{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


Af samme forfatter:

DjĂŚvelen i dig selv


Lena Laurentis

Den skotske forbindelse


Den skotske forbindelse Af Lena Laurentis Copyright © Lena Laurentis 2014 Omslag: Lena Laurentis - "Looking Out", akryl på lærred Foto: Leif Widenborg Bogen er sat med Tahoma og Georgia Tryk: Eurographic Danmark A/S 1. udgave, 1. oplag 2014 ISBN 978-87-93168-64-0 Udgivet på: http://gopubli.sh

www.lenalaurentis.com

Citat fra:

Erica Jong: Fanny eller Den sandfærdige historie om Fanny Hackabout-Jones og hendes eventyrlige oplevelser - i Niels Brunses oversættelse, Gyldendal, 1983 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.


"At vove er at miste fodfÌstet et øjeblik - ikke at vove er at miste sig selv." Søren Kierkegaard


1

Jeg vågnede med en fornemmelse af, at der var noget jeg havde glemt. Månen skinnede ind gennem sprækken i gardinet, og jeg trak dynen op om ørerne. Bag øjenlågene rumsterede et eller andet, der snart tvang dem op igen. Jeg svøbte kimonoen om mig, tændte et stearinlys på sofabordet og satte mig med en kop te. Når jeg alligevel ikke kunne sove, kunne jeg lige så godt sidde her og måske komme i tanke om hvad det var. Kurvestolen knirkede, da jeg trak fødderne op under mig. Det enlige lys fik skyggerne til at danse på væggen og gav stuen et skær af drøm. Flammen bevægede sig næsten ikke, men syntes alligevel at skifte form og trak mit blik til sig, så det næsten forsvandt ind i vægen. Jeg mærkede øjnene glide i… der var noget, en lyd, jeg syntes jeg kendte, men som jeg ikke kunne placere… … jeg kendte ham ikke, og vidste at jeg aldrig ville komme til det nu… som han lå der, bleg i huden, unormalt bleg, sådan som man kun så ud, når det var tæt på eller for sent… bukserne var trukket helt ned til støvlerne… buskene omkring ham svajede i vinden og sendte en svagt raslende lyd ud i den ellers stille nat… hans hvide baller lyste i det kølige måneskin, en skygge faldt hen over dem, med en hånd der holdt om noget tykt og langt… en sky gled for månen, og det blev helt mørkt… han bevægede sig ikke længere… Jeg sprang op og hørte noget knuses mod gulvet. Hånden fløj op til munden, fy for… Lyset fra flammen spejlede sig i de våde pletter på gulvet, og jeg søgte rundt i rummet efter et tegn på, at jeg stadig var her, i huset ved Loch Broom. Gulvet syntes at gynge under mig,


og farverne flød ud for mit blik… Jeg støttede mig til møblerne, ledte mine bare fødder udenom skårene og rev døren op, trak vejret dybt flere gange, indtil jeg følte, at jeg havde bare nogenlunde kontrol over min vejrtrækning. Ametysten. I vindueskarmen. Mit mobile husalter. I hånden var den varm og blød. Jeg lænede mig op ad dørkarmen og lukkede forsigtigt øjnene og fokuserede på den klare lilla farve i min hånd, indtil den fyldte hele mit udsyn, over mig og under mig. Fulgte luften jeg trak ind, rundt i hele kroppen, indtil jeg åndede den ud igen. Og igen. Nu slappede kæbemusklerne så meget af, at tændernes tryk mod hinanden forsvandt. Jeg trak vejret normalt et par gange og åbnede øjnene. Nu så der ud som der skulle omkring mig. Måske var det bare en drøm? Ja, så tror vi også på den, lød den lille stemme i mit øre. Men…

Ikke noget men. Vil du have beviser? Så læs en krimi. Jeg tog notesbogen med ud i køkkenet, imens jeg ventede på at vandet skulle koge… men der var ingen fare for, at jeg ville glemme det, jeg havde set… Alligevel skrev jeg det hele ned, alle de grufulde detaljer. Og lukkede bogen. Skårene raslede op i fejebakken, imens en ny kop trak på køkkenbordet. Heldigvis var der stadig tre af de store tilbage. Så kan du altid smadre to mere, hvis du skulle lyste. Og hvorfor ikke tage et par tallerkener med i købet og hænge det hele op i gardinstangen til en wibergsk udgave af det muntre køkken… Sommernatten smøg sig ind ad terrassedøren og rundt om mine ben. Træk vejret. Slap af. Alt er godt. Alt… Øjnene gled op… og jeg hørte en måge skrige udenfor vinduet. Lyset var brændt ned. Jeg lod ametysten glide ned i kimonoens lomme og trak mig op af kurvestolen. Solens stråler ramte gulvet og fangede nogle støvfnug mellem plankerne i gulvet – måske skulle jeg


afprøve den antikverede støvsuger, jeg havde set i skabet ude i gangen? Senere. Imens mælken varmede til den ekstra stærke kaffe med lidt undtagelsessukker, masserede jeg mine evigt infiltrerede skuldre, som kun min faste månedlige shiatsu kunne holde nede. Min krop var altid dybt taknemmelig for Wiljas vidunderlige behandling, det var utroligt hvad hun fik fat i. Måtte se om jeg kunne finde en midlertidig erstatning heroppe. Men lige nu var kaffens varme mellem hænderne og lyden af havet udenfor nok til at få fødderne til at føles lettere mod gulvet. Kaffen med ud på muren. Heldigvis skinnede solen, og jeg lod den give mig alt den havde. Alligevel var det som om den ikke kunne komme helt ind hvor der var brug for den, som var der et punkt inderst inde, den ikke kunne nå, der hvor billedet lå. Jeg kunne se hvad det var, men hvad det betød…? Den logiske del af mig ville gerne finde en forklaring, om ikke andet så bare for at få den lurende følelse af uundgåelighed til at gå væk, den der fra den anden del af mig fortalte, at der var en grund til, at jeg havde set det her, og at den ikke var helt så logisk. De to dele havde kæmpet mod hinanden før, men aldrig så tydeligt som nu, det føltes som om vægten var ved at komme over på den anden vægtskål, og jeg havde en stærk fornemmelse af, at der ville den blive… Jeg skyllede den sidste mundfuld kaffe ned og bad de kæmpende vente til senere. Men da jeg stod i Safeway, kunne jeg ikke rigtigt huske hvorfor jeg var der. Jeg skulle jo… Mælk. Nå ja. Og brød. Jeg gik rundt mellem reolerne uden rigtigt at se hvad der lå på dem, det var bare metervis af varer uden navn, poser og æsker og glas med et sammensurium af ingredienser, og parenteser med udefinerbare Enumre. Smed et par ting i kurven, noget frugt, måske også lidt god chokolade, en enkelt flaske vin og hvorfor ikke en flaske champagne, hvem kunne leve uden lidt luksus engang imellem? Og noget rigtig god kaffe til den stempelkande, jeg havde fundet oppe i huset. På en eller anden måde fandt jeg ud igen. Godt det samme, for jeg var


faret vild. Mellem hylderne og bogstaverne. Og jeg havde allerede glemt hvor jeg lige havde været. Taskerne var fyldt, og motorcyklen ventede på mig.

