__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

MICHAEL SAND

SÆLSOM SIKAJAGT REPORTAGE IRLAND

ATIKL UDLÅNT AF

EURUPA RUNDT


Europa rundt – med jagtriffel og kamara

Copyright © Forlaget Michael Sand Copyright © fotos Michael Sand Redaktion Michael Sand Billedredaktør og grafiske tilrettelæggelse Michael Sand Korrekturlæsning Birgit Grønborg Tryk Clemenstrykkeriet Printed in Lithuania efteråret 2018 ISBN 87-91368-82-0 Europa Rundt Udgiver: Forlaget Michael Sand Michael-Sand.dk


ARTIKEL INDGÅR I JAGTBOGEN

Europa rundt – med jagtriffel og kamara

MICHAEL SAND


4

Sælsom sort sikajagt


Sælsom sort sikajagt Jeg kan endnu ikke hævde at være dus med jagten på sikahjorte, men i maleriske bjerge kom jeg et skridt nærmere den sælsomme skyggejagt på Irlands sorte sikahjorte.

5

Det våde hold Heller ikke den danske jæger Kim, der havde jagtet med chaufføren i den terrænstærke bil, havde haft held med dagen.

Sammen med fem andre danske jægere havde han de sidste dage jagtet i bjergene ved Wicklow National Park. Men alt var foregået i silende regn. Blandt guiderne gik det danske hold allerede under benævnelsen ”Det våde hold”, men de dårlige odds til trods havde alle alligevel nedlagt sika. Flere havde endda fået to, der er en del af den pakkeaftale, som outfitteren John Fenton tilbyder sine gæster. Kim manglede endnu en hjort i pakken, og på vej ned ad bjerget tonede der sig pludselig en sort skikkelse frem på den anden side af de duggede ruder. En sikahjort. Hjorten var hverken stor eller lille. Men noget midt imellem. En flot seksender. Kim afslog dog guidens tilbud om at skyde den. - Ikke særlig sportsligt, mente han. Men det var, som om hjorten udfordrede hans principper. Stod blot 15 meter fra bilen og stirrede ret ind gennem ruden og viskerne, der slog anstrengt fra side til side for at bevare udsynet. Jeg forsøgte at få mit kamera i stilling. Men opgav. Alt var dugget til, og jeg kunne kun se en stor, grå masse i søgeren. Efter nogle lange minutter trak hjorten sig endelig.

Sælsom sort sikajagt

Min første morgen i det irske højland blev en sjaskvåd oplevelse. Regnen silede ned, og selv om jeg vidste, jeg kiggede i retning af vidstrakte, lyngklædte bakker, var udsigten udvasket. Jeg kunne intet se, og min horisont var reduceret til en række sitkagraner blot 60-70 meter fra det lille skjul, jeg var krøbet ind i. - Heldigt at jeg kan sidde i skjul, tænkte jeg og glædede mig over, at jeg trods alt havde en slags tag over hovedet. Men regnen tog til og fandt vej gennem alle revner og sprækker. Snart var alt fugtigt og klamt. Selv mit kamera, der havde fået regnfrakke på, begyndte at dugge, og det var på alle måder en blandet fornøjelse at stirre ud i regnen, der blev ved time efter time. Selv om jagtens spænding kan bære en gennem næsten hvad som helst, var jeg alligevel glad, da jeg hørte en firehjulstrækker slide sig gennem de opkørte, mudrede skovveje, der førte op til mit skjul. Tørt tøj og et solidt irsk morgenmåltid ventede.


Området omkring Wicklow bjergene er andet end irsk højland, og under gamle egetræer stortrives sikavildtet.

