Page 1

2010 på bloggen af Mogens S. Mogensen

Christiansfeld: Forlaget Intercultural.dk 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

1


1. Angrebet på Kurt Westergaard kalder på både fordømmelse og besindighed Lige så glædeligt det var at vågne op til et smukt snedækket landskab, ligeså trist var det at lukke op for radioavisen og høre den grimme nyhed om, at en somalier relateret til et terrornetværk havde forsøgt at dræbe tegneren Kurt Vestergaard. Heldigvis virkede politiets sikkerhedsforanstaltninger, så Kurt Vestergaard reddede livet og gerningsmanden blev arresteret. En sådan terror-relateret forbrydelse kalder på en kraftig fordømmelse fra alle danskere. Mens fordømmelserne strømmer ind fra højre til venstre i det politiske spektrum, er det værd at bemærke, at to muslimske paraplyorganisationer, som til sammen repræsenterer det store flertal af muslimske organisationer i Danmark, var blandt de første til at fordømme angrebet på Kurt Vestergaard. Zubair Hussain Butt udtalte som talsmand for Muslimernes Fællesråd udtalte i morgenradioavisen sin utvetydige afstandtagen fra og fordømmelse af mordforsøget på bladtegneren (se pressemeddelelse). Og på Dansk Muslimsk Unions hjemmeside kan man læse en pressemeddelelse, hvor de “på det kraftigste [tager] afstand fra angrebet og enhver form for ekstremisme, som leder til sådanne handlinger”. Der er imidlertid ikke kun brug for, at alle danskere står sammen om fordømmelsen af denne terrorrelaterede ugerning. I denne kritiske situation er det lige så vigtigt, at der manes til besindighed fra politikerne, fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti, fra kristne, muslimer, ateister og alle andre grupper. Hvis det lykkes terrorister at skabe panik, heksejagt på muslimer eller voldelige konflikter mellem muslimer og ikke-muslimer, har de opnået deres mål. Derfor er der brug for et lederskab, der maner til sammenhold og besindighed. Christiansfeld, lørdag, den 2. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

2


2. Frihed – retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre Hele formiddagen har jeg ledt og ledt på nettet. Men uanset hvor meget jeg higer og søger ikke i gamle bøger, men i gamle netarkiver, har jeg ikke fundet det, jeg søger. Indrømmet, jeg er ikke nogen haj til at navigere rundt på nettet, men jeg bliver efterhånden mere og mere sikker på, at det slet ikke er der. Jeg har gennemtrawlet Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten og Politiken, men det nedslående svar var, at ”Desværre – der er ingen resultater af din søgning”. Når sagen åbenbart blev fortiet i de store aviser, så måtte jeg ty til den fremmeste forening for ”retten til at ytre sig” og aflagde derfor Trykkefrihedsselskabet et virtuelt besøg. Her blev jeg budt velkommen med et flot citat af Orwell, som opmuntrede mig meget: “Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre”. Men dette selskab havde heller ikke benyttet deres frihed til at omtale historien. I min desperation søgte jeg til sidst hjælp hos den alvidende Google, hvor jeg foretog en avanceret søgning. Jeg ville gerne have alle artikler på dansk inden for den sidste måned med begge ordene “Malmø” og “moské”, hvori der også indgik mindst et af ordene “imam”, “attentatforsøg”, “skud”. Jeg fik 68 søgeresultater, men ikke et eneste af dem refererede til den begivenhed, som fandt stede den 31. december i Malmø. Kl. 19 nytårsaften blev der (ifl. Expressen) skudt gennem vinduet mod moskeens imam. Skuddet, der blev affyret med et 9 mm våben, blev imidlertid afbøjet, da det gik igennem ruden, og imamen blev derfor kun ramt af splinter fra ruden. Det er ikke lykkedes politiet at pågribe gerningsmanden. Moskeen i Malmö ’blev bygget i 1983 og har siden været udsat for en række angreb, fx blev moskeen i 2003 forsøgt nedbrændt. Hele Danmark og mange andre lande i Vesten har med god grund været opskræmt over den somaliske muslimske øksemands angreb på tegneren Kurt Westergaard. Heldigvis reddede Westergaard livet, og angrebet, der må forstås som et angreb på ytringsfriheden, er blevet fordømt fra alle sider, også fra de muslimske paraplyorganisationer i Danmark. Men nu spørger jeg: Hvorfor forties et mordforsøg i samme periode på en muslimsk imam i Malmø tilsyneladende fuldstændigt i Danmark, et mordforsøg, som kan tolkes som et angreb på religionsfriheden i vort naboland? Christiansfeld, fredag, den 8. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

3


3. Krav om hårdere straffe Når der begås en alvorlig forbrydelse, eller når der fældes en ’mild’ dom for en alvorlig forbrydelse, kan man med næsten usvigelig sikkerhed i medierne høre et omkvæd om ”krav om hårdere straffe”. 11.400 resultater giver det, om man googler dette ”krav om hårdere straffe” for de seneste 12 måneder, mens det ingen resultater giver, hvis man søger på ”krav om mildere straffe”. Fra højre til venstre i folketingssalen genlyder ekkoet af dette omkvæd fra folkedybet (eller i det mindste fra medierne?): ”krav om hårdere straffe”. Alle er enige om at fordømme mord, vold, hjemmerøveri, knivoverfald osv. Hvert eneste mord, hvert eneste hjemmerøveri osv. er en katastrofe for ofrene og deres omgivelser og for samfundet. Alle er enige om, at der må gøres noget for at forhindre den slags kriminalitet. I denne ophedede situation er det svært for politikerne at have is i maven: De må udvise handlekraft, og den mest nærliggende handling for lovgiverne er at vedtage nye love med hårdere straffe for sådanne ugerninger. Når politikerne så en gang imellem udspørges af kritiske journalister, om hårdere straffe nu også reducerer kriminaliteten, må de indrømme, at videnskabelige undersøgelser viser, at det gør de ikke. Men, tilføjer de, vi må indføre hårdere straffe af hensyn til befolkningens retsfølelse. Senest er det argument fremsat af justitsminister Brian Mikkelsen i forbindelse med forslaget om, at unge mellem 15 og 18 år ikke længere skal have mulighed for at få reduceret straf på baggrund af deres unge alder. Retsfølelsen tilsiger, at når man er gammel nok til at slå et menneske ihjel, er man også gammel nok til at tage straffen for det. Hvis politikerne tilskyndet af mediernes og befolkningens “finske råbekor” fortsætter denne straffeekspedition vil det få meget alvorlige følger for vort samfund. For det første tyder undersøgelser på, at denne politik ikke reducerer kriminaliteten, men at den tværtimod kan producere endnu mere og endnu flere forhærdede forbrydere. Men fristelsen til at tage mere hensyn til folkestemningen end til videnskabelige undersøgelser og ekspertudsagn er tilsyneladende meget vanskelig at modstå for politikere, som gerne vil genvælges og bevare eller erobre regeringsmagten. For det andet ligger grænsen for befolkningens retsfølelse og krav om gengældelse eller ligefrem hævn nok helt derude, hvor princippet er øje for øje og tand for tand – og liv for liv. Et syvmileskridt i den retning vil være at kopiere den amerikanske model, ”Three strikes and you are out”, som ville betyde, at tredje gang en person får en dom for grov kriminalitet, bures han eller hun inde for livstid. Et næste skridt ville være at genindføre dødsstraffen. Hvis politikerne fortsætter deres konkurrence om at overgå hinanden med krav om hårdere straffe, risikere vi at udvikle et samfund præget af en form for retfærdighed, der primært tilfredsstiller behovet for hævn, men uden en retfærdighed tempereret med den barmhjertighed, der giver forbryderen håb om en ny begyndelse, og uden den indsigt, som videnskaben kan give os om forebyggelse af kriminalitet. Christiansfeld, tirsdag, den 12. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

4


4. Forfølgelse og diskrimination af religiøse mindretal top 20 listen over de lande, hvor religionsfriheden har det dårligst, domineret af muslimske lande. Det kan friste overfladiske sjæle til at reducere forfølgelse og diskrimination af religiøse mindretal til et at være et problem med islam. I en tid, hvor vi i vesten er tilbøjelig til at betragte menneskerettigheder som selvfølgelige og eviggyldige, er det værd at minde om, at religionsfrihed er et forholdsvist nyt fænomen, også her i vesten, og at forfølgelse og diskrimination af religiøse mindretal indtil for mindre en 200 år siden hørte med til dagens orden overalt på jorden, lige som det stadig gør i alt for mange lande. Det er ikke kun i islamisk lov, at man har kunnet finde brutale straffe for fx frafald og andre former for religiøs afvigelse fra den dominerende flertalsreligions normer. Næsten alle religioner har i lange perioder praktiseret diskrimination og ofte også egentlig forfølgelse af religiøse mindretal. Det gælder også jødedom og kristendom, hinduisme og buddhisme. Det samme gælder en lang række politiske ideologier med kommunismen i spidsen, blot med den forskel at her slog man ikke kun ned på religiøse mindretal men også på religiøse flertal. I 10 år arbejdede jeg i Nordnigeria, hvor flertallet af befolkningen er muslimer. I en periode boede jeg i en landsby, hvor halvdelen af beboerne var muslimer og halvdelen kristne. Vor nabo var tidligere evangelist, men for en del år siden konverteret til islam, og flertallet af de børn 30 børn han havde fået med sine 4 (+) koner, havde valgt at blive kristne. Det havde de frihed til og oplevede ikke nogen repressalier af den grund. I de sidste fem år arbejdede jeg blandt fulanerne, en etnisk gruppe, hvor de første var blevet muslimer samtidig med at danerne blev kristne, og hvor alle principielt var muslimer. De få fulaner, som konverterede til kristendommen, oplevede både alvorlig diskrimination og forfølgelse. Man kan altså ikke forklare forfølgelse og diskrimination af religiøse mindretal blot ved at henvise til en bestemt religions iboende ondskab. Hvad er det så, som danner grobunden for diskrimination og forfølgelse af religiøse minoriteter? Jo større og stærkere et religiøst flertal er, og jo mindre og svagere mindretallet er, jo større er chancen for overgreb. Særligt problematisk er det – som det var tilfældet med fulanerne – når religionen er en del af den etniske (eller nationale) identitet. Her opleves frafald fra religionen som et etnisk (eller nationalt) forræderi, og landsforræder har man til alle tider haft tradition for at straffe hårdt, ofte med døden. En afgørende faktor for, om religionsfriheden respekteres er, om samfundet er demokratisk eller ej. Hvis der ikke er et velfungerende demokrati med frihedsrettigheder, som uafhængige domstole opretholder, vil der altid være stor risiko for diskrimination og forfølgelse af religiøse mindretal. Men hvad så med den religiøse faktor? Erfaringen viser, at regimer, som enten er meget religiøse eller meget antireligiøse, har størst tilbøjelighed til at svigte religionsfriheden. Muslimske lande med shari’a-lov som fx Saudi Arabien er et afskrækkende eksempel på det første, mens den anden kategori repræsenteres af Nordkorea, der topper religionsufrihedens top 20. Christiansfeld, torsdag, den 14. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

5


5. Skideballe til Langballe? Medlem af folketinget for Dansk Folkeparti Jesper Langballe er ikke blevet blød i … koderne. Langballe har heller ikke som visse andre politikere slået brecher i VOK-samarbejdet ved at lade sig lokke til at tage afstand fra andre DF’er, der har bakket op om Lars Hedegårds bandbulle mod muslimer. Tværtimod, kan man forstå på Langballe i et indlæg i Berlingske Tidende i dag, har han undgået dette svigt ved at udvise stædighed og integritet og bakker derfor helt og fuldt op om Lars Hedegårds rabiate og grænseoverskridende udtalelser ”Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke harve sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt”. Såvidt denne hædersmand, der er en af Dansk Folkepartis betroede talsmænd. ”Hvad er sandhed?” spurgte Pilatus. If. Langballe synes sandheden at være, at der er muslimske mænd, der er mordere og incestforbrydere. Der er ingen tvivl om, at mord og incest er blevet begået af muslimske mænd, lige som der heller ikke er tvivl om at mord og incest er blevet begået af kristne mænd. Ja, statistisk set er det sandsynligt, at ca. hver tiende mord og incestforbrydelse i Danmark begås af en af Dansk Folkepartis vælgere. Der er sikkert muslimske miljøer, hvor man dækker over hinanden i forbindelse med incest, lige som der sikkert er andre danske miljøer, hvor det forekommer, sikkert også miljøer, der omfatter DF-tilhængere. Men berettiger det til, at man går til pressen og skriver, at kristne mænd slår deres børn ihjel og begår eller ser igennem fingre med incest mod deres døtre? Eller berettiger det til at antyde, at DFtilhængere er mordere og incestforbrydere? Det er ikke sikkert at det efter gældende lov er ulovligt at udtale sig, som Lars Hedegaard og med ham Jesper Langballe gør, men det er i modstrid med de værdier, som vi bygger det danske samfund på. Det er vel muligt, at de øvrige 178 folketingspolitikeres eventuelle afstandtagen fra Langballes udtalelser ville slå en breche i VOK-samarbejdet, men hvis de tier, bidrager de ikke bare til at svække respekten for det ophøjede ting, men også til at erodere værdigrundlaget for det danske samfund. Derfor ser jeg frem til, at folketingsmedlemmer fra alle partier giver Langballe en skideballe. Christiansfeld, lørdag, den 23. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

6


6. Kultur og kirke i forandring – tekniske og adaptive udfordringer For 30 år siden kunne en præst i USA få en relativt billig sundhedsforsikring, da præster var placeret i den laveste risikogruppe. I dag er prisen på præstens hoved steget betydeligt, da han eller hun nu hører til i den næsthøjeste risikogruppe. Sådan sagde Patrick Keifert og Pat Taylor Ellison fra det lutherske St. Paul’s Seminary og Church Innovations Institute i Minneapolis. De er kommet til Danmark for at deltage i den internationale konference om ”Kirke og mission i et multireligiøst tredje årtusinde” på Århus Universitet. Konferencen begynder først i morgen den 27. januar, men allerede i går medvirkede de på en éndages konference i København om missional kirke for præster mv. i folkekirken, frikirker og den katolske kirke. Årsagerne til ovennævnte udvikling i de amerikanske præsters sundhedsforsikring hænger ifl. Keiferet og Ellison sammen med, at kulturen i vesten i disse år gennemgår en radikal ændring, og at kirken i dens nuværende skikkelse derfor også kommer under alvorligt pres. Dem, der først mærker denne udvikling på deres egen krop, er præsterne, som stilles over for udfordringer og problemer, som de ikke har uddannelse og redskaber til at takle. Keifert og Ellison pegede på, at der grundlæggende findes to typer problemer eller udfordringer, nemlig tekniske og adaptive, også når det gælder kirke og mission. De tekniske udfordringer er alvorlige nok, men vi ved hvad problemet er, og løsningen ligger inden for vort repertoire af redskaber og programmer. Det er naturligvis vigtigt at tage disse udfordringer op og finde de rette tekniske løsninger, så problemet ikke ødelægger en menighed eller et kirkesamfund. For de adaptive udfordringer gælder det, at vi godt nok er klar over, at der er problemer, men vi er ikke sikre på, hvad problemet dybest set er. Vi ved, at vi må tage disse udfordringer op, og at en løsning er af afgørende betydning for vor fremtid, men løsningen ligger uden for vort sædvanlige repertoire af redskaber og programmer. I denne situation oplever præster, at der rokkes ved deres kompetence eller evne til at varetage rollen som præster i kirken. Hvis vi nøjes med at anvende tekniske løsninger på disse adaptive udfordringer, får vi måske en kortvarig forbedring i tilstanden, men konsekvenserne på langt sigt kan blive meget alvorlige, fordi de grundlæggende problemer ikke er blevet adresseret. Når en menighed eller et kirkesamfund bliver opmærksom på adaptive udfordringer, er der altså ingen præfabrikerede standardløsninger at ty til for at løse problemet. Hele menigheden eller kirkesamfundet må derfor lære at tilpasse sig (”adapt”) ved at eksperimentere. Adaptive udfordringer udfordrer os til at genoverveje, hvordan vi forstå og gør ting, hvordan vi definerer os selv og vor identitet. Sådanne adaptive eksperimenter finder næsten aldring sted i organisationens (magt)centrum, men ude i periferien. Presset på kirken og præsterne kommer fra udviklingen i kulturen i vesten. Moderniteten afløses af sen- eller post-moderniteten, og modernitetens tekniske løsninger er ikke tilstrækkelige til at hjælpe menigheder og kirkesamfund til at takle de udfordringer, som det skifte placere dem i. Kristenhedssamfundet afløses af et postkristenhedssamfund, hvor kirke og kristendom ikke længere

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

7


har den privilegerede position, som har været gældende i over 1000 år. At være kirke på disse nye vilkår – og i et mere og mere multireligiøst samfund – stiller præster, menigheder og kirkesamfund overfor udfordringer, som opleves som en alvorlig krise. Denne krise tvinger os til at spørge ind til, hvad det overhovedet vil sige at være kirke. At være kirke er at være kaldet sammen af Gud ved evangeliet i et kristent fællesskab (menighed, spiritualitet, discipelskab) og af Gud at være sendt ud med evangeliet til lokalsamfundet og til verdens ende (mission, nærvær, diakoni). Hvordan vi i praksis gør det i vor kontekst, kan vi kun finde ud af ved at eksperimentere – med modet til at fejle og at lære af vore fiaskoer. København, tirsdag, den 26. Januar 2010 For at læse mere om konferencen om kirke og mission i det 3. årtusinde, besøg konferencens blog.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

8


7. Den moderne missionsbevægelse – hvad skal vi aflære? 175 professorer, missionærer, præster, organisationsledere, studerende mv. fra hele verden er i dag kommet sammen til en international missionskonference på Århus Universitet. Konferencen markerer 100- året for den berømte 1910 missionskonference i Edinburgh, som markerer den moderne missionsbevægelses højdepunkt. Mens sneen føg igennem Århus’ gader, begyndte missiologiske og teologiske udsagn at fyge rundt i auditoriet. Allerede den anden oplægsholder, prof. Werner Usdorf, lagde fløjlshandskerne til side og gik i infight med den moderne missionsbevægelse. De sidste 200 års missionshistorie er er ikke bare en lang succeshistorie, men er fyldt med alvorlige fejltagelser. Den moderne missionsbevægelse – som ydre mission – er forbi. I dag er kontekst for kirke og mission radikalt anderledes. Mission er så at sige flyttet fra udenrigsministeriet til indenrigsministeriet. Dårlige minder om alvorlige fejltagelser i mission gør det vanskeligt at komme videre for kirken i dag. Derfor er der brug for at aflære elementer fra den moderne missionsbevægelse, som ikke har deres rod i evangeliet men i vestens modernistiske kultur. For det første må kirken i vesten aflære sin farlige afhængighed af sikkerheden i tal. Kristendommen har været i numerisk tilbagegang i Europa, men man har set den numerisk fremgang i syd som en kompensation, således at man fortsat kunne stole på kristendommens sandhed og sejr. Men når man bruger statistik til at underbygge teologisk sandhed, er man ude i en alvorlig synkretisme. For det andet må kirken i vesten aflære sin tilbøjelighed til at ville kontrollere andre mennesker – i dette tilfælde mennesker, der udsættes for vestlig mission. Vi må ikke se mission som en simpel transmission af kristendom fra os til dem, men som en langt mere kompliceret proces, hvor det helt afgørende er menneskers modtagelse af evangeliet på deres egen måde. Kultur og religion er ikke det samme, men de kan heller ikke adskilles. Den gamle religion forsvinder aldring helt, og den nye religion tager aldrig helt over. Ofte har vi ikke i praksis haft kulturel og slet ikke religiøs sensitivitet i missionsarbejdet., men har i praksis haft en aggressiv erobringsholdning i mission. Hvordan det kristne selv dannes i en post-ydre missions-periode er en meget kompliceret proces, der ikke kan kontrolleres udefra. Endelig mindede Ustorf os om, at der har været meget vold i mission, og vi har haft en tilbøjelighed til at ignorere denne smerte. Kristendom i en vestlig aftapning ikke har været effektiv i at forhindre den enorme voldsudladning som vi så i Europa i det 20. århundrede, derfor er der brug for større ydmyghed og selvkritik. Såvidt professor Ustorf. Biskop Karsten Nissen responderede på Ustorfs kritik ved at indrømme, at vi i folkekirken i Danmark er er lammet af tal – så længe at 82 % er medlemmer af kirken er alt ok. Men det er en falsk sikkerhed. Mht. tilbøjeligheden til at ville kontrollere menneskers åndelige udvikling er vi som folkekirke desværre alt for tilfredse med den konstantinske kristenhedsmodel, men de fleste mennesker i dag er et helt andet sted. Som kirke i Danmark i dag må vi indrømme at vi er tilbøjelige til at ignorere smerten has mange af de mennesker, som vi skal tjene, stigmatiserede mennesker som muslimer og flygtninge, de fattige og udstødte. Så er missionskonferencen skudt i gang! Århus Universitet, onsdag, den 27. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

9


8. Et skrig fra et hjælpeløst folk Det følelsesmæssige højdepunkt på den første dag op missionskonferencen på Århus Universitet var mødet med en kristen fra et muslimsk land i Asien, hvor de kristne udgjorde en meget lille minoritet. At gøre en religion til en del af et lands identitet, sagde han, er en stor synd, for det får uvægerligt betydning for forståelsen af borgernes rettigheder. Islams indflydelse på kirken i dette land har været meget ødelæggende pga af de diskriminerende og undertrykkende love rettet mod de religiøse minoriteter: • Blasfemilove, som er den ultimative forbandelse for kristne. • Apostasi/konversionslove, som betyder at konvertitter fra islam til kristendom mister deres arveret og risikerer at blive slået ihjel. • En social og økonomisk kvælning af det kristne samfund, der fx gør det meget vanskeligt for kristne at få et job. • Islamisering af den kristne tro og teologi, der fører til, at kristne fristes til at se på deres egen tro gennem islamisk briller (som fx når kristne får en forkert forståelse af lov i kristendom og begynder at forstå bibelen som var den en koran. Denne kristne mand havde det meget svært med den romantisering af kristnes minoritetssituation, som han undertiden oplevede at møde i vesten. For det kristne mindretal i dette land var det blodig alvor at være et svagt og ubetydeligt mindretal. Hans foredrag var – med hans egne ord – et skrig fra et hjælpeløst folk, men et hjælpeløst folk, som var modigt nok til ikke at gå under jorden, men trofast at leve evangeliet ud i deres hverdag. For den lille kirke i dette muslimske land var kristendommens kerne forsoningen, menneskehedens forsoningens med Gud, og menneskers forsoning med hinanden. Vi forsøger at udleve (reenact) Guds kærlighed, sådan som vi selv har erfaret Guds kærlighed. Det er der vi er, sagde han, og det er der missionen må være i det tredje årtusinde. For denne kristen er kristendommens ”omega punkt” det, vi – som muslimer og kristne – er fælles om. Vor fælles humanitet – og vor ”fælles” Gud. Hvis der er en muslimsk Gud, en hindu Gud og en kristen Gud, så er der for mig overhovedet ingen Gud. Vore fælles værdier og vor fælles mission, fx at bekæmpe fattigdom. Vi hørte skriget fra et hjælpeløst folk, som har brug for vor solidaritet, og et folk, som har noget at lære os. Århus Universitet, onsdag, den 27. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

10


9. Mission forudsætter, at kristne nægter at slå hinanden ihjel I disse dage afvikles en international konference på Århus Universitet under overskriften ”Kirke og mission i et multireligiøst tredje årtusinde”. For hovedtaleren her til morgen, prof. Stanley Hauerwas, har kirken imidlertid ikke en mission, og kirken er heller ikke et redskab for mission, men kirken er mission. Det har været en konstant fristelse for kristne at finde måder at undgå at være vidner på. Vi vil gerne tro, at vi kan vise hvad vi tror på uden hensyn til, hvilket liv vi lever. Det er sandt, at det Gud har gjort i Kristus er sandt og godt, selv om vi er troløse vidner, men det betyder ikke, at der så ikke er en anden et andet sted, som er det trofaste vidne om Jesus. I sidste ende gælder det, at ”the teller and the tale are one”. For Hauerwas er der en uløselig forbindelse mellem ekklesiologi og mission. Frelsen er ekklesial i den betydning – med et citat fra Brian Stone, som for øvrigt også deltager i konferencen – at frelse “in the world is a participation in Christ through worship, shared practices, disciplines, loyalties, and social patterns of his body.” Derfor giver det ikke mening at sige, at kirken har en mission, men ved at være tro mod evangeliet er kirken mission. Kirken forstået som mission indebærer en anerkendelse at mission er knyttet til kirkens katolicitet (universalitet og enhed). For Hauerwas er mission ikke bundet op på kirkens udsendelse af missionærer. Fra tid til anden kan det være nyttigt for kirken at udsende missionærer, men kirkens første opgave er at være et vidnes i og for i de verdener, som kirken lever i. Al missionsarbejde er i den forstand lokal. Men fordi mission er en lokal sag, må der være en essentiel forbindelse mellem kirkens katolske karakter og missionens karakter. Kirken i mission må udfordre de grænser, som truer med at skille kristne fra hinanden. ”At the very least that means that the missionary task of the church depends on the refusal of Christians to kill one another”. Med et citat fra Yoder slog Hauerwas fast, at ”where Christians are not united, the gospel is not true in that place”, hvilket betyder at kirkens vidnesbyrd derved kompromitteres. Kirkens katolicitet er uløseligt forbundet med mission gennem tilstedeværelsen overalt af et folk, hvis eksistens er bestemt af tilbedelsen af Gud. Det er evangeliet kraft til I kirken til at overskride grænserne ikke bare af rum og tid, men også sociale og alle andre grænser, som gør den lokale kirke virkelig “katolsk”. Det betyder imidlertid, at der ikke er nogen udfordring som er vigtigere for kirkens mission en Kristen enhed. Hauerwas blev imødegået af Jan Ole Henriksen fra Oslo og Niels Henrik Gregersen fra København. Bl.a. blev der peget på, at vi en nordisk teologisk tradition lægger mere vægt på skabelsesteologien i vor missionsteolog, og at det med en luthersk forståelse af synden – og så i kirken – var problematisk at hævde, at kirken er mission. Diskussionen om kirke og mission i det 3. årtusinde fortsætter – under den fælles forudsætning – “at kristne nægter at slå hinanden ihjel”. Århus Universitet, torsdag, den 28. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

11


10. Missional kirke I 1998 redigerede professor Darrell Guder fra Princeton i USA, som også medvirkede på missionskonferencen på Århus Universitet, bogen ”Missional Church”. Siden da er ordet ”missional” blevet populært i mange kredse og brugt om ”alt godt fra havet”, understregede Guder. Introduceringen af ordet ”missional” i bogen ”Missional church” indebar en appel om en ny gennemtænkning af ekklesiologien og missiologien. Ekklesiologi – læren om kirken – har i flere hundrede år fået lov til at udvikle sig ud reference til mission. Ligesom missiologi – læren om mission – ofte er blevet udviklet uden reference til kirken. Missional kirke indebærer udviklingen af en missional ekklesiologi og en ekklesial missiologi. Mission har sit udspring i Guds mission (missio Dei), som kirken inddrages i. At være kirke er at være i mission, og mission er forankret i den kristne menighed. Udfordringen er at overveje, hvordan deltagelsen i Guds mission i verden oversættes til konkret praksis i den lokale menighed. Samtidig er det altså en udfordring at forstå al teologi – i alle dens afdelinger – som missional teologi. Eller som Martin Kähler en gang udtrykte det, ”Mission er teologiens moder”. Et eksempel på det blev vi præsenteret for i morges, da Ross Wagner præsenterede en missional hermeneutik af Matt 26,6-13, altså en tolkning af teksten ud fra dens oprindelige formål – og dens formål i dag – at bidrage til en missional formering eller dannelse af de kristne, som hørte evangeliet. Det helt store spørgsmål er, hvordan de teologiske uddannelsesinstitutioner, kan give de kommende præster den missionale formering og udrustning, der sætter dem i stand til at bidrage til formningen af missionale menigheder. Som flere i salen spurgte Darrell Guder og de to andre i Panelet, Bryan Stone og Martin Reppenhagen, er det overhovedet muligt på statslige teologiske fakulteter? De fleste vil naturligvis svare, at det ikke kan lade sig gøre, og det heller ikke burde kunne lade sig gøre på denne måde at relatere en akademisk uddannelse på et statsligt universitet på til behovene i en værdibaseret institution som kirken. For mig rejser det imidlertid spørgsmålet i en postmoderne tid, hvor vi har indset, at værdineutralitet er et meget problematisk begreb: Hvordan kan det være, at statslige uddannelsesinstitutioner ikke føler, at de kompromitterer deres akademiske integritet ved at tilpasse deres uddannelser fx til behovene i kapitalistiske virksomheder, således at kandidaterne kan fungere effektivt til i overensstemmelse med de værdier, som disse virksomheder opererer ud fra? Skulle det ikke være muligt at undgå, at teologien på de teologiske fakulteter fortsat skal være om ikke forældreløs, så dog moderløs?

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

12


11. Mission som “en liflig duft”? På konferencen har der været taget kritisk livtag med teologi og praksis vedrørende kirkens mission. Ross Wagner pegede I sin missionale hermeneutik af 2. korniterbrev på “the aroma of Christ” som en vision om menneskers oplevelse af kirkens deltagelse I Guds mission I verden. At kirkens mission langt fra altid har været oplevet som “en liflig duft”, mindede Werner Ustorf os om på konferencens første dag, hvor han med sin postkoloniale kritik af den moderne missionsbevægelse ønskede at lufte ud i kirke og mission. Knut Lundby fra Norge tog her til morgen udgangspunkt I et citat fra Shakespeares “Hamlet”. “There is something rotten in the state of Denmark”. Det, som er råddent og som stinker, er det begreb om cybespace, som vi på konferencen I Danmark skal diskutere. Lundby gjorde opmærksompå at det er en vildlendende konstruktion at friste os til at tænke om cyberspace som en parallel verden. Cyberspace er en del af vor ene virkelighed. Hvilken betydning har det så for kirken og mission? “To be or not to be online; that is not a question!” Århus Universitet, fredag, den 29. Januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

13


12. Revner i konferencens akademiske program Både i går og i dag blev dagens program på den internationale konference om kirke og mission i et multireligiøst 3. årtusinde indledt med en bøn. I dette teologiske auditorium er der helt sikkert blev holdt teologiske foredrag om bøn, men jeg gætter på, at det er første gang, at et akademisk teologisk arrangement er blevet indledt med en bøn til Gud (Theos), som har givet navn til faget theo-logi (læren om Gud). Konferencen samler bade akademiske teoretikere og kirkelige praktikere til en fælles refleksion om kirke og mission. At det ikke er uproblematisk at bringe academia/teologi/teori og kirke/mission/praksis sammen dukker op i debatten gennem udsagn om nødvendigheden af vandtætte skotter mellem den akademiske videnskabs og kirkens/missionens interesser, behov og principper. På de tre dage, som konferencen varer, er der foredrag og debatindlæg fra en lang række af de førende teologer og missiologer fra hele verden, som fx. Stanley Hauerwas, Brian Stanley, Darrell Guder, Patrick Keifert, Ross Wagner, Werner Ustorf, Brian Stone, Kenneth Ross, Andrew Walls, John Drane og mange mange andre. Den første dag havde jeg I al ydmyghed placeret mig på en af de bageste rækker i auditoriet. I en pause hilste jeg på min sidemand, og – “lo and behold” – det var den internationalt kendte og anerkendte forfatter til en bog som jeg og mange andre med stort udbytte har læst, nemlig “Evangelism after Christendom” Programmet er en imponerende flade af akademisk input af højeste kvalitet, men undertiden er revnerne i fladen helt uundværlige. Trods alle de mange vigtige forelæsninger og debatter i auditoriet og de dertil hørende vægtige papers, som kalder på at blive læst, har jeg på fornemmelsen, at det vigtigste foregår i pauserne. Her er der mulighed for at genopfriske gamle venskaber og at knytte nye kontakter, at udveksle erfaringer og planer – kort sagt at netværke. Når teori møder praksis og ideer knyttes til personlige relationer, bliver det spændende. I aftes var konferencen deltagere inviteret til en festlig reception på rådhuset. Her blev vi helt synligt mindet om, at vi virkelig er på vej ind i et multirelgiøst 3. årtusinde. Viceborgmesteren, som gav en hjertelig velkomst til teologer og teologistuderende., missiologer og missionærer mv., var muslim. Århus Universitet, fredag, den 29. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

14


13. Nye udtryk for den éne hellige almindelige apostolske kirke ”The McDonaldization of the Church” var titlen, på en bog, som John Drane udgav i 2000. McDonald, som har vist sig meget effektiv som en business-model, er et udtryk for en modernistisk rationalisering, som dehumaniserer os, og er derfor ødelæggende for kirken. Imidlertid er der meget, der tyder på, at mange kirker i den konstantinske kristenheds sidste – moderne – fase har været fristet til at anvende denne model. I en dansk folkekirkelige sammenhæng har der især tidligere været ryster fremme om, at danskerne skulle have den samme tryghed mht. et kirkeligt standardprodukt i form af højmessen, som når de gik ind i en McDonald for at stille deres fysiske sult. John Drane, der er professor på Fuller Theological Seminary i Pasadena, Kalifornien, er englænder og engageret i ”Fresh Expressions of the Church”, et program, som bygger på rapporten ”Mission Shaped Church”. Kirken må sættes fri til at eksperimentere med nye kreative former for missionale menigheder der tager højde for den virkelighed, at mennesker og, kontekster er forskellige. I ”Fresh Expressions of the Church” taler man om ”a mixed economy” af traditionelle og nye former for kirke. Disse nye udtryk for kirke er imidlertid udsat for modernitetens tilbøjelighed til homogenisere alting. Mens McDonald-tilgangen vil indebære at gøre det til et effektivt program med en manual, så alle andre kan kopiere det, peger Drane på, at vi i stedet må værne om den kreativitet, som vor kreative Gud har skabt os med, og som vil føre til mangfoldighed. Mens mcdonalisering indebærer et fokus på det kalkulerbare udbytte – hvor mange nye kommer der i kirke, hvor mange bliver omvendt, indebærer Fresh Expression-tilgangen et fokus ikke på kvantitive parametre, men på udviklingen af relationaliteten med udgangspunkt i relationaliteten i den treenige Gud. I en McDonald-model er alt forudsigeligt, fordi der kun er en rigtig måde at gøre tingene på for at være en rigtig kirke, mens Drane understreger betydningen af at anerkende, at der mangfoldige måder at være en genuin kirke på. I en McDonald-burgerbar er kontrol kodeordet, men i Fresh Expressions anerkender man, at vi må opgive at ville kontrollere alting. Undertiden bruger Gud helt ordinære mennesker til at gøre de mest ekstraordinære ting. Drane ser disse fire aspekter ved ”Fresh Expressions” som en måde, at udtrykke, at kirken er EN, HELLIG, ALMINDELIG, APOSTOLSK kirke. Såvidt Drane. Lige som der er alternative udgaver af McDonald-virksomheder, som grundlæggende arbejder efter samme homogeniserende principper, er der også en række kirkelige McDonald-produkter på markedet i Danmark, koncepter, som tilbyder succes på det kirkelige område. Ved siden af de importerede McDonald-produkter har vi også vort eget folkekirkelige McDonald-produkt, som er meget ældre end McDonald. Et kirkeligt produkt, som sikrede, at kirkegængere uden hensyn til

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

15


hvor i landet de valgte at gå til højmesse – med få varia tioner – kunne være sikker på at opleve en næsten identisk gudstjeneste. Jeg må her bekende, at jeg undertiden i mangel af bedre alternativer inden for rækkevidde konsumerer McDonalds produkter, men det er kun en gastronomisk nødløsning, som kan holde sulten fra livet. På samme måde er kirkelige mcdonald-produkter ikke værdiløse, men jeg er overbevist om, at den kreative Gud med sin kirke har tiltænkt os noget langt mere kreativt. Århus Universitet, fredag, den 29. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

16


14. Missiologiens fremtid? I den afsluttende panel debat om missiologiens fremtid indledte missiologiens ”grand old man” Andrew Walls med at rette en tak til den skandinaviske missiologi repræsenteret ved folk som Torben Christensen, Sundkler og Aagaard, som var et lys i missiologiens mørke periode. Dernæst mindede han om, at missiologien egentlig burde være alle teologiske discipliners ansvar. Men ligesom den holdning at opvasken er alles ansvar i familien ofte fører til at ingen tager opvasken, på samme måde har det ofte været med missionen. Derfor er vi nogle missiologer, som tilbyder at tage opvasken. Walls førte på sin karakteristisk suveræne måde tilhørerne på en tour de force gennem 2000 års kirke- og missionshistorie. En afgørende begivenhed i hans optik var udviklingen i det 6. Århundrede, som førte til en opdeling af kirken efter etniske linjer, som åbnede op for de følgende århundreders tragiske splittelser i den globale kirke. Walls understregede betydningen af den store europæiske migration, som begynde omkring år 1500 og skabte den moderne verdensorden og endte i det 20 århundrede – med etableringen af staten Israel. Nu oplever vi så en omvendt migrationsbevægelse fra den ikke-vestlige verden til den vestlige verden, en bevægelse, som har store konsekvenser for kristendommen og andre religioner. Nu er kirken blevet multietnisk og missionsinitiativer udspringer fra et hvilken som helst hjørne af verden og rettes mod en hvilken som helst del af verden, helt uden om de strukturer, som prægede den moderne missionsbevægelse. Den vestlige teologi, som er blevet formet af den europæiske intellektuelle historie og især oplysningstiden med dens begrænsede univers, viser sig i dag at være for begrænset i perspektiv til at kunne håndtere den afrikanske og asiatiske virkelighed. Vi kan nu forvente, at se en åbning op af teologien med en forøget kristen interaktion med afrikanske og asiatiske kulturer, måske lige så kreativ som den interaktion, der fandt sted med den hellenistiske kultur i de tidlige kristne århundreder. Måske vil Europa og Amerika komme stil at spille en vigtig rolle som teologiske laboratorier, fordi der nu i Vesten findes alle de byggesten fra hele verden, som der er brug for til i teologisk forstand at bygge det nye tempel i Ånden, der igen understreger den kristne tros multicentriske væsen. At vi har været 175 deltagere på denne konference, og mange af os sågar danskere, viser, at der er i dag er et voksende antal mennesker, som tilbyder at tage opvasken. Århus Universitet, fredag, den 29. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

17


15. Præstegården og præstens autoritet Jeg husker det lige så tydeligt som var det i går, men det er nu snart seks år siden. Danske Kirkedage blev i 2004 indledt med et møde i gården foran Jan Lindhardts bispesæde i Thuras statelige bygninger. Da jeg læste Jan Lindhardt klumme om ”Boligens betydning” og om at ”Præstegårde giver pondus” (i Kristeligt Dagblad 29. jan. 2010), kom jeg til at tænke på mødet foran bispeboligen. Selvom det regnede og var koldt, var det en fin oplevelse at indlede kirkedagene i selveste biskoppens forgård. I klummen fortæller Jan Lindhard, at en dag vendte hjem til bispegården i taxa og oplevede, da taxaen svingede ind gennem palæets store brede port, at ”en andægtig tavshed bredte sig, fordi min chauffør ved synet af Thuras statelige bygninger blev klar over, at det var en helt særlig person han havde haft med. Mine ord fik også en anden vægt, end de havde haft hidtil.”. Biskoppen lod sig dog ikke mærke med noget, selvom han godt forstod taxa-chaufførens reaktion. I denne artikel stiller (ex)biskoppen det vigtige og vægtige spørgsmål, ”Kan man forkynde Guds ord med den fornødne kraft, hvis man ikke bor nogen steder, det er værd at regne med?” I mange århundreder har den dominerende kirke i Danmark, som vi i dag kalder folkekirken, været knyttet til staten, som en statskirke. Præster har ikke bare repræsenteret evangeliet og kirken, men også statsmagten, og er da også i dag statstjenestemænd med den status, det giver. Guds ord har altså været forkyndt med den fornødne kraft, der ligger i, at præsten har statsmagten i ryggen, og at præsten er en af statens embedsmænd. Præsteembedet og dermed også forkyndelsen har altså været forlenet med en statslig autoritet. I min barndom i 1950’erne havde jeg det indtryk, at præsten sammen med overlæreren og lægen havde en særstilling i vort lokalsamfund, som mennesker med en ubestridelig autoritet. Vi vidste alle, hvor præsteboligen lå, men hvis et nødvendigt ærinde gjorde det nødvendigt at nærme sig eller lige frem træde ind præsteboligen, kunne vi også blive grebet af “en andægtig tavshed”. Men tiderne skifter. I slutningen af det 2. og begyndelsen af det 3. årtusinde efter Kristus bliver det tydeligere og tydeligere for flere og flere, at det gamle kristenhedssamfund, der har sine rødder helt tilbage til den gang i det 4. Århundrede, da kejser Konstantin gjorde kristendommen til imperiets religion, er under afvikling. Kristendommen – og dermed også kirken - er tilsyneladende på vej til at miste sin privilegerede stilling i samfundet, og dermed eroderes også præsternes autoritet. Præstegården var i århundreder var et vigtigt centrum for landsbysamfundet, men i dag er der mange sognebørn, der ikke aner, hvor præsteboligen ligger. Men, men, men … ”Kan man forkynde Guds ord med den fornødne kraft, hvis man ikke bor nogen steder, det er værd at regne med?” Det ville jo være katastrofalt, hvis ophævelsen af præsters bopælspligt i autoritetsgivende præstegårde skulle underminere deres forkyndelse af evangeliet. Her kan man heldigvis hente trøst i, at Jesus, der selv var Guds Ord, forkyndte Guds Ord, uden at bo et sted, der var værd at regne med, ja, han ejede end ikke en sten, han kunne hvile sit hoved på. Og alligevel er Guds Ord aldrig blevet forkyndt med større kraft. Heller ikke Paulus, der if. Apostlenes Gerninger forkyndte Guds Ord med stor kraft, havde en præstebolig, til at give hans forkyndelse autoritet. Så måske er der alligevel håb om, at Guds Ord også vil kunne forkyndes af

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

18


præster med “den fornødne kraft”, selvom det skulle blive besluttet at tillade, at præster bor i almindelige opgange og parcelhuskvarterer sammen med os almindelige mennesker. Christiansfeld, lørdag, den 30. januar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

19


16. Til kamp mod mobning! Dansk Folkeparti er nu gået aktivt ind i kampen mod mobning i skolen. Partiet står i dag klar med et lovforslag, der skal forbyde samtale i timerne og i frikvartererne på andre sprog end dansk. Uddannelsesordfører Marlene Harpsøe slår fast, at ”Det er vigtigt for at forhindre mobning. Vi har set eksempler på skoler, hvor elever har brugt fremmedsprog til at mobbe og tale bag om ryggen på andre. Vi vil gerne være med til at sikre, at man ikke taler arabisk eller urdu eller andre sprog end dansk. I den danske folkeskole taler man dansk” (Politiken 5. feb. 2010) Alle retsindige borgere i det danske samfund må naturligvis bakke op om kampen mod mobning. At blive mobbet kan være ødelæggende ikke bare for en mobbet elevs skoledag, men kan ødelægge vedkommendes selvværd på langt sigt. Det er naturligvis er problem, hvis andre elever bag ens ryg siger nogle meget nedsættende og ærekrænkende ord om én, på et sprog som mange andre forstår, men som eleven den mobbede elev ikke forstår. En naturlig konsekvens af forbuddet mod andre sprog end dansk, som alle forventes at kunne forstå og bruge, er naturligvis, at vi også må have forbudt en lang række dialekter. Som indvandrer i Sønderjylland er jeg ofte i tvivl om, hvad dialekttalende sønderjyder siger til og om mig. Og selvom jeg ikke tror, at det sker, så kunne de jo i princippet indimellem mobbe mig. Men endnu værre end den mobning, som foregår på et sprog, som den mobbede ikke forstår, fordi det er arabisk eller sønderjysk, er den mobning, som man kun alt for godt forstår, fordi den foregår på et let forståeligt dansk. For at Dansk Folkepartis anti-mobbe-politik skal få den ønskede virkning, må der også nedlægges forbud – både i klasseværelserne og i skolegården – mod at anvende de nedsættende og ærekrænkende udtalelser om andre mennesker, som folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti har fået for vane at bruge i deres omtale med en gruppe af vore danske medborgere, nemlig muslimerne. For ikke utilsigtet at komme til at bidrage til en mobningen af disse mennesker, som både er ødelæggende for deres selvværd og vanskeliggør deres integration i det danske samfund, vil jeg her undlade at give eksempler på denne mobbende sprogbrug. Da Dansk Folkeparti nu har kastet sig ind i kampen mod denne person- og samfundsnedbrydende mobning, har jeg en klar forventning om, at partiet også vil indstille sin egen mangeårige mobbekampagne især mod indvandrere og nydanskere med muslimsk baggrund. Christiansfeld, fredag, den 5. februar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

20


17. Norden for lands lov og ret Norden for lands lov og ret. Det var der vi skulle hen for at holde vinterferie i min storebrors sommerhus i tredje klitrække. Da vi i går havde krydset Limfjorden og var kommet til Nordjylland, var jeg kommet tænke på en samtale for nogle år siden med en københavnsk journalist, der var flyttet til Nordjylland. Ret hurtigt slog det ham, at de fleste biler havde krog på, en jydekrog, som han kaldte det. Efterhånden fandt han ud af, det stort set aldrig var campingvogne men trailere, de kørte rundt med tidligt og sent. Årsagen var, at de supplerede den moderne pengeøkonomi med en blomstrende traditionel naturalieøkonomi. Det er sikkert sandt, at kildeskatten aldrig er blevet det helt store hit i Nordjylland, men at påstå at man ikke kender til moms, er helt forkert. En gang i 70’erne, da jeg var hjemme og besøge mine forældre på gården, kom den lokale grisehandler for at slå en handel af med min far. Under formiddagskaffen ved min mors køkkenbord, hvor postbuddet og flere andre havde sluttet sig til selskabet, udviklede der sig, som det tit skete, en heftig politisk debat. Grisehandleren, der var en fremskridtets mand, var tilhænger af Glistrup og hans kamp mod indkomstskatten, og min far var som de fleste landmænd Venstre-orienteret. Midt under den højlydte debat hev grisehandleren to tegnebøger frem. “Den her tegnebog bruger jeg, når jeg handler med moms” sagde han og holdt den en lidt slunken tegnebog frem. Så tog han en anden tegnebog frem, som knapt kunne lukkes, og hamrede den i bordet. “Men den her tegnebog bruger jeg, når jeg handler uden moms.” Nordjylland ligger langt fra København, fra folketinget og regeringen. Men det betyder nu ikke, at nordjyder af den grund har mindreværdskomplekser. Som en af mine nordjyske venner udtrykte det forleden. Vi er ikke stolte over at være nordjyder, blot ydmyge og taknemlige. De fleste veje på min hjemegn er kommunale, men vi har også en del statsveje i klitplantagerne. Det havde ikke sneet i over en uge, og alle de kommunale veje var ryddet, men jeg havde alligevel mine bange anelser mht. de statsveje, som skulle føre os det sidste stykke vej ud til vort sommerhus. Der er trods alt langt fra statsmagtens centrum i København til Jammerbugten. Og ganske rigtigt, den første frakørsel fra kommunevejen til vort sommerhus var en statsvej, som var sneet helt til. Men vi havde forudset, at statsmagtens lange arm ikke nåede helt her ud i klitten for at sørge for at rydde vejene. Derfor havde vi kontaktet den lokale vognmand. Formedelst en plovmand – eller var det mon to – havde han lovet at spænde sneploven for lastbilen og rydde den anden statsvej, der førte hen til sommerhuset. Vi er ganske rigtigt endt norden for lands lov og ret, men det er nu ikke så ringe endda. Tranum Strand, lørdag den 13. februar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

21


18. Kongen af Nepal og grundloven Det fortælles, at kongen af Nepal i forbindelse med Nepals overgang fra kongens absolutte enevælde til demokrati læste en oversættelse af den danske grundlov fra 1953. Hvis det, han kunne læse ud af denne grundlov var et udtryk for kongens magt i et demokrati, så kunne han se fremtiden i møde med fortrøstning. Kongen kunne både udnævne og afskedige regeringen, og han havde del i både den lovgivende og udøvende magt. Kongen førte udenrigspolitikken og kunne benåde mennesker. Spørgsmålet er, om danskere, der læser vor gældende grundlov, som for to tredjedeles vedkommende er uændret siden 1849 grundloven, får et mere præcist billede af styreformen i Danmark en kongen af Nepal gjorde. Jyske Lov fra 1241 indledes med ordene om, at ”med lov skal land bygges” og at ”loven skal være … tydelig, så alle mænd kan vide og forstå, hvad loven siger”. Hvis vort samfund skal bygges med lov, så må grundloven være at ligne med vort samfunds fundament. I det lys er det dybt problematisk, at vor gældende grundlov langt fra er så ”tydelig, så alle mænd [og kvinder] kan vide og forstå, hvad loven siger”. Men kan det ikke være lige meget med grundloven, når vi nu har et demokrati, hvor folketinget hele tiden kan vedtage love, som kan samle et flertal på mindst 90 ud af tingets 179 medlemmer? Nej, det er ikke lige meget, hvis vi ønsker en demokratisk retsstat og ikke en totalitær demokratisme. Hvis folketinget og ikke grundloven er den øverste demokratiske instans, er der ingen grænser for, hvilke love det til enhver tid herskende flertal kan vedtage. I princippet kunne grundlæggende frihedsrettigheder “på demokratisk vis” afvikles punkt for punkt. I en demokratisk retsstat, derimomd, bliver folketingets lovgivere af højesteret hold fast på de grundlæggende principper for en demokratisk retsstat, som er fastlagt i grundloven. Jo mere uklar og uaktuel grundloven er, jo vanskelige er det imidlertid for dommerne at holde politikerne fast på vort samfunds grundlæggende spilleregler. Et specielt problem er fx, at menneskerettighederne ikke er indskrevet i grundloven. Det betyder ikke, at vi som samfund ikke er juridisk forpligtet på menneskerettighederne, for det er vi gennem de europæiske traktater, vi har underskrevet. Men fristelsen er nærliggende for nogle politikere at distancere sig fra menneskerettighederne, fordi de ikke dermed direkte bryder med grundloven. Dermed bliver menneskerettighederne ikke opfattet som en del af de grundlæggende danske spilleregler, men som noget, der trækkes ned over vort hoved udefra. I de seneste år er værdipolitikken kommet til at spille en stadig stærkere rolle, og der tales mere og mere om sammenhængskraften i et mere og mere mangfoldigt samfund. Igen og igen afspores debatten imidlertid af ligegyldige drøftelser af, hvilke stoffer kvinder må bære eller ikke bære på deres krop, eller hvilke symbolladede tårne der må bygges, om skoler må holde café-møder for mødre, om hvilke praktiske hensyn, der må tages til forskellige religiøse befolkningsgrupper på arbejdspladser og i institutioner. Som om vi ville have sikret sammenhængskraften i samfundet, hvis vi fik skabt en ensretning på disse områder. Mon ikke det er på tide at drøfte de helt grundlæggende værdier, som skal sikre sammenhængskraft i det danske samfund, nemlig de fælles grundlæggende spilleregler, som grundloven fastlægger eller burde fastlægge, og som vi må holde hinanden fast på, og som må være styrende for folketingets lovgivning, offentlige myndigheders administration og domstolenes virke.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

22


Hvis kongen af Nepal skulle søge asyl i Danmark og arbejde på at blive integreret i det danske samfund, så ville det være hensigtsmæssigt, at især grundloven var så ”tydelig, så alle mænd [og kvinder] kan vide og forstå, hvad loven siger”. Tranum Strand, lørdag, den 13. februar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

23


19. Tre religionspolitiske scenarier Efter råd fra Dansk Folkeparti har regeringen besluttet at afvise Den Katolske Kirkes anmodning om at få staten til at opkræve ”kirkeskat” til den katolske kirke. Skatteministerens begrundelse er, at det vil være i modstrid med folkekirkens grundlovssikrede særstatus. På spørgsmålet, om folkekirkens særstatus skulle betyde at andre trossamfund ingen privilegier skal have, svarer Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti: ”Hvis man begynder på det, hvad så med andre private foreninger? Her er der så tale om en forening med et religiøst formål. Det kunne jo lige så godt være en håndboldklub” (Bente Clausen, “DF stoppede katolsk kirkeskat”. Kristeligt Dagblad 17/2/2010 ). I vor sekulariserede tid er det et besnærende svar, som sikkert vinder genklang i store dele af befolkningen. Problemet er imidlertid, at samme Langballe henviser til grundloven for at værne om folkekirkens særstatus, mens han overser samme grundlovs løfteparagraf om, at de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov. Det vil altså sige, at grundlovsfædrene anerkendte, at der er en principiel forskel på et trossamfund og så en håndboldklub. Som mange andre allerede har påvist, er der absolut ingen holdbar juridisk begrundelse at hente i grundloven for at afvise at opkræve ”kirkeskat” for den katolske kirke. Afvisningen er altså ikke ”juridisk”, men som en politisk afgørelse. Spørgsmålet er derfor, hvilken religionspolitik er det så, regeringen – og dens støtteparti – lægger op til? Så vidt jeg kan se, er der mindst tre mulige religionspolitiske scenarier. Hvis de sidste årtiers udvikling fortsætter nærmer vi os mere og mere en sekularistisk model. Skolen er allerede blevet skilt kirken, og flere og flere politikere taler om at få religion (og dermed folkekirken og de øvrige trossamfund) ud af det offentlige rum. Religion bliver en privatsag, og trossamfundene bliver at betragte på niveau med holdboldklubber. Kirkens adskillelse fra staten er en del af denne proces. Der er imidlertid også helt andre tendenser, som peger i retning af et nationalt-kristeligt scenarie. Udgangspunktet er her, at folkekirken har og vedblivende skal have en særstatus i samfundet, som Danmarks og danskernes kirke. Her bliver kristendommen i almindelighed og folkekirken i særdeleshed indskrevet i en værdipolitisk kamp, og kristendom og folkekirke gøres til konstituerende elementer i en dansk identitet. Andre europæiske samfund har imidlertid bevæget sig i retning af en religionspolitisk model, der indebærer en statslig anerkendelse af alle religiøse trossamfund og en regulering af deres forhold til staten gennem lovgivning. Udgangspunktet er, at trossamfund har en helt anden status i samfundet en fx håndboldklubber og at det vil være ikke bare i trossamfundenes men dybest set hele samfundets interesse, at der etableres ordnede samarbejdsforhold mellem staten og trossamfundene. En sådan model indebærer ikke nødvendigvis en adskillelse af stat og kirke og en afskaffelse af folkekirkens privilegier, men en regulering af trossamfundenes rettigheder og pligter i forhold til staten, og her ville en statslig opkrævning af ”kirkeskat” eller ”trossamfundsskat” være et naturligt element. Det er på høje tid vi får en saglig debat om, hvordan vi vil opfylde grundlovens løfteparagraf om regulering af forholdet mellem trossamfund og staten. Tranum Strand, onsdag, den 17. februar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

