Page 1


2


Lena Laurentis

DjĂŚvelen i dig selv


Djævelen i dig selv Af Lena Laurentis

Copyright © Lena Laurentis 2014 Omslag: Lena Laurentis - "Heart vs. Head", akryl på lærred Foto: Leif Widenborg Bogen er sat med Tahoma og Georgia Tryk: Eurographic Danmark A/S 1. udgave, 1. oplag 2014 ISBN 978-87-93168-63-3 Udgivet på: http://gopubli.sh

Udgivet i en tidligere version under navnet Lene Muddle på Forlaget Facet

www.lenalaurentis.com Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.


"Den eneste m책de at undslippe fristelsen er at give efter for den."

Oscar Wilde


1

Gerry slukkede sin bærbare og lagde den ned under sædet foran sig. Fem minutter med lukkede øjne. Ingen tanker. Og lade dem, der alligevel kom, passere. Det var i hvert fald planen. Det var jo ikke ligefrem meningen, at hun skulle skrive sig hele vejen over oceanet, men det havde presset på, og hun havde givet efter. Selvfølgelig. Nogle gange var det bedste det, der kom når hun mindst ventede det. Fuldstændig spontant. De sidste par timer var et godt eksempel. Men nu var hun tom. Midlertidigt, i hvert fald. Bag øjenlågene kom spredte billeder og brudstykker af sætninger op, hun observerede dem og lod dem opløse sig selv. Tankepause. Skrivepause. Motorernes konstante brummen lå som lydsporet til en langsom film uden dialog. Flyvende muzak, der mindede hende om hvor hun var. Hvis hun overhovedet kunne være i tvivl. Fem minutter blev til ti. Hun mærkede hovedet duve, de bløde, elastiske træk, det foretog uden hendes vidende. Uregelmæssigt og sært behageligt, et tegn på at det var lykkedes hende at slappe så meget af, at hendes underbevidsthed traf beslutningerne. Hun iagttog det uden at gøre andet. Vidste hvor hun var. Og alligevel et helt andet sted. Et sted med fred og tankefrihed. Ingen billeder eller farver, blot mørke. Hun vendte tilbage. Lyttede til lydene omkring hende, bevægede sig lidt i stolen og åbnede øjnene. Hendes blik gled hen over skyerne udenfor. Som vattotterne fra en kæmpes toiletbord svævede de i ingenting, klar til brug når og hvor som helst. Store, løse figurer, der på et øjeblik kunne opløses eller transformere sig til fantasifulde dyr eller… som nu to tæt omslyngede 7


kroppe. Hun genkendte sig selv, men den anden? Han virkede sært bekendt, og alligevel var hun sikker på, at hun aldrig… Kunne næsten mærke… Hvad var det for en duft? Hun lukkede øjnene og følte en behagelig svimmelhed og en fristelse, der bad hende give efter, lade sig falde og glemme alt… Hans krop var tydelig, men ansigtet forblev uklart som om han bar en maske af uklart glas, der forhindrede ham i at blive genkendt. Hvad var det, han skjulte? Hun følte et lille pust over ansigtet, og billedet var væk. I sædet ved siden af hende, var Alisons pen ved at glide ud af håndens greb og ned på den stak papirer, der lå i hendes skød. Hendes hoved nikkede langsomt i samme retning. Gerry rejste sig for at strække kroppen, der allerede nu syntes formet af flysædet. Det var kun 3 timer siden, de var lettet fra Heathrow, og hun mærkede den velkendte fornemmelse af sløvhed, der uundgåeligt krøb ind på hende ved oversøiske flyvninger. Distræt skubbede hun den hvide bomuldstop ned i de slidte jeans. Hvorfor elskede hun dem altid mest, når de var ved at falde fra hinanden? Hendes lange, røde hår gled ned over ansigtet som et løstvævet fortæppe, og hun greb i bukselommen efter det lange, leopardplettede læderbånd, der var en fast bestanddel af hendes bagage. Hun slyngede båndet flere gange om håret, bandt et par tilfældige knuder og lod enderne hænge løst. I et af vinduerne fangede hun gennem et hul i skyerne et glimt af Atlanterhavet. Solens stråler glimtede i det blå og afslørede hvad der heroppe fra syntes som minimale krusninger på overfladen. Fra 12.000 meter så alting småt og ubetydeligt ud dernede. Så enkelt.

Tag fat i…! Hun vendte sig efter lyden. Alt så normalt ud, kaffen var på vej nede af gangen, og de andre passagerer sad og talte dæmpet sammen, læste i de omdelte aviser eller småblundede. Alison strakte sig i sædet med et undertrykt gab og smilede til hende. Et eller andet i det trætte smil pustede til den lille sky af tanker, og den opløste sig selv. Så hurtigt, at hun allerede nu havde besvær med at huske hvad… 8


Hun rystede let på hovedet og lod det passere. Alison skævede op til den lille skærm længere fremme i kabinen og fandt deres position. "Er vi ikke nået længere?" spurgte hun, da Gerry atter satte sig. En lille trækning viste sig i hendes mundvig. "Men hvad gør man ikke for sin klient?" "Og måske også en lille smule for sit honorar?" Alison skød hende et hurtigt blik. "Tjah, jo flere bøger du sælger, jo flere penge til dig… og til mig," sagde hun nøgternt og rakte ned i tasken efter noget nyt læsestof. "Men du er det værd," fastslog Gerry og tog den kop kaffe, stewardessen lige havde skænket. Den vidunderlige duft fyldte hendes næsebor og fik hende et øjeblik til at glemme hvor mange timers flyvning, de stadig havde tilbage, før de ville lande i Los Angeles.

…! Hånden med koppen standsede halvvejs nede mod det lille udslåede bord. Nogle høje knald lød i hendes ører. Det lød som skud. Flere skud… Helt tæt på. Hun følte trykket og en skærende smerte og krummede sig forover i refleks. Kaffen skvulpede i koppen, da den ramte kanten af bordet. Hun skubbede den ind mod midten, men blev ved med at holde om den. Hendes anden arm trak sig beskyttende rundt om hendes mave. Skuddene rungede i hendes ører, og hun mærkede overkroppen svaje. Det summede omkring hende, som om der stadig... Billedet, der havde stået blot en brøkdel af et sekund, som en enkelt ramme på en filmrulle, var fuldstændig klart, og dog kunne hun ikke… Hun tog en dyb indånding og hørte svagt en stemme et sted. Ud af øjenkrogen fornemmede hun en skygge. Hun blev siddende helt stille. Kom der mere? Som om hun befandt sig i et vakuum hvor alt var lukket ude, kun en dæmpet, indpakket lyd, som når man er under vandet. Hun så Alisons læber bevæge sig, som en film uden lydspor. "…Gerry?" "Jeg er o.k." sagde hun. Alison så undersøgende på hende. "Er du sikker?" 9


Hun nikkede og greb om koppen med begge hænder. Kaffen skvulpede lidt, imens hun førte koppen til læberne og forsøgte at koncentrere sig om smagen og varmen, der langsomt forplantede sig i kroppen. "Helt sikker?" spurgte hun igen. Gerry nikkede og fremtvang hvad hun håbede var et beroligende smil, og Alison vendte atter opmærksomheden mod sine papirer. Hun fandt notesblokken i lommen foran sig og kradsede nogle ord ned. Der var en der havde sagt noget… Det var væk. Et par mundfulde mere af kaffen, den foruroligende fornemmelse sad stadig i kroppen. Men hvad var det egentlig… betød det noget? Men hvad med dengang… Hun havde været 15 og var vågnet op midt om natten med nogle forfærdende billeder i sit hoved af forvredet stål og sæder med blod på. De havde syntes så virkelige, men hun ignorerede dem, det var sikkert på grund af den film, hun havde set samme aften sammen med en veninde, den var nok til at give enhver mareridt. To dage senere blev hendes klassekammerat John dræbt i en togulykke. Først bagefter slog det hende, at det hun havde drømt måske ikke var tilfældigt. Og de andre billeder, hun havde set med ujævne mellemrum i årene derefter? I lang tid havde hun ikke tænkt på det, men nu… Der var også noget andet. Noget, der var blevet trængt i baggrunden, gemt langt væk i en lille skuffe, dybt nede i hendes erindring. Det, der havde været så enkelt. "Jeg er Underverdenens vogter", sagde han højtideligt og hældte indholdet af sit champagneglas ned i halsen i en håndevending. I samme bevægelse drejede han sig og smed glasset ind i pejsen hvor det splintrede i hundredvis af stykker. Det dæmoniske spil i hans øjne greb hende, hun drak ud og smed eksalteret sit glas i samme retning. Rummet omkring dem havde et næsten middelalderligt skær af de mange levende lys på bordene, på gulvet og på kanten af pejsen. Der var fyret op i den store, rå stenpejs, og så varmt som på en tropisk strand. Hun satte sig hen i det modsatte 10


hjørne af den gamle, slidte Chesterfield, lidt væk fra den skarpe strålevarme, sparkede skoene af og lagde de bare ben op. Overfor i den anden halvt sad, halvt lå han med hovedet på sned og benene let adskilte. Et udtryk af fandenivoldskhed spillede i de havgrønne øjne, og hele hans væsen udsendte en næsten dyrisk tiltrækningskraft. I bunden af champagneflasken var kun en sjat, og resterne af deres lange middag stod på det store, tunge egetræsspisebord midt i rummet. Han rejste sig fra sofaen, hev skjorten over hovedet og smed den bag sig, den landede på armlænet af en af de højryggede spisebordstole og blev hængende i et par sekunder før den faldt sammen i en bunke på det brede plankegulv. Nogle utæmmede, lyse totter faldt ned over hans øjne, og han kneb dem let sammen. Hans hud skinnede gyldent i skæret fra de mange levende lys, og med bare fødder og kun iført sine sorte jeans og det viltre hår som en satanisk glorie omkring hovedet lignede han noget af det nærmeste man kunne komme en menneskeliggjort Mefistofeles. Han smilede frækt og gik målbevidst hen til hende, lagde sig på knæ foran sofaen og trak den groftvævede sorte kjole op over hendes lår, imens han kyssede dem. Skuffen stod stadig på klem, som om der stod en lille, stædig djævel og skubbede bagpå. Hun rystede på hovedet og tvang den i. Sidste punktum var sat. Måske var det stadig enkelt. Det var bare ikke helt så enkelt at skulle undvære Nicholas. Han var lige fyldt to. Det var første gang siden han blev født, at de skulle være adskilt så længe. De sidste tre måneder havde Mike været på turné, og hun havde haft Nicholas hele tiden, det havde ikke gjort afskeden lettere. Gudskelov for Linda, tænkte hun. Beslutningen om at få en au-pair havde været helt rigtig. Nicholas var meget glad for hende, og hun selv fik mere tid til at skrive. Alle var glade. "Slap af, Gerry," havde han sagt, da hun fortalte om turen til USA, "inden du ser dig om, er du tilbage igen, og med det program den 11


kære Alison har sat i stand, får du sikkert ikke tid til at tænke på andet end det, endsige savne ham." Han havde set på hende og smilet det samme ømme smil, som da Nicholas blev født. I hans øjne havde hun set et glimt af det, hun kendte så godt, de havgrønne øjne, der kunne se direkte ind i hendes inderste... og øjeblikkelig lagt låg på. Det var ikke mere… nu var de bare… ja, hvad var de egentlig, venner? Elskeren var blevet til eks’en. Længe havde det været sådan. Men nu, efter Cornwall? Et øjeblik havde alt været som før. Og alligevel… Jeg kunne myrde en smøg lige nu, tænkte hun og skubbede hurtigt tanken væk. Glem det, det kan du ikke, før vi lander. Det gjorde bestemt ikke trangen mindre.

12


2

Udenfor vinduet var det en dag som alle andre. Morgenen var begyndt med lavtliggende skyer og dis, der i løbet af dagen var fordampet og havde givet plads for solen, der spredte sine generøse stråler over byen. Minutiøst gennemgik han indholdet af rygsækken og hakkede af på listen i sin hånd. Alt var med, akkurat som første gang og anden gang, han checkede. Jakkesættet hang på bøjlen udenpå skabet, renset og presset. De mørke sko stod på gulvet nedenfor, nypudsede og skinnende. I det lille køkken lavede han en kop sort kaffe og tog den med ind i stuen. Åbnede døren ud til den franske altan og tog en dyb indånding. Hen over byens tage kunne han skimte havet. Fra i morgen ville han have en helt anden udsigt. Hvis alt gik som det skulle. En lille tvivl prøvede at gnave sig ind, og han drejede rask om på foden. Udstyret var i orden, planen gennemgået adskillige gange, checket og checket igen. Han så sig om i den halvtomme stue. Det lille spisebord var ryddet, og stolene omkring det stod som skulpturer på et museum, der bare ventede på at en flok nysgerrige skolebørn skulle røre ved dem, sætte sig på dem, skønt de ikke måtte. Han hørte en poppende lyd i sit hoved, og tankerne gled tilbage. Huskede den kildende fornemmelse i mellemgulvet, da han ventede på hende, bordet dækket med lys og blomster, vinen trukket op og maden, der spredte sine dufte fra køkkenet til hele lejligheden. Den dag, hans verden faldt fra hinanden. Pludselig føltes stuen mere tom end den var, den bløde lædersofa, lænestolen med den hyggelige form og det lille sofabord ville snart stå uberørt. På væggene hang de billeder, han ikke ville savne, og i reolen 13


stod de mange bøger og cd'er, han ikke kunne tage med sig. Stuen rungede tomt som når man lige er flyttet ind, og alt står i kasser endnu. Det var længe siden, det sidst havde lydt sådan. Han huskede hvordan han langsomt havde fyldt de tomme rum med møbler, i starten havde han kun en seng, sofaen og et fjernsyn. Men han var tilfreds. Og alligevel følte han det som om han var på gennemrejse, kunne ikke rigtig tro, at han var sluppet godt fra det, at det liv, han levede, var helt nyt og han kunne forme det, som han ville. Snart var han dog holdt op med at se sig tilbage over skulderen, når han gik ud, og årene gik. Hans liv var nu delt i to, et før og et efter New York. Fra i morgen ville det være delt i tre. Gennem døren til soveværelset kunne han skimte rygsækken. I den lå hans fremtid. Med en automatisk bevægelse greb hånden efter cigaretterne på sofabordet. Jo, han var parat. Nu kunne han bare vente på at eftermiddagen skulle gå over i aften. Den ville blive lang. Men han var god til at vente. En tanke krøb ind foran de andre. Stædigt blev den hængende, tvang ham til at gennemgå det, der var sket, en gang til. Resultatet blev det samme. Derfor stod han her nu, derfor planen, derfor rygsækken med… Han tog et sug af cigaretten og gik over mod altandøren, lænede sig op ad gelænderet, og lod blikket glide ud over tagene og gaden nedenfor, på livet, der bare gik videre som om intet var hændt, eller ville hænde. Som om denne dag ville blive en dag som alle andre.

14


3

Det blankpolerede gulv skinnede om kap med bestikket og krystalglassene, fyldt med den bedste vin fra de mest frugtbare distrikter i verden. På bordene lå de fineste, nystrøgne damaskduge i smukke pastelfarver, perfekt afstemt med de lange råsilkegardiner og de høje lys i sølvstagerne på bordene. Der lød en svag klirren af sølvbestik mod de hvide porcelænstallerkener og dæmpet tale mellem de mange gæster. Ved et bord lå en skinnende rød hummer, ved nabobordet en generøs portion friske østers, akkompagneret af den fineste champagne. Diskrete tjenere svævede forbi de veldækkede borde og besvarede ethvert ønske med selvfølgelig høflighed og diskretion. Ved bordet under det smukke maleri af Cézanne lå på den ene tallerken en agerhøne ledsaget af fine strimlede kartofler og sprøde friske grønsager, på tallerkenen overfor et stykke af det møreste kalvekød i en delikat Marsala-sauce med søde, letristede pinjekerner og tynde strimler af hjemmelavet fettuccine verte. I glassene glimtede en dybrød vin med en diskret tørhed og en eftersmag af friske bær, som blev på tungen længe nok til at fange et glimt af sommer. Alisons solbrændte hånd løftede det fine krystalglas. "Til dig, Gerry. Må den sælge..." hun kiggede over de tynde titaniumbriller, "i mange tusinde eksemplarer." "På meget kort tid," replicerede Gerry fra den anden side af bordet og løftede sit glas. "Om amerikanerne vil." "Det må de hellere, ellers bliver det et dyrt besøg." Gerry nippede til vinen. "Men yderst behageligt, Alison. Du lægger flot ud." Hun kiggede rundt i det fyldte lokale. "Vinen er himmelsk," hun førte atter glasset op til munden og lod de bløde dråber omslutte 15


smagsløgene, "hvilket er mere end man kan sige om vejret." Gerry drejede ansigtet mod de åbne vinduer, gennem dem kunne hun hen over gæsternes sagte konversationer høre en jævn, stille regn falde. Efter den engelske kalender var det ganske vist ikke høj sommer længere, men den gjaldt ikke her. Da de landede dagen før, stod solen højt på himlen, og solbrillerne kom frem af etuiet. I dag havde været lige sådan, men hen mod aften var himlen blevet mere og mere grå. Forhåbentlig blot en ener, tænkte hun og begyndte at skære i den sprøde lille høne, det lyse kød var mørt og saftigt og lod intet tilbage at ønske. Det var den perfekte middag, blot kunne hun ønske sig - hvis hun altså ville - at en anden sad dér overfor i stolen. Alison var en god agent og var med tiden blevet en god veninde i tilgift, men hun var ikke… Et lille påtrængende billede sneg sig ind, og hun så ham ligge henslængt i sofaen ved siden af hende med det viltre hår omkring sig... Hun vidste ikke engang selv hvad hun skulle mene om det, der var sket, men sket var det. Det ændrede dog ikke ved det faktum, at hun nød aftenen og med forventning - og en enlig sommerfugl flagrende i maven - så frem til resten af besøget. Alison viklede elegant et stykke pasta om gaflen og førte det uskadt op til munden, hvorefter det viklede sig selv op og hang i en lang strimmel i truende afstand over saucen. "Mon den er klar over, at vi kom i går? Fandens til jetlag," udbrød hun. Med et skævt smil rullede hun atter gaflen mange gange om sig selv. Denne gang holdt det, og med et sejrrigt udtryk lagde hun den fra sig. "Ha! Ikke en chance overfor en garvet pastaspiser. Hør, hvad er der med dig, du glemmer vel ikke at drikke?" Hun svang glasset op og drak en anselig del af dets indhold. Som ved nærmere eftertanke lagde hun hovedet på skrå. "Savner du Nicholas?" spurgte hun. Gerry rystede på hovedet. "Nej, jeg har jo dig," sagde hun med et lille smil, der kun akkurat dækkede over sandheden. Tanken trængte sig atter på og førte hende tilbage til Cornwall, til det skæve, gamle hus i den lille, idylliske fiskerby. 16


Alison havde lånt hende huset, som hun selv brugte som tilflugtssted, når hun trængte til at koble af og dyngerne af arbejde truede med at vokse hende over hovedet. Hvor meget hun end elskede sit arbejde og London, havde hun af og til behov for at være helt alene og fuldstændig uforstyrret, og til det var huset her i den lille by på den sydvestlige spids af England det bedste sted, hun kunne forestille sig. "Du trænger til absolut fred og ro, og du har en hel måned dernede," havde hun sagt til Gerry, "hvorfor får du ikke Mike til at tage Nicholas lidt længere, så du kan koncentrere dig om bogen?" Som om det ikke var nok, at hun skulle undvære ham, imens hun var i L.A. Hun havde blot smilet et fredsommeligt lille smil og spurgt Alison hvordan hun mente, at hun havde fået skrevet den forrige, med Nicholas og uden au-pair. Måske netop derfor havde hun besluttet, at de sidste 14 dage skulle være hendes egne, ingen Nicholas, ingen Linda, kun hende og bogen. Indtil da legede de familie, eller næsten, kom det en anelse bittert fra et godt gemt sted. Ignorer det, bød en anden stemme. Nicholas havde allerede fra om eftermiddagen ventet længselsfuldt. Nu var han faldet i søvn, og mørket trak langsomt dynen over landskabet. Lyden af en bil blev højere, og Gerry skævede ud af det åbne vindue. Hun gik ud på gårdspladsen og indsnusede den milde duft af aften. En gammel rose voksede op ad husets gavl, murens store, ujævne sten dannede en fin kontrast til rosens sarte, lyserøde kronblade. De fleste lå på jorden og mindede om, at efteråret så småt var på vej, men enkelte blomster hang stadig som erindringer om en sød sommer. Mikes gamle Aston Martin kørte med fuld fart ad den smalle vej op til huset og standsede midt på gårdspladsen. Lyskeglerne fra bilen viste hvor hun var, og han slukkede motoren og steg ud. Hun kunne ikke se hans ansigt tydeligt, men fornemmede gensynet i hans holdning. Med et lille smil gik hun ham i møde. "Undskyld… den brød sammen på vejen." Nu kunne hun se et forsigtigt forklarende smil på hans ansigt. Hun trak på skuldrene. Utallige var de gange, den havde været på 17


værksted, men han elskede den bil og nægtede at skille sig af med den. Han blev stående et øjeblik og kiggede op, stjernerne glimtede, og månen var fuld og klar. Han tog en dyb indånding, som om han lagde an til at hyle mod den. Som hun selv havde gjort flere gange. I stedet vendte han sig brat, rakte ind over førersædet efter sin store lædertaske og fulgte efter hende ind i huset. "Hvor er han?" hviskede han, da de stod i entréen. Hun nikkede mod trappen. Han satte den slidte taske fra sig på gulvet og gik forsigtigt op ad trappen. Døren til værelset stod på klem, og Nicholas sov med dynen halvt ud over kanten af sengen. Han satte sig på hug, trak forsigtigt dynen over drengen og kyssede ham ømt på kinden, inden han listede ud af værelset igen. Trappen knirkede, og han smilede. "Gammelt hus… men dejligt." Han omfavnede hende kort. "Hej." Hun lagde armene venskabeligt om ham. "Vil du have kaffe?" Han bukkede sig og åbnede tasken. "Hvad med denne her?" Han satte sig ved siden af hende i den magelige sofa og skænkede vinen. En forsigtig brise gled ind ad det åbentstående vindue og skubbede drillende til stearinlysenes flammer i de høje stager på det lille sofabord. Han så sig om i stuen. "Linda?" "Inde i byen til den store afsked, hun har mødt nogle, eller snarere en, hun havde i hvert fald stjerner i øjnene, da hun gik." Han løftede glasset og kiggede på hende. "Du har det godt." Hun drak og smilede lidt. "Ja. Hvad med dig selv, du ser..." hun ledte efter ordet, "afklaret ud, passer det?" Han nikkede og drak lidt, før han satte glasset fra sig. "Jo, det passer nok meget godt." Et undersøgende blik kom hende i møde. "Du ser godt ud, er du sikker på, at det bare er en PR-tur og ikke modeloptagelser, du skal over og lave?" "Hvad vil du opnå?" spurgte hun, og fornemmede et lille smil på læberne - og i øjnene, mærkede hun med en sær tilfredshed - det føltes som om det var længe siden. Han fandt sine cigaretter frem og tændte en uden at kigge på hende. Flammen oplyste hans ansigt et øjeblik, og han vendte sig og 18


så på hende med det blik, hun kendte så godt. Som ved en pludselig indskydelse lagde han cigaretten fra sig. Hun tvang blikket ned på sit glas. "Gerry," hans stemme var rolig, men beslutsom, "se på mig." Hun løftede blikket. Hans ansigt var alvorligt, da han rakte hånden ud og kærtegnede hendes. Hun trak vejret lidt hurtigere, da han bestemt, men overraskende blidt, lagde hånden om hendes nakke og trak hende nærmere. Langsomt satte hun glasset fra sig uden at flytte blikket. Han kyssede hende, som om det var første gang og han var nødt til at føle sig frem. Det rørte noget i hende, der ellers var gemt væk i en æske, der stod "fortiden" på. Han kiggede kærligt på hende, men der var et skær af noget andet i hans øjne. Med et fast greb i hans hår lænede hun sig tilbage i sofaen og trak ham mod sig. Varmen fra hans krop brændte sig gennem tøjet, det var rendyrket nydelse, og hun gled villigt ned i den. Så meget for den lukkede æske. Månen skinnede stadig udenfor, men ingenting var som før. Han lå med den ene arm bag nakken og den anden i hendes hår og betragtede hende med den blanding af frækhed og ømhed, som han mestrede til perfektion. Hun rejste sig op på albuen og kyssede ham, og han holdt hende lystent, men mættet fast et øjeblik. "Vil du have din cigaret nu?" spurgte hun og smilede skævt. Han tog en uden at tage øjnene fra hende. Vinen stod stadig på bordet, hun satte sig op i den store, gamle sofa og rakte ham det ene glas. Hans øjne gled endnu en gang hen på hende, som hun sad der med det lange, røde hår i vildt oprør ned over skuldrene og den krop, som han ikke havde set længe. Den krop, der havde båret hans søn, som han elskede så højt. Da hun opdagede, at hun var gravid, var deres korte, men meget lidenskabelige kærlighedsaffære ovre, og på en eller anden måde var det lykkedes dem at forblive venner. Hun ville have barnet, men krævede hverken ægteskabelige eller andre løfter af ham. Han kunne have gået sin vej og glemt alt om hende og barnet, uden at hun ville have følt sig vraget og forladt. På det tidspunkt havde han bestemt 19


heller ingen planer om at blive far, hans karriere kørte i tredje spor på motorvejen, og hans musik solgte som aldrig før. Et barn hørte ligesom ikke med til de nærmeste fremtidsudsigter. De første par måneder havde han travlt med koncerter og studieoptagelser, og de så ikke meget til hinanden. En dag kom han forbi og inviterede sig selv på kaffe. Hun var da i 6. måned, og pludselig spurgte han, om han måtte mærke. Han lagde hånden så forsigtigt på hendes mave, at hun med det samme vidste, at han aldrig havde rørt ved en gravid kvindes mave før. Han sad bare og kiggede skiftevis på maven og på hendes ansigt med et lille smil på læberne, men sagde ikke noget. Et par uger efter kom han igen og spurgte, om han måtte være med til fødslen. Lige så let som han kunne være blevet fri for alt ansvar, bad han nu om at få det tilbage. Det eneste han ikke fik tilbage, var forholdet til hende, som det havde været. Hun havde flere gange undret sig over hvad der havde fået ham til frivilligt at ville ansvaret, men kendte ham godt nok til at vide, at det ikke var en øjebliksbeslutning, men noget, han havde tænkt meget over. Hun så på ham som han sad der og røg. Måske kendte hun svaret nu. Hun følte Alisons undersøgende blik og søgte i sin korttidshukommelse - hvor var det vi kom fra? Rømmede sig og forsøgte sig med et lidt større smil, nu var det bøger, det drejede sig om. "Nej, det er ikke så slemt," sagde hun, "men hvem skal jeg nu læse godnathistorie for? For du vil vel ikke have en, når vi kommer tilbage til hotellet?" "Nå, det tror du ikke? Jeg kunne da godt tænke mig at høre en god historie, du kunne måske løfte sløret for dit nye projekt - bare en lille flig." "Næh, ikke endnu. Lad det række at sige, at det ikke er en kriminalroman. Tilfreds?" "Hmm, nyt tema?" 20


Alison bød Gerry en cigaret, da deres tallerkener var båret ud og tændte selv en. Heldigvis må man da ryge her, tænkte Gerry. Hun havde ikke røget, siden hun blev gravid, men udenfor afgangshallen i Heathrow havde hun tændt en. Alison nøjedes med et "hov, er du begyndt igen?", og da der ikke kom nogen forklaring, lod hun det ligge. Alison sendte et ærgerligt blik mod vinduerne. ”En af grundene til, at jeg valgte La Maison var beliggenheden, øverst oppe med den fantastiske udsigt over byen. Og prøv så at se noget som helst nu, andet end... nå, vi sidder jo ikke ved vinduet, så måske er det egentlig lige meget”. Hun så over mod et par, der netop havde sat sig ved et af de store vinduer, de lange pastelfarvede gardiner hang som et overflødighedshorn af stof og farve og dannede en perfekt ramme om middagen, som snart skulle nydes der. Hun kiggede over rammen på brillerne og rynkede brynene. "Enten er det hans datter eller også har han fået en meget ung elskerinde", bemærkede hun tørt. Gerry fulgte hendes blik. Manden var i midten af 30'erne og pigen ved hans side så ikke ud til at være mere end 11-12 år. "Hans datter," sagde hun og trak på smilebåndet. Alison kiggede ud af øjenkrogen mod vinduet. "Ja, selvfølgelig er det det. Jeg er bare misundelig, jeg ville ikke have noget imod at bytte plads med hende," sagde hun med et lille suk. "Skal jeg kalde på en læge? Besvimer du om lidt, eller svømmer du bare hen?" "Ja, hån du bare," hun drak lidt vin, "uh… se lige på ham." "Jeg har set," bemærkede Gerry med en lille trækning i mundvigen, "også på film. Ja, han ser godt ud, men han ser også ud som om han ved det." "Du er simpelthen ufølsom, kvinde, men det er da altid noget, at du kan indrømme, at du er enig med mig." "Hmm..." hun skævede over mod ham, "han er oven i købet gift og har børn." "Hvornår har det nogensinde stoppet dig, Gerry?" indskød Alison og rullede med øjnene. "Lad nu være at spille hellig, det klær' dig ikke. 21


Var der ikke noget med en vis Jim… hmm," sagde hun og hævede øjenbrynene. Jo, for længe siden - før Mike. Stearinlysene var brændt ned, og kun gadelyset strømmede ind i rummet gennem de tynde gardiner. Jims kraftige mørke hår gennem hendes fingre, hans store hænder om hendes hofter i de bløde dyner. Hvor kunne være bedre at være lige nu? En hurtig ringen lød afbrød hendes tanker. Jim så undvigende på hende og steg ud af sengen. Han småløb ind i spisestuen og rodede i lommen på sin jakke, der hang over en af stoleryggene. "Ja?" Hun satte sig op og støttede på albuen. På et sekund forandrede hans stemme sig fra elskerens til kommissærens. "Aha. Ja, jeg kommer." Et øjeblik efter kom han til syne i døråbningen. Han satte sig på kanten af sengen og kiggede skyldbetynget på hende. "Jeg bliver nødt til at gå... undskyld", sagde han og strøg hende over kinden. Selvfølgelig var det for godt til at være sandt, en hel nat med ham, uforstyrret, og en hel verden af elskov mellem dem. Hvor naiv kan man være? "Ja, selvfølgelig gør du det, men kunne du ikke have sagt, at..." "Jeg ville ikke ødelægge aftenen allerede fra starten, jeg..." "Nej, så hellere ødelægge den midt i det hele." Hun stod ud af sengen og tog sin morgenkåbe på. "Skulle du ikke gå?" Han nikkede halvt og begyndte at klæde sig på. Hun gik ind i stuen og tændte en cigaret, tog et dybt sug og stillede sig ved vinduet. Månen lyste klart, og ikke en vind rørte sig, end ikke bladene på træerne bevægede sig, det så koldt ud, og et eller andet sted lå hvad der engang havde været et levende menneske af kød og blod, men nu blot var en livløs krop uden et eneste åndedræt tilbage. Sikke et job. Nu skulle det langsommelige, omhyggelige og metodiske arbejde begynde for at finde de små spor, der til sidst - forhåbentlig - ville føre til en anholdelse. Hun havde hørt nok til at vide hvordan de næste uger af hans liv ville blive, og hvor lidt tid han ville få til andre ting, og 22


da slet ikke til hende. Hun vendte sig, han stod i døråbningen på strømpefødder, skjorten hang løst udenpå bukserne, hans mørke hår stadig uredt. "Gerry, jeg er ked af det, jeg håbede, at de ikke ville ringe." "Men mordere holder aldrig fri," konstaterede hun med et trist smil. Han lagde den ene arm om hendes talje og trak hende nærmere. "Måske varer det ikke så længe..." Hun holdt hånden op foran hans læber. "Hvorfor love noget du ikke kan holde?" Med den anden hånd greb han hendes og kyssede langsomt hendes fingerspidser, en efter en. Hun følte underlivet trække sig sammen, og et suk undslap hendes læber. Smed cigaretten i det nærmeste askebæger og lod hånden glide gennem hans hår. Han fandt bæltet til hendes morgenkåbe, og med et let træk gled kåben til side. Uden et ord trak hun ham i retning af spisebordet, skubbede servicet af vejen med en fejende bevægelse, tallerkener og glas fløj til side og splintredes på gulvet. Hun løsnede hans bælte og flåede hans bukser åbne, han skubbede dem distræt ned og kyssede hendes bryster. "Kom nu," hviskede hun og lukkede benene om ham. "Hmm," Alison rømmede sig, "hvor var du henne? En lille tur ned af erindringens gade, hva’?" Gerry hævede brynene. "Tjah." Mordsagen havde været lang og svær, men til gengæld fik hun alle nyhederne først. Hun havde ikke siddet på kriminalstoffet ret længe dengang og huskede tydeligt deres første møde ved en pressekonference i forbindelse med en verserende sag om et rovmord, der viste sig at være andet og mere end det. Han havde indvilliget i at tale med hende efter at have læst hendes artikel, der åbenbart var sagligere og mere sober end han var forvænt med. Dagen efter samtalen ringede han til hende under påskud af at have nye oplysninger om sagen. Hans mørke øjne så på hende over kaffen, og hun følte en umiddelbar tiltrækning, hun ikke havde forventet. Mødet med Jim forandrede hendes artikler og gav hende mere 23


baggrundsstof end hun havde kunnet skaffe sig på normal vis. Han delte gerne ud af sine erfaringer og fortalte om sager, han havde arbejdet på. Da hun begyndte at skrive sin første bog, anbefalede han bøger og artikler om retsmedicin, hun kunne læse. Han viste hende også sit våben og tog hende med på skydebanen en dag. Det forbavsede hende hvor tung pistolen egentlig var, da hun stod der med den i strakt arm. Da hun affyrede den, fik hun en gysende fornemmelse af et menneske, der foldede sig sammen i smerte og faldt sammen på jorden. Så lidt skulle der til for at ende det, der skulle have varet meget længere. Da bogen var færdig, havde affæren været det længe, men hun følte altid en dyb taknemmelighed overfor ham, der havde lært hende så meget. Hun tog vinglasset og drak. "Nå, hvad bliver det til med den dessert, Alison, skal vi have lidt til sidebenene?" Alison skævede over mod en meget stor dame, der netop havde fået bragt en meget stor dessert. Manden overfor hende sad og så sultent på en portion is overhældt med en sauce af den slags, man kan mærke, mens den med sikker stedsans løber ned og sætter sig på hofterne - det var tydeligt, at de begge mange gange havde ladet hånt om den fornemmelse. ”Kolossernes udflugt,” sagde hun med væmmelse, ”hvis de nogensinde går i seng sammen, må det være intet mindre end Klodernes Kamp”, men allerede inden hun var færdig med sætningen, så Gerry hendes blik søge som en magnet over mod Chris Lloyd og hans datter, der netop havde fået bragt hovedretten. Han smilede mildt til hende, et smil der ikke kunne forveksles med noget andet, en fars kærlighed til sin datter. Alison sukkede, og Gerry anede hvor tankerne gik hen. Alison havde ingen børn og nærede nu, tæt på de 40, ingen illusioner om at få nogen, hun havde i stedet helliget sig sin karriere, som hun elskede, men indimellem kunne hun ikke skjule sin misundelse overfor disse glade forældre, der så åbenlyst viste deres kærlighed til de børn, som de havde valgt at få. Det valg havde aldrig været hendes. For en tid havde hun troet, at det måske kunne blive, John havde fået hende til 24


at håbe, men efter utallige besøg på klinikker og dusinvis af prøver havde hun indset, at det var formålsløst at fortsætte. Om det var den virkelige grund til, at John ikke var i hendes liv mere, kunne Gerry ikke sige med sikkerhed, men måske var det godt det samme, han ville være far, og det blev han aldrig med hende. Nå, der er ikke noget så galt, at det ikke er godt for noget, tænkte Gerry. Jobbet var jo det vigtigste i Alisons liv… nå ja, måske lige med undtagelse af Phil, som hun havde mødt for et års tid siden ved en eller anden reception. Og hun som troede, at alle forsikringsfolk var dødbidere. Her var åbenbart en undtagelse, og så var han partner i firmaet, det gjorde unægtelig ikke sagen ringere i Alison øjne. Hvorfor date en fattigrøv, når man kan få en, der har lidt penge og oven i købet er som man vil have det? Han havde været gift før og havde to weekendbørn, Miles på 9 år og Rebecca på 7. ”Så det var åbenbart på den måde, jeg skulle få børn,” sagde hun til Gerry, kort efter at hun havde mødt ham. ”Og samtidig beholde min slanke figur. Når det skal være, så er det da en udmærket løsning.” Alison prøvede at forstå kvinder, der havde valgt aldrig at få børn, men fandt det svært, de havde valget, men tog det ikke. Mere end en gang havde de haft den diskussion. ”Du har da taget valget,” sagde hun engang til Gerry, ”børn kan ikke sætte en pludselig stopper for din karriere, det bevidner de tre bøger, du allerede havde skrevet og den fjerde, der er på vej.” Samtidig vidste Gerry godt, at Alison betragtede hende som heldig, fordi Mike så ofte havde Nicholas hos sig, ja faktisk fornemmede hun, at Alison beundrede ham lidt for det, fordi Gerry ikke havde krævet noget af ham. Men at Gerry og Mike ikke var mere end venner, lærte hun aldrig at forstå. ”I passer så godt sammen,” havde hun sagt mere end en gang. For at forhindre Alison i at tage emnet op igen, spurgte hun til programmet for den følgende dag. Det var stramt og skulle holdes, det første møde startede kl. 10. Alison havde sørget for at få dem begge inviteret til et mindre party om aftenen. "Du må ud og vise dig frem, det hører også med." 25


Alison var ekspert i at arrangere sådan nogle ting, og Gerry havde en lumsk mistanke om, at hun havde fyldt besøget op med tonsvis af kanapéer og champagne. Gerry havde rystet på hovedet ved tanken om at skulle promovere sig selv ved cocktail parties. Alison ville elske det og hun selv ville - efter den første time - hade det. Alligevel sagde hun ikke nej, det kunne jo kaste et eller andet af sig. Et ungt par blev vist hen til deres bord i hjørnet, deres hænder var flettet sammen af lutter kærlighed til hinanden og til deres ufødte barn, der så ud til at kunne komme hvad dag det skulle være. Han støttede hendes arm, da hun satte sig i sin elegante ventekjole, over bordet greb han hendes spinkle hånd og trykkede den let. "Aah, er det ikke sødt," hviskede Gerry, "young love." "Hvorfor skal du altid være sådan en kyniker," spurgte Alison, "kan du ikke bare være glad på deres vegne?" Hun rømmede sig. "Undskyld, det var ikke min mening at lyde sådan, det var bare..." "Jeg ved det," sagde Gerry, "skal vi ikke droppe det?" Alison nikkede, tog et dyb sug af cigaretten og kiggede til den anden side. En meget stilfuld dame med lange tynde guldhalskæder og tykke guldarmbånd om de spinkle håndled sad og nippede til noget, der lignede en fiskeret, meget delikat anrettet med sprøde grønsager og krydderurtestilke. Hendes mand havde for længst tømt sin tallerken. Som sin kone var han meget solbrændt og så veltrænet og velholdt ud efter sin alder at dømme. De lignede et par, der normalt nød deres otium i Florida, men som i dagens anledning befandt sig her i restauranten, måske for at fejre deres bryllupsdag eller bare bruge nogle af deres opsparede penge på en lille ferie. ”Tjah, måske ville det ikke være så slemt at være alene”, sagde Alison med et lille fnys.

26


4

Med trætte skridt gik Sam Reynolds op ad trappen til sin lejlighed og låste sig ind. På vej ind i stuen tog han jakken af og smed den skødesløst over en af spisebordstolene. Egentlig havde han mest lyst til at skifte tøj og tage et langt, varmt brusebad, men den smule energi, det krævede, syntes i det øjeblik så uopnåelig som en uoverstigelig bjergtinde og han selv som en skildpadde på ryggen. Det ville koste ham alt for mange anstrengelser bare at vippe sig om på den rigtige side, og synet af den kilometerlange klatretur var nok til at dræne de sidste kræfter ud af ham. Spisebordet var i de sidste mange uger gradvis blevet dækket af post og aviser, og hver gang han kom ind ad døren lovede han sig selv at tage sig af den, men ret langt kom han aldrig. Rudekuverterne var ganske vist blevet åbnet, og de mest presserende regninger betalt, men resten… Han tændte fjernsynet og luntede ud i køkkenet efter en kold øl. Hver gang de var færdige med en sag, følte han dette tomrum, som om der pludselig manglede noget i hans liv. Det gjorde der måske også, tænkte han og så sig om i rummet med de mange muligheder for gastronomiske glædeshyl. Skabe og hylder med plads til lag-på-lag af alskens feinschmeckerier til almindelig beundring og glæde hos de hyppige middagsgæster. Et lille fnys undslap hans mund. Hvilke gastronomiske udfoldelser? Hvilke hyppige middagsgæster? Tegnene omkring ham var tydelige nok, hans tilstedeværelse begrænsede sig til en hurtig kop pulverkaffe om morgenen, og de aftener hvor han rent faktisk var hjemme, var de tydeligste tegn på kulinariske udfoldelser oftere emballage fra færdigretter eller takeaways end fiskeben, æggeskaller eller køllen fra et lam stegt med rosmarin og hvidløg. 27


Hvorfor får du dig ikke en kone, hørte han sin mor sige for gud ved hvilken gang, du trænger til en, der kan tage sig af dig. Tage sig af mig? Hvad, ligesom hun altid havde taget sig af hans far? Og hvad for et liv havde det givet hende? Det er du måske ikke den rigtige til at bedømme, havde hun svaret en anelse såret. Hvem skulle så? Han havde kendt dem hele sit liv, iagttaget dem, set hvordan hans far gang på gang havde forhindret hende i at udfolde sig, men blot insisteret på og forventet, at hun var der, når han havde brug for hende. Måske havde hun i begyndelsen været forelsket og lykkelig, men af en eller anden grund havde han svært ved at forestille sig det. Hans far havde sit arbejde, sine venner og interesser, som han dyrkede uden hensyntagen til hende, så selvfølgelig havde han ingen grund til klage, men hun… Efterhånden som han blev ældre mærkede han hvordan der blev længere imellem den spontane latter og de glade smil, hvordan hendes hud blev lidt mere grå for hver dag, der gik, og den ranke, stolte fremtoning, han huskede så godt fra han var barn, forvandlede hende til en sammensunken skygge af sig selv. Men nu var han død. Pludselig lå han der. Den store, stærke mand, der ellers aldrig fejlede noget, fik et hjerteanfald imens han var ude at bowle med sine venner. I de sidste 5 år havde hun haft alle muligheder for at generobre noget af sit "gamle" liv, men gjorde hun det? Og hvad var der egentlig tilbage af hendes "gamle" liv, hvor var det netværk, hun kunne have trukket på, de interesser, hun skulle have haft? Han havde været hendes netværk, han havde været hendes interesser, og det eneste hun havde tilbage nu var at ønske, at hun fik nogle børnebørn, som hun kunne kaste sin kærlighed på. Ja, det har sgu lange udsigter, tænkte han og rystede på hovedet, det kræver ligesom, at jeg finder en dame først, ikke? Men en til at tage sig af ham, nej. Og interesser? Der var et eller andet med et glashus, der sneg sig ind, og ubevidst fejede han det væk. Hvornår skulle han få tid til dem? Han vidste jo aldrig hvornår han lige pludselig blev kaldt ud til et eller andet. Undskyldninger, Sam, hørte han sig selv sige. Ja, måske, men han kunne jo ikke bare standse midt i en mordefterforskning og 28


sige, "Nå, for resten, jeg smutter nu, jeg skal til basketball". Der var altid noget, han lige skulle tage sig af, en ny vinkel, han skulle undersøge, og pludselig var der gået flere uger. Som nu. Han gik lidt rundt om sig selv, følte den rastløshed, han kendte så godt, når en sag var slut. Samtidig måtte han et eller andet sted føle en slags tilfredshed med resultatet. Resultatet, sukkede han. Denne gang havde det ladet vente på sig, og tilfredsheden… han vidste ikke, om det var det, han følte. Han rodede i fryseren efter noget spiseligt, men følte ikke trang til noget af det, der lå i skufferne, måske var han alligevel ikke særlig sulten. Til gengæld stod der et glas oliven i køleskabet. Han tog det og øllen med ind i stuen. Med et behageligt suk lænede han sig tilbage i sofaen og smækkede de lange ben op på sofabordet. Ubeslutsomt zappede han rundt mellem kanalerne, indtil han stødte på en film. Han gnaskede et par oliven og sukkede af velbehag, den havde han aldrig nået at se i biffen, og den var lige begyndt. Hvor heldig kan man være? Han lod sig indsuge af det ukendte univers et stykke tid og følte sig næsten helt normal igen, men pludselig var det der, billedet af det sidste skamferede lig, de havde fundet, en kun 6-årig pige. 4 uger havde det taget dem at fange ham, og 3 stater havde de gennempløjet. Og han troede, han havde set alt. Selv med den store styrke, der var sat på sagen, havde det taget for lang tid, og ugerne føltes som måneder. Han sukkede og rejste sig efter cigaretterne, der stadig lå i hans jakkelomme, hvorfor fandt han sig ikke et andet job? Tænk at have fri hver aften… og hver weekend. Men hvad ville han gøre med al den tid hvis han havde? Hvordan levede folk, der aldrig tog arbejdet med hjem? Han prøvede at lade være, og for det meste lykkedes det, men denne gang… Nå, sket er sket, tænkte han i et forsøg på at skubbe det helt væk, de havde gjort deres bedste, og mere var der ikke at sige. Du har fri, så slap af, det er en ordre.

29


5

Hvilken himmelsk nydelse, tænkte Gerry og smagte på den hvide chokoladeis. Den lå i en fint flettet kurv af mørk chokolade med hindbærpuré i en tynd stribe langs kanten af tallerkenen og var pyntet med tynde flager af ristede mandler og friske hindbær. Denne aften tydede på at blive et af de kulinariske højdepunkter, og ikke skyggen af et mandfolk, man skulle gøre indtryk på. Hun gav sig selv en mental irettesættelse og førte skeen ned i den hvide is. Pludselig mærkede hun en skarp smerte, men kunne ikke placere den. Hun slap skeen og trak vejret hurtigere.

…! Hvor kom den lyd fra? Metallisk? Den var allerede væk. Omkring dem spiste og drak alle som om intet var hændt. Alison lod heller ikke til at have bemærket noget, sad bare og spiste sin dessert med stor nydelse. Gerry trak vejret dybt og greb skeen igen. En gruppe kom forbi, lutter mænd i jakkesæt. Forretningsfolk, der sikkert skulle smøre en af deres store kunder. De kunne ikke have valgt et bedre sted, og når firmaet betaler, er der jo ingen, der tænker på regningen. Alt i den hellige business' navn. Bordet ved siden af dem genlød nu af ord som omsætning, markedsføring og salgsfremmende tiltag. Alison stak gaflen i det sidste stykke mandeltærte og lukkede øjnene i fryd. Indtil flere flasker blev båret til nabobordet. Den seriøse konversation var stadig på dagsordenen. Alison tyggede af munden. "Kaffe, Gerry?" Hun nikkede fraværende. Ved et bord midt i rummet sad to mænd i smarte jakkesæt. Hendes blik blev hængende lidt ved den ene, han så 30


ret godt ud, solbrændt med lyst solbleget hår, der så ud som om det var tæmmet lidt i dagens anledning, og under jakken gemte der sig utvivlsomt en veltrænet krop. Den anden var knap så høj, meget slank med et senet udseende, helt kort, rødt hår og en lettere sammenbidt mine. De udvekslede ikke mange ord, spiste bare hvad der så ud til at være resterne af noget meget mørt, rødt oksekød, imens de af og til kastede et blik rundt i lokalet. På bordet stod hvad der kunne ligne, og utvivlsomt var, en fremragende årgangsvin. "Hmm," mumlede hun for sig selv. "Hvad?" Alison kiggede spørgende på hende. "Den lyshårede fyr derovre," sagde hun blot, og Alisons blik gled i samme retning. "Nå, du har måske lige udset dig natmaden?" Gerry undertrykte et lille smil og rystede let på hovedet. Men han så nu godt ud. Hun tændte en cigaret, og i det samme vendte han sig og fangede hendes blik. Han nikkede mod hende og smilede. Hun følte sig afsløret, som om hun havde gjort noget meget værre end at kigge, smilede høfligt tilbage og vendte sig igen mod Alison. Et sjofelt grin gled ud i luften fra nabobordet. Forretningsfolkene var meget hurtigt nået til aftenens mere muntre afdeling. Alison løftede det ene øjenbryn. "Mandehørm." Gerry trak på smilebåndet, flaskerne på bordet var allerede halvvejs tømte, og maden var endnu ikke serveret. Et af jakkesættene vendte sig mod deres bord. "Hej, smukke!" Alison så opgivende på Gerry. "Godt, vi næsten er færdige, det bliver vist bare værre fra nu af." "Ja, Dem!" kom det fra jakkesættet, "vil De ikke gøre os den ære at holde os ensomme herrer med selskab?" Flere af gæsterne i restauranten havde nu vendt sig mod det støjende bord. Gerry kiggede bort fra den jakkesætklædte og lod langsomt blikket glide hen mod vinduerne, i baggrunden hørte hun forretningsmanden prøve igen. "Hej, dame!" Flere forargede ansigter fulgte stemmen tilbage til manden. "Shh!" lød det fra en elegant påklædt dame i sin bedste alder. Hendes 31


stramme ansigtsudtryk sagde alt. Her var hun kommet for at nyde en stille middag, og så kom sådan en tølper og forstyrrede freden. Den højrøstede mand rejste sig og gik hen mod Gerry med sit halvfyldte rødvinsglas i hånden. "Undskyld, frøken, hvis De ikke vil komme til mig, må jeg jo komme til Dem. De ser ud, som om De godt kunne have lyst til lidt sjov." Han bøjede sig ind over bordet og svajede faretruende. Mon ikke de har været på et lille listigt sted før de kom her, tænkte hun og prøvede at undgå hans spiritusånde, han havde vist fået mere end et par glas rødvin allerede. Gerrys første indskydelse var at gøre hvad hun var sikker på enhver normal kvinde ville gøre, nemlig at bede ham fise af, men så kom hun i tanke om hvor hun var, kiggede på Alison og tilbage til manden. Hun smilede sødt til ham. "Ja, det må De undskylde, vi sad lige i en meget interessant samtale, men selvfølgelig kommer jeg gerne over til Deres bord." Hun rejste sig og lystige grin lød fra nabobordet, da manden gik tilbage med et triumferende smil. Alison rakte ud efter hende arm. "Hvad laver du?" Gerry rystede den af sig. "Tag det roligt, jeg ved hvad jeg gør," sagde hun, men Alisons ansigtsudtryk vidnede om, at hun ikke ligefrem var overbevist om, at det var tilfældet. De fleste af gæsterne i restauranten kiggede nu i deres retning, nogle med et blik i øjnene, der sagde "tarvelige tøs" eller det, der var værre, da Gerry kom hen til bordet. En af mændene tilbød hende en stol. Manden med glasset satte sig ved siden af og så stolt på sine fæller. "Frøken, vil De ikke have et glas?" Hun nikkede, "tak, det er meget venligt af Dem" og tog imod det glas, som blev rakt til hende. Flere af tjenerne så ud som om de ikke rigtig vidste, om de skulle gribe ind eller lade det gå sin gang. Det var vist ikke ligefrem den slags opførsel, man var mest vant til her, gæsterne vidste sikkert altid hvordan de skulle opføre sig. Gerry så overtjeneren gøre diskret tegn til dem om at holde sig tilbage - indtil videre. "Jeg hedder Walter, og det her er mine gode kolleger og kunder," 32


sagde manden med glasset og løftede det mod Gerry. Hun sendte et hurtigt blik til Alison og rejste sig smilende. "Mit navn er Gerry, og jeg vil jeg da gerne gøre mit til, at denne aften bliver helt speciel, det ser ud som om der er noget at fejre, har jeg ret i det?" Mændene nikkede, og Walter så forventningsfuldt og en smule overrasket på hende. Gerry trak sin sorte jakke til side og løsnede et par knapper i corsagen, der havde samme farve som bleg pistacieis. Walters allerede lettere røde kinder blev en tone mørkere, han havde nok ikke ligefrem regnet med, at det skulle være her og nu, men han så ud til at tænke, at hvis hun ville have et lille forspil her i restauranten, så var det da i orden med ham. Den her aften vil hans kunder i hvert fald sent glemme, tænkte Gerry. Om det så ville være en fordel, var hun ikke helt sikker på. Gerry fangede Alisons blik et øjeblik, nok til at læse hvad hun tænkte. Måske troede hun, at hun kendte Gerry godt, men en lille overraskelse i ny og næ var nu ikke af vejen. Hun fulgte Alisons blik over mod Chris Lloyd, han så interesseret til med et lille smil i mundvigen. Damen med de mange halskæder så forarget på, mens hendes mand drejede hovedet en anelse mere for rigtigt at kunne se. "George!" lød det fra damen med et højt hvisk, men George så ikke ud til at ville vende sig, og i et glimt så Gerry deres lange, kedsommelige aftener sammen, ved det blankpolerede mahognibord i spisestuen med de fine antikviteter og dyre malerier. Nu sker der endelig noget, så George ud til at tænke, og det ville han ikke gå glip af. Gerrys sorte nederdel, der sad som den skulle og kun lige akkurat ikke nåede ned til knæene, hjalp uden tvivl på hans interesse. Gerry lænede sig ind over Walter, der stirrede sultent på hendes nu let opknappede kavalergang. "For at det her skal gå rigtigt til," sagde hun med sin bedste forførende stemme, "må jeg bede dig om dit glas, Walter. Det er i orden, at jeg kalder dig Walter, ikke, nu vi ligesom kender hinanden lidt bedre?" Hun kiggede ham dybt i øjnene. "Walter, jeg vil gerne vise dig hvor meget jeg værdsætter din invitation. Jeg er vis på, at du vil få lige så 33


meget ud af det som jeg." Han blinkede hurtigt med øjnene og hans adamsæble bevægede sig hurtigt op og ned. Gerry smilede indsmigrende til ham. "Walter, vær sød at lukke øjnene." Han adlød uden et ord og smilede saligt. Hun kiggede rundt på mændene, satte glassene fra sig og bøjede sig ned over Walter. Med et hurtigt øjekast over mod Alison knappede hun hans bukser op. Walter gav et lille forventningsfuldt støn fra sig og Gerry tvivlede ikke på, at han tænkte, det her er sgu for godt til at være sandt. Ud af øjenkrogen så hun overtjeneren tage et par beslutsomme skridt hen mod hende, men hun vinkede ham af med et blink i øjet. Mændene sad nu med øjnene vidt åbne i forventning. Hun greb et glas med hver hånd og hældte smilende indholdet ned i Walters åbentstående bukser. Han åbnede øjnene med et brøl, og hun trak sig hastigt et par skridt tilbage. "Hvad satan?" råbte han. "Det var for dit eget bedste, Walter. Måske har du lært noget af det." Walter så pludselig temmelig ynkelig ud, et eller andet var vist faldet meget hurtigt sammen. Hun knappede corsagen igen, smilede sukkersødt til mændene og gik hurtigt tilbage til sit bord. Alison rystede på hovedet og trak på smilebåndet. "Ja, våde drømme er ikke hvad de har været." Stilheden i restauranten blev brudt af to hænder, der slog mod hinanden i taktfast klappen. Alle så i retning af lyden. Chris Lloyd rejste sig og smilede det smil, der fik kvinder over hele verden til at dåne, og fortsatte sin klappen. Gerry mærkede en lille trækning i sin mundvig. Hun kiggede hen mod vinduet og sendte ham et behersket smil. Jo, Alison havde ret, han så godt ud som han stod der med sit lyse hår og de berømte blå øjne. Den unge højgravide pige rejste sig og stemte i, hurtigt efterfulgt af sin mand. Flere rejste sig, og nogle piftede. Tjenerne, der stod langs væggen, smilede lettet. Kun i USA, tænkte Gerry og rystede umærkeligt på hovedet. Walter og hans kumpaner sad helt stille, hans ører rødere end ved hans møde med Gerrys kavalergang. En af dem gjorde mine til at rejse sig, men 34


sidemanden trak ham brat ned i stolen igen, man har vel lidt stolthed tilbage, ingen skulle se dem snige sig ud af restauranten med flovheden mellem benene. Kaffen, som de havde bestilt før afbrydelsen, blev serveret. "Jeg er ked af det med stolen," sagde hun til tjeneren, "jeg skal nok betale en rensning." "Ikke tale om, det er på huset, ligesom kaffen," sagde han smilende og skænkede op i de elegante kopper. Gerrys blik drev over mod bordet midt i rummet. Den rødhårede var allerede gået, så det ud til, og den anden lagde nogle pengesedler på bordet og rejste sig. Alison nippede til den varme kaffe. "Ja, hvis det er PR, du vil have, så tror jeg, du har fået det… hvilken afslutning på en perfekt aften," udbrød hun og smilede bredt, "du var meget overbevisende - jeg så adskillige forargede blikke i din retning." Gerry nikkede. "Det var også lidt sjovere end bare at sige nej, ikke? Selv om det sikkert ikke ville have været nok." Forretningsmændene rejste sig og forsøgte at se upåvirkede ud. De rankede ryggen en ekstra gang og så lige frem for sig, da de i gåsegang gik mod udgangen. Walter kiggede rasende på Gerry, da han passerede deres bord. Hun sendte ham et stort smil og viftede med hånden som afsked. "Så meget for kundepleje," sagde Alison, "nu tager de nok hen og betaler sig fra det…" Gerry tændte en cigaret og åndede lettet op. "Et øjeblik troede jeg, at han ville lange mig én." "Det tror jeg ikke, han var sluppet godt fra," sagde Alison, "men så slap vi da af med dem, lad os håbe, at de..." Hendes smil stivnede. "De kommer tilbage." Shit, tænkte Gerry, hvad nu? Tavse kom de ind i restauranten en efter en, men i stedet for at gå hen til hende, gik de lige forbi og hen til deres bord igen. En dame skreg, "han har en pistol!" 35


Først nu opdagede Gerry manden bag gruppen af forretningsmænd, den lyshårede med jakkesættet. Hun så sig hurtigt om og fik øje på den rødhårede i den anden ende af lokalet, han pegede sit våben mod en ung kvinde, der sad med vidt åbne øjne. "Bliv hvor I er!" råbte den lyshårede og viftede med sit våben. Den anden gik hurtigt ud i køkkenet og kom snart til syne med køkkenpersonalet foran sig. Han gennede dem og tjenerne over mod væggen og smækkede den store dobbeltdør ud mod indgangshall'en, derefter trak han gardinerne for, et efter et. Gerry sendte et foruroliget blik mod Alison, der trak vejret hurtigt og knugede hænderne hårdt sammen.

36


Vil du læse mere? Tak for at du læste med. ”Djævelen i dig selv” kan købes i din lokale boghandel eller lige her: http://gopubli.sh/search?utf8=%E2%9C%93&q=lena+laurentis Du også låne bogen på biblioteket. God læselyst!

Vil du se mere om Lena Laurentis? Hjemmeside: www.lenalaurentis.com Følg hende på Facebook: https://www.facebook.com/lenalunalaurentis

Profile for Lena Laurentis

Djævelen i dig selv, lena laurentis  

En road movie i bogform... Gerry Summers, engelsk forfatter, er på pr-tur i USA med sin agent. Deres indledende middag på en fashionabel i L...

Djævelen i dig selv, lena laurentis  

En road movie i bogform... Gerry Summers, engelsk forfatter, er på pr-tur i USA med sin agent. Deres indledende middag på en fashionabel i L...

Profile for moodie
Advertisement