Page 1

1 NO. Oktober 2014 路 氓rgang 46


Indput #1, 46. årgang København, oktober 2014 Redaktionen

Boganmeldelser

Amalie Vatne Brean Anne Rogne (ansv. redaktør) Anne Stilling Jeppesen Asbjørn Dam Schiøller Cecilie Nymand Frederiksen Claudia Tassone Erling Nørkær Nielsen Henrik Bayer Elming Ida Baggesgaard Sterndorff Ida Marie Ankerfelt Inger Charlotte Lund-Hansen Mark Bauer Ruby Mathias Rolskov Mette Bohn Jespersen Mikkel Plesner Lyngse (ansv. layout) Nana Marie Jespersen Nilus Dahlerup Signe B. Platz Sofie Alsøe Krogsgaard Sofie Garset-Larsen Tine Friis

boganmeldelse@indput.dk

Omslag

Tryk

Ida Marie Ankerfelt Nilus Dahlerup

Frederiksberg Bogtrykkeri

Økonomi regnskab@indput.dk

Annoncering annonce@indput.dk

Retningslinjer for indlæg Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere, fork­orte og u ­ delade indsendte indlæg samt indsætte billeder og ­illustrationer. Derudover påtager redaktionen sig intet ansvar for materiale indsendt uopfordret. Indlæg afleveres pr. mail med navn, studie, mailadresse og evt. telefonnummer. Indlæg bragt i Indput repræsenterer ikke nødvendigvis F ­ oreningen Indputs holdning.

Udgivet af Skriv til redaktionen Foreningen Indput SAMF, Københavns Universitet Øster Farimagsgade 2A, 1. Sal 1353 København K redaktion@indput.dk

Indput Institut for Psykologi KU

Foreningen Indput, Institut for Psykologi, KU

Kontakt SAMF, Københavns Universitet Lokale 2.01.51 Tlf: 35 32 49 39


Ind under huden på Indput-redaktionen Fotos af Claudia Tassone, stud.psych.

Cecilie Nymand Frederiksen Indputs eventmor Cecilie elsker at diskutere og bruge psykologi i, på og med virkeligheden, men gad også godt sidde med en god omgang matematik- eller fysikrapporter. Cecilie bruger meget af sin tid på Egmontkollegiet - særligt som koordinator på årets Egmontrevy: Det er menneskeligt at sejle. Hun elsker at sidde på sit værelse, som er fyldt med mørkt træ og forsøge at spille guitar. Lige nu er hendes spidskompetence Se min kjole. Cecilie elsker kropskontakt og at synge, selvom det vist ifølge de kloge ikke lyder så godt. Hun forsøger sig også med at dyrke akroyoga. Hun er ikke så tryg ved smalltalk, men elsker at snakke om det, der optager folk… var der nogen, der sagde psykologistuderende?

Henrik Bayer Elming Henrik er 25 år og har som medlem af Indputs redaktion siden foråret 2013 flittigt fyldt skribenternes tekster med grammatiske kommaer. Han er efter et pitstop på Testrup højskole tilbage på studiepinden og burde læse i sin drønspændende bog om kvantitative forskningsmetoder, men prioriterer i stedet at arbejde som underviser i pædagogisk psykologi og studentermedhjælper hos Januscentret. Henrik vil som ægte sportsidiot både spille fodbold, volley og badminton og er desuden stor fan af Psykopanternes streetbasket-initiativ. Henrik kan snakke baglæns og har en forkærlighed for 80’erbandet Toto, Svend Brinkmann og grillost.

3


Indhold Indput #1 46. 책rgang oktober 2014

Indput Institut for Psykologi KU


3. Ind under huden på Indput-redaktionen 6. Leder 7. Nyt fra Studienævnet 9. Side 9-manden 10. Nyt fra Institutrådet 12. Efter rusen kommer tomheden 16. Fortrøstningsfulde svar til den nye studerende 20. Min psykologiske rutsjebane 22. Hvad vil det sige at spise? 27. Skal kønsforskning også være feministisk? 28. Hvorfor skal jeg vide noget om Studiefremdriftsreformen? 30. En dag tilbage 40. Interview med Morten Nissen 44. Stafetten med Tone Roald 48. Akademia: Drømme og dødsdrifter 50. Akademia: Kreativ transformation i lyset af anerkendelse 52. Boganmeldelser

5


Leder Da jeg læste artiklerne til dette nummer af Indput igennem, blev jeg grebet af en følelse, der vel mest af alt måtte være et udtryk for en kombineret oplevelse af melankoli, nostalgi og vemod. Bladet bærer klart præg af en tendens til tilbageblik, der i koncentreret form repræsenterer en føljeton af retrospektive refleksioner, som de (nye) studerende kan vælge at tage til sig eller ej. Med en forhåbning om, at det ikke er kammet over til formanende ’dengang da jeg var ung’-skriveri eller overdrevent romantiserende forestillinger om dét, der for eftertiden vil blive kendt som ’tiden før fremdriftsreformen’, så håber jeg på, at det overordnede budskab, I går en god tid i møde, trods alt træder frem. Igennem min studietid er jeg ved flere lejligheder blevet stillet spørgsmålet: ”Hvor regner du med at være om 10 år?”, hvortil min umiddelbare impuls altid har været at respondere: ”Forhåbentlig lige her”. Alt godt skal have en ende – jeg ved det – ellers ville det nok heller ikke være så godt, men husk at være til stede i nuet, mens det er, og lad, som Tone Roald beskriver i Stafetten, være med at falde hen til ’værensforglemmelse’, hvor man glemmer at reflektere over, hvorfor man gør, som man gør, og i stedet bare gør som alle andre. Som Morten Nissen udtaler i interviewet med ham i indeværende blad, så er der brug for psykologer, der ikke blot kan udføre test og lave terapi, men som samtidig også er i stand til at forholde sig

Indput Institut for Psykologi KU

refleksivt til og i deres egen praksis via kritisk, innovativ og kreativ tænkning. Når hverdaget er fortravlet, og studiets krav ånder én i nakken, så er det ofte refleksionen, der ryger til fordel for prisværdige ambitioner om det fejlfri. Med ovenstående in mente vil jeg minde om, at netop refleksion udgør en særegen del af psykologens repertoire, hvorfor vi som psykologistuderende skyder os selv i foden, hvis den kasseres. Ud over de personlige memoirer, som du bl.a. finder i artiklerne Fortrøstningsfulde svar til den nye studerende, voxpop’en En dag tilbage samt i artiklen Min Psykologiske Rutsjebane, går dette emne også igen i Interview med Morten Nissen, det faste indlæg Stafetten med Tone Roald og i artiklen Hvorfor skal jeg vide noget om studiefremdriftsreformen? Hertil berører to artikler oplægget af gæsteprofessor Annemarie Mol i starten af september, mens Ida B. Sterndorff beskriver følelsen af tomhed i artiklen Efter rusen kommer tomheden, og så er der selvfølgelig to indlæg til den faste serie Akademia. God læselyst, og velkommen til Institut for Psykologi til alle nye studerende!

På vegne af redaktionen Anne Rogne


Nyt fra

Studienævnet

Af Astrid Voss, stud.psych. Velkommen til nye medstuderende og velkommen tilbage til de gamle! En lang og god sommerferie er forbi. Et nyt semester er begyndt, og det er dermed også blevet tid til at genoptage arbejdet i studienævnet. Implementeringen af studiefremdriftsreformen har i høj grad præget studienævnets arbejde det foregående semester og vil fortsat fylde på studienævnets mødedagsordener. Det konkrete implementeringsarbejde drejer sig bl.a. om at fjerne de hindringer, der måtte være i studieordningerne, og dermed gøre det muligt for os studerende at gennemføre studiet på normeret tid. I den forbindelse er det i studienævnet blevet besluttet at afskaffe progressionskravene og erstatte disse med progressionsanbefalinger. Hvor vi som studerende tidligere var tvunget til at tage fagene på psykologi i en særlig rækkefølge, bliver vi nu opfordret til at følge fagene i en anbefalet rækkefølge. Derudover har studiefremdriftsreformen medført, at studerende, som tidligere har læst andre steder, er tvunget til at søge merit for de fag, de har bestået på andre studier. I den forbindelse har studienævnet indført følgende: for at få merit for valgfag, skal det meriterede fag have relevans for psykologiuddannelsen. Det betyder, at en studerende som tidligere har læst spansk på universitetet ikke automatisk får meritoverført fag herfra til valgfag på psykologi – medmindre den studerende ønsker at få merit og kan argumentere for, at det fag der ønskes meriteret har relevans for psykologiuddannelsen. Der har været en række fejl i meritter relateret hertil, hvor studerende har fået merit for fag, som ikke synes relevante for psykologi. Hvis den studerende ønsker det, er der mulighed for at få sagen behandlet på ny og dermed ikke få tvangsmerit. Arbejdet med studiefremdriftsreformen er langt fra slut, hvorfor vi i det følgende semester løbende vil gennemse studieordningerne med henblik på at minimere de forhindringer, der måtte være og sørge for, at det ikke får uønskede konsekvenser for os studerende. Studiefremdriftsreformen er nu

blevet en del af virkeligheden for alle universitetsstuderende i Danmark. Hvordan denne reform præger hverdagen og virkeligheden for de studerende, er det kun de studerende, der ved. Vi må huske at dele vores oplevelser med denne fremdriftsreform med hinanden i de studenterpolitiske råd og nævn, så beslutningstagerne kan blive bekendt med virkningerne af de reformer, de vedtager. Et andet stort projekt i det kommende semester er arbejdet med den nye kandidatstudieordning, hvor vi særligt har fokus på koblingen mellem teori og praksis; specialeprocessen og praktikforløbet. De overordnede rammer for studieordningen er nu formuleret og vil blive præsenteret og diskuteret i Psykrådet. Vi vil derfor opfordre alle, som har interesse herfor, til at deltage i møderne og give deres holdning til kende, når vi diskuterer den nye kandidatstudieordning. Noget tredje, som studienævnet vil arbejde videre med, er afholdelsen af fagcaféer. På det foregående semester inviterede studienævnet og Psykrådet til statistikfagcafé, som dannede rammen om et fælles, fagligt forum, hvor 2. semester-studerende var samlet om at lave øvelser og forberede sig til eksamen i statistik II. På grund af den store opbakning og det store fremmøde vil studienævnet og Psykrådet på dette semester forsøge at afholde fagcaféer i både statistik I og kognitionspsykologi. Vi har måttet sige farvel til to studenterrepræsentanter, der skulle på hvert sit udenlandsophold, og har dermed budt to nye repræsentanter velkomne - Inger Charlotte Lund-Hansen, der er bachelorstuderende på 3. semester, og Andreas Brøgger Jensen, der er på sit 3. semester på kandidatuddannelsen. Vi glæder os til det fremtidige studienævnssamarbejde. Studenterrepræsentanter i Studienævnet: Andreas Brøgger Jensen, Inger Charlotte Lund-Hansen, Astrid Voss og Sofie Sommerlund. g

7


SIDE

9

MANDEN

Den perfekte mand ifølge Indputs mænd Af Claudia Tassone, stud.psych.

Navn: Mikkel, Mark, Asbjørn, Nilus, Erling og Henrik. Tre adjektiver, der beskriver den perfekte mand: Mandig, maskulin og macho! Tre adjektiver, der beskriver den perfekte kvinde: Stor, lille og sød – hun har noget stort, noget småt og noget sødt. Sammensæt den perfekte mand ud fra elementer af tre kendte mænd: Alle: Javier Bardems spanske charme! Asbjørn: Dan Bilzerian! Instagrams playboy. Han har et kæmpestort, sort skæg, og så lægger han kun billeder op med strippere, penge eller pistoler. Han blev smidt ud af Navy SEALS og blev pokerspiller omringet af damer. Han er bare ekstremt maskulin! Når han ­pakker sin kuffert til Vegas, er der bare et ­maskingevær, forskellige valutaer og lækre damer. Han lever livet. Han har fået tre hjerteanfald, fordi han festede for meget (resten af gruppen aner ikke, hvem han er). Henrik: Harry Potter Mark: Den perfekte mand har H ­ arry­­Potters tryllestav. Alle: Batman! Batmans will power. Vi kan også bare kun sige Batman! Men han har ikke nok charme – t­ ilføj Javier Bardems charme... George Clooney? Ej, det er for k ­ liché! Henrik & Asbjørn: Der skal være n ­ ­oget sport! LeBron! Mikkel: Kronprins Frederik – han er så nuttet! Mikkel og Mark: Prins Henrik! Hans stil, hans charme – manden er gift med ­ dronningen af ­ Danmark. Prins Henriks hedonisme! (Stor uenighed fra resten af holdet). Asbjørn: Han har også været en rigtig charmør, da han var ung.

Indput Institut for Psykologi KU

Asbjørn: Den sidste skal være en lidt i­ ntellektuel, kreativ type. Mark: Foucault skal da være med – vi er jo psykologistuderende. Magt! Ej, det er måske en lidt for stor kliché (Nilus og Mikkel er meget skeptiske). Nilus: Foucault, Batman og Prins Henrik – så er alle glade – ­VIDERE! Asbjørn: Dan Bilzerian nyder livet ­rimelig meget. For et par måneder ­s­iden kastede han en pornostjerne ud af ­vinduet – hun ramte ikke poolen, ­brækkede benet og kunne ikke arbejde i flere måneder. Det er fandeme macho. Han er en kæmpe idiot! Jeg forstår ikke, I ikke kender ham – det siger selvfølgelig også lidt om vores forskellige billeder af den ideelle mand. Mikkel: Altså Prins Henriks hedonisme, Foucaults intellekt og Batmans will power & råstyrke. Asbjørn: Og Dan Bilzerian – han SKAL nævnes! Hvilken skuespiller skulle spille hovedrollen i en film om den perfekte mand? Erling og Nilus: Javier Bardem! Asbjørn: Ej, nu må det være Dan B ­ ilzerians tur! Nilus: Okay, Javier B ­ ardem med et islæt af Dan Bilzerian! Hvilken skakbrik ville den perfekte mand være, og hvorfor? Erling: Springeren kan flytte sig på en måde, som ingen andre kan! (Stor e­ nighed) Mikkel: En bonde! Der er aldrig nogen, der tager bonden! Alle: Bonden er unik, fordi den kan transformeres! Bonden har som den e­ neste alle muligheder. Hvilket dyr ville den perfekte mand eje? Henrik: En hvalhaj! g


9


Nyt fra

Institutrådet Af Institutrådsrepræsentanter Andreas Brøgger Jensen, stud.psych. Alexander Hjuler Bergeon, stud.psych.