24


20. Religiøse særhensyn og demokrati Nasser Khader har ordet ”demokrati” tatoveret på arabisk på sin muskuløse højre overarm, og han betegner ligefrem sig selv som demokratisk fundamentalist. Sammen med en række andre politikere går han ind for, at der i demokratiets navn skal iværksættes en undersøgelse af religiøse særhensyn. Jo mere jeg lytter til tilhængerne af en sådan undersøgelse, jo mere står det klart for mig, at formålet ikke primært er at undersøge de religiøse særhensyn, der tages til det store flertal, som folkekirken udgør, men at der er tale om en kritisk undersøgelse af, hvilke særhensyn der tages til de religiøse mindretal. Egentlig undrer det mig, at hensynsfuldhed nu problematiseres. Jeg har været så naiv, så jeg gik og troede, at det grundlæggende var godt at tage hensyn til hinanden, og at hensynsløshed var en karakterbrist, og ikke noget, som vi skulle søge at fremelske hos hinanden i det danske samfund. Jeg troede også, at det var en dyd at vise særhensyn til religiøse mindretal, så længe det ikke gik ud over andres frihed. Og jeg har i mange år glæde mig over den pragmatiske måde, man på skoler og virksomhed har givet rum for forskellighed også på det religiøse område ved at vise hensyn til hinanden. Helt særligt undrer det mig, at forkæmpere for det danske demokrati tilsyneladende vil hensynet til religiøse mindretal til livs. Jeg har været så naiv, at jeg gik og troede at et godt demokrati – som jeg bestemt anser det danske for at være – skulle kendes på, hvordan det behandler sine mindretal, og at det ville være en politisk brist, hvis flertallet brugte sin magt uden overhovedet at tage hensyn til mindretallets ønsker og behov. Det kan godt være, at der kan samles et demokratisk flertal for at fjerne religiøs særhensyn til det muslimske mindretal. Men når man bevæger sig ud på denne demokratiske glidebane, vil det blive vanskeligt at standse den hensynsløse rutsjetur, der i lighedens navn vil fjerne alle religiøse hensyn. Når man først er begyndt at mistænkeliggøre hensyn til religiøse minoriteter, er der mange andre hævdvundne hensyn til minoriteter og dem, der er anderledes, som flertallet ser sig i sin gode ret til at eliminere. For enden af denne glidebane ligger et samfund, som er konsekvent demokratisk i betydningen styret af flertallets vilje, men hvor hensynsfuldheden bliver hjemløs. Måske skulle Nasser Khader og de andre forkæmpere for demokratiet bruge deres demokratiske muskler til i stedet at værne om et dansk demokrati præget af respekt for mindretal og præget af dansk pragmatisme og en vilje til at vise hensyn også til religiøse mindretal, så længe disse hensyn ikke begrænser hensynet til andres frihed. Christiansfeld, lørdag, den 20. februar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

25


21. “Da haver i rigdom vi drevet det vidt” ”Højere, hurtigere, stærkere”, sådan lyder det olympiske motto. I Vancouver kæmpes der blandt alle verdens nationer om guld, sølv og bronze. Kan man ikke vinde medalje, kan man i det mindste satse på at komme i top ti. Den danske regering er som et andet Team Danmark blevet optændt af den hellige olympiske ild og er kommet på vinderkurs på den lange bane frem mod 2020. Med et firedobbelt V-tegn lancerede statsminister Lars Løkke Rasmussen den nye regerings plan for viden, vækst, velstand og velfærd i international klasse. Hvor er det vi skal hente medaljerne? Det er på energiområdet, hvor vi skal blive blandt de tre mest energieffektive lande i verden. Bliver det bronze, sølv, eller guld? Resultatet af den internationale konkurrence i disciplinen energi vil fremkomme samtidig med at de Olympiske Lege bliver afviklet i 2020. København er blandt de byer, som overvejer at konkurrere om værtskabet, men hvis vi skulle tabe denne konkurrence, kan vi måske til gengæld få guld i energieffektivitet. I 2020 er det også målet, at vi skal komme i finalen, når det gælder tryghed, frihed, integration og lighed og folkeskoleuddannelse. Der bliver nok at tage fat på i de kommende år, hvis vi skal nå disse ambitiøse mål, og derfor satses der på, at flere skal i arbejde og væk fra offentlig forsørgelse, og at den offentlige sektor skal være mere effektiv og mindre præget af bureaukrati. Kan Danmark ikke vinde medaljer – vi er trods alt kun et lille land – så er en placering i top-ti heller ikke at kimse ad. Vi skal blive blandt de 10 bedste til at leve længe, og mindst ét af vore universiteter skal blive blandt Europas 10 bedste. Og øverst på regeringens 2020 plan står …. at Danmark skal være blandt verdens 10 rigeste lande. ”Da haver i rigdom du drevet det vidt ….”. I alle olympiske discipliner har man udviklet avancerede måleinstrumenter, så der ikke kan være tvivl om placeringerne. Måleinstrumentet, når det gælder disciplinen rigdom, er … “It’s the economy, stupid” – ja, hvor dumt kan man spørge, det er naturligvis penge, bruttonationalproduktet (BNP). Som det lille land, Danmark er, bliver regeringen – ligesom Team Danmark – selvfølgelig nødt til at koncentrere sig om et begrænset antal discipliner at konkurrere i. En af de discipliner, som regeringen ikke har med på sin 2020 målsætning er fattigdomsreduktion. En af grundene til, at vi må melde fra til en række olympiske discipliner ved vinterlegene i Vancouver, er, at vi ikke har ret meget sne og frost i Danmark, ja, nogle vintre har vi næsten hverken frost eller sne. Der har da også i regeringen været tvivl om, hvorvidt vi overhovedet havde fattige her i landet, og i så tilfælde ville det jo ikke give nogen mening at konkurrere med andre lande om at reducere antallet af fattige. Men her i det europæiske fattigdomsår 2010 er regeringen dog alligevel kommet frem til, at vi også i Danmark har fattige. At deltage i en international konkurrence om at reducere fattigdom i Danmark er dog ikke relevant, fordi fattigdom er et meget komplekst fænomen, som ikke kan måles med et enkelt måleinstrument. Rigdom kan naturligvis måles i kroner og øre, men når det gælder fattigdom er penge kun en blandt talrige indikatorer.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

26


Så i stedet for at tælle de fattige og sætte mål for reduktionen af fattigdom, må vi nøjes med at synge om det håb, at det i 2020 vil gælde, at ”få har for meget og færre for lidt.” Christiansfeld, fredag, den 26. februar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

27


22. Mod til at sige undskyld Hvis et af formålene med ytringsfriheden er helt bevidst at krænke, håne og spotte andre mennesker og deres religion, så har Politiken med sit forlig med profeten Muhammeds efterkommere angående Politikens trykning af Muhammed-tegningerne svigtet i kampen for ytringsfrihed. Men det har aldrig været formålet med ytringsfriheden bevidst at krænke, håne og spotte andre mennesker, som fx et religiøst mindretal. Med visse begrænsninger – pålagt af lovgivningen bl.a. omkring injurier, racisme og blasfemi – er det det lovligt at krænke, håne og spotte andre mennesker, og sådan skal det være, men at gøre det til en lakmus-test på ytringsfrihed er helt malplaceret. Hvis Politiken har undskyldt, at de havde bragt tegningerne og forpligtet sig til ikke igen at optrykke Muhammed-tegningerne eller andre karikaturtegninger om islam, så har Politiken begået et trist knæfald for islamister. Men Politiken har ikke undskyldt, at de har bragt tegningerne, og har selvfølgelig heller ikke forpligtet sig til ikke igen at optrykke karikaturtegninger om islam. Hvad Politiken derimod har gjort er at sige undskyld for, at man utilsigtet har krænket muslimer i Danmark og i andre lande rundt om i verden ved at genoptrykke karikaturtegningerne. Var det en god ide, at Politiken sagde ”Undskyld” til disse muslimer? I det politiske liv sker det ekstremt sjældent, at politikere siger undskyld for noget som helst. For det allerfleste politikere gælder det, at der aldrig hos dem ”er noget at komme efter.” I almindelige mellemmenneskelige relationer, derimod, ville tilværelsen bryde sammen, hvis vi ikke en gang imellem fik ordet ”undskyld” over vore læber. Undertiden har vi gjort noget decideret ondt, som vi aldrig skulle have gjort, og derfor må vi naturligvis sige undskyld og søge at rette op på skaden. I andre tilfælde har vi gjort eller sagt noget, som ikke i sig selv var forkert, men som i situationen blev opfattet som en krænkelse, hån eller spot. I den situation kan man naturligvis nøjes med at holde fast i, at der ikke er noget at komme efter, fordi det ikke var min hensigt at såre nogen. Og så kan man forberede sig på en langvarig og måske eskalerende konflikt. Man kunne også sige undskyld, ikke for selve det man havde gjort, men for at det utilsigtet kom til at krænke den anden. Det kræver mod at sige undskyld for utilsigtet at have såret eller krænket et andet menneske, for den, der siger undskyld, vil ofte af omverdenen blive betragtet som svag. Men forsoning mellem mennesker er ikke mulig, hvis vi ikke vil lytte til hinanden og prøve at forstå, hvordan modparten opfatter tingene, og om nødvendigt sige undskyld. Et dagblad som fx Politiken har brug for stort mod til at udnytte ytringsfriheden til at sige alle magthavere – både politiske, økonomiske og religiøse – imod og præsentere et så sandt billede af virkeligheden som muligt. Men det kræver også mod for et dagblad som fx Politiken at sige undskyld, når man utilsigtet har såret eller krænket menneskers følelser. Christiansfeld, fredag, den 26. Februar 2010 Se ordlyden af Politikens erklæring her. Se også ordlyden af Jyllands-Postens undskyldning i 2006 her.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

28


23. Mod til dialog Politikens undskyldning for utilsigtet at have krænket deres religiøse følelser indgår i et forlig med en række muslimske foreninger. Forligsteksten er slutstenen på en dialogproces, som Politiken valgte at indgå i. En meningsfuld dialog forudsætter for begge dialogparter to egenskaber eller holdninger. Evnen og viljen til at lytte til modpartens synspunkter og erfaringer og evnen og viljen til at sætte ord på egne synspunkter og erfaringer. Altså bestræbelsen på at forsøge at forstå modparten og at gøre sig selv forståelig. Hvad er det så, Politiken har forstået? Politiken har tilsyneladende forstået, at en lang række muslimske organisationer har følt sig såret over, at deres profet fremstilles som terrorist. De har tilsyneladende også forstået, at disse muslimske organisationer gerne ville have Politiken til at love, at de aldrig igen ville genoptrykke Muhammed-tegningerne og heller i trykke andre lignende karikaturtegninger. Politiken har anerkendt og beklaget, at de var kommet til at krænke mange muslimers religiøse følelser meget alvorligt. Hvad er det så, de muslimske organisationer har forstået? De har tilsyneladende forstået, at det ikke var Politikens hensigt at såre eller krænke muslimers religiøse følelser, og de har forstået, at ytringsfriheden betyder så meget for Politiken, at Politiken ikke vil love at undlade at bringe karikaturtegninger om Muhammed, islam og muslimer. De muslimske organisationer har tilsyneladende anerkendt, at Politiken ikke havde til hensigt at krænke deres religiøse følelser, og har derfor taget imod Politikens undskyldning. Samtidig har de åbenbart anerkendt, at Politiken ikke kan og vil acceptere, at disse muslimske organisationer sætter grænser for avisens ytringsfrihed. Det har krævet mod af Politiken – og de muslimske organisationer – at indgå i denne dialog, for man kan ikke på forhånd vide, om der er mulighed for at partnerne kan gøre sig forståelige over for hinanden og om de kan forstå hinanden. Politikens ”undskyldning” har sat en ny konflikt i gang, en konflikt mellem Politiken – og de få politikere og de få mediepersoner og debattører, som støtter Politikens handling – og de mange aviser, politikere og debattører, som mener, at Politiken har svigtet i kampen for ytringsfriheden og har bøjet af for muslimske mørkemænd. I denne konflikt er der også brug for mod til en dialog, hvor man på et tidspunkt kravler op af hver sin skyttegrav og indstiller skydningen, så man kan høre, hvad modparten siger og prøve at forstå, hvorfor modparten siger, som vedkommende gør. Spørgsmålet er, om man på begge sider af ”frontlinjen” har mod til at se i øjnene, at begge parter faktisk på det principielle plan måske er mere enige, end man bryder sig om at vide. Politiken er – som jeg forstå det – ikke bare optaget af at undgå at krænke muslimers religiøse følelser, men står også fast på ytringsfrihedens ukrænkelighed. Jyllandsposten – for at tage den avis som eksempel – står – som jeg forstår det – ikke bare fast på ytringsfrihedens ukrænkelighed, men har også i en erklæring i januar 2006 udtrykt beklagelse over utilsigtet at have krænket muslimers religiøse følelser (og det samme kan vel siges om vor daværende statsminister Aners Fogh Rasmussen).

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

29


Det betyder ikke, at parterne derfor er enige om alting, og total enighed er da heller ikke kriteriet på en god dialog, men at man bestræber sig på at gøre sig forståelig overfor og at forstå modparten. Men vi kunne måske få et mere konstruktivt samspil, hvis vi i højere grad gennem en dialog begyndte at forstå, hvad vi var enige om, og hvad vi stadig var uenige om, Og hvis vi derfor var villige til at rydde misforståelser af vejen og også beklage, når vi utilsigtet var kommet til at misrepræsentere eller såre modparten. Christiansfeld, søndag, den 28. februar 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

30


24. Mod til at sige imod ”For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet”, fortæller H. C. Andersen i et eventyr. En dag lod kejseren sig lokke til at ansætte et par ”eksperter”, som hævdede, ”at de forstod at væve det dejligste tøj, man kunne tænke sig. Ikke alene farverne og mønstret var noget usædvanligt smukt, men de klæder, som blev syet af tøjet, havde den forunderlige egenskab at de blev usynlige for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.” Så dygtige var disse to ”eksperter” til at manipulere med kejserens, hans politiske rådgivere og hele folkets bevidsthed, at de alle sagde ”’Gud hvor kejserens nye klæder er mageløse! hvilket dejligt slæb han har på kjolen! hvor den sidder velsignet!’ Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum.” Der var absolut ingen, som havde mod til at sige ”eksperterne”, kejseren, de politiske rådgivere eller hele folket imod. Men af børn (og fulde folk) skal man høre sandheden, så der var et lille barn som sagde om kejseren, ”Men han har jo ikke noget på!” Det er altid mest uproblematisk at synge med på de omdelte sange, for hvis man begynder at synge noget andet, vil man få at vide, at man synger falsk. Og det er da også rigtigt, at det lyder smukkest, hvis alle synger med på den samme melodi og den samme tekst. I et demokrati har flertallet altid magten, og sådan skal det være, men det ligger snublende nær, at forstå flertallets betydning sådan, at flertallet også altid har ret. Det har flertallet sikkert ofte, men som H. C. Andersens eventyr om ”Kejserens nye klæder” forsøger at fortælle os, så er det ikke altid tilfældet. I den aktuelle debat om Politikens undskyldning over for en række muslimske foreninger for at have genoptrykt Muhammed-tegningerne er næsten alle enige om, at Politiken har handlet helt forkasteligt. Det var et knæfald for muslimske mørkemænd, et landsforræderi eller i det mindste et skud i ryggen på dansk udenrigspolitik, og det var først og sidst et svigt i forhold til den absolutte ytringsfrihed. Der er ingen tvivl om, at Politiken naturligvis var klar over, hvad flertallet mente, før avisen udsendte sin undskyldning, og derfor kan de voldsomme reaktioner heller ikke være kommet som nogen overraskelse. Den udbredte konsensus er, at ytringsfriheden i den moderne vestlige verden er absolut, og at muslimer må lære at finde sig i at få deres religion forhånet, latterliggjort og krænket uden at kny. Måske kunne vi suspendere spørgsmålet om, hvem der har ret, et øjeblik. Eller vi kunne standse H. C. Andersens eventyr i flugten og et øjeblik lade spørgsmålet stå åbent, om de to beklædningseksperter virkelig havde designet smukke klæder til kejseren eller ej. Efterhånden havde der udviklet sig en stærk konsensus – fra den magtfulde kejser i toppen og ud til folkeflertallet – at det måtte være sandt, at kejseren havde fået smukke nye klæder. Der var ingen, som havde lyst eller mod til at sige magten og flertallet imod. Da der endelig var et lille barn, som uforvarende kom til at sige imod, blev der sat en refleksionsproces igang, der førte til at folket fik en ny erkendelse. Modsigelsen fik folk til at tænke sig om, og i dette tilfælde førte det til, at folk indså at de havde taget fejl. Jeg siger ikke her, at flertallet i spørgsmålet om, hvordan man bedst værner om ytringsfriheden i dag, har uret, men vil blot antyde, at enhver veletableret konsensus kan have gavn af at blive modsagt.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

31


Det lille barn i eventyret kom uforvarende til at sige magten og flertallet imod, det samme kan man ikke sige om Politiken, som sandsynligvis har truffet en meget velovervejet beslutning, da de valgte at genoptrykke Muhammed-tegningerne. Det ville have været langt mindre omkostningskrævende sammen med alle andre danske aviser at risikere en retssag rejst af muslimske foreninger end offentligt at sige undskyld for at have krænket muslimers religiøse følelser. Om Politikens handling var klog eller ej, kan og skal diskuteres, men Politiken viste mod til at sige magten og flertallet imod, og det er vel egentlig det, som ytringsfriheden skal give os mod til. Christiansfeld, tirsdag, den 2. marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

32


25. Kunsten at løbe fra løfter Under en enorm mediebevågenhed var statsminister Lars Løkke Rasmussen i december vært for det største internationale politiske møde, der nogensinde har fundet sted i Danmark, klimatopmødet COP15. På mødet arbejdede statsministeren hårdt for at få verdens lande, rige som fattige, til at enes om en klimaaftale, der kunne tage hul på løsningen af klimakrisen. Det viste sig at være en meget vanskeligt skabe en fælles forståelse blandt de deltagende stats- og regeringschefer, og den afsluttende aftale levede da heller ikke op til hverken regeringens egne oprindelige ambitioner eller til de forventninger, som omverdenen havde til topmødet. En del af det magre resultat af topmødet var, at en række regeringer fra de rige lande lovede at give u-landene en ekstra klimabistand. Således forpligtede den danske regering sig til at give udviklingslandende en klimabistand på 1,2 mia kr. (fordelt på 2010-12), som skulle lægges oven i Danmarks årlige ulandsbistand på 15,2 mia. kr. Allerede godt et par måneder efter denne aftale har Lars Løkke Rasmussen, som på klimakonferencen appellerede til deltagerne om at forpligte sig til sådanne løfter, besluttet, at de 1,2 mia. kr. (eller i det mindste dele deraf) alligevel skal tages fra ulandsbistanden. Mens Løkke Rasmussen – af mange gode grunde – ikke magtede den svære kunst at få en ambitiøs klimaaftale vedtaget i København i december, så ser det ud til, at han – ved at henvise til finanskrisen (som ikke var ukendt i december) og EU’s konvergenskrav – har tillært sig kunsten at løbe fra løfter. Løkke Rasmussen kunne ikke drømme om at opføre sig så uklogt som Nyrup Rasmussen, der i slutningen af 90’erne brød sit løfte om ikke at pille ved efterlønnen. Nyrup Rasmussen blev da også straffet af vælgerne ved det næste valg, og vi fik et regeringsskifte. Men da verdens fattige lande, der rammes hårdest af klimakrisen, ikke har stemmeret ved næste folketingsvalg, er det risikofrit for statsministeren at bryde løftet til dem om ikke at pille ved ulandsbistanden i forbindelse med uddeling af den nye klimabistand. Mens verdens fattige lande på de bageste rækker i cirkusteltet måbende ser til, optræder statsministeren i disse dage med sin tryllestav og sin løkke-pose i manegen: ”Hokus pokus – pengene bruges to gange. Abra kadabra – den sultne hund fodres med sin egen hale.” Christiansfeld, torsdag, den 4. marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

33


26. Den oprindelige missionsbefaling 1 kg og 30 gram vejer den, med sine 580 sider. Efter en lang og trættende arbejdsdag kan det være tungt at holde fast i den, mens jeg ligger i sengen og læser den. Måske skulle jeg overveje at gå over til at læse elektroniske udgaver af bøger fx på en ”Kindle”. Men trods vægten har jeg haft svært ved at lægge bogen på natbordet, for det er indholdsmæssigt en af de vægtigste bøger, jeg i lang tid har læst. Det er Christopher Wrights bog, ”The Mission of God. Unlocking the Bibles grand narrative” (2006). Chris Wright foretager en imponerende grundig tolkning af hele den bibelske historie fra 1. Mosebog til Åbenbaringsbogen ud fra den tese, at det Guds mission som er den bedste nøgle til tolkning af hele Bibelen. I afsnit 1 ”The Bible and Mission” begrunder og udfolder han valget af denne missionale hermeneutik. I det første hovedafsnit, afsnit 2, ”The God of Mission” redegør han for, hvordan Gud giver sig til kende i Israel og i Jesus Kristus, og han viser hvordan den bibelske monoteisme indebærer et radikalt opgør med enhver form for afgudsdyrkelse. Afsnit 3, ”The People of Mission” fokuserer på dynamikken mellem partikulariteten og universaliteten mht. til Guds folk, mens del af bogen, afsnit 4, ”The Arena of Mission” analyserer konteksten for Guds mission, menneskeheden, folkeslagene og missionsopgaven i denne kontekst. Undertiden fremstilles mission som et tema, der udelukkende findes i Ny Testamente, og de fleste vil sikkert tænke på missionsbefalingen i slutningen af Mattæusevangeliet som basis for mission. I denne bog understreger Christ Wright, hvad andre missionsteologer også har sagt – men Christ Wright gør det på basis af en grundig eksegese af centrale tekster i Gammel Testamente – nemlig at Guds mission gennemsyrer hele Bibelen, og ikke kun Ny Testamente. Guds mission tager sin start i historien med kaldelsen af Abraham, og Christ Wright er af den opfattelse, at det ikke ville være helt forkert at kalde 1 Mos 12,1-3 for ”the great commission”, missionsbefalingen.“Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.” Efter skabelsen og paradistilstanden var alt gået galt med menneskeheden. I 1 Mos 3-11 fortælles om syndefald, brodermord, syndflod, Babelstårn osv., begivenheder, som lige siden har haft deres paralleller i menneskers historie overalt på kloden. På denne alvorlige baggrund sætter Gud sin frelsesplan i gang og lancerer sin mission. Gud udvælger Abraham og igennem ham et helt folk, som han slutter pagt med; han velsigner Abraham (og Israels folk) for at i ham (og Israels folk) alle verdens folk skal velsignes. En frelsesplan, som kulminerer i en af Abrahams efterkommere, Jesus af Nazareth, Guds søn, der sender sine disciple (sin kirke) ud for at deltage i den ene og samme guddommelige mission, hvis afslutning med Gudsrigets gennembrud forudsiges i Åbenbaringsbogen. Velsignet – for at være en velsignelse blandt alle jordens slægter. ”Gå … og vær en velsignelse!” Er det ikke det, som al mission dybest set handler om? Det er så spændende, at det kan holde mig vågen om natten, og jeg ikke tænker på, hvor tung bogen egentlig er. Christiansfeld, lørdag, den 6. Marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

34


27. Fører alle veje til Gud? Efter sigende fører alle veje til Rom, men fører alle veje – eller i det mindste flere veje – til Gud? Således skriver Kristeligt Dagblad i en overskrift i dag, at ”Folkekirken kan sagtens rumme flere veje til Gud”. Vejvæsenet hører ind under trafikministeriet, og det har tradition for at være et særdeles vanskeligt væsen at styre for skiftende ministre. Det er bestemt heller ikke nogen let sag at skaffe sig et overblik over det åndelige vejvæsen, endsige at styre det. Undertiden er skiltningen på vejene så mangelfuld, eller mørket så tæt, at det kan være svært at finde vej. Derfor er det en stor hjælp, at man nu kan betjene sig af en GPS, der med pile og høj og klar røst leder en ad rette vej. Det er bestemt også vanskeligt at orientere sig i den åndelige verden, for religionernes skilte, der anviser vejen til Gud, peger i mange forskellige retninger. Og spørgsmålet er, om de ved dagens ende alligevel fører det samme sted hen. Hvis vi lytter til den åndelige GPS, som Bibelen er, får man sig imidlertid lidt af et chok, for ifl. den findes der ingen veje fra os til Gud. Når jeg bruger min GPS, sker det undertiden, at den spørger mig, om jeg er villig til at følge en vej, der kræver særskilt betaling (fx bropenge). Men uanset hvad jeg er villig til at betale, kan den åndelige GPS ikke anvise mig nogen farbar vej til Gud. Derimod indeholder Bibelen én lang historie – fra Abrahams kaldelse over Israels udfrielse fra Egypten og pagtslutningen på Sinaj og profetierne om en ny pagt frem til Jesus af Nazareth og hans død og opstandelse – om Guds vej til os. Derfor skulle overskriften i Kristeligt Dagblad måske snarere have været, at ”Guds vej til os mennesker kan sagtens rumme flere, ja alle mennesker”. Man kan spekulere og filosofere sig til mange ting, også når det gælder veje til Gud, men som kirke har vi ”kun” fået ansvar for at følge at pege på Kristus-vejen fra Gud til mennesker. Vi har derimod ikke fået ansvar for at føre tilsyn med eller godkende andre veje, eller at fælde dom over mennesker, som tilsyneladende følger andre veje. Derfor kunne kristne fra hele verden på Kirkernes Verdensråds missionskonference i San Antonio i 1989 også i enighed udtale, at ”Vi kan ikke pege på nogen anden frelsesvej end Jesus Kristus, samtidig kan vi ikke sætte grænser for Guds frelsende magt.” Christiansfeld, tirsdag, den 9. marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

35


28. Så stop dog den politisering af folkekirken! De selvsamme politikere, som ideligt beskylder islam for – i modsætning til kristendommen – at blande politik og religion sammen, forlanger nu, at kirkeministeren skal tage en samtale med eller ligefrem afskedige præster og en biskop pga. deres teologiske udtalelser om spørgsmålet om frelse i kristendommen og andre religioner. Et flertal af folketingets politikere er nu tilsyneladende parat til at vise deres politiske handlekraft ved at vedtage en lov om vielse af homoseksuelle par i folkekirken. Det vil sige, at politikerne, hvoraf en del hverken bekender sig som kristne eller er medlemmer af folkekirken, alligevel på folkekirkens vegne er parate til at træffe afgørelse i et vigtigt teologisk spørgsmål. Til politikernes undskyldning skal det dog siges, at de ikke helt uden grund kan få det indtryk, at det ikke er en folkekirke, men en statskirke, vi har i Danmark. Og at kirkelige spørgsmål i den standende værdipolitiske kamp (mod islam?) egner sig så godt til at engagere vælgerne, at det må være en næsten uimodståelig fristelse at bruge kirken i den politiske kamp. I folkekirken er der i visse kredse stor modstand mod en synode, da man er bange for, at det vil føre til en politisering af folkekirken. Utroligt! Vi har jo allerede en magtfuld synode, nemlig folketingets politikere, som åbenbart ser det som deres privilegium at gøre selv vigtige teologiske anliggender til politiske spørgsmål. Til folkekirkens undskyldning skal det også siges, at det er en stor udfordring at begynde at justere på 500 års politisk ledelse af folkekirken. Og at det for nogle grupperinger ikke opleves som et problem at overlade afgørelser i teologiske spørgsmål til politikerne, så længe politikerne gennemfører love, som er i overensstemmelse med deres teologi. Til politikerne burde vi i kirken sige: Så stop dog den politisering af folkekirken og overlad det til folkekirkelige instanser at tage stilling til teologiske spørgsmål. Og til os selv i kirken burde vi sige: Så træd dog i karakter som kirke og udvikl de kirkelige fora og instanser, som skal til for på ordentlig vis at håndtere de kirkelige udfordringer vi står overfor. Christiansfeld, onsdag, den 10. marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

36


29. Hvad er et ægteskab? Da jeg i 1982 skulle undervise i kristendomskundskab på et lærerseminarium i Hong i Nordnigeria, anviste læreranstalten min familie og mig et hus i en nærliggende landsby, hvor vi skulle bo. Et dejligt story hus med tre soveværelser, hver med sit badeværelse. Det viste sig, at jeg havde fået kontor i det, som blev kaldt ”master’s bedroom”. En driftig kristen forretningsmand havde bygget huset til sig selv – og sine to koner. Da den ene kone imidlertid var i gang med en videregående uddannelse i provinshovedstaden 150 km væk, valgte han at blive boede i sit gamle hus lige bag vort hus sammen med sin første kone, og så tjene en skilling ved at leje det nye hus ud. Den første hustru var han blevet gift med i kirken, mens den lutherske kirke, som var grundlagt af missionærer udsendt fra den danske folkekirke, forstod et ægteskab som bestående af én mand én kvinder, og derfor ikke ville vie ham til kone nummer to. Til den anden side lå et stort bygningskompleks, hvor en muslimsk bonde boede sammen med sine fire koner og over 30 børn. Oprindeligt havde manden været kristen, endda leder af en menighed, men mange år forinden havde han valgt at blive muslim og havde taget sig flere og flere koner. Det var helt i overensstemmelse med den traditionelle kultur og religion i dette område, men på et tidspunkt blev der fra muslimsk side lagt pres på ham for at reducere antallet af koner til fire. En gang om ugen fik min kone besøg af to kvinder, som hun lærte at læse og strikke. Det slog mig, at disse to kvinder havde et meget fint og varmt forhold til hinanden som gode veninder, og at de arbejdede godt sammen i deres fælles hjem. De var kristne, men var gift med den samme mand. Hvad er et ægteskab? I den traditionelle kultur i denne del af Nigeria består et ægteskab af en mand og et antal hustruer i forhold til hans rigdom og position i samfundet, mens et ægteskab efter en islamisk forståelse består af én mand og op til fire hustruer. Indtil for få år siden var der heller ingen tvivl om, hvordan den kristne forståelse af et ægteskab var, men nu er dette spørgsmål for alvor kommet til debat. Ikke blandt det store flertal af verdens kristne, som vi finder i Afrika, Latinamerika og Asien, men i dele af den gamle kristne verden. I den senmoderne kultur oplever vi nu fx i Danmark, at der opstår en nye samlivsformer ved siden af det traditionelle monogame ægteskab. For øjeblikket drejer debatten sig om parforhold mellem to mænd eller mellem to kvinder, og fremover vil der sikkert også blive debat om anerkendelse af en række andre samlivsmodeller, som allerede praktiseres nu. Historien viser, at samfund udmærket kan fungere på basis af andre samlivsmodeller end ægteskabet mellem én mand og én kvinde. Efter mine erfaringer med mødet med mennesker i polygame forhold eller forhold mellem to mennesker af samme køn er jeg heller ikke i tvivl om, at sådanne samlivsformer kan være præget af dyb og ægte kærlighed. Der er for mig heller ingen tvivl om, at samfundet langt hen ad vejen må tilpasse sine juridiske, sociale og økonomiske strukturer til de samlivsformer, som mennesker i et givet samfund praktiserer. Kristendommen, traditionelle afrikanske religioner, islam og senmoderne kulturer har forskellige forståelser af, hvad et ægteskab er, og det må vi i en global verden naturligvis anerkende og blive gode til at leve med. Men for mig at se er der ingen tvivl om, at den bibelske historie og den teologiske tradition éntydigt peger på forståelsen af et ægteskab, som en forpligtende relation mellem én kvinde og én mand.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

37


Det udelukker naturligvis ikke, at mennesker også indgår i en række andre vigtige relationer, såsom venskaber, naboskaber, partnerskaber og andre former for fællesskaber, hvor vi har brug for Guds velsignelse, og hvor vi også kan komme i kirken og modtage Guds velsignelse. Det betyder naturligvis heller ikke, at kirken er kaldet til at fordømme mennesker, som indgår i polygame ægteskaber eller andre ægteskabslignende ordninger. Men kristeligt set er for mig at se et ægteskab altid et ægteskab mellem én kvinde og én mand – i Afrika så vel som i Danmark. Christiansfeld, søndag, den 14. marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

38


30. Om at sige fra – når den gamle dame kommer til byen ”Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Længere kom jeg ikke her til morgen, for jeg kom straks til at tænke på det teaterstykker, som jeg i aftes havde set i det nye skuespilhus i København, Friedrich Dürrenmatts ”Den gamle dame besøger byen”, med Ghita Nørby i titelrollen. Den gamle dame Clara kommer tilbage til sin fattige triste fødeby, som har det også på tysk meget sigende navn ”Güllen”. Hun er i mellemtiden blevet stenrig, og byens borgere håber, at hun nu vil forgylde deres by. Det vil hun også gerne. Hun lover byen og dens borgere en mia – på én betingelse. De skal slå byens populære købmand, Alfred, ihjel. Hvor gerne de vil have pengene, afviser de dog forarget tilbuddet. De er vel civiliserede og humane borgere, og byen er stolt af gennem tiden at have haft nogle af de mest berømte humanistiske kunstnere som gæster. Grunden til, at Clara vil have de gode borgere til at slå deres købmand ihjel, er, at hun nu vil købe sig til den retfærdighed, hun ikke fik i byen som barn af en fattig og fordrukken murer. Alfred havde forelsket sig i Clara, da hun kun var 15 år, og den store romance førte til, at Clara blev gravid. Alfred ville imidlertid ikke vedkende sig faderskabet og blev frikendt af en korrumperet dommer i byen. Clara måtte derefter i skam forlade byen og rejse til Hamburg, hvor hun endte som luder i et horehus. Clara slår sig ned i byen og venter! Og hun venter ikke forgæves. Byens borgere begynder i stor stil at købe på kredit – også hos købmanden! – i forventning om at få del i Claras penge. Med byens borgmester i spidsen og assisteret af både politibetjenten, præsten og den humanistiske gymnasielærer beslutter de på et borgermøde, at ”retfærdigheden” nu må ske fyldest. De slår Alfred ihjel. Clara forærer dem milliareden og forlader Güllen med sin ungdomskæreste i en kiste. Da en af borgerne tidligere i stykket antyder, at Clara kommer fra helvede, siger nej, hun er helvede! Og trods humoren i stykket, så er der noget diabolsk over hende. Men ondskaben kan ikke bare isoleres til hende, den stikker dybere – i Güllen – som en pest, der har inficeret alle borgerne. Alfred kunne ikke modstå fristelsen til at købes sig fri fra faderskabet, så han ikke skulle bindes til den fattige og fordrukne murers datter. Den gamle dame kunne ikke modstå fristelsen til at bruge sine penge til at købe sig til en slags retfærdighed i forhold til sin ungdomskæreste. Og på baggrund af deres armod kunne ingen af Güllens borgere sige fra over for Claras tilbud om en milliard og en gylden fremtid for dem og deres by. Når den gamle dame kommer til vores by, kan vi så sige fra? Ny Testamente fortæller om, at der kun var én, der ultimativt kunne sig fra over for ondskabens magter, nemlig Jesus. For Güllens borgere ville prisen for at sige fra have været én mia, men for Jesus var prisen døden på et kors. Når det virkelig gælder, hvem har så kraft og styrke til at sige fra over for overmenneskelige fristelser, som fx dem Güllens borgere blev udsat for? Det er vel derfor, at vi ikke i vort eget navn, men i Jesu navn eller i ”I faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, siger,: ”Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Christiansfeld, torsdag, den 17. marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

39


31. Konsekvenser af et nyt ægteskabsritual I folketinget er der tilsyneladende nu et flertal for at give homoseksuelle par mulighed for at indgå et egentligt ægteskab på lige fod med heteroseksuelle par. I folkekirken er der stærke røster for, at der i så fald må udvikles et ægteskabsritual for sådanne par. Det tyder på, at det i givet fald ikke bliver et kønsneutralt ritual fælles for hetero- og homoseksuelle par, men et ny særskilt vielsesritual for homoseksuelle par. I denne situation er det på sin plads at overveje konsekvenserne af en sådan mulig beslutning. Hvilke kirkepolitiske problemer, vil en eventuel indførelse af et sådant nyt ritual løse, og hvilke kirkepolitiske problemer vil det skabe? Der kan ikke herske tvivl om, at det vil skabe stor glæde hos mange af de homoseksuelle par, som ellers i en kirkelig sammenhæng har været henvist til en velsignelse af deres på rådhuset registrerede partnerskab. Denne (ganske vist relativt lille gruppe) vil sikkert opfatte det sådan, at diskriminationen af dem i kirken nu ophæves, og de omsider opnår den ligestilling i forhold til heteroseksuelle par, som de har krav på. At folkekirken følger op på en evt. folketingsbeslutning om anerkendelse af homoseksuelle parforhold som ægteskaber ved at indføre et egentligt vielsesritual for disse par, vil sikkert styrke forholdet mellem stat og kirke og dermed hele den folkekirkelige ordning. Hvis folkekirken modsatte sig indførelsen af et sådant nyt ritual, ville det sikkert kunne opleves som et skridt i retning af en adskillelse mellem stat og kirke. Folkekirken opleves af mange danskere som noget meget gammeldags, som sexforskrækket og moralsk snerpet. Men hvis folkekirken nu vælger at indføre et vielsesritual for homoseksuelle par, vil det sikkert styrke folkekirkens popularitet i meget brede kredse. Ud over at løse ovenstående problemer, vil indførelsen af et nyt vielsesritual dog sikkert også skabe nogle nye problemer. Et af disse er måske – for udenforstående – et meget ”teknisk” problem, nemlig at vi så for første gang får et ritual i ritualbogen, som ikke alle præster behøver at skrive under på og føle sig forpligtet på. Naturligvis under forudsætning af, at præster for frihed til principielt ikke at ville vi homoseksuelle par. Et andet problem er, at folkekirkens anerkendelse af homoseksuelle parforhold som ægteskaber sandsynligvis vil føre til en øget udsivning fra folkekirkens sognemenigheder. Et stigende folkekirkemedlemmer af lavkirkelig observans vil danne valgmenigheder og lutherske frimenigheder, og på længere sigt vil vi sandsynligvis også opleve, at nogle folkekirkemedlemmer af højkirkelig observans vil tilslutte sig den katolske kirke. For de fleste præster og lægfolk i folkekirken spiller tilhørsforholdet til den globale lutherske kirkefamilie eller til hele verdenskirken ikke nogen stor rolle. Men alligevel skal det nævnes her, at en beslutning om indførelse af et vielsesritual for homoseksuelle par vil få økumeniske konsekvenser. Folkekirken vil vinde anerkendelse fra de kirker i vesten, som har indført eller er ved at indføre tilsvarende ordninger, som fx den svenske kirke. De kirker i vesten, som vælger at gå den vej, oplever imidlertid, at det fører alvor tillige spændinger i forhold til det, vi i dag kalder

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

40


”flertalskirken”, dvs. de kirker på den sydlige halvkugle, som repræsenterer over to tredjedele af alle verdens kristne. Det vil også for folkekirken vanskeliggøre samarbejdet med disse kirker om mission og udvikling, lige som det vil sætte nogle venskabsmenighedsrelationer under pres. Det er ikke længere en selvfølge, at disse kirker fremover vil modtage vores penge og medarbejdere, eller at de ønsker at få besøg af vore biskopper. For hver af disse seks konsekvenser – både dem, der tilsyneladende indebærer problemløsninger, og dem, der tilsyneladende skaber problemer – vil der være delte meninger, om de er af det gode eller af det onde. Men man skal ikke være profet for at kunne forudsige, at en beslutning om at indføre et nyt vielsesritual for homoseksuelle par vil få mærkbare konsekvenser. Christiansfeld, fredag, den 18. marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

41


32. Milliarium Aureum – Alle veje fører til Rom Indrømmet, det var nok lidt sent at planlægge en påskeferie i Rom kun 10 dage før afrejsen. Men vi fandt en billet til en rimelig pris med Ryan-Air. Velvidende, at man hos dette flyvende Rya-tæppe får man kun det, som man betaler for – uden vådt eller tørt at blive flyttet fra A til B, eller i vort tilfælde fra B til C, fra Billund til Ciampino. Når man som jeg ikke er skrap til italiensk, så er det en stor lettelse ikke at skulle ringe rundt til romerske hoteller, men i stedet kan surfe rundt på nettet og finde det helt rigtige hotel i Rom. Booking.com var min redning. Jeg indstillede søgningen således, at den kun viste hoteller med højst 3 stjerner og højst 1 km fra centrum. Det helt klart bedste tilbud var Hotel Mancini Park Hotel til 75 Euro per nat for et dobbeltværelse, og så lå det kun 500 m fra centrum. Det var næsten for godt til at være sandt. Og det var det da også, skulle de vise sig, da vi landede i Ciampino. Foremdelst 50 Euro lovede en taxachauffør at køre os ud til vort hotel … som viste sig at ligge i et fredfyldt område syd for den forstad til Rom, som Mussoloini i 1942 lod bygge til verdensudstillingen for at bevise fascismens fortræffeligheder. Her fra vor terrasse kan jeg nu se Mussolinis mesterværk ”Expositione Unibversale Romane” (EUR). Hvis EUR, som Mussolinis have ønsket, var blevet centrum i det nye Rom, så ville det have været sandt, som Booking.com hævdede, at mit ellers udmærkede hotel lå tæt ved Roms centrum. Jeg har lige læst i den gamle Rom-korrespondent, Alfred Tesios, udmærkede rejsefører, Turen går til Rom, at der inde på Forum Romanum findes en ”Milliarium Aurem”, den gyldne mil, hvorfra alle afstande i romerriget blev målt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange mil Mancini Park Hotel ligger fra denne milepæl, men trøster mig med, at alle veje fører til rom, om så vejene skal tilbagelægges til fods, med bus og med metro. Pontina, Rom, palmesøndag, den 28. marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

42


33. Umbilicus Mundi – Derfra min verden går Tænk sig, at jeg i dag står her ved ”umbilicus mundi”, ikke bare Roms men hele verdens navle, som findes på Forum Romanum. I de senere år har der dog været en hel del (navle?) brok i det nuværende Rom, så man kommer til at tænke på en anden af Roms titler, nemlig ”caput mundi”, verdens hoved. Roms/Italiens storhedstid er måske ikke kaput, men så i det mindste sat på pause, og imens styres Romerriget af pauseklovnen Silvio Berlusconi. Rom var en gang verdens centrum, men hvad er i dag verdens centrum? Var det indtil den 11. September 2001 ”World Trade Center” i New York? Det er tankevækkende, at alle riger har opfattet sig selv som verdens centrum. Fx har Kina i årtusinder kaldt sig selv ”Riget i midten”. Selvom jeg er født på et meget perifert sted, som af lokalkendte kaldes Nørre Skovsgård i Hanherred – i ”hovedlandet” længst mod nord, på ”den rigtige side” af fjorden – så har jeg lige fra min første dag haft oplevelsen af, at ”derfra min verden går”. Lige som vi nok alle har en medfødt (eller i det mindste meget tidligt tillært) tilbøjelighed til at være egocentrikere (mens vi efterhånden har opfattet os selv som ekscentikere), så opfører alle folkeslag eller etniske grupper inklusive danskere og italienere sig næsten altid som etnocentrikere. Vi vurderer den omgivende (perifere) verden ud fra vore selvindlysende og selvlysende normer, og undrer os over, at alle andre ikke ser virkeligheden på samme logiske måde som vi gør. Jeg fatter fx ikke, at italienerne igen og igen har valgt Berlusconi som ministerpræsident, så han nu alt i alt har regeret i flere år end langt de fleste af romerrigets kejsere. Men det skyldes måske, at jeg netop sidder og piller i min egen danske navle. Forum Romanum, Rom, mandag, den 29. Marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

43


34. Tu es Petrus – Når du omvender dig, da styrk dine brødre I min guidebog står der, at Rom – eller rettere Vatikanet – er kristendommens centrum. At mange andre havde fået det samme indtryk, fremgik af længden på køen ind til Vatikan-museet. Mage til samling af nogle af verdens ypperste og dyreste kunstværker skal man lede længe efter. I gåsegang bevægede vi os gennem den ene sal efter den anden fyldt med skulpturer, malerier, gobeliner og meget andet – frem til det som var det ultimative mål for os alle sammen – Det Sixtinske Kapel. Jeg lagde hovedet tilbage og kiggede op på Michelangelos skabelsesfrise og ser hvordan Guds og Adams hånd næsten mødes i skabelsesøjeblikket. Jeg studerer billederne af de bibelske og ekstrabibelske profeter, som forudsagde Messias’ komme, og fremstillingen af scener fra Jesu liv, hans korsfæstelse og opstandelse på væggene. Endelig fanges mit blik af den dominerende – og skrækindjagende – domsscene på endevæggen over alteret. Og mens vi lod menneskehavet bære os mod udgangen, kastede jeg et sidste blik på skabelsesfrisen, der lige så godt kunne hedde syndefaldsfrisen. Adam og Eva faldt for fristelsen – og blev uddrevet af Paradisets have og det hele ender med Noah og syndfloden. Så gik turen ti Peterspladsen, der som en åben favn – eller med sine to fangarme – sugede os ind mod Peterskirken. AT det virkelige er Peters kirke, lades man ikke i tvivl om. Lige inden for til højre møder vi ganske vist kirkens mest berømt kunstværk, den unge Michelangelos ”Pieta”, Jomfru Maria med Jesu afsjælede legeme i sit skød. Men centralt i kirken står statuen af Peter, hvis højre fod er helt blankslidt af fromme katolikkers berøringer. Højalteret er placeret lige over det sted, hvor Peter efter at have lidt martyrdøden under Kejser Nero i 67, ligger begravet. Som en næsten endeløs frise hele vejen rundt i kirken lige under loftet er optrykt med guldtekst Kristi ord til Peter, bl.a. fra Matthæus 17 om Peter som klippen, som Kristus vil bygge sin kirke på og om overdragelsen af himmerigets nøgler til Peter, og dermed – forstås – til Peters efterfølgere, nemlig paverne. Det ord i frisen, som satte flest tanker i gang hos mig, var imidlertid Kristi ord til Peter: ”Når du omvender dig, da styrk dine brødre”. Det er vel det, som den katolske kirke med Peters efterfølger i spidsen har brug for i dag, hvor skeletterne vælter ud af skabene og hvor katolske præsters seksuelle overgreb på børn bliver afsløret. Når Peters kirke og efterfølger omvender sig, så er der basis for at styrke brødrene og søsterkirkerne (hvis de kan anerkendes som sådanne!) til sammen at forkynde det evangelium, som Michelangelo formidler med sine billeder i Det Sixtinske Kapel. Syndefaldet er en realitet – og det rammer også kirken. Men påsken er også en realitet – Jesus døde for verdens (inkl. kirkens) synder og opstod påskedag for at give håb og nyt liv. Fristelsen for søsterkirkerne er imidlertid selvretfærdigt at hænge den katolske kirke ud som en moralsk korrumperet institution . Uden på nogen måde at retfærdiggøre de mange seksuelle overgreb, som vitterligt er sket fra katolske præsters side, skulle vi protestanter måske ihukomme Jesu ord til kvinden, der var grebet i hor: ”Lad den, der er ren, kaste den første sten. … Gå bort og synd ikke mere.” Vatikanet, Rom, tirsdag, den 30. marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

44


35. Panis et Circenses – Hvad verden står og falder med. Colosseum er et enestående monument, som man absolut må besøge, når man er turist i Rom. Det blev indviet i år 80 e. Kr. og trods tidens tands gnaven i det, står det der endnu. Heldigvis! For den hellige Beda Venerabilis profeterede i 700-tallet, at ”Så længe Colosseum holder, holder Rom; når Colosseum falder, falder Rom; når Rom falder, falder verden.” I Colosseums mægtige stadion har der kunnet sidde 50.000 tilskuere på nummererede pladser – foruden de stående. Colosseum er et meget håndfast udtryk for de romerske kejseres strategi for at beholde magten. Folket skulle have ”panis et circenses”, brød og skuespil. I Colosseum fik folket skuespil. Her kæmpede gladiatorer på livet løs mod hinanden og mod vilde dyr. Mange af gladiatorerne var krigsfanger og slaver, som ikke havde noget valgt, men der var også romere, som meldte sig frivilligt som gladiatorer for at vinde berømmelse og rigdom. Der er endog et eksempel på en kejser, som optrådte som gladiator for at øge sin berømmelse. Efter kristendommens indførelse forsvandt gladiatorkampene efterhånden helt – eller gjorde de nu også det? Colosseum gav langt over 50.000 romere mulighed for samtidig at blive underholdt af gladiatorkampe. I dag er TV et digitalt Colosseum, der giver langt flere mennesker mulighed for at blive underholdt på lignende måde. Helt frivilligt melder håbefulde unge mennesker sig til reality-shows, hvor de på livet løs kæmper mod hinanden for berømmelse og penge. Udvalgte dommere – eller seere via SMS’er – vender som datidens kejsere tommelfingeren op eller ned og afgør de kæmpendes skæbne. Hundredetusinder af danske seere følger de kæmpende fra de står op på Robinson Crusoes tropeø til de går i seng (med hinanden) på Paradise Hotel. Dem, der overlever konkurrencerne, opnår pengepræmier og flere dages national berømmelse. Folk får den underholdning, de gerne vil have. Og magthaverne kan koncentrere sig om deres magt. Er det den verden, der står og falder med Colosseum? I så tilfælde vil tabet være til at overse, hvis Colosseum en dag skulle synke i jorden. Colosseum, Rom, onsdag, den 31. marts 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

45


36. Urbs Aeterna – Det tager en evighed Hvorfor kaldes Rom ”urbs aeterna”, den evige stad? Jeg ved det ikke, men navnet giver for mig god mening, når jeg tænker på at det næsten kan tage en evighed at stå i kø for at komme ind og se nogle af byens herligheder. Men det kunne også være, fordi byen er så gammel, at man fristes til at tro, at den altid har været der – og altid vil være der. Ifølge legenden blev Rom grundlagt allerede i år 753 f. Kr. af ”ulveungerne” Romulus og Remus, og nu knap 3000 år senere står byen her stadig. Når man graver i Rom, og det gør man hele tiden, så dukker der hele tiden nye ting op fra byens historie, jo dybere man graver, jo ældre bygninger. I dag har vi besøgt San Clemente-kirken. Først går vi lige fra gaden ind i en kirken, som ”kun” er 8-900 år gammel, altså det tidspunkt nogle af vore ældste landsbykirker i Danmark blev bygget. Derfra gik vi ned i kælderen under kirken, og her havde man udgravet en kirke fra 300-tallet, altså det århundrede hvor kejser Konstantin blev kristen. Endelig gik vi et niveau længere ned og kom der ind i et hus fra det 1. Århundrede: Huset har tilhørt en kristen romersk senator, og måske har apostlen Peter her mødtes med menigheden i Rom. Og dør om dør med denne ”kirke” lå et Mitras-tempel med en skole for Mitras-dyrkere. Vi fornemmede historiens vingesus. Det ville også give mening at kalde Rom for den evige stad på basis af dens 1500 kirker, som hver for sig giver et glimt af evigheden, hvis man har øjnene med sig. Et perspektiv på evigheden, som jeg imidlertid synes er mere problematisk, er at mange af kirkerne på deres facader reklamere med, at der her er mulighed for at skaffe aflad, så menneskers ophold i skærsilden ikke skal vare en hel evighed. For skeptikere og tvivlere som mig er der ligefrem et lille museum i sakristiet i en kirke ikke så langt fra Engelsborgen, hvor der fremlægges ”beviser” for skærsildens virkelighed. Her (i museet, forstås!) kan man komme og gå helt gratis. Da vi sidst på dagen sad på Café på Campo dei Fiore (Blomstertorvet) og spiste aftensmad, faldt mit blik på statuen midt på torvet, hvor musikanterne var i fuld gang med at spille. Statuen forestillede Giordano Bruno, en dominikansk munk, som var blevet overbevist om, at Copernicus havde ret i sit opgør med det (af den katolske kirke anerkendte) ptolomæiske verdensbillede. Det var ikke solen, som drejede om jorden, men jorden som drejede om solen. Trods seks års betænkningstid i en celle i Engelsborgen, nægtede Bruno at afsværge sin overbevisning og i år 1600 fik paven ham brændt på bål, netop på dette torv. Imens jorden dag efter dag ufortrødent fortsatte med at dreje om solen, var det først i 1997, at paven – som nu hed Johs. Paul den anden – fik taget sig sammen til at rehabilitere Bruno. Men hvad er 397 år i den evige stad? Campo dei Fiore, Rom, torsdag, den 1. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

46


37. Sum, es, est – Italiensk for begyndere Det er utroligt, hvad en uge i Rom kan gøre ved ens sproglige udvikling. I aftes så jeg for første gang en hel Tv-udsendelse på næsten 2 timer – på italiensk! Og jeg forstod det hele fa det første fløjt og til sidste klapsalve. Jeg havde ikke problemer med at forstå, at det var svenskeren Ibrahamovic, som scorede de to mål for Barcelona. Og da slet ikke, at det var vor egen Niclas Bendtner, som lagde op til Arsenals reduceringsmål. Lige som jeg også var helt enig med kommentatorerne i, at det var et lidt tvivlsomt straffespark, som Arsenal fik tilkendt, og som Fabregas scorede på. Det var en stor oplevelse – og så på italiensk! Min uforbeholdne tak går til Mikkelsens lærebog i latin og diverse små og store latinprøver. ”Sum, es, est” (Læreren er et bæst). ”Sumus, estis, sunt” (For han gør os meget ondt). Uden dette latinske fundament ville jeg ikke have haft en kinamands chance for så hurtigt at have tilegnet mig det italienske sprog. Derfor lod jeg mig heller ikke narre, da jeg i dag bevægede mig rundt i Roms gader. Mange andre danskere med mindre latinske og dermed italienske færdigheder forveksler helt sikkert af og til ordene ”piazza” og ”pizza” og må måske derfor undertiden gå sultne i seng. Men ”piazza” er altså en stor åben plads, hvor der i midten står en obelisk, som en eller anden romersk kejser ærligt og redeligt har stjålet i Egypten. At der nok er lige så mange forskellige slags pizza’er som der er piazza’er er en anden sag. Som dansker behøver vi dog ikke at bukke under af mindreværdskomplekser, når vi færdes på Roms pladser og hører romerne konversere på italiensk. Næ, vi har bestemt også vore stolte pladser i Danmark, hvor der føres ædel tale på dansk om væsentlige emner. Hvis en romer vil lære den danske plads-kultur at kende, så kan vi orientere ham om, at en plads i Danmark er et stort åbent område i en by – med en pølsevogn. Tænk blot på Rådhuspladsen i København. Eller Parkeringspladsen foran Aldi i Christiansfeld – med Muttis pølsevogn. Piazza del Populi, Rom, torsdag, den 2. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