Du kan ikke ignorere det her, gør noget. Ja. Og alligevel, vil de…?

Overbevis dem. Nøglen dinglede fra fingeren, ventede på signalet. Harley’en spandt, da jeg satte mig op og kørte i retning af Argyle Street. Police stod der så betryggende på skiltet. Vagthavende sad bag et skrivebord og så ud til at kede sig lidt i sin kortærmede hvide uniformsskjorte. Det skal jeg hurtigt få lavet om på, tænkte jeg og gik hen til ham. Det tog mig ikke lang tid at forklare hvad jeg havde set. Han stirrede på mig. Skjorten var strøget som om der ikke havde været lys nok, eller også brød han sig ikke om at stryge. Eller hans kone tænkte, hvornår lærer han at gøre det selv? Måske hvis jeg gør det tilstrækkelig sjusket. Kunne se hende stå der med stablen af hans skjorter, ved siden af stablen af ungernes til deres skoleuniformer, og ved siden af dem… ”Hvad har De set?” spurgte han. ”Det har jeg lige forklaret.” ”Ja, men hvor har De set ham?” Hans tilbagestrøgne hår flyttede sig ikke en millimeter, selv om hans hoved gjorde. Det var glat og skinnende af den gelé eller voks, han havde kommet i. ”Jeg vil kalde det et syn.” ”O.k. er det sådan en slags spådom eller sådan noget?” ”Kald det hvad De vil, men det er hvad jeg har set. Jeg tænkte, at det var relevant, og at I kunne undersøge sagen.” ”Hvordan undersøge?” ”Har I f.eks. fået en anmeldelse på en der er savnet, eller har I fundet et lig eller…?”


”Hvis De har set alt det, De siger De har, kan De så ikke også fortælle os hvor det lig ligger, så De kan spare os for en masse arbejde.” Nå ja, hvad kunne man forvente… ”Det ville jeg såmænd også gerne hvis jeg vidste det, men det eneste jeg så var et billede af et lig, ikke hvor I kan finde det, desværre.” ”Så er der jo ikke så meget, vi kan gøre,” sagde han og så rundt i lokalet, uden tvivl i håb om at der ville komme en ind ad døren og redde ham fra dette vanvittige kvindemenneske med sine vildfarelser, ”medmindre De kan fortælle os hvem armen tilhører.” ”De kunne skrive en rapport, med detaljerne. Så har I dem, hvis der skulle dukke noget op.” Han sukkede og rakte ned i skuffen efter en formular, klikkede et par gange med kuglepennen og så på mig. ”Navn, adresse og telefonnummer.” Nå, hvad siger du så, spurgte jeg, da jeg atter stod ude på gaden.

Han er kun overbevist om én ting. At jeg har en skrue løs.

Sådan kan man også udtrykke det. Jeg gassede op, måske lidt mere end nødvendigt, svingede ud på Mill Street og var hurtigt ude af byen. Jeg vidste jo heller ikke hvad jeg havde set, måske var der ikke noget lig, eller måske var det noget der ventede på at ske. Jeg havde ikke engang set hans ansigt, og umiddelbart var der ingen kendetegn. Medmindre… hvor mange eksemplarer var der lige fabrikeret af den slags støvler? Og bæltespændet. Men det krævede, at nogen interesserede sig for det, jeg havde fortalt, og der var sandsynligvis opgaver, der snarere kunne friste de lokale politifolk end at lede efter spor for at finde et lig, eller et potentielt lig, fordi en eller anden udenlandsk kvinde med midlertidigt ophold påstod, at hun havde set noget, som hun sagde, var et lig. Måske var det bare en freudiansk drøm, der betød noget helt andet. Og det kunne man så spekulere lidt over og sikkert finde mange gode analyseforslag til.


Jeg tømte taskerne og lavede en kande stempelkaffe. Lad os få gang i noget seriøst fantasiarbejde. Nu kørte det. Ord på ord gled atter gennem mine hænder. Det måtte være chokoladen, den rigtig mørke. Eller kaffen. Eller også var det bare… I samme øjeblik jeg tænkte det, holdt fingrene inde med at danse, og alle de sætninger der stod klar ved døren, gik tilbage ind i det mørke rum og låste efter sig. Jeg lokkede og talte sødt til dem, løftede sågar hånden og truede dem, men der var bare hvidt foran mig, et stort ingenting af tonløshed. Men jeg havde faktisk set noget før. Og jeg huskede stadig, hvordan det havde føltes, som om noget eksploderede i mit hoved og hvordan jeg blev bombarderet med billeder af skarpe klinger af stål, vrinskende, stejlende heste, høje, smældende skud, mænd der faldt, og blod og tomme øjne. Og så løftede en mand sit sværd, og jeg hørte et råb der næsten sønderrev min øregang, som flere hundrede stemmer i én der løftede sig over slagmarken… Det var stadig så tydeligt, selv om det efterhånden var længe siden. Især ét billede havde brændt sig fast. Manden med sværdet, og kilten han bar. Rød, blå og sort af større og mindre tern… gennemskåret af dobbelte, sortblå linjer. Og en enkelt forårsgrøn. Det var første gang jeg så den, når den blev båret… som den skulle. Det blev først rigtig skræmmende, da jeg lærte mere om historien i det land, min far kom fra… Især den del der handlede om dengang, det stadig var tilladt at bære kilt. Og modstanden var stærk. Den modstand der rigtig tog fart, da unionen mellem Skotland og England blev dannet i 1707. Særligt hos højlænderne, der ikke ville regeres af andre end deres egne klanhøvdinge. Undtagelsen var selvfølgelig de skotske adelsmænd, der blev godt betalt… Men en union ville man have. Og en union fik man. Der var så langt fra stuen her i det 21. århundrede og tilbage til den aprildag i 1746. Dengang syntes det sikkert blot som endnu et forsøg


på at slippe af med det forhadte engelske herredømme. Et slag ud af mange. Men Slaget ved Culloden skulle blive det endelige opgør. Snarere et blodbad. Højlænderne havde rigtig dårlige odds. Bevæbnet med sværd og kun halvt så mange som englænderne, der havde skydevåben og bajonetter. Slaget var afgjort inden det kom i gang. De blev sablet ned på stribe, og de overlevende blev slagtet og smidt i massegrave. Nogle stadig i live… Gennem den åbne terrassedør så jeg solen farve himlen rødlilla, imens den vinkede dagen farvel. Der var noget der gjorde ondt et sted… For det var ikke gjort med at vinde slaget. Kun 4 måneder efter Culloden kom The Act of Proscription – Forbudsloven. Nu blev det forbudt at bære kilt, spille sækkepibe, bære våben, undervise i gælisk og også for klanerne at forsamles. Alt det, der gjorde skotter til skotter. Den eneste måde man lovligt kunne bære kilt og våben, var ved at gå ind i de "skotske" regimenter i den britiske hær, The Black Watch. Dem der formastede sig til at trodse loven blev deporteret til kolonierne. Eller det, der var værre. At bære kilt kunne medføre døden. Og som om det ikke var nok, blev der samme år vedtaget endnu en lov, der i al sin enkelthed gik ud på, at dem der ikke tiltrådte engelsk jurisdiktion - altså makkede ret - ville få deres jord konfiskeret. De få højlandsgodsejere, der var tilbage, havde ikke andet valg end at acceptere. ”Pacificering af de vilde højlændere” hed det, og Forbudsloven var blot en del af den. Der gik næsten 40 år, før den blev ophævet. Et svagt åndedrag kildede mig i nakken… Jeg ved ikke præcis hvornår jeg fandt ud af, at ham jeg troede var min far, ikke var det. Det lå så langt tilbage. Og ham der var det? Som min mor havde mødt på en rejse til Australien. Men kort før hun skulle af sted, mødte hun ham, der nu var min far. Alt var planlagt og billetten var betalt, og hun sagde, at hvis det var meningen, at det skulle være ham, ville han stadig være der, når hun kom hjem. Man ved bare aldrig hvad der vil ske på sådan en tur. Havde hun været forelsket i ham?

