiden. I frikvarterne taler han aldrig med nogen. Han propper sine høretelefoner i ørene og skruer lyden op på max. Så står han i hvert eneste frikvarter og træner straffekast i basket. Hvilket er grunden til, at ingen andre tør bruge basketbanen. Han kører fuld dødsmetalstil: sort læderjakke, langt, sort hår ned til navlen, piercede øjenbryn – og så pumper han jern, så han har krop som en bodybuilder. Hvis man kommer til at gå tæt på ham ned ad en af skolens gange, kan man høre musikken fra hans hovedtelefoner. En hvid støj af skrig og skrål, som om forsangeren bliver udsat for tortur af en sindssyg tandlæge. Kort sagt, Metal går man ikke i vejen for. Men det var jeg altså kommet til alligevel. Da jeg tørnede ind i Metal, tabte han bolden og fik overbalance. Metal måtte tage et par akavede skridt fremad for ikke at falde. Det så knap så elegant ud, og Metal blev rasende. Han flåede høretelefonerne ud af ørene og brølede ad mig: “Hvad fanden laver du, orm?!” En mindre regnbyge af spyt ramte mig i ansigtet. Jeg stivnede fuldstændig og jamrede: “Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld …”

65


Jeg var ret sikker på, at jeg skulle dø. I næste nu samlede Metal bolden op. Lagde armen tilbage for at tyre bolden lige i hovedet på mig. Jeg bukkede mig sammen, kneb øjnene i og holdt hænderne op foran hovedet. Men bolden kom ikke. Det var en finte. Han havde slet ikke kastet bolden. Da jeg forsigtigt åbnede øjnene, stod han og lo ad mig: “Fucking bangebuks, mand. Skrid med dig!” Jeg løb væk fra skolegården, efter Benjamin, mens Metals hånlige latter sved i mine ører. Ti minutter senere hoppede vi på bussen. Den sneglede sig gennem Amagerbrogade og ind mod Københavns centrum. “Men hvad fanden skal vi?” spurgte jeg. Benjamins hemmelighedskræmmeri var ved at gøre mig vanvittig. “Vi skal finde Knot Vaks,” sagde Benjamin og så meget udspekuleret ud. Han sendte mig et blik, der tydeligvis bare skulle få mig til at føle mig dum og uvidende. Godt så, men så gad jeg heller ikke spørge ham om mere. Vi kørte videre i tavshed. “Må jeg låne din mobil?” spurgte Benjamin pludselig, da vi kørte over Langebro.

67


“Niks.” Mere blev der ikke sagt på den tur. Bussen kørte forbi Rådhuspladsen, forbi Planetariet, forbi Søerne, og pludselig vidste jeg ikke længere, hvor vi var. Et sted på Nørrebro. Bussen rullede videre, og efter et par kilometer rejste Benjamin sig og trykkede på stop. Det var åbenbart her, vi skulle af. Gaden var stille og lå i et kedeligt beboelseskvarter med røde murstenshuse i fire etager. Det var en smal gade, så selvom husene ikke var høje, tårnede de sig op over en og lukkede sollyset ude. Husenes tomme, sorte vinduer var blottet for liv. Jeg skævede ind ad et vindue på første sal og så kun et par visne blomster foran et falmet, gulligt gardin. Der var ingen butikker på vejen på nær en grillbar og en cykelhandler, som havde ophørsudsalg. På et gadehjørne stod to drankere og klinkede med deres ølflasker, mens de kæftede op. Den ene lagde nakken bagover og lo så højt, at han fik overbalance og måtte støtte sig til husmuren for ikke at falde. “Kom,” sagde Benjamin. “Vi skal finde nummer 17.” Vi gik ned ad gaden og fandt nummer 5, nummer 7, nummer 9, nummer 11, nummer 13 og nummer 15. Men den næste opgang hed så nummer 19. Vi gik tilbage igen.

68


Tjekkede nummeret. Den var god nok. Der fandtes ikke nogen opgang med nummer 17. Benjamin stoppede. Han kiggede op og ned ad gaden, nu knap så selvsikker. “Det skulle altså være nummer 17. Jeg er helt sikker.” Jeg indså, at hele turen havde været spild af tid. Men samtidig var jeg mere nysgerrig end nogensinde. Hvad var der i opgang 17? “Kom.” Benjamin trak i min jakke. “Vi spørger drankerne.” Benjamin styrede hen mod de to fyldebøtter på den modsatte side af gaden. Benjamin talte direkte til den af dem, der så mest ædru ud. En stor, fed fyr, hvis vom væltede ud over hans bukser. Da manden hørte, at vi ledte efter nummer 17, satte han i et stort grin: “Børnefængslet! Hvad fanden vil I der?” Benjamin svarede ikke på spørgsmålet og gentog, at vi ledte efter nummer 17. Tyksakken bøvsede, og så pegede han på noget bag os. “Jamen I er sgu da for helvede lige gået forbi. Dér ligger nummer 17.” Jeg kiggede over på den anden side af gaden. Der, hvor vi var kommet fra. Nu så jeg, hvad drankeren pegede på. Et lille indhak i muren, som skjulte … et eller andet.

69


Benjamin og mig gik tværs over gaden igen. Bag os råbte drankeren: “Pas på, de ikke beholder jer. Man bliver sgu ikke sluppet ud af Børnefængslet igen!” Den var god nok. Lige dér, ved siden af opgang nummer 15, var der en lille, rød trædør i muren. Døren var lavere end normalt, og den røde maling hang i flager.

70


Der var intet nummer på døren, så man kunne se, at den førte ind til nummer 17. Døren havde samme farve som muren, og den lignede en indgang til et skralderum eller depot. Det var slet ikke så mærkeligt, at vi overså den i første omgang. “Det er lige derinde,” hviskede Benjamin og stirrede på døren med ærefrygt. Nu kunne jeg ikke holde det ud længere. “Hvad er lige derinde? Hvad fanden laver vi her?” “Knot Vaks, han er derinde!” Før jeg kunne nå at spørge, fortsatte han: “I går aftes tændte jeg computeren for at spille Survival. Men da computeren var startet op, opdagede jeg pludselig et mærkeligt, lille, sort ikon i menuen. Det var bare sådan et lille, ovalt ikon med et stort, gult ‘G’. Det ikon plejer ikke at være der. Det er jeg sikker på! Derfor måtte det være noget, Bertil havde installeret.” ”Okay ...” ”Et stort gult ‘G’ – ‘G’ som i Gemini. Fatter du det?” “Hans dobbeltgængerprogram?” “Lige præcis. Jeg trykkede på ikonet. Så blev skærmen sort. Med store, gule bogstaver stod der så pludselig GEMINI. Og derefter kom der en boks op med en tekst, der opfordrede brugeren til at uploade billeder. Og det

71


gjorde jeg. Billeder af mig selv. Og efter tre minutter stod det helt klart for mig, at jeg både kunne komme til fest med Astrid på fredag og til tante Ruths åndssvage fødselsdag. Det program gør det muligt for mig at være to steder på en gang.” Så faldt brikkerne endelig helt på plads. “Du siger altså, at din dobbeltgænger befinder sig inde bag den grønne dør?” “Totalt! Jeg fodrede computeren med billeder af mig selv, og efter fem minutter havde computeren givet mig 30 forskellige dobbeltgængere at vælge imellem. Altså de fleste bor i udlandet … men en af dem bor i København, og han hedder …” “Knot Vaks!” sagde jeg. “Men hvad fuck er det for et navn?” “Lige meget, hvad han hedder. Det vigtige er, at han ligner mig på en prik. Og jeg har tænkt mig at hyre Knot til at tage til fødselsdag i morgen hos tante Ruth i stedet for mig. Så kan jeg snave med Astrid i fred, mens Knot spiser kyllingesuppe med melboller hos tante Ruth.” Jeg blev faktisk lidt imponeret. Det lød jo som en ganske glimrende plan. “Her!” fortsatte Benjamin. “Tag de her penge. Det er betaling til ham Knot. 350 kroner!”

72


“Hov, var det ikke penge til LAN?” Men Benjamin lod, som om han ikke hørte det: “Du skal simpelthen overtale Knot, forstået? Giv ham pengene – eller giv ham halvdelen. Så får han den anden halvdel, når fødselsdagen er overstået.” “Hvorfor?” “Hvad?” “Ja, hvorfor mig? Hvorfor skal jeg gå derind? Det er din plan, det er din dobbeltgænger, og det er dig, som har et problem.” “Jeg kan sgu da ikke bare gå derind! Tænk på, hvor underligt det er at se sin egen dobbeltgænger. Måske får ham der Knot et hjertestop. Du er nødt til at gøre det. Og du er nødt til at forberede Knot på, at jeg står herude og … ligner ham på en prik.” Benjamins argumenter gav god mening. Især hvis han regnede med, at jeg rent faktisk var interesseret i at hjælpe ham. Det var jeg ikke. Aldeles ikke. Men på den anden side ... Hvis det var mig, der hyrede Knot Vaks, havde jeg måske en chance. En chance for at forpurre planen. “Okay,” sagde jeg og tog imod pengene. “Jeg gør det.” Så trykkede jeg på knappen til dørtelefonen.


Knot Vaks

Det skrattede i den rustne højtaler ved siden af den afskallede, røde dør. Så lød en stemme: “Ja …” “Jeg … øh … jeg skal …” Jeg gik i stå. Pludselig havde jeg slet ikke lyst til at komme ind til Knot Vaks alligevel. Den lille, røde dør så ved nærmere eftertanke temmelig uhyggelig ud. Hvad … eller hvem … gemte sig bag døren? Og hvorfor havde drankeren kaldt det Børnefængslet? “Ja, hallo … er der nogen?” sagde stemmen i højtaleren. Benjamin daskede mig på skulderen. ”Kom nu,” snerrede han. Jeg sank en klump. Så sagde jeg: “Jeg er kommet for at besøge Knot Vaks.” Stilhed. I 15-20 lange sekunder skete der ingenting.

74


Jeg blev ikke lukket ind. Jeg følte mig lettet. Bare ærgerligt – så måtte vi jo tage hjem igen. I det samme hørte jeg den elektriske summen af en lås, der bliver aktiveret. Døren åbnede sig et par centimeter. Benjamin gjorde et kast med hovedet og sendte mig et blik, der sagde: Hvad venter du på? Og så gik jeg ind ad døren. Bag den røde dør ventede en overraskelse. Jeg befandt mig midt inde i en temmelig stor gård. Den røde beboelsesbygning, jeg kunne se fra gaden, omkransede en enorm gårdsplads. Og midt på pladsen lå noget, som lignede en gammel skole eller et gammeldags hospital, hvilket

75


jeg ikke havde kunnet se fra gaden. Bygningen var i tre etager, murene var gråsorte af årtiers sod fra luften, og det røde tegltag var spættet af mos. Nederst var vinduerne små og overmalet med hvid maling, så man hverken kunne kigge ud eller ind. På første, anden og tredje sal var vinduerne store og sorte. De så uhyggelige ud, som blinde øjne, og der var tremmer for dem. Jeg gøs. Huset lignede en gammeldags skole. Men det lignede også et fængsel. Jeg trådte nærmere. Gik hen mod den dør, som måtte være hoveddøren. Så så jeg skiltet. Det var gammelt og rustent. Bogstaverne var knap nok til at læse.