47


38. Pontifex Maximus – Den store brobygger Broer har altid fascineret mig! Lige fra da jeg første gang så min fødeegns Aggersundbro over Limfjorden til jeg første gang kørte over Storebæltsbroen. For slet ikke at tale om Karlsbrücke over Moldau-floden i Prag eller de mange smukke broer over Seinen i Paris. Derfor har jeg også set frem til at møde ”pontifex maximus”, som jo betyder ”den store brobygger”. Denne imponerende titel minder mig altid om titlen, ”den store rorgænger”, men jeg kan desværre ikke huske, om den refererer til formand Mao eller (SF’s) formand Gert Petersen. Derimod er der ingen tvivl om, at Pont Max – som skrevet står i utallige inskriptioner i Rom – i over 1500 år har refereret til Roms biskop, som er bedre kendt som den katolske kirkes pave. Hvad er det for nogle broer denne ”pontifex” har bygget eller fixet. Så vidt jeg har set, er der ingen af Tiberens broer, som er bygget af Roms biskop. Nu er bemeldte brobygger jo en kirkelig person, så den tanke strejfede mig, om hans opgave var at bygge en bro mellem mennesker og Gud. Men denne tanke måtte jeg straks afvise som rent ud sagt blasfemisk. Netop her i påske mindes vi jo, at Gud selv byggede bro over den synd, der skiller os mennesker fra ham, da Jesus døde på korset for os. Det var netop også det, som var temaet for begivenheden ved Colosseum i aften. ”Via Crucis” – korsets vej – hvor min kone og jeg sammen med titusinder af romere og turister så og hørte Pontifex Maximus, og hvor stationerne i Jesus lidelseshistorie blev gennemgået. På vej hjem i metroen tænkte jeg på at der er brug for at få bygget mange andre broer. Broer mellem mennesker, mellem kirker, mellem nationer osv. Så der er nok at tage fat på for en stor brobygger. Hjemme igen på hotelværelset var en af hovednyhederne i BBCs timenyheder, at en af pavens nærmeste medarbejdere, Raniero Cantalamessa, i en tale i Peterskirken ved en langfredagsmesse, hvor også paven var til stede, havde sammenlignet angrebene på paven og den katolske kirke for at dække over præsters seksuelle overgreb mod børn med tidligere tiders antisemitiske angreb på jøderne. Sådanne udtalelser – ganske vist fra en mindre brolægger – er imidlertid ikke med til at bygge bro over den voksende tillidskløft mellem den katolske kirke og dens omverden. Pontina, Rom, Langfredag, den 3. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

48


39. Benedictus – Fra Rom til Danmark I flyet fra Rom til Danmark læste jeg Vatikanets egne avis ”L’Osservatore Romane”, der udkommer i en engelsk udgave én gang om ugen. I udgaven fra onsdag den 31. August. En af hovedartiklerne handlede om pavens tale til de skandinaviske biskopper, som den 23. Marts var i audiens. Vor egen danske biskop Czeslaw Kozon var afbilledet stående ved pavens venstre hånd og sammen med de andre biskopper. Hvad var det så for et budskab Kozon kunne tage med tilbage til Danmark fra hans og den katolske kirkes overhoved? Ifølge paven har befolkningerne i de nordiske lande først og fremmest brug for at blive mindet om, at familien er den grundlæggende institution i samfundet, og at børn har ret til at blive født og vokse op inden for de rammer, som et traditionelt ægteskab sætter, og ikke skal påduttes alternative familiemodeller. For det andet mindede paven om, at kirken i nordiske lande har et stort ansvar for at vise omsorg for familier, hvor kun den ene part er katolik, for kristne familier med indvandrerbaggrund – og for de familier som rammes hårdt af den økonomiske krise. Dette år fokuserer den katolske kirke særligt på præster og præsteuddannelse. Også de nordiske biskopper må gøre en indsats for at støtte og opmuntre præster, som ofte arbejder isoleret, og også sørge for en god uddannelse af nye præster. Paven glædede sig over, at de katolske kirker vokser i Norden, og at antallet biskopper, som er født i Norden, vokser. Paven sluttede af med at opmuntre til mission og økumeni. ”Med stor tillid til evangeliets livgivende kraft skal I bruge jeres energi på at fremme en ny evangelisering blandt folk i jeres områder. En integreret del af denne opgave er en fortsat opmærksomhed på økumenisk arbejde. Jeg er glad for at notere mig de talrige opgaver, som kristne i de nordiske lande går sammen om for at præsentere et forenet vidnesbyrd for verden.” De nordiske biskopper blev af Benedikt den 16. Sendt hjem med den hellige Birgittes forbøn og med pavens apostoliske velsignelse. Mellem Ciampino og Billund, påskedag, den 4. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

49


40. Hvem gjorde danerne kristne? I debatten om den eventuelle sammenhæng mellem katolske præsters cølibat og nogle præsters seksuelle overgreb mod børn appellerer den katolske præst Benny Blumensaat i læserbrevet “Stop den forfejlede sammenblanding af cølibatet og pædofili” i Kristeligt Dagblad til at man i det hele taget stopper ”den nedladende tone i debatten angående den katolske kirke, som trods alt er årsagen til, at der er kristendom i Danmark. Det rejser spørgsmålet om, hvem det egentlig var, der gjorde danerne kristne. Harald Blåtand påstår jo på Jellinge-stenen, at det var ham, der ikke bare som vandt sig hele Danmark og Norge, men også gjorde danerne kristne. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for hans indsats bestod nok hovedsageligt rent politisk, at erklære kristendommen for rigets religion, måske med den bagtanke, at han så kunne undgå at kristne fyrster mod syd kunne bruge hedenskaben i Danmark som påskud for et angreb. Nu påstår Benny Blumensaat så i et læserbrev i Kristeligt Dagblad, at det er den katolske kirke, som er årsag til, at der er kristendom i Danmark. Det er selvfølgelig også en sandhed med modifikationer, for ganske var det en af den romerske paves biskopper, som sendte missionærer til Danmark, bl.a. Ansgar, men den katolske kirke i vor nutidige betydning af ordet var det ikke tale om. I 800-tallet var kirken endnu ikke blevet opdelt i en øst- og en vestkirke, det skete først i 1054, så man kunne egentlig med lige så god grund hævde, at det var den ortodokse kirke, som kristnede danerne. Dertil kommer, at Den Lutherske Kirke med lige så god ret som Den Katolske Kirke kan betragte den kirke, som i 800-tallet sendt missionærer til danerne, som deres kirke. Men kunne lutheranere, katolikker og ortodokse så ikke i det mindste enes om, at det var den universelle kirke, som gjorde danerne kristne? Nej, for det ville også være en sandhed med modifikationer. Da jeg kom hjem efter 10 år som missionær i Nigeria, blev jeg spurgt, hvor mange mennesker jeg havde omvendt til kristendommen. Jeg måtte imidlertid i sandhedens navn svare, at jeg mig bekendt ikke havde omvendt en eneste, og hvis det alligevel var sket, så ville jeg hermed undskylde for det. Hvorfor? Jo, fordi det ikke er mig (eller nogen anden kristen) der omvender mennesker og i den forbindelse skaber tro i deres hjerter på Kristus, det er alene Guds værk ved Helligånden. At Guds Helligånd så forhåbentlig har brugt den kirkes vidnesbyrd, som jeg var en del af i Nigeria, i dens arbejde med at gøre mennesker kristne, det er en anden sag. Det er altså ikke den katolske kirke, ”som trods alt er årsagen til, at der er kristendom i Danmark”. Nej, årsagen ligger hos Gud, som bruger mennesker i sin tjeneste trods skrøbeligheder, svagheder og synder. Christiansfeld, torsdag, den 8. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

50


41. Erdogan og tyrkiske migranters integration i Europa I februar i år inviterede Tyrkiets ministerpræsident Recep Tayyib Erdogan repræsentanter for den tyrkiske diaspora i Europa til et møde i Istanbul (Se Welt Online 24. marts). Ca. 1500 fremtrædende tyrkiske migranter, bl.a. politikere og forretningsfolk, fra Tyskland og en række andre lande i Europa tog imod indbydelsen til en gratis konferencen på et femstjernet hotel i marts måned. Hvorfor ville Erdogan bruge tid og penge på et sådant møde? I de europæiske lande lever der en tyrkisk diaspora på over 5 millioner mennesker, som Erdogan har udset sig som alliancepartnere i sin Europa-politik. Mødet, som var arrangeret af det regerende Retfærdighedsparti, AKP, foregik under overskriften ”Uanset hvor en af vore landsmænd er, der er vi også”. På mødet opfordrede Erdogan tyrkerne i Europa til at søge statsborgerskab i de lande, hvor de havde slået sig ned, men samtidig at søge at fastholde deres tyrkiske statsborgerskab. Tyrkerne i Tyskland og andre europæiske lande blev advaret mod at lade sig assimilere i det land, hvor de havde slået sig ned. Tværtimod skulle de bestræbe sig på at engagere sig politisk for at varetage Tyrkiets interesser i fx Tyskland. Så vidt jeg har kunnet se, har dette møde i Istanbul ikke været omtalt i den danske presse, men Erdogans initiativ fortjener bestemt opmærksomhed. Hvis den opfattelse breder sig, at mennesker med europæisk baggrund først og fremmest retter deres loyalitet mod Tyrkiet og ikke mod det land, de nu har slået sig ned i og måske er blevet statsborgere i, vil det blive yderst skadeligt for tyrkiske immigranters og deres efterkommeres integration i de europæiske samfund. Ligesom vi kan være stolte af, at danske udvandrere i USA, Canada og Argentina holder fast ved det danske sprog og dansk kultur og forbindelser til Danmark, må vi også respektere, at tyrkiske indvandrere opfatter sig selv som tyrkisk-danskere, der bevarer kærlighed til Tyrkiet, tyrkisk sprog og kultur, og vedligeholder forbindelser til deres hjemland. Integration indebærer ikke, at indvandrere skal bryde med deres etniske, nationale eller religiøse baggrund, men integration indebærer loyalitet mod det samfund, som man ønsker at blive en del af. Integration er uforenelig med, at sætte det lands politiske interesser, som migranter udvandrede fra, over det lands politiske interesser, som de er indvandret til. Flere politikere med tyrkisk baggrund i bl.a. Tyskland har dog protesteret mod Erdogans forsøg på at bruge den tyrkiske diaspora til at fremme Tyrkiets politiske interesser. Christiansfeld, søndag den 11. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

51


42. Albertis pryglelov og VKO’s hårde hånd Forbrydere skal straffes, og om nødvendigt i fængsel. Det kan alle vist være enige om. Og børn skal have omsorg og beskyttelse, og om nødvendigt fjernes fra deres forældre, hvis de ikke evner det. Det kan alle vist også være enige om. Men hvad gør man, hvis børn begår forbrydelser? Siden 1700 tallet har den kriminelle lavalder i Danmark – med visse undtagelser været 15 år. Dvs. at mennesker på under 15 år betragtes som børn, der ikke kan pådrage sig strafferetligt ansvar, og således fx ikke kan sættes idømmes fængselsstraf. I 1905 fik venstremanden justitsminister Alberti (som siden blev dømt for bedrageri) dog indført den berygtede pryglelov, der bl.a. indebar at den kriminelle lavalder blev nedsat til 14 år. I besluttede Folketinget dog at genindføre en kriminel lavalder på 15 år. Sædvanligvis begrundes den kriminelle lavalder med at børns manglende modenhed. Børn har ikke den samme forståelse for konsekvensen af deres handlinger som voksne har. Dertil kommer, at fængselsstraf kan have en skadelig indflydelse på børns udvikling. Dagen i morgen bliver en historisk dag, hvor man vil kunne høre det historiske vingesus fra Alberti og prygleloven. Regeringen fremsætter et lovforslag om at nedsætte den kriminelle lavalder til 14 år. Hvorfor bryder regeringen med en meget lang tradition for en human behandling af børn? Er det, fordi der kan konstateres en stærkt stigende kriminalitet blandt de 14-årige? Nej, det er det ikke. Fx er politiet i hele sin bandeindsats kun stødt på én mindreårig, der slap for tiltale fordi han var under 15 år? Er det så, fordi eksperterne er af den opfattelse, at 14-årige nu er så modne, at det er tilrådeligt at kunne straffe dem med fx fængselsstraffe for deres ugerninger? Nej, stort set alle de eksperter, som har udtalt sig i høringsfasen, har kraftig frarådet en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Kunne det så være, fordi det ville indebære en logisk strømlining af diverse lavaldre? Nej, for unge må først køre bil og købe spiritus (forhåbentlig holder de det adskilt), når de er 18 år. De må først købe alkohol, når de bliver 16, og de har først ret til at disponere over deres egne penge, når de bliver 15. Tværtimod at strømline de forskellige lavaldre, vil dette lovforslag føre til absurde tilstande. Den seksuelle lavalder vil fortsat være 15 år, men hvis nu den kriminelle lavalder nedsættes til 14 år, betyder det, at to fjortenårige der har sex med hinanden (og statistikken siger, at det er der mange, der har) vil kunne dømmes for denne forbrydelse. Straffelovens paragraf 222 stk. 1 slår fast, at ”Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år”. Skulle man ændre på aldersgrænserne, ville det efter min mening være rimeligt, at valgretsalderen kom til at falde sammen med den kriminelle lavalder. Det er dybest set absurd at påstå, at unge på 14 eller 15 år er så modne, at de forventes at kunne overskue konsekvenserne af deres handlinger, så de i princippet kan idømmes op til livsvarigt fængsel for deres handlinger, mens de samme unge ikke skønnes at være modne nok til at vælge de folketingsmedlemmer, som skal vedtage bl.a. de love, som også de unge skal dømmes efter. Hvorfor fremsætter regeringen så dette forslag i morgen? Den mest nærliggende forklaring er, at Dansk Folkeparti har foreslået at nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år. For ikke at miste for mange stemmer til Dansk Folkeparti foreslår regeringen så en beskeden nedsættelse af den kriminelle lavalder med ét år. I befolkningen er der altid frygt for kriminalitet, og på denne måde fremstår også regeringen som handlekraftig og viser, at den med hård hånd slår ned på vold og anden form vor alvorlig kriminalitet.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

52


Når lovforslaget sandsynligvis i løbet af foråret bliver vedtaget (omend kun med et snævert flertal af Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti), kan vi måske hente trøst – ikke i, at VKO dermed bidrager til løsning af problemer med ungdomskriminalitet, for det er der intet, der tyder på at loven vil gøre – men i historien om justitsminister Alberti. Albertis pryglelov, der i 1905 nedsatte den kriminelle lavalder til 14 år, holdt kun i 28 år. Siden 1933 har vi straffet voksne – også med fængsel, men taget hånd om børn under 15 år, uden at lade os friste til at sende dem i fængsel. Christiansfeld, onsdag, den 14. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

53


43. Vielse i kirken eller på rådhuset? Vi skylder de homoseksuelle, som ønsker at få ret til at blive viet i folkekirken, stor tak for at de dermed har været med til at rejse en vigtig debat om ægteskabet. Vi har i Danmark levet i et snart 1000-årig kristenhedssamfund. Her har stat og kirke kørt et tæt parløb, der til tider har haft karakter af en symbiose. Indtil for få årtier siden var alle kristne, og næsten alle kristne tilhørte til og med den samme retning inden for kristendommen. I mange hundrede år var præsten statens embedsmand, der ofte var den vigtigste repræsentanter for statsmagten i lokalsamfundet. I den situation var det helt naturligt og uproblematisk, at det præsten og dermed kirken, som tog sig af indstiftelse af ægteskaber. Spørgsmålet er imidlertid, om det er hensigtsmæssigt, at kirken fortsat forestår indstiftelse af ægteskaber – når kulturen har ændret sig radikalt, og vi ikke længere har noget homogent kristent samfund, og kirken ikke længere spiller den centrale rolle, som den gjorde tidligere? Hvad ville der gå tabt ved at fratage kirken vielsesmyndigheden, så alle ægteskaber fremover skulle indgås på rådhuset? Det ville være et brud på en meget gammel tradition, men vi opgiver i forvejen løbende traditioner, som er ude af trit med den virkelighed, vi lever i nu. Fx har vi for længst opgivet trolovelsestraditionen. Det er ikke så romantisk for et par at sige ja til hinanden på rådhuset som i en kirke, men kirkens hovedopgave er vel ikke at levere romantik, og der vil fortsat være mulighed for at komme i kirken og bede om Guds velsignelse. Kirken vil miste et af sine mest populære produkter, nemlig kirkebrylluppet, og vil derved måske mister medlemmer og opbakning i befolkningen. Nu er kirken jo ikke en forretning, der sælger populære produkter, men har til formål at forkynde evangeliet om Jesus Kristus for dem, som vil høre det. Og ethvert par, der er blevet gift på rådhuset har alle muligheder for at høre evangeliet tilsagt dem ved en festlig gudstjeneste. Hvad ville vi derimod vinde ved at flytte den formelle vielse over på rådhuset? For Folkekirken vil det være med til at understrege vor lutherske lære, der fastslår, at ægteskabet ikke er et sakramente, men en borgerlig indretning. I et samfund, som på en og samme tid bliver mere og mere sekulariseret og mere og mere kulturelt og religiøst mangfoldigt, vil det skabe langt større lighed. Som det er i dag, er der nogle religiøse grupper, som har vielsesret, andre har ikke, nu stilles alle lige. Med en voksende mangfoldighed med hensyn til samlivsmodeller kan man ikke længere gå ud fra, at der vil være overensstemmelse mellem, hvilke former for ægteskaber/parforhold, staten i frihedens navn vil anerkende og lovgive for, og de ægteskaber/parforhold, som forskellige kirker og religiøse grupper vil vie i deres kirke, moske, tempel e.l. Endelig vil en adskillelse af den borgerlige indstiftelse af ægteskabet og den kirkelige velsignelse af det være med til at løse op for den hårdknude, som er blevet knyttet i folkekirken omkring spørgsmålet om homoseksuelles evt. vielse i kirken. Hvis derimod indstiftelsen af et registreret parforhold eller et ægteskab mellem to mænd eller to kvinder blev en realitet i folkekirken – med de

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

54


dertil hørende ritualer, som der ikke vil være enighed om i folkekirken – ville der være en fare for, at der opstod splittelser eller i det mindste alvorlige stridigheder i folkekirken. Når jeg derfor vejer fordele og ulemper ved at flytte ægteskabet fra kirken og ind på rådhuset op imod hinanden, er der for mig at se al mulig grund til, at vi nu hugger den gordiske knude og dermed sætter kirken fri fra ægteskabsindstiftelsen til at varetage dens hovedopgave, som er evangeliets forkyndelse. For heteroseksuelle, homoseksuelle, biseksuelle, transseksuelle, aseksuelle, monogame, polygame, ja, for os alle sammen. Christiansfeld, fredag, den 16. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

55


44. En syngende lussing til regeringen Regeringen har endnu en gang forhandlet sig til rette med Dansk Folkeparti bl.a. om en række ny stramninger af udlændingeloven. Det er den 25. ændring af udlændingeloven i de seneste 5 år. I denne tid tales der meget om dovne ministre, men man kan sandelig ikke sige, at skiftende integrationsministre har ligget på den lade side. Kort før påske sendte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech et 270 siders lovforslag i høring med en høringsfrist på kun 13 dage, så loven kunne vedtages inden tingets sommerferie. Pga. påsken var der kun 5 -6 arbejdsdage til at udarbejde et høringssvar. Selvom Rønn Hornbech også er kirkeminister, havde hun dog ikke nogen forståelse for, at frivillige og ansatte i organisationerne også skulle have tid til at gå i kirke – og holde fri – på helligdagene. 13 dage var 13 arbejdsdage uanset påske og søndage. Resultatet blev, at 10 ud af 25 høringsparterne ikke nåede at svare inden fristen, blandt andet Dansk Flygtningehjælp, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder, Børnerådet og Børns Vilkår. Som flere har gjort opmærksom på, så er det demokratisk betænkeligt med så korte høringsfrister, men det er ikke ulovligt. Man fristes imidlertid til at tænke, at regeringen – efter at have lyttet til Dansk Folkepartis krav - egentlig ikke havde lyst til at lytte til de forskellige organisationers høringssvar. Midt under førstebehandlingen af lovforslaget i dag kom der imidlertid et alternativt høringssvar, som regeringen og hele folketinget ikke kunne undgå at høre. “Bedsteforældre for Asyl” afsang Benny Andersens ”Barndommens land”. ”Der findes børn, der må flygte, men du har intet at frygte. Ingen skal mishandle dig, håber jeg”, sang de. Selv ikke bedsteforældre slipper imidlertid godt fra at give ”uvorne” politikere en syngende lussing. Efter det syvende vers lykkedes det ordensmagten at få standset denne musikalske forbrydelse mod Folketinget, og nu venter der dem en klækkelig bødestraf. Efter en lovlig kort høringsfrist og et alternativt men ulovligt høringssvar vil den 25. ændring af udlændingeloven på fem år neget snart blive vedtaget med regeringens og Dansk Folkepartis stemmer. Men der er håb forude: Snart holder folketinget sommerferie, og i den lange periode vil vi blive forskånet for flere stramninger af udlændingeloven. Christiansfeld, mandag, den 19. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

56


45. Shari’a og kanonisk lov Tre danske professorer i jura og islamologi foreslår i bogen ”Shari’a as Discourse”, redigeret af Jørgen S. Nielsen, at det danske retsvæsen skal tage hensyn til shari’a. Som forventeligt møder dette forslag straks en uforbeholden afvisning bl.a. fra justitsministeren (Se Christina Agger, “Professorer: Retsvæsen skal tage hensyn til sharia” i Kristeligt Dagblad 21. april 2010) I den danske debat om shari’a får man imidlertid ofte det indtryk, at shari’a er en veldefineret lovsamling, altså at man kan tage shari’a-loven ned fra hylden og deri læse, hvad islamisk lov siger om dette eller hint emne. Det er imidlertid helt forkert. Uanset hvor meget og hvor alvorligt muslimer og ikke muslimer taler om shari’a- og shari’aens betydning, så er shari’a ikke en sådan lovbog, men er snarere nogle grundlæggende åndelige og etiske principper og en række juridiske traditioner. At nogle af disse principper og traditioner er i modstrid med moderne europæiske principper og traditioner ændrer ikke på dette forhold. Heller ikke, at der på basis af shari’a traditionen er udviklet inhumane love, som der er al mulig grund til at tage kraftig afstand fra. At det forholder sig helt anderledes med den katolske kirkes ”kanoniske lov”, blev jeg mindet om, da jeg under en ferie i Rom i påsken læste den engelske udgave af Vatikanets avis ”L’Osservatore”. Her var der en meget lang artikel, der forsøgte at forklare en ændring af den kanoniske lov, på to områder, nemlig vedrørende diakoners embedsførelse og ægteskabets sakramente. I et ”apostolsk brev” fra paven, der er den kanoniske lovgiver, præsenteres en ændret lovtekst på disse to områder. Trods ihærdige forsøg lykkedes det mig dog ikke at forstå, hvori den juridiske ændring bestod, men jeg er jo heller ikke jurist, og adressaten for artiklen var helt klart ikke lægfolk, men dem, der i den katolske rundt om i verden skulle administrere eller dømme efter den gældende kanoniske lov Der er store forskelle mellem shari’a-diskursen og så kanonisk lov. I dag spiller kanonisk ret især en vigtig rolle, når det gælder reguleringen af den katolske kirkes interne forhold, mens der også i dag er muslimer, som har den opfattelse af hele menneskelivet og samfundslivet skal reguleres i overensstemmelse med klassiske shari’a-traditioner. Der er dog også et interessant lighedspunkt, både i shari’a-traditioner og i kanonisk lov spiller regulering af ægteskab en central rolle. Det er da også netop især spørgsmålet om ægteskab, at det vil være værd at overveje, om man i det danske væsen inden for rammerne af dansk lovgivning kan tage hensyn til fx muslimers shari’a baserede ægteskabsnormer. Der er altså ikke tale om at acceptere et parallelt lovsystem med dets særlige lovparagraffer. Det drejer sig derimod om at overveje, om man skal tage hensyn til de kulturelle og religiøse traditioner, som den enkelte borger kommer med, sådan som man også på andre områder tager individuelle hensyn. Christiansfeld, onsdag, den 21. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

57


46. En kriminel ungdomsuddannelse? Lad os foretage det tankeeksperiment, at kriminalitet var en samfundsnyttig virksomhed på linje med handel eller industri. Hvordan skulle samfundet agere for at sikre, at der også fremover ville være nok arbejdskraft i denne sektor, specielt når der om nogle år sikkert bliver mangel på arbejdskraft. Langt de fleste børn og unge har slet ingen interesse for kriminalitet, så derfor vil det være af afgørende betydning så tidligt som muligt at spotte de relativt få børn og unge, som har udvist talent for kriminelle handlinger. De må derefter hjælpes i gang med en længere og mere systematisk uddannelse, der kan sikre dem en god kriminel løbebane. Ifølge den norske kriminolog Nils Christie er fængsler de mest effektive institutioner til at uddanne børn og unge mennesker til dygtige forbrydere. Her kan de få en ungdomsuddannelse, hvor der kan foregå en effektiv vidensdeling mellem mere erfarne og mindre erfarne forbrydere. Samtidig kan de her udvikle et netværk, som kan hjælpe dem dybere ind i kriminaliteten, når de kommer ud af institutionen. For at gøre uddannelsen mest muligt effektiv, er det vigtigt, at der i fængslerne ikke ansættes for mange medarbejdere, der gennem deres sociale, dannelsesmæssige og uddannelsesmæssige tiltag kan gøre børnene og de unge mere og mere uegnede til at fortsætte en kriminel karriere. Skal vi have flere mennesker engageret i kriminalitet, vil det også være nødvendigt at bryde den sociale arv. I mange tilfælde går kriminalitet i arv fra generation til generation, men skal nye grupper hjælpes ind på den kriminelle løbebane, så er det vigtigt at vi får fat i børnene så tidligt som muligt, mens de stadig kan formes og dannes til dygtige kriminelle. Hvis børnene og de unge først kommer i gang med deres kriminelle uddannelse når de er 15 år eller ældre, er der fare for, at de inden da får andre interesser og venner, der vil holde dem ude af kriminalitet. Men der er ikke råd til fjumreår, så derfor det vil være hensigtsmæssigt at sænke den kriminelle lavalder eller helt fjerne den. I det hele taget er det vigtigt, at samfundet ikke møder børn og unge, der begår kriminalitet med opdragelsesmæssige, sociale og uddannelsesmæssige tiltag, da det kan gøre dem helt uegnede til en kriminel løbebane. I stedet skal de tidligst muligt opleve at der tages hånd om deres kriminelle handlinger inden for det retslige system, så de får mulighed for tidsligst muligt at stifte bekendtskab med fængslerne og det læringsmiljø, som findes der. Men nu er kriminalitet ikke en samfundsnyttig virksomhed, så tankeeksperimentet kunne måske bruges til at overveje, hvordan vi netop ikke skal agere, hvis vi vil undgå at flere og flere af vore børn og unge ender i kriminalitet. Christiansfeld, torsdag, den 22. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

58


47. Islam som virus og tunnelsyn En virus har ramt dele af det danske folk, især mange debattører. Virussen angriber folks evne til at høre, hvad andre siger, og derfor danner de sig deres egne forestillinger om, hvad andre mennesker har sagt. Samtidig angriber denne virus folk evne til at tænke klart, så den klare tanke afløses af nogle meget stærke og undertiden aggressive følelser. Problemet med virus er imidlertid, at det ikke er muligt at bekæmpe den med antibiotika. I de fleste tilfælde vil kroppen dog efter nogen tid bekæmpe virussen. Virussen er ”islam”, som mange danskere, og især mange debattører, i disse år har fået på hjernen. Det seneste eksempel på, hvordan et sådant angreb udfolder sig, er debatten om, hvorvidt der inden for det eksisterende danske lovsystem kan og skal tages hensyn til den kulturelle og religiøse baggrund (læs: islam), som en del (ny)danskere kommer med. To juridiske professorer og en professor i islam har foreslået, at man skulle overveje dette spørgsmål, og de er blevet bakket op af jurister og dommere. Men islam-virussen har så godt et tag i de allerfleste debattører, at den fuldstændig blokerer for en seriøs overvejelse af spørgsmålet og i stedet fremkalder aggressive reaktioner, bl.a. i form af krav om fyring af disse professorer. Tunnelsyn er en meget alvorlig sygdom, for dem, der rammes af den. Ifølge Den Store Danske Encyklopædi er tunnelsyn en ”indsnævring af synsfeltet, så kun centralsynet er bevaret uden mulighed for erkendelse af objekter uden for dette”. Man kan naturligvis komme grueligt galt af sted, hvis man kun kan få øje på en del af virkeligheden. Problemet er bare, at det kan være meget vanskeligt at kurere tunnelsyn, så derfor er det afgørende at sætte ind med forebyggelse. Det tunnelsyn, jeg her tænker på, er islam. Mange danskere, og især mange debattører, er i færd med at udvikle et tunnelsyn, der gør, at de næsten kun kan få øje på islam, når de kigger efter de trusler, Danmark og vesten står over for i dag. På det religiøse område opfattes islam af mange som den største trussel for folkekirke og kristendom. Og det al den stund, at der er langt flere danskere, som er konverteret til buddhismen end til islam. Samtidig er stort set ingen tegn på, at danskernes religiøse forestillinger eller praksisser bliver påvirket af islam, mens fx 20% af befolkningen er begyndt at tro på reinkarnation. På det internationale politiske område taler mange stadig som om, islam (efter kommunismens fald) er den største konkurrent til og trussel mod vesten. Nogle taler lige frem om faren for, at islam tager magten i Danmark og det øvrige Europa. Der er ganske vist alvorlige problemer med den terrorisme, der legitimerer sig ud fra islam, men man skal være stærblind – eller måske netop være på vej til at udvikle tunnelsyn – hvis man ikke kan se, at den helt store udfordring for vesten i dag og fremover er Kina. Kina er verdens folkerigeste land, og det er på vej til at blive en økonomisk supermagt, en militær supermagt, samtidig med at demokratiet – og specielt ytringsfriheden – har endog særdeles trange kår i landet. Når franskmænd og tyskere skåler, siger de hhv. ” À votre santé” og ”Gesundheit”. Måske skulle vi som danskere erstatte eller supplere vor ”skål” med ”For nationens sundhed” – mod alskens virus og tunnelsyn. Christiansfeld, lørdag, den 25. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

59


48. Kirke i grænselandet I dag sad jeg i Gottorp Slotskirke i forbindelse med Den Danske Kirke i Sydslesvigs årlige kirkedag. Slesvig – Sydslesvig og Nordslesvig – har altid interesseret mig. Mine forældre var medlem af Sønderjysk Forening og vi havde om sommeren besøg af børn fra Sydslesvig. Da jeg læste historie på Århus Universitet ,skrev jeg speciale om Nordslesvigs historie i årene op til første verdenskrig. Jeg blev noget optaget af, hvordan nationalitetskampen påvirkede det kirkelige liv i Slesvig. Skulle kristne samles på tværs af nationalitetsskel, eller skulle også det kirkelige liv opdeles mellem dansk og tysk? At være kirke i et grænseland er altid en stor udfordring. Under gudstjenesten i den pragtfulde slotskirke fra omkring 1600 blev jeg mindet om, at kirken i sig selv er et grænseland, eller et sted, hvor der slås en gyngende bro over det dyb, der skiller Gud og verden. Vi sang Grundtvigs fantastiske salme ”O Kristelighed”, hvor der står O vidundertro! Du slår over dybet din gyngende bro, som isgangen trodser i brusende strand, fra dødningehjem til de levendes land; bo lavere hos os, det huer dig bedst, du højbårne gæst.

Jeg begyndte at studere de 24 malerier, som danner en frise rundt i hele kirken, malerier, som fremstiller de centrale begivenheder i og omkring Jesu liv. Op mod alteret ses det første og det sidste billede i frisen ved siden af hinanden. På det første billede ses Maria bebudelse. En engel fra er lige ved at lande i Marias værelse med bud om, at hun skal føde verdens frelser. Maria stod ved sin pult, og en lille hund kiggede nysgerrigt på. På det sidste billede ses Jesu himmelfart. Jesus er lige ved at stige til himmels – på en måde der minder lidt om et vulkanudbrud – mens disciplene undrende ser på. Her i kirken oplever vi grænselandet mellem himmel og jord. Det er aldrig uproblematisk at leve i et grænseland, heller ikke for danske sydslesvigere i dag, selvom forholdene mellem danskere og tyskere er langt fredeligere end for 100 år siden. Det handler om at leve med en dobbelt identitet, som både dansker og tysker. Det er heller ikke uproblematisk at leve i det grænseland, som kirken en. For også som kristne har vi et dobbelt borgerskab, nemlig i det jordiske rige, vi bor i, og i Guds Rige.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

60


Grænselandets historie er imidlertid meget spændende, og det er stadig yderst interessant at følge med i, hvad der i disse år sker i mødet mellem dansk og tysk, og at høre, hvad det for det betyder for mennesker i Sydslesvig at være dansk, når man trods alt lever i Tyskland. På samme måde er det altid spændende at søge at finde ud af, hvad det betyder for os i dag at høre til i Guds rige, når man trods alt lever i den verden, der – som vi også sang - er præget af, at ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke og ulykke de gange på rad.”. Christiansfeld, søndag, den 25. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

61


49. Ørkenblomst ”Ørkenblomst” er titlen på den flotte og tankevækkende film, som jeg så i biografen i aftes. Filmen, der er fra 2009, bygger på en den somaliske topmodel Waris Dieris selvbiografi fra 1998 af samme navn. Vi møder i London en ung somalisk kvinde, som efter 6 år som ”tjenestepige” bag lås og slå hos den somaliske ambassadør møder London og det vestlige samfund. Hun begynder et liv på bunden, på gaden, som hjemløs, men ender ved tilfældighedernes spil og med og engelske venners hjælp – og hendes iøjnefaldende skønhed – som en højt betalt fotomodel. Det, der gør filmen seværdig, er imidlertid ikke denne askepothistorie, men den historie, som hun har med sig fra Somalia, og som vi gennem en række flashbacks får et indblik i. Huns blev født i en fattig traditionel nomadefamilie og blev som treårig udsat for en grusom fjernelse af sine kønsorganer og blev syet sammen – med henblik på først at blive åbnet engang af sin ægtemand. Hendes to søster lider døden pga. denne lemlæstelse. Da hun som 13-årig i et arrangeret ægtskab skal giftes med en ændre mand, der i forvejen har tre koner, stikker hun af gennem ørkenen til Mogadishu, til sin mormor, der sender hende videre til en slægtning i London. Mens omskærelse eller retter lemlæstelse af kvinder let kan forblive et abstrakt problem, gør filmen det så ubehageligt nærværende, at det bliver svært nogen sinde at glemme det igen. At ca. 130 millioner kvinder i hele verden er blevet ramt af en eller anden form for omskærelse, og at 3 mio kvinder hvert år også i dag er i fare for at blive udsat for denne barbariske form for lemlæstelse, løber én koldt ned ad ryggen. Meget tyder på, at traditionen går helt tilbage til faraonernes Egypten, og det er da også Egypten og dets nabolande, Sudan og Etiopien, som den dag i dag har den største udbredelse af denne frygtelige skik, som imidlertid også findes mange andre steder i Østafrika, Centralafrika og Vestafrika og i dele af Mellemøsten og Asien. Det mest tankevækkende ved filmen er imidlertid, at det først var i mødet vestens kultur, især i form af en veninde, at Waris får øjnene op for, at kvindeomskærelse ikke er noget universelt og selvfølgeligt, noget nødvendigt og godt (selvom hun på egen krop havde erfaret, at det havde gjort ondt, endda meget ondt, og vedblev at gøre ondt). Filmen slutter med, at Waris bruger sin platform som verdensberømt model til ud fra sin nye forståelse af, hvad det vil sige at være kvinde, på globalt plan at kæmpe med kvindeomskærelse. Nu kunne man drage den forhastede konklusion, at det kun er somaliere med en baggrund i et traditionelt nomadesamfund, som har brug for at møde en anden kultur for at få nye perspektiver på tilværelsen, så de kan tage et opgør med barbariske skikke i deres egen kultur. Spørgsmålet er, om vi ikke alle sammen gennem vor opvækst og socialisering i en bestemt kultur udvikler en form for etnocentrisme, der gør, at vi ser verden og tilværelsen fra vort eget kulturbestemte perspektiv, og er tilbøjelige til at anse dette perspektiv som det universelle, det naturlige og det fornuftige. På den enes side er det etnocentriske perspektiv vigtigt, fordi det styrker sammenhængskraften i enhver kultur. På den anden side er det farligt, hvis det etnocentriske perspektiv ikke udfordres, fordi det ellers kan lukke af for en forståelse af mennesker med en anden kultur og for en erkendelse af ens egen kulturs svagheder. Globaliseringen har ført os ind i en række uafvendelige kulturmøder, som har skabt en række konflikter . Men kulturmøder er ikke kun problematiske, de kan også være udviklende. Det gælder

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

62


både for os danskere og for somalieren Waris. For Waris, hvis navn betyder Ørkenblomst, betød det, at hun kom til at blomstre som kvinde. Christiansfeld, søndag, den 2. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

63


50. Tegningekrise – noch einmal! I Danmark har vi ytringsfrihed og dermed også frihed til at tegne karikaturer. For snart fem år siden udnyttede Jyllands-Posten sin ytringsfrihed til at bl.a. at få tegnet en karikatur af muslimernes profet Muhammed med en bombe i turbanen. Det blev bl.a. af muslimer tolket sådan, at Muhammed fremstilledes som terrorist og islam som en terroristisk religion. Der er ingen grund til at genfortælle den triste historie om, hvad der derefter skete … Nu er den sandelig gal igen. De to SF-folketingsmedlemmer Steen Gade og Kamal Qureshi har været medlemmer af en Facebook-gruppe, ”Danmarks løver. Modstandsbevægelse mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt”, der har givet plads til karikaturtegninger af ledende medlemmer af Dansk Folkeparti med hagekors og hitlerskæg. Det blev bl.a. af DF’ere tolket sådan, at DF’er fremstilles som nazister og dermed DF som et nazistparti. I modsætning til visse andre lande er Danmark heldigvis et fredeligt land, hvor det kun sjældent kommer til voldsomheder. Den første tegningekrise førte ganske vist til en voldsom debat i Danmark, men det kom i første omgang ikke til uroligheder. Desværre er denne fred siden blevet brudt, i og med at tegneren Kurt Vestergaard er blevet udsat både for dødstrusler og overfald. Heldigvis er DF’ere fredelige mennesker, så derfor kan Steen Gade og Kama Qureshi sikkert sove trygt om natten. De behøver nok heller ikke at frygte for deres politiske liv. Især ikke efter at de begge skyndsomst har meldt sig ud af bemeldte Facebook-gruppe, og Steen Gade tilmed har sendt en uforbeholden undskyldning for uafvidende at have været med til at dæmonisere Dansk Folkeparti. Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg godt forstå, at Pia Kjærsgaard og Søren Espersen m.fl. ikke bryder sig om at blive hånet, spottet og latterliggjort ved, at en Facebook-gruppe bruger sin ytringsfrihed til i tegninger at fremstille dem som nazister. Samtidig kan jeg også godt forstå, at danske muslimer ikke brød sig om at blive hånet, spottet og latterliggjort ved at Jyllands-Posten brugte sin ytringsfrihed til i tegninger at fremstille deres profet som terrorist. Christiansfeld, tirsdag, den 27. april 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

64


51. Tyrker, papister, jøder og gendøbere – luthersk teologi og retorik Det har altid fristet mig at kigge på andre folks reoler for at se, hvilke bøger de henter deres inspiration fra. I kirkehistorikeren Martin Schwarz Laustens bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat. Islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark” (Anis, 2010) får vi mulighed for at kigge indenfor hos præster i Vendsyssel i reformationstiden og se, hvilke bøger de havde stående på deres reoler. I 1550’erne foretog biskop Oluf Chrysostomus i Vendsyssel stift nemlig en registrering af de bøger, som 68 af stiftets præster havde i deres samlinger. Det var nu en ganske overkommeligt opgave at skaffe sig et overblik over, hvor præsterne fik deres boglige inspiration fra, for præsterne havde i snit kun 10-15 bøger hver. Mange af bøgerne – også prædikensamlinger – havde lange passager om tyrkerne. Blandt andet udgangspunkt i disse bøger tegner Schwarz Lausten et billede af den tyrkerfrygt – som han karakteriserer som islamofobi – der var meget udbredt i lutherske kredse i 1500-tallet – både i Danmark og andre dele af Europa. Baggrunden for tyrkerfrygten i Europa var meget konkret. Det osmanniske rige var på dette tidspunkt stadig så mægtigt, at det truede Europa, fx blev Wien belejret i 1529. Udfaldene mod tyrkerne (muslimerne) kobles meget ofte sammen med udfald mod papisterne (katolikkerne), jøderne og kætterne (gendøberne), nærmest som en remse, der gentages igen og igen. Teologien er utvetydig: Især nær det gælder tyrkerne og papisterne sker der bogstaveligt talt en dæmonisering. I begge tilfælde er det antikrist, som er på spil. ”Der er ingen tvivl om, at den lede rasende djævel er oprindelsen og ophavet til det tyrkiske rige og væsen”, og tyrken fremstilles som djævelens værktøj. Samtidig er tyrkerne dog også Guds redskab, som han bruger til at straffe kristenheden for dens manglende fromhed. Retorikken mht. alle anderledestroende, både gendøbere, katolikker, jøder og muslimer er imidlertid undertiden så barsk, at det ville være problematisk at genoptrykke den i dag. Hvordan skal vi forholde os til denne del af den lutherske tradition, som vedrører forholdet til andre kristne kirkesamfund og til andre religioner? Heldigvis står (næsten) ingen af disse bøger på præsternes eller andre kristnes hylder i Danmark i dag. Men spørgsmålet er, om denne tradition fra Den Lutherske Kirkes formative år stadig øver en eller anden indflydelse på vor måde at tænke, tale og handle på som lutheranere? Igennem det 20. århundrede er Den Lutherske Kirke indgået i et økumenisk samarbejde med dem, som lutheranere i det 16. Århundrede kaldte gendøbere (frikirkerne), og sågar også med Den Katolske Kirke. Forholdet til jøderne har også ændret sig markant i positiv retning, især efter holocaust. Retorikken har ændret sig radikalt, og religionsteologien er heller ikke den sammen i dag mht. frikirker, den katolske kirke og jødedommen. Men det er som der ind imellem stadig hentes inspiration fra 1500-tallets bøger, når det gælder tyrkerne/muslimerne. Jeg fristes til at kigge efter på reolerne, om der stadig skulle gemme sig en prædikensamling eller en postil fra reformationstiden her og der. Smidstrup Strand, onsdag, den 5. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

65


52. Refleksioner eller reflekser mht. muslimske indvandrere Under overskriften ”Landet er åbent. For dem, der ønsker at leve som oa” (i Kristeligt Dagblad den 8. maj) skriver lektor Henrik Jensen i sine ”Lørdagsrefleksioner” om problemerne med muslimske indvandrere. Her citerer han journalisten Mikael Jalving, der fortæller om, at den argentinske forfatning indeholder en passus om at ”landet er åbent for alle dem, der ønsker at leve som vi gør”. Mikael Jalving mener, at vi måske skulle kopiere den sætning her i Danmark, og Henrik Jensen er tilsyneladende enig i synspunktet. Spørgsmålet er imidlertid, hvem ”vi” er, hvis livsstil skal danne norm for de muslimske indvandrere? Trods en stor kulturel og social homogenitet i det danske samfund er ”vi” dog noget forskellige her til lands. Danske Hells Angels-bandemedlemmer og diakonisser har godt nok det til fælles, at de alle undertiden går i uniformer, men de lever nu alligevel meget forskelligt. Bare lige for at tage et eksempel. Eller er det gennemsnits-livsstilen for danskere, som muslimske indvandrere skal tilstræbe at leve op til? Handler det om, at unge muslimske indvandrere skal bestræbe sig på at drikke lige så meget alkohol som danske unge, som efter sigende har noget nær europarekord i denne disciplin? Eller skal muslimske indvandrerne finde samme leje som gennemsnitsdanskerne, når det gælder om at handle sort? Eller skal de spise og klæde sig som os, og måske pille fuldskægget af? Jeg er sikker på, at Henrik Jensen vil svare nej. Men hvad er det så, han mener? Måske er det hans opfattelse, at indvandrere skal overholde alle landets skrevne love. Men var det det, han mente, hvorfor skrev han så ikke det, i stedet for at give læseren det indtryk, at indvandrere skal assimileres og blive som gennemsnitsdanskere? Måske mener han, at vore love er for slappe – at der skal indføres nye love, der stiller nye krav til muslimske indvandrere (og alle andre indbyggere i dette land), altså at det i lovgivningen tydeliggøres, hvilke pligter indvandrerne er underlagt. Men hvis det var tilfældet, hvorfor skrev han så ikke det? Baggrunden for Henrik Jensens insisteren på, at muslimske indvandrere skal leve som os, hvis de vil bo her i landet, er problemerne med samme gruppe. Først er der de sociale eller økonomiske problemer. Muslimerne kom hertil som gæstearbejdere (for op til 43 år siden), de opførte dog sig ikke som ordentlige gæster, men blev hængende her. ”Måske bag disken i egen shawarmabar eller grønthandlerbutik, de fleste på understøttelse”. Det er en meget alvorlig sag for holdbarheden i det danske velfærdssamfund , men … måske er det helt forventeligt, at de muslimer, som kom til Danmark som gæstearbejder i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne nu er på overførselsindkomst. Hvis de ikke havde været børn eller unge, da de for omkring 40 år siden kom hertil, vil de allerfleste i dag være i efterløns- eller pensionsalderen, og dermed være på overførselsindkomst. Det ved Henrik Jensen selvfølgelig, men hvorfor skriver han så, som han gør? Der er er også alvorlige problemer med de muslimske indvandreres kriminalitet. Fx gælder det, at ”unge muslimske mænd er en stigende risiko. De fylder vore retslokaler og vore fængsler, de overtager gaderne …..”. Henrik Jensen giver indtryk af, at muslimske unge generelt er kriminelle, og at det er de muslimske unge, som fylder vore fængsler. Henrik Jensen ved selvfølgelig godt, at det kun er en mindre del af de muslimske unge, som er kriminelle, og at muslimer (for slet ikke at tale om muslimske unge alene) langt fra udgør flertallet af de indsatte i fængslerne. Men hvorfor skriver han så, som han gør?

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

66


Det er vigtigt at se i øjnene, at der er i det danske samfund i dag er problemer med grupper af indvandrere, med grupper af muslimske indvandrere og med grupper af muslimske unge – lige som med andre grupper af danskere. Henrik Jensens refleksioner om gensidighed, om forholdet mellem pligter og rettigheder er også meget relevante, men hans ukritiske gengivelse af fordomme og generaliseringer om muslimske indvandrere minder desværre mere om (rygmarvs)reflekser end om (fornufts)refleksioner. Christiansfeld, lørdag, den 8. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

67


53. Om at blæse på en dansk dommers afgørelse Forestil dig følgende: En muslimsk 2.g.’er bliver dømt ved en dansk ret for en forbrydelse. Umiddelbart efter domsafsigelsen går imamen i hans moské ud og siger, at han blæser på dommerens afgørelse. ”Efter min opfattelse har dommeren ud fra en en politisk korrekt negativ holdning til muslimer på forhånd haft en bestemt opfattelse af sagen, og har kun været interesseret i en ting: at få Hassan Adamu dømt.” Der ville komme et ramaskrig med krav om at en sådan imam skulle udvises. Hvordan kunne vi tillade at huse sådanne udemokratiske personer, som ikke har respekt for dansk lov og danske domstole, en respekt som er helt grundlæggende for det danske samfund. Især fra Dansk Folkeparti ville man være hurtig på aftrækkeren, og man kunne levende forestille sig, at Søren Krarup ville gå foran i kampen mod en sådan landsskadelig ekstremisme. Men lad os forlade forestillingernes verden og nærme os den barske virkelighed. Historikeren Bent Jensen, som Dansk Folkeparti sørgede for kom til at stå i spidsen for et koldkrigsforksningsinstitut, er blevet dømt for ærekrænkelse af journalisten Jørgen Dragsdahl. Her er det ikke Bent Jensens imam, men den tidligere sognepræst og nuværende folketingsmedlem Søren Krarup, som siger, at han blæser på dommerens afgørelse. Til Politiken udtaler han, at ”I mine ører har hun i den politiske korrektheds navn på forhånd haft en bestemt opfattelse af sagen og har kun været interesseret i en ting: at frikende Dragsdahl”. Nu venter vi så på ramaskriget med krav om …. Christiansfeld, søndag, den 9. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

68


54. “Landet er åbent for alle dem, der ønsker at leve som vi gør” – Migration og udvikling Siden anden verdenskrig har Europa oplevet en voksende immigrationsbølge. Skulle vi sætte et årstal på starten på denne udvikling for Danmarks vedkommende kunne det være 1967, da landet åbnede grænserne for gæstearbejdere fra Tyrkiet, Pakistan og andre lande. Siden da har Europa og Danmark ganske langsomt ændret karakter. Vi er i Danmark gået fra at have været et af Europas mest homogene samfund til i stadig højere grad at blive et multietniske, multireligiøst og multikulturelt samfund. Man behøver blot at åbne for radio og tv eller læse dagens aviser for at blive mindet om, hvilke udfordringer det har stillet os overfor. Nogle drømmer om muligheden for at vende tilbage til det Danmark vi havde før 1967 (”Gi’ os Danmark tilbage!”), men mange har indset, at den drøm aldrig går i opfyldelse. I stedet klynger de sig til håbet om, at migranterne hurtigt assimileres, så de på alle måder bliver som os. Udtrykt med ord fra den argentinske forfatning – et område, der ironisk nok blev radikalt ændret gennem den immigration, som fulgte med Spaniens erobring af området for 500 år siden: “Landet er åbent for alle dem, der ønsker at leve, som vi gør.” Som bl.a. Sydamerikas historie minder os om, så er migration imidlertid ikke et nyt fænomen, men europæernes (og danskernes) rolle i processen er en anden i dag end tidligere. Med opdagelserne og kolonitiden omkring år 1500 begyndte den store europæiske migration, som over de næste 450 år førte til, at mange millioner europæere (inklusive titusinder af danskere) emigrerede fra Europa og slog sig ned på alle de andre kontinenter. Nogle steder kom migranterne efterhånden til at udgøre flertallet, så området blev helt præget af europæisk kultur, som det fx var tilfældet i Nordamerika. Andre steder som fx i Sydafrika og Sydamerika udgjorde migranterne en dominerende minoritet. De fleste steder, hvor de europæiske migranter kom hen, påvirkede de den kulturelle udvikling i værtslandene. Disse områder i Amerika, Afrika og Asien var enten åbne eller blev åbnet for de europæiske migranter, som imidlertid ikke havde noget ønske om at leve, som værtsbefolkningen gjorde. På godt og ondt interagerede migranterne med værtsbefolkningen på en sådan måde, at værtsbefolkningen og ofte også migranterne aldrig blev de samme igen. I enkelte tilfælde forsøgte enten værtsbefolkningen eller migranterne at holde de to befolkninger adskilt gennem ghettoer eller apartheid for at sikre en adskilt udvikling af de go grupper – men på langt sigt næsten altid forgæves. Nu er migrationsstrømmen vendt. Mangel på arbejdskraft i Europa og umenneskelige levevilkår flere steder i verden er de næsten uimodståelige kræfter, som sender mennesker på vandring. Mens de europæiske lande tidligere var afsendere for migranter, er vi nu blevet modtagere af migranter. Vi kender i dag resultatet af den store migrationsbølge, der begyndte omkring år 1500, men det er endnu alt for tidligt at vurdere, hvad konsekvenserne bliver af den migrationsbølge vi i disse år oplever. Der er imidlertid intet, der tyder på, at vi med held vi kan praktisere den politik, som ligger i passagen fra den argentinske forfatning, nemlig at Europa kun er åbent for dem, der ønsker at leve, som vi gør. Migration vil også påvirke den kulturelle udvikling i Europa. Christiansfeld, onsdag, den 12. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

69


55. Himmel og jord i bevægelse! I morgen er det Kristi Himmelfartsdag, og vi skal mindes en de begivenheder, som for 2000 år siden satte himmel og jord i bevægelse, og som stadig sætter himmel og jord i bevægelse den dag i dag. I morgen åbner også Danske Kirkedage i Viborg, som netop har ”Himmel og jord i bevægelse” som sit tema. Her vil der være et hav af bevægelser. ”Spiritualitet og tro i bevægelse” – ”Kirke i bevægelse” – ”Verden i bevægelse” er de tre hovedspor, som er lagt ud for de fire dages kirkelige bevægelse. Kirkedagene er for mange kirkeligt engagerede, hvad Roskilde Festivalen er for unge musikinteresserede. Det er fest og farver, vi bliver udfordret og opdateret, og vi møder gamle og nye venner. For dem, der ikke kan vente med at komme i bevægelse til den officielle åbning af kirkedagene i morgen Kristi Himmelfartsdag kl. 16 i Stadionhallen i Viborg, er det muligt at klikke sig ind på kirkedagene på hjemmesiden www.kirkedage.dk og få færten af, hvad der skal ske. På gensyn i Viborg – og her på bloggen, hvor der løbende vil blive rapporteret fra kirkedagen. På vej til Danske Kirkedage i Viborg, onsdag aften den 12. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

70


56. “Bevæg vore sind med dit ord” – på Viborg Fodboldstadion Skyerne hang lavt, tungt og mørkt over Viborg på Kristi Himmelfartsdag, og temperaturen holdt sig langt under de 10 grader. Alligevel var der en strøm af mennesker, som i eftermiddags bevægede hen mod Viborg Fodboldstadion. I dag blev pokalfinalen i fodbold afviklet, men det var nu ikke her på Viborg Stadion, det skete. Det var derimod Danske Kirkers Råd og Viborg Stift, der havde sat Danske Kirkedage på programmet. Hele den ene langside var fyldt med kirkedagsfans, skønsmæssigt 3.000, der sad og småfrøs. Ved starten af kampen, nej Gudstjenesten, kom et hold præster i ornat fulgt af pilgrimsvandrere med stave ud fra spillerindgangen. På den modsatte tribune spillede orkester og kor op til kamp. Selvom der var langt fra prædikenen og helt op til os tilhørere på siddetribunen, tror jeg, at vi alle blev grebet af præstens forkyndelse af evangeliet. Præsten tog udgangspunkt i en medrivende historie om Jonathan, som ville begå selvmord ved at gå planken ud fra toppen af et højhus, men blev kaldt tilbage til verden og livet, da et barn råbte om hjælp. Ved Kristi Himmelfart stod disciplene med himmelvendte øjne og længtes mod himlen, men englene kaldte dem – og os – tilbage til jorden og til ansvaret for vore medmennesker. Salmerne var gode – flere af dem nye, og stadion genlød af salmesang. Men det er en speciel oplevelse at holde gudstjeneste på et fodboldstadion. Jeg har haft mange gode oplevelser på diverse fodboldstadioner, men det er svært at få oplevelsen af at være til gudstjeneste, når man sidder på lægterne og kigger ned på grønsværen. Og så alligevel, så hører evangeliet og gudstjenesten ikke bare hjemme inde i kirkerummet, men ude i den ganske almindelige verden, hvor folk færdes, som fx på et fodboldstadion. Det var alt i alt en meget godt oplevelse (men en kold en af slagsen), og efter en time kom vi godt i mål med Lars Busk Sørensens pletskud af en kirkedagssalme, der satte os i bevægelse – og satte kirkedagene i gang. Guds Ånd, med det levende ord bevæger du himmel og jord. Du vækker de slumrende kræfter og rejser den faldne igen. Du styrker og støtter os efter, Hvor kærlighed fører os hen. Bevæg vore sind med dit ord. Danske Kirkedage i Viborg, Kristi Himmelfartsdag, den 13. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

71


57. Opskriften på en bedre verden På vej ind til aftensmaden blev vi mødt en række velklæde kokke, som uddelte gratis opskrifter til kirkedagsdeltagerne. Kokkene kom ikke fra restaurant Noma, men fra en restauration, der godt ikke er verdenskendt, men dog er kendt med hele verden, nemlig DMR-U, og der var tale om en opskrift på en bedre verden. Opskriften består bl.a. af flg. ingredienser: Halver fattigdom og sult i verden, giv grundskoleuddannelse til alle, øg ligestilling mellem kvinder og mænd og styrk kvinders rettigheder, sikr udviklingen af et bæredygtigt miljø, bekæmp hiv/aids, malaria og andre sygdomme, mindsk børnedødeligheden med to tredjedele, mindsk mødredødeligheden med to tredjedele, øg samarbejdet om bistand og halver gældseftergivelse.Der var bestemt noget at tykke på og tænke over under middagen. Og det var der også i det tætpakkede aftenprogram i Tinghallen. Karsten Nissen bød som biskop over Viborg Stift velkommen til Danske Kirkedage i Viborg. Med tanke på friluftsgudstjenesten på stadion mindede han om Kim Larsens sang, ”Vi be’r guderne om godt vejr”. Det er så meget lettere for os kristne, for vi har kun en Gud at bede til, og han hørte vore bønner, for vi fik tørvejr. Borgmesteren var glad for, at Danske Kirkedage i år blev afholdt i Viborg, som egentlig betyder ”helligt bjerg”. Som det har stået i reklamerne, så mødes Guds og hvermand i Viborg i år. Borgmesteren var stolt over, at 3000 mennesker var samlet til gudstjeneste på stadion i dag. Det er ikke mange kirker, der har 3000 til gudstjeneste. Og så var det vist nok også stadionrekord for 2010! Meget tyder på, at kirkedagskomiteen har fundet opskriften på nogle spændende og udfordrende kirke dage. På Danske Kirkedage i Viborg, Kristi Himmelfartsdag, den 13. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

72


58. Tænk, hvis Jesus virkelig mente det, han sagde! Danske Kirkedage har tradition for at være provokerende. For år tilbage var det ofte politiske provokationer, altså kirkeligt engagement i sensitive politiske spørgsmål, nationalt eller internationalt. I år kom provokationen allerede på det første aftenmøde. Hovedtaleren Shane Claiborne var blevet fløjet ind fra Philadelphia i USA, og mens Viborgs borgmester tidligere på aftenen havde mindet om, at Viborg egentlig betyder ”helligt bjerg”, så sagde Claiborne at Philadelphia var ”kærlighedens by”. Han og mange andre i Philadelphia havde dog fået kærligheden at føle på den måde, at de havde været ude for røveri i byen, og der var da også mange sociale problemer i byen, bl.a. stor hjemløshed. Claiborne var vokset op i et meget kristent miljø – i det såkaldte Bibelbælte. Her havde han oplevet på vækkelsesmøder at blive genfødt adskillige gange, uden at det dog havde gjort den store forskel for hans konkrete liv. Mens han gik på ”college” begyndte han imidlertid for alvor at læse i Bibelen, ”en farlig bog”, som han sagde. Han blev grebet af det, Jesus gjorde og sagde, og stillede sig – og på mødet os alle – det spørgsmål, Hvad nu, hvis Jesus virkelig mente det, han sagde – om at elske sin næste, om at elske sin fjende, om at vise kærlighed og omsorg mod fattige, om at vende den anden kind til? Det ville føre os et helt andet sted hen, end vi normalt er som kristne, og det ville vende vor verden på hovedet. Det slog ham, at de spørgsmål, som Jesus ved verdensdommen (Matt 25) ville stille os, ikke handlede om dogmatiske spørgsmål: Tror du på jomfrufødslen? Ja, i høj grad? Ja i nogen grad? Nej, ikke så meget? Nej, ikke. I stedet spurgte Jesus til, om vi havde bespist den sultne, besøge den fængslede osv. Det handlede ikke om ”right believing” men om ”right living”. Claiborne gik på udkik efter kristne, som levede på denne måde, og hans fik øje på Moder Theresa. Det lykkedes ham og nogle studiekammerater at komme nogle måneder i praktik hos Moder Theresa i Calcutta. Moder Theresa sendte ham hjem med ordene om at finde hans eget Calcutta i Philadelphia, hvor han skulle vise kærlighed. Det blev starten på et kristent arbejdsfællesskab, ”The Simple Way”, som begyndte at tage sig af de hjemløse i Philadelphia. Engagementet med de hjemløse bragte dem på kant både med kirker og myndigheder. De hjemløse besatte en kirkebygning, som ikke blev brugt, men kirkens ledelse forsøgte at få politiet til at fjerne dem. I den proces hængte de hjemløse et banner op uden på kirken: Om søndagen går I i kirke og tilbeder en mand, der selv var hjemløs, om mandagen smider i de hjemløse ud af kirken. På et tidspunkt indførte byens myndigheder et forbud mod, at de hjemløse sov i parkerne, og det blev endog forbud at bespise de hjemløse. Reaktionen var, at man begyndte at holde en form for nadvergudstjeneste, hvori der indgik store portioner af pizzaer. Kristne skal være hellige fredsforstyrere, sagde Claiborne. Vi må ikke acceptere verden som den er, men må arbejde på, at den bliver som Gud vil. Det er ikke sikkert, at den amerikanske drøm også er Guds drøm! Der er brug for kristne, som har Bibelen i den ene hånd og dagens avis (med de problemer, som den beskriver) i den anden. I vesten er det et ideal at være uafhænge,, men det er ikke et evangelisk ideal. Her er ideal interdependens, gensidig afhængighed, og fællesskab, som det ses hele vejen igennem Bibelen fra skabelsen til Jesus sender sine disciple ud to og to, og som det fremgår af forståelsen af treenigheden som et fællesskab. Den første kristne menighed var ifl.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

73


Apostlenes Gerninger kendt for deres indbyrdes kærlighed, der betød, at der ikke var nogen, der led nød. Hvis vi taber den unge generation i kirken, vil det ikke være fordi vi ikke har været gode nok til at underholde de unge, men fordi vi ikke har udfordret dem! I vor vestlige kultur forsøger vi at løbe væk fra lidelserne. Men inkarnationen handler netop op, at Gud i Jesus slog sig ned i Nazareth, et område hvor ingen forventede noget godt fra! Vi må bruge de gaver Gud giver os, til at være med til at forandre verden. Der er ikke tale om nogen sentimental eller romantisk kærlighed, men om en kærlighed, der koster noget. Der er tale om en kærlighedsrevolution og en kærlighedens økonomi, der gør kapitalismen umulig og marxismen unødvendig. Evangeliet spredes ikke med magt men gennem fascination. Verden længes efter at se kristne, som ligner Jesus. Det er ikke spørgsmålet om at være eller ikke være ekstremist, men om hvilken slags ekstremist vi vil være. Vil vi være ekstremister i had eller i kærlighed? Der er brug for kristne, som ikke tilpasser sig denne verdens normer, men som vil lade sig forvandle indefra. Vi beder om, at Guds rige vil komme, men det fantastiske er, at Gud vil bruge os i den proces. Kirkedagenes tema er ”Himmel og jord i bevægelse”. Om himmel og jord blev sat i bevægelse af Claiborne, ved jeg ikke, men jeg må indrømme, at jeg blev bevæget. På Danske Kirkedage i Viborg, Kristi Himmelfartsdag, 13. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

74


59. ”Fortæl, hvad I hører og ser” – Kan det ses på os, at vi er kristne? Da Johannes fra fængslet sendte sine disciple for at spørge Jesus, ”Er du den der, kommer, eller skal vi vente en anden?”, svarede han : ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser”. Og der var virkelig noget at fortælle om: ”Blinde ser … og evangeliet forkyndes for fattige.” Shane Claiborne, stifter af Simple Life i Philadelphia stillede på en workshop på kirkedagene i Viborg spørgsmålet til de 150 deltagere spørgsmålet, om vi, når mennesker spørger om vi er kristne, kan svare på tilsvarende måde: Hvad ser og hører du? Vi er kaldet til at lade os forvandle af Guds kærlighed, vi er kaldet til at være en modkultur (”counterculture”), der hvor vi lever. Evangeliet spredtes omkring Jesus gennem fascination, og det gælder stadigvæk i dag. Spørgsmålet er, hvordan vi kan omsætte vor tro i konkrete praksisser og leve i overensstemmelse med korsets og evangeliets logik? Som Claiborne sagde, ”Let’s give them something to talk about!” Claibornes først råd var, at vi skulle lade være med at flygte fra de lidende og fattige, men i stedet rykker nærmere hen til dem. Vi er omgivet af mure eller har selv bygget mure op omkring os, der hindrer os i at se – for slet ikke at tale om at relatere – til lidende og fattige mennesker i vor verden. Omsorg for skaberværket er en anden udfordring. Erfaringen viser, at det næsten altid er de fattigste, som rammes hårdest af de økologiske problemer. Som kristne må vi stille os i vejen for alt det, der vil ødelægge menneskers liv: fattigdom, abort, vold, militarisme, dødsstraf osv. Det kan vi ikke gøre alene, men må danne fællesskaber, hvor vi lærer sammen at bære hinandens byrder. Vi må skabe et kritisk masse, der gør det muligt for os at bære vort nabolags byrder. Claiborne satte helt åbenbart mange tanker i gang hos tilhørerne, som var meget ivrige efter at stille spørgsmål og diskutere med ham. I mine tankere rumsterede Jesu svar til Johannes Døberens disciple, ”Fortæl Johannes, hvad I hører og ser.” Mon ikke jeg skulle købe hans bog ”Den uimodståelige revolution. Veje til et anderledes liv” (Boedal 2008) for at tænke videre over det spørgsmål? På Danske Kirkedage i Viborg, fredag, den 14. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

75


60. Et guddommeligt kirkedagsprogram Fredag middag brød solen igennem over kirkedagene i Viborg. Det var en fin timing, for nu skulle vi ud i byen for at deltage i nogle af de talrige workshops. Det største problem her på kirkedagene er at vælge mellem alle de mange spændende tilbud. For mig gik turen i dag ned mod centrum – tankevækkende nok gennem Skt. Mogens gade – til VUC, hvor Areopagos og Folkekirke og Religionsmøde tilbød en workshop om ”Folkekirkens møde med tidens åndelige strømninger”. Godt 20 kirkedagsdeltagere var kommet for at møde et panel bestående af Jan Visby, Filosofisk Boghandel i Århus, psykologen Kirsten Holst og Ole Skjerbæk Madsen, I Mesterens Lys. Anders Laugesen fra Danmarks Radio, som var ordstyrer, indledte med at konstatere, at der ved disse kirkedage var spirituelle tilbud, som var utænkelige for to-tre kirkedage siden. Et central spørgsmål i samtalen var, ”Hvad er det mennesker søger, som de ikke finder i folkekirken i dag?” Fra panelisterne var der mange bud: Man oplever folkekirken monologisk og savner den ligeværdige samtale. Man savner anerkendelse af den religiøse eller spirituelle erfaring og rum til udveksling af erfaringer. Man savner at få hjælp til at lære at bede og at få åndelig vejledning. Der efterspørges livsværktøjer, der kan hjælpe os til at mestre livet. Mange holder sig på afstand af folkekirken, fordi de er bange for, at de i folkekirken skal passes ind i dens rammer, så man ikke får frihed til at være den man er. Man har brug for at mødes med respekt, også for de oplevelser og erfaringer, som man gjort sig, selvom de måske ikke er i overensstemmelse med dogmatikken. Mystikken er gået tabt i den lutherske udgave af kristendommen, fx ikoner, meditative praksisser, retræter osv. Et sted, hvor man kan opleve mysteriet er i kirkens ritualer, men mange steder sjuskes der med ritualerne, så man ikke oplever nærværet og mystikken. Spørgsmålet blev rejst, hvad så med den kristne dogmatik? Et af svarene var, at der ikke er en indbygget modsætning mellem erfaring og dogmatik, hvis man forstår dogmatik som en refleksion over et erfaret møde med Gud. Det var blot en af de mange workshops. Kirkedagsprogrammet er virkelig et guddommeligt program, for man burde faktisk kunne være til stede flere steder samtidigt, men det er desværre ikke menneskeligt muligt. På Danske Kirkedage i Viborg, fredag, den 14. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

76


61. Hvilken værdi har værdidebatten? Værdipolitik er populært for tiden, og værdidebatten blev i dag også taget op på Danske Kirkedage i Viborg. To politikere, Søren Gade og Pernille Vigsø Bakke, og to præster, Anders Gadegaard og Katrine Lilleør var indkaldt til under den kendte Tv-vært Clemens Kjærgaards ledelse til at diskutere kristne værdier i det offentlige rum. Problemet var imidlertid, at der ikke var enighed om, at der findes kristne værdier, da der for Katrine Lilleør slet ikke findes kristne værdier. Den næste hindring var at debatten var ved at køre fast i spørgsmålet om folkekirkeordningen. Clemens lagde sporene for debatten ved at sammenligne folkekirkeordningen med DSB og Banestyrelsen- måske i et forsøg på at bringe debatten på det rette spor. De næste stop i værdidebatten var kristendomsundervisningen i folkeskolen, den katolske kirkes aktuelle problemer og ytringsfrihed, vielse af homoseksuelle – og krigen i Afghanistan. Indrømmet, jeg føle mig hensat til sofaen foran et af de traditionelle politiske debatprogrammer. Clemens udfordrede alle deltagerne til at vælge én central passage i Bibelen, som i denne sammenhæng betyder meget for dem. Søren Gade og forankrede sine kristne værdier i beretningen om den barmhjertige samaritaner, hvor Jesus forklarer hvem der er vor næste, mens Anders Gadegaard især lod sig inspirere af beretningen om verdensdommen, hvor Jesus solidariserer sig med de marginaliserede, som vi er forpligtede på at hjælpe. Pernille Vigsø Bagge lod sig inspirere af Jesu ord i Joh 17, hvor Jesus beder sin himmelske fader om ikke tage mennesker ud af verden, men at bevare dem mod det onde. Uden at ville tale om kristne værdier, var Lilleør meget optaget af beretningen om Peters fornægtelse; når vi skammer os allermest, vender Jesus sig ikke væk fra os. Værdidebatten bragte ikke meget værdifuldt nyt for dagen, men de i forvejen kendte synspunkter blev luftet endnu en gang. Det var imidlertid tydeligt at de 1000 tilhørere var klart opdelt i en gruppe, som klappede af Katrine Lilleør og Søren Gade og en anden gruppe, som klappede af Anders Gadegaard og Pernille Vigsø Bakke, og så en gruppe som bare klappedei. Og måske er det netop en grundlæggende værdi, at vi har lov til at give udtryk for, at vi er uenige. Så helt værdiløs var værdidebatten ikke! På Danske Kirkedage, fredag, den 14. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

77


62. Fange og fri På scenen står en halv snes hærdebrede mænd og synger kristne sange og salmer under ledelse af en lille rødhåret kvindelig dirigent. Det er Fangekoret fra Vridsløselille, som synger for en næsten fyldt Tinghal. Mænd, der alle har fængselsstraffe over 10 år – og flere af dem med langt flere år bag tremmerne – synger for en næsten fyldt Tinghal på kirkedagene i Viborg, så ikke et øje er tørt. Flere af sangene er skrevet af fangerne selv, og én efter én præsenter de deres sange og en lille bid af deres historie sammen med deres refleksioner over deres liv og deres håb for fremtiden. Ud af fangekoret er der sprunget en organisation med det sigende navn Exit, som arbejder på at hjælpe fanger gennem den meget vanskelige overgang fra et langt liv bag tremmer til et nyt liv ude i samfundet. Der er ingen tvivl om, at kirken i fængslet og Fangekoret er et af de helt store lyspunkter i en ellers mørk og trist tilværelse som langtidsindsat. Det er utrolig stærkt ikke blot at observere deres glæde ved at synge, men også at reflektere over indholdet af deres sange. En færing havde skrevet sangen ”Tilgivelse”. En skyldfølelse, som jeg tit drømmer væk, jeg bærer en tung og en meget stor sæk fyldt op af skygger – af svigt og af skam. Den nager mig dagligt, min sjæl føles lam Og sangen slutter med disse to vers: At tilgi’ med hjertet er ikke spor nemt, og tit er der ar efter, hvad der er hændt. Kun Gud kan tilgi’ igen og igen. Hvor andre står af forbliver han vores ven. Det eneste sted, hvor man glemmer igen, er stedet, hvor Gud viser os hen. Hvor straffeattesten ikke er plettet. Bag himmelens porte er fejltrinene slettet. Hele salen rejser sig og giver Fangekoret kirkedagenes hidtil længste og inderligste bifald . Disse fanger, som sandsynligvis er dømt for tyveri, vold og mord, forkynder evangeliet om tilgivelsen og friheden i troen på Gud, så stærkt, at jeg aldrig vil glemme det igen. På Danske Kirkedage i Viborg, fredag, den 14. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

78


63. Danske Kirkedage – nu også med muslimer På Danske Kirkedage er det sædvanligvis kristne fra forskellige kirkesamfund, der samles. I år var der imidlertid også en snes muslimer med. De deltog i en samtalecafé for muslimer og kristne, arrangeret af Folkekirke og Religionsmøde i samarbejde med IKON. Det blev et tilløbsstykke, og der måtte hentes ekstra borde og stole ind for at skaffe plads til omkring 100 deltagere, og så måtte en hel del interesserede endda gå forgæves. For biskop Karsten Nissen indledte med at sige, at der for ham var tre grunde til, at vi skal tale sammen. Fordi vi er borgere i samme land, fordi både muslimer og kristne er troende mennesker og fordi både muslimer og kristne tror på én Gud, men tror noget forskelligt om Gud. Imam Naveed Baig udtrykte sin store glæde over sådanne arrangementer som dette og stillede spørgsmålet om, hvad alternativet er til dialog? Heldigvis er der på græsrodsplan ofte et godt forhold mellem muslimer, kristne – og mennesker uden en religion, mens det ofte er i medierne og den politiske debat, at problemerne tales op. Derefter gik samtalen i gang om bordene ud fra en række forslag til samtaleemner. Er det den samme Gud, kristne og muslimer tror på? Skal der være grænser for ytringsfriheden? Hvad er afguderi? Må/skal religion være politisk? For mange kristne deltagere var det sandsynligvis første gang, at de sad ansigt til ansigt med muslimer og drøftede sådanne vigtige spørgsmål. Som en af deltagerne sagde det i den efterfølgende plenumdebat, så er det opløftende at tale med muslimer og også få fordomme fjernet. Eller som en anden deltager udtrykte det, så er det dejligt, at vi ikke sidder her og taler sammen som kristne om muslimer, men at kristne og muslimer nu sidder hel og taler sammen. Også kontroversielle spørgsmål blev rejst, fx om omvendelse mellem islam og kristendom. Karsten Nissen understregede betydningen af religionsfrihed, og Naveed Baig var som muslim i Danmark enig i, at mennesker –også muslimer – skal have ret til at skifte religion. En imam fra Åbenrå understregede både muslimers og kristnes ansvar for – lige som vi har gjort det her – at arbejde på en bedre forståelse mellem kristne og muslimer. Efter samtalecaféen blev også muslimerne inviteret til at kigge ind og deltage i de andre workshops senere på eftermiddagen. På Danske Kirkedage, lørdag, den 15. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

79


64. Syv spørgsmål om mission Om et øjeblik går Danske Kirkedages festaften i gang. Temaet er “Lokal kirke – Global udfordring”. Anledningen til festen er, at de i år er 100 år siden den berømte verdensmissionskonference blev afholdt i Edinburgh, Skotland, også med dansk deltagelse. Der er lagt i kakkelovnen til en spændende aften, hvor fokus bliver sat på, hvad der er sket i verdenskirken i de sidste år, inklusive, hvordan det påvirker og vil påvirke os i Danmark På stolene er der uddelt en tipskupon med syv spørgsmål om mission, som kirkedagsdeltagerne – og læserne af dette blog-indlæg – kan fornøje sig med at forsøge at besvare. 1. Paulus’ missionsrejser I år fejrer vi 100-året for missionskonferencen i Edinburgh i 1910, men missionens historie går meget længere tilbage. Allerede i år 44 blev Paulus – sammen med Barnabas – sendt ud på deres første missionsrejse fra menigheden i Antiokia på grænsen mellem det nuværende Tyrkiet og Syrien. Paulus gennemførte i alt tre missionsrejser rundt i Romerriget og grundlagde en lang række menigheder i Lilleasien og Grækenland. En stor del af Ny Testamente består af de breve, missionæren Paulus sendte til de menigheder, han havde grundlagt. Paulus endte med at blive arresteret i Jerusalem og sendt til Rom, hvor han ifølge traditionen sine dage i Rom som martyr for sin kristne tro under kejser Neros forfølgelser omkring år 67. Hvor gik Paulus første missionsrejse bl.a. til: 1. Malta 2. Cypern 3. Kreta 2. Fra Ansgar til Tranquebar Der gik næsten 800 år før den første missionær kom til Danmark, det var munken Ansgar, som i 826 begyndte sin missionsvirksomhed i Hedeby, der den gang var Nordens største by. Det tog tid inden danerne blev kristne. Kong Harald Blåtand hævder på runestenen i Jelling 150 år senere, at det var ham, der gjorde danerne kristne. Omkring 700 år senere i 1705 besluttede den danske konge Frederik den 4. at sende missionærer til sin koloni i Tranquebar i Sydindien. Kongen bad biskoppen over Sjælland om at finde et par præster, der kunne udsendes som missionærer. Biskoppen, der var en ortodoks lutheraner afviste det imidlertid, da apostlene allerede én gang havde opfyldt missionsbefalingen og forkyndt evangeliet i hele verden. Man fandt imidlertid den teologiske løsning at henvise til Luthers ord om, at en husfader havde ansvar for at forkynde evangeliet for sine husfolk, og de indfødte i kongens koloni i Indien var hans husfolk. Men biskoppen skulle derefter have sagt, at ”Danske studenter er ikke egnede til dette arbejde, de er hengivne til overflod, druk, uvidenhed og hor”. Derfor fandt kongen i stedet to tyskere, Ziegenbald og Plütschau, som han kunne sende ud som verdens første lutherske missionærer. Hvor fandt Kong Frederik den 4 de to missionærer til Tranquebar? 1. I Berlin 2. I Herrnhut 3. I Halle

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

80


3. DMS og Santalmissionen i Indien Den moderne protestantiske missionsbevægelse begyndte med den engelske baptist William Carey, der i 1792 tog til Indien som missionær. I 1821 blev det første danske missionsselskab stiftet, som meget passende fik navnet ”Det Danske Missionsselskab” (DMS). Stifteren var sognepræsten i Tårbæk, Bone Falch Rønne. Der skulle imidlertid gå 44 år inden DMS fik udsendt sine første missionærer, som arbejdede i Sydindien. To år senere begyndte nordmanden danskeren H. P. Børresen og nordmanden Lars Olsen Skrefsrud et missionsarbejde i Nordindien, der blev til Dansk Santalmission. Missionærer kom den gang lige som i dag med mange forskellige forudsætninger, og det er ikke nødvendigvis en forudsætning, at man har en ren straffeattest. Før Skrefsrud blev missionær sad han 4 år i fængsel. Hvilken forbrydelse var missionæren Lars Olsen Skrefsrud tidligere blevet dømt for 1. Bigami 2. Tyveri 3. Vold 4. Sudanmissionen og Nigeria En af deltagerne på missionskonferencen i Edinburgh i 1910 var præsten ved Vor Frue Kirke i Aalborg, Anton Pedersen. Efter et af de store møder skrev han: ”Hvad mon der skete i dette øjeblik i hjerterne? Og hvad mon der sket i Himlen. Jeg tro, at den aften i Tolbooth Church i Edinburgh vil få historisk betydning … uden tvivl vil der i disse dage blive givet impulser til ny missioner, ny foretagender i den ikke-kristne verden”. Anton Pedersen tog hjem og grundlagde Sudanmissionen, der i 1913 sendte sine første missionærer til Nigeria. Arbejdet førte til dannelsen af en luthersk kirke, som i dag har 2 millioner medlemmer. I Sudanmissionen som i anden dansk missionsvirksomhed har forkyndelsen gået hånd i hånd med praktisk hjælpearbejde. Om den første missionær Niels Brønnum sagde man, at han havde en bibel i den ene hånd og … Ja, hvad havde Niels Brønnum i den anden hånd som missionær i Nigeria? 1. En pegepind 2. En lægetaske 3. En spade 5. Kristent studenterarbejde i Etiopien I 1972 grundlagde en gruppe kristne universitetsstuderende i Etiopien et kristent studenterarbejde, kaldet EVASUE. Siden 2005 har Dansk Ethiopermission samarbejdet med EVASUE om deres missionsarbejde. EVASUE er meget optaget af at bringe evangeliet til andre studerende, ikke kun i Etiopien men nu også i nabolandene. Når de studerende ikke har travlt med deres undervisning eller eksamen tager de på ”outreach” bl.a. til det muslimske Djibouti. På trods af den modtagelse de ofte får i Djibouti, vender de dog tilbage år efter år for at fortsætte deres missionsarbejde. Hvordan bliver de kristne studerende ofte modtaget i Djibouti? 1. a. Med tørre tæsk

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

81


2. Med ligegyldighed 3. Med udvisning af landet 6. Missionærer fra syd Vi har været vant til at mission har været fra den kristne verden i Nord til den ikke-kristne verden i Syd. Men i dag lever 2/3 af verdens kristne i den tredje verden i syd. Der er imidlertid lige så meget brug for mission i dag som for hundrede år siden. I 1910 var ca. 1/3 af verdens befolkning kristne, og det samme er tilfældet i dag. Inden længe vil flertallet af verdens missionærer sikkert også komme fra syd. Det er imidlertid stadig Nordamerika, som sender flest missionærer ud. Af de ca. 400.000 missionærer, som arbejder som missionærer rundt om i verden, er de 135.000 fra Nordamerika. Hvilket land sender næstflest missionærer ud i dag? 1. Sydkorea 2. Brazilien 3. Nigeria 7. Migrantmenigheder i mission Historisk set har folkevandringer spillet en afgørende rolle for kristendommens udbredelse. Fx skyldtes kristendommens spredning fra Jerusalem til Antiokia, som vi læser om i Apostlenes Gerninger, at de kristne blev forfulgt i Jerusalem. En missionshistoriker, der understregede folkevandringernes betydning i mission, blev spurgt om, hvilken rolle missionærerne da havde spillet i missionshistorien. Jo, svarede han, de er fodnoter, der knytter de nye kirker sammen med de gamle i hele verdenskirkebevægelsen. I dag spiller kristne indvandrere en stor rolle i kirkelivet i Danmark. På en given søndag er 1/3 af kirkegængerne i København migranter, og mange af migrantmenighederne med medlemmer fra Afrika, Asien og Latinamerika ser det som deres opgave at være i mission i Danmark, at give evangeliet tilbage til et af de folk, som bragte evangeliet til dem. Hvor mange migrantmenigheder er der ca. i Danmark i dag? 1. 50 2. 75 3. c. 200 På Danske Kirkedage, lørdag, den 15. maj 2010 De rigtige svar er: 1. Cypern 2. Halle 3. Tyveri 4. En lægetaske 5. Med tørre tæsk 6. Sydkorea 7. 200

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

82


65. Fadervor og den store tabel Kronprins Frederik var protektor for Danske Kirkedage 2010 i Viborg, men jeg fik nu aldrig øje på ham. Alligevel var der dog et royalt skær over kirkedagene. Samtidig med kirkedagene var der på Joakim Skovgaard en udstilling med en lang række af dronning Margrethes kunstværker, som mange af kirkedagsdeltagere valfartede ned i byen for at se. Dronningen har bl.a. lavet decoupager til filmen over H. C. Andersens eventyr ”Snedronningen”. ”Snedronningen” er et eventyr, som aktuelt den dag i dag. I eventyret bliver drengen Kay fanget ind af snedronningen; han kobler sin slæde på hendes, og da farten bliver for vild, kan han ikke i egen kraft slippe forbindelsen til Snedronningens slæde. ”Han var ganske forskrækket, han ville læse sit fadervor, men han kunne kun huske den store tabel.” Og havde det ikke været for den lille Gerda, der blev ved med at søge efter Kay, så var han aldrig sluppet ud af Snedronningens magt. Se det var et budskab, som alle vi kirkedagsdeltagere i en tid med stærk sekularisme og fokus på penge, og andet der kan tælles og måles, havde brug for at høre. Viborg har meget at byde kirkedagene. Viborg betyder ganske ”det hellige bjerg”, men det er ikke kendt for ”hellige genstande” som fx det ligklæde, som for tiden udstilles i Torino. Og dog: På Stiftsmuseet var der i anledning af Viborgs 950 års jubilæum og kirkedagene i Viborg en udstilling af malerier af kunstneren Christina Mosegaard, kaldet ”Stoflige refleksioner”. Alle billederne forestillede folder i klædestykker. Inspirationen fik hun fra beretningen om Maria Magdalene, som kom til Jesu tomme grav og kun fandt to stykker klæder foldet sammen. Malerier af folderne i to stykker klæde var en stærk forkyndelse af budskabet om Jesu opstandelse. Det var også opstandelsesbilledet af Joakim Skovgaard jeg standsede ved, da jeg derefter besøgte Viborg Domkirke. Jesus der kalder de døde ud af dødsriget, og jo nærmere de kommer Jesus, jo tydeligere træder deres ansigtstræk og personlighed frem. Viborg Domkirke er ganske viste ikke det Sixtinske Kapel med Michelangelos friser, men mindre kan også gøre det og bevæge vort sind. Mens jeg stod og reflekterede over Skovgaards kunstværk gik den ene munk og nonne efter den anden klædt i middelalderlige gevandter gennem kirken. Det var dog ikke en middelalderlig tidslomme, jeg var faldet ned i. Da jeg fulgte i hælene på en af munkene, så jeg, at han var på vej hen til et friluftsspil lige uden for kirken, om Bisp Gunner, som i 1241 sammen med kong Valdemar Sejr var hovedarkitekt for Jyske Lov, der indledes med de ord, som står over indgangen til Folketinget, ”Med lov skal land bygges”. Spørgsmålet, som også bliver diskuteret på kirkedagene er, om man i folkeskolen i dag har lov til at lære eleverne at bede fadervor – eller kun den store tabel? På Danske Kirkedage 2010 i Viborg

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

83


66. “Vi er din kirke, der tror” – kirkens enhed Ved åbningsgudstjenesten for Danske Kirkedage sang vi kirkedagssalmen, ”Bevæg vore sind med dit ord”. Ved afslutningsgudstjenesten i dag tror jeg, at de fleste havde oplevet, at det var sket. Temaet for gudstjenesten var ”enhed”, men enheden i gudstjenesten var desværre heller ikke på disse kirkedage så stærk, at vi kunne fejre enhedens sakramente, nadveren, sammen på tværs af kirkeskel. Alligevel tror jeg, at vi alle har oplevet at være kommet hinanden nærmere. Som præsten sagde i sin prædiken ,så var vi ikke bare blevet sammenspist, men også sammentalt, sammenbedt og ikke mindst sammensunget. Prædiketeksten var Jesu bøn i Johannesevangeliet 17, 20-26 om ”at de alle må være ét”. Det er ikke en enhed, som vi skal forhandle os frem til, for vi skal ”være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os”. Det er den treenige Guds enhed, som vi drages ind i. Det er en enhed, som har mission som sit mål. Vi skal være ét ”for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Den kristne enhed er ikke en eksklusiv enhed, hvor vi vender ryggen til verden, men en enhed med et stærkt centrum og en åben periferi. Vi har været samlet i Viborg – som ifølge borgmesteren betyder ”det hellige bjerg” – og nu skal vi ned fra bjerget. Vi sendes nu hjem for at sætte himmel og jord i bevægelse, for vore naboer og især for samfundets små, som ellers overses eller marginaliseres. I kirkedagssalmen står der om Gud, at han ”vækker de slumrende kræfter og rejser det faldne igen”. Det er vel noget af det, der sker på kirkedage, at vi bliver inspireret og opmuntret. I slutningen af gudstjenesten overdrog Viborg stafetten til Ålborg. Stafetten, som bestod af en bibel og et vintræ, blev overdraget til den nyvalgte biskop over Aalborg stift, en kvindelig metodistpræst – og præsten for den arabiske migrantmenighed i Aalborg, Elisas Hadad. For vi er din kirke, der tror, at bønner er levende ord. Gud lær os at vogte din verden mod hunger og kvælende luft og handle i al vores færden med kærligheds lyse fornuft. For vi er din kirke der tro. På gensyn til Danske Kirkedage 2013 i Ålborg! På Danske Kirkedage i Viborg, søndag, den 16. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

84


67. Summa Summarum: Halleluja! Danske Kirke 2010 i Viborg er slut, og det er tid at gøre status. Danske Kirkedage har sin rod i et møde i Haslev efter Kirkernes Verdensråds femte generalforsamling i Uppsala i 1968. Fra 1971 og derefter hvert tredje år er der blevet afholdt Danske Kirkedage. De første mange kirkedage var præget af en politisk dagsorden, som havde et stærkt fokus på apartheid i Sydafrika, Mellemøstkonflikten, fredsbevægelsen, kampen mod verdens ulighed, og også en kirkepolitisk dagsorden, som på nogle punkter er anderledes end vor tids dagsorden. Efterhånden svigtede opbakningen til kirkedagene, og der var alvorlig fare for, at de ikke ville blive videreført. Vendepunktet kom i Haderslev i 2007, og det er fortsat her i Viborg, hvor der var omkring 4.000 deltagere. Kirkedagene er blevet forankret er først og fremmest blevet bredere forankret i folkekirken, så en langt større procentdel af kirkedagsdeltagerne i dag er ganske ”almindelige” folkekirkemedlemmer, end der var tidligere. Desværre har det indtil nu været sværere at skabe en bredere og stærkere økumenisk forankring. Det er lykkedes i højre grad at engagere de grundtvigske, der er også skabt forbindelse til Oasebevægelsen, og vi må håbe, at der også etableres et godt samarbejde med fx Indre Mission. Nogle gamle kirkedagsveteraner føler, at kirkedagene ikke har den kant, som de havde tidligere. Det er da også rigtigt, at kirkedagene ikke har den samme skarpe politiske og kirkepolitiske kant, som det var tilfældet ved mange af de første kirkedage. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke kanten bare ligger et andet sted i dag, end den gjorde tidligere. Mest kant havde måske Shane Claibornes budskab om, at Jesus virkelig mente det, som han sagde. Hører man godt efter, har denne forståelse af evangeliet en række implicitte politiske og kirkepolitiske konsekvenser, som er endnu mere radikale end 68’er generationens dagsorden. Et par andre kanter, som efterhånden bliver mere og mere tydelige i kirkedagene, er først og fremmest det stærke fokus på kristen spiritualitet, som bestemt ikke er ukontroversielt i alle kirkelige kredse, og religionsmødet, som også er et politisk og kirkepolitisk sensitivt emne. Uanset hvilke kanter kirkedagene opleves at have eller ikke have, og uanset hvor den enkelte står i forhold til disse kanter, tror jeg, at de allerfleste deltagere oplevede Danske Kirkedage 2010 i Viborg som en fantastisk kirkefest. Kirkedagskomitéen i Viborg havde gjort et kæmpestort stykke arbejde for at stable dette arrangement på benene. Der vil altid være noget der kan forbedres og udvikles, men alt i alt blev det en succes: Til lykke med det og tak for det! Skulle jeg sammenfatte min egen evaluering af kirkedagene med nogle får ord, så ville jeg bryde ud i en af de sange, vi sang i Viborg: ”Summa Summarum: Halleluja!” Christiansfeld, søndag, den 16. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

85


68. Folkekirkens største økumeniske udfordring Det er sikkert forbigået mange danskeres opmærksomhed, at kristendommens tyngdepunkt lige så stille har forskubbet sig mod syd, så to tredjedele af verdens kristne i dag bor i den tredje verden. Globaliseringen har dog måske bevirket, at vi er ved at få øjnene op for den kirkelige virkelighed og den virkelige kirkelighed. Når det gælder indvandringen har mediernes fokus været på muslimer, men efterhånden er der blevet større opmærksomhed på de kristne indvandrere fra syd. Der er nu over 200 migrantmenigheder i Danmark, og på en given søndag i Storkøbenhavn er over halvdelen af den mennesker, der sidder (eller står!) på kirkebænkene kristne migranter. Det var baggrunden for den høring, i aften blev afholdt i Fredens Kirke på Østerbro. Høringens tema var spørgsmålet ”Kan migrantmenigheder tilknyttes folkekirken?” På høringen blev der fremlagt en rapport udarbejdet af en migrantgruppe under Danske Kirkers Råd, hvor man foreslår en ”Associering af migrantmenigheder til folkekirken”. Den første kortlægning af migrantmenighederne blev foretaget i 2004, og da var antallet 150. I 2007 blev der afholdt en høring i Købehavns Stift om ændret brug af stiftets kirker, der bl.a. førte til, at Fredens Kirke, hvor dagens høring foregik, mod betaling af leje blev stillet til rådighed for en international menighed under ledelse af pastor Ravi Chandran. Efterfølgende bad folkekirkens biskopper Det Mellemkirkelige Råd om at udarbejde en opdateret kortlægning af migrantmenighederne og deres forhold til folkekirke, og en rapport udarbejdet af en bred økumenisk sammensat gruppe blev præsenteret på en konference i Vartov i januar 2009. Biskopperne opfordrede efterfølgende til et tættere samarbejde mellem folkekirken og migrantmenighederne. Den migrantgruppe, som efterfølgende blev etableret under Danske Kirkers Råd, har siden holdt en konference for migrantpræster maj 2009 for at lytte til migrantmenighedernes egne behov. Mange migrant menigheder har et godt samarbejde med frikirker og der er da også 48 folkekirkemenigheder, som giver husly til 56 migrantmenigheder. Men migrantpræsterne ytrede ønske om et nærmere samarbejde med folkekirken.

Problematikken for folkekirken blev malet tydeligt op: ”Teologiske og kulturelle forskelle gør det vanskeligt at forestille sig, at ret mange migrantmenigheder med tiden vil blive en del af den danske folkekirke på linje med danske sognemenigheder. Men hvis der ikke gøres en aktiv indsats for at finde modeller, der giver mulighed for (formelt eller uformelt) at knytte migrantmenigheder, der ønsker det, til folkekirken, er der fare for, at folkekirken forbliver en monoetnisk kirke i et stadig mere multietnisk samfund. Dermed vil folkekirken gå glip af værdifuld inspiration, som kristne

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

86


flygtninge og indvandrere bringer med sig fra kirken ude i verden, og der vil ske en øget fragmentering af den kirkelige virkelighed.” På den principielle (lovmæssige) plan handler løsningen nærmest om at finde cirklens kvadratur. Hvordan kan man knytte ikke-lutherske menigheder til en evangelisk luthersk kirke? Hvordan kan disse migrantmenigheder både blive knyttet til folkekirken, og så samtidig bevare deres frihed? Den løsning kom vi nok ikke nærmere på høringen, men på det praktiske (pragmatiske) plan kan der sikkert findes løsningsmodeller. Det er ikke for ingenting at folkekirken undertiden kaldes for et velordnet anarki: der er så mange sprækker og elastikker – og også god vilje og anarki – i folkekirken, så mon ikke det kan lade sig gøre, at finde forskellige modeller for løsningen på den største økumeniske udfordring, som folkekirkens menigheder nogen sinde har stået over for. København, onsdag, den 19. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

87


69. Dansk religionspolitik – udrensning, privatisering eller rummelighed? Vi har i Danmark været vant til at diskutere kirkepolitik, og der kender vi udmærket de forskellige politiske partiers og kirkelige grupperingers holdninger. I disse år skal vi imidlertid vænne os til i højre grad også at skulle diskutere religionspolitik. Religionspolitik handler om, hvordan vi som samfund forholder os til religion og religioner. I næsten 1000 år var Danmark – med få afgrænsede undtagelser – et monoreligiøst samfund. Alle borgere tilhørte den samme kirke, og en forudsætning for fuldt borgerskab var netop medlemskab af denne kirke. Dette forhold blev der først ændret grundlæggende på med indførelsen af grundloven i 1849, der for første gang indførte religionsfrihed i Danmark. I de næste godt 100 år var den religiøse pluralisme dog meget begrænset, ved siden af den dominerende evangelist-lutherske folkekirke, var der nogle få procent, som tilhørte andre kristne trossamfund. Det var i praksis indvandringen af muslimer fra slutningen af 1960’erme og senere også indvandringen af hinduer, buddhister mv., som gjorde Danmark til et egentligt multireligiøst samfund – Denne situation har nødvendiggjort en debat om religionspolitik. Dog er det vel ofte sådan, at debatten i praksis kommer til at handle om islams plads i samfundet – ofte med udgangspunkt i en angst for islam. Der er vel ingen, som i dag kan få sig til at argumentere for det religionspolitiske synspunkt, som Mogens Glistrup anlagde, da han plæderede for et muhammedanerfrit Danmark – altså en eller anden form for ”udrensning” af muslimer (og andre ikke-kristne religiøse grupper). En anden måde at få islam ud af det offentlige rum på er ved på sekularistisk vis at insistere på, at religion (læs: islam) udelukkende hører til i privatlivet. Derfor argumenteres der for, at der ikke skal tages hensyn til muslimer i det offentlige rum (fx mht. halal-kød, eller separate badefaciliteter), lige som muslimske symboler søges forbudt i det offentlige rum, som fx burka, slør og minareter. Problemet med denne privatiseringsmodel er, at den i et retssamfund må gælde alle religioner. Det betyder, at fx kristne religiøse symboler sandsynligvis også efterhånden vil blive presset ud af det offentlige rum, lige som det kan være svært at argumentere for, at folkeskolerne skal tage hensyn til konfirmandundervisningen. For nogle vil spørgsmålet være, hvilken religionspolitik der bedst sikrer den evangelisk-lutherske folkekirke den plads i samfundet, som den har i dag. Den sekularistiske privatiseringsmodel vil på langt sigt også underminere folkekirkens plads i det offentlige rum. Hvis man derimod valgte at føre en rummelig religionspolitik, hvor der også gives plads til de andre religioner i det offentlige rum, så vil det ikke blive problematisk, at vi har en folkekirke og en evangelisk luthersk kristendom, som gennemsyrer det offentlige rum og tilmed har en nær forbindelse med statsmagten. Den udrensende religionspolitik hører hjemme i totalitære regimer som fx Maos Kina. Vi har heller ikke i Danmark tradition for en sekularistisk privatiseringsmodel, som vi kender den fra Frankrig. Derimod svarer den rummelig religionspolitiske model til vore stærke frihedstraditioner i Danmark med frihed for Loke såvel som for Thor. Christiansfeld, torsdag, den 20. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

88


70. Et spøgelse går gennem Europa! ”Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse.” Sådan indledes Det Kommunistiske manifest fra 1848. Siden da har mange andre ideologier spøgt i Europa og på godt og ondt sat deres aftryk på udviklingen. I de seneste årtier har ideologierne tilsyneladende mistet en stor del af deres popularitet, og i 1983 konkluderede daværende statsminister Poul Schlüter, at ”Ideologier er noget bras”. Samtidig med at det bliver sværere og sværere at skelne mellem konservative, liberale, socialdemokratiske og socialistiske partiers politiske holdninger, kan man i det meste af Europa registrere en voksende nationalistisk bølge.

Skal man pege på en af de fælles årsager til denne nye nationalisme, må det være globaliseringen. Globaliseringen har ført til udviklingen af internationale institutioner, som fx FN, Europa-rådet, og EU, som begrænser den nationale suverænitet, og flytter økonomiske og politiske beslutninger længere væk fra borgerne. En anden følge af globaliseringen er migrationer, som bringer arbejdsmigranter og flygtninge fra den tredje verden til Europa; flere lande som fx Danmark ændres derigennem fra mono- til multisamfund, mht. etnicitet, kultur og religion. Fokuspunktet har her været muslimske indvandrere og de terrorister, som legitimerer deres terror med henvisning til islam. Alt dette skaber den usikkerhed, utryghed og frygt, som danner grobund for den voksende nationalisme. I Frankrig møder vi le Pens Front National, i England Nick Griffins British National Party, Gabor Vonas Jobbik i Ungarn, Jörg Haiders Frihedsparti i Østrig, Jimmie Ekessons Sverigesdemokrater og i Danmark Glistrups Fremskridtsparti og Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti. Der er åbenlyse forskelle mellem disse partier grundet i den kontekst de er opstået i, men der er også lige så tankevækkende ligheder. Et gennemgående træk i de fleste nationalistiske partier er en eller anden grad af xenofobi, specielt – men ikke kun – rettet mod muslimske indvandrere. I en dansk sammenhæng er det klarest udtrykt af Fremskridtspartiets leder, Mogens Glistrup, der agiterede for et ”muhammedanerfrit” Danmark. Et andet fællestræk for mange nationalister er modstand mod EU eller i det mindste mod EUunionen. Endelig kan man pege på en mere eller mindre negativ holdning centrale dele af FNsystemet, fx menneskerettighederne. Et aktuelt eksempel denne FN-skepsis er i dansk sammenhæng Dansk Folkepartis forslag om at Danmark skal ophøre med at modtage FN-kvoteflygtninge. Tidligere tiders nationalister var militante og ekspansionistiske (eller revisionistiske mht. grænser). Det er ikke et dominerende træk i dag, selv om det dog forekommer, som fx blandt ungarske nationalister, der agiterer for et Storungarn. Det nærmeste ,vi kommer det i en dansk sammenhæng,

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

89


er udtalelser fra et ledende folketingsmedlem fra Danske Folkeparti om, at de danske sydslesvigere ikke må opgive håbet om, Sydslesvig igen bliver dansk, ligesom vedkommende også drømmer om at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Det er paradoksalt, at samtidig med, at verden på godt og ondt bliver knyttet tættere og tættere sammen, og det bliver stadig tydeligere, at vi kun kan løse de alvorlige problemer, vi står overfor, i fællesskab, så vender stadig flere og flere europæere i nationalistisk trods ryggen til internationale fællesskaber. Selvom de nationalistiske partier heldigvis ikke har udsigt til at få flertal i noget land, så er deres indflydelse både direkte på en række regeringer og indirekte på andre politiske partiers holdninger dog så stor, at det ikke er noget, man skal spøge med. Et spøgelse går gennem Europa – nationalismens spøgelse! Christiansfeld, mandag, den 24. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

90


71. Gratis tolkebistand til flygtninge Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti netop vedtaget en genopretningsplan, der skal hjælpe os ud af den økonomiske krise, som Danmark er havnet i. Opgaven gik ud på at finde besparelser på 24 mia. kr, og planen indeholder en lang række forslag som bidrager med flere milliarder hver, eller i det mindste flere hundrede millioner kroner. Det gælder fx regeringens forslag om fastfrysning af de offentlige udgifter og Dansk Folkepartis forslag om en reduktion af dagpengeperioden fra fire til to år. Men, som man siger, ”djævelen ligger i detaljen”. Den 24 mia kroner store genopretningsplan indeholder en meget tankevækkende detalje. Dansk Folkeparti har sat en række meget store fingeraftryk på den endelige aftale, men det var også Dansk Folkeparti, som insisterede på en særlig besparelse, som udgjorde ca. ½ promille af den samlede besparelse. Dette i den store økonomiske sammenhæng helt ubetydelige spareforslag drejede sig om, at der skulle spares 15 mio kr. på tolkebistand til flygtninge. Fremover skal fx torturramte flygtninge, som ikke har lært sig dansk, selv betale for tolkebistand hos lægen eller på sygehuset eller hos socialrådgiveren. Jeg kan godt forstå, hvis flygtninge, ikke kan forstå dansk politik i almindelighed og hensigten med Dansk Folkepartis forslag i særdeleshed. Når nu regeringen og Dansk folkeparti ikke længere vil betale for, at flygtningene kan forstå, hvad der foregår omkring og med dem, så skal jeg her tilbyde dem en helt gratis tolkebistand. Min tolkning er, at forslaget om at spare på tolkningsbistand til flygtninge slet ikke har noget som helst at gøre med Dansk Folkepartis ønske om at bidrage til genopretning af økonomien i Danmark. Forslaget udspringer derimod af Dansk Folkepartis fremmedhad, altså deres grundlæggende uvilje mod flygtninge og andre indvandrere fra den tredje verden og specielt mod muslimer. Min tolkning er, at Dansk Folkeparti gerne ser, at livet bliver så surt for flygtninge her, at de ikke får lyst til at komme til Danmark, eller at de, der uheldigvis er sluppet ind i Danmark, hurtigst muligt forlader landet igen. Til trøst for flygtninge, som kunne fristes til at tro, at flertallet af danskerne, eller i det mindste flertallet i folketinget, var blevet fremmedfjendske af overbevisning, vil jeg sige, at det slet ikke var regeringens ønske, at gennemføre et så inhumant forslag, som der i et moderne velfærdssamfund kun er grund til at skamme sig over. Nej, det var en del af Dansk Folkepartis pris for at sikre regeringen flertal for deres genopretningsplan. Der var helt bestemt grænser for, hvor langt Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen ville lade sig trække rundt i manegen af Pia Kjærsgaard. Jeg er overbevist om, at ingen af disse agtværdige politikere ville have været parat til at sælge deres gamle bedstemor for at få deres genopretningsplan vedtaget, men mindre kunne altså også gøre det, nemlig den gratis tolkebistand til et begrænset antal dansksprogligt inkompetente flygtninge, som ikke en gang har stemmeret. Forslaget om at spare nogle håndører på tolkebistand til flygtninge er en ubetydelig detalje i regeringens og Dansk Folkepartis store genopretningsplan, men ”djævelen ligger i detaljen”. Christiansfeld, onsdag, den 26. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

91


72. Folkekirkens indmeldelse i Porvoo-fællesskabet Hvem er det , der bestemmer i folkekirken? Er det staten, dvs. folketing og minister, eller er det folkekirken? Og hvis det er folkekirken, hvem er det så, der træffer beslutninger på folkekirkens vegne? Her er der hjælp at hente fra Søren Krarup og Jesper Langballe, fra Dansk Folkeparti, som minder os om, at ”folkekirken – det er i den luthersk kirke alle medlemmer af den danske folkekirke … Og i en evangelisk-luthersk kirke som den danske folkekirke er det eneste rigtige da at spørge kirkefolket, når et så væsentlig spørgsmål skal afgøres” (Kristeligt Dagblad 26. maj 2010). I dette tilfælde var det spørgsmålet om vielse af homoseksuelle i folkekirken. Sådanne vigtige spørgsmål skal altså ikke afgøres af staten, dvs. folketing og minister, men af folkekirken selv, og i folkekirken er det altså ikke bispekollegiet, som skal træffe afgørelsen, men alle folkekirkens medlemmer. Krarup og Langballe foreslår at folkekirkens medlemmer rent praktisk træffer beslutninger gennem afstemninger i alle landets 2000 menighedsråd. Det ville selvfølgelig være endnu mere upraktisk, end det ville have været, hvis der skulle vedtages love for hele Danmark gennem afstemninger i alle landets 100 kommunalbestyrelser. Ligesom nationale politiske beslutninger træffes af alle landets vælgere gennem en valgt national forsamling (folketinget), ville den logiske konsekvens af Krarup og Langballes argumentation naturligvis være, at vi skulle have en forsamling valgt af folkekirkens medlemmer (en synode) til at træffe kirkelige beslutninger af betydning for hele folkekirken. Den klarhed og stringens, som Krarup og Langballe her udviser, er der meget brug for i disse tider. På tirsdag den 2. juni kl. 12 samles folketingets kirkeudvalg til møde, hvor punkt 2 på dagsordenen er ”Drøftelse af møde om Porvoo-erklæringen”. Baggrunden for, at folketingspolitikere (på vegne af staten) skal drøfte Porvoo-erklæringen, kunne tænkes at være, at Folkekirkens nyvalgte Mellemkirkelige Råd forleden næsten enstemmigt besluttede at fastholde det gamle råds indmeldelse af folkekirken i Porvoo-fællesskabet, således at underskrivelsen kan finde sted som planlagt, den 3. oktober i Københavns Domkirke. Som Krarup og Langballe så forbilledligt har slået fast, så må det være folkekirkens medlemmer, som træffer beslutninger i vigtige kirkelige spørgsmål, og ikke staten (folketinget) eller bispekollegiet. Nu forholder det sig på det økumeniske område netop således, at staten (folketinget og ministeren) faktisk allerede har overdraget beslutningskompetencen til Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. I bekendtgørelsen vedr. Det Mellemkirkelige Råd siges det i par. 1, at ”Det mellemkirkelige Råd har til opgave at varetage folkekirkens mellemkirkelige opgaver på landsplan og herunder tage stilling til folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer”. Det var netop det, der skete mht. Porvoo, med den tilføjelse, at rådet ventede med at træffe beslutningen om indmeldelse af Folkekirken i Porvoo-fællesskabet, indtil folkekirkens øverste teologiske tilsynsmyndighed, nemlig biskopperne, i enighed havde udtalt, at en indmeldelse ikke ville være i modstrid med folkekirkens lutherske læregrundlag. Skulle der være medlemmer af folketingets kirkeudvalg, som på tirsdag lader sig friste til at blande sig i det kirkelige spørgsmål om folkekirkens indmeldelse i Porvoo-fællesskabet, må vi håbe, at enten Krarup eller Langballe er til stede og kan belære de andre politikere om, at vigtige kirkelige spørgsmål i folkekirken bør afgøres af folkekirkens medlemmer, og at politikere må respektere den

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

92


ordning, som de selv har indført, og som giver folkekirkens medlemmer gennem deres valgte repræsentanter i Det Mellemkirkelige Råd myndigheden til selv at afgøre, om Folkekirken skal være medlem af Porvoo eller ej. Christiansfeld, fredag, den 28. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

93


73. Søstjernen og edderkoppen – alternative organisationsformer Hvad har Apache, Napster, Wikipedia, al-Qa’ida og Anonyme Alkoholikere til fælles? De repræsenterer alle en åben decentraliseret organisationsform uden ledelseshieraki. I bogen ”The Starfish and the Spider” (Portfolio 2006) hævder Ori Brafman og Rod A. Beckstrom på basis af mange års forskning, at alle organisationer falder i to kategorier, den ene symboliseret af søstjernen, den anden symboliseret af edderkoppen. Når man kapper hovedet af en edderkop, dør den, men uanset hvilken del, man skærer af en søstjerne, så regenererer den denne del og den afskårne del kan endog vokse sig til en hel ny søstjerne. Centraliserede og hierarkisk ledede organisationer er et velkendt fænomen i den moderne vestlige verden, men hvad er det der karakteriserer søstjerne-organisationerne? I bogen peges der på, at denne organisationsform så at sige går på fem ben. 1. Den grundlæggende enhed i sådanne organisationer er mange små uafhængige decentrale cirkler, der er fleksible enheder. Der er ikke en række regler, som der sættes magt bag, men der udvikles interne normer. 2. I sådanne åbne organisationer kan der altid identificeres personer, som har fungeret som katalysatorer for dannelsen af frie cirkler. Denne type personer indtager ikke en central lederrolle som fx CEO, men giver deltagerne i cirklerne deres frihed og opleves i stedet som en slags inspiratorer for alle andre. 3. Det, der binder en sådan åben decentral organisation sammen er ikke bare et behov for at opleve fællesskab, men en fælles meningsfuld ideologi. I Anonyme Alkoholikere fx, den ide, at alkoholikere han hjælpe hinanden ud af afhængigheden. 4. De fleste sådanne åbne organisationer bygger videre på eksisterende platforme eller relationer. Fx blev Napster i sin deling af musik muliggjort af det i forvejen etablerede internet. 5. Personer, der fungerer som katalysatorer er oftest karismatiske personer, som kan inspirere folk og bringe dem sammen, men for at sådanne åbne organisationer kan lykkes har der næsten altid været en person, som har allieret sig med ”katalysatoren”, og som har haft evnerne og energien til at promovere sagen vidt og bredt. Den afgørende figur i en åben organisation er helt afgjort katalysatoren, men hans eller hendes rolle er en helt anden end den, som traditionelle ledere af organisationer spiller. I bogen beskrives katalysatorens vigtigste redskaber som.: •

En oprigtig interesse i andre mennesker.

• Løse forbindelser til en lang række mennesker. Altså ikke dybe relationer med få, men mere overfladiske relationer med mange. • ”Mapping”: katalysatoren forsøger at finde ud af, hvordan de mennesker han eller hun møder passer ind i deres netværk.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

94


Et ønske om at hjælpe andre er det brændstof, som driver dem til at networke.

Katalysatorer er drevet af en passion for det, som han eller hun tror på (ideologien).

• Møder folk der hvor de er. Mennesker følger ikke en katalysator fordi man er nødt til det, men fordi han eller hun forstår dem. Dermed kan en katalysator inspirere uden at være manipulerende. • Emotionel intelligens: Katalysatorer leder ud fra en emotionel intelligens og væver emotionelle relationer ind i netværket. • Tillid: katalysatoren kan ikke kontrollere denne flade organisation, men må bygge på tillid til deltagerne. • Inspiration: Katalysatoren inspirerer andre til at arbejde frem mod et mål, som sjældent involverer personlig fortjeneste. • Tolerance for tvetydighed (”ambiguity”). I decentrale organisationer er det nødvendigt at kunne leve med en høj grad af mangel på tydelig struktur, som imidlertid er en vigtig grobund for kreativitet. • Trække sig tilbage. Hvis ikke katalysatoren trækker sig tilbage, kan han eller hun komme til at blokere for den videre udvikling. Mens jeg læse i denne bog, hvis undertitel er ”The Unstoppable Power of Leaderless Orgnizations” om alle de åbne decentrale og fleksible organisationer uden en hierarkisk ledelsesstruktur, kom jeg til at tænke på, om kirken som organisation bedst kan sammenlignes med en edderkop eller med en søstjerne? Christiansfeld, søndag, den 30. maj 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

95


74. Man merkt die Absicht … Det er ikke altid let at være Danske Folkeparti i et retssamfund, som principielt er farveblindt og ikke må diskriminere, og et velfærdssamfund, som bygger på fællesskabets ansvar for samfundets svageste. Tag nu for eksempel den seneste såkaldte ”Genopretningsplan”, som Danske Folkeparti har forhandlet på plads med regeringen. Der skal spares penge, mange penge, og et sted at finde nogle af disse mange penge er børnechecken. Her ville Dansk Folkeparti gerne have gjort børnechecken afhængig af indtægten. Men ve og skræk, det duer jo alligevel ikke, for så vil besparelsen ramme danske familier, mens indvandrerfamilier vil gå fri. Det var jo ikke meningen. Tværtimod, for som Pia Kjærsgaard skriver i et brev til en dansk familie på Ærø, der venter deres ottende barn, ”Dansk Folkeparti havde gerne set, at man eksempelvis havde forbeholdt børnechecken for danske statsborgere” (”DF vil kun give børnecheck til danskere”, artikel i MetroXpress 1. Juni 2010). Dansk Folkeparti har arbejdet målbevidst – og med stor succes – for, at det skulle blive meget sværere for indvandrere at blive danske statsborgere. Det betyder, at der er et stadigt voksende antal mennesker i Danmark, som i årevis opholder sig her med en permanent (eller midlertidig) opholdstilladelse. De fleste af dem vil komme til at leve resten af deres liv i det danske samfund sammen med os, de er vore naboer og vore arbejdskolleger, de betaler skat, de får børn, og deres børn går i danske skoler sammen med vore børn, men mange af dem er af forskellige årsager i praksis udelukket fra nogensinde at erhverve sig et dansk statsborgerskab. Det er denne voksende gruppe af nydanskere – og specielt disse nydanskeres børn - som Dansk Folkeparti gerne ville fratage børnechecken. Nej, det er – heldigvis – ikke altid let at være Dansk Folkeparti i et rets- og velfærdssamfund. Men hvis Pia Kjærsgaard og Co havde magt, som de havde agt, så ville samfundet også komme til at se radikalt anderledes ud. Man merkt die Absicht und wird verstimmt! København, onsdag, den 2. juni 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

96


75. Religionsfrihed og ytringsfrihed – i den politiske debat I en tysktime i folkeskolen lærte jeg, at ”Die Repetition ist die Mutter des Lehrens”. Det er der bestemt en dyb sandhed i, men det betyder ikke, at noget nødvendigvis bliver sandt af at blive gentaget igen og igen. Det blev jeg mindet om, da jeg her til morgen hørte kirkeminister Birthe Rønn Hornbæk i ”Mennesker og tro” i en samtale med Anders Laugesen om ”Gud, grundloven og det danske folk” gentage for 117. gang, at sand luthersk kristendom indebærer en adskillelse af kristendom og politik. Det eneste kristendommen har at sige om politik, er at kristendom og politik skal holdes helt adskilt. Det er derfor udtryk for farisæisme og et svigt af evangeliet, hvis vi i en politisk debat inddrager kristendommen i argumentationen. Det er let at mane et skræmmebillede frem om en kirke, der dikterer samfundet, hvordan dets love skal være, eller om fundamentalistiske kristne, som forsøger at trække deres forståelse af kristendommen ned over hovedet på alle andre – og så på den baggrund konkludere, at kristendom og politik må holdes adskilt. Men hvilken mening giver det i et frit demokratisk samfund at acceptere inddragelsen af argumenter fra diverse ideologier og filosofier med hver deres værdisæt, menneskesyn og samfundssyn, og så dømme ethvert argument, der henviser til kristendommen ude? Helt absurd bliver denne censurerende holdning i en tid, hvor der er så meget fokus på værdipolitikken. Og dobbelt absurd er det, at argumentationen for at holde kristendommen ude af den politiske debat hentes i – kristendommen! Historisk set har kristendommen været kulturskabende. Mange af de værdier, som vi i dag regner som danske værdier, har forbindelse til kristendommen og lovgivningen bygger netop bl.a. på – værdier. Da slaveriet omsider blev ophævet for et par hundrede år siden, argumenterede politikere ud fra det kristne menneskesyn. Var det forkert af dem at blande kristendommen ind i dette politiske spørgsmål? I kampen mod raceadskillelsen i USA og mod apartheid i Sydafrika blev der også bl.a. argumenteret ud fra kristendommen mod denne form for diskrimination af mennesker skabt i Guds billede? Var det forkert at blande kristendommen ind i disse politiske spørgsmål? Sundhedsministeren har nedsat et etisk råd, der har som opgave at vejlede Sundhedsministeriet om etiske emner som bioteknologisk og -medicinsk forskning. Her har der også siddet præster og teologer, som ud fra deres forståelse af kristen etik, giver deres besyv med. Var det forkert at blande kristendommen ind i disse politiske spørgsmål? Jeg forstår udmærket, hvorfor politikere som magthavere foretrækker at udlægge Luthers toregimentelære om det åndelige og det verdslige regimente sådan som en adskillelse af kristendom og politik, hvor det er illegitimt at henvise til kristendommen i sin politiske argumentation. Men uanset hvor tid det bliver gentaget, så er og bliver denne tolkning af Luther meget tendentiøs, hvilket bl.a. fremgår med al ønskelig tydelighed af, at Luther ikke selv afholdt sig fra at gå i rette med de politiske magthavere med henvisning til kristendommen. Vi har netop i går fejret den grundlov, som allerede i 1849 gav os både religionsfrihed og ytringsfrihed. Vi har altså frihed – inden for lovens grænser - til at tro, som vi vil – også på kristendommen – og vi har heldigvis også frihed til – inden for lovens grænser – at ytre os på basis af vor individuelle forståelse af kristendommen om, hvordan vi synes samfundet skal indrettes for vi i fællesskab kan bedst muligt vare på ”enker og faderløse, fremmede og fattige” (Zak 7,10).

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

97


Uanset hvor mange gange politikere forsøger at lukke munden på dem, der vil inddrage kristne etiske perspektiver i den politiske debat, så er det vigtigt at også sådanne stemmer lyder i det mangfoldige politiske kor, der udgør den nødvendige demokratiske debat i vort samfund. Christiansfeld, søndag, den 6. Juni 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

98


76. Holdninger til islam og muslimer i Danmark i dag Islam og muslimer har fyldt utroligt meget i den politiske, kulturelle og teologiske debat i Danmark i de senest 20 år, og holdningen til islam og muslimer har været med til at afgøre folketingsvalg. Senest har Prof. Martin Schwartz Lausens bog ”Tyrkerfrygt og tyrkerskat. Islamofobi, religion og politik hos teologer og regenter i reformationstidens Danmark” (2009) affødt en debat, om de holdninger til islam og muslimer, som kan konstateres i årene efter reformationen stadig sætter sig igennem i dag. Den debat vil jeg ikke her engagere mig direkte i, men vil i stedet forsøge at give et bud på et overblik over holdningerne til islam og muslimer i Danmark i dag. Der tegner sig et meget flimrende billede, men måske kan vi ved at skelne mellem forskellige debatplaner identificere nogle mønstre. Religiøst eller teologisk På det religiøse eller teologiske plan kan holdningerne placeres på et kontinuum, mellem en anerkendelse af islam, der fører til en interaktion med muslimer og en dæmonisering af islam, der fører til en konflikt med muslimer. Interaktionen med muslimer, der bygger på en anerkendelse af muslimers ret til at have og praktisere deres religion, tager udgangspunkt i, at kristne og muslimer har det til fælles at de er religiøse mennesker, således at muslimer og kristne har noget at tale sammen om, selvom der er afgørende forskelle mellem islamisk og kristen tro, at denne samtale også indebærer et gensidigt vidnesbyrd over for hinanden, således at kristne fx ønsker at dele evangeliet med muslimer, og at kristne og muslimer kan samarbejde om konkrete opgaver til gavn for det fælles samfund. Dæmoniseringen af islam, der bygger på en afvisning af at muslimer og kristne på det religiøse eller teologiske område har noget til fælles, kan give sig meget forskellige udtryk. Allah har ikke noget med den Gud at gøre, som kristne tilbeder, men er en dæmon, og islam opfattes som antikrist. I mildere udgaver fremstilles islam som en middelalderlig religion, der ikke har gennemgået en reformation, som den der har skilt den lutherske kirke ud fra den middelalderlige katolske kirke. Kulturelt På det kulturelle plan kan holdningerne placeres på et kontinuum mellem en forståelse af Danmark som et monokulturelt samfund, som muslimerne må tilpasse sig, hvis de vil være her, og Danmark som et multikulturelt samfund, hvor muslimerne må udfolde deres kultur. Det monokulturelle standpunkt indebærer en forståelse af, at et samfund kun kan bygge på en kultur. Religioner er kulturskabende, og det gælder også kristendom og islam. Dvs. at i bunden af den danske kultur ligger kristendommen, og for at blive en del af det danske samfund må muslimer derfor anerkende kristendommens centrale kulturskabende funktion i samfundet og også tilpasse sig de danske kulturelle former, således at den kulturelle sammenhængskraft ikke går fløjten. Det multikulturelle standpunkt indebærer en forståelse af, at et samfund er et produkt af mange kulturelle og religiøse og andre påvirkninger, og at enhver kultur til stadighed er i bevægelse og udvikling gennem påvirkning fra nye kulturstrømninger. Den kulturelle mangfoldighed ses ikke som et problem, men en berigelse. Det betyder, at der må skabes rum for, at muslimer ikke blot kan udfolde deres religion og kultur i privatlivet men også i det offentlige rum.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

99


Politisk På det politiske plan kan holdningerne placeres på et kontinuum mellem et fokus på muslimer som medborgere og et fokus på muslimer, som fjender eller potentielle fjender. En forståelse af muslimer som medborgere indebærer, at der fokuseres på de politiske rammer, som må være fælles for muslimer og kristne og alle andre borgere i et sekulært samfund. Kristendommen har været igennem oplysningstidens syrebad og samfundets sekulariseringsproces og er kommet ud på den anden side med fuld opbakning til demokrati og menneskerettigheder, som ses som et udtryk for kristne værdier. For at muslimer kan indgå som medborgere må de på samme måde tage demokratiet og menneskerettighederne til sig, og gør de det kan – også som praktiserende muslimer – de bidrage til det fælles samfund som fuldgyldige medborgere. I den anden ende af spektret har vi en forståelse af islam, som en religion der principielt er uforenelig med et moderne oplyst og sekulariseret samfund, og derfor af muslimerne som fjender eller potentielle fjender af det danske samfund. I global sammenhæng fokuseres der på muslimer som terrorister eller potentielle terrorister og på islam som en ekspansiv kraft, der er i færd med at erobre verdensherredømmet og islamisere Europa og Danmark. Islam og muslimer skal derfor mødes med konfrontation og om nødvendigt kamp og krig, og ideelt set skulle der arbejdes på – som Glistrup udtrykte det – et ”muhammedanerfrit” Danmark. Så er banen kridtet op. Spørgsmålet er bare, om den bane, hvor der i disse år for alvor spilles om det danske samfunds religiøse, kulturelle og politiske fremtid, ikke er en helt anden. Christiansfeld, mandag, den 7. juni 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

100


77. Det besværlige demokrati – og Porvoo Demokrati kan være en meget besværlig ordning, især når man oplever, at de demokratiske beslutninger går én imod. Det kan da på godt nordjysk være ualmindeligt ”træls”, hvis man sidder i en demokratisk valgt bestyrelse, som træffer en beslutning, som man selv er inderligt imod. Enten må man finde sig i beslutningen, eller også må man argumentere for at få bestyrelsens medlemmer til at ændre deres beslutning, og lykkes det ikke, så man altså leve med beslutningen. På samme måde kan det være ”træls” at skulle leve med love, vedtaget af folketinget, som er én inderligt imod. Et flertal i folketinget vedtager en lov og på basis heraf udarbejdes der en bekendtgørelse og efter det haver alle sig at rette, sågar ministre og folketingsmedlemmer. Hvis man af en eller anden grund er utilfreds med de demokratisk vedtagne love, så må altså man gå den tunge gang og forsøge at lave lovene om. Ellers må man på god demokratisk vis acceptere lovene, som de er. Folketinget vedtog i 1989 en lov, på baggrund af hvilken der blev udarbejdet en bekendtgørelse om etableringen af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Heri gives dette demokratisk valgte råd med repræsentanter for alle folkekirkens ti stifter bemyndigelse til at ” tage stilling til folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer”. Sidste år vedtog rådet så at melde folkekirken ind i Porvoo-fællesskabet. Et af medlemmerne af det nyvalgt råd var imod denne beslutning og forsøgte på god demokratisk vis at få rådet til at omgøre sin beslutning, hvilket ikke lykkedes. Så skulle den historie ikke være længere. Men det er den desværre. Peder Nørgaard-Højen, som indtil valget af et nyt råd i år var medlem af rådets teologiske arbejdsgruppe, har henvendt sig til Folketingets Kirkeudvalg med spørgsmålet om, hvorvidt Folkekirkens Mellemkirkelige Råd kan indmelde Folkekirken i Porvoo-fællesskabet ”uden inddragelse af lovgivningsmagten”. Man skal imidlertid ikke være jurist – men blot kunne læse indenad – for at vide, at det har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd selvfølgelig bemyndigelse til! I den dokumentation, Nørgaard-Højen har vedlagt sit brev til formanden for kirkeudvalget, Britta Schall Holberg, argumenter han bl.a. for, at en indmeldelse i Porvoo-fællesskabet er i modstrid med folkekirkens lutherske læregrundlag. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at rådet inden beslutningen om indmeldelse i Porvoo-fællesskabet forespurgte folkekirkens øverste teologiske tilsynsmyndighed, nemlig folkekirkens biskopper, om en indmeldelse ville bringe folkekirken på kant med sit læregrundlag. Biskopperne svarede enstemmigt, at der ikke var læremæssige problemer ved en tilslutning til Porvoo-fællesskabet. Ud fra dagsordenen for kirkeudvalgets møde forleden får man det indtryk, at kirkeudvalget ønsker at afholde et møde om folkekirkens tilslutning til Porvoo-fællesskabet. Da der sikkert er medlemmer af kirkeudvalget, som har brug for at blive oplyst om, hvad Porvoo-fællesskabet drejer sig om, kan det give god mening at holde et oplysende møde om dette emne. Men inden politikerne fristes til at gå videre end dertil, så kunne det være betimeligt også at oplyse dem om, at de faktisk på god demokratisk vis har givet Folkekirkens Mellemkirkelig Råd bemyndigelse til at melde Folkekirken ind og ud af internationale organisationer. Politikere kan naturligvis forsøge at ændre lov og bekendtgørelse og fx overføre bemyndigelsen til at melde folkekirken ind i og ud af internationale organisationer til folketinget eller ministeren. Det ville imidlertid for det første være en markant statskirkelig markering, og for det andet ville det ikke se

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

101


kønt ud, hvis man blot ændrede lov og bekendtgørelse, fordi et demokratisk valgt organ havde truffet en beslutning, som man ikke syntes om. Det ville måske også være betimeligt at minde politikerne om, at det ifl. det folkekirkelige ordning er biskopperne og ikke politikerne, som er teologisk tilsynsmyndighed. Hvis det utænkelige skulle ske, og politikerne underkendte biskoppernes læremæssige afgørelse, så kunne man befrygte, at biskopperne ville agere lige som biskop Hvas sagde, at han ville have gjort, hvis retten havde underkendt hans teologiske tilsynsvurdering i forhold til Snedsted-præsten. I så tilfælde ville han have nedlagt sit bispeembede. Uanset hvor besværligt demokratiet kan være, så er det nok stadig den mindst ringe styreform, vi kan forestille os, også i de situationer, hvor de demokratiske beslutninger går nogen af os imod. Christiansfeld, tirsdag, den 8. juni 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

102


78. Går det ad Pommern til? Hvad ser vi? Hvordan vurderer vi det, som vi ser? Hvordan handler i på basis heraf? Denne model præsenterede Peter Lodberg som opsamling på den fjerde folkekirkelige missionskonference på Hotel Nyborg Strand, som samlede omkring hundrede deltagere. Blandt dem var tre biskopper, præster, universitetsteologer, menighedsrådsmedlemmer, organisationsleder mm. Den afrikanske missionsteolog Lamin Sanneh fra Yale hjalp os til at se, hvordan mission har været med til at forandre verden i de sidste 100 år efter den store missionskonference i Edinburgh i juni 1910. Det er ikke det 19. Årh. , men det 20. Årh., som har været det århundrede, som har oplevet den største spredning af kristendommen. I 1910 var 82% af alle kristne europæere eller nordamerikanere, i dag er det kun 1/3. Sanneh mindede om, at kristendommen i modsætning til islam er en oversættelsesbevægelse, og at missionsbevægelser alle deres svagheder og fejl til trods har været med til at give lokale sprog og kulturer værdighed. Samtidig understregede han, at udsigterne for den kristne bevægelse aldrig været lysere end de er i dag. Mission er stadig at søge i kærlighed at overbevise mennesker om, at Gud i sin kærlighed er kommet os nær i Jesus Kristus. Den anden hovedtaler, Michael Herbst, fra et luthersk menighedsudviklingsinstitut ved universitetet i Greifswald i det tidligere Østtyskland, hjalp deltagerne med at få øje på udfordringerne fra sekulariseringen. I Østtyskland er 75 % af befolkningen praktisk taget uden forbindelse med kirke og kristendom. Umiddelbart ville man forvente, at sekulariseringen var et resultat af 40 års kommunistisk styre, og det havde da også øvet sin markante indflydelse, men forarbejdet var gjort i de forudgående årtier, hvor kirken udelukkende havde stolet på ritualerne som kontakt til befolkningen uden at tilbyde noget egentligt menighedsliv. Efter ”die Wende” i 1989, havde kirken forventet at folk var vendt tilbage til kirken, men det var ikke sket. Tværtimod, havde kirken mistet medlemmer ved emigration til Vesttyskland. Herbst redegjorde for udviklingen i Pommern, hvor sekulariseringen havde været så stærk, at de fleste ikke blot havde glemt kristendommen, men også glemt, at de havde glemt det. Tilbage var en næsten bundløs uvidenhed og ligegyldighed mht. kristendom og kirke. I den lutherske kirke i Pommern var medlemstallet faldet fra 700.000 i 1959 til 97.000 i dag og der var eksempler på præster, som skulle tage sig af 18 små menigheder med samt kirker og kirkgårde. Der var imidlertid delte meninger mht. deltagernes syn på udfordringerne og vurderingerne af dem og også spørgsmålet om, hvordan man skulle handle for at tage udfordringerne op. Lamin Sanneh og flere andre medvirkende udtrykte betænkelighed ved islams indflydelse og så islam som den største udfordring. Min vurdering var imidlertid, at sekulariseringen er en større og sværere udfordring for kirken i dag, da den truer med at opløse kirken indefra. Jeg kan derfor være nervøs for om det for kirken i Danmark skal gå ad Pommern til. Ud fra sin forskning i menighedsudvikling arbejdede Michael Herbst sammen med præster og menigheder i Pommern om at vende udviklingen. Konklusionerne fra dette arbejde var, at der ikke først og fremmest er brug for strategier, men for mennesker som er glade for deres kristne tro, og som elsker at dele den med andre, og for en kirkekultur, hvor kirkens liv er præget af gæstfrihed og åbenhed for andre. Præster må uddannes og trænes til at blive missionale præster og menigheder må have hjælp til en missional udvikling. Endelig er det vigtigt med et dåbskatemumenat for voksne, som ønsker at lære den kristne tro at kende.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

103


I det lys gør det måske alligevel ikke så meget, hvis det i Danmark skulle begynde at gå ad Pommern til. Hotel Nyborg Strand, torsdag, den 10. juni 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

104


79. Terrorens topografi og diktaturets anatomi Berlin ligner på mange måder andre moderne europæiske storbyer, og så alligevel er der noget, der er anderledes, påfaldende og tankevækkende. I Niederkirchenstrasse, ikke ret langt fra Check Point Charlie, ligger mindemærket ”Topographie des Terrors”. Her er der bevaret et par hundrede meter af den mur, som fra 1961 til 1989 adskilte Øst- og Vestberlin, og som blev et symbol på kommunismens terrorregime. Lige ved siden af ligger resterne af de kældre, hvor Gestapo-bødler torturerede nazismens modstandere. I gå-afstand derfra ligger den bygning, der rummer Stasi-arkiverne. Her blev jeg mindet om filmen ”Das Leben der Anderen”, der beskriver, hvordan Stasis overvågning af ganske almindelig mennesker forpestede deres liv. I modsat retning, men stadig i gå-afstand, ligger Holocaustmindesmærket med sine 2700 firkantende beton-blokke – eller var det kister – til minde om de knap 6 mio. jøder, som under Hitlers terror-regime blev slået ihjel. Og sådan kunne man blive ved, og sådan blev det ved. Man fornemmer næsten ofrenes sukke og skrig, når man konfronteres med museerne, mindesmærkerne, inskriptionerne, info-tavlerne, som tilsammen aftegner terrorens topografi i Berlin. Men samtidig er der også noget befriende og forjættende over at opleve, hvordan fortidens synder i form af nazismens og kommunismens terror her åbent bekendes – uden undskyldninger eller bortforklaringer. Det er som om man helt bevidst har holdt sårene åbne og søgt at rense det, for på den måde at fremme en heling. Statsterror er ikke en særlig tysk specialitet, men det er langt fra alle de implicerede lande, som har haft modet til at indrømme deres terrorhandlinger for slet ikke at tale om, at holde sårene åbne og rense dem for at fremme en heling. I Rusland mangler man stadig at gøre op med kommunismens terror, og Tyrkiet har heller ikke endnu haft modet til at se landets terror mod armenierne i øjnene. Alvoren i den situation er, at fortidens terror – når der ikke offentligt gøres op med den - kan udvikle sig til en byld, der både kan gøre nutidens samfund sygt og smitte andre samfund. Statsterror er desværre ikke kun noget, vi konfronteres med på museer, men er en brutal virkelighed for mennesker i flere lande her og nu. Det er i dag den 12. juni, årsdagen for det valg i Iran, der vakte håb hos brede kredse i befolkningen om et opgør med det islamistiske diktatur og om frihed. I stedet førte det til, at regimet knuste alle spirer til demokrati og frihed med terror. Forrige fredag, i forbindelse med 21-års dødsdagen for grundlæggeren af dette terror-regime, Ayatollah Khomeini, havde Irans nuværende diktator Ahmadinejad den fripostighed at hævde, at den islamiske republik Iran var verdensmester i demokrati – samtidig med at han truede med at slå ned med brutalitet mod den grønne oppositionsbevægelse. I dag sendte en af mine venner mig følgende sentens, som man med rette kunne kalde diktaturets anatomi: ”Et diktatur er et politisk system, hvor alle er bange for én – og én er bange for alle.” Der er i Iran virkelig grund til for alle at være bange for Ahmadinejad, for diktatorer holder sig ved magten ved indadtil at bruge terror og udadtil at true med eller lige frem gribe til militær aggression. Samtidig er der også god grund til for Ahmadinejad at være bange for alle, fordi et politisk styre, som ikke bygger på befolkningens frihed, bygger på sand, og enhver terroristisk diktator sidder (heldigvis) på en tikkende bombe.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

105


I Berlin kan man ikke undgå at stifte bekendtskab med terrorens topografi, men terroren hører her fortiden til. Tilbage er kun arrene, som er en stadig påmindelse om, hvilke fatale sår på sjæl og legeme, terror tidligere har påført og stadig i dag påfører millioner af mennesker. Berlin, lørdag, den 12. juni 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

106


80. Lad os kippe med flaget – for åndsfriheden! Mens vi i går kunne fejre Valdemarsdagen og kippe med vort flag, som ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland for snart 800 år siden, blev idyllen anfægtet af advarsler fra juridiske professorer, som stiller spørgsmålstegn ved, om vi egentlig fortsat kan have et kors i vort flag. En menneskerettighedsdomstols dom om forbud mod kors i offentlige skoler i Italien, kan måske betyde, at officiel flagning med et korsbanner vil kunne tolkes som en utilstedelig religiøs manifestation. Da Anders Fogh Rasmussen, mens han endnu var statsminister, udtalte, at ”det ville tjene mange gode formål i det danske samfund, hvis det offentlige rum var befriet for religiøse manifestationer”, havde han nok ikke det danske flag i tankerne. Når Dansk Folkeparti igen og igen forsøger at få religiøse beklædningsgenstande som burka, niqab og hijab forbudt i en række offentlige sammenhænge, har man sikkert heller ikke tænkt på, at flaget kunne opfattes som et religiøst symbol. Når politikere har talt for at forbyde minareter, der som religiøse symboler rager op i bybilledet, har de sikkert ikke i deres vildeste fantasi forestillet sig, at nogen kunne finde på at stille spørgsmålstegn ved betimeligheden i fra officielle flagstænger at flage med vort korsbanner. Disse og mange lignende udtalelser og forslag fra politikere er på den ene side udtryk for den værdipolitiske holdning, at islams indflydelse skal begrænses i det kristne danske samfund. Men set i et mere overordnet perspektiv er de udtryk for en hårdere og hårdere sekularisme, der har til formål at få religion ud af det offentlige rum. Da der ikke må diskrimineres i et demokratisk retssamfund som det danske, vil en sådan sekularistisk holdning til religion naturligvis også ramme kristendommen, uanset hvor meget kristendommen kan siges at have vundet hævd som en del af Danmarks kultur. I praksis vil det i længde være umuligt – som nogle politikere forsøger at praktisere det – at anlægge en strengt sekularistisk holdning i forhold til islams tilstedeværelse i samfundet og en traditionel holdning til kirke og kristendom, hvor kirke og kristendom – efter den konstantinske kristenhedsmodel – dominerer det offentlige rum. Det er muligt at ovennævnte værdipolitikere ville slå syv kors for sig, ifald de læste dette blogindlæg – men måske skulle de i sekularismens hellige navn finde en mindre religiøs måde at udtrykke deres afstandtagen på. Det lyder helt absurd i disse værdipolitikeres ører – og også i mine ører – at der skulle være problemer med korset i dannebrog, eller korset i passet, eller korset om halsen på en lærer i folkeskolen, men hvis man med sekualristiske argumenter går meget langt fra at udelukke andre religioners symboler i det offentlige rum, så åbner vi os selv for en kritik af kristne symboler i det offentlige rum. Ifølge kristendommens selvforståelse hører kirke og kristendom imidlertid hjemme i det offentlige rum, og en kirke, som trækker sig tilbage fra det offentlige rum for udelukkende at udfolde sig i privatsfæren, forråder evangeliet. Når kristendommen må have plads i det offentlige rum, så må vi naturligvis også give plads for andre religioner, og i begge tilfælde inden for lovens grænser. Der må være frihed for Loke såvel som for Thor. Derfor er der i dag al mulig grund til at kippe med flaget – vort korsbanner, vi må være stolte over – for åndsfriheden i det danske samfund. Århus, onsdag, den 16. juni 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

107


81. God ferie! I dag begynder min ferie, men hvad er det egentlig, der begynder? Hvad betyder ferie egentlig? Ja, nogen mener, at ordet ferie kommer af det franske ”faire rien”, altså, at man ingenting foretager sig. Så måske skal jeg for rigtig at holde ferie ikke foretage mig noget som helst. Tyskerne er så grundige, så lad os spørge dem om, hvad deres ord for ferie betyder. ”Urlaub” har samme rod som ”Erlaubnis”, altså tilladelse. Og jo, jeg har fået tilladelse til at holde ferie, så det skulle være på plads. Men hvad er det da, jeg har fået tilladelse til. Spørger vi vore svenske naboer, ja, så er det noget så forlokkende som ”semester”, der står for døren. Og ”semester” betyder jo direkte oversat seks måneder. Men for mit vedkommende kan ferien nu på årsbasis højst snige sig op til seks uger, og det er bestemt heller ikke så ringe endda. Jeg elsker at holde ferie i Frankrig, især i Sydfrankrig, hvor jeg synes beboerne ser ud til at være gode til at holde ferie – også på arbejdsdage. Jeg husker, at mine franske venner forud for ferien plejede at ønske mig ”Bonnes vacances!”. Jamen, så har ferie måske alligevel noget at gøre med intet at foretage sig, at være vakant, tom, ledig. Min kalender for de næste uger er heldig vis helt tom, når det gælder arbejdsopgaver og aftaler. Englænderne har et lignende ord for ferie, nemlig ”vacation”, som betyder at tømme noget eller at fratræde en stilling. Og jo, jeg trænger bestemt til at få tømt mit hoved efter nogle travle måneder, og glæder mig til for en periode at fratræde min arbejdsmæssige stilling. De gode englændere har imidlertid også et andet ord for ferie, der giver en mere indholdsmæssig beskrivelse af, hvad ferie er, nemlig ”holiday”, altså en hellig dag, eller gerne flere af samme slags i rad. En ”holiday” var altså oprindelig en hellig dag, en religiøs festdag. På sådanne helligdage holdt man fri for arbejdet, for sammen at holde fest i anledning af en kristen højtid. Selvom jeg er begyndt at holde ferie, kunne jeg dog godt tage mig sammen og foretage et lille studium i en etymologisk ordbog for at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg er begyndt på i dag. Og sandelig, om ikke englænderne har ret. Vort gode danske ord ferie refererer også til kristne fester. Ferie kommer af det latinske ”feria”, der i middelalderen blev brugt om kristne højtider og fester, og også ordet fejre har sin rod i ”feria”. Men problemet er, at vi desværre ikke nogen kristne højtider at fejre på denne tid af året. Og så alligevel. Feriesæsonen indledes med at vi fejrer Sankt Hans, hvor vi med Drachmanns ”Midsommervise” synger om, at ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde”. Baggrunden for glædesblussene Sankthans Aften er imidlertid rent historisk, at vi fejrer Johannes Døberens fødsel. Om den Johannes, som lagt navn til festen, fortælles det, at han beredte vejen for Jesus, og opfordrede mennesker til at følge Jesus. Nu er det ferie. Der er tid til dovne dage, hvor vi tømmer hovedet og kalenderen for arbejdsopgaver og aftaler og ingenting gør. Men der også tid til hellige dage, hvor vi besinder os på det, der er helligt, og fejrer alt det, Gud har givet os. - God ferie! Christiansfeld, lørdag, den 26. juni 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

108


82. Kirken som pejlemærke – og kirkens pejlemærker I sidste uge cyklede vi langs diget i marsklandet fra Esbjerg til grænsen. Da vi ikke havde nogen GPS med, og det var småt med skiltningen på cykelstien, måtte vi orientere os på anden vis, på den måde, som danskere har gjort i århundreder. Når vi fik øje på en kirketårn og fik identificeret kirken, vidste vi nogenledes hvor vi var henne. I lang tid spejdede vi efter Ribe domkirke, og efterhånden dukkede domkirkens karakteristiske tårne langsomt op i horisonten. Siden var det Hvidding Kirke ved Vester Vedsted, der var vort pejlemærke, derefter igen Rejsby Kirke og Brøns kirke og sådan fortsatte det. I mange hundrede år har kirken i Danmark været et pejlemærke, ikke bare for vejfarende, der var i fare for at fare vild og havde brug for hjælp til at finde vej, men også for samfundet som helhed, når det gjaldt om at finde ud af, hvad der var godt og skidt, og op og ned i tilværelsen. Kirken var i århundreder på godt og ondt tæt forbundet med statsmagten og der var et sammenfald mellem folk og menighed, så det at være dansk var ensbetydende med at være kristen. Kristendommen var samfundets ideologiske grundlag, og det var utænkeligt at argumentere for synspunkter, som blev anset for at være i modstrid med kristendommen. Efter en lang historisk proces er vi i dag dér, hvor kirken ikke længere er det fælles pejlemærke for det danske samfund. Selvom over 80 % af befolkningen stadig er medlem af folkekirken, nytter det ikke meget i den offentlige debat at argumentere ud fra kristendommen. Især efter islams indtræden på den danske politiske scene presses der på for at få religion ud af det offentlige rum, dvs. det rum, hvor vi sammen drøfter, hvad der er godt og ondt, op og ned, og hvor vi på basis af disse drøftelser træffer politiske beslutninger. Kirken og kristendommen er som fælles pejlemærker blevet afløst bl.a. af demokratiet. Det er helt utænkeligt at argumentere for synspunkter, som bliver anset for at være udemokratiske, og de beslutninger, og det er moralsk forkasteligt ikke at respektere de love, som er blevet vedtaget på demokratisk vis. Et andet pejlemærke er af økonomisk karakter: vi orienterer os i mange henseender efter den økonomiske bundlinje. Hvad kan betale sig, og hvad kan ikke betale sig? Den konstantinske kristenhedsmodel med symbiosen mellem stat og kirke og mellem folk og menighed er ikke nogen ideal-tilstand for kirken, ligesom post-kristenhedssituationen på ingen måde er en katastrofe for kirken. Det, der er problematisk er derimod, hvis vi som kirke mister orienteringen, og ikke erkender, at vi er på vej ud af den århundrede-gamle traditionelle kristenhedsperiode og på vej ind i et nyt og endnu ikke helt kortlagt territorium. Hvis kirken skal finde vej fremover, har den derfor selv i høj grad brug for selv at besinde sig på sine pejlemærker, som er skrift og tradition – og Helligånden. Christiansfeld, søndag, den 4. juli 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

109


83. Kirkevæsen og kirkens væsen Den danske stat har mange væsener, som hver for sig spiller en væsentlig rolle for borgernes vé og vel i det danske samfund. Vi har et militærvæsen, et politivæsen og et retsvæsen, der sørger for vores sikkerhed eksternt og internt. Vi har et socialvæsen, der sikrer os mod ekstrem fattigdom, et vejvæsen, der baner vej for os, et skolevæsen, der tilbyder vore børn og unge den fornødne uddannelse, og flere andre væsener. Da jeg læste en kronik i Kristeligt Dagblad den 3. Juni af en tidligere sognepræst, Birgit O’Sullian, hvor hun argumenterer for at ”Der er brug for et 360-graders eftersyn af folkekirken”, kom jeg til at tænke på, at staten måske også har et kirkevæsen. Regeringen har netop gennemført et 360-graders eftersyn af folkeskolen, og O’Sullivan argumenterer for, at der er brug for et lignende eftersyn af folkekirken, da folkeskolen og folkekirken har meget til fælles som en del af det danske folks kulturgrundlag, og begge institutioner i disse år oplever faldende tilslutning. Et sådant eftersyn af folkekirken foreslås at omfatte organisation, magtudredning og ansættelsesformer, og det grundlæggende perspektiv synes at være spørgsmålet, om medlemmerne serviceres på en måde, som de oplever som tilfredsstillende for dem, så de får deres kirkelige/åndelige behov dækket. Der er for mig ingen tvivl om, at O’Sullivan vil folkekirken det vel, og folkekirken har bestemt også brug for et eftersyn, der kommer hele kompasset rundt. Men det afgørende spørgsmål er, fra hvilken vinkel dette eftersyn foretages. Er folkekirken et statsligt væsen – et kirkevæsen – på linje med skolevæsenet og alle de andre væsener, hvorigennem staten servicerer sine borgere og møder deres legitime behov? Ud fra en historisk betragtning, så har folkekirken i mange århundreder fungeret som et statsligt kirkevæsen med stort set samme karakteristika som andre statslige væsener. Rammer og regler for kirkevæsenet var fastlagt af statens lovgivning og offentlige budgetter. De vigtigste ansatte var statstjenestemænd som fx præster, organister og kirkegårdsledere. Alle de centrale ydelser var baseret udelukkende på lønnet arbejdskraft, det gjaldt fx gudstjenester og alle andre kirkelige handlinger, konfirmandundervisning og sjælesorg. Organisationen var opbygget som et hierarki med et ministerium i spidsen. Og sådan kunne man blive ved. I disse år står folkekirken imidlertid i et vadested. Skal vi fortsætte med at betragte folkekirken som statens kirkevæsen og i det spor søge at optimere den kirkelige service, som borgerne har krav på? Det kunne ske ved at strømline organisationen fx ved at etablere større og mere rationelle enheder (sogne, pastorater), ansætte flere præster og sognemedhjælpere til at servicere borgerne og udvikle nye kirkelige ydelser, som imødekommer borgernes behov. Eller skulle man overveje, om det virkelig er kirkens væsen at være et statsligt væsen på linje med folkeskolen og socialvæsenet. Der er for tiden en vældig grøde og stor kreativitet i folkekirkelige kredse, og der eksperimenteres med ny måder at være kirke på. Spørgsmålet er, om der er brug for, at vi i folkekirken så at sige må forsøge at “genopfinde” kirken – ud fra en besindelse på, hvad der er kirkens væsen? Er der brug for, at vi vender tingene på hovedet i folkekirken og ser kirkens væsen som et fællesskab af mennesker, som kaldes sammen af evangeliet, en folkelig bevægelse, hvis drivkraft må være medlemmernes engagement og frivillighed? Her vil der stadig være brug for præster og andre lønnede medarbejdere, ikke til at bemande alle de poster, der sikrer udførelsen af kirkens

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

110


centrale opgaver, men til at udruste alle de frivillige til at være kirke og udføre kirkens opgaver. Lægfolket er i denne forståelse kirkens præster, ordineret til tjenesten gennem deres dåb, og de ansatte præster er hjælpepræster, som skal hjælpe alle de andre præster til at udføre deres præstetjeneste i verden. Vanens og traditionens magt er stor, og vi har i århundreder praktiseret kirke som et statsligt kirkevæsen, hvor statstjenestemænd og andre ansatte servicerer borgerne mht. deres kirkelige og åndelige behov.. Hvis vi derfor begynder at forstå kirkens væsen først og fremmest som et fællesskab og en bevægelse af ganske almindelige kristne, så må vi – både lægfolk og præster – til at øve os i at være kirke på en anden måde. Christiansfeld, mandag, den 5. juli 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

111


84. Advarsel: Læs ikke denne bog! Læs ikke denne bog, ikke engang det første kapitel! Det er med denne bog lige som med den første cigaret: Selvom man får at vide, at cigaretter er skadelige for helbredet, så skal man alligevel prøve det, og efter det første forlokkende sug, bliver mange hængende og ender med en livslang afhængighed. Så læs ikke bogen, og måske ville det endda være klogest ikke engang at læse hele denne advarsel mod bogen! Det drejer sig om ”Den uimodståelige revolution” (Boedeal 2008) af den unge amerikaner fra Philadelphia Shane Claiborne. Hans synderegister burde egentlig være tilstrækkeligt til at diskvalificere bogen: Han har engang afbrudt præsidentens tale på et demokratisk (eller rettere en republikansk) møde bl.a. ved at råbe ”Salige er de fattige”. Han har under den anden golfkrig besøgt Irak for at protestere mod krigen. Han har adskillige gange være arresteret i forbindelse med demonstrationer og happenings. Det skete for eksempel, da han sammen med sine venner støttede hjemløse, der havde slået sig ned i et stort kirkekompleks i den indre by, hvor de havde hængt et banner op med teksten: ”Hvordan kan I om søndagen i kirken tilbede en hjemløs mand, og så om mandagen smide hjemløse ud af kirken”. Shane Claiborne er kristen, men er meget kritisk over for den etablerede kirke, som han tillader sig at sammenligne med en hore, og som han siger stinker, og så vil han alligevel ikke slippe kirken. ”Kirken er en hore, men hun er min mor”. ”Kirken er ligesom Noas ark. Den stinker, men hvis du bevæger dig væk fra den, vil du drukne”. Som bogens titel antyder, er Claiborne en farlig mand, der ønsker at revolutionere kirken, ikke ved at kristne klager over den kirke, de ser, men ved i stedet at blive den kirke, de drømmer om. Claibornes revolutionære holdning bygger på den radikale antagelse, at Jesus virkelig skulle have ment det han sagde, fx i Bjergprædikenen. Han tillader sig i den forbindelse ligefrem at citere vor egen Søren Kierkegaard for at vi med teologiens hjælp forsøger at holde den letforståelige betydning af Jesu ord fra livet: ”De kristelige videnskab er menneskeslægtens uhyre opfindelse for at værge sig imod Det Nye Testamente, for at sikre sig, at man kan vedblive at være kristen, uden at Det Nye Testamente kommer en alt for nær.” Hans radikale tilgang til Jesus og Jesu ord fører ham ud i det meget farlige standpunkt, at evangeliet er politisk. Han hævder således, at kirken er blevet inficeret af en dualisme, som har skilt tro fra liv og handlinger, og som også får mennesker til ”at adskille det åndelige fra det politiske eller sociale, som om politiske eller samfundsmæssige emner ikke havde nogen åndelig betydning, og som om Gud ikke havde nogen bedre vision at tilbyde denne verden” (s. 23). ”Et evangelium, der ikke er politisk, er slet ikke noget evangelium” (s. 158), for Guds riges værdier stødte ikke bare sammen med Romerrigets på Jesu og disciplenes tid, men støder også sammen med vor tids riger. Claiborne mener, at Guds rige lige frem har en etik og økonomi, der er stik modsat den gængse i vore dages verden. For ham er en omfordeling af ressourcerne en naturlig konsekvens af vor genfødsel, og med et citat af Gandhi hævder han, at Gud har skabt verden således, at ”Der er nok til alles behov, men der er ikke nok til alles begær.” Mens den gængse opfattelse er, at det drejer sig om at forøge sin rigdom mest muligt, så man kan blive uafhængig af andre, påstår Claiborne, at vi er skabt til fællesskab og gensidig afhængighed. Det er alt sammen dybt foruroligende; det gælder også udsagn, som antyder, at vor kirke måske er befængt med vranglære. Claiborne hævder således, at ”hvis vor kirke ikke er kendetegnet af en omsorg for de fattige, de undertrykte og de sultne, så

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

112


følger vi en vranglære” (s. 273), og her tænker han ikke kun på vor lokale næste, men også på vor globale næste. For de af os, der har fået nok af at bo i telt, er det lidt provokerende at læse, at ”Gud elsker at campere”. Det, som Claiborne skyder på her, er imidlertid kirkens forbrug af penge til at bygge store og dyre kirker og udstyre dem med dyr kunst, mens Gud i Det Gamle Testamente ikke var særlig vild med templer, og Jesus kom for at ”tabernakle” (bog i telt, campere) hos os og ikke havde noget hus at bo i. I stedet mener Claiborne, at man skulle bruge pengene til at afhjælpe verdens fattigdom. I øvrigt forstår han meningen med bibelens tale om tiende, som primært en bestræbelse på en omfordeling af penge til fordel for de fattige. Det er for Claiborne ikke først og fremmest i æstetiske kirkebygninger, vi møder Jesus, men i de fattige. Når Jesus siger, at de fattige har i jo altid hos jer, forstår han det ikke som et udsagn om det udsigtsløse i at afskaffe fattigdommen, men som en opfordring til at have de fattige HOS os, og ikke afskærme os fra dem. Og for Claiborne er den virkelig ateist ikke den, der hævder at han ikke tror på Gud, men den der fornægter Guds billede ”i disse mine mindste”. Man kunne få den tanke, at Claiborne var en overgemt marxist fra ungdomsoprørets tid, men på det tidspunkt var han endnu ikke født. Fx tillader han sig at stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at én person ejer lige så mange penge, som 23 landes samlede økonomi, og at USA med mindre en 6 % af verdens befolkning forbruger næsten halvdelen af verdens ressourcer. Selv siger han med et citat fra Will O’Brien, at ”Når vi virkelig opdager kærligheden, vil kapitalismen ikke være mulig, og marxismen ikke nødvendig.” Jeg tror ikke, at jeg behøver at referere mere fra Claibornes bog for at understøtte min påstand om, at hans bog er en farlig bog, som man bør advare unge og ubefæstede sjæle mod at læse. Skulle nogen alligevel insistere på at læse den, så gør det i det mindste ikke, lige før I skal sove, for det kan være svart at falde i søvn efter at have læst en sådan bog, og bogen inspirere til drømme, som det er svært at glemme igen. Christiansfeld, torsdag, den 8. juni 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

113


85. Fra folkekirke til missionskirke Da jeg i 1970 begyndte at læse på Århus Universitet, præsenterede en professor os ved første forelæsning for den litteratur, vi skulle opgive. Det var bl.a. en 600 sider lang afhandling på fransk. Mange studerende protesterede voldsomt, og vi fik lov at opgive den engelske udgave i stedet. Men at mange af vore bøger var på tysk – og flertallet af de teologiske bøger var på tysk – var dengang en selvfølge. Når jeg siden har undervist på universitetet som ekstern lektor, har jeg konstateret, at det ikke længere er en selvfølge, at studerende læser tyske bøger. Alt det kom jeg til at tænke på, fordi jeg tilfældigvis har fået samlet mig en stak tyske bøger, som jeg har tænkt mig at læse her i sommerferien. En af bøgerne hedder ”Missionarische Perspektiven für eine Kirche der Zukunft” (Neukirchener 2005) og er redigeret bl.a. af Michael Herbst, som var en af hovedtalerne på den folkekirkelige missionskonference i Nyborg den 9.-10. juni i år. Da jeg i 70’erne læste tyske teologiske værker, mindes jeg imidlertid ikke en eneste gang at have stødt på missionsperspektiver på kirken, men teologien – og kirken - har flyttet sig, fordi den kulturelle virkelighed har flyttet sig. Et afgørende vendepunkt for den lutherske kirke i Tyskland kom i 1999, hvor den berømte lutherske teologi Eberhard Jüngel i et hovedforedrag på Synoden i Leipzig for alvor satte mission på dagsordenen. ”Hvis mission og evangelisering ikke er eller bliver hele kirkens sag, så er der noget galt med kirkens hjerteslag.” Samtidig fremkom et teologisk udvalg i kirken med en udtalelse om ”Evangelisering og mission”, hvori de taler om menigheden som ”en evangeliserende menighed”, der ikke bare sætter særlige evangeliserende tiltag i værk for at vinde mennesker for troen, men hvis hele menighedsliv er en indbydelse til tro og efterfølgelse. Denne nye udvikling førte bl.a. til, at lutherske ”Landeskirchen” i 2004 etablerede et ”Institut til udforskning af evangelisering og menighedsudvikling” tilknytning til universitetet i Greifswald i Pommern. Siden da er der udkommet mere end et dusin bøger fra dette institut, bl.a. en empirisk undersøgelse af, hvordan voksne kommer til tro i den lutherske kirke i Tyskland, og en doktorafhandling om evangelisering, lige som temaer som mission, evangelisering og omvendelse også efterhånden begynder at blive behandlet af andre tyske teologer. Den kulturelle baggrund for denne udvikling i luthersk teologi og kirkeliv i Tyskland er, at man for alvor er blevet opmærksom på sekulariseringens gennemslagskraft, især i Østtyskland, men også i andre dele af Tyskland. En kontant effekt af sekulariseringen har været et stærkt faldende medlemstal, der har givet kirken alvorlige økonomiske problemer. Men allerede i 30’erne fornemmede den tyske teolog Bonhoeffer, hvilken vej udviklingen gik. I den ovennævnte bog skriver biskoppen over den lutherske kirke i Pommern Hans Jürgen Abromeit, at Bonhoeffers hovedspørgsmål gennem hele forfatterskabet var ”Wie kann Christus auch der Herr der Religionslosen werden?”, som er titlen på hans artikel i bogen. Bonhoeffer forudså allerede dengang, at kirken efterhånden måtte skifte karakter ”Von der Volkskirkche zur Missionskirche”, som er artiklens undertitel. Mens der tidligere havde været sammenfald mellem folk og kirke, må kirken forberede sig på at blive en mindretalskirke, hvor flertallet af befolkningen p.g.a. sekularisering og “ateisering” ikke længere identificerer sig med kirke og kristendom. Erfaringerne fra Østtyskland viste, at en folkekirke ikke i længden formåede at fastholde sine medlemmer blot gennem kirkelige handlinger

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

114


– dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Som Johannes Zimmermann fra Greifswald-instituttet konkludere: ”Wir haben in der DDR erlebt, wie schnell ein Kasualkirche zusammenbrechen kann.” Mens folkekirken er et udtryk for folkets religiøse identitet og tilhørsforhold, så ændres missionskirkens forhold til folket. Missionskirken har erkendt, at den ikke længere repræsenterer flertallet, en den har stadig hele folket for øje, nemlig som kirkens missionsopgave. Missionskirkemodellen indebærer, at der arbejdes med ”Evangelisation und missionarische Gemeindeaufbau”, som er fokus for det nye institut i Greifswald. Som læseplaner på teologi på universitetet især tidligere viste, så har vi i Danmark tradition for at hente inspiration fra Tyskland. I dag er tysk ikke længere et så populært sprog, som det var tidligere, men måske var det umagen værd, hvis vi i folkekirken pudsede vore tyskkundskaber af og læste os ind på de kirkelige erfaringer og teologiske refleksioner, som de i disse år gør sig syd for grænsen – for den sekularisering og “ateisering”, som har ramt Tyskland, standser sandsynligvis ikke ved grænsen i Kruså. Fureby ved Løkken, onsdag, den 14. juli 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

115


86. Abu Zaid og de ortodokse Den 5. juli døde Nasr Abu Zaid. Hvem var han egentlig. Han var født i Egypten i 1943 og blev også gift i Egypten. I 1981 erhvervede han sig en doktorgrad i islamisk studier med en afhandling om Koran-tolkning. Siden arbejde han på Cairo Universitets afdeling for arabiske studier. et. Abu Zaid er kendt verden over for sin humanistiske Koran-hermeneutik. Han argumenterede for, at Koranen og andre islamiske hellige tekster skulle tolkes i lyset af deres historiske og kulturelle kontekst og bidrog dermed til at bygge en bro mellem islam og den moderne verden. Der skulle således ikke være nogen tvivl om Abu Zaids identitet, men det blev der, da han i 90’erne blev forfremmet til professor. Til sin dødsdag fastholdt han sin identitet som muslim; han var ikke ude på at gøre op med islam som sådan, men præsenterede en anden måde at tolke de hellige tekster i islam på. Men hans ortodokse kritikere i Egypten hævdede, at Abu Zaid ikke kunne være muslim med de synspunkter på koranen, som han forfægtede, og i 1995 lykkedes det dem at få en domstol til at erklære hans ægteskab med en muslimsk kvinde for ugyldigt, fordi han ikke (længere) var muslim. Den islamistiske organisation Islamisk Jihad erklærede herefter, at som apostat – frafalden fra islam – skulle Abu Zaid dræbes. Derefter drog Abu Zaid med sin familie i eksil i Europa og endt med at slå sig ned i Holland, hvor han blev ansat som professor i islam (læs mere om Abu Zaid her). Hvem er muslim? Hvem er jøde? Jeg kom til at tænke på Abu Zaids skæbne, da jeg i dag læste en række artikler på nettet fra amerikanske og israelske aviser om et lovforslag om ændring af konversionsreglerne i Israel, som i disse dage behandles i Knesset.. Hvis lovforslaget bliver endeligt vedtaget, vil det give det ortodokse rabinat fuld kontrol over alle konversioner i Israel, så deres ortodokse tolkning af, hvem der er jøde, får juridisk monopol i Israel. Lovforslaget indebærer, bl.a. , at en rabbinsk domstol – ifølge lovforslaget – kan indkalde en israelsk jøde til en høring og erklære en person for ikke-jøde, med alle de ubehagelige konsekvenser det kan få for vedkommende mht. ægteskab, skilsmisse, begravelse mv. Ligesom tilfældet var – og stadig er – i Egypten, drejer det sig om en kamp mellem ortodokse og mere liberale tolkere af religionen. Denne interne religiøse magtkamp bliver imidlertid politisk, da regeringen både i Egypten og i Israel – på forskellig vis – er afhængig af politiske grupperinger, som er meget ortodokse. Konversion og religiøs identitet er for mange mennesker et meget vigtigt personligt anliggende, men alverdens magtbegærlige ortodokse ledere forsøger desuden at gøre det til et afgørende politisk og juridisk emne med alvorlige konsekvenser for alverdens Abu Zaid’er til følge. Christiansfeld, lørdag, den 17. juli 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

116


87. Kald det kærlighed Kristeligt Dagblad kører for tiden en artikelserie om kald på baggrund af, at kaldstanken har fået trangere kår i den moderne verden. Men hvad er et kald? Kristeligt Dagblad siger at ”Et kald er kendetegnet ved, at man gerne sætte dele af tilværelsen til side for at følge en højere sag” Den højere sag er, som folk føler sig kaldet til at arbejde for, er ofte knyttet til såkaldt højere stillinger, som dem læger og præster indtager, mens det er sjældent at tale om kaldskrise i forbindelse med stillinger som fabriksarbejder eller rengøringsassistent. I en leder sidestiller Kristeligt Dagblad kaldet med ”idealisme”, men spørgsmålet er så, hvorfor man ikke bare taler om, at folk er mere eller mindre idealistiske i udførelsen af deres job. Måske fordi idealisme kan være knyttet til ideer, som er meget problematiske, og fordi idealistens højere sag undertiden kan komme til at gå ud over andre mennesker. Ordet kald hænger imidlertid rent sprogligt sammen med, at der er nogen der kalder. I kristen sammenhæng er det Gud, der i sin kærlighed kalder mennesker til omvendelse og nyt liv. Kaldet til frelse er samtidig et kald til at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Gud kalder os altså til i alt hvad vi gør i vort arbejde– som læge og præst eller fabriksarbejder og rengøringsassistent – og i vort liv i det hele taget at lade os lede af kærlighed til Gud og til vor næste. Hvis der er en kalds-krise i dag, altså hvis vi fx på vort arbejde bliver præget af egoisme og ikke af omsorg for vor næstes ve og vel, er det måske fordi vi ikke længere hører kaldet fra Gud og derfor glemmer, at livets mening er at elske Gud ved at elske vor næste. Det er muligt, at ”Lægers kald har trange kår i det offentlige”, i den betydning at idealisme ikke påskønnes så meget som tidligere, og at det kan være sværere for den enkelte læge at se, at han eller hun gør en forskel, men i stedet for at fokusere på, om længers og andres kald har trange eller gode kår, skulle vi måske besinde os på, hvad vi forstår ved begrebet kald. Når det gælder kaldet i kristen forstand, er der ingen grund til at tale om en højere sags tjeneste eller idealisme, nej kald det kærlighed. Christiansfeld, onsdag, den 21. juli 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

117


88. Racisme i Danmark? Det var onsdag, den 7. juli. De fleste af os var gået på sommerferie og var nok mere optaget af vejrudsigten eller af Tour de France end af nyheden om, at en gruppe mennesker var blevet udvist af Danmark. Men sagen var altså, at 23 EU borgere var blevet administrativt udvist af Danmark i 2 år. Vi er efterhånden vant til udvisning af asylansøgere fra Afrika og Asien, men hvilke forbrydelser mon disse EU borgere havde begået, siden de i samlet flok skulle udvises? Deres forbrydelse, som de dog ikke var blevet dømt for ved nogen domstol, var, at de ulovligt havde levet i telte på Amager Fælled og i et nedlagt posthus. Der var ikke tale om en overreaktion i sommervarmen fra politiets side, men udvisningen skete efter krav fra Københavns overborgmester Frank Jensen og justitsminister Lars Barfoed. Ved en politiaktion var 23 rumænere blevet anholdt, som straks skulle udvises. Efter eget udsagn ernærede de sig ved at samle flasker og skrald, mens politiet havde dem mistænkt for at ernære sig ved kriminalitet (se fx Politiken 7. Juli) Hvorfor var det netop disse 23 rumænere, som skulle udvises, og ikke andre hjemløse EU borgere, som overnatter på steder, som de ikke har lov til at overnatte? Den eneste forklaring som politi og politikere har givet er, at alle medlemmerne af denne gruppe på 23 rumænske EU borgere alle var romaer, tidligere kaldet sigøjnere. Midt i sommervarmen lagde svenskerne mærke til, hvad der foregik i deres broderland. En lederartikel i et stort svensk dagblad, en ambassadør og flere politikere i Sverige anklager Danmark for, at udvisningen af de 12 romaer er udtryk for racisme, hvilket justitsminister Lars Barfoed i aftenens Tv-avis harmdirrende afviser, ligesom alle politiske partier bortset fra Det Radikale Venstre og Enhedslisten, tilsyneladende bakker udvisningen op. At beskylde os danskere for at være racister eller for udføre racistiske handlinger helt ude i hampen. Om nogen i denne verden, så er vi danskere oplyste, moderne og demokratiske mennesker, der naturligvis ikke er racister. Racisme er kun noget, som vi kender fra andre lande og andre tider, som fx amerikanernes behandling af sorte i tidligere tider, tyske nazisters forfølgelse af jøder og apartheid i Sydafrika. Var det ikke netop Danmark, som var på barrikaderne i kampen mod racisme i disse tilfælde? Måske ville svenskerne minde os danskere om, at racisme omfatter alle former for forskelsbehandling af folk på basis af deres afstamning eller hudfarve, og hævde, at udvisningen af disse rumænske EU-borgere var et udtryk for racisme, fordi de tilsyneladende blev udvist, netop fordi de var romaer. Justitsministeren spurgte i Tv-avisen, hvorfor svenskerne skulle blande sig i vore interne forhold, og andre politikere ville sikkert tilføje, at svenskerne er så ”politisk korrekte” og bange for at tale åbent om og gøre noget effektivt ved de problemer, som romaerne udgør. Det var jo bare en flok romaer, der ikke havde noget at gøre i Danmark, som blev udvist. Og så kan vi igen koncentrere os om vejrudsigten og næste etape af Tour de France. Christiansfeld, fredag den 23. juli 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

118


89. Kvindekærlig feminisme eller fremmedfjendsk populisme? Ifølge Wikipedia refererer feminisme til politiske, kulturelle og økonomiske bevægelser med det mål at sikre bedre rettigheder, juridisk beskyttelse for kvinder og/eller kvinders befrielse. På det seneste har feminismen tilsyneladende fået nye frontkæmpere i flere politiske partier i Danmark. Især har de kastet sin feministiske kærlighed på muslimske kvinder, hvis rettigheder og befrielser, de har bestræbt sig på at fremme. I et forsøg på at befri muslimske kvinder for undertrykkelse fra deres mænds side, har de forsøgt at få gennemført et forbud mod burkaer og niqaber. At der er meget få kvinder, der i Danmark bærer disse gevandter, og at disse kvinder påstår, at de selv har valgt at tilhylle sig og ikke er blevet tvunget til det af deres mænd, og at det i forvejen er forbudt at tvinge eller true nogen til at gå i fx burka eller niqab, har tilsyneladende ikke dæmpet disse politiske stridsmænd stof kamplyst. Tvangsægteskaber er i Danmark forbudt ved lov, men forkæmperne for de muslimske kvinders frigørelse er villige til at gå endog meget langt i deres kvindekærlige kamp. På det seneste er det blevet foreslået, at 24 års-reglen skal ændres til en 28 års-regel. Den gældende regel i udlændingeloven indebærer bl.a. en dansk statsborger eller en person med dansk opholdstilladelse kun kan blive familiesammenført med sin udenlandske ægtefælle, hvis begge parter i ægteskabet er over 24 år. Den nye 28-års-regel skulle imidlertid indeholde en vigtig diskrimination, der bevirker, at den kun rammer mennesker fra lande, hvor der kan forekomme tvangsægteskaber, således at danskere og nydanskere fremover godt kan hente deres ægtefælle fra USA og Australien, men ikke fra Tyrkiet og Pakistan. Inden kvinderne falder disse kvindekærlige politikere om halsen i taknemlighed over deres omsorg for deres ve og vel, skulle de måske lige forsikre sig om, at disse politikere virkelig er optaget af at bekæmpe undertrykkelse og vold mod kvinder. Aviserne har her i sommer rapporteret om, at kvinder især fra Asien arbejder i Danmark – på au pair vilkår – til en timeløn, som burde få enhver feminist op på barrikaderne. Er ovennævnte politikere parat til at kæmpe for disse kvinders rettigheder? Et stigende antal danske mænd gifter sig med kvinder fra Thailand og andre asiatiske lande. Nogle af disse kvinder udsættes for vold i deres ægteskab, men er tvunget til at leve videre med deres voldelige danske ægtefælle, fordi de i tilfælde af en skilsmisse, inden de har fået fast opholdstilladelse eller statsborgerskab, vil blive udvist. Er ovennævnte politikere parat til at kæmpe for disse kvinders rettigheder? Det er en kendt sag, at mange kvinder fra Afrika, Asien og også nogle fra Østeuropa i prostitutionsmiljøet er kommet hertil i forbindelse med menneskehandel. Hvis sådanne kvinder går til politiet for at angive deres bagmænd, så denne trafik kan blive standset, bliver de udvist til deres hjemland og ender ofte som ofre for menneskehandel igen. Er ovennævnte politikere parat til at kæmpe for disse kvinders rettigheder? I det hele taget indebærer prostitution en nedgørelse af kvinder, der må sælge deres krop til mandlige kunder og ofte udsættes for vold. Trods disse overgreb mod kvinder, er prostitution stadig ikke blevet forbud i Danmark. Er ovennævnte politikere parat til at kæmpe for disse kvinders rettigheder?