6 Sælsom sort sikajagt

Nyt område - En større gruppe af jægere og guider havde forsamlet sig på parkeringspladsen ved Trooper­s­­ town Wood Lodge bed and breakfast. Den silende regn til trods havde heldet alligevel tilsmilet det våde danske hold endnu en gang. Denne gang med to flotte hjorte, klassificeret som klassiske otteendere. Den største i medaljeklassen. Tilmed havde regnen valgt at holde en pause, og det våde hold kunne slutte deres ophold med en kop kaffe i haven, mens de evaluerede de sidste dages ophold. Det holdt endnu tørt, da jeg næste morgen satte mig ind i John Sika Fentons bil. - Jeg vil foreslå, at vi prøver et område, som vi endnu ikke har anvendt i denne sæson, sagde Fenton, som er et kendt navn blandt de mange danske jægere, der har Irland plottet ind som jagtdestination. Kort tid efter knasede dækkene under den tunge pick up, da vi trillede ud ad en lille grusvej omgivet af frodig løvskov på begge sider. - Vi burde kunne finde en hjort her, hviskede

John, da han forsigtigt klemte bildøren i og greb skydestokken på ladet. - Men vi har kun kort tid. Skovgæster er tidligt på færde i den her tid, og når de dukker op, presses dyrene væk fra vejene.

Ganske rigtigt Gruset var stadig vådt efter de sidste dages skybrud, og lydløst begyndte vi at liste op ad vejen, der snirklende fortsatte mod klippesidens top. Snart stod solen op, og det våde efterårsløv funklede i morgenlyset. Pludselig lød der et gennemtrængende advarselsskrig. Ikke et langstrakt skrig fra en sikahjort i brunst, men et mere kort og stødende pift. Vi var opdaget, og to hinder forsvandt over en gammel ruin tæt omslynget af bregner og grønt mos. Men hinderne var ikke alene. Længere fremme, helt op mod den mørke granskov, opdagede vi en hjort. Jeg lod riflen glide af skulderen, men i det samme trak hjorten sig. Faktisk var det, som om den nærmest gik i opløsning og blot tonede ud i skoven.


7

Selektiv Jagten på sikavildtet i Wicklow bjergene er ikke altid lige nem, forklarede Fenton, da vi senere begyndte at gå tilbage mod bilen. - På den ene side er der et massivt krav fra ejerne af skoven, som ønsker bestanden reduceret til et minimum. På den anden side er der ønsket om at beskyde bestanden selektivt. Det er ikke altid lige nemt at forene disse to ønsker. - Jagten kan nemlig være meget vanskelig i de tætte skovområder, og derfor er der grænser for, hvor selektiv man kan være, når man samtidig skal levere et antal skudte dyr af hensyn til skovens foryngelse og ejernes krav til et vist økonomisk afkast. - Og eftersom der ikke praktiseres bevægelsesjagter eller drivjagter, som kendes fra kontinentet, foregår al afskydning ved pyrsch eller anstandsjagt, fortalte John, der arbejder med forvaltning af sikavildt det meste af året. Et job som har med-

Sika og jagt Sikavildtet er som vildtart anderledes at jage end andre hjortevildtarter på de europæiske længde- og breddegrader. Modsat f.eks. kronvildt og råvildt har sikavildtet nemlig for vane at stå stille, når det forstyrres. Det flygter ikke nødvendigvis ved forstyrrelse, men satser i højere grad end nævnte arter på at forblive uset i det område, som det har søgt skjul i. Kød fra sikavildt er særdeles velsmagende og blandt alverdens jægere har den lille massive hjort skrevet sig ind blandt de allermest skattede vildtarter. Trofæet på en fuldvoksen sikahjort fylder ikke meget ved siden af en stor, fuldvoksen kronhjort og selv en stor sikahjort har som oftest ”kun” otte polerede ender i sit gevir. Sikahjorten kan i den typiske brunstperiode, som er oktober-november, være forholdsvis let at lokke frem ved at efterligne lyden af en hjort, som pifter for at markere sig.

Sælsom sort sikajagt

Hjorten var en shooter. En otte-ender vurderede jeg, selv om den ikke gav mig mere end nogle få sekunders audiens.


Sikahindens plettede sommerskind er som skabt til lysåbne skove med lysindfald under skyggende trækroner.

8 Sælsom sort sikajagt


ført, at han i daglig tale går under navnet John Sika Fenton. - Langt de fleste hjorte i Wicklow bjergene nedlægges af udenlandske jægere, hvorimod afskydningen af hind og kalv i reglen nedlægges af lokale. Dog er cullhunts blevet populære blandt udenlandske jægere, der gerne vil opleve lidt flere jagtbare situationer, end man gør på en hjortejagt, hvor der over en lille uges jagt måske kun nedlægges en hjort eller to. På en cullhunt kan en velskydende og beslutsom riffeljæger nedlægge op til 10 gange så mange på den samme tid, oplyste Fenton, som allerede havde afsat næste års store afskydningsjagter.

Sika i byen

Tæt bestand I dag er bestanden visse steder så tæt, at sikavildtet omtales som en pest. Dyrene anses ikke alene som en trussel for skovens flora. Også den mere oprindelige kronvildtbestand, der har været fastboende på øen siden den sidste istid, er under påvirkning af den stærke bestand af sikavildt. Når sikavildt og kronvildt optræder i samme område, kan resultatet blive de såkaldte hybrider, som er en blanding mellem sikavildt og kronvildt. Selv om man forsøger at holde bestandene adskilt, optræder der sikagener i mange

9 Sælsom sort sikajagt

Efter få dages ophold stod det klart for mig, at sikavildtet omkring Wicklow Mountains National Park står meget tæt. Vi så altid dyr, når vi kørte til og fra jagtområdet, og jeg havde endda set en voksen hjort trisse rundt på fortovet i den lille by, der med sine 300 indbyggere ligger midt i hjertet af Wicklow bjergene. Ja selv tæt ved det guest house, hvor jeg opholdt mig, var jeg blevet vækket af en piftende sikahjort. Men sikavildt har ikke altid været en del af Irlands fauna, selv om Irland i jægerkredse opfattes som en slags hjemland for sikahjorten. Den japanske sikahjort blev oprindelig introduceret til Irland af Lord Powerscourt i 1859, og fra dennes ejendom tæt ved Wicklow spredte dyrene sig til det meste af øen.


10

Kudujagt i Sydafrika


11

Kudujagt i Sydafrika


Sikavildtets udbredelse

12 Sælsom sort sikajagt

Der er langt fra sikavildtets oprindelige udbredelsesområde i Asien til det europæ­ iske kontinent, hvor den efterhånden er blevet accepteret som en gæst på tålt ophold i flere lande. Det er dog især Irland, der har fået ry som sikavildtets europæiske hjemsted, selv om arten ikke er mere knyttet til Irland, end den er til andre lande inden for Europas grænser. I sikavildtets oprindelige udbredelsesområde, som udover Japan og Taiwan og en række mindre stillehavsøer, strækker sig fra Sibirien, Korea, Manchuriet og det østlige Kina og Vietnam, findes der en række arter, som varierer i størrelse og karakteris­tika. Som vildtart er sikavildtet i Europa højt skattet blandt både lokale og internationale jægere, selv om man også i jagtmiljøet er opmærksom på, at sikavildtet kan være en alvorlig trussel for det britiske kronvildt, da sikavildt og kronvildt kan krydse og skabe formeringsdygtige og meget lidt ønskede hybrider. Hybriderne kan på sigt udvaske ikke bare kronvildtets oprindelige arveanlæg, men også gøre, at det introducerede sikavildt med tiden udvikler sig i den forkerte retning set i forhold til den oprindelige asiatiske sikahjorts unikke kendetegn. Hvor både skotske og irske kronvildtstammer lider af en visse steder høj påvirkning af hybridrider, er det mere uklart, hvor meget skade sikavildtet gør på det europæiske fastland. Nogle påstår, at sikavildt og kronvildt her holder sig for sig selv i parringsperioderne, selv om de optræder i samme område. Dette er taget som bevis for, at arterne af en eller anden årsag ikke blander gener i Tyskland, Østrig og Danmark etc. Andre eksperter hævder, at der ikke er noget, som taler for, at den britiske ulykke ikke også kan ramme kronvildtstammer uden for Storbritannien. Når omstændighederne er tilstede, vil der opstå krydsninger, hævdes det.


En af sikavildtets nye højborge på det europæiske kontinent er Wicklow bjergene i Irland.

13 Sælsom sort sikajagt


kronvildtbestan­de, ligesom mange sikabestande er under indflydelse af gener fra kronvildtet. På sigt kan der opstå en helt ny race, frygter forskere, da DNA-undersøgelser i Skotland har vist, at helt op til 40 % af visse kronvildtbestande rent faktisk består af krydsede dyr.

Ingen brunst

14 Sælsom sort sikajagt

Dagens første skovgæster, et ungt par, gik ind på stien, akkurat som vi var tilbage ved den parkerede bil i vejsiden. John havde ret. Man skal være tidligt ude, hvis man skal være heldig at overraske en sikahjort på stien, der fører gennem den frodige, næsten jungletætte løvskov. - Lad os arbejde os lidt op ad bjerget, sagde John i det samme, som bilen satte sig i bevægelse. - Vi kan stoppe et par steder undervejs, hvor jeg ved, der går hjorte, og måske – med lidt held – kan vi opnå kontakt med en hjort ved hjælp af kaldet, forklarede han. Dog kunne jeg fornemme, at han ikke rigtig troede på projektet. Meget tydede nemlig på, at brunstaktiviteten var gået i stå.

John anvender et lokkekald, som egentlig er et kald designet til amerikanske wapitihjorte, da også den amerikanske kronhjort udstøder et langstrakt brunstskrig, som er så højt, at det går gennem marv og ben. Kaldet virker fortrinligt, og på de rigtige dage har jeg oplevet, hvordan hjorte på lang afstand kan kaldes helt ind på kloshold.

Endelig Regnen havde endnu et opgør med Wicklow bjergene, og de første dråber faldt, da vi gjorde holdt og kiggede pligtskyldigt ud over en stor bevokset dal. Tunge skyer drev over de runde bjergsider, da et gennemtrængende skrig pludselig skar sig gennem dalen. Endelig. En sikahjort i brunst var lokaliseret. Jagten kunne begynde. - Det er en voksen hjort, – a mature stag – nåede min guide at fortælle, inden han forlod den lille sti og masede sig gennem de stikkende graner, der uden hjælp havde slået rod i det irske højland.


Jeg kunne se det hele for mig. Et sted derinde i den tætte plantage stod en sika. En kulsort sika. Tætskåret og mudret fra bunden af bugen til toppen af de otte, velpolerede gevirender. Afstanden mellem fantasi og virkelighed kan være kort, og akkurat som vi gled i skjul bag en stor sten, så jeg en sort skygge komme nærmere fra den modsatte side af den lille lysning, som vi gjorde ophold ved.

Et højdepunkt

Lyngklædte bakker og frodige, tætte underskove gør i kombination med et mildt klima Irland ideelt til sikavildtet.

Masser af sika Senere på dagen vendte vi tilbage til området, men en skræmt og højt bjæffende hind med kalv

15 Sælsom sort sikajagt

Hjorten fulgte et brandbælte, der deler den tætte plantage i to sektioner, men inden den nåede ud på den håndboldbane store lysning, standsede den op. - Måske har den hørt vores fremmarch, var min første tanke, men da John imiterede en sikahjort i brunst, flyttede den sig atter. Skridt for skridt fortsatte den direkte ned mod os. Den stod nu kun få meter fra lysningen. Under bladhanget fra de mange løvtræer, der vokser vildt på brandbæltet, kunne jeg se benene af den sorte hjort.

- Nogle få skridt mere, og den ville træde direkte ind på den lille ubevoksede scene, som udgjorde en del af hjortens domæne. Også dette kunne jeg tydeligt se for mig. Når det skete, var alt, jeg skulle gøre, at skubbe riflen hen over den store sten. Dermed ville oplevelsen for altid brænde sig ind som et af livets højdepunkter. Men det forblev ved fantasien. Hjorten listede videre. Givetvis i retning af den anden hjort, som længere oppe ad bjerget var begyndt at svare igen på hjortens eller var det Johns gennemtrængende pift. Plantagen var alt for tæt til pyrsch, og snart stod det klart, at vi havde tabt. I hvert fald første runde. Alligevel følte jeg mig løftet af oplevelsen. Vi havde trods alt mærket essensen af sikahjortejagt. Kun manglende held havde forhindret os i at nedlægge den.


Voksne sikahjorte er mørke og til tider næsten sorte, og de falder forbavsende godt ind i skovens skyggefulde partier.

16 Sælsom sort sikajagt

En af sikavildtets nye højborge på europæiske kontinent er Wiclow b i Irland.


Sælsom sort sikajagt

å det bjergene

17


18

Kudujagt i Sydafrika


19

Kudujagt i Sydafrika


på slæb spolerede vores planer, mens vi bevægede os frem mod den lille lysning, hvor vi sidst havde spottet hjorten. Dermed røg den chance, og vi opgav vores forehavende. Dagen sluttede til lyden af kaldende grouse og synet af en ung sikahjort, der essede på en langstrakt lyngflade tæt ved et større plantageområde. - I morgen vil du se sika. Masser af sika, forsikrede John, da vi hev bundstykket tilbage og greb den tunge 30.06’er patron, inden den landede i græsset. Det var mørkt, og vi kunne ikke længere se den unge hjort under os.

Kirkegård af træer

20 Sælsom sort sikajagt

- Inden vi når op i højlandet, skal vi gennem tæt skov, oplyste John, som havde fået følgeskab af en ældre belgisk jæger, der ligesom undertegnede skulle forsøge at nedlægge sika. Vi fulgte et af de mange ubeplantede brandbælter, som bryder det ellers monotone landskab af sitkagraner, der står som soldater på rad og række. Men selv om træerne er plantet og skoven anlagt, var det alligevel fornemmelsen af vild og oprindelige natur, der fyldte mig, da vi krydsede en flod og begyndte at slippe fri af den mørke plantage. Store klippeblokke, lyngflader og totter af vissent græs blev mere og mere dominerende, efterhånden som vi kom længere og længere op ad bjergsiden. Hist og her havde skovbrande forvandlet skovområder til lysåbne kirkegårde af hvide og udgåede træstammer.

For stor otte-ender - En hybrid sagde John, da han i skyggen af de sidste træer på bjergsiden sænkede sin kikkert. - Vil du forsøge dig med den, spurgte han den belgiske jæger, der virkede både erfaren og godt gående. Jægeren var mere eller mindre fast gæst i området, men hvis jeg tolkede ham rigtigt, havde han endnu aldrig nedlagt en af de misfarvede hybrider, der i reglen er større end områdets sikavildt og mindre end dets kronvildt. Jægeren nikkede ivrigt, og det så ud til, at chancen for at tage den store og næsten orangefar-

vede otte-ender ud af avlen bekom ham godt. Også den belgiske jæger vidste, at det handler om at tage den såkaldte hybridisation i opløbet. Jo flere hybrider, der blander sig i avlen, jo større er risikoen for, at der på sigt opstår en egentlig bestand af blandingsdyr uden sikre artskarakteristika.

Opdaget Regnen havde endelig sluppet sit tag. Det så ud til at blive en skyfri dag, og kun en tynd film af skyer forhindrede et frit udsyn til en helt blå himmel. Vi fulgte landskabets naturlige ledelinjer og stødte en lille rudel sikavildt, der skældte os ud, mens de forblev skjulte bag træer og klippeformationer. Da opstandelsen i den lille gruppe af kalve og hundyr havde fortaget sig, fortsatte vi. John forrest. Jeg bagerst. Lyng og blødt mos dæmpede lyden af vores bevægelser, og flere steder var græsset bidt ned i golfbanehøjde. De mange sikadyr prægede landskabet.

Nedstirret Pludselig fornemmede jeg en levende skikkelse over mig. Om fornemmelsen skyldtes, at jeg havde opfanget en bevægelse, en afvigelse i terrænet eller blot mærket den sælsomme fornemmelse, det er at blive holdt øje med, ved jeg ikke. Faktum er, at jeg opdagede en sikahjort stå i kanten af en afbrændt skov, der bredte sig ud over en mindre skråning. Dyret havde desværre allerede opdaget os og stirrede nu ned på os. Ja dyret nærmest nedstirrede os på klassisk sika-manér. Jeg fik hold på John, mens jeg listede riflen i skydestokken og gjorde mig klar til skud. Den høje forstørrelse i kikkertsigtet hjalp med til at bekræfte, hvad jeg allerede mere end fornemmede. Det var en hjort med fire ender i hver gevirstang.

Ikke vintersort Hjorten var endnu ikke helt vintersort, og det plettede sommerskind dominerede stadig hel-


21 Sælsom sort sikajagt

Sikavildt jages i plantager og tætte skovområder samt i åbne højlandsområder, præget af lyng og små sletter med græs.


hedsindtrykket. Kun hjortens opsvulmede hals var dækket af lange, stride hår, som er karakteristisk for voksne hjorte i brunst. Der var næppe meget mere end 120 meter ud til hjorten, men desværre var bladet dækket af tørre, afbrændte grene. Jeg vurderede, at jeg ikke uden risiko for at ramme en gren undervejs kunne slippe en kugle mod hjorten. Jeg kunne derfor gøre et af to. Afvente hjortens næste skridt eller satse på, at hjorten ikke var klar over, hvad den havde set og derfor tillod, at jeg bevægede mig. Vi bar trods alt ansigtsmaske, og min jakke var tillige godt camoufleret. Jeg valgte den sidstnævnte løsning. Tog initiativet og bevægede mig et stort skridt ned ad skråningen, alt imens jeg holdt riflen i skydestokken. Klar til at agere, hvis hjorten begyndte at trække sig og undervejs passere en åbning i den afbrændte granskov. 22 Sælsom sort sikajagt

Skynd dig Manøvren lykkedes. Jeg nåede et stort skridt ned ad bakken. Men også herfra var kuglebanen lukket til med grene. Et skud vurderede jeg som alt for risikabelt. Tog derfor en ny chance. Bevægede mig atter et stykke ned ad skråningen. - Bare den holder lidt endnu, tænkte jeg. Men også denne gang lod hjorten mig slippe. Den stirrede stadig ned på mig fra skovbrynet. Endnu en gang satte jeg øjet til kikkertsigtet. Endelig var der frit skud ind på siden af hjorten, der stod, hvor jeg for kort tid siden spottede den førstegang. Den havde ikke flyttet sig et skridt. Herfra gik det stærkt, og hjorten opdagede aldrig, at den var opdaget. Da skuddet faldt, sank den sammen som ramt af lynet. - Skynd dig op til den, udbrød John, der frygtede, at hjorten var ramt højt på bladet på grund af den kontante reaktion. Var dyret tapskudt, var det med at være så tæt på dyret som muligt, hvis og såfremt den skulle rejse sig igen, når chokket i rygraden havde fortaget sig. Heldigvis kom et fangstskud ikke på tale. Da jeg stod over for hjorten, åndede den ud for sidste gang.

Hjorten var ramt af en høj bladkugle, men den store energiudladning tæt på rygsøjlen havde afstedkommet det kontante kollaps.

Livsøjeblik At nedlægge en hjort bør altid være et livsøjeblik. Noget man altid vil huske. Denne gang var det dog, som om der blev smurt et ekstra tyk lag romantik på oplevelsen. Faktisk var det, som at stå i et guldaldermaleri: Den opadgående sol, den blå himmel og langt under os udsigten til en spejlblank sø. Alt malet med dagens første varme sollys. - Vil du have den monteret, spurgte John, da han begyndte at brække hjorten, mens jeg forsøgte at forevige øjeblikket med mit kamera. - Det er planen, svarede jeg, selv om hjorten ikke var så sort, som jeg havde håbet på. Men hals og hovedskind så dog ud til at være karakteristisk for efteråret, og jeg besluttede at bringe skindet hjem til en kritisk konservatorvurdering. - Kender du den her metode, spurgte John, da han med knyttet næve nærmest slog skindet fri af sikahjortens hals. - Ved at løsne skindet med hænderne, mens dyret er varmt, slipper vi for kød på halsskindet, når den skal forlægges. Dermed sparer vi en masse ekstra arbejde, fortalte han, mens han så at sige boksede løs på skindets underside.

Den lange nedtur - Vi må nok skiftes lidt, konstaterede John, da han rød i hovedet af den tunge sikakrop i rygsækken rejste sig fra lyngen og forsøgte at finde balancen. Derefter gik det nedad. Igen skridt for skridt. Men nu tynget af vægten af den tunge hjort. Efter en halv times tid var det min tur til at tage slæbet, og ved en sten gjorde vi holdt. Nu kunne også jeg fornemme blodet rulle, da jeg rejste mig og mærkede tyngden af hjorten på ryggen. - Det er nok det tungeste uparterede dyr, jeg har båret i en rygsæk, oplyste jeg, da jeg havde fundet mine ben at stå på og kunne begynde den lange nedtur.


23 Sælsom sort sikajagt

Nedlagt sika med udbrændte træer i baggrunden. Brande er en del af de processer i højlandet, der sikrer lys og foryngelse.


24

Sælsom sort sikajagt


Sikahjorte i højlandet bliver sjældent så stærke i krop og trofæ, som dyr i det mere næringsrige lavland.

25 Sælsom sort sikajagt


26 Sælsom sort sikajagt

Efter en tid begyndte rygsækkens stropper dog at gnave i skuldrene, og jeg besluttede mig for at stoppe ved den næste store sten. Dermed kunne jeg lade stenen bære hjorten, mens jeg spændte sækken lidt op og fordelte vægten. Men en bevokset sten midt i lyngen var slet ikke en sten, som jeg antog, men derimod en meterhøj bevoksning. En slags busk. Det opdagede jeg først, da det var for sent, og jeg forgæves forsøgte at finde hvile på det solide underlag. Men da var jeg allerede i knæ, og mine ben magtede ikke opgaven, og i næste nu lå jeg som en skildpadde med alle fire arme og ben i vejret, ude af stand til at rejse mig. Naturligvis til stor morskab for min guide. Jeg besluttede mig for at bære hjorten hele vejen, for om muligt at genvinde lidt af den tabte anseelse. Desværre havde den belgiske jæger ikke haft held med den hybride hjort, viste det sig, da vi stødte til ham på det sted, hvor vores stier skiltes nogle timer tidligere.

Næste gang Tiden gik hurtigt i bjergene, og pludselig var det sidste aften, sidste chance for endnu en sikahjort. I morgen gik flyet fra Dublin atter mod Danmark. - Skal vi prøve at finde den store hjort, spurgte John, da vi trillede ned ad bjerget for sidste gang. I hvert fald i denne omgang. Det var ved at være mørkt og naturligvis bifaldt jeg initiativet. Tidligere på ugen havde vi flere gange efterset en lille lysning, hvor der var observeret en stærk hjort. Men selv om vi havde været i både god vind

og havde anvendt sikakaldet flittigt, hver gang vi var gået ind til lysningen, havde vi endnu ikke haft kontakt med hjorten. End ikke en hind eller en kalv havde krydset vores vej. Men det er ikke ovre, før det er ovre, og denne gang så det ud til, at heldet var med os. En mørk skygge viste sig nemlig i kanten af bregnerne, da vi var fremme ved lysningen, hvor John tidligere havde observeret den store hjort.

Næste år - Lad os rykke nærmere, foreslog John, og ved hjælp fra det tiltagende mørke, krøb vi endnu tættere på. Omkring 60 meter fra sikahjorten rejste vi os og slog skydestokken i jorden. Vi turde ikke bevæge os nærmere af frygt for at støde hjorten eller de dyr, der eventuelt måtte opholde sig på den del af engen, som vi ikke kunne overse. Hjorten havde stadig ikke set os, og i en regnvandspyt, som var opstået på stien, rullede den rundt i mudderet, så benene strittede ud til alle sider. Vurderet ud fra kroppens størrelse og firkantede facon så det ud til at være en voksen hjort i sin bedste alder. - Det er en pæn seksender! Vil du skyde ham, hviskede John, da hjorten var tilbage på alle fire og atter lod sig eksponere. Et øjeblik overvejede jeg situationen. Det var en oplagt jagtsituation. Og det var givetvis den hjort, som vi havde gået målrettet efter hele ugen. Naturligvis var det fristende, men jeg takkede dog alligevel nej tak. - Gem ham til næste år. Min tur er allerede reddet for denne gang


Med en voksen og brækket sikahjort i vildtsækken går turen atter tilbage mod lavlandet.

27 Sælsom sort sikajagt


28

Kudujagt i Sydafrika


29

Kudujagt i Sydafrika


NETNATUR BRINGER NYHEDER TIL DIG – HVER DAG

Verden skal ikke opleves i sort og hvid NYHEDER DEBAT MARKED

NETNATUR Frit og uafhængt Over 2 millioner årlige besøg

NETNATUR.DK * FACEBOOK * TWITTER * INSTAGRAM * APP


Profile for Michael Sand

Sælsom sort sikajagt  

Jagt på sikahjort i Irland

Sælsom sort sikajagt  

Jagt på sikahjort i Irland

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded