Issuu on Google+

DB-FE: Du kan ikke regne den ud… ... men du vil gerne, ikke? Krimihistorier virker dragende på os, fordi vi instinktivt forsøger at gennemskue uopklarede sager Mie Holm Christensen/Dagbladenes Bureau Mie Holm Christensen/Dagbladenes Bureau Hvem slog gymnasieeleven Nanna Birk Larsen ihjel i ”Forbrydelsen”? Har Salander rent mel i posen? Hvor forsvandt de fem mennesker hen i ”Journal 64”? Krimihistorier er bare fiktion, men deres ubesvarede spørgsmål tænder lige så stor nysgerrighed i os, som når vi i den virkelige verden stimler sammen om en ambulance på fortovet for at få besvaret spørgsmålet ”Hvad skete der?” Vi kan simpelthen ikke lade være. Opklaringen trækker i os, og sådan har det altid været, mener Kjetil Sandvik, lektor i medievidenskab på KU og medlem af forskningsprojektet ”Krimi og kriminaljournalistik i Skandinavien”: - Lysten og trangen til at være med til at opklare sager ligger meget dybt i os. Vi har altid været omgivet af den form for fortællinger, vi finder i krimien. Vi vil gerne udfordres på fantasien og være med til at løse gåderne. Den som drager Fra Risskov til Rødby finder folk glædeligt deres indre detektiv frem, så snart de ser deres snit til det. Men den umættelige hunger efter krimier er særligt tydelig i Danmark, siger lektor Kjetil Sandvik: - Det er ikke kun os i Vesten, der kan lide krimier, men krimien er bare så nem at spore her. I Skandinavien har vi haft krimier altid, selv helt tilbage til de islandske sagaer. Den nordiske mytologi er fuld af røverhistorier, der skal løses og opklares, og vi har også alle eventyrene med meget klare plotstrukturer: Hvordan skal prinsessen vindes, hvordan skal den onde trold bekæmpes? Og netop plottet er vigtigt, fortæller Kjetil Sandvik, der lægger vægt på, at den gode krimifortælling skal lade dig tro, at du har ret, mens den på samme tid narrer dig. - Det er begæret efter at regne plottet ud, der får folk til at læse fiktion på fiktion. Der er to kræfter i spil: En følelse af lyst, som er forbundet til den spænding, som plottet skaber i os, og så en længsel efter en afslutning og at kunne se meningen. Det er opklaringsarbejdet, der river i os; dér, hvor vi selv skal forsøge at regne ud, hvordan tingene hænger sammen, siger lektoren. Drevet af instinkt Når vi prøver at regne et plot ud, bruger vi en evne, som mennesket har eneret på, forklarer adfærdsforsker Jill Byrnit, der blandt andet har studeret primater: - Mennesket kan noget, hverken aber eller andre dyr kan: Vi forstår, at andre har intentioner med dét, de gør, og at der dermed er en forbindelse mellem andres intentioner og deres handlinger. Det er den forståelse, der gør, at vi instinktivt prøver at gennemskue alt dét, der ikke virker klart for os, som for eksempel et plot i en krimi. Og det er en vigtig evne, for i sidste ende er det den, vi overlever på, mener adfærdsforskeren: - Vi er meget motiverede for krimihistorier, fordi det vækker en stor nysgerrighed hos os, hver gang vi står over for noget mystisk. En art bliver nysgerrig for det, der er vigtigt for den art. Og vi er motiverede for at forstå andres motiver, for hvis ikke vi kan det, kan vi komme derud, hvor vi nok på kanten for, om vi kan overleve. Det er jo dét, det handler om, når man er menneske - at kunne operere ud fra, at andre mennesker har intentioner med det, de laver. Hvis jeg ved, hvad du tænker, så kan jeg klare mig godt, måske komme foran dig - jeg kan vildlede dig eller samarbejde med dig, hvis jeg vil. Vestlig luksustankegang Vi bruger detektivgenet til at overleve, men selv den bedste Sherlock Holmes dør på et tidspunkt. Og bevidstheden om, at døden er uundgåelig, kan være endnu en grund til, at krimierne hiver i os. - Krimihistorier er også interessante for os, fordi vi tænker så meget over vores grundvilkår: At vi skal dø en dag. Vi tænker meget over vores eksistens. Døden er svær for os at have med at gøre, og gennem hele livet forsøger vi at begribe, at vi en dag ikke skal være her mere. Og det er jo det, krimihistorier ofte rammer, fordi de prøver at bearbejde tankerne om døden, mener Jill Byrnit.


Vores angstfyldte fascination af livets udgang kan hænge sammen med, hvor tit vi oplever døden. Det er en tendens, man kan se afspejlet i, hvor optaget et samfund er af krimihistorier, fortæller lektor Kjetil Sandvik: - Krimiens popularitet er stigende i forhold til, hvor lidt faktisk kriminalitet der er. Der er større interesse for krimier i Vestjylland end i København - tendensen er, at jo tryggere samfund, folk lever i, jo større er deres interesse for krimier. Derfor har et trygt land som Danmark gode forudsætninger for at opfostre krimifans. Og udbredelsen af krimihistorierne kan være positivt, mener adfærdsforskeren Jill Byrnit: - I Vesten er døden noget, der er svært at forholde sig til. Det er en form for vestlig luksustankegang, fordi vi ikke ser døden så tit. Derfor er krimihistorier egentlig sunde, fordi de bearbejder vores tanker om det. Fakta: Udvalgte nordiske krimisucceser - Den intense dynamik mellem Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist sitrede gennem danskerne, da Stieg Larssons Milleniumtrilogi kom til landet. Den nu afdøde svenske forfatters kriminaltrilogi blev solgt i over 1 million eksemplarer i Danmark, og da den danske instruktør Niels Arden Oplev filmatiserede den første roman, ”Mænd der hader kvinder”, blev det en stor succes i Skandinavien. Alene i Danmark satte filmen rekord ved at kunne sælge 562.569 billetter på de første 17 dage. - Den danske krimiforfatter Jussi Adler-Olsen har solgt mere end to millioner eksemplarer af sine romaner på verdensplan. De første fire bind i forfatterens krimithrillerserie om Afdeling Q er allerede udgivet med store salgstal og flotte litterære priser, og ifølge Politikens Forlag, kommer femte bind inden jul. - Da DR viste deres egenproducerede krimiserie ”Forbrydelsen”, fulgte det halve af landet med i opklaringen af, hvem der på så bestialsk vis havde myrdet den unge Nanna Birk Larsen. Duggen dryppede ned ad skærmen hos over to millioner danskere, da seriens sidste afsnit blev vist.

Caption: - Det er opklaringsarbejdet, der river i os; dér, hvor vi selv skal forsøge at regne ud, hvordan tingene hænger sammen, siger lektor Kjetil Sandvik om, hvorfor vi er så vilde med krimier. Photographer: Colourbox


Caption: - Døden er svær for os at have med at gøre, og gennem hele livet forsøger vi at begribe, at vi en dag ikke skal være her mere. Og det er jo det, krimihistorier ofte rammer, fordi de prøver at bearbejde tankerne om døden, siger adfærdsforsker Jill Byrnit. Photographer: Colourbox


Krimi