Jeg skubbede døren op og trådte ind. Indenfor på gangen var der næsten helt mørkt. En smal lysstribe strømmede ud fra et lille glughul i væggen. Jeg

76


stak ansigtet hen til hullet og fik øje på en lille, indtørret mand, der sad og løste krydsogtværs-opgaver i en avis. “Hallo!” sagde jeg til manden. Han lagde avisen fra sig og stirrede på mig uden at sige noget. “Jeg skal besøge Knot Vaks!” “Hvem er du?” snerrede manden “Øh ... en ven. Knots ven.” “Kun familiemedlemmer har adgang på instituttet,” brummede manden. “Jamen jeg er ikke kun Knots ven ... jeg er også ... hans fætter!” Jeg fik pludselig en idé. “Se bare her ...” Jeg fiskede min mobil op af lommen og fandt billederne fra forrige sommer, da jeg var oppe hos Benjamin i hans sommerhus. Benjamin og mig ved søen. Benjamin og mig i haven, ved lejrbålet og på terrassen med isvafler i næverne. “Se bare her! Her er jeg med fætter Knot på ferie i vores sommerhus!” “Hmm …” brummede manden. “Jeg kan virkelig ikke huske, at Knot nogensinde har haft besøg. Men sidste sommer … Åh ja, juli … min knæoperation. Da var jeg ikke på posten, forstår du.”

77


“Ja, netop, det var i juli!” sagde jeg. Lidt for højt. Men manden gjorde mig nervøs. “Okay, så altså … besøg … Knot Vaks …” Manden gjorde et notat i sin notesbog. “Du skal bare gå op på tredje sal. Rum nummer 7.” Så lænede han sig tilbage og fortsatte med sin krydsogtværs. Jeg gik op ad en knirkende, skummel trappe. Forbi oldgamle malerier. Portrætter af alvorlige mænd. Jeg gik gennem en dunkel korridor, forbi lukkede døre, nummer et, nummer to, nummer tre … Den fjerde dør stod åben. Den førte ind til et større lokale. En lærer stod ved tavlen og underviste fem børn. Læreren bankede på tavlen og forlangte et svar af eleverne. Hans ord svirpede som piskesmæld. Jeg skyndte mig forbi, før de så mig. Endelig, for enden af gangen, fandt jeg dør nummer syv. Jeg bankede på. Der skete ikke noget. Inde fra rummet bag døren kunne jeg høre musik. Så bankede jeg igen ... Denne gang hårdere. Og en tredje gang, endnu hårdere. Pludselig blev døren flået op. En dreng stirrede med store, undersøgende øjne på mig.

78


“Hørte du det?” spurgte han og stirrede intenst på mig. “Hvad?” “En ... bankelyd!” “Øh ja ... det hørte jeg godt,” sagde jeg og skulle til at forklare, hvorfor jeg var kommet. “En banke-banke-bankelyd!” sagde drengen ophidset.

79


“Ja, og jeg vil gerne ...” “Et spøgelse! Helt sikkert!” Hvad skete der her? Tog han pis på mig? “Det er Johnny. Han er kommet tilbage som spøgelse!” “Johnny?” “Johnny druknede i et glas vand.” “Okay ...” “Mit glas vand,” sagde drengen og stirrede intenst på mig. “Han druknede i dit ... vand.” “Ja, han glemte, at man ikke skal trække vejret med vand i munden.” “Nej, det er vist ikke så smart …” “Og det var mit vand. Så nu vil han banke mig. Banke, banke, banke mig!” “Nej, det tror jeg ikke. Jeg mener, det var bare mig, der bankede på, okay?” “Jamen du er da ikke Johnny!” sagde drengen overrasket. “Nej, jeg hedder Oliver.” Nu blev drengen helt tavs. Han stirrede stift på mig. Hans ansigt blev blankt og fastfrossent, som om det at tænke over mine ord havde fået hans hjerne til at fryse til is.

80


“Og jeg vil ikke banke dig. Jeg kommer bare på besøg.” Tavshed. Knot var lammet og stirrede bare på mig med store, spørgende øjne. “Derfor bankede jeg på din dør.” Nu begyndte isen i Knots hjerne langsomt at tø igen. Han sagde: “Hvorfor?” “Hvorfor jeg bankede? For at se, om du var hjemme, selvfølgelig.” Nu grinede drengen: “Hvorfor gik du ikke bare ind, mand?” Han lo højt og tilføjede: “Hvis du vil se, om jeg er hjemme, skal du jo åbne døren!” Drengen hulkede af grin, så det lød, som om han havde en eller anden tropesygdom. Jeg lod drengen grine færdig. Og mens han lo, studerede jeg hans ansigt. Der var ingen tvivl om, at drengen i værelse nummer syv var Knot Vaks. Og Knot var perfekt. Han lignede Benjamin på en prik. Ikke for tynd, ikke for tyk, samme næse, øjenfarve og hageparti. Selv det lidt skæve smil, når han lo … Sådan så Benjamin også ud. Helt igennem perfekt. Det eneste, der skulle rettes, var Knots frisure. Benjamin brugte voks og hårspray

81


for at få sit korte strithår til at sidde helt perfekt. Knots hår var længere og lå som en cykelhjelm omkring hans hoved. Det fik ham til at se temmelig dum ud. Da Knot endelig var færdig med at le, spurgte jeg: “Så ... må jeg komme ind?” “Ja, ja,” sagde Knot. “Så må vi jo se, om jeg er hjemme!” Jeg trådte ind på Knots værelse til lyden af hans særprægede, brægende latter. Det var et lille værelse. Han ejede tilsyneladende ikke mange ting. En seng, et bord, en ghettoblaster. Men der var én ting, der ikke var til at tage fejl af: Knot var fan af sangerinden Luna. Overalt på væggene hang der plakater af Luna. Luna på scenen, Luna ved stranden i bikini og Luna på en hest ved solnedgang. Selv i loftet hang der billeder af Luna. Og musikken fra ghettoblasteren var også det sidste nye hit med Luna. “Så du kan godt li’ Luna?” spurgte jeg. “Jeg ææælsker Luna!” råbte Knot. Jeg studerede plakaterne et øjeblik. “Ja, hun er pæn,” sagde jeg. “Ja,” sagde Knot og nikkede ivrigt. Så gik han hen til en af plakaterne. Et portrætbillede af Luna med det lange, sorte hår dansende hen over skuldrene. Knot rykkede ansigtet helt tæt på plakaten. Et kort øjeblik troede jeg,

82


at han ville kysse plakaten. Men det gjorde han ikke. I stedet snusede han ind, som når man dufter til en blomst. “Ja, hun er rigtig pæn,” sagde Knot og tilføjede: “Og hendes hår lugter godt!” I det øjeblik stod det klart for mig, at Knot ikke alene så dum ud – med sin kasserollefrisure – men at han også var megadum. Sandsynligvis den dummeste dreng i hele Danmark. Forstod jeg netop i dette øjeblik, hvordan jeg kunne få skovlen under Benjamin? Måske. Jeg vidste i hvert fald, at denne Knot Vaks kunne blive uhyre nyttig for mig. “Knot, kunne du tænke dig at tjene nogle penge?” “Penge?” Knot stirrede på mig, som om penge var et fuldstændig ukendt begreb for ham. “Ja, penge … så du … kan købe en ny plakat med Luna, for eksempel?” “Plakaterne får jeg af de hvide mænd, fordi jeg har været frivillig. Efter tre indsprøjtninger får jeg en gave. Smart, ikke?” “Jo, jo, totalt smart,” svarede jeg, selvom jeg naturligvis ikke anede, hvad han vrøvlede om. “Men hvis jeg nu giver dig nogle penge, kan du jo købe en plakat … nej, endnu bedre, du kan købe en billet til den næste koncert med Luna!”

83


“Øj, det er også smart!” “Jep! Og du skal bare udføre en lille opgave for mig. Jeg betaler dig 350 kroner, og du får halvdelen …” “175!” udbrød Knot. “Øh, hvad?” “Halvdelen af 350 er 175!” Det havde Knot jo ret i. Og det var jo heller ikke noget svært regnestykke. Men Knot havde regnet tallet ud med rasende fart. Som om han ganske enkelt havde svaret lagret i sin hukommelse. “Er du god til tal og matematik?” spurgte jeg. “Mh-hm…” nikkede Knot. Jeg sagde: “17 + 93?” “110!” “479 + 4983?” “5462!” “35 + 19 = X i anden + 18?” “X = 6!” “Du er virkelig god til matematik!” “Ja,” sagde Knot. “Det er på grund af indsprøjtningerne. De gør mig god til tal. Men … ikke så god til … du ved … alt andet.” “Okay …” sagde jeg. “Men jeg skal lige høre, om jeg

84


har forstået det her helt korrekt. Du er god til matematik, men du er dårlig til alt andet.” Knot nikkede og sagde stille: “Faktisk er jeg ret dum til alt andet …” Jeg havde næsten lyst til at give Knot en krammer. Han var perfekt. På alle måder perfekt. Nu var jeg sikker på, hvad jeg skulle gøre. Og Knot skulle hjælpe mig. Jeg sagde: “Knot, har du ikke lyst til at komme på en lille ferie?”


Knot flytter til Amager

Det var overraskende nemt at snige Knot ud af Instituttet for Svagtbegavede Børn. Vi listede os ned ad gangen, forbi undervisningslokalet, hvor læreren stadig var i fuld gang med at prygle tavlen med sin pegepind. Det eneste problem var portneren, manden bag det lille glughul i væggen. Men jeg havde en idé. Jeg hviskede lynhurtigt til Knot, at han skulle lege hund. Kunne det ikke være sjovt, hvis han kravlede forbi portneren på alle fire? Det virkede. Knot var en god hund. Jeg vinkede til portneren. Knot kravlede efter mig. Og det var dét. Få sekunder senere var vi sluppet ud gennem den røde dør. Knot fortsatte med at lunte efter mig som hund helt ud på fortovet. Da han så Benjamin, bjæffede han arrigt. Benjamin tog et par skridt tilbage. “Er han totalt tosset?” Jeg nikkede til Knot.