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

119


Spørgsmålet er, om disse politikere er kvindekærlige feminister, der virkelig er optaget af at beskytte især muslimske kvinder mod vold, overgreb og anden uretfærdighed? Eller er de, når det kommer til stykket, fremmedfjendske populister, som under dække af omsorg for kvinder søger at begrænse indvandringen af muslimer, og som ved at appellere til danskeres frygt for fremmede på traditionel populistisk vis bare kæmper for at fiske stemmer? Christiansfeld, fredag, den 30. juli 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

120


90. “Vi skal ikke dømme folk for deres ytringer, men deres handlinger” Efter at nu også Lars Hedegaard er blevet anklaget for brud på racismeparagraffen – for at have udtalt, at muslimer voldtager deres egne børn – har Dansk Folkeparti intensiveret sin kampagne for at få racismeparagraffen afskaffet (Se fx TV2 Nyhederne “DF kræver racismelov afskaffet“). Tidligere er flere andre med tilknytning til Dansk Folkeparti blevet dømt efter denne racismeparagraf. Således blev Morten Messerschmidt og tre andre fra Dansk Folkepartis Ungdom idømt 14 dages betinget fængsel for en annonce med teksten ” Masse-voldtægter, Grov vold, Utryghed, Tvangsægteskaber, Kvindeundertrykkelse, Bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os” . Og også Jesper Langballe står tiltalt for brud på racismeparagraffen. Racismeparagraffen, par. 266b i Straffeloven, siger, at, ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.” I kampens hede – altså kampen for ytringsfriheden, som for alvor tog fart efter Muhammedkrisen i 2006 – er der fare for, at vi glemmer, hvorfor vi fik en racismeparagraf. Dens historie går tilbage til jødeforfølgelserne i 30’erne. I 1939 blev racismeparagraffen indført – for at beskytte de danske jøder. I modsætning til tidligere er der nu tegn på, at Venstre og Konservative er parat til at ændre på racismeparagraffen. De konservatives integrationsordfører Naser Khader er derfor parat til en diskussion af, om racismeparagraffen skal ændres eller helt fjernes. Hans begrundelse er, at »Vi skal ikke dømme folk for deres ytringer, men deres handlinger” (se fx artikel i Politiken “VKO vil ændre racismeparagraffen“). Ved første øjekast ser dette argument tilforladeligt ud. Vi må naturligvis lægge bånd på vore handlinger for ikke at skade andre, men vi må vel have lov til i et frit land at sige, hvad vi tænker, for der er vel forskel på ord og handlinger? Der er bare det grundlæggende problem med argumentet, at ytringer også er en slags handlinger, tale-handlinger. Ord er ikke som tanker toldfrie, men kan have alvorlige konsekvenser. Det er bl.a. derfor, at vi har en injurielovgivning, som ingen – ikke engang Dansk Folkeparti – ønsker ophævet. Erfaringerne fra 30’ernes Europa viser desværre også med al ønskelig tydelighed, at der kan være en nær sammenhæng mellem ord og handlinger. De voldelige handlinger mod jøderne optrådte i forlængelse racistisk/antisemitisk propaganda og verbale overfald. Har man længe nok omtalt jøder som skadedyr, bliver det efterhånden naturligt at omsætte ordene i handling og begynde at gennemføre skadedyrsbekæmpelse. Jeg har fuld forståelse for, at der i et demokratisk samfund må være vide grænser, for hvad man i en politisk debat og debat i øvrigt kan tillade sig af ytringer for at give udtryk for sine meninger. Men lige som det ikke øger værdien af en fri debat, at kalde sin modpart for en tyv eller en morder, således bliver fx en debat om indvandring ikke spor mere demokratisk af, at vi begynder at stemple hele folkegrupper som voldtægtsmænd. I et civiliseret samfund må der derfor sættes grænser både for borgernes handlinger og ytringer, fordi både handlinger og ytringer kan have en destruktiv effekt både for enkeltpersoner og grupper og dermed for hele samfundet. Derfor må man håbe, at der er besindige politikere i både Venstre og Det Konservative Folkeparti, der ikke uden videre giver efter for Dansk Folkepartis pres, og heller ikke køber Nasser Khaders

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

121


uigennemtænkte argument for at pille ved racismeparagraffen, at ” »Vi skal ikke dømme folk for deres ytringer, men deres handlinger.” Christiansfeld, tirsdag, den 3. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

122


91. Sidestilling af voksen- og barnedåb i folkekirken I et læserbrev i Kristeligt Dagblad i dag argumenterer en sognepræst imod et særligt dåbsritual for voksne, da det ”kan opfattes som en sidestilling af voksen- og barnedåb og få flere forældre til at vælge barnedåben fra med det resultat, at dette menneske aldrig bliver døbt.” Jeg er barnedøbt og er glad for det, men som missionær i Nigeria i 10 år, bl.a. blandt muslimer, har jeg oplevet adskillige voksne, som er kommet til tro på Kristus og efterfølgende er blevet døbt som voksne i den lutherske kirke. Her i Danmark sker det også oftere, at voksne bliver døbt, enten danskere, som af en eller anden grund aldrig blev døbt som børn, eller nydanskere med en baggrund i islam, hinduisme, buddhisme eller en anden religion, som konverterer til kristendommen og bliver døbt som voksne. For mig at se er en dåb en dåb, så sandt som den sker i den treenige Guds navn, uanset om den døbte er 1 måned gammel, 13 år eller 35 år. Derfor er barnedåben og voksendåben naturligvis sidestillede og ligeværdige. Er en far og en mor i folkekirken selv døbt og tror på Gud, så vil de sandsynligvis gerne have deres egne børn døbt. Men det betyder naturligvis ikke, at en dåb som voksen på nogen måde er ringere end en dåb som barn. Måske skulle vi ikke fokusere så ensidigt på tidspunktet for dåben, som om voksne havde forpasset det rette tidspunkt at blive døbt på, men i stedet overveje, hvordan vi på ansvarlig vis kan være kirke for og sammen med dem, der bliver døbt, uanset om de er blevet døbt som børn eller voksne. Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer var som god lutheraner principiel tilhænger af, at kristne forældre lader deres børn døbe – under visse forudsætninger. Hans Jürgen Abromeit, der er biskop over den lutherske kirke i Pommern, hvor i dag kun et mindretal af befolkningen er medlem af kirken, har fremdraget et citat af Bonhoeffer om en ansvarlig brug af barnedåben. ”Dermed er der imidlertid sat en grænse for barnedåbens meningsfuldhed, der hvor menigheden ikke længer kan tænke alvorligt på at ’bære’ barnet, hvor kirken er rystet i sin grundvold og er vis på, at barnet med dåben for første og sidste gang kommer i berøring med kirken .. Her må det imidlertid rettidigt erkendes, hvor kirken ikke længere er folkekirke, men er blevet missionskirke.” Da jeg for snart 60 år siden blev døbt, var op imod 99% medlem af folkekirken, og bortset fra enkelte frikirkefolk kendte jeg i min barndom ingen, som ikke var blevet døbt som børn. Den situation ændrer sig imidlertid radikalt i disse år, hvor kun 82 % er medlem af folkekirken og barnedåbsprocenten er endnu lavere, og hvor flere procent af befolkningen tilhører andre religioner. Men vi må i folkekirken glæde os over, at der er voksne, som kommer til kirken og ønsker at blive døbt, og vi må bestræbe os på at tage godt imod dem. ”Lad de små børn komme til mig, thi Guds rige hører sådanne til”, siger Jesus, og det gentager vi i det eksisterende dåbsritual, hvor det bestemt giver god mening, når det er børn, der døbes. Men Jesu ord til den voksne Nikodemus handler måske også om dåben ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.” Da de første kristne stort set alle sammen blev døbt som voksne, er der i Ny Testamente rigeligt med skriftsteder at vælge fra til et dåbsritual for voksne. Lad os som folkekirke møde voksne, som ønsker at blive døbt, med et dåbsritual, der anerkender, at det er voksne, som døbes. At sidestille barne- og voksendåb underminerer hverken barnedåben, luthersk teologi eller folkekirken, men er blot et udtryk for, at vi ser virkeligheden i øjnene.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

123


Christiansfeld, torsdag, den 5. august 2010 Citatet lyder på tysk således: “Damit ist aber dem Sinn der Kindertaufe dort die Grenze gesetzt, wo die Gemeinde nicht mehr ernsthaft daran denken kann, das Kind zu ’tragen’, wo die Kirche innerlich zerrüttet ist und es gewiss ist, dass das Kind mit der Taufe das erste und letzte Mal mit ihr in Berührung tritt… Hier aber muss rechzeitig erkannt werden, wo eine Kirche nicht mehr Volks-, sondern Missionskirche geworden ist” og er hentet fra Michael Herbst, Jörg Ohlemacher & Johannes Zimmerman (red.), “Missionarische Perspektiven für eine Kirche der Zukunft” (Neukirchener 2006) s. 73.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

124


92. Når debatten kommer til kort I slutningen af 60’erne kørte jeg hver dag med tog mellem Skovsgård og Aalborg. Om morgenen var der tavshed, nogle sov og vi andre forsøgte måske at skrive en dansk stil færdig eller at oversætte en passage fra Caesars Gallerkrige fra latin til Dansk. Var vi heldige, standsede toget midlertidigt ved et stopsignal ud for Aalborg Katedralskolen, og vi kunne hoppe af og snige os over hegnet ind på skolen. Om eftermiddagen blev der aldrig læst lektier i toget, men vi satte os fire over for hinanden, og med en taske som spillebord blev der så spillet whist hele vejen hjem. Meldingerne fløj gennem luften: 9 gode, ren sol, 10 halve – eller 11 med spar som trumf. Det var en udsøgt fornøjelse i den afgørende runde at sidde i baghånd og – uanset hvad de andre havde spillet ud med - at kunne vinde spillet ved at smække den højeste trumf på bordet. Jeg kom til at tænke på disse kortspil i toget mellem Aalborg og Skovsgaard på den for længst nedlagte Fjerritslevbane, da jeg læste om en debattørs frustration over, at andre debattører, som det udtryktes, trak ”nazisme-kortet”. At henvise til nazisters udtalelser om jøder i 30’erne er at agere ”spielverderber”, for debatten handler jo ikke om nazisme, men om ytringsfrihed. Denne – efter nogens mening ubegrænsede - ytringsfrihed er demokratiets vigtigste fundament, og det undermineres, hvis man ikke har lov til at offentligt sige, hvad man tænker. På den anden side er der også nogen, som frustreres over, at andre debattører trækker ”ytringsfrihedskortet”, hver gang debatten handler om ærekrænkende udtalelser om etniske og religiøse mindretal. Ytringsfriheden blev jo til, for at give borgerne ret til at sige deres mening i forhold til magthaverne, og ikke for at give borgerne ret til at fremsætte ærekrænkende udtalelser om enkeltpersoner eller mindretalsgrupper. Debatten om racismeparagraffen handler derfor om beskyttelse af mindretal mod overgreb fra staten, grupper eller enkeltpersoner, og nazitidens Tyskland er det værste eksempel på, hvad der kan ske, hvis denne beskyttelse undermineres. Problemet er, at debattørerne – måske uden at være helt bevidste om det – taler forbi hinanden, eller for at sige det på en anden måde: Debattørerne er som deltagere i et spil whist, der alle er dybt engagerede i spillet, men – viser det sig – ikke er enige, om det er klør eller hjerter der er trumf. Derfor opstår der stor frustration, når en spiller trækker et kort, som en anden spiller ikke vil anerkende er trumf. Desværre sker der derfor det, at denne vigtige debat om racismeparagraffen kommer til kort. Christiansfeld, lørdag, den 7. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

125


93. Ytringsfrihed og handlingsfrihed – myter og realiteter Ved festlige og ufestlige lejligheder bliver der ofte konstrueret og udbredt en myte om, at vi i et oplyst demokratisk samfund har en absolut og ubegrænset ytringsfrihed, og at begrænsninger i denne ytringsfrihed underminerer demokratiet. Samtidig bliver det også med stor patos slået fast, at vi i vort samfund ikke må kunne blive dømt for vore ytringer, men kun for vore handlinger. Som frie borgere i et demokratisk samfund må vi tænke og sige og skrive, hvad vi vil, men naturligvis ikke gøre, hvad der passer os, for vi har love til at regulere vore handlinger. Myter bruges ofte til at legitimere bestemte institutioner eller politikker eller særlige tiltag, men her vil jeg ikke spekulere over, hvad denne myte mon bruges til, men i stedet forsøge at påvise, at der er tale om en myte. I junglen, hvor jungleloven hersker, kan enhver abe uantastet brøle så vildt den vil, og enhver sjakal kan flænse og dræbe andre dyr, så meget den magter, men i ethvert civiliseret samfund er menneskers forhold til hinanden reguleret af love. I et frit samfund er der i modsætning til et totalitært samfund ytringsfrihed og handlingsfrihed, ikke total frihed, men en meget udstrakt grad af frihed, der kun begrænses, der hvor friheden ville volde skade for andre. I et frit retssamfund er disse begrænsninger af borgernes handlings- og ytringsfrihed fastsat i love. I et frit demokratisk retssamfund er disse love, som begrænser den enkeltes ytrings- og handlingsfrihed, vedtaget af demokratisk valgte forsamlinger, og uafhængige domstole afgøre, hvornår disse love er overtrådt. At vores handlingsfrihed på denne måde begrænses for at andre mennesker ikke skal lide skade, er alle sikkert enige om. Det er ved lov forbudt at slå ihjel, at stjæle, at bygge for tæt ved naboens skel, at forurene osv., fordi friheden til at udføre sådanne handlinger vil forvolde andre mennesker skade. At vores ytringsfrihed – altså friheden til i ord og på skrift at give udtryk for vore holdninger og viderebringe informationer – også er begrænset ved lov i det danske samfund overses desværre ofte i debatten. Listen over love, som begrænser vor ytringsfrihed er så lang, at der her naturligvis kun kan gengives enkelte eksempler på det. Det er forbudt ved lov i ord eller på skrift at opfordre til voldelige handlinger, ligesom det også er forbudt at fremsætte trusler om vold mod andre mennesker. Injurielovgivningen forbyder os offentligt at fremsætte ærekrænkende udtalelser i ord eller på skrift om andre mennesker. Mange forskellige former for bedrageri – som dybest består i at fremsætte usande udsagn i ord eller på skrift – er også forbudt. Det er sågar forbud virksomheder at give usande anprisninger af deres produkter i salgsøjemed. Det er forbudt at røbe statshemmeligheder, og det er også forbudt at røbe et firmas fortrolige oplysninger. Og så har jeg helt bevidst ikke nævnt netop de begrænsninger i ytringsfriheden, som netop i denne tid er sat til debat, nemlig de begrænsninger, som ligger i den såkaldte racismeparagraf og i blasfemiparagraffen. Det er altså en farlig afsporing af hele debatten, når nogen fremturer med det synspunkt, at vore love kun skal begrænse vore handlinger, men ikke ytringer, og gør det til et spørgsmål, om man er for eller imod (ubegrænset) ytringsfrihed. Intet samfund kan fungere med en absolut og ubegrænset ytringsfrihed, heller ikke det danske. Det, som vi derimod løbende har behov for i et frit demokratisk retssamfund, er at drøfte, er, hvordan vi kan sikre den størst mulige frihed, både handlingsfrihed og ytringsfrihed i det danske samfund, og hvilke begrænsninger vi kan blive enige som nødvendige for vor handlings- og ytringsfrihed for ikke at forvolde hinanden unødig skade.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

126


Samtidig har vi behov for at drøfte med hinanden, hvordan vi etisk forsvarligt skal forvalte den handlings- og ytringsfrihed, som vore love giver os. At noget er lovligt, betyder naturligvis ikke, at det også er godt. Uanset hvor vigtige og nødvendige vore love på dette område er, så kan de ikke i sig selv sikre, at vort samfund bevares og udvikles som et godt og trygt sted at leve, hvis vi ikke også fremmer en etisk adfærd, præget af næstekærlighed. Christiansfeld, søndag, den 8. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

127


94. Missionens ”fordi” For et par uger siden holdt jeg et foredrag på en sommerlejr i anledning af, at det i år er 100 år siden, at den store verdensmissionskonference blev afholdt i Edinburgh i Skotland. Foredragets titel var ”Mission i bevægelse – bevægelse i kirken”. Mange tænker sikkert på mission, som noget fredsommeligt og kedeligt, men kirkehistorien viser et helt andet billede. Hvem kunne have forestillet sig for snart 2000 år siden, at en flok ganske almindelige mennesker, som havde været Jesus disciple, skulle kunne vende op og ned på verden. Efter at det mægtige Romerrige i flere hundrede år havde forfulgt de kristne, blev kristendommen i det 4. århundrede Romerrigets officielle religion. Den moderne missionsbevægelse, som tog sin begyndelse med William Careys missionsarbejde i Indien i 1793, og som kulminerede med missionskonferencen i Edinburgh i 1910, var også med til at vende op og ned, ikke bare på kirken, men også på hele verden. I 1910 var kristendommen den hvide mands religion; omkring 80% af alle kristne var europæere eller nordamerikanere, i dag 100 år senere udgør kristen i syd omkring to tredjedele af alle kristne. På lejren sang vi en ”Kirkevise om mission” som Flemming Kramp skrev til Dansk Missionsråds 75 års jubilæum i 1987, og som går på melodien ”Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne” (hør de første vers af visen indsunget her). I de senere år har mange stillet det spørgsmål, som også høvdingen stiller missionæren ”Hvorfor er du her?” Fordi, svarer missionæren ….. og efter mange mellemregninger ender han der, hvor mission har sit udspring, nemlig i Gud, der sender sin søn til verden. ”Jeg elsker den jord, jeg har løskøbt med livet, jeg elsker hver skabning, og jeg gør dem fri”. ”Hvorfor er du her?” spurgte høvdingen præsten, som talte om Gud, der gør mennesker fri. Han svared’: ”Jeg kom af mig selv, og for resten, så kommer jog også på grund af, fordi min Gud har mig sendt, og når Han si’r, jeg skal det, så går jeg – og Han er et lys på min sti, og den missionær, der har døbt mig, fortalte at han også sendtes på grund af, fordi en menighed hjemme tog ansvar for dette og sendte ham ud nogle år eller ti. De bad, og de gav, og forstod jo med rette, Mission det er noget, man er i, fordi de selv havde lært det af nogle, som lærte at de havde lært det af en, der, som vi, har lært det af andre, som lærte især det: Mission har at gøre med ordet fordi Ansgar kom til Danmark, og efter ham andre, Som fortsatte værket, da hans var forbi,

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

128


Og altid har kristne haft travlt med at vandre Til fjernere egne på grund af, fordi Der altid var kristne, som gik, når de sendtes: en enkelt, en gruppe, et helt kompagni, og kraft til at gå kunne altid jo hentes i tillid til Jesus, som sagde: Fordi ”Fordi Gud har sendt mig, bli’r I sendt til verden, til jøde og græker, til trælle og fri. Fortæl, jeg er med dem i al deres færden, jeg bønhører alle, som beder, fordi jeg elsker den jord, jeg har løskøbt med livet, jeg elsker hver skabning, og jeg gør dem fri Af ondskabens magt, for al magt er mig givet. Gå derfor til alle, til alt er forbi.” ”Fordi!” svared’ høvdingen endelig præsten, ”hvad skal jeg med alle de mange ”fordi”? Hvorfor har I ventet så længe med resten af verden med dette, før du kom forbi. Christiansfeld, mandag, den 9. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

129


95. Rydningen af Brorsonskirken et år efter – kristendom og politik endnu en gang I aften afholdes der i Brorsonskirken på Nørrebro en mindegudstjeneste for rydning af kirken for de afviste irakiske asylansøgere, som havde søgt tilflugt dér. Præst ved Brorsonskirken Per Ramsdal blev allerede for et år siden voldsomt angrebet for med denne aktion at sammenblande kristendom og politik, og nu anklager Charlotte Dyremose, som for et år siden støttede Ramsdal, ham i et blog indlæg ”Hvor or skal min kirke misbruges, Ramsdal” for at politisere. Det, der er faldet dette konservative folketingsmedlem for brystet er, at der i indbydelsen til gudstjeneste står, at ”politiaktionen blev et resultat af en politisk beslutning der overskygger et hvert hensyn til moral og medmenneskelighed”. Hun beskylder i den forbindelse præsten for at ville ”misbruge gudstjenesten til fra prædikestolen at sprede dette hans personlige politiske budskab”. Hun konkludere med at opfordre Ramsdal til at forlade folkekirken, hvis han ikke forstår at skelne mellem religion og politik. I 1980’erne kritiserede den katolske biskop Helder Camera militærregimet i Brasilien for brud på menneskerettighederne og talte ved mange lejligheder de fattiges sag. Han er bl.a. kendt for at have sagt, at ”Når jeg giver de fattige mad, kalder de mig en helgen, men når jeg spørger, hvorfor de fattige ikke har noget mad at spise, kalder de mig kommunist.” Kirken måtte gerne tage sig af dem, som led under et undertrykkende politisk system, men at kritisere dette politiske regime var at politisere, og kirken skulle ikke politisere. Uden sammenligning i øvrigt (mellem et undertrykkende militærdiktatur i Sydamerika og en demokratisk velfærdsstat i Danmark), så må kirken gerne vise omsorg for asylansøgere, men den må ikke kritisere politikerne for deres måde at behandle asylansøgere på. Kirkens kritik af magthaverne er ikke et nymodens fænomen, men har rødder helt tilbage til profettraditionen, som den fremgår af Det Gamle Testamente. Som profeten Esajas udtrykker det: ”Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag.” Datidens politiske magthavere brød sig mildest talt ikke om denne profetiske kritik, men ville gerne have sig frabedt, at profeterne blandede sig i deres dispositioner. Denne tradition for en profetisk kritik af magthaverne møder vi op igennem kirkens historie helt frem til i dag. Kirken er ikke sat til at drive politik eller foreslå konkrete politiske løsninger på komplekse samfundsspørgsmål – heller ikke spørgsmålet om asylpolitik – det er politikernes opgave. Men kirken har en profetisk opgave i altid at tale den svages sag – (i GT: enkens og de faderløses sag, de fattiges og de fremmedes sag) og sige sandheden, også når det ikke er risikofrit eller smertefrit. Hvis politikere er af den opfattelse, at en kirke, der en gang imellem føler sig nødsaget til at kritisere statens måde at behandle svage grupper i samfundet på, er politisk, ja så må kirken være – politisk. Den præst eller lægmand, som alene eller sammen med andre føler sig forpligtet af evangeliet til i en bestemt situation, at tale den svages sag, har aldrig en autoriseret facitliste, der kan afgøre tvivlsspørgsmål, om man i den konkrete situation skal tale magten midt imod – eller tie, og derfor er der altid en risiko for at tage fejl. Risikoen er altså, at man enten dummer sig og påfører sig selv unødige lidelser ved unødigt at kritisere magthavere. Eller, at man tier stille, hvor man skulle have talt, og kommer til at svigte den, der havde alvorligt brug for én til at tale sin sag.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

130


Christiansfeld, torsdag, den 12. august 2010 Læs mere om kirkens profetiske rolle i det seneste nummer af Ny Mission “Mund og mæle til marginaliserede. Advocacy i kirke og mission“

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

131


96. Lene, Helle, Inger og demokratiet En af de helt store politiske sager denne sommer har været spørgsmålet om udenrigsminister Lene Espersens deltagelse i internationale møder, eller mangel på samme. En anden af de helt store politiske sager har været, om oppositionens spidskandidat til statsministerembedet, Heller TorningSmidt, og hendes mand har betalt den skat, de skulle, og i den forbindelse om de har afgivet urigtige oplysninger til Skat. Det er selvfølgelig problematisk, hvis statsministeren har en medarbejder i regeringen, som måske ikke passer sit arbejde godt nok. Det er muligt, at der her er basis for en alvorlig MUS samtale, og det er også muligt, at det blot er en heksejagt. I sidste instans må udenrigsministerens eget parti og vælgerne afgøre hendes politiske fremtid. Det er selvfølgelig også problematisk, hvis oppositionslederen fifler med sin skattebetaling. Men på dette område har vi heldigvis et skattevæsen – og et retsvæsen – som kan afgøre, om der er sket fejl eller lige frem noget ulovligt, eller der også her blot er tale om en heksejagt. Bliver hun dømt, må Folketinget afgøre, om hun stadig er værdig til at sidde i tinget, og i sidste instans må hendes eget parti og vælgerne afgøre hendes politiske fremtid. I ingen af disse to tilfælde er der imidlertid tale om, at vort demokratiske system er truet. Det samme kan man imidlertid ikke på forhånd sige, når det gælder den sag, som netop er kommet frem angående beskæftigelsesminister Inger Støjbergs embedsførelse i forbindelse med behandling af ”Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forskellige andre love” (se fx Informations artikel 16. aug.). Her blev der givet Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet at indhente cpr-oplysninger om unge ledige, så der kunne ske en samkøring af disse cpr-oplysninger med eksisterende data. Datatilsynet var blevet hørt og havde betænkeligheder og der havde endda efterfølgende været afholdt et møde med Datatilsynet, men Datatilsynets høringssvar blev ikke videregivet til Arbejdsmarkedsudvalget. Det er demokratisk set meget alvorligt, når den ansvarlige minister (eller vedkommendes ministerium) forholder lovgiverne vigtige oplysninger. Om der er tale om en meget alvorlig sjuskefejl, eller vi her står over for et eklatant magtmisbrug fra en minister i en regering, der har et ”beskyttende” flertal bag sig, er vanskeligt at afgøre. Hvis ministeren og hendes embedsmænd helt bevidst har forholdt folketingets arbejdsmarkedsudvalg Datatilsynets høringssvar, så er Inger Støjbjergs sag meget alvorlige end Lene Espersens og Helle Thorning-Smidts sager. Det er langt fra sikkert at Inger Støjbergs sag i givet fald vil få så store politiske konsekvenser – fx ved det kommende folketingsvalg – som Lene Espersens og Helle Thorning-Smidts sager, men Inger Støjbergs sag er decideret farlig for det demokratiske system, hvis ikke den type udemokratisk adfærd straks standses. Christiansfeld, onsdag, den 18. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

132


97. Jesus og blasfemiparagraffen Da jeg var i kirke i dag og hørte dagens tekst (Matt 12, 31-42), kom jeg til at tænke på den debat, der kører denne tid om blasfemiparagraffen. Altså paragraf 140 i straffeloven, der siger, at ”Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.” Denne paragraf går i sin nuværende form tilbage til 1866, men også før den tid havde vi dog blasfemiparagraffer, som typiske handlede om forbrydelse mod Gud. Har vi brug for en blasfemiparagraf i 2010, eller burde vi tage og sammen og afskaffe denne paragraf. Det slog mig, at Jesus i dagens tekst siger, at ”den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse”. Jesus – der er Gud i menneskeskikkelse – har ikke brug for nogen beskyttelse mod blasfemi. Men endnu mere tankevækkende er det dog, at Jesus selv blev anklaget for blasfemi af de jødiske religiøse ledere, som sammen med de romerske magthavere fik Jesus henrettet. På en måde kan man altså sige, at Jesu selv blev ramt af en blasfemilov. I Det Gamle Testamente var der vitterligt en blasfemilov, der foreskrev dødsstraf for den, som var skyldig i blasfemi mod Gud. Og op igennem kristendommens historie er der blevet argumenteret teologisk for at straffe mennesker for blasfemi mod Gud. Men i et kristent teologisk perspektiv er det mildest talt meningsløst at argumentere for, at Gud skal beskyttes mod gudsbespottelse med strafforanstaltninger. Den nugældende blasfemiparagraf handler imidlertid slet heller ikke om at beskytte Gud mod gudsbespottelse. Blasfemiparagraffen optræder under afsnittet ”Forbrydelser mod den offentlige orden og fred” dvs. at blasfemiparagraffen ikke har til formål at beskytte Guds ære, men om at sikre opretholdelsen af den offentlige orden ved at værne religiøse samfunds troslærdomme og gudsdyrkelse mod hån og spot. Ud fra den opfattelse, vel, at forhånelse af et trossamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse kunne føre til uroligheder. Jeg tror, de fleste danskere er enige i det mål, at søge at opretholde den offentlige orden og fred bedst muligt, men spørgsmålet er blot, hvordan det sker på den mest hensigtsmæssige måde. Samtidig er de fleste danskere sikkert også enige om, at vi må bestræbe os på, kun at begrænse borgernes friheder, hvor det er absolut nødvendigt – fx af hensyn til opretholdelse af den offentlige orden. Det er altså ikke Gud, som har brug for at blive beskyttet af en blasfemiparagraf , men det er samfundet, hvis offentlige orden og fred måske - måske ikke – har brug for en blasfemiparagraf. Christiansfeld, søndag, den 22. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

133


98. Vindueskigger i Holland Engang for mange år siden, da jeg besøgte min kæreste (som nu er min hustru) i hendes kælderværelse på en villavej i Århus, opdagede vi en aften en vindueskigger. Jeg husker endnu, at jeg fór ud og drev ham på flugt så langt ned ad Stockholmsgade, at han – så vidt vides – aldrig optrådte som vindueskigger hos min kæreste igen. Jeg har ikke meget til overs for vindueskiggere, men må indrømme, at jeg lige nu føler mig som vindueskigger her i Holland. Jeg vil meget gerne se, hvad der rører sig i den hollandske kultur, og til det formål har jeg købt bogen ”Here’s Holland”, som jeg nu bruger som et vindue ind til hollænderne. På bogens sidste 116 sider gives tilflyttere under overskriften ”Living in Holland” information og redskaber til at blive godt integreret i det hollandske samfund. Her præsenteres ”noget af hollændernes kultur og sociale og generelle holdninger til livet og deres plads i verden”. Hertil måtte naturligvis også høre religion, kirke og kristendom, så jeg kiggende spændt ind ad vinduet. På de første af bogens 360 sider præsenteres de enkelte geografiske områder i Holland og herunder også deres turistattraktioner. Lige nu sidder jeg i Utrecht, hvor der har været et bispesæde lige siden 696, så det er et gammelt kristent land, jeg er kommet til. Der er da også utallige beskrivelser af gamle kirker og klostre og andre historiske mindesmærker for kristendommen, men hvad med religionen i Holland i dag? Jeg kiggede og kiggede. Det første, tilflyttere til Holland blev orienteret om, var penge- og bankvæsen og dernæst sundhedsvæsenet, alt sammen vigtige sager. Det absolut længste afsnit handlede om sport, som åbenbart fylder meget i hollændernes liv. Et kapitel handlede om ”Det gode liv”, og jeg tænkte, at kirke og kristendom måske hørte med her. Men nej, det gode liv bestod i underholdningstilbud og restauranter. Omsider fik jeg øje på kirken og kristendommen. Forud for nogle lange afsnit om biblioteker, uddannelse, shopping mv. var der knap fire linjer om ”Places of worship”. Her fastslås det kort og godt, at alle kirkeretninger er repræsenteret over hele Holland, og at der holdes gudstjenester på fremmede sprog i kirker, hvis adresser er oplistet andetsteds i bogen. Afsnittet afsluttes med at henvise evt. interesserede til lokalpressen for at finde yderligere oplysninger om gudstjenestesteder. Når jeg kigger ind gennem det vindue, som denne introduktion til Holland er, så få jeg indtryk af et ekstremt sekulariseret samfund, hvor kirke og kristendom primært er historiske mindesmærker, mens det ikke er til at få øje på i hollændernes daglige liv, og derfor næsten ingen betydning har for nytilkomnes integration i det hollandske samfund. Men nu må jeg heller holde inde med mit vindueskiggeri. Måske har jeg kigget ind af det forkerte vindue, måske har jeg kun set en del af virkeligheden, og måske kommer hollænderne ud og driver denne vindueskigger på flugt. Eller de sender vindueskiggere til Danmark, og hvad får de så øje på? I morgen vil jeg i stedet banke på fordøren til Den Protestantiske Kirkes hovedkvarter her i byen for at høre kirkelederne selv fortælle mig, hvordan de ser, at det står til med kirke og kristendom i Holland i dag. Utrecht, tirsdag den 24. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

134


99. Lutheranere i Holland – et mindretal i tredje potens! Triumfatorkirken er navnet på den kirke, hvor jeg er i aften. Da programmet er på hollandsk, er der god tid til at reflektere over dagens oplevelser i det kirkelige landskab i Holland. I Danmark tilhører jeg en luthersk majoritet på 82 % af befolkningen, og i den situation kan det være nærliggende at konkludere, at det at være dansk og lutheraner/folkekirkemedlem er to sider af samme sag. Her i Holland er der også lutheranere, hvis repræsentanter jeg gennem årene har mødt i Det Lutherske Verdensforbund. I 2004 fusionerede den lille lutherske kirke med to reformerte kirker, og i dag udgør lutheranerne et lille bitte mindretal på under 1 % af medlemmerne i Den Protestantiske Kirke i Nederland. Den Protestantiske Kirke udgør også kun et mindretal af kristenheden i Holland, hvis største kirke er den katolske. Og for at gøre mindretalskrønniken færdig, så udgør de kristne (udregnet efter kirkemedlemskab) i dag et mindretal af befolkningen i Holland. Mens vi som lutheranere i Danmark har mange hundrede års erfaring med at leve i en majoritetssituation, så lever de fleste af verdens kristne i dag på minoritetsvilkår, og historisk set – når vi ser bort fra den vestlige kristenhed – har minoritetssituationen været kristnes normaltilstand gennem kirkehistorien. At de kristne – reformerte, katolikker, kristne migranter og lutheranere – er blevet reduceret til et mindretal i Holland, har dog ikke taget modet fra dem. Da jeg besøgte Den Protestantiske Kirkes hovedkvarter her i Utrecht, summede det af aktivitet, fordi kirkens nødhjælpsorganisation ECCO, var i fuld gang med at koordinere den indsamlingskampagne til fordel for de oversvømmelsesramte i Pakistan, som kirkelige og humanitære organisationer skyder i gang i morgen. Og jeg løb tilfældigt ind i en gammel bekendt, som koordinerer kirkens missionsarbejde i Afrika. Senere havde jeg et møde med en protestantisk missionsorganisation, som var travlt optaget af at kommunikere evangeliet til ikke-kristne fra andre kulturer i Holland. Og nu sidder jeg i Triumfator-kirken. Jeg faldt i snak med en midaldrende “big mamma”, som var stærkt engageret i kirkens arbejde. Da hun for 27 år siden flyttede til kvarteret, var alle stort set indfødte hollændere og kristne, i dag er det store flertal muslimer. Hendes venner spurgte hende, hvorfor hun ikke også flyttede, men selvom tanken havde fristet hende, ønskede hun at blive for at arbejde blandt de nye hollændere. Præsten fortalte mig, at der hver søndag samles 120 til gudstjeneste her. I aften var vi også 120 mennesker samlet i Triumfator-kirken, der var rammen om et drama, hvor en kristen oprindeligt fra Liberia, en muslim fra Marokko og en jøde fra Holland med udgangspunkt i historien om Abraham fortalte deres historie om flugt og lidelse, og hvordan de havde oplevet Gud midt smerten. Efter en dialog om dramaet blev vi alle indbudt af muslimerne til at deltage i iftar-måltidet, som bryder dagens faste. En spændende dag, der satte mange tanker i gang, slutter i Triumfator-kirken, og jeg kommer til at tænke på, at en kirkens triumf – og det gælder også en luthersk kirkes – ikke er afhængig af, om den udgør et flertal eller ej. Triumfatorkerk, Utrecht, onsdag, den 25. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

135


100. Stor hollandsk interesse for Danmark Som dansker sætter jeg pris på, at folk i andre dele af verden interesserer sig for Danmark. Derfor er det meget nedslående, når man møder en amerikaner, der skam udmærket kender Danmark, for han har lige været i Danmarks hovedstad Stockholm. Omvendt varmer det mit hjerte, når jeg hører kinesere udtrykke deres glæde over H. C. Andersens eventyr, eller møder en italiener, som sætter Søren Kierkegaard meget højt. Nok er vi et af verdens mindste nationer, men vi har bestemt meget at være stolte af i en global sammenhæng – når vi selv skal sige det, og det kan en gang imellem være nødvendigt. De sidste tre dage har jeg her i Holland adskillige gange mødt en stor interesse for Danmark, som jeg ikke var forberedt på. Det handlede hverken om H. C. Andersen og Søren Kierkegaard – og heller ikke om Tivoli, men om vort politiske system. Første gang var jeg lige ved at bryde ud i sang med Grundtvig: Langt højere bjerge så vide på jord man har, end hvor bjerg kun er bakke.” Jo, vi har bestemt grund til at være stolte af, at vi med vor velfærdsstat er kommet langt med at realisere det, som vi har sunget om i snart 200 år: ” Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.” Men det var hverken Grundtvig eller velfærdsstaten de var interesserede i. Lige siden anden verdenskrig har hollænderne næsten altid haft en flertalsregering, men efter sidste valg, tyder alt på, at de får en mindretalsregering. Og jo, det kender vi meget til i Danmark, det hører til undtagelsen, at vi har en flertalsregering, og jeg kunne forvisse dem om, at det ikke behøvede at betyde jordens undergang. Det kunne de godt forstå, men deres interesse samledes sig om, hvordan den danske borgerlige mindretalsregering skaffede sig sit flertal. Det kunne jeg hurtigt forklare dem. Den danske liberalkonservative regeringer må betale for at få Dansk Folkepartis stemmer, og – for at (mis)bruge en (i øvrigt virkelig flot) salmetekst – ”Det er altid samme pris”. Øverst på Dansk Folkepartis regning står altid stramninger af reglerne omkring immigration og integration – rettet mod muslimerne. Jamen, kan man da blive ved med at stramme? Ja, sådan har det været i nu omkring ni år i Danmark, med Dansk Folkepartis politiske kreativitet er det skruen uden ende. Her i Holland har de ikke nogen Pia Kjærsgaard og heller ikke noget Hollandsk Folkeparti, men de har Gert Wilders og hans Frihedsparti, som en kommende borgerlig regering sandsynligvis bliver afhængig af for at få flertal i parlamentet. Wilders går ind for, at Koranen skal forbydes, at kvinder, der bærer slør skal betale en særlig skat, at immigrationen fra muslimske lande skal stoppes, og at byggeri af moskeer skal forbydes. Wilders har en fortid som forsikringsagent og som politiker vil han forsikre hollænderne om, at han – skønt ateist - vil forsvare landets jødisk-kristne værdier. Sjældent har jeg oplevet at nogen har været så interesseret dansk politik som her i Holland. Hvilke konsekvenser det har haft, at en mindretalsregering har været afhængig af støtte fra et parti som Dansk Folkeparti, spørger de. I Holland har denne situation skabt en intens debat i det kristendemokratiske parti at skulle gøre sig afhængig af Wilders; hvordan er det i Danmark? Og jeg tænker: Kan man sige, at Danmark – i forhold til Holland og måske andre lande – er blevet et foregangsland? Under alle omstændigheder er den hollandske interesse for Danmark til at tage at føle på. Utrecht, torsdag den 26. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

136


101. Biblioklasme – nej tak! Hvis man googler den tekniske term ”biblioklasme” på dansk, får man kun 1 hit – heldigvis. Og hvis man googler det tilsvarende ord fra hverdagssproget, nemlig ”bogafbrædning”, får man 649 hits, og det er stadig et så lille antal, så man må konkludere, at bogafbrænding heldigvis ikke er noget hyppigt forekommende begreb i en dansk sammenhæng. Men da vi lever i en globaliseret verden, vil vi også her i Danmark blive påvirket af det, der sker andre steder i verden. Præsten Dr. Terry Jones fra Gainsville i Florida har annonceret en ”International Burn a Qur’an Day” den 11. september i ”Dove World Outreach Center”, til minde om ofrene for islamistiske terroristers angreb på bl.a World Trade Center i 2001. På denne dag vil pastor Jones, der bl.a. er kendt for bogen ”Islam is of the Devil”, offentligt afbrænde Koranen, og kristne opfordres til hver på deres sted at brænde muslimernes hellige bog mellem kl. 18 og 21 lokal tid. Som en del af kampagnen er der på Facebook oprettet grupper, som opfordrer til det samme. De fleste af os har sandsynligvis brændt bøger af, sågar bibler og salmebøger, ja, og nogle af os har sikkert også brændt eksemplarer af andre religioners hellige bøger af. Hvad skulle vi ellers gøre af bøger, som er slidt op, eller som vi ikke længere har brug for eller plads til på reolerne? Det mildest talt problematiske er imidlertid den symbolhandling, som en offentlig bogafbrænding er. Denne symbolhandling har en historie, som er lige så lang som bogens historie, og når man foretager en offentlig bogafbrænding, tolkes handlingen i lyset af denne lange tradition. Og hvis ikke denne tradition havde været der, ville bogafbrændingen slet ikke have haft den symbolkraft, som gør den til en så stærk manifestation, som den vitterlig er. I middelalderen afbrændte kirken kætterske skrifter. Paven befalede, at Luthers bibeloversættelse blev brændt. I nazitidens Tyskland blev bøger af jødiske forfattere og anti-nazistiske bøger brændt. I 1988 var der muslimer, som afbrændte Salman Rushdies ”De Sataniske Vers”. Og sådan kunne man blive ved med at opremse en meget lang række af bogafbrændinger, som alle sammen er udtryk for en katastrofal mangel på åndsfrihed. Uanset, hvilken syn danskere måtte have på islam, teologisk og politisk, er der grund til, at vi tager entydigt afstand fra den Koran-afbrænding, som den amerikanske præst har planlagt, og som han opfordrer kristne til at gøre, hver på deres sted. At brænde papir af – også når det er påtrykt tekst og samlet i en bog – er en uskyldig handling, men det er biblioklasme ikke. At foretage en offentlig bogafbrænding er er en stærk symbolhandling, der er udtryk for holdninger, som er i modstrid med det danske samfunds (og alle demokratiske samfunds) grundlæggende værdier, og holdninger, som i historiens løb undertiden er blevet omsat i frygtelige voldelige handlinger. Den tyske forfatter Heinrich Heine skrev i 1821 i stykket Almansor – for øvrigt med reference til inkvisitionens afbrænding af Koranen under den spanske inkvisition: ”Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man auch am ende Menschen”. Christiansfeld, søndag, den 30. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

137


102. U-landshjælp til Sverige At Danmark er et af de mest demokratiske lande i verden, har vi danskere været klar over i årevis. I min naivitet troede jeg, at vor svenske broderfolk næsten var på højde med os mht. demokrati. Men nu har nogle af vore indsigtsfulde politikere så at sige revet uvidenhedens slør fra vore øjne: Spørgsmålet er, om Sverige overhovedet er et rigtigt demokratisk land. Baggrunden er den, at Sverigedemokraterne (hvis forbillede er Dansk Folkeparti) ikke kunne få vist deres valgvideo i TV4og heller ikke kunne få deres valgannoncer optrykt i en række aviser, fordi video og annoncer opfattes som fremmedfjendske. Pia Kjærsgaard afslører i dag i Jyllands-Posten, at ”Forholdene er mere groteske i Sverige, end de er i Østeuropa”. Måske tænker Pia Kjærsgaard på, at man efter murens og kommunismens fald, i 1990 etablerede en demokratifond, som skulle fremme en demokratisk udvikling i lande i Østeuropa, som efter kommunismen skulle lære, hvordan et moderne demokrati som det danske fungerer. I perioden 1990-95 blev der over Finansloven bevilget 430 mio kroner til demokratifonden bla. til afholdelse af frie valg og kulturudveksling. Måske er der basis for en ny demokratifond, som kan bidrage økonomisk og mandskabsmæssigt til, at Sverige kan få afholdt demokratisk valg, og som kan muliggøre, at unge svenskere kan komme på et højskoleophold i Danmark og lære om demokratisk kultur. Desuden kunne det komme på tale bruge en sådan fonds midler til at betale for valgobservatører når svenskerne skal til valgurnerne. Demokrati er om ikke gået i Naser Khaders blod, så dog indridset på hans overarm, og han udtaler i samme artikel, at Sverige er ”et uland, når det gælder ytringsfrihed.” I de senere år er der blevet udvist stor kreativitet mht., hvor u-landshjælpens milliarder af kroner kan bruges, og til hvad. Dertil kommer, at vor nye udviklingsminister, Søren Pind, har markedsført sig selv som frihedsminister, så hvorfor ikke sætte ind, når friheden trues i vort nærområde. Nu venter vi bare på, at den borgerlige VOK-blok lader handling følge på ord – i form af u-landshjælp til Sverige. Ulandshjælpen skal naturligvis målrettes projekter, som vil fremme forståelsen og praktiseringen af ytringsfrihed i Sverige, så vort broderfolk igen kan indtage dets traditionelle plads ved siden af Danmark som et af verdens mest demokratiske nationer. Christiansfeld, tirsdag, den 31. august 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

138


103. Er Dannebrog som nationalt symbol under pres? Det stærkeste symbol på Danmark og det danske, vi har, er vort flag, Dannebrog. Alle symboler har en historie og får deres symbolkraft gennem historien. Efter legenden fik vi vort flag i slaget ved Lyndanise den 15. juni 1219 i det, der i dag er Estland. I korstoget mod de hedenske modstandere var en danske hær under ledelse af Valdemar Sejr tæt på at lide nederlag. I den kritiske situation knælede ærkebiskop Anders Sunesen ned og bad Gud om hjælp. Straks dalede et rødt klæde med et hvidt kors ned, og en røst fra himlen sagde, at danskerne ved dette tegn skulle sejre, hvilket de da også gjorde. Dannebrog blev et stærkt udtryk for det kristenhedssamfund, som i middelalderen også udviklede sig i Danmark, et samfund med en nær forbindelse mellem kirkemagt og kongemagt, mellem menighed og folk, mellem kristendom og kultur, og som i det 19. århundrede også var præget af en nær forbindelse mellem det kristelige og det nationale. I modsætning til en del andre lande er det nationale flag i Danmark meget populært og bruges af næsten alle borgere. Vi hejser flaget ved fødselsdage, og sætter det på halv i forbindelse med dødsfald. Danske soldater har Dannebrog på deres uniformer. Vi vinker med eller ligefrem iklæder os flaget ved landskampe. Vi hænger det på vore juletræer. Vi flager ved nationale fest- og mindedage og i forbindelse med gudstjenester. Derfor gør det også særlig ondt, når der opstår splittelser og uenighed omkring Dannebrog. Sådan som det måske bliver tilfældet i morgen den 5. september, når vi for første gang skal markere den nye officielle flagdag for Danmarks udsendte soldater, inklusive dem, der ofrede deres liv for Danmark. Modstandere af Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan vil benytte anledningen til at flage – på halv! Der har imidlertid også i andre situationer været strid om brugen af vort fælles flag.. Dansk Folkepartis markante brug af Dannebrog har – efter kritikeres opfattelse – været med til at svække samlingen i det danske folk omkring vort flag. For nogle danskere er Dannebrog truet som nationalsymbol for alle borgere i Danmark, fordi de oplever, at Dannebrog bliver knyttet sammen med en højreekstremistisk og nationalistisk partipolitik, som de ikke ønsker at blive identificeret med. Dannebrog som et nationalt symbol er under pres i disse år. Hvis Dannebrog på den ene eller anden måde bruges som symbol for en bestemt politisk holdning, vil det føre til en politisering af vort flag, som vil indebære en svækkelse af det som et fælles symbol, der binder alle borger i Danmark sammen på tværs af partiskel. Efterhånden som det monokulturelle og monoreligiøse danske samfund udvikler sig i mere multikulturel og multireligiøs retning, og især efterhånden som sekulariseringen vinder frem, og ateismen får større tilslutning, er der bestemt også fare for, at det rød-hvide korsbanner som nationalt symbol kommer under pres. At Dannebrog markerer kristendommens historiske betydning for Danmark, er et faktum, som kun de allerfærreste kan tage anstød af. Problemet opstår først for alvor, hvis Dannebrog bruges som et eksplicit kristent symbol på en måde, så ateister eller tilhængere af andre religioner føler sige ekskluderet af det nationale fællesskab.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

