Page 1

Krimimessen 2014 set fra en debutants synsvinkel. Det er lørdag morgen, og ikke en hvilken som helst en af slagsen. Det er weekenden, som jeg har set frem til i næsten to år, hvor jeg foran et betalende publikum skal interviewes om min bog, og hvor mit forfattervirke skal evalueres og vejes. Det er en vild tanke. Surrealistisk, men også lidt skræmmende, for jeg har ingen anelse om, hvad weekenden vil bringe, eller om hvad folk synes. Jeg kommer i tøjet, får pakket bilen og husket bøgerne, for de er ret vigtige til en krimimesse, og jeg kører over og henter min kompagnon, Martin, som er hyret til et lille mediestunt. Kort efter er vi på motorvejen på vej mod Fængslet i Horsens. Vores mission er dog af en noget anden art end den, som stedets oprindelige indsatte havde. Vi kommer nemlig helt frivilligt! På turen derop lægger vi en slagplan, og da vi langt om længe parkerer foran Fængslet, er vi begge meget spændte. Vi hænger de tilsendte VIP-adgangskort omkring halsen, tager computer, bøger, reklamefoldere og udklædningstøj under armen og trasker de få meter hen til indgangen, hvor vi straks bliver budt velkommen af en imødekommende rødjakket medarbejder, der fører os til Arresten, hvor vi kan lægge vores medbragte remedier. Vi går ind i presserummet, hvor Martin straks begynder at klæde om, og kort efter er han forvandlet til en af min bogs bifigurer, amish-drengen John Stoltzfus. Han bliver udstyret med en stor, sort Bibel og en del reklamefoldere om min bog, og han giver mig sin mobiltelefon, så han kan leve sig mest muligt ind i amish-rollen. Herefter går vi sammen ned til Teltet, hvor alle standene og dermed også gæsterne befinder sig.


På vejen derned, bemærker forbipasserende straks hans aparte påklædning, og han påberåber sig en hel del opmærksomhed. Han henvender sig pænt til de måbende gæster og præsenterer sig som John på Rumspringa, der er amishernes møde med fristelserne i vores verden, inden de beslutter sig for, om de vil leve et liv som fuldbyrdet amish. Efter en del henvendelser når vi endelig frem til Teltet, og jeg går hen til Bog & Idés stand for at aflevere mine medbragte bøger. Jeg møder indehaveren, Michael, der er en høj og rar mand, og han tager lettere stresset imod min papkasse, men har trods alt det hektiske op til messeåbningen, stadig masser af overskud til at smile og vise mig rundt, så jeg føler mig velkommen. Imens går John Stoltzfus rundt blandt de først ankomne gæster og på noget nær Pennsylvania Dutch, der er amishernes 450-årige oprindelige sprog, spørger han ind til deres materialistiske hverdag. Efter at have afleveret mine bøger til Michael, går jeg rundt i Teltet og smager på stemningen. Jeg ser og hilser på en del kendte forfattere. Det er lidt surrealistisk, for jeg er jo bare mig. Langt de fleste nikker høfligt retur, tydeligvis uden at vide, hvem de hilser på. Jeg møder nogle flere af arrangørerne, som fortæller mig mere om messen og procedurerne, alt imens Martin fortsætter med at give den gas som amish. En times tid senere beslutter vi at gå tilbage til presselogen i Arresten for at evaluere, og så sker der noget uventet. Noget, som vi ikke havde turde håbet på eller i det hele taget bare havde turdet drømme om. Jussi Adler-Olsen står med min bog i


hånden og insisterer på en signatur og et billede, mens han anerkendende lægger en hånd på min skulder og kalder mig kollega. Jeg tygger på hans ord: kollega! Det kommer altså fra Jussi Adler-Olsen og det er tiltænkt mig! Skolelæreren fra Odense. Jeg smiler stolt og overrasket og skriver en hilsen til ham i min bog. Hvad jeg skrev, har jeg i dag ingen anelse om, men vist nok at det var flere sætninger end én. Jussi lægger nu armen om min skulder og sætter sit hoved tæt ind på mit, mens hans pressechef tager nogle billeder af os. Min birollefigur, John Stoltzfus er selvfølgelig også med, og ham er Jussi dybt betaget af. Jussi signerer fire af sine bøger til os og taler med os, mens der står en kødrand af mennesker omkring os. Jussi ignorerer dem. Ikke fordi de irriterer ham, men fordi, han vil tale med os. Med mig! Jeg er målløs, og han giver mig til sidst hånden - et solidt håndtryk i øvrigt - og han forsvinder ind mængden af håbefulde krimielskere, der alle ønsker en bid af hans popularitet. Og den fik jeg. Og meget mere, for jeg fik samtidig anerkendelse. Tilmed fra allerhøjeste sted indenfor min branche. Og fra ham, som alle ser op til, og som alle ønsker at sammenligne sig med. Han havde tid til mig. Han gav sig tid til mig. Og han kunne lide mit værk! Med ét er års hårdt arbejde glemt. Alle de mange aleneaftener i computerskærmens lys bag de nedrullede gardiner er væk i hukommelsen. Den dårlige samvittighed over at mosset har fortrængt al græsset i plænen, fordi tiden har været prioriteret anderledes, forsvinder. Da vi vender tilbage til Arresten, har vi svært ved at holde begejstringen tilbage, men er begge enige om, at selv om oplevelsen var uovertruffen, skulle den nok have været kommet lidt senere på weekenden, for alt andet kunne nu kun blegne! Men uha, hvor tog vi fejl!


