80. Lad os kippe med flaget – for åndsfriheden! Mens vi i går kunne fejre Valdemarsdagen og kippe med vort flag, som ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland for snart 800 år siden, blev idyllen anfægtet af advarsler fra juridiske professorer, som stiller spørgsmålstegn ved, om vi egentlig fortsat kan have et kors i vort flag. En menneskerettighedsdomstols dom om forbud mod kors i offentlige skoler i Italien, kan måske betyde, at officiel flagning med et korsbanner vil kunne tolkes som en utilstedelig religiøs manifestation. Da Anders Fogh Rasmussen, mens han endnu var statsminister, udtalte, at ”det ville tjene mange gode formål i det danske samfund, hvis det offentlige rum var befriet for religiøse manifestationer”, havde han nok ikke det danske flag i tankerne. Når Dansk Folkeparti igen og igen forsøger at få religiøse beklædningsgenstande som burka, niqab og hijab forbudt i en række offentlige sammenhænge, har man sikkert heller ikke tænkt på, at flaget kunne opfattes som et religiøst symbol. Når politikere har talt for at forbyde minareter, der som religiøse symboler rager op i bybilledet, har de sikkert ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at nogen kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved betimeligheden i fra officielle flagstænger at flage med vort korsbanner. Disse og mange lignende udtalelser og forslag fra politikere er på den ene side udtryk for den værdipolitiske holdning, at islams indflydelse skal begrænses i det kristne danske samfund. Men set i et mere overordnet perspektiv er de udtryk for en hårdere og hårdere sekularisme, der har til formål at få religion ud af det offentlige rum. Da der ikke må diskrimineres i et demokratisk retssamfund som det danske, vil en sådan sekularistisk holdning til religion naturligvis også ramme kristendommen, uanset hvor meget kristendommen kan siges at have vundet hævd som en del af Danmarks kultur. I praksis vil det i længde være umuligt – som nogle politikere forsøger at praktisere det – at anlægge en strengt sekularistisk holdning i forhold til islams tilstedeværelse i samfundet og en traditionel holdning til kirke og kristendom, hvor kirke og kristendom – efter den konstantinske kristenhedsmodel – dominerer det offentlige rum. Det er muligt at ovennævnte værdipolitikere ville slå syv kors for sig, ifald de læste dette blogindlæg – men måske skulle de i sekularismens hellige navn finde en mindre religiøs måde at udtrykke deres afstandtagen på. Det lyder helt absurd i disse værdipolitikeres ører – og også i mine ører – at der skulle være problemer med korset i dannebrog, eller korset i passet, eller korset om halsen på en lærer i folkeskolen, men hvis man med sekualristiske argumenter går meget langt fra at udelukke andre religioners symboler i det offentlige rum, så åbner vi os selv for en kritik af kristne symboler i det offentlige rum. Ifølge kristendommens selvforståelse hører kirke og kristendom imidlertid hjemme i det offentlige rum, og en kirke, som trækker sig tilbage fra det offentlige rum for udelukkende at udfolde sig i privatsfæren, forråder evangeliet. Når kristendommen må have plads i det offentlige rum, så må vi naturligvis også give plads for andre religioner, og i begge tilfælde inden for lovens grænser. Der må være frihed for Loke såvel som for Thor. Derfor er der i dag al mulig grund til at kippe med flaget – vort korsbanner, vi må være stolte over – for åndsfriheden i det danske samfund. Århus, onsdag, den 16. juni 2010
Mogens S. Mogensen, 2010 på bloggen. Christiansfeld: Intercultural.dk
107