Page 1


MANGFOLDIGHED I DANSK DAGSPRESSE


MANGFOLDIGHED I DANSK DAGSPRESSE – et publicistisk serviceeftersyn © Anker Brink Lund 2013 Layout og sats: Klahr Grafisk Design Korrektur: Thomas Mogensen Tryk: CPI books Printed in Germany 2013 1. udgave, 1. oplag ISBN 9788792927101 Nr. 1 i serien Center for Civilsamfundsstudier I kommission hos MØLLER www.moellerforlag.dk Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i Lov om ophavsret af 14. Juni 1995 med senere ændringer.


Anker Brink Lund

MANGFOLDIGHED I DANSK DAGSPRESSE – et publicistisk serviceeftersyn

Center for Civilsamfundsstudier i kommission hos MØLLER


Forord Som en markering af årtusindeskiftet udsendte Danske Dagblades Forening i samarbejde med Milleniumfonden 21 hæfter under fællestitlen „Pressen i demokratiet – demokratiet i pressen“. Redaktøren af hæfterne, Nils Thostrup (2001:17), konkluderer, at „Dagbladene har et indbygget overlevelsesgen“, der både har med tilpasningsevne og herlighedsværdi at gøre. Det er denne X-faktor, jeg går på jagt efter i denne bog med henblik på at definere det, der ved festlige lejligheder sammenfattes under besværgelsen: public service for private money. Problematikken adresseres ved at fremlægge resultater fra en empirisk undersøgelse af mediemangfoldighed og meningsdannelse i fem danske dagblade. Der sættes særligt fokus på kernepublicistikken. Det vil sige de dele af nyhedsformidlingen og debatartiklerne, der lægger op til koordinerende handling af politisk art. Det empiriske grundlag er systematiske indholdsanalyser fra uge 46 i 1999, 2008 og 2011 – altså indsamlet både før, under og efter webmedier for alvor vandt indpas på mediemarkedet. På dette grundlag er der foretaget publicistiske serviceeftersyn af Berlingske, Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet og BT. Først trækkes nogle historiske hovedlinjer med henblik på at skitsere den økonomiske, politiske og konkurrencemæssige kontekst, der har præget medieudviklingen i Danmark fra etableringen af partipressen og frem mod vore dages konvergerende mediestruktur, hvor de formelle bånd til de politiske partier er blevet løsnet. Dernæst vurderes udviklingen i ejerforhold og indholdsmangfoldighed i årene omkring årtusindeskiftet. Afslutningsvis diskuteres dagspressens rolle i samfundet med særlig henblik på den politiske meningsdannelse.

5


Tak til bidragyderne Danske Dagblades Forening, Folketingets Magtudredning, Jyllands-Postens Fond, Politiken Fonden og Aase og Ejner Danielsens Fond, der finansierede de nyhedsuge-projekter, der ligger til grund for indholdsanalyserne. Tak til Infomedia og de mange studerende ved SDU, RUC og CBS, der medvirkede til dataindsamlingen. OgsĂĽ stor tak til medarbejdere og forskerkolleger, der har bidraget til databehandling og resultatfortolkning: Sarah Aronstein, Christian Berg, Peter Bro, Rasmus Burkal, Gitte Gravengaard, Jannie Møller-Hartley, Henrik Jensen, Kasper Lindskow, Lisbet Vestergaard Marek, Gitte Meyer, Ida Willig og Mark Blach-Ă˜rsten. Januar, 2013 Anker Brink Lund


Indhold KAPITEL 1 · Den polariserede publicistik...................................................9 Partipressens blomstringstid............................................................................... 10 Partipressens afvikling......................................................................................... 12 De fem i front....................................................................................................... 17 Læsevejledning..................................................................................................... 24 KAPITEL 2 · Den synkroniserede publicistik............................................27 Nyhedsugen 15.-21.11.1999 ................................................................................ 28 Hovedtendenser................................................................................................... 38 KAPITEL 3 · Den segmenterede publicistik..............................................47 Nyhedsugen 10.-16.11.2008 ................................................................................ 48 Hovedtendenser................................................................................................... 59 KAPITEL 4 · Den centrifugerede publicistik.............................................67 Nyhedsugen 14.-20.11.2011 ................................................................................ 68 Hovedtendenser................................................................................................... 80 KAPITEL 5 · Dagspressens rolle i samfundet............................................87

Ejerkoncentration...................................................................................................... 87 Producentpluralisme................................................................................................. 91 Kildekonkurrence................................................................................................ 95 Emnesynkronisering ......................................................................................... 100 Læsersegmentering............................................................................................ 106 Konklusioner...................................................................................................... 109

ANVENDT LITTERATUR........................................................................115


kapitel 1

Den polariserede publicistik Ved det politiske systemskifte i 1901 udkom 135 dansksprogede dagblade med selvstændig redaktion. Hertil kom et ukendt antal aflæggerblade, der nok havde eget avishoved (og eventuelt en lønnet lokalredaktør), men i praksis fungerede som filial for en partiavis i nabobyen. Aviserne blev redigeret med partimæssig ensidighed, og der var ingen væsentlig nyhedskonkurrence – heller ikke fra andre medietyper, selvom magasiner, fagblade og tidsskrifter også spillede en rolle for meningsdannelsen. I årene efter etableringen af Det Radikale Venstre i 1905 konsolideredes det såkaldte firebladsystem, hvor hvert af Rigsdagens partier kunne regne med støtte fra egne aviser i hovedstaden og de største provinsbyer. Baseret på Thomsen & Søllinge (1991:70-76) kan vi sammenholde de relative parti-andele af avisdækningen med stemmeafgivningen ved folketingsvalget i 1906. Venstre var samlet set det største parti i Folketinget med 37 procent af de afgivne stemmer, og partiet kunne regne med aktiv støtte fra 33 procent af dagbladsoplaget fordelt på 55 hovedblade og et tilsvarende antal aflæggerblade. Socialdemokratiet opnåede 27 procent af de afgivne stemmer, men disponerede kun over 15 procent af det samlede dagbladsoplag. Højrepressen var i tilbagegang, men ikke desto mindre kunne man i 1906 fastholde en dagbladsdækning (21 procent) nogenlunde på højde med andelen af stemmeandelen (23 procent). Det Radikale Venstre opnåede 13 procent af stemmerne, men disponerede i 1906 kun over 8 procent af dagbladsoplaget – inklusive Politiken og Ekstra Bladet.

9


Partipressens blomstringstid Formmæssigt var der ikke mange muligheder for variation i dagbladene ved begyndelsen af det 20. århundrede. Aviserne fremstod som „foldede lagener“ på fire sider (ca. 63 x 84 cm), hvor annoncerne dominerede forsiderne sammen med alenlange politiske ledere. Det nye „Boulevard-Format“ (33 x 55 cm), som Politiken og Ekstra Bladet introducerede i dansk dagspresse anno 1905, gav bedre mulighed for kreativ brug af overskrifter, underrubrikker, mellemrubrikker og billeder. Efterhånden gik resten af hovedstadspressen og hovedparten af provinspressen også over til det nye format, som vi i dag betegner som „broadsheet“. Aviserne konkurrerede på meningsdannelse – ikke på pris. Fra tiden omkring første verdenskrig og mange år fremover sørgede en kartellignende aftale mellem de store bladhuse for harmonisering af annonce- og abonnementstaksterne. Også det indbyrdes styrkeforhold i partipressen lå nogenlunde fast. Selvom Socialdemokratiet fra og med valget i 1913 blev Folketingets største parti, stagnerede A-Pressen, der anvendte indtægterne fra de overskudsgivende aviser til subventionering af tabsgivende dagblade samt oprettelse af aflæggere i de byer, hvor partiet ikke havde eget hovedblad. Ved folketingsvalget i 1913 opnåede socialdemokraterne 30 procent af stemmerne, men kontrollerede kun 15 procent af avisoplaget, hvorimod de øvrige partier repræsenteret i Rigsdagen kunne regne med støtte fra en partipresse, der nogenlunde svarede til andelen af de afgivne stemmer. Efter genforeningen med Sønderjylland kulminerede dagspressen med 159 hovedblade plus 132 aflæggere. 46 danske byer havde to eller flere konkurrerende lokalaviser. Dagbladene kunne vælge at udbetale overskud til aktionærerne eller investere dem i nye stofområder, flere journalister og bedre distribution. De langtidsholdbare valgte sidstnævnte strategi: Produktudviklingen forbedrede konkurrenceevnen, hvilket gav flere abonnenter og annoncører. Det medførte indtægter til nye investeringer i form og indhold, hvorimod de økonomisk svagt funderede dagblade ikke kunne følge med i oplagsspiralen. Når det ikke umiddelbart førte til epidemisk bladdød, hang det sammen med, at de økonomisk svagt funderede dagbla-

10


de blev understøttet af partiorganisationerne både direkte gennem penge­ bidrag og indirekte gennem de såkaldte generalkorrespondancer, der udgik fra partikontorerne. Dagspressen havde i det hele taget stor politisk bevågenhed og fik to repræsentanter som lovfæstede medlemmer af Radioraadet ved Statsradio­ foniens oprettelse i 1925 og frem til radiolovsrevisionen af 1959. Hertil kom et reklameforbud i radio og tv (opretholdt indtil 1988) samt begrænsninger i nyhedskonkurrencen. Pressens Radioavis var således indtil 1963 i bogstaveligste forstand styret af dagspressen via Ritzaus Bureau, der var ejet af dagbladene i fællesskab. Alle disse tiltag kan anskues som politisk begrundede med det formål at beskytte (parti)pressens mangfoldighed på de elektroniske mediers bekostning. 1930’erne dannede ramme om voldsomme indenrigspolitiske kampe om flertallet i Landstinget mellem SR-regeringen og VK-oppositionen. Partipolitisk set har Danmark næppe før eller siden haft mere ensidig og polariseret publicistik end i dette årti. De enkelte aviser favoriserede systematisk egne partifæller, ikke kun i ledende artikler og debatartikler, men også i referater og politiske reportager (Søllinge, 1999). Samlet set fremstod udbuddet alligevel ganske mangfoldigt, hvis man vel at mærke læste mere end én partiavis, og det gjorde en femtedel af befolkningen faktisk, så husstandsdækningen lå et pænt stykke over 100 procent. Den tyske besættelse betød, at dagbladskonkurrencen blev midlertidigt neutraliseret. Papiret blev rationeret, vareknapheden reducerede annoncering, og nyhedsformidlingen blev censureret. De første år blev kontrollen varetaget af Udenrigsministeriets Pressebureau, der dagligt udsendte instrukser med forbud mod omtale af bestemte emner. Dagspressen nedsatte desuden et Pressenævn, der kollegialt afgjorde, om der skete over­trædelser af den kollegiale presseetik. I alt rejstes fra tysk og dansk side 120 sager, og Pressenævnet dømte bod i 64 tilfælde. Desuden blev ti journalister og redaktører fyret fra deres blade efter krav fra besættelsesmagten. Efter den 28. august 1943 overtog tyskerne censuren, hvorefter alt politisk stof blev gennem­ læst før udgivelse. Besættelsesmagten udstedte herudover instrukser om opsætning af stoffet og pålagde medierne at

11


bringe særlige propagandameddelelser. Valutacentralens Pressebureau fik samtidig udvidet sin medarbejderstab og blev henlagt under Statsministeriet under navnet Ministeriernes Pressebureau. Bureau­et anvendtes til massiv annoncering i dagspressen i samarbejde med Justitsmini­steriets Propaganda­udvalg.

Partipressens afvikling Mangfoldigheden blev øget med fire nye dagblade grundlagt i efterkrigstidens første år. Kun de to (Information og Land og Folk) fik dog en længere levetid. Samtidig konsoliderede Det Berlingske Officin og Politikens Hus deres positioner med lidt under en tredjedel af det samlede danske avis­ oplag og to tredjedele af avismarkedet i hovedstadsområdet. I 1952 dukkede en ny faktor op i mediebilledet, da Statsradiofonien lancerede en dansk tv-kanal. Sendetiden var yderst begrænset, og programproduktionen blev stadig ledet af et partipolitisk sammensat radioråd. Også fjernsynet fik forbud mod at bringe reklamer og egenproducerede nyhedsudsendelser af hensyn til partipressens økonomi. Alligevel blev antallet af dagblade reduceret til 89 i 1955 og 54 i 1965. Publicistisk blev mangfoldigheden til gengæld øget, da Danmarks Radio fik lov til at lave egne nyhedsudsendelser i radio (1964) og tv (1965). Det skabte grundlag for selvstændige bidrag til meningsdannelsen. Samtidig brød stadig flere dagblade med partibindingerne. Det traditionsrige firebladssystem blev gradvist afløst af professionel og ensartet journalistik, der efter grundlovsrevisionens nedlæggelse af Landstinget i 1953 kunne betragtes som en uafhængig kontrollant af lovgivningen (Thostrup, 2001). Denne samfundsrolle som „fjerde statsmagt“ kunne begrunde en mere kritisk holdning til de folkevalgte på Christiansborg og politik i bred forstand – frigjort fra de politiske partier. Regionalt stod aviskonkurrencen nu typisk mellem en enkeltstående lokalavis udfordret af Morgenavisen Jyllands-Posten og københavnerdagbladene. Kun et fåtal – især den socialdemokratiske A-presse – fastholdt partibindingerne, mens de øvrige arbejdede ud fra det såkaldte omnibuskoncept: alt for alle og enhver. Kun under valgkampe trådte fortidens parti­

12


tilhørsforhold tydeligere frem i spalterne. Niels Thomsen (1965:27) har sammenholdt oplag med de afgivne stemmer ved folketingsvalget 1964: Socialdemokratiet fik 41,9 procent af stemmerne, men disponerede kun over 9,9 procent af avisoplaget. Venstre opnåede 20,8 procent af stemmerne, selvom partiet kunne regne med opbakning fra 30,9 procent af dagbladene. Det Radikale Venstre fik 5,3 procent af stemmerne, men fandt støtte i 11,7 procent af avisoplaget. Det Konservative Folkeparti opnåede 20,1 procent af stemmerne og disponerede over 24,8 procent af avisoplaget. Af de resterende partier var det kun Danmarks Kommunistiske Parti, der kunne regne med støtte i eget dagblad. I midten af 1960’erne var 78 procent af avisoplaget partiloyalt i forbindelse med valgkampe. Men truslen om bladdød motiverede tværpolitiske fusioner. Desuden åbnede aviserne i stigende grad debatsiderne for andre partisynspunkter end ejerkredsens oprindelige. Ikke kun af demokratiske hensyn, men også fordi ingen avis med ønske om at overleve på længere sigt kunne satse ensidigt på kun at hverve abonnenter med tilknytning til kun et enkelt politisk parti. Hertil kom, at ånden fra det antiautoritære 1968 – med en vis forsinkelse – slog igennem på avisredaktionerne. Journalistfagets partigængere og bohemer blev afløst af fagforeningsbevidste lønarbejdere og professionelle karriereløver uddannet fra den nye fællesuddannelse ved Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. De 3.280 medlemmer af Danmarks Journalistforbund skiftede ubesværet fra det ene medie til det andet – uanset tidligere tiders partifarve. De definerede sig som systemkritiske vagthunde – ikke som partiloyale hyrdehunde (Bro, 2004). En skelsættende enkeltbegivenhed var debatten før og efter folkeafstemningen om det danske EF-medlemskab. Beslutningsprocessen splittede ikke kun de politiske partier, men også dagbladenes betalende publikum. Store dele af befolkningen oplevede på dette centrale samfundsmæssige spørgsmål, at deres avis talte dem midt imod. Kun Ekstra Bladet anlagde en konsekvent nej-linje. De øvrige dagblade var for EF-medlemskabet – dog således at Morgenavisen Jyllands-Posten og Information fremstod redaktionelt splittede på spørgsmålet. Alle de fire gamle partier var mærkede af

13


EF-debatten, og jordskredsvalget i 1973 bragte Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti og Venstresocialisterne i Folketinget, uden at de kunne disponere over egne dagblade. Det var kun et af mange tegn på, at partipressen havde mistet væsentlige dele af sin meningsdannende autoritet. Også på arbejdsmarkedet stod 1970’erne i konfrontationernes tegn. Det havde længe været teknisk muligt at forenkle dagbladsproduktionen, men stærke fagforeninger og svage bladbestyrelser forhindrede implementeringen. Nu satte dagblade og typografer hårdt mod hårdt. Først i Politikens Hus og derefter hos konkurrenten i Pilestræde, hvor resultatet var 141 dage, hvor hverken Berlingske Tidende eller husets øvrige publikationer udkom. Med henblik på sådanne konflikter havde de to huse i 1969 indgået en uformel aftale, som gik ud på at konkurrere kompromisløst på bladindhold, men samtidig at støtte hinanden forretningsmæssigt ved at undgå priskonkurrence og afstå fra strandhugst hos hinanden under typografkonflikter. Således kunne Ekstra Bladet og Politiken ikke udnytte de fem måneder, hvor konkurrenten i Pilestræde var strejkeramt, til at trykke ekstraoplag. Men sådanne bindinger var andre aviser ikke underlagt, hvilket gav Morgenavisen Jyllands-Posten en mulighed for at vinde fodfæste i hovedstadsområdet. Et andet felt, hvor uformelle aftaler skabte fred mellem de to store bladhuse, var på forretningsområdet gratis ugeaviser (distriktsblade). Her havde Politikens Hus og Berlingske i praksis delt markedet i København og omegn imellem sig, så annoncørerne ikke kunne spille de to bladhuse ud mod hinanden. Også i Aarhus indgik de to store spillere overenskomst på distriktsbladsområdet. Århus Stiftstidende købte Jyllands-Postens tabsgivende ugeaviser, og sidstnævnte lovede aldrig at gå ind på dette avismarked igen. Fortolkningen af aftalen kom senere til at indgå i de benhårde krige om markedsandele, som i 1990’erne atter blussede op i Aarhus og bredte sig til hovedstadsområdet. Nettoresultatet af bladdøden og typografkonflikterne var, at dagspressen som helhed oplevede betydelige indtægtstab. Danske Dagblades Fællesrepræsentation rettede på den baggrund henvendelse til statsministeren

14


med ønsker om udvidet offentlig annoncering i aviserne og andre former for økonomisk hjælp til den kriseramte dagspresse. Når der ikke skete noget fundamentalt, skyldtes det modstridende politiske præferencer i spørgsmålet om pressestøtte. Det regeringsbærende Socialdemokratiet var indstillet på en direkte og selektiv støtte, mens VKR helst så en ensartet og indirekte støtte. Resultatet blev et kompromis i form af oprettelsen af Dagspressens Finansieringsinstitut samt videreførelse af den hævdvundne afgiftsfritagelse for avispapir i form af nul-moms på dagbladssalg. Desuden skabte bladdøden gradvist forståelse for, at den offentlige administration havde ret og pligt til at informere offentligheden gennem dagbladsannoncer. I 1988 blev udbuddet af publicistisk medieindhold øget markant ved lanceringen af TV 2. Forud var gået en lang beslutningsproces, blandt andet med nedsættelse af en bredt sammensat mediekommission og statsautoriserede eksperimenter med lokalradio og nær-tv, hvor dagbladene havde deltaget aktivt i håb om at få koncession, når DR mistede sit monopol. Nogle lokale bladhuse opnåede da også en vis grad af succes på lokalradiomarkedet, men på det nationale niveau valgte mediepolitikerne en radikal hybrid i form af et delvist reklame- og licensfinansieret TV 2/Danmark plus otte regionale stationer. Ikke desto mindre lykkedes det for dagbladene at fastholde en væsentlig del af reklameindtægterne. Også læsertallene blev stabiliseret på et relativt højt niveau. Indtil midten af 1980’erne voksede dagbladenes samlede oplagstal kontinuerligt, selvom husstandsdækningen var faldende. En fjerdedel af de voksne danskere læste stadig mere end én avis i hverdagen. Der var vel at mærke sjældent tale om dobbeltdækning i den gammeldags forstand, hvor man privat både betalte for en lokal og en landsdækkende avis. De højfrekvente læsere fulgte nu primært med i nyhedsdækningen som et integreret led i jobmæssige forpligtelser, hvilket blev afspejlet i redaktionernes massive satsning på erhvervsstof. Ved udgangen af 1980’erne blev der kun i København, Aarhus og Rønne udgivet mere end et dagblad, så det partipolitiske firebladsystem var definitivt afløst af lokalmonopoler med enkeltstående omnibusaviser. Samlet set var der i 1989 kun 36 dagblade tilbage i Danmark. Til gengæld øgede de

15


gratis ugeaviser oplaget til 5 millioner eksemplarer pr. uge – ofte udgivet af dagbladene som supplement til de vigende abonnementsindtægter. Under højkonjunkturen i 1990’erne satsede de danske bladhuse på aggressivt telefonsalg baseret på massive rabatter. Det eneste, der talte på bundlinjen, var høje læsertal som argument for flere annoncer. Men de dyrt vundne markedsandele blev hurtigt sat over styr, når bladhusene efter de lokkende introduktionstilbud opkrævede fuld pris hos abonnenterne. Samtidig betød rabatordningerne, at bladhusene mistede loyalitet hos kerne­læserne og respekt blandt annoncørerne. Små overskud på den primære drift blev spist op af øgede udgifter. Det førte til en ond cirkel: Hvis et dagblad leflede for de illoyale rabatlæsere, gav det problemer på længere sigt med de fuldt betalende abonnenter. Hvis man omvendt alene byggede på de loyale kernelæsere, risikerede bladhusene at vinke farvel til store dele af det potentielle publikum – og dermed annonceindtægter. Af de to onder valgte de fleste bladhuse at pendle mellem dem begge. Noget tilsvarende gjorde sig gældende i håndteringen af nye medieplatforme. Allerede i 1991 lanceredes den første alment tilgængelige webserver, og dermed gik starten på det, der skulle udvikle sig til www – world wide web. HTML-teknologien var klar i slutningen af samme år. Mosaic-­ browseren i 1992, Netscape Navigator var tilgængelig fra 1994, Internet Explorer fra 1995. Året efter fik DR og TV 2 ved et politisk medieforlig lov til at lave andet end radio og TV. Det ville i praksis sige webaviser – eller i datidens sprogbrug: online-medier. Men først den 25. april 1998 gik det for alvor op for de danske dagbladsredaktioner, at www kunne distribuere redaktionelt indhold mindst lige så effektivt som print: Der var storkonflikt på arbejdsmarkedet, og det tekniske personale ved de fleste dagblade strejkede. Men journalisterne arbejdede videre, og en lang række aviser, der indtil da kun havde brugt deres webadresse som hjemmeside til annonceformål, blandt andet i det Berlingske Hus, lagde det redaktionelle stof gratis ud på internettet. Det blev efterfølgende reglen – ikke undtagelsen. Ingen fandt dog umiddelbart nogen bæredygtig forretningsmodel, der kunne kombinere print med web,

16


så det vigende oplag kunne kun kompenseres med højere abonnementspriser og øget annonceomsætning på print.

De fem i front De overlevende i den dagbladskonkurrence, som på 100 år havde reduceret antallet af danske aviser fra 135 til 33 hovedblade, skabte undervejs dominerende positioner i afgrænsede annoncemarkeder med dertil hørende publikum af abonnenter eller løssalgskøbere. Det betød vel at mærke ikke, at man redaktionelt rettede sit indhold ind efter kommercielt definerede forbrugersegmenter. Idealet var stadig omnibusavisens alt for alle, journalistisk redigeret som en kollegialt og professionelt styret nyhedsinstitution. Dog med lidt forskelligartet fokus i de tre morgenaviser og de to løssalgsaviser, som skal underkastes publicistiske serviceeftersyn i de næste kapitler: Berlingske Tidende kom til verden den 3. januar 1749 som en kongeligt privilegeret avis. Både i relation til annoncer og nyhedsdistribution havde avisen en fortrinsret som regional stiftstidende. Nogle årgange fremstod avisen endog under bladtitlen Dansk Statstidende. I kraft af denne position som enevældens loyale tjener fik avisen en meget stærk position i kongeriget. Junigrundloven og presseloven af 1851 lovede ganske vist at afskaffe de kongelige presseprivilegier. Men Højre-regeringerne strittede imod under forfatningskampen, så væsentlige dele af Berlingskes fortrinsrettigheder blev opretholdt længe efter (Vogel-Jørgensen, 1949). Ved systemskiftet i 1901, da Venstre-reformpartiet overtog ministerposterne, overvejede regeringen at gøre Østsjællands Folkeblad til sit officielle regeringsorgan i stedet for Berlingske Tidende. Belært af forfatningskampens erfaringer valgte folketingsflertallet dog efter moden overvejelse at afskaffe privilegierne og løse problemet med øvrighedens kundgørelser ved etableringen af en embedsmandsredigeret Statstidende. Dermed mistede Det Berlingske Officin sine presseprivilegier. Men avisen bevarede sin stærke position som førende annonceorgan på landsplan. Efter nogle år med oplagsmæssig stagnation fik avisen igen vind i sejlene fra tiden om-

17


kring første verdenskrig. Redaktionelt bakkede Berlingske Tidende politisk op om Det Konservative Folkeparti under valgkampe – også efter at bestyrelsen i 1948 udstedte et redaktionelt frihedsbrev, som gradvist løsnede partiloyaliteten. Især i aftenudgaven, der i 1971 blev udskilt som Weekend­ avisen. I 1977 kæmpede bladhuset for sit liv under fem måneders typografkonflikt, hvilket gav Morgenavisen Jyllands-Posten en mulighed for at vinde fodfæste i hovedstadsområdet. Til gengæld købte Berlingske sig også indflydelse på bladhuse i Jylland under ledelse af den foretagsomme bestyrelsesformand Ole Scherfig. Med en kreds af danske erhvervsvirksomheder som ejere genvandt Det Berlingske Officin således fordums styrke (Jacobsen, 2000). Foruden Berlingske Tidende, B.T. og Weekendavisen rummede koncernen ved årtusindeskiftet blandt andet betydelige ejerandele i Århus Stiftstidende og Jydske Vestkysten samt et netværk af gratis ugeaviser. Berlingske Tidende fremstod desuden som markedsleder på landsannoncering med en journalistisk bemanding på 196 journalister. Morgenavisen Jyllands-Posten, der var blevet grundlagt 1871, adskilte sig politisk fra datidens øvrige 117 provinsaviser både ved at indtage et partipolitisk uafhængigt Højre-standpunkt og ved at satse på abonnenter over hele Jylland – ikke kun i hjembyen Aarhus. I 1904 ansatte ejerfamilien journalist Hans Hansen, der igennem et halvt århundrede satte afgørende præg på avisen. Først som menig medarbejder, så som medredaktør i 1925, ansvarshavende redaktør i 1927, medejer i 1931 og aktivt skrivende helt frem til sin død i 1956. På vejen nåede H. Hansen også at være formand for Provinsjournalistforeningen 1915-31 og indgik herunder den første kollektive overenskomst på området i 1919. I 1953 blev bladhuset omdannet til aktieselskab. Den nye ejerkonstruktion skulle sikre virksomhedens videreførelse uden tidligere tiders familiebånd. Med en ny rotationspresse som drivkraft fortsatte Jyllands-Posten sin ekspansion. Avisen vandt i særlig grad nye abonnenter via søndagsavisen, og når konservative aflæggerblade i jyske lokalsamfund blev udkonkurreret af økonomisk stærkere funderede Venstre-aviser. Konkurrencen

18


var dog ikke kompromisløs, så da Jyllands-Posten i 1956 blev ramt af en voldsom brand, tilbød Århus Stiftstidende at stå for trykningen, indtil produktionsapparatet igen var intakt. Morgenavisen Jyllands-Posten (som det officielle bladtitel blev i september 1969) fik samme år en uventet udfordring af økonomisk art. Bladhusets private hovedaktionærer ville sælge deres ejerandele til højest bydende, og rygterne svirrede om salg til udenlandske „bladkonger“ som Springer og Bonnier. Med chefredaktør Gunnar Henriksen som drivende kraft lykkedes det (med god hjælp fra Handelsbanken) at samle aktierne og etablere en selvejende fondskonstruktion, som kunne præsenteres i forbindelse med 100-årsjubilæet den 2. oktober 1971. Dermed var den ledelsesmæssige turbulens dog langt fra ophørt. De følgende år oplevede Morgenavisen Jyllands-Posten skiftende chefredaktioner, og perioden sammenfattes i den officielle bladhistorie under overskriften „En ikke særlig god avis, der sælger godt“ (Eriksen, 1990:441). Morgenavisen Jyllands-Posten fandt først tilbage i sporet, da Laust Jensen indtog positionen som administrerende chefredaktør. Han havde personlige erfaringer som medarbejder i Det Berlingske Officin, som de udsatte for stadig stigende konkurrence redaktionelt og kommercielt. Højkonjunkturen 1994-98 øgede reklameomsætningen med 50 procent og gav anledning til aggressiv markedsføring. Filosofien var, at den landsdækkende morgenavis, der opnåede det største læsertal, kunne vinde annonceandele, der kunne omsættes til ny redaktionel indsats og derved igen bidrage til den positive oplagsspiral. Derfor tilbød de konkurrerende bladhuse nye abonnementer med 50 procent rabat, hvilket netop var nok til, at de nye læsere talte med i de officielle oplagstal, men ikke nok til at dække produktionsomkostningerne. Priskonkurrencen gik ikke kun ud over provinsaviser med Århus Stifts­ tidende som den hårdest ramte. Jyllands-Posten udfordrede også hovedstadspressen, blandt andet med tillægget JP/København. Desuden søsattes Danmarks første internetaviser i 1996, så samlet set fremstod Jyllands-Posten ved årtusindeskiftet som det mest ekspansive blandt de fem dagblade, vi analyserer i de følgende kapitler.

19


Politiken blev etableret 1884 i København under redaktion af Viggo Hørup og Georg Brandes. I 1905 tog avisen parti for Det Radikale Venstre og blev samtidig moderniseret under den nye hovedaktionær og chefredaktør, Henrik Cavling. Efter amerikansk mønster ekspanderede Politiken frem til og med første verdenskrig, men løb derefter ind i Påskekrisen, der truede bladhusets eksistens: Et politisk begrundet annonceboykot halverede indtægterne på få måneder, mens oplaget faldt med 10.000 på hverdage og 15.000 på søndage. Alt i alt tab på ca. en fjerdedel af indtægterne. Situationen var så alvorlig, at bladbestyrelsen overvejede at sælge til partiet Venstre, der på trods af solid avisdækning landet over aldrig havde haft succes med dagbladsdrift i hovedstaden. Boykotten af Politikens Hus fortsatte over to år og betød blandt andet opprioritering af provinsstof­fet for at skaffe annon­cører uden for hovedstadsområdet. Kun langsomt genvandt man det tabte, men fra 1927 gik det atter fremad. Oplaget blev mere end fordoblet i årene frem mod anden verdenskrig, og selvom der blev bevilget pæne afkast til aktionærerne, fik Politiken også råd til udvidelse af den redaktio­nelle stab. Derved styrkedes konkurrencepositionen: En positiv spiral mellem læserinteresse, oplag og annoncer var etableret. I 1950 toppede Politikens søndagsudgave med 316.000 læsere. Samtidig løsnedes de partipolitiske bånd til Det Radikale Venstre. I 1956 udsendte Politikens bestyrelse et uafhængighedsmanifest svarende til Berlingske Tidendes frihedsbrev af 1948. Det afskar principielt bestyrelsens medlemmer fra at blande sig i de redaktionelle beslutningsprocesser, men ikke fra at indsnævre de økonomiske og ledelsesmæssige rammer. Først da Ernst Klæbel overtog administrationen i 1966, kom der atter gang i produktudviklingen. Den redaktionelle stofmængde blev gradvist fordoblet, og gennem systematisk markedsføring blev en stigende andel af oplaget afsat til abonnenter uden for Storkøbenhavn. Organisatorisk blev Politikens Hus i 1973 omdannet til en erhvervsdrivende fond med en bestyrelse, der blandt andet omfattede fire medarbejderrepræsentanter: to fra Politiken, to fra Ekstra Bladet. Den forhenværende statsminister Hilmar Baunsgaard (R) blev bestyrelsesformand i 1976,

20


selvom redaktionen seks år tidligere formelt havde opsagt den formelle partitilknytning til Det Radikale Venstre og var blevet „uafhængig social­ liberal“ med vægt på „engageret journalistik“. Politiken On Line blev lanceret som betalingssite i 1994, eksklusivt for avisens abonnenter, der oven i købet forventedes at betale 750 kroner årligt plus almindelig telefontakst. Man ønskede ikke at forære sin originalproduktion til udefrakommende, men tværtimod at styrke loyaliteten blandt sine abonnenter. På samme måde som det allerede var tilfældet med klubgoder som Politiken Plus, der skal styrke læserloyaliteten under slagordet „DEN LEVENDE AVIS“ (Bredal, 2009).

Ekstra Bladet, der blev etableret som aftenudgave for Politiken under den russisk-japanske krig i 1904, havde i de første mange år karakter af et familieforetagende. Henrik Cavlings bror, Frejlif Olsen, var administrerende chefredaktør frem til 1936 og blev derefter afløst af førstnævntes søn, Ole Cavling. Allerede fra starten var der tale om en særegen blanding af voldsom polemik og kampagnejournalistik. I juni 1954 deponerede samtlige journalister ansat ved Ekstra Bladet deres opsigelser i protest mod chefredaktionens ledelsesstil. Konflikten blev bilagt gennem forhandling, men det var begyndelsen til enden for Cavling-familiens dominans. Efter en opslidende proces blev Ole Cavling i 1958 afløst af Flemming Hasager og Harald Engberg, der begge havde dybe rødder i morgenavisen Politiken. Førstnævnte var oven i købet søn af Politikens chefredaktør, Niels Hasager. Begge nyankomne fik indføjet i ansættelseskontrakten, at de kunne vende tilbage til deres gamle arbejdsplads efter to år, hvis de ikke fandt sig godt til rette på Ekstra Bladet (Dirckinck-Holmfeld, 2003). Det fortæller lidt om den kollegiale status, Ekstra Bladet besad ved indgangen til 1960’erne, hvor avisen var sejlet agterud af B.T., der solgte næsten tre gange så mange eksemplarer dagligt, selvom Ekstra Bladet i 1961 efter moden overvejelse var overgået til tabloidformat og havde investeret millioner i billedlotteri plus andre salgsfremmende aktiviteter. Bestyrelsen overvejede på den baggrund at sælge Ekstra Bladet til LO, der i disse år var i fuld gang med at subventionere den skrantende A-Presse.

21


Salgsplanerne blev dog opgivet, og under de dynamiske chefredaktører Victor Andreasen og Axel Sjölin oplevede man stor fremgang fra efteråret 1963. Ekstra Bladet anlagde nu en mere aggressiv stil med opsigtsvækkende kampagner mod bolighajer, forurening og atomkraft. På side 2 genoplivedes Frejlif Olsens vrisne tone på lederplads. Inge og Steen brød tabuer i den ugentlige sex-brevkasse. Læserbrevsspalterne blev udvidet, og de enkelte indlæg forkortet, så der samlet set blev plads til mange flere tilkendegivelser hver dag. Alt sammen under slagordet „Tør – hvor andre tier“ med salgstal omkring 240.000 dagligt. Løssalget startede nu allerede ved 8-tiden, hvilket påførte de traditionelle morgenaviser en vis konkurrence, ikke mindst i provinsen, så begge de to tabloider kunne smykke sig med titlen „landsaviser“, idet en fjerdedel af oplaget dagligt blev distribueret vest for Storebælt. Oplagsmæssigt passeres B.T. fra 1970, og stillingen holdt tiåret ud. Det var dog ikke længere kun samfundskritiske kampagner, men i stigende grad „dyneløfter-journalistik“, der gav avisen offentlig bevågenhed. Det førte til intern uro og eksterne tilløb til kildeboykot. Fra 1987 udkom Ekstra Bladet og B.T. i direkte konkurrence med morgenaviserne både hverdage og søndage. Samlet set betød det større omsætning, men de nye indtægter om søndagen blev stort set spist op af mærkbar tilbagegang for hverdagsoplaget. Nedturen i læsertal for papir­ avisen fortsatte ind i 1990’erne, selvom redaktionen stadig rådede over 147 journalister. B.T. har ført en omtumlet tilværelse siden lanceringen den 31. august 1916. Dag­bladet blev lanceret af Det Berlingske Hus ud fra ønsket om suppleren­ de dækning af krigsbegivenhederne, og få danske dagblade har været igennem så mange relanceringer og redaktørskift. Den periode, vi analyserer i de næste kapitler, er ingen undtagelse. I sine første mange leveår var B.T. med sine 12-16 sider i halvformat den eneste danske „tabloid“. I begyndelsen redigeret i fransk boulevard-stil med en rigt illustreret blanding af nyheder, debat og fiktionsstof. Efter første verdenskrig skabte en initiativrig redaktion af kvikke penne et moderne

22


dansk koncept for en bredt favnende frokostavis, der forenede elementer fra dagspresse og magasinpresse med stor vægt på sport, radio- og filmstof, tegneserier og gossip. Efterhånden svækkede Det Berlingske Officin imidlertid B.T.-redaktionen, der måtte bære en stigende del af bladhusets samlede dækningsbidrag uden at udvide tekstmængden (Busch & Munch, 1966). B.T. nåede bunden i 1942, hvor der dagligt kun blev solgt 21.500 eksemplarer. Oplaget steg svagt til 28.000 i 1943, hvor en mere kritisk tone blev anslået under nye redaktører, der dog vanskeligt kunne føre de bladstrategiske ideer igennem under papirrationering og tysk censur. Fra midten af august 1943 medførte besættelsesmagtens misfornøjelse med bladets stofvalg og overskrifter, at B.T. blev underlagt væsentlig strengere kontrol end den øvrige danske dagspresse, idet hver eneste avisside skulle forelægges den tyske censur, før bladet måtte gå i trykken. I 1945 gennemførtes en vellykket relancering. En ny redaktion lagde indholdet om efter engelsk og amerikansk mønster. Fremgangen konsolideredes med omkring 65.000 daglige eksemplarer i løssalg. B.T. tog samtidig teten i provinsen med tidlig trykstart kl. 9 om morgenen, leveret med fly, massiv markedsføring samt nye redaktionelle tiltag – heraf mange uden den store publicistiske ambition, for eksempel humoristiske krydsogtværser og horoskoper, samt særlige provinsredaktioner og massiv sportsdækning. Både oplag og det redaktionelle stof blev gradvist tredoblet. Det skete på et ekspansivt marked med Ekstra Bladet som jævnbyrdig konkurrent fra 1963. Til gengæld måtte den tredje spiller på tabloidmarkedet, Aftenbladet, lade sig opkøbe af Berlingske under tvekampen mellem de to store tabloider. Fra slutningen af 1980’erne begyndte oplaget at sive. På den baggrund blev der i oktober 1999 indsat en ny chefredaktør, og den administrerende chefredaktør blev atter skiftet ud i 2003, 2008 og 2011. Inspireret af det britiske Daily Mail fremskyndede B.T. udgivelsestidspunktet med tilbud om abonnement som supplement til det vigende løssalgsmarked. Bakket op med massive rabatter – uden at det dog skabte ny fremgang for papiravisen, der i 1999 havde 141 journalister ansat og et oplag på 131.000 hverdagseksemplarer.

23


Læsevejledning Disse fem dagblade (med dertil hørende webmedia) driver sammen med Ritzaus Bureau, DR/Nyheder og TV 2/Nyhederne den publicistiske motor i dagens Danmark. I jagten på at være først med det sidste refererer, citerer, låner og raner de fra hinanden i kollektive processer, der både har karakter af konkurrence og samarbejde. Samspillet kan således opfattes som en publicistisk fødekæde, der forbinder samfundsmæssige interessenter med politiske beslutningstagere via journalistisk nyhedsformidling og redigeret debat (Lund, 2002). Jeg anlægger et offentlighedsteoretisk perspektiv (Habermas, 1962) på mangfoldighed og meningsdannelse med særlig henblik på de dele af medieindholdet, der kan betragtes som kernepublicistik (Meyer & Lund, 2008). Det vil sige redaktionelle enheder, der lægger op til koordinerende handling af politisk art i en dansk kontekst. Medieindholdet kan både være knyttet til konkrete begivenheder i tiden (nyheder) og til offentlig debat om mere almene udfordringer for samfundet (aktualiteter). Det afgørende er, at disse dele af publicistikken tematiserer forhold af betydning for dansk politik lokalt, regionalt, nationalt og/eller i internationale organisationer. Derved kan kernepublicistikken i høj grad påvirke den offentlige meningsdannelse, som til gengæld også påvirker den journalistiske praksis. Det er netop denne samfundsmæssige dobbeltrolle, der begrunder den offentlige mediestøtte – herunder dagspressens helt specielle nul-moms på avissalget (Rambøll, 2009). Hovedparten af kernepublicistikken, der også kan betegnes som som medialiseret politik (Hjarvard, 2009; Mazzolini & Schultz, 1999), bliver i dagspressen behandlet under „indland“ og „debat“, men her er for fuldstændighedens skyld også kodet redaktionelle enheder med implikationer for dansk politik offentliggjort under „kultur“ og „erhverv“. Konkret baseres de efterfølgende indholdsanalyser på punktnedslag i uge 46 (1999, 2008 og 2011). Disse nyhedsuger er udvalgt, fordi de repræsenterer en sammenlignelig og afgrænset periode i november, hvor der ikke er skæve helligdage, som kan forstyrre de publicistiske rutiner, og hvor slutfasen i forhandlingerne om finansloven tematiserer centrale aspekter i samspillet mellem dagspressen og samfundet.

24


Mangfoldighed i dansk dagspresse  

Af Anker Brink Lund Nr. 1 i serien Center for Civilsamfundsstudier ISBN 9788792927101 Center for Civilsamfundsstudier i kommission hos MØLL...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you