__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

MICHAEL SAND

LYDEN AF BUCHBUCK REPORTAGE AFRIKA

ARTIKLEN UDLÅNT AF JAGTBOGEN

Verden rundt


ARTIKEL UDLÅNT AF

Verden rundt – som jæger, lystfisker og far Copyright © Forlaget Michael Sand Copyright © fotos Michael Sand Udgiver: Forlaget Michael Sand Michael-Sand.dk Jagtbogen er udarbejdet i samarbejde med Netnatur.dk og WildLifeImage.dk

FORLAG


Designet til et liv i skovens skygge og med et skind dekoreret med lyspletter og ører så store, at de kan opfange alt, der rører sig, er den sydafrikanske bushbuck ikke alene smuk som få, den er også en af de mere vanskelige antiloper at nedlægge.

6 Afrikansk antilope

En kraftig lyskegle blev sendt ind mellem træerne og forvandlede nat til dag. – Den skal være her, sagde Daniel, der holdt projektøren, mens han langsomt lod lyskeglen cirkle rundt omkring det sted, hvor vi sidst så glimtet af lysende possumøjne. Daniel var vores guide, og efter en hård dag i bjergene var den tunge 7 mm skiftet ud med en lettere cal. 222. Nu stod den ikke længere på tahr og gemse, men på New Zealands allestedsnærværende brushtail possum, der med en kropsvægt på op til 4,5 kilo er en af de største af en række possumarter. Den mindste, den såkaldte pygmæ possum i Tasmanien, er kun cirka 7 cm lang, hvorimod den største, den såkaldte bear possum, kan veje helt op til 7 kilo. I New Zealand finder man dog kun brushtail possum. – Der er den, udbrød Daniel på en gang behersket og kontrolleret. Robin, der var nattens jæger, listede riflen ud gennem vinduet på bilen samtidig med, at en kugle blev ført frem i riflens kammer. Aftenens første possum var spottet, og i næste nu smældede den lille riffel, hvorefter de lysende øjne i træet forsvandt, og et par knækkede grene fortalte, at New Zealand var blevet en possum min­­dre.

Et projekt, der løb løbsk New Zealands possumeventyr eller mareridt startede i 1900 tallet, hvor den australske possum indførtes til New Zealand i håb om at etablere en opdræts-industri, baseret på det fine pelsværk. Men undslupne eller udsatte individer bredte sig snart til store dele af øriget, da possums er helt uden naturlige fjender i New Zealand. Udslippet var til glæde for dem, der elsker sporten med possumjagt ved nattetid, men til stor skade for den oprindelige flora og fauna, der ikke er tilpasset tilstedeværelsen af den stort set altædende buskhalede possum. I dag tælles bestanden i millioner og regnes som en slags pest. Af samme årsag er bestanden ikke beskyttet af jagtloven og må i lighed med øvrige introducerede vildtarter i New Zealand jages døgnet rundt, hele året.

Folkesport


Af Michael Sand

Afrikansk antilope Lyden af bushbuck Soundtracket til en sydafrikansk antilopejagt rummer et mangfoldigt kor af dyre– og fuglestemmer. Men under en jagt på en bushbuck, Afrikas pendant til vores råbuk, spillede baggrundsmusikken i sidste ende hovedrollen.

7

telskende bushbuck frem i lyset, men da min professionelle jæger altid kalkulerer med eftersøgningstid, er denne periode jagtligt set ret uinteressant. I reglen blæses jagten af, inden det bliver så mørkt, at påskudt vildt ikke kan spores. Afrikansk vildt er berygtet for skudstyrke og kan med selv et vellykket skud gå temmelig langt. Og eftersom der ikke spores med hunde, der kan lugte, er man afhængig af øjne, der kan se. Derfor bliver riflen hos Taylor Safari hængt over skulderen en halv time før solnedgang. Netop på det tidspunkt, hvor de sky kratbukke begynder at søge mod mere overskueligt terræn.