Klinikken ved Institut for Psykologi - og truslen mod den Klinikken ved Institut for Psykologi er truet på sit ­eksistens­ grundlag – den ­særbevilling, som er ­pakket ind i ­Instituttets pose med penge fra Det ­Samfundsvidenskabelige Fakultet, skal fordeles på nye måder. Til Institutrådsmøde en fin efterårstirsdag den 9. september var der et ærgerligt punkt på dagsordenen. Blandt lederne af Det Samfundsvidenskabelige Fakultet kæmpes i disse dage om penge. Institut for Psykologi får nemlig en ekstra sjat til at d ­ rive den klinik, som de fleste af os psykologistuderende har set i stuetagen på Øster Farimagsgade 2A, når vi eksempelvis har skullet aflevere vores opgaver oppe i receptionen. At klinikken er truet, er der mange, der er kede af, og det kunne man tydeligt mærke til Institutrådsmødet. Klinikkens historie Klinikkens historie er lang. Den har siden sin opstart været en integreret del af psykologi som fag på Københavns Universitet, men dens fremtidige rolle svæver i det uvisse. Klinikken blev oprettet i 1950 under navnet Universitetets ­Børnepsykologiske Klinik (UBK). Dens opgave dengang var både at yde klinisk psykologisk behandling til børn og at give post-­graduat ­uddannelse til færdiguddannede cand.psych.’ere, som ville arbejde med klinisk psykologisk udredning og behandling af børn. Klinikkens økonomi blev dengang støttet - udover støtte fra Rockefeller Foundation indtil 1955 - af en klinikbevilling, som oprindeligt figurerede i Finansloven. ­

Indput Institut for Psykologi KU

I 1963 udnævnes Lise Østergaard som den første professor i klinisk psykologi, og ­klinikken udvides med en voksenklinik og en f­orsknings-afdeling. I 1968 oprettes Institut for Klinisk Psykologi (IKP), og ­børne- og voksenområdet samt forskningsafdelingen samles således under en fælles ramme. Endelig i 1996 slås IKP ­sammen med Psykologisk Laboratorium og bliver til Institut for Psykologi. I dag varetager klinikken stadig sine tre kerneopgaver: at udøve klinisk udredning og behandling af klienter, forskning i klinisk psykologi samt forskningsbaseret uddannelse af kliniske psykologer gennem tilknytningen til psykologiuddannelsen. Klinikken danner rammen om fire forskningsgrupper, der deler en række ressourcer, og som overordnet står for visitation af klienter til forskningsprojekter, studenterundervisning og studenterklinik. Disse er Center for Psykoterapiforskning, Copenhagen Child Anxiety Project (CCAP), Early Child Development Unit (ECDU) og Seksualitet, Sprog og Køn. I løbet af sin periode som en del af det Humanistiske Fakultet modtog Institut for Psykologi to særbevillinger. Den ene var klinikbevillingen, som gik til de ekstra udgifter, klinikken havde - og stadig har - til, at det videnskabelige personale kan udøve terapi, ansættelse af ekstra administrativt personale til at løse relaterede administrative opgaver, til AV-udstyr og til lokaleindretning til gavn for undervisningen i klinisk psykologi samt meget andet. Den anden særbevilling var værkstedsbevillingen, som gik til at finansiere naturvidenskabeligt orienteret eksperimentel forskning, som i dag især varetages af Center


for Visual Cognition og Unit for Cognitive Neuroscience. I forbindelse med flytningen af psykologi fra det Humanistiske til Det Samfundsvidenskabelige Fakultet blev s­ærbevillingerne slået sammen til én, som en på forhånd givet basisbevilling til Institut for Psykologi, hvorefter instituttet modtog resten af sin bevilling på linje med de andre institutter på fakultetet. Klinikkens usikre fremtid Situationen i dag er den, at de andre institutter har udtrykt utilfredshed med denne økonomiske særbehandling af psykologi, og dekanen er enig med dem i, at psykologis særbevilling ikke er holdbar. Sidste år var bevillingen på omkring 7 millioner kroner, og det vil således kunne mærkes i instituttets økonomi, hvis finansieringen stopper. Spørgsmålet er i så fald, hvordan det udmønter sig i budgettet. Lige nu ser det ud til, at klinikken bliver hårdest ramt, da bevillingen netop er hensat dertil, men der er også tale om generelle besparelser. Det vil få konsekvenser for både klienter, forskning og ikke mindst de studerende, hvis undervisning i klinisk psykologi i høj grad er knyttet til klinikkens virke. Særbevillingens fremtid blev drøftet på et møde med dekanen og institutledere torsdag den 11. september, men det har ikke været muligt at få oplysninger om resultatet inden deadline for denne udgave af Indput. Som problemstillingen blev fremlagt på Institutrådsmødet, ser det ud til, at det primært bliver Institut for Statskundskab, der kommer til at få de penge, der indtil nu har gået til klinikken. Det skyldes primært, at de

har mange forskere, som er tilknyttet afdelinger som eksempelvis Center for Militære Studier, der oprindeligt fungerede som en del af Forsvaret, og som nu får Institut for Statskundskab til at virke meget stort. Men al den forskning, der bedrives i disse afdelinger, er såkaldt ”tør” forskning, altså forskning der ikke kræver særligt udstyr, særlige lokaler eller ekstraudgifter til eksempelvis arbejde med klienter eller lignende. Som vores ­institutleder, Axel Larsen, beskriver det, så er der på Institut for Psykologi nogle særlige forhold, nogle ”vådområder”, som har brug for ekstra ressourcer for at kunne fungere og varetage de vigtige opgaver, der løses her. Det drejer sig især om klinikkens lokaler med videokameraer, lyddæmpning og en masse andre ressourcekrævende, men vigtige ting, som sikrer, at der kan produceres viden inden for det kliniske felt på Institut for Psykologi. Og uden de rette vilkår for at sikre forskning inden for det kliniske felt, hvordan skal man så kunne bedrive forskning og derved sikre forskningsbaseret uddannelse inden for området? Studenterrepræsentanterne i Institutrådet følger sagen i spænding, og vi vil melde ud, så snart der er nyt. For vi mener, at der er uddannelseskvalitet i at sikre klinikkens fremtid. Har du en holdning til klinikkens fremtid, så følg Psykrådet på Facebook og kig efter nyt om klinikken og datoer for eventuelle møder. g

11


Efter rusen kommer tomheden

Indput Institut for Psykologi KU


Af Ida Baggesgaard Sterndorff, stud.psych. Foto af Nilus Weidick Dahlerup, stud. psych. Efter en lang sommerferie har endnu et semester på Psykologi taget sin begyndelse. Dette indebærer samtidig et gensyn med en masse medstuderende, som hver har deres sommeroplevelser at berette om. Min egen sommerferie stod som vanligt på Roskilde Festival og dermed også på en hel uges fest, masser af god musik og rigeligt at drikke. Som alle andre ferier når festivalen også sin ende, og i år oplevede jeg endnu en gang, hvordan rusen og festen kan erstattes af et tomrum. Dagene i festivalugen smelter sammen til et sammensurium af indtryk og oplevelser, der efterlader både glæde og tomhed på én gang. Da min erfaring er, at jeg langt fra er alene om denne nedtursfornemmelse, er den, efter min mening, en Indput-artikel værd. For hvad skyldes denne tomhed, og hvordan kan den opstå efter begivenheder af positiv karakter? Hos mange er afslutningen på festivalen præget af en vis ambivalens. Den sidste uges tid har for flere budt på mindre bekvemme toiletforhold, manglende søvn og indtag af større mængder alkohol, dåsemad og fastfood. Med det udgangspunkt kan udsigten til nogle sundere madvaner, eget toilet og egen seng virke meget tillokkende. På samme tid kan ugens begivenheder have været præget af en helt speciel form for frihed til at gøre lige præcis, hvad man har lyst til, og oplevelser, som man deler med både gamle og nye bekendtskaber, kan have givet anledning til en helt særlig euforisk fornemmelse. Nu venter det virkelige liv, hvor daglige gøremål og en mere normal døgnrytme ofte står på programmet, men efter at have sovet ud og spist et ordentligt måltid mad, kan tomheden pludselig melde sig. Fra konstant at have været omgivet af mennesker kan man nu sidde i hjemlige omgivelser og blive ramt

af en form for ensomhed. Denne følelse knytter sig naturligvis ikke kun til festivalkonteksten, men kan præge hjemkomsten efter mange forskelligartede sociale sammenkomster, som har taget én ud af den normale dagligdag og skabt en form for social boble fyldt med indtryk og oplevelser, som man er fælles med andre om. I bogen Livets dilemmaer (2009) skitserer professor ved Center for Forskning i Eksistens og Samfund ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, Bo Jacobsen, nogle af de eksistentielle udfordringer, som vi moderne mennesker må forholde os til og reflektere over i løbet af vores tilværelse. Med begreber og teorier fra den eksistentielle psykologi belyser han bl.a. dikotomierne mellem kærlighed og ensomhed, valgfrihed og livsforpligtelser samt livets mening i en kaotisk verden. I den forbindelse peger han særligt på ensomhed som et centralt begreb og knytter dertil betegnelsen aleneværen, der kan forstås som det moderne menneskes grundlæggende erkendelse af, at det er alene i verden. Ifølge Jacobsen er det dog essentielt, at ensomhed samtidig forudsætter en mere grundlæggende tilstand af menneskelig samhørighed. Som Medard Boss (1994) påpeger, kan ingen føle sig alene, medmindre vedkommendes liv normalt er præget af samhørighed med andre mennesker (Jacobsen, 2009, s. 70). Afgørende er da også, at følelsen ensomhed ikke udelukkende knytter sig til ubehag, men er et grundvilkår, der kan virke stimulerende i forhold til den menneskelige udvikling. Med et citat af den amerikanske eksistentielle psykolog Irvin Yalom fra 1980 fastslås: ”Intet forhold kan eliminere isolationen. Hver af os står alene i tilværelsen. Men vi kan dele ensomheden sådan, at kærligheden kompenserer for isolationens smerte” (Jacobsen, 2009, s. 70).

13


Festivaleksemplet kan siges at sætte splittelsen mellem behovet for socialt samvær og trang til at være alene på spidsen, og det er derfor også et godt billede på livsbegivenheders indflydelse på denne splittelse. Jacobsen fremhæver i relation til dette, at følelsen af ensomhed især udløses af, at der sker noget uventet og usædvanligt i form af både negative og positive begivenheder i tilværelsen. Her bliver stresspåvirkninger et essentielt begreb, da disse altid vil indgå i en persons netværk af relationer i verden som et udtryk for, hvad der engagerer vedkommende i livet. Derfor har stresspåvirkninger en fremmende funktion på menneskets livsprocesser, og af samme grund kan fjernelse af disse engagerende stresspåvirkninger give en følelse af tomhed, rastløshed og depression (Jacobsen, 2009).

Indput Institut for Psykologi KU

En teoretisk forklaring på den tomhed, mange kan opleve, når en rejse, en festival, et højskoleophold eller andre sociale begivenheder af stor personlig betydning ophører, kan være, at de stresspåvirkninger, der har betinget vores engagement i de sociale relationer, opløses og skaber et eksistentielt tomrum, som vi gennem nye engagementer må udfylde. På mange måder kan man derfor sige, at disse større sociale begivenheder river os ud af vores vante rammer, og minder os om vores afhængighed af andre mennesker. Mennesket kan aldrig stå alene - selvom det individualiserede samfund ofte ser ud til at kræve det. g Litteratur Jacobsen, B. (2009). Livets Dilemmaer. Danmark: Hans Reitzels Forlag.


15


Fortrøstningsfulde svar til den nye studerende Hvorfor du ikke skal fortvivle over, at du ikke forstår noget som helst.

Bare rolig: Den eneste grund til, at du ikke forstår Sven Mørchs modeller, er, at du ikke er ham selv.

Indput Institut for Psykologi KU


Af Inger Lund-Hansen, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych. Første semester kan være lidt af en manddomsprøve at komme igennem. Man kan ikke finde rundt på CSS – alle gangene ligner hinanden, og man får skældud af kantinedamen, hvis man vil betale for kaffen, FØR man skænker den op. For slet ikke at tale om fagene: Pensum er uforståeligt, instruktorerne møder man til torsdagsbar, og man taler så meget om det udvendige individ-samfundsforhold, at man får lyst til at bede nogen stikke det op der, hvor det bliver indvendigt. Først nu, efter et år på psykologistudiet, føler jeg, at tingene er ved at falde nogenlunde på plads. Nogenlunde. For jeg kan stadig have dage, hvor jeg undrer mig over, at en eller anden teoretiker synes, at de har opfundet den dybe tallerken ved at sætte en pil mellem to bogstaver og kalde det en 'model', eller hvorfor det, jeg læser i dag, var det, jeg skulle have læst for tre uger siden. Men i det sidste års tid har jeg opnået en masse gode erfaringer og forståelse af nogle ting, som jeg virkelig ville ønske, at jeg kunne have beroliget mig selv med dengang midt i første semester, hvor alt virkede uoverskueligt, fremmed og overhovedet ikke, som jeg havde forestillet mig, det ville være at starte på psykologi. Det kan jeg ikke, men til gengæld kan jeg måske berolige nogle af jer nye studerende, som står foran de første hårde semestre, og svare på nogle af de spørgsmål, der rungede i mit hoved. Ligeledes kan rådene måske gavne nogle af jer mere garvede studerende, hvis I stadig døjer med overdimensioneret dårlig samvittighed eller stress over at skulle nå alt det, I gerne vil.

1. Hvorfor forstår jeg ikke pensum? Jeg brugte meget tid på første semester på at beklage mig over pensums sammensætning og indhold. Teksterne lod alle til at komme ud af en eller anden større kontekst, jeg ikke kendte, og inden for et eller andet givent emne, som jeg ikke havde nogen forudsætninger for at vide noget om. Hvorfor får du ikke bare en bog, Socialpsykologi fra A til Z, med en sammenhængende indførelse i faget og dets begreber? For at få noget ud af primærteksterne i kompendierne er du nødt til at have dannet dig en forståelse af de forskellige teoretiske retninger, og hvordan du placerer teoretikerne og deres begreber i forhold til hinanden – en egenskab der først kommer senere, når du er blevet præsenteret for retningerne og deres begrebsapparater. På de første semestre gælder det derfor om at acceptere, at der er utrolig meget af teksternes indhold, som du endnu ikke har kompetencerne til at forstå eller sætte ind i et perspektiv, og at teksterne kan virke håbløse og intetsigende. Fagkoordinatorerne har ikke altid lige god forståelse for, hvor usammenhængende og utilgængelige teksterne kan synes, når man er helt ny på et studie eller et fag. Brug derfor grundbøgerne og sekundærteksterne flittigt til at sætte dig ind i teoriretningerne og til at 'åbne op' for primærlitteraturen.

17


2. Hvorfor får jeg ikke lov at fordybe mig? De fleste starter på universitetet med en forventning om, at de nu skal ind og fordybe sig i det stof, som interesserer dem allermest. Men undervisningen er langt hen ad vejen en overfladisk lyngennemgang af en retning eller et område for så hurtigt at gå videre til det næste. Hver gang du berører et emne eller en retning, som virker interessant, er man allerede videre til det næste emne, hvilket kan være enormt frustrerende, når du lige føler, at du har set lyset. Det er derfor vigtigt at holde fast i sine særlige interesser og søge at forfølge dem ved at opsøge litteratur og information uden for pensum, også selv om det måske går lidt ud over den grundige gennemlæsning af hele pensum. Ens interesser er det, der skal holde ens motivation og engagement i faget ved lige, og det er derfor helt centralt at forme sin egen faglige udvikling ved at gå efter sine interesser ved siden af undervisningen. 3. Hvorfor har jeg kronisk dårlig samvittighed? Tidligere i uddannelsessystemet har den primære indlæring foregået i skolen inde til undervisningen, så hvis du bare mødte op, var du egentlig godt dækket ind. På universitetet ligger ansvarsbyrden i høj grad på det arbejde med pensum, som du foretager dig hjemme. Samtidig er pensum så stort, at det er umuligt at læse alt til de rigtige datoer, hvilket resulterer i, at du konsekvent er bagud. Dette kan godt tære på den pligtopfyldende elev, der måske har været vant til at være for forkant med alle opgaver. Men her er du nødt til at indse, at universitetsstudiet kræver en lidt anden tilgang end at læse alt grundigt fra ende til anden. Brug datoerne på undervisningsplanen som en guideline for, hvilke emner du helst skulle have berørt i de specifikke uger. Vælg derefter nogle centrale tekster inden for dette område ud, som du går rigtigt i dybden med. Der er måske 5-6 tekster om en given teoriretning på pensum, du vælger de 2-3 vigtigste, og resten bearbejder du på mindre grundig vis: skim, læs et summary, se en youtube-video. Det vigtigste er, at du har grundbegreberne inden for emnet på plads, så skal du nok have tid til at opfriske teksterne op til eksamen. Det vigtigste er ikke, at du får læst alt, men at du får fat i de vigtige begreber og pointer og forstår dem.

Indput Institut for Psykologi KU

4. Hvorfor har jeg ikke tid til alt det, jeg gerne vil? Universitetslivet er lidt som at åbne en slikpose, når det kommer til spændende, faglige foredrag og sjove sociale tiltag. På turen rundt på CSS blev du præsenteret for mange af dem: Hvad med at få nye venner og komme bagom til de sjoveste fester med Torsdagsbaren, Fredagspsykosen eller Frontallapperne? Eller hvad med at få indflydelse på sin egen uddannelse til Psykrådsmøderne eller ved at arrangere kurser i Kursusgruppen? Eller få et kreativt afbræk fra faglitteraturen ved at gøgle med i Psykorevyen eller skrive for Indput? Det er SÅ vigtigt at indgå i studieinitiativer for at falde til på studiet. Samtidig får man tudet ørerne fulde af, at det er essentielt at skaffe sig et frivilligt arbejde, så man får noget praktisk erfaring og noget godt til CV'et. Har du set flyeren fra Børnetelefonen, Ung-på-Linje eller Ungdommens Røde Kors? … Og så var der også lige det der studiejob, der helst skulle være studierelevant og bringe lidt kroner på huslejekontoen og ketchup på pastaen...? Rolig nu! Døgnet har kun 24 timer. I begyndelsen gælder det om at få styr på sin studieteknik og sin måde at være studerende på: Lad være med at melde dig ind i samtlige festudvalg og NGO'er med det samme, fordi du får at vide, at 'Åh det er så vigtigt'. Muligheden for at rodfæste sig socialt og fagligt på studiet løber ingen vegne. Find ud af, hvor meget overskud du har - det får du lidt mere af senere på studiet - og undersøg, hvilke af de mange tilbud, du virkelig godt kunne tænke dig at bruge tid og kræfter på. g


annonce Vil du vide mere? Se headspace.dk/frivillig ”Tusind tak for al den støtte og hjælp I har givet mig. Det har i dén grad givet tryghed og kampgejst.” (Ung efter forløb med headspace)

I headspace gør vi en forskel. Vil du også være med?

headspace er en inspirerende og nyskabende ungdomsrådgivning, hvor de unge kan komme ind, når de har brug for hjælp. Det kan være relationelle, emotionelle eller praktiske problematikker, og vi hjælper de unge på deres præmisser. Siden headspace slog dørene op i september 2013 har mange unge lagt vejen forbi vores rådgivning, og på baggrund af en øget efterspørgsel og positive tilbagemeldinger fra de unge har vi nu brug for flere frivillige rådgivere til at være en del af headspace. Arbejdet som frivillig i headspace indebærer • Samtaleforløb med unge mellem 12 og 25 år • Praktisk hjælp (fx kan de få hjælp til at lægge et budget, få en bisidder med til møde med kommunen eller til et andet tilbud, hjælpe med at finde svar på konkrete spørgsmål af praktisk karakter, hvis man har kompetence til dette) • At holde oplæg på skoler, deltage i festivaller, byfester og lignende synliggørelse af headspace Vi forventer af dig • Det er et krav for at kunne have samtaler med de unge, at man er uddannet eller i gang med en relevant socialfaglig uddannelse • At du er fleksibel og kan afse tre gange tre timer om måneden Det får du ud af at være frivillig hos os • En uddannelsesweekend med fokus på mødet med unge, samtaleprincipper • Et spændende frivilligt arbejde hvor du gør en forskel for børn og unge, som har problemer • Undervisning og supervision fra en bred vifte af fagligt stærke profiler • Erfaring med samtaleforløb og arbejdet med unge • Sparring med andre frivillige og mulighed for at blive en del af den særlige headspace ånd Sådan bliver du frivillig Du kan blive frivillig i headspace Roskilde, København eller Rødovre. Send os din ansøgning eller udfyld vores ansøgningsskema – som du finder på vores hjemmeside www.headspace.dk/frivillig Kontakt headspace Roskilde: Sif Thordis tlf. 53610454 eller sts@headspace.dk headspace Rødovre: Trine Haahr Jakobsen: tlf. 53610435 eller tj@headspace.dk headspace København: Christin Lund: tlf. 53610301 eller ch@headspace.dk

19


E K S I G O L O K MIN PSY

E N A B E J RUTS

Af Henrik Bayer Elming, stud.psych. Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych. Det var nok først, da jeg for fem år siden skulle vælge uddannelse, at jeg rigtig fik forståelse for det der med, at ethvert valg er et fravalg. Nu skulle jeg vælge fremtiden, og valget skulle helst repræsentere mine ægte, autentiske interesser. Shit. Hvad fanden er det? Angsten for at fravælge noget spændende fik pludselig taget i mig og har siden da været sigende for min studietid, som bestemt ikke har været målrettet mod en specifik gren af psykologien. Tværtimod har jeg på groveste vis udnyttet, at jeg har studeret i den periode, der snart vil være kendt som tiden før fremdriftsreformen. Da jeg fik mulighed for at skrive om min lakkende-mod-enden studietid, kunne jeg, trods følelsen af at sætte mig selv unødigt meget i scene, ikke holde mig tilbage. Da jeg gik på 6. semester, skrev en pige fra min årgang en artikel med titlen min psykologiske rutsjebane, hvor hun via forskellige nedslag i sin studietid illustrerede, at det ikke altid er lige nemt at få fornemmelse for, i hvilken retning man skal dreje sine studier. Jeg har ikke kunnet finde en bedre titel, så jeg har valgt at stjæle både form og titel fra hendes artikel.

Indput Institut for Psykologi KU

1) Endelig student, flytte hjemmefra, tjene penge. Nu skal jeg drikke flere øl og undgå anklagende forældreblikke. Forfatterdrømme, og verden skal jo også reddes en dag. Hvis jeg læser psykologi, kan jeg forstå mennesker og skrive en pissefed bog om nogle megaspændende mennesker. Hvis jeg læser statskundskab, kan jeg gøre noget ved politikerne, og hvis jeg læser medicin, kan jeg redde liv og gå i kittel.

2) I Sydafrika arbejder jeg frivilligt som vikar for verdens ondeste skolelærer. Min snedige, 19-årige hjerne drager en konklusion, som får stor betydning. Måske kan verdens problemer løses ved at sætte ind over for den enkelte. Jeg skal læse psykologi og frelse menneskeheden én efter én. Desuden har jeg hørt, at psykologi ligger i krydsfeltet mellem natur-, human- og samfundsvidenskab, så jeg behøver slet ikke vælge noget fra!

3) Min interesse for naturvidenskab bliver holdt til ilden af Jesper Mogensen, mens Niels Engelsted (tidligere underviser i faget Psykologiens genstand og historie, red.) sender tankerne tilbage til Sofies Verden og min teenageinteresse for filosofi. Al tvivl om studievalg bliver glemt, for det her er fandme spændende! Drømmer i smug om en dag at holde spændende forelæsninger som et af mine nye idoler.

4) Elsker min nye tilværelse som medlem af Torsdagsbaren og nyder at øse ud af min erfaring som tutor for et nyt hold psykologistuderende. I tæt ved et år handler studiet mere om fest, glade dage, fede mennesker i torsdagsbaren og mine pligter som tutor. Holder hemmeligt for min læsegruppe, at jeg ikke rigtig har forstået, hvorfor det problematiske forhold mellem individ og samfund er så skide interessant for en psykologistuderende. Indhenter lidt af det tabte i en vanvittig eksamensperiode og forstår, at Bourdieu må være verdens mest sympatiske mand, og at kognitionspsykologiske forsøg kan være spændende, hvis jeg sætter tid af til at forstå dem.


5) Har store problemer med at vælge søjle på kandidaten. Får mulighed for udveksling i New Zealand, hvis jeg vælger neuro-søjlen. Det gør valget nemmere, og jeg overbeviser mig selv – jeg har jo nok i virkeligheden altid været mest til det naturvidenskabelige.

6) Lærer, at New Zealand er pænt flot og (gen)lærer, at man virkelig kan bruge sit liv på meget andet end at læse. Og at man kan studere psykologi på mange måder. I et halvt år er jeg ligeglad med videnskabsteoretiske grundantagelser og finder glæde i faget sensory science, hvor jeg nørder matematiske modeller til at måle forskelle i sansning. Hvor stor skal forskellen mellem to lyde være for at kunne registreres, og hvordan måler jeg, præcis hvor meget en gennemsnitlig psykologistuderende foretrækker sour cream and onion chips frem for havsalt? Overvejer kraftigt en karriere som sensory-science-nørd, men dropper tanken, da jeg får jobbet som holdunderviser i personlighedspsykologi og glemmer alt om sensory science. Nu skal jeg hjem og (forstå og) forklare Ole Dreiers snørklede tekster!

7) Livet som underviser er hårdt, men jeg lærer meget. Måske mest af alt at sætte forventningerne til mig selv ned. Jeg er vist alligevel ikke så god en underviser, som jeg havde håbet. Skifter personlighedspsykologi ud med pædagogisk psykologi, for nu vil jeg formidle læringsteori, og måske er jeg heldig, at gensynet med pædagogikken kan forbedre mine evner som underviser.

8) I klinisk psykologi lærer jeg, at terapeutisk effekt i høj grad afhænger af luftige og svært definerbare ord som terapeutens varme og empati. Shit. I min iver efter at undervise har jeg slet ikke samlet praktisk erfaring. Alle andre har arbejdet frivilligt eller haft et studiejob. Mon jeg besidder de nødvendige fællesfaktorer, eller er jeg slet ikke skabt til at hjælpe mennesker? Jeg er stadigvæk alt for uerfaren, og hvem gider overhovedet lytte til noget, jeg har at sige? Voksenangsten kommer snigende, og jeg har da vist også lige brug for en studiepause. Er jeg overhovedet på det rigtige studie? Har jeg uden at tænke over det blindt fulgt den sikre, kedelige sti mod en forudbestemt karriere?

9) Der skal ske noget nyt. Jeg tager på højskole. Alle beskriver det jo som en åh-så-skelsættende oplevelse i deres liv, og så er der halv pris for studerende. Og jeg ville jo gerne være forfatter, før jeg blev indhyllet i psykologisk teoretiske tåger, så hvorfor ikke gøre forsøget? På Testrup skal jeg skrive skønlitteratur og forhåbentlig glemme alt om studier og læsekrav for en tid.

10) Dropper forfatterdrømmen efter 3 uger – filosofi og politiske debatter var alligevel mere spændende end skønlitteratur. Overvejer kortvarigt at skifte studie og forfølge min nyfundne interesse for samspillet mellem filosofi og politik. Både idéhistorie, filosofi og statskundskab står for skud.

11) Hjemme igen. Halvandet år tilbage. Voksenangsten er forsvundet, men tvivlen lurer i baghovedet. Det er nok et vilkår. Mon jeg ville have samme tvivl, uanset hvad jeg studerede? Ved at skrive en artikel til Indput om min forvirrede studietid, minder jeg mig selv om de spændende fag, jeg har haft, nogle af de indsigter, jeg har gjort og de spændende mennesker, jeg har mødt. Finder praktikplads for foråret 2015 og beslutter mig for, at psykologistudiet vist alligevel skal gøres færdigt. Medmindre praktikken får mig til at ændre mening… g

21


HVAD VIL DET SIGE AT SPISE? I forbindelse med et 2-måneders gæsteprofessorat havde Center for Samfund & Sundhed i begyndelsen af september den fornøjelse at danne rammen for to åbne forelæsninger ved Ph.D. i filosofi og professor i kroppens antropologi ved Amsterdam Universitet, Annemarie Mol. Arrangeret af Sociologisk Institut i samarbejde med Koordinationen for Kønsforskning havde Indput derfor glæden af at være til stede, da Mol afholdt foredragene ’Feminist scholarship and fleshy realities. The case of kilo calories’ samt ’Ontonorms and other norms. Feminist explorations of valuing in practice’. Af Anne Rogne, stud.psych. Foto af Mark Bauer Ruby, stud.psych. REPORTAGE. Annemarie Mols arbejde er inspireret af en bred vifte af videnskabelige diskurser herunder især post-Aktør-Netværk Teori inden for feministisk Science and Technology Studies. Hun har tradition for at kombinere det etnografiske studie af praksisser med intentionen om at rykke den vestlige traditions teoretiske forståelsesrammer. Hun beskæftiger sig med spørgsmål, som forholder sig til både teori, metode og ontologi, men hendes arbejde er altid først og fremmest en etnografi, hvorfor hendes argumenter altid baseres på – eller i det mindste eksemplificeres igennem – aktuel empirisk data. Omtalte foredrag var således ingen undtagelse i forhold til Mols intention om at bedrive ’empirisk filosofi’. Med udgangspunkt i det igangværende

Indput Institut for Psykologi KU

projekt ’Eating Bodies in Practice and Theory’, førte Mol os gennem en lang række caseeksempler på specifikke praksisser, der vedrører ’det at spise’. Disse eksempler fungerede som model for, hvad det vil sige at vide, handle og sætte ting i relation, samt hvad det indebærer, når ’viden’ griber ind i ’hverdagsliv’. De mangfoldige kroppe Hvor feminismen med sex/genderdistinktionen muliggjorde en adskillelse af det naturlige og det sociale, så pointerer Mol, at selvom adskillelsen tillod feminister at tale om det sociales formning af køn uafhængigt af biologi, så kom det med den pris, at kroppen blev overladt til naturvidenskaben. I stedet ønsker Mol at introducere en feministisk måde at analysere det naturlige som

del af social performans i stedet for at stå i modsætning hertil. Frem for at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt en videnskabelig disciplin kan vide, hvad fx en ’kvinde’ er, så skiftes fokus i denne bevægelse til spørgsmålet om, hvilke emner, interesser og spørgsmål disse videnspraksisser insisterer på, hvordan de griber ind i virkeligheden, hvad de gør ved ’kvinder’ osv. Idéen er derfor, at der ikke kun eksisterer mange forskellige måder at kende ’et objekt’ på, men ligeledes mange forskellige måder at praktisere det. I denne optik kommer objekter-i-praksis – ’kvinder’ såvel som ’mad’ og ’krop’ – i mange versioner, og disse forskellige versioner er både forskellige og indbyrdes afhængige. Objektet er mangfoldigt. At virkelighed skulle være mangfoldig stilles derfor af Mol i kontrast til den euroamerikanske


videnskabelige tradition, hvor der eksisterer forskellige perspektiver på virkeligheden, men hvor der kun er én virkelighed at have ’perspektiver’ på. For at bryde med denne tradition trækker Mol på det filosofiske begreb om ontologi og sætter det i flertal med oxymoronet ’ontologier’. Feministiske perspektiver på kilokalorier Mens Mol er selvdeklareret feminist, så ligger hendes interesse ikke i at studere ’mænd’, ’kvinder’ eller for den sags skyld ’køn’. For at illustrere, hvordan dette lader sig gøre, bragte hun i sit første foredrag tilskuerne gennem et forholdsvis enkelt eksempel: Fødevarers kalorieindhold. Offentlig sundhedsinformation om, hvor mange kalorier kroppen har behov for, og hvor mange kalorier forskellige fødevarer indeholder, kan tages op på forskellige måder ud fra et feministisk perspektiv. Informationen tilskynder individer til at kontrollere deres ’fødeindtag’ ved at lade sig optage af konstante beregninger for hermed at kontrollere befolkningens vægt. Informationen stimulerer ifølge Mol flere potentielle interesser for feministisk forskning. Først og fremmest kan der fokuseres på, hvordan information

omkring kalorieindhold er med til at konstruere og forstærke den antagne forskel mellem de binære kategorier ’mænd’ og ’kvinder’, fordi standarder for kaloriebehov altid fremstilles som koblet til kønnede kroppe, hvilket igen sætter forskellige normer for, hvor meget henholdsvis ’mænd’ og ’kvinder’ bør indtage. Kroppen-i-kontrol tæller i kalorier, kroppen-ude-af-kontrol konsumerer dem Et andet potentielt omdrejningspunkt for den feministiske analyse beskrev Mol som måden, hvorpå information omkring kalorieindhold bygger på en vestlig forståelse af forholdet mellem den rationelle psyke og den lystfulde krop. Den vestlige tradition beror på aktører, der som udgangspunkt ved med deres øjne, handler med deres hænder og opfører sig ordentligt ved at lade deres rationelle psyke underkaste deres grådige kroppe. Med dette eksemplificerer Mol, hvordan denne videnspraksis med et aktør-netværk-teoretisk begreb enacter* en særlig version af, hvad ’krop’ og ’mad’ er. Kroppen forstås som evolutionært bestemt, men denne natur bliver problematisk under kulturelle betingelser, hvor føde ikke er en knap

ressource, og andre ikke udøver ekstern kontrol over, hvad individet indtager. Mad forstås i denne optik som brændstof, der enten forbrændes eller lagres, hvis ikke vi underkaster vores krop rationel kontrol ved hjælp af teknikker som fx at tælle kalorier. Hvad dette handler om er altså ikke ’mænd’ og ’kvinder’, men derimod, hvad der traditionelt set forstås som henholdsvis mandlige og kvindelige kvaliteter. Med dette gør Mol opmærksom på, hvordan kroppens lyster fremstilles som noget, der er forbudt, men samtidig, hvordan dette medfører, at de ting, som kroppen begærer blot bliver yderligere attraktive og svære at holde sig fra. Simplifikationen af det vi indtager Ved hjælp af en kort gennemgang af ernæringsvidenskabelige samt sociologiske og antropologiske perspektiver på mad og dét at spise, introducerede Mol ydermere de tilstedeværende for den potentielle feministiske interesse i, hvordan de virkeligheder, som perspektiverne fremstiller, nødvendigvis må forstås som simplifikationer af den kompleksitet praksissen ’at spise’ udgør. Hvor den biofysiske tradition oversætter ’mad’ til ’brændstof’, som kan kvantificeres i form af ’kalorier’ og

23


Annemarie Mol

Indput Institut for Psykologi KU


anvendes af det kontrollerede individ til at holde sig fra at spise mere, end kroppen forbrænder, så hænger denne fremstilling nødvendigvis sammen med en anden ’virkelighed’: Den hedonistiske. Mad er kilde til nydelse, og fordi mad er kilde til nydelse, kan kroppen forføres til at spise for meget. Hvad Mol påpeger, er derfor, at én virkelighed – mad forstået som energi med homeostatisk stabilitet som idealet – kræver, at en anden variant – mad forstået som nydelse med hedonistisk tilfredsstillelse som idealet – underkendes. Mol kommer med endnu et eksempel på, hvordan mad ligeledes simplificeres inden for biokemiens verden i form af ’næringsstoffer’, det vil sige som byggeklodser i kroppens opbygning, hvilket er en fremstillingsform, som de fleste nok kender fra sundhedsplejerskens madpyramide. Forstås mad som næringsstoffer, medfører det, at

dem, der spiser, skal bestræbe sig på at afstemme deres fødeindtag, så det fordeler sig relativt ud over de forskellige madkategorier. Dette kræver endnu en gang en rationel, kontrollerende psyke, som ikke overlader sine madvaner til fastlåste rutiner, men derimod retter sin kognitive kontrol mod dét, der indtages. Som tredje eksempel inddrog Mol den epidemologiske simplifikation af mad forstået som en særlig inputvariabel, der korrelerer med specifikke outputvariable, det vil sige målbare sundhedsparametre som fx overlevelse eller risikoen for hjerteanfald, cancer, diabetes eller anden lidelse, som er udbredt nok til, at der kan frembringes statistisk valide resultater. Endnu en gang viser dette eksempel, hvordan ’viden’ griber ind i ’praksis’ ved, ud fra et epidemologisk perspektiv, at rådgive os om, hvad der er mest fordelagtigt for os at spise, fordi dét, der er ’sundt’ ikke

Hvad er ’enactment’? Mol anvender begrebet ’enactment’ til at beskrive, hvordan fænomener udfoldes, skabes, ordnes og håndteres i praksis. Begrebet indikerer, at aktivitet finder sted, men efterlader i modsætning til ­begrebet om ’performans’ aktøren ubestemt. Det indikerer samtidig, at det er i aktiviteten – og kun dér og da – at noget er. Derfor kan de objekter, der undersøges, aldrig isoleres fra den praksis, hvori de udspilles.

nødvendigvis er det, mennesker fra naturens side foretrækker. Nyd maden og drag omsorg for det, du indtager De versioner af mad, krop og virkelighed, som er indlejret i disse vidensprakisser er forskellige, og selv om de normer, som følger med og vedrører spørgsmålet ”hvordan bør jeg spise?”, er forskellige, så beder Mol os endnu en gang om at lægge mærke til det punkt, hvor de tre teknikker alligevel er ens: De trækker alle på psykens evne til at tilsidesætte kroppen, for ’kroppen’ er dér, hvor faren lurer. For at sætte dette vestlige perspektiv i kontrast introducerede Mol et fjerde perspektiv på mad og det at spise inspireret af en række andre traditioner og forståelsesrammer: Mad forstået som tilfredsstillelse. Hvad denne idé bygger på, er en krop, som stopper med at spise, når den ’føler, at den har spist’, også selv om den ikke er blevet bedt om at stoppe. I denne optik fremstilles hedonisme derfor ikke som farligt, men derimod som værende involveret i det feedbacksystem, som igen tillader kroppen selvomsorgsfuldt at opretholde homeostase. Idealet er jf. denne logik derfor ikke selvkontrol, men derimod

25


selvomsorg. At opnå tilfredsstillelse beror på mad, der er velsmagende men ydermere på personen, som skal føle noget. Her beder Mol dagens deltagere om at lægge mærke til, at en potentiel konflikt mellem forskellige praksisser kan opstå. At føle noget sker kun, hvis personen er opmærksom på kroppen, når der spises og nyder det, der indtages. Kontrol af hvad der indtages, kommer til gengæld ofte med den ulempe, at det dræber den nydelse, som er forbundet med mad og hermed udelukkes tilfredsstillelse - og så længe personen ikke er tilfredsstillet, vil personen fortsætte med at spise. Med dette eksemplificeres Mols sidste pointe: I praksis opstår der konflikt mellem det at opnå tilfredsstillelse og kontrolteknikken ’at tælle kalorier’, hvorfor de forskellige ’enactede’ virkeligheder kommer til at virke forstyrrende ind på hinanden. Ontonormer: værdier og normative handlinger Mol beder os om at lægge mærke til, at ingen af de måder, som mad fremstilles på, normalt vil give mening for det enkelte individ, men ikke desto mindre

Indput Institut for Psykologi KU

har de alligevel sneget sig ind i sproget og vores lægmandsforståelse af, hvad det vil sige at spise ’sundt’ eller ’usundt’. Deres mening er ganske ligetil normativ. Sundt eller usundt, godt eller dårligt. Hvordan forskellige praksisser foreskriver forskellige former for normativitet, tog Mol op i den anden af hendes forelæsninger, hvor hun søgte at føre os igennem en feministisk udforskning af, hvordan værdier enactes* i praksis. ’At spise’ er aldrig neutralt – ”just eating” som Mol formulerede det. At spise er altid et spørgsmål om værdier og normative handlinger. At spise et æble kan fx være ’godt’, fordi det er ’sundt’ eller ’dårligt’, fordi æblets syreindhold nedbryder tændernes emalje. Det kan være ’godt’, fordi æblet er lokalt og ikke transporteret hele vejen fra New Zealand. Mol bad os overveje, at værdier og normer altid er situeret i en kontekst. Det vil sige, at de kun giver mening, hvis man forstår den virkelighed, hvori de er indlejret. Praksisser, hvor viden mobileres med henblik på at forbedre personers sundhedsadfærd og hverdagsliv, må derfor forstås ud fra de mad- og kropsontologier, som

er indlejret i de kostråd, mennesket møder, som fører til forskellige normer for, hvordan man bør spise. Forskellige ’ontonormer’ kommer derfor ifølge Mol med forskellige versioner af, hvad det vil sige ’at spise’ og hvilke normative standarder for mad, individet bør følge. Mols intention var ikke, at vi skulle forlade foredraget med en overbevisning om, hvad der er godt eller dårligt at spise, men derimod at bibringe os værktøjer til selv at overveje, hvad det vil sige ’at værdsætte’ gennem flere caseeksempler på mad og praksisser vedrørende dét at spise. Blandt de spændinger, konflikter og kompleksiteter, som Mol fremlagde via caseeksempler, blev det klart, at dem, der ønsker at udforske værdier bør forholde sig åbne overfor, at det, der synes irrelevant i én situation, kan være relevant i en anden. Ifølge Mol bør man altså afholde sig fra at simplificere det ’at værdsætte’ til et to- eller tredimensionelt skema, men derimod holde fast i den kompleksitet, som i praksis vil være ophav til, at værdier kolliderer, tilsidesættes, underkendes eller smelter sammen til kompromisser. g


Skal kønsforskning også være

FEMINISTISK?

