Page 1


”Vi går jo og håber, at der kommer en ny, stor ordre ind,” siger John Esager. ”Det går heller ikke, at vi stikker blår i øjnene på gutterne. Men vi håber. Der er mange, der slet ikke har forstået det endnu. At vi alle sammen skal ud.”

Lindøværftet er ved at lukke. Det betyder enden på en stolt arbejder- og skibsbyggertradition, hvor faglig stolthed og frokostbajer går næve i næve. Fyresedlen kan komme hver dag, men de holder fanen højt i arbejdshallerne. Så højt at mange ikke rigtig tror på, at værftet snart bygger sit sidste skib.

DET LANGE KYS FARVEL Tekst: Mathias Johansen Foto: Mie Brinkmann

Egentlig kan man se årsagen til problemet fra par­ keringspladsen. Tre asiatiske biler med polske num­ merplader foran et dansk skibsværft. I baggrunden står syv kæmpekraner på værftsområdet. Bomstille.

kigge op over Odense Fjord. Mændene er på vej til at stemple en ny arbejdsdag ind, men lyder mest som en flok sømænd på landgang. De pjatter, bander og svovler, humøret er højt.

Da bus 152 fra Odense station ruller op til kant­ stenen, stiger 10­15 midaldrende mænd ud i en fugtig duft af tang. Solen er kun lige begyndt at

Mændene i matchende overalls ved godt, at tiden for længst er løbet fra kollegerne og Lindøværftet. Og her kommer de tre biler ind i billedet.

Kæmper mod kinesere Efter års milliardunderskud besluttede ejerne, A.P. Møller­Mærsk Gruppen, den 10. august 2009 at afvikle værftet. Medarbejderne skulle fyres, som behovet for arbejdskraft faldt. Skibsbyggere i Asien bygger i dag skibe til en brøkdel af den pris, det koster herhjemme. En times arbejde på Lindø koster det samme som 20 timers arbejde i Kina. På det tidspunkt var værftet også begyndt at hyre polske underleverandører, som udførte opgaver, værftets egne medarbejdere tidligere havde. Ni måneder efter, i april 2010, blev de første 346 medarbejdere fyret, og før industriferien gik endnu

240. I dag er omkring 1400 medarbejdere tilbage på Danmarks sidste store skibsværft, som har byg­ get verdens største containerskibsserie, Emma Mærsk. Det værft, der i 2007 blev erklæret natio­ nalt industriminde af Kulturarvsstyrelsen. ‘Det er pisse synd for gutterne’ John Esager, tillidsmand for klejnsmedene på Lindøværftet, står og kigger på en af Lindøs sidste ordrer, som er lige blevet lastet ud af tørdokken. Her har hæren af værftsarbejdere samlet et fragt­ skib til en græsk køber. Det plasker hjælpeløst rundt i havneløbet med en osende slæbebåd foran.


”Hva’ faen, der står jo en bette klejnsmed,” siger en hærdebred rørlægger, som kommer hen til John Esager. De to er kolleger og tillidsmænd for hver deres fag­ gruppe på værftet. Klubber, hedder det. Rørlæg­ gere og smede. Efter første fyringsrunde er alle tillidsmænd blevet ansat fuld tid for at tackle krisen blandt medarbejderne. En krise, som ikke helt er gået op for mange. ”Vi fik slet ikke lov til at bevise, at det kunne køre rundt med en mindre produktion. Det er pisse synd for gutterne,” siger John Esager. Et stykke henne på kajen går en sirene i gang. En af kranerne advarer om, at den er begyndt at laste en skillevæg ned i bugen på et gigantisk fragtskib. ”Gutterne er blevet svigtet. Af Esplanaden og Hr. Møller,” siger Jørgen Rasmussen. Rørlæggeren. Selvom man ikke er i tvivl om, hvad han mener, kan man høre en dyb respekt for chefen i hans stemme. To kolleger suser forbi på en gammeldags budcykel,

