Issuu on Google+

Johan Sebastian Welhaven (1807−1873)

Det omvendte Bæger Maanen seer ned i de mørke Skove og speiler sin Mildhed i Elvens Vove, mens Fjeldet skygger den gamle Borg. Herren derinde er piint af Sorg; han vaager, han kan ei sove. Hans Hustru er under Kistelaaget, og derfor har han grublet og vaaget og sørger endnu den lange Nat. Sit brændende Hoved helder han mat; hans Blik er af Kummer taaget. Hans Hest og Hunde har glemt hans Stemme, hans Vaaben er i et dunkelt Gjemme, hans raske Svende har nu Forlov. Det er Hr. Gilbert af Billingskov, som ei kunde Sorgen glemme. Først sad han længe i navnløs Pine ved Hustruens Lig med forstenet Mine og stirred i Skyen, der gled forbi, og holdt, under Munkenes Litani, den Dødes Hænder i sine. Saa fik man ham ud i de grønne Lunde til larmende Jagt med Falk og med Hunde. Men Sorgen fulgte i Vildtets Spor, og lagde i Horn og i Buesnor et Suk, der aabned hans Vunde. Saa hørte han atter Bønner og Psalmer om Gravens Fred og om Himlens Palmer, men Ordet bævedde uden Trøst, som sunket Løv i den sene Høst, naar Himlen med Jorden falmer. Han sad i sin Hal som et Marmorbilled, mens Maanens Straale paa Elven spilled og Fjeldet skygged den gamle Borg. Han sad i den dybe, rugende Sorg, som Taaren ei har formildet. Da hørte han Toner derude spille, saa stærke og klare og dog saa milde. Til Strængerne lød der liflig Sang: "Min bolde Ridder, din Nat er lang; jeg vil dine Smerter stille." "Gak ud, mens Duggen fra Lindegrenen falder som Perler paa Runestenen. Der skal jeg aabne dig Alfers Lund og hæve den Traad fra Blommet Grund, som spindes af Trylletenen." "Du skal mit funklende Bæger tømme, og, som de lette, svindende Drømme, skal Mindernes blege Hær forgaae. Og Glædernes Væld, som følger derpaa, skal gjennem dit Hjerte Strømme." Saa lød det i Natten til Harpestrænge. Men Ridderen grundede dybt og længe paa Sangens Løfter og Tonefald, og fulgte tilsidst det lokkende Kald, der vilde hans Sorg fortrænge.

Han vandred en Nat fra sin Borg alene, kun Maanen fulgte bag Lundens Grene. Han vandred i Duft af vaarligt Løv; der tindrede Dug som Perlestøv paa Græs og mosede Stene. Der saae han Kredsen paa Blomstergrunden, og da var Alfernes Bolig funden. Som Elven i Dalen gik hans Blod, og med sit bankende Bryst han stod ved Runestenen i Lunden. Hvad hæver sig her fra Kildevover, hvad kalder ham her, hvor Baaren sover? Det er den deilige Kildens Fee med Kinder og Barm, der ligne Snee, som Daggryet skinner over. Sin blændende Arm hun mildt bevæger og hæver det funklende, fulde Bæger, og siger med lifligt klingende Røst: "Paa Glemselen følger nyskabt Lyst, som ganske din Smerte læger." Han stod under duftende, sorte Linde og stirrede taus paa den fagre Kvinde. Da klang i hans Sjæl et elsket Navn; ak, skulde da nu hans Sorrig og Savn falde ham flux af Minde! Han greb om Bægret, og ufortøvet han slynged det høit over Lindeløvet og over den skummende Elvebred da stod han med Eet ved Borgeled og havde sin Troskab prøvet. Og Taaren, der kom i Sukkenes Følge, erstatted den døvende Glemselsbølge, og Minderne foldede ut sin Skat og virked et Slør ved Dag og ved Nat, der kunde hans Afgrund dølge. Han knæled i Bøn ved den viede Kjerte, han red sig i Lund med formildet Smerte, han sprængte til Dyst med nytændt Mod thi Pandsrets glimrende Bue stod over et trofast Hjerte. Han førte et Skjold mellem Herrer bolde, der kjendtes blandt hundrede andre Skjolde. Et omvendt Bæger var malt derpaa; det bar Hr. Gilbert, en Helt som Faa, og vilde sin Sorg beholde. Fra Nyere Digte, 1845


Det omvendte beger