Issuu on Google+

TEMA: Selvudvikling eller helliggørelse? Opdag hvem du er hos Gud 7 bøger

KOM MED TIL HONDURAS: Fattigdomsturisme - eller bæredygtigt håb

Nelson Mandela

HIMMEL&JORD Magasin for Metodistkirken og Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund

JANUAR 2014 / 1 / 21. ÅRGANG

februar.indd 1

05-02-2014 08:52:33


HIMMEL&JORD

HIMMEL&JORD udgives af Kurér Forlaget (Metodistkirkens forlag) I samarbejde med MBUF, Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund Redaktør, ansvarshavende

Anne Thompson: anne.thompson@metodistkirken.dk telefon: 2425 4524

Velkommen

Redaktionssekretær

Bente Aalbæk e-mail: himmel-jord@metodistkirken.dk

Mission

Kristine Pedersen e-mail: ynneh83@hotmail.com

Du har sikkert også set dem. Overskrifterne i januar, der udfordrer til indre reform og ydre bodsgang. Med slogans som “Sådan møder du dine mål for 2014” lokker reklamer, blade og fitnesscentre til udholdenhed og troen på, at jeg ikke alene kan ændre min krop frem mod bikinisæsonen i år, men også kan opnå helt nye selvindsigter. Helt ærligt, så bliver jeg lidt træt af det. Ikke fordi jeg ikke kunne ønske mig, at jeg nåede alle mine mål i livet allerede i år. (Og dog - for hvad skal jeg så lave de næste 60 år?) Jeg bliver træt, fordi jeg føler mig forkert, for mit liv passer ikke ind i den dér drøm, overskrifterne prøver at sælge. Virkeligheden er, at det er de færrestes liv og dagligdag, der er standardiseret eller pærelet. Faren er, at vi kommer til at “gøre som om” for alligevel at være lidt med - så længe det ser ud som om, jeg gør det hele, så kan jeg være med i det gode selskab. Det er noget af det værste, vi kan gøre ved os selv - og hinanden. For når jeg ser dygtig og vellykket ud, så er jeg med til at forstærke andres oplevelse af at være forkert. Og vi er ikke forkerte. Nogen af os. Det er muligt, der er ting, vi har forkert fat på, men ingen mennesker er forkerte som udgangspunkt. Det befriende er jo netop, at vi er mere end bestemte mål, vi kan sætte op for os selv og hinanden. Målet for en kristen er ikke at blive et fint, dygtigt og vellykket menneske. Målet er derimod at blive åben og disponibel for Gud. Sådan siger Wilfred Stinissen, der har skrevet

en ny bog om netop selvudvikling og om dens modsætning i Helligåndens frugter, der langsomt modnes og ikke kan paces frem. Åben og disponibel for Gud kan man være hvor som helst, og hvordan man vil. Det ser forskelligt ud fra person til person. Selvfølgelig er det ikke nødvendigvis let. Se bare Nelson Mandela, der i fængslet kunne have lukket sig både for Gud og andre. Han valgte en anden vej: nemlig at lukke hadet ude ved igen og igen at vælge kærligheden, tilliden og håbet til. Sikkert ikke noget let valg. Men et valg han gjorde, og som har gjort ham til en af verdens store helte. I denne udgave af Himmel og Jord har vi forsøgt at give flere forskellige bud på, hvad det vil sige at leve åbent og disponibelt for Gud. Gunni Bjørsted, der er præst og anerkendt åndelig vejleder, fortæller i en artikel med udgangspunkt i Bibelen om, hvordan vi kan lære at forstå os selv med Gud som vores baggrund. Peter Uths prædiken om at leve “by heart” er i sig selv en opmuntring. Det kan være du finder inspiration i en af de anbefalede bøger, i at høre om Solrøds tur til Honduras - eller måske får du lyst til at tage med til et af de arrangementer, der er invitationer til. Jeg håber, at du med dette nummer af Himmel og Jord vil opleve, at der er mange måder at være åben for Gud på - og du har værdi som menneske, uanset hvad overskrifterne siger!

MSpejder

Signe Just e-mail: signe.just@hotmail.com

MUnge

Duncan Thompson e-mail: duncan.thompson@metodistkirken.dk

MBørn

Louise Aaen e-mail: louise.aaen@metodistkirken.dk

MMusik

Rasmus Holm mm@metodistkirken.dk

Layout

Peppermint Layout v. Lina Gaarde e-mail: lina@linagaarde.dk

Tryk

One Way Tryk, Industrivej 3A, 8660 Skanderborg tlf: 86115000

Abonnement

Kurérforlaget v. Alf Hansen Ryslingeparken 74, 8270 Højbjerg tlf: 86112049 fax: 86110749 giro: 904 9231 kurerforlaget@metodistkirken.dk

Deadline 2014

Deadline for næste nummer er d. 7. marts. 2014 Materiale sendes til redaktør anne.thompson@metodistkirken.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere indkomne indlæg.

Anne Thompson

2

februar.indd 2

05-02-2014 08:52:34


TEMA

FEBRUAR / 2014 / 1

MIG OG MIG ELLER DIG OG MIG? Skrevet af Ole Marqversen

»Hver gang vi individualiserer det fælles, forsvinder vores mulighed for at lære og udvikle os. Det er en del af forklaringen på den negative produktionsudvikling,« fastslår arbejdslivsforsker på Aalborg Universitet Einar Baludsson i Ugebrevet A4 i en artikel ”Mindfulness er ingen mirakelkur mod stress” 30/11 – 2012. Skal vi udvikle maskiner, computer programmer, sygehusvæsenet m.m. tænker vi straks synergi effekt (samvirket mellem flere tiltag, som giver en større effekt end blot summen af de enkelte tiltag) og går i grupper for at få gode ideer. Men skal vi forbedre arbejdsmiljøet eller os selv, bliver medarbejderne sendt på mindfullness kursus eller lign., hvor vi personligt kan udvikle os … alene Jo jo, jeg ved godt, der er flere kursusdeltagere på ”Mindfullness kurset”, men du skal bruge tiden til at vende næsen indad og betragte dig selv: Mindfullness er ”Bevidst nærvær”: Tanken er, at du skal være fuldt tilstede i nuet, føle, høre, se og mærke alt, som var det første gang uden forudindtagne holdninger. Følelser skal ikke styres eller undertrykkes, men observeres som de er; ”sanses med bevidsthed”, hvorefter du kan forholde dig til dem. På denne måde er du ikke længere i dine følelsers vold og autoreagerer ikke, men tager bevidste valg efter at have vurderet situationen. Ved på denne måde at kunne betragte sig selv ude fra, kan man coache sig selv.

godt nok. Coaching skal tage din stress, men ansvaret er igen dit, så hvis du er stresset, er det igen din egen manglende evne … et mix af liberalisme og buddhisme. Knap 80 procent af danske ledere i erhvervslivet har i dag en fortid som ledere i foreningslivet, og seks ud af ti virksomhedschefer mener, at erfaring fra foreningslivet gør dig til en bedre leder. Det viser en undersøgelse, som Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har fået udarbejdet af Gallup. (www. lederne.dk) Jeg er ikke imod alt nyt (som mindfullness … der egentlig er gammelt, men nyt i den nuværende indpakning i Danmark), men det er ikke altid godt, bare fordi det er nyt eller pakket om. Nogle gange skal man bygge videre fremfor at forkaste

alt gammelt. At 80% af erhvervsledere har en fortid i foreningsarbejdet, er signifikant og det indikerer, at det er personligt udviklende at være i foreningslivet. Jeg tror, det er det forpligtende fællesskab i foreningerne, der er kernen; Det, at vi er der ikke kun for os selv men også for hinanden. Vi kalder det næste-kærlighed. Det er personligt udviklende at være i et fællesskab, hvor der er indbyrdes kærlighed. Det giver rum for, at vi tør høre på hindanden, tør lære af hinanden og sammen udvikle os personligt. Gud er kærlighed, og Gud er med i vores forening, som kilde til den indbyrdes kærlighed, der skaber grundlaget for al udvikling. Dette er ikke en forenings/forretnings hemmelighed: du må gerne sige det til alle og invitere dem med til personlig udvikling: ”Be Christfull”

Det er dit ansvar, om du har succes eller fiasko. Går det dig ikke godt, er det dig selv, der ikke coacher

3

februar.indd 3

05-02-2014 08:52:34


TEMA

HIMMEL&JORD

OPDAG HVEM DU ER Skrevet af Gunni Bjørsted

Om Gunni Bjørsted: Er præst i Missionsforbundet i Osted og København. Har skrevet flere bøger bl.a. “Elsket nok til at være sand” og “Derfor kan vi ånde frit”, som begge behandler temaerne i denne artikel. En af de største grunde til hvile, og dermed også én af de største energikilder i den kristne tro, er, at vi er fri for at skulle opfinde os selv og definere os selv. Vi er fri for selv at skulle skabe os et navn. Vi har fået vores navn, vores identitet. Selvopdagelse i lyset fra Guds ansigt – hvorfra der for øvrigt også falder lys på vores medmennesker, så vi ser deres værdi – er vores oprindelige og sunde opgave. Selvopfindelse og egocentreret selvudvikling er visne efterligninger uden rødder i virkeligheden. I Guds billede Ethvert menneske har fået sit navn, sin identitet, af Skaberen. Og det navn er stort! Ethvert menneske er skabt i Guds eget billede. På en retræte for et par år siden, hvor jeg kom flosset i identiteten og med min indre følelseskonto i minus, oplevede jeg at blive mindet om dét. I løbet af ugen kunne jeg sammenfatte det i følgende taknemlige ord: Jeg er til, fordi Gud vil mig. Jeg er den, jeg er, på grund af Gud. Ivrigt kalder han mig til sig, når identiteten står for skud. Jeg er skabt af Jesu hænder, formet i hans eget billede. Den Treenige genkender mig: ”Du elskede! Du villede!” Når jeg føler mig fortabt i krav om lysende facaders glans, rører hånden, jeg er skabt i, mig igen: ”Åh, jeg er bare hans!”

– i lyset fra Guds ansigt

Hans blik siger, hvem jeg ægte er: mit særpræg, min bestemmelse. Det skal ingen løgn benægte; han gir virk’lig selv-fornemmelse. Succes-slaveriet Jeg tror, at livsfjenden hele tiden har travlt med at gøre ethvert menneskes navn lille. Lige siden den ondes første løgne til Adam og Eva er han fortsat med at prøve at ribbe mennesker for deres Gudgivne værdi. Han er nedtrykkeren og bagtaleren; identitets-”tyven, der kun kommer for at stjæle og slagte og ødelægge” (Johannes evangeliet kap. 10 v. 10). Han vil gøre os så jeg-fattige, at det enten presser os ned i passiv resignation eller ud i hektisk aktivitet for selv at skabe os et navn. Løgnene om at ”du er kun, hvad du laver”, ”du må kun være med i denne liga, hvis du scorer succespoint nok” og ”image er alt” pisker os af sted og gør os til medbyggere og slavearbejdere på det tragiske projekt Babelstårn: ”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen og skabe os et navn” (1. Mosebog kap. 11 v. 4)

”Fodspor i glastrappen” (side 35) om at: ”Dette kendskab til min dybeste identitet bærer Gud i sit hjerte hele mit liv, som en urokkelig forankring midt i alle krænkelser af mine grænser.” Intet er i virkeligheden vigtigere og skønnere end at blive opmærksom på Skaberens og Frelserens ord til os: ”Jeg vil gøre dit navn stort!” (1. Mosebog kap. 12 v. 2). Det var sådan, Gud sagde til nomadehøvdingen Abraham i 1800-tallet før Jesu fødsel, og jeg tror, det er et koncentreret udtryk for Guds kaldelse og besked til hvert eneste menneske.

... Det er vort eget liv, vi skal forvalte til hans ære, ikke andres. Vi er ikke skabt af ham til at være stik-irend drenge for andres forventninger...

Unikke og elskede Heldigvis er Skaberen også hvert sekund i gang med det modsatte: at gøre menneskets navn stort. Han gentager vores værdi, som hans unikke og elskede mennesker, for os. Magnus Malm skriver i bogen

ind i vort selvbillede.

Vores identitet som en gave Og intet er skønnere, og forårsager en så dybtgående forvandling i vores liv, som at høre Jesus tage vort navn i sin mund og sige det med kærlighed. Da begynder den ondes negative løgnegraffiti på vort hjertes tavler at renses bort, og i stedet prentes Guds sandhed dybt

Han, som selv har navnet over alle navne, gør også vort navn stort. I ”Kristus-hymnen” i Filipperbrevet kap. 2, vers 9 står der, at ”Gud har højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne.” Jeg har ofte undret mig over den passage, for Jesus er jo Gud fra evighed til

4

februar.indd 4

05-02-2014 08:52:34


TEMA

FEBRUAR / 2014 / 1

evighed; intet navn har nogensinde været større end hans. Og nu får han det så skænket…? Men… det har formodentlig lige præcis med denne artikels tema at gøre! Jeg tror, at det er i sin egenskab af vores Frelser, han får det navn skænket. Som den, der ved sin død for alle har hentet alles navne ind i det område, hvorpå lyset fra hans navn falder. Så han kan dele det, hans navn står for – nemlig frelse, genoprettelse af det skabte – med ethvert menneske. Så han kalder os ved navn og gør vort navn stort – genrejser os i den værdi og funktion, vi er skabt af Gud til at have. Som en elskende protest og annullering af den ondes formindskelse af vore navne. Nu går han rundt til menneskeheden og laver det, der foreløbigt er beskrevet i skabelsesberetningen, hvor Gud formede ”alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn…” (1. Mosebog kap. 2 v. 19). Jeg-fylde og vi-fornemmelse Åh, hvor er det godt, og hvor trænger vores verden til det! Hvor han går, bliver der Skaberhave på ny midt i ørkner og ukrudtsfyldte marker og nedtrampede sjæle. Og han møder mennesker for at give dem navn, og det, han kalder mennesker, dét bliver deres navn – deres identitet! Det, han ser i os, er

det, vi er. Han tager vort navn i sin mund og gør det stort! … Og så sagde han én ting mere til Abraham: ”… og du skal være en velsignelse.” Med andre ord: ”Du skal være min medarbejder på at gøre dit medmenneskes navn stort!” Vores kaldelse er at se og behandle vores næste – uanset race og temperament, alder og tro – som Jesus ser og behandler os. Det er ikke ved at glo på os selv i spejlet og have os selv som verdens centrum, vi finder os til rette i vores identitet. Det er i lyset af Gud, vi opdager den – ved at tilbede Gud og tjene vores medmenneske. Undertiden er det ved at glemme os selv, vi erfarer, at vi er husket!

Gud har givet os vort liv. Det er vort eget liv, vi skal forvalte til hans ære, ikke andres. Vi er ikke skabt af ham til at være stik-irend drenge for andres forventninger. Det er ikke Guds mening, at vores livsbekendelse bliver ”Jeg lever ikke mere selv, men andres krav og forventninger lever i mig…” (en fortvivlet og forvrænget udgave af Galater-brevet kap. 2 v. 20). Den ægte kristne udgave lyder: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig…” Og det gør han vel at mærke ikke ved at skubbe os ud og tømme os for os selv – gøre os ”jeg-løse” - men ved at flytte ind i vores Gudsskabte personlighed og indefra helbrede og ret-vende os. Paulus beder ikke om, at vi må tømmes i vort indre menneske, men, at vi ”må styrkes i vort indre menneske” (Efeserbrevet kap. 3 v. 16). Det er en helt anden end verdens Frelser, der er interesseret i tomme livshuse, som han kan trænge ind i og yderligere udhule og umenneskeliggøre!

os og præger os, så vi mere og mere bliver os selv. På den måde folder Jesu liv og personlighed sig ud i utallige disciples vidt forskellige personligheder. Vores forskelligheder i ressourcer og begrænsninger er ikke fejl; de er meningen! I det trygge og ærlige fællesskab med Jesus genskabes vores sunde selvværd, som ellers ofte er trampet i stykker af konformitetens og den ydre korrektheds jernstøvler – der desværre også findes i kirkelige udgaver. Han tager de krøllede og udviskede selvbilleder bort fra vores nethinde og viser os vort originale selvbillede på ny. Han, som er den eneste, der ved, hvem vi virkelig er. Det er sammen med Ham, vi kan komme til at være i vores es. Som stammer fra det latinske ESSE, som betyder at være.

...Vores forskelligheder i ressourcer og begrænsninger er ikke fejl; de er meningen....

At være i sit es At komme til at ligne Jesus mere er ikke at blive lavet om til at være en anden, men at Jesus mere fylder

Jeg tror, der er et alternativ til en usund individualisme, hvor jeg-et er verdens centrum – hvilket hverken er sundt for vort jeg eller vores verden! Så sidder vi der på hver vores vakkelvorne trone i Egoland og rapser værdi fra hinanden, mens forarmelsen tager til, og vi bliver forfærdeligt ensomme i vores indre. Selv midt i et larmende og proppet selskab kan vi opleve at være i et isoleret selv-skab. Alternativet er ikke en klemmende konformitet. Redningen er at åbne sig for at være skabt – at opdage sin identitet som Guds. Der sænkes rødderne ned i sund næring. Dér er værnet både mod usund individualisme og mod at blive proppet ind i en konform skabelon, hvor forventningspressets og succeskravenes plasticoperationer forvansker os til ukendelighed, så vi mister os selv og kommer på afstand af vores Gudgivne identitet. Som dem, der er nogens, kan vi være noget for andre.

5

februar.indd 5

05-02-2014 08:52:34


TEMA

HIMMEL&JORD

AT SE SIG SELV MED GUDS ØJNE Hos en middelaldermystiker kan vi finde en mulig korrektion til tidens ide om personlig udvikling. Måske er mennesket i individualismens tidsalder ikke fuldstændig fri til at udvikle sig i alle retninger. I Middelalderen var al udvikling rettet mod Gud; selverkendelse og Gudserkendelse var to sider af samme mønt.. Åbenbaringer af en medfølende Gud På overgangen mellem 13- og 14tallet fik en engelsk kvinde 16 åbenbaringer om Gud. Hun levede formentlig indelukket som en slags eneboer i umiddelbar nærhed af Sct. Julians kirke i Norwich, hvorfra hun også fik sit navn: Julian af Norwich. Under en alvorlig sygdomsperiode fik hun til at begynde med nogle syn af den lidende Kristus. Men disse syn afløstes af nogle meget inspirerende billeder af Guds ubegrænsede kærlighed og medfølelse med mennesket. Personlig udvikling Ifølge en hurtig googling af begrebet, handler personlig udvikling om af have klare mål og være vedholdende. (Gomentor.com) og om at øge bevidstheden om sig selv. Egentlig var Julian af Norwich ikke så meget på udkig efter sig selv, og hvis hun havde et mål, var det at få størst mulig medfølelse med den korsfæstede Kristus. Men i hendes søgen efter at rumme Kristi smerte, ser hun uventet Guds medfølelse med hende som menneske. Den forandrende selverkendelse bliver for Julian at se sig selv med Guds kærlige øjne. Lukket inde, men ikke løsrevet Nu er det lidt af et hop, vi skal tage fra vores individualiserede samfund til Middelalderen, hvor intet menneske forstod sig selv løsrevet fra samfundet.

Når en kvinde, som Julian valgte at leve et indelukket liv i en tilmuret celle, så hun det formentligt ikke kun som et personligt valg. Datiden betragtede de eneboende kvinder som et anker for samfundet, et menneske, der havde valgt det mest sublime liv, der kunne hjælpe alle i samfundet til frelse. Er vi så frie i dag? I dag lever vi i en forståelse af, at vi hver især har ubegrænset frihed til udvikle os i den retning, som vi gerne vil. Men det er delvist en myte, for selvom vi som i tidligere tider fx ikke er bundet af vores families krav og normer, er vi stadig præget af, hvor vi stammer fra. Selvom vi i dag hele tiden får at vide, hvor meget en sund livsstil kan forlænge vores liv, så kan vi stadig ikke helt undgå, at alvorlig sygdom kan ramme os. Vi kan heller ikke fuldstændigt befri os selv for de begrænsninger, som andre mennesker sætter for os. Vi er altså ikke så frie til at udvikle os, som tidsånden ellers dikterer.

Af Tine Gjessø

fedt og sukker. Det nutidige menneske tror, at det først bliver frit, hvis det sletter syndsbegrebet af bevidstheden. Nogle dele af kirken taler heller ikke så gerne om synd, fordi de synes, at andre dele af kirken har talt alt for meget om det. Men en prædiken om Guds kærlighed uden at komme ind på synd, bliver en tynd kop te. Julian kan lære os en sund forståelse af synd: Guds kærlighed bliver først rigtig befriende, når vi erkender syndens alvor. Vi må erkende, at det er forfærdeligt for os at fejle og gøre andre ondt, men det får bare aldrig Gud til at holde op med at elske os!

Julians åbenbaringer er oversat til dansk: Julian af Norwich: Kærlighedens Åbenbaring Boedal

At leve med begrænsninger Et menneske, der som Julian valgte at begrænse sig selv kraftigt, provokerer nutidens frihedssøgende menneske, Når vi imidlertid afslører, at der er begrænsninger af friheden også i vores tid, kan hun måske netop blive til en inspiration for os i at leve med og udvikle os på trods af begrænsninger. Julian koncentrerer sig ikke om sig selv, men om at søge Jesus, og finder dermed frem til en forståelse af sig selv (og alle mennesker) som faldende og begrænsede væsener, der overraskende nok ikke på noget tidspunkt er overset af Guds kærlige og medfølende øje. Uden synd er vi frie, eller?? I dag bliver ordet synd stort set kun brugt i forbindelse med indtagelse af

Julian har fået sin plads på katedralen i Norwich

6

februar.indd 6

05-02-2014 08:52:34


TEMA

FEBRUAR / 2014 / 1

JUL I FAMILIENS SKØD Skrevet af Louise Aaen

– en (pr)øvelse i selvrealisering

Julen er overstået, men for de fleste børnefamilier er netop dén højtid præget af forsøg på selvrealisering og at skabe det helt rigtige indtryk af familieidyl og - hygge. Alt imens urealistiske forventninger til både sig selv, hinanden og gaverne tager pusten fra de fleste. Jeg elsker jul. Og hader jul. Jeg kan godt lide tanken om jul. Det er hyggeligt. Det’ for børn. Der er god mad og gaver. Det handler om Jesus. Der er traditioner, og jeg vil gerne have, at tingene er i orden. Faktisk må juleaften gerne være perfekt og rosenrød, bare den ene gang om året. Men virkeligheden er på trods af stræberisk perfektionisme sjældent

særlig hyggelig eller romantisk. December rider enhver børnefamilie som en mare. Der er tusindvis af juleafslutninger og juletræsfester, altid med ævleskiver og det der irriterende hvide pulver, som man skal passe på ikke at inhalere. Børnene har deres forestillinger om, hvad der skal til for, at det kan blive rigtig jul… Forestillinger, som man selv i øvrigt har været med til at fremelske. På Facebook vrimler det med opdateringer om kvindfolk, der nu er nået til 1.-2.-3.-4. slags småkage-bagning, og det er umuligt at følge med. Advent i kirken er lige så hysterisk, nu skal man sandelig nå at blive klar og åbne sit hjerte, inden Jesusbarnet melder sin ankomst. Når juleaften endelig oprinder… og man har pisket rundt som en sindssyg i flere dage for, at flæskestegen kan få det rigtige sprøde knas, og for at sovsen kan komme til at smage som sidste år… og der skal endelig ikke mangle noget… så er enhver husmor m/k klar til at lægge sig i vandkanten som en anden strandvasker og lade

bølgerne skylle ind over og lade strømmen føre hende ind i den der særlige ophøjede julestemning af hellig fred, hvor blev den af…. Snork! Hjemme hos os har vi en julekrybbe på kaminhylden…. Men hunden åd Jesus, Josef forsvandt og Maria kom for tæt på et stearinlys og blev helt sveden og sort i hovedet. Det er okay med Jesus, han har været udsat for det, der er værre, men jeg håber sandelig, at Josef dukker op igen, for et barn har brug for både en jordisk og en himmelsk far… Maria!.. Hun ser faktisk smukkere og mere autentisk ud end før… Vi havde en dejlig jul i familiens skød med overskud og rummelighed til brændte svær, skænderier og skuffelse over gavernes indhold. Jeg vil gerne realisere den perfekte jul, det er en smuk drøm år efter år, men jeg er kommet til den erkendelse, at det starter med mig selv, min egen stræben efter at være til stede i nuet og nyde øjeblikket.. og sjovt nok er det i nuet, at Jesus kommer os i møde og byder os sin fred.. og julen varer lige til påske…

7

februar.indd 7

05-02-2014 08:52:35


TEMA

Jeremias kapitel 31 vers 31-34 ”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.”

Prædikenen blev holdt i Vejle søndag d. 20. oktober 2013 Teksterne er fra Jeremias kap. 31 vers 31-34; Lukas kap. 18 vers 1-8 Jeg vil medgive, at det måske lyder lidt mærkeligt eller lidt nørdet, men der er et sprogligt billede i bibelen, som jeg holder særligt meget af. Jeg har med andre ord et yndlings bibel-billede. Billedet i Jeremias kap. 31 om, at Guds lov engang skal være skrevet ind på menneskers hjerter er både smukt og meget positivt. At mennesker lever deres liv efter Guds lov eller Guds vilje, ikke fordi de vil leve op til ydre krav, men fordi de blot følger deres hjerte, det er vel det frommeste ønske, man kan have for menneskeheden. Og det er nemt at følge sit hjerte. I denne tid og i denne del af verden har vi rigtig gode muligheder for at leve vores ønsker og drifter ud. Hvad enten det er ridning, base-jumping eller måske noget mere beskedent, der er vores passion, er der gode muligheder for, at vi kan opnå det, der fylder vores hjerte, hvis vi bare prioriterer rigtigt. Næsten hvad som helst er muligt i et menneskes levetid og det, der rører vores hjerter, kan vi ikke blot drømme om men også opleve. Men spørgsmålet er, om vi har drevet

HIMMEL&JORD

“LIVET BY det for vidt i vores ophøjelse af de indre værdier. Hvad er det, der sker, når livet ikke lykkes, eller sagt på en anden måde når vi ikke formår at leve dét ud, som vi har i vores indre? Det er som om en stadig større mulighed for at følge hjertet også har ført en selvanklage med sig, når vi fejler. Når vi vil årsagsforklare livets problemer og kriser, leder vi efter det punkt, hvor det gik galt, hvor vi ikke formåede at leve drømmen ud. “Det må være gået galt på et tidspunkt, da jeg skulle omsætte mine intentioner til virkelighed, da jeg skulle tolke mit indre ideal ud i den praktiske verden.” Løsningen er helt naturligt, at vi skal have hjælp! Her er vi også godt hjulpet, i den tid vi lever i, for rådgivnings-industrien er så stor som aldrig før. Vi kan få hjælp på arbejdspladsen, på studiet eller hjælp til vores privatliv. Der er coaching, kurser i mindfulness eller hjælp til selvhjælp, der retter sig mod snart sagt alle facetter af tilværelsen. Rådgivning er selvfølgelig en god ting i mange tilfælde, og det er ikke fordi jeg mener, at vi ikke skal drage fordel af hinandens visdom og erfaringer, men jeg synes alligevel, at det samlet set er for meget! Indvendingen er naturligvis, at det blot er et udtryk for ansvarlighed, når

vi søger al den rådgivning. Vi tager hver især ansvar for eget liv, når vi vil blive bedre til at følge de mål og drømme, som vi har. Alligevel vil jeg fastholde, at det fokus vi har på vores indre mål, vores indre drømme, vores indre værdier og al den rådgivning, der skal hjælpe os med at få det indre til at blive faktisk virkelighed, er for meget. Det hænger sammen med den filosofi og det menneskesyn, der følger med. Hvis vi kan blive bedre til at udleve det, vi har i vores indre ved at få rådgivning, ja så må det betyde, at det principielt ligger inden for den menneskelige formåen, at opfylde det, som vi beslutter os for. Desuden forudsættes det, at de indre værdier vi har, er de rigtige, og det ligger nærmest som en uudtalt selvfølgelighed, at verden bliver et bedre sted, hvis vi bare kan leve efter vores indre idealer. Men hvad er det så for et ansvar, vi så tager på os? Det bliver til et ansvar for, at vi i det hele taget er mennesker. Der er jo ingen mennesker, der kan leve fuldstædigt efter idealerne. Der er jo ingen mennesker, der kan finde svar på verdens problemer ved at kigge ind i sig selv og efterfølgende trække den perfekte løsning frem, som

... hvis vi forestiller os, vi kan undgå menneskelivets vilkår, narrer vi os selv...

8

februar.indd 8

05-02-2014 08:52:35


TEMA

FEBRUAR / 2014 / 1

HEART”

Af Peter Uth, stud. theol.

hele tiden lå der i det indre. Det hører med til menneskelivet, at det nogle gange går galt på jobbet, i parforholdet eller på et andet af livets områder, og selv om vi måske nok har ansvaret i det konkrete tilfælde, så har vi ikke ansvaret for, at det i det hele taget kan gå galt. Hvis vi forestiller os, at alle problemer kunne være undgået, hvis vi bare på forhånd havde fundet den rigtige løsning ved at søge i vores indre, eller hvis vi forestiller os, at vi kan undgå menneskelivets vilkår ved bare at kende os selv, så narrer vi os selv og prøver at løfte et ansvar, vi slet ikke kan. Men hvad er det så vi skal? Hvilken livsopskrift skal vi så følge? Til disse spørgsmål gives der ikke noget svar! Jesus fortæller i Lukas kapitel 18, at vi skal bede, men er dét ikke også bare en form for selvcentreret religiøs praksis, hvor vi søger svaret inde i os selv? Det er det måske nok i nogle tilfælde, men det er næppe det, Jesus mener. I lignelsen i Lukas er bønnen rette udad mod en dommer. Dommeren er godt nok uretfærdig, men det er på den anden side den helt rigtige at bede til, for det er ham, der har ansvaret på det lovmæssige område, som enken har en interesse i. Bønnen er ikke rettet indad, for enken selv er magtesløs, og i så fald ville bønnen være nyttesløs. Men bønnen nytter, selv den bøn, der er rettet mod en uretfærdig dommer, bliver hørt, hvor meget mere kan Gud så ikke høre os? Tilværelsen er til dels vores eget ansvar, men vores eksistens som mennesker skylder vi Gud. Livet

i sig selv er Guds ansvar, og det er begrænset, hvad vi kan gøre. Vi har dog lidt plads tilbage til at udfolde os på. Vi har et rum i hjertet. Jeg havde på et tidspunkt en underviser, der plejede at sige, at hvis man virkelig vil kunne noget, skal man kunne det “by heart”. Jeg synes, at udsagnet giver god mening i mange sammenhænge. Det, der er det vigtigste, gemmer vi i hjertet. Hjertet hænger ved det, der er det vigtigste for os. Derfor er det hjertet, Gud skal skrive på, hvis det for alvor skal gøre en forskel. Hvis vi vil tillade, at vores liv ikke blot skal være det, vi selv kan hive frem derinde fra, så må vi lade indhold udefra komme ind. Gud har af egen fri vilje ladet sig skrive ind på sten, på papir og på et kors, men hvis der skal

Lukas evangeliet kapitel 8 vers 1-8 ”Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente?  Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”

skrives på vores hjerte, må vi give vores samtykke. Det er os, der kan lukke op, men det er Gud, der kommer med indholdet. Derfor vil vi bede Gud om, at skrive sig ind i på vores hjerter. Amen.