en sidder foran på ladet, en tramper i pedalerne. Arbejdsglæden skal man ikke lede længe efter på Lindø. Et stykke bag tørdokken står fire vindmøller og padler dovent rundt i vinden. Venter på ordren Langs skibskajen ligger nogle små samlehaller fyldt med dingenoter. Byggematerialer. Bolte, møtrikker, beslag. En står ved en stiksav og retter nogle jern­ stykker til. Han tror ikke, han bliver fyret lige med det samme: ”Jeg har jo min lille lommebog, hvor jeg skriver lidt tricks ned. Hvor lange beslagene skal være og sådan. De mål er det jo kun mig, der har. Og det ved mester også godt. Så må vi jo bare håbe, at han har noget at sige næste gang, de skal fyre,” siger han lidt opgivende og starter saven. Lommebogen er standardudstyr for mange på værftet. ”Vi går jo og håber, at der kommer en ny, stor ordre ind,” siger John Esager. ”Det går heller ikke, at vi stikker blår i øjnene på gutterne. Men vi håber. Der er mange, der slet ikke

”Jeg har jo min lille lommebog, hvor jeg skriver lidt tricks ned. Hvor lange beslagene skal være og sådan. De mål er det jo kun mig, der har. Og det ved mester også godt. Så må vi jo bare håbe, at han har noget at sige næste gang, de skal fyre,” siger en lidt opgivende og starter saven.


har forstået det endnu. At vi alle sammen skal ud,” siger han. Mange er værftsarbejdere i anden eller tredje generation. Vindmølledrømme Ordrebogen er lukket i. Der er ni skibe tilbage, som skal være færdigbyggede i begyndelsen af 2012. Til den tid lukker Lindø. Men gutterne ligger ikke på den lade side. Efter annoncering af lukningen er sygefraværet faldet til 2­3 procent, som er historisk lavt. Samtidig er produktiviteten steget med 6­7 procent. Om det skyldes faglig stolthed eller håb om at bevare sit job så længe som muligt, ved man ikke. Værftet lejer nu deres haller ud til to virksomheder, som ikke har samme problemer med ordrebøgerne. Fredericia Skibsværft og Skykon, en dansk vind­

mølleproducent. Måske er det er dem, skibsbyg­ gerne forsøger at imponere med den tårnhøje arbejdsmoral. Fredericia Skibsværft flytter deres medarbejdere med fra hjembyen, og vil ikke øge bemandingen. Skykon siger, at de måske vil få brug for 100 medarbejdere. Her kan de 2400 gamle skibsbyggere altså stille sig bag i køen. Tror ikke på lukning ”Når det sidste skib skal afleveres, er der jo nok en, der skal feje dækket inden. Det kunne jo ligeså godt være mig,” siger John Esager med et grin. Han har sat sig i kantinen sammen med Bent Borup, som har sidste arbejdsdag på tirsdag. Til frokost er der sovs og kartofler eller højtbelagt smørrebrød. Faxe Kondi eller sødmælk. Ingen ba­ jere. De blev taget af menuen i sommer, da kantin­ en blev forpagtet. Tidligere var den stopfuld både

klokken 11 og 12, hvor det er frokosttid. Dem, der kommer, sætter sig på deres faste pladser. Sådan som det altid har været. Det eneste, der kan lave om på det, er næste fyringsrunde, som endnu ikke er annonceret. ”Man har sagt i mange år, at Lindø ville lukke. Så folk tror ikke på det, før de står med papiret i hånden,” siger Bent Borup.

”For os handler det jo bare om at gøre sit arbejde. Hver dag.” I den fjerne ende af kantinen er to gamle gutter dumpet ind. De arbejder her ikke mere. Kommer bare og spiser frokost sammen. Lindøværftet er for dem, netop hvad det var for Kulturarvsstyrrelsen i 2007. Og hvad det inden så længe bliver for resten af drengene. Hvad enten de vil eller ej. Et minde.

”Når det sidste skib skal afleveres, er der jo nok en, der skal feje dækket inden. Det kunne jo ligeså godt være mig,” siger John Esager.


Det lange kys farvel  

Reportage fra et Lindøværft, hvor det ikke rigtig er gået op for medarbejderne, at de skal lukke. Kåret til årgangens bedste.