Issuu on Google+


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Indholdsfortegnelse Forord ..................................................................................................... 2 Om Hundslund Afholdsforening (tekst Jørgen Søes Hejlsvig) ................................. 3 Om beboere og livet i den gamle lægebolig (tekst Jørgen Søes Hejlsvig) ............... 5 Politisk flygtning husedes i lægeboligen (tekst Jørgen Søes Hejlsvig) .................... 9 Pakhusets endeligt (tekst og foto Mogens Mehl)................................................... 11 Uden køer i stalden går det ikke (tekst og foto Dorthe Middelhede Astrup) .................. 12 Om mennesker og huse i Hundslund i trediverne (tekst Alf Møller Hansen) ........ 14 Billeder fra Hundslund ........................................................................... 43 Landevejen 7 (tekst og foto Mogens Mehl) ........................................................... 51 Noget om gamle postkort (Dorte Schmidt-Nielsen) ............................................. 53

Materialet er også udgivet på domænet www.hundslund.dk som ejes og drives af Borgerforeningen for Hundslund og Omegn. Tryk: edb|konsulenten aps – Torupvej 2 – 8350 Hundslund – telefon 29 99 58 40 1


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Forord Siden de første fokusgrupper blev nedsat på borgermødet i 1999 har der været talt meget om at få nedskrevet noget af Hundslund Sogns historie. På landsbyseminaret i april 2003 dukkede emnet op igen og nu har en lille fokusgruppe på tre personer besluttet at gøre noget ved det. På Egnsarkivet i Odder findes der meget materiale og mange billeder fra egnen men der er også en anden side af historien, en side som normalt ikke gemmes i egnsarkiver og på museer, nemlig de historier som knytter sig til huse og gårde og ikke mindst de mennesker som har beboet dem. Det er det som disse sider skal handle om. For at gøre siderne så alsidige som muligt er det vort håb, at mange vil benytte lejligheden til at give et bidrag, kort eller langt, det er ikke så vigtigt men det er vigtigt, at få så mange sider af livet i sognet med som muligt. For nu ikke at kaste os ud i at skrive en hel bog som kan udgives, har vi besluttet at vi i første omgang vil udgive 5-6 "artikler” om året – meget gerne flere hvis der kommer bidrag til det. Artiklerne vil blive lagt på internettet på Hundslunds hjemmeside ww.hundslund.dk, hvorfra de kan hentes som pfd-filer.

Bidrag i form af artikler, billeder og lignende modtages gerne og kan afleveres til en af de tre medlemmer af fokusgruppen som er nævnt nedenfor. Vi er også meget interesseret i at få henvendelse fra mennesker som gerne vil fortælle en historie, eller flere, men som måske ikke selv har lyst til at skrive dem ned. Så vil vi godt påtage os skrivearbejdet som så selvfølgeligt sendes til vedkommende til godkendelse inden det udgives. Vi starter med at par ting som er skrevet af Jørgen Hejlsvig som med sin familie boede 20 år i den gamle lægebolig på Torupvej 2, en artikel om livet på Søndergård i Sondrup, skrevet af Dorthe Middelhede Astrup og tidligere bragt på www.hundslund.dk samt lidt om pakhuset der faldt sammen. Hundslund januar 2004 Gurli Nielsen, Glibingvej 3, Trustrup, 8350 Hundslund Telefon: 86 55 00 74 E-mail: lysehoej@privat.dk K. E. Hansen, Søndervej 16, 8350 Hundslund Telefon: 86 55 03 68 E-mail: keh@hundslund.dk Mogens Mehl, Torupvej 2, 8350 Hundslund Telefon: 87 81 50 50 Telefax: 87 81 50 51 E-mail: mehl@hundslund.dk

2


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Bestyrelsen for Hundslund Afholdsforening vogtede nidkært over medlemmerne, som den havde magt til at ”udslætte” Af Jørgen Hejlsvig

Der blev ikke taget med fløjlshandsker på overtræderne, der altså kunne udslettes, hvilket forhåbentligt ”kun” betyder ”slettet fra foreningen, der blev stiftet 2. januar 1898 for ”Hundslund Sogns beboere”, som det blev udtrykt. Her et eksempel: Da det er blevet mig fortalt, at De ved et selskab eller gilde hos mejeristen i Oldrup i vinter skal have nydt frugtvin, en os afholdsfolk forbudt drik, og da De dersom dette er sandt har gjort dem skyldig i brud på artikel 2 af vore love, beder jeg Dem have den godhed at lade mig det vide. En her vedtagen og i forhandlings-protokollen indskreven resolution påbyder udslættelse af alle, der gjør dem skyldige i lovbrud. Sådan skrev kasserer og sekretær i Hundslund Afholdsforening, Gustav Lassen 5.4. 1904 på bestyrelsens vegne til ”Mejerist Kyhl”, og året (3. januar) skruede bestyrelsen igen bissen på og besluttede at køre til murer Jens Sørensen i Thorup, da han og hans hustru vare satte under anklage for brug på Artikel 2 i vore love. Samme lov er ved en resolution af 13. januar 1901 blevet skærpet således, at det står i bestyrelsens magt at ”udslætte alle”, der har gjort brud uden nogen foregående advarsel. Da Jens Sørensen allerede en gang før har overtrådt denne lov ved brugen af gammeltøl, var hans ”udslættelse” nødvendig, understreges det. Murer Jens Sørensen afleverer 4. maj afholdsforeningens love og - måske skal håndskriften herefter tydes som stjerner. Året efter markerede bestyrelsen sig igen og beslutter 3. april 1902 at rette henvendelse til lærer Rasmussen, Oldrup, fordi han 25. marts i Hundslund Forsamlingshus har brugt udtalelser imod afholdsmedlemmer ved at sige, at

hver gang de jog en djævel ud, tog de syv nye ind. Derfor bedes han navngive os disse. Bestyrelsen specificerer ikke, om den vil have navne på djævle eller medlemmer…! 16. januar samme 1898 var der stort agitationsmøde i Hundslund Forsamlingshus med en opsang fra Hr. Balle fra Hinnerup. Der blev optaget nye medlemmer, og foreningen blev underlagt Horsenskredsen. En opgave var fastelavnsbal. Søndag 6. februar samme år blev det på et medlemsmøde understreget, at fastelavnsballet kun var for medlemmer. Unge medlemmer fik ret til at tage deres forældre med, ligesom forældre måtte medtage børn indtil det 15. år. Foreningens første fastelavnsbal var åbenbart en succes med et formidabelt overskud på 214 kroner. 2. marts samme år indskærper den strikse bestyrelse, at medlemmer, der ikke overholder loven skulle advares en gang og ved gentagelse kunne udvises og slettes. Foreningen svingede sin nye fane i Horsens

Parti fra Hundslund – tidspunkt ukendt

19. juni 1898, og der blev optaget et lån på 50 kroner i Hundslund Sparekassen til afbetaling på skjoldet over fem år. Afholdshjemmet i Hundslund omtales første gang i august 1898, og der tales om juletræsfest og børnefest med juletræ. 26. februar 1899 vedtager bestyrelsen, at der skal være brevaftener 1. søndag i hver måned, og i marts slås der et slag for at få et bibliotek til byen. Foreningen har nu 118 medlemmer. Oprindeligt havde der været flere, men 22 var udgået og 7 var tvivlende. I juni 1899 oprettes en ungdomsafdeling. Den ny forening er ved at få vind i sejlene. 5. november besluttes det, at tilslutte foreningen til 3


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

en kreds, som muligvis ville komme til at omfatte Hads og Ning Herreder. 11. januar 1900 køber bestyrelsen en kakkelovn. 14. februar vedtoges et maskebal”. 28. oktober 1900 beslutter ekstraordinær generalforsamling sig for at få en bevilling til afholdshjemmet eller som det hed Afholdsgjestgiveren i Hundslund. Det vedtoges dog at afvente jernbanens afsætning, så i stedet blev det besluttet at holde oplæsningsaftener to gange om måneden. På generalforsamlingen 13. januar 1901 blev der vedtaget en resolution til at ”complettere” foreningens love: § 1. Ethvert medlem, der har gjort sig skyldig i brugen af berusende drikke eller har budt sådanne til andre, skal udstødes af foreningen – dog bør sagen først grundigt undersøges af bestyrelsen. § 2. Ethvert medlem, der udstødes, kan igjen optages en måned efter udstødelsesdatoen. I 1901 hørte tombola og salonskydning med til aktiviteterne. Bevillingen til gjestgiveren blev endnu en gang udskudt. 19. april konfererede bestyrelsen med Skoleudvalget om at afgive lokale til skolebrug. Endelig, 27. juli 1901, sender bestyrelsen så andragende til sognerådet om bevilling til afholdsbeværtning. 12. januar 1902 besluttes det kategorisk, at al

Hundslund Kro 2002 henvendelse til bestyrelsen skal ske skriftligt og pr post. På en ekstra generalforsamling 10. februar 1902 får tre mand til opgave at finde ud af, hvordan foreningen kan få sin egen bygning. 13. april 1902 vedtages det så at rejse en afholdsbygning. 27. april forelægges byggepla-

nerne, og der købes en grund af Rasmus Nielsen. På en generalforsamling 4. maj 1902 stemmer 15 for og 5 imod opførelse af et nyt afholdshjem. 19. maj udvides aktietegningen, så udenforstående kan få aktier i huset, og selvom afholdsfolkene næppe har haft problemer med at falde i grøften, så blev det besluttet, at formanden skal sørge for at få fyldt landevejsgrøften op langs hele husets facade. I 1903 er der udflugt til Uldrup Bakker og Ungdomsforeningen Frem og Cykleklubbens medlemmer får ret til at deltage i en fest. 24. februar 1904 bestemmes det at anskaffe autoriserede bøger til afholdsforeningen samt antage skomager M. Jensen som vært for foreningen på betingelse af, at det af ham leverede brød til kaffen skal være kjøbt hos den stedlige bager. Gjør værten sig skyldig i overtrædelse og serverer han fra et andet bageri uden at bageren i Hundslund har nogen skyld deri, betragtes han fra dags dato ikke mere som vært. Bestyrelsen ankede over, at afholdsforeningen holdt åbent om aftenen langt ud over den tid, der er fastsat som lukketid for andre restauranter og beværtninger, ligesom bestyrelsen ankede over prisen på øl og sodavand. (Her tænkes nok på lyst øl). Bestyrelsen lovede at det skulle blive værten pålagt at lukke Kl. 11 om aftenen. Værten mente ikke, at der kunne sælges øl så længe der ikke var nogen bevilling, men han var parat til det, når han havde en gæstgjiverbevilling. Skomager Jensen, der boede i Borgergade 17 i Hou, skulle selv møblere gæsteværelset på hotellet, der ellers fik bevilget en stald til 8 heste, en kakkelovn til 30 kroner og 2 hestevogne. 3.1. 1905 underskrev bestyrelsen en erklæring fra amtet om restauration og værtshushold og sendte et gebyr på 58 kroner til amtet. På en generalforsamling 21. januar 1905 blev det igen nødvendigt at skærpe reglerne, idet det har vist sig, at Juletræet, som afholdtes for børn og deres forældre, har udartet sig til at blive en almindelig fornøjelse for ungdommen. Juletræet er ”kuns” tilgængeligt for aktionærer og afholdsfolk med deres børn under confirmationsundervisningen. Ønsker udenforstående gifte folk at deltage med deres børn, skal 4


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

disse melde sig til bestyrelsen eller udvalget, der har med Juletræet at gøre. Unge folk over 14 års alderen kan ikke indbjydes som gjæster og skal i overtrædelsestilfælde fjernes fra salen denne aften. Ugifte medlemmer har dog ret til at indbjyde et barn. Kilde: Jeg lånte sidst i 1970’erne den første protokol hos restauratør Carl Antonius Plauborg, der i en menneskealder ejede og drev Hotel Plauborg i Hundslund og sluttede at drive Restaurant Corner i Odder, nu kaldet Oskar. Plauborg kom til Hundslund i 1947-1948 fra Varde, hvor han var uddannet konditor i ”Kræmmerhuset”. Stor, bred og mægtig havde han et godt tag på Aaakjær-karlene, når de festede på kroen og der var optræk til slagsmål. Jørgen Søes Hejlsvig journalist Møllebakken 6 8300 Odder 86 56 04 08 PS: Fra 1976 til 1996 boede jeg og min familie i Den gamle Lægebolig i Hundslund og var ret aktiv i det lokale foreningsliv. Afholdsforeningen var da for længst nedlagt…

Om beboerne og Livet i Den gamle Lægebolig i Hundslund i 100 år Af Jørgen Søes Hejlsvig, Journalist og glad beboer og ejer af lægeboligen i 20 år.

Borgerne i Hundslund var sidst i 1800-tallet ikke særligt heldige med deres læger, så de besluttede at gå sammen om at bygge en lægebolig for derigennem at tiltrække bedre læger. Byggeudvalget bag lægeboligen havde 12. maj 1895 vedtaget følgende: ”Arbejdet skal være færdigt inden 1. september dette år”. Betingelserne blev skrevet af gdr. Jens Peter Nibe, medlem af sognerådet. Københavneren Aage Krebs var læge i byen før 1890. Han blev den første, der flyttede ind i

den nye lægebolig. Forinden havde han boet i et hus nær ved den stationsbygning, som kom sammen med Horsensbanen. Sammen med sin kone, Mamon, havde han en rødhåret datter ved navn Gabriel. Hun blev uddannet recitatrice og forblev ugift. Krebs havde en patient, Søren Jepsen, Trustrup (gårdejer Bent Sørensens familie), som også var dranker. Når Krebs kom derned, så sagde han: ”Du drikker for meget”. Ja, men lad os så da drikke den sidste! Og det gjorde de så, begge to!!! Aage Krebs døde af druk som 37-årig i november 1900. Manom Krebs blev den første urne-bistættelse i Hundslund. Noget, der vakte opsigt. Den gamle post, Søren Jensen, kom en dag med hende i posttasken og sagde spørgende til Jens Peter Nibe: ”Ved du, hvad Læge Aage Krebs jeg har i tasken i dag? En Krebs…!” (Det får mig til at tænke på skuespilleren Per Pallesen, når han i tv-revyen igen og igen spørger fru Christof: ”What do You have in Your taske today?” uden dog at kende historien fra Hundslund. År 1900-1922/ læge Niels Peter Pedersen Fra november 1900 kom læge Niels Peter Pedersen til byen. Han kom fra Vester Ørum ved Uldum og virkede som læge og boede i huset til 1922. Han døde på ugedagen før han blev 52 – af galdesten. Han var særdeles afholdt, både som privatperson og som læge. Kun den meget senere læge, Olaf H. Christensen, overgik NPP i popularitet, dog kun som læge ikke som privatperson. Jeg mener, at læge Niels Peter Pedersens enke, Marie, i 1928 skænkede en flot udført egetræsdør til kirken (døren mellem våbenhus og kirkeskib). Jeg er i tvivl om, hvorvidt det var efterfølgeren. Det kan nemt tjekkes, for navnet står på en lille sølvplade på døren. NPP blev under megen stor deltagelse begravet i Sindbjerg ved Vejle. Gravstenen står der 5


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

endnu. Sammen med hustruen Marie havde han børnene Sigurd og Anne. Sigurd blev læge på Middelfart Sindssygehus. Anne blev siden gift med faderens efterfølger, læge Heegaard. 1922/læge Heegaard Læge Heegaard vikarierede fra 2. januar 1922 og fire måneder frem. I den periode lærte han forgængerens datter, Anne, at kende, og de blev gift og flyttede til Hedensted, hvor han blev læge. 1922-1926/læge E. Frederiksen Fra maj 1922 rykkede læge E. Frederiksen fra Søvind ind i lægeboligen på Torupvej. Indtil da havde Søvind-folkene ikke været ret flinke til at bruge ham som læge, men da han flyttede til Hundslund, så ville de godt bruge ham. (Ifølge Arne Nibe, så brød Søvind-folkene af en eller anden grund sig ikke om lægerne i deres egen by). Frederiksen vakte opsigt, når han kørte rundt i sin Ford T. Han flyttede fra byen i 1926. Hvorhen vides ikke.

1927-1955/Læge Georg Ibsen Georg Ibsen, gift med Helene, rykkede ind i foråret 1927. De fik to sønner, Edvard og Niels Ulrik. Den ældste, Edvard, blev senere læge i Malmø, og han besøgte familien Hejlsvig og sit gamle barndomshjem i 1980, og vores Susanne, 5 år, og Edward fik en god snak på ”deres værelse” – det østligste af de tre værelser på kvisten ud mod haven. Jeg tror, at det var lige spændende for begge. Også spændende for Annette på 7, Inge og jeg at høre om gamle dage. Ibsens yngste søn, Niels Ulrik, forsumpede i druk. Han var bl.a. på Grønland i nogle år, og en periode boede han hos Jørgen Bisgaard i Hadrup. Den ene af de to sønner havde kælenavnet Jodda, men Nibe kunne ejendommeligt nok ikke huske, hvem af dem, det var. Hr. og fru Ibsen, som de kaldtes, havde mange gæster, og der blev som oftest serveret fransk mad til gæsterne. Deres husholdningsbudget blev lidt dyrere end de strengt taget

1926-1927/ I. Berkov Berkov var militærlæge og kom fra Nr. Alslev på Falster, og han ansatte en husbestyrerinde, der hed Krukov, og de havde en kat, der hed Lukov.

I. Berkov var som læge meget brutal og hårdhændet, gik altid i uniform og nærmest i strækmarch. Når en patient kom til ham med f.eks. en dårlig hånd, så lagde han hårdt ud: ”Det kunne måske blive nødvendigt at amputere hele armen”, så patienterne, ikke mindst børnene, frygtede ham. Han flyttede i foråret 1927, og det vides ikke hvorhen.

havde råd til, og det gæstfrie par havde sjældent penge tilovers. Ibsen ombyggede huset, satte kvist på mod syd, sløjfede en havedør på havesiden af huset og lagde to stuer sammen til en stor dagligstue (Som det er nu). Han sløjfede også en dør i nordgavlen, hvor der ellers havde været indgang til konsultationen. Ibsen ændrede køkkenet, der i den østlige del havde fadebur ud mod Torupvej og anretterværelse ind mod spisestuen. (De to rum blev stort set sløjfet af Jane og Troels Fenger, der dog lod en del af muren ud mod Torupvej stå. Denne mur sløjfede Inge og jeg mange år senere) 6

Tor


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Tilbage til Ibsen. Endnu vigtigere: Han opførte baghuset med herlig altan, vaskehus, værksted og to garager. Det skete i 1939, fordi han frygtede krig og mangelsituationer, og med baghuset kunne han holde får og høns. Det var meget klogt og forudseende. Familien Ibsen havde herefter altid får i haven, der dengang også omfattede telefonhusgrunden, som var forbeholdt urtehave, passet af en gartner. Han var meget haveinteresseret og fik bl.a. plantet fersken som espalier på baghuset og mange andre træer og buske. Han opførte et drivhus for østgavlen af baghuset. Dyrevennen Helene Ibsen tillod både får og lam at komme ind i stuen, og de lå ofte i sofaen. Hun holdt hånden over dem, men når hun ikke var hjemme, gav Georg Ibsen med bryskhed i stemmen straks tjenestefolkene orde til at jage dyrene ud med ordene ”Ud med det skidt”. Ibsens første bil var en Ford T, og han havde flere forskellige biler frem til sin død i 1955, men på trods heraf lærte han aldrig at køre bil. Han var mildest talt en elendig chauffør. Han kørte flere gange i grøften, og nogle gange væltede han. Så opsøgte han den nærmest boende landmand, der med sine heste og trak bilen fri, så han kunne køre videre. Nogle gange havde han sin mor, ”professorinden” fra København med ude at køre, og der præsterede han også at vælte og køre i grøften. Ingen kom til skade ved det, for farten var lav. Professorinden boede for øvrigt i flere perioder hos sønnen og svigerdatteren. Helene Ibsen kørte også bil, og det fortælles, at hvis hun på sin køretur så nogle mennesker, der ikke behandlede deres dyr ordentligt, så stoppede hun bilen, sprang ud og gav dem en opsang. De pågældende blev skældt hæder og ære fra. Georg Ibsen var altid meget støjende og højrystet i sin adfærd. Kom der en patient ind i konsultationen med en rigtig slem forstuvning, så råbt han efter konen, så hun også kunne se, hvor slemt det var. Familien havde havemand og to piger og derudover hjalp nu afdøde Aksel Jensens kone, Elvira, til ved middagene, når der kom gæster. Ibsen etablerede en kontakt i gulvet under spisebordet, så der kunne ringes efter pigerne, når næste ret skulle serveres, eller der skulle tages af bordet. Der er en messingknap midt i spisestuegulvet som et levn fra dengang, og

da jeg (jsh) isolerede under gulvene fra krybekælderen, fandt jeg en intakt ledning hele vejen op til pigeværelset på 1. sal (nordværelset). Der sad Klokken inde i skabet. Georg Ibsen havde ry for at være ekstremt god til at stille den rigtige diagnose, og det hed sig, at den altid blev bekræftet på Odder Sygehus ved en eventuelt senere indlæggelse. Måske var det dette ry, der i mange år, sagde man, skaffede ham den største landpraksis i Jylland. Stor har den i hvert fald været. En af Georg Ibsens studiekammerater, frihedskæmperen og Århuslægen Niels Chr. Gerdes, boede i en periode af de sidste måneder af besættelsen. Her boede han så diskret, at ingen i byen opdagede det. Gerdes stod nemlig på snigmorderen Brøndums dødsliste. (Min kilde til denne historie er nu afdøde redaktør Mogens Bostrup, Horsens Folkeblad, Odderred.). Ibsen døde i efteråret 1954, samme dag som hans genbo installatør Jens Andersen, installerede oliefyr i den østlige kælder. Der stod i forvejen en stor Salamander-kedel af støbejern, som nu blev ombygget til oliefyr. En 4.000 liter stor olietank blev konstrueret ved siden af. Lige som den tidligere lægefrue, fru Krebs, blev han brændt, hvilket fortsat var meget ualmindeligt. Det vides ikke, hvor han ligger begravet. Fru Ibsen flyttede til Odder og havde i mange år derefter job i banegårdskiosken i Odder. Georg Ibsen havde af og til vikar – og altså ferie – hvilket var noget nyt i en lægepraksis. Fra hans død i 1954 til Olaf H. Christensen tiltrådte, vikarierede en kvindelig læge frem til 1. februar 1955. Det vides ikke, hvad hun hed.