Falske toner I de sidste par dage havde vi pyrschet intenst i timerne omkring solopgang. Dog kun med de underskønne bushbuck-hunner i søgeren. Den stille iagttagelse ved flodbredden udgjorde en tiltalende kontrast. Dog ærgrede det mig, at jeg vidste for lidt om det store orkester, der leverede soundtracket til en sydafrikansk solopgang. F.eks. ville jeg gerne vide mere om den fugl, der sang i træet over os. Dens ”morgensang” mindede mig mest af alt om de toner, som forlader min seks år gamle dreng, når han spidser læberne sammen og forsøger sig. De monotone forsøg virkede dog til at

Afrikansk antilope

Omtrent i samme øjeblik, jeg fik øje på dyret, sprang det ind i det tætte pilekrat, der var skudt op i den tørlagte flodseng. Den lille bushbuck var væk øjeblikkeligt. Opslugt i det tætte krat. I korttidshukommelsens til tider ret klare erindring kunne jeg dog se, at dyret ikke var bærer af de eftertragtede spiralformede horn, som vi håbede på. Men hvor der er en hun, kan der også være en han, og vi besluttede, at det frodige pilekrat langs Njelele-floden skulle være rammen om de følgen­de dages jagt, og allerede næste morgen var vi klar ved flodlejet. Bag en væltet træstamme, der strakte sine døde grene ud over skrænten, krøb vi i skjul. Jeg fandt dækning bag et par af de afbarkede grene og lagde riflen i anslag. Også William, min jagtguide, forsøgte at finde en komfortabel stilling vel vidende, at de næste par timer skulle udspilles i stille­siddende tavshed. Afstanden til krattet var kort, og selv om vi følte os skjult, ville enhver bevægelse blive registreret øjeblikkelig. Efter de sparsomme forberedelser var vi klar. Tilbage var nu blot at vente på, at en bushbuck skulle sætte klovene i flodbreddens fugtige sand. Dyrene er normalt meget knyttet til tæt bush, men i de tidlige morgenminutter kan der være en chance for at se dem i mere åbent terræn. Også timen inden solnedgang kan lokke den kra-


8 Afrikansk antilope

Det var en bushbuck, der stod allerøverst på ønskelisten, og selv om der en aften faldt en smuk impala i dagens sidste lys, kunne den ikke udgøre det for den lille plettede antilope med de spiralformede horn.

være ret effektive. I hvert fald skar de sig igennem de øvrige morgenstemmer, og flere steder fra blev de simple serenader besvaret af solister, der var lige så talentforladte. Men hvad fuglene hed, og hvordan de så ud, vidste jeg ikke. Til gengæld genkendte jeg lyden fra de agerhønestore frankoliner, der på slaget solopgang skrattede op langs den underskønne flod. Et sted på flodens modsatte side hylede en flok sjakaler, mens de allestedsnærværende duer taktfast slog rytmen an. Efter to timer ebbede livet i flodsengen langsomt ud. Et par unge impalaer, som havde underholdt os hele morgenen, trak atter tilbage mod bushen, og kontrasterne mellem lys og mørke tog til. Det var tid til opbrud, og sovefeberen i ben og ryg havde for længst meldt sig. Vi besluttede at følge floden, der ledte os op til campen. Flodens vej over de glatvaskede sten var den rene idyl. En fuldendt terrændekoration skabt af naturens lunefulde arkitekt. Her sidst i april løb

floden så at sige på sidste vers. Regnen havde svigtet i år, og det var ikke vanskeligt at forcere det klartrindende vand tørskoet. Anderledes så det ud for to år siden. Da fossede vandet gennem dalen med en kraft, så selv ældgamle træer styrtede omkuld, da jorden blev skyllet væk under dem. Arrene fra syndfloden var endnu ikke healet, og brinkerne var flere steder bare og uden bevoksning, der kunne yde beskyttelse mod sol og slitage fra dyrefod.

