Page 1


Mikael Højris Den Nye Musikbranche 2.0 ... Music Like Water www.musikbranchen.dk Grafisk tilrettelægning: Winnie Krogh Reiff − www.daSign.dk Illustrationer: Tore-Emil Højris Tryk: Clausen Grafisk 2. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-992946-2-6 [EAN 9788799294626) Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret forbudt uden forfatterens skriftlige samtykke eller aftale med CopyDan. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.


Velkommen til Den Nye Musikbranche 2.0 Der er i denne nye udgivelse kommet så meget af det „nye” i musikbranchen med, som overhovedet muligt. Streaming, Partnerdeals, Crowdfunding, Sync, Music Libraries mm. og selvfølgelig også alt det bedste fra de tidligere udgivelser Musikbranchen [2002/2005] og Den Nye Musikbranche [2009/2010]. 2. version af Den Nye Musikbranche 2.0 byder på mange opdateringer om pladeselskaber og nye forretningsmodeller i musikbranchen ikke mindst er nye kapitler om co-branding/endorsements/ partnering og om streaming og Youtube.

Mikael Højris © juni 2013


Indhold 9

Forord

14

Musiker på heltid, deltid eller fritid?

20

Bandaftalen – den første kontrakt

30 Sponsorering Co-branding/endorsement/partnering 38 Crowdfunding 42

SWOT – “et kritisk blik i spejlet”

46

Musik og helbred

50 Talentkonkurrencer 54 Rettigheder/ophavsret 60

KODA – NCB – Gramex m.m.

68 Gør-Det-Selv! 80

Udstillingsvinduer og andre “genveje”

84 Managers 87 Booking 91 Koncertarrangører 98 Musikmesser/Showcase-festivaler

6

106

Pladebranchens historie

112

Musiksalg – før, nu og i fremtiden

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


116

Pladesalg, indtægter, kunstner-royalties

130

Streaming: Music Like Water

138

Pladeselskaber og kontrakter

150

Producere og produktionsselskaber

153 Distributionsselskaber – offline og online 155 Games 160

Måske “fremtidens nye forretningsmodel” – 360˚-aftalen

164

Prisuddelinger i den danske musikbranche

168

Musikforlag og forlagsaftaler

176

Sync og Library Music

179

Co-writing – fælles sang-skrivning, et kreativt samarbejde

181

Hjælp til sangskrivere

184

Promotion og markedsføring

192

Merchandising – promotion eller forretning?

196

Medierne – Radio/TV/Online

204

De trykte medier

214

Definitioner på musikbranche-begreber, ord og vendinger

223 Efterskrift 224 Tak! 226

Mikael Højris

228

Name dropping

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

7


Når forandringens vinde blæser, er der dem der bygger læhegn, og dem der bygger vindmøller ... Kinesisk ordsprog


Forord Kære læser, Måske har du læst min bog Musikbranchen [2002/2005] eller Den Nye Musikbranche [2009/2010] … har du det, så vil du kunne nikke genkendende til dele af indholdet i denne bog. At indholdet af nogle kapitler ligner kapitler i de tidligere udgivelser er ikke kun genbrug men også udtryk for, at der er forhold som ikke ændres, uanset hvor store forandringer musikerlivet og musikbranchen gennemgår. I forbindelse med udgivelsen af den første bog blev jeg fra enkelte sider [folk i pladebranchen] beskyldt for at være tendentiøs og for kun se tingene fra kunstnernes side. Dét kan jeg jo kun opfatte som ros – jeg HAR nemlig valgt hvilken side jeg står på, og det er på kunstnerens – sådan er det, det er nu engang mit valg! Hvordan ville i øvrigt musikbranchen – eller for den sags skyld hele medie-branchen se ud, eller måske snarere lyde, hvis der ikke var kunstnere der skabte og udøvede musik? Vel nok stort set lige så sjovt, som en amerikansk sit-com uden dåselatter, lige så „spændende” som, Se&Hør uden billeder eller lige så interessant som, P3 uden musik! Det er grundlæggende min opfattelse at musik- og mediebranchen, som lever af kunstnernes produktion, skal vise disse kunstnere stor respekt og behandle dem ordentligt. Jeg håber dele af denne bog kan give branchens mange kommende [og for den sags skyld nuværende] aktører forståelse for kunstnernes arbejdsvilkår, og måske også en bedre indsigt i den branche de selv arbejder i. Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

9


Forhåbentlig kan denne bog bidrage til at kunstnerne opnår en større viden om hvad det er for en branche de skal samarbejde med, hvis de vil skrive sange til andet end skrivebordskuffen og spille for andre end familien og vennerne. Hvis man som kunstner ikke gider sætte sig ind i selv de mest elementære forhold i musikbranchen bliver man nemt et let [og selvforskyldt] offer for de mindre seriøse aktører i branchen. Wake up – and smell the coffee! Grundlæggende er musikbranchen, som erhverv ikke anderledes end alle mulige andre brancher. Den spænder fra det absolut hobbyprægede over det semiprofessionelle til det fuldprofessionelle, det man også kan kalde det rent kommercielle. Der skal ikke lægges andre betydninger i dette ord end den konkrete: noget forretningsmæssigt, noget som kan skabe et økonomisk udbytte. Ordet „kommerciel” opfattes ofte i kunst og kultursammenhænge, som noget negativt, noget ulødigt, noget dårligt. Ingen tvivl om at der indenfor al kunst og kultur findes noget som er både ulødigt og decideret dårligt men det har ikke noget at gøre med om det er „kommercielt” eller ej. Om det er godt eller skidt må, alt andet lige, være en subjektiv afgørelse. Som Duke Ellington engang skulle have sagt om musik: There is good music, and then there is the other kind … Men tilbage til „sporet”: Hvad enten der er tale om et multinationalt pladeselskab, et mindre kommunalt støttet spillested, en landsdækkende radiokanal eller en lokal ugeavis som tilsyneladende intet har til fælles, så har de dog et til fælles: Beslutningshierarkiet - der hvor „nogen i toppen” [chefen] i sidste ende træffer de afgørende beslutninger – ofte, men ikke altid, på baggrund af anbefalinger fra „andre” på forskellige trin længere nede i pyramiden.

10

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Kan man afkode hvem disse „andre” og „nogen i toppen” er, så er man godt på vej til at forstå hvordan musikbranchen „fungerer”. Man har dermed måske en lidt bedre chance for, at opnå succes med sit projekt, hvad enten det handler om at blive ansat på et multinationalt pladeselskab, få udgivet sine kompositioner på et musikforlag eller få et job til sit band på det lokale spillested. God læsning – god fornøjelse!

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

11


Alle vores drømme kan gå i opfyldelse – hvis vi har modet til at forfølge dem. Walt Disney


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

13


Musiker på heltid, deltid eller fritid? For langt de fleste musikere starter interessen for at spille musik som en fritidsaktivitet på linje med sport, computer- og rollespil mv. og for hoved-parten bliver det ved det; en god og fornøjelig fritidsbeskæftigelse. En fremtid som tømrer, købmand, designer eller computerprogrammør trænger sig mere og mere på, og fritiden bliver mere knap. Førend man har set sig om er man kommet til den første skillevej; „øveren“ eller lektierne? „Øveren“ må vige, og kammeraterne i bandet må se sig om efter en ny trommeslager eller bassist. Det giver måske de første store skår i venskaberne og man finder ud af om man er rigtige venner eller blot „musikvenner“. Men nok ikke de sidste skår! For vil man satse på at leve af musikken kommer man til at træffe langt flere og endnu sværere valg hen ad vejen. Det nytter ikke at spille sammen med nogen som ikke har samme musikalske niveau som en selv, og det nytter slet ikke at spille sammen med nogen som ikke har de samme ambitioner. Det er derfor vigtigt så tidligt som overhovedet muligt i ens musikalske løbebane at få taget en grundlæggende snak med dem, man tror man skal spille sammen med; hvad vil man selv, hvad vil de andre, kan man blive enige om ambitionsniveau, engagement og fællesskab? Kan trommeslageren kun øve en gang om ugen fordi han/hun også lige skal til håndbold og passe fritidsjobbet og skolen, så er der et problem som kun har en af to mulige løsninger; enten dropper

14

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


trommeslageren noget af det andet for at kunne øve oftere, eller også finder bandet en ny trommeslager. Desværre er det ikke gjort med at have styr på bandmedlemmerne og de fælles ambitioner, der er også lige kæresten og de af vennerne som ikke er musikere. Det er også vigtigt, at de forstår hvad man har „gang i“, for deres moralske støtte får man rigeligt brug for på vej i den musikalske karriere. Hvis kæresten ikke kan forstå, at man skal ud og spille den ene weekend efter den anden, og mest af alt er træt af at man hver lørdag og søndag morgen kommer hjem og lugter „af værtshus”, så er det på tide med en snak – en grundig snak, om hvad man skal med hinanden og med fremtiden. En snak om ambitioner, engagement og fællesskab eller ej. Endnu et [for de fleste] svært valg. Har man først styr på de dele, har man banet en del af vejen for den videre musikalske karriere. Men dermed ikke sagt at man ikke senere kan træffe nye valg under vejs. Trommeslager i D:A:D igennem mange år Peter Lundholm forlod bandet midt i en lovende musiker-karriere til fordel for uddannelse og siden ingeniørjob hos NovoNordisk. Sommeren 2008 fortalte han til dagbladet Berlingske Tidende lidt om grunden til at han forlod D:A:D: „Det kunne godt blive lidt svært i længden at få livet fyldt nok op med udfordringer som musiker. Der er meget ventetid, og det er kun i nogle perioder man bliver udfordret”. Det med ventetiden har Charlie Watts [trommeslager i The Rolling Stones] en helt særlig vinkel på: Engang blev han af en journalist spurgt om, hvor længe han egentlig havde spillet med The Rolling Stones. Efter kort betænkningstid svarede han: „Åh, jeg har vel spillet med bandet 4 måske 5 år ... og så har jeg ventet i mindst 30”.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

15


Sidst, men ikke mindst er der en nok så væsentlig detalje, som man ikke må glemme: Forsikring af sine instrumenter. Selvom man måtte have en normal indboforsikring skal man ikke regne med at den dækker ens musikinstrumenter og andet grej - særligt ikke hvis det er af den dyrere slags, eller måske ligefrem „vintage”. Da gør man klogt i at tegne en speciel instrumentforsikring, så man er sikker på at være dækket, hvis uheldet er ude. Se f.eks. www.dmf.dk Anbefalet læsning: Gode Råd ... er guld værd af Søren Reiff

16

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Aftale: Kontrakt, vedtagelse, pagt, overenskomst, et eller flere løfter, der danner rammen om, hvordan to eller flere parter skal optrÌde.

Den Store Danske Encyclopedi


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

19


Bandaftalen – den første kontrakt Den første kontrakt man skal lave er en „bandaftale”: Et dokument der beskriver de interne forhold i bandet. En kontrakt imellem medlemmerne i bandet, som sætter præcise ord på det man hidtil har regnet som selvfølgeligt. Når det er vigtigt skyldes det ikke mindst den særlige brist som mange mennesker lider af, og som kommer stærkest til udtryk når der opstår uenighed eller måske ligefrem uvenskab, nemlig den selektive hukommelse: Det har jeg aldrig sagt, det har vi aldrig aftalt, det kender jeg ikke noget til... Man kan udforme sådan en aftale på mange måder, man skal bare huske at den mindst skal indeholde disse 10 punkter.

Bandnavnet Bandnavnet er et varemærke, ligesom CocaCola® eller PlayStation®. Det er et navn, som publikum forbinder med en særlig ydelse: Et fedt band som trækker fulde huse overalt hvor de spiller. På nudansk kalder man det et „brand”. Derfor nytter det ikke noget at der er to bands med samme navn, for hvilken „vare” er det så publikum køber? Det skal være klart hvad der skal ske med bandnavnet når nogen går ud af et band eller bandet opløses: Hvem har lov til fortsat at bruge navnet, eller må ingen bruge det? Skal de der fortsat vil bruge det betale noget til de andre i bandet for retten til at bruge navnet? Osv. osv. Spørgsmålene kan være mange, og jo mere succesfuld en gruppe har været, jo større værdi har navnet og jo mere kompliceret kan det blive. 20

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Bandaftalens 10 [vigtigste] „bud”: 1.

Bandnavn, dato for etablering af bandet, bandets hjemsted, organisationsform [interessentskab, forening, firma [hvis registreret med SE-nummer]] og navnet på den eller de personer der har startet bandet.

2.

Angivelse af hvem der har retten til bandnavnet [bl.a. i tilfælde af opløsning af bandet] og hvem der har adgangskoderne til bandets website og til bandets profiler på f.eks. SoundCloud, Facebook osv.

3.

Navne på alle bandmedlemmer m. dato for indtræden i bandet og angivelse af instrument[er], cpr-nummer, adresse og telefonnummer.

4.

Oversigt over alt fællesejet anlæg [f.eks. PA, monitors, lys osv.], køretøj osv.

5.

Angivelse af hvem der ejer evt. anlæg/køretøj m.v. som anvendes af bandet og hvad bandet evt. skal betale for denne anvendelse.

6.

Angivelse af hvordan bandmedlemmerne indbyrdes afregner evt. udgifter til f.eks. øvelokale, lejet anlæg m.v. og hvordan evt. gæld afvikles i tilfælde af opløsning af bandet.

7.

Bestemmelse om, hvordan evt., udtrædende og/eller indtrædende medlemmer i bandet er stillet i forhold til bank- eller anden gæld.

8.

Angivelse af hvem i bandet der har hvilke ansvarsområder: Regnskab, booking af jobs, booking af færger, hoteller m.v., kontakt til pressen, promotionarbejde, kontakt til pladeselskab/ management/booking-bureau m.v., osv.

9.

Angivelse af hvem der er sangskrivere [komponist, tekstforfatter, arrangør] i bandet og aftale om registrering hos og fordeling af indtægter fra Gramex, KODA og NcB.

10. Angivelse af hvordan andre indtægter anvendes og/eller fordeles imellem bandmedlemmerne, f.eks. honorarer for optræden, Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0 indtægter fra pladesalg osv.

21


Spørgsmålet, om man overhovedet kan få lov til at bruge det navn man har tænkt sig, er et helt kapitel for sig. Den, der bruger et navn først, har i princippet retten til navnet, men kun hvis det har været offentligheden bekendt. Har man med andre ord aldrig brugt navnet offentligt kan andre faktisk godt „stjæle“ det, blot de er de første til at bruge det offentligt. En hurtig søgning på internet kan give et første foreløbigt svar på om et navn er ledigt eller ej.

Gode steder at starte er f.eks. www.google.dk www.bandnamemaker.com www.1728.org/bandname.htm www.bandname.com Vil man være helt sikker, kan man henvende sig til Patent- og Varemærkestyrelsen [www.dkpto.dk].

Øvelokalet Et fedt øvelokale er ikke noget der hænger på træerne, og det koster en mindre formue at indrette det lækkert. Men hvad nu når bandet opløses, eller et af medlemmerne går/bliver smidt ud af bandet, hvem skal så have øvelokalet. I princippet vil det være den som har skrevet under på leje-kontrakten, men er det nu også sådan det skal være? Og hvis ikke, hvem skal så have det?

Musik, tekst, arrangement Hvem er det lige, der har skrevet numrene? Det er ofte en svær nød at knække, for kom guitaristen egentlig ikke bare med nogle „klodser“ og et enkelt godt „riff“, og er resten så ikke noget, der er lavet i fællesskab? Det er ikke sjældent at det er sådan tingene ser ud i et band – men er det også sådan guitaristen, der kom med „klodserne“ og „riffet“, synes det er? 22

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Eller synes han snarere, at det er ham der har skrevet nummeret, og har han måske allerede anmeldt det til KODA og har alle rettighederne til nummeret. Og teksterne, er det sangeren der har mumlet sig frem til dem, eller er de resultat af en kollektiv proces? Arrangementerne [nummerets struktur, sammensætning, instrumentering m.v.] hvem står for det? Når det er så uhyre vigtigt, så er det fordi der er penge i det, endda nogle gange rigtig mange penge. Hvert band har sin løsning på disse udfordringer. Nogle skærer lige igennem og siger at det hele er lavet kollektivt af bandet, andre det modsatte [ham der kom med nummeret er enekomponist] og andre igen laver en salomonisk løsning og tildeler bandet en såkaldt arrangementsandel af rettighederne.

Monitoranlæg, indspilninger og andet „fælles” Som udgangspunkt er det en rigtig dårlig idé at eje anlæg i fællesskab. Lige så dyrt det er at anskaffe, lige så svært er det at få solgt igen og endnu sværere at få en ordentlig pris for det. Skal man dele skidtet er det heller ikke nødvendigvis særlig let: En halv monitor og et kvart mikrofonkabel er som bekendt ikke meget værd! Sørg for at hvert bandmedlem ejer sit eget grej og sin konkrete andel af det, man evt. anvender i fællesskab. Måske det var på tide at sangeren købte sit eget monitoranlæg ... det koster næppe mere end de mange instrumenter og andet gear som andre musikere er nødt til at købe. Laver man på et tidspunkt nogle demoindspilninger eller måske ligefrem en færdig master er det også meget væsentligt at være enige om, hvem der skal betale for indspilningerne, og hvem der har ret til at bruge dem. Hvad skal der blive af demoen/masteren når nogen går eller bliver smidt ud af bandet?

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

23


Aftaler med andre Der er typisk tre ting ingen i et band gider: Slæbe anlæg før/efter et job, være kassemester og booke jobs. Men nogen skal jo gøre det, og oftest ender man med at finde en fornuftig fordeling af byrderne ved slæb og regnskab, men booking … det er det værste, alle siger de nok skal gøre noget ved det, men ingen gør det. Indtil den dag i øveren, hvor man endelig lover hinanden højt og helligt, at nu skal der ske noget: Alle vil gå hjem og virkelig gøre en indsats for at skaffe nogen jobs. Og det gør alle så, uden at koordinere med hverken den ene eller den anden, og vupti! er der sekssyv jobs i „kassen“, men desværre fordelt på de samme to fredage og lørdage. SÅ har man et problem! Ifølge dansk lov er en mundtlig aftale nemlig lige så gyldig og bindende som en skriftlig aftale, og her har man altså lavet flere aftaler om at komme og spille. Aftaler man bare ikke kan overholde, al den stund det kan være ret svært at spille job på to steder samtidig! Så må man prøve at aflyse. For det første er det dårlig stil at aflyse når det ikke skyldes svær sygdom eller noget lignende. For det andet er det super utjekket og ikke ligefrem noget der får et spillested til at tilbyde et job en anden gang. For det tredje [det sker sjældent, men risikoen er der]: Spillestedet vil ikke acceptere aflysningen og kræver i stedet erstatning af bandet for tab af billetindtægter, omsætningen i baren, skade på stedets omdømme osv. osv. DET kan blive et rigtig kedeligt problem. Endelig er der et helt fjerde problem omkring booking, nemlig finansiering af bookingarbejdet: Det koster mange penge til telefon, papir, kuverter, porto osv … hvordan finansieres det?

24

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Er der penge i bandkassen? Lægger alle et indskud? Er der en som lægger ud? Uden penge bliver det nemlig ikke til megen booking og dermed ikke til mange indtægter − så det skal der også være styr på. Et godt online-værktøj til at holde styr på bandøkonmien findes på www.bandloot.com Man kan undgå mange praktiske problemer ved at have en fælles bandkalender on-line, f.eks. på www.google.com/calendar. Bandaftalen kan vise sig at blive en af de vigtigste aftaler et band nogensinde kommer til at lave … men forhåbentlig ikke den sidste.

Hvor er der hjælp at hente? Som tidligere nævnt kan et godt bagland være altafgørende for udviklingen i ens musikalske karriere. Ikke kun kæresten skal være positivt indstillet, også den øvrige familie kan være med til at „bære“ i den rigtige retning, om ikke andet, så som entusiastisk publikum til koncerterne. Og så er et lille kontant lån fra „de gamle“ til køb af den første gode forstærker eller depositum ved den første billeje jo heller ikke af vejen! Har man ikke arbejde, men er måske på en eller anden form for offentlig ydelse [bistand, SU, dagpenge] er det af afgørende betydning at vide hvad man må, og særligt hvad man ikke må mht. at tjene penge på musikken, foretage fradrag for udgifterne på den årlige selvangivelse osv. osv. uden at det får indflydelse på ens ret til at modtage offentlige ydelser. Her kan medlemskab af en fagforening blive til stor nytte, det er nemlig kun alt for sjældent, at diverse sagsbehandlere og andre ansatte i de offentlige systemer har særlig stor indsigt i de specielle forhold der gør sig gældende for kunstnere [se www.dmf.dk]. Blandt de meget nyttige services skal særligt nævnes juridisk bistand [bl.a. i forbindelse med forhandling af kontrakter] samt specialiseret skatterådgivning og mange gode forsikringstilbud. Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

25


Andre former for nyttig hjælp undervejs, kan være diverse former for støtte, f.eks.: Til transport, til leje af udstyr, til undervisning, til indspilning, til turné osv. osv. Der findes en lang række muligheder for at søge om støtte. Lokalt i Kommunens skole- og kulturforvaltningen [www.kl.dk] eller i Regionen [www.regioner.dk]. Nationalt i f.eks. Kulturministeriet [www.kum.dk] eller i en af de landsdækkende organisationer. Yderligere oplysninger kan indhentes fra de enkelte organisationer eller hos Kulturstyrelsen [www.kunst.dk og www.kunst.dk/musik]

Landsdækkende organisationer Der findes en lang række musikorganisationer og foreninger hvor man kan få råd og vejledning og søge om støtte til sine projekter. Besøg deres hjemmesider og få de nyeste oplysninger. Folkemusikkens Fællessekretariat − www.folkemusik.dk JazzDanmark − www.jazzdanmark.dk ORA − Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere − www.ora.org ROSA − Dansk Rock Samråd − www.rosa.org SNYK − www.snyk.dk World Music Denmark − www.worldmusic.dk MXD − Music Export Denmark − www.mxd.dk KODA − www.koda.dk DKF − Dansk Komponist Forening − www.komponistforeningen.dk DJBFA − Danske Jazz-, Beat og Folkemusik Autorer − www.djbfa.dk DPA − Danske Populær Autorer − www.dpa.dk DAF − Dansk Artist Forbund − www.artisten.dk DMF − Dansk Musiker Forbund − www.dmf.dk

26

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

27


Every time it rains … it rains pennies from heaven. Johnny Burke [„Pennies from Heaven”]


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

29


Sponsorering En sponsor en person eller en virksomhed, der yder økonomisk, eller anden støtte til f.eks. en kulturinstitution, en kulturbegivenhed, en sportsklub eller et sportsarrangement osv. Sponsorering er ikke støtte i traditionel forstand. Støtte handler om, at den som yder støtten i bund og grund kun forventer at støttemodtageren får noget ud af det. Sponsorering handler om, at den som yder sponsorstøtten også forventer selv at få noget ud af det.

Fra småpenge til formuer Der er mange meget hårdnakkede myter om sponsorering, som f.eks. at det kun er kendte kunstnere, der kan få en sponsor eller at sponsorer kun vil støtte store og populære begivenheder. Sådan er det selvfølgelig også, men ikke udelukkende! Der findes sponsorer og sponsorering på alle tænkelige økonomiske niveauer, lige fra småpenge til formuer; og små sponsoraftaler kan, over tid, udvikle sig til meget store forretninger. Det er vigtigt netop at huske dette: At det handler om forretning. En forretning, som skal være lige fordelagtig for begge parter. Sponsorer har interesse i at sponsorere kunsten, fordi de regner med, at det vil have en positiv indflydelse på deres virksomheds omdømme. Bryggerierne „gør noget ved musikken“, fordi de regner med, at publikum til gengæld vil „gøre noget ved bryggerierne“, nemlig købe deres produkter. Som kunstner, kulturinstitution eller arrangør af kulturbegivenheder skal man huske, at man ikke må basere hele sin økonomi på en enkelt eller ganske få sponsores velvilje og bidrag. Det er ganske enkelt for risikabelt.

30

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Virksomheder i det private erhvervsliv kan komme i økonomiske vanskeligheder eller måske helt lukke fra den ene dag til den anden. Kassen smækkes i, og der er intet man som [troede man] modtager af sponsorstøtte kan udrette. Man får ikke en krone! Kassen kan såmænd også blive smækket i, hvis sponsoren lige pludselig ikke længere mener at have glæde af at yde sponsoratet. Det er der oftest heller ikke ret meget, man kan gøre ved. Sponsorering skal være den ekstra glasur på lagkagen, ikke tallerkenen, bunden og fyldet!

Hvem, hvorfor, hvornår, hvordan? Man kan i grove træk skelne imellem sponsorering af begivenheder, eventsponsorering, sponsorering af lokaliteter, foreninger, institutioner mv., institutions sponsorering og sponsorering af enkeltpersoner eller grupper [kunstner-sponsorering].

Event sponsorering Det gælder om at finde en sponsor, som kan have en interesse i at få sit navn og sin virksomhed kædet sammen med den kulturelle begivenhed, man planlægger. Man skal med andre ord nok ikke som det første bede et bryggeri, der mest er kendt for sin øl-produktion, om at sponsorere en koncert i en afholdsforening. Når det er sagt, så er det til gengæld vigtigt, at man sammen med sin sponsor finder frem til netop den spændende vinkel på et sponsorat der gør, at medierne vil finde det interessant, og give såvel arrangementet som sponsor god omtale. En sponsor behøver ikke at være en stor virksomhed. Det kan lige så godt være den lokale VVSmester eller købmand. Som grov tommelfingerregel kan man sige, at man lokalt kan have størst glæde af lokale sponsorer. Deres kundekreds er lokal, og for dem vil den lokale „reklame“ være vigtig. Større, regionale eller landsdækkende virksomheder vil hovedsagelig kun fatte interesse for lokale arrangementer, hvis virksomheden er repræsenteret lokalt f.eks. med en filial eller et lokalkontor. Ellers vil disse sponsorers inte-resse primært rette sig imod lidt større

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

31


arrangementer, som man forventer vil tiltrække sig opmærksomhed ud over den lokalitet, hvor begivenheden finder sted. Et godt eksempel herpå er musik- og teaterfestivaler og andre længerevarende kulturbegivenheder.

Institutions sponsorering Foruden enkeltpersoner kan man her også tale om institutioner [f.eks. teatre, kulturhuse, museer osv.], foreninger [musik-, teater-, sportsforeninger osv.] som kan have glæde at et samarbejde med en sponsor. Ikke sjældent vil sponsoraterne også hér knytte sig til konkrete begivenheder, men sponsorerne vil ofte også søge at profilere sig ved at være permanente sponsorer. Det sker ofte at mange sponsorer er samlet i sponsorklubber, som den enkelte institution o.l. etablerer.

Kunstner sponsorering Er man kunstner, og mener man at have brug for en sponsor, skal man meget nøje overveje, hvad det er man vil med det. Hvad skal sponsor bidrage med [penge, naturalier] og hvad får sponsor som modydelse, betaling om man vil, for sit sponsorat. Som enkeltperson skal man tænke på, at det er ens egen person, ens egen anseelse, som står på spil, når man vælger at associere sig med en sponsor. Viser det sig at sponsoren opfattes negativt af det publikum, man henvender sig til, kan selve sponsoratet have en negativ virkning på ens karriere, og det kan intet sponsorbeløb, hvor stort det end måtte være, råde bod på. Læs meget mere om sponsorer og sponsorering i bogen „Sådan får man en sponsor“ af Niels Gangsted-Rasmussen. Ud over egentlig sponsorstøtte findes der også en lang række fonde som yder støtte til bl.a. musikformål. På KODA’s hjemmeside finde en god oversigt: www.koda.dk/medlem/soeg-stoette/andre-stoettemuligheder/private-fonde/

32

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Co-Branding/Endorsement/Partnering I en musikbranche hvor det traditionelt pænt lukrative salg af CD’er og downloads er blevet kraftigt udhulet siden lanceringen af streamingtjenster som Spotify og Wimp m.fl. er alle aktører på jagt efter nye indtægtsmuligheder bl.a. via samarbejde med andre typer virksomheder. Der er ikke noget nyt i at diverse virksomheder køber sig til publikums opmærksomhed ved at samarbejde med kendte kunstnere. Tilbage i dansk reklamefilms barndom kunne man f.eks. opleve kendte komikere som Dirch Passer og Kjeld Pedersen lystigt proklamere, at de ”hellere vil have en Star” i biografreklamer for et ølmærke. I musikkens verden har f.eks. Tuborg i mange år ”gjort noget ved musikken” og Unibrew/Royal har de seneste år sagt ”Tak Rock”. Det nye i dag er imidlertid at andre typer virksomheder har fundet anledning til at samarbejde med musikkens kunstnere. Eksempler fra det seneste par år er: TDC samarbejder med f.eks. LOC og Ida Corr. NOKIA samarbejder med Spleen United. DALI-højtalere samarbejder med Lukas Graham. AUDI og OPEL samarbejder med hhv. Nephew og Rasmus Seebach. HIFI-KLUBBEN og B&O samarbejder med hhv. When Saints Go Machine og Mew. GEORG JENSEN samarbejder med OhLand. KRANZ&ZIEGLER samarbejder med Medina. ONLY samarbejder med Mø. QUINT samarbejder med Bli Glad. Listen er længere og der kommer dagligt nye til …

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

33


Co-Branding/Endorsement/Partnering … kært barn har mange navne. Ganske vist dækker disse begreber ikke helt præcist over samme type samarbejde – men alle handler dog, for begge parter, om at få „noget ud af det” i form af såvel synlighed som øgede indtægter. Som ordet antyder dækker co-branding over et samarbejde hvor parterne har et markedsføringssamarbejde der handler om at give hinanden synlighed i forhold til hver sit marked. Endorsement går ud på, at kustneren bliver en slags ambassadør for samarbejdspartneres produkter, oftest musikinstrumenter og andet grej, som kunstnerne naturligt må formodes at bruge. Samarbejdsformen partnering er adopteret fra det mere traditionelle erhvervsliv, hvor flere parter går sammen om at finansiere og gennemføre et projekt i fællesskab [som partnere). En række specialiserede firmaer har slået sig op på at skabe denne type relationer mellem erhvervsliv og musikliv, bl.a.: www.knowtheirname.dk www.stepitup.dk www.volume.dk

34

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Mange bække små, gør en stor å Gl. Dansk Ordsprog


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

37


Crowdfunding En anden vej til finansiering af projekter er på rekordtid blevet „det nye sort” i bl.a. musikbranchen: Crowdfunding - „publikumsfinansiering”, som takket være internettets stadig flere muligheder og ikke mindst de sociale medier gør det muligt for publikum direkte at deltage i finansieringen af kunstnernes projekter. Idéen bag er såre simpel: man inviterer „gud-og-hver-mand” til at donere penge til ens projekt. Det lyder enkelt – men er det ikke. Alle erfaringer siger at der skal et grundigt forarbejde og promotionarbejde til for at overbevise andre end de aller nærmeste … dem man lidt spøgefuldt kalder FFF [Friends, Fools and Family]. Internationalt findes der et utal af crowdfunding-websites med www.pledgemusic.com og www.kickstarter.com som de største og mest kendte. Andre musik-relevante sites er f.eks. www.indiegogo.com, I Danmark findes aktuelt kun nogle få tjenester, bl.a. www.booomerang.dk og www.crowdfunded.dk Man kan på disse sites læse meget mere on, hvordan det fungerer og om hvad der kræves, for at man kan komme i gang. Uanset om man bruger et udenlandsk eller en dansk crowfunding-website skal man være opmærksom på at der gemmer sig nogle skattemæssige og a-kassemæssige udfordringer. Alle indtægter er skattepligtige, og er man modtager af dagpenge eller andre såkaldte overførselsindkomster [bistands-hjælp, SU osv.] så skal man FØR man kaster sig ud i det, sørge for at søge oplysninger om, hvilke konsekvenser det kan have – f.eks. hos DMF’s a-kasseservice og socialrådgivere.