Torupvej 2 – påsken 2000

7


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Efterskrift: Følgende hører med til Ibsen-epoken: Familien gav i 1930’erne husly til en politisk emigrant, Victor Priess, en tysk kommunist, der flygtede fra Gestapo i 1935 og kom til København, hvor dr. Georg Moltved kontaktede sin ven, Georg Ibsen i Hundslund, som indvilgede i - mindst en måned - at huse den politiske flygtning, som senere skulle vise sig at være kendt af både Walter Ulbricht og Stalin og senere uberettiget skulle blive anklaget for spionage. Det udviklede sig for Victor til flere, længere varende ophold hos familien Ibsen, som han blev den del af. Victor rejste senere til Spanien for at kæmpe mod fascismen, og endte senere som ”tysk højforræder og statsløs” i russiske fangelejre og kom fri heraf i 1957 – to år efter Ibsens død. (Læs selvstændig artikel herom/ jsh)

1955-1970/Olaf H. Christensen februar rykkede Asta og Olaf H. Christensen ind i lægeboligen. Asta, der var uddannet sygeplejerske og jordemoder, sad i mange år i sognerådet, valgt af venstre. O. H. Christensen, født på Helgenæs 13. juni 1923, kom fra en stilling som 1. reservelæge ved Ebeltoft Sygehus, og han blev meget hurtigt uhyre populær som læge. Han havde stor psykologisk indsigt, og en patient havde altid det indtryk, at han var lægens eneste patient. OHC virkede rolig og nærværende i samtale og behandling. Fru Christensen, som hun altid omtaltes, var meget lunefuld og ikke ligefrem vellidt i byen på grund af sin enerådende facon, en meget bestemt dame. Hun var nærmest hysterisk proper med hensyn til rengøring, og for at nedsætte smitterisikoen for familien, blev husets gamle, smukke fyldningsdøre forsynet med teak-krydsfiner på begge sider. (En fadæse, som Fenger og Hejlsvig senere rettede op på. Hvilket læge Christensen, da jeg en gang lige efter overtagelsen opsøgte ham som læge, beklagede meget. Han havde i Fengers tid været på besøg og konstateret, at de var begyndt at fjerne teak-finéren – noget som Inge og jeg senere fortsatte med. Asta og Olaf H. Christensen fik børnene Jeppe, Søren, Mads Bo og Kirsten. ( De havde skrevet deres navne me den diamant på et par vinduer. Og flittigt kradset deres navne på sydgavlen af baghuset. Asta flyttede på et tidspunkt ind på Østergaard i Hundslund og begik senere selvmord. OHC solgte i august 1970 huset, flyttede sin praksis

til Odder, ved Apoteket, og han beholdt sine trofaste patienter fra Hundslund. Derimod faldt hans mange patienter fra Søvind fra. Han giftede sig med sin sekretær, Gertrud, og døde i 1993 i Odder. 1970-1976/Jane og Troels Fenger: 1. november 1970 overtog Jane og Troels Fenger og døtrene Ida og Mette den gamle lægebolig som privatbolig. Troels var indtil sin pensionering overdyrlæge ved Plumrose i Brabrand. Da Jane og Troels solgte huset i 1976 flyttede parret til en nedlagt landejendom i Rørth. Troels Fenger, født 17.12. 1920, døde 15. august 1992. 1976-1996/Inge og Jørgen Hejlsvig Inge Søllingvraa Hejlsvig (f. 1946) og Jørgen Søes Hejlsvig (f. 1945) og vore to døtre Annette (f. 1972) og Susanne (f.1975) rykkede ind 1. november 1976, og fire år senere fødtes Flemming. Vi flyttede fra Højvænget 312 i Odder. Inge var på det tidspunkt bogholder i et advokatfirma i Odder, og Jeg var journalist på Aarhuus Stiftstidendes Odderredaktion i årene 1973-1977, herefter på hovedredaktionen i Århus. Den gamle Lægebolig blev kærlighed ved første blik, og et pragtfuldt sted for familien i 20 år – i tid kun overgået af familien Ibsen, der boede der i 28 år. Vi så husannoncen i Stiftstidende en lørdag morgen i oktober, et kvarter efter at jeg havde talt med ejendomsmægleren, ringede vi på døren på Torupvej 2. Vi måtte have det hus, og mandag morgen skrev vi slutseddel. Vi, vore børn, familie og venner elskede huset med den dejlige plads og atmosfære. Skolen med et godt ry lå kun tre minutters gang fra huset, og vi kunne se og høre sportspladsen. Vi elskede huset, egnen, natur og skoven, Sondrup Bakker og Sondrup Strand, hvorfra Flemming senere blev dus med havet og lærte at sejle med sejl under kyndig lokal vejledning i Sondrup Jolleklub. Da vi flyttede ind var haven forsømt. Fru Fenger kunne ikke nænne at beskære træer, så der stod store skyggefulde birketræer lige uden for vinduerne på havesiden. De måtte væk, så vi kunne nyde en ofte utroligt smukke solnedgang. Vi fik omlagt haven og erstattet gamle, halvt udgående frugttræer med andre frugttræer, prydtræer, og buske. Plantede bl.a. hængebirken på græsplænen og formede den 8


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

i dens første år efter alle kunstens regler. I forbindelse med omlægningen fandt vi resterne af et lille grundmuret hus i urtehaven, formentlig et tidligt drivhus. Hvad der undrede mig endnu mere var, at jeg flere steder i haven, når jeg skulle plante, konstaterede, at der var nedgravet gamle medicinflasker. Ak, ja der var en gang, hvor mange, selv læger, troede, at man kunne tillade sig at grave alt ned. (Ude af øje, ude af sind.) I årene fjernede jeg adskillige, typisk små, brune medicinflasker. Fræseren gravede en del frem, da jeg to år efter overtagelsen omlagde plænen, men heldigvis fandt jeg aldrig nogen i urtehaven. Vi skiftede efter nogle år plankeværkerne til Torupvej og landevejen ud med grønne hække. Egeplankeværket ud mod landevejen holdt i 40 år. Arne Nibe fortalte, at dette plankeværk – meget symbolsk - blev påbegyndt 9. april 1940, da tyske tropper kørte forbi på vej mod Odder. Men 40 år efter – lige før familien gik til julegudstjeneste – væltede det meste af rækværket i en storm. Vi glædede os over det flot og smukke valnøddetræ midt på plænen, som da vi flyttede ind så faretruende skævt ud. Vi fik det nænsomt beskåret og rettet op, så det fortsat kunne stå for vestenvinden. Vi opførte drivhus, og en periode havde vi en 600 kvm. stor urtehave. En periode havde vi i det lille firkantede areal ud til Torupvej først kaniner og siden dværghøns i et fint hønsehus med hønsegård. Det fik sin ende, da måren nogle år senere kom på besøg, og det glædede vores genbo, Johannes Pedersen, der nogle år senere afslørede, at han havde været grundigt træt af at blive vækket tidligt ved hanegal. Firkanten blev senere udlagt med græs og frugttræer og kaldt for Flemmings Park, fordi han ofte legede der. Omkring 1980 installerede vi jordvarme, som

” Flemmings Park” – som nu hedder ”Apotekerhaven” fordi den er fyldt med krydderurter – billedet er fra 1999

fungerede fint i 16 år. Kort tid inden vi solgte i 1996, blev der indlagt fjernvarme, fordi det skulle være billigere. Det gik vist nok så som så med det. Set i bakspejlet burde vi nok ikke have ladet os lokke men have beholdt jordvarmen. 1996- / Birte Brynning og Mogens Mehl Birte er jurist og ansat i Vejle Statsamt, Mogens er edb-konsulent med egen virksomhed i Århus og begge har som læge Ibsen stor interesse for Frankrig, fransk mad og franske vine.

↔ Lægeboligen i Hundslund husede politisk flygtning, som KGB, Walter Ulbricht og Josef Stalin kendte og uretmæssigt betragtede som spion Af Jørgen Hejlsvig, journalist

Familien Ibsen, der i 28 år (1927-1955) boede i Lægeboligen i Hundslund, gav i 30’rne husly til en politisk emigrant, Victor Priess, en betydningsfuld tysk kommunist, der flygtede fra Gestapo i 1935 og med assistance fra ”Røde Hjælp” i Flensborg kom til København. Dr. Georg Moltved i København tog kontakt til sin studieven, dr. Georg Ibsen i Hundslund, der gerne – mindst en måned – lovede at huse den unge kommunist og politiske flygtning. Politiet i København måtte først undersøge, hvem denne dr. Ibsen var, for der kunne jo ligge noget fordækt bag invitationen. Københavns Opdagelsespoliti havde nemlig erfaret, at Victor Priess under sit illegale ophold i Danmark, havde beskæftiget sig med ”antimilitaristisk propaganda”. Derfor bad Statspolitiet politimesteren i Odder ”så diskret som muligt” undersøge Ibsens politiske indstilling. Allerede dagen efter kunne politimesteren meddele, at Ibsen var medlem af bestyrelsen for Dansk Freds- og Folkeforbundsforening´s Odderkreds, en forening, oprettet af Det radikale Venstre. Man formodede derfor, at han var medlem af dette parti. Politimesteren kunne desuden fortælle sine overordnede, at denne Hr. Ibsen var ”noget særpræget med skiftende stemninger”, og politimesteren forestil9


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

lede sig, at indbydelsen var et ”spontant udslag af disse stemninger”. Georg Ibsen modtog Victor på Banegården i Horsens og kørte ham straks til politiet i Odder. Over for politimesteren i Odder gjorde ”denne særprægede dr. Ibsen” det helt klart, at når han, dr. Ibsen, tog ansvaret for Victor, så skulle denne ikke belemres med ugentlige kontrolbesøg hos politiet i Odder som reglerne ellers påbød. I Hundslund blev han præsenteret som en ung studerende. Således gik det til, at Victor den sommer blev en del af familien Ibsen, der udover Georg og Helene Ibsen bestod ad de to sønner og ”en dejlig hund” ved navn Toppy. Faktisk passede kemien så godt, at Victor blev i Hundslund helt frem til december 1935. Fru Ibsen lærte ham dansk, og inden han rejste fra Hundslund, kunne han læse og skrive dansk. Emigranten flyttede til Odense for at bistå ”Røde Hjælp”, men han beholdt sine særdeles venskabelige og hjertevarme kontakt til familien i Hundslund. Året efter inviterede Georg Ibsen Victor på 14 dages sommerferie, og denne gang var der ingen problemer med at få politiets tilladelse. Derimod blev der problemer med politiet i Odense, der kun havde givet ham lov til at være væk i 14 dage, da Victor ikke vendte tilbage som aftalt til kontrol. Så måtte politimesteren i Odder ringe til Georg Ibsen og forklare ham reglerne, hvilket gjorde Ibsen meget vred. ”Politiet skulle ikke blande sig, for han, Georg Ibsen, havde jo garanteret for Victor, som nu var som et medlem af familien. De 14 dage blev til 4 måneder, og ved afrejsen forsikrede Ibsen, at han altid kunne vende tilbage. I Hundslund blev Victors kommunistiske dæknavn, Rikard, der var kendt af KGB og Komintern i Moskva, hans kælenavn for familien Ibsen MEN Victor ville til Spanien for at kæmpe mod fascismen, og det kom han i 1937. Forinden havde han forgæves forsøgt at få udrejsetilladelse, og det lykkedes kun at komme ud af landet, fordi han lånte Politiken-redaktør Niels Hasagers pas mod at Hasager fik det tilbage efter endt brug. Det blev aftalt under en hyggelig sammenkomst mellem den læge i København, der i sin tid havde kontaktet Ibsen og Hasagers og lægens fælles ven, polarforskeren Peter Freuchen.

Victor og Ibsen skrev breve til hinanden under førstnævntes ophold i Spanien, og Ibsen sendte vitaminer, chokolade og læsestof til Victor, der efter en periode med sygdom gerne ville tilbage til Danmark. Det gav en masse forviklinger, som jeg ikke kan komme ind på her. Sagen om Victor Priess fylder 600 sider i KGB-arkivet i Moskva. Bl.a. kom Victor under mistanke for spionage og i gehør hos Walter Ulbricht, den senere Sovjet-marionet og diktator i Østtyskland. Victor blev dømt til døden, men Stalin afskaffede mærkværdigvis dødsstraffen, og Victor endte i et fængsel i Tomsk frem til 1948. Russerne kaldte ham statsløs, fordi tyskerne havde frataget ham statsborgerskabet på grund af ”højforræder mod nazisterne”, så han kunne ikke umiddelbart vende tilbage til Tyskland efter krigen som andre tyskere . Efter yderligere ni år i sovjettiske fangelejre kom han hjem til sin mor i Hamburg i 1957. I 1991 blev han rehabiliteret af den øverste militære statsadvokatur i Moskva. Havde Ibsen levet ved hans frigivelse, så er det ganske givet, at de to ville have mødtes igen. Horsens-drengen, der blev den sidste formand for Danmarks Kommunistiske Parti, Ole Sohn, har gransket i sagen og skrevet ”fire skæbnefortællinger fra 30 érnes revolutionære miljø” under titlen ”Der var bud efter dem”. De 92 sider om Victor er meget spændende læsning. Forlaget Vindrose 1994. Det var min kære nevø, Carsten Nielsen, Birkerød, der for nogle år siden gjorde mig opmærksom på beretningen om flygtningen i det hus, der i 20 år var min families hjem, mine børns barndomshjem. Odder januar 2001. Jørgen Søes Hejlsvig Møllebakken 6 8300 Odder 86 56 04 08

10


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Et stykke historie forsvinder. Pakhuset ved Hundslund station kunne ikke modstå orkanen. Tekst og foto Mogens Mehl

I årene fra 1904 – 1968 bestod banen mellem Odder og Horsens og i forbindelse med Hundslund station var der naturligt nok et pakhus. Pakhuset stod indtil den voldsomme orkan, der den 3. december 1999 fejede hen over landet, også nåede Hundslund. Resultatet kan ses på disse billeder. Odder Kommune som på det tidspunkt ejede huset besluttede, at det ikke var interessant at genrejse det.

11


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Uden køer i stalden går det ikke Af Dorthe Middelhede Astrup

”Har du egentlig smagt sådan en kålrabi. Det sku’ du prøve”, siger Svend Åge og tager greben for at pirke en kålroe over til mig. Vi står på hver sin side af et stort læs roer i laden til Søndergård i Sondrup. Det er midt på eftermiddagen, og han er i gang med at fodre de 12 herefordkreaturer for anden gang denne dag. Lyden fra de store gumlende dyr overdøves af et skrabalder, da Svend Åge lige vil demonstrere roeskære-maskinen for mig. Det antikverede jernmonstrum ligner mest af alt en kombination af en brændekløver og en vaskemaskinetromle – men den virker, og fræser effektivt kålroerne i mundrette skrællinger under bulder og brag. Da maskinen stopper, står jeg stadig med den knoldede roe i hånden. Jeg ligner nok et spørgsmålstegn, for nej, jeg har ikke smagt sådan en tingest og har ingen anelser om, hvordan den hårde, jordede ”kanonkugle” nogensinde skal kunne forvandle sig til menneskeføde. Det ved Svend Åges kone Inger til gengæld alt om. Hun er leveringsdygtig i kålrabi-opskrifter, men dem vender vi tilbage til.

Den fædrene gård For vi skal først lige høre lidt om livet i Sondrup, hvor Svend Åge har boet hele sit 79 årige liv. Søndergård har været i familiens eje siden 1918, hvor bedstefaren, købte den firlængede ejendom og de ca. 60 tønder land, der hørte til. Både bedstefaren og faren var

mekanikere i Horsens, men skiftede til landbrugserhvervet efter købet af Søndergård. Og Svend Åge fortsatte driften af jorden og gården – først som karl for sin far og siden overtog han gården. Det kom slet ikke på tale, at han også skulle være mekaniker. Han var allerede som dreng fast besluttet på at blive landmand –” det var jo min store interesse”, forklarer han og har gennem årene udvidet bedriften på Søndergård, så han i dag er Sondrups største jordbesidder. I dag hører der 120 tønder land jord til Søndergård, heraf bliver der dyrket kålrabi i en lille del – Svend Åge er nemlig den sidste kålrabi-dyrker i hele Østjylland. Andre bønder stoppede, da det var slut med EU-tilskud. Men ikke Svend Åge – kålrabier er nemlig gode til køer, og dem har han en hel flok af.

Køerne i skoven I dag har sønnen Leif købt gården og overtaget dyrkningen af jorden. Det har givet mere frihed for Svend Åge, men han er ikke den, der henslæber pensionistlivet i en lænestol. Hver morgen klokken 7 går han i stalden. Ikke for at malke – det er for længst forbi. Mens familien Danmark står på hovedet i madpakker, morgentv og müsli forsyner Svend Åge sine køer med dagens første måltid hø og roer. Bagefter går køerne tilbage henover bakkerne og op i skoven – præcis som de altid har gjort her. ”Det er deres natur. De vil helst være ude hele tiden, også om natten”, fortæller Svend Åge. Kun en gang har han været nødt til at holde køerne på stald døgnet rundt – sådan da, for det blev ikke helt som myndighederne havde bestemt det. I ugerne efter atomkraftulykken i Tjernobyl for 15 år siden fik landets bønder påbud om at holde deres dyr inde på grund af faren for radioaktivitet. Men Svend Åges køer ville i skoven som de plejede – radioaktivitet eller ej - og det fik de så lov til. 12


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Marens hundemanérer Vi er nået om på den anden side af gården, der vender ud til vejen. Her stikker vi henover det elektriske hegn og ind på den plørede græsmark. I døråbningen ind til kostalden står Maren og kigger skiftevis på os og ud i den grå decembertåge. Det er som hun tænker; ”gider jeg overhovedet gå ud i det her sure vejr? Skulle jeg ikke hellere blive inde i den lune stald?”. Men ud kommer hun til sidst, lokket af Svend Åges ”kom så da Maren”. En af de store tyrekalve trænger sig på og vil kløes på den brede krøllede pande. Det bliver han så og i mens fortæller Svend Åge om Maren, der vistnok er den eneste ko i miles omkreds, der kan sidde på rumpen som en hund. Folk, der kommer forbi indhegningen må engang imellem dreje hovedet af led, når de ser den tonstunge ko sidde pladask på den brede mås, mens hun nok så fredeligt tygger drøv. Nej, Maren er ikke helt almindelig, og Svend Åge har da også et blødt punkt lige når det gælder hende. Hun er godt oppe i årene men der bliver helt sikkert ikke lavet røde bøffer af hende foreløbig. Traktor på jernhjul De to gamle Ford-traktorer forlader heller ikke Søndergård en af de første dage. Sammen med gårdens mejetærsker blev de købt billigt for 40-50 år siden fra England for ca. 15.000 pr. stk. Og som et andet arbejdende museum er de stadig i sving, når der skal hentes halm og roer i marken. ”Den første traktor på Søndergård var med jernhjul, men det duede ikke. Hjulene sank ned i jorden, så vi måtte putte gummi på”, fortæller Svend Åge, der også har haft arbejdsheste til at trække ploven. Først de store jyske heste, men de havde bøvl med bløde hove og mug i de lange

hår på benene. De skulle til smed hele tiden, så i stedet gik han over til en lettere hesterace; Oldenborgeren. Siden tog traktorerne over, men malkningen af de 16-18 sortbrogede køer foregik stadig med håndkraft. Der blev malket to gange om dagen første gang klokken 5 om morgenen og igen sidst på eftermiddagen. Mælken blev bragt med hestetrukken vogn til de nærliggende andelsmejerier – bl.a. det i Sondrup, hvor der i dag produceres vindmøllevinger og både. I Jehovas tjeneste Men selvom det var hårdt arbejde med alle de køer kunne det heller ikke gå slet ingen køer at have. Derfor anskaffede han to Hereford kvier og to kalve, da de sortbrogede var blevet solgt til en af de nærliggende gårde. Så nu er de igen liv i den mørke, lavloftede stald, og sådan har man det nu engang bedst, når man som Svend Åge altid har haft med dyr at gøre. Samtidig er det blevet meget lettere at have kreaturerne. De passer som regel sig selv oppe i skoven og kommer kun hjem i stalden til spisetid. Det giver tid til at passe gøremålene hos Jehovas Vidner, som Svend Åge har været en del af næsten hele sit liv. Svend Åge nåede lige akkurat ikke at blive konfirmeret, for en dag i 1934 kom der en pioner fra Jehovas Vidner hen til Svend Åges far, der gik og arbejdede på markerne i Sondrup. Det var ca. tre uger før konfirmationen, og selv om Svend Åge havde gået til præst gennem hele vinteren blev konfirmationen aflyst – familien konverterede til Jehovas Vidner og har siden da levet som sådan. Udover at omdele Vagttårnet og Vågn Op i lokalområdet deltager Svend Åge i tjenestemøder tre gange om ugen. To af møderne foregår i rigssalen i Odder, og om torsdagen holdes møderne hjemme i Svend Åges og Ingers hyggelige stuer. Det er forresten også her vi slutter eftermiddagen. Vintersolen står lavt ind af de hvide, sprossede vinduer og oplyser en række borde, der er stillet op i stuen. ”Ja, vi skal jo fejre guldbryllup i weekenden”, fortæller Svend Åge, mens han finder gamle udklip og billeder frem fra dengang, inden verden gik af lave. Han synes lige, jeg skal se det hestespand, der trak ham og vognen med grise ind til slagteriet i Odder, da tyskerne havde besat landet. Længere kommer vi ikke i historien om Sondrup, men på vej ud i forgangen får jeg lige opskrif13


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

ten på kålrabi – for mennesker: Skær kålrabien i tern. Kog den ca. 15 minutter – ”den må endelig ikke være hverken smasket eller hård” advarer Inger. Den skal have omtrent samme konsistens som kartofler. Lav så en mælkestuvning, fyld de kogte kålrabitern i og husk endelig salt og peber. Og sennep! Server med frikadeller eller stegt flæsk. Kan også blandes i kartoffelmos og spises rå i salat. Værsgo – en specialitet fra Sondrup! Tekst og foto © Dorthe Middelhede Astrup

Forklaring til efterfølgende artikel og billedserie. I den artikel af Alf Møller Hansen som følger samt billedserien næstefter er der nogle nummerhenvisninger til husene i byen. Disse numre kan ses på nedenstående skitse.