Af Mark Bauer Ruby, stud.psych. DEBAT. Som vordende akademiker og psykolog føler jeg mig forpligtet til at tage ord alvorligt. Den amerikanske filosof Harry Frankfurt har sågar skrevet en bog Om Bullshit, der handler om den slags tale, hvor interessen for sandheden forsvinder, og den betydning og virkelighed, ordene skal repræsentere, ikke længere tages seriøst. I en sådan verden kan man sige alle mulige ting, og hvis man bliver kritiseret for det, så trækker man bare nogle nye ord op af lommen og glemmer de gamle. Eller som Groucho Marx sagde: ”Those are my principles, and if you don’t like them... well, I have others”. Af samme grund blev jeg ærgerlig over et særligt aspekt ved Annemarie Mols ellers interessante forelæsninger, der netop har fundet sted på CSS. Den første forelæsning havde overskriften Feminist scholarship and fleshy realities. The case of kilo calories og den anden Ontonorms and other norms. Feminist explorations of valuing in practice. I begge overskrifter indgår begrebet feminisme, hvilket er årsagen til min undring: Hvorfor feministisk? Flere gange anvender Mol dette begreb, og fordi jeg tror, hun tager sine ord alvorligt, vil jeg gøre det samme. Mol beskriver i sin første forelæsning, det hun kalder ”four feminist concerns”. Disse er henholdsvis: (1) ”the crafting of 2 sexes” (2) ”the ruling of a good mind over a bad body” (3) ”the simplification of food” og (4) ”individualization and isolation of eating”. Hvorfor nogen af disse bekymringer skulle være feministiske er mig imidlertid en gåde. Først og fremmest mener jeg dette ud fra den forståelse, at feminisme betegner kvinders

kamp for ligestilling, mens f.eks. kønsforskning betegner, hvad ordet antyder – forskning i køn. Der er forskel på at have ”concerns” som feminist og som kønsforsker. Hvorfor skulle det f.eks. være et særligt problem i kvinders ligestilling med mænd, at individet gøres personlig ansvarligt for sine kostvaner, som hendes fjerde bekymring antyder? Hvis dette også er et problem for mænd, hvilket jeg godt tør påstå er tilfældet, så er kritikken ikke længere feministisk, men langt bredere og samfundsmæssig. Det samme med den første bekymring om konstruktionen af de to køn – hvorfor skulle denne bekymring være særligt feministisk, når den angår begge køn? Et modsvar kunne være, at feminisme i dag skal forstås mere afslappet, end jeg gør i denne sammenhæng. Som en bredere kritik af undertrykkelse og kamp for minoriteters rettigheder og handlemuligheder. Kritikken af individualiseringen og isoleringen af spisning bliver således ’feministisk’, fordi den taler på vegne af de minoriteter, der har problemer med spisning. Men jeg mener ikke, at dette er noget godt svar. Feminismebegrebet bliver en forvirret og forplumret størrelse, hvis det bruges til at betegne kønsforskning generelt. Det er desuden fremmedgørende for mennesker, der mener, at også mænd bør have en stemme i kønsdebatten, men næppe finder det passende, at overskriften for dette synspunkt skal være feminisme. Jeg spørger derfor mig selv, hvorfor Annemarie Mol kaldte sine forelæsninger feministiske, når nu præsentationen af hendes forskning ikke gav indtryk af at være det. g

27


Hvorfor skal jeg vide noget om Af Erling Nørkær Nielsen, stud.psych. Det skal du, fordi den har betydning for dig, som er studerende på Københavns Universitet. Hvis du lige er begyndt på studiet, gælder de nye regler allerede. Hvis du har læst ét år eller mere, gælder de fra efteråret 2015. Fint. Hvad er det så? Studiefremdriftsreformen er en ændring af Universitetsloven, som blev vedtaget af Folketinget i foråret 2013. Kort sagt indebærer ændringen, at universiteterne skal sørge for at få deres studerende hurtigere igennem studierne. Københavns Universitet fremlagde for et års tid siden forslag til, hvordan dette skulle føres ud i livet. Forslagene, som blandt andet indebar tvangstilmelding af fag og afskaffelse af orlov, blev mødt af massive protester fra både studerende og ansatte ved KU, og en del af initiativerne blev udsat. Så reformen blev droppet? Nej. En del af initiativerne, som skal sikre lavere studietid på KU, er trådt i kraft. Det drejer sig blandt andet om tilmelding af fag. Alle studerende bliver nu automatisk tilmeldt 30 ECTS-point hvert semester. Læser man for eksempel psykologi på 3. semester, bliver man automatisk meldt til pædagogisk psykologi og kognitionspsykologi, såfremt man ikke har haft disse fag før. Hvad hvis jeg dumper en eksamen og er nødt til at gå op igen næste år? Så skal jeg vel ikke have 30 ECTS oveni hatten? Jo. Du vil altid blive tilmeldt 30 ECTS, med mindre du får dispensation, eller der er tale om særlige tilfælde, hvor du mangler under 30 ECTS for at fuldføre uddannelsen.

Indput Institut for Psykologi KU


Studiefremdriftsreformen? Hvad nu hvis jeg har studiejob eller lignende og gerne vil skære lidt ned på mine ECTS-point? Så får du travlt. Du kan ikke tage færre end 30 point per semester. Rationalet bag reformen er, at et universitetsstudie er en fuldtidsaffære, hvorfor den studerendes øvrige aktiviteter, fx studiejob, frivilligt job, forskningsaktivitet og lignende, må planlægges, som hvis den studerende havde en fuldtidsbeskæftigelse. Det lyder ret stramt. Er der andet, jeg skal vide? Lidt. Planerne om afskaffelse af orlov er foreløbigt udsat. Du kan derfor som psykologistuderende fortsat tage orlov fra studierne i henhold til studieordningen. Hvis du har læst noget andet før, har du efter reformen pligt til at søge merit for meritgivende fag. Hvis du lige er begyndt på studiet, skal du være opmærksom på, at du kun får SU til den normerede studietid – det vil sige 5 år. Hvis du er søgt ind på studiet inden for to år efter, du har afsluttet den adgangsgivende eksamen, har du yderligere ét års SU at køre på – altså 6 års SU i alt. Så hvis det for eksempel er 3 år siden, jeg blev student, vanker der kun SU i 5 år på universitetet? Korrekt. Siger du, at universitetet er slut med at være et rart sted at være? Ikke nødvendigvis. Med reformen indstiftes et krav om en ny måde at tænke uddannelse på. De studerende og ansatte på universiteterne skal nå det samme på kortere tid. Reformen er et forsøg på at sige ”skynd jer!” og ”fordyb jer!” i samme sætning. Hvilke konsekvenser de nye tiltag konkret vil have, ved ingen endnu. g

29


EN DAG TILBAGE Okay, hvis du fik at vide, at du havde én dag tilbage at studere i. Og du kunne give 5 gode råd til de nye studerende, du ville ønske, du selv havde fået. Hvad ville du så gøre? Hvad jeg ville gøre? Jeg tror, jeg ville hæve lidt penge på min fir... Ej, for fanden. I stedet for Nik & Jay har vi spurgt seks snart færdiguddannede psykologer. Af Asbjørn Dam Schiøller, stud.psych. Fotos af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych. m.fl.

Indput Institut for Psykologi KU


Ida Holm, 26 år (9. semester): 1. Hvis du kunne have sagt noget til Ida for 5 år siden, hvad ville du så have sagt? Tænk ikke så meget over, om du når at læse alt i løbet af semestret. Nyd i stedet at dykke ned i det, som du synes, er spændende. Du skal nok nå det hele under eksamen alligevel. 2. Hvad ville du gerne have gjort anderledes i løbet af din studietid? Hm, jeg tror ikke, at der er noget, som jeg direkte ønsker at lave om. Haha, så skulle det da lige være, at have været en del af Indput. 3. Hvad er du glad for, at du har gjort? Der er flere ting. Jeg er rigtig glad for, at jeg meldte mig ind i torsdagsbaren og for at have været tutor. Begge dele har bidraget til, at jeg har lært mange søde mennesker at kende på studiet, og at jeg føler mig hjemme på CSS. Jo, og så er jeg rigtig glad for, at jeg tog mig tid til at tage ud og rejse et halvt år på 6. semester. 4. Hvis du kunne give dig selv et godt råd nu, hvad skulle det så være? Forfølg det, du brænder for, og det, som du synes, er sjovt og spændende. Tænk ud af boksen, når du tænker fremtidige jobs og end ikke bag et skrivebord! 5. Hvad har du lært i løbet af din uddannelse, som du sætter mest pris på? Psykologi har klart lært mig, at de fleste ting er mere komplekse end som så, og at man altid skal forholde sig åben overfor, at der kan findes mange sandheder. Derudover har jeg lært værdien i at kunne stille gode spørgsmål, frem for at komme med løsningsmuligheder.

31


Indput Institut for Psykologi KU


Kristoffer Levinsen, 25 år (9. semester): 1.Hvis du kunne have sagt noget til Kristoffer for 5 år siden (eller ved studiestart), hvad ville du så have sagt? Jeg ville gerne fortælle ham, at han skulle være opmærksom på at finde balance mellem at forfølge de muligheder, der opstår af umiddelbare situationer og bekendtskaber, og stadig ikke at tabe sigte for, at det er vigtigt at have en plan og drive sig selv mod nye opgaver og erfaringer. Jeg har selv haft nogle af de mest spændende oplevelser; mødt nye mennesker og fundet nye sider af dem, jeg kendte samt har fået nogle af de mest spændende opgaver ved at springe til i det øjeblik, muligheden opstod. Jeg har også måttet sige nej til muligheder, som jeg vidste ikke ville byde sig igen. Der er også helt almindelig begrænsninger i tid og rum, som man må erkende. Samtidig skal man heller ikke underspille vigtigheden af at have en plan, selvom man løbende må revidere den. Det hjælper til at fastholde en lyst og en stræben efter nye opgaver og erfaringer. Når jeg nu så småt er dér, hvor studietiden er noget, jeg har bag mig, er jeg taknemmelig på mine egne vegne over, at der trods alt er en rød tråd på tværs af de mangeartede spor, jeg har forfulgt. Dette har været projektarbejde, frivilligt arbejde, forskning, studiejobs eller sociale fællesskaber. 2. Hvad ville du gerne have gjort anderledes i løbet af din studietid? Jeg ville rigtig gerne have haft endnu mere tid på et andet studie. Jeg havde selv et semester på medicin inden psykologi, og den erfaring har betalt sig selv mangefold. Studiet bliver hurtigt en verden, der lukker sig om sig selv, fordi der er så meget spændende at beskæftige sig med og så mange gode mennesker. Samtidig kan psykologistuderende være en meget homogen gruppe. Kammeratskaber med folk, der har taget andre veje i livet, har været vigtige for mig for ikke at tabe perspektiv. Jeg forestiller mig, at et ophold i udlandet kunne have gjort det samme.

3. Hvad er du glad for, at du har gjort? Jeg er glad for rigtig mange ting, og selvom mange af dem ikke er direkte tilknyttet studiet, har de været nogle af de vigtigste. De har givet mig perspektiv på min situation, mit studie og samfundet omkring mig: Jeg er glad for, at jeg ikke valgte det rigtige studie fra start. Jeg er glad for at have givet mig hen til muligheder, som jeg ikke umiddelbart vidste, hvor ville føre hen. Jeg er glad for at have mødt mennesker med helt andre historier end mine. 4. Hvis du kunne give dig selv et godt råd nu, hvad skulle det så være? Nu jeg har sagt så meget om planer, muligheder, studier og jobs, så har jeg egentlig mest lyst til at huske mig selv på, at mennesker bliver spændende af alt det andet, de laver, udover studier og karriere. Så kære Kristoffer: Spil noget guitar; drik noget vin; lær et sprog. Kultivér din person - ikke kun din profession. 5. Hvad har du lært i løbet af din uddannelse, som du sætter mest pris på? Uden at det skal lyde på nogen måde selvhøjtideligt - og når jeg ser på, hvad jeg har skrevet ovenfor, ville det ellers være en naturlig slutning - så sætter jeg allermest pris på, at psykologistudiet har givet mig ikke kun en profession, men en måde at møde andre mennesker på og forholde mig til samfundet omkring mig.

33


Morten Gade, 27 år (specialestuderende): 1. Hvis du kunne have sagt noget til Morten for 5 år siden, hvad ville du så have sagt? Tag imod de muligheder, der viser sig og husk at selvom folk ikke umiddelbart fremstår velovervejede enten på tekst eller tale, kan det godt være, der er en god pointe i det, de skriver eller siger. Og lad nu for guds skyld være med at være så stædig. 2. Hvad ville du gerne have gjort anderledes i løbet af din studietid? Have taget mig lidt bedre tid til at forstå de forskellige perspektiver på forståelsen af menneskets psyke og ikke så hurtigt have afvist tilgange, som jeg så siden er vendt tilbage til. Ellers er jeg tilfreds med mine valg i det hele taget. 3. Hvad er du glad for, at du har gjort? Jeg er rigtig glad for, at jeg altid har prioriteret at læse det, som jeg syntes, var mest spændende. Det er vigtigt at gøre det, man selv synes er rigtigt, for der er 1000 måder at være studerende på. Og så er jeg virkelig glad for at have brugt en masse energi på mit sociale liv på studiet. I takt med at man kommer længere og holdene brydes op og folk stopper, så bliver man glad for at have venner på tværs af årgange og studieretninger. 4. Hvis du kunne give dig selv et godt råd nu, hvad skulle det så være? Strukturér din tid bedre! 5. Hvad har du lært i løbet af din uddannelse, som du sætter mest pris på? Den er svær... At acceptere at mennesker er meget forskellige - mere end man tror. Altså, det er ikke ”studiet”, der har lært mig det, men det har jeg lært. At få øje på hvordan det akademiske kan kombineres med konkret arbejde ud over det terapeutiske. Og sammenhængen mellem psykologi og andre samfundsvidenskaber, at psykologien er en delmængde af mange interessante måder at forsøge at forstå mennesker på.

Indput Institut for Psykologi KU


Anne Maja Sandø, 27 år (specialestuderende): 1.Hvis du kunne have sagt noget til Anne Maja for 5 år siden, hvad ville du så have sagt? Så tror jeg, at jeg ville have sagt, at jeg ikke skulle bekymre mig om karakterræs og stresse over, om jeg havde læst nok og kunne nok. Det hele gik jo alligevel. 2. Hvad ville du gerne have gjort anderledes i løbet af din studietid? Jeg ville gerne have fået bedre styr på statistik på bacheloren. Det virkede bare ret ligegyldigt dengang. Jeg ville også ønske, jeg havde planlagt min studietid lidt bedre, så jeg ikke endte med at have et valgfag tilbage, efter jeg afleverer speciale. 3. Hvad er du glad for, at du har gjort? Jeg er rigtig glad for, at jeg har stoppet mig selv, når jeg synes, jeg har været tilfreds med min indsats. Ellers kan man jo blive ved med at læse og lave om på opgaverne. Jeg har prioriteret at holde fri om aftenen og være sammen med mine venner. Jeg er også rigtig glad for, at jeg er taget til udlandet. Selvom det forlænger min studietid, så har jeg lært utrolig meget. 4. Hvis du kunne give dig selv et godt råd nu, hvad skulle det så være? At jeg ikke skal stresse over, om der er jobs, når jeg er færdig. Det hele skal nok gå. 5. Hvad har du lært i løbet af din uddannelse, som du sætter mest pris på? Jeg har lært at være nysgerrig på de ting, som interesserer mig og selv at opsøge viden. Jeg har fundet ud af, hvor jeg kunne blive klogest på lige præcis børneneuropsykologi, som interesserer mig mest, og så har jeg fået det til at ske. Og så har jeg lært at psykologi på KU giver en rigtig god basisviden og lærer én at studere. Når man kan studere, så kan man lære det meste.

35


Indput Institut for Psykologi KU


Maj Skov, 27 år (9. semester): 1. Hvis du kunne have sagt noget til Maj for 5 år siden, hvad ville du så have sagt? Jeg tror, jeg ville sige til mig selv, at jeg skulle nyde det. For mig har det været et privilegium at få lov til at studere. Nu hvor min studietid lakker mod enden, ved jeg, at jeg kommer til at savne at sidde på læsesalen og fordybe mig. Så jeg tror, jeg ville sige til mig selv, at jeg skulle nyde det - selv alle de timer, der har været hårde, når jeg har siddet og terpet. Og måske ville jeg også sige til mig selv, at der venter en utrolig stor, uvurderlig og fantastisk mental vidensbank foran dig, når bare du har brugt nogle år på at læse, og når det er gjort, så bliver det nemmere og legende at bygge ovenpå den vidensbank. Så de første tekster af Freud, Foucault osv. er måske svære at komme igennem, men det bliver nemmere og endnu mere spændende. 2.Hvad ville du gerne have gjort anderledes i løbet af din studietid? Jeg tror gerne, jeg ville have været mindre regelret. Jeg tror, jeg har læst alt, hvad der har været på pensum gennem min studietid men ikke så meget, der ikke har været på pensum. Det har været spændende at læse pensumlitteraturen, men til tider også noget tungt. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod og kreativitet til at læse lidt mere efter mine interesser og så fordybe mig i det. Men måske der også for mig skulle et ret stort og bredt fundament til, før jeg kunne begynde at mærke, hvad der virkelig interesserede mig inden for psykologien.

3. Hvad er du glad for, at du har gjort? Jeg er så glad for, at jeg har valgt at læse psykologi. Hver dag når jeg skal sætte mig for at studere, skal til undervisning eller på studierelevant arbejde, så tænker jeg, at det er det, jeg allerhelst vil bruge mit “arbejdsliv” på. Jeg synes, det er så fantastisk et alsidigt fag, hvor der hele tiden er nye udviklingsmuligheder, og hvor man kan arbejde med så mange forskellige fænomener. Men hvis jeg skal sige, hvad jeg er glad for at have gjort i min studietid, så er det nok at arbejde en masse med noget studierelevant, at skrive opgaver med andre studerende – også nogen jeg ikke har kendt i forvejen og så at tage på udveksling i USA et semester. 4. Hvis du kunne give dig selv et godt råd nu, hvad skulle det så være? Det er svært. Jeg står over for at skrive speciale og vil rigtig gerne skabe en god oplevelse omkring det. Da jeg skrev bacheloropgave, blev jeg ret stresset og nedtrykt, så jeg kunne godt tænkte mig, det blev anderledes med specialet. Så jeg tror, jeg ville råde mig selv til at fokusere på at arbejde med noget, jeg synes, er spændende og så fokusere på processen i stedet for resultatet. 5.Hvad har du lært i løbet af din uddannelse, som du sætter mest pris på? Jeg sætter pris på nærmest alt det, jeg har lært. Jeg kan ikke lige på stående fod komme på noget, jeg har lært eller været igennem, som jeg synes, var overflødigt. Men jeg tror måske, at det er færdigheder i videnstilegnelse, jeg sætter mest pris på. Det at have evnen til tilegne mig viden hurtigt og systematisk, at vide hvor man kan finde den rigtige viden og at være kritisk omkring den viden, jeg finder frem til, synes jeg, giver en enorm fordel – også når jeg skal sætte mig ind i noget uden for mit arbejdsliv.

37


Simon Grum, 28 år (specialestuderende): 1. Hvis du kunne have sagt noget til Simon for 5 år siden, hvad ville du så have sagt? Brug det første år på at finde en arbejdsrytme, hvor du er ambitiøs og arbejdsom, men stadig tilfreds med din tilværelse. Du skal studere i mange år, og det er vigtigt, du har det godt, imens du gør det; samtidig får du kun det ud af det, som du er parat til at investere i det. Det er svært at arbejde hjemme - og det er helt okay, så lad bare være med det. Tag på læsesal og brug dine pauser sammen med inspirerende mennesker. Vær parat til at acceptere, at den enkle sandhed ikke findes, og husk at du bliver glad for at have styr på dine ting. 2. Hvad ville du gerne have gjort anderledes i løbet af din studietid? Jeg ville gerne have undervist som instruktor. De studiekammerater, der har haft mulighed for det, lader til at have fået noget værdifuldt og tilfredsstillende ud af det, som jeg misunder dem for. 3. Hvad er du glad for, at du har gjort? Frivilligt arbejde og forskning er to ting, som har givet mig meget, og det er jeg enormt glad for, at jeg har haft mulighed for at bruge tid på. Selvom det kan være svært at finde tid til det hele, så har jeg oplevet, at jo hårdere jeg har arbejdet, jo heldigere har jeg været. 4. Hvis du kunne give dig selv et godt råd nu, hvad skulle det så være? Spis flere grøntsager, dyrk mere motion og tag dig i agt for nøgne kejsere. 5. Hvad har du lært i løbet af din uddannelse, som du sætter mest pris på? At vores evne til at se, forstå og løse problemer ingen værdi har, hvis ikke de mennesker, der har problemerne, bliver i stand til at se og løse dem selv.

Indput Institut for Psykologi KU


Har du et spĂŚndende studiejob, erfaringer fra praktik, oplevelser fra et udvekslingsophold eller noget helt fjerde, du gerne vil dele? Skriv til redaktion@indput.dk

39


Af Sofie Garset-Larsen, stud. psych. Foto af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych.

Interview med

Morten Nissen Mangeårig ansat ved Institut for Psykologi, lektor og faglig koordinator i SUI (Social-, Udviklings- og Integrationspsykologi) Morten Nissen har nu valgt at afprøve nye græsgange ved Institut for Uddannelse og Pædagogik. Inden hans afsked med Københavns Universitet ønsker vi i Indput at udfolde hans personlige oplevelser og faglige perspektiver vedrørende studielivet på Institut for Psykologi. God læselyst.

Hvordan vil du kort definere vores genstandsfelt – psyken? Min tilgang til dette spørgsmål er inspireret af en belgisk videnskabsteoretiker, der hedder Isabelle Stengers. Psykologiens objekt er et projekt - det er et håb. Nogle, f.eks. Simo Køppe, tænker videnskabernes forhold til hinanden i lag – hvor psyken ligger mellem det socialkulturelle og biologiske. Flere videnskaber byder dog ind på det projekt at forbinde krop og sjæl, fx antropologi og folkesundhedsvidenskab, og aktuelt transdiscipliner som STS (Science, Technology & Society). Projektet er lødigt, men det er ikke et, vi psykologer har monopol på, og det kan gøres på mange måder. Jeg er ikke så tiltrukket af utopien om, at menneskelivet forklares og håndteres som natur. En helt kort, klassisk definition af psyken er ”menneskelige individers

Indput Institut for Psykologi KU

handlinger”, som kommer fra den kulturhistoriske tradition med et særligt twist, der blev givet af kritisk psykologi. Hvornår begyndte du dine studier? Og hvorfor valgte du psykologi? Hvad ville du ellers have valgt? Jeg begyndte at studere psykologi i 1977. Efter at have færdiggjort min gymnasiale uddannelse i 1976, meldte jeg mig straks ind på psykologistudiet. Det var heldigt, for derefter kom adgangsbegrænsningen, og med denne begrænsning ville jeg ellers ikke være kommet ind på studiet, da jeg ikke havde høje nok karakterer. Umiddelbart var valget af psykologi ret tilfældigt. Før i tiden var jeg meget begejstret for matematik, og derfor var jeg tæt på at melde mig ind på matematikstudiet i stedet for psykologistudiet. Jeg valgte psykologi grundet forskellige omstændigheder. I biologi i

gymnasiet lavede jeg nogle forsøg med nogle indlæringsprocesser i forhold til mus, som skulle vise, hvorledes deres sort/hvid-syn var, hvor min hypotese gik på, at de var bedre til at skelne mellem gråtonenuancer, fordi de var farveblinde. Derudover læste jeg Freuds værk ”Drømmetydning”, som gjorde et stort indtryk på mig. Min mor forsøgte også at læse psykologi. Hendes historie mindede meget om den historie, der bliver beskrevet i Krøniken, hvor en af hovedpersonerne som voksen kvinde melder sig ind på universitetet i 1968 og bliver frustreret over, at alle hele tiden farer rundt og laver studenteroprør i stedet for at arbejde med psykologi. I mit miljø har dette været en problematik, som har været omdiskuteret. Derudover vil jeg mene, at psykologi er en selvhjælpsbevægelse med teoretisk overbygning. Vi


41


er alle sammen subjekter med forskellige problemer. Min mor var sådan en rigtig 20. århundrede-kvinde med neuroser etc., og jeg selv havde det heller ikke så nemt, da jeg var ung. Senere har jeg fundet ud af, at rigtig mange har det sådan – men vi går bare rundt hver især og tror, at alle har det meget bedre end os selv. Hvilken psykologisk retning er du interesseret i? Og hvordan/hvornår kom du frem til den erkendelse? Jeg er vokset op i den virksomhedsteoretiske og kulturhistoriske tradition og det, man her kalder kritisk psykologi. Det har hele tiden været min tese, at en ordentlig måde at gå videre med arven fra Leontjev og Vygotsky er en form for kritisk psykologi. Jeg er inspireret af poststrukturalisterne og interaktionisterne, og jeg er stor fan af Goffman og Garfinkel. Jeg synes derudover, at en videnskabsrefleksiv inspiration, som kommer fra aktuel netværksteori, er interessant – Annemarie Mol, som har denne interesse, er en af mine store heltinder. Jeg er meget lidt tilbøjelig til at finde det nyttigt at sige, at der er én tradition, der har sandheden. Jeg tænker altså mere dialogistisk, da enhver teori er

Indput Institut for Psykologi KU

sammensat af en dialog med andre teoretiske traditioner. Hvordan kan det være, at du er skiftet til Institut for Uddannelse og Pædagogik? (DPU) En vigtig grund er, at jeg tror, at det er meget sundt at prøve nye græsgange engang i mellem. Et andet oplagt sted at tage hen i forhold til den måde, jeg arbejder med psykologien, vil være Aalborg Universitet, men jeg synes, det er for langt væk, da jeg godt kan lide at bo her. Jeg kan godt lide at rejse og komme hjem igen. Derudover er der nogle interessante kolleger, som jeg glæder mig til at samarbejde mere med. Jeg er helt tæt på Dorthe Staunæs, Jette Kofoed og Malou Juelskjær, som er på den afdeling, hvor jeg sidder nu. Der er også en politisk årsag til mit skift til DPU. Det samfundsvidenskabelige fakultet ved KU har en strategi, der satser på de traditionelle discipliner, til forskel for andre fakulteter hvor der arbejdes mere tværvidenskabeligt eller transdisciplinært. Det har betydning på grund af den måde, psykologien udvikler sig på internationalt – den drejer i retning mod at blive mere

sundhedsfaglig og naturvidenskabelig i forhold til, hvad den har været tidligere. Den måde, jeg driver psykologi på, trives måske bedre på steder som RUC og DPU. Hvilke projekter har du gang i for tiden? Jeg har bl.a. lige været i Nottingham sammen med nogle folk, som arbejder på en institution, der hedder ”U-turn”, som er en institution under Københavns Kommune og en anden institution, der hedder ”Helsingung” for unge stofmisbrugere i Helsingør. Disse to institutioner arbejder sammen, og jeg har været en del af en forskningsgruppe, der kigger på, hvordan U-turn-modellen bliver brugt og overført til Helsingør. En af de ting, som de har arbejdet på i U-turn, er det, de kalder ”æstetisk dokumentation”. Det vil sige i stedet for, at man fremstiller og skaber billeder af folks situation eller livsforløb ved hjælp af journaler etc., så gør man det ved hjælp af kunstnerisk udtryk. Min forskningsgruppe og jeg afholdt en forelæsning i Nottingham, og derudover havde vi et galleri. Så i stedet for en pause, så var der et galleri, hvor forskellige objekter blev vist frem. Det var en mellemting mellem et kunstnerisk galleri og postersession.


For mig kan projektet vise en version af brugerdrevne standarder. Hvilken udvikling forestiller du dig, vi bliver vidner til på Institut for Psykologi de kommende år? Jeg synes, det er et spændende spørgsmål, da psykologien er ekstremt populær. Aktuelt vil der være en orientering mod den positivistiske eller naturvidenskabelige måde at tænke på. Dette er der ikke noget forkert i i sig selv, og jeg mener, at de folk, der arbejder på Center for Visuel Cognition (CVC), laver et godt stykke arbejde, og det virker til at være god forskning, men hvis den positivistiske og naturvidenskabelige måde at tænke på bliver for fremtrædende, bliver der et problem med uddannelsen af psykologer til arbejdsmarkedet. Psykologer skal kunne mange andre ting end specifikt at vide, hvordan det går med hjernen og kognition. Jeg tror, at det er en defensiv og uholdbar professionsstrategi i det lange løb, og jeg tror, at de blandede psykologuddannelser har mere fremtid foran sig end de rene psykologuddannelser. Specielt når de rene bliver så skævvredne, som de gør på grund af det videnskabssyn, der dominerer psykologi. På længere sigt

bliver det sværere at afsætte cand.psych. ere, og kan give nogle økonomiske udfordringer. Hvad er din holdning til studiefremdriftsreformen? Jeg er meget skeptisk over for hele den måde at tænke menneskelig udvikling på, som reformen giver udtryk for. Konkurrencestatens maskineri har sine begrænsninger, ikke bare etisk og menneskeligt, men i høj grad også på længere sigt hvad angår produktivitet. Psykologiuddannelsen er et godt eksempel på, at man lærer rigtig meget ved at gøre nogle ting, som sænker fremdriften. Hvis ikke jeg havde arbejdet som tilkaldevikar på diverse institutioner og andet, havde jeg slet ikke haft den horisont, som jeg havde, da jeg kom ud. Hvordan tror du, vi kan blive gode psykologer i dagens samfund? En vigtig kvalifikation er, at man forholder sig refleksivt til vidensformer, kulturformer og institutionsformer. Det var projektet, da vi lavede SUI (Social-, Udviklings- og Integrationspsykologi). Ambitionen med SUI var at udvikle psykologer, der ganske vist kunne teste

og udføre terapi, men som samtidig havde indbygget metarefleksioner omkring deres egen praksis. Gennem metarefleksionerne kunne de stille sig selv spørgsmål som f.eks.: I hvilke tilfælde er det hensigtsmæssigt at lave terapi, og hvornår skal man finde på andre løsninger til de samfundsproblemer, vi står over for? Det er en mere almen akademikerfunktion. Der er efterspørgsel efter sådanne akademiske kompetencer – at man er refleksiv og forholder sig kritisk, innovativt og kreativt i sit arbejde. Hvis du skulle give psykologistuderende tre gode råd, hvordan lyder de så? • Vær åben over for forskellige slags jobfunktioner eller karriere. • Sørg for at udnytte muligheden for at opsøge andre miljøer, mens I er studerende, som f.eks. at tage på udenlandsrejser. • Lad være med at tage jer selv alt for alvorligt – psykologi er noget, man griner af. Husk alle vittighederne fra ”Den eneste ene”, Storm P. og så videre. g

43


Indput Institut for Psykologi KU


STAFETTEN Stafetten er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om dem selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det adjunkt Tone Roald, der har stafetten, som hun fik af Mette Væver. Af Mikkel Plesner Lyngse, stud.psych.

Illustration af Mathias Rolskov, stud.psych.

Hvorfor valgte du at læse psykologi? Spørgsmålet om ”hvordan mennesket er” har været genstanden for min grundlæggende undring, siden jeg var stor nok til at undre mig på den mere akademiske måde. Så at vælge psykologi var næsten en selvfølgelighed. Hvad ville du ellers have læst/lavet? Min første forelæser i psykologi fortalte, at da han begyndte at studere, så kunne han ikke forstå, hvorfor vi havde behov for faget psykologi, da der fandtes så mange fantastiske litterære værker, der har behandlet menneskelige problemstillinger på en meget mere fuldendt måde end psykologien har mulighed for. Efter et langt liv i psykologien var han så kommet frem til, at psykologi også kunne belyse nogle vigtige spørgsmål på nogle særlige måder, som litteraturen ikke kunne i kraft af psykologiens forpligtelse på det reelle. Jeg har det nok på samme måde som min forelæser. Hvis jeg ikke kunne arbejde med psykologi, ville jeg gerne være litterat. Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu? Det er lidt svært at sige, da jeg tog min bachelorgrad i Skotland. Den var meget kvantativt empirisk, så det var den form for videnskabelighed, jeg kendte til. Det var godt at få det meget stringente metodologiske under huden, men det var en befrielse at komme til København og finde en mere kvalitativ, teoretisk og filosofisk inspirereret psykologi. Desværre har den relativt trange kår lige nu, og mange kræfter presser på for, at vi skal blive mere ”mainstream”, mere som alle andre. Det er jo det, man i eksistenspsykologien vil kalde for ”værensforglemmelse” – hvor man glemmer at reflektere over, hvorfor man gør, som man gør, og i stedet bare gør som alle andre. Selvfølgelig skal vi have blik for, hvad andre laver, og hvad der bliver gjort andre steder i verden, men jeg mener, vi har mere at tilbyde, hvis vi fastholder noget af det helt særlige, vi kan.

Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år? Jeg tror, man har fået et bredere blik for, hvad psykologi er, og hvad psykologi bør handle om. Det vil sige, at også de mere komplekse spørgsmål, som ikke så nemt kan besvares via eksperimentelle undersøgelser, i højere grad bliver hørt. Jeg synes også, at jeg ser tendenser til mindre hegemoni og mere åbenhed. Man bliver klar over, at én retning alene ikke kan give en fuldendt beskrivelse af et givet fænomen, hvorfor de forskellige psykologiske retninger har en større tolerance overfor andre undersøgelsesformer. Jeg tror også, man har fundet ud af, at man ikke kan presse systemet på den måde, der gøres nu. Så i stedet for at faget fremover drives af ydre pres, er det engagementet, som er bærende. Af samme grund tror jeg også, at der er større kontakt mellem de studerende og forskerne. Hvad er de tre bedste ting i din hverdag? Nu har jeg jo to dejlige børn og en skøn mand, men hvis det skal være i forhold til mit arbejde, må jeg sige, at det er muligheden for fordybelse i nogle virkelig spændende temaer, det udfordrende arbejde, at skrive godt, og de mange engagerede studerende og kollegaer, jeg færdes med i hverdagen. Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid? Så ville jeg sige, forsøg at bevare din undring og engagementet ved at skabe plads i studiet til de temaer, du brænder for. Det, du gør, er godt nok. Hvem skal have stafetten fra dig? Pernille Strøbæk. Tak til Tone Roald!

45


Akademia

Indput Institut for Psykologi KU


Akademia er en føljeton, der giver indblik i forskellige opgaver og specialer. Formålet med føljetonen er bl.a. at give inspiration til opgaveemner og at sprede viden på en lettilgængelig måde. Har du lyst til at skrive en Akademiaartikel, ­ bedes du henvende dig til redaktion@indput.dk

47


DRØMME OG DØDSDRIFTER Af Mikkel Plesner Lyngse, stud.psych. BACHELORPROJEKT. Mange vil kunne genkende skildringen af traumatiserede personer, som ikke kan ryste en voldsom, traumatiserende oplevelse af sig, men gang på gang tvinges til at gennemleve den på ny i søvnen. Dette fænomen, som jeg er blevet konfronteret med gennem nogle af brugerne på et frivilligt arbejde, har jeg forsøgt at forstå i mit bachelorprojekt. Fænomenet for bachelorprojektet var således voldsomme, tilbagevendende mareridt, hvor den drømmende genoplever en voldsomt ubehagelig oplevelse. Det, der særligt fangede min interesse, var fænomenets tilsyneladende irrationalitet: Hvordan kan det være, at et eller andet i os gang på gang gennemtvinger noget så smertefuldt? En undersøgelse af et fænomen der formes uden om bevidstheden, og på en gang forekommer irrationelt og meningsfuldt, falder ret naturligt inden for mit primære teoretiske interesseområde, nemlig psykoanalysen. Jeg valgte derfor at udarbejde en psykoanalytisk undersøgelse af mareridtene og startede ved Freuds klassiske værk Drømmetydning fra 1900. Fra lystprincip til dødsdrifter I Drømmetydning præsenterer Freud en teori om drømmen som ønskeopfyldende, hvilket vil sige, at også mareridt kan føres tilbage til infantile ønsker, der har undergået sekundær bearbejdning. Drømme – og mareridt – følger altså det såkaldte lystprincip og er derfor grundlæggende lystfulde ifølge Freud anno 1900. Min indgang til undersøgelsen af mareridtene var imidlertid deres ulystbetonede karakter, og for at følge denne

Indput Institut for Psykologi KU

vinkel – altså min og de drømmendes oplevelse – rettede jeg mig mod Freuds meget omdiskuterede teori om dødsdrifterne fra 1920. I forhold til mit projekt er det centrale i denne del af Freuds teoriudvikling, at han her gør op med lystprincippets dominans og indskriver gentagelsestvangen som det psykiske apparats grundlæggende funktionsprincip. Med teorien om dødsdrifterne kan drømme (og mareridt) med Freuds egne ord tolkes i henhold til psykiske principper og processer hindsides lystprincippet. Dødsdrifterne bag mareridtene Freuds indførelse af dødsdrifterne blev begrundet i observationen af en række ubehagelige gentagelsesfænomener, herunder tilbagevendende traumatiske drømme, som hverken undgik smerten eller bragte forløsning, men tværtimod gentog smerten. Disse fænomener måtte derfor forstås som undtagelser fra reglen om lystprincippets dominans, og Freud henførte dem til et mere elementært psykisk funktionsprincip, som han karakteriserede gentagelsestvangen, der udtrykker et grundlæggende moment ved dødsdrifterne. Med udgangspunkt i de perspektiver på dødsdrifterne, Freud fremsatte i 1920, kan de tilbagevendende mareridt anskues i et nyt lys. Den gentagne gennemtvingelse af smertefulde oplevelser kan forstås ud fra gentagelsestvangen, som ifølge Freud kan begrundes i den frie energi, som søger den totale udløsning ad den kortest mulige vej. Da denne udløsning sker uafhængigt af lyst/ulystpolariteten, kan den derfor også medføre ulyst. Inden for denne forståelses-


Akademia

En føljeton til indblik i opgaver og specialer

ramme er mareridtene således ikke ønskeopfyldende, men grundlæggende ulystbetonede og smertefulde. Hjælp fra Frankrig Freuds udlægning af teorien om dødsdrifterne har affødt en del diskussioner i psykoanalytiske kredse, hvor den bl.a. er blevet totalt forkastet, omformuleret på diverse måder og – i nogles øjne – misforstået. Debatten har bl.a. raset i Frankrig, og jeg valgte derfor at inddrage to forskellige perspektiver på dette fra hhv. Jean Laplanche og André Green. På baggrund af Laplanches teori kan de tilbagevendende mareridt forstås som udtryk for et traume, der overstiger subjektets evne til at skabe psykisk repræsentation. Det henstår derfor usymboliseret og indstifter et fravær af betydning i psyken, som subjektet er tvunget til at forsøge at repræsentere, hvorfor subjektet igen og igen må vende tilbage til det. Jeg argumenterer endvidere for, at Greens teoribygning kan kvalificere en forståelse af de tilbagevendende mareridt som et desperat forsøg på repræsentationsdannelse, hvilket indebærer en momentan binding af den overvældende og formløse psykiske smerte, traumet udgør i form af ubunden energi. Konklusion På baggrund af Freuds, Greens og Laplanches teorier argumenterer jeg sammenfattende for, at de tilbagevendende, voldsomme mareridt kan forstås som et udtryk for dødsdrifternes særlige funktionsmåde. Mareridtenes tilbagevenden kan i denne sammenhæng begrundes i psykens fordring om

at skabe mening i det meningsløse. Dette meningsløse er et traume, som subjektet ikke kan begribe, og som derfor ikke bindes og symboliseres, men forbliver ubundet og uden repræsentation. Traumet melder sig derfor uden mening og tvinger den drømmende til at forsøge at give det betydning. Da det ikke kan symboliseres, må det aktualiseres gennem ageren, hvilket manifesteres i mareridtet, hvor driften momentant bindes og repræsenteres og finder fuldstændig udløsning uden hensyn til udviklingen af lyst eller ulyst. I dette perspektiv er drømmen ikke nødvendigvis ønskeopfyldende, men kan være grundlæggende smertefuld. g

Udvalgt litteratur Freud, S. (1900). Drømmetydning (3. udg.). København: Hans Reitzel (1982) Freud, S. (1920). Hinsides Lystprincippet. I O. A. Olsen, B. Kjær, & S. Køppe (Red.), Metapsykologi 2 (2. udgave udg., s. 21-73). København: Hans Reitzel (1983) Green, A. (1999). The Work of the Negative. London: Free Association Books Green, A. (2005). Key Ideas for a Contemporary Psychoanalysis. London & New York: Routledge Laplanche, J. (1987). Nye Fundamenter for Psykoanalysen. Aarhus: Klim (1990) Laplanche, J. (2004). The so-called ’death drive’: a sexual drive. British Journal of Psychotherapy, 20 (4), 455-471

49


Kreativ TRANSFORMATION i lyset af anerkendelse Af Nilus Weidick Dahlerup, stud.psych. BACHELORPROJEKT. Hvis jeg maler et billede af min tilværelses kvaler i en kælder, hvilken forskel gør det så for mit selvforhold, om andre ser det eller ej? Mit bachelorprojekt tog udgangspunkt i en undren over samspillet mellem kreativitet i forbindelse med kunst og den anerkendelse, det potentielt afføder, og hvorvidt dette rummer potentiale for at transformere det udøvende subjekts forhold til sig selv. Med andre ord, hvordan kan jeg få et andet forhold til mig selv og min omverden ved at arbejde kreativt med kunst, og hvordan påvirker andres vurdering processen? Abrikostræerne findes, og ligeledes gør kunstterapien. Studier har vist, at kunstterapeutisk arbejde giver gode resultater for børn med skizofreni samt neurotiske, følelsesmæssige og depressive forstyrrelser, og at kvinder med kronisk træthedssyndrom forøgede deres psykiske velbefindende ved at arbejde kreativt med kunst. For mig var kreativiteten i forbindelse med kunst relevant at undersøge for at forstå, hvordan kreativitet og kunst

Indput Institut for Psykologi KU

kan bidrage til menneskers selvforståelse, hvilket kan være gavnligt at integrere i terapeutiske forløb og i hverdagen. Det sociale aspekt var væsentligt at inddrage, da det kunne skabe klarhed omkring, hvordan andre kan bidrage til, og drage nytte af, den kreatives kunstneriske produktioner. Rent metodisk var det nødvendigt at undersøge et fænomen, der udspiller sig i og mellem mennesker fra flere perspektiver, så derfor foretog jeg en teoretisk eklektisk undersøgelse fra tre forskellige subjektsperspektiver: et intrapsykisk, intersubjektivt og interobjektivt perspektiv. Jeg trak på psykoanalytiske perspektiver på symboler, objekter og transformation, på kritisk teoretiske perspektiver på anerkendelse og sociale dynamikker, og afslutningsvis på poststrukturalistiske perspektiver på kreativitet og kunst. Psykoanalytiske pointer Den danske psykolog Thea Mikkelsen definerer kreativiteten bredt, som produktionen af noget, der er nyt og brugbart, således kan et kunstværk også være

brugbart, da det kan bidrage med nye betydninger til at forstå verden gennem både for skaberen og beskueren. Psykoanalytikeren Winnicott beskriver kreativitet som en selvstændig og positiv impuls, der drives af en lyst til at tilføje noget nyt til verden. Franske Laplanches begreb om symbolisering betegner menneskets behov for at give dets omverden betydning. Kreativiteten har sin rod i det fundamentale psykiske forsøg på at symbolisere for at forstå verden. Jo mere nuanceret subjektet er i stand til at symbolisere, des bedre bliver det til at skabe sig selv et passede udtryk i verden. Christopher Bollas’ teori rummer begrebet det transformationelle objekt, som subjektet evindeligt søger for at forandre sit selvforhold. Kunst har sin berettigelse i Bollas’ begrebsunivers som en symbolsk lighed med det transformationelle objekt, der kan fremkalde bevægende og meningsfyldte erindringer fra spædbarnsalderen, som kan forandre subjektets nuværende selvforhold og objektrelationsdannelse.


Akademia

En føljeton til indblik i opgaver og specialer

Honneths anerkendelse For Axel Honneth er anerkendelse værdsættende erkendelse af et subjekt. Subjektet kan anerkende andre og selv blive gensidigt anerkendt både som person eller i kraft af sine handlinger, der tilskrives moralsk værdi i sociale fællesskaber. Anerkendelse er af afgørende betydning for subjektets selvforhold, hvilket udgøres af selvtillid, selvværd og selvagtelse og knyttes til tre sfærer henholdsvis en privat, en social og en retslig. Deleuze og kunsten For Deleuze indtager kunst en central plads i subjektets kontinuerlige tilblivelse og i struktureringen af menneskelig tænkning. Altså er kunst og tænkning ikke adskilt, så derfor tænker subjektet med kunst og ikke om kunst. Herved gøres kunsten sammen med subjektiviteten, hvilket kan føre til dannelsen af nye begreber i et æstetisk møde i kraft af kunstens produktive beskaffenhed, der rummer mulighederne for at udvide subjektivitetens grænser og sensationer af verden.

Konklusion Kreativitet i forbindelse med kunst kan bidrage positivt til forskellige aspekter af subjektets selvforhold, og anerkendelse spiller en paradoksal rolle i processen med varierende betydning – afhængigt af hvilken form for kreativitet subjektet udøver. Jeg fandt det nødvendigt at foretage en distinktion mellem personlig og social kreativitet. Subjektet kan opnå selvværd af social kreativitet, da det anerkendes af et fællesskab, imens personlig kreativitet kan forstås som et dobbelt møde, hvor subjektet både møder sig selv og sin omverden. I mødet kan subjektet gennem symbolisering skabe sammenhæng mellem indre og ydre realitet og indgå i et mere nuanceret forhold til sig selv, da skabelsen af et objekt muliggør et nyt subjekt-objekt forhold, der ikke førhen fandtes. Den personlige kreative proces kan give subjektet selvtillid og selvindsigt som en selv(an)erkendelsespraksis, mens det gør en forskel i form af mere selvværd, om maleriet bringes ud af kældermørket til et anerkendende publikum eller ej. g

Litteraturliste Bollas, C. (1987). The shadow of the object: psychoanalysis of the unthought known. London: Free Association Books Deleuze, G., & Guattari, F. (2005). Tusind plateauer: kapitalisme og skizofreni. Kbh.: Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler Honneth, A. (2006). Kamp om anerkendelse: sociale konflikters moralske grammatik. Kbh.: Hans Reitzel Mikkelsen, T. (2009). Kreativitetens psykologi: hvad du som kreativ bør vide om dig selv og din psyke. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag Stokbro, J. (2012). Den skabende proces i lyset af Søren Ulrik Thomsens poetik. In Tema: Kunst og psykologi (pp. 319–343). København: Dansk Psykologisk Forlag

51


Forfatter: Jon G. Allen Forlag: Hans Reitzels Forlag Udgivelsesår: 2014 ISBN: 978-87-415-5820-1 Sider: 399 Studiepris: 379 kr.

Fra omsorg til terapi

Af Amalie Vatne Brean, stud.psych. Med bogen Mentalisering i tilknytningsrelationer, Behandling af traumer med traditionel terapi, præsenterer Jon G. Allen en bred forståelse af tilknytningstraumer. En forståelse som munder ud i et manifest for en ny tilgang til psykoterapi. Intet mindre. At rumme traumatisk smerte Jon G. Allen er en fremtrædende forsker indenfor feltet mentalisering og tilknytningspsykologi, og bogen er en opsamling på mange af hans tidligere arbejder. Hans teoretiske baggrundstæppe er tilknytningsrelationen og dennes betydning for udviklingen af et relationelt selv. På den baggrund tegner han et billede af tilknytningstraumets alvor og skitserer mentalisering som en modgift mod traumets ubærlige smerte. Det er gennem mentalisering, at den emotionelle smerte langsomt kan forstås og rummes. Dette kræver en tillidsfuld relation. En relation det bliver psykoterapeutens opgave at facilitere, når omsorgspersonen har svigtet. Den empatiske omsorgsrelation er derfor omdrejningspunktet for Allens terapeutiske fokus – og danner grundlaget for begrebet ”traditionel” terapi: Det, der virker i terapi, er ikke en systematiseret manual eller en specifik, målrettet metode. Det er derimod en god, gammeldags terapi i betydningen en omsorgsfuld relation, det vil sige en person, som har lyst og tid til at rumme og forstå den andens smerte.

Indput Institut for Psykologi KU

Teori og klinik Bogen er bygget op i to dele, hvor den første omhandler tilknytningstraumer og relaterede psykiske lidelser, mens den anden fokuserer på behandling og heling. Allen henvender sig til både professionelle og andre i et flydende sprog. Bogen er farvelagt med kliniske eksempler og består af emneopdelte kapitler, som sagtens kan læses individuelt. Allens projekt gennemsyrer imidlertid alle kapitler, og en fyldestgørende forståelse af de teoretiske og kliniske implikationer kræver en sammenhængende læsning af bogen. Det levende menneske Som udviklingspsykologisk discipel kan jeg ikke andet end at anbefale bogen – også til dem der ikke tilbeder de tidlige relationer. Bogen er eklektisk og integrativ og bygger på nyere tilknytnings- og hjerneforskning, samt på gamle psykodynamiske tilgange og på forskning af den terapeutiske relations betydning. Den giver en bred og meningsgivende forståelse af traumer og er et inspirerende indspark til debatten om evidensbaserede behandlinger. I sidste kapitel når Allen endda forbi traumets eksistentielle og spirituelle perspektiver og præsenterer dermed et bredt psykologisk perspektiv, som har det levende, relationelle menneske for øje. Eller som kollega Peter Fonagy udtrykker i bogens forord: ”Til lykke, dr. Allen! Det ser ud, som om vi næsten er nået frem”. g


Redigeret af: Jens Guldager og Marianne Skytte Forlag: Akademisk Forlag Udgivelsesår: 2013 ISBN: 9788750043324 Sideantal: 544 Pris ca.: 400 kr.

Bog anmeldelser

Socialt arbejde

Af Anna Staal, stud.psych. Socialt arbejde – teorier og perspektiver, som er redigeret af Jens Guldager og Marianne Skytte, er en grundbog i ordets egentlige betydning, hvor det sociale arbejde behandles bredt af en række fremtrædende samfunds-, social- og pædagogikforskere, heriblandt Per Schultz Jørgensen, Svend Brinkman og vores egen Simo Køppe. Antologiens første del sætter fokus på forskellige teorier om socialt arbejde, borgernes forskellige positioner i den førte socialpolitik og udviklingen i den danske socialretlige regulering samt tilgange og metoder til socialt arbejde. Særligt interessant fandt jeg bogens diskussioner af, og fokusering på, hvordan der også i det sociale arbejdes egen praksis er indbygget sociale eksklusionsmekanismer, herunder magt-, stigmatiserings- og eksklusionsprocesser, som er med til at skabe sociale problemer. I anden del af bogen introduceres det sociale arbejdes kerneområder: Fattigdom, marginalisering og social eksklusion, beskæftigelsesområdet, børne-, unge- og familieområdet, hjemløshed, migration, psykiske lidelser, alkohol- og stofmisbrug og det boligsociale område. Her bliver det særligt tydeligt, hvordan socialt arbejde er et mangefacetteret felt, hvor det kun på et relativt overordnet plan er muligt at identificere fællestræk. En af bogens styrker er derfor også, at den indeholder tre praksisnedslag, der eksemplificerer den konkrete, komplekse

og særegne kontekst, som den givne praksis indgår i. Hermed levendegøres nogle af de dilemmaer og udfordringer, som praktikeren møder i sin hverdag. Bogen bevæger sig således på flere niveauer og profiterer af at have bidrag fra 20 forskere og praktikere med specialviden inden for hvert deres område. Hovedfokus er dog netop på teorier og perspektiver i socialt arbejde og ikke på udredning af de erkendelsesmæssige, værdimæssige og moralfilosofiske baggrunde for dem, hvorfor begrundelser for valg af teorier og diskussioner af alternative teorier og perspektiver indgår med forskellig vægt i bogens kapitler. En rigtig god ting er derfor de omfattende litteraturlister efter hvert kapitel, der indbyder til at gå på videre opdagelse, hvis en særlig problematik eller behandlingen af denne har vakt interesse. Jeg synes, bogen er relevant for enhver med interesse for det sociale arbejde, særligt fordi der i høj grad fokuseres på at give en form for aktuel status for feltet og dets kerneområder og ikke blot redegøres for det sociale arbejdes historiske traditioner. g

53


Indput Institut for Psykologi KU


Vil du bidrage til bladet? Deadline for indlæg til næste blad er lørdag den 1. november 2014. Skriv til redaktion@indput.dk

55


Profile for mikkel

Indput 46 årg. No. 1  

Indput 46 årg. No. 1  

Profile for mikkelpl
Advertisement