86


“Kom nu, op og stå igen.” Knot rejste sig op. Og nu kunne Benjamin for første gang se hans ansigt. Han sank en klump. Selvom han var forberedt på at møde sin dobbeltgænger, så han både overrasket og en lille smule forskrækket ud. Jeg ville have troet, at Knot havde det på samme måde. Men Knot smilede bare uanfægtet til Benjamin og sagde: “Hej … Har jeg ikke set dig før? Du ligner en, jeg kender.”

87


På vej tilbage mod Amager i bussen begyndte Benjamin at forklare Knot, hvad det var, vi ville med ham. At han skulle med til en fødselsdag i morgen. Og at det var uhyre vigtigt, at han kaldte sig Benjamin. “Fra nu af er du Benjamin! Forstået?” “Ja. Fra nu af er jeg Benjamin. Forstået!” Knot grinede fjoget. Benjamin kiggede på mig og sagde lavmælt: “Tror du, han har fattet det?” Men Knot havde hørt ham. “Jeg har fattet det,” sagde Knot. “Jeg hedder Benjamin.” Og så grinede han igen. “Hvorfor er det så sjovt?” spurgte Benjamin forvirret. “Jo, for … du hedder jo også Benjamin. Er det ikke bare mærkeligt?” Benjamin vendte sig mod mig igen. “Han har altså ikke fattet det. Hvad gør vi?” “Bare overlad det hele til mig,” sagde jeg. “Knot overnatter hjemme hos mig. Så kan du hente ham i morgen eftermiddag. Tag dit fine tøj med, så klipper vi hans hår og klæder ham ud til tante Ruths fødselsdag.” Det tænkte Benjamin lidt over. Til sidst nikkede han. “Det lyder okay. Men husk: Ingen fra klassen må se ham.” Benjamin nikkede hen mod Knot. “Han er jo så

88


dum, at det vil være monsterpinligt, hvis nogen af de andre møder ham … og tror, at han er mig. Tænk, hvis de tror, at jeg er blevet sådan en taber!” “Du kan være helt rolig,” sagde jeg. “Det kommer ikke til at ske. Jeg skal nok passe på.” Vi passerede Søerne og nærmede os Rådhuspladsen. Nu havde Knot fuldstændig glemt, at vi eksisterede. Han stirrede fortryllet ud ad busruden og fablede om, hvor vildt mange mennesker der var over det hele. Jeg fik mere og mere fornemmelsen af, at han aldrig nogensinde havde været uden for Instituttet for Svagtbegavede Børn. Men det var helt fint, at Knot kunne more sig sådan med at kigge på helt almindelige cyklister, fodgængere med Netto-poser på slæb og forretningsmænd i jakkesæt. Det gav mig tid til at fuldende min plan. Nu skulle jeg bare have Benjamin på krogen. “Det står i øvrigt 2-0 til mig!” “Hvad snakker du om?” fnøs Benjamin. “Det står 2-0 i pjækning … til mig.” “Hvordan det?” “Du er bagud, mand,” sagde jeg og skulede til ham. Jeg forsøgte at efterligne Benjamins jeg ved noget du ikke ved-blik.

89


Så grinede han pludselig og nikkede: “Fordi du pjækkede i går? Har vi en slags fight kørende på det?” “Gu har vi så!” “Men hvordan kan det blive 2-0? Du pjækkede jo kun en enkelt dag?” “Man får ikke point for selve pjækkedagen. Man får point for det antal gange, man snyder sin far eller mor.” “Okay, okay, jeg forstår. Du snød din mor første gang, da du om morgenen bildte hende ind, at du var syg …” “Jeg bildte hende ikke noget ind,” indskød jeg. “Hun opdagede selv, at jeg var syg.” “Yes, sådan skal det være.” Benjamin grinede. “Og så snød du hende igen om eftermiddagen, da hun indså, at du pludselig var rask nok til at komme med til Alexanders fødselsdag.” “Netop. 2-0 til mig,” sagde jeg og lo stort og hult, som Benjamin plejer at gøre, når han vinder i et eller andet. “Ha!” sagde Benjamin højt og hånligt for at overdøve mig. “Det kan jeg sagtens slå!” “Kan du? Så bevis det.” “Fint, fint! Jeg starter i morgen. Det bliver en pjækkedag. No problem. Udligning til 2-1!” “Vi får se …” sagde jeg.

90


“Netop … eller … i skolen får du mig i hvert fald ikke at se i morgen!” Vi grinede og klaskede hænder. Men denne gang var mit grin ægte. Jeg følte mig ovenpå. Benjamin var hoppet på den. Det gik helt efter planen. Vi hoppede af bussen på Sundbyvester Plads. Vi fulgtes ad ned mod Benjamins hus. Men vi gik ikke for tæt på. Det ville være en ren katastrofe, hvis Knud ræsede rundt i haven på sin havetraktor og så Knot og Benjamin sammen. Derfor sagde vi farvel til Benjamin, og mig og Knot fandt en anden og lidt længere rute hjem til mit hus. Min første indskydelse var at holde Knots eksistens dybt hemmelig. Jeg ville smugle ham ind ad hoveddøren og op på mit værelse, uden at mor opdagede noget. Men sådan gik det ikke, for netop som Knot og mig gik op ad trappen til hoveddøren, svingede mor ind ad havestien på sin cykel. “Hej, Oliver … og Benjamin!” En bølge af panik ramte mig. Håret! Knot havde længere hår end Benjamin – og hans frisure var totalt fjollet. Det måtte mor ikke opdage. Nu måtte der handles hurtigt. Lynhurtigt trådte jeg ind mellem mor og Knot, så hun ikke kunne se ham så godt.

91


Men jeg kunne havde sparet mig. Mor var træt og kun optaget af at fiske en Netto-pose med varer op af cykelkurven. Hun kiggede slet ikke på Knot, men spurgte bare: “Vil du spise med, Benjamin?” “Ja tak!” sagde Knot og tilføjede: “Jeg hedder Benjamin. Forstået!” Så fnisede han som en lille dreng og kiggede jublende på mig. Ups, det var en anden ting. Det var ikke kun frisuren, der var forskellen på Knot og Benjamin. Knot var også betragteligt dummere at høre på. Heldigvis hørte mor ikke efter, for netop i det øjeblik væltede hendes cykel og Netto-posens indhold blev spredt ud over fliserne i indkørslen. Jeg sprang hen og hjalp hende med cyklen og sagde lynhurtigt: “Ja, Benjamin vil gerne spise med. Og han vil også gerne sove her – er det okay?” “Ja, ja, bare I husker at give Knud og Lis besked.” Jeg nikkede ivrigt. Mens mor var travlt optaget af at redde sine indkøb op i posen igen, gennede jeg Knot op på mit værelse. Det viste sig sjovt nok, at Knot faktisk havde et stort talent for at spille Survival. Jeg viste ham det grundlæggende, og så var han flyvende. Efter en time var

92


han allerede nået til level tre og havde mere end 350 guldmønter i banken. Måske var det hans talent for matematik, som slog igennem. Mor kaldte til aftensmad. Det var et problem. Knot var så hjernedød, at jeg var ret sikker på, at han ikke kunne kende forskel på en agurk og en tomat. Hvis vi gik ned for at spise, ville der ikke gå mange sekunder, før mor opdagede, at Benjamin slet ikke var Benjamin. Heldigvis, efter svære forhandlinger, fik vi lov til at spise oppe på mit værelse. Efter aftensmaden spillede vi videre. Netop som Knot var nået op på level fire, råbte mor, at computeren skulle slukkes. Jeg fandt ekstramadrassen og en sovepose frem til Knot. Før vi lagde os til at sove, forberedte jeg ham på i morgen. “I morgen skal du være gæst i min klasse … på min skole.” “Skole … er det ligesom på instituttet?” “Noget i den stil. Det skal nok blive sjovt.” Det beroligede Knot. Snart sov han. Jeg lå derimod vågen et stykke tid og godtede mig over min plan. Knot skulle med i klassen. Knot, som ville stille pinlige spørgsmål, grine fjoget og generelt ikke fatte en brik. Knot, som alle troede var Benjamin. Og så ville alle, og frem for alt Astrid, bestemme sig for, at Benjamin var et fjols. Mine

93


øjenlåg blev tunge, og mens jeg gled ind i søvnen, hørte jeg min dansklærers ord for mig. Det er dobbeltgængermotivet … Dobbeltgængeren stjæler personens liv og overtager hans identitet!


Knot Vaks i 6. B

Den morgen fandt jeg en gammel hue frem fra skabet. “Tag den her på. Behold den på hele dagen, okay?” “Hvorfor?” spurgte Knot. “Det er jo ikke vinter.” “Det er sejt at gå med hue. Alle gør det.” Knot kiggede undersøgende på mig. Han spurgte: “Skal du også have hue på?” “Nej, ikke i dag. For … jeg er ikke sej.” Knot tog huen på. Det var en gammeldags, brun og blåstribet strikhue med en gul kvast i toppen. Totalt kikset, men det var det eneste, jeg kunne finde i en fart. Alt det andet vintertøj lå begravet i en kasse i kælderen. Knot kiggede sig i spejlet. “Sejt!” sagde jeg og forsøgte at lyde, som om jeg mente det. “Sejt!” sagde han og nikkede til sit spejlbillede. Vi gik ned i køkkenet. Nu skulle Knot bestå sin prøve.

96


Hvis mor ikke kunne se forskel på Benjamin og Knot, så kunne mine klassekammerater heller ikke. Mor nikkede til os. “Godmorgen Oliver, godmorgen Benjamin.” Vi satte os til bords. Spiste cornflakes. Mor drak kaffe og spiste ristet rugbrød med ost. Hun kastede et blik på huen og smilede. “Er det allerede blevet tid til hue? I september?” Knot nikkede ivrigt og sagde: “Det er sejt at gå med hue!” Mor grinede bare.

97


“Jeg forstår vist slet ikke, hvad der er moderne længere, hva’, Oliver?” Jeg smilede bare. Det her var perfekt. Selv mor med sit røntgenblik kunne ikke kende forskel på Knot og Benjamin. Så længe han beholdt huen på. Knot og mig var på gåben ned til skolen den fredag morgen. Heldigt, at vi var kommet af sted i god tid, for Knot skulle naturligvis dufte til hver eneste blomst, han så. Han skulle beundre alle huse, gråspurve og solsorte. Han jublede, da vi så et egern løbe over vejen. Mens vi gik, gentog jeg igen og igen, at han skulle huske at svare, hvis nogen kaldte ham Benjamin, og at han ikke måtte kalde sig Knot. Især ikke det! Knot nikkede, men hørte vist ikke rigtigt efter. Der var ganske enkelt alt for meget andet, som tiltrak hans opmærksomhed på vejen til skolen. “Bilerne skinner!” udbrød han. “Og det gør solen også!” svarede jeg. “Ja,” udbrød Knot. “Solen er varm. Og det er huen også!” Jeg grinede til Knot og mærkede solens stråler varme mig i nakken. Det ville blive en god dag. “Huen klør!” tilføjede Knot.

98


Planen var at lade Knot klare sig selv henne i skolen. Bare slippe ham løs, lade ham fise rundt og dumme sig godt og grundigt, så alle blev trætte af ham. Og dermed trætte af Benjamin. Men allerede fra morgenstunden gik min plan fuldstændig skævt. Den sædvanlige morgenfriske flok stod foran porten ind til skolen. Det var et par af dem fra klassen og tre af drengene fra fodbold, som går i parallelklassen. Og så var der Astrid. Men ingen Benjamin. Perfekt. Han havde virkelig pjækket. Klokken var fem minutter i otte. Knot havde fem minutter at gøre sig selv til grin i. Og det lod ikke vente på sig. Carl råbte: “Hva’ fuck er det for en nissehue, Benjamin? Tror du, det er jul?” De andre grinede. Knot smilede bare. “Huen er sej,” sagde han frejdigt. Men så fik han et bekymret udtryk i ansigtet. “Men den er varm … og den klør …” Så skete dét, som ikke måtte ske. Knot tog huen af og kløede sig i hovedbunden. Carl måbede. Han råbte: “Og hva’ fuck er der sket med dit hår, mand? Det ligner lort!”

99


Knot stirrede forvirret på Carl. “Jeg er blevet klippet.” “Ja, det kan jeg sgu da godt se,” fortsatte Carl. “Du er blevet klippet langhåret!” Knot lagde prøvende en hånd på sit hår. Ligesom for selv at mærke efter. Så sagde han: “Det er Johnny, som har klippet det.” “Johnny?” spurgte Carl. “Han drak et glas vand,” forklarede Knot. “Det var mit vand.” De andre stirrede usikkert på ham. Det var perfekt. De anede ikke, hvad Knot fablede om. Men så tilføjede Knot: “Så druknede han. Johnny glemte, at man ikke kan trække vejret med vand i munden.”

Det fik de andre til at hyle af grin. Jeg fattede det ikke. Det gav jo ikke nogen mening. Var det derfor, at det var sjovt? Eller var jeg bare helt blank? Under alle omstændigheder måtte jeg gøre noget. Det var meningen, at de andre skulle grine ad Knot – ikke med ham. Jeg sagde:

100


“Men dit hår ser fucking grimt ud!” Pludselig blev der helt stille. Ingen grinede. Men jeg havde bare sagt det samme som Carl. Havde jeg ikke? I stilheden, der fulgte, hørte jeg et ekko af mine egne ord. Jo, jeg havde sagt mere eller mindre det samme som Carl. Men jeg havde sagt det alt for hårdt. På en led måde. Ikke for sjov. Jeg havde sagt det, som om jeg mente det. Astrid rystede på hovedet og sagde: “Hvad er der galt med dig?” Så ringede det ind til første time. Første lektion var dansk med Merete. Her måtte det gå galt. For Knot vidste med garanti ikke, hvad en metafor eller et symbol er for noget. Knot ville falde totalt igennem i Meretes time, det var jeg sikker på. Men igen blev jeg skuffet. For lige netop i dag havde Merete ingen planer om flere nørdede diskussioner. “Vi kører videre med vores tema: dobbeltgængeren. I dag skal I gå sammen to og to,” forklarede hun, “og interviewe hinanden. I skal opfinde en helt ny identitet. I skal forestille jer, at I er jeres egen dobbeltgænger. Hvem er han eller hun? Hvor kommer dobbeltgængeren fra, hvor bor han/hun – familieforhold, fortid, nutid, fremtid, vi skal vide alt.” Merete kiggede rundt i klassen. Der lød en forventnings-

101


fuld mumlen i lokalet. De andre syntes tydeligvis, at det var en sjov og usædvanlig opgave. “Det skal I bruge hele timen på,” fortsatte Merete. “Skriv stikord ned. Og i 2. lektion fremlægger I for hinanden … okay?” Merete bestemte, hvem vi skulle være sammen med, og jeg blev sat sammen med dansedrengen Jonas med det ildrøde hår og proptrækkerkrøllerne. Jonas er ny i klassen, og jeg ved ikke særligt meget om ham. Jeg ser ham ikke til fodbold, men han får privat sangundervisning to gange om ugen og danseundervisning hver lørdag. Pigerne siger, at han træner til at komme med i X-factor. Jeg spejdede ud over klassen og fik øje på Knot. Han blev sat sammen med Astrid! Perfekt. Nu kunne han få lov at dumme sig gennem hele timen, så Astrid kun kunne drage den konklusion, at Benjamin er dum som en dør. Måske ville hun simpelthen aflyse deres date. Nu rømmede Jonas sig og sagde: “Altså, min dobbeltgænger, han, øh … han ligner mig på en prik, ikk’?” “Jo,” sagde jeg, “det er jo hele idéen med dobbeltgængere.” “Ja, men min er ligesom et par år ældre end mig, og han er en berømt sanger. Kendt i hele Danmark!”

102


“Lad mig gætte: Han slog igennem i X-factor?” “Ja, lige præcis!” Jonas smilede overrasket. “Du, Jonas,” sagde jeg, “den her opgave handler ikke om at beskrive din fedeste dagdrøm, vel? Den handler om at opfinde en helt anden personlighed, en helt ny identitet. Forstået?” “Hvad betyder identitet?” spurgte Jonas og pustede sine krøller væk fra øjnene. Jeg bandede indvendigt. Jeg havde fået en makker, som var næsten lige så dum som Knot. Og ham skulle jeg tilbringe hele to lektioner med. Og hallo! Hvordan gik det egentlig med Knot? Jeg drejede næsten hovedet af led. Der sad de. På bagerste række. Chok! Astrid sad og grinede af det, Knot sagde. Hun ikke bare grinede, hun lagde hovedet tilbage, som om hun var blæst væk af Knots ord. Hun rystede på hovedet, og en tåre trillede ned ad hendes kind. Astrid græd af grin. Og Knot fortsatte bare. Han fægtede med armene, mens munden løb. Han fortalte og fortalte, og Astrid så på ham med tindrende øjne, mens overraskelse, forbavselse, fryd, forundring og fascination spillede hen over hendes ansigt.

103


Det var med andre ord en komplet katastrofe. “Hallo, skal du ikke skrive stikord, Oliver?” Jonas daskede mig på skulderen, så jeg fór sammen. “Øh … hvad?” “Ja, i stedet for at savle over Astrid skulle du jo lave interview med mig, ikke?” Savle over Astrid … Var det så tydeligt? “Nå, men vi var nået til mit store gennembrud i X-factor …” fortsatte Jonas. “Jonas, det er ikke meningen …” Men så droppede jeg det. Resten af timen gik med at lægge øre til Jonas’

104


fantasiunivers, hvor han vandt X-factor tre gange i træk. Reglerne blev ændret for hans skyld, så han kunne stille op i X-factor gang på gang, og hans fantastiske talent fik lov at stråle ud af tv-skærmen i den bedste sendetid som en gave til det danske folk. Jonas fortsatte sin sang- og dansekarriere, fik et internationalt gennembrud og blev en stor stjerne i Las Vegas. Jeg tog pligtskyldigt notater til hans udgydelser og ventede længselsfuldt på, at lektionen var overstået. En gang imellem kastede jeg et blik ned på Astrid og Knot. Knot fortsatte med at tryllebinde Astrid. Han fortalte og fortalte … Astrid tog notater. Nogle gange grinede hun, andre gange nikkede hun opmuntrende for at få ham til at tale videre. Så ringede det ud. Omsider. “Kun en kort pause … fem minutter!” lød det fra Merete. Jeg smed blyanten fra mig og fulgte efter strømmen af klassekammerater, som alle ville presse sig ud ad døren på en gang. Ude i skolegården stod jeg tæt på trappen, så jeg kunne få fat i Knot, når han kom ud. Dér kom han. Med et fjoget udtrykt af barnlig begejstring i ansigtet stirrede han ud over skolegården. “Knot!” råbte jeg. Og kunne have sparket mig selv.

105


Knot grinede til mig og råbte: “Jeg hedder Benjamin, forstået!” “Ja, ja, selvfølgelig … men Benjamin, hvad var det …” Men Knot hørte ikke efter. Han stirrede med fryd på alle eleverne i skolegården. “Øj, hvor er her mange. Mange flere end på instituttet!” “Hvad fortalte du Astrid?” Men nu rev Knot sig løs. Han gik tre skridt hen mod Emma fra parallelklassen. En høj pige med langt, sort hår. Han sagde: “Du ligner Luna!” Emma fnisede og sagde: “Gu gør jeg ej!” “Jo, på håret!” råbte Knot, og så tog han blidt fat i en lok af Emmas hår og duftede til den. “Og dit hår lugter også ligesom Lunas!” “Du er skør, Benjamin,” sagde hun og grinede. “Og hvad har du gjort med dit hår?” “Johnny har klippet det … Han druknede i et glas …” “Benjamin!” råbte jeg. “Kom, vi skal ind igen!” Jeg slæbte af sted med Knot. Indenfor var der mennesketomt på gangene. “Hvordan fik du Astrid til at grine? Hvad fortalte du hende?” spurgte jeg igen.

106


“Jeg fortalte hende … ikke noget særligt.” Han stirrede på mig med så barnligt og ærligt et udtryk i ansigtet, at jeg vidste, at han talte sandt. “Ikke noget særligt?” “Næ, jeg fortalte bare om instituttet og om Johnny og om indsprøjtningerne … og mine plakater af Luna … og sådan noget.” “Jamen …” Jeg fattede det ikke, og jeg fik ingen tid til at forstå. For nu ringede det ind. Jeg snerrede til Knot. “Giv mig den hue!” “Jamen … jeg skulle jo beholde den på hele dagen.” “Netop … men nu er det alligevel for sent. Bare giv den til mig !”

Merete forklarede, at vi nu skulle fremlægge vores gruppearbejde. Eftersom jeg havde brugt hele forrige time på at lytte til Jonas’ evnesvage popdrømme, var det mit job at fremlægge for os. Jeg gjorde det, så godt jeg kunne. Men vores beskrivelse af Jonas’ fremtidige liv som megastjerne blev ikke vel modtaget af Merete.