Tror du virkelig, hun ville fortælle dig det, du er hendes datter.


Han ventede, da hun kom hjem. Også da hun ret hurtigt opdagede, at hun var gravid. Og ville have barnet. Men han ville have hende, og så måtte de jo bare finde ud af det. Og hvis de ikke havde… var jeg måske vokset op her. Jeg så mig selv rende og lege på skotske bjergsider mellem blomstrende lyng og brægende får. I stedet havde jeg leget på nordsjællandske villaveje mellem ligusterhække og bjæffende hunde og miavende katte. Fergus MacLachlan. Det navn der havde været printet ind i min hukommelse siden den dag for så mange år siden, hvor jeg hørte det første gang. Fortis et fidus, tapper og trofast, var Mac Lachlainns motto, og våbenmærket et slot med tre tårne. Råbet krøb atter ind i mit øre, på det sprog jeg kendte, men ikke forstod… Og nu var det sket igen. Det føltes rigtigt. Skræmmende rigtigt. Men der var ikke meget fortid over det… Fortis et… ja, tapper kunne jeg måske få brug for at være, det var som om der lå noget og ventede, noget der var lige så slemt som… Jeg åbnede terrassedøren og lod havluften fylde mig. Hvad det end var, ville jeg tage det som det kom, lige nu havde jeg andet at gøre. Snart ville solen forsvinde bag bjergene på den anden side. Det var bare at vente. Når mørket brød frem ville energien komme tilbage og døren blive åbnet. Aften og nat lukkede for livet udenfor, og ingen forstyrrende elementer kom igennem, kun mig og historien. Sådan plejede det i hvert fald at være. Men intet af dette ophold var, som det plejede at være. Men alt det vidste jeg intet om, da jeg kørte ombord på færgen…


2

Færgen pløjede sig vestpå gennem det sidste stykke af den sydlige del af Nordsøen. Bag sig efterlod den en motorvej af hvidt skum, vuggende på den mørke overflade. Gennem hullerne i det himmelske camouflagenet brød spredte stråler ned mod havet, der videresendte glimt på glimt til passagererne på færgen som en særlig, fortrolig morsekode. På styrbords side blev Suffolks kyst tydeligere minut for minut, det var ved at være tid. Imens jeg gik ned ad de stejle trapper til vogndækket, mindede jeg mig selv om hvorfor jeg gjorde det her. Fuldstændig unødvendigt, selvfølgelig. Billederne var stadig så stærke, at de sprang frem på min indre nethinde, når som helst det passede dem. Og så var det i øvrigt ligegyldigt hvad jeg ellers tillod mig at mene om det. Den 18 timer lange overfart havde givet mig rigelig tid til at tænke, selv om jeg havde gjort alt jeg kunne for at udfylde den med at spise, drikke kaffe, læse, se film i kahytten, slentre langs rælingen, ja jeg havde sågar smalltalket med flere af mine medpassagerer. Havde jeg vidst, hvad der ventede forude, ville jeg muligvis have glædet mig lidt mindre, men i dette øjeblik var alt, som det skulle være. Millimeter for millimeter smøg færgen sig gennem vandet, som om tiden overvejede at stå stille. Og så dukkede færgelejet op få meter foran stævnen. Bovporten gled op. Dem, der ikke allerede havde startet motoren, gjorde det nu. Jeg slog visiret ned. Ud over den åbenlyse fornøjelse


ved at køre på to hjul, nød man som regel det privilegium at komme først på og først af. Jeg vinkede til de to fyre, jeg havde snakket med aftenen før oppe i restauranten og kørte fra borde. De skulle til London. Nu var jeg glad for, at jeg skulle den anden vej. Til et sted hvor ingen kendte forhistorien. Hvor ingen ville minde mig om den ved at spørge. Ingen distraktioner. Men denne gang var målet hverken Nepal eller Caribien. Noget knap så eksotisk måtte holde for. Den sene eftermiddagssol kiggede frem mellem skyerne, da benzinen løb ned i den næsten tomme tank. Den smilede stadig, da jeg satte det tynde plastickrus med varm kaffe på asfalten og krængede jakken af. Det var lykkedes mig at finde en banan, og en sandwich der så forholdsvis sund ud, i motorvejscaféen. Og et par flasker vand til resten af turen, jeg tog et par store slurke og lagde dem ned i en af sidetaskerne. En fyr i en rød MG skød solbrillerne op i panden og rettede sig lidt op, imens han tankede, inden han sendte sit mest blændende smil i min retning. Hvor er jeg lækker, sagde det. Jeg kunne godt nøjes med bilen. Hvis jeg absolut skulle bytte med noget, kunne det godt blive sådan en. Eller en gammel Citroën DS 19, der på magisk vis løfter sig, når man drejer nøglen. En de Gaulle mobil. Uden sammenligning i øvrigt. For mit indre øje så jeg den elegante, sorte bil rejse sig fra sin tornerosesøvn og glide ud på vejen. Mr Lækkers fod vippede i takt med et gammelt Stones nummer i radioen. Hørte ham synge, ”she’s the sweetest, hmmm, pet in the world”. Cheviot Hills var ikke langt væk nu. Typisk at opkalde nogle bjerge efter en fårerace. Så var alt som det skulle være. Og denne her koffein var bedre end den så ud. Det knækkede lidt i skuldrene, da jeg strakte mig og tog jakken på igen. Fik et dyt og endnu et smægtende smil, da MG’en fræsede ud på tilkørslen til motorvejen. Læder er ofte nok, når bare det sidder på en kvinde. Det kunne


selvfølgelig også være, at det intet havde med mig at gøre, men med motorcyklen. Helt usandsynligt, naturligvis. Da jeg kørte over Tweed og kort efter passerede den næsten usynlige grænse, var det som om aftensolen skinnede dybere rødt for at give mig den bedst mulige velkomst. Så langt så godt. Turen gennem Edinburgh gav mig god tid til at se på det, jeg kørte forbi, inklusive de andre trafikanter, der sneglede sig gennem byen i en lang række af stop og start. Til gengæld fløj jeg hele vejen op til Perth på den sidste motorvej, og lige ind i en byge, da den sluttede. Men allerede inden jeg nåede Pitlochry, var jeg tør igen, ligesom vejen. Nu var der noget, der kaldte. Nordfra. Kanterne af dagens lys var blevet mørkere, da jeg kørte ud af Inverness. Indtil bygrænsen lå jeg bag en blå bus. Da den standsede for at samle en lille gruppe passagerer op, så jeg, at den skulle samme sted hen som jeg selv. En by i det nordvestlige Skotland, hvor jeg havde tilbragt et par dage, sidst jeg var på disse breddegrader. Nu ville jeg få rig lejlighed til at udforske den nærmere. Fødderne føltes ikke længere som bly i støvlerne. Jeg var lige hvor jeg skulle være. Skyggerne var nu længere, flød som tyk karamel ned over de bløde bjergsider og lagde sig i tilfældige mønstre på den spredte nåleskov og fårene der græssede i små grupper på skråningerne. Uldsweatre med 4 ben og indimellem en god kølle til ovnen med frisk hvidløg og kviste af rosmarin. Og heroppe masser af myntesauce. Ved Longart Forest kørte jeg gennem en tunnel af birke- og nåletræer, skød visiret op og mærkede den kølende fornemmelse mod ansigtet. Langs højre side af vejen tårnede lodrette bjergsider sig op med ubevægelige granitansigter, som Bilbos trolde i Hobbitten. På den anden side løb the Black Water, der fulgte vejen og flere kilometer fremme krydsede under den for at fortsætte ud i


Loch Glascarnoch. Her var så smukt, at jeg var nødt til at standse. Søen var lille efter skotske forhold. På alle sider knejsede bjergene, løseligt beklædt med lyng og græsser, der var ved at blive udvisket af det begyndende mørke. Her viste fårene sig dog ikke. Måske var de gået tidligt i seng med deres transportable ulddyner. Bjergene mindede om, at hvad der end sker, vil de bestå, som de har gjort det i tusinder af år og fortsætte med at være vidner til menneskers uhyrligheder mod hinanden. Et øjeblik blev jeg selv og grunden til min tilstedeværelse her til en mikroskopisk prik i universet. Og alligevel fik jeg fornemmelsen af, at det jeg var i gang med, ville vise sig at være meget vigtigt. Jeg strakte mig og fulgte bjergtoppene kompasset rundt. Gennem århundreder havde disse majestætiske kæmper set krige, magtkampe og ødelæggelser, der havde hærget Skotland og dets folk, for til sidst at stå her i en mere fredelig tidslomme af landets historie, hvor det blev invaderet af turister med kameraer og vandrestøvler og ikke horder af vikinger eller hære af englændere med sværd, lanser og pile. De sidste kilometer mod Ullapool kørte jeg langs højre bred af Loch Broom i skæret fra månen. Loch og loch, der var ikke meget sø over den, faktisk var den mere en lang fjord. Langs den modsatte bred kunne jeg skimte lys i huse der lå blæst som mælkebøttefaldskærme op ad skråningen. Efter Ullapool mundede Loch Broom ud i The Minch, der blandede sig med Atlanterhavet nord for Isle of Lewis. Om sommeren var Ullapool en vrimmel af turister, en del tog færgen videre til Stornoway på Lewis, men mange blev i byen og brugte den som base for ture i højlandet. Ligesom jeg selv havde gjort. Sæsonen var på sit højeste, her en af de første dage i august, først om et par måneder ville byen krybe tilbage til sit normale


niveau med ca. 1.000 indbyggere. Langt den største i området. Det sidste stykke kunne Harley’en næsten have trillet af sig selv, ad den let snoede vej mod byen. En lang række sammenbyggede huse, størstedelen hvide, lå langs Shore Street ned mod havnen, de fleste med forretninger i underetagen og beboelse ovenpå. Bag byen lå resten af Loch Broom med havet og de massive, sparsomt beklædte bjerge omkring sig som en beskyttende favn. Lige bag Shore Street lå Argyle Street. ”Har du taget hele turen fra Danmark på den,” sagde Mrs Campbell og rakte mig nøglen, ”så må du være træt… Det er et godt lille hus, og det ligger for sig selv lidt udenfor byen. Hende der ejer det, er der jo ikke så tit, som vi snakkede om, så hvis du skulle få lyst til at blive lidt længere, finder vi nok ud af det. Du skal i hvert fald nok få fred og ro…” Fred og ro. Ja, det ville klart opfylde det ene af mine formål. Forhåbentlig var der mere end det. Noget udefinerbart og endnu ukendt til at give det sidste skub… Hun så ud som om hun havde lyst til at spørge hvad jeg skulle her i et hus helt alene, men sagde så i stedet: ”Du er ikke mørkeræd, vel?”, imens hun kiggede over halvbrillerne. ”Der er nemlig ingen gadelygter deroppe, forstår du, og når der er mørkt, er der virkelig mørkt." Jeg rystede på hovedet og tænkte på mit hus derhjemme, selv om jeg havde på fornemmelsen, at jeg her ville finde en endnu højere grad af sort. ”Der er masser af brænde deroppe, så du kommer ikke til at fryse, når det bliver lidt køligere i vejret. Hvor er det dog et smukt hår, du har,” kvidrede hun videre, ”sådan en vidunderlig rød farve, og så langt…” Jeg var hurtigt ude af byen og mærkede den stigning i terrænet, der på cykel ville kræve ekstra seje pres fra lår- og lægmuskler. Lige nord for lå en snes huse, havde hun sagt. Ja, det kan du godt bilde mig ind, tænkte jeg og spejdede efter et tegn fra månen, der lyste nådigt fra sin snor. Et øjeblik, hvorefter den forsvandt bag nogle tililende skyer.


En grusvej kom til syne på venstre hånd og førte ned mod et kantet omrids, der godt kunne ligne et hus. Eller en redningsplanke. Sådan føltes det i hvert fald, da lyskeglen skød gennem luften og viste mig det hvide, pudsede hus, jeg havde rejst så omstændeligt for at nå. Små klatter af lys fra byen glimtede op til mig, men den eneste lyd i mine ører var Loch Broom på den anden side af huset. Jeg så mig omkring i alt det sorte og prøvede at forestille mig hvordan her så ud om dagen. Men i stedet mærkede jeg… noget ubestemmeligt blødt og glat der smuttede under mine fingerspidser… en dybrød slimet væske løb langsomt og trægt ned over en ru overflade… Jeg drejede rundt om mig selv, men der var intet… Spejdede ind i mørket, som om en forklaring ville hænge i luften bag mig, men det eneste jeg så var det svage lys fra et par vinduer et stykke væk. Alt andet var sort, oppe som nede. En ekstra knude i brændeovnen, sultne flammer omsluttede den som var den en længe ventet ven på besøg. Ganske vist var det sommer, men efter en gedigen udluftning var huset køligt. Der lugtede som om det var længe siden, der har været nogen. Stuen var hyggelig, som en ejendomsmægler ville skrive. Og udsigten… alt jeg kunne se langs den modsatte venstre bred, godt en kilometer væk, var et massivt mørke, som ifølge hukommelsen var bjerge. Jeg drak den sidste mundfuld te af den store kop, jeg havde fundet i et af køkkenskabene og drejede mig en kvart omgang, mod nord, var der længere end 4-5 kilometer til pynten med fyrtårnet? Som jeg heller ikke kunne se. Satte den bærbare fra mig på det lille bord ved vinduet. Langs væggen i det andet vindueshjørne stod en trepersoners sofa med et blomstret betræk, der lykkeligvis var så falmet, at farverne havde skiftet til støvede pasteller, og et sofabord af noget ukendt fletværk med en rund glasplade med plads til et par kopper og en kande, samt en kurvestol


med hvide hynder der så magelig ud. Et sammenklappeligt spisebord af noget ukendt mørkt træ stod op ad væggen ud mod køkkenet med 4 stole omkring. Men det bedste var døren, der åbnede lige ud til Loch Broom. Også selv om det faktisk ikke var en sø. Så meget desto bedre. Havde det være Lisas hus, ville arbejdsbordet have været tre gange så stort. Lige nu sad hun sikkert på redaktionen, kunne ikke bare skrive en nem lille historie og så gå hjem og holde fyraften. For blot en måned siden havde hun siddet lænket sammen med en gruppe mennesker i en skov i Nordsverige. ”Der er kun 5% oprindelig skov tilbage i Sverige,” havde hun sagt i telefonen, inden hun tog derop. ”Så lidt. Og så sagde min mor - igen, ”Hvorfor tager du ikke bare på ferie som andre mennesker?” Altså normale… Men er det normalt at være ligeglad? De fælder sgu bare på livet løs, nogen skal da gøre noget.” Ja, og havde hun haft mere tid, var hun sikkert blevet længere. Men det havde hun heldigvis ikke. Hun kom med det samme, da det skete.


3

Et blik hen over stranden afslørede, at det ikke var badegæster, man levede fedest af i Ullapool. Heller ikke om sommeren, men akkurat varmt nok til en morgendukkert. Måske naboen gjorde det. Der var mere end et par stenkast derover, og sten var der nok af. Huset var som en ældre søster, familieligheden slående, blot større og med et muret udhus ved siden af. For sig selv. Som det derhjemme, bare mere. Heller ikke meget trafik på vejen, der løb lidt længere oppe. Solen forsøgte at presse sine stråler ned mellem skyerne, og jeg lod min vindtætte fleece hænge løst omkring mig. Længere nede ad stranden gik en mand med en sort labrador. Måske den nedenfor byen var lidt bedre besøgt. Mågernes sang gav genklang af havet, imens de fløj frem og tilbage over mig. Jeg var vågnet stiv og øm efter den lange køretur dagen før, men en god omgang strækøvelser og et langt, varmt brusebad havde taget det værste. Og en stor kop kaffe med mælk havde givet mig det sidste skud energi. Jeg satte mig på en sten med plads til to og så ud over Loch Broom, på en sejler på vej ind mod havnen, et par børn i stævnen vinkede til mig. Mærkede sommervinden mod ansigtet og vinkede tilbage. Intet at gøre. Intet at skulle nå. Bag øjenlågene så jeg et andet, mærkede hans… Stop det, Sara. Nu. Mågerne fløj stadig rundt deroppe. Sejleren havde næsten rundet pynten. Helt normalt. Det var jo også derfor, jeg var her… men jeg


så stadig hans hånd, klemt fast mellem… Hold op! råbte jeg til havet. Ikke mere. Men hvem lyttede? Mågerne? Tilbage i huset åbnede jeg tekstfilen til bogen, og andre billeder trådte i stedet. Fra et hemmeligt lager et sted. Jeg kunne godt sige hvad jeg gerne ville have, men det var ikke altid det, jeg fik. Så jeg lod det komme, det som jeg åbenbart havde brug for. Nu tegnede der sig et portræt af en person, som jeg ikke kendte for få dage siden. Det knagede i nakke og skuldre, da jeg strakte mig ud og lod øjnene hvile. På udsigten mod havet. Som mad for de sultne og medicin for de syge. På en krog ved vinduet havde jeg hængt min kikkert. Lige så god som den var lille. Sammen havde vi bl.a. set vulkaner på Hawaii, hvaler og delfiner i New Zealand og en mørkhåret bartender med en god røv fra en balkon på den anden side af gaden i Cassis. Jeg søgte nordpå, mod horisonten, forbi the Summer Isles. Derude lå måske et fragtskib med eksotiske frugter på vej hertil? Eller en olietanker, der med lidt held ville komme helskindet frem uden at lække sin giftige last ud i det i forvejen truede økosystem. For 3-400 år siden, pirater på vej mod farvande besejlet af galeoner belæsset med guld og ædelstene, der snart ville falde i hænderne på fyrene fra havet. Og for endnu længere siden… en langbåd med vikinger fra nord. Måske kunne man også bare spotte en stor havmåge, der svajede frem og tilbage over de vuggende bølger på udkig efter middagsmad? Lod kikkertens øjne søge langs stranden. Hængte den tomhændet tilbage på krogen og rettede atter tankerne mod min nye person.


4

Lyset sneg sig ind gennem sprækken i det blomstrede gardin, små lyserøde roser og noget der lignede kornblomster. Var det allerede morgen? Jeg svøbte mig i min havgrønne silkekimono og trak fødderne hen over det gamle, ludbehandlede trægulv. Mælken varmede i kasserollen, imens jeg fandt posen med boller frem. Ud af køkkenvinduet kunne jeg se brændet ligge under det lille halvtag som om det var smidt ind i en fart. De fleste af brændeknuderne var store og ukløvede. Et job til senere. Måske. En frisk brise smøg sig ind, da jeg åbnede døren ud mod loch’en. Mit blik fangede krystallerne jeg havde lagt i vindueskarmen, som en gruppe farvestrålende klipper på stranden. Tynde stråler prøvede at skinne gennem morgenskyerne, der lignede store, tykke får inden de bliver klippet. Skellet omkring huset var en blanding af vilde hyben, brombær og havtorn, og en stenmur der så ud som om den var lavet i flere omgange, nogle steder næsten så høj som mig selv, andre steder godt det halve. Koppen sitrede af varme gennem mine hænder, tankerne lå lige bag øjnene, som spolerne til en helaftensfilm, klar til at blive sat i gang efter pausen. Jeg indsnusede lugten af hav og startede en anden - de mange fotografier, notater og skitser, der ventede på at blive bragt til live og ført sammen med personerne i mit hoved. Det var begyndt med en lille ferie til Frankrig sidste forår. En dag


havde jeg set op og fået øje på en af dem. Fra det øjeblik så jeg dem alle vegne, og ferien blev mere end blot ferie. Idéen begyndte at forme sig, til en roman, henlagt til Frankrig med gargoilerne som historiens igangsættere og medspillere. Men jeg måtte af sted igen. Tre måneder blev det til. Tre vidunderlige måneder hvor jeg rejste rundt og levede mig ind i gargoilernes mystiske verden. Når jeg vandrede rundt i gaderne og smagte på atmosfæren eller standsede foran en middelalderkirke og lænede nakken tilbage, så jeg dem sidde der, højt oppe på gesimserne og facaderne, som om de havde været på vej ud af muren og var blevet standset på halvvejen, med hovedet som spydspids. Jeg forestillede mig, at de sad der, smidt ud af det guddommelige rum, måske for at skræmme Djævelens disciple væk og minde sjæle der var svage i troen på, at hér havnede man, hvis man arbejdede for Djævelen. Eller var de blot sat der for at lette konverteringen fra tidligere hedenske trosretninger til kristendommen? Nogle gange lignede de flagermus – i hvert fald på ørerne - mens de andre gange tog skikkelse af løver, geder eller andre hornede dyr, ja til og med pantere eller ørne. Dag efter dag vandrede jeg langs de tykke mure og studerede de stenede væsener. Ved nattetide forandrede de sig, når skyggerne faldt på deres fæle træk og amputerede kroppe. Men der var noget… lidt efter lidt begyndte jeg at føle en slags ømhed for dem, selv om de var… som de var. Men ingen rejse uden adspredelser. Som Jean-Claude der pludselig stod ved cafébordet og smilede sit smil, og det magiske øjeblik på broen over den nattemørke flod, hvor mistralen piskede om os og trykkede os endnu tættere sammen. Det øjeblik hvor tiden strakte sig ud. Og jeg glemte. Hjemme igen begyndte jeg at stykke puslespillet sammen. Ordene stod nærmest i kø for at komme ud, intet syntes at kunne standse dem. Indtil… Jeg tvang blikket ud mod the Summer Isles, mindede mig selv om


hvor jeg var, det holdepunkt, det her sted tegnede til at blive, og den inspiration det lod til at bringe, som løb der en underjordisk kilde lige under huset og sendte alt det jeg skulle bruge op til mig. Undtagen det, jeg manglede lige nu. For hvad er en café au lait uden mælk? Græsrabatten var indimellem blot begyndelsen til skråningen ned mod loch’en. Smalle bælter af vindblæste buske og enkelte skævtvoksende træer stod mellem sommergrønne græsser. Lange stendiger formede grove skillelinjer mellem jordlodder mange gange større end en gennemsnitlig parcelhusgrund. Her og der gik fårene som levende garnnøgler i hvidt og sort. Jeg mærkede duften af hav, og vinden der puffede mig ned mod byen. Campingpladsen for foden af byen havde udkig mod den vestlige del af Loch Broom. Telte, campingvogne og autocampere fyldte den godt ud, men der var stadig plads til flere. Sidst jeg var her, havde jeg slået mit telt op på sydsiden, her blæste det lidt mindre. I tilgift fik jeg udsigten. Desværre fik jeg også de små irriterende kryb, som heroppe hed midges. Dansemyg, der flimrede rundt om hovedet på en i store sværme, og som jeg havde stødt på mange steder i Skotland, især i nærheden af stillestående vand og kvæg. Men også her, lige ud til vandet på et vindblæst spot, hvor jeg ikke ventede at møde dem. Oppe ved huset lod det dog til, at jeg var forskånet for dem. Ved siden af campingpladsen, på den 9-hullers, gik et par spillere rundt, en kølle glimtede i solen, da den svingede med retning mod det næste hul. Et ekstra kraftigt slag, og bolden ville lande hos fiskene. Med rygsækken fuld af varer fra det lille supermarked på West Argyle Street slentrede jeg ned langs havnen og hen ad Shore Street. Sådan her skulle byen altid se ud, tænkte jeg og tog solbrillerne på igen. Der havde overlevet at blive tabt, glemt og fundet igen, droppet i havet, en regnskyls-mudderpøl og… en sær grønlig suppe et sted i Peru. Alle gadens forretninger var åbne, og mit øre opfangede


adskillige sprog foruden engelsk fra de mange turister, jeg passerede, inden jeg nåede Ferry Boat Inn. Der så hyggeligt ud inde bag de sorte småsprossede vinduer, men i dag havde jeg mere lyst til at komme tilbage til huset og fortsætte hvor jeg havde sluppet. Jeg drejede om hjørnet ved Mill Street, hvor vejen begyndte at skråne opad. Omkring selve huset voksede enkelte buske og et par mindre træer, på nordsiden stod halvtaget til brænde og et lille redskabsskur. På resten af grunden var der græs, der ikke så ud til at blive slået ret mange gange om året. Jeg fiskede mælken op af rygsækken og hældte en kopfuld i gryden. På vej ud af supermarkedet havde jeg grebet et eksemplar af byens ugeavis, Ullapool News. Jeg læste lidt på må og få, imens mælken varmede. En lokalpolitiker, der forsvarede sin beslutning om at skære ned på udgifterne til biblioteket… En skoleelev, der havde fået en pris for at have reddet sin 4-årige lillesøster fra at drukne… Arrangementer af enhver slags, pipeband koncert, folkemusik… bridgeklubbens årlige basar og andre damehatsarrangementer… Desværre også hvad der så ud til at være en fast spalte med politianmeldelser; tyveri af en bilradio, graffiti på en havenisse, her havde storforbryderen virkelig været på spil… indbrud i et hus på Castle Terrace, men ”tilsyneladende var intet blevet stjålet, da tyven muligvis var blevet afbrudt i sit forehavende…” Ud af øjenkrogen opfattede jeg, at mælken pludselig voksede og nåede lige at flå gryden af ilden, før det kogte over. En gang til for Prinsen. Køb, salg og bytte… 3 søde kattekillinger savner et kærligt hjem, indrykket af byens dyrlæge, en 8 år gammel Toyota Corolla med helt nye dæk, barneseng i træ med tremmer, sælges billigt… Jeg satte koppen med den lysebrune kaffe fra mig på skrivebordet og åbnede døren ud mod terrassen. Den groveste bolle fra supermarkedets hylder fandt vej ned i maven sammen med en humpel lagret Cheddar, imens jeg lænede mig op ad dørkarmen og kiggede på den perlemorsskinnende overflade. Det føltes helt rigtigt, der var bare en enkelt ting… ”Nå, er der noget ved den by?” lød Lisas stemme fra København.


”Ja, jeg har lige været dernede, bedre end jeg husker den, måske fordi det regnede, sidst jeg var her.” ”Og huset?” ”Lille… ret hyggeligt, lige ud til Loch Broom. Men ikke noget for en bybo som dig.” ”Sikkert ikke. Så hvordan føles det?” Jeg rystede en cigaret ud af pakken. Så lastbilen komme nærmere, som en film, jeg ikke kunne stoppe og… ”Det skal nok blive godt… hvad med dig?” ”Har lige været en tur i Barcelona på en opgave.” ”Du kan ikke bare tage derned og slappe af, vel?” ”Årh, det blev også til lidt sjov. Jeg indviede lejligheden…” ”Du mener soveværelset?” ”Hmm. En fyr fra en af aviserne dernede.” ”Og?” ”Og ikke mere. God kontakt, hvis jeg skulle få brug for det.” ”Ja, hvorfor nøjes med sex?” ”Og lange varme sommeraftener. På hjemvejen tog jeg over San Sebastian…” ”Lidt af en omvej.” ”Ja… egentlig ved jeg ikke hvorfor, jeg måtte bare…” ”Hvordan var det? At være der igen?” ”Jeg ved ikke… Det var ligesom der manglede noget.” Taylor. ”Jeg gik rundt i gaderne dernede, kom endda forbi caféen hvor… Den var blevet genopbygget, og hvis ikke man vidste bedre, så kunne man tro, at der aldrig…” Da hun kom hjem, var hun forandret. Mere målrettet. Mere kompromisløs. ”Men Barcelona-historien blev god. Og så var det bare sådan et antiklimaks at komme hjem.” ”Tænk, det synes jeg, jeg har hørt før.” Det var måske i virkeligheden det, der bandt os stærkest sammen. Rejserne.


Eventyrlysten. Selv n책r det kostede noget.


5

Havnen genlød af mågernes skrig og kutternes tøffende tilbagekomst. En lille gruppe mennesker stod langs kajkanten og kiggede på en sæl, der svømmede rundt i havnebassinet. Far filmede, imens mor og to børn stod på tæer for at se. Ellers holdt sælerne til i farvandet nord for huset, og særligt omkring the Summer Isles. I omtrent samme område kunne man også finde store havdambrug med laks. Friskfangede jomfruhummere blev losset fra en af kutterne, uden tvivl på menuen i en af byens restauranter om et par timer. Den største tallerken vil være for lille og tilbehør unødvendigt, kun en enkel marinade der drypper ned mellem lagene i pyramiden. En tyk citronskive i det lune vand i skylleskålen. Hagen drypper, og stablen af servietter svinder, mens bunken af tomme kløer vokser og truer med at falde ud over kanten af tallerkenen. Det rumlede i maveregionen. Måske ikke så underligt. Så lad os kalde det her froddag. Nå ja, hvis man kan sige brunch, kan man vel også sige froddag... eller midkost. Meget sen midkost. Hvad er sproget værd, hvis man ikke kan lege med det? Den dag, det går i stå, er der én ting mindre at leve for. The Seaforth på Quay Street havde foruden restauranten en tilbygning med fish & chips i mange variationer, tilberedt, mens man ventede. Nationalspisen, som den engang så omfangsrige stormagt havde eksporteret til alle de lande, den kaldte sine. Så snart jeg satte mig på den lave mur der fulgte Shore Street og


dannede en skrånende dæmning for tidevandet på den anden, fik jeg selskab af et halvt dusin måger. Dampen stod ud af det store stykke dybstegte kuller, da jeg brækkede en bid af. Tykke, hvide, saftige flager pakket ind i en sprød dej. Uden tvivl friskfanget. Pommes fritterne var lige så sprøde. Og spist med fingrene, så var det bedst. Når man havde smagt det her, rørte man aldrig en dansk paneret rødspættefilet med remoulade igen. Sammenligningen med pap var tæt på. Eneste tilbehør var salt, eller hvis man fulgte den nationale skik, også eddike. En skam gaden ikke kunne roteres 180 grader, solen var for længst forsvundet bag den lange række af huse. Måske ejerne havde mere glæde af den i deres diminutive, opadskrånende baghaver. Ovre ved færgelejet holdt en stor hvid turistbus, chaufføren stod lænet op ad den med en cigaret i hånden og skævede til sit armbåndsur, snart ville passagererne komme strømmende tilbage med alskens skotsk i poser efter deres raid på byens butikker, og dåser og flasker med kolde drikke til næste del af turen. Vinden krøb ind under min åbne jakke, da jeg kørte op ad den stejle gade forbi The Seaforth. På hjørnet ved Argyle Street stod det godt 100 år gamle byur i støbejern med inskriptioner til minde om Sir John Fowler, en lokal ingeniør, hans to sønner, dræbt under 1. Verdenskrig, og en sønnesøn. Uret var over mandshøjde og havde urskiver mod alle verdenshjørner, to ”arme” med en lampe på hver og på toppen en vejrhane. ”Kroppen” var sort med en snoet hvid stribe som en gigantisk bolsjestang. Et par turister poserede foran det, imens en hjælpsom forbipasserende knipsede et par gange. Til venstre hen ad West Argyle Street, forbi Caledonian Hotel på hjørnet, det lille supermarked, posthuset, Ullapool Museum og North West Outdoors med alt hvad et friluftsmenneske kunne begære. På højre side, næsten for enden af vejen, med kig ned mod campingpladsen, lå The Ceilidh Place. Foruden café og restaurant var her også hotel. Det så ud til at være bygget af flere omgange eller


også havde de simpelthen slået væggene ned ind til nabohusene, efterhånden som de fik brug for mere plads. Foran stod nogle bænke og borde, ved et af dem sad en gruppe midaldrende mennesker med halvfyldte ølglas. Jeg tog hjelmen af, gik hen ad den lille flisegang mod døren og hørte en stribe tyske gloser i mit øre, idet jeg skubbede døren op. Indenfor til højre ledte en dør ind til en mindre boghandel. Jeg kom ud med en lille håndfuld kort plus en roman af en forfatter, jeg aldrig havde læst før, godt hjulpet på vej af den kompetente dame med de uindfattede briller og smilerynkerne. Så snart jeg var ude, bemærkede jeg, at hun listede hen og lukkede døren, og jeg hørte den metalliske lyd af låsen, der gled på plads. Den forreste del af lokalet var bar og café med godt en halv snes borde, i den bageste stod lige så mange med nystrøgne, hvide duge og levende lys, ved et par af dem sad nogle tidlige gæster. Her kunne man sikkert finde jomfruhummerne. Fyren bag baren skænkede mig et stort glas hvidvin, der snart duggede let udenpå. Lækkert smil. Omkring de 35, skød jeg på. God grund til at komme igen. Jeg spottede nogle turister ved et par af de små, mørke træborde. Da en af dem åbnede munden, var jeg ikke i tvivl. Hollændere. Som vi danskere ofte bliver forvekslet med i udlandet, selv om jeg synes, det lyder som om deres kartoffel fylder hele munden. Ved et bord ved vinduet sad tre fyre på omtrent min egen alder, glassene var fyldt med øl, og stemmerne drev over mod mig. De lignede til gengæld lokale. Vinen kølede og var tilpas tør. Jeg ledte i lommerne efter cigaretterne. Ud af øjenkrogen så jeg en flamme fra bartenderens hånd. ”Er du lige flyttet til byen?” spurgte han. ”Ja, for du ligner ikke helt en turist.” ”Et sted midt imellem. Jeg har lejet et hus i et stykke tid, lidt nord for byen.”


”Englænderens hus?” Det havde Mrs Campbell ikke sagt noget om. ”Ja, det lille hvide oppe på North Road?” ”Du er velorienteret.” ”Jeg er bartender.” ”Nå ja.” Ganske vist var det længe siden, jeg selv havde stået bag en bar, men jeg havde ikke glemt hvor mange oplysninger, der svæver omkring sådan en disk. ”Så det er dig, der er Sara. Med Harley’en.” ”Og du er…?” ”Chris.” "Næh, ser man det, og vi som troede, at vi skulle have det sjovt i aften…" råbte en af fyrene ved tremandsbordet. Jeg hørte en hilsen fra den nyankomne. Mørkt, halvlangt hår og… en sort læderjakke. Nøjagtig magen til hans… Jeg tog kortene ud af posen, måske skulle jeg skrive et nu... Håndlavet papir med smukke keltiske mønstre i naturfarver. Hvad har du gang i? lød en bekendt stemme. Hvad mener du, jeg…