14


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Husenes numre er i dag – marts 2004: 1. Landevejen 1 2. Nedrevet 3. Kapellet 4. Torupvej 2 5. Landevejen 7 6. Landevejen 2 7. Landevejen 4 8. Landevejen 6 9. Torupvej 3 10. Torupvej 5 11. Torupvej 7 12. Torupvej 9 13. Torupvej 11 14. Langgade 1 15. Langgade 3 16. Langgade 5 17. Langgade 2 18. Langgade 5A 19. Langgade 7 20. Langgade 4 21. Langgade 9 22. Langgade 11 23. Langgade 6 24. Langgade 8 25. Langgade 13 26. Langgade 15 27. Langgade 19 28. Langgade 21 29. Langgade 23 30. Hadrupvej 1 31. Hadrupvej 3 32. Hadrupvej 5 33. Hadrupvej 7 34. Hadrupvej 9 35. Hadrupvej 12 36. Hadrupvej 10 37. Hadrupvej 8 38. Hadrupvej 6 39. Hadrupvej 4 40. Hadrupvej 2 41. Hadrupvej 2 42. Oldrupvej 9 43. Oldrupvej 11 – Den gl. Præstegård 44. Oldrupvej 14 45. Oldrupvej 12 46. Oldrupvej 8 47. Oldrupvej 4 47a. Oldrupvej 6

48. Oldrupvej 2 48a. Vides ikke 49. Langgade 16 50. Langgade 14 51. Langgade 12 52. Langgade 17 53. Grønnegade 1 54. Grønnegade 3 55. Grønnegade 5 56. Det forhenværende forsamlingshus 57. Grønnegade 2 58. Grønnegade 4 59. Grønnegade 6 60. Grønnegade 8 61. Vides ikke 62. Landevejen 11 63. Landevejen 15 64. Landevejen 17 65. Landevejen 19 66. Nedrevet – stald til hotellet 67. Landevejen 21 68. Landevejen 23 69. Landevejen 25 70. Landevejen 29 71. Landevejen 31 72. Sondrupvej 2 73. Sondrupvej 4 74. Sondrupvej 12 75. Landevejen 26 76. Landevejen 24 77. Landevejen 22 78. Landevejen 20 79. Landevejen 18 80. Landevejen 28 81. Nedrevet 82. Landevejen 16 83. Landevejen 14 84. Landevejen 12 85. Landevejen 10 86. Landevejen 8 - LokalBrugsen 87. Guldagervej 2 88. Guldagervej 2 89. Guldagervej 4 90. Guldagervej 6 91. Guldagervej 1

15


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

HUNDSLUND Om menneskene i en landsby i trediverne Af Alf Møller Hansen, Helbotoft 15, 6950 Ringkøbing

En landsby og dens indbyggere for 60 år siden Dette er en beretning om indbyggerne i Hundslund i trediverne og begyndelsen af fyrrerne, sådan som vi husker dem. "Vi" er brødrene Kurt og Alf Møller Hansen, sønner af snedkermester Knud Hansen, der boede på det, der nu hedder Langgade, i den ejendom, der er kaldt -16-. Angående nummerering af ejendommene, så er det vort valg af numre, og ikke de rigtige gadenumre, og der kan forekomme numre, der er puttet ind senere, hvis vi i første omgang har glemt en ejendom. Eventuelle læsere bør vide, at vi begge var børn, da vi boede i Hundslund, og beretningen er som den blev set med vore øjne og som vi husker den. Kurt er født i 1929 og Alf i 1924. Alf skriver dette og Kurt bistår med oplysninger, kritik og kommentarer. Peter Lykke, der også var barn i Hundslund på den tid har også bidraget med oplysninger. Han bor nu igen i Hundslund i det hus, der er kaldt -19-. Peter Lykke har også skaffet oplysninger fra bl.a. Aksel Kjærsgaard, der var søn af Janus og fra Karla Sørensen, der var gift med snedkermester Chr. Sørensen. -1Dette var dengang det første hus i Hundslund, når man kommer fra Horsens. Her boede Aksel Møller Jensen og hustru Anna. Aksel var bror til vores mor, og Anna var datter af skrædder Olsen, der boede i nr. -15-. Deres børn var Rita, Kaj, Henning og Sonja. Aksel var uddannet snedker og arbejdede ind imellem hos far, når der var særlig meget at lave, men hans hovederhverv var som gartner, og han havde en stribe jord bag huset, helt ned til kirkediget. Senere overtog han en lige så bred stribe jord langs læge Ipsens have, der gik helt fra Landevejen til Torupvej. Aksel havde også drivhuse, og som noget nyt dengang fik han installeret centralvarmeanlæg heri.

-2Her lå et hvidt hus helt tilbage ved kirkediget. Her boede Adolf Hansen, der havde to børn Inge og Svend. Adolf Hansen flyttede senere til den bydel, vi kaldte "Hamborg", hvor han vist havde noget gartneri. -3Her er hovedindgangen til kirken. Tre vildtbanesten er brugt til at bære de egetræslåger, som far lavede, og smed Martin Rasmussen smedede beslag til. Lågerne er lavet midt i trediverne. Øst for indgangen til kirkegården lå fattighuset, hvor Amanda boede. Hendes efternavn eller hvor hun stammede fra vides ikke, men hun havde en datter der hed Anna Ketty, der var omtrent på vores alder. Vest for indgangen lå kapellet med døre ind mod kirkegården, og i den modsatte ende, ud mod Landevejen, var der et rum til byens gamle hestetrukne brandsprøjte, der havde en vandbeholder og en pumpe, der skulle to mand til at betjene. Der var ikke meget slangemateriel, og slangerne var af læder. Jeg har kun set denne sprøjte i brug een gang, og det var da Peter Madsens gård (nr -18) brændte. Her har den nok ikke gjort megen nytte, for allerede dengang var der stationeret en brandbil fra Zoneredningskorpset i Hundslund. Hvad der senere er blevet af den, der allerede dengang var en museumsgenstand vides ikke. -4Omtrent overfor indgangen til kirkegården på hjørnet af Landevejen og Torupvej lå lægeboligen. Her boede Læge Ipsen, hans kone og sønnerne Edward og Niels Ulrik (der blev kaldt Jotte). Læge Ipsen var en stor og kraftig mand, der førte sig frem med brask og bram, så man havde på fornemmelsen, at man skulle fjerne nips og andet inden han banede sig vej ind i folks huse, for at tilse en patient. Han havde selvfølgelig bil, en af de første Citroen med forhjulstræk. En dag havde fru Ipsen lånt den for at hente en symaskine, der var til reparation i Odder. På hjemvejen gik det galt, og bilen trillede rundt ned ad en skrænt i Kjærsgård, et par kilometer fra Hundslund. Heldigvis tog hun ingen skade, men stod bare ud af bilen, hankede op i symaskinen, og tog de sidste kilometer hjem til fods. Edward var jævnaldrende med mig, og jeg hu16


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

sker, at i sommerferien 1940 foretog vi en cykletur til Ålborg, hvor der kort forinden var faldet engelske bomber. Det var vi jo nysgerrige efter at se. Vi havde meldt os ind i Dansk Vandrelaug og på ud og hjemturen overnattede vi på forskellige vandrerhjem. Jeg mener ikke at have set Edward siden, men jeg ved, at han efter realeksamen i Odder fortsatte på statsskolen i Horsens. Det var dengang det nærmeste sted hvor man kunne tage studentereksamen. Det bør også nævnes, at det var fru Ipsen, der fik byens unge til at interessere sig for badminton, og hun underviste i spillet. -5Tilbage til nordsiden af Landevejen, på hjørnet af det der nu hedder Langgade, lå et af Hundslunds mange snedkerværksteder. Indehaveren var snedker Skov, der foruden alt andet snedkerarbejde også lavede ligkister, og jeg husker, at når der var dødsfald i byen eller omegnen, var far, der også lavede ligkister, meget spændt på hvem, der skulle levere kisten. Foruden at levere kiste skulle man også levere ligtøj, vaske den døde og lægge den døde i kisten. Det var næsten det samme som nutidens bedemænd gør. Skovs kone Rasmine havde telefoncentralen, og der var service på dengang. En gang mens jeg var i lære i Ringkøbing, ringede jeg en aften hjem til mine forældre, og jeg blev meget forbavser over at det var snedker Chr. Sørensen, der tog telefonen, og da vi havde snakket lidt, spurgte han, hvordan jeg vidste, at far og mor var på besøg hos dem. Det vidste jeg naturligvis heller ikke, men jeg kom da til at tale med dem. Først lang tid senere fik vi opklaret, at datteren Petra, der passede centralen, havde set at far og mor gik forbi, og da hun vidste, hvor de skulle hen, og at når opringningen kom fra Ringkøbing, så var det mig. Så ganske naturligt lod hun telefonen ringe hos Chr. Sørensen, hvor far og mor var. Den slags service kendes ikke nu om dage, hvor telefonen bare ringer på det valgte nummer, enten der er nogen hjemme eller ej. -6Overfor lægeboligen på det modsatte hjørne af Torupvej lå et hus , hvor der boede en tidligere gårdejer Jeppe og hans søster Maren. Senere blev huset solgt til en elektroinstallatør, der vist bor der endnu.

-7Næste hus på denne side var også snedkerværksted. Indehaveren blev kaldt "snedker Mortensen", jeg husker ikke noget fornavn. Han havde en søn, Kristian Mortensen, der var medejer af møbelfabrikken "Elite", og en datter Ellen, der var gift med Jacob Holst, der er omtalt i nr. -13-. Snedker Mortensens værksted brændte en gang, og jeg kan huske, at far var meget forarget over, at en af brandmændene bare havde fejet en portion schellak, der lå på en høvlebænk på 1.sal, ned på gulvet, og derefter smidt høvlebænken ud af vinduet, og den gik i stykker ved faldet, så hverken den eller schellakken blev reddet. Det var ikke godt, især da schellak var meget dyrt. -8Derefter kommer slagter H.J.Hansen. Han havde selv slagtehus, som slagtere på landet havde dengang, og bagved havde han en mødding til slagteriaffald. Den kunne lugte slemt, især om sommeren. Det kunne vi især mærke når vi gik op til vores kolonihave, der lå bagved brugsen, så vejen hertil gik mellem slagteren og brugsen. Han havde en søn, der hed Jens, og som var en dygtig badmintonspiller. Nu må vi hellere se på resten af Torupvej, hvor der dengang kun var nogle få huse på østsiden af vejen, og på vestsiden var der kun lægeboligen, der lå på hjørnet. Om rækkefølgen er korrekt vides ikke, men de nævnte huse lå helt sikkert på Torupvej. -9Her var et udsalg af brød og mælk. Ejeren hed Marinus og konen, der passede butikken hed Laurine. Hvad Marinus lavede vides ikke sikkert, men han var bl.a. elmåleraflæser, og han var også musiker, idet der hver gang, der var et arrangement med messingblæsere, så spillede Marinus med. Jeg kan huske, da man engang spillede "Alte Kammeraden", kom mor med den bemærkning: "den kan Marinus ikke rigtig klare". -10Her boede en ældre vognmand, der hed Jørgen Mogensen. Han kørte rundt i en gammel Ford T lastvogn, der vistnok sang på sit sidste vers, for mellem folk hed det sig, at det kun var ham selv, der kunne starte og køre den. Foruden almindelig vognmandskørsel havde han 17


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

vist også kørsel med mælk fra bønderne til mejeriet. -11Her ligger et stateligt hus eller villa, der hed "Vesterled". Ejeren hed Johansen og blev kaldt "apotekeren" fordi hans kone havde håndkøbsudsalg fra Hovedgård Apotek. De var bedsteforældre til Jørgen Damgaard, en af vore legekammerater, der nævnes senere. Jørgens mor var datter af Johansen, og der var også en datter, der hed Nielsa, af Jørgen selvfølgelig kaldt "Moster Nielsa". Hun var økonoma på Horsens Kommunehospital, og da Jørgen og jeg blev gamle nok, cyklede vi flere gange til Horsens og besøgte hende. Det jeg var mest imponeret af, var når hun tog os med ned i hospitalskøkkenet for at give os lidt at spise, så vi en maskine, der ved at dreje på et håndtag, skar et stort rugbrød i skiver på ingen tid. Johansen var måske også snedker, han lavede i alt fald trælegetøj, men hvor han afsatte det vides ikke. Jeg kan også huske, at Jørgen og jeg engang ved juletid besøgte ham, og han viste os, hvordan vi kunne lave nogle fine kurve af pap og silkepapir, til at hænge på juletræet. -12Næste hus lignede et almindeligt hus, men var bygget af træ, Her boede Mikael, og hans kone, der vist hed Marie. Jeg tror hun syede for folk. De havde en datter, der hed Tove. Mikael var lidt kunstnerisk anlagt, for det var ham, der sminkede og instruerede skuespillerne, når der forberedtes dilettant, der næsten var en årlig begivenhed i Hundslund. Jeg kan huske, at man opførte "Rasmines Bryllup" et år, og et andet år, var det et stykke, der hed "Da Skørteregimentet Faldt". Mikael blev kaldt "Tismikael", men det havde ikke noget at gøre med nutidens latrinsprog, det kom af, at Mikael var søn af Mathias, altså Mathiases Mikael, der så i folkemunde blev til "Tismikael" uden at der lå noget nedværdigende i det. Men vi kaldte ham ikke sådan, når han hørte på det. -13Dette var dengang det sidste hus på Torupvej. Her boede Jacob Holst og hustru Ellen, der var datter af tidligere nævnte snedker Mortensen. Jacob Holst var vist snedker, men hans

store interesse var at male, og vi har her i Ringkøbing et af hans billeder, der forestille et høstlandskab. Motivet er vist hentet et stykke ud ad Sondrupvej. Billedet var en gave fra Jacob Holst til mor og far ved deres sølvbryllup i 1948. Nu drejer vi ned ad det, der nu hedder Langgade, der jo er den gade, vi kender bedst, idet både vore forældre og bedsteforældre boede her. -14Her boede skomager Villads Madsen og hustru Milla. Deres børn var Musse, Hobolt og Magda. De to første var lidt ældre end mig, og Magda lidt yngre. Villads Madsen står for os som en lystig herre. Når har arbejdede i sit skomagerværksted fløjtede han den tids schlagere, så det kunne høres flere husnumre væk, og når der var juletræsfest i forsamlingshuset, satte han sig gerne tæt ved musikken og sang med af hjertens lyst. -15Om skrædder Olsen, der boede her ved vi ikke ret meget, men et af hans børn var Anna, der var gift med vores onkel Aksel, der er omtalt i nr. -1-. Men Olsen har nok også været en gemytlig herre, i alt fald kunne hans latter tit høres over det meste af gaden. Hvad der blev af familien ved vi ikke, for ret tidligt solgte de huset til købmand Sørensen, der på grund af alder havde afstået sin købmandsforretning, der lå på det nordvestlige hjørne af Langgade. Fru Olsen passede huset og haven, og Kurt kan huske, at vi engang havde en kanin. Uheldigvis slap den løs og kom over i skrædder Olsens have, hvor den omgående begyndte at æde af salatbedet. Fru Olsen var netop i haven, og hun rykkede omgående en stor gulerod eller var det en rødbede op, og så fik kaninen et ordentligt gok i hovedet, så den døde af det. Det var så slut på vores karriere som kaninavlere. -16Dette hus og dets beboere vil naturligt nok få den længste omtale, da det var vores barndomshjem, Far, snedkermester Knud Hansen har nok købt huset omkring 1925. Tilsyneladende har der været noget landeri her, men far lod det indrette til snedkerværksted, med et par høvlebænke og nogle maskiner. Det viste 18


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

sig snart, at det var for småt, for først i trediverne opførte far en tilbygning til den vestre ende, der vendte ud mod kirkegården. Dengang skulle man ikke spørge alle steder for at få lov til sådan noget, så far tegnede selv bygningen, der skulle være af træ, da far også var uddannet tømrer, og han ville selv bygge den. Og så gik han bare i gang, jeg mener at onkel Aksel hjalp til. Alle maskinerne fik plads i den gamle bygning, og høvlebænkene i den nye, hvor de vinduer, døre og senere stolestel, som far lavede, blev samlet. Nu senere kan det undre mig, at motoren, der var en 4 hestes Allerup slæberingsmotor, kunne trække flere maskiner på een gang, men måske var hestene større dengang. Kun når far skar bøndernes træ op til brændsel, kunne man høre, at den havde nok at gøre. Far var søn af snedkermester Karl Hansen, kaldet "Snedkerkarl", der selv havde sit værksted længere ned ad gaden i nr -23-, og mor var datter af lærer Jens Møller Jensen, der boede i en landsby, der hed Handest, i nærheden af Hobro. Vi var oprindelig fire brødre Alf, Willy, Kurt og Finn. Finn døde som treårig af lungebetændelse. Jeg husker det ganske tydeligt, han havde været syg nogle dage, og en dag var jeg til fødselsdag hos min kammerat Jørgen på den anden side af gaden. Da jeg kom hjem var Finn død. Datoen var den 4. maj. Det er også mærkeligt at tænke på, at havde det været nu, så var lungebetændelse ikke en dødelig sygdom. Far var udlært hos en tømrer i Kattrup, og som ung arbejdede han en tid i Norge. Mor og far deltog også i den tids kulturliv, idet de spillede med i de årlige dilettantforestillinger, og foruden at male billeder skrev mor også noveller til flere tidsskrifter. Hun skrev under navnet Kamilla Nybo. Og hun syede også mange korsstingsbroderier. Jeg selv kom i lære i Ringkøbing som radiotekniker, der var et helt nyt fag dengang, og jeg fik den teoretiske uddannelse på Teknologisk Institut i København. Senere blev jeg gift med Lene fra Nørre Snede, og vi bosatte os i Ringkøbing, hvor vi har boet siden. Willy kom i lære hos en købmand i Stensballe, og blev senere gift med Alice fra Horsens. De udvandrede i 1956 til Canada. Kurt kom i lære som guldsmed hos Åkerlund i Århus. Efter læretiden blev han gift med Dora fra Sevel ved Holstebro. De udvandrede også til Canada, men vendte tilbage til Århus, da deres børn nåede skolealderen.

I begyndelsen lavede far alt forefaldende snedker og tømrerarbejde. Engang han havde lavet alt tømrerarbejdet til et hus, gik bygherren fallit, så far ikke fik nogen betaling, hverken for arbejde eller materialer. Det var en slem bet til en nystartet tømrer, men far og mor klarede det uden at gå fallit. Jeg kan ikke huske det, men jeg kan huske, at de talte meget om det i mange år. Senere lavede far stolestel til Damgaard, der på modsatte side af gaden havde "Hundslund Kurve og Polstermøbelfabrik" En overgang var far brandfoged. Det indebar, at han i tilfælde af brand, skulle sørge for, at den gamle hestetrukne brandsprøjte, der stod i den ene ende af kapellet, kom i funktion. Han kunne også rekvirere folk til at hjælpe med at skaffe vand og med at pumpe. Jeg tror ikke, at der var nogen, der var fast udkommanderet til disse job. Far var også ligsynsmand, en stilling, der ikke findes mere. Han havde nok arvet jobbet efter bedstefar, og det har nok også været bedstefar, der har fortalt ham om alle de tegn, som man skulle sikre sig, var til stede for at man med sikkerhed kunne vide, at et menneske var dødt. Ligsynsmanden kunne så udstede dødsattest. Det var nok et ulønnet job, ligesom brandfogedbestillingen var. Efter at vi børn var flyttet hjemmefra solgte far huset og værkstedet og flyttede til Kollemorten, hvor han arbejdede som svend på et savværk, og til sidst flyttede mor og far til Risskov, hvor far arbejdede hos et stort tømrerfirma til han nåede pensionsalderen. -17Her boede Anders Damgaard, hvis kone er omtalt som datter af Johansen "Apotekeren" på Vesterled, der omtalt i nr. -11-. De havde to børn, Jørgen og Ebba. Jørgen og jeg var legekammerater, og han kom i lære hos Østergaards Frøavl i Stensballe. En gang mens vi begge var i lære, var Jørgen på besøg hos sine bedsteforældre i Tarm, og jeg tog med toget her fra Ringkøbing, ned for at besøge ham. Jørgen blev ret tidligt gift, men hans kone, hvis navn jeg ikke husker, døde. Jeg tror ikke hun nåede at blive 30 år. Siden har vi mistet forbindelsen. Om Ebba ved vi ikke noget. Damgaard havde flere i arbejde, og da bedstemor døde og bedstefar flyttede op til os, lejede han bedstefars værksted, og indrettede 19


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

kurvemøbelfabrik der. Senere byggede han en toetagers udbygning til huset, og da kurvemøbler ikke var moderne mere, blev der indrettet et værksted, hvor man polstrede og betrak de stolestel, far lavede til ham. Peter Lykkes far arbejdede her i nogle år, foruden flere andre tapetserere. På den tid var det almindeligt, at landevejens farende svende udgav sig for håndværkssvende uden arbejde, og gik rundt på arbejdspladserne for at tigge til "et måltid mad" hos de svende, der havde arbejde. Sådan nogle fyre kom også tit op på tapetsererværkstedet, men en dag blev det for meget, og en af tapetsererne, jeg tror han hed Henry, havde set, at der på døren til værkstedet sad et overmalet skilt. Han gjorde det rent og pudsede det helt blankt. På skiltet stod "ARBEJDE ADLER". Det holdt tiggerne væk! I kvistværelset, der vendte op mod landevejen, sad en syerske, Olga hed hun vist; og syede det betræk, som blev brugt til stolene. Jeg tror også, at fru Damgaard selv nogle gange syede betræk. Damgaard var også brandchef, og havde en brandbil fra Zoneredningskorpset stående i tilbygningen, men efterhånden blev der brug for mere lagerplads til blår, træuld, fjedre og hvad der ellers skulle bruges til fabrikationen, så der måtte bygges igen. Der blev så bygget en halvt nedgravet garage lige syd for den kirkesti, der delte haven i to dele. Her var der plads til brandbilen, og til hans egen bil og til den påhængsvogn, han havde ladet lave til transport af møbler. Om den nævnte kirkesti eksisterer endnu vides ikke, men den er i alt fald indtegnet på et matrikelkort, som teknisk forvaltning i Odder kommune har været så venlig at give mig. Dette kort er så nyt, at udstykningen mellem Torupvej og Sondrupvej er med på kortet. Da brandstationen således lå lige overfor os fik vi jo straks at vide når der var ildebrand. En gang brændte den gård, der lå lidt vest for os. Stalden var bygger af kampesten, der var umuligt at nedbryde i en fart, og da ilden havde så godt fat, at man ikke kunne trække kreaturerne ud, måtte Damgaard skyde dem ind gennem vinduerne, for at de ikke skulle lide for meget. En riffel hertil var standardudstyr til brandbilen. En anden gang var det nær gået galt. Midt i trediverne fik Hundslund et vandværk til afløsning af de private brønde. Rørene fra vand-

værket og ud til husene skulle graves ned i ca en meters dybde og det var lige noget for os drenge, da der flere steder var blåler, der stod for os som noget særligt. Men man havde glemt at få brandbilen ud, da der var gravet render tværs over gaden både ud for skrædder Olsen og overfor bageren. Og selvfølgelig kom der alarm, en gård på landet brændte. Hvad skulle man nu gøre? Dengang havde man ikke de svære jernplader til at lægge over en udgravning, som man bruger i dag. Men Damgaard var altid god for en ide, så han fik mændene til at dynge så meget jord op på den ene side af renden, så der dannedes en rampe, derefter tog han så meget tilløb, som det var muligt, satte fuld fart på og hoppede på den måde over udgravningen, så man ankom til brandstedet uden særlig forsinkelse. Dengang havde man ikke designere, så når Damgaard fik en ide til en ny model, så lagde han og far hovedet i blød en dags tid og kom frem til et resultat. Det var nok på den måde, at Damgaard kom med forslagene, og far måtte så se om han kunne lave et stel hertil. Og endelig når det første eksemplar var lavet, skulle der prøves om stolen var rar at sidde i, og var den ikke det, så lavede man den om. Jeg tror, at det var mere sundt end nu om dage, hvor en designer bare får en ide, og så må fabrikken selv om, hvordan den vil lave det, for slet ikke at tale om brugsværdien. I alt fald ser mange af de stole, der er designede af arkitekter eller andre store navne, ikke ud til at være rare at sidde i. De er måske bare til pynt, hvis man ellers synes, at de pynter. -18Mellem vores hus og det næste gik der en markvej eller sti ned til en gård, der lå ved det nordvestlige hjørne af kirkediget. Den første ejer, jeg husker, var Peter Madsen, der ejede gården, da den som nævnt brændte. Kort efter branden solgte han til Kresten Andersen, der stadig havde den, da jeg mistede forbindelsen med Hundslund. Peter Lykke tjente engang her, og han fortæller, at engang til høstarbejdet havde man fået Peter vejmand, der var bror til min bedstemor, til at hjælpe. Da man så var inde at spise middagsmad, fik man rødgrød, og Peter vejmand tog vandkaraflen og hældte vand på rødgrøden i stedet for mælk. Peter Lykke troede naturligvis, at han havde taget fejl, og sagde det til ham. Men Peter vejmand sagde bare, at det 20


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

var han vant til hjemmefra. -19Vi bliver på denne side af gaden og kommer til murer Thomas Thomsens hus, hvor Peter Lykke bor nu. Thomas passede sit arbejde og sin store have. Men han har også tænkt over tingene, for da byen etablerede vandværk, ville Thomas ikke med, han turde ikke stole på sådan noget nymodens noget. Sin egen brønd med vandpumpe vidste man hvad var. Det skete da også, at der var stop i det nye vandværk, og så måtte folk gå den tunge gang hen til Thomas, for at få lov til at pumpe en spand vand. Thomas hoverede ikke af den grund, men han har nok tænkt sit. Thomases kone hed Marie, og hun havde mælkeudsalg. Det var dengang man hentede en pot sød eller en pægl fløde i sine medbragte kander. Og skummetmælk hed futmælk. Der var to drenge: Aage og Jens. Aage blev uddannet gørtler, og mange år senere, da jeg var på kursus hos Storno i København, fortalte en af Stornos teknikere, da jeg sagde, at jeg var fra Horsensegnen, at han spillede skak med to mænd, der var fra en lille by, der hed Hundslund. Den ene var Thomases Aage, og den anden var en af lærer Petersens sønner. Jens, der var den yngste, var nogle år ældre end mig, men han har åbenbart tidligt opdaget, at jeg var interesseret i alt med teknik og fysik, for to gange kom han og forærede mig en bog, den ene hed "En tykhovedet dreng" og handlede om Thomas Alva Edisons barndom. Den anden hed "Da Klaus drejede Jorden" og handlede om en dreng, der havde fået den ide, at man ved at bygge en kæmpemagnet, kunne dreje jorden, så Grønland kom under varmere klima. Jeg har begge bøger endnu. Thomases kone Marie døde ret ung, og Thomas fik en husbestyrerinde, der hed Katinka Hansen. Hun var vist enke, og hun havde to børn Gerda og Holger. Far havde engang en lærling, der hed Børge Jokum Klaus Mortensen. Hans mor var vist død, og hans far arbejdede på Koopmanns Svineslagteri i Horsens. Børge gik og kiggede lidt efter Gerda, og det kom han galt afsted for. Han stod og høvlede rigler på højkant på afretteren, der var anbragt, så man ud af vinduet ved siden af, kunne se Thomases hus. Han kunne ikke lade være med at kigge ud når Gerda viste sig, med det resultat, at riglen væltede for ham, mens hans hånd var lige over

jernene. Det kostede ham et led på den ene hånds ringfinger. Fars ulykkesforsikring udbetalte ham en erstatning, der omgående blev omsat i et nyt sæt tøj. Flere år efter krigens slutning kom Børge på besøg hos os, og fortalte at han ikke havde kunnet finde et job som snedkersvend. Det var jo i trediverne, hvor der ikke var meget arbejde at få. Så han tog hyre på en damper som kullemper. Den 9. april 1940, da tyskerne besatte Danmark, var dette skib langt fra landet, og det sejlede under krigen i de allieredes tjeneste. Det resulterede i at Børge var med til at sejle soldater og materiel over kanalen på Ddag den 6.juni 1944. Så vidt jeg husker var Børge født den 7. november 1917, så hvis han lever endnu, vil han i år 1997 fylde 80 år. -20Her boede Jens Preuton Jensen og hans kone Karla. Jens havde en nyere lastbil og kørte al vognmandskørsel. Bl.a. var det ham der transporterede træ fra "Trælasten" i Horsens til far. Han var søn af mølleren i nr -52-. Karla forsøgte sig en gang, med at etablere en hatteforretning, men det varede ikke længe, inden hun lukkede igen. Hundslund var ikke stor, så markedet har nok været for lille. De havde en datter, der hed Aase. -21Dette hus er der lidt uenighed om, men jeg mener, at de første, der boede her var en tidligere gårdejer, der solgte huset til en ejendomsmægler, der hed Søren Kristensen. Han havde flere børn, men jeg husker kun to, der var på min alder nemlig Georg og Henry. Især Georg kan jeg huske, fordi han gav mig en omgang tæv en dag i Hundslund skole. Kurt husker, at der også var en, der hed Alf. Kurt og Alf og en mere var de eneste drenge, da de begyndte i første klasse i skolen, så det man for nylig så i TV om, at der var mangel på drenge i Hundslund skole er der ikke noget nyt i, især da Alf ret hurtigt flyttede fra byen, så der kun var to tilbage i klassen. Kurt fortæller, at Søren Kristensen dengang boede i det hus, der er kaldt -83-, hvor senere Voergaard og hans kone boede. Det er dog sikkert, at i de sidste år var det Hugo og hans kone Else, der boede her. Hugo var vejmand. 21


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

-22Her var Hundslunds bageri. Den første bager hed Madsen, han havde en søn Aage, der også var bager, og senere startede egen forretning i Bjerre på den anden side af Horsens. Aage og far var barndomskammerater, og noget af det første, jeg husker, var at vi var i Bjerre og besøge dem. I mange år var det bager Christensen, der havde bageriet, og hans kone passede butikken. De havde to drenge Henning og Peter. Bager Christensen kørte også landtur. Hertil havde han anskaffet en Ford T, som han byggede en kasse på, så der var plads til et passende udvalg af brød. Det var ikke altid den ville starte, og når han stod og hev i startsvinget, hørte man den karakteristiske snerren, der kom fra de specielle Ford tændspoler. Da kassen var malet gul, varede det ikke længe før bilen blev kaldt "Genningen", der var det ord vi brugte for en hveps. Til bageriet hørte en høj skorsten, og en dag i stormvejr blæste de øverste meter ned, men det tog bageren åbenbart ikke særlig højtidelig, for hans ovn virkede udmærket alligevel, så den blev aldrig muret op i fuld højde igen. Henning blev uddannet elektriker, og han interesserede sig meget for radio. Han prøvede også at bygge et fjernsyn i trediverne. Det må have været systemet med Nipkowskive, da der dengang var engelske udsendelser på mellembølger med dette system. Om det lykkedes for ham at få billeder hjem vides ikke. Senere læste han til elektroingeniør, og da han var færdig med studiet, fik han ansættelse som lærer på den ingeniørskole, hvor han selv havde læst. Henning havde også bygget en radiogrammofon, og jeg husker, at han havde fået fat i tre grammofonplader, der var indspillet direkte fra lydsporet på Disneys snehvidefilm. Peter blev udlært som bager og overtog sammen med sin kone Anna, der var fra Ringkøbingegnen, sin fars bageri, da den gamle bager holdt op. -25Næst efter bageren kom bødker Kristensen, der også havde røgeri. Bødkeren lavede bl.a. smørdritler, og man kunne høre hans hammerslag langt omkring. Når han havde et parti færdig stod de ude langs vejen, klar til at blive kørt til det mejeri, der skulle have dem. Bødkeren havde flere børn Søren, Minna, Karl

og en pige, der blev kaldt søster. Søren blev udlært bødker, og han spillede også violin. Der er et billede, hvor Søren står med violinen foran scenen til en dilettantforestilling. -23Her boede bedstefar snedkermester Karl Peder Hansen, og bedstemor Kjesten. Bedstefar blev som før omtalt kaldt "Snedkerkarl". Han havde sit værksted lige ved nordenden af huset. Her var ingen maskiner, kun håndværktøj, og det eneste inventar til snedkerbrug var en limovn. Det var denne bygning Damgaard senere lejede til at lave kurvemøbler i, og da han flyttede, brugte far det til lager af de bøgeplanker, der blev brugt til stolestel. Bedstefar var også ringer og graver ved Hundslund kirke i mere end 25 år. Ved 25 års jubilæet den 1. jan 1940 fik han af menighedsrådet en lænestol, hvor der var påsat en sølvplade med indgraveret en tak for de 25 år. Hver morgen og aften skulle han op i kirketårnet for at ringe solen op og ned, foruden at han ringede ved begravelser. Ved jul og påske og ved bryllup kimede han. Det lød mere festligt end den kimen, man hører nu om dage. Det lød sådan: tre slag - en lille pause - tre slag - en lille pause - og så syv slag - igen en lille pause og så forfra. Med til dette job hørte også, at han skulle op lørdag nat om vinteren for at fyre op i kirken, så der kunne være lidt lunt til gudstjenesten klokken ti. Det var også bedstefars arbejde at træde bælgen, der skulle give luft til orglet, før der kunne spilles på det. Det var nok noget, der gav kondi. Denne bælg var en kasse på omtrent 2 gange 2 gange 2 meter, og på den ene side sad to træpedaler, der kunne bevæges cirka trekvart meter op og ned. Man skulle naturligvis kun træde ned, for der var et modvægtsystem, der hævede pedalerne op i øverste stilling igen. Foroven over pedalerne var der to håndtag til at holde fast i, mens man stod og trådte på pedalerne. Han var også ligsynsmand. Muligvis hørte det med til arbejdet som ringer og graver. Bedstemor havde en trædesymaskine og syede for folk. Hun havde flere søskende. Der var Mariane, gift med Jens Nielsen, der boede i nr. -87-, og vejmand Peter Jensen, der var gift med Karen. De boede også i Hundslund i nr. 80-. Hun havde også en bror Kristoffer, der var lærer i Klovborg. Han var vist en personlighed. Det fremgår af en artikel om ham og hans kone i årbogen fra "Østjysk Hjemstavn" for 1990. 22


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Loftet over stuehuset var et rent eventyrland for mig, da jeg så småt havde lært at læse lidt. Her kunne jeg finde gamle ugeblade og andre spændende gamle ting. En gang fandt jeg en bog, mon ikke det var en lægebog. Teksten kunne jeg ikke klare, men billederne optog mig meget. Jeg fandt endda et billede, hvor der underneden stod, at det var en "forstand". Så vores forstand virkelig sådan ud. Den gik jeg mange gange op for at kigge på, men da jeg blev lidt bedre til at stave og læse kunne jeg se, at der ikke stod forstand, men fortand. Ak ja, så var det ikke så interessant mere. I nordenden af stuehuset var der en lille lejlighed, der var lejet ud til en gammel dame. Hende brugte far og mor sommetider til barnepige for os, hvis de skulle ud, men hende var vi ikke ret glade for, fordi det eneste kortspil for børn, hun kendte var et, der hed "Rakker", og det synes vi ikke var spændende. De havde fire børn Petra, Katrine, Kirstine og Knud, der var vores far. Petra blev gift med Tony, og de havde en gård i Gylling. De havde en datter, der hedder Marie. Katrine blev gift men landpost Morten Hjorth i Løsning. De havde tre døtre, der hed Elly, Gerda og Tove. Når Morten og Katrine og børnene kom på besøg hos os, foregik rejsen med en lille jumbegig som vi kaldte den, men den hed vist rigtigt: en jumbe. Den blev trukket af en lille hest. Det har været en lang tur for sådan et køretøj. Kirstine døde allerede da hun var 24 år. Kusine Marie har fortalt den sørgelige historie. Til en konfirmation havde man flyttet de fleste møbler fra den store stue ind i andre rum, for at få plads til gæsterne. Kirstine skulle sove i et af de rum, hvor møblerne var stablet op. Da hun om natten skulle op, faldt hun over et møbel og slog hovedet, og dagen efter følte hun sig sløj, men dengang henvendte man sig ikke til en læge for så lidt. Hen på ugen blev det værre, og hun måtte blive i sengen, også søndagen efter, da konfirmanden skulle til alters. Da man kom hjem fra kirke, var Kirstine død, og i hånden holdt hun et brev fra sin kæreste, der skrev at han var færdig med at læse til styrmand. Mon ikke det var meningen, at de skulle giftes, når han var færdig, for Marie fortæller at Kirstine blev begravet klædt på som brud. Bedstemor døde i 1933, da hun var 71 år. Bedstefar flyttede så op til os, og deres hus blev lejet ud til skrædder Hansson, og senere blev det solgt til bager Christensen, da han

trak sig tilbage og overlod bageriet til sønnen Peter. Bedstefar var 70 år dengang, men alligevel gik han og hjalp far på værkstedet, så længe han kunne. Og han passede også i mange år sit job som ringer og graver ved Hundslund kirke. Han døde i 1947, og det skete pludselig mens han sad og snakkede med nogle jævnaldrende omme på kirkegården. De var inviteret til noget hos præsten, og først skulle der være en andagt i kirken, og det var mens de ventede på at komme ind, de sad her på nogle stole, der var sat ud til det samme. Bedstefar var noget tunghør, så de andre vidste, at når de skulle sige noget til Snedkerkarl, så skulle de råbe til ham. Så derfor råbte de bare lidt højere engang, han ikke svarede, men denne gang slog det ikke til. Snedkerkarl var død. Der blev så sendt bud til far, og da jeg var hjemme, gik jeg med om på kirkegården for at hente ham. Vi bar ham hjem i den stol han døde i. -24Her i det sidste hus på denne side før jernbanen boede en gammel kone. Hvad hun hed vides ikke, men hun blev kaldt Gammel-Ellen. Hun var meget tunghør og havde et af den tids høreapparater, der bare var en forsølvet tragt, der var forlænget med et lille rør til at stikke ind i øret, og når man ville sige noget til hende måtte man råbe ind i tragten mens hun holdt den for øret. Hun fik ofte besøg af en ældre lærerinde, der hed Sofie. Jeg ved ikke om hun var i familie til os eller det bare var for naboskabet til bedsteforældrene, der gjorde, at Sofie gav mig en gave til min konfirmation. Jeg kan huske, at dengang syntes jeg, det var en mærkelig ting at give til konfirmationsgave. Det var en klædebørste. Men kendsgerning er, at nu i 1997 er det den eneste af mine konfirmationsgaver, jeg har endnu. De huse og deres beboere, som er nævnt indtil her, er jeg næsten helt sikre på. Men de følgende kan der måske være lidt tvivl om rækkefølgen, men de mennesker der bliver nævnt boede helt sikkert omkring det nummer, der angives. Usikkerheden kan skyldes, at både Kurt og Peter Lykke boede i Hundslund i flere år efter jeg var rejst til Ringkøbing i sommeren 1941, og de har så kendskab til hvem, der er flyttet og nye beboere, der er kommet til efter den tid. 23


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

-26Her var en slagterforretning, og dengang blev der altid sagt: "Ved slagter Simonsen". Men slagter Simonsen har ikke boet der så længe jeg kan huske tilbage, og hvem der boede her kan jeg ikke huske. Kurt mener, at Steffens forældre havde huset en gang. Steffen var en dreng, omtrent på vores alder. -27I dette hus boede Marius Kjærsgaard og hans kone Jørgine. Hvad han lavede vides ikke. Der var to børn, en dreng, der hed Max og en pige, der hed Margit. -28Her kan jeg huske at der boede en gammel dame, der blev kaldt Marie Amerika. Peter Lykke mener, at huset senere blev købt af Mikael, der var gift med Gunhild. -29Dette var byens købmandsforretning. Hvad købmanden hed til fornavn vides ikke, men parret blev altid kaldt købmand Sørensen og Julie, som hans kone hed. Det var en rigtig gammeldags købmandsbutik, hvor alt kunne købes. Manglede man petroleum til lamperne, mødte man op med sin egen petroleumsdunk, og købmanden fyldte den så op fra en pumpe, som han havde i bagbutikken. Og da strømmen kom til byen, solgte han også elektriske pærer. Jeg kan huske, at han i butikken havde et arrangement med to metalstifter, der sad på væggen. Dem kunne han så sætte strøm på med en afbryder, og derefter kunne han afprøve den pære, som han solgte, ved at holde fatningen imod stifterne. Det var nok for at slippe for at skrue pæren i en fatning, for at prøve om den duede, det tog jo længere tid. Men det havde ikke gået i dag, hvor man ikke tror, at folk selv kan forstå, at man skal holde fingrene væk fra disse stifter, når der er tændt for strømmen. Jeg kan også huske, at man kunne købe løvsavblade her. Et bundt, hvor der vist var 12 stykker kostede 10 øre. Det var mange gange et problem for mig, for jeg lavede en del løvsavarbejde efter nogle tegninger, der var i Familie-Journalen. Krydsfiner hertil kunne jeg altid få af far, så det var ikke nogen udgift, men at spare 10 øre sammen til løvsavblade var tit et problem. Og sommetider var det også et valg, for den billigste ispind kostede også 10

øre. Men heldigvis faldt sæson for ispinde ikke helt sammen med sæson for løvsavarbejde. Når man gik på indkøb ved købmanden, havde man gerne selv sin spånkurv med til at bære varerne hjem i. Hvis man ingen kurv havde med, pakkede han varerne ind i papir fra en rulle, der stod i et stativ på disken . Det var brunt, men blev mærkeligt nok kaldt "gråt papir". Det var det samme papir, som vi drenge tiggede et stykke af til at lave en drage af om efteråret. Der blev bundet en snor om pakken tilsidst, for at holde sammen på det hele. Til det formål hængte der oppe under loftet en indretning, hvor der var en rulle sejlgarn, som vi kaldte det. Enden af snoren nåede ned til disken, og hængte parat til at trække i og klippe det stykke af, som man nu skulle bruge. Dengang fik man ikke, som i dag, varerne i færdige pakker, næsten alt skulle afvejes og hældes i poser. Sukker, mel, gryn og mange andre ting var i hver sin skuffe, hvor der også lå en lille skovl parat til at tage varen op med, og hælde i den pose, som købmanden havde stillet parat på vægten. Når så den ønskede vægt var nået, lukkede han posen ved at folde papiret, på en måde så det kunne holde sig selv uden brug af tape, som heller ikke fandtes dengang. Kaffe fik en særlig behandling. Han havde en kaffemølle til at male bønnerne i. Først vejede han det bestilte kvantum bønner af, hældte dem i den øverste beholder på møllen, der så blev startet. Når den var færdig med at male, lå de malede bønner i en skuffe under møllen. De blev fyldt i en pose, der ikke som de andre poser var af hvidt papir, den var af sværere rødt papir. Handel med æg foregik også anderledes end nu, hvor de fås i færdige bakker. Når bønderne kom til byen for at handle, havde de gerne i den medbragte kurv, alle de æg, som deres høns havde lagt siden sidste besøg i butikken. Dem købte købmanden så, og solgte videre til de mennesker, der ikke selv havde høns. Betaling og bestilling af varer foregik på en helt anden måde end i dag. Man havde en "Kontrabog", hvori alt køb blev skrevet. Hvis en voksen selv gik til købmand, forlangte han de ønskede varer, som købmanden eller hans kommis så hentede, og hver enkelt ting blev skrevet i kontrabogen med pris. Der var på højre side af hvert blad en kolonne til priser, og kontrabogen fik man med hjem. Man kunne 24