Opdaget Næste dag sad vi atter bag den væltede træstamme, da solen begyndte at krybe op ad bjergryggen. Flodsengen virkede allerede mere bekendt. Gadedrengefuglen sad stadig og fløjtede det bedste, den aldrig havde lært, mens aberne hoppede over de glatte sten. Men pludselig blandede en ny og ukendt lyd sig i koret. Et dybt og hult bøv udstødt umiddelbart bag os.


9

Bushen skjulte dyret, men eftersom lyden var meget identisk med råvildtets advarselslyd, kunne det tyde på, at en bushbuck spøgte i krattet. Bushbuck er ofte blevet kaldt for Afrikas råvildt, og måske var det målet for vores jagt, den smukke Limpopo bushbuck, som var på spil i krattet. Vi ventede en halv times tid, før vi rejste os og fandt foden af dyret, som havde sendt chokbølger gennem os denne stille morgen. Det VAR en stor bushbuck, der havde iagttaget os, fortalte min sporkyndige vært mig, mens vi forsigtigt listede i sporretningen. Bukken havde fulgt en veltrådt veksel, der løb parallelt med de stejle skråninger, som var udhulet af flodbølgen. Efter små hundrede meter drejede sporet bort fra vandløbet. Synet eller lugten af os havde tilsyneladende spoleret dens planer, og efter mødet havde den atter søgt skjul i den tætte bush. Men måske ville det lykkes os at få kontakt med dyret igen. Bushbucks er territoriale, og jeg kun-

ne både se og fornemme, at William troede på, at vi atter ville stifte bekendtskab med bukken, der havde sat de overbevisende aftryk i den hårde jord. Han bevægede sig næsten ikke mere. Konstant spejdede han efter et stykke med brunt eller mørkebrunt skind, mens han forsigtigt rykkede frem. Jagtfeberen fulgte os som en skygge.

En stor bushbuck Vi mistede dog kontakten, og ved en gennemgående sandvej dukkede en ansat på farmen pludselig op. Han var på vej til arbejde, og hans bare

Bushbuck Første gang jeg stod over for en afrikansk bushbuck var under en jagt i Tanzania først i 90’erne. Først 10 år senere fik jeg mulighed for at nedlægge Afrikas smukke råbuk.

Afrikansk antilope

Soundtracket til en sydafrikansk antilopejagt rummer et mangfoldigt kor af dyre- og fuglestemmer. Men under en jagt på en bushbuck, Afrikas pendant til vores råbuk, spillede baggrundsmusikken i sidste ende hovedrollen.


10

Antilopejagt i Sydafrika


11

Jagt på Bushbuck i Sydafrika


12

Antilopejagt i Sydafrika


13

Jagt på Bushbuck i Sydafrika


14 Afrikansk antilope

Bushbuck og kudu hører sammen med eland til de mest almindelige arter af den spiralhornede gruppe, der også tæller arter som bongo, nyala og sitatunga.


15 Afrikansk antilope

tæer satte tankevækkende aftryk i vejens løse, røde sand. Han opfangede straks situationen, og begejstret fortalte han, at han netop havde set en bushbuck. – Den stod stille under et træ lige derovre, sagde han og pegede ivrigt, mens det mørke rastahår understregede de hurtige og ivrige bevægelser. – Det var en stor en, fortalte han, og han syntes at vide, hvad han talte om, selv om han ikke var beskæftiget med jagt og jagtføring. Det har altid været meget nemt at sælge mig den slags informationer. I ånden så jeg en stor flot buk, der var faldet i staver under træets skygge. Det lød, som om den nærmest tiggede om at blive skudt. På kort tid var den unge sæsonarbejder forfremmet til jagtguide, og i raskt tempo ledte han os frem mod bushbucken under træet. Over stok og sten gik det, mens den barfodede guide sprang over tårne og kantede klippestykker. Det var bare om at følge med. Efterhånden gik det dog op for mig, at det ikke gik helt efter planen. Enten var træet blevet væk, eller også havde bukken flyttet sig. I hvert fald havde vi for længst passeret grænsen for det, jeg vil kalde ”lige herovre”. Selv når jeg tager forbehold for de ofte ganske betydelige forskelle, der kan herske mellem afrikaneres og europæeres opfattelse af tid og afstand. Den unge jagtguide var dog på sporet af et eller andet; det var tydeligt at se. Jeg ledte efter aftryk i klippegrunden, alt imens jeg forsøgte at holde trit med den adrætte tracker. Men jeg kunne intet se i jorden, der for forbi under mig. Hastigheden var alt for høj til mit vesteuropæiske og utrænede øje. Afrikanere, der er opvokset i bushen, læser derimod jorden og dens aftryk, som en bilist læser skilteskoven. Ud over de mange synlige tegn synes der at herske en række ikke synlige regler, som de støtter sig til. Flere gange har jeg fulgt i hælene på en dygtig tracker og undret mig over, hvordan de altid kan finde sporet igen, når det f.eks. forsvinder i tæt og ufremkommeligt krat. Hvordan kan de vide, at sporet atter skal findes på venstre i stedet for højre side af krattet? Og hvordan kan de vide, at dyret ikke er gået ret igennem? En god tracker kan tilsyneladende forholde sig til en hel række faktorer, som fortæller ham, om dyret holder til højre eller venstre eller fortsætter lige ud.


16

Antilopejagt i Sydafrika


17

Jagt på Bushbuck i Sydafrika


18

Antilopejagt i Sydafrika


19

Jagt på Bushbuck i Sydafrika


20 Afrikansk antilope

Et jægerliv rummer mange højdepunkter og nedlæggelsen af den smukke bushbuck i en sydafrikansk flodseng hører til blandt et af mine.

En slags situationsbestemt vigepligt, som vi ikke forstår, og som sikkert kun kan tilegnes gennem opvækst og medfødt intui­tion. Gode øjne alene gør det i hvert fald ikke.

I bare tæer Pludselig sank den unge tracker i knæ og pegede frem for sig. Jeg nåede lige at se bagenden af en brun dyrekrop springe af sted med viftende hale. Jeg nåede også at ane toppen af et sæt spiralformede horn. Ses der bort fra et flygtigt møde i grænseområdet mellem Kenya og Tanzania for mange år siden, var dette mit første møde med en trofæbærende bushbuck. Men der var ingen chance for at afgive skud. Bukken virkede ikke særlig skræmt, og vi genoptog forfølgelsen. Uden slinger i valsen ledte den unge tracker os endnu en gang frem til bukken. Men også denne gang var alt, vi så, bukkens viftende hale, da den med overdrevet arrogance forsvandt i det tætte bladhang. Væk var den. Bukken følte sig på hjemmebane, og kort tid efter dukkede

den op igen. Denne gang sammen med endnu en bushbuck, som dog virkede mindre af både krop og horn. Måske var bukken i områdets yderkant, og for at bevare det gode naboskab vendte den omkring og trak tilbage mod revirets centrum. På toppen af en lille forhøjning standsede den op og kiggede sig tilbage. Måske var det min chance! Jeg hev riflen i anslag, men forgæves. Krop og hals var dækket af blade og grene, og skud var helt udelukket. Det var, som om bukken vidste, at den i det tætte krat var usårlig. Om vi så jagtede den hele eftermiddagen, ville vi sandsynligvis aldrig komme frem til skud, og det virkede nærmest omsonst at fortsætte. Det eneste vi opnåede var, at dyrene blev mere forsigtige. Vi indså, at der måtte tænkes i andre baner, og vi takkede det barfodede trackertalent for den sporsikre indsats og gik mod campen.

Ikke mange meter Mens vi sad i lejren og lod øjet vandre over de flade sletter, der pakkede floden ind i et frodigt


21

næppe var mere end 50 meter mellem brinken og pilekrattet.

Bushbuck i sengen En lille flok aber sprang over de glatslikkede klipper. Jeg kunne ikke afgøre, om de blev presset ud af bushen, eller om de alligevel skulle den vej. Men efter aberne blev der stille. Jeg var så småt begyndt at løsne riffelgrebet, da en hornløs bushbuck pludselig kom springende ud af bushen. Dyret kom som skudt ud af en kanon, og i næste nu var den væk igen. Opslugt i pilekrattet. Såfremt bukken valgte at følge samme strategi, havde jeg ikke en chance. Men planen virkede. Trackeren havde trykket en bushbuck ud af krattet, ganske som vi håbede, og William hviskede, at bukken sandsynligvis ville komme for i et mere koldsindigt tempo. Hvis og såfremt den altså kom. Tankerne var så småt begyndt at gå på langfart, da en mahognibrun skygge pludselig dukkede op under brinken, hvor vi sad. En bushbuck var på banen. Dyret var omkring 100 meter fra os og fulgte sandsynligvis sporene fra hunnen. Men modsat denne gjorde bukken intet overilet. Med oprejst ro entrede den flodsengen som en sand majestæt. Flodsengen var hans. Det var tydeligt at se, og den

Afrikansk antilope

grønt skær, snakkede vi om dagens jagt. Vi måtte se i øjnene, at anstandsjagten endnu ikke havde givet det ønskede resultat, selv om flodsengen havde budt på oplevelser med både impala, nyala, vandbuk og aber af forskellige slags. Og formiddagens pyrsch i det tætte terræn virkede særdeles vanskelig. Selv med en effektiv tracker på sporet. Tiden var med andre ord moden for nytænkning, og under formiddagskaffen præsenterede William mig for sin plan, der skulle føre til, at jeg nedlagde farmens tredje bushbuck nogensinde. Om William hele tiden havde haft en nødplan eller en plan b, kunne jeg ikke vide, men han foreslog, at vi lavede et miks af pyrsch og anstand. Planen var, at vi placerede os ved flodsengen, mens den tilknyttede tracker optog et frisk spor inde i bushen. Måske ville bukken da føle sig presset og søge tilflugt i det ultratætte pilekrat i flodsengen, som vi vidste var et yndet tilflugtssted for dyrene. Ideen lød tiltalende, og da den falske sangfugl indledte sin morgensang den næste dag, krøb vi for tredje gang i skjul bag den væltede træstamme ved flodbrinken. Denne gang gjorde jeg mig ekstra meget umage. Såfremt bukken ville forlade bushen, ville den sandsynligvis straks søge tilflugt i krattet. Der ville med andre ord kun være få meter, hvor der kunne afgives skud, eftersom der


Mange berejste jægere holder stædigt fast i at den smukkeste dyreart er råbukken, men den afrikanske råbuk – den spiralhornede bushbuck – gør den rangen stridig.

22 Antilopejagt i Sydafrika


lille, tætbyggede krop osede af karisma. Jeg fangede bukken i kikkertsigtet næsten med det samme. Et lille vip med riffelkolben, og trådkorset søgte ro på siden af det stolte dyr, der trippede over sandbankerne, så hornspidserne vippede taktfast til dens stivbenede skridtgang. Hornene virkede lange. – Er den ok, hviskede jeg til William, der i håndkikkerten fulgte bukkens gang. – Den er stor, sagde han, endnu inden bukken havde taget næste skridt.

gressiv, og finder vi tegn på, at den er ramt dårligt, skal den eftersøges med haglbøsse i hånd, oplyste William. Jeg håbede ikke, det blev tilfældet og satte min lid til, at bukken efter skuddet sparkede bagud med bagbenene, samtidig med at min fornemmelse for skuddet var god, omend jeg efterhånden følte mig ret sikker på, at kuglen ikke kom langt nok fremme på dyret.

Farligt vildt

Ved en stor gruppe sten satte vi os. Jeg kunne nu dække en betydelig del af krattet, omend jeg nemt kunne få problemer, såfremt bukken viste sig ikke at ville forlade krattet. Da ville det blive vanskeligt at afgive skud af hensyn til William på den modsatte side. Det var naturligvis mest rationelt, at jeg dækkede den ene side, mens William dækkede den anden. Alligevel kunne jeg ikke undgå at føle, at jeg burde assistere ved eftersøgningen af schweiss. Var der en, der skulle have benet – eller det, der var værre – gennemboret af et sylespidst spiralhorn, burde jeg stå først i køen. Nu var jeg sat uden for spillet på en sikker post langt fra begivenhedernes centrum. – Jeg fløjter, hvis vi finder den, hørte jeg William sige igen og igen. Med ét var de afrikanske lyde mere end blot underlægningsmusik. Jeg spændte min skudskadede hørelse til det yderste og trøstede mig med, at jeg havde Poul ved min side. Måske kunne han opfange lyden, såfremt jeg ikke kunne. Poul var som sædvanlig tavs og fattet. Han levede i sin verden, jeg i min. I de dage vi havde jaget sammen, havde vi vel udvekslet 7 ord, men da der pludselig lød et langtrukkent fløjt fra den modsatte side af pilekrattet, udbrød han spontant sit ottende: ”Pyh”. Selv måtte jeg lige vende den et par gange. Jo, den var god nok. ”Hvis jeg finder bukken, fløjter jeg”. Og fløjtet var ikke til at tage fejl af, selv om det havde visse ligheder med den falske fugls gadedrengefløjt. Bukken var fundet. Og da vi stod ved den forendte og endnu uberørte bushbuck, var det min tur til at slippe forløsningens dybe suk og udbryde: ”Pyh”. Farmens tredje bush­buck var faldet – og fundet.

23 Jagt på Bushbuck i Sydafrika

Nu skulle der handles hurtigt. Om få sekunder ville bukken være skjult bag en håndfuld af glatte sten. Næste stoppested var derefter pilekrattet. Nåede bukken stenene, var min chance med andre ord forpasset. Jeg lod kikkerten følge bukken. Overvejede at pifte eller råbe den an, men tiden var knap. I næste sekund ville den være dækket bag de tonstunge klippestykker. Riflen lå solidt på stammen, og da trådkorset var flankeret af dyreskind på alle sider, lod jeg skuddet gå. Måske ramte jeg knap så langt fremme på bladet, som jeg kunne ønske mig, var min første tanke, da dyret slog ud med bagkroppen og forsvandt fra påskudsstedet. – Jeg tror, du missede, hviskede William, uden dog at virke alt for sikker. Selv følte jeg, at kuglen havde truffet sit mål, men det eneste, vi kunne gøre, var at vente. Var bukken uskadt eller ramt dårligt, ville den måske atter vise sig. Pilekrattet forblev dog tavst og uden bevægelse, og snart dukkede vores tracker Poul frem fra bushen bag os. Han havde naturligvis hørt skuddet, men behøvede ingen ord for at forstå situationens alvor. Vi havde nu ventet i mere end en halv time, og der skulle falde en afgørelse. Var den 7 mm kugle gået ret forbi, eller var bukken ramt? – Hvis du dækker modsatte side, bliver jeg på denne, sagde William og fortalte Poul, at han skulle guide mig uden om krattet, der måske gemte på bukken. – Jeg undersøger anskudsstedet, og hvis vi finder bukken, fløjter jeg. Hvis den er anskudt, skal du dog vide, at vi står over for et af Afrikas farligste dyr. En såret bushbuck kan være ekstremt ag-

Fløjtet


24

Afrikansk antilope


25 Afrikansk antilope

Hvorfor den næsten håndtamme bushbuck pludselig brød ud af krattet, da Robin fløjtede, melder historien ikke noget om, men i min store samling af billeder er dette foto et af dem, som jeg sætter allermest pris på.


30

Antilopejagt i Sydafrika


31

Jagt på Bushbuck i Sydafrika


Profile for Michael Sand

Lyden af bushbuck  

Jagt i Sydafrika.

Lyden af bushbuck  

Jagt i Sydafrika.

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded