Issuu on Google+

Bryllup og bryllupstøj Af Overinspektør Birgitte Kjær Med baggrund i den store tekstilsamling, Den Gamle By – Danmarks Købstadmuseum besidder, har museet i anledning af kronprins Frederiks bryllup med Mary Donaldson 14. maj i nogen tid arbejdet med bryllupper og bryllupstøj. Men et er jo et kongeligt bryllup, der fejres med al den pomp og pragt, staten og det kongelige hus kan mobilisere. Noget andet er almindelige borgeres bryllupper. Rammerne kan her selvfølgelig også være storslåede men også beskedne alt efter brudeparrets sociale stilling eller ønsker. Festen og tøjet til såvel brud og brudgom indretter sig herefter, men har også ændret sig over tid. Indgåelse af ægteskab er nemlig en af de vigtigste begivenheder i folks liv. Man knytter sig med følelser, jura og økonomi til et andet menneske og indgår i nye familierelationer. Først fra midten af 1900tallet blev det almindeligt, at ægteskab blev indgået mellem to ligeværdige parter, hvor såvel kvinde som mand ved lønarbejde bidrog økonomisk til opretholdelsen af den fælles husholdning. Tidligere var det i borgerskabet mandens opgave at forsørge hustru og familie, og kvindens stilling i ægteskabet var derfor i nogen udstrækning undergivet manden. Indgåelse af ægteskab betød således, at såvel mand som kvinde skiftede social position fra ugift til gift, og noget så væsentligt som overgang fra en status til en anden har gennem tiderne altid været omgivet af ritualer og fester, der skulle markere begivenheden. Festtøj er bryllupstøj Langt op i 1700tallet var bryllupper i almindelighed ofte arrangerede ægteskaber, hvor to familier så at sige indgik en kontrakt, der regulerede de økonomiske forhold familierne imellem. Kærligheden mellem de to ægtefolk måtte så komme efterhånden. Brylluppet blev som et vigtigt overgangsritual fejret med en fest. I ældre tid, for at der kunne være vidner på, at ægteskabet var lovligt. Både brud og brudgom bar deres fineste festtøj, ikke specielle bryllupsdragter. Hvor kostbart tøjet måtte være, blev i 1700tallet reguleret fra regeringens side gennem forordninger, der lagde detaljerede regler ned over de enkelte socialgrupper og rangklasser. Overklassens mænd og kvinder kunne bære fine, kulørte dragter af silke, men den brede befolkning måtte vælge uldne stoffer. Her valgte man ofte en sort eller mørkeblå dragt, da den kunne anvendes til mange formål, blandt andet til andre kirkelige handlinger. Hvidt bliver moderne Omkring år 1800 blev hvid en meget moderne farve til kjoler til unge kvinder. Således blev også de kjoler, der blev anvendt til brylluppet, ofte syet i hvidt, men hvidt brugtes også til andre kjoler i tiden, for eksempel til de unge pigers balkjoler. I 1800tallet skete en hastig forøgelse af kærlighedsægteskaberne, de såkaldte inklinationsægteskaber, mens de gamle kontraktægteskaber blev færre og færre. De unge mennesker fik nu lov til at gifte sig af kærlighed. Det skabte andre ritualer omkring brylluppet. Det blev vigtigere at markere, og kjolen, den unge pige bar ved brylluppet, blev et symbol på den lykkelige begivenhed, der knyttede to mennesker sammen i et inderligt kærlighedsforhold. Karakteristisk er det også, at det specielle ord for brudens kjole, en brudekjole, først blev introduceret på denne tid, hvor kontraktægteskabet afløses af kærlighedsægteskabet. Den hvide brudekjole som symbol på denne lykkelige begivenhed, var hermed introduceret. Samtidig dukker også brugen af blomsterkrans og slør op. Blomsterkransen, ofte af myrter, symboliserede den uberørte jomfru. Sløret er derimod blot en modedetalje, der er blevet hængende fra slutningen af 1700tallet. Hvidt, kulørt og sort Den hvide kjole som brudens bryllupskjole slog ikke igennem på én gang. Langt op i tid kunne man bruge kjoler af anden farve som brudekjole. I 1872 anvendte en ung

1


pige en blå og hvid, ulden kjole som brudekjole; den kunne hun finde anvendelse for også til andre lejligheder. Men i løbet af 1800tallet fortrængte den hvide farve mere og mere de kulørte uden helt at slå dem af banen. Og i den jævne befolkning, der stadig udgjorde flertallet af danskerne, var valget af den sorte brudekjole en selvfølgelighed. Den var anvendelig til langt de fleste af de både kirkelige og verdslige begivenheder, man kunne komme ud for at deltage i. I museernes samlinger er der overvejende hvide brudekjoler. Det skyldes selvfølgelig, at de dels er blevet gemt som minde om brudens store dag, dels at de ikke har været så lette at genanvende som de kulørte brudekjoler og derfor ikke blev slidt op. Modsat med de sorte brudekjoler. Man skal et godt stykke op i 1800tallet, før der for alvor er bevaret sorte brudekjoler. De var oftest slidt op. Kun i en familie med økonomisk overskud var det muligt at hænge en sort brudekjole til side som et minde om bryllupsdagen. Den tækkelige brud Brudekjolerne fulgte generelt moden for selskabstøj, men var mere tækkelige. En brud kunne for eksempel i 1857 blive gift i en helt moderigtig kjole af dueblåt silkemoiré, tækkelig med lukket hals og med lange ærmer. Men det ville ikke være ualmindeligt, at der til kjolen også blev syet en udringet og ærmeløs selskabsoverdel, så kjolen bagefter kunne anvendes ved større fester. Den mørke brudgom Mandens bryllupstøj blev ikke specialiseret som kvindens. Da 1700tallets farveglade mode i 1800tallet blev erstattet af mere neddæmpede farver, blev det mørkeblåt og især sort, der blev brugt til mandens bryllupstøj. Det var selskabstøjets stil, der blev anvendt, livkjole, diplomatfrakke eller kjole og hvidt, alt efter tidspunktet og hvilket socialt niveau, brudgommen befandt sig på. Tøj til rådhusbryllup og formiddagsbryllup Men de kulørte brudekjoler var ikke helt fortrængt af de hvide kjoler, og i 1900tallet vendte de tilbage på flere måder. Fra 1922 kunne man blive borgerligt viet på rådhuset uden medvirken af en præst, blot med en kommunal embedsmand til at foretage vielsen. En sådan handling krævede ikke det store udstyr, som et kirkebryllup lagde op til. Bruden kunne møde i en pænere hverdagskjole eller dragt, brudgommen i mørkt tøj. I årene mellem første og anden verdenskrig blev det også moderne med kulørte selskabskjoler som brudekjoler, når man ikke afholdt den store bryllupsfest. Det kunne for eksempel være til de mere beskedne formiddagsbryllupper i kirke, der ikke efterfulgtes af den store middagsfest, men blot af en frokost. Sorte brudekjoler blev selv af jævne folk nu brugt mere og mere sjældent, men der er eksempler på, at de har været anvendt helt op i 1940erne. Formløshed I takt med formløsheden i 1960erne og 1970erne gik mange unge bort fra de store kirkebryllupper, og flere lod sig vie på rådhuset, hvis de da ikke blot boede papirløst sammen. Bryllupspåklædningen på rådhuset kunne være almindeligt dagligtøj, cowboybukser og hønsestrik var ikke ualmindeligt, hvis man ville skilte med, at man ikke lå under for konventionerne. Tøj til den store fest – romantisk og dristigt I 1900tallets sidste årtier ændrede bryllupsfesterne og dermed tøjet igen stil. Mange ønskede nu en stor, kostbar og romantisk fest og bryllupstøjet skabt efter modens mest udprægede idealer for selskabstøj. Til store kirkebryllupper var det nu igen store, hvide brudekjoler, kvinderne ønskede, men da de skulle følge selskabsmoden, var det nu ikke ualmindeligt, at kjolerne var både ærmeløse og stærkt udringede eller ligefrem helt uden skulderparti. I 1990ernes velstandssamfund var det muligt at ofre endog mange penge på en kjole, der kun skulle anvendes én gang. Til sådanne store kirkebryllupper ville mandens dragt være kjole og hvidt, eventuelt jaket, der i sin oprindelse egentlig er en formiddagsdragt fra århundredets begyndelse, men som på grund af sin anderledes elegance passede til de store brudekjoler.

2


Denne mere pyntede stil smittede af på kvindernes påklædning til rådhusbryllupper. Også her kunne bruden møde i en lang selskabskjole, dog mere neddæmpet. Brudgommen ville være i mørk habit. Den Gamle By, Danmarks Købstadmuseum har i anledning af brylluppet 14. maj arrangeret en stor særudstilling, der frem til 5. september viser bryllupstøjets udvikling gennem de sidste 250 år.

3


bryllupstøj