Page 1

MICHAEL SAND

RENT HELD KUDU

ANNONCER I ARTIKLER UDLÅNT AF JAGTBOGEN

Verden rundt


Verden rundt – som jæger, lystfisker og far

Copyright © Forlaget Michael Sand Copyright © fotos Michael Sand

Redaktion Michael Sand Billedredaktør og grafiske tilrettelæggelse Michael Sand Grafisk udførelse Mette Holmgaard Korrekturlæsning Birgit Grønborg Tryk Clemenstrykkeriet Printed in Lithuania efteråret 2017 ISBN 978-87-91368-79-0 Udgiver: Forlaget Michael Sand Michael-Sand.dk

FORLAG

Jagtbogen er udarbejdet i samarbejde med Netnatur.dk og WildLifeImage.dk


Michael Sand

Verden rundt – som jæger, lystfisker og far

I samarbejde med Netnatur.dk


4

Kudujagt i Sydafrika


5

Kudujagt i Sydafrika


6

Kudujagt i Sydafrika


Af Michael Sand

Kudujagt i Sydafrika Rent held! Kudujagt beror på rent held. Pludselig er chancen der. Den kan opstå første dag. Den kan opstå tredje dag. Eller den kan helt udeblive. Men om man i sidste ende kan lægge hånden på et sæt snoede horn er mere end noget andet et spørgsmål om rent held. 7

målepind fra base til top er det ikke altid, at toptrofæet er længere end det mere jævne trofæ. Men når målebåndet følger kurverne, kommer trofæ­ opmåleren frem til et helt andet resultat. Da vil det trofæ, som har haft travlt med at komme til vejrs, komme til kort over for det hornsæt, der har givet sig god tid, og som har vredet sig i kraftfulde snoninger undervejs mod toppen. Derfor skal selv erfarne jægere bruge mere end blot et splitsekund for at vurdere en kudutyr, når den stiller sig op til beskuelse i bushen. Et trofæ, der anslået måler omkring 55 tommer, er en håndfuld tommer over gennemsnittet.

Ingen skud fra bil Min vært fortalte mig, at det havde taget 7 år at opbygge dyrenes tillid til bilerne. En tillid, der blandt andet blev forklaret med, at han ikke tillod, at der blev skudt fra firehjulstrækkeren. Kun i særlige tilfælde, hvor der var tale om et enkelt dyr, kunne det tillades, at en klient skød i nær­he­ den af bilen. Der måtte ikke være vidner til skud­­­det, som kunne sladre og skabe panik, næs­te gang en bil dukkede op i terrænet. Williams modstand mod autopyrsch reddede de to monarker, der uforstyrret fortsatte deres morgenfouragering.

Kudujagt i Sydafrika

En skygge af en velvoksen kudutyr kiggede dovent efter os, mens firehjulstrækkeren sled sig op ad klippernes humpede stier. Vi standsede bilen og betragtede den kratsøgende antilope, som for et kort øjeblik var helt uden bevoksning fra top til tå. Tilsyneladende var den dus med bilen og strakte sig blot efter akaciebuskens grønne skud, så de lange horn kradsede den på ryggen. I buskadset kunne vi se omridset af endnu en tyr. Den virkede større, og jeg forsøgte at få et glimt af dens horn. Men de forblev gemt i skygger og tæt bevoksning. Det eneste, vi kunne se, var den dybe og tunge krop, der langsomt trak bort. En krop, der med rette kunne bære betegnelsen: en tyr. Den store tyrs retræte gjorde makkertyren ængstelig, og da den satte fokus på bilen, åbenbarede den sig i al sin skønhed. Hvide striber flød som blod ned ad de blågrå flanker, og både strube og ryglinje var dekoreret med lange hår, der sad, som var de friseret og klippet med en saks. William Taylor, professionel jæger og min vært de kommende dage, studerede tyren, mens jeg forsøgte at få et par billeder til varigt minde. – Minimum 55 tommer, hviskede han, da han atter sænkede kikkerten. Kuduhorn kan være vanskelige at vurdere, da forskellen på et godt og et mindre godt trofæ ofte afhænger af dybden i kurverne. Målt med en lige


8 Kudujagt i Sydafrika

Indsamling af billeder og artikler har spillet en væsentlig rolle i min familie.