Efter at have sundet os, beslutter vi at gå tilbage til Teltet, og vi falder hurtigt i snak med to fremadstormende forfattere, der deler en stand. Eva Maria Fredensborg og Kim Juul, der begge er utrolig imødekommende og hjælpsomme til trods for, det er første gang de selv har en stand samt den tidligere Gyldendalforfatter Steen Langstrup, som jeg personligt er en stor fan af. Vi netværker, og John Stoltzfus går igen rundt blandt alle gæsterne og fortæller dem om sit liv - sit separatistiske liv som amish, mens han uddeler flyers om min bog. Jeg møder hovedarrangøren, bibliotekaren Vibeke Johansen fra Horsens Bibliotek, og jeg takker hende for invitationen, og for den tiltro hun har til min bog. Hun er ligeledes varm og indlevende, og jeg føler mig velkommen. Under en pause falder Martin og jeg i snak med to kvinder, der har taget turen over sammen med andre fra Gladsaxe Bibliotek, og de siger som afslutning på vores snak, at det ikke gjorde noget, de ikke havde vundet bogkonkurrencen i bussen på vej op til Messen, for oplevelsen med os er en langt bedre præmie for dem, og så tager de efterfølgende en masse brochurer om bogen med sig til uddeling i bussen på vej hjemad. Kort efter bliver jeg kontaktet af Helle Ingemann Jensen fra hjembyen Odenses Hovedbibliotek, der spørger, om jeg til Bogmessen i Bella Centeret til efteråret, kunne tænke mig at tage med i deres busser og på skift fortælle om min bog, hvilket jeg glad og stolt svarer ja til. Efter yderligere nogle timer i Teltet, hvor jeg også får mødt Niels Søndergaard fra krimifan.dk, der var den allerførste til at anmelde min bog og som oplyser, at de gerne vil lave interview med mig, forlader vi Fængslet og kører de få kilometer ind til vores hotelværelse på Hotel Opus. På vejen taler vi om, hvor fantastisk dagen havde været og om alle de folk, vi havde mødt, gæster såvel som forfattere og journalister. Vi ankommer til hotellet og får os indkvarteret på et hotelværelse, som arrangørerne har betalt for os, og vi lægger os på sengen godt trætte. Her ligger vi i knap to timer og taler om løst og fast, og jeg får også lige blogget om nogle af oplevelserne på forlagets hjemmeside. John Stoltzfus havde nu gjort sin pligt, og hans tøj og fine hat bliver pakket væk.


Derefter skifter vi til noget mere fint, for vi skal til stor middag samme aften. Alle Messens forfattere er inviteret sammen med arrangørerne, boghandlerne, journalisterne og mange andre, i alt 400 vil jeg skyde på. Martin og jeg er meget spændte, for passer vi overhovedet ind i dette fine selskab? Heldigvis finder vi de to rare forfattere, Eva og Kim sammen med deres bedre halvdele og redaktør samt Steen, så vi sætter os ved siden af dem og falder hurtigt i snak. Vi taler om oplevelser, om at starte fra bunden og om at bygge forfatterskabet op, og vi har alle oplevet noget hver især, som vi kunne bidrage med, så det blev en hyggelig aften med god mad og gode taler. Forlaget Modtryk modtager blandt andet en pris for godt arbejde i branchen, og netop deres gode arbejde skal dagen efter give mig en helt utrolig oplevelse, men det aner jeg intet om under middagen. Da folk bryder op ved 23:00-tiden går Martin ind på vores værelse, mens jeg går i baren sammen med de fleste andre. Her møder jeg den ene kendte efter den anden. Jeg får hilst på og talt med mange af kollegerne, som Jussi ville have sagt, blandt andre Sidsel Jo Gazan, der, som jeg, skriver videnskabskrimier, Stephanie Gaarde Caruana, der har skrevet den erotiske thriller Smerten Selv og Jeanette Øbro, der er den ene halvdel af ægteparret Øbro og Tornbjerg, der med debuten Skrig Under Vand vandt Politikens Romankonkurrence for et par år siden. De er alle søde og imødekommende, og specielt én forlægger, der ligner Børge fra Olsen Banden på en prik, er et fantastisk bekendtskab. Henrik Harksen hedder han, og han opererer indenfor krimi/fantasy-genren. Tiden flyver afsted og kl. 02:30 beslutter jeg mig modvilligt for at krybe til køjs, da min 7.klasse vil ankomme med bus klokken 10:00 søndag formiddag, hvorefter jeg skal interviewes, så det er nok klogest at få lidt søvn. På vej op til hotelværelset møder jeg Mads Peder Nordbo. Jeg giver ham hånd og siger, at jeg har skrevet bogen Genstart, hvortil han svarer, at han troede, jeg så anderledes ud. Jeg bliver helt paf, for det jeg egentlig hører ham sige, er, at han faktisk ved, hvem jeg er. Han kender mit navn og ved, hvem jeg er. Skolelæreren fra Odense. Jeg får langsomt fordøjet oplevelsen, og vi taler kort og aftaler grinende og spøgefuldt, at Fyn er vores, eftersom vi begge er fynboer. Kort efter ligger jeg i min seng på værelset og falder hurtigt i søvn. Oplevelsesbombet efter en af de mest begivenhedsrige dage i mit 42-årige liv.  Søndag morgen - og vi vågner længe før vækkeuret. Jeg gaber og tørrer søvn af øjnene, mens jeg ser ud ad hotelvinduet med udsigt til parkeringspladsen. Her


fremgår det tydeligt, at nogen af os forfattere har mere succes end andre, hvilket jeg blogger om på hjemmesiden. Efter at have fået søvnen lidt på afstand, gør jeg mig klar, hvorefter Martin og jeg går op på øverste etage for at spise morgenmad. Her møder vi igen Eva og Kim, der ligesom os ser godt brugte ud, men glæden over alt det, som dagen vil bringe, overskygger vores regulære tilstand, og giver os oceaner af energi. Vi nyder et skønt english breakfast måltid med bacon og æg, og kort efter checker vi godt mætte ud fra hotellet og kører tilbage til Fængslet. Foran Fængslet møder vi stand up’er Henrik Bruhn, der venter på et par af sine venner. Han er til Messe for første gang og fortæller stolt, at han snart udkommer med et nyt program på TV3 om overvægt. Jeg smiler lyttende og undlader at fortælle om min bog, da han er alt for begejstret for sit eget projekt, hvilket jeg jo egentlig godt kan forstå. Vi fortsætter ind i presselogen i Arresten og tager en kop kaffe, inden vi tager en runde i Teltet. Der er ikke lige så mange gæster som dagen forinden, men der er stadig mange. Rigtig mange. Vi går bare rundt og oser lidt, mens vi nyder stemningen. Klokken bliver 10:00 og mine elever ankommer forventningsfulde til Messen. De får armbånd på, så de kan færdes frit i området, og de føler sig som noget særligt, hvilket gør mig glad, da jeg er medvirkende til, de får sig en oplevelse. Jeg viser dem rundt i området, og de følger nysgerrige med. Vi aftaler, at de selv må bestemme, om de vil høre mit interview kl. 10:40, og de slippes fri, gamle nok til at administrere det ansvar, der følger med.


Martin og jeg går tilbage til Arresten, hvor vi møder min interviewer, Bent Stenbakken fra Nordjyske Medier. Vi aftaler kort interviewets gang, og da mit navn lyder i højttalerne, er jeg ved at være godt nervøs. Jeg kan se, der heldigvis er dukket mange tilhørere op, herunder samtlige elever fra min klasse, der står forventningsfulde og tripper, klar til at se deres lærer til en slags rolleombyttet eksamen. En arrangør genner mig gennem mængden og op på scenen i Arresten. Stemningen er spændt. Omgivelserne er optimale. Jeg kan næsten høre mit hjerte pumpe. Tiden kører i slow motion. Surrealistisk. Uvirkeligt. Men fantastisk. Nu sidder jeg der endelig. På scenen. Foran et publikum, der frivilligt har valgt at høre på mig. Om min bog. Interviewet starter. Bent Stenbakken har noter i hånden og fortæller publikum om handlingen i min bog. Derefter læner han sig lidt frem i sædet og ser intenst på mig. Det er nu det sker. Jeg er på. ”Hvorfor skrev du bogen?”, spørger han, og jeg svarer. Han stiller flere spørgsmål, og jeg fortæller. Folk sidder stille og følger med. Nogle tager billeder. Andre filmer. Inden jeg ser mig om er tiden gået, og turen er kommet til Anna Grue, der bl.a. har skrevet Den Skaldede Detektiv. Jeg rejser mig. Folk klapper, og jeg smiler ydmyg og genert, men stolt. Interviewet gik vist godt, men jeg har ingen anelse om, hvad jeg har sagt. Jeg befinder mig i en slags trance i en lille gennemsigtig klokke. Anna Grue går forbi mig. Tiden står nærmest stille. Vi får øjenkontakt, og hun nikker anerkendende, da vi passerer hinanden. En stolthedsfølelse gennemløber min krop. Mine elever kommer hen og roser mig. Tydeligvis stolte af min præstation. Jeg føler nærmest at mine ben forlader underlaget.


Jeg svæver. Lidt senere sidder jeg igen i presselogen sammen med Martin. Vi evaluerer. Han fortæller, at mit interview gik rigtig godt, og at jeg fik fortalt om amish, genetik, konspirationer og værdier i livet, heldigvis alle de områder, jeg gerne ville have talt om, så jeg tager hans ord for gode varer. Jeg samler mine elever og sammen går vi over til en tilstødende hal, hvor Børnekrimimessen foregår, for tiden er nu inde til at kære for dem. Til at give retur. Da vi træder ind i hallen, bliver vi straks taget imod af endnu en venlig og imødekommende arrangør iklædt en efterhånden velkendt rød jakke. Jeg hilser på Lene Kaaberbøl, der smiler retur, inden hun træder op på den opstillede scene og med sin fantastiske stemme læser op fra sin nye bog. Børnebogsforfattere, kunstnere og tegnere fylder halgulvet og der er masser af børn til stede. Lokalet oser af liv og man kan ikke andet end være glad. Lene Kaaberbøl afløses af Gyldendalsforfatteren Line Kyed Knudsen, der fortæller om sin nye børnebog, 2620 - Penge fra en rocker. Vi sætter os og lytter med. Line formår med sin gode fortællerstemme at fange tilhørernes opmærksomhed, og jeg noterer mig, at hun også har fanget mine elever, der alle nysgerrigt lytter med. Line afslutter seancen og kommer hen til os og hilser på. Hun har via arrangørerne tilbudt at tage min klasse afsides og fortælle om sit forfatterskab, sine bøger og om alt det, som eleverne kunne finde interessant at spørge om. Vi sætter os over i hjørnet i hallen, mens en lille dreng går på scenen og nervøst oplæser et digt, han selv har skrevet. Jeg smiler, da jeg trods aldersforskellen præcis ved, hvordan han har det. Line går i gang med at fortælle og berette, og eleverne spørger ofte interesseret ind. Efterfølgende takker hun af, og eleverne går rundt i hallen. Nogle spiser, andre laver farverige og kreative cupcakes, mens andre igen skriver små kriminoveller og kreerer badges i et af de mange små værksteder. Pludselig står Martin foran mig og beder mig om at komme med op i presserummet i Arresten, da han er faldet i snak med en svensk forfatter, der vil vide mere om min bog. Jeg ser forvirret og undrende på Martin, der insisterer på, at jeg en kort overgang skal overlade klassen til sig selv og de mange boder og komme med ham. Jeg nikker forventningsfuldt og følger med ham. Da vi træder ind i presserummet, ser jeg en nydelig klædt mand siddende foran sin computer. Da han ser mig, rejser han sig og hilser høfligt på mig på svensk. Jeg giver ham hånden og sætter mig overfor ham, og vi begynder at tale. Han fortæller om sin bog, hvor en kvinde, han kalder Hannah smittes med computervirus og bliver syg, og han spørger interesseret ind til en af min bogs karakterer, der ligeledes hedder Hannah og som også er syg. Vi sidder længe og taler, og han synes så godt