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

godt betale inden man forlod forretningen, men det var mest almindeligt, at man betalte en gang imellem f.eks. hver måned. Hvis vi børn blev sendt til købmand, skrev mor de ting, hun manglede i kontrabogen, og sendte os så af sted. Købmanden fandt så varerne og tilføjede prisen i bogen, og vi kunne så gå hjem med varerne og bogen. Det var et problem for os, at far insisterede på, at vi skulle handle hos købmanden i stedet for i brugsen, der lå lidt nærmere. Der var kun 3 huse mellem os og brugsen, der lå i det hus jeg har kaldt -86-, mens vi skulle passere 7 huse og over jernbanen for at komme ned til købmanden. Sikke problemer, man havde i den alder. Købmand Sørensen havde fire sønner: Hugo, Willy, Egon og Ove. Hvad Hugo og Egon lavede vides ikke. Ove blev som ganske ung dræbt ved en trafikulykke. Han kom kørende ret hurtigt på cykel oppe fra kolonihaverne, der lå syd for -8- og -86- altså brugsen og slagter Hansen. Han så sig ikke for, da han skulle passere Landevejen, og blev ramt af en bil, der netop passerede, og han var dræbt på stedet. Willy kender vi lidt mere til, idet han i mange år drev lillebilforretning i Hundslund. Han blev senere gift med Peter Lykkes mor Agnes, der var blevet enke, da Peters far døde i en ret ung alder. Da købmand Sørensen kom lidt op i alderen solgte han butikken, og købte huset ved siden af os, det hus, hvor skrædder Olsen havde boet. Det sidste stykke af Langgade, mellem jernbanen og Oldrupvej er der tvivl om, men tæt langs Jernbanen gik der en sti østpå. Den drejede lidt væk fra banen fordi der lå et pakhus af bølgeblik helt tæt ved banen. Stien fortsatte bagom dette pakhus hen til et hus, der lå omtrent midt mellem banen og Oldrupvej. I dette hus boede landpost Søren Jensen og hans kone Ingrid med deres børn Frederik og Ellen. Der var en voksen mand, der hed Frederik, som arbejdede hos Damgaard i møbelpolstreriet, og det ligger nær at antage, at det var den Frederik, der var søn her. Hvis det er rigtigt har Søren Post, som vi kaldte ham, ikke været helt ung da vi var børn, men det er vanskeligt at huske, for som barn har man ikke ret megen sans for de voksnes alder. De er bare voksne. Andre børn derimod har man en tydelig for-

nemmelse af bare en lille aldersforskel på et år. Søren var landpost, og gik sine to ture hver dag. Der var dengang, der var service fra postvæsenet. Det var endda sådan, at posten ikke måtte vente 3 dage, og det gjorde, at postbudene kun holdt een fridag, selvom der ifølge kalenderen var to. De måtte ud med posten enten 1. eller 2. juledag, og ligesådan i påske og pinse. Denne service er jo blevet væsentlig ringere, og det endda selv om prisen for at sende et brev og en pakke er fulgt godt med. -51På Langgade lige efter denne sti lå der et stort rødstenshus, hvor Peter Lykke fortæller, at vognmand Alfred Sørensen boede med børnene Jens og Svend. Hans kones navn huskes ikke. Alfred Sørensen kørte nok mest lastvognskørsel. Og skulle der være en mindre udflugt, så klarede han også persontransporten. Han fik nogle bænke anbragt på lastvognens lad, og her kunne folk så sidde og blive blæst igennem under køreturen. Sådan noget er jo helt utænkeligt i dag, men dengang var der mere frihed til at gøre hvad man ville. Men så stod man også selv til ansvar for hvad der skete. Nu var det nok heller ikke ret farligt, for der var ikke så meget trafik dengang, og bilen kørte nok heller ikke mere end 40 til 50 km i timen, og man hørte aldrig om uheld. -50Lå her et hus, eller var det en sammenbygning med den gamle skole, der lå på hjørnet af Langgade og Oldrupvej? På et tidspunkt i min tidligste barndom, var der en snedker Witt (staves måske anderledes), der havde værksted her omkring. Rigtig mange år senere traf vi denne snedker Witt, der var kustode på Rosenholm slot. Her omkring var det også en tilflytter, der åbnede en barbersalon. Man kaldte ham "Lynbarbereren". men han rejste ret hurtigt igen. Det kan have været fordi hans humor var ret barsk, f. eks kunne han finde på at sige til en kunde, der var ved at blive barberet: " Nu sidder du godt til at skære halsen over på". Måske var der kun for sjov, men da man ikke kendte hans fortid, kunne man ikke vide, om han virkelig ville gøre det engang, så kunderne holdt sig væk. 25


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

-49Her på hjørnet af Langgade og Oldrupvej, i den bygning, der var den gamle skole, boede Peter Lykke og hans mor og lillebilvognmand Willy Sørensen, der var søn af købmand Sørensen. Hvem der boede her inden de flyttede ind omkring 1940, ved jeg ikke, men jeg husker, at engang i 1941, hvor jeg var hjemme på ferie, var jeg nede og besøge Peter, og da jeg så, at der var telefon i huset, aftalte jeg med ham, at vi skulle ringe sammen en gang imellem, men det blev ikke rigtig til noget -30Så er vi drejet fra Langgade og ned ad Hamborg, som denne bydel af uransagelige årsager blev kaldt allerede dengang. Her boede byens skorstensfejer Søren Jakobsen, som jeg ikke husker meget om bortset fra, at han solgte juletræer, når den tid var. Det var her vi børn måtte ned med en slæde og hente årets juletræ. Sjovt nok husker jeg det som om det altid var på slæde vi transporterede juletræet. Mon der virkelig var hvid jul hvert år, mens vi var børn. -31Dette var vist et dobbelthus, hvor der i den ene ende boede et par, der hed Karen og Hans. Dem husker jeg ikke, men i den anden ende boede en daglejer eller arbejdsmand, der blev kaldt "Sjællænder Karl", vel på grund af, at han stadig talte med sjællandsk dialekt. Det medførte, at vi børn kaldte ham "Urten". Det var på grund af hans meget sjællandske udtale af tallet otte, det lød som om han sagde "urt". -32- og -33Jeg kan ikke huske disse huse, men Peter Lykke oplyser, at i nr -32- boede en der hed Jakob Peter og i -33- boede en Åge Stejneke -34Dette hus ligger lidt nede ad en sidevej til Hamborg, og her boede Hans Mogensen og hans kone Anne. Jeg tror, at Hans var murerarbejdsmand. I hvert fald var han medhjælper hos en murer, der lavede noget oppe hos os. Denne murermester blev kaldt "Godtgør", på grund af at han altid sagde noget om, at det skulle gøres godt. Mens de arbejdede hos far, fik "Godtgør" en gang imellem ondt i ryggen, men det var ikke noget problem for ham, han

vidste hvilken medicin, der hjalp. Han sende bare en af os børn op i brugsen efter en flaske terpentin, som han så tog en ordentlig slurk af, og så kunne han arbejde igen. Hvad ville vore dages sundhedsapostle ikke have sagt.Hans Mogensen fik også et øgenavn, kort efter at krigen kom. Da det blev vanskeligt at skaffe tobak, fandt Hans på at ryge tørrede æbleblade i sin pibe. Det gjorde så, at han blev kaldt "Abildhans" -35Der er nogen tvivl om hvem, der først havde denne gård, som det vist var, Men et er sikkert. Det var her, at Børge Mortensen, der kom i lære hos far, var i pleje før han kom til os. Men Peter Lykke oplyser, at senere var det Adolf Hansen og hans kone Vera, der boede her med deres børn Svend og Inge. Peter mener også, at Adolf Hansen blev kaldt "Persillegartneren" -36Her boede landpostbud Hansen og hans kone Hilda med deres børn Erling, Søren, Else og Eli. Især Søren husker jeg. Han var lidt af en forvoven fyr. Det var jo på den tid man hørte om flyveren Wittrup fra Horsens, der lavede halsbrækkende manøvrer med sit fly. Det fortælles, at han en gang fløj under Lillebæltsbroen (der var kun den gamle dengang). Og man snakkede også meget om faldskærmsudspringeren John Tranum, der jo ulykkeligvis døde under et udspring. Men Søren skulle prøve noget der lignede, så han fik fat i en paraply, besteg udhuset, og sprang med denne udmærkede faldskærm, der jo ifølge Søren ikke havde problemer med at folde sig ud, det kunne han jo gøre inden han sprang. Men Søren har nok ikke foretaget de rigtige beregninger over luftmodstand m.m. for han faldt noget tungt og slog sig meget. Men efter den tid blev han altid kaldt "Søren Tranum". -37Magne Mortensen og hans mor boede her. Det fortælles, at Magne, der vel i moderne sprogbrug var lidt åndelig retarderet, engang havde fundet en, han ville gifte sig med, og hun havde også indvilget, men allerede dengang skulle det offentlige blande sig. Man krævede, at pigen skulle intelligensprøves, før man kunne tillade, at de giftede sig. Ved den26


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

ne prøve fik hun stillet flere spørgsmål, blandt andet blev hun spurgt om jorden var rund, hvortil hun svarede "Det kjenner a it nowet te, for der hvor a ska gå, er en flad nok te mæ". Det var egentlig ikke så ringe et svar på et tilsyneladende dumt spørgsmål, så mon ikke de har fået lov til at holde bryllup. -38Jeg kan ikke selv huske det, men her skal have boet en stenhugger, der hed Karl Olsen. Han har nok ikke været stenhugger, som man kender dem nu om dage, hvor de laver gravsten og kunstværker. Han har nok snarere været som Jens Vejmand i sangen. Jeg kan huske første gang Langgade blev asfalteret, eller tjæret er nok en rettere betegnelse. Allernederst blev der lagt et lag sten, og det var disse sten en stenhugger lavede. Han sad på en lav skammel, lidt i læ af en skærm, der var lavet af nogle brædder og nogle gamle sække. Foran sig havde han en slags huggeblok, og hans værktøj var en ret stor hammer og en jernring med et håndtag. Dette værktøj lignede nærmest en stegepande uden bund. Det holdt han imod huggeblokken, lagde en af de større sten, der skulle hugges i mindre skærver, inden i denne ring, og når så han havde hugget stenen i passende små stykker, fejede han det hele til side med ringen, og tog så fat på den næste. Det var så disse skærver der dannede bund i vejen, hvad der var imellem kan jeg ikke huske, men til sidst sprøjtede man tjære på fra en maskine, der varmede tjæren op, så den var flydende nok til at kunne sprøjtes. Det kunne ikke undgås, at vi børn af og til kom hjem med hænderne smurt ind i rester af tjære, og jeg kan huske, at det eneste, der kunne bruges til at fjerne det, var margarine, som man så smurte hænderne godt ind i, så det tog det værste. -39Her lå en lille gård med tilhørende landeri. Som ejere nævnes et søskendepar Jeppe og Maren, og et ægtepar Ejlif og Meta. I hvilken rækkefølge de var ejere er der lidt tvivl om, og det eneste jeg kan huske er, at gården brændte en gang. -40Dette hus var et ret stort rødstenshus i to etager, og det lå med gavlen ud mod vejen. Jeg tror, at skrædder Vase Pedersen boede for

neden. Han havde i hvert fald skrædderværksted i øverste etage, hvor han havde flere svende i sving. Skrædderens kone blev kaldt Madam Vase. Hun var den eneste i Hundslund, der blev kaldt Madam. Andre blev kaldt fru eller bare ved deres fornavn. Det var vist ikke noget med standsforskel, for maler Glavinds kone blev kaldt fru Glavind, og vores genbo Damgårds kone kaldtes fru Damgård. Der var vist ikke nogen regler for hvad fruerne blev kaldt, men de fleste kaldtes ved fornavn, eventuelt også deres mands. F.eks. kaldtes mekaniker Niels Rasmussens kone Karen for "Nielses Karen" og Jens Preutuns kone Karla var "Jenses Karla". -41Dette var byens manufakturforretning, og jeg mener, at man kaldte indehaveren frøken Sørensen, Men der var også en ung mand. der hed Svend Sørensen, og hvordan de var i familie vides ikke, men Svend blev gift med Anna Jensen, der var datter af vejmand Peter Jensen, der igen var bror til min bedstemor, Snedkerkarls kone. Svend og Anna købte eller startede selv en frugtplantage vistnok i Tyrsting, vest for Horsens. -42Dette er en lille gård, men det tidlige ejerskab står hen i det uvisse, dog kan jeg huske, at en af mine barndomskammerater Peter Pedersen fortalte, at han havde arvet denne gård, Peters far Marius Pedersen havde en gård i det, der blev kaldt Elkjærmarken, der lå lige efter præstegården. Her i Elkjærmarken har jeg besøgt Peter mange gange, hvor vi kunne more os med alt det, der kunne lade sig gøre på en gård, som f.eks. at springe fra flere meters højde ned i en dynge halm og bygge huler og meget mere -43Dette var byens Præstegård, hvor præsten, pastor Kragh, boede i den ene ende og forpagteren Johannes Rasmussen i den anden. Præstens børn var Bo, Jens, Erik og Søs. Jeg besøgte tit Erik, da jeg gik i klasse med ham, mens vi begge gik i Odder Private Realskole. Til præstegården hørte en stor have, hvor der var mange store gamle træer, der var især et valnøddetræ, der var interessant, for det var nok det eneste af den slags i mange miles omkreds. Mange gange når vi færdedes i den27


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

ne have hen ad mørkningstid, og nogen hørte en eller anden lyd, sagde præstens børn, som om det var noget ganske naturligt: "det er Vogelius". Vogelius havde for mange år siden været præst i Hundslund, og man mente, at han spøgede, eller gik igen, som man sagde. Sønnen Jens havde mange interesser, bl.a. fangede han sommerfugle, præparerede dem og satte dem pænt op på nåle. Han forsøgte også at udstoppe fugle, som han havde skudt med sin salonriffel, men jeg har ikke hørt om at det lykkedes for ham. Den salonriffel, han havde, var den almindelige 6 mm, men på et tidspunkt fik han fat i en 9 mm, og det mente han var rigtig godt, for til den kunne han købe haglpatroner, der så ud ligesom almindelige jagtpatroner, så nu kunne Jens rigtig gå på fuglejagt troede han. Der var bare den hage ved det, at han, der havde været en habil skytte med seksmilimeteren, nu overhovedet ikke kunne ramme en eneste fugl. Det var noget af en gåde, indtil han en dag ville prøve om det var sigtemidlerne, der var i uorden. Han satte en skive op på en ladeport, og skød efter den. Det viste sig så, at haglene sad i en pæn ring udenom skiven, det var naturligvis riffelgangene, der gjorde det, så han blev klar over, at man kun kunne skyde med hagl med en glatløbet bøsse. Præstegården var dengang det sidste hus på den side af Oldrupvej, når man havde passeret den var man ude på landet, og den første gård var den, jeg før har nævnt, og som ejedes af Marius Pedersen. Børnene her var Svend, Marie, Peter, Georg og Ellen. De bør også nævnes i denne beretning, da jeg var gode venner med Peter, og besøgte ham tit, mens vi begge gik i Hundslund skole. Efter at jeg begyndte at gå i skole i Odder, ebbede kendskabet naturligt lidt ud, uden at vi var uvenner af den grund. Til denne gård hørte en mark, der grænsede op til præstegårdshaven, og her var tit lidt oversvømmelse, som vi kunne løbe på skøjter på, når det var frostvejr. Det var ikke ret stort areal, der stod vand på, og et efterår havde nogle drenge fundet det drænrør, der skulle afvande denne mark, og stoppet det godt og grundigt, så vi det år havde en dejlig stor skøjtebane.. Det har nok ikke passet Marius Pedersen ret godt, for om foråret varede det længe, inden vandet var sunket så meget, at marken kunne bruges til det, der var meningen med den.

Vi går nu tilbage mod Hundslund for at se på den anden (sydsiden) af Oldrupvej. På vejen hertil kom man forbi et skur, der bestod af to sider og et tag, der blev bare kaldt vognporten, men om det nogensinde har været brugt til vognport vides ikke, der har aldrig stået nogen vogn i det, mens jeg har boet i Hundslund. -44- og -45 II virkeligheden var her vist 4 huse, eller måske var der to dobbelthuse, Men det er ret sikkert, at beboerne var Hans Rafaelsen, Janus Kjærsgaard, en dame man kaldte "Metodistanne" og murer Rasmus Andersen. Rækkefølgen er der heller ikke helt enighed om. Hans Rafaelsen var byens sognefoged, det svarer nok nærmest til vore dagen landbetjent. Han var stedets øvrighed. Jeg husker, at da jeg var soldat i 1946, var der mangel på arbejdskraft i landbruget, og så fandt man på, at soldater kunne få en uges høstorlov, hvis man tog på landet og hjalp til med kornhøsten. For at man ikke skulle lave fup, blev det beordret, at man skulle have underskrift af den bondemand, man havde arbejdet for, og ydermere skulle hans underskrift attesteres af stedets sognefoged, så jeg måtte ned til Hans Rafaelsen og få et stempel og en underskrift, inden jeg meldte mig tilbage fra den høstorlov, jeg havde fået bevilget. Byen havde også en snefoged, det kan også godt have været Hans Rafaelsen, men det vides ikke med sikkerhed. Snefogedens opgave var, at sørge for, at vejene blev gjort farbare efter snefald. Til at kaste sne kunne han rekvirere en mand fra hvert hus i byen, og gårdejerne skulle stille med et antal mand, hvor mange det skulle være, var bestemt af gårdens størrelse. Og så var det bare med at komme ud med skovlen. En brugbar sneplov havde man ikke, så alt måtte gøres med håndkraft, og dette medførte jo, at der kunne gå mange dage, inden alle veje var farbare. Janus Kjærsgaard var murer og hans kone Thyra havde et vaskeri, noget der kaldtes fransk vask og strygning. Janus og Thyra var også værtspar i Hundslund Forsamlingshus. Vi så mest til Janus ved børnenes juletræ, der altid afholdtes 4. juledag om aftenen. Det var et juletræ, der nåede helt til loftet, og da det var pyntet med levende lys, gik Janus rundt med en lang stang, hvor der var en våd svamp i den ene ende. Så kunne han nå op til selv de øverste lys og slukke dem, inden de brændte 28


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

så langt ned, at der var fare for, at de kunne tænde ild i træet. Børnene gik rundt om træet, mens de sang et par af julesalmerne. Der var gerne så mange, at der kunne blive fire rækker, og alligevel kunne de nå helt rundt. Når det var overstået, måtte børnene danse, men først sørgede Janus for at få træet fjernet. Det undrede os børn, at når træet var væk, hængte stjernen stadig oppe under loftet. Vi var jo vant til, at derhjemme sad stjernen fast i toppen af træet og ikke i loftet. Men inden musikken spillede op til dans, gik Janus rundt og strøede noget, der blev kaldt "dansepulver" ud over hele gulvet. Det skulle gøre trægulvet lettere at danse på. Ud på aftenen når børnene var ved at være trætte, begyndte de voksne at danse. Det var ved sådan et bal, at skomager Madsen, som før omtalt, satte sig oppe ved musikken, og sang med på den tids popmelodier. Janus´s far boede hos dem, og han led af epilepsi, men dengang kaldtes det "ligfald". Det så også ret uhyggeligt ud, når han blev helt stiv og faldt om, Men det var Janus helt fortrolig med, han sørgede for ham, og fik ham lagt ned, som om det var noget ganske naturligt. Janus og Thyra havde tre børn: Aksel, der hjælper med oplysninger til denne beretning, Hans, der var på alder med mig og Anna. Hans var en stor og kraftig dreng, og det har nok været det, der gjorde, at da vi begge skulle begynde i første klasse i skolen, var jeg bange for ham. Det viste sig snart, at det var der ingen grund til, for Hans var en god dreng, og vi blev fine venner. De to sidste, der er skulle have boet her, kan jeg ikke huske. Det er muligt, at de først et flyttet til byen, efter at jeg er rejst. -46En af byens mange skræddere, Rasmussen boede her, der findes et billede af hans butiksvindue, men derudover ved jeg ikke noget om ham.

småjob, han krævede penge op til sygekassen, som alle skulle være medlem af. Og hvis man skulle til læge var det påkrævet, at man hentede en sygeseddel ved sygekassen. Han samlede også ind til spareforeningen "Julens Glæde". Han gik en rundtur en gang om ugen, og så fik han de penge, man nu kunne undvære, og noterede det i sit regnskab. Lidt før jul fik man så det opsparede beløb udbetalt. Den skik et vist gået af mode for mange år siden. Skomager Juul havde medfødt hareskår, eller som det hedder nu om dage: ganespalte. Dengang kunne man ikke gøre noget ved det, og han måtte døje med det hele livet. Det gjorde også at hans tale var næsten uforståelig. Vi børn kunne ikke forstå ham, men forældrene kunne tilsyneladende. -52Inden vi forlader denne del af byen går vi lidt vestpå, langs jernbanesporet, her ligger møllen, der var en rigtig vindmølle med tilhørende kværne og alt, hvad der bruges i et mølleri. Bønderne er nok kommet med korn, som mølleren så har malet til mel, eller han har måske købt kornet og selv afsat mel eller gryn eller hvad han havde lavet af det. Som børn blev vi en gang imellem sendt ned til mølleren for at hente en lille sæk "blandet majs og hvede", som far og mor fodrede vores høns med. Mølleriet var en lang, ret smal bygning, i den østlige ende var møllerens privatbolig, i midten mølleriet, og i den vestlige ende havde han et lille lager af brædder og tømmer. Mon ikke det nærmest har været til bøndernes brug, for jeg kan ikke huske, at far nogensinde har hentet træ her. Der var ikke mange biler dengang, men mølleren havde en, en rigtig HGF høj, gammel Ford med ovalt bagvindue.

-47Her var gartneri, der blev drevet af Peter Jepsen og hans kone Valborg.

-53Nu er vi i Grønnegade, som den også blev kaldt dengang. Der er også nogen tvivl om hvor mange, der boede i denne gade, men de der bliver nævnt boede her helt sikkert. I dette nr 53 boede Dyrlæge Alfred Mortensen, og hans kone, der var byens jordemoder. De havde to piger Tove og Grete

-48Her boede skomager Juul og hans kone Agnes. Juul lavede vist kun reparationer, og solgte ikke nye sko, som skomager Madsen, der boede på Langgade, gjorde. Juul havde et par

-54- og -55Vi kan ikke finde ud af om der var et hus her, eller om dyrlægens grund grænsede op til -55hvor "øltapperen" boede, sådan blev han kaldt fordi han havde depot for Horsens Bryghus. 29


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Der var også en søn, der hed Ejvind. Han kørte lillebilkørsel, og han havde også en ret stor motorcykel en BSA, som han drønede rundt på især om aftenen. -56Dette var, og er måske endnu, byens forsamlingshus, hvor der afholdtes gymnastik for egnens karle og piger. Det blev også brugt til arrangementer for børn, og vel en gang om måneden kom der rejsefilm. Det var en mand, der havde et transportabelt filmsapparat, som han kørte rundt med i en stor varevogn. Det stillede han så op i forsamlingshuset, der så var biograf for en aften. Det var jo udmærket, for ville man i biografen, måtte man cykle enten til Odder, hvor der var en biograf, eller til Horsens, hvor der var ikke mindre end tre biografer. Indgangen til forsamlingshuset var i den ende, der vendte ud mod Guldagervej. Først kom man ind i en gang, hvor der til højre var en trappe op til balkonen, og lidt længere fremme i samme side var køkkenet, som Janus´s kone Thyra bestyrede. Til venstre var der et lokale, hvor Hundslund Sparekasse havde kontor, vistnok en gang om måneden. Det var også i dette lokale, at rejsefilmen opstillede sin fremviser, når der var film på programmet, og det var her, de voksne opholdt sig, og fik en kop kaffe, mens børnene morede sig ved juletræseller fastelavnsfest, hvis ikke de var gået ovenpå og sad på balkonen. Det var også ret almindeligt, at de voksne, når kaffen var overstået, gav sig til at spille kort. Vores oplysninger om den anden side af Grønnegade er meget usikre, og der har sikkert ikke været så mange huse, som der er numre. I det første -57- boede vistnok en tidligere gårdmand, Jakob Peter, der var ham, der skænkede jorden til "Hundslund Anlæg og Sportsplads". Et sted midtpå boede Henry Rasmussen og hans kone med børnene Ingrid og Birgit. Henry Rasmussen var en af de tre snedkermestre, der slog sig sammen og startede møbelfabrikken "Elite" på nr -75-. Den omtales senere. Han byggede senere et hus på vestsiden ad Torupvej. Han var også lidt af en opfinder. En gang konstruerede han en tingest til at holde en bog, hvis man ville læse i sengen. Den kaldte han "Læsehesten Lotte", Men jeg tror ikke, der var den store afsætning på vidunderet.

Guldagervej så anderledes ud dengang. Når man gik fra Langgade langs jernbanen mod øst, var der på venstre side et buskads mellem vejen og banen, Det nåede hen til et pakhus, der hørte til stationsbygningen, der var det sidste hus, inden vejen drejede op mod Landevejen. Den anden side af vejen, var i samme højde som banen på Langgadeenden, men hen mod stationsbygningen var der en høj skrænt op til kæmnerens hus. Hvis man fortsatte lige ud forbi stationsbygningen, var der en åben plads hen til noget, vi kaldte "Svinerampen", og skrænten fortsatte også på højre side, for tilsidst at nå det højeste punkt ved svinerampen. Det var her, vi havde den bedste slædebakke, om vinteren. -62Tilbage til nordsiden af Landevejen. Dette var et langt dobbelthus. I den østre ende boede Anna Madsen, der var damefrisør, og i trediverne engang, da ispinde kom frem havde hun et udsalg hvor man kunne købe isvafler og ispinde. En ispind kostede 10 øre, og det var ikke tit man fik råd til det. Hos os kunne vi sommetider om søndagen narre en tiøre fra far til en ispind. For 15 øre kunne man få en ispind, der var overtrukket med chokolade, det var meget sjældent, at vor penge strakte så langt, og de strakte slet ikke til en isvaffel, der var endnu dyrere. I den anden ende boede Ejnar Madsen, der var handelsmand. På et tidspunkt fik han sat en benzintank op med "Nafta" benzin, men salget var vist ikke ret stort. I forvejen havde brugsen Shell, købmanden DDPA (der hed senere ESSO), og mekaniker Niels Rasmussen solgte BP benzin. På 1. sal ovenover Ejnar Madsen var der en lejlighed, hvor tapetserer Andersen boede med sin kone Agnes og sønnerne Peter Lykke og Svend, der blev kaldt lillebror. Lillebror var "blåt barn". og det kunne man ikke gøre noget ved dengang, så alle vidste, at han kun ville blive en elleve tolv år, og Peter Lykke fortæller også, at han kun blev knap 12 år før han døde. Det jeg husker bedst om lillebror er, at han var fantastisk god til at skyde med luftbøsse. Peter Lykke tjente en kort tid på landet inden han fik job som arbejdsdreng på Elite, hvor han efter et år kom i lære og blev udlært snedker. Peter Lykke flyttede til Hornslet, hvor han boede i mange år, inden han vendte tilbage til Hundslund og købte det hus, der er kaldt -19-. 30


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

-63Dette var hjemmebageriet, indehaveren blev kaldt "Hjemkaren". For nylig fik jeg at vide, at forskellen på en bager og en hjemmebager, er at bageren er faglært og hjemmebageren er selvlærd. Der vides ikke meget om Hjemkaren, udover at hun lige efter krigen havde en fransk dreng i pleje en tid. -64Her var "Tatol", der vist var en sidegren af Schous Varehus. Indehaveren hed Kjeldsen, og der handledes med mange forskellige ting. Jeg kan huske, at når vi pyntede til jul i Hundslund skole, så hentede vi, hvad vi manglede her. Jeg tror også man solgte lidt trikotage. -65Det næste hus er Hundslund Hotel. Værten var dengang maler Grøn, et udmærket navn til en maler, og man sagde da også, at hans yndlingsfarve var grøn. Han havde malerværksted lige overfor hotellet, i en bygning -66-, der også var rejsestald, hvor folk kunne "parkere" deres heste, når de var på et længere besøg i byen, Der blev så sørget godt for hestene, og de fik også noget at æde, mens de var opstaldet her. Hotellet brændte, det var vist sidst i trediverne, eller måske først i fyrrerne. Det var på den tid overtaget af en mand, der hed Refstrup, og det var også under ham, at det blev genopbygget. Hotellets sal, der tidligere ikke havde været ret stor og ligget på 1. sal, blev nu en del større, og skulle nu være på stueplan. Far lavede noget af tømrerarbejdet, og især huskes, at der skulle være bøgeparketgulv i denne sal. Det blev også så godt, at badmintonklubben gerne ville, og fik lov til at spille her i stedet for i skolens gymnastiksal, hvor tove og bomme var i vejen, for at man rigtigt kunne udfolde sig. Men en dag skete der noget mærkeligt: parketgulvet eksploderede. Der var sket det, at parketstavene var blevet lidt mere fugtige, end de var, da de blev lagt. Herved udvidede de sig, og det medførte, at gulvet sprængtes. Sjovt nok har jeg lige læst Flemming Junckers erindringer. "Men morsomt har det været", hvor han netop beskriver, de besværligheder, man havde, da man første gang fremstillede bøgeparketstave. Nogle gange var man endda ude for, at stavene ikke pressedes opad, men ud til siden, så ydermurene ligefrem blev flyttet. Det har nok været disse par-

ketstave fra Junckers Træindustri, far har købt til brug på hotellet. Da hotellet var kommet godt i gang igen efter branden, ville man have en pavillion ude i haven, og det blev fars opgave at lave den, helt i træ. Den blev opbygget i fuld størrelse lige udenfor snedkerværkstedet, og da den var færdig, blev den skilt ad, transporteret hen på hotellet, stillet op og samlet igen. Senere overtog Plauborg hotellet. Han købte en filmmaskine, og indrettede salen så der et par gange om ugen kunne være biograf. Der var vist mest i weekenden, hvis ikke salen var udlejet til andet formål. Sidste gade i midten af byen er Guldagervej, der ikke hed noget dengang, men der var de samme huse, som i dag bortset fra bebyggelsen øst for stationsbygningen. Dette areal tilhørte nok Horsens Odder banen, da der et godt stykke øst for stationen var den tidligere nævnte svinerampe, som man brugte til at læsse bøndernes svin op i togvognene, når de skulle leveres til slagteri i Horsens eller Odder. -87Dette hus tilhørte dengang Jens Nielsen, der var plantør, men han var nok allerede pensionist. Han var gift med Mariane, der var søster til vores bedstemor Kirsten, Snedkerkarls kone. Bedstefar holdt Horsens Folkeblad, og når han havde læst avisen, sendte han et af os børn om til Jens og Mariane med den. Jeg husker den smalle gang, der var mellem rejsestalden og deres hus om til deres bagdør, som vi altid brugte, når vi skulle aflevere Horsens Folkeblad. -88Dette hus hørte vist med til Jens Nielsens ejendom, men det stod tomt dengang. jeg mener, at nogen fortalte, at det engang havde været snedkerværksted. -89Her boede Maren Voergaard. Hun blev altid omtalt som om alle vidste, hvem hun var, og det medførte jo, at ingen af os ved mere om hende. Vi spurgte ikke. Det gjorde børn ikke dengang. Vi lyttede bare til de voksne. -90Dette var stationsbygningen med ventesal, billetkontor, postkontor og stationsforstander Madsens privatbolig. Lidt vest for denne byg31


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

ning lå pakhuset, der var hævet lidt, og hvor der mellem det og skinnerne var en jordvold, så man med sækkevogne og lignende kunne køre lige fra pakhuset og ind i den togvogn, der blev sat lige ud for denne vold. Stationsforstander Madsen står for os som en lidt aristokratisk herre, og fruen ikke mindre. Det hænger nok sammen med, at de talte et "finere" sprog end vi andre. Der vi kaldte en cykel, benævnte han som "sikkel", og det var han den eneste, der gjorde i Hundslund. Mon han aldrig holdt ferie eller fridage, for i al den tid jeg har boet i Hundslund, har jeg ikke set andre passe stationen. Ved hvert eneste tog gik han udenfor, hvor der var to håndtag op ad muren lige ud for hans kontor. Med det ene stillede han signalet på masten, der stod lidt øst for bygningen. Dette signal skulle vise om toget måtte køre frem og ind til stationen. Det er nogen gange sket, at han har glemt det, og hvis det var toget fra Horsens, der ventede, kunne vi fra fars værksted se, at det holdt omtrent ud for møllen og tudede for at få tilladelse til at køre frem. Med det andet håndtag drejede han et skilt, der stod hvor Langgade krydser banen. På dette skilt stod "Toget kommer", og det stod på langs af Langgade. Det var med et sindrigt system af jerntråde forbundet med dette håndtag, som han kunne vende det med, så det stod på tværs af gaden, når der kunne ventes tog. Når det var mørkt blev der tændt lys i skiltet, så det tydeligt kunne ses. Der var desuden opsat et skilt lige ud for Damgaards have. Der skulle advare om, at der kom en jernbaneoverskæring. På skiltet stod, at man skulle nedsætte farten til 20 km/t de næste 100 meter. Dette skilt er opsat mens jeg kan huske, og jeg spekulerede meget over, hvad det skulle betyde. Det var kvadratisk og for oven stod kun "20 km" og for neden "100m". Horsens Odder Jernbane "HOJ" var en privatbane, og den har nok været et aktieselskab. Der var altid underskud, og aktionærerne måtte punge ud, for man hørte mange gange, at folk var villige eller rettere nødt til at betale for at komme af med aktierne, i stedet for som normalt at få penge for dem. Der var flere børn i Hundslund, der for at tage realeksamen, måtte tage til Odder hver dag. Her var to skoler, hvor man kunne få eksamen. På den kommunale realskole kunne man læse til realeksamen, mens man på Odder Private Realskole kunne læse til præliminær-

eksamen. Om sommeren cyklede man de ca 10 km til og fra skole. Det gav jo kondi med 20 km cykling i al slags vejr hver eneste skoledag. Om vinteren tog vi med toget, men når der var snestorm, kunne det sommetider knibe med at komme til tiden, og når det var værst, kørte toget slet ikke. En gang i vinteren 39/40 sad toget fast i en snedrive et par kilometer fra Odder. Vi skolebørn snakkede så lidt om, hvad vi skulle gøre, og det viste sig, at der var mest stemning for at gå hjemad i stedet for at gå til Odder, som vi burde have gjort. Næste dag sad toget igen fast samme sted, men denne gang sejrede samvittigheden, og vi gik til Odder. Men så kom snestormen igen, og der gik ikke flere tog i næsten en uge. På skolen fik man arrangeret det sådan, at de fleste elever blev sendt hjem på en eller anden måde. Men vi var nogle stykker, der gik i sidste klasse og skulle op til afsluttende eksamen den følgende sommer. Skolebestyrer Johs. Petersen syntes nok, at det ville være for meget at skulle undvære undervisningen, indtil toget kørte igen, når vi var så tæt på eksamen, så vi blev indkvarteret på skolen det meste af en uges tid. Nu senere kan det undre en, hvordan han kunne få det arrangeret med mad og sengeplads til en lille halv snes unge mennesker. Men jeg husker det kun, som om det gik godt. En aften inviterede han os alle til "Finlandskoncert" på et af hotellerne i Odder. Det var jo på den tid, hvor russerne førte krig mod Finland. Og en anden aften sørgede han for, at vi kom i biografen. Jeg tror filmen hed "Goodbye Mister Chips". Det var i alt fald en engelsk film, for der blev sagt, at vi skulle lytte godt efter udtalen af det engelske sprog. Det var ikke alene sne, der kunne genere toget. I nærheden af Odder var der en lille skov, der om efteråret næsten kunne dække skinnerne med nedfaldende blade, så de blev så glatte, at lokomotivet ikke kunne trække vognene. Det kunne især være galt, når der var mange svin med til slagteriet. -91Dette var kæmner Slot’s kontor og privat bolig. Jeg ved ikke, hvornår stillingen som kæmner er oprettet i Hundslund, men det må have været sidst i trediverne eller først i fyrrerne. Det kan nok ses i kommunens arkiver, men det er lidt vanskeligt, for Hundslund hører nu ind under Odder, som et resultat af kommunesammenlægningen omkring 1970. Jeg henvendte 32


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

mig til teknisk forvaltning i Odder for at få et matrikelskort over Hundslund fra den tid, som denne beretning handler om, men det eneste man kunne hjælpe mig med var et nyere, hvor hele den nye bebyggelse mellem Torupvej og Sondrupvej, var med. Man var så venlig at henvise mig til Det Historiske Arkiv for Odder og Omegn, som jeg så skrev til, og spurgte om man her havde et matrikelskort fra trediverne. Det har man nok ikke haft, for jeg hørte aldrig fra dem. Da jeg kun har dette matrikelskort, er det vanskeligt helt nøjagtig at vide hvor de huse, som vi husker, virkelig lå. Hvis vi igen går op til landevejen, hvor hotellets rejsestald lå og går mod vest og ser på nordsiden af landevejen, ligger der nu et hus, der vist ikke var der dengang. men det næste hus der er: -67Det er let kendelig på et butiksvindue. Det var dengang Poul Vase Pedersens skrædderværksted. Jeg mener, at han købte dette hus og startede sin egen forretning efter, at hans far den gamle skrædder Vase Pedersen, der boede i no -40-, holdt op. Poul Vase var også brandmand, og jeg kan huske, at det var ham, der sad ved siden af Damgaard på brandbilen, og under udrykning betjente udrykningshornet. Der var fire børn: Karl, Bodil, Ellen og Jeppe. Bodil var kommet galt af sted med det ene øje, og havde et glasøje. Jeg var ikke ret gammel, da jeg første gang så hende tage det ud og holde det i hånden. Det gjorde et vældigt indtryk på mig. Ellen var på min alder, og vi gik i klasse sammen i den tid, jeg gik i Hundslund skole. -68Her boede Niels Nielsen. Han havde en husbestyrerinde, der hed Charlotte. Om de var i familie vides ikke. Charlotte var fraskilt og havde et barn, en pige på min alder. Hun hed Maria, og blev kaldt "Lille Mie", da der i samme klasse var endnu en Marie, som så blev kaldt "Store Mie". Mens Lille Mie gik i skole i Hundslund, brækkede hun det ene ben, og det var lidt af en sensation. Det var jo sjældent, at nogen børn kom til skade, bortset fra Bodil, men det var sket for længe siden. Hun forlod Hundslund skole, og blev indskrevet i den kommunale realskole i Odder, hvor hun tog realeksamen.

-69- og -70 I -69- boede Jørgen Jepsen og Laura, og i -70boede "Maler Aage" og Inger. Der er ikke nogen af os, der husker noget særligt om disse to par, eller om der var nogle børn. -71Dette er en stor flot hvid villa, der stadig er der. Den første beboer jeg husker hed Terndrup, og man har fortalt, at han bl.a. byggede radioer. Sidst i tyverne og først i trediverne, var der næsten ingen radiofabrikker, så mange byggede selv deres radio efter tegninger fra aviser og ugeblade. Og der var også nogen som Terndrup, der måske har haft held til at bygge et godt eksemplar, og så har fået lyst til at tjene en skilling ved at lave flere og sælge dem. Det har måske grebet om sig, for i radiokatalogerne fra sidst i tyverne, er der komplette tegninger og monteringsanvisninger, der viser hvor hver eneste ledning skal være. Alle ledninger blev skruet fast til komponenterne, så det eneste værktøj, man behøvede var en skruetrækker og en bidetang til at klippe ledningerne i rigtig længde med. Så alle, der havde lidt håndelag, kunne lave radioer hjemme på køkkenbordet og sælge dem. Efter 71 på samme side af Landevejen var der endnu et hus, hvor Emil Klausen og Maja boede. Emil Klausen levede af at være rejsebud. Han rejste hver dag til Horsens og Odder med toget, om formiddagen, det ene sted og om eftermiddagen det andet. Han havde sin cykel med toget, så han kunne komme rundt i byerne og besørge de ærinder, folk havde bedt ham om. Det kunne være at købe et stykke værktøj ved en isenkræmmer, eller andre småting. For sådan et ærinde skulle han have 25 øre, så der skulle mange ærinder til, for at han kunne holde en dagløn, selv om den ikke var stor dengang. Området ved Sondrupvej er der forskellige meninger om, så jeg har valgt at beskrive det, som jeg selv husker det. Den kirkesti, der er afsat på mit kort gik næsten nøjagtigt som vist, selvom det er et skematisk kort. Den begyndte ved bagindgangen til kirkegården, og fulgte kirkediget østpå. Ved Knud Hansen (-16-) krydsede den Langgade og gik gennem Damgaards (-17-) have og syd om Dyrlægens (-53-) have. Den gik skråt over Landevejen lige ved nordenden af Grønnegade, gik lige foran Voergaards (-83-) hus, forbi indgangen til sportspladsen, forbi Peter vej33


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

mands hus (-80-), passerede skolen og gik lige syd for "Elite" (-75-) og mundede ud i Sondrupvej.. Når man ved, at stien var helt lige fra Langgade til Sondrupvej, kan man nok stedfæste den, selv om det meste er væk nu.. Der var også en kirkesti, der startede samme sted ved bagindgangen til kirkegården, og gik tværs over Kresten Andersens (-18-) mark og ned til Hamborg. Det har undret mig, at begge kirkestier gik til bagindgangen, men Kurt mener, at det var fordi den mere ydmyge del af beboerne skulle bruge bagdøren, mens de mere velhavende og bønderne brugte hovedindgangen, hvor der også var en plads til at parkere hestevognene under de store kastanjetræer, der stadig var der, mens vi var børn. Denne beskrivelse er nødvendig nu for at fortælle, at denne kirkesti mundede ud i Sondrupvej. Kurt mener endda, at den fortsatte endnu længere, helt ned til noget, der hed "Lilhøj".Og nu kan vi gå ud ad Sondrupvej. -72Er det hus, der ligger på hjørnet, her boede en sløjdlærer, der hed Alfred Johnsen og hans kone Tilde. Johnsen har sikkert også haft et andet job, for jeg kan kun huske, at han havde et kursus i Hundslund skole, hvor vi deltog i vores fritid, vistnok en gang om ugen. Han lærte os at flette peddigrør til brødbakker, sykurve og bordskånere, der brugtes til at lægge under varme ting, hvis de skulle sættes på bordet. Sådan et enkelt kursus kunne man, selv dengang, ikke leve af, så der har nok også været andet, han lavede. -73Dette hus har så stor en have, at man ligeså godt kan sige, at det ligger på Landevejen, da grunden går helt hertil, og der var en havelåge ud til Landevejen mellem mekanikeren (-78-) og Johnsen. Her boede den tredje af byens landpostbude, Markus Post, som han blev kaldt, og hans kone Hanne. Jeg tror nok, at Markus Post drev lidt gartneri fra den store have og solgte lidt grøntsager. -74Her var smed Ejnar Pedersens smedie og værksted. Det var vist mest landbrugsarbejde, han lavede. Hans privatbolig lå på den anden side af kirkestiens udmunding. Jeg husker, at det var et gulkalket hus og over fordøren stod

"My Home". Smed Pedersens kone hed Klara. Det var dengang det sidste hus på Sondrupvej. Så må vi følge kirkestien tilbage mod byen, for at komme til mælkemand Aage Pedersen, der havde lidt landeri lige før stiens udmunding, og tæt ved smed Pedersens hus. Næst efter på nordsiden af stien boede Valdemar Pedersen og hans kone Birgitte. Jeg tror ikke dette hus havde adgang til Sondrupvej. De havde tre børn Anker, Ejnar og Ella. Jeg gik i klasse med Anker i Hundslund skole, og jeg traf ham mange år senere på rutebilstationen i Horsens. Jeg tror, han var lastbilchauffør dengang. Det næste vi kommer til på sydsiden er skolen med den store legeplads. Selve skolebygningen lå på pladsens østside og var delt i tre afsnit. Nordligst lå lærerinde fru Olsens klasselokale, hvor første og anden klasse var. I midten var gymnastiksalen, hvor vi også fik lov til at spille badminton om aftenen, og den sydlige del var Lærer Petersen klasselokale, hvor tredje og fjerde klasse skulle være. I dette lokale var også Hundslund Biblioteks bøger, der stod i reoler ved væggen modsat den sorte tavle. Skolegangen var ret primitiv på den tid. Første, anden, tredje og fjerde klasse gik man i lige efter hinanden. Men når man nåede fjerde klasse, havde man det indtryk, at nu var der ikke mere, man skulle undervises i. Og dette var nok også tilpasset bøndernes behov, for i sommerhalvåret gik man kun i skole mandag, onsdag og lørdag formiddag. Så langt var jeg selv nået, inden jeg begyndte på realskolen i Odder, og jeg kan huske, at jeg syntes det var forfærdeligt igen at skulle til at gå i skole alle ugens dage undtagen søndag. Ved sydsiden af pladsen lå et langt hus, hvor lærer Petersen boede i den ende, der var nærmest skolebygningen, og lærerinde fru Olsen boede i den anden ende. På den anden side af dette hus lå den tilhørende have, der så grænsede op til sportspladsen. Lærer Petersen var også organist i kirken, og spillede til gudstjeneste hver søndag og når der var bryllup eller begravelse, hvis disse ting skulle være udenfor almindelig kirketid. Han havde fire sønner Tage, Knud, Erik og Egil. Lærerinde fru Olsens mand var styrmand. Det var sjældent vi så ham hjemme, de havde en datter Jytte, der var på alder med Kurt. På vestsiden af pladsen stod et par rækker træer og nogle buske. Det jeg husker tydeligst her34