38

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


EUREKA! Archimedes


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

41


SWOT – “et kritisk blik i spejlet” En SWOT-analyse er et veletableret „værktøj”, som man bruger når man skal vurdere en virksomhed. Det er et værktøj som kan afdække: Strengths = styrker Weaknesses = svagheder Opportunities = muligheder Threaths = trusler. Hele ideen er at kigge på sin virksomhed og finde ud af hvori virksomhedens udfordringer og muligheder ligger, f.eks.: Hvorfor er virksomhedens produkter eller services særligt gode, unikke, efterspurgte, uundværlige osv. Hvilke svagheder er der evt. ved virksomheden. Mangler virksomheden f.eks. penge, personale eller findes der tilsvarende produkter/services på markedet. Hvilke muligheder er der for virksomheden? F.eks. muligheder for at forbedre sine produkter/services, udvide sit marked eller opnå særlig opmærksomhed omkring disse? Hvilke trusler [eller udfordringer] står virksomheden overfor? Er der f.eks. konkurrerende virksomheder med bedre produkter/services eller som har større opmærksomhed, mere presse omtale et bedre omdømme, større markedsandel? Men kan med fordel bruge SWOT-analysen på sig selv, sit band, sin musik … et sådant selvkritisk „kig-i-spejlet” er ikke let, og heller ikke

42

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


nødvendigvis løsning for alle og på alle problemer – men det KAN hjælpe til en afklaring. Jeg vil vove den påstand at en del af de håbefulde sangere m.v. der i tidens løb har stillet op til audition på diverse TV-programmer med en hurtig SWOT-analyse af sig selv, måske kunne have sparet sig selv for at blive stillet til offentlig skue og hån.

SWOT-analysen anvendt på et band/solist kunne f.eks. være: Hvad er unikt, originalt og fantastisk ved bandet/solisten? Hvilke andre bands/solister kan man forvente at blive sammenlignet med og vil det være godt eller skidt? Hvad kan bandet/solisten gøre for at adskille sig fra andre og undgå sammenligning eller skille sig favorabelt ud? Hvor placerer bandet/solisten sig i forhold til hvad der aktuelt er „hot” på musikscenen. Risikerer man ikke at blive taget alvorligt eller måske helt ignoreret af f.eks. medierne?

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

43


Hvis man ønsker at blive gammel, må man finde sig i at leve længe. Ove Sprogøe


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

45


Musik og helbred HVIS DET ER FOR HØJT ER DU FOR GAMMEL! … valgsprog for halvdøve lydmænd der burde være gået på pension for længst! Lige så vidunderlig musik er, lige så forfærdeligt er det at være udsat for den støj, musik også kan være – særligt når musikken spilles for højt. Lydstyrke måles i decibel også kaldet dB. Når lydeffekten [lydenergien] fordobles øges antallet af dB med 3. Omsat til det vi rent faktisk oplever kan man sige følgende: + 3 dB er en fordobling af energien i et lydsignal og dermed en fordobling af den mulige skadevirkning, men det „lyder” ikke som en fordobling. + 10 dB opleves [„lyder”] som en fordobling af lydstyrken. 0 dB er grænsen for hvad det menneskelige øre kan høre 20 dB svarer til baggrundsstøjen i en stille dagligstue 60 dB svarer til niveauet for normal daglig samtale 70 dB svarer til almindelig gadestøj 85 dB svarer til motorstøj fra lastbiler og busser 110 dB svarer til det typiske lydniveau ved en rockkoncert 120 dB svarer til støjen fra et jetfly når det lander Menneskers smertegrænse varierer fra 115 til 140 dB – Udsættes man over længere tid for sådanne lydtryk løber man stor risiko for at få varige høreskader. Der er meget mere at læse og mange gode råd at hente mht. såvel forebyggelse [høreværn] som behandling i Henrik Strubes bog: „Pas på Ørerne” [www.henrikstrube.dk/skrivevirksomhed.htm] Kun en tåbe frygter ikke Tinnitus!

46

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


... OG SÅ ER DER RESTEN AF KROPPEN Musikudøvelse er næsten uden undtagelse meget fysisk krævende, særligt når der er tale om koncertoptræden. Publikum forventer ikke alene musikalsk virtuositet men også „show” for pengene. En lille overvægt og et ukontrolleret forbrug af stimulanser [drikkelige, spiselige, lovlige og ulovlige] kombineret med fysisk inaktivitet er den sikre vej til en hurtig afslutning på karrieren som udøvende musiker [og måske livet]. Man kommer ikke sovende til succes som scenekunstner. Mange store stjerner tilbringer timevis i fitness-centre, kontrollerer nøje hvad de spiser og drikker og lever ofte et liv der til forveksling kunne ligne en sportsstjernes. Professionel musikudøvelse er en fornøjelse, men i høj grad også et arbejde og koncertscenen en arbejdsplads. Det findes næppe nogen arbejdsplads hvor man, som myten ofte er i rock og popmusik, arbejder bedre med „en lille kæp i øret” ... Alkohol og andre stimulanser forbedrer hverken koncentrationen eller evnen til at samarbejde med andre, tværtimod er mange koncerter blevet spoleret af denne, musiklivets „doping”.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

47


Man kan narre nogle mennesker hele tiden, og alle mennesker en gang imellem, men man kan ikke narre alle mennesker hele tiden. Abraham Lincolm


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

49


Talentkonkurrencer „Vind en pladekontrakt“, bliv „Popstar“, „Danmarks største stemme“, „Stjerne for en aften“ eller vis din„X-factor” og mange andre besnærende tilbud promoveres jævnligt i landsdækkende TV, på mandshøje reklameplakater, populære internetportaler og mange andre steder. Gyldne løfter, der spiller som sød musik i teenagedrømmende ører, men som ofte ikke er meget andet end smart markedsføring af firmaerne bag „konkurrencerne“og krampetrækninger hos desperate TV-stationer, der forsøger at lave underholdning og holde på seere i alle aldre. Og så er det måske et råb om hjælp fra pladeselskaber, som ikke længere er i stand til selv at finde de nye talenter. Når al indpakningen er pillet af, må man oftest køligt konstatere, at en pladekontrakt eller for den sags skyld en karriere, ikke er noget man kan „vinde“ og at man nu om dage altså ikke nødvendigvis bliver popstjerne, bare fordi man kan synge og kommer i TV. En karriere som pladekunstner eller popstjerne er ikke et „skrabelod“, man køber i kiosken henne på hjørnet. Pladeselskaberne udgiver ikke plader på baggrund af den slags lotteri. Nogle vil måske hævde at det ellers ofte lyder sådan … men smag og behag er som bekendt forskellig ... Uanset hvad man måtte mene om pladeselskabernes udgivelsespolitik, så udgives der udelukkende plader, som selskaberne selv tror, at de kan tjene penge på. En pladeudgivelse er typisk resultat af lang tids samarbejde imellem selskab og producere, musikere og komponister. Det er ikke ualmindeligt, at det tager flere års indsats at arbejde sig frem fra demoens lovende forlæg til de endelige indspilninger, som bliver udgivet. 50

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Talentkonkurrencerne lover at man kan springe lige fra start til mål, vinde „en pladekontrakt“ og en karriere som „popstar” med „X-factor” og hele baduljen. Alt sammen for godt til at være sandt! Hvad det jo i realiteten også er indtil man har en egentlig aftale i hus. En karriere i musikbranchen foregår i et minefelt af kontrakter, sædvane, praksis, vennetjenester, mediehype og kreativitet – både af den kunstneriske og af den „anden“ slags. Selvfølgelig skal man deltage i konkurrencerne hvis man har lyst. Man skal bare huske, at det kan godt være, man kan vinde en pladekontrakt, men man kan ikke vinde en karriere. Anbefalet læsning: Simon Cowell: „I Don’t Mean To Be Rude But ...” Cowell er idémanden bag bl.a. TV-talentkonkurrencen „The X-Factor” og verdenskendt også som dommer i både det program og andre „talent”-programmer.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

51


Jeg gik ind i filmbranchen for pengenes skyld, og hen ad vejen blev det til kunst. Jeg kan kun beklage hvis det er skuffende. Men det er alts책 sandheden. Charles Chaplin


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

53


Rettigheder/ophavsret I en verden, hvor alt synes at være til salg, og hvor den mere kloge har mere eller mindre frit løb til at narre den mindre kloge, findes der dog en „sikker havn“, nemlig Ophavsretsloven. En lov, som definerer hvilke rettigheder kunstnere besidder over deres frembringelser, og hvilken beskyttelse kunstnerne nyder godt af, når nogen uretmæssigt udnytter deres frembringelser. Kunstnerne kan handle med [overdrage] deres rettigheder, men rettighedernes eksistens og håndhævelse kan der ikke forhandles om. Det, og meget andet skal det handle om i det følgende.

Ophavsret Hvad ophavsret er for noget og hvad man kan have ophavsret til er nedfældet i Ophavsretsloven, den lov, der beskytter bl.a. skabende og udøvende kunstnere mod, at deres værker og fremførelser bliver kopieret og brugt offentligt uden deres tilladelse. Ophavsretsloven beskytter de forskellige grupper af skabende og udøvende kunstnere – de såkaldte rettighedshavere: Ophavsmænd, dvs. kunstnere, som skaber værker indenfor litteratur, musik, scenekunst, film og andre kunstarter. Det omfatter ikke kun det, man traditionelt forstår ved kunst og litteratur men også faglitteratur, journalistik, videnskabelige artikler, edb-programmer m.m. Ophavsretsloven beskytter desuden også rettighederne for folk, som bearbejder et værk, f.eks. musikalske arrangører. Udøvende kunstnere, dvs. musikere, sangere, skuespillere, dansere m.fl., der fremfører værker.

54

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


For skabende og udøvende kunstnere gælder, at rettighederne er personlige, dvs. at rettighederne opstår hos den person, der har skabt værket, udført fremførelsen osv. Ophavsretten til et værk gælder [efter den nugældende Ophavsretslov, og i langt de fleste lande i verden] i hele ophavsmandens levetid og de efterfølgende 70 år. Producenter, dvs. pladeproducenter, film- og TV-producenter, radio- og TV stationer mv. der ifølge loven har såkaldte nærtstående rettigheder – dvs. nærtstående i forhold til ophavsmændenes rettigheder. Det handler først og fremmest om producentbeskyttelse, dvs. beskyttelse af de rettigheder, som opstår hos et firma der finansierer produktion af et fonogram, en film, et TV-program osv. Ophavsretten gælder for disse rettigheder i 70 år fra første gang fonogrammet, udsendelsen el. lign. offentliggøres. Ophavsretsbeskyttelsen er en beskyttelse af det konkrete værk i dets konkrete udformning. Man kan som udgangspunkt ikke have ophavsret til ideer og principper.

Eneret Ophavsmandens økonomiske beskyttelse består i, at ophavsmanden har eneret til selv at fremstille eller tillade andre at fremstille eksemplarer af ophavsmandens værker og eneret til selv at offentliggøre værket eller tillade andre at gøre det. En eneret, som gælder ved enhver form for offentlig fremførelse, ved enhver form for distribution og salg eller ved enhver fremvisning af eksemplarer af værkerne. Eneretten betyder med andre ord, at ingen andre end ophavsmanden må benytte værkerne på disse måder uden at have en tilladelse fra ophavsmanden. Skulle det alligevel ske, er ophavsretten blevet krænket og ophavsmanden kan nedlægge forbud og kræve erstatning

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

55


af den, som dermed har overtrådt Ophavsretsloven. Når nogen fremstiller og distribuerer ulovlige kopier af CD’er og videofilm for at tjene penge kaldes det PIRATERI. Pirateri er ulovligt! Selvom Ophavsretsloven altså giver ophavsmændene eneret til at disponere over deres værker, så er der i loven indbygget en række undtagelser. Situationer, hvor man ikke kan forhindre udnyttelsen af ens værker. Der er isærlige tilfælde fri udnyttelse af værkerne. Dvs. at værkerne frit kan benyttes uden tilladelse fra eller betaling til ophavsmanden [se www.ncb.dk]. Det er de såkaldte tvangslicenser, som i særlige situationer bestemmer at ophavsmanden ikke skal give tilladelse til udnyttelsen sit værk, men at ophavsmanden har krav på et vederlag og der er de såkaldte aftalelicenser, som i særlige situationer bestemmer, at en kollektivt indgået aftale om udnyttelse af værker skal gælde for alle ophavsmænd, uanset om de er medlemmer eller ej af den rettighedsorganisation, som har indgået den kollektive aftale.

Overdragelse af rettigheder Ophavsmanden kan vælge at overdrage sin eneret til udnyttelse af sine værker til andre. En komponist kan f.eks. vælge at indgå en aftale med et musikforlag, som på nærmere aftalte betingelser giver forlaget ret til at disponere over et eller flere af ophavsmandens værker. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at Ophavsretsloven indeholder nogle bestemmelser, der som udgangspunkt har til formål at beskytte kunstnerne i forbindelse med indgåelse af kontrakter med f.eks. musikforlag, pladeselskaber, bogforlag o.l. En af disse bestemmelser er Ophavsretslovens §3, den ideelle beskyttelsekaldet: Droit Moral, som består i dels en såkaldt navneangivelsesret, dels en respektret. Navngivelsesretten betyder at ophavsmanden har krav på at få sit navn angivet på eksemplarer af ophavsmandens værker og ved offentlig brug af værkerne. Respektretten er en beskyttelse mod, at ophavsmandens værker

56

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


ændres på en krænkende måde, eller at værkerne offentliggøres og anvendes på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens anseelse eller egenart som kunstner. Det kunne f.eks. være i politiske, religiøse eller pornografiske sammenhænge. Droit Moral-beskyttelsen varer i princippet evigt, men den gælder kun for ophavsmænd og udøvende kunstnere, ikke for producenter, radio- og TV-stationer m.fl. Man kan som udgangspunkt ikke frasige sig sine Droit Moral rettigheder. En anden særligt væsentlig bestemmelser er Ophavsretslovens §54 – der siger at den man har overdraget rettigheder til er forpligtet til at udnytte disse rettigheder. Er udnyttelsen ikke iværksat inden 3 år efter det tidspunkt, hvor man selv har opfyldt sin del af aftalen [f.eks. underskrevet kontrakten, afleveret et antal sange el. lign.] så er man berettiget til at bringe aftalen til ophør med 6 måneders varsel.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

57


Musikken er den vin, som fylder stilhedens glas Robert Fripp


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

59


KODA – NCB – Gramex m.m. KODA Repræsenterer danske og internationale ophavsrettigheder, når musik spilles offentligt. KODA baserer sit virke på Ophavsretsloven, som er den lov, der beskytter autorer og udøvere mod, at deres værker og fremførelser bliver kopieret og brugt offentligt uden deres tilladelse. KODA opkræver de vederlag autorerne har krav på, når deres værker udnyttes offentligt. Dvs. når værkerne spilles „live“, eller værkerne afspilles fra plade, bånd, CD eller andet fonogram, og det gælder uanset hvem der spiller. Og det gælder både i den „fysiske verden“ og i „cyberspace“ dvs. på internet. Betaling til KODA er ikke til diskussion eller forhandling – musikbrugerne skal betale ved „kasse 1.“ – så enkelt er det! KODA afregner vederlag til autorerne bl.a. i overensstemmelse med de værk-anmeldelser KODA modtager. Det er således ekstremt vigtigt, at man sørger for at anmelde sine værker til KODA. At der kan være mange penge i det, kan man forvisse sig om ved at prøve KODA’s egen „regnemaskine”: www.koda.dk/medlem/fravaerk-til-udbetaling/udbetaling/beloebsberegner/ Læs i øvrigt meget mere på www.koda.dk

NCB – Nordisk copyright Bureau NCB varetager på vegne af KODA og KODA’s medlemmer opkrævningen af de vederlag, som ophavsmændene og deres eventuelle musikforlag har krav på i efter bestemmelserne i Ophavsretsloven, når deres værker bliver indspillet, mangfoldiggjort og solgt: De såkaldte mekaniske rettigheder til musikværker.

60

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Som producent skal man ansøge om tilladelse hos NCB til hver eneste indspilning man ønsker at lade foretage, mangfoldiggøre og sælge. Dette opfattes ofte som en administrativ formssag, men det er det ikke. Man må hverken fremstille eller sælge fonogrammer uden først at have fået NCB’s tilladelse og den opnår man kun ved at indbetale det vederlag, som NCB regner sig frem til og opkræver. Man kan dog ansøge om dispensation. NCB arbejder for KODA’s medlemmer og for medlemmerne af „koda“ selskaberne i de øvrige nordiske lande. NCB har derudover såkaldte gensidighedsaftaler med „ncb“-selskaber verden over. På den måde varetager NCB i Norden også forvaltningen af rettigheder vedrørende internationalt repertoire og NCB’s repertoire er repræsenteret internationalt. Der er dog ingen garanteret automatik i systemet. Som ophavsmand skal man selv, eller ens musikforlag, gøre NCB opmærksom på, at ens værker udgives udenfor NCB’s eget territorie. På baggrund heraf kan NCB gøre sine samarbejdspartnere opmærksomme herpå, og disse selskaber kan opkræve vederlag og afregne disse til NCB, som videreafregner til ophavsmanden og evt. musikforlag. NCB-afregningerne udbetales sammen med KODA-afregningerne. Læs meget mere på www.ncb.dk

Gramex Gramex forvalter de økonomiske rettigheder, som de udøvende kunstnere [dvs. musikere og sangere] og deres pladeselskaber har i henhold til §68 i Ophavsretsloven. Kunstnere og pladeselskaber er underlagt tvangslicens, hvilket vil sige, at de ikke kan forhindre offentlig brug af deres fonogramud-givelser, men at de til gengæld har krav på en økonomisk kompensation fra brugerne. Dette vederlag opkræves af Gramex. Der betales Gramexvederlag for brug af musik på radiostationer, dvs. Danmarks Radio og landets 2-300 lokale radiostationer, på TV-stationer, dvs. DR-TV og TV-2 og

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

61


landets omkring 25 lokal-TV-stationer. Samt på mange andre steder, f.eks. på diskoteker, i tog og fly, i butikker, på arbejdspladser, på hoteller osv. De vederlag, som Gramex opkræver, fordeles med 50% til fordeling blandt de udøvende kunstnere [efter et særligt pointsystem] og 50% til producenterne, beregnet på basis af de rapporteringer om brug af fonogrammer, som kommer fra Danmarks Radio, DR-TV og TV-2. Fordelingen til den enkelte udøvende kunstner og til det enkelte pladeselskab sker efter et særligt sæt regler. Alle fonogrammer, som udgives i Danmark, registreres hos Gramex. Alle udøvere hvis, præstationer findes på disse udgivelser, registreres hos Gramex. Dette sker bl.a. på basis af de såkaldte studielister. Medvirker man som musiker i studieindspilninger, bør man sikre sig, at producenten får udfyldt sådanne studielister. Man kan i øvrigt sikre sin egen registrering ved direkte henvendelse til Gramex. Bemærk, at dette også gælder, når man selv er producent af sine egne indspilninger og udgivelser. At der kan være mange penge i det, kan man forvisse sig om ved at prøve Gramex’s egen „regnemaskine” på hhv.: www.gramex.dk/ kunstnere/udbetaling/prisberegnerkunstner.aspx som viser hvad kunstnererne får udbetalt fra gramex og på www.gramex.dk/pladeselskaber/udbetaling/prisberegner.aspx som viser hvad producenterne får udbetalt. Læs i øvrigt meget mere på www.gramex.dk

Rettighedsindtægter fra udlandet Man skal huske på i hvert fald 3 ting i forbindelse med at få vederlag for udnyttelse af ens musik eller indspilninger udenfor Danmark: Giv altid KODA besked, hvis dine værker bliver spillet i udlandet. Giv altid NCB besked, hvis indspilninger af dine værker udkommer i udlandet. Giv altid Gramex besked hvis indspilninger du medvirker på udkommer i eller bliver spillet [f.eks. på radio] i udlandet. Og så skal man væbne sig med tålmodighed, der kan gå meget lang tid [op til flere år] førend rettighedsindtægter „finder vej” fra udlandet til Danmark.

62

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


COPY-DAN Copy-Dan er en sammenslutning af foreninger, som forvalter ophavsret for autorer, udøvere, udgivere og producenter indenfor en række specialiserede områder. For musikere er særligt to af foreningerne interessante, nemlig Foreningen Båndkopi, som forvalter det såkaldte blankbåndsvederlag og Foreningen KABEL-TV som forvalter det såkaldte kabelvederlag. Læs mere om Copy-Dan på www.copydan.dk

Biblioteksafgiften Den såkaldte biblioteksafgift hører ret beset ikke til i et kapitel om „rettigheder“. Det er i realiteten en kulturstøtteordning, som omfatter tre ordninger: Biblioteksafgift; for forfattere, oversættere, illustratorer, komponister og andre bidragydere til bøger og lydbøger. Rådighedsbeløb for grammofonplader mv.; for skabende og udøvende kunstnere, der har bidraget til CD’er, grammofon-plader og lydbånd, samt indlæsere af lydbøger. Rådighedsbeløb for billedkunst; for billedkunstnere. Man kan sige, at afgiften baserer sig på, at kunstnerne har rettigheder tilde værker, som udlånes fra bibliotekerne. Afgiften betragtes således som en slags kompensation til kunstnerne, hvis værker måske sælges i færre eksemplarer på grund af udlånet. For at få andel i biblioteksafgiften, skal man indsende en ansøgning. Det skal man gøre på et særligt „ansøgningsskema til rådighedsbeløb for grammofonplader“, som fås ved henvendelse til Biblioteksstyrelsen. Den ene halvdel af rådighedsbeløbet for grammofonplader mv. fordeles mellem de skabende kunstnere, den anden blandt de udøvende. For at opnå støtte forudsættes det at man har udgivelser stående på bibliotekerne. Rådighedsbeløbet fordeles mellem mange forskellige kategorier af skabende og udøvende kunstnere: Komponister, tekstforfattere, oversættere af sangtekster, musikere, solister, dirigenter, musikgrupper, kor, orkestre og indlæsere af lydbøger. Komponister, tekstforfattere/oversættere, udøvende kunstnere og andre medvirkende kan søge personligt.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

63


Medlemmer af musikgrupper, orkestre eller kor [med 18 medlemmer eller mere] skal indsende en kollektiv ansøgning. Læs meget mere på www.bibliotekogmedier.dk/medieomraadet/biblioteks-afgift

Creative Commons Creative Commons blev grundlagt i 2001. Med en Creative Commons licens kan man i princippet „skræddersy sin ophavsret efter behov”, og derved give brugeren en række friheder i forhold til gældende ophavsret, uden at skulle indgå en individuel aftale. Creative Commons dækker området mellem fuld ophavsret − „all rights reserved” og public domain, en total fraskrivelse af rettigheder til værket. Creative Commons licenser lader kunstnerne beholde retten til deres værker, men inviterer samtidig brugerne til f.eks. at genbruge eller kopiere værket efter simple spilleregler, kaldet „some rights reserved” − visse rettigheder forbeholdes. Siden januar 2008 har KODA kørt en forsøgsordning med brug af ikke-kommercielle Creative Commons-licenser. Ordningen indebærer, at man som KODA-medlem kan stille sine musikværker gratis til rådighed for alle, så længe der er tale om ikke-kommerciel brug. Dette har navnlig betydning på nettet, hvor private vil få mulighed for at kopiere og distribuere musikværkerne uden samtykke eller betaling. At licensen er ikke-kommerciel betyder, at det kun er den ikke-kommercielle brug af musikværket, der er omfattet af ordningen, og at alle kommercielle brugere derfor fortsat vil skulle indgå en aftale med KODA og betale for brug af musikken. Musikbrug er kun ikke-kommerciel, hvis musikken bruges af en privatperson eller visse nonprofit-foreninger/institutioner. Virksomheder, der bruger musik, kan ikke bruge musik under denne licens. Musikken må ikke bruges til reklame, annoncering, sponsorering eller anden promovering af tredjemands produkter eller tjenesteydelser. Der må ikke modtages pengebeløb eller andre værdier, som vederlag for musikken. 64

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


For at bruge ordningen som KODA-medlem skal man tiltræde nogle vilkår i forhold til KODA, som angår administrationen af den kommercielle brug af musikken. Man skal også være opmærksom på, at hvis der er andre rettighedshavere end en selv til musikværket, skal alle tiltræde vilkårene i forhold til KODA samtidigt, for at musikværket kan registreres under en Creative Commons-licens. Det er vigtigt at man, som ophavsmand, sætter sig grundigt ind i Creative Commonslicenserne, inden man indgår en aftale, ikke mindst fordi en Creative Commonslicens er uopsigelig. Forsøgsordningen omfatter som nævnt kun Creative Commonslicensen til ikke-kommerciel brug, og derfor har man ikke mulighed for helt at opgive rettighederne til sine musikværker. Hvis man har det ønske, kan man melde sig ud af KODA – og dermed vinke farvel til de ophavsretssikrede indtægter på sine musikværker. Det vil være en rigtig god idé at søge juridisk bistand i f.eks. DMF.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

65


Hvo intet vover – intet vinder Anonym


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

67


Gør-Det-Selv! Selvom det nogle gange umiddelbart kan se ud som om det, folk i musikbranchen arbejder med, er vanvittigt kompliceret og avanceret, så skal man ikke lade sig narre. Den altovervejende del af det, som folk beskæftiger sig med i branchen, er godt gammeldags hårdt arbejde, som bare lejlighedsvis tager sig glamourøst eller fantastisk „klogt“ ud. Masser af telefonopkald. Endeløse timer ved computeren. Ikke færre endeløse timer med regnemaskinen og kassebogen og en benhård vilje til at lykkes. Det er bl.a. det, det skal handle om i det følgende.

Book-dine-jobs-selv Booking af jobs er oftest en af „hadeopgaverne“ i ethvert band. Og det er såmænd ikke så mærkeligt. Det kan nemlig være pokkers svært at „sælge“ sig selv. En ting er at stå på en scene og agere selvsikker overfor publikum, noget ganske andet er at tale med et spillested og overbevise bookeren om, at man skal have mindst 25.000 i hyre – plus hotel – og at der helt sikkert bliver udsolgt! Alene af den grund leder alle bands med lys og lygte efter et bookingbureau, som vil „tage dem ind“. Oftest leder de desværre uden held. Hvis man ikke, som band er enten helt unikke, har en plade på vej eller bare har et repertoire som „sælger“, så er der ikke mange bureauer, som gider at røre ved en. Der er ganske enkelt ikke penge nok i det. Den typiske betaling, et bureau tager for at booke, er imellem 15 og 20% i provision af bandets samlede hyre. Er hyren lille, bliver bureauets betaling lille – men arbejdet med at booke er stort set det samme, uanset om bandet tjener 5.000 eller 50.000

68

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Og så må man gøre det selv. Det er tidkrævende og koster mange penge i telefonudgifter, porto m.v., førend de første penge er tjent. Derfor skal man i bandet have en aftale om, hvordan det finansieres. Adresser, telefonnumre og kontaktpersoner på spillestederne finder man f.eks. via Google, eller man får tips fra venner og musikerkolleger. Selvom man „gør-det-selv“ betyder det ikke, at tingene ikke skal være tjekkede. Man skal lave kontrakt på alle jobs og i god tid sikre sig, at kontrakterne kommer retur fra arrangørerne. Kontrakten skal være så præcis som overhovedet muligt og bl.a. angive hvor stor scene og hvor meget strøm, man har brug for. Så er der en chance for at man undgår f.eks. at komme et syv mand stort band med PA, lys og backline til et spillested, hvor scenen er 2x3 meter, og der er en enkelt 220v stikkontakt til hele molevitten.