om min bogs plot, at han insisterer på at få et signeret eksemplar med sig hjem til forlaget i Sverige. Vi udveksler bøger og signerer hinandens, og jeg skynder mig tilbage til mine elever uden helt at forstå, hvad det egentlig var, der lige var sket. Det er først, da Martin senere fortæller mig, at manden er ingen ringere end Dan T. Sehlberg, og at hans roman, Mona, er solgt til 30 lande og snart udkommer som kæmpe blockbusterfilm i Hollywood! - Og forlaget, der har udgivet Mona herhjemme, er Modtryk, som aftenen forinden modtog prisen for ”godt arbejde i branchen”, hvilket oversat til godt dansk betyder: ”Forlaget i Danmark, der snuppede Mona”! Jeg har med andre ord siddet og debatteret med en af de største indenfor min branche i hele verden - og det helt uden at vide det, og Dan - for jeg tillader mig at kalde ham ved sit fornavn - synes tilmed ekstra godt om min bog! Jeg er målløs, for jeg er jo bare mig. Skolelæreren, der lige nu sidder blandt mine elever og ser på farverige cupcakes! Efter jeg har sundet mig lidt, møder jeg forfatteren Maria Kjær-Madsen, som jeg taler en del med, og vi aftaler at mødes på et senere tidspunkt for at udveksle erfaringer. Kort efter falder jeg i snak med mange af gæsterne, blandt andre den lokale frisør Jacob og hans kone og to sønner, og de insisterer på at sælge min bog i deres salon, ”Din Frisør Warberg” i Horsens, og de fortæller mig, at de har læst Genstart, og at de elsker den. Jeg sender dem et bredt smil, så mine blottede tænder nærmest oplyser hele salen, hvorefter jeg stolt indgår salgskontrakt. Tiden er nu inde til at sende mine elever retur med bussen, men de ønsker at blive lidt længere, så vi laver den aftale, at de kan være her i yderligere en halv times tid. Jeg siger dog alligevel farvel, da jeg er inviteret til Evas og Kims stand for at sælge bøger. Under afskeden får jeg en lille badge af eleverne, som de selv har lavet, og som jeg i den stressede og tidspressede situation stikker i lommen. Jeg småløber op til presserummet for at hente en lille papkasse med mine bøger. To elever følger efter


mig og hjælper med at bære kassen ned til teltet. Vi kommer ned til standen, hvor bøgerne sættes op, og jeg bliver hurtigt kontaktet af Thomas Magnussen fra ”momolydbog”. Han har hørt godt om min bog og vil derfor gerne udgive den som lydbog. Igen fyldes jeg med stolthed, men også undren, for jeg ser ikke mig selv som en rigtig forfatter. Det er jo kun de etablerede forfattere, der får deres roman lavet til lydbog. Vi aftaler, at jeg overvejer, hvem af de sytten kendte danske skuespillere i firmaet, som jeg ønsker skal lægge stemme til bogen, og jeg giver ham - lettere paf - hånden. Jeg får solgt et par bøger og møder chefen i den lokale boghandel hjemme fra Odense, og vi får udvekslet ord og indgået signeringsaftale. Derefter er det lukketid, og de sidste gæster forlader Teltet. Straks begynder trætte forfattere og forlæggere at pakke sammen, og snakken går på kryds og tværs. ”Hvor mange bøger fik du solgt?”, er der en, der spørger i forvirringen, mens anden anden fortæller anekdoter fra dagen. Jeg går med Eva og Kim hen til Bog & Idés stand for at afregne bogsalg, og der har været nogle misforståelser omkring antallet af afleverede eksemplarer, men vi når da heldigvis frem til en løsning. Jeg giver standchefen, Michael hånden og takker for dagen. Han er godt træt, men har stadig overskud til smil, og han fortæller stolt om sin 4 måneder gamle baby derhjemme, som han glæder sig til at komme hjem til. En af hans rare kolleger trækker mig med hen til Jussi Adler-Olsens og Jo Nesbøs mange bøger og fortæller, at de begge havde udgivet et stort antal titler, inden de slog igennem, men bare at være med her i Horsens er en lille sejr, hvilket jeg forstående nikker til. Jeg finder Martin, der har talt med Lene Kaaberbøl og Jussi Adler-Olsen, og vi siger farvel til de resterende, henter vores ting oppe i presselokalet og går hen til bilen. Krimimessen er slut og sikke da et væld af oplevelser.


Bedst som vi på hjemvejen taler om, om det var mødet med Jussi eller Dan, der var det største, mærker jeg noget hårdt i min bukselomme, og jeg tager den lille badge frem. Jeg drejer den for at læse, hvad der står på den, og jeg bryder rørt ud i endnu et stort smil. Martin spørger, hvad der er, og jeg viser ham badgen. Han smiler ligeledes og kan allerede læse mine tanker. Dette slår alligevel alle de andre gode oplevelser fra Horsens Statsfængsel, hvilket amish-drengen, John Stoltzfus også var et symbol på...


Krimimessen 2014 set fra en debutants synsvinkel  
Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you