Den lovende begyndelse bekræftede mine forventninger – eller rettere fordomme – omkring jagt i sydafrikanske jagtfarme. At skyde en hæ­derlig tyr virkede næsten for nemt. Så nemt, at jeg følte mig overbevist om, at jeg inden for de næste dage skulle lægge hånd på et sæt stærkt snoede horn. Og selv om jeg burde være for gammel til at tage glæderne på forskud, fantaserede jeg allerede om kuduhorn i den absolut svære ende. Spørgsmålet var ikke, om jeg nedlagde en velvoksen kudutyr. For det gjorde jeg! Tvivlen indskrænkede sig udelukkende til størrelsen på trofæet. Det var min første farmsafari, og uden at vide bedre var jeg ved at sælge skindet, længe før bjørnen var skudt.

Diagnosen

Fornemmelsen af væske, der rullede gennem ga­­ nen, var ubeskrivelig, da vi timer senere hang over bilens lad. En falk satte sig i træet over os. Den var helt sort og viste sig at være en goshawk i sort udgave. Falkens panter. Jeg tog mine forestillinger om kudujagten op til overvejelser. – Hvor vanskelig er kudujagt egentlig, spurgte jeg. Ikke just det nemmeste spørgsmål at svare på. Alligevel kom svaret prompte. – Kudujagt er meget vanskelig. Faktisk er det rent held, når det lykkes. Pludselig er chancen der. Den kan opstå første dag. Den kan opstå tredje dag. Eller den kan helt udeblive. Den sidste kudu, vi skød i dette område, nedlagde vi for ca. et halvt år siden. Den blev nedlagt efter 7 dages intensiv jagt. I bogstaveligste forstand i klientens allersidste jagtminut. Siden da har der ikke været jaget kudutyrer i dette område, forklarede min jagtguide og fortsatte: – Problemet med kudutyrer er, at de ikke er territoriale i traditionel forstand. De vandrer konstant, og man ved aldrig helt, hvor man har dem. Dertil er deres lugtesans, hørelse og syn eminent. Efter min mening har de ingen svagheder, og personligt betragter jeg dem som meget vanskelige at jage, når de vel at mærke skal nedlægges på regulær vis. Altså til fods uden brug af bil. Da overgås de måske kun af eland, fortalte William, mens den kolde cola langsomt rettede op på væskebalancen.

Kudu Den voksne kudutyr er grå, og er ofte blevet benævnt som det grå spøgelse, da de første jagtrejsende fandt den meget vanskelig at jage. I dag er bestanden i det sydlige Afrika tiltaget, og de fleste, der rejser til Sydafrika, kan på en uges jagt med rimelighed forvente at få chancen til en fuld voksen kudu.