Hvem, Hvad, Hvor, Hvornår, Hvor meget Hvem skal spille [orksternavn, kontaktperson, telefonnummer], hvem er arrangør [personnavn, adresse, telefonnummer, cpr.nr.]. Hvad skal der spilles til [koncert, dans, fest, middag, begravelse ...?] og evt. hvilken type repertoire der skal spilles. Hvor skal der spilles [lokalitet med præcis adresse, kontaktperson, telefonnummer, skal der være omklædningsrum, bad osv ...?]. Hvornår skal der spilles, og hvor længe [hvornår skal man ankomme, stille op,holde lydprøve, dørene lukkes op, spille, holde pauser, slutte, være ude igen]. Hvor meget skal man have i betaling [og f.eks. hvor meget mad, drikke skal man have, skal man have hotel, transport, leje af anlæg osv. oven i hyren?]. Man skal også have styr på sin promotion. Der skal være pressemateriale, pressefotos i flere størrelser, plakater og demobånd eller CD’er i så rigelige mængder, at man til enhver tid kan sende det materiale, som spillestedet gerne vil have til sit promotionarbejde.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

69


Man skal have styr på geografien og sin transport. Jobsene skal bookes, så man kan komme fra det ene sted til det andet uden at skulle bryde færdselsloven eller leje en helikopter. Der skal være tid til en punktering, et motorstop eller det, der er værre. Og man skal huske, at selv de mest tjekkede biler kan have fejl, og at de knap så tjekkede biler hyppigt har fejl. Det kan blive for dyrt at leje for billigt, hvis jobbet ryger, fordi bilen ikke kan køre. Er hyren ikke ligefrem fyrstelig, kan man f.eks. ansøge om transportstøtte eller måske turnestøtte fra en af musikorganisationerne eller fra de faglige organisationer.

Udgiv-din-CD-selv Der absolut ingen hokuspokus i at udgive sin CD selv. Indrømmet; det er pokkers hårdt arbejde, men det er der jo så meget der er. Gør man det selv, så bliver det, som man vil have det [eller i hvert fald så godt, som man selv gør det] – og det kan jo være meget rart. Der kræves ikke nogen specielle tilladelser fra offentlige myndigheder, og man skal ikke nødvendigvis starte et „firma“ eller noget andet „teknisk“ for at udgive en CD. Der er faktisk kun nogle få tilladelser som absolut kræves – nogle kommer hér ... de andre kommer længere nede. Den ene tilladelse man absolut skal have: Hvis numrene aldrig tidligere er indspillet og udgivet, skal man have skriftlig tilladelse fra ophavsmændene til førstegangsudgivelse. Den anden skal man have, uanset om der er tale om „nye“ eller „gamle“ numre: En mekaniseringstilladelse fra NCB [www.ncb.dk]. Den er garanti for at man har betalt det vederlag ophavsmændene har krav på. Er man selv 100% ophavsmand til alle værker, kan man ansøge NCB om dispensation fra denne betaling ... vupti! så er man producent! Det skal ikke forveksles med at være producer, som jo er et kunstnerisk/kreativt arbejde, hvor det at være producent både

70

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


er noget økonomisk og noget forretningsmæssigt. I den forbindelse skal man huske at kontakte Gramex, som forvalter Gramex betaling til såvel kunstnere som producenter – der er nemlig „penge at hente“ for de medvirkende kunstnere og for producenten. Kunstnerpenge: www.gramex.dk/kunstnere/udbetaling/prisberegnerkunstner.aspx Producentpenge: www.gramex.dk/pladeselskaber/udbetaling/prisberegner.aspx Endnu en vigtig tilladelse gælder de medvirkende musikere. Er man selv eneste medvirkende på indspilningerne, er der ikke flere man skal spørge, så er det bare med at gå i gang. Er der derimod flere medvirkende på indspil-ningerne, skal man sikre sig, at disse medvirkende alle kan acceptere, at indspilningerne udgives og i givet fald på hvilke vilkår. Skal de f.eks. have betaling for det i form af studieløn eller royalties eller måske en kombination af begge dele. Alle der, har medvirket på en indspilning, har nemlig ophavsret til deres egen del at indspilningen – deres egen præstation. Man kan ikke anvende indspilningen uden, at den enkelte har givet sin tilladelse. Det gælder også, når man som band udgiver nogle indspilninger, hvor nogle af de medvirkende ikke længere er med i bandet. De skal også spørges og give deres tilsagn. Og siger de nej, er der ikke noget at gøre. Med mindre altså, at man, da man indspillede musikken, har sørget for, at indgå en egentlig kontrakt med alle medvirkende. En kontrakt, som præcist siger hvad vilkårene for en evt. udgivelse skal være. Der findes ingen faste regler for, hvem der skal have hvor meget i betaling, kun vejledende minimumstariffer. Ofte vil især meget brugte og rutinerede musikere forlange mere. Derfor er det fantastisk vigtigt, at man søger for at snakke sagerne rigtig godt igennem med alle medvirkende og sikrer sig, at alle ved, hvad der foregår. Gør man ikke det, er der næsten „statsgaranti“ for, at der på et eller andet tidspunkt vil opstå problemer. „Nogen har hørt nogen andre fortælle, at tingene burde være sådan og sådan„ … og er „tingene“ ikke det, så er der vist noget galt, og der bliver vist snydt osv. Alt sammen noget, som ingen har brug for, og som kun Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

71


tjener til at skabe splid, mistro og uvenskab. Det gælder med andre ord om at „køre det straight“. I øvrigt skal man huske, at de der evt. laver et CD-cover, eller måske bare leverer fotos til et cover, også har en ophavsret, som skal respekteres. Lav derfor en skriftlig aftale med dem om brugen af deres materiale. I den forbindelse må man heller ikke glemme, at de kunstnere, hvis eventuelle værker man gengiver på sit cover [f.eks. et foto af statuen af Den lille Havfrue] typisk også har en ophavsret, som skal respekteres. Man gør derfor klogt i at indhente deres accept af anvendelsen af billedet. I modsat fald kan man risikere, at der bliver nedlagt forbud imod eller krævet en eller anden form for betaling/erstatning for gengivelsen [www.copydan.dk]. Endelig så skal man selvfølgelig også sørge for, at der på CD’en [både på selve disc’en og i tryksagerne, dvs. på booklet og i inlaycard] er tydelig angivelse af titlen på CD’en, navnet på kunstnerne og også gerne en liste over de numre, som er med på CD’en. En blank CD, der bare ligger og flyder uden cover er stort set umulig at identificere, og et smart cover, som bare ikke fortæller hvem der er på CD’en er heller ikke meget værd. Ønsker man at få CD’en ud i butikkerne, er det også et must, at der er en stregkode på. Stregkoder kan man købe ved at henvende sig til EAN-Danmark [www.ean.dk], eller man kan få stregkoden gratis hos f.eks. DMF. Og sidst, men ikke mindst, skal man huske, at man er forpligtet til at sende eksemplarer af sine udgivelser til Statsbiblioteket i Århus, til „pligtafleveringen“ [se også www.pligtaflevering.dk]. Hvis man vælger også at sælge sin CD, skal man desuden huske at der er noget der hedder „moms“. Har man et salg og dermed indtægter, som går ud over det „hobbybetonede“, skal man momsregistreres hos sit lokale Skat kontor. Der får man også en nærmere

72

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


definition af begrebet „hobbybetonet“ [se også www.skat.dk og www.startvaekst.dk]. Når man har styr på disse formalia, er man stort set „køreklar“. Er man medlem af en A-kasse, skal man ALTID kontakte A-kassen INDEN man går i gang. Er man på bistandshjælp eller anden offentlig forsørgelse skal man snakke med sin sagsbehandler på Kommunen. Og husk også altid at snakke med fagforeningen!

Fra demo til digitalmaster Der er mange niveauer for kvaliteten af indspilninger, og mindst lige så mange meninger om, hvad det skal koste af lave indspilningerne. I takt med, at digitalt optageudstyr er blevet stadig billigere er udbuddet af studier og tilbudspriser eksploderet. Der er snart ikke den musiker, som ikke har et lille studie i dagligstuen, soveværelset eller kælderen. Men ikke alle disse studier er lige egnede til at indspille i for andre end ejermanden selv. F.eks. kan de faciliteter, som studiet byder på, være skræddersyede til netop ejermandens behov og svære at tilpasse andre. Man kan også opleve, at studiet ikke har de sikkerhedsog backup faciliteter, man ellers tog for givet. Netop det er meget vigtigt: Man skal IKKE tage noget for givet, hverken hos små private eller store professionelle studier. Som kunde i et studie skal man sikre sig at alt er, som man forventer, både hvad angår teknik, lydforhold osv. Som de siger i edb-branchen: „Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget“. Det har mange musikere måttet sande, når deres mange timers indspilninger og mixning pludselig er forsvundet! Når man skal i gang med at indspille, er noget af det man først og fremmest skal gøre sig klart følgende: Hvad skal indspilningerne

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

73


bruges til, hvor mange penge har man råd til at bruge på det og måske vigtigst af alt: Alle beløb skal være inkl. moms! Glemmer man det sidste, kan man få en meget ubehagelig overraskelse, når regningerne kommer og der er lagt 25% på, nemlig momsen! I samme åndedrag skal hér mindes om NCB-afgiften, som også kan blive en ubehagelig overraskelse i regnskabet! Man skal sørge for at lave en skriftlig aftale med studiet, som nøje specificerer: Hvornår man har studietid og hvor mange timer, hvem der er tekniker på indspilningerne, hvilket evt. ekstra udstyr man skal bruge, hvilke materialer man skal bruge [hard disc, bånd osv.], hvem der er ansvarlig for at der laves sikkerhedskopier af materialet, hvem der skal opbevare kopierne og hvad timeprisen er, eller hvad den samlede „projektpris“ er aftalt til at være [alt inklusive]. Hvad indspilningerne skal bruges til kan være afgørende for, hvor mange penge det er rimeligt og fornuftigt at bruge på at lave indspilningerne. Skal man lave en demo, altså en indspilning som „bare“ skal give et rimeligt billede af den musik man laver, behøver man ikke investere de store summer. Skal demoen sendes til f.eks. pladeselskaber, kan det faktisk være en fordel, at musikken ikke er alt for færdigproduceret. Det giver pladeselskabets A/R- folk og producere bedre muligheder for måske at påvirke produktet. Har man ambitioner om, at indspilningerne skal kunne bruges til noget mere, f.eks. trykkes op i små oplag, bruges som demo overfor spillesteder, sælges når man er ude at spille og måske sendes til radiostationer o.l., er sagen en lidt anden. Så gælder det om at lave nogle lidt mere professionelle indspilninger, som lever op til de forventninger både pladekøbere og radio-DJ’s har til mix, lyd osv. og som kan „konkurrere“ med de andre demobånd, spillestederne modtager. Man behøver fortsat ikke investere de store summer i studietid, men det kan være en god idé at samarbejde med en producer.

74

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Ikke nødvendigvis en af de „kendte“, men gerne en person som har erfaringer med at indspille i studiet, og hvis musiksmag og dømmekraft man har tillid til. Endelig er der situationen, hvor man vælger at stå for det hele selv og udgive sin egen CD. Da vil der være tale om nogle lidt større udgifter. For det første vil det være en god idé at alliere sig med en rutineret producer, måske endda en som er „kendt“. Det kan siden hen måske medvirke til at skabe lidt ekstra opmærksomhed om udgivelsen. For det andet er kravene til den teknisk kvalitet, lyd osv. på fuldt professionelt niveau, og det opnår man næppe i et lille billigt „hjemmestudie“. Man skal også huske, at der efter selve indspilningen og mixningen i studiet [hvad enten den er analog eller digital] forestår en sidste mastering, som skal gøre indspilningerne egnede til massefremstilling [på CD osv.]. I de to sidste situationer skal man huske at kontakte NCB og Gramex. Man skal også selv sørge for, at der bliver lavet CD-cover m.v. Det er en, om ikke besværlig så dog specialiseret, proces der kræver at man ved hvad man gør, og noget man nok oftest bør overlade til professionelle grafikere. Der er en række formelle krav til udformningen af CD-labeltryk, inlaycard og booklet. Alt dette kan man få oplyst fra den virksomhed, man vælger til at fremstille sine CD’er. Når man tager kontakt til en af disse producenter, skal man på forhånd have gjort sig nogle overvejelser med hensyn til: Oplagets størrelse [hvor mange har man reelt brug for?], indpakningstype [single-CD, pap-sleeve, jewelbox, digi-pack osv.], sort eller transparent tray på jewel-box, antal sider i booklet’en og inlaycard, antal farver på label og i tryksager samt f.eks. ønske om specialfarver [guld, sølv, bronze, lakering osv.]. Leverer man færdige film til tryksagerne eller blot datafiler på CD eller via nettet, skal man have påsat stregkoder [særligt hvis man har salg i større butikker for øje].

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

75


På den baggrund skal man bede om at få et skriftligt tilbud, som omfatter alle disse ting, og som helt klart angiver: Producentens krav til de materialer, man skal aflevere [lay-out og/eller film til tryksager, masterbånd osv.], deadline for aflevering af materialerne, inkl. NCBattest, aftale om at producenten sender et „prøvetryk“ af digitalmasteren til kontrollytning, præcis angivelse af oplagsstørrelse og pris [alt inkl.], præcis dato for producentens levering af de færdige CD’er, producentens leverings- og betalingsbetingelser i øvrigt. Sidst, men ikke mindst, skal man huske, at det ikke nødvendigvis er det billigste tilbud, som er det bedste. Der er forskel på kvaliteten af CD-tryk, tryksager osv. og på kvaliteten af den service CD-producenterne yder. Det bedste man kan gøre er, at snakke med andre musikere, som har været igennem samme „mølle“ selv, og drage nytte af deres erfaringer, gode såvel som dårlige. Det er altid en god idé at huske at spørge i fagforeningen om der evt. skulle være indgået særaftaler med enkelte producenter. Alle de samme gode råd er fuldt gyldige også hvis man skal lave LP’er [vinyl’er), bortset fra at man jo ikke skal bruge en jewelcase og en booklet, men et album cover [singlefold eller gatefold] og at man ikke skal bruge en glasmaster, men derimod have skåret en vinylmaster.

„Gratis” eller til salg? Hvor mange CD’er skal man trykke ... Skal de uddeles gratis, eller skal de sælges ... Hvad er en „succes“? Man kan overordnet sige, at det er klogest ikke at trykke flere CD’er, end man har rimelig sikkerhed for at kunne „komme af med“. Der er intet mere frustrerende end at have kassevis af CD’er stående. Meningen er jo at de skal ud til publikum, ikke stå samle støv i et hjørne af øvelokalet. Med nutidens teknologi behøver man ikke trykke flere end nogle få hundrede CD’er ad gangen.

76

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Mange debuterende kunstnere kan ofte opnå et ganske rimeligt salg af deres CD’er ved koncerter o.lign. som hen ad vejen kan finansiere såvel alle de eksemplarer, der uddeles gratis, som udgifterne til indspilning osv. Når man sælger sin CD, melder spørgsmålet sig hurtigt: Er det en succes? Det kan være overordentligt svært at fastslå, hvad der er „en succes“. Målestokken herfor er totalt individuel. Til illustration for den kommercielle yderlighed: Den øverste chef for et multinationalt pladeselskab blev for nogle år siden spurgt, hvornår han anså en CD-udgivelse for at være en succes? „Ved et salg på ca. 1 mio. enheder“, var svaret! Men mindre kan også gøre det, og typisk må man nok sige, at et salg på flere end godt tusinde eksemplarer af en selvproduceret CD må betragtes som en succes. Man kan jo stille sig selv spørgsmålet: „Har jeg tusind venner?“, er svaret nej, må der altså være en del mennesker man ikke kender, som har valgt at købe ens CD. Folk der har valgt at bruge penge på netop denne CD frem for en anden! Det må siges at være en succes! Udgiver man selv, skal man også huske at få CD’en distribueret [se www.gateway.dmf.dk].

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

77


Handling er den bedste modgift mod fortvivlelse. Joan Baez


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

79


Udstillingsvinduer og andre “genveje” ... en kort oversigt over nogle af de uendeligt mange muligheder bands og solister har for [måske] at få publikums og musikbranchens opmærksomhed.

Copenhagen Songwriter Festival www.copenhagensongwriterfestival.dk Festival for singer/songwriters. Emergenza www.emergenza-festival.dk er del af den internationale emergenza-koncern, med konkurrencer over det meste af Europa.

KarriereKanonen Live www.dr.dk/p3/karrierekanonen er DR-P3’s talentkonkurrence.

LiveCamp www.livecamp.smukfest.dk er Skanderborg Festivals talentscene.

Refshalen Festival www.refshalen.dk De københavnske øvelokaleforeningers årlige talentfestival.

RoskildeRising www.roskilde-festival.dk/musik/roskilde_rising er Roskilde Festivals talentscene.

80

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Spot www.spotfestival.dk i Århus er et væsentligt „udstillingsvindue” for danske bands – ikke mindst i forhold til udenlandske markeder. Tak Rock www.royalbeer.tv/tak-rock er et fortløbende projekt, sponseret af bryggerikoncernen Unibrew, der omfatter en lang række aktiviteter der har til hensigt at give upcoming rockbands muligheder for at komme frem.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

81


Tillid er godt men kontrol er bedre Vladimir Iljitj Lenin


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

83


Managers En iblandt hundredvis af anekdoter om en af de første „store managers“ Elvis’ legendariske manager Colonel Parker lyder: „I starten af 60’erne var et amerikansk TV-show ude efter at få Elvis til at optræde på et af deres primetime shows. Det lykkedes programchefen at lokalisere Parker på et hotelværelse i Las Vegas. Efter mange forgæves forsøg kom han igennem til Parker selv, som imidlertid afslog tilbuddet. „Jamen vi vil betale 1 mio. dollars!“ prøvede den efterhånden temmelig fortvivlede TV-mand. Parker tænkte sig lidt om og svarede så, „OK! 1 mio. er OK – og så kan I give knægten 50.000 …“ … om historien er sand eller ej er ikke så afgørende, den tegner et groft karrikeret omrids af en særlig del af musikbranchen som ikke mindst kunstnere taler meget om: Management og managers. „So ein Ding müssen auch wir haben“ [sådan én skal vi også ha’] synes at være tidens kunstnermantra. Men hvad „So ein Ding“ egentlig er har kun de færreste et 100% klart billede af.

En uheldig sammenblanding Ideelt set skal manageren være en slags „femte mand i bandet“. En person som kunstnerne stoler 100% på, og som tager sig af alt det forretningsmæssige omkring bandets karriere. Manageren skal gøre sit yderste til bandets bedste. Managerens betaling er en procentdel af bandets indtægter, typisk 20%. Men hvad er det så, en manager skal lave? Det enkle svar er med andre ord ALT! … men så enkelt er det selvfølgelig ikke.

84

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Managerens opgaver har med kunstnerens musikarbejde at gøre. Kærestesorger, huslejebetaling og vasketøj henhører til privatsfæren. Forholdet imellem kunstner og manager bygger på tillid og på en god kontrakt – men først og fremmest på tillid. Kunstneren må have tillid til, at manageren vil være i stand til sørge for at kunstnerens musikalske og kunstneriske ambitioner omsættes bedst muligt i forhold til resten af musikbranchen og publikum. Pladekontrakter, forlagskontrakter, spillejobkontrakter, TV-optræden, sponsoraftaler – you name it – er alt sammen noget en god manager skal have styr på. Og han skal sørge for at kontrakterne er de bedst mulige for kunstneren. Manageren har kontakten til alle kunstnerens samarbejdspartnere og skal dybest set være „på nakken af dem“ for at sørge for at de gør det bedst mulige arbejde for kunstneren. Der vil altid være nok at se til. For en debuterende kunstner vil managerens opgaver bestå i at hjælpe kunstneren med at få en aftale med et bookingbureau, at få en pladekontrakt og måske en forlagskontrakt, at gøre medierne interesserede i kunstneren osv … Er kunstneren over denne første hurdle, vil opgaverne i høj grad bestå i at holde de forskellige kontraktpartnere til ilden. Manageren skal derudover arbejde for at sikre kunstneren økonomisk; varetage regnskaber, checke royaltybetalinger osv. Men ALLE kunstnerens indtægter skal gå ind på kunstnerens egen konto, ikke til bureauet – så man ikke risikerer at der går „WigWam” i den. Læs evt. www.gaffa.dk/nyhed/3881 om et af nyeres tids største krak i musikbranchen da booking- og managementbureauet Rock On krakkede med den stort opsatte WigWam turné. Er succes’en hjemme vokser opgaverne yderligere. Alt det førnævnte skal fortsat ordnes, men manageren skal nu også til at sørge for at pressen ikke kommer for tæt på og sikre at kunstneren har frihed til privatliv og til fortsat musikalsk kreativitet. Denne sidste situation oplever dog [desværre] kun de færreste.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

85


Forfra igen … Har kunstneren internationalt potentiale og ditto ambitioner, vil det være managerens opgave at sikre, at der gøres mest muligt for at opnå dette mål. Selvom en kunstner eventuelt har kontrakt med et internationalt pladeselskab, er det langt fra sikkert at selskabets afdelinger i udlandet er interesserede i kunstneren. Alle skal bearbejdes og begejstres. Har kunstneren kontrakt med et independent selskab skal lokale selskaber findes. For hvert nyt territorium starter managerens tunge benarbejde forfra. Kunstneren er teknisk set på ny debutant – alt skal opbygges på ny i de nye markeder: Kontakter til bookingbureauer, pladeselskaber, musikforlag, medier osv. Afregninger skal kontrolleres, tilgodehavender kradses ind. En god manager kan ikke nødvendigvis gøre en god kunstner bedre … Men en dårlig manager kan gøre ubodelig skade på en god kunstners karriere. Den internationale management brancheorganisation hedder International Music Managers Forum og har internetadressen: www.immf.com

86

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Booking En booker er en booker og en manager er en manager. Principielt booker manageren ikke jobs, det lader han bookingbureauer [også kaldet „agenter” tage sig af, og manageren arrangerer ikke koncerter, det lader han koncertarrangører [også kaldet „promotere”] om at gøre. I Danmark er der en tendens til sammenblanding af management og booking og sågar nogle gange også koncertpromotion. Sammenblandingen skyldes primært at det danske musikmarked er så lille, at indtægtsmulighederne for kunstnerne er for små til at „brødføde“ en manager, som ikke også har andre indtægtsgivende opgaver. Men sammenblandingen kan være uheldig. Der kan opstå uheldige interessekonflikter, f.eks. imellem band/ management og bookingbureau/koncertarrangør, hvor mange jobs skal der spilles?, er det tid til en spillepause?, skal en ny indspilning sættes i gang? … osv. Et lille antal jobs og mange pauser er dårlig forretning for bookingbureauet og koncertarrangørerne, men kan være sund fornuft for kunstneren … Der er måske behov for en ny CD-udgivelse, så der kan bookes flere jobs, men er tidspunktet det rigtige for kunstneren – er der nyt materiale klar osv … Hvilke hensyn skal veje tungest, hvad er vigtigst. Det er hér managerens rolle som kunstnerens pålidelige repræsentant er altafgørende, og bookeren må træde i baggrunden.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

87


Bookingbureauer Et booking bureau er grundlæggende en service-virksomhed, der formidler jobs til udøvende kunstnere; en slags arbejdsformidling. Bureauets betaling er en procentdel, en provision, af kunstnerens bruttoindtægter ved jobbet, typisk 15-20% Bookingbureauer kan imidlertid være mere end bare formidlingskontorer. De gode af dem har også en stor opsøgende virksomhed, hvor der gøres en aktiv indsats for at skaffe kunstnerne spillejobs. Den engelske term for et booking bureau er da også booking agency, hvilket netop antyder denne aktive rolle som agenten formodes at have. På denne måde repræsenterer bureauerne kunstnerne i forhold til koncertarrangører, spillesteder m.v. Selvom mange bureauer hævder, at de arbejder „uden kontrakt“ med de kunstnere de repræsenterer, så er det dog i realiteten snarere reglen end undtagelsen, at der imellem bureau og kunstner foreligger en formaliseret aftale om at bureauet repræsenterer kunstneren, og at alle henvendelser om koncertarrangementer skal formidles via det pågældende bureau. Nogle bureauer tilbyder også at varetage kunstnernes økonomi vedr. turnéer m.v. – de såkaldte „touraccounts“. Det kan umiddelbart synes at være et godt tilbud MEN man skal være varsom. Det er IKKE en god idé at lade bureauet indkassere ens honorarer. De penge – og i øvrigt ALLE andre indtægter man måtte have - skal gå ind på kunstnerens egen konto, ikke til bureauet. Sørger man ikke for det kan man risikere at miste alle sine penge, hvis f.eks. bureauet skulle gå konkurs.

88

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Grundlæggende findes der tre typer booking bureauer: „Supermarkederne“ „Stjernebureauerne“ „Specialistbureauerne“

Supermarkederne Kendetegnes ved at have meget omfangsrige kunstnerkataloger, som tilbyder stort set en hvilken som helst udøvende kunstner, der måtte findes i kongeriget. Musikalsk genre, kunstnerisk niveau, „kendthed“ osv. er ikke afgørende for disse bureauer. De har sjældent nogen særlig opsøgende rolle. De tager primært imod „bestillinger“ fra koncertarrangører og spillesteder. Det er kun de færreste af de mange kunstnere i deres kataloger, som disse bureauer selv har direkte kontakt til endsige reelt repræsenterer. For at sikre engagement af en given kunstner skal „supermarkeds“ bureauerne typisk henvende sig til det bureau [„stjernebureau“ eller „specialist“], som den pågældende kunstner har bookingaftale med. De fungerer med andre ord som mellemhandlere, og deres betaling er typisk en andel af den samlede provision, som kunstneren betaler til sit egentlige bookingbureau.

Stjernebureauerne Er kendetegnet ved at de repræsenterer et relativt begrænset antal kunstnere. Der er typisk tale om kunstnere, som har udgivet en eller flere CD’er, og som er, eller er ved at blive, „kendte“. Stjernebureauerne arbejder tæt sammen med bl.a. pladeselskaberne omkring lanceringen af disses kunstnere og deres nye udgivelser. Oftest tilbyder stjernebureauerne en række andre ydelser end blot booking af jobs. Typisk tilbydes turnémanagement, hvor bureauet aktivt deltager i den praktiske tilrettelæggelse og afvikling af en sammenhængende turné. Der bestilles biler, lys- og lydanlæg, teknikere, hotelværelser, færgebilletter, der føres regnskaber og udbetales løn til medvirkende osv. Måske tilbyder man også at sende en tour-manager

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

89


med på turnéen til at sikre hele afviklingen. De fleste af disse bureauer tilbyder også management. Stjernebureauernes rolle er i høj grad opsøgende i forhold til såvel koncertarrangører som pladeselskaber og musikforlag.

Specialistbureauerne Er oftest mindre bureauer, som i al væsentlighed arbejder med specifikke musikalske genrer: Folk, jazz, viser, hip-hop/rap, heavy metal, osv. Typisk musik og kunstnere, som ikke umiddelbart har massemediernes og plade-branchens store bevågenhed. Specialistbureauerne arbejder i niche-markeder og har en stor og aktiv rolle i forhold til formidlingen af „deres“ kunstnere. Det er ikke ualmindeligt at disse bureauers „markeder“ rækker langt ud over kongerigets snævre grænser. Specialistbureauerne formidler kunstnere til spillesteder, koncertarrangører og festivaler over hele verden, ofte i samarbejde med musiklivets organisationer. Også specialisterne tilbyder ekstra tjenester, som f.eks. turné tilrettelæggelse og -styring og egentligt management. www.bookerne.dk

90

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Koncertarrangører Man kan i grove træk opdele markedet for koncerter med levende musik i fire hovedkategorier:    

Faste spillesteder Musikforeninger/musikværtshuse Festivaler Halballer, byfester og andre koncertarrangører

De faste spillesteder Man kalder dem „faste“ fordi der disse steder jævnligt finder musik-_ arrangementer sted. Det er lokaliteter som i højere eller mindre grad er indrettet til at præsentere musik Langt de fleste spillesteder er genrebestemte, dvs. de præsenterer en bestemt slags musik; jazz, rock, folk, viser m.v. Der findes i hovedtrækkene to typer faste spillesteder: Spillesteder der modtager offentlig støtte, og spillesteder der er rent privat ejede og drevet. De regionale spillesteder De såkaldte „regionale spillesteder“ så for alvor dagens lys i år 2000 og er resultat af, at man fra politisk side på landsplan har ønsket at sikre, at der findes et netværk at professionelt drevne spillesteder, som i alle landsdele tilbyder et bredt og kvalitetsbetonet musikprogram. Ideen er inspireret af tilsvarende ordninger indenfor teaterlivet. Musikforeninger, musikværthuse, caféer og diskoteker med musik.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

91


Flertallet af spillesteder i Danmark er privatejede musikværtshuse og caféer, der ikke modtager nogen form for direkte tilskud. Stedernes programpolitik bestemmes ene og alene af enten ejerens personlige musiksmag, eller af, hvad der tiltrækker størst muligt publikum – og vel i sidste ende en kombination af begge dele. Mange lokale spillesteder har et tæt og godt samarbejde med lokale musikforeninger eller afdelinger af ORA [www.ora.dk], som benytter spillestedets lokaler og andre faciliteter til deres egne arrangementer. Man kunne med nogen ret hævde, at disse lokale spillesteder på den måde i realiteten indirekte modtager offentlig støtte, idet musikforeningerne typisk modtager støtte til deres aktiviteter fra stat, amt eller kommune. Et fint og gensidigt samarbejde til glæde for såvel spillested som musikere og publikum. Diskoteksmarkedet er noget helt for sig. Stadig flere diskoteker sætter også livemusik på programmet, men der er hér næsten udelukkende tale om kunstnere med aktuelle radiohits, typisk indenfor dance/disco/popgenren. Der spilles i 15-20 minutter og så går turen videre til næste job. En flittig kunstner kan på en weekend nå at optræde på op imod en halv snes steder.

Festivaler Der findes i her i landet en sand velsignelse af årligt tilbagevendende musik festivaler. Lige fra nordens største: Roskilde Festival, Skanderborg [den smukkeste] og Muskelsvindfondens „Grøn Koncert” Turné til et utal af lokale Open Air arrangementer og mini-festivaler. Hver med sit særkende, sin repertoire politik og sit trofaste publikum. Musikmagasinet Gaffa [www.gaffa.dk] laver hver år en liste over såvel danske som udenlandske festivaler og deres programmer som giver et fint indtryk hvilket repertoire de enkelte festivaler satser på.

92

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Det er i øvrigt værd at bemærke at en del lokale musikforeninger også står bag nogle af de mange årligt tilbagevendende festivaler.

Halballer, byfester og andre koncertarrangører Halballerne Halballer og byfester er i det store og hele forbeholdt mere kendte og populære kunstnere eller „lokale helte“. Halballerne, [eller halkoncerterne om man vil] arrangeres typisk af lokale sportsforeninger og boldklubber. Arrangementerne præsenterer typisk „kendte navne“ og har primært til formål at tjene penge til klubben.

Byfesterne Handelsstandsforeningerne arrangerer byfester med koncerter med „de kendte“. Det gør de primært for at gøre reklame for byen i forhold til turister og besøgende fra oplandet. Byfest komiteerne går lidt mere „kulturelt“ til værks . De udspringer ofte af et samarbejde med den kommunale kulturforvaltning og det lokale kulturliv. Hensigten er at lave „fest i gaden“ til glæde primært for de lokale og for oplandet, sekundært af hensyn til turismen. Ofte får lokale bands hér en [måske den eneste] chance for at spille for et større lokalt publikum. Byfesterne suppleres ikke sjældent af omrejsende tivolis, som oftest har en større scene til bl.a. musikalsk underholdning og et „øltelt“ til den mere folkelige og dansante underholdning, med indlagt striptease osv.

Andre koncertarrangører Foruden de førnævnte mange arrangører af „åbne“ arrangementer, som alle og enhver i princippet kan løse billet til, er der en lang række koncert-arrangører, som udelukkende laver „lukkede“ arrangementer. Arrangementer forbehold et bestemt publikum. Der er her f.eks. tale om uddannelsessteder; efterskoler, gymnasier, handelsskoler, tekniske skoler, universiteter og det private erhvervslivs forskellige arrangementer, firmafester osv. Det er et stort marked for ikke mindst den mere show- og underholdnings-prægede levende musik.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

93


Det danske marked for live musik er i det store og hele organiseret i to foreninger:

Dansk Live www.dansklive.dk – som omfatter stort set alle rytmiske spillesteder og festivals

Danske Koncert- og Kulturhuse www.kulturhuse.dk – der omfatter langt de fleste lokale og regionale musik- og teaterhuse, forlystelsescentre m.v

94

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Skade, at Amerika Ligge skal saa langt herfra ‌ H.C. Andersen


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

97


Musikmesser/Showcasefestivaler Der findes et utal af internationale musikmesser, -konferencer, -seminarer, -festivaler og kombinationer af disse. I denne bogs sammenhæng er de interessante dem, hvor det musikerhvervsmæssige [messe, konference, seminar] møder musikken [showcases, minikoncerter, præsentationskoncerter] og nedenfor findes en beskrivelse af nogle af de største og væsentligste præsenteret efter det tidspunkt på året hvor de finder sted.

Januar Eurosonic www.eurosonic.net [Groningen/NL] er først og fremmest en showcase-festival. Den udspringer af Hollands svar på Live-Contest [Noorderschlag]. Arrangørerne samarbejder med EBU [den europæiske radiosammenslutning]. Festivalen byder på en lang række – især live-orienterede – seminarer og foredrag.

Januar/Februar MIDEM www.midem.com [Cannes/F] Verdens største, og ældste musikmesse er mødested for alle dele af musikbranchen, med hovedvægten på musikforlag og pladeselskaber. Messen byder på et omfattende seminar-program, ofte med deltagelse af musikbranchens VIP’s. MIDEM er i og for sig alle de andre musikmessers og -konferencers „moder”. De øvrige nævnt i det følgende er store i hver deres verdensdel men kan ikke konkurrere med MIDEM når det kommer til at samle musikbranchefolk fra hele verden. MIDEM byder også på showcase-koncerter, men den levende musik er ikke messens stærkeste side. 98

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Februar By:Larm www.bylarm.no er Norges svar på SPOT. Festivalen har hidtil besøgt flere byer i Norge. Der bydes på et stort antal showcase-koncerter med norske og nordiske bands. Seminardelen er hovedsageligt norsk- orienteret med nordiske/internationale indslag.

Folk Alliance www.folkalliance.org i skiftende byer i Nordamerika, er som navnet antyder en musikkonference og –festival hovedsageligt koncentreret om folkemusik – men forstået i en meget bred forstand, dvs. alt fra traditionnel folkemusik til country&western, via roots, folk-rock osv.

Marts Canadian Music Week www.cmw.net [Toronto/CAN] er den canadiske musikbranches vigtigste mødested. Foruden en meget stor festival bydes der også på en lang række seminarer.

ILMC www.ilmc.com [London/UK] International Live Music Conference er, som navnet antyder en konference der koncentrerer sig om live-musikbranchen. ILMC startede oprindeligt som et uformelt møde imellem en række koncertagenturer i London og er i løbet af de seneste 20 år blevet det enkeltstående vigtigste mødested for den internationale koncertbranches mange aktører [managers, bookere, spillesteder, festivaler osv.] Mange spændende seminarer og foredrag. Et mindre [mere eller mindre officielt] showcase-program. SXSW www.sxsw.com [Austin/TX] South By South West er første og fremmest en massiv musik- og mediefestival. Hele downtown området i Austin er et kæmpemæssigt festivalområde med musik i hver en bar og på hvert et gadehjørne. Festivalen byder også på en lang række seminarer og foredrag med VIP-deltagere fra især den amerikanske musikbranche. Messedelen tiltrækker deltagere fra hele verden.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

99


WMC www.wintermusicconference.com [Miami Beach/FL] har igennem godt 2 årtier været den toneangivende musikfestival og -messe indenfor ikke mindst house-musikken. På WMC kan man spotte de trends der højst „sandsynligt vil gøre sig gældende under den efterfølgende Ibiza-sæson“.

April/Maj Musexpo www.musexpo.net [Los Angeles/CA] er en mands værk: Sat Bisla … en super „networker” der siden 2001 har samlet sin stadig større kreds af musik- og mediebranche kontakter til uformelle sammen-komster. Disse er nu udviklet til en egentlig konference med tilhørende showcase-festival.

Maj SPOT www.spotfestival.dk [Århus/DK]. Som den ældste og største nordiske showcasefestival med et omfattende internationalt seminar-program behøver SPOT vel næppe nogen nærmere præsentation. Liverpool Sound City www.liverpoolsoundcity.co.uk [Liverpool/UK] er Liverpools’s „spot festival” med bands fra både UK og resten af verden. Mange gode seminarer med VIP musikbranchepersonligheder.

Juni The Great Escape www.escapegreat.com [Brighton/UK] organiseres af The Barfly en kæde af spillesteder i UK. Festivalen fokuserer på „export ready talent” fra både UK og resten af Europa/ verden. Seminardelen tæller VIP-talere fra den engelske og internationale musikbranche.

100

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


August Copenhagen Songwriter Festival www.copenhagensongwriterfestival.dk Festival for singer/songwriters med danske og internationale deltagere. Seminarer, foredrag og masterclasses.

September CMJ-Marathon www.cmj.com/marathon [New York City/NY] College Music Journal er de amerikanske universitetsradioers fælles musikblad. En væsentlig magtfaktor i amerikansk populærmusik og CMJ-Marathon er deres årlige møde med musikbranchen. Masser af showcases, masser af seminarer, alt sammen med et rent amerikansk fokus og mest om såkaldt „indie music”.

Berlin Music Week www.berlin-music-week.de/en [Berlin, D] er hovedsageligt en musikfestival, med bands fra det meste afverden. Der afholdes dog også en del professionele seminarer med fokus på tyske forhold. Reperbahn Festival www.reeperbahnfestival.com [Hamborg, D] er den tyske musikbranches „spot”. Messen er et vigtigste årlige mødested for alle dele af den tyske musikbranche. Mange spændende seminarer, bl.a. om tyskeforhold og med mange VIP-oplægsholdere.

Oktober ADE www.amsterdam-dance-event.nl er den toneangivende musikfestival og- messe for dance-musikken og overordentlig populær [ofte udsolgt]. Kendetegnet ved mange gode internationalt orienterede paneldebatter og et velfungerende showcase-program.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

101


Oktober/November Womex www.womex.com foregår i skiftende byer i Europa. I 2009, 2010 og 2011 i København. Womex er verdens førende konference for verdensmusik. Begrebet verdensmusik opfattes rimeligt bredt og inkluderer også dele af det man også benævner traditionel folkemusik. Der præsenteres bands fra det meste af verden og bydes på en lang række specialiserede seminarer med særligt fokus på verdensmusikken og dens placering i den internationale musikbranche.

102

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Succes er en elendig lĂŚremester. Den fĂĽr kloge mennesker til at tro, at de er ufejlbarlige. Bill Gates


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

105


Pladebranchens historie Hvor man ofte i spøg spørger hvad der kom først, hønen eller ægget, så er der i musikbranchen ingen tvivl om hvad der kom først: Pladeselskaber eller musikforlag. Det gjorde musikforlagene. Man kan faktisk sige at pladeselskaberne er en videreudvikling af musikforlagene.

Fra voks til lak til vinyl til CD til internet til mobiltelefon „Mary Had A Little Lamb” – et børnerim, var det første som Thomas Edison indspillede på sin „phonograf” – verdens første apparat der kunne gengive lyd. Edisons stanniol cylindre så dagens lys i 1877. I 1887 erstattede Edison i øvrigt stanniolen med voks. Samme år skabte Emile Berliner „grammofonen” den egentlige forløber for det 20. århundredes „pladespiller” som afspiller singleog LP-plader … bedre kendt i dag som „vinyler”. Den musik- og pladebranche vi kender i dag og masseforbruget af musik på forskellige medier blev kick-startet med opfindelsen af de første single og LP plader i årene umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Herefter fulgte stereo-LP-vinylpladen i 1957 [i øvrigt det samme år som laseren, som indgår i CD-spillere, blev opfundet] og siden hen kassettebåndet i 1963 og den første transportable „Casettophone”, som blev lanceret af Philips i 1968. Med kassettebåndets introduktion blev musikforbruget så massivt, ikke mindst i form af både privatkopiering og kommerciel piratkopiering af musikudgivelser, at der sidst i halvfjerdserne og starten af firserne i de fleste vestlige lande blev indført særlige afgifter på blanke kassettebånd.

106

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Afgifter som skulle videreafregnes til kunstnere og producenter, som erstatning for det manglende salg kopieringen formodedes at dække over. Pladebranchen skønnede dog selv sidst i halvfjedserne det samlede pladesalg på verdensplan i løbet af årtiet var mere end femdoblet. Lancering i 1983 af CD’en [CompactDisc] satte endnu mere fart på udviklingen, selvom der starten var enkelte selskaber [EMI og WEA] som var noget skeptiske overfor dette nye medie, og som tøvede med at udgive CD’er. Det varede dog ikke længe førend alle var med og forbrugerne massivt blev opfordret til at genanskaffe deres gamle LP’er i de nye CD-udgaver – et perfekt medie som ville holde evigt var argumentet … branchen og forbrugerne blev dog klogere! Siden er andre digitale medier kommet og gået: Midt i firserne: DAT – det digitale mini-kassettebånd. Sidst i firserne: DCC – det digitale kassettebånd, og i starten af halvfemserne MiniDisc – en CD-lignende disc i halv størrelse. Lanceringen i de tidlige firsere af musikvideoer og musik-videoTV-kanaler gav musikbranchen helt nye lanceringsmuligheder for deres kunstnere. En udvikling der yderligere er blevet styrket med den kommercielle lancering af DVD- og BlueRay-formaterne som indeholder både lyd og billede. Forbrugeren kan nu ikke alene kunne lytte til men også se kunstneren – musik og billede smelter sammen til et samlet produkt. Internettet var allerede på tegnebrættet da Philips kom med sin „Casettophone” i 1968 og grundlaget for „the world wide web” blev lagt op igennem 70’erne samtidig med at konceptalbums og dobbelt og trippel vinyludgivelser i rigt udstyrede albumcovers havde kronede dage. 1988, samme år som CD-mediet for alvor fik fat i musikbrugerne, blev „nettet” åbnet for alle, med e-mail som den absolut mest revolutioMikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

107


nerende nyskabelse. Med introduktionen i 1991 af HTML – det mest almindelige programmerings-sprog til internetsider, kom der for alvor gang i internettet som ny medieplatform. Nettets „opfinder” Tim Berners-Lee kunne op igennem 90’erne se sin vision „at systemet ikke skal begrænse brugeren og at enhver ubesværet skal kunne få adgang til al information, uanset hvor den måtte være lagret …” så småt blive til virkelighed. En virkelighed der i 1999 i al sin gru for alvor gik op for pladebranchen – NAPSTER blev født og alle i musikbranchen måtte lære sig nye ord og navne: MP3, fil-deling, p-2-p netværk, ISP og sidenhen også Kazaa, Limewire, iMesh, Morpheus, Bearshare og mange flere samt navne som MySpace, Facebook og YouTube. Januar 2001 skal pladebranchen igen lære et nyt ord: iTunes som introduceres af Apple og oktober samme år kommer den første iPod. 2007 lanceres så iPhone og begrebet: Mobile music, som oprindeligt vandt indpas med introduktionen af SONY’s Walkman kassettespiller [1978] fik en helt ny betydning. Med lanceringen af iPhone var Apple med til at introducere verden for et helt nyt begreb: SmartPhone – et apparat, som man ikke blot kunne ringe og sende sms-er fra, men et apparat der i realiteten er en lille lommecomputer med stort set alle de samme muligheder som man kender fra den stationære eller bærbare computer – bare i lommestørrelse. 2008/2009 lanceres i Danmark verdens første streamingtjeneste – TDCPlay - med adgang til samtlige pladeselskabers repertoire. 2010 åbner den norske tjeneste WIMP i Danmark via teleselskabet Telenor. 2011 åbner den internationale tjeneste SPOTIFY i Danmark og dermed træder pladeselskaberne – der nu har omdøbt sig selv til „musikselskaber” ind i en helt ny æra.

108

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


2013 omdøber pladeselskaberne sig selv til ”musikselskaber” og selskabernes fokus er i stigende grad på streaming og ikke mindst på mobile streaming, altså forbrug af musik via mobile enheder – ikke mindst smartphones. Et andet fokus er det såkaldte premium marked, hvor der ikke mindst satses på at tilbyde stadig bedre lydkvalitet til de forbrugere, som er klar til at betale mere for god lyd. 2013 er også året hvor antallet af multinationale selskaber reduceres til 3 idet EMI på verdensplan overtages af Universal – hvorefter Universal af EU’s konkurrencemyndigheder tvinges til at frasælge en række aktiviteter, bl.a. EMI i Danmark, der sammen med EMI i en række andre europæiske lande bliver opkøbet af Warner.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

109


Når beslutninger skal træffes er det bedste man kan gøre, at gøre det rette. Det værste er ikke at gøre noget. Theodore Roosevelt


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

111


MUSIKSALG – før, nu og i fremtiden Traditionelt har salg af musik handlet om at sælge fysiske medier til forbrugerne: Singler, LP-plader, kassettebånd, CD’er, DVD’er og igennem tiderne er disse forskellige medier blevet erklærede døde og - begravede, for så alligevel at genopstå, enten pga. forbrugernes efterspørgsel eller som salgs gimmicks. Kædebutikker som f.eks. Stereo Studio overlever indtil videre på at have et bredt udvalg, mange slagtilbud og i øvrigt også sælge DVD’er, computerspil og diverse merchandise. Der ud over findes FONA-kæden der hovedsageligt sælger medie-anlæg, telefoner og computere, men også har en stor plade- og videoafdeling. De „rigtige” pladebutikker udgør i dag næppe flere end godt en snes butikker koncentreret i København og de større provinsbyer. Som fremtiden aktuelt tegner sig er salg af musik, som vi kender det i dag, via pladebutikker og supermarkeder stærkt udfordret af online-musikbutikker som f.eks.: iTunes og ikke mindst af streamingtjenester som Spotify, Wimp, Deeser, Rdio m.fl. Den store „ubekendte” i dette spil er desuden YouTube der ubestridt er verdens mest brugte „musiktjeneste” langt foran både iTunes og Spotify og Googles og Apples kommende streamingtjenester. Men inden vi nu helt afliver salget af fysiske medier er der et par fakta det er værd at have på plads mht. hvordan musiksalg foregår i den fortsat eksisterende fysiske verden: Som udgangspunkt så er hver en CD eller LP der står på hylden i en pladebutik købt og betalt af

112

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


butikken. Er der ingen kunder der vil købe en given CD/LP, så er det butikkens risiko. Distributøren/pladeselskabet/kunstneren der har leveret CD/LP’en har fået sin betaling. Dermed ikke sagt at der ikke sælges med returret [altså at butikkerne kan returnere produkter de ikke kan sælge] det sker skam, men er klart mest fremherskende i forhold til salg via supermarkeder og store kædeforretninger. Det er en af mange grunde til, at debuterende kunstnere kan komme ud for den frustrerende oplevelse det er at den nyudgivne CD ikke findes i butikkerne, trods gode anmeldelser. En god anmeldelse i en af de landsdækkende [læs: Københavnske] aviser sælger IKKE nødvendigvis plader i hverken Skagen, Gedser, Nexø eller Ringkøbing. For den selvudgivende kunstner er der „mange veje til Rom” men blandt dem som vælges af mange danske kunstnere er: www.gateway.dmf.dk Uanset hvad man vælger at gøre så er det helt afgørende er at man laver promotion for sin udgivelse. Det samme gælder for alt salg, og endda i måske endnu højere grad, når det drejer sig om at sælge musik online. Ganske vist er der ikke her nogen begrænsning for at komme „på hylden” alverdens online-tjenester vil hellere end gerne tage ens materiale ind og videresælge det ... men hvad hjælper det, hvis forbrugerne ikke ved at musikken findes på netop det ene eller det andet site ... ikke en brik. I musikkens verden er der ikke noget der „sælger sig selv”, hvad de mange annoncer for selv de mest etablerede kunstnere da også vidner om. Læs mere om pladebranchen på: www.ifpi.dk og om musiksalg og hitlister på www.hitlisten.nu

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

113


Artwork og vinyl Kunstnernes hjemmesider erstatter i dag langt hen ad vejen de ofte fantasifulde LP-covers som kendetegnede mange albumudgivelser fra sidst i 60’erne og op i 70’erne. Album covers som f.eks. Beatles/Sgt. Pepper, med det enestående coverbillede og indlagte klip-ud-papfigurer, den originale udgave af Jesus Christ Superstar, hvor albumcoveret kunne foldes ud til en kæmpe stjerne, Rolling Stones/Sticky Fingers med indlagt lynlås, eller Led Zeppelin/III, med indlagt drejeskive, og ikke mindst utallige Pink Floyd covers, var alle med til at tilføje en yderligere dimension til musikken på LP’erne. Se f.eks.: www.tralfaz-archives.com/coverart/coverart. Pladecovers var også genstand for en stor udstilling på Dansk design Museum i 2012/13: www.designmuseum.dk/udstillinger/arkiv/2013/ pladecovers-vinylens-revival I løbet af 80’erne uddøde denne særlige kunstart langsomt, ikke mindst på grund af introduktionen af CD’en og dens 12x12 cm. booklet der ikke levnede megen plads til spændende artwork. Heller ikke de senere DiGiPack-CDcovers formåede at give samme kreative udfoldelsesmuligheder som LPcoveret. For vinyl-freaks er der dog stadig håb … en stadig kraftigere tendens i tiden er i at udgive på ... vinyl ... dette gamle gennemprøvede medie er blevet hipt og stadig flere kunstnere og deres selskaber udgiver deres nyeste indspilninger på alle de nyeste medier OG på vinyl.

114

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Der findes en række hjemmesider som helliger sig dette fænomen bl.a.: www.finpo.dk www.rytmeboxen.dk www.soundstation.dk www.dandelionrecords.dk www.insulamusic.dk www.moby-disc.dk www.rillbar.dk Samtidig med den stigende interesse for at udgive på vinyl er der også opstået et behov for nye unikke fysiske produkter, som ikke kan leveres ved download eller streaming, men som kun kan købes i butikker eller ved kunstnernes koncerter. Det er f.eks. special-edition-CD’er eller LP’er med hemmelige ekstranumre. CD’er eller LP’er pakket i specielle nummererede sleeves, med personlige hilsner. DropCards med downloadkoder til specielle kunstnerwebsites osv. Man kan på sin vis sige, at kunstnernes fysiske udgivelser er blevet en del af vareudbuddet i merchandiseboden ved siden af T-shirts, plakater osv.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

115


Pladesalg, indtægter, kunstnerroyalties CD’er koster det CD’er koster … eller næsten da. I hvert fald er der forbavsende ens priser på CD’er så at sige uanset hvor man køber dem. Typisk koster en ny-udgivet CD imellem 149,50 kr. og 169,50 kr. alt efter hvor man køber den og lidt afhængigt af hvilket selskab der har udgivet den. En CD med en superkendt kunstner koster således det samme som den ukendtes første udgivelse. Sådan er traditionen i musikbranchen. En populær misforståelse – ikke kun hos „hr. og fru danmark” – men også blandt mange musikere er, at kunstnerne får en pænt stor andel af denne salgspris. Så lad os kigge lidt nøjere på hvordan økonomien ser ud for de pladeudgivende kunstnere:

Først nogle grundlæggende facts:

    

Gennemsnitlig salgspris i butikken Heraf moms Forhandler nettosalgspris Forhandler - engroskøbspris Forhandleravance

159,50 kr. - 31,90 kr. 127,60 kr. - 80,75 kr. 46,85 kr.

Pladebutikken tjener således i gennemsnit små 47,- kr. per CD solgt til normal fuldpris.

116

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Men hvad tjener så pladeselskabet der udgiver CD’en, og kunstneren, som leverer „indholdet” – altså det som er grunden til at forbrugerne køber en CD?

Et gennemsnitligt regnestykke ser således ud:     

Pladeselskabets officiel engrospris til detailhandlerne = PPD Forhandlerrabatter o.l. - 15% Pladeselskabets nettosalgspris NCB - 9% beregnet af PPD Pladeselskabets faktiske indtægt per CD solgt til normal/fuldpris

95,00 kr. - 14,25 kr. 80,75 kr. 8,55 kr. 72,20 kr.

Pladeselskabet får således i gennemsnit ca. 72,- kr. i kassen for hver CD solgt til fuldpris i butikkerne. Ved digitalt/downloadsalg er prisstrukturerne lidt mere differentierede, men som hovedregel kan man sige, at de fleste downloadportaler afregner i størrelsesordenen 4,50 kr. per „single” og 50,00 kr. per „album” til selskabet, som der ud af skal afholde sine udgifter, herunder bl.a. kunstnerroyalties. Mht. Streaming se side 130

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

117


Pladeselskabets indtægter skal typisk dække en lang række udgifter. Hvilke udgifter der konkret er tale om varierer fra selskab til selskab, fra kunstner til kunstner og fra pladekontrakt til pladekontrakt. De typiske udgiftsposter i forbindelse med indspilning og udgivelse af en CD er:

Engangsomkostninger:  

Indspilnings-/produktionsomkostninger - musik Evt. indspilnings-/produktionsomkostninger - video

Løbende omkostninger: 

CD fremstilling - varierer alt efter „udstyr”: Er der tale om en almindelig jewel-box eller en specielt lækker DigiPack?

Markedsføring og promotion: 

TV-kampagne, radio-reklame, annoncer, plakater, gratis- CD’er, tour-support, web-site, osv.

Distribution:  Svinger imellem 5% og 50% af nettosalgsprisen alt afhængig af hvilket pladeselskab der er tale om, hvilken distributør selskabet anvender og hvilke services distributøren tilbyder selskabet.

Kunstner royalties: 

Royalties til solist/band Evt. Producer royalties  Evt. Gæstemusiker royalties 

118

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Den „traditionelle” pladekontrakt Den typiske kunstnerroyalty på en „traditionel” pladekontrakt med et af de større [major] pladeselskaber beregnes på grundlag af Nettosalgsprisen.   

Pladeselskabets officielle engrospris til forhandlerne, kaldet PPD Forhandlerrabatter o.l. - 15% Pladeselskabets nettosalgspris

95,00 kr. - 14,25 kr. 80,75 kr.

Er royaltyaftalen således f.eks. 10% per solgt CD vil kunstneren i princippet kunne forvente at få udbetalt 8,08 kr. per CD, som er solgt i butikken til kr.159,50 *, herefter er pladeselskabets indtægt – efter fradrag af NCB] per solgt CD ca. 64,00 kr. til dækning af de øvrige udgifter [se ovenfor]. * De fleste kunstnerkontrakter giver kunstneren en stigende royalty ved stigende salgstal. Men der er tale om nogle ganske få procents stigning knyttet til store salgstal. En max. royaltysats på mere end 16-18% er kun sjældent forekommende og da oftest kun ved salgstal på vej mod de 50000 eksemplarer.

De ovennævnte royaltybetalinger er vel at mærke, for kunstnerens vedkommende, et absolut BEST CASE SCENARIO, som ikke tager højde for f.eks. fradrag for videoudgifter. Det er ikke usædvanligt at en kunstner ud af sine royaltyindtægter bliver bedt om at betale halvdelen af videoudgifterne. Har videoen f.eks. kostet ca. 80.000 kr. så vil indtægterne på de første ca. 5000 solgte CD’er gå til at dække kunstnerens andel af denne udgift – og 5000 CD’er er rigtig mange CD’er, selv for en rimeligt kendt kunstner!!! Ud over videofradraget findes der en lang række andre mere eller mindre „kreative” fradrag, det drejer sig om alt fra „bidrag til særlige

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

119


markedsførings-tiltag” til „ny teknologi fradrag” for særlige udgifter i forbindelse med salg over internet og lignende mere eller opfindsomme „omkostninger”. Resultatet er, at kunstnerens royalty-udbetalinger i realiteten er langt mere beskedne end hvad den angivne royalty-procent lover.

Break-even aftalen – 2 mulige modeller Den typiske kunstnerroyalty på en såkaldt „break-even aftale” beregnes af nettoindtægten, fratrukket selskabets udgifter til indspilning, mastering, marketing, promotion osv.

Regnestykket ser typisk således ud:        

Pladeselskabets officielle engrospris til forhandlerne, kaldet PPD Forhandlerrabatter o.l. - 15% Pladeselskabets nettosalgspris NCB - 9% beregnet af PPD Pladeselskabets faktiske indtægt per CD solgt til normal/fuld pris Udgifter til distribution mv. ca.25% Udgifter til CD-fremstilling/stk. ca. Nettoindtægt

95,00 kr. - 14,25 kr. 80,75 kr. - 8,55 kr. 72,20 kr. - 18,05 kr. - 6,50 kr. 47,65 kr.

I de fleste break-even aftaler vil man regne med at kunstnerens royaltyandel udgør 50%. Men der findes mange eksempler på at kunstnerne tilbydes langt mindre. På den baggrund et par tænkte, men meget realistiske, scenarier:

120

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Model 1. – kunstneren betaler indspilningerne     

Indspilning/mix Mastering Promotion og markedsføring mv. Video Samlede udgifter der skal dækkes ind

0,00 kr. 10.000,00 kr. 25.000,00 kr. 15.000,00 kr. 50.000,00 kr.

Break-even vil da være ca. 1050 stk. solgte CD à 47,65/stk. Dvs. at der skal beregnes royalty til kunstneren efter der er solgt ca. 1050 CD til fuld pris. Og flere end 1000 solgte er et højt salgstal for en ny, ikke specielt kendt kunstner. På denne model vil kunstneren typisk kunne regne med at opnå en royalty-andel på 50% af nettoindtægterne – altså ca. 23,80 kr. per CD solgt til fuldpris – efter breakeven.

Model 2. – selskabet betaler indspilningerne Samme regnestykke som ovenfor, men hvor pladeselskabet påtager sig at lægge ud for indspilningsomkostningerne giver et mere ugunstigt resultat:

    

Indspilning/mix Mastering Promotion og markedsføring mv. Video Udgifter der skal dækkes ind

100.000,00 kr. 10.000,00 kr. 25.000,00 kr. 15.000,00 kr. 150.000,00 kr.

Break-even vil da være ca. 3150 stk. solgte CD à 47,65/stk.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

121


Dvs. at der skal beregnes royalty til kunstneren efter der er solgt ca. 3150 CD til fuldpris. Og flere end 3000 solgte eks. er et meget højt salgstal for en ny, ikke specielt kendt kunstner. På denne model vil kunstneren typisk kunne regne med at opnå en royalty-andel på imellem 25% og 50% af nettoindtægterne – efter break-even – alt afhængigt af kunstnerens forhold til pladeselskabet [altså imellem ca. 11,90 kr. og 23,80 kr. per CD solgt til fuldpris].

Download-salg For så vidt angår downloadsalg er regnestykket på den ene side meget enkelt, på den anden uendeligt kompliceret. Dette skyldes at der, trods bl.a. iTunes modstand gradvis er ved at blive udviklet differentierede priser på online markedet. I skrivende stund er den altovervejende model dog fortsat en fastprismodel hvor musikportalen sælger downloads til faste priser og [i det store og hele] afregner faste priser til pladeselskaberne, hvorfor følgende regne-eksempel på downloadsalg er rimeligt realistisk:          

122

Albumpris [gennemsnitlig pris uanset antal tracks] heraf moms nettosalgspris provision til musikportal [30%] Selskabets indtægt på download af „album” Singlepris heraf moms nettosalgspris provision til musikportal Selskabets indtægt på download af „single”

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

90,00 kr. * - 18,00 kr. 72,00 kr. - 21,60 kr. 50,40 kr. ** 8,00 kr. - 1,60 kr. 6,40 kr. - 1,90 kr. 4,50 kr. **


Selskabets omkostninger: Engangsomkostninger:  Indspilnings/produktionsomkostninger - musik  Evt. indspilnings/produktionsomkostninger - video

Markedsføring og promotion  TV-kampagne, radio-reklame, annoncer, plakater, gratis- CD’er, tour-support, web-site, osv.

Kunstner royalties  Roylties til solist/band  Evt. Producer royalties  Evt. Gæstemusiker royalties Selskaberne tilbyder kunstnerne lidt varierende afregningsmodeller. Ikke sjældent blot samme royaltysats som for CD-salg. Kunstneren kan på den baggrund se frem til [i dette eksempel 10% ***] ca. 0,45 kr. per „single” og 5,00 kr. per „album” eller måske en lidt højere sats, som ofte efterfølgende reduceres med diverse fradrag o.l. [se ovenfor]. Resultatet er typisk at selskabets indtægter via downloadsalg svarer til indtægterne med CD-salg. Den markante forskel for selskabet er imidlertid, at der ikke er udgifter til fremstilling, lager og distribution af produktet. * NCB vederlaget afregnes af sælgeren [downloadportalen/streamingtjenesten] og prisstrukturerne fastsættes typisk uden brug af standardrabatter. ** Prisen for et komplet album varierer fra den ene til den anden onlinebutik/ musikportal. Hos iTunes koster et helt album typisk mellem kr 80,oo og kr 90,oo. *** Retfærdighedsvis skal det nævnes at nogle selskaber vælger at betragte indtægter fra onlinesalg på linje med licensindtægter o.l og derfor afregne kunstneren op til 50% af indtægterne.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

123


Ringetoner, ring-backtoner, wallpapers ... I takt med internettets og mobiltelefoniens tekniske udvikling er der opstået en række nye forretningsområder, som kan være endog meget profitable for kunsterne og deres pladeselskaber, musikforlag m.fl. Det drejer sig om salg af baggrundsbilleder, såkaldte wallpapers til både computerskærme og mobiltelefonskærme. Ofte bliver disse foræret væk i promotion øjemed, men et egentligt salgsmarked er under eksplosiv udvikling. Det samme gælder de såkaldte ring-backtoner, som er egentlige musiknumre som afspilles fra den mobiltelefon som der ringes op til indtil opkaldet besvares. Her er der indtægter at hente for såvel masterowners [typisk pladeselskaber] som ophavsmænd og deres evt. musikforlag. Markedet for ringetoner til mobiltelefoner – altså de særlige versioner af musiknumre som spilles når en mobiltelefon bliver ringet op – har eksisteret en del længere. I starten var der tale om [efter nutidens standard] lidt kedelige „blip-blop” computerlydsversioner af centrale temaer fra kendte hits. I dag er der tale om special-editerede versioner af de originale musiknumre som byder på store indtægtsmuligheder for såvel selskaber som kunstnere. Det er således ikke ualmindeligt med priser på eftertragtede hits som ringetoner der overstiger prisen på samme nummer i normalt single download format med langt mere end 200% Fordelingen af disse mange indtægter mellem kunstner og pladeselskab afhænger af hvad der står i den enkelte kunstners kontrakt. Det mest almindelige er dog at sådanne indtægter deles ligeligt parterne imellem.

124

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Jingles, lydbranding og sync’s Markedet for jingler til reklamer, musik til firmahjemmesider og produktkampagnerer i rivende udvikling og konkurrencen er hård om at blive netopden kunstner som forbindes med den seneste successerie på TV, det mest populære TV-show eller den nyeste blockbuster film. Der kan være mange penge at tjene på at lave musik til reklamer og til lydbranding af et firma eller et produkt. Man får typisk „jobbet” via reklamebureauerne. Ofte vil disse stille krav om at „frikøbe” musikken med et engangsbeløb. Det kan være meget tillokkende, men det er vigtigt at huske, at man som medlem af KODA ikke kan sælge sine rettigheder 100% for et engangsbeløb. Læs mere på www.koda.dk Foruden dette marked for ”skræddersyet musik”, som er lavet til lige netop det konkrete TV- eller filmprojekt findes der også et kolossalt marked indenfor det man i fagsproget betegner som ”sync’s”. Det er en forkortelse for ordet „synkronisering”, der dækker over den situation hvor musik anvendes i forbindelse med billeder [film/TV/ web] som musikken ikke er skrevet direkte til, altså musik der allerede er udkommet „almindeligt”. TV-serier f.eks. som danske Nikolaj & Julie og Anna Pihl og udenlandske som f.eks. Grey’s Anatomy, Orange County og CSI har været enestående markedsføringsværktøjer for mange musikudgivelser. Vejen „ind” her går via filminstruktører, music-directors, specialiserede musikforlag og music „pitchers”, managers, venner, bekendte ... Men med andre ord er det en business hvor alle kneb gælder og hvor det hjælper helt enormt at kende-nogen-der-kender-nogen. Og nej; det er ikke nogen stensikker vej til succes. Antallet af jingles i reklamer og musiknumre i TV-serier, shows og film der rent faktisk har medført succes for kunstnerne overstiges med mange hundrede procent af de som ingen hæftede sig ved, som ingen gad og lytte til og som ingen længere kan huske. Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

125


Og nej igen; der er ikke nogen „prislister” - her hersker de frie markedskræfter, så sandsynligheden er stor for at et ukendt kunstner får tilbudt „jingle-jobbet” eller et „cut” i en TV-serie eller film mod at gøre det gratis, fordi det er „god promotion” eller at man får tilbudt en megen beskeden betaling. Som i så mange andre situationer jo mere kendt man er jo højere pris kan man få.

Royalties udenfor vores egen lille andedam! I den typiske traditionelle amerikanske eller engelske kontrakt vil et pladeselskab fratrække 100% af ALLE selskabets udgifter til indspilning, mastering, marketing, promotion osv. i kunstnerens royalties – og disse royalties udgør i øvrigt sjældent mere end 15-20% beregnet af nettoindtægten. Til gengæld er musikmarkedet så meget desto større, så har man held til at opnå succes og sælge mange CD’er eller downloads – da kan man også komme til at tjene gode penge.

126

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

127


Music like Water David Bowie


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

129


Streaming: ”Music Like Water” Begrebet „Music Like Water” må tilskrives David Bowie, der i New York Times i sommeren 2002 i et interview bl.a. gav sit bud på musikken fremtid: „Music, itself, is going to become like running water or electricity ...” en forudsigelse, der i fremtidsforsker Gerd Leonhards bog fra 2005: The Future Of Music gav anledning til et længere kapitel om Music Like Water, der gav en ret præcis beskrivelse af den type lovlige streamingtjenester, som Musikselskaberne håbede ville kunne „udkonkurrere” de illegale pirattjenester. Verdens første „rigtige” streamingtjenste [dvs. en tjeneste med adgang til et meget bredt internationalt musik repertoire] blev lanceret i Danmark i 2008 af teleselskabet TDC: TDCPlay. TDCPlay blev af mange opfattet som en slags „laboratorietest” af, om en sådan tjeneste ville have forbrugernes interesse og om musikselskaberne – ikke mindst de multinationale – ville opleve en positiv eller negativ påvirkning af deres „forretning”. Fokus skulle nu ikke længere være på at forbrugerne skulle have EJERSKAB til musikken – fokus skulle være på at forbrugerne skulle have ADGANG til musikken. Siden er mange andre tjenester blevet lanceret – ikke kun i Danmark – men over hele verden, med SPOTIFY som den enkeltstående tjeneste, som har opnået størst opmærksomhed. I skrivende stund er der fortsat stor usikkerhed om, hvordan musikselskaberne og kunstnerne skal opnå fornuftig indtjening fra streamingtjenesterne. Indtil videre må svaret være Bob Dylans: The Answer Is Blowing In The Wind …

130

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


De væsentligste streamingtjenester i Danmark [sommer 2013]: www.spotify.com www.wimp.com www.tdcplay.dk Lige om hjørnet venter nye streamingtjenester fra hhv. Google [med det mundrette navn: ”Google Music Play All Access”] som er rent abonnementsbaseret, dvs. uden reklamefinansiering og et endnu ikke [forsommeren 2013] offentliggjort streamingtilbud fra Apple, der også formodes at blive abbonnementsbaseret og tæt knyttet til iTunes. Den typiske abonnementspris på en streamingtjeneste er 99 kr. per måned, som i store træk fordeles på følgende måde til hhv. moms, streamingtjenest, KODA og pladeselskaber [labels). Moms 20% af de 99 kr. = nettobeløb

79,20 kr.

Tjenestens „profit” er ca. 30% af netto 23,76 kr. KODA’s andel udgør ca. 12% af netto 9,50 kr. LABEL „puljen” udgør ca. 58% af netto 45,94 kr. Størrelsen af nettobeløbet og dermed også af KODA’s andel og af Label „puljen” afhænger af antallet af abonnenter, samt af størrelsen af streamingtjenestens reklameindtægter, hvis der er en reklamefinansieret [gratis] version. Størrelsen af det udbetalte beløb per stream [til hhv. KODA og Labels] afhænger af mængden af streams der i en given [typisk 30 dages] periode skal „deles ud” hhv. den samlede KODA-andel og den samlede Label „pulje”. Med andre ord vil afregningen per stream være højere hvis alle abonnenter lytter rigtig mange gange til ganske få enkelt-tracks.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

131


Modsætningsvis vil afregningen per stream være forholdsmæssigt lavere, hvis abonnenterne lytter til et stort antal forskellige enkelt-tracks. Afregningen per stream påvirkes desuden af den månedlige indtægt, som streamingtjenestes har fra hhv. abonnenter [som kun er bundet en måned ad gangen] og reklameindtægter, som kan variere ganske betydeligt fra den ene måned til den næste. Man skal også være opmærksom på at mange independent selskaber desuden betaler en provision til det firma der sørger for at selskabets repertoire bliver gjort tilgængeligt på diverse digitale portaler, herunder også streaming services – de såkaldte aggregators. Aggregatorprovision udgør typisk 20-30% af nettobeløbet som tjenesterne betaler til labels. Hvor stor en andel – i kroner-og-ører det beløber sig til, kan man kun beregne på baggrund af det enkelte selskabs faktiske indtægter fra streamingtjenesten. Man må derfor konstatere, at det med den aktuelle forretningsmodel for streamingtjenesterne kan være meget svært på vurdere størrelsen af de faktiske indtægter som den enkelte komponist [og dennes evt. musikforlag] og som det enkelte pladeselskab [og dernæst de enkelte pladekunstnere] måske vil kunne opnå. DR-P1 sendte d. 24 maj 2012 et dokumentarprogram med den meget sigende titel „4 øre for et nummer” www.dr.dk/P1/P1Dokumentar/Udsendelser/2012/05/23153448.htm Programmets titel er en kølig konstatering af, at indtægterne fra streaming er uhyre beskedne. I tilknytning til programmet kan man på DR’s hjemmeside finde en interessant oversigt over musikeren Anders Blichfeldt indtægter på hans store hit [med bandet Big Fat Snake): Bonsoir Madame

132

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


[kan læses på: www.dr.dk/NR/rdonlyres/971C6C52-48DE-4E56-A39EEAD9A0E836EC/3844130/Håndører_til_kunstnerne_fra_digitalt_salg_i_2011.pdf] Tal fra DMF’s Gateway Music fra foråret 2013 bekræfter langt hen ad vejen dette billede: I første kvartal 2012 var den gennemsnitlige afregning til Gateway fra streamingtjenesterne: Spotify.dk : 0,23 øre per stream * Wimp.dk : 23 øre per stream ** * Spotify’s afregninger svinger i perioden mellem 0,22 øre 0,24 øre per stream. ** Wimp’s afregninger svinger i perioden fra 7 øre til 38 øre per stream

Mere præcist og måske også mere interessant for såvel kunstnere som musikforlag og pladeselskaber er omfanget af streamingen. Top 50 streaminghitlisten for 1. maj 2013 fortæller f.eks. at sangen Uden Forsvar/Marie Key var på 3. pladsen med 267045 streams i den uge og at sangen La’ mig rulle Dig/Pharfar var på 4. pladsen med 363.736 streams. På 6. pladsen lå sangen Børn af Natten/Panamah med 257689 streams og på 9. pladsen Din for evigt/Burhan G. med 226509 streams. På 12. pladsen var Elephant/Mads Langer med 204346 streams og på 14. pladsen Det’ OK/NOAH med 181038 streams. 17. pladsen: United/Nick&Jay, 178656 streams og 20. pladsen: Gå med Dig/Nephew, 133687 streams. Det er selvfølgelig kun et øjebliksbillede, men det giver alligevel et indtryk af at „forbruger interessen” for sangene og dermed formentlig også for kunstnerne er ganske betydelig. Det er værd at bemærke at fælles for alle disse kunstnere er at de også nyder godt af radio airplay og at de [med en enkelt undtagelse] at alle udkommer via major labels.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

133


Den samlede top 50 liste 1. maj 2013 tæller ingen danske ”indie” kunstnere. Om dette billede vil ændre sig kan kun tiden vise.

Youtube I streamingverdenen er Youtube en helt særlig størrelse. Tjenesten, som egentlig primært er en videotjeneste hvor allehånde brugere [professionelle såvel som amatører] kan lægge videoer op har udviklet sig [2013] til også at være den enkeltstående streamingtjeneste hvor langt de fleste yngre musikforbrugere finder og lytter til musik. Der er [forsommeren 2013] ikke mange oplysninger om aftalerne mellem pladeselskaberne og Youtube mht. betaling og ”koda” selskaberne i en række lande, herunder Danmark, har tilsyneladende svært ved at nå frem til enighed om en aftale mht. komponisternes betaling for afspilninger på Youtube. Uafhængigt heraf er Youtube en mulig indtægtskilde for musikere og komponister der takket være særlige ”tracking robotter” gives mulighed for at finde frem til indhold på Youtube, hvor deres musik anvendes. Særligt i fokus er det der benævnes ”user generated content”, dvs. Youtube-brugernes egne videos hvori der anvendes [hele eller dele af] diverse musikindspilninger. Har man ophavsretten til den musik som en Youtube-bruger [der har en reklame aftale med Youtube/Google] gør brug af kan man – via Youtube – gøre krav [”claime”] på de reklameindtægter som genereres på den pågældende Youtube-brugers side.

134

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Musikbranchen er en grusom, overfladisk og pengegrisk plastikverden, hvor tyve og alfonser har frit løb, og gode mænd dør som hunde. Der er også en negativ side.

Hunter S. Thompson


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

137


Pladeselskaber og kontrakter Der er alt, alt for mange musikere, der køber en guitar eller et musikprogram til computeren, skruer nogle numre sammen og så tror, at nu de er klar til at lave en plade. De overser fuldstændig det faktum, at langt de fleste pladekunstnere rent faktisk har arbejdet meget målrettet og ofte også i flere år, på at komme frem til netop det musikalske udtryk, som er så originalt og gennemarbejdet, at det er egnet til at præsentere for flere end de nærmeste venner og familien. Dermed ikke sagt at man per definition skal have stået i årevis i et koldt øvelokale med rindende vand på alle fire vægge og have kørt landevejene tynde i en skrotbunke af en varevogn for at gøre sig fortjent til at lave en plade. Mange af de musikere der har levet det liv kommer heller ikke til at lave en plade. Man skal bare gøre sig klart, at næsten uanset hvor billigt man indspiller en CD, skal den sælge imellem 1000 og 5000 eksemplarer for bare at det, for et pladeselskab, skal kunne løbe rundt rent økonomisk, inkl. udgifter til fremstilling, promotion osv. Med mindre man har et tilsvarende antal venner [og det er nok for de flestes vedkommende kun på Facebook!], så er der altså nogle tusinde mennesker, der skal træffe et positivt tilvalg og beslutte at købe netop den CD, man har lavet, fremfor en anden.

Hvorfor udgive sin musik? Mange kunstnere har i øvrigt svært ved at acceptere sig selv og deres musik som en vare, som et produkt. Men det nytter ikke at sætte sig i øvelokalet, vende markedet ryggen og sige „det er kommercielt, og

138

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


det har ikke noget med os at gøre“. Det at udgive plader er én lang kommerciel proces! Vil man ikke lege med skal man virkelig tænke sig om og meget nøje overveje, om det eneste saliggørende nu også er at få udgivet en CD. Mange kunstnere vil i øvrigt kunne få langt mere ud af at promovere sig selv på en anden måde, for eksempel på nettet. Hvis vanetænkningen imidlertid dikterer, at man skal have en lille sølvdisc at vise frem, så lav den dog selv!

Pladekontrakten og hvordan man [måske] får den … Som kunstner skal du huske, at det er dig, der engagerer pladeselskabet til at udgive din musik. Det er IKKE omvendt! Hvis der ikke var nogen kunstnere, der ville udgive plader, så ville der ikke gå lang tid, før pladeselskaberne ikke havde så forfærdeligt meget at lave – så ville de ikke have nogen produkter at tilbyde. For det er netop det, musikken bliver, når den bliver udgivet – den bliver et produkt. De færreste kunstnere har på forhånd gjort sig klart, hvad det er de egentlig ønsker. De er ydmyge overfor pladeselskaberne og er taknemmelige, bare der er nogen, der vil tilbyde dem en kontrakt; ja, faktisk er de ofte villige til at skrive under på næsten hvad som helst. Grunden hertil er oftest en blanding af uvidenhed omkring, hvad det er de går ind til og frustration over, at det endnu ikke er blevet til noget med karrieren. Det ender for nogen med en fiks idé om, at man aldrig kommer nogen vegne, hvis man ikke får kontrakt med netop det ene eller det andet selskab. Valget af pladeselskab kan gøre hele forskellen mellem succes og

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

139


fiasko og fordrer en del omtanke. Det er ikke megen nytte til, at henvende sig til et selskab som primært satser på folkemusik, hvis det man selv spiller nærmest kan betegnes som fusionsjazz. Det er med andre ord en god idé at danne sig et indtryk af hvilket repertoire pladeselskaberne udgiver. Vel at mærke hvilket dansk repertoire. Dét er nemlig typisk selskabets helt eget valg, hvorimod det udenlandske repertoire oftest dikteres fra det internationale moderselskab. Det gælder altså om at være meget kritisk når man skal vælge pladeselskab. Kritisk overfor pladeselskabet. Og kritisk overfor sig selv. Man skal gøre sig klart hvilke ambitioner man selv har, og så prøve at sammenholde dem med, hvad der er realistisk for det enkelte selskab. Groft sagt er det sådan, at hvis man vil leve af at være kunstner på det danske marked, skal man gå til de multinationale pladeselskabers afdelinger i Danmark. Deres kontaktnet, gennemslagskraft i medierne og økonomiske formåen gør, at de oftest er istand til at opnå succes med et nyt navn. Der er så at sige ingen, der er bedre til at markedsføre dansk musik i Danmark end de multi-nationales danske afdelinger. Er ambitionen der imod en karriere primært i udlandet er det nok ikke de multinationale i Danmark man i første omgang skal gå til. De er på godt og ondt underlagt arbejdsgangen i en multinational koncernstruktur og går kun sjældent „udenfor egne rækker“ for at afsætte et dansk produkt i udlandet. Da vil det være en bedre idé at gå til et independent selskab.

Der findes ingen „standardkontrakt”. ALT kan forhandles, og alt SKAL forhandles. Ellers snyder man bare sig selv. De fleste selskaber i musikbranchen har egne „standardkontrakter“ som i virkeligheden bare et oplæg til forhandling. 140

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Det er ikke ualmindeligt, at de første kontakter imellem selskab og kunstner munder ud i at selskabet fremkommer med et såkaldt deal memo. Det er et dokument som er udtryk for hovedtrækkene i det selskabet vil tilbyde kunstneren, og som er udgangspunktet for videre drøftelser. Kunstneren skal ikke underskrive et deal memo. Gør man det, sætter man sig selv i en meget dårlig forhandlingsposition i det videre forløb, hvor alt som sagt både skal og kan forhandles. Når man skal forhandle en kontrakt, skal man på forhånd have gjort sin egen stilling op. Man skal på forhånd have trukket nogle grænser for, hvad man vil og ikke vil være med til. Og man skal være klar til eventuelt at sige: Nej tak!. Kommer man ud for, at et selskab ikke interesseret i at diskutere vilkårene, kan man roligt regne med, at selskabet i virkeligheden næppe ikke er interesseret i at lave en aftale. Og så er det nok en bedre idé at finde et andet selskab. Det samme gælder, hvis selskabet har lidt for travlt med at få lavet en aftale. Hvis selskabet presser på og ikke kan vente med at få en underskrift. Eller hvis man af selskabet får at vide, at det er nu-eller-aldrig. En kontrakt i musikbranchen er oftest starten på et langvarigt samarbejde imellem kunstnerne og selskabet og derfor er det i begge parters interesse, at kontrakten er helt i orden. Et selskab, som ikke har tid til at give kunstnerne lejlighed til at få den nødvendige rådgivning, er ikke seriøst. Man bør i den situation overveje om det nu også er netop dét pladeselskab man skal samarbejde med. Man skal i øvrigt altid huske at søge professionel rådgivning, inden man beslutter sig for at indgå en kontrakt. Det er i den forbindelse ikke nogen god idé at bruge „familieadvokaten“. Det er kun de færreste advokater i Danmark, som har den fornødne ekspertise, som kræves for at forstå, forhandle og rådgive om kontrakterne og forholdene i musikranchen. Tag i stedet kontakt til fagforeningen, som bl.a. tilbyder gratis kontraktrådgivning og hjælp med forhandlingerne.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

141


Det med „småt” ... Mange pladekontrakter indeholder bestemmelser, som i virkeligheden betyder, at kontrakten har konsekvenser kunstnerne ikke er klar over. Her er nogle typiske eksempler:

Vi skal bare „recoupe“ først – En kunstner tilbydes en pladekontrakt, som kunstneren egentlig er meget godt tilfreds med. Særligt glad er kunstneren for royaltyprocenterne, som ser rigtig gode ud. Men hvad betyder det at royalty først betales efter recoupment af alle udgifter? Recoupment betyder typisk, at pladeselskabet inden der beregnes royalty til kunstnerne vil fratrække alle udgifterne ved pladeproduktionen. Har pladen ikke solgt nok til at dække udgifterne får man ingen royalty udbetalt - uanset hvor mange plader der er solgt. Man kan med andre ord risikere at sælge mange plader og alligevel ikke tjene en krone.

Vi deler i overskuddet 50/50 – Det er ret almindeligt at kunstnere bliver tilbudt såkaldte breakeven aftaler. De kaldes også nogle gange 50/50 aftaler, hvilket giver indtryk af, at kunstnerne og pladeselskabet deler overskuddet „lige over“. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt − og er det oftest også. Problemerne ligger typisk i at finde ud af, hvilke udgifter man på pladeselskabet vil trække fra inden man „deler“ med kunstnerne. Alt fra leje af pladestudie til indkøb af clips og kaffe risikerer at komme med og det næsten uundgåelige resultat er, at der til sidst ikke noget at „dele“.

Vi skal lige have „publishing“ også … – Det hænder også at kunstnere kommer ud for, at de kun kan få en kontrakt med et pladeselskab, hvis de samtidig indgår en såkaldt „publishing“ aftale – en forlagsaftale. Det ser umiddelbart meget uskyldigt ud, men er faktisk oftest en rigtig dårlig idé.

142

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Forlagsrettighederne handler om rettighederne til værkerne [tekst og musik] og er som sådan noget, som kun angår komponister og tekstforfattere. Forlagsvirksomhed har intet med pladeudgivelse at gøre. Det er en højt specialiseret branche, som bl.a. har til formål at fremme indspilning og opførelse af ophavsmændenes værker. Når nogle pladeselskaber alligevel forlanger en publishingaftale, handler det udelukkende om at sikre sig selv større indtjening. En indtjening der kommer, når pladeselskabet via en forlagsaftale får ret til at få en del af kunstnernes indtægter fra bl.a. KODA og NCB. Penge som altså bliver taget fra komponisterne og tekstforfatterne.

Vi laver en 4-album deal – Man hører tit at kunstnere har fået en kontrakt på 2, 3 ja måske 4 albums. Og det lyder jo flot - men er det sjældent. Der er typisk tale om, at selskabet aftaler at lave en første single eller måske et første album og derefter har „option“ på, dvs. eneret til, også at udgive efterfølgende albums. Disse optionsalbums er ikke nogle, selskabet skal udgive. Det er udelukkende nogle, selskabet kan vælge at udgive, hvis selskabet vil. Optioner er med andre ord udelukkende en fordel for selskabet, ikke for kunstnerne. På grund af optionerne har kunstnerne ikke frihed til at finde et nyt pladeselskab, hvis de er utilfredse med det selskab de har. Grundlæggende skal man huske, at den eneste rigtig gode aftale er den, som er god for begge parter. De kontrakter selskaberne tilbyder er baseret på selskabernes ønsker og behov og baseret på at de skal forhandles. Alle kontrakter i musikbranchen er noget, man skal forhandle om … fra først til sidst, for at nå frem til et resultat, der for er godt for begge parter. Kan man ikke blive enige om, hvad man skal „lege“, skal man bare ikke „lege“ sammen. Få hjælp, råd og vejledning i f.eks. DMF.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

143


De multinationale pladeselskaber – major selskaber I skrivende stund findes der tre selskaber som totalt dominerer verdens musikmarked, de såkaldte major-selskaber SONY UNIVERSAL WARNER – [er i sommeren 2012 ved at blive solgt til Universal) Alle disse selskaber ejer hver især helt eller delvis en lang række andre selskaber. Multinationale selskaber er kendetegnet ved at have afdelinger i stort set alle væsentlige lande og musikmarkeder [kaldet territorier] i verden. Det betyder at de i princippet kan lancere en kunstner over hele verden og derved bidrage til at skabe [eller vedligeholde] internationale megastjerner. Dette er en styrke som kan være til stor glæde for de kunstnere, som bliver „prioriteret“ … bliver man imidlertid ikke det er det måske knap så sjovt. De lokale afdelinger af de multinationale selskaber er alle underlagt selskabernes koncernstruktur og har således „kommandovej op igennem systemet“ typisk via hovedkontoret for Europa i London og videre derfra til New York. En del af ideen i det multinationale er som nævnt, at kunne udgive kunstnere over hele verden. Det betyder at de lokale afdelinger, hvis de ønsker at prøve at få udgivet en af deres lokale kunstnere, skal tilbyde repertoiret til deres søsterselskab i det territorie, hvor de gerne vil have materialet udgivet. Er den lokale afdeling interesseret er det fint, og tingene kan gå deres vante gang. Er den lokale afdeling derimod ikke interesseret, bliver det en del mere kompliceret. Det er i denne situation, at det er altafgørende for en kunstner at have en god manager og en god kontrakt: En manager, som kan gå ud og arbejde aktivt for sin kunstner. Og en kontrakt, som gør det muligt for manageren at sikre udgivelse igennem et andet selskab end det multinationale søsterselskab. 144

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Har man ikke det er chancerne for at blive udgivet udenfor hjemlandet desværre forsvindende små. Har man internationale ambitioner, kan de multinationales verdensomspændende tilstedeværelse og økonomiske magt således være til stor gavn, hvis man er en prioriteret kunster og/eller meget heldig. Er man ikke det, kan de multinationale være lidt af en blindgyde. Retfærdigvis skal det siges at de multinationale på den anden side er de rigtig gode til at markedsføre og sælge danske kunstnere i Danmark.

Uafhængige pladeselskaber – independent selskaberne Der findes et hav af uafhængige selskaber, såkaldte „independent“ eller indieselskaber. Når de kaldes indie skyldes det, at disse selskaber ikke er del af en stor koncernstruktur og således ikke er underlagt de særlige betingelser, der gør sig gældende i major selskaber. Det betyder ikke nødvendigvis, at disse indie selskaber ikke har kontorer i andre lande end hjemlandet, og at de ikke imellem disse afdelinger arbejder på samme måde som major selskaberne. Det er dog snarere undtagelsen end reglen. Hovedreglen er den, at et indie selskab alene er tilstede i sit eget hjemland, og at selskabet derfor baserer sit eksportsalg på samarbejde med forskellige selskaber i andre lande og territorier. Disse samarbejdspartnere kan være både lokale indie selskaber og de multinationales lokale afdelinger. Populært sagt er fordelen ved de små og mindre indie selskaber at vejen fra kunster til direktør er meget kort og at „afstanden“ fra beslutning til handling er tilsvarende kort. De „små“ kan med andre ord rykke hurtigere og med langt kortere varsel end de „store“ kan.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

145


„Hellere lille og vågen end stor og doven“ kunne man lidt uretfærdigt sige – men lidt om snakken er der dog. Hvor det kan tage måned efter måned at få et produkt ud i udlandet via et major selskab [hvor ikke alle nødvendigvis er lige begejstrede] så kan det oftest ske med ganske kort varsel via et indie selskab – for mangler begejstringen hos et selskab, kan man „bare“ finde et andet. Det lyder selvfølgelig lettere end det i virkeligheden er, men et velfungerende indie selskab bør have et netværk af mulige samarbejdspartnere og skulle således kunne ordne sagen uden de store problemer. Indie selskaberne er desuden karakteriseret ved i al væsentlighed at koncentrere sig om det, man kan kalde niche musik, dvs. specifikke musikgenrer, som ikke nødvendigvis i det enkelte land har det helt store publikum. Jazz, verdensmusik, folk, dødsmetal, meditationsmusik, viser, techno osv. er eksempler på musik-genrer, som hovedsagelig udkommer via indie selskaber. Foruden rollen som „åndehul“ for niche musikken, har indie-selskaberne også en væsentlig, om end måske noget ufrivillig, rolle som talentspejdere og talentudviklere for major selskaberne. En rolle, som er langt mere accepteret i udlandet, end den aktuelt synes at være herhjemme. Bland de indieselskaber der tegner sig for de fleste udgivelser årligt kan nævnes: Auditorium, Art People, Nordic Music Society, Crunchy Frog, Gateway Music, Go’ Folk Records, ILK, Playground Music, Sundance Music og Target Music. Langt de fleste indie selskaber er medlemmer af enten DUP [Danske Uafhængige Pladeproducenter] www.dup.nu eller af IFPI www.ifpi.dk

146

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Hvis Abbey Road Studio findes i enhver Mac … hvor gør de så af George Martin?

Anonym


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

149


Producere og produktionsselskaber Producere Producere har til alle tider været en meget væsentlig del af den professionelle og kommercielle indspilningsproces. Producernavnene, som fremgår af plade og CD-covers, nyder stor respekt. Phil Spector, George Martin, Tony Visconti, Phil Ramone og mange flere har haft afgørende ord at skulle have sagt i produktionen af mange de mest populære og banebrydende udgivelser.

Man kan meget groft sagt opdele producere i 5 hovedkategorier:     

den tekniske producer den kommercielle producer den kreative producer den skabende og udøvende producer den specialiserede producer: Vokaler, strygere, blæsere osv.

Fælles for de gode producere er, at de har stor psykologisk sans, godt menneskekendskab og stor selvsikkerhed. De ser sig selv som formidlere af kunstnerens udtryk og udfolder store anstrengelser for at opnå netop det. Den tekniske producer er ofte en overordentlig dygtig studietekniker, der er „vokset med opgaven“. Denne producers interesse samler sig om at lave den teknisk bedst mulige indspilning. Vellyd er i højsædet. Den mere musikalsk/arrangementsmæssige side af produktionen overlades i hovedsagen til kunstnerne selv.

150

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Den kommercielle producer har som udgangspunkt en markedsmæssig tilgang til produktion. Hovedinteressen samler sig om at skabe et salgbart produkt, som er tilpasset det aktuelle musikmarkeds genremæssige og stilistiske trends. Kalder tiden på disco, bliver det disco, kalder tiden på country, så bliver det country, osv. Den kommercielle producer er typisk „pladeselskabet mand“ og er ikke sjældent identisk med pladeselskabets egen A/R-chef. Den kreative producer har gerne selv en kunstnerisk baggrund. Der er ikke sjældent tale om meget begavede kunstnere, som har fundet deres „kald“ i at hjælpe andre kunstnere med at få det bedste ud af deres materiale. De har typisk stor indsigt i såvel komposition som arrangement og kan bidrage væsentligt til udviklingen af kunstnernes egne idéer. Den skabende og udøvende producer har særligt vundet frem inden for de seneste 10-15 år. Der er tale om enkeltproducere eller producerteams som står for både tekst, komposition, arrangement, indspilning og produktion. Kunstnerne skal „bare“ lægge vokal på. Ikke mindst indenfor soul, r&b, techno og dance-musikken findes der mange kendte og succesfulde producere og producerteams af denne type. Der findes også en række specialiserede producere, som arbejder indenfor særlige felter – f.eks. produktion af vokaler, af strygere, af blæsere osv. eller produktion af specialprojekter som f.eks. støtte CD’er med mange medvirkende o.l. Det er ofte producerroller, som de pågældende ikke selv bevidst har valgt, men som de af andre, f.eks. pladeselskaberne, opfattes som værende særligt gode til. Retfærdigvis skal det siges, at denne grove opdeling selvfølgelig er; en meget grov opdeling. Mange producere fungerer på tværs af disse opdelinger, bl.a. alt efter hvilke kunstnere de skal arbejde med.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

151


Produktionsselskaber I takt med at den økonomiske og kunstneriske magt i pladeindustrien er blevet koncentreret på stadig færre hænder er det blevet mere og mere almindeligt, at producerne har påtaget sig rollen som egentlige produktionsselskaber. Produktionsselskaberne varetager en række af pladeselskabernes traditionelle funktioner, såsom at finde nye kunstnere, finde nyt repertoire, finansiere indspilningerne osv. De leverer en „færdig pakke“ til selskaberne der så kan koncentrere sig om distribution, markedsføring og hele det øvrige kommercielle maskineri. Nogle produktionsselskaber er helt eller delvist finansieret af major selskaberne, men fungerer uafhængigt af disse. Godt nok har „moderselskabet“ førsteretten til at udgive produktionerne, men passer det ikke ind i selskabets planer, kan produktionsselskabet gå videre til andre majors eller indies. Uanset udfaldet er det en god forretning for „moderselskabet“, som tjener penge i alle tilfælde. Blandt disse major-finansierede produktionsselskaber, finder man typisk også kendte kunstneres „egne“ selskaber. Andre produktionsselskaber fungerer i realiteten som en slags indieselskaber. De indgår aftaler med pladeselskaber, både i hjemlandet og i udlandet om udgivelse, distribution og markedsføring af deres produktioner. Der kan f.eks. være tale om producere, der vælger selv at finansiere en produktion med en kunstner, som de „tror på“ eller om studier, der med samme begrundelse vælger at tage kunstnere i studiet, ofte på „off-tid“ dvs. når der ikke er „betalende kunder“ i studiet.

152

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Distributionsselskaber – offline og online Distribution handler i bund og grund om at sende varer fra et sted til et [eller flere andre steder]. Uanset om det handler om distribution af grøntsager, bildæk eller CD’er – og for alle typer varer gælder det, at distributionen er underlagt en altafgørende forudsætning: Der er nogen der skal bestille varerne, der skal være en efterspørgsel! Det er her „hunden ligger begravet”, for er der ikke efterspørgsel fra pladebutikkerne så kan man have nok så meget distribution uden at det nytter noget som helst. Markedsføring og reklame [i musikbranchesprog: Promotion] er den altafgørende nøgle. Uden markedsføring er chancerne for at opnå efterspørgsel og salg meget små. Enkelte distributionsselskaber tilbyder, foruden distribution, at forestå markedsføring [mod betaling forstås!]. Det er ikke ualmindeligt at en distributionsaftale koster en provision til distributøren på imellem 25-30% af bruttoomsætningen – alt afhængigt af hvilke services distributøren tilbyder. Det kan blive til ganske betydelige beløb, og man gør klogt i at overveje situationen meget nøje, inden man skriver kontrakt med et distributionsselskab. Blandt de distributører der årligt distribuerer flest indieudgivelser kan nævnes: A:Larm, Gateway, Go’ Folk, PH-Distribution, Playground, Target, VME.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

153


Distribution og salg online – aggregators Teoretisk set burde det være den letteste sag i verden selv at distribuere og sælge sin musik online ... men som med så mange teorier, så er det lettere at snakke om end det er at udføre i praksis. En række selskaber tilbyder at gøre opgaven lettere imod at modtage en andel af indtægterne ved online-salget. Blandt de mest etablerede internationale distributører/aggregators kan nævnes: The Orchard – www.theorchard.com TUNECORE – www.tunecore.com Af danske kan nævnes: DanMarkMusicGroup – www.danmarkdigital.com House of Scandinavia – www.hosmusic.com DiGiDi – www.digidi.dk Fælles for dem at man meget nøje skal sætte sig ind i hvilke services disse selskaber tilbyder og til hvilke priser samt om aftalerne indebærer nogen form for overdragelse af rettigheder, og i givet fald hvilke. Det må stærkt anbefales at indhente rådgivning i f.eks. DMF før man indgår en evt. aftale.

154

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Games Guitar Hero, Rock Band, Rock Revolution ... populærmusikkens fremtid? Der har altid været musik i computerspil – oprindeligt meget enkel monofonisk lyd, som i takt med udviklingen af stadig mere avancerede spil og spillemaskiner er blevet udviklet til polyfonisk lyd og siden er gået over til brug af egentlige musikfiler og originale musiknumre. Blandt de største spil med musik på lydsiden kan nævnes de populære FIFA og UEFA-fodboldspil og ikke mindst NEED FOR SPEED fra producentenen Electronic Arts samt spillet GRAND THEFT AUTO fra producenten Rock Star Games. Særlige rockmusikcomputerspil udviklet til spillemaskinerne Playstation, Nintendo-Wii og xBox er blevet fantastisk populære på rekordtid.

Guitar Hero fra Activision er i sin grundform en spil hvor man kan „lege” rockguitarist på baggrund af soundtracks fra en lang række af rock’ens største bands. Spillerne „spiller” guitarrollerne i numerene på specielle „controllere” der har form som miniature guitarer.

Rock Band fra Harmonix/MTV er udviklet over samme skabelon som Guitarhero, men henvender sig til hele „bands” og „controllerne” er derfor både „guitar”, „bass”, „trommer” og „mikrofon”. En udvikling som folkene bag Guitar Hero selvfølgelig følger op på til deres spil.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

155


Rock Revolution det nyeste spil på markedet [august 2008], kommer fra spilproducenten Konami der stod bag spil som Dancing Stage, Karaoke Stage, Beatmania og Guitar Freaks. Spillet vil efter sigende give både Guitar Hero og Rock Band kamp til stregen. Computerspillene sælges i millionoplag verden over og deres succes står i skærende kontrast til pladebranchens salgskrise. I foråret 2008 kunne spilproducenterne knap nok følge med efterspørgslen på de nye spil selvom disse koster næsten tre gange så meget som en ny CD. På plussiden kunne musikindustrien konstatere at forbrugerne i et ganske betydeligt omfang også gerne downloader programudvidelser [nye „baner”] med nye musiktracks til Guitarhero og Rockband. Det samme gælder i øvrigt i stort omfang sports- og kørespillene hvor man også kan downloade nye „baner” med nye musiktracks. Et væsentligt konkurrenceparameter spillene imellem er, hvilke kendte stjerner [levende såvel som afdøde] der vil lægge ikke alene musik, men også „navn” og „billede” til spillene. De som allerede er med er f.eks. Beatles, Jimi Hendrix, Bob Dylan, AC/DC og ikke mindst Metallica hvis album „Death Magnetic” [2008] i sin helhed blev gjort tilgængeligt som download til spillet „Guitar Hero: World Tour” samtidig med den almindelige album udgivelse.

156

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Samvittigheden er menneskets kompas

Vincent Van Gogh


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

159


Måske “fremtidens nye forretningsmodel” – 360˚-aftalen I efteråret 2002 indgik pladeselskabet EMI en rekordstor aftale med Robbie Williams, til en formodet samlet værdi af 90 mio. US$. EMI skulle angiveligt have „købt sig ind” i 25% af hele „forretningen Robbie Williams”, altså have erhvervet sig ret til en fjerdedel af alle Robbie’s indtægter i en længere årrække. Siden har der i musikbranchen løbende været tale om forskellige nye forretningsmodeller for samarbejdet mellem kunstnere og deres pladeselskaber. Stort set alle modeller har gået ud på at pladeselskaberne skulle have ret til andele af f.eks. kunstnerens indtægter på merchandise, fra sponsorater og koncert-indtægter. Der har aldrig været tale om at selskaberne skulle bidrage til disse aktiviteter eller måske indgå i dækningen af evt. underskud. I efteråret 2007 satte det amerikanske koncertfirma [mm.] Live Nation trumf på: En ny afdeling, Artist Nation, havde lavet en altomfattende aftale med Madonna. Ikke alene skulle det nye firma varetage alle Madonnas koncertaktiviteter, men firmaet skulle også tage sig af kunstnernes fremtidige pladeudgivelser, DVD-udgivelser, bogudgivelser, merchandise salg osv. Med andre ord være 360º rundt om Madonnas karriere og forretning. Dette, godt hjulpet af et stagnerende pladesalg, satte fornyet skub i diskussionerne om nye forretningsmodeller for pladeselskaberne og kunstnerne. De første spæde danske forsøg [efteråret 2008] på at lave „360º-aftaler” har hidtil mest taget udgangspunkt i den holdning som

160

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


en af plade-branchens førende direktører gav udtryk for i et avisinterview i efteråret 2007: „Det er da kun rimeligt, at pladeselskaberne skal have andel i alle kunstnernes indtægter, for hvis ikke der udkom plader, så vil kunstnerne jo ikke have mulighed for at tjene penge på f.eks. koncerter.” En interessant argumentation, som dog ser bort fra det faktum at kunstnere har spillet koncerter i mange hundrede år før pladebranchen blev født, og at pladebranchen [som vi kender den i dag] i de første godt 50 år af sin levetid, har levet rigtig godt af kunstnernes pladeudgivelser. Når det er sagt, så er det også vigtigt at erkende, at de store forandringer, som ikke mindst internet har forårsaget, i forhold til forbruget af musik, selvfølgelig må få en indflydelse på branchens forretningsmodeller. Nu om dage skal der investeres, ikke kun i indspilning og udgivelse af CD’er, men også i udvikling af spændende websites, unik merchandise, omfattende turné virksomhed, koncert-film, pitching til spillefilm- og computerspilselskaber osv. De aktiviteter, som igennem det sidste halve århundrede har ligget i plade- og produktionsselskaber, booking agenturer, managements, musikforlag osv. vil formentlig med tiden blive forenet i, hvad man vel bedst kan beskrive som „musikselskaber”. I den kontekst vil 360º-aftaler give god mening for kunstnerne – forudsat at investeringsviljen er tilstede hos musikselskaberne – og ikke mindst forudsat at medarbejderstaben i disse selskaber til fulde mestrer alle de fagområder der vil være tale om.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

161


Det g책r op og ned i Showbizz Franz Beckerlee


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

163


Prisuddelinger i den danske musikbranche De væsentligste prisuddelinger i Danmark er: Danish Music Awards — www.ifpi.dk/dma Den samlede danske pladebranches prisfest. Danish Music Awards/World — www.worldmusic.dk Verdensmusikkens egen prisfest. Danish Music Awards/Jazz — www.jazzdanmark.dk Jazzmusikkens egen prisfest. P3-Guld — www.dr.dk/P3/P3Guld DR-P3’s prisfest med fokus på den musik som spilles på P3. Steppeulven — www.steppeulv.dk De danske musikkritikeres priduddeling Zulu Awards — www.zulu.tv2.dk/awards TV2-Zulu’s award-show uddeler priser indenfor musik, film, TV, reklamer, radio, sport mm. Danish DeeJay Awards — www.ddja.dk DeeJay, dance-musikkens og klubscenens prisfest.

164

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


One Song A Day Keeps The Doctor Away

Anonym graffiti p책 husmur i London


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

167


Musikforlag og forlagsaftaler Lidt historie Siden tidernes morgen [eller i hvert fald lige så længe musik er blevet nedskrevet af komponister for efterfølgende at blive spillet af musikere], har der været musikforlæggere. Altså folk, der har mangfoldiggjort komponisternes værker med det formål at sikre, at flest muligt musikere kunne spille musikken. Med udviklingen af trykpressen kom der for alvor gang i produktionen og helt frem til den generelle introduktion af fotokopimaskinen i slutningen af 1960’erne, var musikforlagene en hovedhjørnesten i det brede musikliv og musikbranchen. Siden blev det mere almindeligt „lige at tage en kopi“ og den musikalske revolution i populærmusikken sidst i tresserne og starten af halvfjerdserne betød, at tendensen blev, at musikere og grupper lavede deres egen musik, ofte uden det store kendskab til hverken noder, nodelæsning eller notation. Skulle man spille kopi-numre lyttede man dem bare af fra en grammofon-plade. Jazzmusikken og den klassiske musik vedblev dog med at arbejde med noder og forblev et væsentligt forretningsområde for musikforlagene. I dag er musikforlagene [publishers] igen blevet en [af musikerne og komponisterne] anerkendt og væsentlig del af musikbranchen. Musikmarkedets globalisering har betydet, at langt flere ophavsmænds værker bliver fremført i langt flere lande i verden. Det har øget behovet for yderligere promovering af værkerne og affødt et øget behov for kontrol af brugen af værkerne. Endelig er behovet for hjælp med inkassering af betalingen for brugen af musik steget betydeligt. 168

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Dette gælder i særdeleshed de mange nye udnyttelsesmuligheder: Radio-reklame, TV-reklame, satellit- og kabeltjenester, internet samt udgivelse på CD, mini-disc, DVD osv.− alle sammen nye indtægtskilder for ophavsmændene. Også musikforlagenes traditionelle kerneområde: Nodeudgivelse, har fået en opblomstring i de seneste år. Den stadig større udbredelse af musikalske uddannelsestilbud har sin del af æren, men er blot en del af forklaringen. Der findes et utal af online-nodetjenester der byder på uanede uendeligt meget repertoire. Prøv bare at søge efter ”sheet music online” på Google!

Hvem, hvad, hvorfor, hvordan, hvor længe Det er ikke ualmindeligt at kunstnere, der får tilbudt pladekontrakt, i samme åndedrag også bliver tilbudt en forlagsaftale. En såkaldt „publishing“ kontrakt. Det hænder at er der tale om lidt af et „revolvertilbud“, idet pladekontrakten direkte eller indirekte gøres betinget af, at kunstnerne også indgår forlagsaftalen. Det er en meget uheldig praksis, som mere eller mindre i det skjulte er udbredt især blandt mindre pladeselskaber. Grunden til dette er den samme, som grunden til så mange andre mere eller mindre besynderlige forhold i musikbranchen, nemlig penge: Der er penge, endda mange penge i „publishing“. Ophavsretsloven giver nemlig ophavsmænd [komponister, tekstforfattere, arrangører] ret til betaling [bl.a. via KODA], hver eneste gang deres værker bliver udnyttet. Det er ikke penge, som man kan forhandle om eller snyde sig udenom. Det er penge, som SKAL betales til ophavsmanden. Når et pladeselskab således også vil have en forlagsaftale, er det derfor oftest ene og alene for at sikre sig en andel af disse penge.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

169


Komponistens „manager” Et musikforlag [en „publisher“] er som udgangspunkt en virksomhed der markedsfører musikværker og sælger noder. Man kan sige, at musikforlæggeren for ophavsmanden skal være hvad en „manager“ er for et band. Rigtige musikforlag er specialiserede i at arbejde for, at ophavsmandens værker bliver udbredt mest muligt. Det er deres fornemste opgave at sørge for, at ophavsmandens værker indspilles, udgives og „live“-spilles af flest muligt kendte og succesfulde kunstnere. Det er nemlig i bund og grund derved de selv tjener flest penge.

Komponistens behov I øvrigt er det danske musikmarked så begrænset, at det normalt ikke er hverken nogen god idé eller overhovedet nødvendigt at indgå forlagskontrakter for Danmark. Eneste undtagelse skulle da lige være, hvis man som ophavsmand aldrig møder andre kunstnere, aldrig spiller sine sange for nogen og i det hel taget lever en isoleret tilværelse, afsondret fra andre mennesker. Har man nogenlunde almindelige sociale kontakter, er der absolut ingen grund til at give en forlægger penge for at tage kontakt til andre danske kunstnere, som man lige så godt selv kan slå op på www.krak.dk. Er planen og ambitionen for såvel ophavsmand som forlag en international karriere for ophavsmanden, vil en forlagsaftale til gengæld være næsten uundværlig.

Komponistens indtægtskilder Som komponist har man en del flere indtægtskilder, end de fleste er klar over. Foruden de indlysende indtægter, som KODA og NCB indkasserer, er der en række andre indtægtsmuligheder for komponister, som kan vise sig at være mere givtige end den blotte: „Koda-pengeopkrævet-for-opførelse-af-mit-værk“.

170

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Der er f.eks. de såkaldt „store rettigheder“ – de rettigheder, som knytter sig til musikdramatiske værker. Betalingen for udnyttelse af disse rettigheder ligger ikke indenfor KODA’s område. Her er man frit stillet til selv at forhandle sig frem til den betaling, man ønsker/kan opnå for brugen af værkerne. Det gælder også, hvis der er tale om at værkerne oprindeligt „bare“ var almindelige sange, men senere tilpasses en musical eller lignende. Synkroniseringsrettigheder er et andet område, der kan være mange penge i. Det drejer sig om de situationer, hvor f.eks. et reklamebureau ønsker at bruge ens værk som underlægningsmusik til reklame for et givent produkt. Også her er man frit stillet til selv at forhandle sig frem til betalingen. Man skal dog være opmærksom på, at NCB har nogle faste minimumstakster, samt at opkrævning og afregning skal gå via NCB. I det hele taget er alt det, der handler om at skabe musik til film, TV, reklamer, musicals og ikke mindst computerspil områder, der for komponister kan rumme langt større indtægter end de almindelige KODA og NCB-vederlag. Det er til gengæld også et område, som kræver stor professionel indsigt og know-how. Som komponist kan man måske særligt i sådanne sammenhænge have stor glæde af at samarbejde med et professionelt musikforlag.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

171


Komponist vs. musikforlag Pris: Op til 50% af dine indtægter! – Musikforlag får primært betaling for deres arbejde i form af en andel af ophavsmandens indtægter fra bl.a. KODA og NCB. Det er begrænset hvor stor en del af ophavsmandens indtægter, forlagene efter KODA’s love kan få lov at få. Af ophavsmandens danske indtægter er det således højst 33 1/3% Af ophavsmandens indtægter fra andre lande højst 50%. Disse procentsatser er ikke noget, forlaget har krav på, selvom det oftest er det, de kræver og der er ingen grund til bare uden videre at acceptere det. Man kan faktisk lige så godt foreslå forlaget en aftale, som indebærer at forlaget får langt mindre procentandele.

En aftale på 130 år! – På samme måde skal aftalen heller ikke nødvendigvis gælde hele den såkaldte beskyttelsesperiode [„life of copyright“], som efter den gældende ophavsretslov omfatter en periode indtil 70 år efter ophavsmandens død! Det vil forlaget ofte kræve, bl.a. med henvisning til, at det er „standard“. Men det er ikke standard … bare noget vrøvl. Og man kan som ophavsmand sagtens indgå aftaler om kortere åremål. Det er i øvrigt også klart at foretrække, ikke mindst hvis det viser sig, at samarbejdet med forlaget måske ikke lige er det bedste, og man ikke har lyst til „at hænge på“ forlaget til „evig tid“. En aftale på „life of copyright“ er i realiteten en aftale, der gælder så at sige for evigt: Er ophavsmanden f.eks. 25 år gammel, og lever til han/hun bliver 85 vil kontrakten i alt gælde for 130 år! Nemlig ophavsmandens levetid fra aftalens indgåelse: 60 år + yder-ligere 70 år = 130 år. I verden omkring os er det ikke ualmindeligt, at man indgår aftaler medmusikforlag, som giver forlagene 15-20% af ophavsmandens

172

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


De tre tidslinjer: 1. Ophavsrettens beskyttelsestid

[Værket skabes ---------------> komponist ✝ + 70 år --------------->]

2. Aftaleperioden [Forlagsaftale indgås ---------------> f.eks. 3 år] 3. Overdragelsesperioden [Forlagsaftale indgås ---------------> f.eks. 10 år] 1.

Ophavsrettens beskyttelsestid: Ophavsretsloven siger at alle ophavsmandens værker er beskyttede, og at ophavsmanden har krav på betaling for værkernes brug i hele ophavsmandens levetid, og at ophavsmandens efterkommere har krav på samme betaling i en periode på indtil 70 år efter ophavsmandens død [✝]

2. Aftaleperioden er den periode, indenfor hvilken forlaget har krav på at få overdraget rettigheder til de værker, ophavsmanden skaber, f.eks. alle de værker ophavsmanden skriver i en periode på 3 år.

Aftaleperioder kan erstattes af aftaler om overdragelse af rettigheder til konkrete værker, som ophavsmanden har skrevet.

Dette kan være en fordel i flere situationer.

F.eks. hvis ophavsmandens produktion omfatter mange forskellige musikalske genrer; så vil det være en fordel at lave aftaler vedr. konkrete værker med specialiserede musikforlæggere indenfor de pågældende musikgenrer [f.eks. country, folkemusik & viser, dansk-top osv.]

3.

Overdragelsesperioden er det tidsrum, indenfor hvilket forlaget har ret til at indkassere en andel af ophavsmandens indtægter. Overdragelsesperioden behøver ikke være hele beskyttelsesperioden, men kan sagtens være kortere tid, f.eks. 10 år.

Derefter vil alle rettigheder gå tilbage til ophavsmanden, og ophavsmanden vil igen modtage 100% af alle indtægter.

Ophavsmanden kan på det tidspunkt evt, vælge at lave en ny Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0 forlagsaftale vedrørende disse værker.

173


indtægter i hjemlandet og måske 30-40% i andre lande. Aftalerne og rettighedsoverdragelsen gælder typisk kun i 5, 10, 15, 20 eller måske 25 år. Der er tre vigtige tidslinjer, man skal have styr på [se figur på side 173].

Blandt de opgaver man kunne forestille sig at pålægge forlaget kunne være:   

At arbejde for at værkerne bliver indspillet af internationalt succesfulde kunstnere. At værkerne bliver udnyttet til synkronisering − dvs. at de bliver anvendt i biograffilm, TV-film eller i reklamer, osv. osv. Mulighederne er næsten uendelige, og desto mere præcist man formulerer det, desto mere styr kan man have på, hvad forlaget laver for en.

Står der ikke noget om det arbejde forlaget er forpligtet til at lave, kan forlaget, som det desværre alt for ofte er ophavsmændenes oplevelse, i praksis undlade at gøre noget som helst, og alligevel hæve pengene ved „kasse 1.“ Kontrakten skal også klart angive, hvad forlaget har ret til at gøre med værkerne. F.eks. trykke, sælge og udleje noder og tekster, tillade offentlig fremførelse, synkronisering osv. Der bør ikke stå „samtlige rettigheder“ eller tilsvarende altomfattende formuleringer. Dette er især vigtigt for at undgå, at værkerne bliver brugt på en måde, som man ikke selv er interesseret i. F.eks. som underlægningsmusik til reklamer, film eller andet, som måske har et indhold, man ikke bryder sig om. Kontraktens overdragelsesperiode skal præcist anføres. Mange forlag vil gerne have „life of copyright“. Det kan som nævnt tidligere ikke anbefales.

174

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Sidst men ikke mindst skal man huske, at forlagsaftaler, ligesom alle andre typer aftaler skal kunne afgøres efter dansk lovgivning og indbringes for de almindelige danske domstole, dvs. Byretten. Herfra kan man så gå videre i retssystemet hvis det skulle blive nødvendigt. Det er vigtigt at bemærke, at det er noget nær umuligt, [i hvert fald økonomisk] at føre retssager ved domstole i udlandet, så derfor bør man holde sig til den gamle talemåde: … Og resten i Byretten. Ligesom pladekontrakter er forlagskontrakter, noget man skal forhandle … fra a-å … og også dét kan f.eks. DMF hjælpe med.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

175


Sync og Library Music Man taler om synkronisering når der foretages en „sammenstilling af lyd og billeder” i f.eks. en film eller en reklamefilm el.lign. Hvis en producent ønsker at bruge et musikværk til synkronisering skal producenten indhente tilladelse fra den eller de personer som har skrevet musikværket [eller evt. fra deres musikforlag, hvis de har en aftale med et sådant]. En sådan kontakt kan f.eks. etableres gennem KODA eller NCB. Med mindre særlige forhold gør sig gældende vil enhver aftale om synkronisering skulle administreres via NCB. En „typisk” synkronisering [i fagsprog blot kaldet „sync”] omfatter brug af såvel musikværket som af en indspilning af samme [master], gerne foretaget af ophavsmanden, af dennes band eller af en solist. Den betaling som en producent erlægger for „en sync” omfatter typisk beta-ling for begge anvendelser, altså et beløb til hhv. ophavsmanden og master owner [den som ejer indspilningen] og dette beløb deles typisk 50/50 mellem disse to parter. Ønsker master owner ikke at stille indspilningen til rådighed – eller er den pris master owner forlanger mere end hvad producenten vil betale da kan producenten vælge at nøjes med at indgå aftale med ophavsmanden og så selv foranstalte indspilning af en version til sync. Dette sker ofte i tilfælde hvor et musikværk, skrevet af en knap så kendt ophavsmand er indspillet af et populært band eller en populær solist.

Library Music Library Music er „big business” i bl.a. USA, og et voksende fænomen herhjemme. Der er som sådan intet nyt i denne type forretning

176

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


– musik har været anvendt i film og reklamer lige siden radioens, tonefilmens og TV’s opfindelse. Den store forskel fra dengang til nu består på den ene side i den stadig stigende anvendelse af udgivet musik, som oprindeligt ikke er hverken skabt til eller indspillet til film- og reklamebrug og på den anden side brugen af library music [typisk er „anonym” musik, baggrundsmusik, stemningsskabende musik], som i vise sammenhænge har fortrængt den traditionelle bestillingsmusik fra ikke mindst TV-film, reklamefilm og TV-serie og program området. Det handler i sin kerneform om store „biblioteker af musikrepertoire” som ophavsmænd og masterownere, via library music forlag, stiller til rådighed for TV-, film- og onlineindustrien. Som udgangspunkt er vilkårene for brug library music, at der stort set ingen begrænsninger er for, hvad en producent kan anvende et stykke musik til. At disse vilkår så kan være i strid med både f.eks. KODA’s regler og bestemmelserne i den danske Lov om Ophavsret bekymrer kun sjældent library music forlagene. Som ophavsmand gør man klogt i at se sig godt for og søge professionel rådgivning inden man indgår en aftale.

Ingen regler unden undtagelser Det er vigtigt at være opmærksom på at der i Danmark [og en lang række andre lande] er særlige regler for brug af musik i TV. En såkaldt „tvangslicens” [Blanket License] giver radio og TV ret til at anvende udgivet musik i deres sendeflade mod betaling af et nærmere fastsat vederlag [gramex-vederlag]. Dette blev slået fast med syvtommersøm ved en Højesteretsdom i november 2002. En række pladeselskaber havde i 1997 anlagt sag mod DR-TV for brugen af en masse danske og internationale pop-hits i den populære TV-serie Charlot & Charlotte [DR 1996].

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

177


Pladeselskaberne mente at DR ikke uden tilladelse kunne bruge de mange musiknumre. Landsretten og siden

En genvej til succes? Der går mange historier om, hvordan en heldig placering af et musiknummer i en TV-serie eller en reklame kan betyde forskellen mellem truende fiasko og verdensomspændende succes men nogen garantier er der ikke … hvem kender f.eks. titlen på den sang der er signaturmelodi til TV-serien Friends – en af de største verdensomspændende TV-succeer i de sidste 10 år?— eller navnet på bandet der spiller sangen eller navnet på komponist/tekstforfatter bag sangen? [Svarene er: I’ll Be There For You, The Rembrandts, Phil Solem og Danny Wilde]

178

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Co-writing – fælles sangskrivning, et kreativt samarbejde Det følgende handler om komponister og tekstforfattere – det man også kalder ophavsmænd [m/k] – her den særlige variant man kalder „sangskriveren” og dennes samarbejde med andre. Co-writing, altså det at man som sangskriver skriver sange sammen med en eller flere andre sangskrivere er bestemt ikke noget nyt fænomen. I en dansk sammenhæng er det dog først noget der for alvor er blevet „allemandseje” indenfor de seneste 5-10 år, blandt andet takket være herboende amerikanske sangskrivere, som har bragt traditionen ind i de danske sangskriver-miljøer. Vellykket co-writing fordrer at deltagerne er matchet godt med hinanden og at alle deltagere er åbne og villige til at dele deres kreativitet med andre og byde ind med idéer til de fælles værker der gerne skulle være produktet af en co-writing session. Som det fremgår af kapitlet om rettigheder, så har en ophavsmand eneretten til sine værker … heraf følger at man, når man er flere om at have skabt et værk også er flere om at dele eneretten til værket. Og hér er det så det nogle gange begynder at blive lidt „langhåret”, for hvis alle har lige meget „ret”, hvem kan så bestemme? Hvem kan f.eks. bestemme om værket overhovedet skal offentliggøres/indspilles, og i givet fald af hvem? Hvem skal bestemme om værket må anvendes i film eller reklamer

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

179


og hvem skal bestemme om andre må lave om i værkets tekst, musik eller arrangement? Problemerne kan hurtigt hobe sig op! Gode tommelfingerregler vedr. co-writing er følgende: Hvis en co-writing-session er arrangeret af f.eks. et musikforlag er det ikke ualmindeligt at forlaget opnår forlagsrettigheder til de værker der skabes. Det er en god idé at man fra start aftaler, hvem eller hvad det er man „skriver” til. Er det til en af deltagerne eller dennes band? Er det til en anden solist, et andet band eller er det f.eks. til en konkurrence [melodigrandprix el.lign.] Den mest almindelige regel, som langt de fleste anvender er, at alle deltagere der var i rummet imens et værk blev skabt har en ligelig andel i værket. Altså: Er der f.eks. 4 personer i rummet, hvor der skrives en sang, så har de hver en andel på 25% af værket. Det er ikke afgørende om den enkelte konkret har bidraget med en klart identificerbar del … måske var det netop fordi én lavede kaffe, eller spildte øl på gulvet, at en af de andre kom op med en særlig god tekstlinje eller et godt riff. Selvfølgelig er der ikke regler uden undtagelser: Kommer man til en co-writing-session med en fuldt færdig tekst eller en lige så færdig melodi, så skal man MED DET SAMME gøre de andre deltagere opmærksomme på det. Så er alle klar over at det der skal arbejdet med, er det der mangler [teksten, musikken, arrangementet] og at de kun får andel i det. Alle aftaler skal laves skriftligt, så der ikke er noget at være i tvivl om. Søg altid råd og vejledning i fagforeningen.

180

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


HjĂŚlp til sangskrivere Danmark: www.koda.dk/aktiviteter/kontakt-sangskriverklubberne www.djbfa.dk www.dpa.org www.komponister.dk www.annettebjergfeldt.dk - Kogebog for Sangskrivere

Internationalt: www.taxi.com www.songlink.com www.songswanted.com www.cuesheet.net www.aandronline.com www.songwriter.com

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

181


Køb bananer, køb bananer, køb bananer her hos mig! Kim Larsen


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

183


Promotion og markedsføring Radio-promotion Radiomediet er et af de absolut vigtigste for musikken. At blive hørt i radioen kan gøre forskellen mellem succes og fiasko. Men radio er ikke bare radio. Der findes et utal af stationer, kanaler og programmer, som alle er speciali-serede på hver deres felt. For at undgå at spilde sin tid når man prøver at markedsføre sin musik, og ikke mindst for at undgå en masse frustrationer, skal man finde ud af, på hvilke radiostationer, og på hvilke kanaler der spilles musik, af den „slags“, som man selv mener at tilhøre. Det er indlysende spild at tid, energi og penge at sende en heavy rock CD til en station eller et program, der kun spiller folkemusik. Når man har styr på det, går næste opgave ud på at finde frem til, hvem der beslutter, hvilken musik den pågældende station spiller. Der vil typisk være en musikchef, en „controller“, som stort set enerådigt beslutter, hvad der bliver spillet, og hvad der ikke bliver spillet på et givent tidspunkt. Det kan det være meget svært at gennemskue, hvilke bevægegrunde, der ligger bag musikchefens beslutninger. Bortset fra de sikre valg af store kendte kunstneres nye udgivelser er der trods alt relativt stor variation i valget af repertoire. Man skal med andre ord ikke blive overrasket over at blive „vraget“ på en station, selvom man bliver spillet på flere andre. Det er ikke i sig selv en „diskvalificering“ af den musik, man laver, men i langt højere grad blot et uheldigt sammenfald af omstændigheder. Den „forkerte“ musik til det „forkerte“ publikum på det „forkerte“ tidspunkt. Og det med tidspunktet er nok så vigtigt! Man har nemlig ikke kun „et skud i kanonen“.

184

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Man kan sagtens „komme igen“ med et gammelt nummer, måske i et nyt mix eller på en single sammen med at nyt nummer. Måske er tiden så den „rigtige“. Der er i den sammenhæng ingen fasttømrede regler. Hvis musikken passer til målgruppen, vil den blive spillet, stort set uanset hvor „gammel“ den er. Den opgave, man her har foran sig, hedder i branchen „radio promotion“. Og det er det, det handler om: Promotion, promotion og atter … promotion. Man skal have „solgt“ sin musik til musikchefen, og også ofte til de DJ’s [programværter og „pladevendere“], som præsenterer de enkelte programmer. Ud over at sende CD’er ud til stationerne, er det et absolut must, at kunstnerne tager på radio-promo-turné. Man tager ud til radiostationerne og præsenterer sig selv og det nye nummer, den nye CD. Ikke mindst mindre lokalradioer er typisk meget begejstrede for disse muligheder for at præsentere kunstnere, som måske ellers kun opleves „live“ i DR radio/TV eller på TV2.

Promotion til andre medier Foruden radiomediet er den trykte presse af overordentlig stor betydning i forbindelse med enhver form for promotion. Ikke sjældent har den trykte presse rollen som en slags smagsdommer. Langt flest nyheder behandles i den trykte presses spalter og i diverse online-medier. En brøkdel af disse nyheder finder vej til radio og TV’s sendeflader. Ligesom man skal danne sig et indtryk af radiostationernes karakter, skal man undersøge, hvilke trykte medier, der kunne have interesse for den musik man laver. Overordnet kan man sige, at den trykte dagspresse i det store og hele omtaler alt, og for så vidt angår det mere ukendte især det, som skiller sig lidt ud fra mængden. Det er vigtigt at huske, at dagbladenes

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

185


[og de øvrige mediers] journalister er ansat til at danne sig en mening og formidle denne til læserne. Der er med andre ord tale om rent subjektive bedømmelser, som alene er udtryk for det enkelte individs synspunkter og på ingen måde har karakter af guddommelig karaktergivning. Det er også vigtigt at huske, at anmeldelser ikke per definition har den helt store betydning. Der er mange eksempler på at kunstnere har fået endog særdeles dårlige anmeldelser og alligevel har solgt i spandevis af CD’er og koncertbilletter! Blandt de øvrige trykte medier er musik månedsmagasinerne [f.eks. Gaffa - www.gaffa.dk og Soundvenue - www.soundvenue.dk] de vel nok vigtigste. Ugebladene har kun interesse for kunstnere, som befinder sig i den mere „kulørte“ del af musikverdenen eller på anden måde er kendt og derfor godt her-ser-du-den-og-den-med-sinnye-kæreste-stof.

Internet-promotion Om internet og digital teknologi i det hele taget har gjort mange ting meget lettere for musikkens mange kunstnere. Man kan i dag reelt selv starte sin egen radiostation, TV-kanal eller sit eget pladeselskab på nettet. Det kræver ikke det helt store, at lave en flot side f.eks. Facebook og så er det ganske gratis. Som musikkunstner i dag så „eksisterer” man ganske enkelt ikke, hvis man ikke er „tilstede” på nettets sociale medier. Man skal gerne have en hjemmeside og i hvert fald en bandprofil på Facebook. Socialnetworkingsites er afgørende brikker i al markedsføring af musik. Forunden en kunstnerside på Facebook er det et „must” at have en konto på tjenesten Twitter. Her kan man „twitte”, dvs. udsende sms-lignende beskeder, som alle der ønsker det, kan modtage – og alle kan kommentere, svare og „twitte-videre”, dvs. videresende den samme besked til endnu flere modtagere. Twitter er et af de aktuelt

186

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


mest effektive online kommunikations-værktøjer. Se mere på www.twitter.com Der er mange historier [flere falske end sande] om bands der er blevet „opdaget” via deres online-profiler og har opnået stort set øjeblikkelig international berømmelse. Og det er da også helt klart at tjenester som først MySpace og siden Facebook har haft stor betydning for formidling af musik. Så stor at ikke blot ukendte og up-andcoming kunstnere har profiler, men også de aller største etablerede internationale navne. En væsentlig forskel er dog, at hvor det for de ukendtes vedkommende er kunstnerne selv der vedligeholder profilen og svarer på henvendelser er det næppe hverken Madonna eller medlemmerne af Rolling Stones der sidder ved tasterne. En voksende trend indenfor online-promotion handler om at endog meget kendte kunstnere [f.eks. Paul McCartney, Guns N’ Roses m.fl.], i kortere eller længere tid, gør hele nye albums tilgængelige til lytning fra deres onlineprofiler ... Promotionværdien vurderes åbenbart til at være større end risikoen for at nogen „piratkopierer” musikken. Selvom alle og enhver kan oprette en profil på facebook så er det ikke desto væsentligt også at have sin egen „rigtige” hjemmeside for dermed at signalere at man er mere end bare en upcomingfacebook-kunstner. Typisk vil en kunstners eget site være meget mere detaljeret og veludviklet, men mange flere fan-relevante features, så som specielle muligheder for download af musik, video, billeder, artwork, sangtekster, baggrundshistorier, kunstner cv’er, lister over tidligere udgivelser osv. Har man en video ... [og det har man jo – for en hvilken som helst nyere mobiltelefon eller alm. digitalkamera kan optage video i dag, så der er INGEN undskyldning for ikke at lave sin egen video] så er det bare med at få oprettet en brugerprofil på YouTube og få videoen Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

187


uploaded. Levende billeder er et ufatteligt stærkt markedsføringsværktøj. Se www.youtube.com Endelig vil det være en rigtig god idé at oprette en artikel om „sig selv” på nettets altoverskyggende største info-site, online leksikonet www.wikipedia.com Som udstillingsvindue er en internetside fantastisk værdifuld for en kunstner. Blot skal man ikke glemme, at det ikke er nok at have en hjemmeside – et internet „site”. Man skal også fortælle omverdenen at man har den. Intet kommer af sig selv, man skal promovere sit „site”. Der er en række regler for og begrænsninger i hvad man kan gøre på sit site mht. at lægge musik på siden [se nærmere herom på bl.a. www.koda.dk, www.ncb.dk].

Promotion på andre måder Der findes mange alternativer til de førnævnte mere eller mindre traditionelle måder at lave promotion på. Alt efter hvor stærkt et brand man har som kunstner kan man lave samarbejdsaftaler med snart sagt et hvilket som helst firma der sælger produkter til forbrugerne. Det kan strække sig lige fra aftaler med f.eks. producenter af mobiltelefoner, som indebærer at kunstnerens nyeste udgivelse „ligger på” producentens nye telefon, til kunstnere som optræder i reklamevideoer for særlige produkter, f.eks. internetudbydere [TDC/Musik], radiostationer [100FM, Radio Nova m.fl.], mobilabonnementer [selskabet 3, Telia, TDC-Play m.fl.] og til koncertturnéer i samarbejde med diverse medier [Head-BangersBall/MTV m.fl.], Grøn Koncert [Tuborg] osv. Listen er næsten uudtømmelig og idé-rigdommen uendelig – kun fantasien [og hvad man som kunstner har lyst til at være med til] sætter grænserne. 188

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


To Spam ... Or Not To Spam Det kan siges meget enkelt: det er forbudt at sende såkaldte spammails, dvs. den samme enslydende mail til flere modtagere. Man må med andre ord ikke bare sende en mail til samtlige adresser i ens e-mailadresse-kartotek. Ordet Spam opstod i 1930’ernes USA som betegnelse for Spiced Pork and hAM, et billigt erstatningprodukt for „rigtigt” kød. Siden dukkede det op i en Monthy Python sketch fra de tidlige 70’ere. I 1990’erne dukkede begrebet spam op igen, denne gang som betegnelse for masseudsendelser af reklame via internet: Shit Posing As Mail Spam defineres af Forbrugerombudsmanden som: elektroniske meddelelser [e-mails], som man ikke har bedt om, og som bliver sendt ud til flere e-mail adresser ad gangen. I Danmark er det ulovligt at sende spam. Læs meget mere på Forbrugerombudsmandens hjemmeside − med søgeordet SPAM: www.forbrug.dk

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

189


Alle lever af at sĂŚlge noget Robert Louis Stevenson


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

191


Merchandising – promotion eller forretning? Ordet stammer fra det franske marchandise, som betyder vare. Og det er netop det merchandising handler om: Varer, masser af varer som påsat det rette kunstnerlogo, billede eller navn kan sælges i store mængder oftest til skyhøje priser. T-shirts, penalhuse, kaffekrus, tasker, lightere, paraplyer … kun fantasien [og måske den gode smag] sætter grænser for hvad der kan anvendes til merchandising. Det kan være svært at afgøre om merchandising hovedsagelig er promotion eller om det er en indtægtskilde i sig selv. På den ene side er det fantastisk markedsføring at masser af mennesker går rundt med en t-shirt og kasketter påtrykt kunstnerens logo. På den anden side kan det være en særdeles god forretning. En t-shirt, som det koster måske 15-20 kr. at lave, kan sælges for 200 kr. eller mere. Der ud over er listen over produkter som kan markedsføres på en kunstners navn stort set uudtømmelig ... alt fra kaffekrus og penalhuse til designertøj og parfumeprodukter. Ikke mindst blandt rap-, hip-hop og r&b kunstnere i USA er merchandising blevet en næsten lige så stor del af kunstnernes forretning, som selve musikken. I Danmark har et band som D:A:D været blandt pionererne indenfor merchandising og for yngre danske bands, som f.eks. Rock Hard Power Spray er merchandising en helt integreret del af „forretningen”.

192

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Kunstnernes fysiske udgivelser er også blevet en del af vareudbuddet i merchandiseboden ved siden af T-shirts, plakater osv. Det er f.eks. special-edition-CD’er eller LP’er med hemmelige ekstranumre. CD’er eller LP’er pakket i specielle nummererede sleeves, med personlige hilsner. DropCards med downloadkoder til specielle kunstnerwebsites osv. En særlig form for merchandise er USB-nøgler med kunstnerlogo, billeder og musik. Denne trend er under kraftig udvikling. Der er tale om særlige USB-stik som sælges i forbindelse med en kunstners *koncerter. Det er USB-nøgler, der er udformet som f.eks. armbånd eller halskæder og som indeholder en optagelse af den netop overståede koncert.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

193


Fjernsyn: en avanceret teknologi skabt til at forhindre folk i at underholde sig selv. Leonard Rossiter


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

195


Medierne Ordet medie stammer fra det latinske medium, der har betydningen at stå midt imellem to yderpunkter, eller at formidle, at bringe videre. Formidleren har til alle tider været en væsentlig faktor i vort samfund fra tidlige tiders historiefortællere og krønikeskrivere til nutidens dag-, uge- og månedsblads journalistik, 24-timers nyheds-TV og online-tjenester. Det er i dag mere sandt end nogen sinde, at en af de væsentligste veje til publikum går igennem mediejunglen. Uden omtale i medierne kan det være meget svært at etablere, vedligeholde og udvikle en succesfuld musikalsk karriere. Men „hvem“ er de, disse medier og hvad er deres funktion. Hvorfra har de fået, og hvorfor har de tilsyneladende så megen magt over musikforbrugerne, altså publikum. Man kan finde en god oversigt over danske og udenlandske medier på webadressen: www.ni.dk

De elektroniske medier TV Det har altid været den populære opfattelse i musikbranchen, at det absolut mest saliggørende er at „få sin kunstner på TV“. Det kan for så vidt være rigtigt nok, i hvert fald for så vidt angår de kunstnere, der har en rimeligt bred publikumsappeal. Men så snart der er tale om lidt mere snævre musikgenrer, stiller sagerne sig anderledes, så har TV-eksponering ikke nødvendigvis nogen betydning. På dansk TV er der desværre kun ganske få musikprogrammer. Musikken har i stedet typisk plads som pausefyld i diverse underholdningsprogrammer eller, hvis kunstneren er rigtig kendt, som afslut-

196

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


ning på TV-nyhedernes søndags-udsendelser. End ikke oprettelsen af lokal-TV-stationer og TV2 og regionalstationerne har ændret væsentligt på dette billede. Der udtrykkes fra mange sider i musikbranchen store forventninger til udviklingen af digitalt TV og af bredbåndsnettet. Man ser her store muligheder for at etablere specialiserede kanaler i stil med den udvikling, der har været indenfor radio. Sammensmeltningen [konvergensen] af medier [radio-TV-internet] anses også af mange, som fremtidens redningsplanke for en stadig mere presset musikindustri. Se mere om TV-mediet på www.tvnyt.com

Radio Radiomediet har til alle tider været en af de absolut største magtfaktorer i musikindustrien. Intet andet medie kan markedsføre musik så effektivt som radioen. Radio høres overalt: På toilettet, på arbejdet, i bilen, i skoven, på stranden, på skipisten, i køkkenet, i haven – det kan intet andet af tidens medier konkurrere med. Radioverdenen i Europa var i de enkelte lande indtil starten af firserne reelt totalt domineret af det statslige radiofonier som Danmarks Radio, BBC, RAI, NDR, Sveriges Radio osv. Disse licensbetalte stationer var af landenes regeringer „sat i verden“ for at oplyse befolkningerne og tilbyde kvalificerede og opbyggelige udsendelser. I takt med, at musikindustrien midt i halvtredserne og i starten af tresserne for alvor blev en populærkulturel faktor, blev også de statslige radiofoniers rolle tilpasset dette nye fænomen, og rock’n’roll og pigtrådsmusik fandt så småt vej til radiolytterne. Blandt de danske pionerer skal særligt nævnes Jørgen Mylius, som i 1963 takket være ihærdigt lobbyarbejde fik sit eget radioprogram på Danmarks Radio: Efter Skoletid. Resten er, som man siger, historie.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

197


De statslige radiofoniers langsommelighed skabte et behov for alternativer – lovlige såvel som ulovlige. Kommercielle stationer som Radio Luxembourg, der var lovligt etableret i det lille fyrstedømme Luxembourg og Radio Merkur, der 1958-62 sendte ulovligt fra et skib forankret i Øresund ud for København, blev hurtigt toneangivende magtfaktorer i formidlingen af tidens nyeste musik. Stationerne var reklamefinansierede og lagde uden tøven pick-up’er og „air-time“ til musikindustriens nyeste produkter - særligt når der fulgte reklamekroner med. Radiomediet er i dag blevet mere eller mindre frit [også kaldet „dereguleret“] i hele Europa. Kommercielle stationer er blevet tilladt, og nogle af de udbudte kanaler tillader at sende nationalt, dvs. sende de samme programmer, samtidigt til lytterne i alle dele af landet. Udviklingen i radiomediet i Europa går i en stadig mere „amerikansk“ retning. Kanalerne og stationerne bliver „formatterede“, dvs. at de i stigende grad bliver specialiserede og kun spiller nøje udvalgt musik, som formodes at appellere til særlige lyttergrupper. Endnu er vi ikke i hverken Danmark eller i resten af Europa i en situation, hvor radiomarkedet, som det er tilfældet i USA, så at sige totalt består af „rene“ genrekanaler som udelukkende spiller f.eks.: Pop, classic rock, jazz, r&b/soul, country&western. Men udviklingen derhen imod er godt i gang. Som kunstner skal man være sig denne situation bevidst.

Danmarks Radio Denne skelnen imellem musikgenrer og målgrupper har også fundet vej til Danmarks Radio hvor man har også delt kanalerne op: P3 er kanalen for de unge, med den nyeste og mest ungdommelige musik, tidens pop hits osv. P4 er kanalen for de mere modne lyttere, hvor f.eks. også mere traditionel rock og pop, jazz, folkemusik og dansktop har hjemme. P2 er den klassiske musik. P1 „snakke“ kultur- og nyhedskanalen. 198

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Den gamle „damp radio” med de analoge æterbårne signaler bliver i disse år i øvrigt godt suppleret af det digitale DAB-net [Digital Audio Broadcast] der både sender de traditionelle kanaler i digital kvalitet og en lang række andre – genrespecifikke kanaler. Se mere på www.dr.dk/OmDR/digitalradio Når man ser bort fra de sammenfald, der til tider synes at være i repertoire-valget på DR’s P3/P4 og de kommercielle stationer er der ikke mange ligheder. De kommercielle stationer afspejler så at sige udelukkende pladeindustriens „virkelighed“ - hitlisterne. DR satser i stigende grad på at differentiere sig fra de kommercielle kanaler, bl.a. ved at sætte fokus på nye ukendte kunstnere, som endnu ikke har fundet vej til pladeindustrien. f.eks. KarriereKanonen m.m. har over årene banet vejen for ikke så få nye kunstnere [se også www.dr.dk/musik]. Det kommercielle radiomarked i Danmark er i rivende udvikling men ikke desto mindre er DR er den altdominerende spiller på radiomarkedet. Når det er sagt så er det i øvrigt kun et spørgsmål om kort tid før det trådløse, æterbårne internet for alvor opnår almindelig udbredelse, og dermed byder det traditionelle radiomedie alvorlig konkurrence med sine tusindvis af af radiokanaler som „sender” fra hele kloden. Uanset sendeteknologi og ejerforhold er der dog nogle omstændigheder der er fælles for alle radiostationer. Udvælgelsen af repertoire til radiostationerne og til kanalerne er i det hele taget er en veludviklet videnskab, hvor der regnes med „lyttersegmenter“, forbrugsmønstre, sociale profiler og mange andre ting, som formodes at kunne identificere den typiske lytter.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

199


Det er også alt sammen ting, som skal hjælpe public service stationerne med at være „public service” og hjælpe de kommercielle radiostationer til at sælge reklameplads til firmaer, der ønsker at kommunikere deres reklamebudskaber til lige netop den ene eller den anden gruppe af forbrugere. Læs mere om radio på internetadressen: www.radioassistant.com/dk/

Online Langt de fleste husstande i Danmark har i dag en bredbåndsforbindelse via kabel, og computerne i hjemmet bliver stadig hurtigere, ofte koblet op via trådløse hjemmenetværk. Trådløse netværk i det offentlige rum er også almindelige og ofte gratis. „Mobilt” eller „bærbart” internet er en realitet. Vi kan alle være ”på 24-7”, høre musik, se TV, film, spille spil tjekke Facebook, Skype, chatte osv. Læs meget mere om sociale medier og om hvordan man med fordel kan bruge dem i promotion af musik: www.nyefans.dk

200

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Rockjournalister er folk, som ikke kan skrive, der interviewer folk, som ikke kan tale, for folk som ikke kan lĂŚse. Frank Zappa


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

203


De trykte medier Dagblade Dagbladene, eller det man i daglig tale kalder aviserne, er i det danske mediebillede nogle af de absolut vigtigste formidlingskanaler for nyheder indenfor kulturen og ikke mindst musikken. Stor set alle dagbladene har en kalender over kommende begivenheder, laver foromtaler af begivenheder, anmelder begivenheder og følger nogle gange op på de mest spændende historier. Dagbladene har simpelthen mere „tid“ og et større professionelt personale til at bearbejde stoffet og har derfor bedre mulighed end noget andet medie for at være på en gang aktuelle og dybdeborende.

Dagbladene fordeler sig groft sagt på 4 kategorier: De landsdækkende aviser [f.eks.: Politiken, Berlingske, Jyllandsposten, Ekstra Bladet, BT] ... vil oftest være interesseret i historier og begivenheder, som menes at have interesse for læsere i hele landet. Dette inkluderer typisk også begivenheder som finder sted i hovedstaden. Historier med udpræget lokalt tilsnit [udenfor hovedstaden] finder kun sjældent vej til spalterne.

Store regionale aviser [f.eks.: Fyens Stifttidende, Nordjyske Stifttidende] ... har ligesom de landsdækkende aviser en vis forkærlighed for de „landsdækkende“ historier, men gerne med en lille lokal vinkel, der aktualiserer det hele lidt i forhold til avisens læserskare.

204

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Mindre regionale og lokale aviser [f.eks.: Fyns Amts Avis, Herning Folkeblad] ... lægger derimod størst vægt på den lokale vinkel. Kun de allerstørste landsdækkende begivenheder finder vej til spalterne, hvor-imod rent lokale begivenheder ofte får god dækning.

Gratis aviser [f.eks. MetroXpress] ... bringer altovervejende kortere og absolut dagsaktuelle historier, ofte hentet hos telegrambureauerne eller hos de store landsdækkende dagblade. Man skal i sin brug af aviserne være meget opmærksom på de forskelle, der er imellem disse aviser. Men har man denne fordeling af interesseområder i baghovedet, når man forsøger at sælge sin historie, kan man ofte med held gøre aktiv brug af dagspressen til at få formidlet sit budskab ud til læserne.

Ugeaviser og lokalblade Århus Onsdag, Ugeavisen Svendborg, Brande Bladet og Samsø Posten er alle eksempler på lokale ugeaviser. Ud over at bringe utallige annoncer for lokale handlende, håndværkere, biografer og brugtvognsforhandlere, bringer disse blade i stort omfang store og små lokale nyheder i alle afskygninger. Sker der noget lokalt, får det næsten per automatik omtale i lokalavisen. Disse medier er mange steder i realiteten sammen med lokalradioen de vigtigste formidlere af lokale nyheder og omtale af lokale begivenheder. Det er kun de færreste af bladene, der har nogen større stab af redaktionelle eller journalistiske medarbejdere, derfor er det i forhold til netop dem en god idé at levere en „grydeklar“ historie, som ikke kræver den store bearbejdning [gerne suppleret med et godt pressebillede]. Man kan finde en oversigt over alle danske ugeaviser og lokalblade på www.ni.dk

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

205


Uge- og månedsblade Se&Hør, Kig Ind, Billed Bladet er de umiddelbart mest kendte ugeblade – og blade der mest af alt handler om „de kendte“. Men selvom der er et absolut glamourpræg over disse blade, skal man ikke tage fejl af deres værdi som nyheds-formidlere indenfor ikke mindst pop- og rockmusikken. Også her er det den gode historie, som er afgørende – og de gode billeder. En pladereception, en ny video, et specielt projekt og lignende vil have interesse. Særligt hvis der er kendte mennesker iblandt de tilstedeværende eller medvirkende. Andre blade, som f.eks. Alt for Damerne orienterer sig ikke kun omkring det glamourøse, men bringer ofte også andre typer historier om kunst og musik, særligt med en kvinde- eller en familievinkel. Det samme gælder magasiner som IN, Eurowoman m.fl. og mandemagasiner som f.eks. Euroman, M! osv.

Magasiner og fagblade Magasiner og fagblade adskiller sig fra uge- og månedsbladene ved i højere grad at koncentrere sig om konkrete stofområder [musik, mode, film, erotik, internet, computere, biler, penge, unge]. Ud over de egentlige musikblade som Gaffa, Musikeren, Soundvenue og Rootszone er der en lang række andre typer blade, som på forskellige niveauer bringer kultur- og musikstof. Eksempler herpå er bl.a. FDB’s blad Samvirke og DSB’s blad Ud&Se. Man kan finde danske og udenlandske dagblade, ugeaviser, ugeblade, magasiner, fagblade osv. på www.ni.dk

On-line Der findes næppe et trykt eller radio/TV medie i Danmark der ikke også har en web-adresse. Disse fungerer oftest som en slags supple-

206

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


ment til det oprinde-lige medie. Et sted hvor man kan læse/høre/se mere om udvalgte historier og få mange andre historier osv. der ikke fik plads i primær-mediet. www.pol.dk www.berlingske.dk www.eb.dk www.bt.dk www.jp.dk

Pressematerialer Ligesom man skal gøre sig umage med sin demoindspilning for at fange A&R m/k’ens opmærksomhed og med sine pladeudgivelser for at opnå publikums gunst, skal man gøre sig umage med sit pressemateriale. En dårlig pressemeddelelse og „hjemmelavede“ pressebilleder kan betyde, at man ender i papirkurven i stedet for i ind-bakken på avisernes og bladenes redaktioner. Man skal sørge for at have en top professionelt EPK [electronic press kit] – dvs. have alle informationer, billeder osv i digital form. De kan lægges på en CD eller et USB-stik, som man kan sende med posten – men de skal også være direkte tilgængelige på band/kunster hjemmesiden. Den trykte presse, og for den sags skyld også radio og TV, modtager dagligt så mange tilbud om nyheder, interviews osv. at det kun bliver det, som præsenterer sig selv som det mest interessante, der finder vej til spalterne og programmerne. En god tommelfingerregel er, at et godt, professionelt og gerne lidt utraditionelt og måske udfordrende eller frækt pressebillede kan være afgørende for, om en historie bliver bragt, eller måske bare ender som en notits et tilfældigt sted.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

207


En anden god tommelfingerregel er, at man skal have noget særligt og nyt og interessant at fortælle. Det er sjældent nok, at man blot skal spille en koncert dette eller hint sted. Sådanne oplysninger henvises til bladenes aktivitetskalendere. Det er heller ikke nok, at man bare har udgivet en ny plade. Der skal være mere „kød“ på, f.eks. hvad denne plade særligt handler om, og hvor stor en turné man skal ud på for at præsentere pladen, hvilke videoer man vil præsentere på MTV osv. osv. Er pladen produceret af en kendt og/eller udenlandsk producer, eller er der kendte gæstemusikere på nogle af numrene osv. Sådan noget er interessant for pressen. MEN man skal lade være med at opdigte historier. Det man gerne vil fortælle, skal være sandt – usandheder bliver næsten altid opdaget, hænger ved og bliver ikke hurtigt glemt igen. At man så måske fremstiller historien lidt mere interessant end den umiddelbart er, er blot en del af spillet med pressen. Endelig skal man ikke glemme, at mange ting, som man selv finder banale og uinteressante, måske netop er det, der udgør den interessante historie for pressen. Skal man spille med sit orkester i f.eks. Horsens, og stammer bassistens tilfældigvis fra denne by, så er det en god lokal vinkel på en måske ellers knap så interessant historie. Har man indspillet sin nye CD i et studie i Randers, er det måske lige netop det, der gør historien interessant for medierne i Midt- og Østjylland. Let forenklet kan man sige, at man skal sørge for, at den historie, man har at fortælle, har en sådan karakter, at den er relevant for de medier, man vil fortælle den til. Det lokale præg til de lokale medier, kombineret med et mere landsdækkende præg til de regionale medier og med særligt fokus på det helt store til de nationale medier.

208

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Desuden skal man ikke fortvivle over eventuel dårlig omtale: Al omtale er god omtale siger et gammelt ordsprog. Man skal huske, at der altid er tale om den pågældende journalists helt personlige opfattelse, ikke en alment gyldig dom fra en højere magt. F.eks. har dårlige anmeldelser af pladeudgiveler ikke nødvendigvis nogen negativ indflydelse på salget. Det danske 80’er poporkester News fik ikke altid de bedste anmeldelser, men solgte alligevel i spandevis af LP’er og havde et stort koncertpublikum. Det samme har i 2001 gjort sig gældende for sangeren Christian. Omvendt må man indrømme, at gennemgående gode anmeldelser heller ikke nødvendigvis sikrer, at man sælger mange plader, hvilket mange fremragende kunstnere igennem mange år har måttet sande. Man skal i sin brug af medierne gøre sig klart, hvad det er man ønsker at opnå, og hvordan man realistisk kan opnå det. Og man skal huske, at man ikke bare selv kan „tænde og slukke“ for mediernes interesse. Har man først vakt mediernes interesse, må man leve med at interessen måske også er der, når det går knap så godt, som man kunne ønske sig. Inden man går i gang med sit pressearbejde, er noget af det bedste, man kan gøre, at orientere sig iblandt de medier, der findes på markedet. Gå ud og køb et hav af aviser, blade og magasiner [eller se dem evt. på biblioteket]. Lav en prioriteret liste over deres „betydningsfuldhed“. Find ud af, hvem der er redaktører og musikskribenter. Lav en database med alle kontaktoplysninger og med et „miniportræt“ af hvert enkelt medie. Følg med i pressen og opdater alle oplysninger løbende. Så har man et godt startværktøj for en pressekampagne. Så at sige alle medier kan findes via web-siden www.ni.dk

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

209


NĂŚsten uanset hvilken historie eller nyhed man gerne vil formidle, er det et absolut must at sende den til Reuters [www.reuters.com] og til Ritzaus [www.ritzau.dk]. Reuters og Ritzaus er nyhedstjenester, det man tidligere kaldte telegrambureauer, der er specialiserede i at formidle nyheder til alle medier, og som sĂĽ at sige alle medier abonnerer pĂĽ.


Det vigtige er, at blive ved med at stille spørgsmül Albert Einstein


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

213


Definitioner på musikbranchebegreber, ord og vendinger AAC er en forkortelse for Advanced Audio Coding. Lydfiler i AAC-format er MP3 kvalitativt langt overlegne.

Album Alt plademateriale, som er forskellig fra singles. Tidligere sort vinylplade med 10-12 titler. I dag generel betegnelse for udgivelser med 10-20 titler.

Aggregator „Distributør”. Varetager typisk en række tekniskeopgaver i forbindelse med forberedelse af musikfiler med henblik på upload til onlineshops/ musikportaler som f.eks. iTunes, TDC-musik o.l.

Artist Kunstneren, Solisten og/eller gruppen.

Audiovisuelle Indspilninger Alle former for fonogrammer kombineret med billede, uanset om forbrugerens medvirken er nødvendig for, at billederne kan bruges eller ses.

Blokbeløb Større afregningsbeløb, som modtages f.eks. fra udlandet udenfor almindelige afregningsperioder

214

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Break-even Kan oversættes med : „Ligevægt”. F.eks. i forbindelse med et regnskab taler man om break-even - det punkt hvor indtægter og udgifter er lige store, hvor det „løber rundt”.

Broker En mellemmand, en formidler der hjælper kunstnere og musikselskaber med at „finde hinanden”. Brokeren får typisk et finders fee [findeløn] i form af enten et fast honorar eller en procentdel af det forskud som musikselskabet betaler til kunstneren.

Compilation Udgivelse af forskellige kunstneres værker samlet på et album.

Copyright-perioden Musikværker: Den periode hvor ophavsmandens værk er ophavsretsligt beskyttet: fra værkets skabelse og indtil 70 år fra ophavsmandens dødsår. Indspilninger: Den periode hvor fonogrammer er ophavsretsligt beskyttet mod andres anvendelse: 70 år fra udgivelsen.

Cover-version Genindspilning af andre kunstneres originale værker.

Deal Memo Er en kort gengivelse af hovedtrækkene i det tilbud et plade- forlagseller managementselskab vil give en kunstner. Et deal memo skal under normale omstændigheder ikke underskrives af kunstneren, men skal derimod, for at være et bindende tilbud være underskrevet af selskabet.

Demo Prøveindspilning, der foretages med henblik på andres vurdering af værkets potentiale som titel på en fremtidig single eller et album.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

215


Distribution Et distributionsselskab varetager formidlingen af bestemte plademærker/udgivelser til detailhandlen. I pladekontraktsammenhænge betyder en distributions-kontrakt typisk, at et pladeselskab aftaler med et distributionsselskab, at distributionsselskabet tager sig af markedsføring og salg af pladeselskabets produkter i et givet territorie og tidsrum.

Download Digital overførsel af lydfiler via internet. Fra en „sælger” [musikportal/ internetbutik/pladeselskab/kunstner] til en „køber” [musikforbruger]. EPK Electronic Press Kit – digital udgave af den tradionelle pressemeddelelse, men i denne form inkl. links til videoer, musikeksempler, pressefotos osv.

Fonogram Et hvilket som helst lyd- og/eller billedbærende medium, herunder men ikke begrænset til - CD, MC, Singler, digitale lydbånd [DAT], CD-ROM, DVD, CDI, DCC, CDV, SACD og ikke-fysiske produkter. Hvert fonogram kan indeholde én eller flere Indspilninger.

Gramex Fællesorgan for fonogramproducenter og udøvende kunstnere, der varetager opkrævningen af det vederlag, der skal betales, når grammofon-plader og lydbånd anvendes i radio og TV, samt ved andre offentlige fremførelse [i erhvervsmæssigt øjemed].

Independent Også kaldet „indie“ [=uafhængig]. Bruges om firmaer der ikke er del af multinationale koncerner. Forbindes ofte med firmaer der er på forkant med udviklingen indenfor musikken.

216

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Indspilning Enhver indspilning af audio og/eller audio-visuelle frembringelser foretaget af. Kunstneren herunder hele eller dele heraf og af alle ændrede, remixede eller senere versioner af sådanne frembringelser.

KODA Organisation, som forvalter de opførelsesrettigheder, som efter ophavsrets-loven tilkommer danske og udenlandske komponister og tekstforfattere.

Label Plademærke, i Danmark er det oftest lig med pladeselskab. I større selskaber opererer man med flere plademærker, f.eks. SONY/ EPIC, UNIVERSAL/MERCURY, EMI/BLUE NOTE. Hvert enkelt label har ofte en „profil“ eller „identitet“ der f.eks. afgør hvilken genre/type musik der kommer på hvilken label.

Label Copy Et dokument som indeholder alle oplysninger vedr. en indspilning, dvs. titel på musikværket, varighed, indspilningsstudie, navn på producder, navne på ophavsmænd, navne på medvirkende musikere, navn på masterowner/produktionsselskab osv.

License License er egentlig = tilladelse. I pladekontrakt-sammenhænge betyder det, at et pladeselskab/forlag af et andet pladeselskab/forlag køber rettigheden til indenfor et nærmere bestemt tidsrum at fremstille og udsende bestemte værker af bestemte kunstnere.

Major Multinationale koncerner. [f.eks. UNIVERSAL, SONY, WARNER]

Master Original enhed til reproduktion af lydmæssigt materiale.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

217


Master Owner Den, som har ejendomsretten til det masterbånd eller andet lyd- og/ eller billedmedie, kunstnerens indspilning er lagret på.

Mekaniske Rettigheder Rettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlæggere vedrørende indspilning af musikværker på fonogrammer, film, videogrammer m.v. samt kopiering og spredning heraf.

Merchandising Et begreb der dækker al form for anvendelse af kunstnerens navn, billede, logo i forbindelse med alle andre end lige netop musikprodukter [f.eks. T-shirt, badges, plakater m.v. Indtægterne fra merchandising kan være ret betydelige og danner grundlag for en multinational industri. Ofte modtager kunstnerne en royalty afregning, ligesom f.eks. en plade.

Mp3 Er en forkortelse for MPEG-1 Audio Layer 3 som er den vel nok mest populære audio-komprimerings-standard for digitale lydfiler.

NCB Organisation, som forvalter lydfæstningsrettighederne og dermed opkrævningen af mekaniske vederlag i forbindelse med indspilning af musikværker på grammofonplader, bånd og film, CD, DVD m.m.

Opførelsesettigheder Rettigheder til offentlig fremførelse, såsom i radio, TV, på koncerter m.v.

Ophavsmanden Et værks skaber, f.eks. komponist eller tekstforfatter.

Option Forkøbsret. Den typiske pladekontrakt indeholder ofte en optionbe-

218

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


stemmelse der siger at pladeselskabet har førsteretten til at udgive kunstnerens værker, også efter udløbet af en given kontraktperiode. Option er i musikerkredse også kendt som: Svinebindingsparagraffen.

Partner Deals En slags sponsorering hvor der imidlertid forudsættes et meget tæt samarbejde mellem kunstneren og dennes kommercielle partner [f.eks. et bryggeri, et bilfirma el.lign.] hvor begge parter promoverer hinanden i forhold til hver deres primære kundegruppe.

Plugging-møde Et møde på en radiostation hvor musikselskabernes radio-promotere kommer for at præsentere deres kunstneres nye udgivelser.

PPD Published Price to Dealer - den officielle engrospris til detailhandelen.

Promotion Reklame/markedsføring. I princippet omfatter begrebet promotion, alle de handlinger der medvirker til at gøre publikum opmærksom på et bestemt produkt, en bestemt begivenhed el.lign.

Pro-rata numeris royalty Beregningsmetode der anvendes for kunstneres deltagelse på compilations o.l. hvor kunstneren kun får royalty for det bestemte antal titler, som kunstner er repræsenteret med.

Publisher Musikforlag = nodeudgiver. Virksomhed, som ophavsmanden har overdraget sine overdragelige ophavsrettigheder til, og som forvalter disse i henhold til aftale. Overdragelsen medfører, at Publisher [forlægger] har retten til at mangfoldiggøre værket og gøre det tilgængeligt for offentligheden.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

219


RBP Royalty Base Price - den salgspris som er grundlag for udregning af royalty.

Release Udgivelse. Kan defineres som enten promo-release når udgivelsen ikke er til salg, eller som kommerciel release når udgivelsen sælges til publikum.

Re-mix Produktion af en ny og [ofte] anderledes version af et indspillet værk på grundlag af en allerede eksisterende master.

Rider Et tillæg til en kontrakt mef et spillested/en festival som angiver allede praktiske detaljer mht. omklædningsrum, catering osv.

Ringtone Redigeret version af musiknummer til anvendelse som ringetone ved modtagelse af opkald på mobiltelefoner

Ringbacktone Anvendelse af musiknummer som afspilles som „pausesignal” fra mobiltelefon ved modtagelse af et opkald.

Royalty Er udtryk for den %-vise andel af indtægten ved f.eks. pladesalg der tilfalder kunstneren. Satser og -bestemmelser for royaltyafregning er mangfoldige og ofte uigennemskuelige. Et vigtigt punkt at være opmærksom på i enhver kontraktsammenhæng.

Sample Brudstykke af original indspilning/værk, som man ikke selv har rettigheder over.

220

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Showcase En mini-koncert på typisk små 30 minutter [ofte på musikmesser o.l.] hvor kunstnere har mulihed for at præsentere deres musik for et publikum som [forhåbentlig] består at folk fra musikbranchen.

Single Et fonogram, der normalt indeholder højst 9 numre af en varighed på højst 40 minutter. Begrebet single kan omfatte normale singler, maxi-singler, EP og andre lignende fonogrammer, som ikke er et fuldt album.

Sound Carrier Lydbærende medium = et fonogram

Streamingtjeneste Digital tjeneste hvor brugeren har adgang til et stort set uendeligt stort repertoire, forudsat brugeren betaler abonnement, eller at adgangen er en *del af f.eks. et mobil eller bredbåndsabonnement. Enkelte tjenester tilbyder også ”gratis abonnementer” hvor brugeren f.eks. må finde sig i reklamer, et reduceret repertoire eller på anden måde begrænsninger i sit forbrug.

Synkronisering/Sync Anvendelse af værker/indspilninger sammen med billedoptagelser, der ikke har naturlig sammenhæng hermed, eksempelvis i reklamefilm eller andet.

Territory/Territorium Geografisk afgrænset område [der ikke nødvendigvis svarer til de nationale grænser f.eks. omtales Skandinavien ofte som et territorium omfattende Danmark/Norge/Sverige/Finland/Island.

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

221


Tredjemand Juridisk eller fysisk person forskellig fra parterne i henhold til en given aftale.

Upload Digital overførsel af lydfiler via internet. Fra en „sælger” [pladeselskab/kunstner] til en „distributør” [musikportal, internetbutik mv.].

Videogrammer Audiovisuelt medie [VHS, DVD, BlueRay, LaserDisc m.v].

Wallpaper Anvendelse af kunstnerens logo, artwork, pr-foto o.l. som skærmbillede/baggrund på computere, mobiltelefoner o.l.

222

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Efterskrift Det er ikke den stærkeste af en art, der overlever heller ikke den mest intelligente, men derimod den art som har størst tilpasningsevne. … er essencen af Darwins „lov“ om arternes oprindelse og udvikling. En „lov“ der [måske mere] gælder i kunstneres verden end nogen andre steder. Overlevelsen i bl.a. musikkens verden består jo dybest set i konstant at have et publikum, og en af måderne at sikre sig det på, er netop ved at „tilbyde“ den kunst, som til enhver tid „efterspørges“. Man kunne indvende, at hverken Beethoven eller Beatles er i stand til det mere, og alligevel oplever fortsat succes. Men kigger man godt efter, så sker der jo også i udnyttelsen af deres kunst løbende tilpasning: Der foretages nye indspilninger eller gamle „pudses af“, og det hele indpakkes og markedsføres som nye produkter. Produktet tilpasses til markedet og til efterspørgslen. Efterspørgslen stimuleres via tidens medier og utallige markedsføringskanaler. Et kæmpe „spil“ man kan vælge at deltage i ... Eller man kan stille og roligt vælge at være sig selv. Se stort på marked, produkt, efterspørgsel og tilpasning. I musikbranchen er der ingen patentløsninger. Alt kan ske! Måske render man panden mod en mur, … men hvem siger at muren holder?

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

223


Tak! Der skal siges tak til mange mennesker, som bevidst eller ubevidst har givet inspiration til både Musikbranchen [2002/2005], Den Nye Musikbranche [2009/2010] og til denne nye udgivelse, men det er ikke muligt her at nævne alle, derfor vil jeg skrive som mange kunstnere gør i takkenoterne på deres CD-covers: „I ved godt selv hvem I er; mange tak til jer!“. Men nævnes skal dog min familie, som har fundet sig i såvel mit „mærkelige arbejde“ som mine besynderlige arbejdstider og Tore-Emil Højris der er min illustrator og webmaster.

224

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

225


Mikael Højris Mikael Højris [f. 1957] er tidl. sanger, komponist, guitarist og elbassist, uddannet oversætter, autodidakt pladeproducent, projektmager, foredragsholder og musik-branche-konsulent. 1974-1980 Bassist i en række stor-københavnske symforock og fusions-grupper samt i popgruppen The PinUps. 1981 Organisationssekretær for RMU-Samrådet for Rytmisk Musikundervisning, som bl.a. var aktivt medvirkende til etableringen af Rytmisk Musikkonservatorium. 1982 Daglig leder af ROSA-Dansk Rock Samråd, som igennem årene har været fødselshjælper for mange af tidens førende rock- og popbands. 1990 Koordinator af projektet NordRock, nordisk rockmusik samarbejde og projektet MORE, Music Organisations of Europe, europæisk rocksam arbejde. 1994-1995 Tilrettelægger af projektet EU-Rock-Tour, et turné og uddannelsesprojekt for europæiske rockbands. 1991-1997 Foredragsholder og freelance konsulent for bl.a. ROSA og DMF-Dansk Musiker Forbund samt primusmotor bag projektet MXP-Musik Export Initiative som i en årrække producerede en række promotion-CD’er under fællestitlen: MUSIC FROM DENMARK med præsentation af dansk musik indenfor stort set alle genrer.

226

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0


Siden 1997 2002 2009 2012

Har Mikael Højris været ansat som konsulent i DMF - Dansk Musiker Forbund, hvor han bl.a. beskæftiger sig med forhold vedrørende musik branchen, herunder plade-, management- og andre branche-kontrakter samt meget andet. Mikael Højris er hyppig gæstelærer på landets konservatorier, bl.a. på Rytmisk Musikkonservatorium [Music Management mm.] ligesom han jævnligt holder foredrag om musikbranchen bl.a. i mange af DMF’s lokalafdelinger. Udgivelse af første udgave af Musikbranchen Udgivelse af første udgave af Den Nye Musikbranche Udgivelse Den Nye Musikbranche 2.0

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

227


Mikael Højris har rådgivet bl.a. Adam Powers Afenginn A Friend In London Aida Nadeem Aim Aisha Akiri Alex Riel Ali Kazim Alphabeat Alcoholic Faith Mission Anita Lerche Anna David Anne Seier Annette Bjergfeldt Annika Aakjær Ankerstjerne Anna Bell Andy Roda Apollo Are We Brothers Artillery Artificial Brothers Astas Astrid Engberg August Rosenbaum Awesome Welles Aqua Ave B. Joe Baal Baby Wooderose Bad Monday Basixx Benni Chawez Berkenstoxx Bich Quang Black Light White Light Blackout Babies Black City

228

Black Leather Machine Blended Brew Bli’ Glad Blue Foundation Bodebrixen Boho Dancer Bottled In England Brimstone Butterfly Bring Det På Bryan Rice Bullet Train Blast Burhan G. By The Patient Børge Biceps C. S. Nielsen CallMeKat Carlas Carpark North Cartoons Carsten Dahl Cartridge Carwax Casper David Catbird Celina Ree Cecilie Fleur Christina Holgersen Christina von Bülow Christina Åstrand Christine Milton Claire Ross-Brown Clara Sophie Coco Moon Cody Colorblind Colorkaleido Coolsville Core Corny Cæcilie Trier

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

D:A:D Dagers Of The Sea Darling Don’t Dance David Kosteljanez De Dødelige De Fries & D. Beck De Glade Sømænd De Høje Hæle Death By Kite Death For Frank Zyanak Decorate Decorate Den Fjerde Væg Det kongelige Kapel, Djames Braun Diddium & The Black Bonnie Picture, Dig Og Mig Dinojaxx Divided Minds Dizzy Miss Lizzy Drone DJ Encore Dúné Duo Resonante Düreforsög Echo Me Echo Vamper Efterklang Eivør Electrojuice Elephants Elisabeth Emil Friis Emilie De Forest Enola Envelope EPO-555 Ester Brohus Evil Masquerade Farven Fornem


Fastland Figurines Fillip Firehouse Fitness Figures Fjell Flødeklinikken Folkeklubben Fortress Franka Freja Loeb Freya Fumble Funkstar DeLuxe Funky Nashville Fønix Garbo Gianna Factory Gimo Mendez Girlfriend Grand Avenue Green Concorde Grope Gunnar Mikkelsen Gustav Foss Gypsies Halfdan E. Hampenberg Hannah Schneider Happadam Harpcore Hatesphere Hellraiser Ten Henning Stærk Highway Child Homeless Hank Hush Hvid Sjokolade Iceage Icecream Cathedral IdaAida Ida Corr

Ida Østergaard Ignug ILK Infernal Indra Ivan Pedersen Jacob Eriksen Jacob Fisher Jakob Sveistrup James Thomas Jan Kaspersen Janie Price JanneMark Jazzkamikaze Jens Lysdal Jeanett Debb Joakim Pedersen Joey Moe Johnny Deluxe Johnny Reimar Jordans Drive Jonz Jorge Cordero Josty Julie Maria Junkyard Productions Jacob Bellens Jetflower Kandis Karwaxx Kasper Winding Kashmir Kate Hall Katusja Babikian Keep Camping Kellermensch Kick The Kangaroo Kill Screen Music Kim & Hallå Kind Of Girl Kings Of Dark Disco Kira & The Kindred

Spirits KissKissKiss Kiss Me Scarlet Kitty Wu Kirsten & Marie Klezmofobia Klondike Kongehuset Konkhra Kredsløb Kresten Osgood Kris Herman Kristina Holgersen Kristoffer Rahbek Kvæg Kura L.I.G.A L. Ron Harald LaLaNaïve Lake Placid L.A. Prostitutes Lampshade Lars Danielsson Lars Lilholt Laust Sonne Laze Leap Over Light Leisure Alaska Lennart Ginman Life Of A Racehorse Lily Electric Lilyphone Linda Andrews Lips Lis Er Stille Lisa Vegas Lise Westsynthius Loufu Louise Dubiel Louise Hart Louise Moe Love Julie

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

229


Lovespeed Lydmor Maborosi Machine Mads Mathias Mads Langer Mads Vinding Magic Bullet Theory Magnum 44 Magtens Korridorer Maja K. Majorian Malkin Zany Malene Mortensen Marc Rosener Marcus Winther-John Maria Timm Marie Frank Marie Kais Uhre Marie Key Band Martin Frank Marvel Hill Marvellous Mary Mary Marylin Mazur Martin Høybye Marwan Marybell Katastrophy Maskinvåd Melonheads Mercenary Mescalin Baby Mew Michael Friis Michael Parsberg Michael Rune Michael Splint Michelle Birkballe Mikkel Petterson Minor Flaw Minus Me Mnemic

230

Modspil Mofus Moi Caprice Mojo Makers Monkey Cup Dress Monopol Mom’s A Mannequin Moon Gringo Morild Morjac Morten Varano Munich Murder Mushroom Cloud Music For Modern Man My Bubba & Me Mythery Nabiha Naja Rosa Koppel Nanna Kalinka Bjerke Nanna Larsen Natural Born Hippies Need To Beat Negash Ali Nelson Can Nenia Zenana Nephew Nevergreen Niarn Niklas Nikolaj Nørlund NoCanDo NovemberDecember OhNoOno Ole Erling Oliver Weers Oriental Mood Out Of Phase Overseas Odd Collection Panzer Christ Paul Banks

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Penny Police Pernille Gunvad Pernille Valentin Peter Bjørnskov Peter Smith Peter Wallevik Phonovectra Pierre Dørge Pilfinger Pigswear Pilgrimz Pimp-A-Lot Pin Boys Pligten Kalder Plök Pocketlife Popfilter Pornorama Power Solo Prime Fonkerz Promenadeorkestret Puddu Varano Racing Ape Race Track Babies Rag City Dolls Rasmus Thude Rasmus Walter Raunchy Resisters RebekkaMaria Rebound Rubies Reptile & Youth Ridin’ Thumb Richard Ragnwald Rikke Mach Roben & Knud Robin Taylor Rock Hard Power Spray Rocketeer Rockabilly Heart Rollo & King Ron Gelfer


Rosa Lux Safri Duo Sara Grabow Sarah West Sascha Dupont Savage Rose Saybia Scarred By Beauty Schack Sebastian Lind Sence Sensuous Sepia Shiny Darkly Shout Sidsel Storm Signe Svendsen Silja Okking Simone Simon Lynge Sine Lahm Sinne Eeg Sinusstøv Skywriter Snake & Jet Sofie Ottosen Sorten Muld Southern Gothic Tales Substereo Svarsot Sparklin June Stain Steffen Westmark Sterling Stomped Strejfer Submission Super Charger Superfuzz Superheroes Surfact Sussi Hyldgaard

Sutrapumo Swing Of Sahara Swoosh Sys Bjerre Søren Krogh Søren Poppe Søren Reiff Tabel Drengene Tango Orkestret Tania Viit Tchando Teitur Tobias Stenkjær Turboweekend Thee Attacks The Alpine The Arctic Wife The Army The Blue Van The Burning The Burning Primitive The Collins The Defectors The Eclectic Monicker The Fashion The Floor Is Made Of Lava The Glass Kites The Holiday Show The Interbeing The Jime The Kissaway Trail The Late Parade The Loft The Pink Floyd Project The Psyche Project The Raveonettes The Royal Highness The Storm Theis Andersen Thomas Bickham Thomas Buttenschøn

Thomas Fleron Thomas Holm Third Eye Blind Tiger Baby Tiger Lily Tiger Tunes Tilt Tina Dickow Tobias Trier Tomas Thordarsson Toybox Transmission Low Trine Opsahl Tue West Tukan Turbulens TV-2 Tyr Ufo&Yepha Ukendt Kunstner ULC Under Byen Under The Cherry Moon Urkraft U$O Ulige Numre Yael Acher Y-Not Yellowbellies Yellowish Yepha Young Valravn Vampire Blow Vanir Velvet Veto Viggo Sommer Vildnis Vinnie Who Vincent Van Gogo Virgo

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

231


Vivid Suspence Volbeat Wass Weed Western Stars When Saints Go Machine Wiener Bouquet Wonderbrazz Won’t Lovers Revolt Now Xantom Xenia Kisental Xenia Lach-Nielsen Youroland Zar Zididada Ørtz Øberg 18th. Dye

232

Mikael Højris: Den Nye Musikbranche 2.0

Den Nye Musikbranche 2.0 ... Music Like Water (high res.)  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you