Page 1

Smukfest bygger skole i Caribien Udgivet den 31. oktober 2012 af smukfest

På Smukfest kunne festivalens gæster i år drikke fadøl med ekstra god samvittighed. For hver eneste liter øl, der blev drukket, går to kroner til et skoleprojekt i Caribien. Tekst: Mette Kynde Foto: Allan Høg Holm Smukfest har i samarbejde med Unibrew og NGO’en Globetown opstartet et nyt humanitært projekt i Den Dominikanske Republik. Formålet med projektet er at bygge nye klasselokaler i et slumkvarter uden offentlig skole, og dermed give eleverne dér mulighed for at få en uddannelse. Beløbet på donationen afhænger af, hvor mange liter øl, der drikkes på Smukfest. Festivalens talsmand Poul Martin Bonde fortæller, at der i år blev drukket omkring 190.000 liter øl på festivalen, hvilket betyder at indsamlingsmålet på 350.000 kr. så rigeligt blev nået. (Det endelige tal og dermed størrelsen af donationen til skoleprojektet præsenteres senere på året). Poul Martin Bonde er selv engageret i projektet, og han har sammen med Unibrews Service og Event Manager Martin Emil Sloth besøgt skolen i Santo Domingo, hovedstaden i Den Dominikanske Republik. ”Det var en stor oplevelse for os at besøge skolen i Den Dominikanske Republik. Børnene er så glade på trods af de trænge kår, de lever i. De nuværende skole huser elever helt fra 1.- 8. klasse, og er alligevel ikke meget større en et almindeligt parcelhus. Biblioteket er tre små boghylder. Derfor er vi ikke i tvivl om, at pengene fra Smukfests øldrikkende festivalgæster falder på et godt sted,” fortæller Martin Emil Sloth


Alle festivalgæster kan være stolte Det er ikke første gang, at Smukfest støtter humanitære projekter. Sidste år samlede Smukfest i samarbejde med Globetown nok musikudstyr sammen til at fylde en hel container. Det var doneret af danske musikere, musikforretninger, lydfirmaer, sponsorer og festivalens publikum, via pant afleveret til det projekt. Udstyret blev sendt til et musikprojekt i Nairobi i Kenya, hvor det bl.a. skal bruges på Good Governance Festivalen i december 2012. Festivalen sætter fokus på demokratiet og giver derudover slumkvarterets upcoming talenter mulighed for at optræde. Smukfest har fulgt hele fulgt hele processen i Kenya og vil også følge op på projektet i Den Dominikanske Republik, hvor det er planen at sende et hold afsted, når byggeriet forhåbentlig står færdigt i forsommeren 2013. ”Vi sender folk derned for at se, hvordan det går med skolen. Vi brænder for dette projekt, og er meget stolte af at være en del af det. Det kan alle øldrikkende festivalgæster på Smukfest også være,” siger Poul Martin Bonde. Det er planen at bygge fire nye klasselokaler til skolen. Smukfest, Royal Unibrew og Globetown håber på at kunne indgå i endnu flere projekter i Den Dominikanske Republik i fremtiden.

Skanderborg  

Skanderborg

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you