107


Nej, det var ikke meningen, at vi skulle beskrive vores egne drømme og fantasier. Vi havde, med Meretes ord, komplet misforstået opgaven. Den sved. Men jeg var dybest set ligeglad. For jeg var alt for spændt på at høre Astrid fremlægge Knots bekendelser. Og jeg fik ikke lov at vente længe. Knot og Astrid var det næste makkerpar, der blev kaldt op til tavlen. Astrid fumlede med sit papir. Så rømmede hun sig og kiggede alvorligt ud over hele klassen: “Må jeg præsentere … Knot Vaks!” Så holdt hun en dramatisk pause. Carl mumlede, så kun jeg kunne høre det: “Hva’ fuck er det for et navn?” “Knot Vaks er 12 år. Han bor på en kostskole på Nørrebro i København. Det er en meget speciel skole for meget specielle børn. Skolen hedder Instituttet for Svagtbegavede Børn.” Det grinede klassen af. Merete smilede også og nikkede opmuntrende til Astrid. “Men det betyder ikke, at Knot Vaks er dum eller ubegavet. Faktisk tværtimod. For på Instituttet for Svagtbegavede Børn laver man medicinske forsøg, som skal forbedre børnenes hjerner. Dette sker ved hjælp af

108


indsprøjtninger med medicin, som aktiverer de områder af hjernen, der gør, at man kan blive forrygende god til ting som matematik for eksempel.” “Det gør slet ikke ondt at få indsprøjtningerne!” udbrød Knot. Hele klassen lo, nu højere end før. “På Instituttet for Svagtbegavede Børn har Knot en masse venner. En af dem hedder Louise Lukøje, og hun lider af en sjælden sygdom, som gør, at hun hele tiden falder i søvn. Hun falder i søvn, når hun spiser morgenmad, når hun går på toilettet, og ikke mindst når hun får undervisning. Så må læreren banke hårdt i tavlen for at vække hende.” “Sådan her,” sagde Knot. Han gik hen og tog pegepinden og smækkede den ind i tavlen, så selv Merete blev forskrækket og hoppede i sædet. Igen fik det klassen til at grine. “Knot er også gode venner med drengen Harald. Sammen har de stiftet en fanklub til ære for sangerinden Luna. Klubben hedder ‘Luna forever’. På Instituttet for Svagtbegavede Børn er der kun to medlemmer af klubben, Harald og Knot, men Knot kunne godt tænke sig at høre, om nogle af jer vil være med i ‘Luna forever’ … Vil I det?”

109


Astrid kiggede udfordrende ud på os, og klassen kunne ikke stå for det. Flere råbte ting som: “Jeg er med!” “Luna er cool!” Og: “Luna forever!” Merete tyssede på klassen og bad Astrid om at fortsætte.

“Men Knot har også en allerbedste ven på Instituttet for Svagtbegavede Børn,” sagde Astrid og fortsatte: “Men han er faktisk død!” Med ét så Astrid gravalvorlig ud, som om hun virkelig fandt det trist. Så sagde hun: “Knots bedste ven hedder Johnny, og han døde ved en meget tragisk ulykke. Det skete, da Knot og Johnny havde en drikkekonkurrence med Harald og Louise Lukøje. Konkurrencen gik ud på at drikke fem glas vand på kortest tid!” “Det var nogle meget store glas!” udbrød Knot og indkasserede endnu et latterbrøl fra klassen.

110


“Men Knot kom bagud i konkurrencen …” “Jeg drikker ikke så hurtigt,” mumlede Knot. “Så Johnny ville hjælpe ham. Johnny tog Knots femte glas med vand, og så begyndte han at drikke.” “Stakkels Johnny …” mumlede Knot. Han var helt fortabt i minderne. “Men så skete det,” sagde Astrid. Hun sænkede nu stemmen til en lavmælt, hæs hvisken, som var det en gyserhistorie, hun fortalte. “Johnny drak så hurtigt, og han var så ivrig efter at vinde konkurrencen, at han fik vandet galt i halsen. Og så druknede han. Han druknede i et glas vand!” “Det er synd for Johnny,” sagde Knot. Hans øjne var blanke, og han var tæt på at græde. Hele klassen hylede af grin. Selv Merete lo. Og nu rejste læreren sig og klappede af Astrid og Knot. Og ikke kun Merete. Hele klassen klappede. Da applausen døde ud, tog Merete ordet. Hun roste Astrid og Benjamin. De havde løst opgaven perfekt. De havde skabt en helt ny identitet til Benjamin og et imponerende univers fyldt med humor, skæve karakterer og små fortællinger. “Bravo!” sagde Merete. Og Astrid boksede Knot på skulderen.

111


Efter Astrids fremlæggelse var det resten af klassens tur. Men ingen af talerne blev mødt med samme jubel som beskrivelsen af Knot. Det ringede ud til frikvarter, og nu skete der noget underligt. Udenfor i skolegården var det Knot, alle ville snakke med. Men nu kaldte de ham ikke Benjamin længere. Nu kaldte de ham Knot. “Cool navn, hvordan fandt du på det?” ville en af pigerne vide. På ingen tid havde klassen samlet sig i en halvmåneformet cirkel omkring Knot. De ville vide mere om Louise Lukøje, Harald og Johnny. Hvornår havde Benjamin fundet på det? Var det noget, han havde skrevet ned i går? Knot var lidt overvældet af al den opmærksomhed. Så han bakkede lidt væk. Først et skridt. Så to skridt. Og tre skridt. Hvis han tog blot et skridt mere, ville han befinde sig i yderste livsfare. For lige bag Knot var Metal ved at lægge an til et straffekast. Han stod og jonglerede med bolden på højre pegefinger, mens han skulede op mod kurven. Knot lænede sig bagud, som var han klar til at tage endnu et skridt. Nu var han faretruende tæt på at ramle lige ind i Metal.

112


Jeg skulle lige til at råbe: “Pas på!” Men … så tænkte jeg: Hvad pokker. Knot må klare sig selv. Metal greb basketbolden med begge hænder. Han lænede sig bagover og hævede bolden … og netop som han lod bolden flyve, tørnede Knot ind i hans skulder, og bolden røg langt ved siden af kurven. Metal vendte arrigt omkring. Han greb fat i kraven på Knot og råbte: “Hvad fanden laver du, din lille mide?!” Metal stirrede på Knot med vilde øjne gemt bag det lange hår. Knot sank en klump. Bag Knot var hele klassen stoppet op. De stirrede forskrækket fra Metal til Knot. Alle var klar over, at Knot stod til at få sit livs røvfuld. Så gik et par nervepirrende sekunder: Alle var helt stille. Alle andre end Metal, som var rødglødende af raseri. Knot var som lammet. Han kiggede blot tilbage på Metal med plirrende øjne, helt forskræmt og hvid i hovedet. Skulle jeg gribe ind? Hvad skulle jeg gøre? Ville Knot overhovedet overleve det her? Metal førte sin knytnæve bagud. Nu faldt slaget snart! Pludselig flakkede Knots blik. Væk fra Metals

113


stirrende, hadefulde øjne. Nu kiggede Knot fascineret på det, som omkransede Metals ansigt. Knot havde fået øje på Metals lange, blanke, sorte hår. Knot stammede: “Du … du ligner jo Luna!” “Hvad?” udbrød Metal rådvild og hæs af raseri. Nu greb Knot en af Metals lange, sorte hårlokker og duftede til den:

114


“Men … du lugter ikke som Luna!” “Lugter ikke … som Luna?” Metal stirrede målløs på Knot. Så bed han tænderne sammen og snerrede: “Nej, nu skal du kraftedeme ha’ nogle slag!” Men i det samme var der en, som udstødte et lille fnis. Det var Emma fra parallelklassen. Metal stirrede på hende, som om hun havde givet ham et elektrisk stød. Pludselig begyndte et par af de andre børn at grine. Så flere og flere. Metals blik flakkede. Hans ansigtsudtryk skiftede fra raseri til forvirring. Sådan havde jeg aldrig set ham før. Flere og flere i børneflokken begyndte at grine. “Vil du låne min shampoo?” råbte Emma til Metal. “Så du kan lugte som Luna?” Metal stammede: “Du … din … lille …” Hans blik skøjtede fra Emma til Knot og tilbage igen. Hans ansigt flammede op i en selvlysende lilla. Til sidst råbte han: “Fuck jer!” og gav slip på Knot. Så vendte han sig om og løb væk, fulgt af et kor af hånlig latter fra børnene i skolegården. Bagefter kom flere af drengene fra 6.B op og dunkede Knot anerkendende i ryggen. “Godt gået, mand!” “Psykopaten blev totalt til grin!”

115


“Iskoldt.” Jeg var målløs. Knot var dagens helt. I matematiktimen fik Knot endnu en chance for at imponere. Vores matematiklærer hedder Lars, og han elsker at hive folk op til tavlen. Jeg blev dagens første offer. Lars skrev fem ligninger op på tavlen. Jeg løste dem, og bagefter snakkede vi om, hvilken metode jeg havde brugt. Det var okay nemt. Bagefter viskede Lars ligningerne ud og sagde: “Og nu til noget helt andet. Det er faktisk noget, vi først rigtig tager fat på næste år. Men vi er godt med i pensum, så lad os gøre forsøget.” Han kiggede ud over klassen og gned sig i skægget, før han fortsatte: “Oliver har lige løst en ligning, hvor X altid giver ét bestemt resultat. Men i nogle ligninger kan X have alle mulige værdier! Smart, ikke?” Folk sad med stenansigter og hørte på Lars. Ingen var vist helt med på det smarte i det. Men Lars rablede bare videre: “I sådanne tilfælde snakker vi om ligninger med variabler og funktion. Har I hørt om det?”

116


Der blev rystet ganske kraftigt på hovederne rundtomkring ved bordene. “En funktion er altså …” fortsatte Lars, “hvis et æble modner som en funktion af tiden, bruges den afhængige variabel til at beskrive æblets modenhed og den uafhængige variabel til at beskrive tiden, som er gået, før æblet er modent. Er I med på den?” Det, som Lars lige havde sagt, var efter min bedste overbevisning det rene vrøvl. Så selvfølgelig var der ingen, der var med på den. Ingen, undtagen Knot. Knot rakte hånden i vejret, og så blev der helt stille i lokalet. Lars stirrede lidt på Knot. Så sagde han: “Benjamin … øh … vil du til tavlen? Du plejer aldrig at melde dig.” “På instituttet skal vi altid melde os frivilligt,” sagde Knot. Flere fra klassen begynde at fnise. Lars så sig vagtsomt omkring. “Instituttet? Hvad er det?” “Instituttet for Svagtbegavede Børn,” forklarede Knot. Nu brølede klassen af grin. Lars så pludselig træt ud. “Kom nu bare og løs opgaven, Benjamin.” “Han hedder Knot!” var der en, der råbte.

117


Nu så Lars både meget træt og meget forvirret ud. Men Knot rejste sig og gik afslappet op til tavlen. Så gik han i gang. For ikke at sige amok. Han tegnede en graf over æblers modning, og han strøg om sig med udtryk som funktion, afhængige og uafhængige variabler – og så tegnede han endnu en graf, hvor æblernes modning ikke alene stod i forhold til tid, men også sollys, temperatur og nedbør. Da Knot havde fyldt hele tavlen med sine grafer og formler, var der dødstille i lokalet.

118


Så sagde Lars med spag stemme: “Øh … tak … virkeligt fremragende …” Lars stirrede på Knot, som om han var fra en fremmed planet. “Du … øh … Benjamin … du er sandelig blevet god til matematik!” “Det er på grund af de hvide mænd,” erklærede Knot. “Ja, øh … hvilke hvide mænd?” “Dem, som giver mig indsprøjtningerne!” Og igen var hele klassen flad af grin, og Lars så mere forvirret ud end nogensinde. Da det endelig ringede ud, måtte jeg indse, at min plan var slået totalt fejl. Og det var mildt sagt. Knot havde ikke gjort sig selv til grin. Han havde ikke fået Benjamin til at ligne et fjols. Tværtimod. Knot var på blot tre lektioner og to frikvarterer blevet hele klassens store helt. Hvis jeg lod det her fortsætte, endte det med, at han blev den mest populære dreng på hele sjette årgang. Og desuden … hvilket var det værste af det hele … havde jeg set den måde, Astrid kiggede på Knot på. Med et mildt og nærmest kærligt blik. Sådan havde hun aldrig set på Benjamin før. Eller mig. Men hun kiggede på Knot, som om … som om hun rent faktisk kunne lide ham.

119


Derfor var tiden moden til en hurtig beslutning. Knot måtte væk fra 6.B, og det skulle være lige nu. Og dernæst måtte jeg lægge en ny plan, for jeg var mere end nogensinde opsat på at forpurre stævnemødet mellem Benjamin og Astrid. Jeg havde allerede en vag idé om, hvad jeg måtte gøre. Også selvom det indebar at sende 80.000 volt gennem Benjamins krop. I frikvarteret greb jeg fat i Knot og sagde: “Kom, nu skal vi hjem!” “Har vi fri allerede?” spurgte Knot. “Jep!” “Jamen på instituttet går vi i skole i seks timer.” Nu var nogle af de andre i klassen på vej over mod os. Der skulle handles hurtigt. “Du har helt ret. Vi har ikke fri. Men vi skal lave en opgave … derhjemme.” “Hvad for en slags opgave?” “Natur og teknik … Kom, så går vi!” Til min lettelse fulgte Knot efter mig ud af skolegården og ned ad gaden. Selvfølgelig havde han ret. Vi havde ikke fri. Det her var pjæk på den ufede måde. Det ville blive opdaget, og skolen ville give min mor besked. Men det kunne jeg ikke bekymre mig om. Desuden havde jeg

120


ikke løjet for Knot. Nu skulle vi hjem og lave projekt. Sådan et projekt, man kan lave i natur og teknik. Men kun hvis ens lærer er lige så langt ude og vanvittig som Benjamins onkel Bertil. “Vi skal lige forbi Brugsen først, Knot.” “Hvorfor det?” “Vi skal handle … Vi skal have fat i tre 9-voltsbatterier.” “Må jeg få huen på igen?” “Hvorfor?” “Det er sejt at gå med hue!” Jeg sukkede. Det var nok sådan her, det var at have en lillebror. På tre år! “Må jeg … må jeg få huen igen?” “Ja, ja!”


80.000 volt

Hjemme i huset indledte jeg en jagt på de bukser, jeg havde haft på i forgårs. De lå ikke på mit værelse, så mor havde været hurtig. Et par gange om ugen samler hun alt mit snavsede tøj sammen og lægger det i kælderen. Det er meningen, at jeg selv skal gøre det. Det er en af mine pligter. Men hallo! Hvem har tid til den slags? Nu bad jeg til, at hun ikke havde vasket bukserne endnu. For når hun vasker mine bukser, tjekker hun lommerne, og så ryger lommernes indhold, såsom tyggegummipapir, gamle indkøbslister eller boner fra Brugsen, som regel i skraldespanden. Jeg vendte bunden i vejret på snavsetøjskurven og hældte tøjet ud på gulvet. Jeg søgte blandt beskidt undertøj, forvaskede jeans og falmede T-shirts. Dér! Der var de mørkeblå bukser, jeg havde haft på, den dag vi besøgte Benjamins onkel Bertil.

122


Onkel Bertil havde tegnet et diagram over sin stungun. Papiret havde han givet tilbage til mig. Men havde jeg smidt det ud? Eller puttet det i lommen? Jeg tjekkede lommerne – og jublede indeni. For i baglommen fandt jeg det, jeg søgte. Nemlig en lille lap papir fra lægen, hvorpå Bertil havde tegnet diagrammet over sin hjemmelavede stungun. Og så gik Knot og jeg i gang med at konstruere en hjemmelavet stungun på 80.000 volt. Vi savede og hamrede. Vi skruede og filede. Vi tog en forlængerledning og fjernede plastikken om kobbertrådene. Vi viklede dem rundt om staven. Vi lavede med Bertils ord forpulet mange vindinger, indtil vi havde viklet et helt garnnøgle af kobbertråde om staven. Sådan arbejdede vi os frem efter diagrammet og de anvisninger, Bertil havde givet forleden. Til sidst var projektet slut. Stungunnen var færdig. Og som den lå der foran os, lignede den et mærkeligt, primitivt stykke legetøj. Den så med andre ord håbløst hjemmelavet ud. Spørgsmålet var, om den overhovedet virkede. Eller om den måske virkede alt for godt. Jeg ville jo bruge den på Benjamin. Så den skulle helst virke. Godt nok til at gøre ham bevidstløs. Men ikke så godt, at den slog ham ihjel. Jeg måtte altså finde en måde at afprøve

123


den på. Men hvordan? Eksperimentet skulle jo helst foretages på et levende væsen, som vejede nogenlunde det samme som Benjamin. Jeg overvejede at bruge den på Knot. Men forkastede idéen. For jeg var jo heller ikke interesseret i at slå Knot ihjel. Mens jeg stod der og spekulerede, hørte jeg pludselig en uhyre velkendt lyd trænge gennem det halvt åbne vindue. Naboens hund hylede. Den store sanktbernhardshund blev altid utålmodig midt på dagen. Så begyndte den at hyle i forventning om, at det ville få dens ejer til at komme hurtigere hjem. Jeg pegede ud ad vinduet: “Hvad tror du sådan en hund vejer, Knot?” Knot kiggede ned på hunden i naboens have. Han trak på skuldrene. “Det ved jeg ikke …” “Jeg tror, den vejer nogenlunde det samme som dig, Knot … og Benjamin. Kom!” Så greb jeg stungunnen. Nu skulle vores natur og teknik-projekt stå sin prøve i et vaskeægte feltstudium. Da vi nærmede os naboens baghave, begyndte hunden at snerre faretruende. Jeg var lykkelig for, at der var raftehegn mellem den og os. “Den … den hund ser farlig ud,” sagde Knot.

124


“Jep, det er den helt sikkert også – især for kaniner! Og det er derfor, vi skal lære den at opføre sig pænt.” Knot nikkede. “Med stungunnen,” fortsatte jeg, “bliver den rolig og sød.” Jeg satte mig på hug bag hegnet. Hunden stod tre meter væk. Den nidstirrede mig og blottede sine tænder. Savl hang ned fra hundens mundvige. “Kom her, vovse,” sagde jeg. Men hunden lod sig ikke berolige. I stedet blev den mere og mere ophidset. Hvis der ikke havde været et hegn mellem os, var den faret lige i struben på mig. Men jeg måtte have hunden endnu tættere på, for stungunnens rækkevidde var kun 30 centimeter. Det var der heldigvis en løsning på. Fra køleskabet havde jeg stjålet et par af mors frikadeller. Alle elsker mors frikadeller. Også naboens morderiske køter. “Kom her,” sagde jeg og holdt frikadellerne frem. “Her er lidt kaninkød!” Frikadellerne havde en magisk effekt på hunden. Med ét holdt den op med at snerre. I stedet virrede den

125


med hovedet og udstødte et halvkvalt klynk. Den stirrede hypnotiseret på frikadellen og slikkede sig om munden. Så luntede den hen mod raftehegnet. Et skridt, to skridt, tre skridt. Hunden stoppede op og vejrede. “Ja, den er god nok,” hviskede jeg. “Frikadellerne dufter dejligt, ikke?” Det syntes hunden åbenbart. For nu tog den de sidste forsigtige skridt hen mod hegnet. Og så, præcis da hunden kom inden for rækkevidde, pressede jeg stungunnen gennem en åbning i hegnet. Jeg kastede frikadellerne ned på jorden. Og netop som hunden bøjede nakken for at snuse til maden, satte jeg spidsen af stungunnen mod dens skulderparti. Der lød et højt, tørt smæld, og gnisterne sprang fra dyrets pels. Øjeblikkelig splattede hunden sammen. Benene kollapsede under det store dyr, og det faldt om på siden med et hult dunk. En svag, sødlig lugt fra hundens forbrændte pels hang i luften. Ingen af os rørte sig. Knot stirrede forskrækket på hunden, så på mig og så ned på hunden igen. “Er den død?” spurgte han hæst. Hvis jeg skulle være helt ærlig, vidste jeg det ikke. Hunden lå bomstille på jorden. Måske havde jeg dræbt

126


den. Pludselig følte jeg mig helt syg. Det var jo ikke meningen, at den ligefrem skulle nakkes. Sådan gik et par meget lange sekunder. Men pludselig sitrede den vældige hundekrop, hunden klynkede, og den begyndte at suge luft til sig med dybe, rytmiske åndedrag, som når man sover tungt. “Den er okay,” sagde jeg og smilede til Knot. “Den er bare bevidstløs.” Jeg tog min mobil frem og satte stopuret i gang. Så ventede vi. Vi blev siddende ved hunden flere minutter, indtil den vågnede igen. Præcis da der var gået tre minutter og 43 sekunder, lød et par halvkvalte klynk. Så spjættede hunden og åbnede øjnene, løftede hovedet og satte sig op. Så rejste hunden sig prøvende og vaklende på alle fire. Den kastede et nervøst blik i retning af raftehegnet. Så peb den langtrukkent, vendte sig og gik op mod terrassen. “Nu er den blevet sød og rolig,” sagde Knot. “Jep!” svarede jeg. Knot og mig gik ind i huset igen. Jeg satte stungunnen fast i bæltet, som var den en revolver. Så trak jeg skjorten ud over bukserne, så andre ikke kunne se mit våben.

