Page 1

”Det er bare seks måneder, så er jeg hjemme igen,” sagde jeg til min familie, dengang jeg rejste.

Marcus Knuth er uddannet økonom, har en mastergrad i administration fra Harvard University i USA og er kaptajn af reserven ved Gardehusarregimentet. Efter en årrække i finansindustrien i New York og London, slutteligt hos den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers, rejser Marcus til Helmand-provinsen som officer i den danske kampgruppe. Herefter bliver han ansat i Udenrigsministeriet – først som koordinator af udviklingsindsatsen i det sydlige Afghanistan og senere som chef for ambassadesamarbejdet ved EU’s Politimission i Kabul.

Hvordan er det at være i ildkamp med Taliban? Hvordan organiserer man en bytur ud i Kabuls natteliv, når man som ung, dansk diplomat har brug for et afbræk fra den hektiske hverdag? Og hvordan foregår forhandlinger mellem Vestens ambassader og afghanske ministre?

SOLDAT OG DIPLOMAT følger Marcus Knuths dramatiske rejse fra hans tid hos den legendariske investeringsbank Lehman Brothers i London via frontlinjen som soldat i Helmandprovinsen til Udenrigsministeriet, hvor Marcus bliver chef for EU-Politimissionens ambassadesamarbejde i Afghanistan.

SOLDAT OG DIPLOMAT

Nu stod jeg så her i en mørk lerhytte, beskidt, bange og med fingeren på aftrækkeren. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at min rejse til krigszonen ville være så grænseoverskridende og slet ikke, at et halvt års afbræk fra min hverdag i Londons finansverden skulle ændre mit liv for altid og føre mig til diplomatiets tjeneste og ind i kernen af Vestens ambassadesamarbejde i Kabul.

Marcus Knuth

SOLDAT OG DIPLOMAT MARCUS KNUTH

Mine tre år i Afghanistan

For sin indsats i Afghanistan er han tildelt ’For­ svarschefens Påskønnelse for Særlig Indsats’, den amerikanske ’Superior Civilian Service Medal’ og EUPOL’s ‘Silver Medal in Recognition of Outstanding Support’. Marcus (f. 1976) er i dag ansat som seniorråd­ giver for Udenrigsministeriet og skriver regel­ mæssige indlæg på www.marcusknuth.com.

GYLDENDAL

SOLDAT OG DIPLOMAT trækker en rød tråd fra livet ved de primitive danske patruljebaser Armadillo og Sandford til det diplomatiske spil i Kabul, Bruxelles og København. Man oplever efterfølgende forfatterens møder med ledende politiske personligheder på Harvard University i USA i 2013, der satte fokus på Afghanistan efter tilbagetrækningen af Vestens militære bidrag i 2014. Bogen er en følelsesladet og humoristisk fortælling om Marcus’ personlige og professionelle udvikling samt hans håndtering af sorg, frygt og kærlighed under ekstremt pres.


M A R C US K N U T H

Soldat og diplomat Mine tre år i Afghanistan

Gyldendal

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

4. korrektur (256 sider) – side 3 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


Tak til Mor – uden din støtte var denne bog aldrig blevet til noget.

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

4. korrektur (256 sider) – side 5 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


Tidslinje i Afghanistans nyere historie

Den første britisk-afghanske krig, der kulminerer med det kata-

1838-42:

strofale britiske tilbagetog fra Kabul mod Jalalabad, hvor op mod 15.000 britiske og indiske soldater og civile bliver slagtet af afghanske stammer. Kun én mand, enhedens militærlæge, når helskindet til Jalalabad på hesteryg.

1878-1880:

Den anden britisk-afghanske krig. Briterne hævner deres tab fra 1842, men mister tusinder af mand i slag nær bl.a. byen Gereshk, hvor der i 2006 udstationeres danske og britiske soldater.

1919:

Den tredje og sidste britisk-afghanske krig, hvorefter Afghanistan bliver uafhængigt.

1933:

Zahir Shah bliver konge, og landet forbliver et monarki i 40 år.

1973:

Kongens fætter, Mohammed Daud, tager magten ved et statskup. Han udråber Afghanistan til en republik.

1978:

Pro-sovjet-medlemmer fra et kommunistisk parti dræber Mohammed Daud og hele hans familie og tager magten. Der opstår oprør blandt islamistiske grupper i landdistrikterne.