Netop. Jeg så på pennen, der lå klar i hånden, hvad dato var det nu? Mærkede en skygge ved siden af mig og hørte en stemme bestille Guinness. En anelse markeret, stærke træk. Han fangede mit blik og nikkede. ”Calder… MacRae,” sagde han og kiggede hen langs baren. Røgen fra min cigaret lavede signaler mod loftet. ”Sara Wiberg…” gentog han, som om han smagte på navnet. Der var begyndende grå stænk i hans mørke hår. ”Er der andet, du gerne vil vide,” sagde jeg og prøvede at fange hans blik. En uanselig trækning kom til syne i mundvigen. ”Måske.” Chris satte et stort glas på disken foran ham. ”Tak, Chris,” sagde han og skiftede fokus et øjeblik. Små bobler drev op gennem det sorte øl mod overfladen af tæt skum, der mest af alt lignede en luftig


æggesnaps med et ordentligt skvat kaffe i. Han kiggede fra mig til hjelmen på barstolen, som var der alligevel noget, nikkede så og gik over mod bordet. ”Er han altid så snakkesalig?” ”Det kommer an på...” ”På hvad?” Han tørrede risten af med en klud. Lidt længere end nødvendigt, syntes jeg. ”Var du lige ved at bryde en af de uskrevne regler der?” Jeg så på ham over kanten af glasset. Professionel, klart. Men der var noget i den måde han nu stod og lænede sig mod disken, afslappet, og alligevel klar til at tage imod en hvilken som helst udfordring. Det ville nok ikke være kedeligt. På den anden side… ”Måske jeg selv skulle finde ud af det, der skal findes ud af… du skulle nødig komme i miskredit.” Han rynkede brynene en anelse og begyndte at polere et glas. Jeg kastede et blik over mod bordet. Den klassiske læderjakke med masser af lynlåse og alligevel enkelheden selv. Hvor så den anderledes ud på ham… Tog en stor slurk af vinen og lagde kortet tilbage i posen. Det kunne vente. Alle bordene var optaget nu, og omkring baren var pladsen trang af halvfyldte glas og opløftede samtaler. Jeg tog del i et par af dem, især en høj lyshåret fyr tiltrak sig min opmærksomhed. En af dem, på hvem man kunne hænge en hvilken som helst slags tøj, og han ville se godt ud i det. Da han præsenterede sig som Jason, Jason Baird var illusionen komplet. Jeg replicerede med Sara, Bare Sara og fik et smil der gik direkte op til øjnene. Charmerende på trods af hans lille trendy fipskæg. Var et eller andet med PR, som, hvis jeg skal være helt ærlig, ikke kunne holde min opmærksomhed så længe, som han måske kunne fortjene. For han så ret godt ud. Men


lige nu skulle der mere til, så jeg holdt op med at lade som om jeg var interesseret. Han så ikke ud som om det skete alt for ofte. Ordene flød ikke som de plejede, og til sidst trak jeg mig ud af samtalerne som en tjener trækker sig baglæns ud af et lokale under en fin middag. Men nu vidste jeg til gengæld noget om huspriser og dyr benzin, velvilligt assisteret af en af lærerne på den lokale skole... og til arkivet havde jeg fået lidt insiderviden om de bedste steder for ørredfangst i området af et af medlemmerne i den lokale lystfiskerforening. Måske jeg bare skulle gå, men tanken om det tomme hus og den mørke loch fik mig til at bestille endnu et glas. Juice denne gang. Og der er da noget at se på, tænkte jeg og mærkede mit blik løbe sine egne veje. Så hvorfor ikke nyde udsigten?

Ja netop, kan du huske hvordan det føles? Ja, og jeg kan også huske… Tankerne hang som blylodder om mit hjerte. Så klip dem fri. Jeg mærkede stolen under mig, varmen og lysene i rummet. Stemmerne og musikken fyldte mine ører. Helt almindelig aften, mindede jeg mig selv om og bankede en cigaret ud af pakken. Så i øjenkrogen Chris gå forbi bag baren og hørte i det samme introen til Footloose, en af de gode gamle 80’ere. Foden begyndte at bevæge sig op og ned helt af sig selv og resten af kroppen fulgte hurtigt efter. Jeg fangede Chris’ blå blik, da han gjorde det samme, alt imens han tappede en øl. Ja, her kunne jeg da godt sidde lidt endnu. Og nyde… Hvorfor nød jeg så ikke? Der var nok at se på og god musik i ørerne, og alligevel var der stadig en eller anden lille djævel, der forsøgte at holde mig nede hvor jeg ikke havde lyst til at være. Måske kunne jeg skyde skylden på vejret. Tynde gardiner bølgede ned over vinduerne ud mod gaden. Jeg mødte Calder MacRaes blik… tjah, hvis der var noget andet, lod det ikke til at være så vigtigt, tænkte jeg, da det gled den anden vej… og fordybede mig atter i glasset. Til der ikke var så meget som en halv dråbe tilbage. Nå, han


kendte åbenbart ham lystfiskeren. Med hjelmen i hånden sprang jeg så elegant som en gazelle ned fra barstolen, løftede hånden i retning af Chris og blev belønnet med et smil. Nå ja, måske snarere som en zebra der lige er blevet vækket efter middagsluren. Lyset fra forlygten skar gennem regnen og sendte genskinnet fra pytterne tilbage til mig, da jeg kørte gennem gaden ned mod havnen. Højt placerede projektører gav lys til dens evige aktivitet, langs Shore Street spredte gadelygterne deres gule skær hen over den lange række af huse. Jeg holdt ind til siden et øjeblik og slog visiret op. Loch Broom lå som en uigennemtrængelig masse mellem bjergskråningerne, enkelte lys her og der vidnede om menneskelig tilstedeværelse. Tidevandet, der havde været på sit højeste for et par timer siden, var nu på vej ud igen og nynnede en klukkende vuggesang mod de skrå betonflader. Ved den lille kirkegård kørte jeg op ad Mill Street og fortsatte ud af byen ad North Road. Sløret var ved at aftage, og gennem det kunne jeg af og til skimte de små skinnende øjne fra et hus tilbagetrukket fra vejen. Et kort øjeblik blev jeg blændet af lygterne fra den eneste bil, der susede forbi, før den forsvandt ned ad bakken bag mig. Da jeg lukkede døren, efterlod jeg små dryp på gulvet i entréen. Jeg trak fødderne op i sofaen og varmede hænderne på koppen. Regnen prikkede mod vinduerne. Vådt mod tørt, køligt mod varmt. Måske ville der alligevel blive et par distraktioner heroppe…


Vil du læse mere? Tak for at du læste med. ”Djævelen i dig selv” kan købes i din lokale boghandel eller lige her: http://gopubli.sh/search?utf8=%E2%9C%93&q=lena+laurentis Bogen kan også lånes på biblioteket. God læselyst!

Vil du se mere om Lena Laurentis? Hjemmeside: www.lenalaurentis.com Følg hende på Facebook: https://www.facebook.com/lenalunalaurentis

Profile for Lena Laurentis

Den skotske forbindelse, lena laurentis  

En traumatisk oplevelse får den danske forfatter Sara Wiberg til at rejse væk for en tid. I Ullapool i det nordvestlige Skotland, håber hun...

Den skotske forbindelse, lena laurentis  

En traumatisk oplevelse får den danske forfatter Sara Wiberg til at rejse væk for en tid. I Ullapool i det nordvestlige Skotland, håber hun...

Profile for moodie
Advertisement