På riffeljagt i Europa

SAND

FORÅR

Defender 90” SE 200 HK Diesel fra kr. 1.154.900 inkl. moms. Forbrug ved blandet kørsel 11,6 – 10,8 km/l. CO2-udslip 226-245 g/km.

Defender 110” SE 200 HK Diesel fra kr. 1.219.900 inkl. moms. Forbrug ved blandet kørsel 11,5-10,5 km/l. CO2-udslip 230-250 g/km. Priser er inkl. leveringsomkostninger på kr. 4.180 og ekskl. halvårlig ejerafgift. Forbrug er beregnet efter WLTP normen og angives både som low test og high test. Beregningen er baseret på producentens WLTP estimater. Miljøklasse: Euro 6. Vi tager forbehold for trykfejl og prisændringer. Bilen er vist med ekstraudstyr. Priser gælder for biler leveret efter d. 01.01.2022.

Riffeljagt

– i Danmark og det øvrige Europa

Digital bog om riffeljagt i Europa Bogen opdateres løbende

I samarbejde med Netnatur.dk

Forord

Det kan godt virke, som om at kloden er blevet både større og mindre på en og samme tid. Større fordi vores mulighed for at opleve alverdens afkroge aldrig har været nemmere. Og mindre fordi en stadig mere velfungerende infrastruktur får kloden til at virke langt mere overskuelig. Vi oplever, at der er blevet kortere til alting, og det får også jægere til at søge nye græsgange, som aldrig før.

Vores opfattelse af tid og sted har ikke mindst sat sine spor på det europæiske kontinent, som vi i dag opfatter som en nærværende og nærmest grænseløs verden af forskellige vildtarter og tilknyttede jagtmuligheder.

Denne udvikling har betydet, at et stadigt stigende antal jægere får øjnene op for jagt i Europa, som i dag oplever, at flere og flere områder overlades til vildt og natur.

Det har da heller ikke været vanskeligt at sammensætte en bog, som alene handler om jagt oplevet på det europæiske kontinent. Faktisk har det modsatte været tilfældet, da det undervejs viste sig vanskeligt at vælge dem ud, som skulle med i samlingen.

Det blev derfor besluttet, at artiklerne, som alle er udvalgt blandt mine efterhånden mange udgivelser om jagt over det meste af verden, skulle handle om jagt med riffel.

Derefter gik udvælgelsen nemmere, og det er mit indtryk, at resultatet er blevet en vidtspændende samling, som jeg tror vil appellere til mange, da jeg oplever, at jægere i almindelighed interesserer sig for stort set alt det, som handler om jagt, vildt og natur.

Vores tids jægere er sjældent fokuseret på helt bestemte lokaliteter, vildtarter eller tilsvarende jagtformer, men har et åbent sind og er til det meste, selv om hjertet kan banke særlig hurtigt ved jagt på gæs, råvildt eller kronvildt etc.

Denne indstilling præger også mit jagtliv, som har været en bredsporet sik, sak kurs uden andet mål for øje end at plukke de muligheder, som livet byder sig. Dog vil jeg hævde, at mit jagtliv har været drevet af passion uden dog at være målrettet

og styret af en ”been there, done that” mentalitet, som i stigende grad påvirker vores liv og jagtliv. Upåvirket af tidsånden er jeg dog ikke, og de seneste år er der nok opstået en tendens til, at også jeg søger mod steder og vildtarter, som jeg ikke allerede har krydset af på min mere eller mindre bevidstgjorte ”been there, done that” liste. Der er mange måder at definere nye og forskellige oplevelser på, men i nærværende bog er det arterne, der har været kriteriet, og det medfører, at der kun bringes én oplevelse med hver vildtart.

Dette har givet lidt panderynker, da jeg i sagens natur har skrevet mange artikler om de mest populære europæiske vildtarter, så som vildsvin, kronvildt og råvildt ikke mindst. Artikler som alle kan indgå i bogen i stedet for dem, jeg valgte. Bogens oplevelser udspiller sig over en årrække, men er ikke en gennemgang af oplevelser med alle de arter, der kan nedlægges med riffel i Europa. Det vil blive et meget stort og digert værk, som jeg langtfra vil være i stand til at fylde ud med selvoplevede jagtberetninger, som er den røde tråd, jeg har valgt at følge i denne bog.

Til gengæld kan man læse om jagt på de mest almindelige arter, som en riffeljæger kan opleve på kontinentet. Tilmed oplevelser, som er inden for det budget, jeg vil hævde kan realiseres af de fleste, som lever i en prioritetsøkonomi, hvor mange jagtdrømme kan realiseres, når man prioriterer derefter. Det er nærmest en naturlov, at man må vælge noget fra, når man vælger noget til, da kun de færreste kan blæse og have mel i munden på en og samme tid.

Men hvad man skal vælge at prioritere kan være vanskeligt. Europa har så mange jagtmuligheder og selv om jeg holder mig til princippet ”ingen nævnt, ingen glemt”, bør det oplyses, at man i flere europæiske lande kan nedlægge både ulv, bjørn og los etc.

For de fleste er det dog arter som elg, ren og andet hjortevildt, der sammen med vildsvin, muflon og stenbuk popper op, når emnet falder på riffeljagt i Europa.

Men Europas vifte af jagtbare vildtarter er under konstant udvikling og i bogen kan man også læse om jagt på introducerede arter som sikavildt, mankefår og muntjac. Arter som alle har deres oprindelige udbredelsesområde uden for det europæiske kontinent, men som alligevel har bidt sig fast som betydningsfulde europæiske vildtarter. Arter som jægerne heldigvis behandler med samme store respekt, som de oprindelige arter, selv om de nye optræder på en række officielle lister over ikke ønskede arter. For uanset hvad man jager, og hvordan man jager, er det vigtigtigere end noget andet, at man har sig selv med. At man er til stede og fokuseret på det jagtlige håndværk og det faktum, at vi faktisk slår dyr ihjel. Vel er naturens orden i sig selv barsk og brutal, men vi er ikke rovdyr i naturen. Vi er som jægere børn af vores tid, og derfor bliver vores gøren og laden altid vejet mod vores egen samvittighed og den altid ulmende offentlige debat om jagt, vildt og jægere.

I dag skal jagt ikke kun være biologisk bæredygtig, det skal også være i harmoni med tidsånden, som vi heldigvis selv er med til at definere.

I den forbindelse er der ikke tvivl om, at jagt på kød er mere accepteret end jagt på oplevelser. Også selv om kødet fra de dyr, der nedlægges for oplevelsens skyld, naturligvis også spises.

Når alt kommer til alt, er det dog vanskelig, ja nærmest umuligt at trække skel mellem kødjægere og oplevelsesjægere på jagt efter den gode jagt- og naturoplevelse herunder også det ekstraordinære trofæ eller en ny vildtart til samlingen. De fleste af os er nok lidt af det hele, og først og fremmest er vi jægere, selv om man periodevis kan være lidt mere til det ene end til det andet.

Michael Sand

Knæk og bræk!

REVOLUTIONERENDE REALTREE EXCAPE™

CAMOUFLAGE JAGTKOLLEKTION

Excape - en lag-på-lag kollektion fra Deerhunter®

Se hele kollektionen her

deerhunter.eu

Muntjac på overtid

Det var sidste dag, sidste chance. Efter 15 timers intensiv jagt troede Robin ikke længere på chancen. Men alt kommer til den, der kan vente, tilmed en tyknakket gevinst til sidemanden.

- Jeg gider ikke. Jeg er så træt. Robin troede ikke rigtig på, at det skulle lykkes at nedlægge en muntjac. Det, der ved turens begyndelse blev betragtet som ”a piece of cake”, var langt fra så nemt alligevel. Vi var nu ude i femte forsøg. Nedturen, der følger i kølvandet af svigtende held, havde ramt den kun 10 år gamle skytte.

- Det går ikke, Robin, insisterede jeg.

- Kurt og Trevor henter os om lidt. Du er nødt til at stå op.

De to engelske stalkere havde gjort indtryk på den unge jagtlærling, og snart forsøgte han at stoppe fødderne ned i de allerede godt brugte sokker. Imens kæmpede han med at holde balancen. De tillokkende dyner virkede som en magnet, og det hjalp ikke, at dagens første solsortestrofer strømmede ind gennem det åbne hotelvindue. Indrømmet! Gårsdagens jagt sad også tungt i mig. Fire timers søvn er for lidt. Især når man kun er 10.

Smukkere og smukkere

Kort tid efter bevægede vi os langsomt rundt i det kuperede terræn få kilometer uden for den lille by Halstead ved Essex. Men da der ikke var hjortevildt fremme på de rimfrostne bakker, trak vi ind i skoven.

- Løft dine fødder og hold dig lige bag mig, kommanderede Trevor Edwards, der med sine næsten to meter havde et noget bedre udsyn end Robin, stalkeren Kurt Hughes og undertegnede, der i nævnte rækkefølge kom lige bagefter. Men på grund af Trevors store overblik gik vi alle på afsøgt terræn.

Jeg havde besluttet at lade teleobjektivet blive i bilen. Chancen for en muntjac var ude i elvte time, og da den lange tele kan være lidt besværlig at gå med i tæt krat, ville jeg ikke risikere at spolere turens måske sidste chance.

Mørke hjorte

Vi fulgte de klippede spor, holdt fokus på skovbunden, men følte os med ét opdaget. Vi kiggede op og så to mørke dåhjorte, der med morgensol i skovlene betragtede det lille optog. Afstanden var 60-70 meter og de lange ben var delvist dækket af bregner og tæt brombærkrat. Langsomt gled de to dyr frem til fuld beskuelse og et øjeblik fortrød jeg, at jeg helt havde satset på Robins jagtheld. Det var som nævnt turens sidste outing, og jeg havde endnu ikke haft en riffel i hånden.

- Kan jeg skyde? Jeg kan bare skyde på halsen. Robin havde overhørt en samtale om dåvildt, der selv med et mindre kaliber kan skydes effektivt på

- Muntjacs er i almindelighed ikke særlig skudstærke, havde de britiske stalkere, som af og til også guider helt unge jægere, erfaret.

halsen. Vel at mærke af en sikker skytte. Men selv om selvtilliden efter gårsdagens kaninjagt ikke fejlede noget, havde han ikke licens til dåvildt.

- Nej, de er for store til halsskud, svarede Kurt og befriede mig for en længere diskussion om, hvorfor det ikke var muligt. Kurts ord var lov. Hjortene lod sig beskue nogle øjeblikke, inden de travede af sted.

Muntjac

- Lad os sætte os lidt, foreslog Kurt, da vi nåede toppen af en lille skråning, hvor træerne stod knap så tæt. Kurt var den mest erfarne stalker af de to skytter, vi havde med os i dag.

- Muntjac, hviskede jeg, da en mørk skygge pludselig viste sig under os. Jeg var ikke sikker på, at de andre så bukken, der langsomt kom nærmere. Om få skridt ville den være helt fri af den bakke, der holdt den lille tætpakkede krop skjult. Robin lå allerede klar på maven. Støttebenene under riflen var slået ud, men netop da bukken manglede en meter eller to i at være synlig, vendte den af en eller anden årsag omkring. Men

længere ude, bag ved bukken, havde Kurt opdaget en bevægelse. Og mens jeg havde stirret på bukken, havde de åbenbart haft øjnene et helt andet sted.

Ikke se den

- Jeg kan ikke se den, hviskede Robin, mens Kurt opfordrede ham til at skyde, så snart han kunne placere kuglen på siden af dyret. Muntjacjagt kræver beslutsomhed, og udnytter man ikke chancen, når den er der, kommer den måske aldrig igen. Men Robin kunne stadig ikke finde det lille dyr i virvaret af stammer, bregner og brombærkrat.

- Jeg kan ikke se den, gentog han lettere irriteret, mens han stirrede gennem kikkertsigtet. Heller ikke jeg kunne få øje på dyret. Men pludselig røbede en bevægelse dog en lys muntjackrop. Sandsynligvis var der tale om en hun eller en doe, som er englændernes benævnelse for et hundyr. Bevægelsen røbede dyret, og Robin var ikke længere i tvivl om, hvor riflen skulle pege hen. Sekunder senere bragede den lyddæmpede riffel.

12 Muntjac på overtid

Jeg tror, kugleslaget smældede højere end riffelskuddet.

Bladet er frit

- Den er nede, sagde Kurt og gik straks mod dyret, der lå forendt på skovbunden med en rød prik placeret akkurat midt på bladet. I begyndelsen var Robin meget stille. Men langsom begyndte han at fortælle om sin oplevelse.

- Jeg kunne ikke se den. Først da den bevægede hovedet fik jeg øje på den. Men den var dækket af to træer. Pludselig trådte den frem. Nu kunne jeg se bladet. Jeg vidste ikke, om jeg skulle vente, indtil jeg kunne se hele kroppen. Men så tænkte jeg: – Jeg vil s.. ikke lade den chance gå fra mig. Altså det tænkte jeg, sagde han og kiggede lidt forlegent på mig, da han ved, at jeg ikke tolererer bandeord og andre former for unødig støj i hans sprog. Men et s… i tankerne, finder han åbenbart ikke er et brud på den aftale, vi har indgået. - Den snak måtte vi tage en anden gang, tænkte jeg, mens Robin fortsatte sin beretning om sit livs største jagtoplevelse.

Muntjac i England

Et ukendt antal muntjacs blev indført til Weburn Abbey i Bedfordshire i det 19. århundrede.

Nogle af disse dyr undslap og er sammen med et større udslip fra bl. a. Whipsnade Zoo grundlaget for den stamme, man finder i Storbritannien i dag. Lokale udsætninger har desuden været med til at sprede arten til nye områder.

Siden 1981 har det dog været ulovligt at udsætte muntjac på steder, hvor den ikke allerede findes. Men arten har en fantastisk tilpasningsevne, og blandt andet kan den opleves på tæt hold i flere storbyparker.

Den britiske bestand af reeves’s muntjac vokser stadig, og det anslås, at arten er på vej til at blive Englands mest almindelige hjorteart og dermed mere talrig end råvildt, kronvildt, dåvildt og sikavildt og ikke at forglemme det kinesiske vandrådyr.

Muntjac på overtid

Kort om muntjac

Muntjac regnes for at være den ældste gruppe af hjortedyr, med aner der går 15-35 millioner år tilbage i tiden.

Muntjac inddeles i en række arter og findes naturligt i et område fra Indien og Sri Lanka til det sydlige Kina, Taiwan og Indonesien.

Arten reeves’s muntjac fra Taiwan er indført til England, hvor den i visse områder i dag er vidt udbredt. Flere steder er bestanden så tæt, at den betragtes som et skadedyr.

Eftersom muntjacs har sin oprindelse i det tropiske, har den ikke nogen egentlig yngleperiode eller for den sag skyld brunstperiode. Den yngler hele året.

En voksen reeves’s muntjac har en levende vægt på mellem 10 og 18 kilo og bukkens horn bliver op til 12 cm og anvendes i kamp med andre hanner. Under duellen forsøger bukken at få sin modstander ud af balance, så denne kan såres med de lange og sylespidse stødtænder.

Muntjac kaldes også barking deer, og for videnskabsmænd er muntjacerne særligt interessante, fordi der tilsyneladende stadig opdages nye arter. Så sent som i 1994 fandt man i Vu Quang, Ha Tinh provinsen i Vietnam en helt ny art, som i dag kaldes giant muntjac (muntiacus vuquangensis), fordi det er den største muntjacart, man kender. Giant muntjac kan veje op til 50 kilo.

Ifølge The British Deer Society forårsager Englands mange muntjacs kun relativt lidt skade på den kommercielle skovdrift, hvorimod de kan være en udfordring for haveejere, da arten også vækster i bynære områder.

Det stigende antal muntjacs synes dog at blive genstand for en mere og mere væsentlig miljømæssig debat. Ikke mindst i relation til trafikulykker med menneskelige tragedier og dyrevelfærd som de måske væsentligste diskusionsemner.

Muntjac på overtid

Mange jægere taber deres hjerte til jagten på den lille muntjac , hvor handyrene ses omtalt som både buk og hjort.

Dansk jæger der jagtede i området, hvor denne oplevelse er hentet fra, nedlagde blandt flere også en meget stærk muntjac.

- Jeg kunne se dyret gå ned, lige da jeg skød. Men jeg tænkte: – Nej nu løber den. Men jeg vidste, at kuglen sad på bladet. Da den ikke rejste sig, blev jeg bare så glad, fortalte han.

Altid i bevægelse

- Muntjacs er altid i bevægelse og skal ofte jages i tæt krat som dette her. Intet hjortevildt er efter min mening vanskeligere at nedlægge end muntjacs, understregede Kurt for, jeg ved ikke, hvilken gang. Ligesom for at få Robin til at forstå, at der bag nedlæggelsen af det lille dyr, lå en stor bedrift, som han godt kunne være stolt af. Og da der mellem Kurt og Robin var opstået et lærerog elevforhold blev det verbale skulderklap modtaget i den ånd, som det var tiltænkt. Drengen var blevet lidt ældre.

Jeg havde inden afrejsen naturligvis tillid til, at Robin kunne nedlægge et stykke hjortevildt på forsvarlig vis. Ellers havde jeg ikke givet ham muligheden. Alligevel var det en fantastisk fornemmelse at se ham på skovbunden med sit første dyr. Og selv om man ofte ikke kender sit livs øjeblikke, før det er for sent, var jeg klar over, at jeg her stod midt i et af mit livs store øjeblikke. Faktisk virkede det, som om at det hele var forudbestilt. Et par lige ved og næsten oplevelser, nedturen i morges og så endelig forløsningen: det hurtige og vellykkede skud. Det var en på alle måder lykkelig afslutning på det så altafgørende første skud med riffel.

Som en buchbuck

Da vi senere var tilbage for at hente den skudte muntjac havde trætheden atter fået tag i den unge jagtelev, og han ville gerne blive i bilen, mens vi hentede dyret.

Lidt skuffet over, at han ikke sprang i forvejen, fulgte jeg efter Kurt, der allerede skrævede over hegnet, som udgjorde grænsen mellem mark og skov.

Jeg dog mere end fornemmede, at Kurt havde set et eller andet, mens han stod der med et ben på begge sider af hegnet.

- Jeg har set en muntjac, en meget stor buk. Og den har ikke set os. Hent riflen, men lad Robin blive tilbage; vi kan ikke være tre, befalede han ivrigt.

Muntjac på overtid

Jeg havde endnu min første muntjac til gode, og spændende var det efter fire dages jagt endelig at være manden med riflen.

Desværre var bukken forsvundet i de tætte bregner, hvor det ikke var muligt at pyrche efter. Jeg kunne se på Kurt, at han havde opgivet. Han begyndte atter at bevæge sig ned mod det sted, hvor Robins muntjac ventede på at blive samlet op.

Skyd, skyd

- Der er bukken ... skynd dig, den løber snart! udbrød Kurt pludselig og hjalp mig med at slå støttebenene på den lette riffel ud.

I kikkerten fangede jeg snart den mørkebrune krop, og et øjeblik var jeg i Afrika, på jagt efter buchbuck, også kaldet Afrikas råbuk. Dyrets dykkende bevægelse i det tætte krat var sammen med den mørkebrune pels med til at gøre ligheden ganske slående. I det mindste indtil man fokuserede på de ejendommelige horn og de små stødtænder.

Bukken trak op mod os. Den var ikke helt klar over, hvor vi befandt os.

- Skyd, den er snart væk, hviskede Kurt. Men bukken var dækket af grene, og jeg kunne ikke skyde. Alt forandrede sig dog i bukkens næste skridt. Pludselig var den fri, og der var ikke længere generende grene i skudlinjen. I næste nu

smældede den lille riffel for anden gang denne morgen.

Også denne gang var den svuppende lyd af kuglen, der ramte dyret ikke til at tage fejl af. Jeg repeterede og gjorde mig klar til endnu et skud. Bare for en sikkerheds skyld.

Sidste suk

Sekunder senere kom Robin drønene gennem skoven. Han havde fortrudt, at han var blevet tilbage og havde overvundet sin træthed. Og selv om der ikke var nogen fare på færde, var der nok en ting eller to, jeg havde taget lidt let på i hans jagtlige opdragelse. Et var det sikkerhedsmæssige, noget andet det jagtlige. Havde jeg holdt skuddet tilbage et sekund eller to havde Robin givetvis skræmt bukken væk. Men det må vi snakke om en anden gang. Kurt var allerede på vej hen mod bukken, og netop som den udstødte det sidste suk, var vi fremme. Hvor mange trofædyr kan nydes på væggen i tiden, der kommer, er det med at suge indtrykkene til sig, når man står ved en nyskudt muntjac. Når først kraniet er kogt af, er der ikke meget spas ved det lille gevir. Heller ikke selv om man lader de stærkt forlængede stødtænder sidde i overmunden.

Jeg besluttede dog, at det lille dyr med flænget øre og dybe ar i nakken skulle monteres.

- Det er et gammelt dyr, med et meget fint hoved, sagde Kurt, der havde gjort det til en personlig æressag at skaffe os begge en muntjac.

- Jeg tror, det var godt, at det var dig, der skød bukken, som jeg er sikker på er til en medalje. Hvad skal Robin ellers drømme om, hvis han starter på toppen? Da kan det kun gå tilbage. Jeg var enig. Vi havde begge noget at komme tilbage efter. Og tilbage, det kommer vi. Jagten på de små kratluskere var gået i blodet.

Artiklens tyknakkede muntjac var en kæmper: Øret var flænget, og nakken var snittet i stykker, som med en skarp kniv.

EL RANGE BANEBRYDENDE PRÆCISION

SEE THE UNSEEN

REVOLUTIONERENDE REALTREE EXCAPE™

CAMOUFLAGE JAGTKOLLEKTION

Excape - en lag-på-lag kollektion fra Deerhunter®

Se hele kollektionen her

deerhunter.eu

HÅNDLAVEDE MINDER af dit eget vildtskind

Kunne du tænke dig et anvendeligt og lækkert kvalitetsprodukt af skind fra et dyr, du selv har nedlagt?

Så står vi klar til at hjælpe dig!

Vi arbejder med alle typer skind og læder – også huder fra danske dyr

Så hvis du har skudt et rå-, då- eller krondyr, assisterer vi gerne med kompetent garvning og videre forarbejdning.

Kontakt os gerne for at høre nærmere.

EQUI TAILOR v/Trine Mette Olesen

Tylstrupvej 12, DK-9382 Tylstrup +45 61 30 10 49 info@equitailor.dk www.equitailor.dk

En forårsbæver

Jeg tror, at lysten til bæverjagt blev aktiveret for mange år siden, da jeg med et tungt spyd dræbte en stor gnaver i vandkanten.

Lidt uden for spejderhytten var der smidt et gammelt udtjent spisebord. Et af de store, massive ben blev vredet fri af bordpladen, og jeg følte mig straks bevæbnet. En god følelse, når man er syv, otte år og skulle på jagt på egen hånd. Jeg fulgte en bred afvandingskanal, og da det var sidst på forsommeren, var brinkerne tørre og fyldt med fugle- og dyrespor. Støjen fra spejderlejren var efterhånden udvisket til en svag summen, da øjet pludselig fangede en bevægelse i det stille vand. I spidsen af en række kølvandsstriber kunne jeg ane et dyrehoved, der søgte landgang på kanalens modsatte side. Sekund for sekund voksede dyret sig større, indtil skikkelsen slap vandet og forvandlede sig til et brunt dyr med pels og lang, nøgen hale. Jeg genkendte hurtigt dyret og blev grebet af en sær følelse af angst og jagtbegær. En del af mig havde lyst til at løbe så hurtigt, jeg kunne, mens en anden del havde lyst til at blive. Jagtbegæret vandt, og jeg blev stående. Stum og forstenet med mit massive våben i hånden.

Rollerne blev byttet

Dyret tog de første skridt over brinkens bløde, mudrede bund, og i det samme hævede jeg armen og tog sigte. Det massive bordben lå godt i hån-

den, og med al den kraft, jeg kunne frembringe, kylede jeg det tunge spyd mod dyret. Det blev en fuldtræffer, og det tunge bordben pressede den store vandrotte langt ned i mudderet. Benet blev stående sejrsikkert i mudderet.

Jeg tror ikke rotten opdagede, hvad der skete, men i samme nu, som jeg havde kastet spyddet, tog angsten over. Ja, den overtog mig fuldstændigt. Uden at se mig tilbage snurrede jeg rundt og løb så hurtigt de korte barneben kunne bære. Rollerne var byttet om, selv om jeg vidste, at det kun var indbildning.

Fornuften sagde mig, at rotten var død og under alle omstændigheder aldrig ville forlade sit våde element for at søge hævn og oprejsning. Alligevel tænkte jeg kun på at komme væk så hurtigt som muligt. Så jeg løb og løb og løb.

Bevægelse i vandet

Lysten til at prøve bæverjagten blev formentlig aktiveret dengang for mange år siden. Og selv om sammenligningen med rotten ikke yder bæveren retfærdighed, kan man ikke se bort fra, at der er visse ligheder mellem de to gnavere. Både rotten og bæveren lever en stor del af tiden i vandet, og begge graver huller i brinkerne, hvor de søger skjul og føder deres unger.

Beretningen om bæverjagten begynder også med en strømhvirvel i den stille norske sø, da vi nærmede os et afbarket træ. Søens bævere havde fjernet træets jordforbindelse, og den gamle stamme var vippet i søen, da den opgav livsmodet og ikke længere kunne holde balancen. Så var der serveret.

Selv om søen også var skueplads for hvinænder, var strømhvirvlen for kraftig til at stamme fra en dykkende and. Og efter nogle sekunder tilkendegav et lille bæverhoved i overfladen, at den var årsagen til uroen i det rolige vand. Bæveren følte sig åbenlyst på hjemmebane, så længe den havde vand under bugen, og den virkede helt rolig, da den iagttog os.

Den væltede stamme

Det blev nu bror Torben, som trak pladsen ved den væltede stamme. Det så lovende ud. Vi var lige kommet og havde allerede set en bæver. Og vurderet på de mange væltede træer, der lå hulter til bulter omkring den store sø, var der gode muligheder for, at de kommende dages jagt

kunne krones med et bæverskind eller to. Kvoten lød på fire dyr; et til hver af os.

Efter at Torben var listet på plads, rullede vi videre. Få hundrede meter længere fremme blev jeg sat af. Akkurat tids nok til at se en stor bæver forlade bredden 200-300 meter fra det sted, hvor jeg ifølge vores norske vært Geir Kjellmann skulle afvente den norske solnedgang.

Bæver etik

Strategien er derfor at placere sig et sted, hvor man forventer, at bæverne forlader vandet for at søge føde. Friske høvlspåner er i den forbindelse en god indikator for aktivitet.

En afgørende forudsætning for at skyde er nemlig, at bæverne kravler på land. Kun på meget tæt hold kan skud til en bæver med kroppen under vand komme på tale. Målet er lille, da kun hjernen er over vandoverfladen. Desuden fordrer det, at bæveren kun skydes i strømsvage kanaler eller åer. I strømvand og dybe søer er der risiko for, at byttet forsvinder. Endelig er det en forudsætning, at man er placeret højt i forhold til bæveren.

Under en forårsjagt på bæver byder det skandinaviske forår på mange tillægsoplevelser, som f.eks. en mink på vej med en nyfanget frø.

forårsbæver

- Men bæveren skal ligge stille, ellers går det ikke, formanede Geir Kjellmann, inden vi blev sat af på vores poster.

En klump på bredden

Skovbunden var tør, så jeg opgav at komme uhørt frem til min post, hvorfra jeg havde et godt overblik og desuden frit skudfelt, såfremt en bæver ville gå i land i kanten af rørskoven. Et par tørre, afpillede grene afslørede, at det var sket før. Jeg slog skydestokken ud og lod aftenstemningen sænke sig.

Et par canadagæs gled over søen. Klippesiderne forstærkede deres forårssang, og lyden blev kastet frem og tilbage i et gigantisk surround system. En lille flok hvinænder havde samlet sig på søens midte. I kikkerten kunne jeg se, at det mest var unge hanner, der øvede sig i den sælsomme headbanging, hvor hannerne på skift kaster nakken bagover med stor kraft. Selv om natten endnu i bogstaveligste forstand var kold som is, var der forår i luften, og i sivene smaskede en gedde løs af de mange tudser og frøer, der var i fuld gang med æglægningen.

Bæverjagt

Bæveren ser ikke særlig godt, men i lighed med de fleste andre pattedyr har den en fremragende lugtesans. Derfor er det først og fremmest vinden, man skal tage højde for, når man venter på, at en bæver skal kravle op på land, da bævere af hensyn til bjergning af det skudte dyr, kun nedlægges, når de opholder sig på på brinkerne af f.eks. søer og kanaler.

Træfområdet på en bæver er forholdsvis lille, selv om bæveren er tung som et stykke råvildt. Derfor er bæverjagt først og fremmest forbundet med skud på forholdsvis korte afstande.

Hovedskud mod svømmende bævere regnes af de fleste som decideret bandlyst, da træfområdet er lille og risikoen for et dårligt placeret skud tilsvarende stor. Den traditionelle og velsmagende bævergryde er sammen med kranie og skind en del af udbyttet ved en vellykket bæverjagt.

En forårsbæver

Under bæverjagt kan det være en fordel at etablere en pyrschsti og fjerne grene og kviste i det forventede skudfelt.

Det kan være koldt at sidde på anstand efter bæver i det tidlige forår, hvor temperaturen kan komme under frysepunktet.

På den modsatte side

På søens modsatte brink kunne jeg se to klumper, som med lidt god vilje kunne ligne bævere. Men det var næsten for godt til at være sandt, og i stedet for at hæve kikkerten, besluttede jeg at holde de to klumper under observation. Ingen grund til at røbe min tilstedeværelse med unødige bevægelser, da det sandsynligvis blot var et par trærødder. I stedet lod jeg blikket vandre over søen, mens skyggerne fra skoven og klipperne blev længere og længere.

Øjet søgte tilbage til de to klumper. Havde de flyttet sig, ville jeg tage kikkerten i anvendelse. Men nu kunne jeg kun se én klump på bredden. Det var næppe mere end fem, seks timer siden, vi forlod hverdagen og færgen i Göteborg. Og nu sad jeg her; omgivet af den norske naturs lyde, lugte og fugtige kulde og stirrede på en levende bæver.

Kæmpeplask

Bæveren holdt en afbarket pind i de fingerlignende forpoter og gnaskede løs som et barn, der spiser en majskolbe.

Afstanden var dog for stor til skud. I hvert fald fra det sted, hvor jeg sad. Jeg kunne måske kravle tættere på, men jeg gav det ikke mange chancer i den tørre skovbund. Desuden var det første aften, og det var næsten for tidligt at skyde min andel af kvoten op.

Efter nogle minutter gled bæveren tilbage i vandet. Bævere har det bedst tæt på bredden, og i reglen ophører deres fødesøgning få meter fra brinken.

Et eller andet havde dog mishaget den store bæver. I hvert fald gav den et kæmpeplask med den brede hale. Advarselssignalet skulle ifølge mange jægeroverleveringer rydde søen for bævere på et splitsekund. Men allerede efter et par minutter var der dog igen bæver på brinken.

Jægeren tager over

Dagen efter var jeg atter på samme post. Men bortset fra et par bævere, som forsvandt i rørskovens kanalsystem en times tid efter solopgang, så jeg ingen bæver.

forårsbæver

Efter jagten skal bæveren skindes, kødet parteres og skindet saltes og er der en fryser tilknyttet jagthytten, er det en fordel.

Vidste du:

• at den norske bæverbestand i 1900-tallet næppe talte mere end 100 individer

• at efterstræbelserne efter skind og bævergejl var årsagen til, at bæveren blev udryddet i store dele af Europa

• at der i lighed med andre steder i Europa er udsat bævere i Norge

• at bævere lever i kolonier bestående af en gammel han og en gammel hun

• at en bæverkoloni i reglen tæller 6-10 individer, men at kun den ældste hun føder unger

• at bæverne forbliver par hele livet

• at bæverunger fødes med øjne og pels

• at kun bagpoterne er forsynet med svømmehud

• at bæverne forlader territoriet, når de er omkring 2 år

• at det i reglen er hunnerne, der etablerer territorium – senere kommer hannen til

• at der kan opstå kampe om revirerne

• at bæverne hovedsageligt er nataktive, men navnlig i foråret har en tilbøjelighed til at vise sig før skumringen og efter gryet

• at bæverne bygger dæmning for at hæve vandspejlet

• at bæveren især sætter pris på bævreasp, pil, birk, røn, hassel og hæg, hvorimod den ikke sætter tænderne i fyr og gran

• at det tager bæveren omkring 4 timer at fælde et træ med en diameter på 25 cm

• at bævergejl bruges som duftmarkering, når territoriet skal afmærkes

• at bæveren kan forblive under vand i op til et kvarter eller mere

• at bæveren kan veje op til 35 kilo og måle helt op til 135 cm

• at bæveren gemmer grene og kviste i et forråd i boet

• at bæveren skyder en fart på ca. 3 km, men kan nå 10 km i timen

• at bæveren under fødesøgning forbliver under vand i ca. 2-3 minutter

En forårsbæver

Flot norsk bæver nedlagt med den riffel og den type ammunition, som den danske jæger anvender til jagt på hjort og råvildt.

Flere europæiske lande tillader bæverjagt både forår og efterår, men jagten i det tidlige forår er mest populær.

Bæverne søgte sikkert mod deres bo, som var etableret nogle hundrede meter fra søen.

Strategien ved bæverjagt er at jage så langt fra boet som muligt. Kan man skyde kvoten op i yderkanten af reviret, er det at foretrække. Men svigter heldet, kan man rykke tættere på boet. Alt andet lige vil der altid være relativ stor aktivitet i boets umiddelbare nærhed, hvor man også kan være heldig at iagttage bæverne fremme midt på dagen.

Da jeg listede ud på aftenposten, placerede jeg min rygsæk og skydestok lidt anderledes. Og jeg havde ikke siddet længe, før jeg så bævere på brinken. Skudholdet var for langt, men jeg besluttede at opsøge chancen, og selv om skoven gav sig højlydt for hvert skridt, var jeg snart så tæt på, som jeg kunne komme.

Jægerkald

Jeg slog skydestokken ud og så bæveren glide i vandet. Pokkers. Den havde sikkert hørt eller set mig. Solen stod i ansigtet, og det kunne heller ikke udelukkes, at riffel eller kikkertsigtet havde reflekteret i det skarpe lys.

Få minutter efter var bæveren dog atter på land, hvor den vraltede ind i virvaret af væltede stammer for at fælde et træ eller finde sig en pind til aftensmaden.

Bæveren brugte ikke mange sekunder i skoven, og et øjeblik senere søgte den atter mod søen med en afbarket, helt hvid gren i munden.

- Der kunne ikke være meget energi tilbage i den tørre gren, tænkte jeg, da bæveren satte sig til rette i vandkanten. Faktisk sad den nu helt efter bogen med siden til. Nu skulle der handles. Jægeren kaldte.

Trådkors på bladet

Jeg lod kikkertsigtet vandre over brinken og fandt klumpen på bredden, skubbede sikringen frem og tog en dyb indånding. Skulle netop til at klemme skuddet af, da jeg tøvede. Skudholdet var langt, og det er ikke helt ligegyldigt, hvor på bladet kuglen bliver placeret. Skuddet bør rettes mod hals og hoved, hævdes det ofte. Årsagen er, at bladet på en bæver er relativt lille. Desuden er lungeog hjerteregionen placeret længere fremme, end

forårsbæver

man umiddelbart antager, når bæveren sidder sammenbøjet ved vandkanten. Skuddet skal derfor ikke rettes mod det traditionelle område lige bag forbenet. Da er der risiko for, at bæveren når at kaste sig i vandet, inden døden indhenter den. Og selv en godt skudt bæver kan være særdeles vanskelig at bjerge, da den på kort tid kan tilbagelægge mange meter under vand. Som alternativ til hals- og hovedskud anbefales ofte kraftigt ekspanderende kugler med chokeffekt. Ulempen ved disse er dog kød- og skindødelæggelser, hvilke får mange erfarne bæverjægere til at anbefale, at man anvender sin vante ammunition ud fra devisen, at det ikke er, hvad kuglen hedder, men hvor den sidder, som er det vigtigste. Jeg havde taget dette råd til mig, og magasinet var fyldt med den ammunition, som jeg anvender til buk og hjort etc.

Fugl i kikkerten

Sigtet fandt atter bladet på den intetanende bæver. Jeg placerede trådkorset på bæverens skulderblad, og sekunder senere rungede skuddet frem og tilbage mellem klipperne. Den store bæver slog et slag med halen og lå så stille. Jeg repeterede og var klar til skud, såfremt dyret vippede med et knurhår. Den måtte for enhver pris ikke nå vandet, såfremt den var anskudt. Et par refleksagtige plask med halen indikerede dog, at livet havde forladt den massive krop.

Jeg holdt mig klar til skud ved det mindste tegn på liv. Ventetiden føltes lang. En klire, der fulgte vandkanten, vandrede ind i skudfeltet. Men den kiggede blot på den livløse krop og fortsatte i en bue udenom. Inden den forlod synsfeltet i den modsatte side af mit synsfelt, standsede den op og kiggede sig tilbage. Det forekom mig, at den rystede forarget på hovedet over bæveren, der havde smidt sig midt på vadefuglens kørebane.

Anskudt?

Efter et kvarter forlod jeg min post. Sikker på, at bæveren var forendt. Jeg hentede mine waders i bilen, der var parkeret ikke langt fra det sted, hvor jeg sad. Bæveren skulle bjerges.

I begyndelsen gik jeg i skoven, og de væltede træstammer gjorde fremrykningen temmelig pustende. Snart kunne jeg atter skimte vandspejlet gennem stammerne, men hvad jeg frygtede mest var sket. En bæver flød i vandoverfladen få meter fra det sted, hvor jeg sidst så den livløse bæver i vandkanten.

- Måske var bæveren kommet til sig selv, da jeg højlydt masede mig gennem den jungletætte underskov, tænkte jeg.

Skulle jeg skyde mod det lille hoved, der stak over vandet? Der var trods alt tale om et anskudt dyr. Kabalen gik dog ikke op. Jeg havde trods alt holdt den livløse krop under observation i mindst et kvarter. Inden jeg gjorde noget overilet, ville jeg sikre mig, at det vitterligt var min bæver, der nu trak kiler på det blankpolerede vandspejl. Jeg tog forsigtigt nogle skridt i retning mod brinken. Dermed kunne jeg overse stedet, hvor bæveren burde ligge. Og nu kunne jeg se en stor klump i vandkanten. Men var det en bæver eller blot en sten?

Jeg hævede kikkerten og så de lange ryghår tegne sig mod det mørke vandspejl. Det var med andre ord ikke den skudte bæver, der flød rundt i søen. Måske havde bæveren i søen taget min støjende fremfærd for råvildt eller elg. Jeg havde trods alt set en rå med lam esse af søens vandplanter, mens de gik i vand til langt op ad de tynde ben.

Dødvægt

Kort tid efter kunne jeg løfte den store bæver fri af vandet. Her kunne man virkelig tale om dødvægt, og jeg anslog, at bæveren vejede langt over 20 kilo.

Heldigvis virkede vandets opdrift som en ekstra hånd, da jeg hankede op i dyret, der føltes lige så uhåndterbart som en sæk våde kartofler. Men selv om jeg fortsat larmede og plaskede, fulgte den overlevende bæver mig som en nysgerrig sælhund. Bæveren kunne næppe se mig, da jeg gled i et med klippen og skovens skygge, og det måtte være forklaringen på dens selskab.

Da søens bund var temmelig lumsk med sten og dybe huller, anvendte jeg min skydestok som vadekæp, men da metalstokken på et tidspunkt slog mod en sten, gik alvoren op for min følgesvend. I naturens store lydkor var den metalliske

tone at betragte som falsk. Bæveren kvitterede straks med et kæmpemæssigt plask, der fik det til at lyde, som om en hel balle mursten var smidt i vandet fra stor højde.

Først langt ude på søen så jeg atter bæveren. Et øjeblik var det, som om den overvejede situationen. Så satte den kurs mod den væltede træstamme. Mod det sted, hvor Torben ventede. Jeg benyttede lejligheden til puste ud og følge vandstriberne med øjet, så langt jeg kunne. Så fortsatte jeg min tur gennem det kolde søvand. Gik gennem store plamager af tudseæg og skræmte en gedde, der forsvandt i en stor trykbølge. De første stjerner glimtede, og snepperne havde netop indledt deres parringsspil, da endnu et riffelskud rungede over søen. Torben havde skudt en bæver.

Bæverjagt er for mange en forårsklassiker, som de forsøger at opleve hvert år, når snepperne trækker lavt over trætoppene.

Spansk sommerstenbuk

Mens den danske bukkejagt rasede

på første dag, pakkede jeg kufferten og satte kursen mod den spanske stenbukkejagt.

En spansk stenbuk stod måske ikke øverst på ønskelisten. Men de oplagte muligheder viser sig ikke altid i den rækkefølge, som man ønsker det, og da en afbudsrejse på Netnatur.dk’s jagtmarked pludselig poppede op til stærkt nedsat pris, var det nu eller måske meget, meget senere.

Skal du med?

- Er du interesseret i en rejsekammerat, kender jeg måske en, som vil med, sagde min jagtkammerat, mens beslutningen endnu var i støbeskeen.

- Jeg har ikke noget imod at rejse alene. Men omvendt er det altid rart med lidt selskab. Men hvad med dig selv? Var det ikke noget for dig at tage med, vendte jeg spørgsmålet. Spørgsmålet kom tydeligvis bag på min kammerat, der betakkede sig og undskyldte sig med tid, penge, familie og nystartet virksomhed. Det gik bare slet ikke …

Senere på dagen havde jeg atter ham i røret. Nu havde tanken alligevel slået rod.

- Man får jo aldrig sådan et tilbud igen, gentog han igen og igen, samtidig med at han ord for ord lagde argumenter til den beslutning, der allerede var taget. Sidst på eftermiddagen var rejsen bestilt og flybilletterne til Barcelona reserveret.

For vildt

To dage efter trillede vi ind gennem porten til området, hvorfra vi de næste dage skulle jage becites ibex – den mest talrige af Spaniens i alt fire underarter.

Stenbukke jages helt hen til udgangen af maj, og fuglekvidder og en behagelig temperatur på omkring tyve grader tog imod os, da vi trillede op ad den smalle bjergvej mod lodgen.

En lille gruppe hundyr og unge bukke iagttog os fra klipperne.

Det så lovende ud, og Jose Luis Falomir, indehaveren af lodgen fortalte, at der efter udpakning og lidt frokost allerede var arrangeret prøveskydning og et par timers jagt.

- Det her er for vildt. For to dage siden anede vi ikke, at vi skulle af sted. Og nu står vi her. Timer før et spansk bjergjagteventyr, udbrød min rejsekammerat, mens vi slæbte vores kufferter gennem en smagfuldt indrettet spisestue dekoreret med så eksotiske udstopninger som leopard, marco polo argali og – ikke mindst – meget store spanske stenbukke.

Min eneste bekymring var, at arrangementet kun skulle udspille sig over to dage. Jeg ville have givet meget for et par ekstra jagtdage. Men omvendt havde vores vært vist aldrig sendt en jæger hjem

uden chance til en stenbuk, så det var vel usandsynligt, at en af os skulle blive den første.

Skyd!

Sidst på eftermiddagen stod den der så: En gammel stenbuk med et stærkt hornsæt.

- Skyd, skyd, hviskede min guide Paulo, mens han studerede bukken i kikkerten. Det var godt nok lidt hurtigt. Piben var vel stadig lunken efter prøveskydningen.

Men chancer må udnyttes, når chancer opstår. Og nu var den der: chancen til en flot, jagtbar spansk stenbuk.

Selv uden kikkert var der ingen tvivl. Bukken var jagtbar, og et nærmest lyreformet og slidt hornsæt svang sig smukt over et fårelignende trekantet hoved.

- Hvis det er chancen, må jeg tage den, tænkte jeg og lagde mig til rette over rygsækken, som min guide allerede havde lagt ud for mig.

- Skyd, skyd, hviskede han igen og igen, mens jeg med overdreven ro lagde mig til rette. Hvis det var min skæbne, at jeg skulle skyde stenbuk allerede i første jagttime, blev den nok stående. Og

det var det åbenbart. Bukken blev i hvert fald stående.

Snart hvilede trådkorset på bladet af den tætbyggede gedekrop. Jeg havde netop indskudt riflen på 160 meter, og selv om afstanden måske var lidt længere, var der ingen grund til korrektion. Jeg holdt lige på og gjorde mig klar til at sende kuglen over slugten, hvor bukken ventede tålmodig på den anden side.

Lige på

Ved jagt i stærkt kuperede områder kan man af og til komme ud for, at der skal justeres for træfpunktet, når kuglen sendes. Dels for at kompensere for kuglefaldet, og dels for at få den rigtige vinkel gennem dyret. Når en situation opstår pludseligt, og der skal handles hurtigt, kan man nemt komme til at gøre, som man plejer – nemlig at holde lige på.

Men her var der ikke behov for en matematisk beregning inden skudafgivelsen. Det var bare at gøre, som jeg plejer. End ikke sidevind skulle der tages højde for. Den hidsige vind, der havde drillet os under indskydningen, havde lagt sig, og

Sol og lune forårsvinde i maj måned lokkede både blomster og bier og spanske stenbukke frem af klippesprækkerne.

situationen var tæt på at være perfekt. Det var blot at klemme pegefingeren og lade kuglen gå. Så det gjorde jeg.

I næste nu rungede skuddet mellem bjergene. Til min store overraskelse blev bukken dog stående. Jeg repeterede og kunne med roligt åndedræt endnu en gang placere trådkorset nøjagtigt på forbenet af bukken, der blot stirrede direkte gennem kikkertsigtet. Det samme gentog sig. Bukken reagerede ikke på skuddet.

Idet jeg repeterede, begyndte den dog at bevæge sig ned ad bjerget. Overbevist om, at bukken var ramt, sendte jeg tredje skud af sted.

Efter nogle meter stoppede bukken op: Kikkede sig tilbage og fortsatte så ned ad bjerget, mens den skiftevis hoppede og travede og så sig forvirret omkring. Vi kunne følge den over flere hundrede meter. Den var ikke ramt!

Ikke noget problem

- Ikke noget problem, gentog Paulo igen og igen.

- Du skød til venstre i alle skud, forklarede han på en blanding af spansk, skoleengelsk og internationalt tegnsprog.

Spansk ibex

Spansk ibex optræder i flere underarter. Nogle hævder, der er hele fire, andre at der kun er to, som er repræsenteret ved hhv. en vestlig variant (gredos ibex) og en sydøstlig (Beisete Ibex).

I jægerkredse regner man dog i almindelighed med, at Spanien har fire forskellige underarter.

Når jægere vælger at dele den spanske ibex op i fire underarter, hænger det sammen med, at horn og andre karakteristika kan variere fra område til område.

Desuden skader det næppe artens bevarelse, at den inddeles i underkategorier, da mange internationale trofæ- og artsjægere har det som erklæret mål at nedlægge alle fire varianter af den spanske ibex – uanset hvad det så end måtte koste. Og set ud fra et bevaringsmæssigt synspunkt er dette godt, da et gammel mundret og eviggyldigt mantra hævder ” if it pays, it stays”.

Kronvildt og vildsvin skal tage sig i agt om efteråret, når der står monteria – traditionel spansk drivjagt – på programmet.

Et licenssystem gældende i nationalparker og i privatejede områder gør, at internationale jægere kan opleve Spanien.

Da vi kort tid efter stod på slugtens modsatte side, jog vinden gennem dalen med overraskende styrke. Jeg måtte finde en ekstra trøje i rygsækken, samtidig med at forklaringen på de dårlige skud gik op for mig.

Vinden havde alligevel ikke lagt sig, selv om det var vindstille derfra, hvor jeg afgav mine skud. Jeg havde derfor ikke taget højde for det pres, som den kraftige sidevind lagde på kuglen.

På min iPhones ballistikprogram kunne jeg se, at en kaliber 270 og en kuglevægt på 10 gram akkurat medførte en afbøjning på 12-15 cm, når vinden blev estimeret til cirka 10 meter i sekundet.

Jeg prøvede at ryste hændelsen af mig. Bukken var trods alt uskadt, og der var en naturlig forklaring på forbieren, som ikke skyldtes begær eller overvurdering af egne evner. Alligevel sagde jeg ikke mange ord, da vi senere kravlede ind i bilen og trillede ned ad bjerget.

Under jagt i de spanske nationalparker har hver jæger ret til at afgive fire skud per bestilt stenbuk. Fire skud regnes for en nedlagt buk. Reglen er naturligvis indført for at begrænse chanceskydninger mest muligt, og jeg spekulerede nu på, om jeg bogstavelig talt kun havde et skud tilbage i riflen.

Kun fire skud

Da solen næste dag gled op over den spanske bjergryg, var der stadig tre kugler i magasinet. Tilsyneladende var der virkelig ”no problem”. Tværtimod gjorde både Paulo og Jose alt, hvad de kunne, for at negligere gårdsdagens forbiere. - No problem, no problem gentog de igen og igen. I dag var en ny dag, og mens firehjulstrækkeren sled sig op ad de krogede bjergstier, spejdede vi efter vildt.

En lille gruppe ungdyr blev overrasket og opdagede ikke bilen, før den næsten stod midt i gruppen.

Vinden slørede alle lyde, og de forskrækkede dyr satte over vejen ganske tæt på de oprullede bilvinduer. Lidt senere stillede en flot buk sig op til beskuelse for et kort øjeblik, inden den med solen som baggrund forsvandt.

Vi nærmede os en skudchance. Det var kun et spørgsmål om tid.

Ibex

- Ibex! Lød det pludselig, samtidig med at bilens bremser blev blokeret.

På en bjergskråning langt borte gik en lille gruppe handyr, og da vi kort tid efter sprang fra sten til sten, formodede jeg, at mindst et af dyrene var jagtbare.

Jose og jeg var nok jævnaldrende, men jeg kunne ikke se, at han var forpustet, da han efter en lille halv time endelig satte kikkerten for øjet. Jeg håbede ikke, han kunne se på mig, at min puls var på overarbejde.

Koordineringen var perfekt, og gemt bag en stor klippeblok kunne vi iagttage en flot stenbuk, der badet i sollyset kiggede direkte mod os.

Bukkens horn var lange og udlægget ganske stort. Alligevel tog det ikke Jose mange sekunder at fælde dommen.

- Too young, sagde han og sænkede kikkerten, samtidig med at bukken trak sig og sikkert gik i samme retning, som den øvrige del af flokken var gået. En jagtbar stenbuk skal helst være 9-10 år og gerne endnu ældre. For den øvede er det nemt at tælle årringene i hornene og dermed fastslå alderen uden risiko for fejlskøn.

Jose var indstillet på at finde en ældre buk, og da dette var turens tredje jagtbare buk, begyndte garantijagten at give mening. To dage var mere end rigeligt, når målet var at skaffe sig et hæderligt trofæ, som kunne kaldes et repræsentativt eksemplar af arten. Den mere kræsne jæger med drømme om medaljetrofæer, skal måske bruge lidt flere dage.

Hvad skete der?

En god halv time senere var der atter ibex i søgefeltet. Denne gang dog kun spidserne af de lange horn. Resten var dækket af klipper.

- Skyd, skyd, hviskede Jose, som alene på hornspidserne kunne afgøre, at der var tale et ældre, jagtbart dyr.

Med riflen i anslag tog jeg nogle få skridt i retning af de vippende hornspidser. Næsten samtidig rejste hovederne sig. Først det ene, så det andet.

Kronvildt og vildsvin skal især tage agt om efteråret, hvor der står monteria

Spansk sommerstenbuk

Den nedlagte stenbuk nåede næsten at opleve tre forskellige årtier inden den lod sig overraske en blæsende forårsdag.

Spanske stenbukkebestande har de seneste årtier rejst sig fra et kritisk lavt niveu til talstærke bestande i fire underarter.

Jeg kunne nu akkurat se bladet på begge bukke. Bugen var endnu dækket af klipper.

Jeg var opdaget, og der skulle handles hurtigt.

- Skyd, skyd, skyd hvæsede Jose ophidset, da han vidste, at bukkene ville stikke af sted i næste øjeblik.

I næste nu rungede skuddet.

Blod

Det gik meget stærkt og med gårsdagens svækkede selvtillid i baghovedet var første tanke naturligvis: Havde du nu også styr på det skud?

Vurderet på guiderne virkede de også temmelig usikre på skuddet, eftersom dyrene forsvandt, akkurat som jeg skød.

- Her, sagde Paulo og pegede i jorden foran sig, samtidig med at et bredt smil viste sig i hans solbrændte ansigt.

Blod af den rigtige farve iblandet lidt skummende lungeschweiss lå som små dråber på den stenede undergrund. Bukken var ramt og ramt, hvor den skulle!

- Jeg finder lige mit kamera frem, sagde jeg og holdt guiderne tilbage. Ville nemlig være den første, der var fremme ved den forendte buk. Vi fulgte sporet dråbe for dråbe og jeg nåede faktisk et par billeder af den forendte buk, da den sparkede med bagløbet for sidste gang.

- Det er en meget gammel buk, sagde Jose, mens han begyndte at tælle årringene.

- 13 år kom han frem til, mens han gentog:

- Det er en meget gammel buk.

Jeg takkede for den store oplevelse og oplyste, at bukken dermed havde samme alder som min teenagersøn i Danmark. En lidt underlig tanke. Det var første gang, jeg var så tæt på en spansk stenbuk, og efter et lille studie i dyrets anatomi var vi klar til de klassiske trofæbilleder.

- Jeg tror, jeg vil ha’ den monteret, sagde jeg, da sommerskindet var flot og helt uden den ramme gedelugt, der kan gøre en monteret stenbuk til lidt af en prøvelse for alle andre end den jæger, som har nedlagt bukken.

Tronskifte

Min jagttid var forbi, og de næste par dage skulle udelukkende anvendes til fotosafari. Motiverne stod nærmest i kø, og sidst på formiddagen spottede vi en flok jagtbare stenbukke på meget lang afstand.

Min rejsekammerat havde endnu alle de udleverede patroner i behold, og vores radiobesked om et spottet medaljetrofæ blev modtaget med tak.

- Vi er på vej, lød beskeden.

En af bukkene i flokken skilte sig ud fra de øvrige. Ikke kun på grund af de særligt lange og kraftige

horn, men også på grund af det mørkere skind med mere markante aftegninger.

Den ældre buk havde sat sig og holdt sig uden for de yngre bukkes evige kampe. Selv om vi var uden for brunsten, og gederne allerede trak rundt med dag- og ugegamle kid, kæmpede bukkene stadig. Gang på gang rejste de sig på bagbenene og knaldede hornene sammen. Det var meget underholdende, selv om det, på grund af den lange afstand, var lidt anstrengende at holde fokus.

En buk havde særlig meget tur i duellerne og sendte en efter en de øvrige bukke i knæ.

- Det er min dag, må den have tænkt og besluttede sig for at udfordre den gamle buk. Var vi vidne til et tronskifte?

Den gamle buk så den yngre, men stærke buk, nærme sig, og den kunne straks fornemme, hvad der var i vente. I ét nu var den på benene. Klar til at tage udfordringen op.

Udfaldet var næsten givet på forhånd. Den unge buk satte hornene mod den gamle, og i næste nu var den på vej ned ad den høje stenmur.

Den gamle buk satte sig atter tungt på muren i den gamle ruin.

Kort tid efter var overmodet steget en af de øvrige bukke til hovedet. Nu meldte den sig som udfordrer. Og endnu en gang måtte den gamle buk rejse sig og vippe en ungbuk ned af stendiget.

Tiden gik

- Vi er fremme. Men hvor finder vi bukken, lød det meget relevante spørgsmål pludselig på Paulos walkie-talkie.

En større guidning gik i gang, og først en god times tid senere rungede et riffelskud. Min rejsekammerat var endelig kommet i skudposition, men da skud nummer to og tre gav genlyd i dalen, var den gamle buk stadig stående.

- Det blev en forbier, lød det over radioen. Dermed måtte også min rejsekammerat indlede sin debut i de spanske bjerge med en lille håndfuld forbiere.

Nu var det min tur til at holde humøret oppe, da vi et par timer senere satte os til bords i lodgen.

- Hvad skete der. Hvad gik der galt? spurgte jeg lidt undrende, da jeg vidste, at han ynder at træne på meget lange skudhold.

Unge bukke mangler oftest det gedskæg. som ses på ældre. Bukkens alder afgøres især ved vurdering af hornsættet.

Spansk sommerstenbuk

- Skudholdet var nok for langt med en lånt riffel, som jeg ikke kender så godt som min egen. Men det er næppe hele forklaringen. Alt i alt må jeg konkludere, at jeg nok blev lidt for ivrig, sagde han tydeligt trykket.

Et fad med helstegte drosler blev båret ind, og vi lagde hændelsen bag os og startede i stedet en ivrig debat om forskellige former for jagttraditioner. Konklusionen på den diskussion blev, at de små sangfugle smagte rigtig godt.

Ny chance

Sidst på eftermiddagen var min rejsekammerat atter i nærkontakt med en gammel potentiel medaljebuk i en gruppe af lidt yngre dyr. Også denne gang sad jeg i første parket, og sammen med Jose kunne jeg fra et højt punkt følge jagtens gang. Men da skuddet rungede i dalen, gentog sceneriet fra formiddagen sig: Den gamle buk med de mørke aftegninger stod stadig på benene. Et par mindre ophidsede bemærkninger susede ind og ud af en skrattende walkie-talkie, og næppe mere end 20 sekunder senere faldt der endnu et skud.

- Hvad skete der, tænkte jeg.

Desværre taler jeg ikke spansk, og derfor anede jeg ikke, hvad der var sket, da vi kørte ned mod stedet, hvor vi kunne se en flot nedlagt stenbuk sparke livløst med det ene bagben. Så lykkedes det!

De øvrige dyr i flokken var trukket op i bjergene, og jeg benyttede lejligheden til at liste efter. Dyrene anede ikke, hvad der var sket, og det lykkedes mig at få et par fotoskud, inden flokken endelig fik nok og trak sig.

Jeg gik tilbage for at se nærmere på den flotte buk, som han havde nedlagt. Men nu var bukken på engen væk. I stedet var min rejsekammerat kommet frem. Og han slæbte på en stenbuk, der var faldet et sted i klipperne. Jeg forstod ikke sammenhængen.

- Var bukken alligevel kommet til sig selv, selv om den lå bevidstløs og sparkede med det ene ben, var min første tanke.

Men forklaringen var en helt anden. Umiddelbart før skudafgivelsen var der opstået en misforståelse mellem min rejsekammerat og guiden.

Resultatet var, at det ikke var den rigtige buk, der sank sammen på engen.

Yngre, ensfarvede og endnu ikke jagtbare stenbukke deltager ikke aktivt i brunsten, der normalt begynder i november.

Double

Min guide Victor tog sig til hovedet.

- No, no, sagde han igen og igen, mens han kontaktede Jose. Hvad de snakkede om, aner jeg ikke, men pludselig blev der givet tilladelse til at jeg, uden ekstra omkostninger af nogen art, kunne nedlægge endnu en stenbuk.

Det var næsten for godt til at være sandt, men da den store buk blottede sig ude på cirka 260 meter, sagde jeg naturligvis ja tak for tilbuddet og skød, forklarede han, mens han sammen med Jose smed stenbukken ind bag i bilen, hvor den første allerede lå.

Jeg gratulerede.

- Og så en double udbrød jeg begejstret.

- Nej. Jeg flyttede jo aldrig riflen fra skulderen. Så jo! Du har nok ret. Det er vel at betragte som en double, smilede han, mens hans held langsomt begyndte at gå op for ham.

- Det er helt vildt, det her, sagde han igen og igen, mens vi lidt senere lagde de flotte bukke op til fotografering.

Jeg kunne kun give ham ret: Det var helt vildt.

Britisk bukkefornemmelse

Bukkejagt kan være mange ting. Til tider vanskelig og krævende. Til andre tider enkel og ukompliceret. Men fornemmelsen af noget nært forestående er næsten altid den samme.

Jeg fik med det samme fornemmelsen: En følelse af, at et bukkemøde var nært forestående. Majsmarken var drivende dugvåd og solen ved at stå op. I den mørke jord omkring marken stod endda frisk fod af råvildt. Logisk set var der med andre ord rigtig gode udsigter for den kommende pyrsch.

Set i lyset af de betragtninger var det ikke underligt, at jeg pludselig følte mig ramt af forventningens bladskud. Men det var ikke kun derfor. I de sidste par dage havde jeg bevæget mig i områder, som på mange måder var som skræddersyet til råvildt. Og det uden at møde den velkendte følelse af noget nært forestående. Men nu var den her! Og jeg genkendte den allerede, da vi forlod bilen og indledte pyrschen langs majsmarken. Fornemmelsen svigter sjældent, og jeg følte mig overbevist. Om lidt ville jeg med stor sandsynlighed møde en af Sydenglands stærke bukke.

Bukkevenligt terræn

Det var lidt af en tilfældighed, at jeg var rejst efter Sydenglands bukke. England stod ikke just øverst på min liste over attraktive rejsemål. Lidt for meget kultur og lidt for lidt natur efter min smag. Men mine fordomme blev gjort til skamme.

Området omkring det 10.000 ha store jagtområde ved Dorset var meget mere, end jeg havde forestillet mig. Faktisk et mønstereksempel på, at effektivt landbrug og vildtvenlig drift et langt stykke ad vejen kan gå hånd i hånd. Stort set alle marker er indrammet af mandshøje hække, som vikler kulturlandet ind i en vildtvenlig mosaik af læ, føde og ledetråde for ræv, kanin og råvildt. En medvirkende årsag til det vildtvenlige terræn er givetvis også den stort set frostfrie vinter, der medfører, at fødeudbuddet er stort det meste af året. Desuden har jorden generelt et stort indhold af kalk, hvilket forklarer, hvorfor flere af verdens største bukkeopsatser stammer fra det sydlige England.

Den gyldne ende

Den sydengelske brunstjagt er navnlig de seneste år blevet populær blandt medaljehungrende, bukkejægere. Chancen for at møde en buk i den gyldne ende er bestemt ikke urealistisk. I området omkring Dorset, hvor jeg jagede i skæringsdagene mellem juli og august, bliver der hvert år nedlagt mellem tre og fem guldbukke. Det er navnlig vægten, som presser de britiske bukke op af pointskalaen. Det, som ved første øjekast ligner en pæn og hæderlig bukkeopsats,

kan alligevel vise sig at gemme på en medalje, når den kommer på vægten. Og vægten spiller en ganske afgørende rolle, når trofæopmålerens point skal tælles sammen.

Naturligvis er der rift om pladserne, når jagten går ind den 1. april. Alle vil gerne først til fadet. Og givet er det, at der ses meget råvildt i april måned.

Til den negative side hører, at bukkene ikke altid er færdigfejet så tidligt på foråret, selv om de ældste bukke kan ses feje i januar og februar måned. Men går man udelukkende efter medaljeoplevelser, hører april og maj nok til den mest sikre periode.

Rå på bukkejagt

Den sydengelske bukkejagt er meget mere end blot tunge opsatser og mange point. Og navnlig brunstjagten i månedsskiftet mellem juli og august har meget at byde på. Færdigfejede bukke i rød sommerdragt er noget andet end forårsbukke i pjaltede klæder med lyse og blege opsatser. Dertil kendes augustjagten på sine overraskelser.

I dagene op til brunsten går råen nemlig også på bukkejagt, og med velduftende skørt forsøger hun at lokke en buk til sit hjemmeområde. Derfor kan der også pludselig vise sig bukke, hvor der ikke er set buk i hele sæsonen.

En kort fornøjelse

Pyrschen langs den våde majsmark blev ganske kort. I det samme vi rundede markens andet hjørne, fik vi øje på et rødt dyr. Dyret nippede til en høj hæk, som beskyttede marken mod vind og udtørring. Jason, den unge og meget kompetente stalker, studerede bukken gennem kikkerten, mens jeg slog skydestokken ud og gjorde mig klar til skud. Afstanden var omkring 70 meter, og begivenhederne kunne hurtigt udvikle sig. Hvis det da var en buk. Endnu havde jeg kun set en massiv rød krop. Om det var rå eller buk, kunne jeg ikke vide. - Det er en buk. En god en, hviskede den unge stalker i samme øjeblik, som jeg skubbede riflen på plads i den tobenede skydestok.

Sikavildt fotograferet i det sydlige England på et tidspunkt, hvor der stod bukkejagt og bukkebrunst på programmet.

En rød sommerbuk med bredtfavnende, mørk opsats åbenbarede sig i kikkertsigtet. En sikker medaljebuk.

Bag bukken tittede de første solstråler gennem løvhanget, og majsmarken dampede i morgenlyset. Rammerne var som bestilt til det spændende rendezvous.

Jason klemte i det populære Buttolo-kald, så det var en lyst, og i det samme flåede bukken hovedet ud af busken og stirrede op imod os. Vi stod ret åbent i markens udkant, og jeg frygtede, at chancen kunne forsvinde hvert øjeblik, det skulle være. Men lyden af en parringsvillig rå, som gang på gang blev klemt ud af den sorte gummibold, var mere, end bukken kunne stå for. Skridt for skridt kom den nærmere.

Nærkontakt

Jeg betragtede bukken gennem kikkertsigtet og følte efterhånden, at situationen var under kontrol. Så snart den stoppede op, ville jeg placere trådkorset og skyde.

Problemet var bare, at bukken åbenbart ikke havde til hensigt at stoppe.

Gode bukke

For mange jægere er en god buk først og fremmest en gammel buk. En buk på retur bærer dog ikke så stærk en opsats, som den gjorde i sine velmagtsdage. Men hvad den måtte mangle i vægt og trofæpoint har den i karisma og historie. Men i takt med bestanden af råvildt er steget i det meste af Europa, er der flere og flere, som især efterstræber særligt store bukke. En buk er ikke bare en buk, og interessen for råbukke, som kan indhente en medalje, når opsatsen måles op efter regler udarbejdet af internationale jagtorganisationer, har aldrig været større. Store bukke er dog ikke nødvendigvis særlig gamle og kan i princippet optræde alle steder – i alle lande og på alle lokaliteter. Men i nogle områder optræder de mere hyppigt end andre, ligesom der er mange områder, hvor man aldrig ser en buk, som er stor nok til at indløse en bronze-, sølveller guldmedalje.

En buk på jagt efter råer i brunst kan af og til ses uden for hjemmeområdet, omend bukkene også i brunsten er knyttet til deres område.

Brunstjagt

Når man ankommer til et nyt jagtområde, og der står brunstjagt på programmet, er det spændende spørgsmål altid , hvor brunsten befinder sig. Er den under opstart, er den på sit højeste, eller er den ved at klinge af.

Bukkene er nemmest at kalde ind, når de går alene. Bedst virker anvendelsen af lokkekald op til brunsten eller umiddelbart efter dens afslutning. Har bukken fundet en parringsvillig rå, flytter han sig nødigt fra hendes side. Da har det kun begrænset værdi at kalde. Bukken synes at hælde til filosofien om, at man ved, hvad man har. Ikke hvad man får. Er det et smaldyr, som han har slået sig ned hos, er der ikke meget at gøre. Da må man krybe til den velkendte strategi og komme til bjerget, når bjerget ikke vil komme til Muhammed. Regulær pyrsch uden brug af kald giver da i reglen det bedste resultat. Bliver man under pyrschen opdaget af råen eller bukken, kan man dog til tider redde situationen ved hjælp af kaldet. Dyrene, som jo ikke er udstyret med det bedste syn, kan da forledes til at tro, at det blot er et andet dyr af slægten, som spøger i kornet eller underskoven.

Finder man en ældre og diegivende rå ved bukkens side, kan man med stor sandsynlighed lokke bukken på skudhold ved at kalde af råen.

Ofte befinder råens lam sig i umiddelbar nærhed, og lyden af et pibende lam går direkte i moderinstinktet. Ikke sjældent kommer hun farende som skudt ud af en kanon allerede første gang, hun hører lyden af et lam i knibe. Det kunne jo være en ræv, som var på spil!

Bukken følger i reglen den parringsvillige rå som en skygge og vil ofte dukke op umiddelbart efter, at råen gør sin entré. Også når det gælder brug af lokkekald, gælder det, at for lidt og for meget kan fordærve alt.

Lokkejagt kan til tider virke overraskende effektiv, og bukkene kan komme fra både nær og fjern, så snart de hører kaldet.

Den fortsatte blot sin lidt søvndrukne vandring mod lydkilden.

Jeg indstillede mig på, at et skud i bringen sandsynligvis ville blive eneste mulighed. Hvis da ellers bukken ville standse op og overveje situationen. Fortsatte den, ville den om få sekunder komme så nær, at den med garanti ville vende omkring og springe smælende bort.

Først ca. 20 meter før riffelmundingen standsede bukken. Uheldigvis bag en solitær majsplante, som dækkede dyrets hals og bringe. Jeg forsøgte at finde et sted at placere kuglen, men det eneste jeg så, var de gennemlyste majsplanter iblandet en stump rødt dyreskind hist og her. Skud var helt udelukket.

Jason fortsatte sin koncert.

- Piv, piv lød det med uformindsket styrke, og drevet af den indsmigrende lokkelyd trådte bukken fri af majsplanten og fortsatte sin vandring ret imod os.

Skridt for skridt blev den større og større i kikkertsigtet og procentuelt betyder en meter meget, når afstanden er under 20 meter. Også selv om kikkertsigtets forstørrelsesgrad var skruet ned på minimum.

Bukken anede dog, at et eller andet ikke helt var, som det burde være. De to skygger i majsmarkens kant havde ikke mange ligheder med en parringsvillig rå, og efter et par skridt standsede den op. Mere undrende end egentlig nervøs eller ængstelig. Det virkede stadig, som om den ikke var helt vågen.

Livet forsvandt

Kikkertsigtets fineste streger mødtes på dyrets bringe, og skuddet faldt i samme øjeblik, som bukken stod stille.

Et kort øjeblik troede jeg, at jeg havde ramt bukken dårligt. Den styrtede ikke omkuld, men sank nærmest blot sammen. Gik først ned på forbenene og drattede derefter om på siden. Men bukken var sandsynligvis væk, inden den ramte jorden.

Jagten var forbi, og solen tittede over horisonten. Det havde været en enkel jagt. Det var næppe mere end 10 minutter siden, vi forlod pickup’en. Alligevel havde det været en god oplevelse. Jeg havde ingen intentioner om, at Sydengland

skulle teste mine jagtlige færdigheder eller mangel på samme. Derfor havde jeg ikke vanskeligt ved at glæde mig over den flotte buk, som hørte til blandt de bedste, jeg nogensinde havde nedlagt.

- Det er helt sikkert en bronze, sagde Jason tilfreds, da han løftede op i opsatsen. Hvert år nedlægges omkring 40 medaljebukke på det 150.000 ha store område, som Jason og hans familie råder over. Og når han siger helt sikkert, må det vel være fordi, han føler sig helt sikker. Selv var jeg nu knap så sikker. Bukkens udlæg var så stort, at det sandsynligvis sprang rammerne for den maksimalt tilladte afstand mellem de to stænger. Det store udlæg kostede med andre ord fire point, hvilket er meget, selv om det som tidligere nævnt i bogstavelig forstand er volumen og vægt, som trækker det tunge læs.

Ligegyldigt

Jeg ville gerne kunne sige, at det ikke betød noget. At trofæets tildelte point var mig ligegyldigt. Men det ville ikke være helt rigtigt. Naturligvis ville jeg gerne nedlægge en medaljebuk, selv om jeg mener at besidde et ret afslappet forhold til den del af jagtoplevelsen. Det er trods alt oplevelsen som tæller, og den kan der heldigvis ikke gives point for.

Vi sad lidt ved den forendte buk, mens solen stod op og kreerede lysspil i hækkenes bladhang. Min fornemmelse havde ikke svigtet. Det lyder måske lidt fjollet og er måske dybest set udtryk for overtro, indbildning eller barnlig efterrationalisering. Det tror jeg nu ikke. Selv hælder jeg til teorien om en slags sjette sans, som pludselig træder i aktion og rammer hårdt og præcist. Lige der, hvor forventningerne bor.

Høste marker

Området omkring Dorset er præget af dyrket landskab. Det betyder, at det brunstende råvildt ofte skal findes i de uhøstede kornmarker. Skud til hals kan derfor være eneste mulighed, eftersom kun hals og hoved i bedste fald rager op over kornet og i turens allersidste minutter – endda i bogstavelig forstand – opstod der en chance, som, da stalkeren Jason peb i lokkekaldet for

Brunst og jagt

I perioden sidst i juli og først i august vil et områdes dominerende bukke som regel følge parringsvillige råer, og har man allerede råer fremme i området, hvor man afventer en voksen buk, bør man derfor bruge sit lokkekald med omtanke. Ofte gør man klogt i ikke at bruge det overhovedet, da kaldet kan stresse dyrene, hvilket også kan påvirke den buk, som man går efter. Råen er dog kun modtagelig for parring i en meget kort periode og vil ret hurtigt få følgeskab af en eller flere bukke.

Generelt skal man ikke begynde at kalde, før man er klar til skud. Ofte udløser kaldet øjeblikkeligt den ønskede reaktion, og der er talrige eksempler på, at jægere er begyndt at imitere, før de reelt er klar til jagt.

Pludselig har bukken stået få meter fra dem – med et underligt, vildt udtryk i øjnene. Derfor bør riflen hvile på det anlæg, som man agter at anvende som underlag, inden kaldet tages i brug.

I området omkring Dorset i Sydengland holdes markerne jagtfri fra klokken ni morgen til seks aften. I denne periode færdes landmændene i markerne, og derfor er lejer og udlejer blevet enige om, at denne løsning er bedst for begge parter. Denne aftale udelukker i sagens natur jagt i dagtimerne. Men selv om dagtimerne ofte hævdes at være de bedste, når jagten gælder råvildt i brunst, kan lokkejagt i aften- og morgentimerne alligevel byde på mange spændende og ikke mindst lærerige oplevelser.

En dansk jæger, som jeg mødte under mit ophold i Dorset, afprøvede de tillærte færdigheder få dage senere på et jagtterræn i Sverige. Metoden virkede over al forventning, og på premieremorgenen krøb han i seng allerede klokken 6.20. Da havde han nedlagt tre stærke seksendere. To af dem i medaljeklassen.

Kulturen er stærk og vildttætheden tilsvarende i det sydlige England, som udover råvildt også har bestande af sikavildt.

Morgenstund har guld i mund, men morgenjagt på bukke, som ikke bærer guldhorn, vil også huskes som gyldne øjeblikke.

sikkert sidste gang. Han havde allerede pebet hele morgenen uden den ønskede effekt. Dette til trods for at vi havde jaget i et helt igennem vidunderligt område. Men denne morgen ville bukkene ikke ud på markerne, og de puttede sig klogeligt i de mange små og jungletætte remiser. Vores pyrsch rundt om en stor hvedemark var uigenkaldeligt sidste chance. I hvert fald i denne omgang.

En rå og spidsbuk sprang rundt i markens fjerne ende men viste ikke den store interesse for lokketonerne. Alt tydede på, at jeg skulle rejse mod Danmark med bare en opsats i bagagen, da en gammel returbuk pludselig gik bag om ryggen på os.

Høje hop

Vi opdagede bukken i næsten samme sekund, som den opdagede os, og bukken stivnede midt i et spring og havde givetvis både set og mærket os på færten. Der skulle med andre ord handles hurtigt. Ville jeg skyde, eller ville jeg ikke skyde? Beslutningen var min.

I kølehuset hang en buk, nedlagt med en kugle placeret spidst på halsen.

- Kan andre, ja så kan jeg vel også, tænkte jeg, og lod kuglen gå mod det lille mål, som var delvist dækket af den høje hvede.

Beslutningen blev truffet på et ultrakort øjeblik, og faktisk blev jeg lidt overrasket, da kuglen fløj af sted og pløjede sig gennem de kornmodne aks omkring bukken, så det lignede en sand eksplosion. Bukken forsvandt i høje hop.

Årsagen til forbieren var uden tvivl det faktum, at jeg rykkede skuddet i stedet for at klemme det af sted. Jeg havde nemlig godt hold på bukken og følte ikke, at skuddet var en uacceptabel chance. Alligevel slap jeg ikke for moralske tømmermænd, og endnu den dag i dag kan jeg ærgre mig over, at jeg afsluttede mit engelske ophold med en forbier.

Lynhurtig skyggejagt

Skygger i natten så store som en lille pony: Drømmen om et kæmpe vildsvin havde levet længe

Jagten efter den smukke bezoar ibex havde taget meget længere tid end beregnet, og vi var først klar til nattens vildsvinejagt tæt på midnat.

- Vi er nok for sent på den. Vi skulle have været ude for længe siden, lød det fra min tyrkiske guide Yunus Kartac, som ikke virkede særlig optimistisk, da han hentede mig i den lille bjerghytte i Akseki bjergene i Antalya provinsen.

- Det er okay, svarede jeg.

- Jeg vil bare gerne se, hvordan jagten foregår og er glad for, at vi, dårlige odds eller ej, trods alt kan bruge nogle timer

- Jamen så lad os se, hvad der sker, smilede Yunus og bad mig stige ind i en lille personbil af ukendt mærke.

Jeg forstod godt guiden. Det havde været en lang og anstrengende dag i bjergene, men alligevel følte jeg mig frisk og opstemt over udsigten til den kommende nattejagt.

Bilens interiørbelysning virkede ikke, men på bagsædet kunne jeg ane to tavse skygger iklædt hat og partisantørklæde.

- Kan du sidde med riflen, spurgte Yunus og satte en 7 mm Remington ind i bilen, før han fik mit svar.

Men naturligvis kunne jeg det. Få sekunder senere startede han bilen og lagde det sparsomme gadelys i den lille by bag sig.

Underligt

Fire tavse og bevæbnede mænd i en lille bil ved midnatstid: Der var en underlig udefinerbar stemning over dette setup, og jeg følte mig ærlig talt i et skummelt ærinde, da vi trillede ned ad bjergskråningen med slukkede billygter.

Det hjalp lidt, da en af skyggerne fra bagsædet gav sig til kende. Det var Ersin, oversætteren, som havde fulgt mig under hele op- og nedturen i bjergene.

For at bryde den lidt tryggende tavshed bad jeg ham forklare lidt om den kommende jagt, hvilket han absolut ikke havde noget imod.

- Ses der bort fra drivjagterne, vil vildsvinejagt i Tyrkiet oftest foregå ved steder, hvor der udlægges foder. Især op til en kommende jagt vil guiderne holde pladserne med majs under opsyn samt gøre sig tanker om, hvilke dyr der besøger de forskellige pladser.

- Bedst er det at opsøge de områder, hvor der kun er spor af enlige, tunge dyr. Da tyder alt på, at stedet hjemsøges af en keiler, som er det, langt de fleste udenlandske jægere går efter.

- Tyrkiske jægere jagter sjældent vildsvin, da det almindeligvis regnes for et urent dyr. Blandt den muslimske del af befolkningen finder vildsvinekød kun meget sjældent vej til spisebordet. Det

Lynhurtig skyggejagt

er et skadedyr og behandles som sådan derefter, forklarede Ersin, mens vi med lav hastighed og slukkede billygter trillede af sted. Det gjaldt om at vænne øjet til det svage månelys.

En drøm

Jeg forklarede, at jeg i flere år havde drømt om et møde med en rigtig stor keiler. En keiler med tænder på 23 centimeter eller derover. Det ville være en drøm, men mindre ville også være tilfredsstillende.

Normalt betragter jeg ikke mig selv som trofæjæger, og jeg ville være tilfreds med et voksent dyr næsten uanset størrelsen på dyrets krop og tænder. Og skulle jeg vælge, ville jeg hellere nedlægge en stor keiler med små tænder end en lille keiler med ditto store.

Det var mødet med en kæmpemæssig, mørk og langhåret skygge i svagt måneskin, som jeg drømte om.

Yunus, der havde holdt sig tavs under den lille lektion i tyrkisk vildsvinejagt, brød ind i samtalen:

- Vildsvinene i området her ved Akseki bliver på op til cirka 140 kilo. Livet i bjergene er barsk, og

derfor når de ikke helt samme kropsstørrelse, som de vildsvin, der har adgang til dyrkede marker. Ved Sortehavet i det nordlige Tyrkiet kan man finde keilere på op til 200 kilo eller mere. - Hvad tænderne angår, kan en 8-9 år gammel keiler have tænder på op til 26-27 cm.

Klar

Efter et lille kvarters kørsel blev tændingsnøglen drejet, og uden motorstøj trillede den lille bil det sidste stykke ned ad vejen, indtil den holdt stille i rabatten. Selv om der ikke blev sagt noget, forstod jeg, at vi skulle efterse den første foderplads for aktivitet.

Imens vi steg ud af bilen, listede den tavse guide Mustafa Karasu af sted.

- Her. Tag dem her på. Dine støvler duer ikke, hviskede Yunus og stak mig et par gummisandaler med blød bund, mens han trippede utålmodigt. Han var allerede klar til afgang.

Vi skulle pyrsche på grusvejene, og mine vandrestøvler ville virke alt for støjende. Noget jeg rent faktisk var bekendt med, men mine medbragte overtrækssko med filtbund – de såkaldte bjørne-

Akseki bjergene i Tyrkiet gemmer på meget store vildsvin, men når det bliver mørkt søger de ned fra bjergene.

Lynhurtig skyggejagt

sko – havde jeg glemt i den lille bjerglogde, hvor vi boede.

- Lad mig lige prøve aftrækket på riflen, hviskede jeg og rakte ud efter riflen, som vi indskød tidligere på dagen. Et par klik og jeg følte mig dus med situationen. Næsten lydløst og uden brug af lys pressede Yunus tre patroner i magasinet og en i kammeret. Så var vi klar.

Skynd dig

I det samme som jeg tog riflen over skulderen, kom Mustafa os i møde. Han virkede temmelig ophidset, og hvad det skyldtes, kunne jeg kun gisne om.

- Skynd jer, skynd jer signalerede han med tavse, hurtige håndbevægelser.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men da jeg kort tid efter lagde øjet til den meget lysstærke riffelkikkert, blev jeg temmelig overrasket.

I synsfeltet åbenbaredes et drømmesyn: en stor, mørk skygge med karakteristisk omrids som en keiler.

- Skyd, skyd, hviskede begge guider i munden på hinanden.

Vildsvin i øst og vest

Tyrkiet opfattes traditionelt som landet, der forbinder vesten og østen, da grænsen mellem Europa og Asien deler landet på hver sin side af kontinent-grænsen.

Blandt de fleste jægere er Tyrkiet især kendt for sine store vildsvin, der som oftest omtales som anatolien boar. Altså vildsvin, der er opkaldt efter den del af Tyrkiet, som ligger i den asiatiske del af landet.

Tyrkiet har dog meget mere at byde den rejsende jæger og kan ud over arter som anatolian råvildt, kronvildt og gemse tilbyde jagt på bezoar ibez, anatolian gazelle og anatolian konya sheep. Det er dog store vildsvin, der trækker de fleste rejsende jægere til Tyrkiet, hvor man af og til ser omtale af vildsvin med kropsvægt på helt op til 300 kilo. De fleste vildsvinejagter afvikles som pyrschjagt tidlig morgen og sen aften, men først og fremmest om natten, hvor dyrene er mest aktive.

Lynhurtig skyggejagt

Når et eventyr slutter, starter et nyt og når solen går ned over Tyrkiets bezoar ibex, starter jagten på landets store vildsvin.

Ægte vildsvin og ægte vildgeder i form af bezoar ibex er sammen med ”hybrid-ibex” en del af det tyrkiske jagtprogram.

- Er du sikker på, det er en keiler, spurgte jeg forsigtigt – og mente jeg selv – så stille, at det næsten ikke kunne høres.

- Shyyy! svarede Yunus, mens han gentog:

- Skyd, skyd!

Sprang op

Situationen greb mig, og før jeg egentlig vidste af det, klemte jeg til og sendte kuglen af sted. Den mørke klump sank sammen som ramt af lynet.

- Til lykke, til lykke, udbrød både Mustafa og Yunus, mens de klappede mig på ryggen.

- Jeg holdt stadig kikkerten til øjet, men trods nærmest blændet af riffelskuddets mundingsflamme, kunne jeg alligevel tydeligt se den store vildsvinekrop sitre på sidste vers. I hvert fald var det, hvad jeg troede, den gjorde. Pludselig sprang den op, og med ét var den på vej tilbage mod fyrreskovskrattet.

Den mørke klump forsvandt i en grøft, men den var svækket: Opstigningen fra grøften virkede anstrengt, og det gav mig akkurat tid nok til at finde den i kikkertsigtet og sende endnu et skud af sted mod den mørke klump. Keileren reagerede meget voldsomt på skuddet: Stejlede og faldt bagover. Denne gang blev den liggende.

En drøm indfriet

Vi var alle overrasket over vildsvineornens uventede træk. I første skud reagerede den akkurat, som var den forendt.

Besluttet på ikke at tage noget for givet, holdt vi vildsvinet under observation i nogle minutter. Klar til at skyde, hvis den så meget som vippede med et øre. Noget der dog ville blive vanskeligt at se, eftersom dyret lå gemt i bunden af grøften. Kun nogle lange hår kunne vi ane stikke over grøftekanten.

- Jeg tror ikke, den flytter sig mere, sagde Yunus og tog riflen fra skulderen.

- Lad os gå op og se til den.

Keilerens opvågning fra de døde havde åbenbart gjort indtryk på min tyrkiske guide, og denne gang tog han ikke noget for givet. Med riflen i anslag nærmede han sig forsigtigt keileren i grøften.

Men det var forbi. Keileren havde forladt denne verden.

Guidernes lommelygter dansede over det mørke skind og begge standsede ved trynen og et par gule og slebne hjørnetænder.

Synet fik de spontane udbrud frem hos de tyrkiske guider, og først da forstod jeg, at en drøm var indfriet.

Lynhurtig skyggejagt

Antallet at naturligve fjender regnes som ubetydelige og jagttrykket som beskedent, og det medfører gamle vildsvin.

83 Lynhurtig skyggejagt

23 centimeter

- 23 centimeter sagde Mustafa, da han åbnede munden på ornen og placerede en stor sten i svælget. Dermed så trofæet mere imponerende ud.

- Hvor stor er kroppen. Jeg mener, hvor tung er den, spurgte jeg, mens jeg strøg hånden over de stride hår.

Yunus så vurderende på dyret.

- Cirka 140-150 kilo, mente han og understregede, at den i sommerhalvåret måske ville veje lidt mere. Men uden væsentlig adgang til løvskov eller dyrkede marker bliver de som omtalt ikke nær så tunge, som i den nordlige del af Tyrkiet. Jeg var naturligvis yderst tilfreds med jagtens udfald. Men lidt malurt dryppede der alligevel i bægeret, da jagten var forbi, næsten inden den startede.

Vi jagtede i et dyrt og såkaldt specielt område, og mit budget var kun til en enkelt keiler. Derfor var jeg naturligvis ekstra lykkelig over, at det blev et fuldvoksent eksemplar af slagsen. Min oplevelse med den tyrkiske vildsvinejagt var dog ikke helt forbi.

Hasun Kuscu, den arbejdsomme bestyrer af bjerglodgen, som jeg boede i, havde overraskende efterfølgende arrangeret en middag med min vildsvineorne på menuen. Og mens jeg satte tænderne i det urene, men yderst velsmagende kød, havde vi en lang og meget udbytterig snak om jagt, familier og livet i almindelighed.

I Tyrkiet er det ikke kun vildsvinene, der er ekstra stærke. Kulturen og de stærke familiebånd gjorde indtryk, og dermed blev min korte vildsvinejagt alligevel en minderig totaloplevelse med stof til mange timers eftertanke.

Lynhurtig skyggejagt

Man kan diskutere om Tyrkiet er europæisk eller asiatisk, men dette vildsvin er skudt øst for kontinentgrænsen.

Sne, regn og mankefår

Når solen gemmer sig i tåge og regn, svigter jagtheldet på solkysten. Jagten på langskæggede barbary sheep i det sydlige Spanien er afhængig af godt vejr.

Desværre var den lille gruppe mankefår borte, da vi endelig var fremme ved den lille lysning i fyrreskoven. Det eneste, vi så, var aftrykkene efter de skræmte vildfår. Og selv om min guide mente, at det var formålsløst at optage forfølgelsen i det vanskelige terræn, var det alligevel opløftende endelig at se den lille gruppe afrikanske får i deres nye, men naturlige sydeuropæiske omgivelser.

Endelig kontakt

Oddsene havde ellers været imod os de sidste dage. Regn og tåge havde presset de varmeelskende får ned ad bjergskråningerne, hvor de søgte tilflugt i de tætte fyrreskovsplantager. Men at finde dem i skovene var mere eller mindre som at finde den berømte nål i en høstak. Det var således første gang, vi spottede dyr, siden jeg sammen med den spanske guide Antonio Teruel og den danske rejseleder Thomas Larsen for to dage siden indledte jagten, der normalt drives som klassisk bjergjagt baseret på spot and stalk.

Men på grund af vejret havde jagten udviklet sig til en noget atypisk autopyrsch i de lavtliggende fyrreskovsplantager. Ret søvndyssende og langt fra det, som jeg havde forestillet mig. Alligevel

var vi alle enige om, at det var bedre end at sidde på hotelværelset og blot vente på godt jagtvejr.

Politisk får

Den spanske bestand af mankefår eller barbary sheep har bredt sig eksplosivt, siden de i 1970’erne blev udsat i de spanske provinser Andalusien og Murcia. Oprindeligt stammer vildfåret fra Nordafrika, hvor det kan opleves i Algeriet, Tunesien, Mauretanien, det nordlige Chad, Egypten, Libyen, det nordlige Mali, Marokko, Niger og Sudan.

I fugleflugt er der således ikke langt fra det sydlige, solbeskinnede Spanien til artens naturlige udbredelsesområder i de bjergrige egne af Nordafrika. Arten har da også bidt sig rigtig godt fast i det spanske bjerg- og skovmiljø. Så godt, at flere grønne interesseorganisationer nu mener, at bestanden igen skal fjernes fra den iberiske halvø. Den konkurrerer med den spanske stenbuk, som hører til Spaniens oprindelige natur, og er derfor uønsket, hævdes det.

Synspunktet, som er i tråd med tidens natursyn om bekæmpelse af alt det invasive, har fået politisk medhold. Fremover vil det sandsynligvis blive vanskeligere at jage spanske mankefår med anselige trofæstørrelser, eftersom arten mister

sin beskyttelse i form af regulerende jagttider. I hvert fald i den ene af de to spanske provinser, som huser den uønskede og nordafrikanske indvandrer. I Andalusien kan både får, lam og vædder nu jages hele året.

De nye tiltag skal bringe bestanden ned på et niveau, så den ikke står i vejen for udbredelsen af spansk stenbuk, der findes i fire mere eller mindre afvigende varianter.

Dårligt vejr

Som de fleste andre jægere vil jeg naturligvis helst jage en vildtart i artens naturlige udbredelsesområde. Men da jagten på spansk mankefår opstod som en tillægsgevinst forud for en drivjagt i området, blev dette synspunkt som så mange gange tidligere sat på prøve. Oprindelig art eller ej så foregik jagten i meget flotte bjergområder og dertil kom, at dyrene jo var akkurat så vilde, som deres fædrene ophav i det nordafrikanske.

Desværre er jagt på mankefår helt afhængig af godt vejr.

- Når solen skinner, kan man se dem overalt på bjergsiderne, forklarede Antonio, der tydeligt ikke rigtig troede på projektet. Vi kunne kun satse på et rent lykketræf. Så længe dis og regn klæbede til bjergsiderne, kunne vi ikke gøre andet end pligtskyldigt at trille omkring i bilen, mens vi håbede på et jagtmirakel.

Andensidste dag

Måske var der alligevel belønning for vores vedholdenhed. Sidste jagtdag skiftede vejret fra tungt og diset til blå himmel med temperatur over frysepunktet. I løbet af få timer var sneen på bjergskråningerne smeltet, og ganske som min guide havde forudset, myldrede det nu frem med mankefår.

Først spottede vi en lille gruppe på vores vej ind i jagtområdet, der er udlagt som nationalpark. Kikkerten afslørede dog, at der ikke var væddere i gruppen. Kun får med lam om end ligheden mellem kønnene er ret stor. Også hundyrene bærer horn og har anlæg til manke.

- Normalt kan vi guide en jæger til et jagtbart mankefår på en dag eller to, forklarede Antonio, der

Regn og kulde havde presset de varmeelskende mankefår ned i skovene, hvor vi uden held forsøgte at spotte dem fra biler. 89

tydeligt var glad for, at han endelig kunne dokumentere sine ord. Lang tid gik der nemlig ikke, før vi atter havde mankefår i kikkerten. Denne gang var der flere yngre handyr i gruppen, og vi besluttede at kravle nærmere for at se, om gruppen også gemte på ældre jagtbare hanner.

Vær forsigtig

- Hold jer på en linje og undgå at se op. Dyrene har gode øjne og vil spotte ansigtet med det samme, forklarede Antonio, der sit spanske ophav til trods er så rolig og sindig som en indfødt vestjyde.

Mankefår har gode øjne, og allerede efter nogle få hundrede meters opstigning var vi sandsynligvis blevet opdaget. Et mankefår på skylinen kiggede med en blå himmel som baggrund direkte mod os. Jeg havde ikke kikkert med og ville ikke røbe os ved at dreje teleobjektivet mod dyret. Umiddelbart så det ikke ud til, at fåret var i kategorien jagtbar endnu. Men der kunne jo være andre og jagtligt set mere interessante dyr i den gruppe, som vædderen var en del af. Da den trak sig, fortsatte vi opstigningen.

Solen bagte nu på bjergskråningerne, og en fornemmelse af forår bragede gennem dalen. Flere buske havde allerede sat de første blomster, og rundt omkring sendte giftesyge stenhøns deres højlydte elskovsprofiler ud over skråningerne. Det var først nu, hvor solen havde visket skyerne og de tågede masser bort, at vi kunne se detaljerne i det kuperede landskab.

Forsvundet

Desværre var gruppen af mankefår forsvundet, da vi kom frem til stedet, hvor vi sidst iagttog dem, og selv ikke oppe fra toppen af de højeste tinder kunne vi se dem. Fårene var som sunket i jorden. Jagttiden lakkede mod enden. Jeg havde kun få timers jagt tilbage, før det blev mørkt, og jagten måtte indstilles. Til alt held sukkede fårene efter sol, og der gik ikke lang tid, før vi spottede endnu en gruppe. Denne gang en flok med betydeligt flere dyr.

Bagerst i flokken gik tre skudbare ældre væddere. Dem måtte vi efter, og i et kapløb med solen, der gik ned i stort set samme tempo, som vi gik opad, forsøgte vi at få livtag med de mange dyr, inden

Sne, regn og mankefår

Den cirka 13 kilo tunge gåsegrib, der kan måle op til 2,8 meter mellem vingespidserne, yngler i jagtområdet ved Sierra Espuña.

Mankefår er tilpasset et liv i bjergrige, ørkenagtige områder og kan dække væskebehovet gennem føden.

Når det er meget varmt, skal mankefår opsøges i skyggefulde områder, men er det koldt, skal der sol til at lokke dem frem.

det blev for sent. Fortroppen af den store gruppe gav os heldigvis en hjælpende hånd, idet de græssede sig nærmere og nærmere.

Desværre var der ikke samme bevægelse i bagtroppen, hvor de tre gamle dyr befandt sig. Da de forreste ungdyr i flokken var på skudhold, var der en lille kilometer ud til de bagerste dyr. Solen stod nu meget lavt, og dermed blev det ved synet af de nærværende ungdyr. Men i morgen ventede endnu en dag, selv om det kun var en halv jagtdag. - Hvor ofte har sidste jagtdag ikke reddet en jagttur, spurgte jeg Thomas, da vi med dagens sidste solstråler i ansigtet begyndte nedturen ad bjergsiden.

Sne

For at føje spot til skade sneede det på min sidste jagtdag. Cirka 10 cm havde allerede lagt sig over landskabet, og selv om håbet om ”a lucky punch” altid lever, hang troen i det yderste af neglene. Dels ville det blive vanskeligt at komme frem i bjergene, og dels ville dyrene sikkert atter søge fyrreskovene, hvor de ville forholde sig endnu mere passive, end de havde gjort de foregående dage. Blotte sig på de sneklædte og vindblæste bjergskråninger ville de næppe.

Sidst på eftermiddagen klarede det lidt op, og ved en gammel ruin stødte vi på en gruppe får. Tilmed en gruppe væddere.

Vinden peb gennem porten til den gamle, forladte landbrugsbygning og gjorde det vanskeligt at holde det lange teleskop roligt. Alligevel stod det klart, at ingen af dyrene i den lille gruppe havde helt det sving i kurverne, som jeg havde håbet på.

”Hvis ikke du vil, er det så okay, at jeg går efter en af dem”, spurgte Thomas, da vi havde aftalt, at han skulle forsøge sig, når mit får var nedlagt. Jeg tog endnu et kig på dyrene og overbeviste mig selv om, at det mankefår, som skal hænge på min væg, gerne må være lidt mere kønstypisk end de tre væddere, der allerede var delvis gemt i fyrreskoven.

Håb endnu

Desværre blev det heller ikke Thomas forundt at hænge en af de tre væddere på væggen, og da

95 Sne, regn og mankefår

Den spanske lovgivning er meget restriktiv, når det gælder afholdelse af drivjagt i områder med sne.

Mankefår

I Spaniens mere bjergrige områder er sne en del af vinterlandskabet, og faktisk kan den spanske vinter i disse områder være meget kold med temperaturer langt under frysepunktet. Også i Nordafrika, hvor mankefåret, på engelsk barbary sheep, oprindeligt kommer fra, er sne i de højere liggende områder en del af årets cyklus. Det nordafrikanske mankefår findes i flere forskellige underarter, som f.eks. libyan barbary sheep, saharan barbary sheep og kordofan barbary sheep. Hvor udbredelsesområdet for de første to nævnte underarter til dels giver sig selv, er sidstnævnte i dag knyttet til Sudan, selv om også denne underarts oprindelige udbredelsesområde var væsentligt større. Fælles for alle underarter er nemlig tilbagegang forårsaget af krybskytteri og ødelæggelse af levesteder, herunder stigende ørkendannelse i udbredelsesområderne.

Den variant af det nordafrikanske mankefår, der kan opleves i Spanien, bærer det latinske navn Ammotragus Lervia og denne er – ud over Spanien – desuden udsat i flere andre lande, herunder stater i det sydlige Nordamerika.

Også i det sydlige Afrika er man begyndt at udsætte barbary sheep, og flere sydafrikanske jagtudbydere tilbyder i dag jagt på fritlevende nordafrikanske mankefår.

Som vildtart er mankefåret højt værdsat, men uden for dens oprindelige udbredelsesområde ser man ikke altid lige begejstret på de store får, som kan være en udfordring for den oprindelige flora og fauna.

Mankefår kan yngle hele året, men de fleste lam sættes i forårsperioden. Normalt sætter mankefåret kun et lam, men helt op til tre lam kan i sjældne tilfælde forekomme. De nyfødte lam er allerede kort tid efter fødslen i stand til at bevæge sig sikkert rundt i uvejsomt og stejlt terræn.

Mankefår er tilpasset livet i bjergrige, ørkenagtige områder og kan dække væskebehovet gennem indtagelse af føde, men er der vand i området, drikker de lejlighedsvis.

Efter dage med uklart vejr, klarede det op og pludselig kunne der spottes mankefår på de solbeskinnede skråninger.

han var tilbage, var det definitivt slut. Gongongen havde lydt for sidste gang, og jeg kunne sætte hele min lid til morgendagens drivjagt. Her forventede min guide nemlig mankefår på paraden og blandt den lange række af nedlagte får og lam skulle der statistisk set også ligge et par væddere med lang manke og krumme horn. Jeg krydsede fingre for, at jeg kunne sætte mit navneskilt på bare en af disse.

99 Sne, regn og mankefår

Shit happens

Det er ikke altid været nemt at være jagtrejsearrangør og på trods af et stort og seriøst forarbejde måtte en spansk rejsearrangør alligevel sande at shit happens.

Et tykt lag sne havde i løbet af natten lagt sig over de sydspanske bjerge og plantager, og på nordeuropæiske breddegrader vil det betyde udsigt til en stemningsmættet og spændende drivjagt. Men sådan forholder det sig ikke i Spanien.

- Jagten er aflyst, forklarede vores spanske guide Antonio Teruel, der kunne se frem til en meget stor økonomisk øretæve, som han ikke havde kalkuleret med.

- I Spanien kan der ikke afholdes monteria, når landskabet er dækket af sne, forklarede han. Min rejsekammerat Thomas Larsen og jeg troede først, der var tale om en joke, men langsomt gik det op for os, at han talte sandt. Jagten var aflyst.

- Det er et sikkerhedsanliggende, forklarede den spanske guide og rejseudbyder og understregede, at det ikke ville nytte at ringe til den lokale betjent. End ikke han kunne dispensere fra reglerne.

Et stort brød

Antonio havde slået et stort brød op. Havde inviteret en række jægere på favorable økonomiske vilkår, da han gerne ville vise, at han var i stand til at organisere en vaskeægte spansk monteria på vildsvin og mankefår.

Men i stedet for opvisning i organisering og vildttæthed kunne han nu starte den lange opringning

til en række nøglepersoner, der havde tilmeldt sig arrangementet. Nummer efter nummer blev tastet ind på den flersprogede guides mobiltelefon, mens efterveerne fra nattens snefald stadig dalede ned fra en skytung himmel.

- Jagten er aflyst, lød det på spansk, engelsk og tysk. I begyndelsen blev meddelelsen modtaget med en vis vantro. Det kunne næppe passe. Flere jægere var allerede i lufthavnen og var sikkert ved at tjekke bagage og våben ind. Mistroen blev yderligere bestyrket, da den spanske rejsearrangør forklarede, at årsagen til aflysningen skulle findes i et snedække på næppe mere end 10 cm.

For en nord- eller centraleuropæisk jagtgæst lød det som det rene volapyk.

Ingen risiko

- 10 cm sne udgør da ikke nogen sikkerhedsrisiko, lød det igen og igen på flere forskellige sprog. Thomas og undertegnede var som de første gæster allerede ankommet til terrænet, idet vi havde jagtet stenbuk og mankefår i området. Thomas Larsen, der er medindehaver af det danske rejsebureau Field and Forest, havde selv en deltagerliste, som han skulle i gang med, og efterhånden blandede dansksprogede aflysninger sig i mængden af de mange andre sprog. Heller ikke de danske jægere

udviste den store forståelse for den pludselige aflysning. Det kunne jeg ikke undgå at høre. Flere stod allerede i lufthavnen.

Men lov er lov, og hvor meget Antonio end ønskede at tingene var anderledes, kunne han ikke gøre andet end at holde fast i sit statement: Jagten er aflyst.

Trykket

Vi vendte bilen. Kunne ikke komme videre grundet sne på en kraftigt stigende rute midt i det terræn, der skulle have udgjort morgendagens revir. Stemningen var mildest talt trykket, da vi holdt foran hotellet, hvor vi havde indlogeret os. De lokale jægere og medhjælpere til det store jagtarrangement havde samlet sig i baren, og sammen med repræsentanter fra nationalparken og politiet blev der diskuteret, så det kunne høres. Thomas og jeg bestilte en kop varm kaffe. Der var ikke så meget andet, vi kunne gøre.

- Der er lune vinde på vej. Måske er der en chance for, at temperaturen ændrer sig så meget, at sneen forsvinder, og jagten dermed alligevel kan afvikles.

Det var Antonio, som bragte os de gode, men også lidt urealistiske nyheder. Sammen med en mindre delegation ville han køre op til en vejrstation i bjergene og herfra få de mere præcise meldinger.

Et par timer senere var han tilbage.

- Jagten bliver afviklet, udbrød han sejrstolt.

Ikke en joke

- Kald jeres venner i Danmark og sig, at vi alligevel er klar i morgen, kommanderede han, inden hans telefon ringede op et sted i Tyskland.

- Nej det er ikke en joke. Ja, ja, jeg ved godt det lyder tåbeligt, men vi afvikler alligevel jagten i morgen. Sneen forsvinder i løbet af dagen og natten, lykkedes det han at fremstamme i de korte pauser, som den tyske arrangør i den anden ende lod slippe igennem. Forvirringen var stor, og frustrationen naturligvis total. Den tyske jagtrejsearrangør, der havde solgt de spanske drivjagtpladser, kunne nu starte forfra på telefonlisten.

Også vores danske venner havde lidt vanskeligt ved de skiftende meldinger, og flere fandt det alt andet end morsomt. Langsomt gik det op for dem, at de godt kunne pakke riflen ned i kufferten og bestille

børnepasning. Far skulle alligevel på forlænget weekendjagt i Spanien.

Ingen sne

Landskabet var som forvandlet, da den første bus med de mange jagtgæster næste dag rullede ind på parkeringspladsen, som udgjorde samlingspunktet for det store arrangement bestående af jægere, hunde, drivere og officials.

Men til gengæld var det stadig koldt. Ja faktisk koldere, end det havde været de foregående dage. Vinden peb ind gennem alle sprækker, selv om himlen var blå, og vi befandt os blot to-tre timers kørsel nordøst for den spanske solkystby Mallaga.

Planen var, at deltagerne i første bus skulle placeres på post, inden næste hold i bus nummer to blev sat af. Dermed kunne den uro, der opstår, når det sidste hold jægere bliver sat af, forhåbentlig udnyttes af det første hold, som da allerede ville være posteret. Ikke mindst forventede arrangørerne, at jægerne langt oppe i terrænet ville få mange chancer tidligt i drevet. Jeg var endda hvisket i øret, at vi, der stod højt, kunne se frem til en særdeles begivenhedsrig post, hvor der ville blive set flere hundrede stykker vildt.

Det så jeg naturligvis frem til, og selv om jeg primært ønskede at fotografere, ville jeg ikke spilde chancen til en stor keiler eller to. For slet ikke at tale om et mankefår, som der også var udsigt til at skulle ligge på paraden i et ikke ubetydeligt antal.

Eneste minus ved den vildtsikre og vildtrige post, som jeg havde trukket i gårdsdagens lodtrækning, var opstigningen. Den kunne være lidt anstrengende, var jeg blevet fortalt.

Koldt

Det var nu også lidt anstrengende at stå på parkeringspladsen. Den ene halve time tog den anden, og pludselig indfandt bus nummer to sig. Den ellers på papiret så velorganiserede jagt var løbet ind i nogle organisatoriske problemer, så det ud til. Alle syntes dog at tage det med godt humør, og selv hundene – der var cirka 300 af slagsen – tog det forbavsende positivt, selv om deres bevægelsesfrihed var indskrænket til næsten ingenting, da de så at sige var koblet og stod som fiskekroge på en lang linje. Endelig skete der dog noget. Bil efter bil blev sendt

af sted, og da vi alle havde farvede deltagerkort, var det ligesom første skoledag. Nu kunne det ikke gå galt, og jeg klemte mig ind i en tætpakket bil, der holdt som den sidste i rækken af dem, der allerede havde den stejle, vildtrige klippeside som endelig destination.

En lille times tid senere gik vejen ikke længere. Guiderne, der var stressede grundet den store forsinkelse, var allerede langt oppe ad bjergsiden, inden de sidste gæster var ude af bilerne. De ønskede naturligvis at indhente det forsømte og få jægerne på post, inden de store horder af mankefår og ikke mindst vildsvin ville stryge op ad skråningerne.

Lang tur op

Det blev som forudsagt en lang og ganske anstrengende opstigning. Også mere anstrengende end jeg havde forestillet mig. Især da jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at hænge ved førertroppen. Sidste mand i kæden får aldrig en pause, og da jeg, som passager i sidste bil i kolonnen, allerede var bagefter, lagde jeg alle kræfter i for at komme frem i feltet.

Men selv om jeg pustede og svedte som en hest og forbandede de cirka 25 kilo fotoudstyr, var det for intet at regne mod de lidelser, som nogle af de øvrige deltagere på holdet oplevede. Først passerede jeg en overvægtig jæger, der slet ikke var klædt på til opgaven. Han var stort set færdig efter få hundrede meter, og med det tempo, han lagde for dagen, ville han ikke nå frem til sin post, før jagten var slut og han kunne vende om igen. Lidt senere passerede jeg en jæger, der var trukket ind til siden, mens han kastede op. Det var som en af de klassiske bjergetaper i Tour de France. En fornemmelse, der blev yderligere forstærket, da jeg lidt længere fremme mødte en jæger, der, rød i ansigtet af overanstrengelse, inhalerede et eller andet medicinsk.

- Bare rolig. Det er blot astma-problemer, forklarede han og afslog mit tilbud om hjælp, mens han inhalerede sin medicin, som kæmpede han sig tilbage til livet.

Slidt feldt

Guidernes høje fart havde slidt feltet i stykker. Det er med fysiske anstrengelser, som det er med indtagelse af alkohol. Man skal finde sit eget tempo. Ellers kan det meget nemt gå galt, og galt det gik

I spanske nationalparker kan bestanden af vildsvin og hjortevildt blive så tæt, at det er nødvendigt at afholde jagt.

Den spanske monteriajagt på fri vildtbane er kendt ved et forholdsvis beskedent udbytte målt på antallet af deltagere.

Monteria

Traditionel drivjagt i Spanien omtales som en monteria, og i reglen afvikles der i hvert område kun en stor monteria om året.

På en spansk monteria på fri vildtbane optræder der i reglen langt flere jægere, end der gør på en drivjagt arrangeret i de fleste andre lande. Bedst kan jagten måske sammenlignes med de store tyske bevægelsesjagter, hvor det også takket være et stort logistisk forarbejde er muligt at afvikle drivjagt med mange deltagere.

Men der er dog en ting, der især adskiller spansk monteria fra tysk bevægelsesjagt, og det er antallet af deltagende jagthunde.

Hvor der i Tyskland kun anvendes ganske få eller slet ingen drivende hunde, slippes der i reglen op til flere hundrede jagthunde af forskellig slags, når jægere i Spanien er sat på post, og jagten blæses i gang.

De mange hunde medfører en anderledes afvikling af jagten end den man satser på i Tyskland, hvor man forsøger at presse vildtet frem mod skytterne, så vildtet føler sig så lidt stresset som muligt.

De spanske drivjagter er ofte til debat. Primært fordi det er blevet almindeligt at udbyde monteria i hegnede områder, hvilket ses anført som uetisk, da man driver med vildt, der ikke kan slippe væk. Især ankes det, at nogle af drivjagterne afvikles i forholdsvis små hegn, selv om de hegn, der opføres til vildt og jagt i dag, skal have en størrelse, der gør det etisk forsvarligt at afvikle jagt.

I debatten om drivjagt i hegnede områder blander begrebet ”put and take” sig også fra tid til anden, da det hævdes, at der udsættes vildt i de hegnede farme, alene med det formål for øje at give gæsterne absolut mest aktion for pengene. Også denne praksis møder- ikke mindst blandt mange spanske jægere – modstand.

også. Efter en lille times tid gjorde den forreste guide endelig holdt.

De rundt regnet tyve jægere var nu fordelt som på en lang linje under ham. Kun en langbenet tysk jæger fra Bayern hang ved. Han var til gengæld også helt upåvirket af opstigningen, kunne jeg konstatere, da jeg endelig var fremme. Men intet var vundet ved den hidsige opstigning. Alle måtte vi nu vente i den kolde vind, indtil de sidste udkørte jægere indhentede feltet, så vi kunne fortsætte, og først da sidste mand var inden for hørevidde, satte vi os atter i bevægelse. Opad og opad.

Kun plads til en

Posteringen var nu i gang, og jeg sendte de afsatte jægere misundelige blikke, alt imens jeg selv fortsatte og kiggede mod toppen, der lå gemt bag en fremspringende klippe. Bare det snart var min tur!

Endelig blev jeg anvist en plads på en klippehylde på en meget stejl skråning. Nu kunne jeg lade rygsækken glide af skulderen og puste ud, mens sveden løb ned ad ryggen. Alt var gennemblødt, og det første, jeg gjorde, var at skifte til noget tørt, mens det våde tøj blev lagt til tørre.

På klippehylden var der akkurat kun plads til riflen. Mit fotoapparat måtte jeg lægge et stykke derfra. Det bragte mig i et dilemma. For hvad skulle jeg satse på. Riflen eller fotoapparatet?

Kugler blev hældt i magasinet, og jeg besluttede mig for at skyde to-tre grise, hvorefter jeg ville gå over til udelukkende at fotografere. Dukkede der et stort mankefår eller en særlig god keiler op, måtte jeg forsøge at sætte kameraet fra mig og i stedet gribe ud efter riflen på hylden under mig.

Under 300

Iklædt tørt og varmt tøj vendte optimismen tilbage. Mens jeg begyndte at vurdere min post, blev jeg enig med mig selv om, at de næste par timer ville ikke blive kedelige. Udsigten var god, men da alt under mig var dækket af tæt kratbevoksning, havde jeg lidt vanskeligt ved at se, hvordan jeg skulle få hold på det vildt, som ville passere mig. Faktisk kunne der kun skydes på et par ubevoksede, parcelhusstore pletter omkring 120-150 meter under mig. Ikke just de bedste odds, hverken som fotograf eller som skytte. Men det bekymrede mig nu ikke.

- Alt under tre hundrede grise på paraden er en skuffelse, var det sidste, jeg hørte fra en af de danske rejsekammerater, da jeg kommenterede hans enorme mængde af riffelammunition. Og da jeg havde arrangørernes ord for, at min post ville blive en af de mest begivenhedsrige med udsigt over hele jagtområdet, så jeg frem til de næste timer.

Skud

Så lød de første skud. Langt under os. Få minutter senere fulgte endnu nogle serier. Nu skete det. Jagten var i gang. Og med skærpet opmærksomhed rettede jeg fokus på det storslåede landskab under mig. Et kobbel hunde drev med et eller andet. En gris viste det sig, da de kort tid efter indhentede den. Efter nogle få hjerteskærende skrig blev den gjort tavs.

De hunde, som deltog i jagten, kunne deles i to typer. Den spanske mynde, galgoen og kamphunde. De langbenede spanske mynder skulle sætte bevægelse i de mere sensitive svin, mens de tætbyggede kamphunde åbenbart skulle sørge for, at de mere stædige grise alligevel kom ud af busken og frem til jægerne. Og hvis ikke de flyttede sig hurtigt nok, blev de bogstaveligt talt slagtet og ædt på stedet. Den første halve time blev til en time. Stadig intet vildt i sigte.

- Ja, ja jagten skal vel lige i gang. Hvad ved jeg. Jeg har aldrig deltaget i en spansk monteria, tænkte jeg næsten højlydt. Men udeblivelsen undrede mig. Og helt modsat det forventede lød der ingen skud langs bjergkæden. Overhovedet.

En fuser

Man kan ikke vinde hver gang, og da jeg efter to-tre timer kun havde set en enkelt hundefører med to-tre hunde, gik det langsomt op for mig, at jeg vist ikke ville gå tør for ammunition. Gradvis blev forventningerne skruet ned. Sidst på eftermiddagen var succeskriteriet gradueret til et enkelt skud. Ja bare det at få et stykke vildt at se, ville være stort. Jeg havde ikke talt skuddene, men min umiddelbare vurdering var, at der var faldet 50-60 skud. Men det blev ved forventningerne, måtte jeg konstatere, da sideposten vinkede mig ned. Det var tid til at pakke grejet og de høje forventninger sammen. Og mens jeg stoppede de fire projektiler ned til alle

Ikke alt i livet går som forventet. Dette måtte en række tilrejsende jægere se i øjnene under en stor spansk drivjagt.

de andre, faldt der et skud fra naboposten. Jeg så ikke, hvad der skete, da et klippefremspring dækkede for begivenheden.

Et øjeblik afventede jeg situationen, inden jeg smed rygsækken på nakken og kaldte det for en dag.

En lille en

- En lille gris. Jeg fik den desværre ikke, fortalte min sidepost, da jeg spurgte ham, hvad det var, han havde skudt til.

Da vi stod ved bilerne, var konklusionen nem at drage: Stor skuffelse. Bortset fra min nabopost og den toptrimmede jæger fra Bayern, som havde nedlagt tre svin, var der ingen af de jægere, der havde kæmpet sig frem til bjergposterne, som havde skudt til vildt.

- Det hårdeste, jeg har været med, udbrød danskeren Jesper Kærgaard, kaldet Bageren, som ellers har været med til lidt af hvert.

Der var kun en håndfuld grise på paraden, da vi var fremme ved opsamlingspladsen og busserne, som skulle transportere os alle til en lokal kro, hvor der ville blive serveret varm mad.

Inden jeg hoppede ombord i bussen, forsøgte jeg at få klarhed over, hvor mange vildsvin, der var nedlagt.

- Flere grise er skudt i ufremkommelige områder, hvor de er meget vanskelige at hente ned, men andre er blevet efterladt i terrænet, da de var sønderskudte eller skamferet af hundene, forklarede

arrangørerne nogenlunde samstemmende. Alt i alt mente de, at der var nedlagt omkring 50 vildsvin, hvorimod der ikke var skudt til mankefår.

God stemning

Det var ikke til at se det, hvis man ikke lige vidste det, at stort set samtlige 60-70 jægere på den lille restaurant var skuffede. Humøret var nemig højt, og snakken gik lystigt.

Skuffelsen var jo også til at tage og føle på, og efterhånden som temperaturen steg, og den spanske vin blev proppet op, løftede stemningen sig endnu mere, og de høje forventninger fremstod i et nærmest komisk lys.

-Men hvor er den tyske journalist fra det tyske jagtmagasin Wild und Hund, var der pludselig en, som spurgte.

Spørgsmålet rejste straks en nærmest panisk stemning blandt arrangørerne. Ja hvor var den tyske reporter?

Forklaringen var ligetil. Han var der ikke. Han var glemt. På en post et sted i bjergene. Det var mørkt og bidende koldt, og manden anede givetvis ikke, hvor han var.

Det kan næppe overraske nogen, at den tyske jæger og journalist var alt andet end begejstret, da han endelig blev opsamlet. Cirka tre timer efter de øvrige jægere havde forladt bjergskråningen og var gået fra post.

Højt placeret jæger med høje forventninger forud for stor moneria måtte indse, at en enkelt riffel var tilstrækkeligt.

Arrangørerne beklagede og beklagede, mens de lovede guld og grønne skove. Det ville naturligvis aldrig gentage sig.

Sidste dag

Dagen efter gik det løs igen. Samme procedure. Rastløse jægere, der trippede rundt, hunde der galpede fra de små transportbure og de lange tøjsnore, som andre var tøjret til, og timelang ventetid, inden vi endelig blev stuvet sammen i små personbiler og kørt på post. For mit vedkommende blev det en betydeligt mere begivenhedsrig dag end den foregående, hvor jeg ikke så et stykke vildt, bortset fra de trefire grise, der var lagt på lit de parade.

Jeg så både en ræv – på lang afstand – samt et spansk/tysk kærestepar, der mente, at de var i deres gode ret til at færdes i Nationalparken, uanset om der var skiltet med adgang forbudt på grund af jagt.

Ingen tvivl om, at kvinden ville have godt af lidt motion, men ligefrem at sætte livet på spil for at smide de overflødige kilo, var der nu ikke grund til. Imidlertid var der intet, jeg kunne gøre for at overbevise dem.

Trods alt var jeg gæst i deres land, og med et smil og ønsket om god jagt fortsatte det på alle måder sympatiske par ind i området, hvor sporadiske skud faldt fra tid til anden.

Men turen blev kort. En skudserie ganske tæt på fik dem på andre tanker, og pludselig kom de tilbage. Faktisk i et ganske overraskende højt tempo, kvindens figur og de meget tætsiddende jeans taget i betragtning.

Igen, igen

Jeg talte ikke skuddene, der faldt i løbet af dagen, men min umiddelbare vurdering var, at niveauet svarede til gårsdagens.

Heller ikke min tyske nabopost havde set noget, viste det sig, da jeg gjorde ham selskab og ventede på at blive samlet op.

Men den tyske jægers opmærksomhed rettede sig nu ikke mod det skuffende resultat.

- De har glemt os, sagde han igen og igen, efterhånden som tiden trak ud.

- Naturligvis har de ikke det, sagde jeg, mens jeg prøvede at berolige den tydeligt ængstelige jagtgæst.

Men han var ikke nem at komme i kontakt med. Øjnene flakkede, og han lyttede ikke efter, hvad jeg sagde. Hans ører nærmest blafrede for at opfange den befriende lyd af en bilmotor i det fjerne, som kunne bringe ham tilbage på sikker grund.

Hvor blev han af?

Endelig tonede vores bil frem, og snart sad vi alle i bilen – på vej mod den gode mad og den gode vin. Og da vi satte os til bords steg humøret atter, for vi havde det jo trods alt rigtig godt, blev vi meget hutigt enige om.

- Men hvor er ham tyskeren, ham fra ”Wild und Hund” lød det pludselig ned gennem restauranten, da vi efter et par timer bundede vinglasset og gjorde os klar til opbrud.

- Ja, hvor er han, spurgte vi hinanden, mens vi kiggede os omkring og fortsatte mere eller mindre samstemmende:

- Er det ment som en joke? Det kan da ikke passe og sig det er løgn.

Men det var ikke løgn. Den tyske reporter var atter blevet glemt.

Et stort antal hunde af forskellig slags gjorde, hvad de kunne for at sætte vildtet i bevægelse.

FORBLIV SKJULT MED REALTREE MAX-7®

DEN PERFEKTE CAMOUFLAGE TIL JAGT PÅ ANDEFUGLE

Heat Game - overvind vinterkulden

Se hele kollektionen her

deerhunter.eu

Sikkerhed

Verden skal ikke opleves i sort og hvid

NYHEDER DEBAT MARKED

Frit og uafhængt Over 2 millioner årlige besøg

Rusa Deer, Mauritius

Den perfekte jagtferie

Mauritius er unik, da øen tilbyder den ideelle kombination af jagt på de sjældne Rusa deers og Big game fiskeri samt luksuriøs indkvartering på hotel ved stranden.

Mauritius er et ideelt ferie-, jagt- og fiskeparadis på 1.900 km2

Verdensklasses indkvartering på det berømte Sugar Beach Resort

En stor del af de nedlagte Ruse Deers opnår SCI-guldmedalje

Kontakt: Ivan Charoux, Director of Vacances Aventures Ltd

vacancesaventures.ilemaurice@gmail.com Tel. + 230 5734 7760 www.vacancesaventures.com