9 Kudujagt i Sydafrika

– Muligvis et leopardspor, sagde William Taylor, mens han studerede det bløde aftryk i det røde sand. Han lod øjnene vandre omkring aftrykket, men fandt ikke yderligere tegn på, at vi trådte i sporet af en af Afrikas fem store og efter en kort pause fortsatte vi vores fremrykning. Skridt for skridt, meter for meter. Vi fulgte en af de utallige dyrestier, der viklede højderyggen ind i et uoverskueligt netværk. Sigtbarheden var lav, da vegetationen var temmelig tæt. April er Sydafrikas efterårsperiode, og det tætte bladhang gjorde det vanskeligt at spotte eventuelle dyr. Ja, flere steder virkede det nærmest umuligt, og skulle vi se en kudu, ville det blive på kloshold. Dertil var det særdeles vanskeligt at færdes lydløst i det tørre og stenede terræn, der nærmest gispede efter regn. Pludselig tordnede det i undergrunden umiddel­ bart foran os. Vi var kommet for tæt på! Men hvad vi havde stødt, kunne jeg ikke vide. William lyttede længe efter lyden, der fortonede sig op ad klippesiden, og efter en kort betænkningstid, stil­­lede han diagnosen: zebraer. Vi fortsatte. – Det er det der, vi går efter, forklarede William og pegede på et lille aftryk i stien. En udvokset kudutyr sætter faktisk et meget lille fodaftryk, da den skal være i stand til at sætte foden lydløst i klippefyldt og kuperet terræn, da det først og fremmest er de bjergrige områder, som gennem generationer har udviklet arten, der findes mere eller mindre talrig fra Sydafrika til Østafrika.

Revurdering


10

Kudujagt i Sydafrika


11

Kudujagt i Sydafrika


Skyggejagt De næste dage var jeg i bushen morgen, middag og aften. Jagten startede omkring solopgang og sluttede efter 2-3 timers intensiv pyrsch. Ved ellevetiden vendte vi tilbage til bushen og gik, indtil horisonten tog farve. Generelt var jagten meget lig med den første dag. Vi så ingen kudu, men adskillige gange stødte vi på et eller flere af de store dyr, som forsvandt i en buldrende sky. Hver gang flygtede tyrene ud af syne, længe før de overhovedet kunne anes. På fjerdedagen virkede det efterhånden, som om vi jagede skygger. At spotte dyrene, før de tog benene og de snoede horn på nakken, formåede vi ganske enkelt ikke.

12

På fjerdedagen var vi lidt tidligere i terrænet end normalt. Der skulle jages igennem. Mine fødder var begyndt at vable, og jagten i korte bukser havde slidt skindet af mine lår. Jeg var dog stadig optimistisk og klamrede håbet til William Taylors bemærkning: ”It’s pure luck”. Pludselig er chancen der. – Kudu, sagde den sorte tracker Poul, da vi for jeg ved ikke hvilken gang sendte et dyr på flugt i bushen. Hvordan han kunne høre, at det var en flygtende kudu, der hamrede klovene mod jorden, er kun han i stand til at svare på. Men jeg betvivlede ikke hans erfaring, og kort tid efter var vi på sporet af de store dyrs små aftryk.

Kudujagt i Sydafrika


I begyndelsen var klovaftrykkene spredte. Tyrene havde haft travlt, men efter nogle få hundrede meter blev aftrykkene mere og mere samlet. De havde lagt afstand, og aftrykkene fortalte, at de var begyndt at falde til ro. Inden længe ville vi atter opnå kontakt. Dette havde jeg efterhånden erfaret. I reglen flygter en kudu ikke særlig langt, før den stopper og spejder efter sin forfølger. Først når den ved, hvor den har jægeren, overvejer den sit næste træk. I teorien burde det derfor ikke være særlig vanskeligt at skyde en kudu. Har man først hægtet sig fast i sporet, burde resten være et spørgsmål om vilje og tålmodighed. I praksis er det dog knap så enkelt.

Et slag var tabt For første gang troede jeg dog for alvor på chan­ cen. De to tyrer var flygtet ud i et forholdsvis åbent terræn. Sigtbarheden var nu omkring 70 meter, og med lidt held var det langtfra usandsynligt at spotte tyrene, før afstanden blev for kort. Sporene var helt afslappede, og der ville næppe gå mange minutter, før vi havde livtag med tyrene. Jeg spejdede frem mellem træerne og så en duiker forlade arenaen i elegant firspring. Bare den ikke alarmerede tyrene. Et par sandgrouses tog til vingerne, og fuglenes take-off var ikke uden ligheder med skov­

13

Mit afrikanske eventyr, som startede i Østafrika og sluttede i Sydafrika, kom kun til at virke som ilt til en allerede brændende længsel efter kontinentet, som kyndige hævder, har stået fadder ved menneskets allerførste skridt.

Kudujagt i Sydafrika


14

Kudujagt i Sydafrika


15

Kudujagt i Sydafrika


16 Kudujagt i Sydafrika

sneppens vingeklap. Endnu en gang krydsede jeg fingre for, at tyrene ikke lod sig skræmme. Men jeg kunne spare mig mine anelser. En voksen kudutyr har ikke brug for hverken duiker eller alarmerende småfugle. Den formår at tage vare på sit eget liv, og da de to tyre pludselig tog flugten – bag os – vidste vi, at vi var blevet narret endnu en gang. Dyrene var gået i ring, og vi var gået i fælden. Havde jeg båret hat, havde jeg svunget den for de kloge dyr. Slaget var tabt. Et nyt kunne begynde.

intensiv jagt, så jeg for første gang, hvad vi gik efter. Dyret var ikke et spøgelse, men en krop af kød og blod. Desværre havde tyren ikke nået toppen. Hornene var endnu ikke færdige med at sno sig, og der ville gå et år eller to, inden dyret var modent til afskydning. Men foran den unge tyr satte bushen sig pludselig i bevægelse. Ikke færre end fire mere eller mindre velvoksne tyre bevægede sig i krattet.

Kudu

De fire tyre var alle større end den halvgående, unge tyr. Vi forsøgte at liste efter dyrene, da de trak over bjergkammen, men nåede ikke mere end to-tre skridt, før jorden gav sig og røbede, at vi var afsløret. Endnu en gang. Femtedagen ændrede vi strategi. William mente, at vi skulle satse på at udnytte terrænets mange højderygge. Fra de ofte velplacerede spots havde vi bedre mulighed for at se dyrene, før dyrene så os. Det lød sandsynligt, og det var med fornyet tro, at vi listede frem til det første udkigspunkt.

Poul optog atter jagten langs en lille dalsænkning. Fra åsen havde vi et godt overblik, og mens vi langsomt bevægede os fremefter, spejdede vi efter de grå dyr med de hvide striber. Og pludselig fangede øjet en massiv, grå klump på modsatte side. Men det kan ikke være en kudu, tænkte jeg, da stenen pludselig rejste sig. Det var en kudu. Endda en tyr. Poul slog skydestokken ud, og jeg listede riflen i anslag. Efter jeg ved ikke hvor mange timers

Ny strategi


Vi havde næppe siddet mere end nogle få minutter, da vi hørte bevægelser under os. Men vi kunne intet se. Trækronerne lukkede for udsynet, og efter en halv time indså vi, at dyret måtte være forsvundet under os, uden at vi havde været i stand til at observere det. Vi trak os langsomt tilbage og lagde de røde sten bag os. Den trofaste firehjulstrækker satte køleren mod et nyt udkigspunkt, hvor vi skulle tilbringe nogle timer. Måske ville en kudu komme til bjerget. Jeg kunne mærke på William, at han ønskede at intensivere jagten. Den ellers så fattede sydafrikaner havde sat både sig selv og bilen op i et højere gear, og han kørte betydeligt stærkere end ellers. Jagtlykken var sat på prøve, og mens stenene sprang under dæktrykket fra den tunge bil, spejdede vi som sædvanligt efter vildt.