9

februar.indd 9

05-02-2014 08:52:35


HIMMEL&JORD

TEMA

Elsket nok til at tale sandt -en rejse mod ægthed og vitalitet Med Gunni Bjørsted som samtalepartner får du åndelig vejledning til at lære din mund at sige, hvad der er i dit hjerte. Det er en revolutionerende og livsbekræftende vandring at begive sig ud på. Den bringer dig nærmere Gud, dig selv og dine omgivelser og styrker fortrøstningen til at være menneske med kærlighed i hjertet. Gunni Bjørsted, ProRex, 190 sider, kr. 199,95 Derfor kan vi ånde frit - trædesten til en tryg tro Gunni Bjørsted præsenterer dig for livets største gaver, og du får inspiration til at pakke dem ud. Disse gaver er trædesten til en tryg tro. Livet med Gud er relation med Skaberen og Genopretteren. Altid og alle vegne er vi omkranset af Kristus. Det giver mod til at stå ved sig selv og energi til at leve i tillid til, at vi er på vej mod genoprettelse - dagen, hvor den nye jord bliver tumleplads for lykke. Gunni Bjørsted, ProRex, 118 sider, kr. 99,95

Tro godt om dit hjerte Med sin store indsigt og følsomhed beskriver den svenske forfatter Margareta Melin menneskets vilkår og muligheder i en tid, der fokuserer på effektivitet og styrke. Tro godt om dit hjerte er en varm røst ind i en kultur af foragt for svaghed og afvigelser. Gennem evangeliets beskrivelse af mennesker - og Gud - søger Margareta Melin ind til kernen i menneskets bestemmelse. Tro godt om dit hjerte er en vandring i overraskende nye beskrivelser og tolkninger af det kristne billede af mennesket. Margareta Melin, Unitas Forlag, 144 sider, kr. 169 Sandt menneske - en bog om skabelse og hellighed Den meget værdsatte forfatter og åndelige vejleder Wilfrid Stinissen beskriver i denne bog et kristent menneskesyn. Bogen er en refleksion over, hvad der gør et menneske til menneske, hvad det betyder at være skabt af Gud, og hvad der er hensigten og målet med det menneskelige liv. Forfatteren fokuserer både på menneskets oprindelse og dets bestemmelse. Wilfred Stinissen, Boedal, 208 sider, kr. 199,95 Kendetegn - at søge Gud i en kaotisk tid Er det muligt at bevare kontakten med Gud midt i en travl hverdag? Hvordan beder man, når sjælen føles som et kaotisk internetflimmer? Ender vi ikke i et umuligt valg: Enten må vi vende denne verden ryggen for at søge Gud – eller også vil vi blive uhjælpeligt sekulariseret af alle de indtryk, der vælter ind over os? Denne bog handler om at følge de tegn, der er på, at Gud går ind i kaos for at frelse mennesket. Og hvordan tegnene i vores daglige bøn kan blive nøgler, som hjælper os med at åbne døren – fra det indestængte og ud mod en større verden. Magnus Malm, Boedal, 207 sider, kr. 299,00

Bag billedet - om den vanskelige og vidunderlige rejse fra billede til virkelighed. I alle relationer foregår der under overfladen et spil mellem forskellige billeder – billeder, der filtrerer virkeligheden for os og i værste fald forvrænger den til farlige løgne. Denne bog handler om, hvordan disse billeder kan opstå, hvordan de påvirker os, og hvordan vi kan bryde deres indflydelse. Ikke mindst sætter forfatteren fokus på selvbillede og gudsbillede. Bag billederne venter der os en spændende virkelighed. Tør vi smide masken – og møde Gud, som vi er, og som han er? Magnus Malm, Boedal og Credo Forlag, 224 sider, kr. 199,00 Den nye vin - om åndens frugter Selvudvikling er et af modeordene i vores individualistiske samfund. Men for en kristen er målet ikke at blive et fint, dygtigt og vellykket menneske – det er at blive åben og disponibel for Gud. Denne bog beskriver, hvordan livet kan se ud, når Ånden får frihed til at blæse, hvorhen den vil. Vi vender tingene på hovedet, hvis vi hele tiden fokuserer på, hvad vi skal gøre, men glemmer at tænke på, hvad vi har fået. Det kristne liv er ikke så meget en opgave, der skal udføres, som en gave, der skal modtages. Wilfred Stinissen, Boedal, 207 sider, kr. 199,95

10

februar.indd 10

05-02-2014 08:52:36


FEBRUAR / 2014 / 1

TRAINING LEADERS FOR THE FUTURE

Skrevet af biskop Christian Alsted for Funding Mission In Europe (FMIE)

Den første School of Congregational Development (SOCD) i de baltiske lande fandt sted i Estland. Med mere end 100 deltagere blev det en vaskeægte succes og opmuntring for genoplivningen og fornyelsen af de lokale menigheder i det baltiske område. Atmosfæren var fyldt med forventning, da præster og ledere samledes for at tage del i den første samlede ledertræningsevent på baltisk grund i United Methodist Church i Estland, Letland og Litauen: School of Congregational Development. Målet med denne event er at udruste og styrke ledere i tjeneste i og fra den lokale kirke og at skabe et miljø for åndelig vejledning, nye visioner og fornyet inspiration i personligt discipelskab både i teamledelse, såvel som i tjeneste i den lokale menighed. Der var fokus på fornyelse af den lokale menighed og tjeneste med unge - og for at styrke undervisningens indflydelse blev lokale menigheder opmuntret til at sende et team af ledere sammen med deres præst. Undervejs var forventningen om, at de deltagende menigheder begyndte at skabe en plan for udviklingen af netop deres menighed, som de så ville kunne arbejde videre med, når de kom hjem igen. Noget undervisning og inspiration blev bragt fra udlandet, som eksempelvis Junius Dotson og Adam Hamilton fra United Methodist Church i USA, der underviste om lederskab og forkyndelse. Derudover underviste biskop Christian Alsted om vision og kald, samt om udviklingen af gudstjenesten. De fleste undervisere kom dog fra det baltiske område - fra United Methodist Church men også fra baptistkirken, og den lutherske tradition. Fælles for alle var, at der var tale om dygtige ledere og præster med erfaring fra tjenester i trivsel, som Üllas Tankler, Peep

Saar, Marjana Luist og Gunta Grina Sologuba. En vigtig del af SOCD er muligheden for at være en del af samtaler med andre præster og ledere i kirken og derigennem opdage, at du ikke er alene med dine udfordringer og dine glæder - og selvfølgelig at møde gamle venner og forme nye venskaber med andre mennesker, der er passionerede omkring vækst og udvikling af kirken.

år mulighed for læring indenfor områderne “Arbejde mod bæredygtighed”, “Teologisk uddannelse”, “At være en lærende kirke” og “Diakonalt arbejde” gennem finansiel assistance. Tak for jeres donationer. FMIE var i stand til at støtte den første baltiske SCOD i med et beløb på 450 euro. Du var med til at gøre en forskel i mange menneskers liv og tjeneste.

Efter tre succesrige SOCD i de nordiske lande med en lille gruppe deltagere fra de baltiske lande, besluttede area kabinettet at lægge endnu en SOCD i Estland for at tiltrække deltagere fra regionen. Responsen overgik alle planlægningsgruppens forventninger, da 110 mennesker registrede sig som deltagere i SOCD i Baltic Mission Center i Tallinn, Estland. Den næste event bliver en sammenlagt SOCD med de nordiske lande også i Tallinn, Estland d. 24.-27. september 2015, hvor vi håber på 350-400 deltagere. The Fund for Mission in Europe (FMIE) er et redskab for gensidig læring fra det europæiske metodistråd. FMIE giver hvert

11

februar.indd 11

05-02-2014 08:52:36


HIMMEL&JORD

mellem HIMMEL&JORD

Krig og fest

Test din viden

I anledningen af bibelselskabets 200 årsjubilæum i 2014 har bl.a. Sys Bjerre skrevet en sang med inspiration i Bibelen. Sys Bjerre kalder sin sang “Krig og fest”, fordi livet går op og ned.

Test din viden om bibelen, metodistkirken eller fastelavn på kristendom.dk/quiz

Overskuddet fra salg af sangen går til hiv-ramte børn i Swaziland gennem projektet The Good Samaritan. Lyt med på bibelselskabet.dk

Sæt

kryds i kalenderen

Var du med i København til Church 4.0? Gå ikke glip af næste konference med inspiration, undervisning og mulighed for at netværke med andre, der også brænder for kirkens vækst og udvikling. Sæt kryds i kalenderen allerede nu. Næste School of Congregational Development bliver d. 24.-27. september 2015 i Tallinn, Estland. Vi forventer 350-400 deltagere denne gang.

“Jeg er ikke en helgen, med mindre du med helgen mener en synder, der bliver ved med at forsøge. “ Nelson Mandela

12

februar.indd 12

05-02-2014 08:52:36


mellem HIMMEL&JORD

FEBRUAR / 2014 / 1

Wesley

Bønner Fader Du er den levende Gud, som har skabt himmel og jord. Åbn mine øje, så jeg ser, hvordan du har givet dig til kende i dag gennem alt det gode, du gør. Lad mig kunne se, hvad der har mættet mig og fyldt mit hjerte med glæde. (Apostlenes gerninger 14:15-17)

”Giv mig hundrede prædikanter, der ikke frygter andet end synd og ikke længes efter andet end Gud, og jeg er komplet ligeglad med, om de er præster eller lægfolk, for kun sådanne mennesker kan ryste helvedes porte og åbne himmelens rige på jorden.”

Jesus Du har lovet at give hvile til den, der arbejder og bærer tunge byrder. Du, som har er sagtmodigt og ydmygt hjerte: Lær mig at bære det, jeg bliver nødt til at bære. Du, som bar korsets åg: Bær det, jeg ikke behøver at bære. (Matthæus evangeliet 11:28-30) Fader jeg er sikker på, at hverken død eller liv, hverken engle eller dæmoner, hverken noget nuværende eller noget kommende, hverken kræfter i det dybe eller i det høje eller nogen anden skabning kan skille mig fra din kærlighed i Kristus Jesus, min Herre. (Romerbrevet 8:38-39)

Skrevet af John Wesley i et brev til Alexander Mather d. 6. august 1777. Alexander Mather, der var bager, blev lægprædikant i den engelske metodistbevægelse. Han har beskrevet, hvordan han blev prædikant, og hvordan livet var som omrejsende prædikant. Da Alexander først henvendte sig til John Wesley for at blive trænet som prædikant fik han at vide, at det var der mange unge mænd, der gerne ville være, men at det var en meget dårlig vej til succes og glæde. Han skulle hellere gå hjem og blive gift. Alexander Mather virkede i starten som prædikant med base i sit hjem, mens han fortsat arbejdede fuldtid som bager. Senere rejste han rundt som en del af bevægelse, og havde sin ansættelse som rejseprædikant.

Bønnerne er taget fra Magnus Malms bog “Kendetegn”, Boedal 2013

“For at være fri er ikke blot at kaste sine lænker af sig, men at leve på en måde, så det respekterer og forstørrer andres frihed.”

februar.indd 13

BIBEL ZOO

Tag med i Bibel Zoo - det bliver en dyrebar oplevelse! Årets børnelejr bliver i uge 27 fra mandag d. 30. juni til fredag d. 4. juli i Holstebro. Det er en oplagt uge at invitere bedsteforældre med til! Nærmere information kommer ud i kirkerne og på kirkens hjemmeside. Louise Aaen og Maria Bræstrup Aaskov

13

05-02-2014 08:52:37


MISSION

HIMMEL&JORD

FATTIGDOMS TURISME

Fattigdomsturisme. Smag på ordet engang. Sig det for dig selv et par gange. Hvordan synes du, det smager? Hvilke associationer giver det dig? Jeg har sagt det for mig selv mange gange, jeg har smagt på ordet, og jeg prøver at forholde mig til det gang på gang. Ordet bruges ofte som en kritik af volontørordninger – korte som lange – hvor deltagere bliver konfronteret med barsk fattigdom, og hvor arbejdet ikke gør meget gavn udover at være en stor oplevelse for den enkelte deltager.

Skrevet af Johannes Tvilling, Solrød Frikirke

Flere rejseselskaber er gået ind i ”volontørbranchen”, hvor de øjner en god profit, og stadig flere unge bliver grebet af de unægtelig gode oplevelser, der er i det Globale Syd, og pakker rygsækken for at begive sig ud på eventyr. Spørgsmålet, der dog nogle gange ikke bliver pakket med ned i tasken til eftertanke, er blot: hvordan forholder man sig til den fattigdom og de mennesker, man møder, når man står i stor ressourcemæssig kontrast til dem? Det er et ømtåleligt emne, for hvem vil gerne være ham/hende, der kommer, kigger og smutter igen uden videre involvering? Det, tror jeg, er det de færreste, der vil, men det er nu engang, hvad der kan ske, hvis ikke vi gebærder os på en ordentlig måde og ikke forbereder os på, hvad der venter os. Når man foretager volontørrejser i mindre bemidlede lande, bliver det dermed også nærliggende at spørge sig selv; ”hvad skal være fokus for mit virke her i landet, og hvordan opnår jeg dette på bæredygtig vis?”. Sådan skulle det i hvert fald gerne være. Solrød Frikirke har over flere omgange haft teamture til børnehjemmet Renacer i Honduras, hvor vi har assisteret med de kompetencer, vi har været i besiddelse af på den givne tur. Dette har betydet, at der er blevet syet gardiner, renoveret legeplads, malet børneværelser og meget andet. Dog har fællesnævneren for de indtil videre tre ture været at skabe særlige oplevelser for børnene, samt oparbejde en relation til stedet, og de mennesker, der bor der.

Netop ordet ”relation” er vigtigt i denne sammenhæng, for det er, når vi bevæger os fra at være på besøg til at søge relationen, at vi bevæger os mod noget varigt – noget bæredygtigt. I Solrød Frikirke er dette, hvad vi søger at opnå med vores globale arbejde. Vi forsøger at skabe et venskab med Renacer, der er konsistent over tid for at kunne støtte på længere sigt end bare over en sommer. En støtte, der gerne skulle vise sig på et andet end blot et økonomiske niveau, nemlig også på et dybere og åndeligt niveau. Det længerevarende venskab er også, hvad Martin Lee, der er leder af det engelske missionsråd, Global Connections, pointerer som en vigtig kilde til succes. Han var hovedtaler på en temadag afholdt af Dansk Missionsråd, Afrika In Touch og Viva/ Impact omhandlende bæredygtigt volontørarbejde, hvor repræsentanter fra Solrød Frikirke var til stede. Ligeledes blev en anden forståelse af volontørarbejdet bragt frem i lyset – vigtigheden af at lære under opholdet.

At erkende sin egen uvidenhed om en anden kultur kan være skelsættende for den gode relation, idet man anerkender, at man ikke kommer med svar og løsninger selv. Dermed bliver volontøropholdet ikke en service, man udøver, men derimod et længerevarende og gensidigt forhold til en ven, fra hvem man kan lære en masse. Disse to pointer er blot nogle af de vigtige overvejelser, vi bør gøre os, når vi vælger at agere kirke i fremmede kulturer, hvor behovene er større og ressourcerne færre end hos os. Vi bør være ydmyge over for vores opgave og dermed holde os for øje, hvad vi kan tage med os fra volontøropholdet. At blive betroet indsigt i menneskers svære livsvilkår bør ikke have karakter af fattigdomsturisme, men snarere være forpligtende. Forpligtende i den forstand, at man bliver ambassadør for den indsigt, man er blevet givet. Forpligtende i den forstand, at man lader det have en indvirkning på en selv og den vej, man vælger i livet.

14

februar.indd 14

05-02-2014 08:52:37


MISSION

FEBRUAR / 2014 / 1

GUD HAR GIVET DIG EN KUGLEPEN Skrevet af Monique Geslin Nielsen

I sommeren 2013 tog en flok kristne, i alderen 19-50 år til Honduras, nærmere bestemt børnehjemmet Renacér, for at gøre en forskel for børn, unge og det personale, som lever der til daglig. ”Gud har givet alle mennesker en kuglepen. Nogle bruger den til at skrive artikler, nogle journaler, andre referater, og sådan kan vi blive ved. Menneskets individuelle opgave er at finde ud af, hvordan det bruger sin kuglepen bedst og bruger den i den gode sags tjeneste”. Sådan lød præsten Alvins ord, da vi en eftermiddag sad på hans terrasse og evaluerede fire dages arbejde med indsatte børn og unge, gadebørn og byens fattigste familier i hovedstaden Tegucigalpa, en sag som han har arbejdet for de sidste 17 år af sit liv. Det var forventningsfulde mennesker, der landede i Tegucigalpas tvivlsomme lufthavn en varm tirsdag formiddag i juli 2013. Tænk, for næsten tre måneder siden begyndte vi planlægning, fundraising, indsamling af sponsorgaver og mentale forberedelser – rejsen til Honduras virkede på dette tidspunkt så fjern og langt ude i fremtiden. Nu var vi endelig fremme. En times kørsel gennem en støjende, forurenet og hed hovedstad. Nysgerrigt observerede vi ud af vinduerne. Kvinder, der solgte frugt, brugt tøj og tortillas på række ned ad de små sidegader. Det næste øjeblik store, dyre hoteller og amerikansklignende storcentre. Hvilken kontrast. 30 km. udenfor byen og bussens eneste og sidste stop; børnehjemmet Renacér. På trods af heden løb børnene rundt i lange bukser, opholdt sig i skyggen, hvor de farvelagde malebøger og bagte brød, de havde navngivet ”dulce”. Imødekommende, som børn kan være, begyndte de i én spansk talestrøm, som om vi forstod alt. Vi prøvede og brugte de

få termer, vi havde lært hjemmefra bedst muligt. Jo vist, vores spanske blev en smule bedre i takt med tiden, vi tilbragte sammen med børnene, men størstedelen af kommunikationen foregik via kram, kropssprog og leg, og selvom det talte sprog var en barriere, var det intet problem at knytte sig til og holde af dem. Tværtimod! Efter ankomsten så vi legepladsen an, den legeplads vi hjemmefra havde planlagt skulle være mål for en gennemført renovering. Slidt, faldefærdig og tom. I løbet af de tre uger blev der taget mål, k��bt materialer, revet ned, bygget op og malet. Flokken, og især de med færdigheder på dette område, arbejdede hårdt. Hjemmefra var også planlagt hyggelige og sociale arrangementer for børnene. En bålaften i rundkreds med snobrød, grin, dans, kortspil og lejrbålssange i bedste spejderstil. En varm søndag efter gudstjeneste i den lokale kirke endte med, at vi foldede en 10 meter lang presenning ud, ned ad en bakke og med overdrevne mængder af vand og sæbe resulterede det i en eksplosiv vandrutsjebane, til børnenes og vores store fornøjelse. Fyldte baljer og vandballoner førte yderligere til en menneskejagt blandt voksne og børn ind, ud og rundt om børnehjemmets beskedne huse. Mange eftermiddage tilbragte vi i salonen, børnehjemmets største lokale. Her bredte vi 10 kg. LEGO ud på gulvet, hev perler, tuscher, kopitegninger og ansigtsmaling frem – så var der fri leg. Udenfor børnehjemmet og også udenfor storbyen står en massiv betonbygning omgivet af mure med pigtråd. Indenfor er ungdomsfængslet. Her er kvinder i alderen 12-20 år. De fniser,

pjatter og hænger ud i kliker, præcis som teenagere ville gøre i andre dele af verdenen. Efter enorme, uforudsete velkomstkram sætter vi os i en rundkreds på det store græsareal under store mahognitræer. Vi præsenterede os selv: navn, alder, uddannelse og/eller job. De præsenterede sig efterfølgende: navn, alder, hvor længe de havde været der og til sidst deres fremtidsdrømme. Vi lyttede interesseret. Imens de åbnede sig, udvidedes vores forståelse sig selvfølgelig har man drømme om fremtiden i et land som Honduras. På en stor terrasse med klinkegulv fæstnet på et stort lysegrønt hus, sad så 16 mennesker i hver sin unikke gyngestol, med blikket rettet mod en mand, hvis viise ord og historier de ventede på at høre med længsel: ”Gud har givet dig en kuglepen”. Ordene har sat sig som et ekko i min bevidsthed. Alvins metafor fortæller, at alle kan give og gøre noget for andre. Sommeren i Honduras bød på intensiv brug af kuglepenne. Praktisk, socialt, humoristisk, verbalt, sprogligt, kreativt, musikalsk og forståelsesmæssigt udvidelse: ”Spørgsmålet er, hvordan du bruger den bedst, og i hvilke sammenhænge du vælger at bruge den”.

15

februar.indd 15

05-02-2014 08:52:37


MISSION

HIMMEL&JORD

PÅ LOSSEPLADSEN

Skrevet af Daniel Steinvig, Solrød

Første gang man kører forbi lossepladsen, ser man den ikke. Man ser den ikke, for den ligger på toppen af et bjerg. Et bjerg af skrald. Men man ser gribbene, der lydløst svæver rundt over bjerget i en cirkel, der ikke kan brydes. ”Hvorfor er her så mange gribbe?”, spørger man intetanende, og svaret lyder kortfattet: ”Det er lossepladsen”, og man forstår, at på dette sted er døden kun et vingefang væk, som ved så mange andre steder her i Honduras. Da vi nogle dage senere er på vej op for at se lossepladsen, står der for foden af bjerget nogle små sammenbidte mænd i militæruniformer med store våben. Fra forsædet af bilen lyder det, at mændene er stationeret her for at undgå, at der bliver smidt lig oppe på lossepladsen. Vi fortsætter i bil opad, og rundt om på bjerget ligger små faldefærdige eller ikkefærdigbyggede huse helt tæt. Familier bor på og i området omkring lossepladsen, de lever og arbejder her. Er der en madrest, der kan spises eller kan et batteri, noget aluminium eller et stykke plastik sælges for nogle enkelte lempiras (møntenheden i Honduras, red.), sker det og på den måde holdes livet i gang til i morgen. Og så forfra igen. Da vi ankommer til lossepladsens bjergtinde, bliver døren til bussen åbnet, og inden vi træder ud, træder lugten ind. En syrlig, rådden lugt blander sig med lugten af bål og røg. Jeg har lyst til at tage hånden for munden, da vi stiger ud af bussen. Men vi har fået besked på at lade være med netop dette for at vise respekt over for de mennesker, som lever deres liv her på lossepladsen. Der er blødt, hvor jeg træder ud. Jeg ser ned og får øje på, jeg står på en gammel ødelagt plasticflaske. Der er skrald overalt. Blikket rettes opad igen, og man må misse med øjnene, for solen står skarpt, og øjnene har svært ved at vende sig til det gråbrune billede af skrald,

mennesker, tynde hunde og køer, der sammen maler sig i ét unuanceret pløre. Det er svært at se, hvad der er hvad, og lidt derfra, hvor vi står, sender et bål en kulsort tyk røg fra det brune op mod det blå. Men himlen virker så fjern herfra. En fra gruppen spørger forsigtigt: ”Kan de ikke tage herfra, og finde et rigtigt job? ” Vi er så danske, tænker jeg. Der er ikke blevet talt meget sammen i løbet af morgenen, og kun de korte svar synes at finde indpas. ”Hvor skulle de tage hen?”, lyder det fra en anden i gruppen, og igen bliver der stille. Det virker som om menneskene, der lever her, ikke har noget valg. De vælger ikke lossepladsen, lossepladsen vælger dem. Lossepladsen tager sine ofre, og det synes at være en mere eller mindre tilfældig lodtrækning af skæbner, og lossepladsen bliver for disse mennesker deres lod fra fødslen af. Vi er sammen med Jeony på en af dagene, hvor han uddeler sandwichs og vand i små poser til de mennesker,

som lever her. Jeony er præst og grundlæggeren af skolen, hvor nogle af lossepladsens børn kan gå i børnehave og skole. Foruden undervisning bliver de vasket og får rent tøj på. Hvis der er noget Honduras lærer én, så er det, at her findes mennesker, som helliger deres eget liv for mange andres liv. Mennesker som til sidesætter egne behov, fordi de brænder for at hjælpe mennesker i nød. Mennesker som kan få dig til at tro på Gud. Da vi står klar til at uddele maden, bliver der råbt ”una fila!”- én kø, men det bliver naturligvis ikke overholdt. Skiftevis maser mennesker med iturevne t-shirts og beskidte fingre sig frem for at få en sandwich. Der er mange til maduddelingen, men her virker alligevel så forladt. Joeny har mad nok med, så alle får en sandwich. Selvom sandwichene hjælper på den værste sult, virker det i et øjeblik håbløst at dele mad ud. Som at forsøge med sine hænder at holde regnen ude af et hus uden tag. Håbløst for de mennesker, som til

16

februar.indd 16

05-02-2014 08:52:38


MISSION

FEBRUAR / 2014 / 1

dagligt forsøger ikke at drukne i den regn af udfordringer, og hvor hvert et svømmetag, for at holde sig oven vande, er en kraftanstrengelse. Maden bliver delt ud, og poserne bliver efterhånden tømt. Han står et stykke nede i køen, da jeg får øje på ham. Jeg kigger ned i posen for at tage en sandwich til den næste i køen, men da jeg kigger op, må jeg tage hovedet lidt på skrå for at få endnu et glimt. Da han kommer frem i køen, ser jeg det. Det er øjnene. De er mørkebrune yderst og lysebrune inderst, og så ligner det, som står de i brand. Han kigger mig direkte i øjnene, da jeg giver ham sandwichen, og jeg må kigge ned, da det næsten

bliver for intenst at se på øjne, der gløder i det beskidte ansigt. Som at se for længe op i mod solen. Han stiller sig lidt væk for at spise, og jeg bliver ved med at skele til ham, mens andre i køen kommer frem. På afstand ser jeg, han har et stort usoigneret skæg, hvor krummer fra sandwichen falder blødt. Ovenpå sit halvlange, filtrede hår har han en kasket, der en gang har været hvid. På kasketten står: I LOVE JESUS! Jeg kniber øjnene sammen for at læse det igen. Jeg bliver et kort øjeblik i tvivl om, om jeg stadig er i Honduras. Det kan ikke passe? Jeg forstår det slet ikke, og jeg har svært ved at samle mig om at få delt de

sidste sandwichs ud. Kan han forstå, hvad der står på kasketten…? Det giver ingen mening. Da maden er uddelt, beder vi sammen med Joeny og folk fra lossepladsen. Nogle trækker sig, fordi de selv mener, de er for beskidte. Vi protesterer, men det nytter ikke. Da vi er steget ind i bussen for at køre tilbage, ser jeg stadig manden med de brændende øjne for mig. Jeg kan ikke glemme kasketten. Og kan ikke lade være med at tænke, at hvor der er håbløshed, er der håb. Og hvor der er mennesker, der er Jesus. Om det er så er på en beskidt kasket, der sidder på hovedet af manden med de brændende øjne.

Solrød Frikirke og Honduras

Skrevet af Mai-Brit Tvilling

I 2008 spurgte vi os selv i Solrød Frikirke, hvordan vi på en praktisk, økonomisk og relationel måde kunne være Jesu hænder, hjerte og fødder både lokalt og globalt, og deraf kom relationen til Honduras. Nogle fra kirkefællesskabet hjælper privat organisationen Viva

efterfølgende haft teamture ca. hvert andet år. Vi er i Solrød Frikirke økonomisk, praktisk og relationelt involveret med Viva i Honduras, Børnehjemmet Renacer, Manos Extendidas og AFE. Læs mere om vores samarbejdspartner på www.viva.dk

økonomisk, og eftersom Viva også arbejder indenfor volontørophold af både kortere og længere varighed, startede vi et samarbejde med dem. Vores første teamtur var i sommeren 2009, og vi har

17

februar.indd 17

05-02-2014 08:52:38


HIMMEL&JORD

Young Copenhagen Gospel BMK On Tour Festival 2014 i marts Vær med til Young CGF 2014 seriøst, sjovt, funky og festligt! Lørdag og søndag d. 8. og 9. marts 2014 kan du sammen med en masse andre børn og unge i alderen 9-19 år være med til at synge bragende god gospel en hel weekend i Jerusalemskirken i København. Karen Gibson fra London og Putri Dehn fra Danmark kommer og underviser.

Det koster 250 kr. at være med på weekenden. Sidste frist for tilmelding er 27. februar 2014 Bemærk: Du må gerne tage en voksen med på festivallen. Det koster 125kr. Har du spørgsmål, så skriv til info@gospel.dk eller ring til Helene Bom på tlf. 3324 0210.

Weekenden afsluttes med koncert i Jerusalemskirken søndag d. 9. marts kl. 15.00

Følg os på facebook: www.facebook. com/groups/gospelDK Her finder du også folder om hele weekenden.

Leder Inspirations Weekend Weekenden er en gave til dig, en hyldest for det arbejde du lægger i Metodistkirkens Børne og Ungdoms Forbund. Weekenden er vores forsøg på at sige tak, og samtidig give dig og dine medledere motivation med hjem til at fortsætte arbejdet. I weekenden skal du møde: Bager Troelse Østergaard Vi skal fra bunden af lære at lave, bage og pynte en kransekage. Cand. Psych, Anna Bjerre, Stifter og leder af Girltalk GirlTalk er en online hjælpetjeneste til unge piger og deres familier. Anna Bjerre, fortæller os om teeangepigers problemer og reaktionsmønstre, samt hvordan vi kan spotte og hjælpe disse piger. Hvornår skal vi, som ledere, kaste håndklædet i ringen? Hvor skal vi gå hen for at skaffe den rigtige hjælp? Hvordan passer vi på os selv og vores yngre medledere? Motivationsskaberen Gert Rune Føler du, at du har mange udfordringer i dit liv? Prøv at forestille dig, at du derudover også kun har et ben. Gert Rune giver os en peptalk og spørger os; Hvordan vi håndterer udfordringer? Hvordan holder vi motivationen? Hvordan kombinerer vi dét at håndtere udfordringer med motivation og skaber succes?

Alkoholrådgivningskonsulent Christine Elsner Christine kan hjælpe os til at se, hvordan børn reagerer på forældres alkohol misbrug. Hvordan opdager vi, at barnet har problemer, og at kilden er forældrenes misbrug og ikke barnet? Hvordan opnår vi børnenes tillid, så de fortæller os om deres reelle problemer? Hvordan forholder vi os til forældrene, så vi kan blive ved at give børnene et pusterum hos os?

BMK er en konference for dig, der arbejder med børn i en kirke. I marts måned kommer konferencen i miniformat rundt i landet, så du kan få inspiration til dit arbejde og netværke med andre, der brænder for det samme som dig. BMK On Tour kommer til Roskilde, Valby, Vejle, Haderslev, Tårs og Herning. En aften starter kl. 19.00 og slutter kl. 21.30. Se på b-m-k.dk, datoerne for, hvornår arrangementet er tæt på dig. Fordelt over aftenerne er undervisere og inspiratorer Lone Hertz, officer/ præst, Anne Thompson, præst og Vali Ravn, teolog. Børnekonsulenterne Henny Jacobsen og Lise Dauggaard står hver aften for en objectlesson: Sig det med ting. Deltagelse i BMK On Tour koster 50 kr., og du kan tilmelde dig på www.bm-k.dk. Her kan du også se datoerne for, hvornår arrangementet er tæt på dig.

Efterskoleleder Anne Fabiansen Anne vil fortælle os om unge i efterskolealderen, deres måde at opleve verden på, deres frigørelse fra deres forældre, deres fritidsinteresser, deres brug af sociale medier. Sjove anekdoter m.m. Alt sammen noget der kan gøre det lettere for os at forstå og omgås teenagere. Endelig får vi hjælp til at hvordan vi laver gode trykke/tiltrækkende miljøer. Præst og socialpædagog Ditte Owens Vi skal gå den ekstra mil for og med vores børn og unge - vores næste. Tid: 14.-16. marts 2014 med start fredag kl. 20.00 Sted: Øvre, Skrædderbakken 16, 7100 Vejle Pris: Gratis - weekenden er en gave til alle MBUF-ledere over 18 år. (dog

koster det 250 kr. at tilmelde sig uden at dukke op.) Husk: Vi skal sove i værelser med senge. Husk lagen, dyne/sovepose Tilmelding inden d. 1. marts 2014 til liw@metodistkirken.dk

18

februar.indd 18

05-02-2014 08:52:38


FEBRUAR / 2014 / 1

NYTÅRSAPPEL Kære alle Spejderåret har budt på mange positive tiltag lige fra lokale spejdermøder, overnatninger og weekendture, til store landsarrangementer som LederGuf, Sommerlejr og PFT. Vi gør det, vi er gode til: Vi afholder arrangementer med spejderarbejdet i fokus. Vi afholder arrangementer, fordi vi synes, det er sjovt og hyggeligt, og måske nogle gange også, fordi vi har forpligtet os til det. Men ligegyldig om der kommer 5, 43 eller måske over hundrede, så bliver det for deltagerne altid en succes. Vi gør en forskel for dem og også for hinanden. Men hvorfor er det kun os selv, der skal nyde godt af det arbejde, vi er så gode til? Hvorfor skal vi ikke blæse det ud til hele landet, at vi kan noget som håndbold og fodbold ikke kan? ”I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene .” (Matthæus kap. 5, vers.14-16). Vi skal være stolte af, det vi kan, og vi skal turde fortælle verden, at vi findes, og at dét arbejde vi gør, gør en forskel for alle implicerede. Vi lærer børn at omgås i samfundet og vi lærer børn at lede andre børn – vi skaber gode og omsorgsfulde borgere, samtidig med at vi skaber ledere. Vi bevæger os fra at være børn til at blive voksne i et miljø, hvor vi udvikler os fra at være afhæn-

gige til at blive selvstændige og ansvarlige mennesker, der kommer ud på arbejdsmarkedet med en ballast af frihed, ansvar og fællesskab. 3 ud af 4 førende erhvervsfolk og chefer har på et tidspunkt i deres liv lavet frivilligt arbejde. Og de bedste har været spejdere. Så hvorfor gå og holde det hemmeligt? Hvorfor skal vi ikke sige til alle, vi kender, at vi er spejdere? Hvorfor skal vi ikke skrive det, som det første på vores CV, når vi søger et nyt job? Hvorfor skal vi ikke dele det på alle de sociale medier? Det skal vi også! Året 2013 vil blive husket for ord som twerking, e-cigaretter og ikke mindst det famøse selfie. Et selfie er et

billede, man tager af sig selv enten igennem et spejl eller i strakt arm. Alle gør det, ja, selv statsministeren gør det. Vi gør det! Vi håber derfor, at året 2014 bliver året. hvor opmærksomheden mod vores spejderarbejde vil stige og vil brede sig. Hvor vi tør indrømme over for vores venner og bekendte, at vi er spejdere, og at vi ikke skammer os over at være det. Et billede siger mere end 1000 ord, så lad 2014 være året, hvor vi deler spejderbilleder og spejder-selfies på diverse sociale medier. Vi gør spejderarbejdet til det det er, og vi gør det godt. Godt nytår! Spejderhilsner Ole og Signe

19

februar.indd 19

05-02-2014 08:52:39


HIMMEL&JORD

DANSKE PENGE GØR EN FORSKEL I DELHI

Pipal Chhaya - A Community Development Project Skrevet af Helge Munk og Shanti Digebjerg

I oktober 2013 besøgte vi Pipal Chhaya, som er et nyt projekt startet og ledet af YWCA (KFUK i Danmark) i Delhi. Vi blev mødt af engagerede og kvalificerede ledere, som fortalte begejstret om projektet med så stor indlevelse, at vi gik stærkt berørte derfra. Vi kunne mærke, at pigerne, der er 9-15 år gamle, var glade for at være her, hvilket de gav udtryk for gennem deres sang og dans for os. Anne og David Hero, der er medlemmer i Metodistkirken i Århus, har i en lang årrække stået for kontakten til projekter i Indien. Det er også dem, der har relationen til Shakun David, der er med i ledelsen af YWCA i Delhi. Det var gennem denne relation, Shakun David gjorde os opmærksomme på Pipal Chhaya centret. Shakun har studeret i Danmark, og kender de kulturelle baggrunde begge steder. Derfor har hun peget på et sted, hvor hun ved, at den danske Metodistkirkes Missionsråd kan være med til at støtte et projekt, hvor hjælpen er konkret, og hvor mennesker får et bedre liv. Efter besøget er vi helt overbevist om, at hun har ret. Hjælpecentret Pipal Chhaya har navn efter et stort træ, som står i gården.

Pipal Chhaya er et nyt projekt for 9-15 årige piger. Hjælpen består af et sted at opholde sig, lektiehjælp, omsorg og mad. Herudover lærer pigerne basale ting som eks. personlig hygiejne Projektet ledes af YWCA (KFUK) i Delhi Projektet koster kr. 70.000 om året Metodistkirkens Seniorhøjskole har støttet projektet med 12.000kr.

Det ligger i Trilokpuri, som er en bydel i Delhi. Bydelen opstod sidst i 70‘erne som en del af et by-oprydnings-program, hvor man byggede tætliggende, fler-etagers huse. Håbet var, at fjerne slumkvartererne fra Delhi. Dengang lå Trilokpuri udenfor byen. I dag er den en del af den kæmpe store by, men efter vore standarder, er det et nyt slumkvarter. Her bor ca. 5.000 mennesker på meget lidt plads. Bydelen er præget af alle former for vold og kriminalitet: overgreb i familien både seksuelt og voldeligt, alkohol- og narkotikaproblemer, samt voldtægt og trafficking. Der er stor mangel på uddannelse. Beboerne er uvidende om, hvad samfundet har at tilbyde. Børnene - og især pigerne - som vokser op her, præges i bedste fald af manglende omsorg og i værste fald af overgreb. De kæmper med følelser af frygt, vrede og skyld. Det er her YWCA ser en opgave i at bryde den onde cirkel, hvor børn vokser op til samme misbrugsproblemer og livsvaner som deres forældre. Hjælpecentret ligger lige midt i bydelen og tilbyder piger et sted at være om eftermiddagen efter skole. Her er omsorg, lektiehjælp, et måltid mad, kreative tilbud og undervisning i helt basale ting som f.eks personlig hygiejne. I sommer indsamlede Metodistkirkens Seniorhøjskolen kr. 12.000, som har været med til at sætte projektet i gang. Ledernes taknemlighed var overstrømmende. Der er fortsat brug for økonomisk hjælp. Projektet koster kr. 70.000 om året. Det er fantastisk at se, hvor

meget, der kan opnås for det beløb. Det er muligt at støtte hjælpecentret Pipal Chhaya gennem Metodistkirkens Missionsråd.

Støt Pipal Chhaya Indsæt penge på Missionsrådets konto: Reg.nr.: 8132 Kontonr.: 6130256307 Mærk indbetalingen “Indien”

20

februar.indd 20

05-02-2014 08:52:39


FEBRUAR / 2014 / 1

ET STORT MENNESKE – EN STOR METODIST Skrevet og oversat af Nestor Gonzalez og Finn Bræstrup Karlsen.

Nelson Mandela er død. En stor metodist har forladt os. I 1994, da Nelson Mandela blev valgt til præsident i Sydafrika, talte han ved Metodistkirkens årskonference i Umtata, Sydafrika. ”Kære biskop Stanley Mogoba, distrikts biskopper, ærede delegater, kære gæster. Tillad mig at udtrykke min dybeste taknemlighed over invitationen til at være med ved denne konference. Det er en stor ære for mig at bringe mine personlige hilsener til et af de mest betydningsfulde kristne samfund i vores land.   Min glæde ved at være med ved denne konference er så meget desto større, da det også er en personlig hjemkomst – både i fysisk og i åndelig forstand. Omegnen af Umtata er ikke kun min ydmyge oprindelse. Det er også her, min åndelige forening med denne store kirke fandt sted. Og jeg kan ikke understrege nok, hvilken rolle, metodistkirken har spillet i mit liv.

  Det er passende, at denne konference finder sted i dette område efter fremkomsten af demokratiet i vores land. Metodistkirken var den eneste kirke, som blev erklæret for  ulovlig under apartheid-styret, og i ti lange år var det forbudt denne kirke at operere i Transkei Bantustans. Det var her i salen, at dette forbud blev bekendtgjort.   Mens de politiske ledere var i fængsel eller i eksil, rakte organer som det sydafrikanske kirkeråd og rådets medlemskirker os en vision om et anderledes, forvandlet Sydafrika. Metodistkirkens ledere var fremtrædende blandt de profeter, der nægtede at bøje sig for den falske Gud, apartheid. Deres præster besøgte os i fængslet og hjalp vore familier. Nogle af jer fik forbud mod at prædike. Biskop Stanley Mogoba selv delte fængsel med os nogle år på Robben Island.   Vi kan ikke understrege det bidrag nok, som kirken har haft for at sikre, at vores overgang opnår det

ønskede resultat. Forsoningsånden og velvilligheden i nationen kan for en stor del tilskrives det moralske og åndelige indhold i det religiøse samfund.   Kirken skal - ligesom alle andre institutioner i det civile samfund hjælpe sydafrikanerne til at finde friheden. Sydafrika bevæger sig fra modstand til genopbygning og fra konfrontation til forsoning. Den energi, som engang var beregnet til at bryde apartheid, må udnyttes til opgaven med at opbygge nationen.   Kirken, med dens budskab om tilgivelse, har en særlig rolle at spille i den nationale forsoning. Efter så megen lidelse og uretfærdighed er instinktet om hævn kun naturligt. Men den overgang vi går igennem, viser, at de, der led under apartheid, er parate til at begrave fortiden. Samtidig skal de, der nyder frugterne af et uretfærdigt privilegium, hjælpes til at finde nye måder at fordele goderne på. Jeres budskab og jeres eksempel kan være med til at sørge for, at det sker.   Sandheds- og forsoningskommissionen er et vigtigt instrument i denne proces. Ikke kun i forbindelse med fortidens synder, men også til at bevæge os med en ren samvittighed ind i fremtiden.   I sidste ende er forsoning en åndelig proces, som kræver mere end en juridisk ramme. Forsoning skal ske i menneskers hjerte og sind.  Ingen institution er bedre egnet til at hjælpe denne proces end de tusindvis af religiøse menigheder, der samles hver uge over hele landet.   Jeg er overbevist om, at med støtte af metodistkirken og det religiøse broderskab som helhed, vil vores nation nå bjergtoppen af vores fælles ønsker.”

21

februar.indd 21

05-02-2014 08:52:39


HIMMEL&JORD

MENIGHEDSNYT

Strandby Dødsfald Erhardt Møller Nielsen, Strandgården, døde 1. november, 88 år gammel og blev bisat fra kirken 6. november Lars-Henning Clausen, Niels Tvillingvej 1, døde 19. november, 60 år gammel og blev bisat fra kirken 26. november Marie Gundhild Larsen, døde 25. november, 95 år gammel og blev begravet fra kirken 28. november Æret være deres minde Café Quindfolk Lørdag den 18. januar trodsede 65 kvinder det dårlige vejr og mødte op til brunch og foredrag. Marie Skov fortalte levende og engageret om højskoleophold i Tanzania og Kenya, hvor hun sammen med 11 danskere rejste med Mellemfolkeligt Samvirke til Østafrika. Formålet var, at de unge sammen med unge østafrikanere skulle lære om blandt andet hinandens kunst og kultur. Mand Mødes 23. januar var det mændenes tur til at mødes. Temaet var det gamle Strandby oplevet gennem film og samtale. Ca. 50 deltog

Dåb Peter Aksel Suhr Jensen, søn af Trine Nielsen & Preben Suhr Jensen, blev døbt d. 5. januar. Elias Orup Morsbøl, søn af Charlotte & Jonas Morsbøl, blev døbt d. 18. januar. Emma Kjær Lyng, datter af AnneStine Kjær Lyng, blev døbt d. 26. januar. Kirkevandring Som afslutning på Evangelisk Alliances Bedeuge 6.-12. januar holdt vi den efterhånden traditionelle kirkevandring mellem Folkekirken og Metodistkirken. Omkring 200 deltog i de to gudstjenester, der startede i metodistkirken med prædiken og korsang, og gik til Folkekirken, hvor der var indbudt til nadver og senere suppe i kirkes nye menighedslokaler.

Esbjerg Studiegruppe Efter studiegruppen har beskæftiget sig med Søren Kierkegaard og K.E. Løgstrup, er vi nu nået til Dietrich Bonhoeffer. Vi er ca. 10, der mødes hver anden torsdag og læser Bonhoeffers nok mest populære bog ”Efterfølgelse”. Det er en bog, der handler om, at det koster at være efterfølger af Jesus; at det har indflydelse på og konsekvenser for ens liv. Bonhoeffer går meget op i, hvordan man lever det ansvarlige liv, så vi ser frem til at blive godt udfordret på at leve et autentisk ansvarligt liv med Jesus i centrum.

København Dåb Søndag den 1. december blev Maja Yding Blomhoff, datter af Marthe og Lars Yding Blomhoff døbt. Søndag d. 6. januar blev Sofie Bech, datter af Elena og Claus Bech, døbt.   Medlemsoptagelse Søndag den 15. december blev Celia Regitze Nyhus og Anette Bruun Birch optaget som bekendende medlemmer af menigheden. Dødsfald Den 13. december afgik Grethe Hjorth, Betaniahjemmet, ved døden i en alder af 79 år. Bisættelsen fandt sted under stor deltagelse fra Betaniahjemmets kirkesal og blev foretaget af biskop Chr. Alsted. Ære være Grethe Hjorths minde. Tillykke Alle døbte og optagede medlemmer ønskes tillykke.

22

februar.indd 22

05-02-2014 08:52:40


FEBRUAR / 2014 / 1

Annonce

Landsmøde 2014 Forberedelserne til Landsmødet d. 15.-18. maj er i fuld gang. Vi skal mødes på Idrætsefterskolen Lægården igen i år. Vi er ved at lægge program og finde på overraskelser. Hold øje med www. metodistkirken.dk for tilmelding og endeligt program. Vi ses. Mange hilsner fra planlægningsudvalget.

Annonce

23

februar.indd 23

05-02-2014 08:52:40


STJERNEHIMMEL&JORDNÆRT

Skrevet af Daniel Steinvig Når man befinder sig inden for Metodistkirkens kirkevægge, kan man ind i mellem godt føle sig en smule lille. Ikke fordi der ikke er hjertevarme, interesse for en, eller fordi man forsvinder i mængden af mennesker, der valfarter til kirke – nærmere tværtimod. Måske kender du det med at føle sig lille? Man kan føle sig lille, fordi der ikke kommer særligt mange til gudstjeneste. Eller fordi der aldrig kommer nye til gudstjeneste. Hvem holder vi egentligt gudstjeneste for? For præsten og lovsangsbandet? Vores forfængelighed ønsker af os, at vi skal fremstå som store. Ikke kun fordi vi synes, det er fedt, at opleve stemningen af et fyldt kirkerum, men også for ikke at føle sig lille og i stedet føle sig som en del af noget større.

Jeg havde sidste år en oplevelse, der fik mig til at genoverveje min forståelse af størrelser:

Det virkede underlig bekendt, og det fik mig et øjeblik til at tro, at jeg var hjemme i min egen kirke i Solrød. Efter gudstjenesten viste den lille menighed stor interesse for os. Det var tydeligt at mærke deres glæde, da vi fortalte, at vi kom fra Metodistkirken i Danmark. Som var vi venner, de ikke havde set i årevis. Vi skulle få minutter senere komme til at føle os endnu mere hjemme, da en ældre kvinde fra menigheden kom over til os og begyndte at tale dansk. Hvad er chancen? Hvor er verden lille?! Jeg kunne se på mine venner, at de tænkte det samme.

...Hvis man kan være mundlam og på samme tid have 1000 spørgsmål, så var det, hvad vi var...

Mine venner og jeg, var på vores rejse i Sydamerika nået til den argentinske vinby Mendoza. Mendoza er kendt for sine rødvine, sine Cabernet Sauvignon- og Malbec-druer. Og naturligvis skulle vi på vinsmagning! Man kunne leje cykler, og vi cyklede en rute på ca. 7 km. hver vej, hvor der på vejen lå adskillige vingårde. Til at starte med var vejen og omgivelserne asfaltgrå og triste. Det blæste vist også lidt. Men efter vi havde cyklet et par kilometer, var vi omgivet af de grønne vinranker, som jeg havde forestillet mig. Det forudindtagede romantiske sceneri var nu endelig trådt ud af den grå skygge. Men det hele skulle ikke gå op i vin, vi ville også i kirke. Noget vi indtil videre på vores rejse havde forsømt en smule, men i vinland skulle det være! Vi fandt en Metodistkirke ikke langt fra det hostel vi boede på. Kirkebygningen fremstod stor udefra, men inde på kirkebænkene sad ikke flere end 20 personer.

Hvis man kan være mundlam og på samme tid have 1000 spørgsmål, så var det, hvad vi oplevede.. Kvinden, som hed Betty, havde haft en bedstefar, der var dansk, og som var tæt knyttet til Metodistkirken i Danmark. Betty selv kom i metodistmenigheden i Mendoza, og havde været i Danmark et par gange, hvor hun var kommet i kontakt med Metodistkirken.

Vi tabte for alvor næse og mund, da vi dagen efter var inviteret på frokost i Bettys hjem, og sad rundt om bordet med hende og sønnen Jens Christian, som på trods af det danskklingende navn aldrig havde besøgt Danmark. Betty bladrede roligt igennem et fotoalbum, og da hun vendte det om, for at vi kunne se fotografierne i plasticlommerne, fik vi øje på kendte ansigter fra vores helt egen lille Metodistkirke hjemme i Danmark. Jeg kan ikke helt huske, hvorfor vi netop valgte at gå ind i Metodistkirken i Mendoza, men efterfølgende var jeg utrolig glad for, at vi gjorde det. Når man pludselig møder en ny ven i Argentina, føler man sig ikke lille. Så føler man sig af en del af noget langt større. Måske har vi lige akkurat den størrelse, vi skal have? Hvis du nu stadig synes, at din kirke, vores kirke, er lille, så skal du blot tænke på, at verden er et mindre sted, end vi lige går og tror.

24

februar.indd 24

05-02-2014 08:52:40


Himmel og Jord Januar 2014 / 1 / 21. årgang