1979:

Sovjetunionen invaderer landet, henretter den siddende præsident, Hafizullah Amin, og indsætter deres egen udvalgte kommunistiske afghanske præsident. I de følgende 10 års krig mister næsten 15.000 sovjetiske soldater og omkring en million civile afghanere livet.

6

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

4. korrektur (256 sider) – side 6 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


1989:

Sovjetunionen trækker de sidste tropper ud af Afghanistan efter fredsaftaler med USA og Pakistan. Afghanistan kastes ud i borgerkrig.

1996:

Taliban tager magten i Kabul og fortsætter kampen mod de nordlige provinser, der har allieret sig i den såkaldte ‘Northern Alliance’.

2001:

USA og Storbritannien angriber Afghanistan i jagten på Osama bin Laden efter terrorangrebene den 11. september i USA. Taliban fortrænges fra magten, og Hamid Karzai udråbes som midlertidig leder af landet.

2002:

Folketinget vedtager enstemmigt, at danske militære styrker stilles til rådighed for en international sikkerhedsstyrke i Afghanistan.

2006:

Folketinget beslutter at udvide det danske bidrag til ISAF ved at øge det samlede danske bidrag i Afghanistan og indsætte soldater i den urolige Helmand-provins.

2014:

De sidste danske soldater står til at skulle trækkes ud af Afghanistan.

Mellem 2002 og 2013 når 42 danske soldater at miste livet i forbindelse med tjeneste i Afghanistan.

7

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

4. korrektur (256 sider) – side 7 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


KAPITEL 1

Første møde med Taliban

13. december 2008. Helmand-provinsen, Afghanistan. Frygten skærpede mine sanser på en måde, jeg aldrig havde oplevet før. De tunge hjerteslag mod panserpladen i min beskyttelsesvest. Lugten af muggent hø under mine støvler, der blandede sig med røgen fra en cigaret. Mørket i det lille staldrum og det blændende lys fra hullet i den lerklinede mur. Sveddråberne på min pande, som jeg først kunne tørre væk, når de dryppede fra hjelmen ned på min næse. Gik der minutter eller sekunder, før de angreb? Et kort øjeblik ønskede jeg mig hjem til Danmark. At jeg aldrig var rejst herud. Denne absurde verden, hvor man lever én dag ad gangen, og hvor liv og død flyder tilfældigt side om side. Et univers for sig, hvor det ene øjeblik føles som i en gudsforladt stenørken, det næste med solnedgange så tindrende smukke, at man ikke tror sine øjne. Så blev tankerne skubbet til side af trangen til bare at komme i gang, bare at få det overstået. Det måtte briste eller bære. Træt af at vente rejste jeg mig op fra to gule spande, der i timer havde fungeret som stol, så jeg stod foroverbøjet og klar, mens jeg brugte geværkikkerten til at spejde gennem hullet i muren. Det havde taget mig næsten en halv time med sved og forbandelser at hakke igennem det hårde ler. Nu var jeg glad for, at den var så tyk og dermed stærk nok til at klare en byge af kugler. Men hvad med de russiske raketter, som de altid slæber rundt på? Intet bevægede sig derude. Solen var forsvundet bag et tyndt lag skyer, der dækkede hele himlen. Med gråvejret vendte vinterkulden langsomt tilbage, og min højre hånd begyndte at sitre en smule. Men ikke fordi jeg frøs. Så lagde jeg mærke til, hvor meget pløjemarkernes furer og jordknolde i det nøgne landskab mindede mig om derhjemme. Det var næsten 15

4. korrektur (256 sider) – side 15 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


som en vinterdag ude på landet i Danmark, her var markerne bare meget mindre. Og dog, for under overfladen spirede friskplantede rød-hvide opiumsvalmuer allerede, der om blot få måneder ville vejre i vinden og solens glohede stråler. Stilheden blev afbrudt af en svag, skrattende snak på pashto i James’ øresnegl. Som alle vores lokale tolke bar han dansk uniform med dansk hjelm og beskyttelsesvest, og han var ubevæbnet. Men navnet James havde han selv fundet på. I denne del af landet kunne en afghaner aldrig finde på at skilte med sit rigtige navn, når han arbejdede for de vantro. Nu sad han der på jorden i døråbningen ud til gårdspladsen og røg på en af sine billige afghanske cigaretter, mens han lyttede til deres radiokommunikation. Hvordan kunne han tage situationen så roligt? Det syntes at være en evighed siden, han fortalte mig, at vi var omringet, og at deres sidste enheder var ved at gøre klar til angreb. Blot et spørgsmål om tid, før de åbner ild, havde han sagt. Måske havde han lige hørt, at de alligevel ikke ville angribe? Nej, så havde han sagt det. Det måtte være fordi, han havde gennemlevet så mange ildkampe. Fordi hans opgave ikke var at skyde igen, men bare holde sig lavt og i dækning. Et øjeblik drejede mit blik over på Kraz, delingens sygehjælper og min makker i det lille staldrum. Med geværet hævet spejdede han intenst ud gennem et vindue i muren, som han også selv lige havde installeret med en økse. Jeg skulle til at sige noget til ham, så fangede vores øjne hinandens. Vi tog en fælles dyb indånding og gjorde et nik, inden vores søgen atter blev vendt mod markerne. Mit hjerte bankede kraftigere end nogensinde. Jeg fik lyst til selv at tænde en cigaret, men turde ikke slippe mit gevær. – Det er bare seks måneder, så er jeg hjemme igen, sagde jeg til min familie, dengang jeg rejste: I skal ikke bekymre jer, jeg skal bare arbejde med udvikling af de afghanske landsbyer, og det er ikke spor farligt. Nu stod jeg så her i en mørk lerhytte, beskidt, bange og med fingeren på aftrækkeren. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at min rejse til krigszonen ville være så grænseoverskridende og slet ikke, at et halvt års afbræk fra min hverdag i Londons finansverden skulle ændre mit liv for altid og føre mig til diplomatiets tjeneste og ind i kernen af Vestens ambassadesamarbejde i Kabul. 16

4. korrektur (256 sider) – side 16 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


Jeg skulle lige til at spørge James hvor mange af deres enheder, der havde meldt klar. Så rettede han sig op og kiggede bekymret på mig. – De siger, at alle er på plads, og de har bedt deres leder om tilladelse til at skyde, sagde han: – En af dem har lige meldt, at han er tæt nok på til at kunne se vores ansigter. Vores ansigter! Hvorfor fanden kunne jeg ikke få øje på dem? Men lige meget hvor intenst jeg spejdede rundt i områdets buske og hegn med kikkerten, var intet liv at ane. Ingen dyr. Ingen mennesker. Ingen lyde. Bare stilheden og et gråt landskab så ubevægeligt, at det kunne være et maleri. – Hvor mange tror du, de er? hviskede jeg. James nåede aldrig at svare. Om jeg hørte det fra hans øresnegl eller ude fra hegnet, ved jeg ikke. Men jeg opfangede en stemme tæt på, der brølede »ALLAH AKBAR«; Gud er stor! Da råbet sluttede, fulgte en række knald så høje, at det skar i ørerne. En byge af kugler fra et maskingevær var hamret ind i staldbygningen. Et øjeblik stod tiden stille. Så eksploderede alt i skyderi. Hele vejen rundt blev luften fuld af kuglernes smæld. Taliban-krigerne var krøbet frem fra buske og grøfter for at åbne ild mod de små lerhytter, vi havde forskanset os i. – Nu er det hele slut. Nu dør jeg. Nu dør jeg! Ordene fór igennem mit hoved, igen og igen. Trangen til bare at dukke mig under mit vindue og gemme mig bag muren var næsten ikke til at overvinde. Men i stedet bed jeg tænderne hårdt sammen og fik i det samme øje på flere mundingsglimt fra et gevær i et buskads ved siden af en bunke tørre majsplanter hundrede meter væk. Der var en af dem! Angsten blev erstattet af muligheden for at handle. Jeg førte sigtekornet i geværkikkerten ned midt i busken og trykkede på aftrækkeren. Til min store overraskelse resulterede mit første skud i en enorm støvsky. Mundingstrykket fra mit gevær havde hvirvlet alt det løse sand op fra siderne af den tykke mur. Det var ikke lige, hvad jeg havde forventet. Men igennem tågen kunne jeg stadig se glimt fra busken, så efter et host trykkede jeg af igen og igen. Lysglimtene i busken holdt op, og i stedet begyndte jeg at skyde enkelte skud mod andre buskadser og murhjørner; steder, hvor jeg selv ville gemme mig og skyde fra, hvis jeg var på det andet hold. Hvert skud syntes at rense luften mere og mere, og jeg blev ved, indtil 17

4. korrektur (256 sider) – side 17 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


mit magasin var tomt. Træningen fra skydebanen derhjemme var nu kommet op i gear, og alt i mit hoved overgik til at fungere som per automatik. – SKIFTER, råbte jeg og trådte et skridt til side fra hullet i muren, lod det tomme magasin falde til jorden og hev et friskt frem med 29 nye patroner. Lige inden Taliban åbnede ild mod os, var delingsføreren, Christen, trådt ind i vores staldrum for at få seneste nyt fra James. Han sprang øjeblikkeligt frem og begyndte at skyde intenst ud ad mit vindue. I det samme bemærkede jeg Christens trofaste radiomand, der stod et par skridt bag ham og betragtede os med store, chokerede øjne. Om Christen ikke hørte min klarmelding, eller om jeg ikke fik råbt KLAR, efter jeg havde genladt mit gevær, husker jeg ikke. Men jeg kunne se, at han brølede et eller andet, der blev overdøvet af larmen, og da gik det op for mig, at det var et ER DU KLAR? Jeg fik råbt noget tilbage og sprang frem for igen at skyde ud ad mit lille vindue. Larmen fra resten af delingen, der alle var gået i gang med at besvare ilden, var øredøvende. Så lød der et kolossalt drøn fra den anden side af vores hytte. Det var så kraftigt, at jeg troede, muren ville brase sammen. Taliban havde optrappet og var nu også i gang med at beskyde vores stilling med de såkaldte RPG’er, en engelsk forkortelse for »Rocket Propelled Grenade« – den populære, mandbårne russiske panserværnsraket, som handles og benyttes flittigt i store dele af den muslimske verden og Afrika. – Fuuuuuuck! tænkte jeg panisk: – Hvad nu, hvis en af granaterne vælter muren ind over os? Granatens brag havde knap lagt sig, da nogle flere fløj forbi med en dyb susende lyd efterfulgt af brag, hvor de detonerede et sted bag stalden. Hver gang rystede det hele og med et lufttryk, man kunne mærke i mellemgulvet. Det er besynderligt så lille ens verden bliver, når man er under beskydning. De mange tanker, der ellers normalt kører rundt allerbagest i ens hoved, forsvinder fuldstændigt. Alt uden for ens synsfelt holder op med at eksistere; familie, kæreste, minder og drømme. Alt bliver kogt ned til øjeblikke, hvor hver bevægelse og reaktion afgør, hvem man er, og om man kommer levende derfra. I de sekunder findes kun angsten for at dø, fokus på at skyde igen og trygheden ved, at kammeraten ved ens side er i live. Ens eksistens hviler på, om man kan give sig hundrede procent. Om kammeraterne kan stole på en, og om man kan stole på dem. Ikke lige 18

4. korrektur (256 sider) – side 18 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


før eller lige efter ildkampen. Men nu, lige nu, mens kuglerne flyver, og granaterne eksploderer. På skydebanen derhjemme havde vi trænet til hudløshed i at skyde samtidig med, at vi både lyttede og meldte på vores radioer. Om det var RPG’erne, der slog mig ud af kurs, ved jeg ikke, men fra det første skud blev affyret mod os, havde jeg ikke opfanget noget som helst af det, der blev meldt på vores delingsnet. Indtil nu. – Vi har sårede heroppe på taget, skrattede en stemme i mit øre. Det var vist Hannibal, en af Christens gruppeførere. – Vi har brug for Kraz. Nu! Det havde været beroligende at dele det lille staldrum med Kraz, som stod kun halvanden meter fra mig. Han havde brugt de seneste øjeblikke på også selv at skyde ivrigt ud ad sit lille vindue. – Er tilbage om lidt, råbte han i en tone, som om han anede bekymringen i mit blik over at blive efterladt alene i staldrummets mørke. Så forsvandt han og Christen i løb ud i gårdspladsens inferno af larm. Følelsen af ikke længere at have en kammerat ved sin side var forfærdelig. Selvom flere fra delingen lå på taget lige over mig, og andre var på gårdspladsen, kunne de lige så godt have været en kilometer væk. Hvor mange var blevet såret? Hvor slemt var det? Det gik op for mig, hvorfor man siden infanteriets indførelse har forsøgt aldrig at lade soldater være alene i kamp, hvorfor man siden rekruttiden har været vant til altid at have en »buddy«, og hvorfor der altid var mindst to soldater i det typiske »foxhole« i amerikanske krigsfilm. En at tale med. En, der bare var der. Kort efter, men hvad der i mit hoved føltes som en evighed, viste Kraz sig igen i døråbningen. – To mand er blevet ramt af fragmenter fra et par granater, sagde han forpustet. – Men ikke værre end at vi fikser det, når vi engang er tilbage i Armadillo. Det viste sig, at udover de RPG’er, som vores modstandere havde hamret ind i siderne af murene og bygningerne, var det lykkedes dem at skyde i hvert fald to styk over ydermuren, hvorefter de detonerede mod gårdspladsens bagmur. – Hvad med dig, er alt i orden? spurgte Kraz, idet han stoppede op og kiggede over på mig. 19

4. korrektur (256 sider) – side 19 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


– Ja. Men, det er sgu godt at have dig tilbage! I mellemtiden var skyderiet så småt ved at dø ud på begge sider. Jeg blev siddende længe og spejdede ud gennem mit hul i muren, og det gik op for mig, at jeg absolut ingen fornemmelse havde af, hvor længe kampen i virkeligheden havde stået på. Taliban var som sunket i jorden, og terrænet var igen overgået til at være en slags ingenmandsland. Stilheden syntes nu lige så overvældende som larmen øjeblikke forinden. Jeg tændte en cigaret og inhalerede langsomt. Kraz gjorde det samme, og det eneste, der bevægede sig omkring os, var røgen, der sank som et tyndt, gråt slør og blandede sig med lugten af afbrændt krudt fra de tomme patronhylstre, som lå spredt i høet mellem vores støvler. Hvordan manden, som jeg havde skudt på i busken ud for mig, havde det, fandt jeg aldrig ud af. Hans velbefindende gik jeg mindre op i end det faktum, at han ikke længere prøvede at slå os ihjel. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad vores modstandere mon lavede netop nu. – Taler Taliban om noget, James? spurgte jeg lavmælt, mens jeg stirrede ud i landskabet. I det fjerne gøede en hund et par gange. – Vistnok noget om at mødes for at spise og planlægge strategien for at angribe os igen i eftermiddag. Jeg har ikke hørt om tab. Men det plejer de heller ikke at tale om over radioen, svarede James. Pludselig blev jeg overvældet af en følelse af kulde og sult. Der var gået rigtig mange timer, siden jeg havde spist en portion mysli hjemme i Armadillo-lejren, inden vi drog ud på patruljen, og det var på en befriende måde dejligt at føle sult i stedet for angst. Mens jeg åbnede en sidetaske for at se, hvad der var i min medbragte amerikanske feltration, spekulerede jeg på, hvad Taliban spiste til frokost. Har de mon madpakker med? Og hvem smører dem? Tanken fik mig til at klukke af grin et øjeblik. Nå ja, i det mindste har de vel adgang til kød og grønsager. Selvom vores feltrationer ofte var krydret med små poser M&M’s og ketchup, bar selve maden altid præg af at være så proppet med konserveringsmidler, at den kunne tåle 50 graders varme og sol i et halvt årti uden at ændre smag eller fordærve. Jeg fandt en lille æske med kiks frem, som jeg gumlede i mig, og bad stille til, at vi ikke blev nødt til at overnatte herude. Gad vide, hvordan det går mine venner i London? tænkte jeg pludselig. 20

4. korrektur (256 sider) – side 20 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