En tyr – Kudutyr, lød det pludselig fra Poul, der med statisk ro stod bagerst på bilens lad. I den høje fart var vi allerede forbi dyret, men snart var vi på vej tilbage med riffel og skydestok. Kudujagt

handler om held, og vi kunne jo være heldige. Måske stod den der endnu. I hjulsporet var det ikke særlig vanskeligt at følge Poul nogenlunde lydløst, mens han ledte os tilbage til kudutyren. Og minsandten. Den stod der stadig. – Er den alene, hviskede William. Poul nikkede, og så var den alene. De sidste dage havde lært mig ikke at betvivle trackerens jagtforstand. Jeg placerede trådkorset på den store krop, der stod som en klippe i klippen. Urokkelig. Mellem ørerne kunne jeg se begyndelsen af noget massivt. Men resten af hornsættet fortonede sig ud i det tætte virvar af bush. Jeg forestillede mig hornets kurver og lod kikkertsigtet vandre. Men selv om jeg anstrengte mig, kunne jeg kun se en sammenfiltret masse af blade, grene og lange torne. Jeg skulede til William og afventede spændt på hans vurdering. Måske kunne han i håndkikkerten se dyrets afslutning, der helst skulle bestå af to fremadrettede, polerede hornspidser. Kudutyrens svar på kronhjortens krone. Men også han rystede opgivende på hovedet. Bushen havde sænket sig over tyren, og vi kunne intet gøre.

17 Kudujagt i Sydafrika

Det er med den fortættede afrikanske stemning, som det er med jagt i almindelighed: Det kan ikke forklares, det må opleves.


18 Kudujagt i Sydafrika

– Lad os vente lidt, hviskede William. Måske drejer den sig en anelse. Og det gjorde vi så. Ventede. Og ventede. Sekunder føltes som evigheder. Men kuduen flyttede sig ikke en millimeter. Jeg lod kikkerten hvile på bladet. Dyret stod lidt skråt i forhold til os, men det burde ikke volde problemer at placere kuglen på kroppen, såfremt jeg fik grønt lys. – Jeg er 99% sikker på, at det er en rigtig god tyr, sagde William. – Vil du skyde? Nu lå beslutningen hos mig. Turde jeg? Skulle jeg tage en chance? Min beslutning trak ud. – Jeg synes, du skal skyde, sagde William og satte mig under yderligere pres. – Jeg vil hellere rejse hjem uden kudu, end jeg vil nedlægge en lille, svarede jeg uden egentlig at have vurderet svaret. – Vi kan også vente lidt, foreslog han og viste tydeligt, at han virkelig ønskede at krone mit ophold med en kudutyr. Men jeg kunne ikke beslutte mig, og et eller an­­ det sted virkede situationen tragikomisk. Efter mange timers intensiv jagt kunne vi endelig be­­ tragte en kudu. Tilmed en tyr! Sandsynligvis også en stor tyr. En lille rest af tvivl holdt mig dog til­­­­­­­­bage, og den lange beslutningstid burde for længst have sendt tyren på langfart.

Kroppen er stor – Hvor stor er kroppen, spurgte jeg og forsøgte at samle oplysninger, der kunne gøre beslutningen nemmere. – Den er stor, meget stor, lød svaret med tydelig begejstring i stemmen. Det var et svar, jeg kunne bruge. En stor krop, en massiv begyndelse på de snoede horn. Usikkerheden indskrænkede sig efterhånden til brækkede hornspidser eller genetiske deformationer. – Vil du blive glad for tyren, selv om det ene horn viser sig kun at være halvt så langt som det andet, spurgte jeg mig selv. Er det tilstrækkeligt, at dyret er gammelt, og at trofæet repræsenterer vidunderlige jagttimer til fods under den sydafrikanske sol? Spørgsmålet var ikke vanskeligt at svare på, og med tanke på familien i campen, der ikke havde set meget til mig, siden vi ankom, gjorde jeg mig klar til skud.


19 Kudujagt i Sydafrika

Der er mange måder at nedlægge en stor kudu på, og når alt kommer til alt nedlægges de fleste nok mere eller mindre tilfældigt, selv om der forud for skuddet kan ligge mange timers sporjagt og stille iagttagelse.


20

Kudujagt i Sydafrika


21

Kudujagt i Sydafrika


– Skyd den så langt fremme på bladet, som du kan, hviskede William. Bladet på en stor kudutyr fylder meget og er vanskeligt at misse, men man skal undgå at placere kuglen for langt tilbage på bladet. Navnlig hvis der skydes i den nederste tredjedel, hvor hjertet befinder sig, kan man nemt lade sig friste til at placere kuglen for langt tilbage. Et tykt træ dækkede en del af skulderbladet, og jeg listede trådkorset i anslag tæt bag træstammen. Dog med lidt margen til eventuelle afvigelser i forhold til sigtepunktet. Jeg var ved vejs ende. Målet var inden for rækkevidde, og jeg bøjede pegefingeren.

Hvor?

22 Kudujagt i Sydafrika

Mens lyden fra riffelskuddet rungede i klipperne, snurrede kuduen rundt og forsvandt op ad bjergsiden. – Den er god, udtalte William. Poul samtykkede. Selv så jeg ikke tilstrækkeligt til at kunne vurdere trofæet. I stedet bekymrede jeg mig om skuddets placering. Var alt mon i orden? Kuduen blev ved med at løbe op ad skråningen. Det forekom mig, at den allerede havde tilbagelagt 100 meter, da den pludselig vendte omkring og løb ned ad bakken igen. Vi satte det lange ben forrest og forsøgte at af­­ skære kuduen, der tilsyneladende havde til hensigt at kryd­­­­se vejen. Selv om vi løb det bedste, vi havde lært, kunne vi stadig høre lyden af hovslag mod sten og hård jord. Men pludselig blev der stille. Stakåndede efter den hidsige spurt, standsede vi op. Hvad nu? Hvor blev den af? Var den fal-

det, eller stod den et eller andet sted i bushen og betragtede os?

Der! – Der, sagde Poul og William mere eller mindre i munden på hinanden. Og der lå den. Den store krop var sunket sammen ved foden af et lille tostammet træ. Kroppen virkede enorm, og nakkemusklerne, der havde båret de lange, nedslidte horn, virkede kolossale. Faktisk var den tætpakkede tyrenakke det første, jeg bemærkede, da jeg stod ved det forendte dyr. Trofæet var ingen skuffelse. Udlægget var stort, og William mente absolut, at jeg kunne være tilfreds. Men et eller andet sted blandede der sig lidt malurt i bægeret, i og med at tyren ikke blev nedlagt til fods på regulær pyrsch. Ønsket om at gøre sig fortjent til sit trofæ ligger dybt begravet i enhver, der ynder at kalde sig jæger, og jeg kunne ikke lukke øjnene for, at tyren trods alt blev spottet fra bilen. Men måske skal man ikke nødvendigvis gøre sig fortjent til sin kudu. I hvert fald kom Williams bevingede ord mig i hu. ”Kudujagt er rent held. Chancen kan opstå den første dag, den kan opstå den tredje dag”. I mit tilfælde opstod den femte dag. At jeg havde arbejdet meget mere for trofæet, end jeg havde forestillet mig, gjorde mig ikke fortjent til trofæet, da dyret næppe blev nedlagt på grund af kløgt og snilde eller hårdt arbejde. Vi havde blot opsøgt heldet igen og igen, og pludselig var chancen der. Ganske som min jagtvært havde forudsagt. At jeg fik kuduen var med andre ord rent held. Ikke andet end ”pure luck”.

Den udvoksede tyr med de snoede horn må betragtes som skaberens afslutningsopgave. Dyret er bærer af den absolutte skønhed, og selv jægere, der ikke længes mod jagt i Afrika, betages af det smukke dyr.


Året er 2013 og Robin er netop fyldt seks år, da denne flotte kudutyr faldt. I øvrigt i samme uge som Jagtårbogen udkom for allerførste gang i Danmark

23 Kudujagt i Sydafrika


24

Kudujagt i Sydafrika


25

Kudujagt i Sydafrika


Profile for Michael Sand

Rent held  

På jagt efter Kudu i Sydafrika

Rent held  

På jagt efter Kudu i Sydafrika

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded