Q&A med Vibeke Marx

Page 1

EN GOD FLYGTNING // ROMAN // AUGUST 2017

VIBEKE MARX

"

Q&A Vibeke Marx

Du har efterhånden skrevet mange bøger. Hvordan kommer du i gang med en ny historie?

Jeg får ideer til historier hver dag, små ideer, som jeg tænker lidt over og så lægger væk til bedre tider. Men en gang imellem ved jeg, at en ide ikke vil slippe. Den bliver ved med at melde sig og vokser i kroppen. Ideen til EN GOD FLYGTNING opstod f.eks. under et interview i fjernsynet med en excentrisk filminstruktør, hvor jeg funderede over, hvordan det mon føltes at være barn af sådan en mand. Så kom den lille Benjamin til mig, som er så ked af det, når hans far forlader ham, at han beslutter sig for at tale engelsk (hans far taler altid engelsk i telefonen) i håb om at få lov at komme med. Jeg havde Benjamin med mig i nogle år, og da så flygtningene kom vandrende ind over Danmarks grænser, vidste jeg med et, at han, som var en flygtning i sproget, skulle møde den ”virkelige” flygtning, Vahid.

Vi krydsede Danmarks grænse i september, og selv om der ikke er nævneværdig forskel på tysk og dansk asfalt, var det, som om jeg fik en stram dragt på. Vejrtrækningen blev kortere, og en hovedpine bankede på i nakken. – Er det dit land? spurgte Vahid. – Ja, svarede jeg og forklarede, at næste skridt ville være at kontakte politiet. Han for sammen ved ordet. – Sådan gør man, sagde jeg. – Ellers må du være her illegalt til evig tid. Du får hverken papirer eller statsborgerskab. – fra EN GOD FLYGTNING