139


Måske bliver vi i højere grad en tidligere nødt til at overveje vor brug af Dannebrog i forskellige sammenhænge. I en artikel i Kristeligt Dagblad i dag om en feltpræst i Afghanistan er der et stort billede af feltpræsten, der holder gudstjeneste sammen med de danske soldater. Feltpræsten står foran alteret og taler til soldaterne. På alteret er der et kors, en bibel og alterelementerne. Over alteret er der i stedet for en altertavle et Dannebrog, ophængt lodret, så det danner et hvidt kors på en rød baggrund. Vi fik ifølge legenden Dannebrog i en krig, og her er Dannebrog tilbage i krigen. Jeg glæder mig over, at også soldater i krig kan samles om korsets evangelium, men spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt at bruge Dannebrog over alteret ved en feltgudstjeneste? Christiansfeld, lørdag, den 4. september 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

140


104. Dansk design og dansk eksport I det 19. århundrede blev Danmark bl.a. kendt viden om for sin landsbrugseksport, ”Lurpak”-smør og ”Danish Bacon”, og for andels- og højskolebevægelsen. I det 20. Århundrede er Danmark bl.a. blevet kendt for ”Danish Design” som fx B&O radioer og dansk arkitektur og for den danske velfærdsmodel. Den største globale eksponering, som Danmark nogensinde har fået, kom imidlertid i begyndelsen af det 21. Århundrede. Jyllands-Postens karikaturtegninger af Muhammed førte, som bekendt, i 2006 til en Tegninge-krise, der i ugevis bragte Danmark på alverdens avisers forsider og gjorde Danmark til primetime-stof på selv de største Tv-kanaler. Efterfølgende har flere danske politikere og kulturpersonligheder bestræbt sig på i demokratiets tegn at udbrede den forståelse af ytringsfriheden, som lå bag publiceringen af karikaturtegningerne, til resten af verden. Vandmærket for en sand demokratisk forståelse af ytringsfriheden var tilsyneladende villigheden til at udsætte islam og dermed muslimer for hån, spot og latterliggørelse. Lige siden har Dansk Folkeparti og ligesindede organisationer og enkeltpersoner udbygget denne såkaldte kamp for ytringsfriheden og i den forbindelse anvendt en sprogbrug om islam og muslimer, som har vakt opmærksomhed langt uden for landets grænser. Den islamofobi, som stille og roligt er vokset frem i Danmark, har Pia Kjærsgaard nu forsøgt at formidle videre til Sverige i forbindelse med den svenske valgkamp. Meget tyder på, at Sverigedemokraterne har taget ved lære af den danske islamofobi og vil lykkes med at få den repræsenteret i den svenske Rigsdag. Endnu større global succes på denne front har en anden dansker haft, nemlig Anders Gravers fra Storvorde, der er kendt for ekstreme synspunkter og forbindelse til ekstreme miljøer. At denne dansker skulle blive verdensberømt, var der nok ingen, der havde forestillet sig, da han i 2004 deltog i byrådsvalget med listen ”Stop Islamiseringen Af Danmark” (SIAD), der kun fik 1,2 % af stemmerne. Bedre gik det ikke for SIADs formand ved folketingsvalget 2007, da han som uafhængig kandidat i Nordjylland kun fik 73 stemmer. Men hvad indad tabes, skal udad vindes. SIAD er nu blevet internationaliseret, under navnet ”Stop Islamisation of Europa”, som har mottoet ”Racism is the lowest form of human stupidity, but Islamophobia is the height of common sense”, og som i dag har afdelinger i en lang række europæiske lande. For nylig er det endog lykkedes Anders Gravers at udbrede det islamofobiske budskab også til USA, hvor ”Stop Islamisation of America” har været initiativtager til demonstrationer (bl.a. med Anders Gravers som taler) mod planerne om moske-byggeri i det område, hvor det islamistiske 9-11 terrorangreb fandt sted på Manhattan i New York. Demonstrationer, som i disse dage dækkes af medier verden over. Det 21. århundrede er ungt endnu, men alligevel må man spørge, hvad vi kunne ønske os, at Danmark blev kendt for i dette århundrede? At der her i landet er nogen, der har designet en islamofobi, som åbenbart kan eksporteres til andre lande, skulle nødigt blive det, som Danmark blev kendt for i det 21. århundrede. Christiansfeld, mandag, den 13. september 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

141


105. Folkekirken træder i karakter – som statskirke! I denne uge kommer rapporten fra Kirkeministeriets udvalg om vielser af to mennesker af samme køn. Som også Kristeligt Dagblad i dag gør opmærksom på, så står folkekirken i en situation af kirkehistorisk betydning. Debatten om et eventuelt ritual for vielse af to mænd eller to kvinder er meget vigtig, men beslutningsprocessen klargør endnu en gang hvilken type kirke folkekirken er. Biskopperne har tidligere udtalt, at “folkekirken er forpligtet på at udarbejde de nødvendige ritualer, hvis Folketinget beslutter, at ægteskabet skal være for begge parformer”. Den kirken, som har omkring 81% af befolkningen som medlemmer, er en statskirke, hvis love vedtages af folketinget, og hvis administration varetages af et ministerium og hvis ledere på alle niveauer er statsembedsmænd. Jamen, vil nogen sige, vor fælles kirke er da en folkekirke. Det er også rigtig, lige som det er rigtigt, at vor fælles skole er en folkeskole, men det ændrer ikke spor ved, at både folkeskolen og folkekirken er statsinstitutioner. Jamen, vil nogen sige, vi har tradition for at skelne mellem folkekirkens ydre anliggender, som folketing og ministerium, tager sig af, og så folkekirkens indre anliggender, som ”kirken selv” tager sig af. Men allerede i 1976 skrev daværende departementschef i kirkeministeriet, August Roesen, klart og tydeligt, ”at det ville være overordentlig vanskeligt at finde en pålidelig afgrænsning af ”indre” og ”ydre” kirkelige anliggender”. Når det kommer til stykket, bestemmer folketinget og ministeriet over alle anliggender i kirken. Nu lyder det ikke så smukt at skulle sige statskirke om den kirke, de fleste af os tilhører, men bortset fra det, hvad er så problemet ved, at folkekirken i dag er en statskirke? Det er et alvorligt problem for staten: For en angiveligt sekulær stat er det problematisk, at stat og kirke er viklet så tæt ind i hinanden, at det er næsten umuligt at finde ud af, hvor staten ender og kirken begynder, eller omvendt. Det var ikke så problematisk, da næsten alle borgere i dette land var medlem af kirken, for da var der et sammenfald mellem folk og menighed, men når i dag en femtedel af befolkningen ikke tilhører denne kirke, og i nogen tilfælde slet ikke tilhører kristendommen men andre religioner, er symbiosen mellem stat og kirke problematisk. Mantraet her har været, at vi nok har religionsfrihed, men ikke religionslighed. Men hvis vi overførte den logik til andre områder af samfundslivet, så ville logikken briste. Vi taler meget om vigtigheden af at adskille religion og politik – måske i lyset af, at religion og politik traditionelt er tæt forbundet i islam – men med den nuværende statskirkeordning blander vi i høj grad religion (kirke) og politik (stat). I de senere år har man da også kunnet konstatere, at folkekirke og kristendom i højere grad er blevet inddraget i den partipolitiske debat. Ligesom vi har anset det for hensigtsmæssigt at adskille den lovgivende magt fra den dømmende magt, for at sikre domstolenes uafhængighed og dermed mulighed for at varetage deres ansvar, på samme måde ville det være gavnligt for staten, at kirken havde en uafhængighed, der i højere grad ville gøre det muligt at give folketing og regering det modspil, som de har brug for. Det er et alvorligt problem for kirken: Som det aktuelle eksempel med ægteskabsritualer viser, så overlader vi det til staten (repræsenteret ved kirkeminister og folketing) at afgøre, hvordan vi skal tolke evangelisk luthersk kristendom (da ritualer indebærer en tolkning af evangeliet). En betydelig andel af folketingspolitikerne er ikke medlem af folkekirken, og nogle tilhører endda andre religioner.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

142


Kirken har til opgave at forkynde evangeliet for alle mennesker, men lægger statskirkeordningen ikke bånd på folkekirken, fx når det gælder forkyndelse af evangeliet for muslimer, hinduer, buddhister, ateister og andre? Kan staten støtte en sådan missionsvirksomhed? I det hele taget er det spørgsmålet, om det er sundt for en kristen kirke, at have statsmagten i ryggen, når den skal formidle evangeliet. Den nuværende stat-kirke ordning understreger folkekirkens nationale karakter på en sådan måde, at kirkens universalitet underbelyses. I mange spørgsmål – også det helt aktuelle – vil folkekirken have brug for at konferere med kirker uden for landets grænser for sammen at prøve at forstå evangeliet. Dertil kommer, at erfaringen viser, at fraværet af egne besluttende organer på nationalt plan hæmmer kirkens arbejde med at tackle de udfordringer, som den står overfor, og gør kirken handlingslammet, eller i det mindste helt afhængig af den politiker, som tilfældigvis beklæder kirkeminister-embedet. I den kommende tid vil vi igen se folkekirken træde i karakter som statskirke, når det vigtige spørgsmål om et eventuelt vielsesritual for mennesker af samme køn skal afgøres. I 1536 og måske også i 1849 var den nuværende statskirke-ordning måske den eneste mulige, men spørgsmålet er, om vi ikke i 2010, skulle se at få løsnet båndene mellem stat og kirke, fx ved at folketinget opfyldte grundlovens løfteparagraf (Par 66) og gav folkekirken sin egen forfatning. Til gavn både for staten og kirken. Christiansfeld, tirsdag, den 14. september 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

143


106. Ægteskab og kulturkamp – nationalt og globalt I går blev rapporten udarbejdet af et udvalg nedsat af kirkeministeriet, ”Folkekirken og registreret partnerskab”, offentliggjort, og dermed er debatten for alvor skudt i gang. Med sans for aktualiteten sætter DR2 i aften samtidig fokus på den mangfoldighed af samlivsformer, som praktiseres i Danmark i dag, og bidrager dermed til at perspektivere debatten. Der er flere lag i den problemstilling. For det første er der spørgsmålet om, hvordan folk i praksis indretter sig mht. samlivsformer. Nogle lever sammen som mand og kvinde, andre lever i åbne forhold, andre lever i homoseksuelle relationer, andre i biseksuelle relationer osv. For det andet er der spørgsmålet om, hvilke samlivsformer, samfundet tillader gennemlovgivningen. Tidligere var utugt og homoseksualitet forbudt, mens det i dag er tilladt. For det tredje er der spørgsmålet om, hvilke samlivsformer der anerkendes af samfundet gennem en særlig lovgivning. Tidligere anerkendte samfundet kun ægteskabet mellem en mand og en kvinde og etablerede en lovgivning omkring det. I dag er der en lovgivning omkring registrerede partnerskaber mellem to kvinder eller to mænd. For det fjerde er der spørgsmålet om, hvilke samlivsformer folkekirken anerkender, en anerkendelse som giver sig udtryk i et ritualer. Tidligere anerkendte folkekirken kun ægteskabet mellem en mand og en kvinde, men er nu på vej til at anerkende et kønsneutralt ægteskab mellem to af samme køn. Disse fire spørgsmål påvirker naturligvis hinanden på mange forskellige måder i det danske samfund og indebærer en række konfliktmuligheder mellem forskellige sociale, kulturelle og kirkelige traditioner. Samtidig fører globaliseringen til, at udviklingen i Danmark interagerer med udviklingen i resten af verden, hvilket også indebærer en række konfliktmuligheder. Samlivsforhold håndteres meget forskelligt i forskellige kulturer. I næsten alle kulturer anerkendes og understøttes med lov det monogame ægteskab mellem en mand og én kvinde. Men derudover er der mindst tre forskellige traditioner for håndtering af samlivsspørgsmål. For det første er der nogle kulturer, der kun anerkender kun det traditionelle monogame ægteskab. Det gælder det store flertal af traditionelle kristne kulturer, men også en række samfund, som ikke vedkender sig en kristen kulturarv, som fx Kina og Japan. For det andet er der kulturer, der udover dette traditionelle monogame ægteskab også anerkender polygame ægteskaber. I muslimske samfund anerkendes ægteskaber mellem én mand og op til fire kvinder, mens en række afrikanske samfund anerkender ægteskaber mellem én mand og et ubegrænset antal kvinder. For det tredje er kulturer, som ud over det traditionelle monogame ægteskab, også er på vej til at anerkende homofile parforhold som ægteskaber. Det gælder en række samfund i Amerika og Europa, som har en kristen kulturbaggrund, men i øvrigt er stærkt sekulariserede. Man kunne også forestille sig, at disse samfund efterhånden ville liberalisere lovgivningen yderligere, så også andre samlivsmønstre ville blive anerkendt (Se også M. K. Zeitzen, “Flerkoneri på dagsordenen“, Politiken 4. maj 2008).

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

144


Der er meget, der tyder på, at vi er på vej ind i en kulturkamp på dette område -med konflikter til følge på en række felter. Her og nu oplever vi i Danmark en konflikt mellem dem, der kun vil anerkende det traditionelle monogame ægteskab, og dem, der vil have det kønsneutrale homofile ægteskab anerkendt. På længere sigt må vi imidlertid forberede os på, at der også kan opstå krav om anerkendelse af andre ægteskabsformer, fx det polygame. Det kan ske, enten fordi de gammeldanskere, som praktiserer denne form for samliv, vil have den anerkendt. Eller fordi nydanskere, hvis religion eller kulturelle tradition anerkender polygame ægteskaber, vil arbejde for anerkendelse af polygame ægteskaber. Konflikterne viser sig imidlertid også på det internationale plan. Det kommer bl.a. frem i en række konflikter mellem kirker i forskellige dele af verden. Tydeligst er det kommet frem i de alvorlige spændinger, som er opstået i den anglikanske kirke, hvor kirkerne i syd protesterer voldsomt mod, at kirker i nord anerkender homofilt samliv. Konflikten har imidlertid også ramt den lutherske kirkefamilie, Det Lutherske Verdensforbund, som folkekirken er medlem af. To af verdens største lutherske kirker, Mekane Yesus Kirken i Etiopien (”EECMY reaffirms rejection to same sex marriage“) og Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Tanzania (”Dodoma Statement“), truer med at afbryde samarbejdet med lutherske kirker i nord, som anerkender den homofile samlivsform. I international politik – også international kirkepolitik – er det i praksis ofte magten, der sætter retten. I de seneste århundreder har vi i vesten som den selvfølgeligste ting i verden vænnet os til, at vi – som verdens mægtigste – også skulle sætte normerne for resten af verden. Både på det økonomisk-politiske og på det kirkelige område vil magtforholdene i dette århundrede ændre sig. Det vil naturligvis også komme til at påvirke den kulturkamp, som foregår på dette område, og også den konflikt, som udvikler sig mellem verdens kirker på dette område. Fx udgør kirkerne i den tredje verden i dag omkring to tredjedele af alle verdens kristne. Kristendommen er ikke længere (blot) den hvide mands religion. Uanset hvilken holdning vi her i Vesten måtte have til spørgsmålet om en kristen forståelse af ægteskabet, så kan vi som kristne lige så godt først som sidst indstille os på, at vi i det mindste må begynde at lytte seriøst til de synspunkter og argumenter, som kirkerne i syd har. Samtidig må vi her i Vesten begynde at vænne os til som kristne, at kirken flere og flere steder kommer til at udgøre et mindretal af befolkningen, og at der ikke nødvendigvis altid fremover vil være overensstemmelse mellem samfundets og kirkens normer. Århus, lørdag, den 18. september 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

145


107. ”Hævnen” – en midnatsgudstjeneste i biografen? Efter en to timers intens oplevelse forlod publikum biografen denne lørdag aften. Filmen havde gjort et stærkt indtryk, og i andagtsfuld stilhed – som havde vi deltaget i en midnatsgudstjeneste – gik vi ud i nattemørket.

Det var Susanne Biers Oscar-nominerede film, ”Hævnen”, som jeg i aftes så. Filmen foregår dels i en afrikansk flygtningelejr, dels i en dansk provinsby – og specielt i en skolegård. Det, der binder de to så forskellige verdener sammen er, at Anton arbejder pendler mellem den afrikanske flygtningelejr, hvor han arbejder som læge, og den danske provinsby, hvor hans søn Elias går i skole. Og at vold er en del af virkeligheden i begge verdener. I skolen bliver Elias venner med klassens nye dreng, Christian, der på meget håndfast måde befrier Elias for hans voldelige plageånder i skolegården. Uden at røbe mere af handlingen i denne film, som jeg kan anbefale andre at udsætte sig for, så handler filmen om, hvordan vi reagerer på den vold eller anden ondskab, som i forskellige udgaver optræder i den verden, vi lever i, om det så er et borgerkrigsramt land i Afrika, eller det er en skolegård eller en legeplads i en dansk provinsby. For nogle år siden læste jeg en bog af Walter Wink, ”The Powers that Be”, hvor han lancerer begrebet ”the myth of redemptive violence”, myten om den forløsende eller frelsende vold. Wink identificerede et gennemgående mønster i en række tegneseriefilm og almindelige spillefilm, nemlig at orden vinder over kaos ved hjælp af vold. Det er det gennemgående tema i utallige cowboy-film, spion-film og mange andre film, nemlig at den gode helt besejrer de onde mennesker, som gør verden til et umenneskeligt kaos, ved hjælp af den nødvendige magtanvendelse. Efter Winks opfattelse er det ikke hverken jødedom, kristendom eller islam, som er den moderne verdens virkelige religion, men myten om den forløsende vold. Hvis en gud er det, som du vender dig til, når alt andet svigter, så fungerer volden som gud, og derfor får denne myte en religiøs karakter. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med ondt (vold). I filmen møder vi både denne tilgang til tilværelsen i skikkelse af Christian, der søger at løse Elias’ problemer med vold. Men vi møder også – i skikkelse af Elias’ far Anton, en radikalt anderledes forståelse af, hvordan ondskabens og voldens problem skal løses. I stedet for at hævne sig på dem, der øver vold, viser han en vej, der imidlertid kræver langt mere mod en hævnens voldelige vej. Nemlig at møde den frygtindgydende vold med en sårbar, men samtidig, stålsat kærlighed. Mens hævnen fortsætter voldens spiral, så sætter kærligheden, der bl.a. viser sig i kampen for forsoning, en stopper for voldens amokløb. Denne respons på ondskab og vold kræver imidlertid mod, fordi den er sårbar, og derfor også indebærer lidelse, lidelse på andres vegne og for andres skyld. Mens hævnen repræsenterer myten om ”den forløsende vold”, så repræsenterer forsoningen påstanden om

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

146


”den forløsende kærlighed”. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode (kærligheden). Måske var det virkelig en midnatsgudstjeneste, jeg deltog i går. Uden at ordet Gud eller Jesus blev nævnt en eneste gang, forkyndte filmen indirekte evangeliet om Jesus Kristus, som inkarnerede ”den forløsende kærlighed” og dermed vendte op og ned på værdierne i vor verden. Jesus sagde engang til farisæerne om sine disciple, ”Hvis disse tier, vil stenene råbe!”. Hvis kirken i dag ikke altid har frimodighed til at tale om Jesus og hans forløsende kærlighed, så vil vore dages film råbe det ud i biograferne. Christiansfeld, søndag den 26. september 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

147


108. “Ligusterkirken” – Hvilken kirke gemmer sig bag ligusterhækken? Man skal lære så længe man lever, og man lever så længe man lærer. I dag har jeg derfor både lært og levet, for jeg har fået udvidet mit ordforråd med et nyt ord. Ordet er ikke bare nyt i mit personlige univers, men også i hele det globale digitale univers, hvor det indtil i dag kun er optrådt med 73 ”hits”. Det nye ord er ”ligusterkirken”. Liguster er en del af mit liv, idet min matrikel er omgivet af 150 meter ligusterhæk (eller så lang føles hækken, når jeg hver sommer skal klippe den), så jeg ved alt om, hvad liguster er. Men det er straks lidt vanskeligere med ordet kirke. Som tidligere oldtidskundskabslærer husker jeg, at Kirke var en meget tiltrækkende størrelse, men også at dem der blev tiltrukket af Kirke – som fx Odysseus mænd – blev forvandlet til svin. Men det er naturligvis ikke troldkvinden Kirke, som har forbundet sig med min liguster. Det er, som det fremgår af en ny bog, der udkommer på mandag, en helt anden kirke, der er tale om. Det nye ord stammer netop fra bogens titel, ”Ligusterkirken”. ”Kirken gemmer sig inde bag en ligusterhæk” er overskriften over et interview i Kristeligt Dagblad i dag med de to forfattere, folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge, der er SF’er, og journalist Bo Nygaard Larsen, der er konservativ. Denne liguster-kirke er dog ikke nær så tiltrækkende som mytologiens Kirke, idet kun 2% af befolkningen drages til denne kirke, selvom 80 % egentlig er medlemmer.

Mens jeg læste interviewet slog det mig, den kirke, som Nygaard Larsen og Vigsø Bagge – og alle vi andre – taler om, har noget mystisk over sig, lige som mytologiens Kirke. Der står, at ”kun 2 procent kommer i kirken”, det kunne tyde på, at kirken er en bygning, som man kan komme i – eller gå i. Senere i interviewet siger Vigsø Bagge, at ”Kirken skal tale meget mere til danskernes hverdag. Den har noget at sige til os og må derfor gerne være samfundskritisk”. Selvom bygninger kan være meget tiltalende, så, så viser det følgende, at der her med kirke nok tænkes på præsten, for Larsen mener, at ”Det er forkasteligt, når præster prædiker partipolitisk”. Vigsø Bagge mener, ”at kirken skal løsrives helt fra staten og have sin egen forfatning”. Ifølge Nygaard Larsen har vor kirke imidlertid en kraft, som kan måle sig med mytologiens Kirkes kraft, for ”Løsriver vi kirken fra staten, mister vi sammenhængskraften i vores samfund.” Og Larsen er også bange for, at en kirke skilt fra staten ”sander til”. En bygning bestemt sande til – tænk bare på den tilsandede kirke i Skagen. En bygning kan måske også have en stærk energi eller kraft og kan måske også løsrives fra staten, men en bygning kan ikke have sin egen forfatning. En

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

148


præst kan være i en forfærdelig forfatning og måske også sande til. Præster kan også blive skilt, men vel ikke fra staten. Så mon ikke kirke her hentyder til en institution eller et væsen, lige som militærvæsnet, skolevæsenet eller socialvæsnet. Sidst i interviewet forbinder Vigsø Bagge begrebet Kirke med fællesskab mellem mennesker. Og endelig er begge forfattere enige om, at Kirken skal fylde mere i folks bevidsthed! Hvad er det, der skal fylde mere i folks bevidsthed, er det bygningen, præsten, institutionen, fællesskabet – eller noget helt femte? Det korte interview med de to forfattere har vakt min nysgerrighed for – når debatbogen udkommer på mandag – at få svaret på, hvilken kirke det er, der gemmer sig inde bag ved ligusterhækken. Christiansfeld, fredag, den 1. oktober 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

149


109. Porvoografisk materiale Hvilke ligheder er der mellem porvoografi og pornografi? Ingen, hvis man da lige ser bort fra, at de to ord lyder næsten ens. Pornografi er et ord, som optræder over 6 mio gange på nettet, mens porvoografi er et helt nyt ord, som ikke findes på nettet. Direkte oversat betyder pornografi, en beskrivelse af prostituerede (græsk: porne), mens porvoografi må betyder beskrivelse af Porvoo, altså den Porvoo-aftale, som række anglikanske og lutherske kirker især i Nordeuropa Europa indgik for 15 år siden. Folkekirkes Mellemkirkelige Råd vedtog tidligere i december 2009, at Folkekirken skulle tilslutte sig Porvoo-aftalen og dermed indgå i fællesskabet med en række anglikanske og lutherske kirker. I dag, søndag, den 3. Oktober, blev aftalen så underskrevet efter en gudstjeneste i Københavns Domkirke, således at der nu er basis for på dansk grund at påbegynde et porvoografisk arbejde, altså en beskrivelse af, hvad det i praksis betyder for os i den danske folkekirke at være med i Porvoo-fællesskabet. Og så er der måske alligevel en lighed mellem pornografi og porvoografi. Ifølge Wikipedia er pornografi ”betegnelsen for billeder eller tekst, der grundet sit eksplicitte seksuelle indhold har til formå at ophidse eller stimulere erotisk”. At dømme ud fra debatten op til underskrivelsen af Porvoo-aftalen, kunne man frygte, at porvoografi ville blive ”betegnelsen for billeder eller tekst, der grundet sit eksplicitte teologiske indhold har til formål at ophidse kirkepolitisk”. Så sent som fire dage før underskrivelsen var repræsentanter for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd indkaldt af folketingets kirkeudvalg for at redegøre for indmeldelsen i Porvoo. Og for nogle uger siden var bl.a. det ene medlem af rådet domprovst, Steffen Ravn Jørgensen, som var modstander af tilslutningen, ligeledes indkaldt af udvalget. Ravn Jørgensen er så ophidset over beslutningsprocessen, at han appellerer til, at ”Her må Folketingets kirkeudvalg stramme op.” Formanden for folketingets kirkeudvalg Britta Schall Holberg har tilsyneladende også ladet sig ophidse af det foreløbige porvoografiske materiale og rasler nu med sablen, idet hun vil indkalde kirkeministeren til et samråd. Her skal ministeren redegøre for, hvilke retsvirkninger underskrivelse har, og hvorvidt Folkekirkens Mellemkirkelige Råd har den nødvendige kompetence til at tiltræde og skrive under (Se artikel i Kristeligt Dagblad 2. oktober, “Folkekirken tilslutter sig international aftale“) Dette svar bør dog ikke tidsmæssigt belaste kirkeministeren og hendes embedsmænd ret meget, da selv en studentermedhjælper i ministeriet kan læse i lov og bekendtgørelse for rådet, at rådet har bemyndigelse til at ” tage stilling til folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer” og også læse sig til i Porvoo-aftalen, at den ingen retsvirkninger har. Som repræsentant for Haderslev Stift havde jeg i dag den fornøjelse at være med til bogstaveligt talt at tage de første skridt, idet jeg var med i en procession af biskopper, provster, præster og lægfolk fra alle Porvoo-medlemskirkerne. Inden processionen forlod Rotunden for at bevæge sig ind i kirkerummet forud for gudstjenestens begyndelse bad vi en bøn, eller rettere vi sang en bøn, nemlig Grundtvigs salme ”Nu bede vi den Helligånd at sammenknytte os ved troens bånd og til verdens ende kirken at bevare” (DS 289), ganske vist i en engelsk oversættelse, så også engelsksyngende også kunne være med i bønnen om, at kirken måtte blive bevaret.. I øvrigt fulgte denne Porvoo-gudstjeneste det autoriserede højmesseritual til punkt og prikke. Salmerne var dog valgt således, at fællesskabet mellem Porvoo-kirkerne blev understreget. Norske

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

150


Ronald Fangens salme ”Guds menighed er jordens største under!” (DS 345) mindede os om, at ”Mens verdensriger kommer og forsvinder, går kirken mod fuldkommenhedens vår”. Med engelske Isaac Watts ord brød vi ud i et ”Halleluja for lysets drot! Hans kæmpeværk er stort”. En og anden har sikkert tænkt på folkekirkens indmeldelse i Porvoo-fællesskabet, men Watts fik dem straks på bedre tanker: ”han gæsted dødningkongens slotog sprængte Helveds port”. Endelig sang vi danske folkekirkemedlemmer på dansk (og mange af vore gæster sang med på den engelske oversættelse” svenske Sundells ”Du gav mig og Herre en lod af din jord” (DS 728) om ”det pund mig blev givet”. Porvoo-medlemsskabet indebærer imidlertid ikke, at vi modtager som et eneste engelsk pund, men historien viser, at vi allerede har modtaget meget fra de andre kirker. Og i gudstjenesten gav vi vore gæster mulighed for i fine engelske oversættelser at lære vore Grundtvig-salmer at kende.

De obligatoriske tekster blev læst fra alteret – men på forskellige sprog. Biskop Peter Skov Jacobsen prædikede over dagens tekst ifølge anden tekstrække, nemlig Jesu ord om vintræet og grenene (Joh 15,1-11), og talte bl.a. om, hvordan kærligheden skaber relationer. Også nadveren foregik helt ”efter bogen”. Fællesskabet mellem Porvoo-kirkerne kom til udtryk i, at nadveren forretedes i fællesskab af præster for forskellige kirker og sammen med medlemmer fra disse kirker knælede vi ved det samme alterbord og modtog brød og vin. Den eneste ”substantielle ”ændring i forhold til en traditionel dansk højmesse var, at den anglikanske formand for Porvoo-kontaktgruppen, biskop Martin Wharton fik lov til at bringe en hilsen fra de anglikanske kirker, hvor han udtrykte sin store glæde over at kunne byde folkekirken velkommen som fuldgyldigt medlem af Porvoo-fællesskabet. Og at biskop Skov Jacobsen efter sin prædiken bragte en kort hilsen til Porvoo-gæsterne og ”advarede” dem om, at danskere har tradition for at være klassens ”frække dreng”, men at vi glæder os over at indgå i dette fællesskab. Efter gudstjenesten underskrev formanden for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Hanna Broadbridge, og biskop Karsten Nissen på folkekirkens vegne Porvoo-dokumenterne. – Så vidt den første dag i Porvoo-fællesskabet. Skal man gøre en porvoografisk status på de første erfaringer i det nye fællesskab, så er konklusionen, at den danske folkekirkes højmesse klarede skærene uden at skulle gå på kompromis. Foreløbig foreligger der ikke noget porvoografisk materiale, som burde kunne give anledning til nogen form for ophidselse. København, søndag, den 3. oktober 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

151


110. Udlændingepolitik – Skulle vi have ladet kæppen ligge? Da jeg i går i Politiken læste hovednyheden på forsiden ”Udlændinge med høj uddannelse føler sig afvist”, kom jeg til at tænke på noget, som en af erhvervslivets ledelsesguruer Stephen R. Covey har skrevet i bogen ”7 gode vaner”. Om den første vane (”Vær proaktiv”) skriver han bl.a.: ”Mens vi frit kan vælge vore handlinger, kan vi ikke frit vælge konsekvenserne. … Vi kan frit vælge vort svar i en given situation, vælger vi samtidig den medfølgende konsekvens. ”Når vi samler den ene ende af en kæp op, følger den anden ende med.” Vi har utvivlsomt flere gange i vort liv følt, at vi har samlet en kæp op, som vi skulle have ladet ligge. Vore handlinger har bragt konsekvenser, som vi hellere ville have været foruden” (s. 88f). I Politikens artikel omtales nogle af konklusionerne i en ny undersøgelse, hvor 700 fortrinsvis højtuddannede udlændinge svarer på, hvordan de opfatter danskernes syn på udlændinge. ”Der er en stærkt negativ generalisering i medierne, blandt politikerne og i den offentlige diskussion” står der i rapporten, der også peger på, at myndighederne ikke er imødekommende, ligesom udlændingeloven er uigennemskuelig og forandres ofte. Dagmar Fink, der har gennemført undersøgelsen, konkluderer, at ”De højtuddannede føler sig ikke velkomne, når de er her i længere tid. De føler, at de bliver set på som et problematisk masse.” Dansk Arbejdsgiverforening nikker genkendende til konklusionerne. Tine Horowitz, der er leder af Consortium for Global Talent, oprettet af 15 af Danmarks største virksomheder, siger, at verdens højtuddannede mennesker er lige glade med, om de arbejder i København eller London eller Singapore. ”De kommer for at udnytte deres potentiale, og jo mere skinger tonen bliver i Danmark, jo mere forstærkes den i udlandet.” Mange i Danmark er stolte over den måde, vi forvalter ytringsfriheden på i Danmark, hvor man gør en dyd ud af at håne og latterliggøre indvandreres religion. Mange er stolte over den meget restriktive udlændingepolitik, som efterhånden lægger meget stramme restriktioner for familiesammenføring og (også højtuddannede) udlændinges mulighed for at arbejde i Danmark. Mange er stolte af, at vi i Danmark har en meget hård tone i debatten om fremmede, og ser det som et tegn på demokratiets sundhed. De politikere, som samlede den udlændingepolitiske kæp op, fik stor vælgermæssig glæde af at tage et godt tag i den ene ende af kæppen. Men nu står man også med den anden ende af kæppen i hænderne og ved ikke, hvordan man skal råde bod på de ubehagelige konsekvenserne af den førte udlændingepolitik og især den hårde tone i debatten. Måske skulle man have lade kæppen ligge. At erhvervslivet, som af gode grunde har folketingets og regeringens store bevågenhed, gør opmærksom på, at den førte udlændingepolitik og den dominerende tone i udlændingedebatten kommer til at koste det danske samfund dyrt, giver håb om, at der på dette område fremover kan forventes et kursskifte. Christiansfeld, mandag, den 4. oktober 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

152


111. Biskoppen, politikeren og den barmhjertige somalier Forud for Folketingets åbning prædikede biskop Peter Fischer-Møller for folketingsmedlemmerne i slotskirken. I sin prædiken sagde han bl.a.: “Jesus fortæller os historien om manden, der gik fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere og lå hjælpeløs der i vejkanten. Først kom en præst forbi og derefter et folketingsmedlem. Begge havde gevaldig travlt. Lidt efter kom en somalisk asylsøger forbi. Han stoppede op og tog sig af den overfaldne, behandlede hans sår, førte ham til nærmeste logi, betalte for ham. Hvem af de tre viste sig nu at være den mands næste, som faldt blandt røvere? Ja, svaret giver sig selv.”

Denne del af biskoppens prædiken er faldet Jørgen S. Lundsgård, MF fra Det Konservative Folkeparti for brystet og han kritiserer biskoppen for at politisere. Det vakte min interesse, men ved en nærlæsning af hans synspunkter måtte jeg give ham helt ret. Lad os tage det punkt for punkt, som det er gengivet i Kristeligt Dagblad dagen efter. ”Biskoppen skal lade være med at blande den politiske debat med religion.” Lundsgård har helt ret i, at den gode biskop hellere skulle lade være med at blande kristendom og politik, hvis han ville undgå at komme i problemer. Det gamle testamentes profeter og Jesus kom også med udtalelser, som oplevedes som en kritik af deres samtids politiske ledere, og det slap de ikke godt fra. Politiske magthavere har aldrig brudt sig om at blive modsagt, men ikke desto mindre har de stærkt behov for at blive modsagt. ”At biskoppen desuden nyfortolker lignelsen med et folketingsmedlem, som ikke er hjælpsom, er et klart pip til folketingspolitikerne om, at vi over hele linjen ikke er barmhjertige nok.” Lundsgård har helt ret i, at nyfortolkningen af lignelsen af den barmhjertige samaritaner af enhver, der hører efter, må opfattes som en alvorlig påmindelse om at praktisere barmhjertighed. Lige som Luther formanede sin tids politikere til at lade sig inspirere af næstekærlighed, på samme måde må vore dages præster minde politikere om betydningen af næstekærlighed. Lundsgård ”hæfter sig desuden ved somalierens rolle, som han betegner som uklar”.Lundsgård har helt ret i, at somalierens rolle i nytolkningen af lignelsen er uklar. Men det er ikke noget nyt. Også samaritanerens rolle i Jesu oprindelige lignelse må være blevet opfattet som ”uklar” af datidens jødiske tilhørere. Hvordan kunne man tillægge en af de synkretistiske samaritanere, som mildest talt var ugleset af jøderne, en helterolle og sætte ham op som eksempel til efterfølgelse mht. næstekærlighed. Ligeså overraskende er det i dag at skulle forestille sig en af vore uglesete muslimske somaliere som helt og eksempel til efterfølgelse mht. næstekærlighed. Kan noget godt komme fra samaritanere – og somaliere? Evangeliets svar er ja!

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

153


”Hvis folkekirken vil politisere, må den frigøre sig og ikke være en statskirke”. Lundsgård har helt ret i at kirken må frigøre sig fra bindingen til staten, når den ikke vil lade sig domesticere og undlade at prædike på en sådan måde, at det kan opfattes som en kritik politiske forhold. Det bliver spændende at se, om Lundsgård vil stille forslag om eller støtte andres forslag om en adskillelse af stat og kirke. Meget tyder på, at det konservative folketingsmedlem Jørgen S. Lundsgaard virkelige har hørt godt efter, da biskop Peter Fischer Møller forkyndte evangeliet og gav en moderne udlægning af lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Christiansfeld, lørdag, den 9. oktober 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

154


111. Lene Espersen: “Undskyld!” Undskyld, at jeg for jeg ved ikke hvilken gang igen må trætte evt. læsere af denne blog med et indlæg om Jyllands-Postens famøse Muhammed-tegninger. Jeg kan kun beklage, at disse karikaturtegninger igen bringes op i medierne med alle de problematiske konsekvenser, det kan få. Men i Egypten har vor udenrigsminister if. Jyllands-Posten talt med Sheikh Ahmed Tayeb, lederen af Al-Azhar universitetet i Cairo. Og alle, som har krydset landegrænser, kulturgrænser, religiøse grænser og sproggrænser ved, at faren for, at man misforstå hinanden er overhængende. Især hvis man ønsker at udtrykke nogle af de finere nuancer i livet. Dertil kommer, at der er ubestrideligt findes mennesker, som helt bevidst misforstår det, vi prøver at sige. Ifl. de arabiske medier skulle Lene Espersen på vegne af den danske regering have sagt undskyld for Muhammed-tegningerne. Det blev sheiken og den egyptiske – og hele den arabiske – offentlighed sikkert meget glade for. Og det ville sandsynligvis også gavne vor eksport til disse himmelstrøg. Så vidt så godt, eller rettere skidt. For det har naturligvis bragt Lene Espersen, der i forvejen er en meget hårdt prøvet politiker, endnu et politisk problem på halsen. Lidt forenklet kan man sige, at hun nu står i følgende ubehagelige dilemma: Enten må hun at sige undskyld til ytringsfriheds-fokuserede danskere for at have sagt undskyld for noget, hun aldrig i evighed skulle have undskyld for, eller i det mindste må hun beklage, at hun har udtrykt sig på en sådan måde, at den egyptiske sheik og medierne har troet, at hun sagde undskyld. Det vil vi danskere hurtigt tilgive hende, for vi ved jo, hvordan man i skyndingen let kan komme til at sige noget, som man aldrig skulle have sagt. Det vigtigste er, at der ikke er nogen tvivl om, at hun ikke vil give køb på ytringsfriheden. Eller også må hun sige undskyld til de profet-fokuserede arabere for, at hun alligevel ikke på vegne af den danske regering kan imødekomme deres ønske om en undskyldning for Jyllands-Postens karikaturtegninger . Eller i det mindste må hun beklage, at hun har udtrykt sig på en sådan måde, at den egyptiske sheik og medierne har troet, at hun sagde undskyld, hvilket hun altså ikke havde til hensigt at gøre. Men det vil sheiken, egypterne og de andre arabere sikkert ikke have let ved at tilgive hende, for efter deres mening ville det have været helt naturligt, at Danmark omsider kom med en undskyldning for at have såret deres religiøse følelser. Lyder det lidt indviklet? Ja, det må I meget undskylde, for måske har jeg ikke helt forstået den komplekse situation, som Lene Espersen er havnet i. I det mindste vil jeg gerne beklage, at jeg åbenbart har udtrykt mig på en måde, så det måske er blevet opfattet som mere indviklet, end det sikkert er. Christiansfeld, onsdag, den 14. oktober 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

155


112. Geo-political science …. fiction? Jeg var lige ved at få kaffen galt i halsen. Ganske fredeligt sad jeg under sydens sol i Palma, da jeg pludselige læste, at den tredje verdenskrig ville blive skudt i gang den 21. november 2050, netop på min fødselsdag. Forfatteren til denne sindsoprivende oplysning var den berømte fremtidsforsker, George Friedman. I halvfjerdserne beskæftigede jeg mig med historieforskning på Århus Universitet, og lige siden har jeg haft et problem med fremtidsforskning. Men på vej til Palma greb jeg i farten Friedmans bog ”The Next 100 Years” (New York: Anchor Books,2009) for i ferien at blive lidt klogere på noget, som jeg var grundlæggende skeptisk over for. Det viste sig hurtigt, at det mest interessante ved Friedmans ”fremtidsforskning” var hans analyser af historien og af samtidstendenserne. At Sovjetunionens sammenbrud i 1991 indledte USA’s imperiale storhedstids som verdens eneste og altdominerende supermagt, skal man ikke være fremtidsforsker for at konstatere. I 1990’erne blev Huntington kendt for at profetere, at vi nu gik en tid med ”clash of civilizations” i møde, og viste Al Qaidas angreb på USA i 2001 ikke, at han havde ret, i det mindste hvad angik konflikten mellem Vesten – som den kristne, demokratiske blok – og den islamiske verden? Selvom Friedman er amerikaner, så falder han dog ikke for USA’s politiske retorik omkring USA’s rolle i verden som det land der kæmper for demokrati, folkenes selvbestemmelse, frihed, lighed og broderskab og mod alle ondskabens akser. USA’s geopolitiske strategi handler om – og har i et par århundreder handlet om - noget helt andet. Det første mål er, at USA’s hær fuldstændig skal dominere Nordamerika. Dernæst skal enhver trussel fra andre magter mod USA i den vestlige hemisfære elimineres. For at det kan ske, må USA’s flåde være så stærk at den kan hindre enhver invasion i Nordamerika. Endemålet er at garantere USA’s sikkerhed og kontrol med det internationale handelssystem gennem en fuldstændig kontrol med verdenshavene. Et tegn på alvoren i det sidste mål er, at USA’s flåde er langt større end alle verdens øvrige landes flådestyrker lagt sammen. Et andet tegn er USA’s kamp for at vinde herredømmet i rummet, for derigennem at bevare herredømmet på jorden, eller retter på havet. For at nå disse geopolitiske mål er USA parat til arbejde sammen med et hvilket som helst land uafhængig af vedkommendes ideologi og vandel, og samtidig parat til om nødvendigt at true med eller lige frem føre krig mod hvem som helst, som truer USA’s position. Først var det al-Qaida, som forsøgte at sætte sig op imod USA’s totale dominans. Al Qaidas mål i 2010 var at ramme USA så hårdt, at dets ultimative svaghed blev afsløret. Formålet med det var, at underminere regimerne en række muslimske lande som fx Egypten, Saudi Arabien, Pakistan og Indonesien, som hidtil havde stolet på deres relation til USA. Var det lykkedes kunne Al Qaida have væltet USA-tro regeringer i disse lande og dermed skabt sig en base for deres fortsatte arbejde på at genetablere et islamisk kalifat. Det er muligt at Ralf Pittelkow og Karen Jespersen anser Friedman for at være naivist, men hans konklusion er nu alligevel, at USA – sammen med sine allierede, der inkluderer en lang række muslimske stater – har vundet krigen mod de islamistiske jihadister. Meget tyder på, at USA og dets allierede er ved at tabe krigene i Irak og Afghanistan, men USA har dog samtidig opnået sit mål, nemlig at sikre så meget ustabilitet og konflikt i den muslimske verden, at den ikke længere udgør nogen trussel mod USA’s interesser. Når Friedmann ser sig omkring i dag, er det Rusland han får øje på, som den næste kandidat til et oprør mod USA’s totale dominans. Friedmann argumenterer egentlig overbevisende for, at det

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

156


foretagende er dømt til at mislykkes. Så havde jeg forventet, at han ville pege på Kina, men i hans analyse er Kina en papirtiger, der enten vil falde fra hinanden eller lukke sig mod omverdenen i gen. Men før eller siden kommer vi til den skæbnesvangre dag, den 21. november 2050, hvor den tredje verdenskrig skydes i gang af ….. Japan, der på det tidspunkt vil være allierede med Tyrkiet, som er på vej til at få magt af osmanniske dimensioner, og sandelig om ikke Tyskland lokkes med på den galej. Sammen med USA står en anden stormagt, som jeg ikke havde set komme, nemlig Polen. ”The Next 100 Years” er – so det forhåbentlig er fremgået – en meget spændende bog, og jeg skal derfor ikke røbe udfaldet af den tredje verdenskrig og det der følger efter. I stedet vender jeg tilbage til min kaffe. Men i kampens hede havde jeg allerede drukket al kaffen, tilbage var kun lidt kaffegrums, som jeg stirrede længe i. Indtil jeg kom til at tænke på, at det jo ikke var sikkert, at Friedmans forudsigelse ville komme til at ødelægge min 100 års fødselsdag. Palma de Mallorca, fredag, den 22 oktober 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

157


113. Totalitære tendenser i værdikampen Politik udspringer af kultur, og i bunden af kultur ligger der værdier. Historisk set udspringer mange af vore værdier af religionen, som har været med til at forme vor danske kultur. Derfor er det helt naturligt at politikere lige som alle andre samfundsinteresserede personer diskuterer kultur, værdier og religion. Politikeres opgaver er imidlertid at vedtage love, som borgere – uanset hvilken kultur, hvilke værdier og hvilken religion, de måtte have – skal rette sig efter, men ikke at påtvinge befolkningen en bestemt kultur, bestemte værdier eller en bestemt religion. I den såkaldte værdikamp, som politikere har engageret sig dybt i, har der været meget fokus på danske værdier. Indvandrerne skal tilegne sig danske værdier, og hvis de ikke gør det, så må de udsættes for repressalier fra det offentliges side, siges det undertiden. For det første må man spørge, hvilke værdier det helt præcist er, som er de danske værdier, indvandrere om ikke med vold så dog med magt skal tilegne sig og leve efter? Jeg mangler endnu at se et katalog af veldefinerede danske værdier, som alle vi gode gamle danskere i fællesskab bygger vort samfund på. For det andet – og endnu vigtigere – må man spørge, om det virkelig er politikernes opgave at holde øje med, hvilke værdier borgerne har? Mine værdier er vel min egen private sag, hvorimod mine handlinger er en offentlig sag, der er underlagt lovgivningen, og som jeg i givet fald kan straffes for. På det seneste er Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti gået et skridt videre i værdikampen og har blæst til kamp mod en religion, som ca. 4 % af Danmarks befolkning tilslutter sig, nemlig islam. Dansk Folkeparti, der som bekendt er en del af den siddende regerings parlamentariske grundlag og derfor må tages alvorligt, ønsker altså, at statsmagten skal bruges til at bekæmpe en religion. Vi vant til, at statsmagten forsøger at bekæmpe fx kriminalitet, men nu skal islam – og dermed vel muslimerne – stå for skud. Det er nye toner i vor ærværdige lovgiende forsamling. Hvis en terrorist legitimerer sine terrorhandlinger eller planer med henvisning til islam, skal han naturligvis straffes, ikke pga. hans islamiske overbevisning og tro, men fordi han med sine handlinger eller planer om handlinger har overtrådt dansk lov. Men skal man nu til at straffe folk for deres religion, eller i det mindste diskriminere dem på grund af deres religion?Det er et faktum, at der findes muslimer, som har begået ulovlige handlinger med henvisning til islam (fx terrorisme), men det betyder naturligvis ikke at alle muslimer er kriminelle endsige terrorister, og i en retsstat straffer man lovovertræderen og ikke alle dem, der måtte have samme religion som ham. Det er også et faktum, at der findes muslimer, som går ind for en form for shari’a, der er i strid med dansk lov, fx når det gælder stening af kvinder grebet i hor. At ikke alle muslimer har det synspunkt, blev tidligere socialminister Karin Jespersen (V ), omsider klar over forleden, da hun blev idømt en straf for injurier mod Zubair Butt Hussain, talsmand for Muslimernes Fællesråd, fordi hun uretmæssigt havde hævdet, at han gik ind for stening. Dertil kommer, at det er faktisk lovligt at gå ind for en lovgivning, som det store flertal anser for værende i modstrid med dansk kultur og danske værdier, det være sig stening for hor eller dødsstraf for mord. Den raserende værdikamp afslører desværre totalitære tendenser i folketinget. Det er bestemt ikke ulovligt at fremføre sådanne totalitære synspunkter, men efter min mening er de i modstrid med hævdvundne danske værdier. Christiansfeld, fredag, den 29. oktober 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

158


114. “Muslimer og kristne: Religionskritik er frugtbar” Ofte hører man i debatten om – men ikke nødvendigvis med – muslimer, at muslimer hverken accepterer intern eller ekstern religionskritik. Men virkeligheden er heldigvis langt mere nuanceret, end man får indtryk af i den almindelige religionsdebat. Som reaktion på tegninge-krisen i 2006, hvor mange muslimer følte sig krænkede af JyllandsPostens Muhammed-tegninger, tog Folkekirke og Religionsmøde initiativ til en lytterunde, hvor jeg havde fornøjelsen sammen med en anden kristen og en muslim at besøge over 20 muslimske menigheder og organisationer for med dem at drøfte muslimernes situation i Danmark og forholdet mellem kirken og muslimerne. Det førte til den første nationale konference for muslimske og kristne ledere, som blev gennemført på Hotel Nyborg Strand i oktober 2006. Siden da har vi afholdt en årlig konference i Kristent Muslimsk Samtaleforum, hvor vi har taget en lang række vigtige emner op. Se mere her. I år havde vi således valgt at tage fat på et meget følsomt emne, nemlig spørgsmålet om kritik af religion. Nedenfor aftrykkes den pressemeddelelse, som deltagerne ved afslutningen af konferencen enedes om at udsende. Senere vil hele rapporten med oplæg og referater af drøftelserne blive offentliggjort. “42 muslimske og kristne ledere var den 29. – 30. oktober 2010 samlet til den femte konference arrangeret af “Kristent Muslimsk Samtaleforum”. Konferencen fandt sted på Institut Sankt Joseph i København. Fra Kristen side deltog præster fra folkekirken, den katolske biskop og ledere fra kirkelige organisationer og frikirker. Fra muslimsk side deltog imamer og ledere fra muslimske organisationer, herunder formændene for de to muslimske paraplyorganisationer, Muslimernes Fællesråd og Dansk Muslimsk Union. Konferencen blev indledt med en åben studiedag om “Religiøse bygninger i det offentlige rum” i Trinitatis Kirke i København med omkring 70 muslimske og kristne deltagere. Her blev moskeprojekterne på Amager og på Nørrebro og kirkeprojektet i Sydhavnen præsenteret af hhv. Asmat Mojaddedi, formand for Muslimernes Fællesråd, Majid Sairafianpour, talsmand for Imam Ali Moskeen på Vibevej, og provst Sten Wenzel-Petersen, Vesterbro provsti. Fælles for alle tre byggeprojekter er, at man ønsker, at de religiøse bygninger og aktiviteter i dem skal være præget af åbenhed og gennemsigtighed, og at de skal bidrage positivt til udviklingen i det omgivende samfund. Hovedtemaet for konferencen var “Selvkritik hos kristne og muslimer – og forholdet til ekstern kritik”. Hovedoplægsholderne var professor Theodor Jørgensen og lektor Safet Bektovic. Af oplæggene fremgik det, at religiøs selvkritik er indbygget både i kristendom og islam, og at der i begge religioner er stærke traditioner for religionskritik. Safet Bektovic påpegede, at religionskritik forstået som skelnen mellem det menneskelige og guddommelige ikke kun er ønskelig, men også nødvendig. Theodor Jørgensen pegede på, at både den interne og eksterne religionskritik er med til at holde religionerne levende. Der var enighed om, at religionskritik ikke er et mål i sig selv, men et middel til at skelne mellem ondt og godt, falsk og sandt. Biskop Kozon fra Den katolske Kirke i Danmark understregede, at ”selvkritik ikke burde være fremmed for hverken kristne eller andre religiøse mennesker. Religiøs selvkritik er ikke at opgive sandheden, men at se på, hvordan man lever efter den.”

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

159


Formanden for Muslimernes Fællesråd, Asmat Mojaddedi, udtalte, at “konferencen har vist, at en konstruktiv dialog baseret på et emne som religionskritik fører kristne og muslimer frem til den konklusion, at religionskritik findes i begge religioner og er med til at berige dem.” Konferencens deltagere var enige om at mødes igen i november 2011, hvor Minhaj ul-Quran i Danmark vil være vært.” Christiansfeld, lørdag, den 30. oktober 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

160


115. Religiøse bygninger og religion i det offentlige rum Islamiske trossamfunds planer om at bygge egentlige moskeer og folkekirkens planer om at bygge kirker har i den senere tid ført til en offentlig debat om religiøse bygninger og religion i det offentlige rum. Umiddelbart kunne man fristes til at spørge: Ja, men hvad er problemet? Vi bygger hoteller, banker, butikker, boligblokke osv. i det offentlige rum. Disse bygninger skal naturligvis leve op til byplaner og bygningsregulativer, og det skal moskéer, templer, synagoger og templer også. Men så enkelt er det ikke, når det gælder religiøse bygninger i det offentlige rum i dag. Det er ikke kun et spørgsmål om love, lovene udgør kun toppen af isbjerget. Lovenes udformning, fortolkning og administration udspringer af den kultur vi lever i. Hvilken plads giver vi religion, og de forskellige religioner og deres bygninger i det offentlige rum i vores kultur? Det har at gøre med vore kulturelle værdier, som ikke bare kan sættes på en lovformel. Det har at gøre med vore følelser. Og det enkelte lands kultur er i høj grad bestemt af den religion, som har været dominerende i mange århundreder. Hvilken selvforståelse har religionen, når det gælder dens tilstedeværelse i det offentlige rum fx i form af religiøse bygninger? Historien viser, at næsten alle religioner har lagt stor vægt på at være meget synligt til stede i det offentlige rum med deres kirker, moskéer, templer, synagoger osv. En religiøs bygning har mange formål. Det er et forsamlingshus, hvor religionens tilhængere kan samles og dyrke deres religion. Men det er ikke kun et forsamlingshus, for så kunne man lige så godt benytte sekulære mødelokaler. Nej, det er også et helligsted, ”a sacred space”, et område, der er skilt ud fra den sekulære ikke-religiøse verden. Men religiøse bygninger er samtidig også noget helt andet, enten de er tænkt sådan, eller de blot i praksis bliver opfattet sådan af omverdenen. Religiøse bygninger er symbolske bygninger, der markerer religionens plads i samfundet og i folks bevidsthed, de er en slags religiøse statements. Historisk set har der i hvert samfund næsten altid været én og kun én dominerende religion, som har været samfundets eller folkets religion, den officielle religion. I den før-moderne tid har den religiøse arkitektur spillet en afgørende rolle i det offentlige rum. Templer, moskeer, kirker var helt centralt placeret i byerne og i landskabet, og de var ofte de største og de højeste og de dyreste og de smukkeste bygninger. Samfundet lagde i praksis så store begrænsninger på andre religioner og deres bygningsmæssige tilstedeværelse, at de andre religioner og deres bygninger blev dømt helt forbudt, eller deres bygninger blev holdt ude af det offentlige rum, eller at der blev pålagt de andre religioners bygninger en lang række restriktioner i det offentlige rum, som et symbolsk udtryk for deres kun tålte tilstedeværelse i samfundet. Det var således først med indførelsen af grundloven og dermed religionsfriheden og forsamlingsfriheden i 1849, at fx andre protestantiske kirkeretninger og katolikkerne i princippet frit kunne bygge deres kirker, for slet ikke at tale om ikke-kristne religiøse grupper. Undtagelsen var dog de fristæder, som af økonomiske grunde blev etableret fra slutningen af 1600-tallet, nemlig i Fredericia, Altona, Glückstadt og Christiansfeld. Den første katolske kirke i kongeriget Danmark

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

161


efter reformationen blev således bygget i Fredericia i 1674 og i 1719 blev der samme sted bygget en reformet/huguento-kirke og en synagoge. For almindelige danskere blev det imidlertid så sent som i 1683 i Danske Lov slået fast, at man ikke måtte skifte til ikke-lutherske religioner, og langt mindre bygge kirker og andre religiøse bygninger. I de fleste lande i verden, og det gælder også i Danmark, lever vi i disse årtier stadig i en overgangsperiode, med forskellige strømninger, der krydser hinanden: • Oplysningstidens ideer indebar et stærkt pres i retning af religionsfrihed og dermed også frihed til at bygge de religiøse bygninger, som man ønskede. • Globaliseringen har medført at flere og flere samfund bliver multireligiøse, og dermed opstår presset for tilladelse til at bygge religiøse bygninger for de religiøse mindretal. • Globaliseringen har imidlertid også bragt en nationalistisk modbevægelse, som ud fra en forståelse af den dominerende religion som garant for den nationale kultur, søger at begrænse de fremmede religioners og dermed også deres religiøse bygningers plads i det offentlige rum. • Sekularisering indebærer et pres både mod samfundets dominerende religion og samfundets minoritetsreligioner i retning af, at religiøse bygninger ikke skal fylde så meget i det offentlige rum. Et er hvad loven siger mht. religiøse bygninger, noget andet er, hvordan religiøse bygninger opfattes af myndigheder og almindelige mennesker i den konkrete kultur. Her har de religiøse trossamfund en vigtig opgave selv at besinde sig på og derefter også gå i dialog med omverdenen fx kirkens og moskéens formål, funktion, dens bidrag til det omgivne samfund og dens symbolske betydning i sekulariseret, postmoderne multireligiøst samfund. Samtidig er det også vigtigt at myndigheder og befolkning husker på, at religionsfrihed ikke kun indebærer retten til i sit hjerte at tro, hvad man vil, og at forrette sin gudsdyrkelse under private former, men også til offentligt at praktisere sin religion, og derfor også til at bygge helligsteder, hvor man kan dyrke sin religion. På en åben studiedag fredag den 20. oktober i forbindelse med Kristent Muslimsk Samtaleforums lederkonference i København blev der taget hul på denne debat med udgangspunkt i planerne om byggeri af moskeer på Amager og på Nørrebro og kirkebyggeri i Sydhavnen. Fælles for alle tre byggeprojekter var, at man ønskede, at de religiøse bygninger og aktiviteter i dem skulle være præget af åbenhed og gennemsigtighed, og at de skulle bidrage positivt til udviklingen i det omgivende samfund. Det bliver spændende at se, hvordan disse byggeprojekter realiseres, og hvordan de bliver modtaget i deres lokalsamfund. Christiansfeld, søndag den 31. oktober 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

162


116. En forklaring på det folkekirkelige paradoks? For mange udlændinge – og vel egentlig også for os danskere – er det svært at forstå, at folkekirken måske har to verdensrekorder samtidigt, nemlig omkring 82% af befolkningen som medlemmer, men kun ca. 2 % af befolkningen som kirkegængere på en given søndag. Jeg vil ikke hævde at have nogen plausibel forklaring på dette folkekirkelige paradoks, men en af de bedste forklaringer har jeg fået, mens jeg har læst Ina Rosens afhandling med den meget tankevækkende titel, ”I’m a believer – but I’ll be damned if I’m religious” (Lunds Universitet 2009). Bogens undertitel afslører, hvad det drejer sig om, nemlig ”Belief and religion in the Greater Copenhagen Area – A Focus group study”. Ina Rosen har gennemført 12 fokusgruppe samtaler med ganske almindelige mennesker i Københavns-området. Det er der kommet en meget spændende bog ud af, en bog, der giver nye indsigter i danskeres forhold til religion og tro. En række undersøgelser har vist, at ¾ af danskerne siger, at de har en tro, men hvad tror de på, og hvordan tror de? Ina Rosens undersøgelse afdækker fem forskellige kategorier af ”religion” i folks daglige tale. (1) Tro forstået som personlige følelser og refleksioner i folks indre bearbejdet kognitivt på basis af livserfaringer. (2) Rutiniseret religion, som refererer til det, der er knyttet til kirken eller andre religiøse institutioner. (3) Praksisser, som er knyttet til rutiniseret religion, som fx altergang, som er fjernt fra de fleste, eller bøn og meditation, som er mere udbredt. (4) Traditioner er praksisser, som egentlig har deres oprindelse i religiøse institutioner, men som forstås og bruges på en måde, der er tømt for religiøst indhold, for dem, der følger dem. Traditionernes funktion er ikke religiøs, men at bekræfte det sociale liv og den fælles arv. (5) religion som arv har ikke noget religiøst indhold men er et udtryk for en fælles religio-kulturel hos et folk, hvis arv er en bestemt kirke eller religiøs tradition. Ina Rosen skelner mellem ”packed religion” (hvor man køber hele pakken) og ”unpacket religion” (hvor man forholder sig selektivt til pakkens indhold). ”Packed religion”, der indebærer at religionens værdier, normer, dogmer, praksisser, traditioner og institutioner hænger sammen omkring en bestemt kerne og har stor indflydelse på folks individuelle liv, findes i samfund, hvor der er et stort overlap mellem fx kirke og folk og samfund. Altså et typisk kristenhedssamfund. I et samfund, hvor religion er blevet privatiseret og trosforestillinger personlige, forsvinder religionen ikke, men den bliver diffus og individualiseret. Altså fx et post-kristenhedssamfund, som det danske samfund i dag. De fleste menneskers religiøsitet er altså i endnu højere grad flyttet fra den offentlige sfære, hvor de religiøse institutioner med deres rutinerede religion og dertil hørende religiøse praksisser hører hjemme, ind i den individuelle privatsfære. Danskere har en personligt udformet tro, hvor de låner de elementer fra kirken eller andre religiøse institutioner, som de så bruger på deres måde, i overensstemmelse med deres tolkning og behov. Men den autoriserede rutiniserede religion med dens dertil hørende praksisser (fx Folkekirken og dens ritualer) spiller kun en marginal rolle for dem. De tror ikke på, hvad kirken prædiker, men bruger kirken som et symbolsk rum til at reproducere bestemte traditioner, som sammen med religion-som-arv giver dem et socialt tilhørsforhold. Traditionerne har imidlertid ikke længer nogen religiøs værdi, hvorimod de har stor social værdi. Ina Rosens studie antyder altså, at danskerne stadig er religiøse, men deres tro er meget individualiseret og personlig, hvor man låner elementer alle steder fra inkl. fra folkekirken (”unpacked religion”), mens Folkekirkens forkyndelse og ritualer og menighedsfællesskab (”packed

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

163


religion”) ikke spiller ikke nogen væsentlig rolle her. Når danskere så alligevel bliver i folkekirken hænger det altså sammen med, at danskere bruger folkekirkelige traditioner (fx jul og dåb) og de fælles værdier, der ligger i kulturkristendommen (”religion-som-arv”) til at styrke sociale og kulturelle bånd og holdninger, uden at det egentligt forstås som noget religiøst eller spiller en rolle for deres personlige tro. Når 82 % af den danske befolkning holder fast i deres medlemskab af folkekirken, betyder det ikke, at luthersk kristendom står stærkt i den brede danske befolkning, men at folkekirken har en stor social og kulturel betydning for danskere. Når kun 2 % af befolkningen sidder i kirken på en given søndag, betyder det på den anden side heller ikke, at danskerne er blevet meget lidt religiøse, men at deres religion har ændret karakter. At have en personlig tro, og at tro på en personlig Gud, betyder i dag noget helt andet, end det tidligere gjorde. Christiansfeld, onsdag, den 3. november 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

164


117. Ny-nationalistisk politisk bølge ruller ind over Europa Når en ny politisk bølge starter, kan det være svært at få øje på den, men efterhånden som den breder sig og får større kraft og indflydelse, bliver flere og flere klar over, at man har at gøre med en ny politisk bevægelse, som må tages alvorligt. Det gjaldt liberalismen, hvis rødder kan spores tilbage til det 18. århundrede, socialismen, som begyndte i midten af det 19. Århundrede, og også fx fascismen, som dukkede op i årene efter 1. Verdenskrig. Det, som i starten tog sig ud som et ubetydeligt marginalt fænomen, udviklede sig i disse tilfælde til bevægelser, som var med til at præge verdenshistorien, på godt og ondt. For 10 – 15 år siden opstod der en bevægelse i Europa, som af de fleste blev betragtet, som marginal, og som også blev søgt holdt uden for indflydelse, fordi den ikke blev anset for at være ”stueren”. Men i dag skal man være blind og døv, eller også skal man i det mindste bevidst lukke øjne og ører, hvis man ikke registrerer denne bevægelse, som gør sig mere og mere gældende i de fleste lande i Europa og også i andre dele af den vestlige verden. Det er en ny politisk bevægelse, som i Danmark bl.a. har organiseret sig i Dansk Folkeparti. I Sverige møder vi den som Sverigedemokraterne, i Norge som Fremskridstpartiet. Vi møder Gert Wilders parti i Holland, le Pens parti i Frankrig, nu afdøde Jørg Haiders parti i Østrig osv osv. Hver af disse politiske partier er naturligvis præget af den specifikke økonomiske, politiske og kulturelle kontekst i det land, hvor de er opstået, men for mig at se har de også en lang række fællestræk, som berettiger en tale om en samlet bevægelse. Denne politiske bevægelse er i ordets dybeste betydning reaktioner. Det er en reaktion primært på den globalisering, som for mange mennesker skaber utryghed. Det er en reaktion mod de overnationale organer, som globaliseringen har fremmet, det være sig EU med dets fælles frie marked og den dertilhørende fælles lovgivinng, det være sig FN med dens fælles menneskerettigheder, som opleves som begrænsende for det enkelte lands handlefrihed. Men det er først og fremmest en reaktion mod den immigration, som globaliseringen har ført med sig. Det tydeligste fællestræk for disse bevægelser er fremmedfjendskheden, der retter sig mod forskellige grupper, men især mod muslimer. Dermed bliver denne politiske bevægelse nationalistisk, men på en ny måde i forhold til fx det 19. og tidlige 20. Århundredes nationalisme. Mens den traditionelle nationalisme udelukkende var knyttet til nationalstaten og rettet mod andre nationalstater, så er denne ny-nationalisme ikke kun en opbakning til ens egen nationalstat mod andre nationalstater, fx Danmark mod Tyskland, men er først og fremmest et internt opgør i den enkelte nationalstat, nemlig mellem fx danskere og indvandrere (især muslimer). Bevægelsen er populistisk, i den forstand at der ikke ligger nogen sammenhængende ideologi til grund for de politiske partier. Disse politiske bevægelser og partier orienterer sig helt konsekvent i forhold til de enkeltsager, som optager befolkningen, som kan skaffe opbakning til bevægelsen. Det giver partierne en enestående evne til løbende at justere deres politiske program og til også at repræsentere synspunkter, som ikke nødvendigvis hænger sammen. Da der ikke er nogen fælles grundlæggende ideologi, er der tilsyneladende heller ikke nogen international organisering, som man fx kender det fra socialismen. De enkelte ny-nationale partier

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

165


har i sagens natur en interesse i at fremstille sig som nationale og ikke internationale. Alligevel kan det konstateres, at der mellem disse ny-nationale partier og bevægelser har udviklet sig stærke uformelle netværk, hvorigennem partierne og bevægelserne i de enkelte lande i høj grad er med til at styrke og udvikle hinanden. Fælles for mange af disse ny-nationale partier er i disse år, at de bevæger sig fra den politiske margin ind mod magtens centrum. I 9 år har Dansk Folkeparti været en del af VK regeringens parlamentariske grundlag. Gert Wilders’ parti har nu fået en lignende position i Holland. I Schweiz lykkes bevægelsen med at få dele af dens ideer gennemført gennem folkeafstemninger. Mens det ikke længere er til at overse denne ny-nationale politiske bølger, som ruller ind over Europa i disse år, er det endnu umuligt at vurdere, om bølgen efter nogle år vil forsvinde igen, eller den vil få en indflydelse i det enkelte samfund og i verdenssamfundet, som fx liberalismen, socialismen og fascismen fik. Christiansfeld, mandag, den 8. november 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

166


118. ”Sådan nogen som Egon, de kan ikke betale sig” I sangen ”Egon” demonstrerer den nordjyske troubadour Niels Hausgaard en iørefaldende politisk visdom, som man ikke ville have forventet fra en venstreorienteret kunstner som ham. Egon er en ung mand på snart 21 år, der er et håbløst socialt tilfælde. ”Egon er på bistand, og der skal han blive vel nok i ungefær i resten af hans liv. For sådan nogen som Egon de kan ikke betale sig”. Og videre. ”Egon ville gerne have været togkonduktør, men det viste sig snart, at det ku ikke lade sig gøre, for renten taget i betragtning, så kan Egon ikke betale sig”. Når man ser bort fra alt det humanistiske snak, så er bundlinjen i samfundet et spørgsmål om kroner og ører. Realistiske politikere må derfor naturligvis have blikket stift rettet mod økonomien i al politik og hele tiden spørge sig selv, om dette eller hint kan betale sig. Det viser sig nu i finanslovsforhandlingerne, at det alligevel også gælder 24-års-reglen. For nogle af os var ellers ved at komme i tvivl. Her gik vi og troede, at den handlede om at beskytte unge indvandrere mod tvangsægteskab, men nu viser det sig – naturligvis, var jeg lige ved at sige – at det dybest set handler om, hvilke mennesker det kan betale sig at få til Danmark. Det kan ikke betale sig for det danske samfund, at unge danske borgere gifter sig med udlændinge, der kan risikere at blive en udgift for samfundet i stedet for en indtægt. Det er vel også det mindste man kan forlange af unge mennesker, at de tænker sig bare en lille smule om. Det er trods alt Danmarks fremtid, som er på spil. Intet ondt ord om kærlighed, men vi må nok indrømme, at kærligheden gør blind, og så må staten naturligvis sørge for, at de ikke dummer sig for meget. Staten skal selvfølgelig aldrig tvinge nogen til at gifte sig eller til at lade være at gifte sig med en bestemt person Men ansvarsbevidste politikere må naturligvis være med til at arrangere fornuftige ægteskaber. De må lægge lovgivningen sådan til rette, at unge danskere motiveres til at vælge en partner, som har en god uddannelse, helst fra et af verdens 20 bedste universiteter; en, der allerede kan dansk, eller i det mindste engelsk eller spansk; en, der i flere år har vist sin duelighed på arbejdsmarkedet; én, der har penge på kistebunden. Kort sagt en, det kan betale sig at gifte sig med. I Hausgaards sang kom Egons kæreste da heldigvis til fornuft og gjorde det forbi med Egon, ”Da hendes forældre fik hende til at se, at hvis hun bare ville have en bette smule succes, så skulle hun nok finde sig en anden at forelske sig i”. Når selv Egons kæreste kunne indse, at det ikke kan betale sig at gifte sig med én, som hverken har uddannelse eller arbejde, så må alle unge danskere – som jo har gået på en af verdens bedste folkeskoler – da kunne forstå, at de skal tænke sig om, og det vil sige tænke på bundlinjen. Det er også på tide, at vi får den undersøgelse af indvandrere fra tredjelande, der en gang for alle kan vise, at indvandrere fra Somalia, Irak og Pakistan er en underskudsforretning for det danske samfund. Ali og Hassan og Fatima og den slags, de kan ikke betale sig. Og det må vi indrette lovene efter. Så er den ikke længere. Og der er sikkert også andre grupper i det danske samfund, som ikke kan betale sig. Der er nok at tage fat på for realistiske politikere, som har sans for samfundets grundlæggende værdier. Trods Hausgaards tvivlsomme politiske anskuelser må ethvert fornuftigt menneske dog her give ham ret i, at renten taget i betragtning , og sådan som dollaren står, så kan sådan nogen som Egon egentlig ikke betale sig. Christiansfeld, tirsdag, den 9. november 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

167


119. Kristne og religiøs forfølgelse Den 16. november afholder Haderslev Stifts udvalg for mission en mini-konference om forfulgte kristne. Hermed sættes der fokus på et meget vigtigt tema – nemlig spørgsmålet om religionsfrihed og religionsforfølgelse. I en lang række lande udsættes kristne – og andre religiøse grupper – for forfølgelse, der spænder fra almindelig diskrimination over forsøg på tvangskonvertering til fængsling og henrettelse. Vi kender beretninger om kristne martyrer i de første tre århundreder af kirkens historie, men undersøgelser viser, at der aldrig i kirkehistorien har været så mange martyrer som i de seneste årtier. Som det skrives i indbydelsen til konferencen: ”Det gælder i det kommunistiske Korea og i Kina, det finder sted i det muslimske Pakistan og i Ægypten, og fra hindu-nationalister i Indien oplever kristne voldsom modstand” (se fx. “State of the World’s Minorities and Indigenous Peoples 2010. Focus on Religious Minorities” og 2010 rapporten fra United States Commission on International Religious Freedom) Den kristne kirke har spillet en meget central, men også omskiftelig, rolle gennem historien, når det gælder forfølgelse. I de første tre hundrede år udgjorde de kristne en minoritet i Romerriget, og blev som sådan i perioder udsat for alvorlig forfølgelse. Kejser Konstantins positive holdning til kristendommen satte en stopper for forfølgelsen af kristne. I 313 kom det såkaldte ”Toleranceedikt”, der har et næsten moderne indhold, idet det ikke blot gav de kristne deres frihed til at praktisere deres religion, men også indskærpede, at alle religioner skulle tolereres. Den religiøse tolerance varede imidlertid ikke så længe i det efterhånden mere og mere kristne Romerrige. Kristendommen blev ikke blot Romerrigets officielle religion, men i 380 blev alle andre religioner forbudt og en forfølgelse af ikke-kristne religioner (og efterhånden også af såkaldte kristne kættere) blev indledt. Her kom kirkefaderen Augustin til at spille en central rolle. Oprindeligt var han modstander af tvang i religiøse spørgsmål, men mødet med donatisterne ændrede åbenbart hans holdning og forsvarede forfølgelse af kættere i form af bøder, fængsling, landsforvisning og piskning. Man taler ligefrem om en ”augustinsk konsensus” mht. forfølgelse af kættere i kirken og samfundet, en konsensus, som varede et helt årtusinde. Ligesom den kristne kirke har pådraget sig skyld for religionsforfølgelse, er det imidlertid også den kristne kirke, som må tilskrives en stor del af æren for udviklingen af princippet om religionsfrihed. Allerede i reformationstiden blev den lutherske lære om toregimentelæren udviklet, en lære, der fastholder, at magtanvendelse kun har plads i det verdslige og ikke i det åndelige regimente. Alligevel kunne lutherske teologer så sent som i 1683 bakke op om Danske Lovs bestemmelser landsforvisning af danskere, som konverterede til den katolske tro, og dødsstraf for katolske missionærer. Det var under den engelske borgerkrig i midten af det 17. Århundrede, at der skete et afgørende gennembrud. En lang række puritanske og anglikanske forfattere som fx John Milton og John Locke, der både var både var kirkefolk og liberale politikere, argumenterede teologisk for mod religionsforfølgelse og for religionsfrihed. Det var dog først under det andet vatikanerkoncil, at Den katolske Kirke med erklæringen Dignitatis Humanae (1965) bekræftede religionsfriheden for alle. Den middelalderlige ”augustinske konsensus”, der legitimerede religionsforfølgelse, har været meget sejlivet, og det er først i anden halvdel af det 20. århundrede, at man kan tale om en moderne ”økumenisk konsensus”, der teologisk underbygger religionsfrihed for alle religioner. Denne

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

168


forståelse er imidlertid slået så stærkt igennem mange steder, at det igen og igen fremhæves, at frihed ses som noget helt grundlæggende i kristendommen, og at evangeliet kun kan modtages i frihed. Vi står derfor i dag som kristen kirke over for en række store udfordringer. For det første må vi til stadighed arbejde på at omsætte vor teologi om frihed i åndelige spørgsmål til praktisk handling i kirkens eget arbejde og holde de lovgivende, udøvende og dømmende magter i samfund med kristent flertal fast på religionsfriheden. For det andet må vi være solidariske med de kristne – og tilhængere af andre religioner – som i dag udsættes for religionsforfølgelse og kæmpe for deres sag – også når det er politisk ukorrekt. For det tredje må vi som kirke arbejde på at skabe en ”global interreligiøs konsensus” om religionsfrihed, bl.a. ved at arbejde sammen med de repræsentanter for andre religioner, som også kæmper for religionsfrihed. Christiansfeld, mandag, den 15. november 2010 Læs mere om “Religionsfrihed og religionsforfølgelse” her.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

169


120. Pia går til filmen Lad det komme for den klare dag, hvem der ofrer alt for Danmarks sag! Fremmede og fæle fundamentalister, islamister, talebanske terrorister gennembryder Dannevirke-diget, oversvømmer hele kongeriget. Kamp mod mænd med skæg og burkaklædte kvinder Dannefolk kun med moderne våben vinder. Dette våben gør, at alle taber deres lyst til at slå sig ned og bo på Danmarks frie kyst. Mørkemænd i deres bukser ryster, mår de ser vor Pias bare bryster! Christiansfeld, fredag, den 12. november 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

170


121. Kære politikere: I skulle skamme jer! Da jeg i 1974 blev gift med min kone, var jeg 23 år og min kone 21 år. Hvis VKOs aftale om et pointsystem for familiesammenføringer havde været gældende, og min kone var kommet fra et land uden for EU, så ville vi ikke kunne have bosat os i Danmark. Altså skulle jeg have valgt mig en anden kone for at kunne slå mig ned i Danmark, eller også skulle vi have bosat os i et andet land. Den gang ville jeg have væddet hele butikken på, at vi aldrig i Danmark ville få et sådant indført system, der ville forhindre en dansk borger i at bosætte sig i Danmark sammen med sin udenlandske ægtefælle, hvis de ikke kunne skrabe nok point sammen de ikke havde den rette uddannelse, de rette sprogkundskaber, den rette arbejdserfaring, eller ville bosætte sig det rette sted. Er der tale om en alvorlig krise for Danmark, der kræver en slags undtagelsestilstand? Er Danmark da ved at blive oversvømmet af udenlandske ægtefæller, der bliver sammenført med deres danske ægtefæller. Danmarks statistik meddeler, at der i 2008 skete et fald fra 4.455 i 2007 til 3.749 i 2008. Så der er altså ikke tale om en flodbølge, men kun et lille skvulp i vandkanten. Dansk Folkeparti har tilsyneladende krævet denne stramning i loven om familiesammenføring. Men det er dog en meget udansk og ufolkelig måde at behandle danskere på, indirekte at ville tvinge folk til at gifte sig med mennesker, som lever op til statens krav. Hvis dette indgreb i danskeres familieliv er et udtryk for danske værdier, så er danske værdier ikke værd at kæmpe for. Venstre, der kalder sig Danmarks Liberale Parti, har spillet en central rolle i udformningen af lovforslaget, da integrationsministeriet er besat af Vestres Birthe Rønn Hornbech. Men dette pointsystem er dog noget af det mest uliberale, man kan forestille sig. Det rimer ikke med en liberal frihedstradition, men giver ubehagelige mindelser om kommunistiske staters indskrænkninger i deres borgeres frihedsrettigheder. Det konservative Folkeparti, der er et gammelt borgerligt parti, bakker helt op om pointsystemet. Men det er dog en underlig måde at behandle lovlydige danske borgere på, som var de børn på en opdragelsesanstalt. De konservative plejer at værne om familien, men bidrager her til en pointsystematisk chikane af en lang række familier. Kristendemokraterne sikrer med sin ene stemme et flertal for lovforslaget – som en del af finanslovsaftalen. Hvordan kan et kristendemokratisk parti dog tage medansvar for et lovforslag, der er en åbenlys skamplet både på demokratiet og kristendommen? I lovforslaget bliver det da skåret ud i pap, at det enkelte menneskes samfundsmæssige nytteværdi er vigtigere end ægtefællers ret til at leve sammen i vort samfund. Kære politikere! Det er muligt, at I med dette inhumane pointsystem kan genvinde regeringsmagten ved næste folketingsvalg, men når det gælder almindelig borgerlig anstændighed, så har I har tabt på point. Det er unge familiers fremtid, I lægger en bombe under. Det kunne have været jer selv eller jeres børn. I skulle skamme jer! Christiansfeld, onsdag, den 17. november 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

171


122. Pias paraboler, patter og paranoide patienter Hatten af for Dansk Folkeparti. Pia og hendes håndgangne mænd er fænomenalt dygtige til at komme i medierne. På bare tre uger har Pias parti sikret sig overskrifter i alle aviser og mange minutters taletid i de elektroniske medier. Først var det med forslaget om forbud mod paraboler i ghettoerne, og derefter ønsket om forbud mod Al Jazeera og Al Arabiya, så muslimerne ikke blev påvirket i ekstremistisk retning. At netop disse to kanaler tværtimod repræsenter et demokratisk fremskridt i Mellemøstens medieverden, lod Pia sig ikke distrahere af. At et sådant forbud ville være en markant indskrænkning i den ytringsfrihed, som eller er helt ukrænkelig, når det gælder nedsættende ytringer mod muslimer, har Pias parti naturligvis heller ikke ladet sig forstyrre af. Derefter var der kravet om, at den introduktionsfilm om Danmark, som indvandrere præsenteres for, skulle indeholde en sekvens med bare bryster, for på den måde at skræmme fundamentalistiske muslimer fra at slå sig ned i Danmark. At Dansk Folkeparti tidligere har kæmpet for at få indført et forbud mod topløse kvinder på danske badestrand, understreger blot Dansk Folkepartis evne til at udvikle en meget differentieret mediestrategi. Endelig er der på det seneste kommet et krav om, at danske patienter skal have ret til ikke at blive behandlet af sundhedspersonale med tørklæde på, da tørklædet er et muslimsk symbol på undertrykkelse og intolerance. At der også er ikke-muslimske kvinder, som af praktiske og modemæssige grunde bærer tørklæder, og som (lige som muslimske kvinder) gerne vil have sig frabedt at blive betragtet som undertrykte, er et faktum, som de danske folkepartister ikke lader sig distrahere af. Nu venter vi med spænding på, hvilke mediestunts Dansk Folkeparti vil fange danskernes opmærksomhed med i næste uge, og i de efterfølgende uger. Vi nærmer os folketingsvalget og så skydes Dansk Folkepartis jagtsæson for alvor i gang. Her er indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed, jaget vildt, der hver uge må står for skud. Dansk Folkepartis demagogiske spindoktorer er dygtige folk, så mon ikke det nok skal lykkes dem at overgå de sidste tre ugers slagnumre. At Pias paraboler, patter og paranoide patienter ikke har noget at gøre med de alvorlige politiske udfordringer, som det danske samfund står overfor i disse år, lader ikke til at anfægte Dansk Folkeparti, men spørgsmålet, er om vælgerne i det lange løb vil lade sig spise af med den slags letbenet underholdning De romerske kejsere er kendt for at holde befolkningen i ro med “brød og skuespil”, Dansk Folkeparti forsøger sig med at skaffe opbakning fra vælgerbefolkningen alene med “skuespil”. Christiansfeld, mandag, den 22. november 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

172


123. Religionsdialog – og kunsten at lytte - ”Jeg tror ikke på Gud?” - ”Hvilken Gud er det, du ikke tror på?” - ”Jeg tror ikke på en gammel mand med langt hvidt skæg, som sidder oppe i himlen og holder øje med os for at straffe os, hver gang vi synder.” - ”En sådan Gud tror jeg heller ikke på.” - ”Men tror du da ikke på Gud?” - ”Jo, jeg tror på Gud!” - ”Men hvilken Gud tror du så på?” - ”Jeg tror på den Gud, som jeg har lært at kende gennem Jesus Kristus.” Et alvorligt problem i den danske religionsdebat er, at vi ofte er meget dårlige til at lytte til hinanden på tværs af religionerne, og egentlig også inden for samme religion. Vi forholder os ikke nødvendigvis til, hvad den anden siger, og den forståelse han eller hun har af sin religion, men vi tager ofte udgangspunkt i vor egen forudfattede forståelse af den andens religion. Og ofte er vi i meget god tro, for vi har måske læst den anden religions hellige skrifter og teologiske værker og mener derudfra at vide, hvad Ali eller Prameen tror. I stedet for at lade dem definere deres egen religion og tro, overtager vi definitionsretten og går undertiden så vidt som til at belære dem om, hvad de dybest set tror på eller i det mindste burde tro på. Et klassisk eksempel er debatten om sundhedspersonale, der bærer et muslimsk tørklæde, hvor Sørine Gotfredsen fx. skriver: ”For hvis man sætter sig ind i tørklædets egentlige betydning, er det en ærlig sag gerne at ville undgå det i sit eget liv og midt i en presset situation som enten syg eller fødende være fri for at skulle forholde sig til muslimsk ideologi angående kvindens fremtoning og underkastelse” (”Helle og tørklæderne” Kristeligt Dagblad, den 23. nov. 2010). Sørine Gotfredsen har ikke brug for at spørge, hvorfor en given muslimsk sygeplejerske bærer tørklæde, for hun kender i forvejen ”tørklædets egentlige betydning”. Bag denne tilgang til religionsdebatten ligger en opfattelse af enhver religion som absolut entydig. Et muslimsk tørklæde betyder altid én ting, og andre tolkninger er kun bortforklaringer. At enhver religion har mange teologiske retninger, at religiøse skrifter tolkes meget forskelligt til forskellige tider og af forskellige mennesker overses – men ofte kun når det gælder den andens religion, hvorimod vi jo selv er fuldt ud klar over, at det fx vil være urimeligt at slå en lutheraner i hartkorn med en katolik, eller at holde dagens kristne ansvarlige for middelalder-kristnes hellige krige. Jeg går som kristen ind for mission. Men når jeg siger det til muslimer, oplever jeg undertiden, at de reagerer negativt. Jeg er dog langt fra altid sikker på, at de er klar over, hvad jeg mener, når jeg siger mission. Måske tager de afstand fra mit engagement i mission ud fra deres egen definition og ikke min definition af mission. Hvis kristen mission handler om, at kristne vil og kan omvende andre mennesker til kristendommen, at kristne vil påtvinge andre folkeslag vor kultur (kulturimperialisme), at kristne dæmoniserer andre religioner, at kristne ikke vil dialog men kun monolog, at kristne ikke respekterer og anerkender mennesker med en anden religion, ja, så er jeg heller ikke tilhænger af mission.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

173


Hvad forstår du da ved mission? Det vil jeg håbe, at muslimer vil spørge mig om. Mission indebærer for mig en anerkendelse af tilhængere af andre religioner som værdifulde mennesker skabt i Guds billede, og en forventning om, at jeg i mødet med dem også møder Gud. Mission indebærer at samtale med tilhængere af andre religioner om det fælles menneskeliv og om Gud og i den samtale at fortælle om, hvordan jeg har lært Gud at kende gennem Jesus Kristus, og hvad det betyder for mig. Min opgave er kun at vidne om Jesus Kristus, omvendelse er Helligåndens gerning, og troen er en Guds gave. Det kan godt være, at mine muslimske venner stadig vil forholde sig negativt til mit engagement i en sådan mission, men så bygger deres reaktion på min definition og ikke på deres forudfattede meninger. Mens jeg var missionær i Afrika, spurgte en af mine afrikanske venner en gang, om jeg vidste, hvorfor mennesker havde to ører og kun én mund. Svaret var, at det var Guds mening, at vi skulle lytte dobbelt så meget, som vi skulle tale. Hvis kvaliteten i religionsdialogen i Danmark skal højnes, så må vi alle blive meget bedre til at lytte. Christiansfeld, tirsdag, den 23. november 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

174


124. Vil den virkelige kirke rejse sig op! For år tilbage var der et TV underholdningsprogram, hvor det drejede sig om at finde ud af, hvem af flere mulige kandidater der var den virkelige person NN, som programmet havde beskrevet. Ved slutningen af programmet sagde Tv-værten: ”Vil den virkelige NN venligst rejse sig op”. Når man i dag taler om kirken, kan man også blive meget usikker på, hvem eller hvad ”den virkelige kirke” er. Er det kirkebygningen, er det præsten, er det institutionen? Er den virkelige kirke når det kommer til stykket en synlig eller en usynlig kirke? Den meget udbredte forståelse af den virkelige og sande kirke som den som den usynlige kirke passer som fod i hose til moderne sekulære forestillinger om, at religion og dermed kirken ikke hører hjemme i det offentlige rum, at tro er noget udelukkende individuelt og privat. Men på denne måde får man desværre skilt virkeligheden, som vi erfarer den, fra kirkeligheden til skade for begge enheder. Den norske teologiprofessor Harald Hegstad har under overskriften ”Den virkelige kirke” skrevet et ”Bidrag til ekklesiologien”. Her tager han et frontalt opgør med den udbredte (mis)forståelse af den sande og virkelige kirke som en usynlig størrelse. Til forskel fra en lang række estimerede protestantiske teologer inkl. Karl Barth hævder Hegstad i denne udmærkede bog , at det er ”nødvendig å hevde at den virkelige kirke er den konkrete og erfarbare kirke”. Hegstad tager i sin forståelse af kirken udgangspunkt i Matt 18,19, hvor Jesus lover, at ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”. Når vi derfor i trosbekendelsen siger, at vi tror på ”en hellig almindelig kirke”, er det altså ikke en tro på en usynlig himmelsk størrelse, men en tro på Jesu løfte om hans nærvær, når mennesker samles i hans navn. Hegstad gør opmærksom på, at forståelsen af, at der bag eller over den empiriske jordiske kirke findes den usynlig (og egentlige) kirke kirke i en transcendent himlen, en kirke, som ikke kan erfares men kun tros, hænger sammen med en græsk (og jeg vil tilføje en dualistisk) tankegang. I Ny Testamente knyttes kirken derimod til Guds riges ”allerede – endnu ikke” perspektiv. Guds rige er – lige siden Jesu liv, død og opstandelse – allerede ved at bryde igennem, men det kommer først i sin fulde herlighed ved Jesu genkomst. Kirken er altså den helt konkrete kirke, vi kan erfare her og nu, men den er samtidig her og nu som ethvert kristent menneske på samme tid syndig og retfærdig/hellig, og først ved fuldendelsen vil kirken også nå til fuldendelsen. Erfaringen af Jesu nærvær formidles i luthersk forståelse primært gennem Ordet og sakramenterne, hvilket har har forledt nogen til at mene, at kirken kun aktualiseres i Ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, men Hegstad understreger, at kirken er et konkret fællesskab af mennesker, et Guds folk, som også er til stede før og efter gudstjenesten. Kirken beskrives fx som en udvidet familie eller husholdning (oikos), men samtidig også som en offentlig størrelse (polis). At være kirke er ikke bare at være samlet i Jesu navn (gudstjeneste), men også at være sendt ud i Jesu navn (diakoni, mission). I den forbindelse tager Hegstad et opgør med det traditionelle skarpe skel mellem præster og lægfolk og ud fra en forståelse alle kristnes ligeværdighed i fællesskabet peger han på, at alle kristne har en tjeneste i og ud fra fællesskabet.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

175


Med afsæt i den bibelsk og teologisk velfunderede ekklesiologi, som Hegstad præsenterer i denne bog, skulle vi måske inspireret af det gamle TV underholdningsprogram sige til hinanden ”Vil den virkelige kirke rejse sig op!” Christiansfeld, fredag, den 26. november 2010 Harald Hegstad, Den virkelige kirke. Bidrag til ekklesiologien (Trondheim: Tapir Akademisk Forlag, 2009).

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

176


125. Are WikiLeaks Wicked Leaks? I nat er WikiLeaks begyndt at lække flere hundrede tusinde fortrolige dokumenter fra det internationale diplomati. Det er ikke første gang WikiLeaks rydder avisernes forsider med deres afsløringer. Siden WikiLeaks blev etableret som database på internettet i 2006 har den gjort mere en 1,2 millioner ellers ikke tilgængelige dokumenter, leveret af anonyme kilder. Reaktionerne fra de politiske magthavere over hele verden har været forudsigelige. Det er blevet kaldt for noget svineri. WikiLeaks er blevet beskyldt for at bringe enkeltpersoners og staters sikkerhed i fare. WikiLeaks er blevet udsat for hacker-angreb og trusler. Man kunne forholde sig til WikiLeaks læk af hemmelige dokumenter ud fra en juridisk synsvinkel, og her er der sikkert ikke nogen tvivl om, at denne form for læk repræsenterer brud på en lang række love, både mht. hvordan oplysningerne er blevet skaffet til veje og mht. offentliggørelsen af dem. Men man kunne også anskue WikiLeaks aktiviteter i lyset af udviklingen i magtforholdet mellem stat og individ. Den moderne teknologi, inklusive internettet, er blevet brugt af statsmagten i alle lande til at skaffe sig flere og flere oplysninger om borgerne. Især efter 9-11 har en lang række såkaldte terrorlove givet statsmagten både i Danmark og i en lang række andre lande langt større frihed til at indsamle oplysninger om borgerne, således at grænserne for privatlivets fred er blevet flyttet betydeligt. Det er således også umuligt i dag at færdes i det offentlige rum uden talrige gange at blive filmet af ofte skjulte kameraer. Viden er magt, og den langt større viden om borgerne og deres private forhold indebærer en langt større magt fra statsmagtens side over borgerne. Det er et stort problem i sig selv, og det er også et problem, at vi som private borgere ikke nødvendigvis ved, hvad statsmagten ved om os, og vi ved heller ikke, hvordan denne viden bliver brugt – og evt. brugt mod os. Trods al tale om demokrati og frihedsrettigheder i Danmark og andre vestlige demokratiske lande, tyder det på, at statsmagten repræsenteret ved politiske magthavere bruger den moderne teknologi til at skaffe sig større magt over befolkningen. Det sker også gennem forsøg på en øget politisk kontrol med medierne, det grelleste eksempel er her Italien. Det skulle imidlertid nødigt gå sådan, at demokratiet reduceres til retten til at bestemme, hvilke politiske magthavere der skal udøve mere og mere total magt over befolkningen. WikiLeaks kan anskues som et af flere tiltag fra borgernes side til at bruge den moderne teknologi inklusive internettet til give borgerne større viden om magthaverne og deres handlinger. Jo mere viden borgerne får om statsmagten og de politiske magthavere, jo mere magt tager borgerne tilbage fra staten. Jo mere fri adgang borgerne får til at give udtryk for deres meninger, fx gennem blogs, og jo mere borgere får mulighed for at organisere sig via internettet, jo mere modvirkes den voksende statsmagt og jo mere tippes magtbalancen mellem stat og individ over til individets side. ”Are WikiLeaks Wicked Leaks?” Ja, måske, men det er muligt, at vi nu er vidne til begyndelsen på en magtkamp mellem stat og individ, hvor der på begge side bruges metoder, som er dybt problematiske. Christiansfeld, mandag, den 29. november 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

177


126. Langballe-sagen – generaliseringer og stigmatiseringer I dag er Jesper Langballe, MF for Dansk Folkeparti, blevet idømt en bøde på 5.000 kr. for at have overtrådt racismeparagraffen. Sagen rejser en lang række principielle spørgsmål og vil sikkert føre til en fornyet debat om racismeparagraffen med krav fra Dansk Folkeparti om afskaffelse af denne begrænsning i ytringsfriheden. Langballe-sagen er imidlertid også interessant set ud fra et sprogligt perspektiv. Langballe beskylder muslimske fædre for ”at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab” og for, at de ”vender det blinde øje til onklers voldtægt.” Langballe har ret så langt, at det i Danmark er forekommet, at en muslimsk far har været med til at slå sin datter ihjel under omstændigheder, der berettiger til at tale om æresdrab, og – selvom jeg ikke er bekendt med det – er det sikkert også sket, at muslimer har vendt det blinde øje til onklers voldtægt (ligesom det sikkert også er sket, at kristne har vendt det blinde øje til onklers voldtægt). Problemet er imidlertid, at Langballe udtrykker sig på en måde, så læseren får det indtryk, at han overfører enkelte muslimers forbrydelser til muslimer i almindelighed. Langballe foretager altså en generalisering, som stigmatiserer en hel gruppe mennesker. Vi kan rent sprogligt ikke undgå at betjene os af generaliseringer, og pga. verdens mangfoldighed vil generaliseringer næsten aldrig være helt sande. Langballes brug af generaliseringer over for muslimske fædre og andre muslimer er imidlertid behæftet med to alvorlige problemer. For det første har han ikke på nogen måde sandsynliggjort (og kan heller ikke sandsynliggøre), at det helt store flertal eller blot et lille flertal af muslimske fædre og andre muslimer opfører sig på den måde, som han har beskrevet. For det andet er generaliseringen ikke blot i modstrid med fakta, men den er også af en sådan karakter, at den er ærekrænkende. Hvis han havde hævdet at muslimske fædre er stærke tilhængere af DF eller FCK, så ville det sandsynligvis nok være en forkert generalisering, men den ville ikke være ærekrænkende. Når Langballe nu er blevet dømt efter racismeparagraffen, så kan man – så vidt jeg forstår – uden at overtræde landets lov kalde ham for racist. Sådan er det rent sproglig, at en person, som har begået racisme er racist, lige som en person som har stjålet er en tyv, og i det hele taget en person, som er dømt for en kriminel handling er kriminel. Men egentlig afslører det en alvorlig svaghed i vort sprog, hvor vi ikke skelner mellem vandeforbrydere (eller mennesker for hvem en bestem forbrydelse er deres levevej) og mennesker, som én gang træder ved siden af. At begynde at kalde Langballe racist er behæftet med to alvorlige problemer. For det første er han kun én gang blevet dømt for overtrædelse af racismeparagraffen, og det er muligt – og vi må da bestemt håbe – at han aldrig vil gentage denne forbrydelse, og det kan endda være, at han engang ligefrem angrer den måde han har krænket en gruppe muslimske medmennesker og medborgere på. I så fald ville det være uretfærdigt at holde ham fast på, at han er racist. For det andet er Langballe også meget andet end hans racistiske udtalelse. At reducere ham i folks bevidsthed til alene eller først og fremmest at være racist ville derfor være en misrepræsentation af ham. Også her er problemet, at vi står i fare for at foretage en generalisering, i dette tilfælde af et menneskes personlighed eller liv, som ikke er dækkende, samtidig med at denne generalisering indebærer en stigmatisering af ham. I vort sekulære sprog har vi svært ved at komme fri af generaliseringer, som let fører til stigmatiseringer. Derfor har vi brug for det kristne evangelium og det evangeliske sprog, der giver

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

178


os et nyt og befriende perspektiv. For det første mindes vi i evangeliet om, at vi alle er om ikke forbrydere så dog syndere, hvilket sætter os i en solidarisk position med alle andre syndere (inkl. forbrydere). For det andet lyder evangeliet til os alle, om at Gud lader nåde gå for ret; han tilgiver os for Jesu Kristi skyld og giver os en ny begyndelse. I hans perspektiv kommer vi derfor til at stå som pletfri og med en ren straffeattest. Ved siden af det sekulære sprog har vi brug for at lære evangeliske sprog. I søndags gik vi ind i et nyt kirkeår, og der begyndte et nyt og evangelisk sprogkursus i alle landets kirker, et sprogkursus som er åbent for alle og tilmed gratis. Godt nyt(kirke)år! Christiansfeld, fredag, den 3. december 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

179


127. Er juleevangeliet for børn? Om jul og terror. Når jeg læser i Bibelen, får jeg undertiden den tanke, at mange af bibelens historier ikke er for børn og andre sarte sjæle. Men er det ikke bare det gamle testamente, der indeholder historier, som man ikke skal læse for børn, lige før de skal sove? Nej, Ny Testamente indeholder også nogle meget barske historier, der kan få det til at løbe en koldt ned ad ryggen. Jo, men er det ikke bare påskeberetningen om Jesu død som er så barsk, mens for eksempel juleevangeliet er fredfyldt og hyggeligt? Nej, nok er lidelsesberetningen særligt gruopvækkende med dens beretninger om tortur og om henrettelse på en af de mest barbariske måder, som mennesker nogen sinde har udtænkt. Men også i i Mattæus’ juleevangelium fortælles der om en terrorhandling, som den gang må have spredt skræk og rædsel, og som også i dag udgør en stærk kontrast til alle de hyggelige julelys I sin frygt for at miste sin politiske magt som konge til en evt. kongesøn, der skulle fødes i Betlehem, og i sit raseri over, at de vise mænd havde snydt ham og ikke hjulpet ham med at finde denne kongesøn, begik kong Herodes en forbrydelse mod menneskeheden, et folkedrab, en terrorhandling, idet han lod alle drenge på to år og derunder myrde. Hvilken ondskab? Hvilken sorg har hans handling ikke skabt i mange hjem, der mistede deres søn? Hvilken rædsel har denne terrorhandling ikke spredt i hele landet? I lørdags, dagen før tredje søndag i advent var Stockholm præget af juletravlhed. Forældre var ude at købe ind sammen med deres børn og alle var i julestemning. Da en selvmordsbomber forsøgte sprængte sig selv i luften – uden at det dog lykkedes ham at tage andre med i døden. Kun to blev såret af bombemanden, men terrorangrebet spredte – som det også var hensigten – skræk og rædsel ikke bare i Stockholm men i hele Sverige – og også her i Danmark. Kort før denne ekstreme islamist, Taimour Abdulwahab, der kommer fra Irak, men har boet i England i flere år, gennemførte sin terrorhandling, sendte han et brev til det svenske nyhedsbureau TNT og til det svenske sikkerhedspoliti Säpo, hvor han skrev: ”Takket være Lars Vilks og hans tegninger af profeten Muhammed fred være med ham og jeres soldater i Afghanistan og jeres tavshed omkring alt dette, så skal jeres børn, døtre, brødre og søstre dø ligesom vores brødre og søstre og børn dør.” Kong Herodes magtbegær og hævntørst gik ud over uskyldige børn i Betlehem for omkring 2000 år siden. Den muslimske bombemands vrede over Sveriges deltagelse i krigen i Afghanistan og over Vilks tegning af Muhammed som gris skulle have gået ud over uskyldige børn i Stokholm forleden. Det var ind i en verden, der bl.a. var præget af terror, og hvor uskyldige børn blev slået ihjel af en royal terrorist, at Gud lod sig føde som et lille sårbart menneskebarn, og det var i denne verden han godt 30 år senere døde som et resultat af politiske og religiøse magthaveres ondskab, da han blev tortureret, korsfæstet og døde. Og det er i denne verden at den opstande Jesus stadig møder os, når vi samles i hans navn for at høre hans ord. Juleevangeliet er ikke et budskab om, at der er fred og ingen fare her på jorden, men et budskab om, at Gud netop er trådt ind i vor verden, fordi verden trænger til sin forløsning. Det er lige midt i denne verden, der rammes af terrorangreb og andre former for ondskab og djævelskab, at Jesus har lovet at ville være os nær med sin fred, som overgår al forstand, og give os et håb om forløsning for os og for hele skaberværket, et håb, som ikke bygger på økonomiske og politiske sandsynlighedsberegninger, men et håb, som bygger på, at Jesus sejrede over døden og opstod igen.

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

180


Det er ikke kun hårdhudede voksne, som præsenteres for Tv-avisers beretninger om terrorhandlinger, vold og krig, men også børn og andre sarte sjæle. Så måske er det alligevel en god ide også at lade børn læse juleevangeliet. For evangeliet tegner ikke bare et realistisk billede af den verden, som også børn lever i og også møder i TV, men giver også håb og formidler fred. Et håb og en fred, som kan hjælpe både børn og voksne til at se virkeligheden med dens terrorister i øjnene uden at fortvivle elle blive besat af hævntørst, og som kan give inspiration til at arbejde med på at gøre verden til et lidt bedre sted at leve. Christiansfeld, mandag, den 13. december 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

181


128. Terror i Danmark? Mange danskere spørger sikkert sig selv i disse dage, om terrorhandlingen i Sverige fornylig betyder, at vi nu også i Danmark for første gang rammes af en terror. Efterretninger fra Iraq tyder på, at selvmordsbombemanden Taimour Abdulwahad ikke arbejdede alene, men tværtimod var en del af en Al-Qaida relateret bevægelse, som har sat sig for at udføre en række terrorhandlinger i Europa i juletiden. Det lyder meget skræmmende, og det er netop det terror handler om. Ifl. Straffelovens par. 114, som her er i overensstemmelse med EU’s definition, er en terrorhandling, en i øvrigt strafbar handling (som fx manddrab, grov vold, frihedsberøvelse, brandstiftelse mv., som udføres ”som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad”. Eller som har til hensigt ” uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller undlade at foretage en handling”. Det kunne fx være at forsøge at tvinge en regering til at frigive dømte terrorister eller at trække sig ud af en krig. Eller som har til formål at ”destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer”. Det er meget sjældent at en stat lader sig presse af terrorhandlinger eller trusler til at frigive forbrydere eller ændre udenrigspolitik. Derimod er der imidlertid altid overhængende fare for, at terrorister med deres ugerninger får held med at skræmme befolkningen, og erfaringen viser også, at terrorisme på forskellig vis kan være med til at underminere et lands grundlæggende politiske, økonomiske og forfatningsmæssige strukturer mv. Det var først i 2002 og 2008, at vi fik vor nuværende terrorlovgivning, men allerede inden da var Danmark blevet ramt af alvorlige kriminelle handlinger, som var i overensstemmelse med de nugældende anti-terrorloves definitioner på terror. I 1976 blev Syrian Arab Airlines kontor i København ramt af bombeterror. Kort efter var det den såkaldte bombemand fra Gladsaxe, som var på spil. Det hidtil alvorligste terrorangreb kom i 1985, da tre palæstinenser fra den shiamuslimske terrororganisation Jihad foretog bombeangreb på Northwest Orient Airlines kontor og den jødiske synagoge i København. En person døde i forbindelse med disse terrorhandlinger. I 1992 omkom også en person ved et terrorangreb; her var det en brevbombe sendt til Internationale Socialisters kontor i København – måske af nazister. Endelig blev daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj i 2005 udsat for et brandattentat, som heldigvis kun forvoldte materiel skade. Muhammed-tegningerne og Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan har imidlertid også været påskuddet for terrorangreb i de senere år. Tegneren Kurt Vestergård blev udsat for en terrorhandling, da en somalisk mand med en økse trængte ind i hans hus for at forsøge at slå ham ihjel. Og så sent som i september i år var den tjetjensk-belgiske Lors Doukaiev i Danmark for at udføre en terrorhandling, da hans bombe ved et uheld sprang på Jørgensens Hotel i København. Terror er altså – desværre – ikke et ukendt fænomen i den nyere Danmarkshistorie, og sandsynligheden taler for, at vi også i fremtiden vil komme til at opleve terrorhandlinger i Danmark. Alle – både myndigheder og befolkning – må gøre deres bedste for at forsøge at forebygge terrorhandlinger, ligesom enhver terrorhandling naturligvis må straffes hårdt. Men derudover er der to ting, vi kan gøre, for at hindre at terrorister når deres mål. Terrorister ønsker at skræmme os ved

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

182


at stjæle al vor opmærksomhed, og derfor er det vigtigt, at vi ikke lader os skræmme og ikke handler i panik. Terrorister ønsker at ødelægge vort lands grundlæggende samfundsmæssige strukturer, og derfor må vi ikke i panik selv underminere vor demokratiske retsstats grundlæggende principper ved i sikkerhedens navn at begrænse frihedsrettigheder eller praktisere etnisk eller religiøs diskrimination. Christiansfeld, torsdag, den 16. december 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

183


129. Fatwaer, bandbuller og resolutioner mod terrorisme I en kommentar i Kristeligt Dagblad i dag appellerer Nasser Khader til, at muslimske lærde gør deres indflydelse gældende for i islams navn at få selvmordsterrorisme forbudt. Selvmordsterrorisme er ikke kun en islamistisk specialitet, men det er rigtigt, at langt de fleste selvmordsangreb i de seneste år har været udført muslimske terrorister i islams navn. Nasser har derfor fuldstændig ret i det ønskelige i, at muslimske lærde udsteder en fatwa, der erklærer selvmordsterrorisme for at være i modstrid med islams principper. Til glæde for Khader og os andre kan jeg imidlertid minde om, at flere muslimske lærde allerede har udstedt sådanne fatwaer (Se fx Muhammed Tahir ul-Qadri). I Danmark har vi så vidt vides ikke muslimske lærde, som er kvalificerede til at udstede fatwaer, men Muslimernes Fællesråd og en række andre muslimske organisationer og enkeltpersoner har da heldigvis også klart taget afstand fra selvmordsterrorisme og anden form for terrorisme. Selvmordsterrorisme er en meget alvorlig forbrydelse, som alle gode kræfter må gå sammen om at forebygge og forhindre. Men desværre er selvmordsterrorisme kun en lille flig af den terrorisme, som hærger verden og lægger mange menneskers liv øde og underminerer samfunds stabilitet. Det er langt fra alle terrorister, som er parat til at ofre deres eget liv for at udføre deres rædselsvækkende ugerninger. Den terrorisme, som udføres af Al-Qaida og andre terroristorganisationer og af enkeltpersoner, har helt åbenbart været tiltagende i de senere år. Denne form for terrorisme kunne man også kalde terrorisme fra neden. Men desværre findes der også en anden type terrorisme, som ødelægger livet for langt flere mennesker og truer langt flere samfunds sunde udvikling. Det er den såkaldte terrorisme fra oven, også kaldet statsterrorismen. Den udføres af statslige hære og militser, som for at nå deres internationalepolitiske mål bryder internationale konventioners bestemmelser for krigsførelse, og af politi og andre sikkerhedsstyrker, som for at nå deres indenrigspolitiske mål bryder med landets love eller grundlæggende menneskerettigheder. Lige som terrorismen fra neden rammer terrorismen fra oven uskyldige mennesker, som må ofre liv eller førlighed, og hele befolkninger sættes i en tilstand af skræk og rædsel, der gør at magthaverne måske kan få deres vilje. Det må indrømmes, at det er vanskeligt at afgøre, hvornår der er tale om legitim brug af magt fra en statsmagts side, og hvornår der ikke er det. Lige som det også kan være vanskeligt at skelne mellem en legitim frihedsbevægelse og en bevægelse, som må karakteriseres som en terrorbevægelse. Problemet hænger sammen med, at det tilsyneladende er umuligt at give en klar definition af terror, ligesom der heller ikke internationalt i FN eller andre steder er opnået enighed om forståelsen af, hvad terrorisme er. Det skal ikke nægtes, at terrorismeproblemerne ikke er lige store i alle dele af verden. Der er nogle lande, som er langt mere hærget af statsterrorisme og organisationsterrorisme end andre, og det er heller ikke alle regeringer og alle politiske og religiøse bevægelser, som tager afstand fra enhver form for terrorisme. Det er således bekymrende, som det fremgår af en PEW Foundation undersøgelse fra 2005, at kun 11 % af befolkningen i Jordan var af den opfattelse, at selvmordsbomber og vold mod civile aldrig kunne retfærdiggøres, og at det samme tal for Libanon var 33 %, mens det for Pakistan, Tyrkiet og Indonesien og Marokko var 45, 66, 66 og 78%. Det er imidlertid også bekymrende, at en anden PEW undersøgelse fra 2009 viste, at kun 25 % af befolkningen i USA mente, at brug af tortur mod

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

184


terrormistænke aldrig kunne legitimeres, og at tallet er højere blandt dem, der ofte går i kirke, end blandt dem, der sjældent eller aldrig går i kirke. Terrorhandlinger er i dag et så alvorligt problem, at der bestemt er brug for religiøse fatwaer og bandbuller – og politiske resolutioner, der fordømmer enhver form for terrorisme. Christiansfeld, lørdag, den 18. december 2010

Mogens S.  Mogensen,  2010  på  bloggen.  Christiansfeld:  Intercultural.dk                                                  

185

2010 på bloggen  

129 blog-indlæg af Mogens S. Mogensen - om interkulturelle, interreligiøse og internationale emner.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you