Med en tidsforskel på fire-fem timer var mange af dem sikkert ved at møde på arbejde i byens høje, grå bygninger. Men de priser og kurser, som tikkede ind på Bloomberg-computerne med finansielle nyheder, ville næppe inkludere facit på formiddagens ildkampe i Helmand-provinsen. Jeg smilede, mens jeg tænkte på den forårsmorgen, da jeg fortalte mit team i Lehman Brothers, at jeg havde meldt mig til Afghanistan som dansk soldat. De sad bare med store øjne i deres mørke jakkesæt, først uden at mæle et ord. – Hvad vil du dog derude ved verdens ende? Det er jo her, at fremtiden ligger, havde en af dem sagt. Nu, hvor Lehman i mellemtiden var sunket i grus, og jeg lige havde overlevet at se døden i øjnene, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, om det var dem eller mig, der levede i en virkelighedsfjern verden. De følgende timer gik med at finde forskellige måder at slå tiden ihjel på inden det forventede eftermiddagsangreb. En eller anden kom i tanker om, at der var under to uger til juleaften. En højtaler og en iPod-musikafspiller blev fundet frem. Højtaleren var egentlig medbragt, så vi kunne give beskeder til lokalbefolkningen på større afstande, end man kan råbe. Men da de lokale bønder altid på magisk vis forsvandt op i bakkerne et par kilometer væk, når Taliban var i området, blev der i stedet tændt for »Last Christmas« for fulde drøn. I ugerne forinden havde det været svært at håndtere, at det var blevet december, og vi havde nok forsøgt at fortrænge det. Hvad skulle vi ellers gøre herude så langt fra familierne? Men nu, inspireret af George Michaels ord, fandt vi vores egen måde at se højtiden i øjnene. Med rygklap og omfavnelser så det støvede, ønskede vi hinanden god jul. Jeg tror, at vi på en måde håbede, at Taliban ville høre musikken og blive ærgerlige over, at vi – på trods af deres ihærdige angreb mod vores stilling – var friske og frejdige nok til at spille musik. Ja, sågar julemusik. Toner og dans blev nemlig bandlyst i Afghanistan, da de kom til magten i 90’erne; et af de mange forskruede resultater af deres ekstreme fortolkning af Koranen. Men selvom de langskæggede mænd kunne høre vores julefest, var den demoraliserende effekt nok yderst begrænset. For ligesom med opium, der var gået fra at være strengt forbudt til at blive en lukrativ indtægtskilde 21

4. korrektur (256 sider) – side 21 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk


og valuta til rekruttering af nye krigere, var musiktabuet ikke længere noget, Taliban gik så meget op i. Deres strikse, religiøse agenda var med tiden blevet nedtonet til fordel for kampen for deres politiske overlevelse. Hertil kom, at Talibans kendskab til Whams største hits, for ikke at tale om julesange i al almindelighed, nok ikke var bemærkelsesværdigt. Sent på eftermiddagen kom de igen. Scenariet blev gentaget så identisk, at jeg tvivlede på, hvor meget taktik de reelt havde diskuteret i frokostpausen. – Marcus, Taliban-chefen bliver ved med at råbe »ALLAH AKBAR« til sine folk over radioen. Det er vist noget, han siger for at takke dem for en fin indsats, sagde James, da skyderiet var ved at stilne af. Jeg meldte beskeden videre til Christen, men mest bare for sjov. For selvom han plejede at videregive det vigtigste fra Talibans radio-snak til resten af soldaterne i vores deling, syntes et »Allah Akbar« ikke at have en større taktisk betydning – i hvert fald set med vores øjne. Derfor undrede det mig lidt, da jeg i min øresnegl hørte Christen sige til alle: – Drenge, Taliban har lige meldt, at Allah er stor. En kort pause. Så fortsatte han: – Men det er vores deling FANDEME også! Latteren rungede ud fra samtlige hjørner af vores stilling. Et par timer senere, i takt med at vintermørket sænkede sig over landskabet, begyndte vi langsomt at gå tilbage mod Armadillo-lejren. En let vind var blæst op, og skyerne dækkede for både stjernernes og månens lys og efterlod os i næsten totalt mørke. Taliban havde for længst trukket sig tilbage nordpå for at bede, spise og sove. Min første kamppatrulje var ved at være slut, og hvor var det bare skønt at kunne gå uskadt hjem med samme antal kammerater, som vi var gået ud. Jeg var udmattet og ør i hovedet, men skridtene gennem de mudrede pløjemarker føltes ikke halvt så tunge som under morgenens udmarch. Dengang tvivlede jeg på, om jeg ville overleve dagen. Nu skulle det nok gå.

22

4. korrektur (256 sider) – side 22 soldat og diplomat (mission: afghanistan – 155 x 230 mm) gyldendal ordre 34744 – christensen grafisk

Marcus Knuth 'Soldat og diplomat - mine tre år i Afghanistan'  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you