127


“Hvad skal vi nu lave?” spurgte Knot. Han smilede glædestrålende. Tophuen beholdt han på. Han lignede et splitsekund en af de vanvittige, menneskeædende nisser fra Survival. Bare i en venligere, dummere udgave. Han fortsatte: “Skal vi prøve stungunnen på et andet dyr?” Jeg rystede på hovedet. “En ko måske?” Jeg slog ud med armene. “Hvor mange køer kan du se her i stuen, Knot?” “Eller en kamel?”

“Kamel?!” “Ja, vi kan tage hen i zoologisk have …” “Ti lige stille et øjeblik, Knot! Jeg har brug for at tænke mig om.” Knot tav og stirrede undersøgende på mig. Hans store øjne gjorde det umuligt for mig at tænke. Det var øjne, som tavst spurgte: Hvad skal der nu ske? “Er du ikke sulten?” spurgte jeg. “Det tror jeg, du er. Gå ud i køkkenet, og spis noget mad, Knot.” “Okay!”

128


Og så gik Knot. Og endelig kunne jeg samle tankerne. Altså … stungunnen virkede – og den virkede helt perfekt. Godt. Det var vigtigt. For med den kunne jeg lamme Benjamin, gøre ham bevidstløs – pacificere ham, hvilket var nødvendigt ifølge den plan, som havde taget form i mit hoved. Men stungunnen var kun et redskab. Kun en lille del af planen. Nu handlede det ikke længere kun om at ødelægge Benjamins date med Astrid. Nej, der skulle mere til. Benjamin måtte sættes helt ud af spillet. Jeg måtte sørge for, at Benjamin aldrig nogensinde igen kom mellem mig og Astrid. Benjamin måtte væk! Nu gjaldt det om at handle hurtigt. Jeg gik på nettet med mobilen og slog et nummer op. Så ringede jeg til Instituttet for Svagtbegavede Børn. Det ringede et par gange. Så lød en tvær stemme: “Instituttet for Svagtbegavede Børn …” Jeg gik lige til sagen: “Min fætter Knot er stukket af. Og han er løbet herhen – men han vil ikke hjem igen,” sagde jeg og fortsatte: “I må komme og hente ham!” Manden fra instituttet skældte ud. Jo tak, de havde skam opdaget, at Knot var flygtet. Det var en meget, meget alvorlig sag.

129


“I kommer altså og henter ham…? Hvornår kan I være her?” “Amager … lad mig se …” Der blev stille i telefonen. Så brummede manden: “Faktisk har vi allerede en transport i området i dag. Vi er fremme om ti minutter.” “Perfekt!” sagde jeg. Og mente det. Ti minutter … Det var tid nok. Men kun lige nøjagtig. Min næste opringning var til Benjamins hjemmenummer. Jeg rømmede mig og forsøgte at lyde helt cool og ligeglad. Da Benjamin svarede, sagde jeg bare: “Hvad så?” Og Benjamin sagde: “Ja, hvad så dér?” Og sådan kunne vi have fortsat. Men tiden gik, og der var ingen tid at spilde. Jeg sagde: “Ja, så står det vel 1-2!” “Gu gør det så,” lo Benjamin. “Far syntes, det var utrolig synd for mig, at jeg gik og hostede og så bleg ud. Så jeg blev hjemme med ondt i halsen, ondt i maven, ondt i albuen og ondt i håret.” Benjamin lo igen – buldrende … Han lød som sin far. “Men du får bank i Survival!” sagde jeg. “Gu gør jeg røv!” “Jo! For mig og Knot træner til lørdag.”

130


“Jeg vil være med!” “Så skynd dig herover,” svarede jeg og cuttede forbindelsen. Dødnemt. Benjamin var på vej. Manden fra instituttet var på vej. Jeg tjekkede uret. 13.21. Om ti minutter var manden fra instituttet fremme. Om ni minutter ville jeg lamme Benjamin med stungunnen. I bevidstløs tilstand ville Benjamin blive afhentet og fragtet til Instituttet for Svagtbegavede Børn. Også kaldet Børnefængslet. Efter Knots flugt ville Benjamin med garanti blive bevogtet meget nøje. Benjamin ville aldrig slippe ud igen, og han ville aldrig se skyggen af Astrid igen. Endelig ville Astrid blive min! Planen var perfekt. Eller den var perfekt, indtil min mobil begyndte at ringe. Opkaldet kom fra min mor. Æv! Skolen havde helt sikkert ringet til hende. Hun vidste, at jeg havde pjækket fra de sidste par timer af skoledagen. Nu var fanden løs. Jeg havde intet valg. Var nødt til at besvare opkaldet. “Mor, jeg kan forklare det hele!” sagde jeg, før hun kunne nå at skælde ud.

131


“Mor, jeg var nødt til at pjække. Jeg blev dårlig, og …” Men mor afbrød mig. Hun sagde: “Selvfølgelig måtte du pjække! Det er da klart!” “Øh … hvad sagde du?” “Ja, selvfølgelig måtte du pjække. Hjem at hvile dig. I din tilstand. Det er jo forfærdeligt.” “Jamen …” “Forfærdeligt!” skreg mor. “Ah, okay, så slemt er det vist heller ikke …” “Frygteligt!” hvinede mor. Jeg kunne høre, at hun græd. “Det var bare et par timers pjæk,” sagde jeg. “Det indhenter jeg nok.” Men mor brølede med grådkvalt stemme: “Jeg har fået resultaterne fra lægen. Prøverne viser, at du måske er alvorligt syg. Livsfarligt syg! Der er alverdens mærkelige, giftige stoffer i din urin!” Urinprøven med sæben i! Den havde jeg allerede glemt. “Du skal indlægges med det samme!” “Hvad?” “Ambulancen er på vej! Den kan være fremme når som helst. Pak din tandbørste …” “Mor, nej! Jeg …” “Jeg kommer, så hurtigt jeg kan … Drik masser af væske!”

132


“Jeg behøver ikke …” Men det var for sent. Mor havde afbrudt forbindelsen. Ambulance, indlæggelse, Benjamin, stungun! Klokken var 13.23. Om syv minutter var manden fra Børnefængslet fremme. Det ringede for mine ører … Nej, det ringede på min mobil. Uden at tjekke displayet besvarede jeg opkaldet. Jeg råbte: “Mor, aflys ambulancen! Jeg er okay. Jeg er ikke syg. Jeg løj!” “Ja, gu løj du,” lød en iskold stemme. “Eller der er i hvert fald nogen, som lyver!” Det tog mig et svimlende øjeblik at placere stemmen. Det var ikke mor … Det var … “Astrid?” “Jep! Jeg har lige ringet til Benjamin. Hans mor siger, at Benjamin er gået over til dig.” “Ja … øh … han er godt nok ikke kommet endnu, men …” “Godt! Så ved vi jo, hvor Benjamin er. Men hvor er Knot!” “Knot?” “Ja, Knot!” “Knot er jo bare noget, Benjamin har fundet på, ikke?”

133


“Drop det!” snerrede Astrid. “Man kan ikke blive klippet langhåret!” “Nej … altså ikke sådan rent principielt, men i Benjamins tilfælde …” “Og jeg har fundet id-kortet!” “Id-kortet?” “Det lå på gulvet i klassen. Et lille, gult kort: Knot Vaks, elev nr. 806. Instituttet S.B.B.”

“Okay, ja …” Jeg famlede efter ordene. Det her blev vist lidt svært at bortforklare. “Så bare drop det. Jeg ved, at Benjamin ikke er Knot Vaks. Knot Vaks er Knot Vaks. Og nu kommer jeg over til dig for at finde ud af, hvad fanden I har gang i!” Stilhed. Astrid havde lagt på. Panik! Ambulance, indlæggelse, Benjamin, stungun, id-kort, Knot og Astrid! 13.24. Seks minutter tilbage.

134


Riiiing! Igen ringen for mine ører. Nej, denne gang kom lyden fra dørklokken. Var det ambulancen, Benjamin, mor eller Astrid? Da jeg tog i dørhåndtaget, føltes det som at trykke på aftrækkeren i et spil russisk roulette. Jeg åbnede døren … og der stod Benjamin med et svedent grin om munden. “Lad os dræbe nogle mutanter!” råbte han. “Lad os nakke nogle alienzombier!” Jeg tjekkede uret. 13.25. Fem minutter igen. “Knot! Kom! Vi skal spille Survival!” “Åg gommer hu!” lød det halvkvalt fra køkkenet. Straks efter kom Knot trissende ind i stuen, mens han åd tørre pastaskruer direkte fra glasset.

135


“Vi kan sidde ved stuebordet,” sagde jeg og pegede på lædersofaen. “Slå jer ned, så henter jeg min computer oppe fra værelset.” Knot og Benjamin smed sig på sofaen. Benjamin fyrede op for sin computer. To minutter senere var hans skærm fyldt med de drabelige billeder fra Survival: sværdhug, afrevne lemmer og blodsprøjt. 13.27. Tre minutter mere, så var manden fra instituttet fremme. “Det ser godt ud …” sagde jeg. Min stemme lød pludselig hæs: “Level syv. Sejt!” Jeg tilføjede lavmælt: “Ja … så henter jeg lige min computer.” “Ja, ja, fint …” mumlede Benjamin uden at tage øjnene fra skærmen. Både han og Knot var allerede fuldkommen opslugt af spillet. Men jeg gik ikke ovenpå. Jeg gik slet ingen steder. Jeg stod bare ubevægelig og lydløs bag den sorte sofa og stirrede ind i baghovederne på Knot og Benjamin. Så løftede jeg op i blusen og trak lydløst stungunnen fri af bæltet. Den føltes tung, kold og farlig i mine hænder. Jeg fokuserede på det bare stykke hvid hud på Benjamins nakke, hvor håret ikke dækkede. Lige der

136


skulle jeg lamme ham. Jeg trådte et skridt nærmere. Benjamin spillede videre. Han vendte sig og grinede til Knot. Han så lige pludselig så … sårbar ud. Jeg så naboens hund for mig. Hvordan den kollapsede og lå stille, som om den var død. Hjertet hamrede i brystet på mig. Blodet susede i mine ører. Kunne jeg gøre det her? Hvad hvis det var farligt? Hvad hvis Benjamin fik hjertestop? Det havde været risikabelt nok med hunden. Men den havde fortjent det. Den var kanindræberen. Men Benjamin havde trods alt ikke dræbt nogen. Han var et røvhul. Nogle gange et stort røvhul. Men ligefrem at udsætte ham for de 80.000 volt? Ligefrem få ham spærret inde på Instituttet for Svagtbegavede Børn, hvor han ville blive udsat for bizarre medicinske forsøg! I Børnefængslet ville han ikke være Benjamin længere. Ikke den glade dreng, der elskede at konkurrere og spille Survival. Han ville være spærret inde og fjernet fra alt det, han kunne lide. Han ville aldrig se sin far og mor igen. I stedet ville han vågne skrigende hver nat af mareridt om de sylespidse nåle, mændene i hvidt stikker børnene med. En forvirrende mosaik af billeder svømmede rundt for mit indre blik. Benjamin i en celle i Børnefængslet. De hvide mænd med deres nåle. Den farlige stungun,

137


som jeg holdt blot få centimeter fra Benjamins sårbare hud. Gnister og lugten af brændt pels, da vi lammede kanindræberen. Kunne jeg gøre det? Sådan for alvor? Nej, jeg kunne ej. Jeg lod hånden synke. Det var forbi. Sådan stod jeg et par sekunder, nærmest lammet. 13.30. Der var præcis nul minutter til, at manden fra Børnefængslet kom. Netop i det øjeblik ringede det igen på døren. Straks blev jeg revet ud af mine tanker. Jeg råbte: “Hurtigt! Gem jer!” “Hvad? Hvorfor?” Benjamin stirrede vantro på mig. “Manden fra Børnefængslet. Han vil hente Knot!” hviskede jeg, så manden ikke kunne høre os gennem døren. “Gem jer! Bag sofaen, okay?” Endelig kom der skub i sagerne. Benjamin og Knot lod sig glide fra sofaen ned på gulvet. Jeg gik hen til hoveddøren. Kiggede bagud. Perfekt. Man kunne ikke se Knot eller Benjamin. Så tog jeg en dyb indånding … og åbnede døren. Det var Astrid.

139


Astrid skubbede mig til side, gik ind og smækkede døren efter sig. Hun stirrede på mig med et strengt blik og hvæsede: “Hvor er Benjamin?” “Benjamin?” sagde jeg og prøvede at lyde uskyldig. Nærmest som om jeg aldrig havde hørt navnet før. “Og hvor er Knot?” “Knot?” “Ja … og hvad er det, du har i hånden?” Astrid havde fået øje på stungunnen. “Øh … bare et stykke legetøj. En legetøjspistol … hjemmelavet!” “En … legetøjspistol?” “Ja, øh … bang bang,” sagde jeg og lod, som om jeg skød hende med stungunnen for sjov. “Okay … så du sidder hjemme i stuen og leger med en hjemmelavet legetøjspistol … helt alene?” “Jep – som du kan se, helt alene!” Men i det samme lød der fnis og hvisken bag sofaen. Astrid sagde med isnende stemme: “Måske ikke helt alene. Medmindre musene er begyndt at tale.” I det samme sprang Knot og Benjamin op fra gulvet. På en og samme tid brølede de:

140


“Hvem er hvem?” Den ene af dem havde tophuen på. Den anden holdt begge hænder omkring håret. Selv jeg kunne ikke se forskel på Knot og Benjamin. Astrid stirrede fascineret på dem. Hun mumlede: “Jeg vidste det … Knot Vaks er ægte!” “Ja,” sagde ham med tophuen. “Men hvem er Knot? Og hvem er Benjamin?” “Jeg tror …” Men Astrid fik aldrig chancen for at gætte. For netop i det øjeblik lød der en fæl, skrigende lyd ude fra vejen. Jeg tjekkede vinduet. En stor, hvid varevogn stod parkeret tværs over fortovet. En stor, bister mand i hvidt tøj sprang ud af bilen og styrede målbevidst mod huset. “Gem jer. Denne gang er det ham. Ham fra Børnefængslet!” “Børnefængslet?” udbrød Astrid. Manden hamrede på døren. Dunk! Dunk! Dunk! “Gem jer nu bare!” Jeg ventede ti sekunder, til både Astrid, Benjamin og Knot var sprunget i skjul bag sofaen. Så åbnede jeg døren. “Er det dig fra instituttet?” Manden gryntede noget, som sikkert betød ja. Han var

141


en stor fyr med store dødningehovedtatoveringer op og ned ad begge arme. “Falsk alarm!” sagde jeg og sendte ham et bredt smil. “Jeg skal hente Knot Vaks!” “Han er lige gået!” “Jeg skal hente Knot Vaks!” gentog manden. “Han er væk igen. Her er kun mig. Som leger med min legetøjspistol.” Manden stirrede skeptisk ned på stungunnen. “Hjemmelavet,” tilføjede jeg. Manden stirrede undersøgende på mig et par sekunder. Endelig nikkede han kort og sagde: “Okay. Altså falsk alarm.” “Jep,” svarede jeg. “Lige præcis.” Jeg var næsten sikker på, at jeg var sluppet af sted med løgnen. Men i det samme lød et råb bag mig: “Hvem er hvem?” Knot sprang op fra sit skjul. Med tophue og et vanvittigt grin i ansigtet. Manden fra Børnefængslet stivnede. “Falsk alarm, hva’?” snerrede han og sendte mig et dræberblik. Knot stod bag sofaen og klukkede af grin. “Løb, Knot!” råbte jeg.

143


“Du løber ingen steder!” brølede manden. Så tog han et skridt hen mod Knot. Længere kom han ikke. For i samme sekund plantede jeg stungunnen i siden på ham. Gnister og lugten af sveden T-shirt. Manden faldt om på gulvet med et brag. Astrid og Benjamin krøb langsomt frem fra deres skjul. “Du … har slået ham ihjel!” udbrød Astrid. “Han sover bare!” sagde Knot. Og så ringede det igen på døren. “Gem jer!” råbte jeg for tredje gang inden for fem minutter. “Jamen hvad med ham?” spurgte Astrid og pegede på den meget store og meget bevidstløse mand på gulvet. Jeg sukkede. “Okay, fuck det hele.” Jeg tog mod til mig, åbnede døren og skulle lige til at sige: Mor, jeg kan forklare det hele. Men det var ikke mor. Det var to ambulancefolk. “Vi skal hente et sygt barn,” sagde den ene. “Der er ingen syge børn her,” sagde jeg. “Men ham dér, han har det virkelig dårligt!” Jeg pegede på manden på gulvet. “Men han er jo ikke et barn,” indvendte ambulanceredderen.

144


“Men han er syg!” Få minutter senere var manden blevet rullet op på en båre og kørt væk i ambulancen. “Hvad skal vi nu lave?” udbrød Knot. “Skal vi i zoologisk have?” “Ja,” sagde jeg, “zoologisk have … eller hvor som helst … bare vi kommer væk, før min mor kommer hjem.”


Den eneste Astrid i verden?

Nu er det mandag. Mig og Benjamin er venner igen. Ligesom i gamle dage. Vi har lavet en masse ting sammen i weekenden. Fodbold på græsset nede bag skolen, LANaften og monsterbrunch søndag morgen med pølser, æg, bacon og pandekager med Nutella. Benjamin har tilgivet mig for mine onde planer for ham. Både den med at få ham gjort til grin. Og den med at lamme ham og få ham sendt på varigt ophold på Instituttet for Svagtbegavede Børn. Men det lader til, at Benjamin også forstår, at jeg havde gode grunde til at ville have ham ned med nakken. Han er nemlig holdt op med at være et røvhul, som vil konkurrere om alting hele tiden. Her til eftermiddag har vi fulgtes hjem fra skole. Direkte hjem til Benjamin for at slagte nogle monstre i Survival. Benjamin har endda foreslået, at vi skulle lave vores egen klan. Spille sammen i stedet for at spille imod hinanden.

146


Vi smider vores jakker i entreen og går op ad trappen til Benjamins værelse. Der er helt stille i Benjamins hus. Knot Vaks bor her nu, men han er ikke hjemme. Nu render han jo rundt med Astrid hele tiden. Fredag aften præsenterede vi Knot for Benjamins far, Knud. Der var ingen vej udenom. For hvor skulle Knot ellers bo? Knud har et stort hus og masser af penge, og han har råd til at udvide familien med et ekstra medlem. I starten var Knud lidt skeptisk. Men da han forstod, at Knot er et geni til matematik, var der ingen problemer. For så kunne Knot jo hjælpe Benjamin med lektierne.

147


Knud stillede dog en betingelse: Knot måtte på intet tidspunkt pille ved havetraktoren. Lørdag formiddag flyttede Knot ind i et kælderværelse i Benjamins store villa. Om eftermiddagen kom Astrid på besøg og bad Knot om hjælp til matematikafleveringen. Mig og Benjamin spillede Survival, mens Astrid og Knot lavede lektier. Lørdag aften hentede Astrid Knot. Nu skulle de i biografen. På det tidspunkt var de allerede blevet kærester. Søndag eftermiddag besøgte vi alle fire onkel Bertil. Bertil var vildt imponeret over Knots matematiske evner. Og han jublede af fryd, da han hørte, at vi havde fundet Knot via Bertils opfindelse: Gemini-programmet. Men vi havde også et andet mål med vores besøg. Vi ville bede Bertil gøre os en tjeneste: hacke sig ind i computernetværket på Instituttet for Svagtbegavede Børn og få slettet Knot fra deres arkiver. Men Bertil gjorde noget endnu bedre. Han fik det til at se ud, som om Knot var blevet overført til en helt anden institution. En institution, som ikke eksisterede i virkeligheden. Nu vil ingen begynde at lede efter Knot igen. Vi fisker vores computere frem fra taskerne og fyrer op for Survival. Og mens vi spiller, snakker vi om piger. Benjamin siger igen, at vi er under tidspres. 7. klasse …

148


Så har man altså en kæreste. Det er jeg nu ikke så sikker på. Men Benjamin bliver ved. “Det er sgu på tide at få sig en kæreste,” sukker han og tilføjer: “men skidesurt, at Knot løb med Astrid.” “Jep,” siger jeg og nakker et par kannibaler i Survival. “Astrid, hun er bare den eneste ene.” “Gu er hun så,” svarer jeg. Benjamin bliver stille lidt. Så tilføjer han eftertænksomt: “Men Astrid er måske ikke den eneste Astrid i verden.” “Hvad mener du?” Det svarer Benjamin ikke på. I stedet spørger han: “Har du stadig de der billeder af Astrid på din mobil?” Nu forstår jeg, hvor han vil hen. Jeg siger: “Og har du stadig Gemini-programmet på din computer?” “Jep!” svarer Benjamin.


Børnefængslet  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you