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

fra, er at når skolen omkring 15. august begyndte igen efter sommerferien, var der flere af disse træer, der var fulde af røde rønnebær, det så virkelig flot ud. -75Går vi fra skolen ned mod Landevejen, kommer vi til et hus, hvor Chr. Sørensen og hans kone Karla boede. Karla bor nu et andet sted i Hundslund, og hun har hjulpet Peter Lykke med at stykke hans bidrag til denne beretning sammen. Der var en søn, der hed Karl Verner og en datter, der hed Eva. Bagved huset ligger fabrikken "Elite", der blev drevet af tre snedkermestre, hvoraf Chr. Sørensen var den ene, den tidligere nævnte Henry Rasmussen den anden, og den tredje hed Chr. Mortensen og boede i det næste hus nr. -76- sammen med sin kone Dagny. De havde en søn, der hed Rogert. Han blev vist ansat ved postvæsenet. Onde tunger mente ikke, at de tre kunne enes om at drive Elite, hvor de hovedsagelig lavede sovekammermøbler, men det så nu ud til at gå udmærket. Senere må de også have lavet andre ting, for en dag efter krigen, kom der en mand ind på radioværkstedet i Ringkøbing, hvor jeg arbejdede. Han havde sejlet på Grønland, og havde derfra hjembragt et møbel, der var beregnet til at montere en pladespiller (grammofon) i, og jeg blev forbavset, da jeg så at dette møbel var fabrikeret i Hundslund af Elite. Grunden til at han kom til os var, at han ville have os til at montere den pladespiller, som det var beregnet til. De enedes endda så godt, at de efter krigen i fællesskab købte en bil. Det var en Hillmann, og de delte den på den måde, at de skiftedes til at have den en uge ad gangen. -77Her boede smed Martin Rasmussen, der arbejdede i mekanikerværkstedet, der lå næst efter og ejedes af hans søn Niels. Martin Rasmussen var den, man skulle have fat i, hvis der sprang et vandrør. Et år, hvor der havde været frost i lang tid, vågnede far en morgen ved en susen. Han stod op og fandt ud af, at det var et vandrør ude i værkstedet, der var sprunget, og vandet fossede ud. Han sendte mig hen for at hente Martin Rasmussen, men jeg havde lidt besvær med at overbevise ham om, at det var rigtigt. Det var nemlig fastelavnssøndag, hvor børnene gik fastelavnsnar, så han troede, at jeg ville holde ham

for nar. Det var også ham, der loddede fars klinger til båndsaven, når de en gang imellem sprang. -78Her havde Niels Rasmussen mekanikerværksted og privatbolig. Beboelseshuset er bygget mens jeg kan huske, og far lavede tømrerarbejdet hertil. Nielses kone hed Karen, og de havde en datter, der hed Inga og en søn, der hed Arne. Jeg kom meget hos Niels Rasmussen på hans mekanikerværksted, lige fra det første, jeg kan huske og indtil far og mor flyttede til Kollemorten. Jeg var meget interesseret i mekanik og især alt hvad, der havde med elektricitet at gøre, og Niels´s værksted var det nærmeste man kunne komme i den retning. Jeg var meget ked af, at der ikke var nogen elinstallatør i Hundslund, hvor der skete noget med elektricitet, og hvor jeg kunne få noget at vide om el. Bagefter kan det undre mig, at Niels ville have mig rendende, men jeg husker ikke en eneste gang, hvor han har irettesat mig eller skældt ud. Når jeg tænker tilbage, så tror jeg, at jeg bare tilbragte lang tid med at kigge på tingene og se, hvordan alt virkede. Hjemmefra var jeg jo vænnet til at holde fingrene fra maskinerne og værktøjet. Foruden at reparere biler solgte Niels også cykler og radio. Cyklerne kunne han reparere, men radioerne kneb det lidt med, så han nøjedes med at sætte sig ind i opstillingen, med at lave antenne og jordledning, så radio var nærmest kun et bijob, og jeg tror ikke han havde nye apparater i butikken. Han havde et lille anlæg, hvormed han kunne oplade folks radioakkumulatorer. Her fik jeg min egen akkumulator opladet, når den var blevet tømt ved mine eksperimenter. En gang havde han en Chevrolet personbil til hovedreparation. Dengang kunne en bilmotor ikke holde til mere end 40.000 eller højest 50.000 km før den skulle repareres. Til gengæld var der næsten aldrig reparationer på karosseriet. Pladerne har nok været tykkere, for man hørte aldrig om rustskader. En sådan omgang kaldte man ikke hovedreparation, men en udboring, og det foregik sådan: mekanikeren afmonterede motorblokken og sendte den til et specialværksted, hvor man opborede cylindrene og polerede dem indvendig. Når den så kom tilbage, monterede han nye stempler og tilpassede nye stempelringe, inden motoren blev samlet og lagt i bilen. De fleste gange blev 35


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

ventilerne også slebet, så de kunne lukke helt tæt. Det var sjovt at se på, og det foregik på den måde, at Niels tog en ventil og satte den på plads i motorblokken (der var flest sideventilede motorer på den tid), og med en rund pind, hvor der var en lille sugekop af gummi i den ene ende, kunne han suge denne pind fast i ventilhovedet. Derefter blev der smurt lidt karborundumpulver på ventilsædet og han trillede så denne runde pind mellem hænderne, og løftede den lidt op en gang imellem, så slibepulveret kunne fordele sig lidt. Sådan en operation kunne jeg stå og kigge på i timevis. Når Niels skulle gøre en brugt cykel klar til salg, blev den gerne lakeret, og det gjorde han mange forsøg med, for at få lakken pæn blank. Det sidste jeg så, var at han brugte en såkaldt flitsprøjte. Det var en sprøjte med et pumpehåndtag, som man kunne trække ud og ind og dermed forstøve det, der var i en lille beholder under sprøjten. Den var oprindelig beregnet til at sprøjte gift (Flit) mod fluer. Det var nok den tids sprøjtelakering. På den måde blev cyklerne nogenlunde pæne, men stafferingen d.v.s. de tynde røde og guldstreger, som en ny cykel var dekoreret med, manglede jo, så det forsøgte han sig også med, men resultatet blev vist ikke helt tilfredsstillende. Da det under krigen begyndte at knibe med cykeldæk og slanger, fandt Niels på en anordning, så han kunne tage de bedste stykker fra flere gamle cykelslanger og samle dem til een slange af den rette størrelse. Det var et rørstykke af omtrent samme diameter som slangen, og der var savet en slids på langs af røret. Han kunne så krænge begge ender af slangen ind over dette rørstykke, sådan at den ene ende havde indersiden udad og den anden ydersiden udad. Så kunne han rense og smøre solution (gummilim) på og med en pind krænge den ene flade ind over den anden. Når dette var gjort kunne slangen krænges af og trækkes helt fri af røret gennem den savede slids. Niels havde også en benzintank med BP benzin. Når en bil skulle have tanken fyldt op foregik det helt anderledes end i dag. Selve standeren var meget højere og for oven var der to cylindriske glasbeholdere, der var åbne foroven. Når en bil skulle have benzin satte man først slangen i dens påfyldningehul. Derefter pumpede man med en vingepumpe, der sad fast på siden af standeren, indtil den ene glasbeholder var fuld. Hvis der blev pumpet for

meget op, løb det overskydende bare ned i jordtanken igen. Når glasbeholderen var fuld, drejede man på et håndtag, der åbnede en ventil i bunden af beholderen, så benzinen kunne løbe ud i slangen. Samtidig blev pumpen tilsluttet den anden glasbeholder, og man kunne så pumpe den fuld, mens benzinen fra den første løb over i bilen. Det gjorde jo, at man kun kunne købe benzin i et antal gange fem liter, der var rumfanget af hver af de to glasbeholdere. Det var vist påkrævet dengang, at der på tanken skulle stå prisen for benzin, men der stod også hvor meget der var skat. Jeg kan huske at der en tid stod: 18 øre pr liter plus 13 øre i statsafgift. Det var jo andre tal end i dag.

-79Dette er et stort firkantet hus, der ikke ligner de andre huse i byen. I nederste etage havde barber Christensen sin salon, hvor man kunne blive klippet eller barberet. Han solgte også tobaksvarer, og til opbevaring af dem var der et skab med en glasdør, så man kunne se varerne. I dette skab brændte der altid en lille lampe for at holde tobakken tør. Den ting, jeg husker bedst fra salonen, er en lille automat til barbersæbe. Den hængte på væggen, og når Christensen skulle barbere en mand, drejede han på et håndsving på siden af dette apparat, og så kom der færdigt barberskum ud af tuden. I den ene ende af salonen var der et bord og nogle stole, hvor man kunne sidde og vente til man kunne komme til. Mange gange har jeg set voksne mænd sidde her og spille kort. Ja endda så tit, at jeg troede, at de kun kom for kortspillets skyld. Og det var måske også rigtigt. Jeg kan ikke huske, hvad Christensens kone hed, men hun citeredes mange gange for en udtalelse, hun var kommet med: " a ved godt, at a it er så kjøn, men a ka´ snak mæ fra et". De havde en søn på min alder, han hed Thorkild, og så vidt jeg ved blev han togfører på Horsens-Odder Banen. Mon ikke der var 3 etager i dette hus, for Christensens beboelse var ovenover salonen, og på et tidspunkt vist omkring 1935 boede der også en mand, der hed Schmidt her. Han var vist blind børstenbinder, og hans kone var hjemmesygeplejerske. 36


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

-80Så er vi på kirkestien igen. Dette hus og det næste havde dengang kun adgang fra denne sti, der jo er helt ændret nu. Dengang gik den fra landevejen, lige forbi huset -83-, forbi stien op til sportspladsen, forbi gartner Bjerregaard (-81) og forbi Peter Vejmand, der boede her. Peter Vejmand hed Peter Jensen, og han var bror til vores bedstemor (Snedkerkarls kone). Han yndede også at omtale: "min bror Kristoffer, der er degn i Klovborg". Peters kone hed Karen. og jeg husker hende som en meget nervøs person, der farede sammen og rystede over hele kroppen ved den mindste uventede lyd. Der var tre børn Elna, der vist blev lærerinde, Knud, der en overgang var tromlefører ved Aarhus amts vejvæsen, og Anna, der blev gift med tidligere omtalte Svend Sørensen fra manufakturhandelen i nr -41-. Anna var et par år ældre end mig, og hun havde gået på Odder Private Realskole. Hun havde vist fået sin eksamen året før jeg begyndte, for jeg husker, at jeg arvede en del af hendes bøger. Dengang skulle man selv betale de bøger, der var nødvendige til undervisningen. Boghandlerne i Odder havde en ordning, så man kunne sælge de bøger, der var afbrugt i en klasse, når man rykkede op i den næste. Det var en udmærket ordning, for så kunne man i mange tilfælde købe de brugte bøger til en væsentlig lavere pris, end de nye kostede. Man kunne dog godt komme galt af sted, hvis der var kommet en ny udgave, så den gamle brugte ikke kunne bruges og derfor var værdiløs. Jeg har selv både et gammelt og et nyere eksemplar af den fysikbog, vi brugte. Hos Peter Vejmand så jeg for første gang en radio. Det var et krystalapparat, der var den første og simpleste form for radio, som almindelige mennesker kunne anskaffe sig. Det krævede ingen strøm, kun en god antenne og en jordledning. Der skulle også bruges et par hovedtelefoner, der kostede lige så meget eller mere end selve krystalapparatet. Når man så ville høre radio, forbandt man antenne og jordledning til apparatet og tog hovedtelefonerne på, og så begyndte det vanskelige. Nu skulle man med en tynd føletråd, der sad på et tre til fire cm langt skaft, prøve at røre ved et lille stykke blyglanskrystal. Det forsøgte man flere gange, indtil man ramte et sted på krystallet, hvor der opstod den ensrettervirkning, der var nødvendig for at få lyd i telefonerne.

Når man havde fundet sådan et sted var der bare om at være stille, for lyden var ikke ret kraftig, og den mindste rystelse kunne forårsage, at man igen skulle til at finde et brugeligt sted på krystallet. Selvom Peter Vejmand og Karen var ret langt ude i familien, så ville de alligevel gøre godt for os, hvis der var modgang. Sidst i 1946 søgte jeg, efter at jeg havde aflagt prøver, om licens som kortbølgeamatørsender. Det var dengang en ret alvorlig sag, og myndighederne skulle foretage mange undersøgelser, før licensen kunne bevilges, og til dette formål fik far og mor besøg af kriminalpolitiet fra Odder. Et sådant besøg rygtedes hurtigt i den lille by, og så snart Peter Vejmand og Karen hørte om det, tog de hinanden under armen og gik ned til far og mor og ville trøste dem, idet de jo troede, at når der var besøg af politiet, så var der noget alvorligt på færde. Heldigvis kunne mor og far fortælle dem, at det ikke var alvorligt, og jeg fik min licens kort tid efter med kaldesignalet OZ8AM, som jeg har haft lige siden. -81Dette var et af byens mange gartneriet, der blev drevet af Alfred Bjerregaard og hans kone. Deres hus, der lå midt på pladsen var bygget af træ og det hed "Edelweiss". Det var Bjerregaard, der overtog jobbet som ringer og graver ved Hundslund kirke, da bedstefar ikke kunne mere. -82Her byggede den gamle brugsuddeler et hus, da han trak sig tilbage og overlod jobbet som uddeler til sønnen Jens. I den tid jeg har boet i Hundslund, kan jeg kun huske bygningen af to huse. Nemlig dette og så det tidligere nævnte, som mekaniker Niels Rasmussen byggede. Foruden Jens var der også en anden søn, Svend, der jo blev kaldt "Brugsens Svend". Mellem -81- og -83- gik vejen eller stien op til byens anlæg og sportsplads. Om denne er der mere i slutningen af denne beretning. Her skal jeg blot fortælle, at da det var byens højeste punkt, var der en fin udsigt over Horsens Fjord. Om sommeren kunne man om natten se når fiskerne blussede ål på fjorden. I denne del af landet fejrede man dengang ikke Sankt Hans, men i stedet Valborg, og der tændtes bål Valborgaften, der er den sidste aften i april. Disse bål kunne man se mange af 37


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

hvis man gik op på sportspladsen på Valborgaften. Jeg tror skikken består endnu, for en bekendt, der en aften var kørt gennem Østjylland, berettede næste dag om alle de ildebrande, han havde set. Han troede, at der var draget et tordenvejr hen over egnen. Men jeg kunne fortælle ham, at da det netop var natten mellem 30. april og 1. maj, han var kørt gennem området, var det Valborgblus, han havde set. Det er vel en ti til femten år siden, så på den tid eksisterede skikken stadig. Folk, der boede i Hundslund under krigen fortalte også, at man en gang imellem kunne høre sirenerne, når der blev blæst luftalarm i Odder eller Horsens. Hvis man så gik op på sportspladsen og kiggede mod syd, kunne man se lysglimtene af de bomber, der faldt. Man mente, at det var bombning af Kiel, man kunne se. Jeg ved ikke om det kan passe, men jeg ved, at vi fra bavnebakken, der lå lidt sydøst for Hundslund kunne se Odinstårnet med det blotte øje, når der var klart vejr. Odinstårnet blev bygget ved Odense af tiloversblevne jernrør og lignende efter bygningen af den gamle lillebæltsbro, der blev færdig i 1935. Tårnet blev af tyskerne sprængt bort under krigen. Afstanden til Kiel er vel tre gange afstanden til Odense, men lysglimt kan jo ses langt om natten, så det er ikke umuligt, at det passer. -83Her boede Martin Voergaard og hans kone, der var hjemmesygeplejerske. Hun overtog vist jobbet efter den tidligere nævnte fru Schmidt. Voergaard kendte jeg ikke meget til, mens jeg boede i byen, men jeg har senere læst i foreningen Østjydsk Hjemstavn´s årsberetning, at han har interesseret sig for de vildtbanesten, hvoraf der står tre ved indgangen til kirken. Han skulle have fundet flere og en, der var lidt lavere end de øvrige har han hjembragt og opsat ved indgangen til sin grund. -84Dette var maler Sofus Glavinds værksted og privatbolig. Jeg husker maler Glavind, når han kom cyklende med en spånkurv med maling og pensler hængende på styret. Fru Glavind så man ikke meget til, hun var vist ikke rigtig rask. Der var også en søn der hed Aksel. Jeg tror han havde noget at gøre med modstandsbevægelsen, men det fortalte han aldrig noget

om. Familien var tilsyneladende lidt hemmelighedsfuld. Det kan jeg kun bekræfte ved en oplevelse under krigen.En gang jeg rejste hjem på ferie fra Ringkøbing, kom jeg til Horsens sent på natten. Man må huske at toggangen var meget uregelmæssig på grund af sabotage og andet. Det tog, jeg skulle have været med til Hundslund, var for længst kørt, og der var ikke flere tog før næste dag, så jeg hankede op i min bagage og begyndte på spadsereturen til Hundslund. Det var ca. 15 km. Da jeg var kommet lidt udenfor Horsens, kom der en cykel i samme retning som mig. Han genkendte mig, og da han råbte til mig kunne jeg se, at det var Aksel Glavind. Aksel var altid hjælpsom, så han tilbød en lift på cyklen. Vi fik min bagage anbragt og begyndte at køre. Jeg kan ikke huske det, men vi har nok skiftedes til at træde pedalerne, og den anden har nok siddet på stangen eller bagpå.. Men hvad Aksel lavede på landevejen midt om natten spurgte jeg ikke om. Det gjorde man bare ikke under krigen. Jeg ved ikke, hvad Aksel senere foretog sig, men det fortælles, at han emigrerede til New Zealand. -85Her havde Sadelmager Mikkelsen butik, værksted og privatbolig. Ingen af os husker noget særligt om sadelmageren. Det har jo nok også mest været for bønderne, han arbejdede. -86Dette er så det sidste hus i denne beretning. Dengang stod der over butiksvinduerne med store bogstaver "HUNSDLUND BRUGSFORENING". Man kan undre sig over, hvorfor det skulle laves om. Det er en forholdsvis ny toetagers bygning. Den gamle butik og privatbolig var et langt rødstenshus i kun en etage. Jeg tror det nye blev bygget samtidig med, at den gamle uddeler holdt op, og sønnen overtog jobbet. Selve byggeriet kan jeg ikke huske, men jeg husker tydeligt, at den gamle uddeler stod i sin brune habit i døren til den gamle butik. Og jeg mener også, at der var temmelig mørkt inde i butikken. Det var så de mennesker, der boede i Hundslund i tiden fra 1935 og til omkring 1945. Alle dem, jeg kendte, har jeg fortalt lidt om, og de andre har jeg/vi kun vidst, hvor de boede, så de er kun nævnt ved deres navne. Der er i beretningen skiftevis brugt vi eller jeg formen. 38


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

"Vi" er brugt, hvis jeg har spurgt Kurt eller Peter Lykke eller begge til råds, og "jeg" er brugt når jeg fortæller fra min egen hukommelse. Der var altså omkring 90 huse, og gætter man på cirka 4 mennesker i hvert, så er det kun godt 300 mennesker, der har boet i byen dengang. De to småbyer Oldrup og Sondrup hørte også til Hundslund sogn. Lærer Steen i Sondrup var således degn og kirkesanger i Hundslund kirke. I modsætning til Hundslund havde begge disse byer hver et mejeri, og en brugsforening var der også begge steder. Der var også en del gårde i oplandet, og af de nærmeste kan jeg nævne Frits Andersen og Mogens, hvis gårde lå omtrent over for hinanden lidt vest for byen, ud ad vejen til Horsens. Det var Frits, jeg som tidligere omtalt "hjalp" med høstarbejdet i sommeren 1946. Frits var ugift. Mogens havde vist også lidt gartneri. Øst for byen ud ad vejen til Odder lå også to gårde næsten over for hinanden. Den nordligste hed "Guldager", og ejeren hed Marius Pedersen. Ejeren af den anden hed Johannes Andersen, og han var også ugift, og havde en husbestyrerinde til at ordne det huslige. Desuden var der en evnesvag mand eller dreng, der boede der, han kaldtes "Sjørn". En dag skulle husbestyrerinden hjemmefra, og da det var lige før spisetid, sagde hun til Sjørn, at der i spisekammeret stod noget øllebrød, om han ikke selv kunne tage det til middag. Jo, det kunne Sjørn nok. Da hun så kom hjem igen, spurgte hun Sjørn om ikke øllebrøden var god nok, hvortil Sjørn på sit lidt mærkelige sprog svarede: "stærk". Det kunne hun ikke forstå, og gik ud i spisekammeret for at se efter. Det viste sig så, at Sjørn i stedet for øllebrød, havde spist en skålfuld kold brun sovs, der også stod derude. Det der undrer mig mest, er den store aktivitet, der var både erhvervsmæssigt og kulturelt. Der var virkelig mange selvstændige håndværkere og handlende. Men de har nok været mere nøjsomme dengang, for jeg kan ikke forestille mig, at nogen af dem har haft ret meget mere end netop brød på bordet hver dag, men sådan var vel mentaliteten på den tid. Følgende butikker, værksteder og andre næringsdrivende var der i Hundslund på den tid: 4 snedkerværksteder 1 polstermøbelfabrik, hvor der også var en butik med ugeblade og en del manufaktur 2 skomagere

2 malere 2 -3 lastbilvognmænd 3 gartnere 3 skræddere 1 - 2 slagtere 1 bager og 1 hjemmebageri og 1 brødudsalg. 1 sadelmager 1 læge og 1 dyrlæge 1 automekaniker og 1 landbrugssmed 1 barber og frisør og 1 damefrisør 1 manufakturhandler 1 Tatol udsalg Alle disse var selvstændige virksomheder, og nu i dag synes man, at det er mange, og de er nok alle væk, for som Peter Lykke sagde forleden: "nu er der næsten kun brugsen tilbage". Der må også have været flere mennesker med initiativ, når man mindes alle de ting, der blev foretaget ud over der daglige arbejde. Der var dilettantforestillingerne. Hvem var primus motor og fik dem startet og organiseret? Det var ikke noget, man som barn interesserede sig for, og nu man begynder at spekulere over det, er det nok for sent at finde ud af. Ligesådan med sportspladsen. Hvem begyndte? Lidt vides dog, idet det var en tidligere gårdmand. der hed Jakob Peter, som skænkede jordarealet hertil. På sportspladsen er der rejst en sten til minde om ham. Denne sten har sin egen historie. Den blev fundet på en mark lidt vest for byen, og da landmanden, jeg tror han hed Mogens, fik den gravet fri, fik han eller en anden den ide, at den kunne bruges til mindesten, og man ville så rejse den på sportspladsen. Men den skulle jo transporteres de halvanden til to kilometer, der var til det sted, hvor man havde valgt, den skulle stå. Dengang havde man ikke svære maskiner, som i dag, så det måtte foregå med håndkraft, og alle måtte hjælpe til. Stenen blev så med megen besvær bakset op på to-tre lange bjælker, hvor den blev forsvarlig bundet fast. Ideen var så at der skulle bindes et langt reb i stenen, så en 10-12 mand kunne komme til at trække. For at det skulle gå lidt lettere, lagde man runde træstammer på tværs under disse bjælker, og når så man var kommet så langt, at en træstamme blev fri i bagenden, skulle den bæres hen foran igen for at tage turen en gang til. Disse rundstokke var ikke lige lange, og nogen af dem stak et godt stykke udenfor i siderne af "køretøjet", og så skete det at engang, hvor der var mange til at hale i trækrebet, og det gik jævnt godt, var der en 39


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

ung snedkersvend Karl Laursen, der fik det ene ben i klemme under en af rullerne. Man fik stoppet, og fik ham gjort fri. Heldigvis var det på en nypløjet mark, men da Karl klagede sig meget, kom han ned på sygehuset i Odder, hvor han blev indlagt. Benet blev røntgenfotograferet, og der kunne ikke ses noget brud, så man mente at benet kun var ømt efter at være klemt så hårdt, så efter et par dages hvil sendte man ham hjem igen. Men det gjorde stadig ondt, så han måtte afsted igen på sygehuset. Nu ved jeg ikke, om det var her på Odder Sygehus, eller det var et andet sted, man efter mange undersøgelser fandt ud af at underbenet var revnet på langs. Så langt om længe blev Karl kureret, og jeg tror ikke, han fik men af det. Denne sten var dog den mindste del af arbejdet, for det skænkede jordareal, der lå på det højeste sted i Hundslund, skrånede så meget, at det skulle planeres. Mon ikke der skulle fjernes knap to meter i højden på det højeste sted, så det var jo et kæmpearbejde, og der var ingen maskiner dengang. Det hele foregik med skovl og trillebør, og jeg mener, at næsten hele byen deltog som frivillig arbejdskraft. Der skulle også laves en portal ved indgangen, og overliggeren skulle være en træplade med bogstaver af bly. Der skulle stå: "Hundslund Anlæg og Sportsplads". Jeg mener, at far lavede portalen, men jeg ved ikke om han fik penge for den. Blybogstaverne skulle smed Rasmussen, der var far til automekaniker Niels Rasmussen støbe. Det voldte ham noget besvær, og jeg var selv ivrig tilskuer til hans forsøg. Endelig fandt han ud af at bruge en træplade som bund og lægge et lag ler på af samme tykkelse som bogstaverne skulle have. Leret blev jævnet med en rulle, der lignede en kagerulle, derefter skar man så bogstaverne ud med en kniv, og hældte det flydende bly ned i denne skabelon. På denne måde kunne der laves en 3 -4 bogstaver ad gangen. Det ved jeg heller ikke om han fik nogen betaling for. Mon ikke det var det største projekt, men der var flere. Nede ved Sondrup Strand blev der hvert år opstillet en badebro, der var så lang, at man ved yderenden kunne springe på hovedet i vandet. Det har også været et større arbejde, for broen blev taget ned hvert efterår, og genopstillet næste forår. Lidt senere blev der opført et ret langt træhus vinkelret på strandkanten. Det kunne benyttes til omklæd-

ning, og det var delt på midten, så mænd fik den del, der var nærmest mod vandet, og damerne den ende, der vendte ind mod land. Efter et par år på denne udmærkede måde, har man måske syntes, at det var for småt, for så blev der bygget et nyt hus ved den anden ende af strandarealet. Dette nye blev så damernes badehus, og mændene fik det gamle for sig selv. Selve det areal der lå imellem disse to badehuse var nok ikke mere end et par hundrede meter. Men det var tilstrækkeligt selv i højsæsonen. Det er mærkeligt at tænke på, at dengang var folk mere ærlige, for man hængte sit tøj i badehuset, med en pung i lommen, og sommetider også et armbåndsur. Der var ingen der skænkede det en tanke, at noget skulle blive stjålet, og jeg har da heller aldrig hørt at det skulle være sket. Det havde næppe gået i dag. I de sidste år, hvor jeg brugte Sondrup Strand, var der dog kommet lidt penge i foretagenet, for man skulle for at benytte stranden og badehusene betale, enten hver gang, eller man kunne købe et mærke, der skulle sys på badetøjet. Et sådant mærke gjaldt så for hele sæsonen. Mon ikke det kostede en krone eller halvanden for mærket, det var i alt fald der omkring. Som jeg har fortalt, var ærlighed mere almindelig dengang end i dag, men folk vogtede så sandelig også på moralen. Når jeg var hjemme på sommerferie, efter at jeg var rejst til Ringkøbing, var jeg sammen med mine brødre nede ved Sondrup Strand hver dag. Et af årene havde spejderne fra Odder en sommerlejr i Sondrup. Det var ulveunger, og den ene af lederne var en pige, som jeg havde gået i klasse med, så ret naturligt var vi jo inde i lejren og hilse på dem, når vi cyklede hjem fra stranden, og en gang var det blevet lidt sent inden vi kom til Hundslund, fordi vi havde overværet aftenens lejrbål og sunget med på spejdersangene. Denne lidt sene hjemkomst kom en af Hundslunds borgere for øre, og han blev helt balstyrisk over det, han kaldte vores umoral, Han truede med at få forårsaget, at lejren blev lukket, og vi andre skyldige blev truet med bål og brand. Vi "skyldige" var jo noget beklemte ved situationen, men der skete ikke mere end denne overhaling. Jo forresten, den forargede borger, var en tur rundt ved vores forældre, for at fortælle dem om deres børns umoral. Det jeg husker bedst fra et besøg på denne spejderlejr, skete en aften mens lejrbålet 40


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

brændte. En af lederne havde ikke fået spist alle sine mellemmadder, og vi blev spurgt, om ikke vi var sultne og kunne tænke os en mad. Jeg sagde ja tak og fik en leverpostejmad, som jeg ikke undersøgte nærmere, for det var næsten helt mørkt. Ved det første bid, smagte den meget sødt, og jeg spurgte, hvorfor i alverden de kom sukker på en leverpostejmad. Man protesterede voldsomt, det havde man sandelig heller ikke gjort, men da jeg stadig fastholdt, at der var sukker på, var der en, der fandt en lommelygte, så vi kunne se nærmere på leverpostejen. Og så løste mysteriet sig: leverpostejen var tæt besat med myrer. Så nu ved jeg hvordan myrer smager. Der var flere aktiviteter, hvor sammenholdet og hjælpsomheden viste sig. I et af de første år under krigen, hvor brændselsmanglen begyndte at vise sig, tillod Århus amt Hundslunds borgere, at fælde hvert andet landevejstræ, der stod langs Horsens Odder landevej. Hver husstand måtte få et bestemt antal kubikmeter, jeg tror det var tre eller fire, og det var kun stammen, der talte. Grenene fik man med i købet. Den eneste betingelse var, at man skulle selv fælde træerne, så det kaldte alle mand af hus, og alle hjalp alle. Men mon ikke alle træerne burde have været fældet, for selv dengang, hvor trafikken var meget mindre end nu, skete det, at en bil kolliderede med et træ. Træerne stod jo klos op ad vejen. Det havde nok været bedre, om de havde stået på den anden side af landevejsgrøften. Jeg kan huske engang, hvor en bil var kørt imod et landevejstræ, og vi børn skulle jo ned og se på det. Motorhjelm og køler var trykket næsten helt ind i kabinen, men det der undrede os mest, var at den ene forlygte stadig lyste. Pæren havde holdt til den ublide medfart. Denne træfældning var om foråret, og jeg var hjemme fra Ringkøbing på påskeferie, og så hvordan det gik til. En havde et stykke værktøj, og en anden noget andet, og man lånte og alle fik fældet de træer, man havde fået tildelt. Man gjorde det, at man først savede eller med en økse, fjernede ca det halve af stammen helt nede ved roden. Derefter var der en, der klatrede op i træet og fastgjorde det reb, som alle mand så trak i indtil træet væltede. Jeg kan ikke huske om amtet forlangte, at roden skulle fjernes, men jeg tror, det var tilfældet, for jeg mindes svagt at have hørt om de store besværligheder, det medførte. Der var også noget for os børn. Ved faste-

lavnstid var det skik, at skolebørnene "gik soldat". Næsten alle havde jo et sæt matrostøj dengang. Der blev så syet sølv eller guldstriber ned langs buksesømmen, og de menige fik lavet en skråhue. Der var tre officerer kongen, fanebæreren og kassereren. Jeg prøvede at være kasserer og at være konge. Kongejobbet var det letteste, det medførte kun at man selv skulle lave en kongekrone af pap, og guldbroncere den. Vi gik så rundt ved alle huse og gårde i sognet. Når vi var kommet til et sted, kommanderede kongen "ret", og vi stod så ret på to geledder og sang et vers af soldatersangen, der gik på melodien til "I alle de riger og lande". Så var det meningen at folk skulle komme ud af huset og give en skilling til kassereren, der så svarede ved at invitere til fastelavnsfest i Hundslund forsamlingshus. Jeg kan huske det år, hvor jeg var kasserer, det var jo hundekoldt og mine fingre var helt følelsesløse, når jeg skulle tage imod penge. Og helt galt var det, hvis nogen ville have penge tilbage. Når så det var overstået sang vi endnu et vers på samme melodi. Jeg mener at kunne huske det lød sådan: Vi takker for gaven den kære, vi takker I store og små, For gaven, der raktes vor konge. Hermed vi farvel byde må.

Hvorefter vi gjorde honnør, og trådte af og fortsatte til næste hus eller gård. Jo, for resten hørte der også en hjemmelavet træsabel til uniformen, og der gik de forfærdeligste rygter om sammenstød og kampe med soldaterne fra nabobyerne, hvor det ene kompagni erobrede hele kassebeholdningen fra det andet. Men det har nok kun været rygter, for det skete aldrig i de år, hvor jeg var med. Før fortalte jeg, at kongejobbet var det letteste, men det medførte også en pligt til at vælge en dronning. Det var ikke spor rart, for dengang omgikkes drenge og piger ikke så ligefremt som i dag. Der var jo nok en pige, man kiggede lidt efter, men det var jo en skandale, hvis andre fik det at vide eller opdagede det, for så var man blameret for livstid. Der skulle også laves en dronningekrone, det var ikke noget problem. Det værste var, at når børneballet startede om aftenen skulle kongen til den allerførste dans byde en pige op. Hun var så dronning og fik dronningekronen på. Det var skrækkeligt! Det år jeg var konge, skulle jeg også vælge dronning. Jeg vidste godt hvem det skulle væ41


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

re, men sikken en overvindelse, der skulle til, før jeg bød hende op til den første dans. Det var "Lille Mie", som er omtalt i nr. -68-. Noget af det sidste, jeg hørte om var, at man lavede i fællesskab et frysehus. Det blev bygget i den sydlige spids af barber Christensens (-79-) have. Det var før alle fik køleskab og fryser. Dette frysehus var så indrettet i små aflåselige rum, som man så kunne leje, vist for et år ad gangen. Det må have været en succes, for jeg mener, at der var ventetid på at leje sådan et lille rum, hvis man ikke havde været med fra starten. Inden dette frysehus blev bygget måtte man klare sig på anden måde for at opbevare madvarer. Almindeligt køleskab havde man heller ikke, så mælkemanden kom hver eneste morgen med friske mejerivarer. Den halve gris, som man sommetider kunne købe hos en velvillig bondemand, måtte man salte ned. Man fik bødkeren til at lave et saltkar. Det var et trækar, der vel kunne rumme omkring 100 liter. Heri ned lagde man så skiftevis et lag kødvarer og et tykt lag salt. Det medførte jo, at kødet blev så salt, at det måtte vandes ud en dags tid inden det kunne spises. Men det kunne holde sig på den måde. Skinken blev ikke saltet, den gik man til røgmanden med, i Hundslund var det bødkeren, og fik den røget, så den også kunne holde sig. Når den kom tilbage fra røgning, hængte man den op på loftet, hvor man så hentede en luns en gang imellem. Når skinken hængte på loftet, kunne der sommetider danne sig små vandperler på den. Man sagde at den svedte, og når det skete varslede det omslag i vejret sagde de gamle. Det var en vending, der tit blev brugt "de gamle siger". De sagde, at hvis tordenvejret kom fra kirkehjørnet blev det slemt, og de sagde også, at når man kunne høre hovedgårdtoget, så blev det regnvejr. Hovedgårdtoget var DSB toget fra Horsens til Hovedgård. Lige før Hovedgård var afstanden fra skinnerne til Hundslund 6 -7 km. Der var dengang mange lyde, som man ikke hører i dag. Når en landmand høstede med le, kunne det høres langt omkring, når han hvæssede leen, og telefontrådene, der gik langs vejene kunne en gang imellem summe ganske højt. Man sagde: "telefontådene synger", og det skulle ifølge de gamle også varsle om vejret.

Det var så vores beretning om Hundslund, og jeg må hellere tilføje: "Så vidt vi husker". Skrevet i 1997 og 1998 af Alf Møller Hansen Rettelse: feb. 2004: Jeg har fået at vide, at Snedkerkarl, der boede i -23- ikke var både ringer og graver. Det var hans svoger Jens Nielsen i nr -87-. der var graver, og det var vist også ham, der trådte bælgen til kirkeorglet. Her er et billede af forfatteren som treårig elefantjæger med sit bytte:

- og et billede af forfatterens far og mor foran værkstedet på Langgade.

42


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Billeder fra Hundslund Efterfølgende ses forskellige billeder fra Hundslund med Alf Møller Hansens kommentarer. Numrne i parentes henviser til den skitse der ses umiddelbart før Alf Møller Hansens artikel om Hundslund i trediverne.

Billedet herover. Sådan så Hundslund ud når man kom fra Horsenssiden. Billedet er taget ud for Aksel’s hus (-1-). Bygningen til venstre er kapellet. Det hvide tæt ved er et stykke af fattighuset. Til højre ses læge Ipsens hus (-4-). Billedet til venstre. Her er Landevejen set fra snedker Skov’s hus og mod Horsens. Til venstre ses gavlen af læge Ipsens hus (-4-). Til højre ses fattighuset og kapellet. I baggrunden ses Aksel’s hus (-1-)

Billedet til højre. Lidt længere inde i byen . Til venstre ses Langgade der støder op til Landevejen, og lige efter ses det lange hus (-62-), hvor Anna Madsen og Einar Madsen boede. Første hus til højre er slagter Hansens butik og privatbolig (-8-). Det næste er Hundslund Brugsforening, som den hed dengang (-86-). Foran står brugsens Shell benzintank. Næste hus er sadelmager Mikkelsens bolig og butik (-85-).

Billedet til venstre. Et kig ned ad Langgade. Til venstre ses lidt af snedker Skov’s hus (-5-), der er bygget sammen med skomager Madsens hus og butik (-14-). Her ses Hundslunds eneste gadespejl. Næst efter ses skrædder Olsens (-15-) og Knud Hansens hus(-16-). På højre side ligger Dangaards hus (-17-) med den store have, der gik helt op til Landevejen.

43


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Her ses indkørslen til Hundslund fra Oddersiden.

Landevejen. Først ses sadelmager Mikkelsens hus (-85-). Billedet er a senere dato, da butiksvinduet er muret til. Derefter kommer Hundslund Brugsforening (uden benzintank), slagter Hansens hus (-8-) og snedker Mortensens hus (-7-).

Dette er skrædder Olsens hus med butiksvindue (-15-). I døren ses skrædder Olsen og hans kone. Pigen mellem den må være Anna, der blev gift med Aksel (-1-). Billedet må være fra ca. 1910.

44


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Her er den bred låge fjernet, så en bil kan køre helt ned til kirkedøren, som ses i baggrunden. Dette billede må være taget efter pastor Kraghs død. Han ville ikke tillade biler at køre ind på krikegården.

Hundslund Kirke og kapellet. Træerne er uden blade, så billedet må være taget ved vintertid. Til højre ses de låger som far lavede.

Sådan så kirke ud fra vores køkkenvindue.

45


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Dette er kirkestien der går langs kirkediget og ned til Chr. Andersens gård (18-).

Disse to billeder er meget gamle. På det øverste har bageren ikke nogen butiksdør, og butiksvinduet er heller ikke så pænt som på det nederste, der er ældre end 1911, da billedet er brugt som en fødselsdagshilsen til fars søster Kirstine. Kortet er skrevet af bagerens søn Aage, og er dateret 3/8 1911. Henses adresse var Hr. C.A.Gabba, Langaa St.

46


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Fars hus og værksted (-16-). Billedet må være fra sidst i halvtredserne, for både Else og Inga er med.

Lidt af Damgaards butik og værksted. Pigen på cyklen er Ebba, Jørgens søster.

Slagter Simonsens butik (-26-). Billedet er brugt som julekort til far og mor fra J. Simonsen og hustru.

47


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

De to billeder er møllen. Det store billede er taget udfor pakhuset og langs banen.

Her ses Morten og Katrine med Elly, Gerda og Tove, når de tog turen mellem Hundslund og Løsning i jumben. Det var vel små 30 km.

48


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Fra Hundslund skoles opførelse af ”Askepot” 1936. Fra venstre ses Peter Pedersen, Inger Nedergaard, ukendt, ukendt, Ellen Vase, Karl Ibsen, ukendt, ukendt, Tove Pedersen, Vagn Nielsen, Gerda ?, ukendt, Ragna ?, ukendt, Store Mie og Alf.

Næste billede er fra samme stykke. Fra venstre ses Inger Nedergaard, ukendt, Store Mie, Alf, Marie Pedersen, ukendt, Tove, Anker, Ellen Vase og Karl Ibsen.

Fra de voksnes dilettant. Stykket hed ”Da Skørteregimentet Faldt”. Personerne er fra venstre: Tage Høj, Ellen Holst, Henry Rasmussen, Fru Ipsen, Jacob Holst mor Anna Hansen, Dagny Mortensen og far Knud Hansen. Foran scenen står bødkerens Søren med violin, instruktør Michael Pedersen med rollehæftet og snedkermester Crh. Mortensen. Det er nok fra midt i trediverne.

49


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Billeder fra Sondrup

Sidste tre billeder er fra Sondrup Strand. På det øverste ses folk, der i foråret er ved at klargøre området til sommeren. På det næste ser man den lange badebro, der førte så langt ud, at man kunne springe på hovedet i vandet. For enden af broen kan man ane vippen, der lå så langt ude at man måtte svømme et godt stykke for at komme derud. Og man ser det første omklædningshus med døren til mændenes afdeling. På det sidste billede ser man mennesker, der brugte stranden en sommerdag.

50


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Landevejen 7, Hundslund På nordsiden af Landevejen, på hjørnet af det der nu hedder Langgade, lå et af Hundslunds mange snedkerværksteder. Indehaveren var snedker Skov, der foruden alt andet snedkerarbejde også lavede ligkister, og jeg husker, at når der var dødsfald i byen eller omegnen, var far, der også lavede ligkister, meget spændt på hvem, der skulle levere kisten. Foruden at levere kiste skulle man også levere ligtøj, vaske den døde og lægge den døde i kisten. Det var næsten det samme som nutidens bedemænd gør. Skovs kone Rasmine havde telefoncentralen, og der var service på dengang. En gang mens jeg var i lære i Ringkøbing, ringede jeg en aften hjem til mine forældre, og jeg blev meget forbavser over at det var snedker Chr. Sørensen, der tog telefonen, og da vi havde snakket lidt, spurgte han, hvordan jeg vidste, at far og mor var på besøg hos dem. Det vidste jeg naturligvis heller ikke, men jeg kom da til at tale med dem. Først lang tid senere fik vi opklaret, at datteren Petra, der passede centralen, havde set at far og mor gik forbi, og da hun vidste, hvor de skulle hen, og at når opringningen kom fra Ringkøbing, så var det mig. Så ganske naturligt lod hun telefonen ringe hos Chr. Sørensen, hvor far og mor var. Den slags service kendes ikke nu om dage, hvor telefonen bare ringer på det valgte nummer, enten der er nogen hjemme eller ej. Fra Alf Møller Hansens beretning om huse og mennesker i Hundslund i trediverne

Søndag den 24. oktober 2010 opstod der ildløs i udhuset. Ilden bredte sig til taget og gjorde huset ubeboeligt. Det stod nu ubeboet frem til februar 2011, hvor nedrivningen gik i gang. Huset var før branden beboet af Solvej og Per Berke sammen med sønnen Niels.

Horsens Folkeblad Mandag den 25. oktober 2010 Mandag den 21. februar 2011

51


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Mandag den 7. marts 2011

Torsdag den 17. marts 2011.

52


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

Bidrag fra Dorte Schmidt-Nielsen Tak for hjemmesiden www.hundslund.dk med den spændende egnshistorie 1 og 2. Jeg opdagede den i aftes da jeg googlede lokalhistorisk arkiv, Hundslund. Sagen er at jeg har nogle gamle prospektkort fra Hundslund som jeg forestiller mig kan være af egnshistorisk interesse. Jeg har dem fordi min far, Gunnar Schmidt Nielsen, blev født i Hundslund, i den gamle brugs, i 1905. Hans forældre Niels Jensen Nielsen og Mette f. Schmidt blev gift i 1901 og Niels Nielsen var uddeler i Hundslund (fra samme år? Jeg tror det.) De fik 6 børn, hvoraf den ældste, Jens (f. 1901 i Hundslund. Uddeler i brugsen efter sin far Niels), og den yngste, Svend (f.1918 i Hundslund), nævnes i Alf Møller Hansens spændende beretning, skrevet 1997 og 98, om dem der boede i Hundslund i 30'erne og 40'erne. (Desværre handlede familien Møller Hansen ikke i brugsen, men hos købmand Sørensen - selv om denne lå længere væk! Derfor de sparsomme beretninger om brugsuddelerens!). Han husker dog synet af min bedstefar Niels Nielsen. Niels døde 27.febr.1933. Min bedstemor, Mette Nielsen, boede derimod i Hundslund lige til sin død næsten 95 år gammel i 1969,

i det hus som hun og Niels byggede da de holdt op i brugsen. Det har nr.82. Hverken prospektkortet af sneboldkampen eller det med den lille familie (?) uden for en købmandsforretning (? - bemærk: der er også postekspedition) er påtrykt "Hundslund", men lå sammen med billederne fra Hundslund - i boet efter min far. Jeg har forsøgt at sammenligne det hus på billedet af sneboldkamp (bag drengene) med billedet af Sadelmager Mikkelsens hus (nr. 85 på jeres hjemmeside). I så fald skulle huset th. for drengene i kamp være den gl. brugs? Jeg er ude i gætterier! På den nederst fil, billedet af Mette Nielsens hus, har jeg skrevet at det er efter 1933. Det er jeg dog ikke sikker på. Måske nåede min bedstefar at flytte med ind i "pensionist"huset inden han døde i 1933. De tre nederste filer er privatbilleder. Det vil glæde mig hvis billederne vil kunne blive til gavn og glæde for flere end mig. Venlig hilsen dorte schmidt-nielsen

53


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

54


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

55


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

56


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

57


Lokalhistorie for Hundslund Sogn

58



Hundslund lokalhistorie