Issuu on Google+

HIMMEL&JORD Magasin for Metodistkirken og Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund

DECEMBER 2012 / 5 / 19. ÅRGANG


HIMMEL&JORD

Gør som Gud! Bland dig! I gymnasiet var jeg lidt forelsket i min dansklærer. Ud over at være en dygtig lærer, spillede han guitar og så lignede han Ebbe Kløvedal. Politisk var vi ikke enige – han var kommunist – men han lærte mig noget vigtigt om engagement. I en diskussion indviede han os i, hvordan det kunne være, at kommunisterne havde så relativ meget større indflydelse i samfundet, end deres antal berettigede dem til:

de blandede sig! Helt bevidst fulgte de en strategi, der betød, at de stillede op til bestyrelsesvalg i skoler, institutioner, beboerforeninger, på arbejdspladser og hvor der ellers var brug for repræsentation. Og, som han sagde, hvem tror I så bliver valgt til tillidsmand, eller formand, når man frivilligt har kæmpet for andres rettigheder og gode kår? - Jeg har aldrig glemt den samtale. Allerede den gang slog det mig, at vi som kalder os kristne, burde have gjort nøjagtig ligesådan. I stedet for at forsøge at få mennesker til at komme til kirken, kunne vi være verdens salt ved at tage ansvar og deltage i demokratiet, påtage os lederskab og kæmpe for andres ve og vel i mange forskellige sammenhænge. Det ville skabe respekt, give indflydelse og fremme Guds rige, selvom vi ikke er mange. Jeg kom til at tænke på min gymnasielærer, da jeg hørte om boligforeningen i Kokkedal, hvor den årlige julefest er afskaffet og pengene i stedet er brugt på den islamiske Eid, festen for Ramadanens

2

afslutning. Helt op i Folketinget har det vakt debat! Der har været krav om indgreb og lovgivning, for JULEN er i fare! Mon det går så galt? Kokkedal Kirke eksisterer stadig, og der holdes gudstjeneste både juleaften og juledag. Det eneste der er i fare er en profan hyggefest, som et demokratisk flertal har erstattet med en anden profan hyggefest. Det tankevækkende er, at demokratiet stadig er et redskab, der kan benyttes til gavn og glæde eller til at fremme egne interesser og tryne mindretallet. Alt for ofte læner vi os tilbage, lader andre tage slæbet, og håber på at alt vedbliver at være, som det plejer. Men pludselig er plejer død, fordi andre har taget den demokratiske udfordring op og brugt deres ret og magt på en måde, der måske ikke er til fælles bedste. (Hvor mon de har lært, at flertallet har ret til at håne og latterliggøre mindretallet – eller i hvert fald ikke behøver at kæmpe for mindretallets interesser? ) Gud blander sig og tager ansvar for det, der ikke er hans! Han blev menneske, som vi er mennesker. Han vil være, hvor vi er – være sammen med os, leve og kæmpe med os, dø for os – og opstå for os! Og han vil, at vi skal gøre som han! Gud blander sig! Og intet i verden er længere, som det plejer! Derfor: Glædelig jul! Charlotte Thaarup Forsidebilledet er malet af Rune Frederiksen og hedder ”Mor og barn i grønt.” På Runes hjemmeside http://picasaweb.google.dk/Runes. Paintings kan du se dette og mange andre malerier, som alle er til salg. ”Mor og barn” ligger i en mappe kaldet: Malerier lige efter bogen. Rune er en af de tre kunstnere, der besøgte årets Sommerhøjskole på Solborgen.

HIMMEL&JORD udgives af Kurér Forlaget (Metodistkirkens forlag) I samarbejde med MBUF, Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund Redaktør, ansvarshavende

Charlotte Thaarup, e-mail: charlotte.thaarup@metodistkirken.dk tlf: 21380071

DECEMBER / 2012 / 5

Tak Gud fordi Jesus er blevet født i mig. Gør mit stenhjerte til et kærlighedshjerte. Plant dit øje i mit hjerte, så jeg kan se det gode. Amen

Møder i mørket – en andagtsbog fra Natkirken

Redaktionssekretær

Bente Aalbæk e-mail: himmel-jord@metodistkirken.dk

Mission

Kristine Pedersen e-mail: ynneh83@hotmail.com

MSpejder

Signe Just e-mail: signe.just@hotmail.com

MUnge

Signe Daugaard Steensen e-mail: steensen_signe@hotmail.com

MBørn

Louise Aaen e-mail: louise.aaen@metodistkirken.dk

MMusik

Maria Thaarup e-mail: mariaharetproblem@hotmail.com

Ja til livet

Finn Bræstrup Karlsen e-mail: f.b.k.@mail.tele.dk

Layout

Peppermint Layout v. Lina Gaarde e-mail: lina@linagaarde.dk

Tryk

One Way Tryk, Industrivej 3A, 8660 Skanderborg tlf: 86115000

Gud, Hjælper gennem alt som har været og Håbet i alt, som skal komme: Du som til alle tider kommer til os for at give dig selv. Du kalder os til at være i glæde og forventning om den dag, da alt skal være fuldbragt i dit evige kongerige. Giv derfor tålmodighed til mig og til alle mennesker mens vi nærmer os Juledag, og til alle tider mens vi nærmer os den dag da du udsletter al uret og retfærdigheden skal herskeover alt. Dit rige komme, din vilje ske i Himmelen således også på jorden. Amen

fra: This Day, a wesleyan way of prayer

Gud – du skabte alle folkeslag og ved stjernen i øst åbenbarede du for alle mennesker, ham, hvis navn er Emmanuel, Gud-med-os. Hjælp os, som erfarer dit nærvær i blandt os, at synliggøre hvem han virkelig er så alle må komme til hans lys og bøje sig for glansen af hans herlighed han, som lever og reger med dig og Helligånden, nu og altid. Amen

fra: This Day, a wesleyan way of prayer

Mægtige ophave Barmhjertige far Du som føder og som skaber Du som ser os stige frem og siden vende tilbage til den jord vi blev taget fra I Den Ubeskyttedes navn træder vi frem for dig på ny For hans mors skyld anråber vi dig For alle mødres skyld og for alle børns I alle jordens forvildede børns navn I Menneskets navn I Den Ubeskyttedes navn I dit hemmelige navn knæler vi foran barnet og beder dig Gud, Vort herlige Ophav Løft os Varm os Våg over os Lad ikke din egen slægt gå til grunde Eyvind Skeie: Nu er den hellige time/ Jul – Guds barn, side 23 – 25. Credo 2003

Abonnement

Kurérforlaget v. Alf Hansen Ryslingeparken 74, 8270 Højbjerg tlf: 86112049 fax: 86110749 giro: 904 9231 kurerforlaget@metodistkirken.dk

Deadline 2013

Himmel&Jord nr 1 er 18. januar 2013 Materiale sendes til redaktør charlotte.thaarup@metodistkirken.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere indkomne indlæg.

3


HIMMEL&JORD

DECEMBER / 2012 / 5

Metodistkirkens Juleindsamling 2012

Af Kristine Pedersen

Hvert år til jul indsamler vi til verdens fattige. I år har Missionsrådet valgt at støtte et bespisningsprojekt for småbørn i DR Congo, som hjælper fejl- og underernærede børn med sund mad for at børnene igen kan blive normalvægtige, raske og glade. Det er onsdag formiddag, og det myldrer med småbørn og kvinder foran et langstrakt, blåt og hvidt malet hus på missionsstationen i Mulungwishi. Solen står allerede højt

4

på himlen, og det er varmt. På en smal og støvet sti, som kommer fra landsbyen Mununu, nærmer sig flere kvinder. De bærer hver et barn på ryggen og nogle holder et lidt større barn i hånden. Da de kommer hen til huset, hilser de højlydt på de andre kvinder, som sidder i skyggen langs husmuren. Der bliver snakket og leet, og ind i mellem græder et barn. Ved siden af er en anden gruppe kvinder i gang med at lave mad. De er elever på kvindeskolen og yder her en praktisk indsats, som en del af deres uddannelse. De fleste er i Mulungwishi, fordi deres mænd læser til præst her, men nogle få andre er piger fra en af de nærliggende landsbyer, med kun lidt skolegang, og som gerne vil have en yderlige og mere praktisk uddannelse. Kvinderne tilbereder et sundt og især proteinrigt

måltid for de under- eller fejlernærede børn. Det kan være fisk, grøntsager og majsgrød eller majsgrød med soja og måske mælk eller æg. Bespisningsprojektet dyrker en lille mark med grøntsager og opdrætter kyllinger. En del bruger de selv til børnene, og resten sælger de for at købe andre madvarer eller medicin. De har også en lille beplantning med moringa træer. Bladene er proteinrige og velegnede til at blande i børnenes mad, enten frisk eller tørret. Nu kommer Mama Kainda, lederen af bespisningsprojektet og opfordrer kvinderne til at komme ind i huset. De har knap nok plads på bænkene i det lille rum. Mama Kainda beder en bøn og fortæller kvinderne noget om barnepleje eller ernæring, fx hvilke fødevarer der er bedst for små børn, hvordan de kan stimulere børnenes

appetit, eller hvad de skal gøre, når et barn har diarre. Så bliver alle børnene vejet, og vægten registreret i en notesbog for at følge børnenes udvikling. Mange børn græder og deres dårlige tilstand bliver endnu mere synlig uden tøj. Rigtig mange har en tyk mave og tynde arme og ben. De mest underernærede får et energiproteinkoncentrat, de kan spise lige med det samme. Mødrene får gode råd om, hvordan de kan forbedre børnenes tilstand og udvikling. Når der er mulighed for det, får de også mad med hjem, fx æg, soja, olie, for at berige den ofte meget ensformige kost. De fattigste spiser ofte kun majsgrød med kogte maniokblade, og hvis maden er knap, spiser de kun en gang om dagen. Det er ikke underligt, at småbørn ikke kan trives med denne diæt. Projektet støtter også mødrene ved at give dem et par kilo sojafrø, når det er tid til at så, for at de kan dyrke deres egen soja Børn, som kommer for første gang, bliver nærmere undersøgt. Overarmens omkreds og kropslængden bliver målt for at få et bedre billede af deres tilstand. De akut syge børn bliver sendt over til sundhedsklinikken, hvor bespisningsprojektet betaler for behandlingen. Hvis det er nødvendigt, kan de blive indlagt i

bespisningsprojektets sygeafdeling, hvor der står fire senge. Men nu er maden klar, og børnene spiser, de fleste med god appetit. Mellem 120 og 150 børn, i alderen fra et halvt til fem år gamle, deltager i programmet. De er opdelt i to grupper, så det enkelte barn kommer kun hver anden uge. De bliver i programmet indtil deres vægt og udviklingstilstand er normal. Det tager ofte flere måneder. Hovedårsagen til underernæring er fattigdom, manglende viden, fødsler med for kort mellemrum og sygdom, især når den er utilstrækkeligt behandlet. Hvis de underernærede børn ikke får hjælp, vil nogle dø og andre få livsvarige men, bl.a. kan de få en hjerneskade, som vil give dem indlæringsvanskeligheder. Skadede

børn har svært ved at gennemføre en uddannelse, og de har udsigt til et liv i fattigdom. Ved at hjælpe dem, kan vi bryde den onde cirkel og give dem en ny chance. Støt projektet og giv Mwangwa Kilunduki, Kinaba Kasela og de andre børn muligheden for et godt liv! Projektet har brug for penge for at købe sund mad til børnene, for at købe medicin og betale lægehjælp for de syge børn. Til jul vil vi i Metodistkirken indsamle til verdens fattige, og i år samler vi til bespisningsprojektet i Mulungwishi. Vi får det alle lidt bedre, hvis vi spiser lidt mindre juleaften (og ikke kun juleaften!) og giver lidt mere til de fejl- og underernærede børn i Mulungwishi.

Mwangwa Kilunduki, 15 måneder gammel og vejer kun 6,1 kg. Han er stærkt underernæret og blandt de børn som har det værst. En dreng i hans alder vejer i gennemsnMwit ca. 10-11 kg.

Du kan støtte bespisningsprojektet ved juleindsamlingen i din menighed eller ved at indbetale dit bidrag på Missionsrådets konto: reg. nr. 8132, konto nr. 6130256307 – mrk. bespisning.

5


HIMMEL&JORD

DECEMBER / 2012 / 5

Metodister i krig Et debatindlæg af Ole Birch, præst i Jerusalemskirken

Jeg har med forbavselse set, hvordan unge metodister i stigende antal melder sig som frivillige til det danske forsvar og lader sig udsende til de krige, danske politikere melder os ind i. Jeg vil derfor gerne udfordre denne tendens og rejse en debat, om det er rigtigt for en kristen at være soldat. Jeg skriver som præst og som far, ikke for at pege fingre ad nogen, men for at stille nogle spørgsmål til os alle sammen, soldater og civile.

Hvilken slags kristne er vi? I kristentroens første århundreder var det utænkeligt, at man kunne være soldat og kristen. Troen på Jesus udelukkede, at man udøvede krigens håndværk. Man kunne ikke det ene øjeblik give sit liv til Jesus for at leve i hans efterfølgelse, og så i det næste øjeblik adlyde ordre om at slå mennesker ihjel. Sådan var det så længe de kristne var en forfulgt minoritet i det mægtige romerske rige. Efterhånden voksede de kristne i antal og i 300-tallet var de så mange, at kejseren ikke mere ville bekæmpe dem, men have deres støtte. De kristne ville også gerne have kejserens støtte, og de indgik en aftale. Kristendommen blev den eneste lovlige religion, og kirken lærte sine medlemmer at adlyde kejseren. Det betød bl.a. at kirken opfandt begrebet en ”retfærdig krig” og sagde til de kristne, at de skulle støtte statsmagtens krige.

6

5 spørgsmål til soldater og civile Sådan har de fleste kristne gjort lige siden, men der har altid været en minoritet af kristne, der ikke ville være soldater, fordi de følte, at deres tro gjorde det umuligt at slå andre ihjel, blot fordi statsmagten sagde, de skulle. De afviste at lade kejseren definere deres tro og etik. Mit første spørgsmål er derfor: Hvilken slags kristne er vi? Hvad er motivet? Når vi som kristne i dag forholder os til dem, der bestemmer i vores land, skal vi være klar over, at politikerne ikke deler kristentroens holdninger. De har andre værdier end os. Deres beslutninger har til formål at fremme deres egne tanker, og det der giver dem fordele. De holder sig ikke tilbage fra at lyve for os, eller holde informationer tilbage fra os. Se bare hvordan der blev løjet om masseødelæggelsesvåben, da man ville have opbakning til at angribe Irak. Når danske unge opfordres til at blive soldater for at sendes ud i verdens brændpunkter, er motivationen, at vi kan gøre en forskel for fred, retfærdighed og menneskerettigheder. Terrorismen skal bekæmpes, og diktatorer skal fjernes. Men hvad med de økonomiske interesser, der lurer i baggrunden. Hvad med olien og de enorme summer våbenindustrien tjener på krigen? Krigene fører til store lidelser for lokalbefolkningerne og skaber et magtspil mellem forskellige grupper. I denne situation udsættes mindretal for overgreb fra fanatiske grupper. Særligt udsatte er de kristne mindretal, som i Irak, Libyen, Ægypten og Syrien nu forfølges kraftigt. Det såkaldte ”arabiske forår” viser ikke tegn på at føre til et bedre liv for menneskene og slet ikke for de kristne. Jeg er sikker på, at der en god del idealisme i de unge, der tager af sted. De vil gerne hjælpe mennesker med at få et bedre liv.

Men jeg er langt fra sikker på, at det faktisk er resultatet af krigene. Mit andet spørgsmål er: Kan vi virkelig stole på vores politikere, når de siger, at det nytter at føre krig? Krig er særligt tillokkende for kristne Krig kræver store ofre af dem, der engagerer sig i den. Krigen kalder på nogle af de bedste menneskelige kvaliteter; offervilje, kammeratskab, mod, udholdenhed og evnen til at kunne fungere under ekstremt pres. Kristne kender disse kvaliteter godt. De indgår i de bibelske fortællinger på mange forskellige måder. De ligger dybt i vores tro og kendes også fra eksempelvis spejderarbejdet. Krig er et dybt moralsk projekt, fordi det kræver meget af dem, der skal kæmpe i krigen. Derfor er krigen en af de største fristelser for kristne. Her er en mulighed for at udleve nogle af de store værdier, vi ellers kun taler om. Sandheden er bare, at det næstebedste er det bedstes værste fjende. Gud kalder os til at ofre vore liv, ikke i Afghanistans bjerge, men som en kærlighedserklæring til Gud og vores næste. Gud kalder os til at være Jesu efterfølgere med al vores kraft og til at være parate til at lide for den sags skyld, ikke til at løfte et våben mod et andet menneske. Mit tredje spørgsmål er derfor; Hvorfor er der så mange unge metodister, der vælger at være soldater og lade sig udsende til krig? Krigen har mange ofre Tusinder dør, når krigen raser. Soldater dør, og uskyldige civile dør. De mennesker, der kommer levende hjem fra Danmarks krige, er mærket af deres oplevelser. Vi kender nu en hel del til disse problemer med post traumatisk stress, som følge af de voldsomme, ting man oplever i krigen. Krigens brutalitet sætter sig som angst i sjælen. Soldaten tvinges til at gøre ting ved andre mennesker,

han eller hun ellers aldrig ville have gjort. For at kunne slå et menneske ihjel, må man først slå det ihjel i sit sind, dvs. gøre det til noget andet end et menneske: en fjende, et umenneske, et dyr, en ting. Derefter kan man dræbe det i virkeligheden, eller mishandle det i et fængsel. Den, der gør dette, overskrider altså nogle vigtige indre og ydre grænser og bærer konsekvenserne af dette med sig resten af livet. Angsten og skyldfølelsen kan tage livsmodet fra dem, der vender hjem fra en krig. Derfor er der vel også så mange, der må igennem terapeutisk behandling og andre, der ikke klarer det, og tager deres eget liv. Jeg har ikke en ”støt vore soldater-sløjfe” bag på min bil. For jeg kan ikke støtte, at de tager af sted. Jeg vil der imod gerne støtte dem i at finde fred indeni, når de kommer hjem igen. Det skal vi måske tale mere om i vores menigheder. Mit fjerde spørgsmål er; Forstår de unge, der tager af sted, hvad det er, de udsætter sig selv for, eller er der lidt eventyrlyst over det? Metodistkirkens ansvar I Metodistkirken har vi formuleret vores holdning til krig i vores Sociale

Principper. Dér kan man bl.a. læse om vores generelle afvisning af krig. Vi tror, at krig er uforenelig med Kristi lære og eksempel. Derfor afviser vi krig som middel i den nationale udenrigspolitik og insisterer på, at alle nationers første moralske pligt er med fredelige midler at løse alle meningsforskelle, som opstår mellem dem, at menneskelige værdier må veje tungere end militære krav, når regeringer fastlægger deres prioriteter. Man kan også læse hvad kirken siger i forhold til de unge, der står foran militærtjeneste: Vi tilskynder alle unge til at søge kirkens vejledning, når de er nået frem til en samvittighedsfuld beslutning om, hvad der er deres ansvar som samfundsborgere. Præsterne er kaldede til at være til tjeneste med rådgivning til alle unge, som står over for indkaldelse, indbefattet dem, der af samvittighedsgrunde nægter at indordne sig under et værnepligtssystem. Vi støtter og udvider kirkens tjeneste over for dem, som af samvittighedsgrunde er imod al krig - eller nogen speciel krig - og som derfor nægter at gøre tjeneste i de væbnede styrker

eller nægter at indordne sig under værnepligtssystemer. Ligeledes støtter og udvider vi kirkens tjeneste over for dem, som af samvittighedsgrunde vælger at gøre tjeneste i de væbnede styrker eller i alternativ tjeneste. Metodistkirken har altså nogle fine ord om vores holdninger, og hvad vi bør gøre. Vi vil støtte både dem der nægter, og dem der siger ja, til militærtjeneste. Vi afviser krig, men mener åbenbart godt at man kan være kristen og soldat. Den enkelte er dermed overladt til at danne sin egen mening. Men hvis vi ikke taler om disse alvorlige ting, hvordan skal den enkelte så kunne danne sig en mening, der også tager troen med i overvejelserne. Jeg er bange for, at vi ikke har formået at tale nok om disse ting de seneste 10-15 år. Da jeg var ung var der mange af mine jævnaldrende, der var militærnægtere, det er der næsten ingen der er i dag. Det skyldes bl.a., at meget færre unge bliver indkaldt til værnepligt, så de slipper for at skulle tage stilling. Så mit femte spørgsmål er: Hvordan kan vi komme til at tale om vores tro i relation til militærtjeneste?

7


HIMMEL&JORD

Ord der BIBELEN - den levende bog skaber liv!

DECEMBER / 2012 / 5

TUF på togt – Vejle Af Daniel Steinvig, Solrød

Af Maria Bræstrup Aaskov

Der var liv og glade dage på Børnemedarbejder konferencen (BMK), som løb af stablen første weekend i november. På tværs af kirker og traditioner mødtes flere hundrede for at lade sig inspirere og netværke – vi var 17 med tilknytning til Metodistkirken, det var stort! Konferencen havde til formål at sætte fokus på, hvordan Bibelens budskab kan formidles til børnene. Bibelen er ikke bare en masse ord eller gode historier. Den består af ord, der skaber liv! Ønsket er, at børn ikke bare får kendskab til Gud, men at de også kommer til at opleve et fællesskab med ham i deres hverdag. At de må lære at bruge Bibelens budskab i deres dagligdag. I de gode rammer på Brandbjerg Højskole fik vi inspiration og undervisning fra morgen til aften gennem fælles samlinger, talrige workshops og foredrag samt udveksling af erfaringer og ideer over mad og kaffe. Den bedste måde at formidle lidt af, hvad vi tog med hjem, er med deltagernes egne ord: Min debut på BMK :-), det var en meget positiv oplevelse. Af mange gode ting er jeg særligt glad for, at vi børnemedarbejdere fra Metodistkirken var sammen, at vi kunne udveksle erfaringer og diskutere de workshops og foredrag vi var til. Men selvfølgelig også erfaringsudveksling med andre fra

8

andre kirkesamfund. Jeg synes, at det store udbud af både materiale og kreative ideer, var rigtigt godt, mange af dem var lige til at tage med hjem og bruge. Egentlig er det vel ”bare” en hel masse ideer, som man kan gå hjem og gøre til sine egne :-) - Christina Bjørn Thomsen, Jerusalemskirken i København. Det jeg husker bedst er workshoppen om bønnekrigerne og surprisegudstjenesten, hvor vi fik nogle rigtig gode ideer og forslag til, hvad man kan gøre hjemme i kirken – Line H. Larssen, Odense – deltog for første gang på BMK.

Louise Aaen, præst i Strandby og formand for MB: Mest inspirerende var det at høre Piers Lane fra England, præst og underviser på Cliff College. Jeg gik til et foredrag om at lede børn i en post-kristen kultur: Det postmoderne menneske trives i fællesskaber, der har en dialogguess what! Det gør troen også, den vokser ligefrem af at blive delt. Det postmoderne menneske trives i kreative miljøer, hvor der findes forskelligartede udtryk, flere former og farver. Guess what! Det gør troen også, fordi Skaberen har skabt os i sit billede med evner til at udtrykke os kreativt. Det postmoderne menneske trives med fortællinger, der danner et kludetæppe af mening. Gues what! Det gør troen også, den bygger på et kludetæppe af fortællinger med livskraft. Bibelen rummer ord, der skaber liv, og hvilken glæde det var at opleve så mange mennesker samlet på et sted,mennesker, som alle ønsker at formidle Guds ord i børnehøjde! Tak for opbakning til arbejdet blandt børnene i vore kirker – tag godt imod de nye ideer og værktøjer, som nu skal prøves af lokalt!

Vil du gerne på efterskole ? skoleåret 2012/13 kan blive - et år, du aldrig glemmer!

Læs mere på: www.lægården.dk

I september var ca. 25 unge fra hele landet samlet til efterårsudgaven af TUF - nærmere bestemt - TUF på togt! Og denne gang gik TUF’erne på togt i Vejle. Med TUF på togt kommer vi rundt forskellige steder i landet og møder forhåbentlig nye unge hver gang. Denne gang fik vi så lejlighed til, for første gang at mødes med et par af de unge, der befinder sig i Vejle, og vi brugte weekenden til at overbevise dem om, at de skulle hænge på MU’s lejre fra nu af. Fredag aften skulle der med lim og saks kreereres kreative collager ud af avisudklip. Collagen havde til formål både at illustrere lidt personlighed fra kreatøren bag collagen, og skulle med billeder og ord fortælle, hvad kirken betyder for den enkelte. På den måde lærte vi hinanden bedre at kende, og temaet for weekenden ’Hvad er kirken’, blev slået an. Det var inspirerende at høre de forskellige inputs til hvad kirke er, eller hvad kirke burde være, for en ung i Metodistkirken.

til randen med vores samlede skrald og står foran kirken i Vejle. På den måde, kom korset til at symbolisere, at vi er betydningsfulde på trods af alt det skrald, vi måtte bære rundt på, for Gud har sendt Jesus for at samle vores skrald op. Hvis man var blevet træt af at samle skrald, kunne man få afreageret om eftermiddagen, for her stod den på kampsport i den lokale dojo. Her lærte vi ninjatricks, og så fik vi lov til at tæve løs på hinanden! (Selvfølgelig med puder imellem, (til de bekymrede forældre)). Lørdag aften havde vi Christine til at lede os i nogle lovsange, og

herefter så vi nogle korte inspirerende videoklip, der gav et indblik i alternative måder at være kirke på. Det lagde op til debat, og der blev talt om, hvad de unge synes, kirken burde stå for i dag. Natten var lang og stod på film, tøsefnidder, og så blev der spillet Bezzerwizzer og Mafia til den lyse morgen. Det var derfor nogle lidt trætte unge mennesker, der mødte op til gudstjeneste søndag, hvor Duncan og Dean førte den røde tråd videre, og prækede om, at Jesus ikke befandt sig i kirken, og at kristne ikke går ind i kirken, de går ud af den. Tak for god weekend! Vi ses igen på Nytårslejr!

Lørdag startede med en anderledes måde at være kirke på. Her skulle der samles skrald i Vejles gader. Vi gik et par timer og vendte tilbage med fyldte sække. Affaldet fra Vejle lossede vi i en kors-beholder. Kors-beholderen var lavet af hønsenet, og blev fyldt

9


HIMMEL&JORD

Lægfolkets præsentation på Central konferencen 2012 Af Rebekka Steinvig

Jeg går på broen, min barndoms bro. Der er store mellemrum mellem broens planker, og en lille fod kan nemt snuble i mellemrummet. På hver side af broen ligger det plumrede vand. Jeg tror, jeg forsvinder, hvis jeg falder derned. Jeg skeler til mellemrummene og det plumrede vand og kæmper for at blive heroppe, på broen, min barndoms bro. Kirkens mission er at gøre mennesker til disciple af Jesus Kristus og derigennem forandre verden. Det er vores opgave at tage del i denne mission ved at forkynde evangeliet og leve efter kærlighedsbuddet om at elske Gud og vores næste. Jeg tror, mange mennesker ikke mener, at kirken kan tilbyde dem noget. Kirken virker overflødig. Hvis det er tilfældet, hvordan gør vi så mennesker til disciple af Jesus i dag? Hvordan oversætter vi evangeliet til et sprog, som mennesker kan høre, se, forstå og tage imod? Da jeg forberedte dette oplæg, var jeg i kontakt med 20 lægpersoner fra Norden og Baltikum – unge og ældre, mænd og kvinder, lægfolk fra små nystartede menigheder og fra store aktive menigheder, alle engageret i forskellige tjenester. Som kirke gør vi mange gode ting – og til tider med succes! Vi er gode til at byde nye mennesker velkommen, få dem til at føle sig hjemme i vores kirke og inkludere dem i fællesskabet. Vi har mange gode aktiviteter – som kor, spejderarbejde og lejre – der opbygger relationer og styrker fællesskabet. Og vi prioriterer uddannelse af vores præster og lægledere. Det er en stor styrke og glæde! Men ud fra hvad jeg hører, og hvad jeg ser, står vi også overfor udfordringer i dag. Det er som om,

10

vi går på en bro og frygter at snuble og falde ned i det plumrede vand. Hvis vi skal være en kirke, der gør mennesker til disciple af Jesus Kristus, er vi nødt til at se vores udfordringer i øjnene. Når jeg ser rundt, får jeg øje på stor mangfoldighed. Vi kommer fra forskellige lande, kulturer og kirkebaggrunde. Vi taler forskellige sprog, har forskellige erfaringer og forskellig økonomisk formåen. Kirken i Nordeuropa og Eurasia er en mangfoldig kirke. Jeg kan ikke pege på ethvert aspekt af denne forskellighed. Men jeg vil pege på dette: Vi er forenede på trods af vores forskellighed. Vi er brødre og søstre i Kristus. Vi er en forenet Metodistkirke. Og det er derfor, vi er

samlet ved denne Centralkonference. Vi er samlet, fordi vi alle tager del i Guds mission – og mens vi er samlet, skal vi være fulde af håb, for det er løftet Gud har givet os: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går i hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren”. Himmelske fader, jeg beder, at du vil give os visdom til at forstå kirkens situation, som den er i dag. Lad din Helligånd lede os i vores samtaler, diskussioner og beslutninger. Giv os mod og inspiration. Vær iblandt os, velsign os. Og hjælp os til at huske,

DECEMBER / 2012 / 5

hvad du har fortalt os: “Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror”. Den tvedelte livsverden En udfordring for vores kirke er at nå ud til børn og unge og fastholde de børn og unge, der allerede er i kirken. Det er en udfordring, der har høj prioritet, for vi ønsker, at børn og unge kender Jesus. Ikke fordi børnene er et redskab, der skal bruges til at nå forældrene med budskabet om Jesus Kristus. Ikke fordi børnene er kirkens fremtid og skal bringe evangeliet til kommende generationer. Men alene fordi Guds rige er deres: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres”. Jeg kender unge mennesker, jeg er vokset op med i kirken. Deres forældre kom i kirken, ligesom mine forældre, og vi børn fulgte med. Som tiden gik, var vi ikke længere børn. Vi blev teenagere, og gradvist blev det sværere for os at finde vores plads i kirken. Vi opdagede et liv uden for kirken – et liv, som ikke altid syntes foreneligt med livet i kirken. Jeg ser i Danmark et mindretal af muslimske unge, der lever en todelt tilværelse. På den ene side lever de en traditionel, religiøs tilværelse, og på den anden side lever de en moderne, frigjort tilværelse. En todelt tilværelse fører ofte til, at man glider væk fra det ene og mod det andet. Måske ganske umærkbart, men det sker. Byder vi vores unge i kirken,

at de skal rumme en lignende tvedeling? Hvis vi gør, kan det føre til eksistentielle bekymringer hos den enkelte. Og det kan betyde, at vores unge enten glider væk fra kirken og ”dropper” Gud, eller at de glider så meget ind i kirken, at de bliver virkelighedsfjerne og isolerede. Guds rige er børnenes. Men når vi ser rundt i vores kirker i dag, er børn og unge mange steder fraværende eller gemt til side. Hvordan leder vi børn og unge til Jesus i dag? Hvordan fastholder vi de børn og unge, der er vokset op i kirken? Hvordan giver vi plads til alle generationer i kirken? Og hvordan former vi en kirke, som mindsker tvedeling og splittelse i livet, og som giver mennesker sammenhæng og mening? Det perfekte menneske Der er i dag en stærk forestilling om det perfekte liv. Vi vil så gerne være perfekte: Perfekte ægteskaber, perfekte børn, perfekt indrettede huse med perfekte haver, perfekte jobs med perfekte pensionsordninger, perfekt, perfekt, perfekt… Jeg er ikke perfekt. Det er svært at indrømme, når man nu gerne vil være perfekt. Men jeg er ikke perfekt. Også jeg har oplevet personlige kriser… Og den slags sker bare ikke for perfekte mennesker! Jeg husker engang, hvor jeg var særligt ulykkelig. Jeg græd meget, og tilværelsen så sort ud. Alligevel ville håbet ikke forlade mig. Hver morgen, når jeg tog bad, faldt solens stråler ind ad vinduet, og de blandede sig med vanddråberne, så jeg stod badet i guld. Jeg badede i guld! Hvor kommer det håb fra? Hvor kommer den styrke fra? Jeg ved, hvor den kommer fra. Den kommer fra Gud. Og jeg ved, at når jeg bliver konfronteret med mit eget uperfekte ”jeg”, kan jeg gå til Gud. Jeg kan fortælle ham om mine største fejltagelser og lægge min mislykkethed hos ham. Han tager imod det hele, holder om mig og hvisker mig i øret: ”For du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig” Fra Gud kommer mit håb. Fra Gud kommer min styrke. Men hvad med alle de mennesker, der ikke har mødt Gud. Hvad gør de, når de bliver konfronteret med den personlige

krise? Hvor går de hen med deres mislykkethed? Hos hvem kan de lægge deres uperfekte ”jeg”? I Guds rige er der plads til alle. Men er der plads til alle i vores kirke? Jeg hører ofte, at vi gerne vil være en kirke for alle. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvem er alle? Når jeg ser rundt, er det generelle billede, at vi er i kontakt med mennesker, der tænker som os, handler som os og ser ud som os. Vi har berøringsangst overfor det uperfekte menneske, og vi har især berøringsangst overfor dem, vi kan kalde ”vor tids spedalske”: økonomiske svindlere, prostituerede, pædofile, misbrugere, psykisk syge. Jesus hjalp de spedalske – datidens uperfekte menneske – og vi skal gøre det samme i dag: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Hvordan møder vores kirke det uperfekte menneske i dag? Hvordan hjælper vi vor tids spedalske? Gå ud af kirken! I sommer var jeg på kajaktur med min familie. Hver aften slog vi lejr på en ny ø. En aften gjorde jeg bålpladsen klar og væltede en sten. Under stenen gemte sig hundredvis af myrer. Der kom røre i myreforsamlingen, da deres sten blev fjernet. Jeg gik væk et øjeblik for at finde brænde, og da jeg kom tilbage, var alle myrerne væk! På ingen tid havde de flyttet sig til et nyt sted. Vores samfund er præget af stor mobilitet og fleksibilitet, men det er ikke et kendetegn ved vores kirke. Bygninger og vaner har det med at forhindre os i at se behovene i et samfund i forandring. Vi ser ikke de behov, der er bare nogle få kilometer

11


HIMMEL&JORD

væk. Vi finder det vanskeligt at lukke en kirke i et område, hvor folk flytter væk, og åbne en kirke i et område, hvor folk flytter hen. Kristne går ikke ind i kirken, kristne går ud af kirken. Vi har længe været inde i kirken. Vi har længe ligget stille under en stor sten. Myrer flytter sig, når deres omgivelser ændrer sig – men vi bliver? Det er en lunken kristendom, hvis det kun handler om at opretholde kirken som bygning. Det er en lunken kristendom, hvis det kun handler om at gentage, hvad vi altid har gjort. Vores tro ligger ikke i døde mursten. Vores tro er en levende tro – troen på den opstandne Kristus, som bringer frelse til alle mennesker. ”Og de menigheder, som tjener, og som tør bevæge sig udenfor kirkebygningen, vil i sandhed se frugten af Helligåndens arbejde”. Så lad os komme til sagen: Hvis vi ønsker at gøre mennesker til disciple af Jesu Kristus og derigennem forandre verden, skal vi være villige til at møde mennesker, hvor de er – også hvis det betyder at tage chancer og gå i nye retninger. Vi skal have det sjovt, ”men mennesker kan ikke socialiseres ind i Guds rige”. Det er vores opgave at pege på Jesus, vores frelser. I alt hvad vi gør, skal vi vidne om Guds kærlighed og gøre mennesker til disciple af Jesus. Vi skal have fokus på at plante

trosfællesskaber for nye mennesker. Og det behøver ikke være et stort projekt. Jesus og John Wesley plantede ikke kirker. De startede smågrupper – og det førte til nye disciple og flere til gudstjeneste og i tjeneste. Lad os starte trossamfund og smågrupper, når Gud kalder os til det. Lad os starte meningsfyldte og relevante aktiviteter og lad os fejre gudstjeneste på nye måder, så mennesker i dag kan se, høre, forstå og tage imod det. Når vi ser forandringer i vores samfund, lad os da handle. I Sverige har de dannet en ny, økumenisk kirke som svar på en kritisk situation. En krise betyder ikke nødvendigvis, at en kirke må ophøre med at eksistere. En krise kan føre til en ny start. En krise kan føre til en refokusering på kirkens mission. Det er på tide, vi går ud af kirken. Hvordan forholder vi os til de udfordringer, vi møder? Kalder Gud os til at bevæge kirken i en ny retning? Inspirerer Gud os til at møde nye mennesker, engagere os i nye tjenester, fejre gudstjeneste på nye måder og plante nye menigheder? Hvor har du oplevet en livsforvandlende forandring i kirken? Hvordan kan vi skabe en kirke, der gør mennesker til disciple af Jesus Kristus og derigennem forandre verden?

Centralkonference faktabox Centralkonferencen er kirkens øverste myndighed i Nordeuropa. Den er sammensat af repræsentanter fra metodistkirkerne i hvert land i forhold i kirkernes størrelse. Metodistkirken i Danmark har 6 repræsentanter i centralkonferencen, 3 præster og 3 medlemmer, som ikke er præster. Centralkonferencen består af 64 person, som kommer fra metodistkirkerne i Norge, Sverige, Danmark, Finland, Estland, Letland, Litauen, Rusland og Ukraine. Centralkonferencen samles hvert fjerde år, få måneder efter Generalkonferencen, som er kirkens verdenskonference. I 2009 var Centralkonferencen i Strandby i Danmark, i 2012 i Kaunas i Litauen, og i 2017 skal den være i Norge. En af Centralkonferencens opgaver er at vælge de to biskopper, som skal være i Nordeuropa. Hans Växby er biskop for Metodistkirken i Rusland og Ukraine, men han går på pension ved udgangen af 2012. Ved Centralkonferencen i Kaunas blev en ny biskop valgt og viet til at overtage det biskoppelige ansvar fra januar 2013. Centralkonferencen bestemmer, hvilke ændringer i Metodistkirkens kirkeordning, der skal gælde for kirkerne i Nordeuropa. Danske delegater til Centralkonferencen 2012 var: Rebekka Steinvig, Emilie Just Petersen, Maria Thaarup, Thomas Risager, Ole Birch og Jørgen Thaarup.

12

Vær ordets gørere! Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Kærligheden til Gud er uløseligt forbundet med kærligheden til næsten. Som metodister ønsker vi at gøre en forskel gennem vores gerninger. Vi har allerede mange mennesker i vores kirke, som tjener Gud og hjælper deres næste med stort engagement og kærlighed i deres tjeneste. Jeg kan nævne Hope Center i Letland, et stort ungdomsarbejde i Norge, missionsprojekter i Liberia og DR Congo, gospelkor i Danmark, et suppekøkken i Ukraine, bare for at nævne nogle få. Vi ser engagerede lægfolk, men vi ser også mange mennesker i vores menigheder, som endnu ikke har en tjeneste. Vores præster gør et kæmpe arbejde, men de hverken kan eller skal gøre det hele. Der er opgaver i kirken, som kalder på lægfolkets deltagelse. En levende kirke er en kirke med et engageret lægfolk. Lad os fokusere på at motivere alle i vores menigheder til at engagere sig i en tjeneste. Alle kan tjene og tage del i Guds mission. Det er ikke for de få. Jesus valgte ikke rige og højtuddannede efterfølgere. De første disciple var fiskere. Gud kaldte også Moses til at blive leder, og Moses blev en stor leder, selv om han hverken var stærk i tale eller gerning. Vær åben. Vær åben for hvilken tjeneste Gud kalder dig og andre til. Jeg har indset, at det er en stor velsignelse at finde sine gaver og bruge dem i en tjeneste i kirken. Hvad er dine gaver? Hvilken tjeneste kalder Gud dig til? Hvilke behov ser vi i samfundet i dag, og hvilke behov kalder Gud os til at møde? Hvordan finder vi inspiration til at fortsætte i vores tjeneste? Hvordan motiverer vi andre i menigheden til at finde deres tjeneste? Sig det, sig det højt! Det kristne fællesskab er det største fællesskab i verden, som ikke lever udelukkende for sig selv, men lever for at føje nye mennesker til. Det er et fællesskab, der ikke lever af egen kraft, men lever alene i kraft af den opstandne Kristus. Det er noget at være stolt af! Alligevel bliver vi ofte tavse, og vi finder på undskyldninger for, hvorfor vi ikke skal fortælle andre om kirken, og hvorfor vi ikke skal dele

DECEMBER / 2012 / 5

vores tro med dem omkring os. Som lægfolk bruger vi en stor del af vores tid udenfor kirkens fire vægge. Vi har en unik mulighed for at dele tro og liv med andre: Familie, venner, klassekammerater, arbejdskollegaer, naboer. Nogle menigheder arbejder aktivt med denne form for ”venskabsevangelisation”. Min lillesøster er særlig god til det. Hun fortæller vidt og bredt om Gud. Jeg kender ingen som hende, der fortæller så stolt om sin himmelske far. ”Hver dag er jeg et vidnesbyrd, og mit liv udenfor kirken er det vigtigste”. Bekender vi ikke i kirken, at vi tror på den opstandne Kristus? Hvorfor er vi da så tavse om det udenfor kirken? Det er, når vi er ærlige mennesker, der deler liv og tro med andre, at vi kan lede mennesker til Kristus. ”Lad os være stolte af Jesus. Lad os vidne om Guds kærlighed”. Hvornår delte du sidste gang dit vidnesbyrd? Hvem delte du dit vidnesbyrd med? Hvad gjorde, at du delte det? Hvordan reagerede personen? Se mennesket! Har du nogensinde haft et barn med på legepladsen? Og har du hørt, hvordan barnet råber til dig: ”Se mig! Se mig!” Til barnets udråb svarer voksne alt for ofte: ”Hvor er du dygtig!” Men det var ikke det, barnet bad om. Barnet bad om at blive set. I vores samfund fokuserer vi på kompetencer og dygtighed. Og vi gør det også i kirken. Vi taler om vores bedrifter og resultater, og vi har det med at kommentere, evaluere og bedømme hinanden. I Biblen står der: ”Se mennesket”, og i en dansk salme synger vi: ”Se

hvilket menneske!”. Hvis vi skal gøre mennesker til disciple af Jesus i dag, skal vi være til stede i verden med de mennesker, der er til stede omkring os. Lad os ikke kommentere og bedømme, hvad andre gør. Lad os se mennesker som de mennesker, de er. Lukkede øjne ser ingenting. Lukkede øjne ser ikke det store i det små. Det gør åbne øjne. Lad os se verden med Guds øjne – med åbne, kærlige, milde, gavmilde og tilgivende øjne. I sommer rejste min lillebror til DR Congo for at deltage i et vandforsyningsprojekt, som bygger på et mangeårigt dansk-congolesisk partnerskab. I Congo minder livet om sæbeboblen: Det er et skrøbeligt liv, men også et smukt liv, der bærer regnbuens farver og med dét løftet om en ny begyndelse. Jeg tror, mennesker i Congo – og andre fattige og konfliktramte mennesker i verdens yderkant – ofte råber: ”Se os! Se os!” Men ser vi dem? Vi skal være til stede og se mennesker. Det gælder også mennesker i vores nærhed, i vores egne menigheder. Også her finder vi smukke, men skrøbelige liv, der kan briste. Det er ikke altid, vi formår at drage omsorg for hinanden i vores menigheder, og der er lægfolk, der kæmper med at finde balance i deres tjeneste, ofte ser vi nogle få ildsjæle, som gør størstedelen af det frivillige arbejde. Til sidst bliver de trætte, giver op, eller noget endnu værre overgår dem. Planer om lykke Metodistkirken i Nordeuropa og Eurasia står overfor mange forskellige udfordringer. Hvad jeg har nævnt er bare nogle få perspektiver. Vi er nødt til at forholde os til disse udfordringer, men lad os ikke forveksle udfordring med umulighed. Ved bespisningen af de femtusind sagde disciplene til Jesus: ”Vi har kun fem brød og to fisk her.” Og Jesus svarede dem: ”Giv mig dem!”. Disciplene fokuserede på knapheden, manglen på ressourcer og den umulige opgave foran dem. Jesus fokuserede på gaverne. Lad os gøre som Jesus: Lad os rette opmærksomheden mod vores udfordringer såvel som vores gaver, og vi vil se, at tusind og atter tusind af mennesker bliver mætte. Lad os tage imod Guds velsignelse og hans nåde, og vi vil opleve, hvor rige vi er. Som lægfolk er det vores opgave

at oversætte evangeliet til et sprog, som mennesker kan høre, se, forstå og tage imod i dag. Det er vores opgave at gøre mennesker til disciple af Jesus Kristus og derigennem forandre verden. Dette er vores opgave – glem ikke det – og følg da Jesu eksempel: Gå ud af kirken, vær til stede i verden, forkynd evangeliet, tjen og pris Gud. Lad os til alle tider være fulde af håb. Når vi går på broen, skal vi ikke være bange for at snuble, og vi skal ikke frygte det plumrede vand på begge sider af broen. Løft blikket mod horisonten, der hvor broen ender. For Jesus har lovet os: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Og husker vi på Paulus’ ord om, at vi formår alt gennem ham, som giver os kraft, vil vi se, at Gud har planer om lykke, ikke om ulykke, i ham er der fremtid og håb. Tak Gud, fordi du har planer om lykke. Tak fordi der i dig er en fremtid og et håb. Jeg beder for din vidunderlige verden, for din kirke, for enhver menighed og for hver af os. Hjælp os, styrk os, Herre. Lad ethvert ord vi siger, enhver handling vi gør, og vores ganske tilstedeværelse i verden pege på dig. Himmelske far og frelser, lad os være dine lys i verden, så mennesker kan finde dig. Amen. Jeg går på broen, min barndoms bro. Der er store mellemrum mellem broens planker, og en lille fod kan nemt snuble i mellemrummet. På hver side af broen ligger det plumrede vand. Jeg tror, man forsvinder, hvis man falder derned. På et tidspunkt hører plankerne op, det plumrede vand ebber ud, og barndommens bro ender. Har du set hvor? Broen ender på det sted, hvor solen møder havet, dér hvor de to smelter sammen til en vej af guld. Evigheden.

13


HIMMEL&JORD

Af Maria Thaarup, delegeret på Centralkonferencen

En afgående biskops tanker

Interview med Hans Växby

HV: Den store udfordring i Norden & Baltikum er gabet mellem det, vi tilbyder og det folk tilsyneladende har interesse i. Vi har et uforanderligt evangelium om Guds udstrakte hånd gennem Jesus Kristus. Og vi tilbyder en personlig relation til Gud i fællesskab med andre mennesker. Men vi er dårlige til at kommunikere det på en måde som er forståelig for mennesker omkring os. Og de fællesskabs-former, vi tilbyder, tiltrækker tilsyneladende stadigt færre mennesker. For hver uge i menighederne og for hver årskonference, hvor vi ikke gøre noget ved det, vokser gabet.

MT: Hvor mange år har du tjent som biskop i alt? HV: 20 år, 12 i Norden & Baltikum og snart 8 i Eurasia. MT: Hvad har været den bedste oplevelse som biskop i Eurasia? HV: At se hvordan en ung kirke modnes skridt for skridt både i indsigt og ansvarlighed. MT: Hvad har været det sværeste? HV: At se hvordan en del mennesker stadigt lider af følgerne fra Sovjettiden og har problemer med at være ærlige både om hvad de inderst inde tænker, og om hvordan de forvalter kirkens penge. MT: Hvad ser du som det vigtigste for kirken i Eurasia fremover?

14

HV: At kunne hjælpe mennesker til at blive hengivne kristne. Kirken er slået ind på en god vej, og nu gælder det om at tage det næste skridt og det næste skridt og det næste. MT: Hvad glæder du dig mest til, nu hvor din tjeneste er slut? Skal du arbejde med noget andet eller går du ”rigtig” på pension? HV: Jeg går rigtigt på pension, dvs. jeg får ingen udnævnelse eller ansættelse. Men jeg kommer naturligvis til at være med i arbejdet for Guds rige, nu mest ved at hjælpe til i Kristuskyrkan i Helsingfors, hvor min kone, Kaikka, er pastor. MT: Hvis der er forskel på at være kirke i Eurasia og i Danmark – hvori består så den forskel?

I Eurasien har vi nøjagtigt samme udfordring, og vore muligheder for at gøre noget ved det, er i sidste ende ikke så meget mindre. Men til det kommer en mistænkelighed, eller en direkte fjendtlig indstilling mod al kristendom, som ikke er ortodoks. Der er gamle fordomme som aldrig bliver korrigeret offentligt. Den mere konkrete modstand kommer, med ganske få undtagelser, ikke fra Den Ortodokse Kirke. I stedet kommer det fra lokale myndigheder, som sjældent overser en mulighed for at finde fejl og besværliggøre livet for kirken. MT: Hvilket bidrag, mener du, metodismen har til kristenheden i dag? HV: Den ukomplicerede måde at forholde sig til Gud og livets hellighed, og overbevisningen om, at Guds nåde er virksom i alle mennesker, uanset i hvilken situation de befinder sig netop nu. MT: Har du oplevet et kald til biskopstjenesten, og hvordan var det i givet fald. HV: Jeg oplevede et kald til at blive metodistpræst, og det er min identitet. Med det følger, at jeg var klar til at tjene.

DECEMBER / 2012 / 5

En ny biskops overvejelser

Af Maria Thaarup

Interview med Eduard Khegay, ny biskop i Eurasia

Kære søstre og brødre, her er en hilsen fra Eurasia! Jeg er taknemlig for gennem dette interview at kunne dele med jer. Det er en velsignelse at være en del af en verdensopspændende og sammentømret kirke, og at dele tankerne fra Centralkonferencen. MT: Hvad er dit største ønske, som biskop, for Kirken i Eurasia. EK: Min første prioritet, er at uddanne og hæve antallet af modige og ydmyge kristne ledere. Jeg spørger ofte mig selv som leder: Hvad vil du gerne huskes for? Så indser jeg, at det vigtigste, og det der får størst betydning, er at jeg kan hæve antallet af tapre og ydmyge ledere. Det er ikke let at være modig og ydmyg på samme tid. Men jeg tror, at Jesus gav os det bedste eksempel gennem sit lederskab, som er helt modsat, det vi ser i verden i dag. Modige og ydmygere ledere gør en forskel, ændrer liv. MT: Hvor ser du UMC i Eurasia bevæge sig hen i fremtiden. EK: Jeg ser kirken bevæge sig ud i uudforskede områder. Det vil sige nye byer og nye landsbyer, jeg ser nye måder for gudstjeneste, som ikke er set før, jeg ser nye måder at give og modtage, og nye måder at ofre og tjene. MT: Hvad tror du vil blive den sværeste opgave som biskop i Eurasia? EK: En opgave vil være fordeling. Vi skal have fordelt de menneskelige resurser, åndelige gaver, organisations struktur, de økonomiske resurser og bruge vore kræfter på at ændre magtstrukturen, som er i stand til af rive mure ned. En anden opgave er at styrke tro, håb og kærlighed. Det er svært at måle, men når Gud arbejder gennem disse menneskers liv, vil man automatisk se kirken vokse og dermed Guds rige.

MT: Hvad ser du som det vigtigste for kirken i Eurasia? EK: Vi har haft 20 år med Metodisme i Eurasia efter sovjettiden. Nu er det vigtigt at give den nye generation ansvar. Det er nødvendigt, at vi bygger på de skatte og traditioner, der er fra den første tid med Metodismen i det moderne Eurasia, og samtidig skal vi være fleksible og villige til forandring. MT: Hvad var din families reaktion på, at du nu er den nye biskop i Eurasia. EK: Da jeg ringede til min kone Viktoriya lige efter valget, troede hun,

at jeg lavede sjov. Så spurgte hun tre gange: er det sandt, er det sandt, er det sandt? Da jeg kom hjem, sagde hun, at hun ikke ville have været overrasket, hvis jeg var blevet valgt en gang i fremtiden, men hun var overrasket over at jeg var valgt så hurtigt. Hun sagde, at hun er meget stolt af mig. Min tiårige datter Liudmila sagde: Det er så cool! Så sagde hun: Betyder det så, at du skal flytte til Biskopskontoret ved siden af din assistents kontor? Det er sejt, for der er en dejlig sofa der….

15


HIMMEL&JORD

PATRULJEFØRER TRÆNING 2012

Årets patruljeførertræning løb i år af stablen på Farmen, ved Rødkærsbro. Det var en lille, men skøn flok spejdere, der var af sted for at lære noget om, hvordan man bliver en god leder for sine spejdere. 14 deltagere og nogenlunde samme antal ledere var samlet for at hygge sig med hinanden og samtidig lære noget. Det var i år ligeledes meningen, at vi ville afholde vores MUS-leder Inspirations Weekend (MIW), som skulle skabe et bedre sammenhold og øge inspirationen byerne imellem. Vi måtte desværre aflyse MIW, grundet for få tilmeldinger. På programmets tegnebræt var der blandt andet en ekstern taler, som skulle tale om motivation og dét at være en ildsjæl. Vi er rigtig ærgerlige over, at vi ikke formåede at skabe nok, og fængslende nok, opmærksomhed omkring programmet, men eftersom MIW er et af de punkter, vi sammen vedtog på Landsmødet som værende spejderrådets fokuspunkter, går vi derfor videre med at skabe et fedt koncept. Om det skal ligge på et andet tidspunkt, om hele konceptet skal tænkes igennem igen eller om

16

det er vigtigt, at der er ledere fra hele landet med i planlægningen, det er noget af det, vi skal finde ud af. Har du forslag til, hvad der kan få dig og dine medledere med på MIW eller et andet lederarrangement for MUSledere på landsplan, så må du meget gerne kontakte Signe Just eller Ole Marqversen. Men tilbage til den gode historie. PFT har i mange år været vant til at have mange deltagere og være et stort kursus, men de sidste par år har været præget af nedgang i antallet af deltagere. Nu kan det være, du tænker, hvor er den gode historie i dét. Det skal jeg fortælle dig. Den gode historie ligger i, at arrangementet bliver afholdt alligevel til trods for faldende deltagelse. Spejdere i min aldersgruppe og derunder vil ikke kunne huske at PFT nogensinde har været under 20 deltagere, men går man bare yderligere få år tilbage, vil man se, at der også her har været perioder, hvor deltagerantallet har været lavt. Den gode historie er, at PFT’s lederstab ikke lader sig slå ud, og at de trofaste spejdere tager af sted,

Af Signe Just

selvom deres bedste venner måske har meldt fra. Det fede er, at glæden hos både spejdere og ledere ikke lader sig gå på af, hvor mange de er. Det bedste af det hele er, at alle har haft den fedeste uge, netop fordi arrangementet blev afholdt og ikke aflyst. Så en opfordring må være, at selvom der er få tilmeldte til et arrangement, er det vigtigt at afholde det for, at lige netop dem der har tilmeldt sig får den mest fantastiske oplevelse hver gang. For dem, der tilmelder sig, rent faktisk har lyst til og i nogle tilfælde måske også brug for at komme væk hjemmefra i deres grønne uniform. Det er dem, der er vores fremtid, det er dem, der er vores kanaler ud til alle de andre spejdere og altså dem, der skal reklamere for, hvor fede arrangementer vi stadig laver. Derfor er det så vigtigt, at vi husker dem der tilmelder sig, og husker, at alle storhedstider har deres lavpunkter – og det er okay. Jeg ved, at alle dem der var af sted på årets PFT havde en fantastisk uge, og jeg håber, at vi alle må få mange flere fede oplevelser sammen, hvad end vi er mange eller få.

DECEMBER / 2012 / 5

DER BLIVER NOGET NYT DER BLIVER NOGET VI KENDER DET BLIVER FEDT Af Signe Just

Sæt allerede nu kryds i kalenderen d. 07.-13. juli 2013, hvor københavnerlederne inviterer til Tarzan og Jane sommerlejr. Vi har valgt, at vi skal have en landslejr. Med det mener vi, at lejren skal hænge tæt sammen på tværs af de forskellige underlejre. Hvis Jane bliver kidnappet på et løb hos ulvene, så ved spejderlejren godt, at Jane er kidnappet. Vi har lejet Brommecentret, som vi mener, er perfekt til netop denne lejr. Centret ligger på Bromme Østermark 28, 4190 Munke Bjergby. Det ligger cirka 8 km fra Sorø, hvortil der er togforbindelse. Du kan se mere om Brommecentret på deres hjemmeside: http://www.brommecentret.dk/ Vi arbejder på at lave en lejr med flere underlejre. Der vil således være en lejr for MUS (ulve, smutter og prærieulve). Der vil være en lejr for storspejdere, der kommet til at bo på lejrpladser og i telte. Der vil komme en lederlejr, for ledere i Spejderlejren og MUSlejren, der har lyst til at sove i telt. Der vil ligeledes i begrænset omfang være mulighed for at sove i hytten, hvis man som leder ønsker dette. Vi håber derudover, at alle andre spejderaldre har lyst til at deltage. Vi arbejder for, at der bliver lejre for spejderfamilier, rovere og Old Scout. For at vi kan nå at tilpasse lejren til alle de mange deltagere, vil vi meget gerne have, at alle grupper sender en forhåndstilmelding senest 1. februar, med angivelse af hvor mange spejdere, man forventer at deltage

med. Der er intet forpligtende i denne tilmelding, vi ønsker blot at få en indikation af antallet af deltagere. Vi er nu i gang med at arbejde videre med temaet Tarzan og Jane. Selvom vi er mange ledere i København, vil vi meget gerne have hjælp fra resten af landet, til at lave lejren. Planen er, at vi arbejder sammen i det store team, vi er nu, frem til 15. marts. Her arbejder vi for at have alt det overordnede vedrørende lejren på plads. Herefter skal selve aktiviteterne laves, ud fra det overordnede program. Her vil vi meget gerne have

så mange som muligt til at byde ind, så vi får spejderarbejdet i MS Danmark, dækket så godt og bredt som muligt. På Facebook har vi lavet en gruppe, hvor vi løbende vil skrive om hvad der sker. Gruppen hedder ”Tarzan og Jane – Sommerlejr 2013”. Her vil der også blive slået op, hvad vi mangler hjælp til. Vi vil gerne opfordre alle til at melde sig ind, og udbrede kendskabet til alle spejdere i de lokale grupper. Vi glæder os til at se jer alle på Brommecenteret d. 07. juli 2013 til et brag af en sommerlejr.

17


HIMMEL&JORD

Det fædrene ophav Boganmeldelse af Anne Klitgaard Thomson Omend slægtsforskning endnu ikke er blevet en hobby for mig, hænger der dog på min væg et billede fra omkring 1930: Det er taget på min oldefars gård af hele hans husholdning med voksne børn, piger og karle. Billedet fascinerer mig, fordi der bag den gulnede farve og det gammeldags tøj, anes levende mennesker. Kun enkelte navne er overleveret. Og historierne om dem, ja de fortaber sig i det lille århundrede, der ligger imellem mig og billedet. Sådan er det med de fleste historier om mennesker. Nogle historier fortælles igen og igen, fordi de giver mening til fællesskabet; giver en fornemmelse af identitet til familien eller foreningen, som disse mennesker hører til. Lige sådan er det i det, vi i dag kalder Kirken. Her findes ikke noget billede af de fædre, der formede den tidlige kristne tro. Men der findes skrifter og beretninger, som fortæller mere, end et billede fortæller om en gårdmand. Og ligesom historier om vores egen familie, giver historierne om de mennesker, der har været med til at skabe den kristne kirke, forståelse og indblik i, hvem vi selv er. Peter Halldorf har i bogen “Det fædrene ophav” sat sig ind i et hav af tekster, beretninger og breve, for at fortælle om 21 af de mænd, der var afgørende for udviklingen af den kristne tro, som vi kender den i dag. I overskuelige kapitler om den enkeltes liv, fortælles også Kirkens historie; det vil sige din og min historie. Peter Halldorf forklarer selv i forordet, hvorfor det er væsentligt at beskæftige sig med Kirkens historie og de mennesker, der har tegnet den: “Den kristne identitet er uløseligt forbundet med historien.” Netop identiteten er en rød tråd gennem hele bogen; for de 21 mænd, der kaldes kirkens fædre, kaldes sådan, fordi de var med til at forme kirkens identitet: Gennem diskussioner, studier, bøn og samtaler var de i Kirkens første tid med til at definere og afgøre hvad, der kunne kaldes kristen tanke og

18

tro, og hvad der ikke kunne. Her er tale om en broget flok af mennesker, der kom til den kristne tro ad vidt forskellige veje. Nogen blev født ind i kristne familier, andre mødte først Kristus’ efterfølgere i voksen livet. Nogle var kværulanter, mens andre var diplomater. Nogen levede midt i Romerrigets internationale storhed, mens andre levede i udkanten af det enorme rige. Fælles for dem, var en passion for overgivelsen til Gud og en overbevisning om, at evangeliet om Kristus måtte forsvares overfor vranglære. At læse om de 21 kirkefædre, som Peter Halldorf har udvalgt, er i og for sig befriende, fordi der rulles et lærred med vidt forskellige tilgange til den kristne tro op. Lærer man Kirkens fædre at kende, forstår man også, at kristendom i sagens natur må være én ting, men at dens udtryk kan være mangfoldigt. Her er

mennesker, som ingen problemer har med at lade mysterier og fornuft mødes, eller som godt kan lade det karismatiske leve, selvom påpasselighed med hysteri praktiseres. Endelig er det også befriende læsning for den, der aner, at der må være mere i kristendommen end i sin egen menighed eller kirkeretning og det Nye Testamente; gennem “Det fædrene ophav” kommer læseren til at møde den dybe tradition, som kristendommen også er. Egentlig er det en introduktion til en slægtshistorie, der kan være med til at skabe identitet både som kristen og menneske. Skulle jeg kaste mig over slægtsforskning må det i første omgang blive mere af den slags Peter Halldorf præsenterer i “Det fædrene ophav”. “Det fædrene ophav - Historien om 21 kirkefædre” af Peter Halldorf er udgivet på Boedal og koster 250 kr. for 272 sider.

TANKER PÅ VEJEN…

DECEMBER / 2012 / 5

At tale om en revolution Alle kristne er præster, sådan lød Martin Luthers revolutionerende erkendelse i 1520. Selvom han aldrig selv brugte det senere udtryk ”det almindelige præstedømme”, så vendte han en præstedrevet og præstecentreret kirke på hovedet. Den metodistiske bevægelse tog udtrykket ” det almindelige præstedømme” til sig fra begyndelsen, og lægfolk var ledere af de fleste betydelige menigheder. Majoriteten af prædikanter var lægprædikanter. Ligeledes var det lægfolk, der var ledere af klasser for nye troende og søgende, og for grupper af helhjertede metodister. Præsterne rejste rundt og prædikede, superviserede læglederne og forvaltede sakramenterne. Revolutionen blev aflyst Dette var gældende, da metodismen kom til Nordeuropa i midten af 1800tallet, men det ændrede sig. I 1960erne og 1970erne var der en stærk bevægelse i USA mod en mere strømlinet kirke, hvilket betød, at man gav køb på den Wesleyanske vækkelsesarv, blev mere præstecentreret og lagde mere vægt på selve gudstjenesten. Denne bevægelse smittede også af i de nordiske lande, og vi så en bevægelse hen imod at blive en frikirke som alternativ til den etablerede kirke. Vi ledte efter anerkendelse, og i vore bestræbelser glemte vi vores identitetsfølelse. Vægten blev lagt på at skabe en kirke med rigtige gudstjenester i overensstemmelse med Ritualbogen, og have kirker betjent af præster. Vi har for mange præster Ikke alle menigheder har brug for en præst, men ethvert troende fællesskab har brug for en engageret ledelse. Tal fra USA viser, at medens medlemstallet fra 1968 til 2005 er faldet med 27% er antallet af præster steget med 36%. Tallene er ikke helt de samme i Nordeuropa, men tendensen er den samme. Der er et misforhold mellem antallet af præster og antallet af medlemmer. Mens præster tidligere betjente

flere små kirker, hjulpet af et antal lægprædikanter og andre ledere, er der en tendens til, at præster i dag tjener ved en kirke, hvor de udfører det meste af forkyndelsen, og lægfolket er tilskuere. Den fejlslagne revolution ”Det almindelige præstedømme” er blevet en forfejlet revolution. Vi er i høj grad tilbage, hvor vi var før 1520. Dog med den undtagelse, at lægfolk i det 21. århundrede er væsentlig bedre uddannet, end de var i 17 eller 19hundredetallet. At fokusere på og løfte lægfolkets og især lægprædikanternes tjeneste er afgørende for den fremtidige vækst og udvikling af kirkerne i Nordeuropa. Hvis det er nødvendigt med en præst for at starte nye trosfællesskaber eller plante nye kirker, er vi ikke i stand til at vokse. Vi vil ikke være i stand til at uddanne et tilstrækkeligt antal præster, vi har ikke råd til det, og vigtigst: Vi danner ikke nye og sunde kirker. Skab balance I de fleste kirker har gudstjenesten prioritet og opfattes som det primære formål med missionen. Faktisk er det sådan, at gudstjenesten er den eneste aktivitet, der fungerer, i mange af vore små kirker. Fokus er gudstjenesten som begivenhed mere end selve discipelskabets proces. Hvis gudstjenesten blev lukket ned, ville kirken forsvinde fra den ene dag til den anden. Imidlertid er en kirke med gudstjeneste uden discipelskab en karikatur af kirken i bibelsk forstand. I en discipelskabsorienteret kirke gøres evangeliet levende og folk inviteres til grupper af trosfælleskaber. Gudstjeneste og discipelskab er sjældent i balance. Nu om dage lægger Metodismen vægt på smågrupper og bibelstudier, og disse bliver ofte et tilbud i kirken. Vi har smågrupper som en del af kirken, men sjældent kirker, der består af smågrupper. I den tidlige metodistiske bevægelse var formålet med prædikenen at åbne folks hjerter og sind for evangeliet.

Af Christian Alsted, biskop

Et væksthus for lederudvikling Folk, der blev omvendt gennem prædiken, blev inviteret til at blive en del af en klasse. Klasserne blev ledet af lægfolk, og de blev dannet af en blanding af søgende, nykristne og modne kristne. Formålet var at opnå personlig tro hos de, der ønskede at leve et nyt liv, at gøre det gode, ikke handle ondt, og at holde kærligheden til Gud levende. Klasserne blev engageret i gudstjeneste og vidnesbyrd. De var ikke bibelstudiegrupper. De første metodister troede, at de skabte ”Koinonia” som i Det nye Testamente, gennem klasserne, og derfor var det en fordring, at alle medlemmer var i en klasse. Klasserne var det sted, hvor den enkelte forpligtede sig selv til Jesus, og på den måde kan de sammenlignes med vore dages Alphakurser. Udover klasserne skabte Wesley cellerne, der var homogene grupper, hvor hengivne Kristiefterfølgere kunne deltage for at vokse på deres åndelige vej. Her fandt intensive studier af skriften sted – igen ledet af lægfolk. Klasser og celler blev væksthuse for ledelsesudvikling. Folk skelnede imellem, hvilke nådegaver den enkelte havde til tjeneste, og udfordrede hinanden til at vokse, støtte, hjælpe og bede for hinanden. Vi har smågrupper, selvhjælp-, bedeog bibelstudiegrupper, men alene at organisere folk i grupper hjælper dem ikke til at vokse i deres liv med Jesus. Smågrupper er ikke den magiske gødning, der får folk og kirker til at vokse. Det er det, der foregår i grupperne, der bestemmer virkningen. Kræv lægfolkets tjeneste tilbage Dette er ikke en sentimental bevægelse tilbage til de gode gamle dage; dette er en erfaringsbaseret redegørelse i overensstemmelse med vor Wesleyanske teologi. Hver af vore lokale kirker må finde balancen mellem gudstjeneste og discipelskab. Der er ingen genvej. Denne balance vil bestemme kirkens helbred i fremtiden. Og vi vil kun opnå det, hvis vi kræver lægfolkets tjeneste tilbage.

19


HIMMEL&JORD

        

    

  



     

20

DECEMBER / 2012 / 5

Bør CGF dreje festivalnøglen om? Endnu en gruppe glade sangere (omkring 100) var samlet for at lære nye sange og prise Herren, den første weekend i oktober. Festivallen blev afsluttet med et brag af en koncert søndag aften i Jerusalemskirken. Gospelinstruktøren Daniel Johnson var taget hele vejen fra Houston, Texas, hvor han bor, for at være med. Han er en fast del af Israel Houghtons gruppe New Breed. Oprindeligt er han fra Californien, hvor han fra barnsben sang sammen med gospelikonet Andraé Crouch, som han også er vældigt inspireret af. Selv mødte jeg Daniel i påsken 2011, da gospelkoret Kefas var på USA turné og besøgte Daniels kirke til hele tre gudstjenester Påskesøndag. Daniel er en energisk og glad instruktør som lærte os 6 sange på årets festival. Han har tekst og stemmer i hovedet hjulpet på vej af lidt ekstra hukommelsesplads i form af en iPod i baglommen. Den unge hr. Johnson arbejder koncentreret og effektivt, men med plads til sjov i de rette sammenhænge. Super læreragtigt. Nina Luna Eriksen var også med på festivallen og lærte sangerne 3 fede sange, herunder hittet I Will Let Go som Nina selv har skrevet. Nina Luna underviste også koret i stemmebrug og teknik herunder støtte, udtale og følelse for, ”det man synger”. Når Nina underviser og instruerer bliver man automatisk glad. Nina udstråler ro og energi på samme tid, hvilket er enormt inspirerende og lækkert at være en del af. En gennemgående ting for mig som deltager er, at jeg endnu engang oplever CGF som en festival med dybde i. En festival med plads til forskellighed, fordybelse, kvalitet og åndelighed. Begge instruktører tog sig god tid til at tale om teksterne, bede sammen med koret og generelt holde fokus på budskabet. Samtidig var kvaliteten af numrene vigtig, hvilket ikke er til at kimse af. Traditionen tro blev der afholdt

gospel celebration lørdag aften i Jerusalemskirken. En gospel celebration kan næsten ligestilles med en jam-aften på et spillested. De forskellige kor og sangere, som er tilmeldt, kan stille sig op og synge en sang for resten af festivallens deltagere. Solister kan synge en sang, som betyder noget for dem, og grupper kan fremføre noget de går og roder med – kun fantasien sætter grænser. Denne aften er speciel, fordi publikummet består af gospelsangere, og derfor modtages al optræden med jubel, kyshånd og store bifald. Der er plads til alle - lige fra let øvede sangere, som deler deres vidnesbyrd efterfulgt af en stille sang, over garvede dygtige solister der synger, så hårene rejser sig, til meget unge korsangere, som gerne vil prøve kræfter med scenen. Man oplever en enorm modighed samlet på et sted. Også korene er meget forskellige bare i udtryk, repertoire og størrelser. Denne aften er så varieret, at nogen måske ville kalde den rodet, og alligevel er den så velsignet og fredfyldt. Festival efter festival oplever jeg, at denne aften ikke handler om at ”vise hvad man kan” men mere om at dele, hvordan gospelmusikken har rykket i folks liv. Gospelmusik fører mennesker til Jesus hver dag – nogen gange kan jeg bare tage mig selv i at glemme det i den daglige øver. CGF har før set langt større deltagerantal end i år og de senere år generelt. Jeg husker, hvordan mine forældre og ældre søskende fortalte om CGF som the biggest deal. Og ja, festivallen har fyldt mere. Nogle år har koret været tæt på 1000 deltagere. Dengang måtte man rykke festivallen ud af metodistkirkens egne lokaler og leje Cirkusbygningen som koncertsal. Men hvorfor er festivallen gået ned i deltagerantal, kan man spørge sig selv. Jo, da CGF startede i 1992, ønskede man at udbrede gospelmusikken i Danmark. Man ønskede, at det glade budskab skulle nå så mange som

muligt. Det må man sige er lykkedes. I langt de fleste menigheder landet over findes der gospelkor og det er ikke kun i landets metodistkirker eller andre frikirker. Nej i stort set alle kirker kan man støve et gospelkor frem. Derudover findes der et hav af workshops, festivaller, arrangementer, kurser og events, som handler om gospel. Man behøver altså ikke længere at rejse på tværs af landet for at opleve dette specielle sammenhold som en gospelfestival kan give. Tre uger om sommeren kan man endda tage på Sommergospel og opnå alt fra undervisning, til sociale arrangementer, til koncerter indenfor gospelverden, mens man holder fed ferie med de venner, man kender fra miljøet. Jeg tror, at CGF har udkonkurreret sig selv ved at være med til at udbrede gospelmusikken så godt. Jeg tror at CGF har udført sin opgave til et rent 12 tal. Ledelsen bag CGF (MM og gospelkorene Kefas, Grace og Saints & Sinners) oplever, at det er sværere og sværere at tiltrække deltagere, samt at få økonomien bag til at hænge sammen. Men hvad så? – skal vi bare smække gospeldøren i og droppe Danmarks ældste gospelfestival? Er CGF ligegyldig for gospelmiljøet i Danmark? Hvordan CGF skal køre frem over, for at den kan overleve økonomisk, kan jeg IKKE svare på. Men jeg tror, at den er værd at kæmpe for! PS: I skrivende stund er planlægningen af Young CGF 2013 gået i gang. Det er en mulighed for 9-19-årige for at synge gospel i Jerusalemskirken den første weekend i marts 2013. CGF-ledelsen arbejder i øjeblikket på to ting: At holde festival to gange om året (for børn og unge første weekend i marts og for alle den første weekend i oktober), så længe økonomien tillader det. Samt at blive klogere på, hvad CGF’s bagland ønsker sig og har brug for fra Danmarks længstlevende gospelfestival.

21


MENIGHEDSNYT

HIMMEL&JORD

MENIGHEDSNYT

DECEMBER / 2012 / 5

København

Aarhus

Dødsfald Grethe Meiner Justesen, Betaniahjemmet, afgik ved døden i en alder af 93 år den 3. november. Bisættelsen fandt sted fra Betaniahjemmets kirkesal den 8. november. Æret være Grethe Meiner Justesens minde.

Bondemanden indtog Aarhus Metodistkirke

 

Bryllup 27. oktober blev Tina Kretz Arnesen og Bo Breuning Depner viet i Jerusalemskirken.

 

Menigheden ønsker hjertelig tillykke.

Strandby Døbt medlem Yvonne Anna Else Marie Jensen, Søndervej 5, Strandby Café Quindfolk den 27. oktober

Dagens gæst i Café Qvindfolk var Marianne Jelved. Vi havde dækket bord til 89 - og det kom der! Maden slog til og var som altid både flot og god. Marianne fortalte levende og spændende om sit liv i politik, sine værdier og sin drivkraft. Baggrunden som lærer i den danske folkeskole er stadig til nytte, når hun arbejder med mennesker! Der er åbenbart ikke den store forskel på mekanismerne i en skoleklasse og i et forhandlingslokale. Vi fik bekræftet, at venskaber trives på tværs af parti-skel og at der er forskel på kvinder og mænd i politik. Og så hørte vi anekdoter om at netværke med Hillary Clinton og om, hvordan man kan blive gruppeformand, selvom man har gået i flinkeskole. Jo, det var både oplysende og underholdende.

Søndag d. 30. september ankom præsten til gudstjenesten i en herlig mejetærsker. Med sig havde hun en driftig og kæk bondemand.

Bondemanden synger for på ”Min Gud er så STOR..”, inden han fortæller om, hvor meget korn, han har høstet, og at han vil beholde det hele for sig selv!

Så bliver der bagt boller af kornet. Bondemanden trækker genstridige gulerødder op af jorden.

Både store og små var helt med. Tak for en dejlig dag i vores kirke.

Forældre bliver altid glade, når der sker noget for deres børn.

Præsten viser, hvordan Gud står bag os. Hun taler også om, at bondemanden burde dele ud af sit korn, for alt, hvad vi har er gaver fra Gud.

Udtrådt af metodistkirken Pastor Lars Ulrik Jensen er pr. 12. november 2012 udtrådt af Metodistkirken. Han er indmeldt i Folkekirken med henblik på aktivt at søge præsteembede. I taknemlighed over Lars Ulriks tjeneste som metodistpræst i mere end 20 år, ønsker Metodistkirken al Guds velsignelse over hans indgang til en præstetjeneste i Folkekirken. På kabinettets vegne Keld Munk

22

23


TIL LIVET

JA

Den totale livsglæde

Af Finn Bræstrup Karlsen

Julens budskab: Se jeg gør alting nyt! Religiøs litteratur er ikke i voldsom høj kurs. For en halv snes år siden var der en boghandel her i Rønne, som lukkede. Der var ophørsudsalg, og der var en del religiøse bøger, som man end ikke prøvede at få penge for. Nej, man forærede dem væk, og det nød jeg godt af. Der var en del spændende tanker i flere af de bøger, jeg fik. En tysk teolog, Franz Alt, har således skrevet en bog, som på dansk har fået titlen ”Jesus, den første nye mand”. Titlen siger mig ikke meget, men der er mange spændende og provokerende tanker i bogen. På spørgsmålet ”Hvem var Jesus” siger han blandt andet: ”Jesus var i meget ringe grad den asketiskfromme type, som kirkernes repræsentanter hidtil har gjort ham til. Han blev ikke borte fra nogen fest, hvad farisæerne den gang

24

bebrejdede ham heftigt. Han er tværtimod repræsentant for en total livsglæde, der sigter både på ens eget og andres velbefindende.” Og et andet sted; ”Han sagde ikke ”Jeg gør søndagen ny” Han sagde heller ikke ”Jeg gør kirken og religionen ny” Men han sagde tværtimod med sin umiskendelige og enestående autoritet: ”Jeg gør alting nyt”. Er det ikke godt at tænke på, at det er denne Jesus, hvis fødsel vi fejrer, når vi fejrer jul. At Jesus ikke altid er så jule-pæn, som vi gør ham til. Men at han til gengæld er langt mere radikal, og at hans budskab er langt mere gennemgribende, end vi kan forestille os det. Det gør ikke vores glæde mindre – det gør den total. Fordi han gør alting nyt!


Himmel & Jord December