Page 32

helse: værd at vide

Der er stadig mange, der tror, at vi lever i 80’erne. Og det gør mig ked af det. Faktisk mere ked af det end dengang. For jeg er ikke farlig. Jeg er velbehandlet, jeg lever et normalt liv og smitter ikke, fordi medicinen virker, som den skal. Susan Larsen, hiv-positiv.

seddel gennem brevsprækken hjemme hos mine forældre med en besked fra lægen om, at jeg skal kontakte ham. Der kender jeg allerede svaret. Nu skal jeg dø. Jeg tænker på det tidspunkt, at det kun er et spørgsmål om tid, fortæller Susan. Både lægen og Susans far er sikre på, at den positive test må være en fejl, så Susan går med til at få taget en ny test. Ventetiden føles surrealistisk. Og da hun i oktober bliver henvist til Hvidovre Hospital som hiv-patient, er hun i chok. Selvom hun inderst inde hele tiden har kendt svaret.

Skæbne, skyld og skam Det var slet ikke meningen, at Susan skulle have været i byen den januar-nat i 1993. Men en veninde ender med at overtale hende til at tage med på det lokale diskotek i Glostrup, og det er her, hun møder ham. Ham, hun bliver kærester med dagen efter. Ham, der ændrer hendes liv for altid. Ham, hun stadig har lyst til at give en knytnæve i ansigtet. Da Susan har fået diagnosen, kontakter hun AIDS-Fondet for at høre, om hun kan melde ham for smitten. Men beskeden er, at de har været to om den manglende beskyttelse, så allerede dér lader Susan det ligge. Og skylden borer sig for alvor fast med den samtale. Ligesom skammen og angsten for at dø. – For mig er hiv lig med en dødsdom, og det får jeg også bekræftet på

32

helse / december 2017

mit allerførste hospitalsbesøg som hiv-patient. Jeg kan huske, at jeg fortæller en sygeplejerske, at jeg er bange for at dø, og hendes svar er, at jeg nok heller ikke skal regne med at blive pensionist. Det var en hård besked at få som 21-årig, siger Susan. Hver fjortende dag tager Susan turen mod hospitalet for at inhalere medicin gennem en maske, og det første år er det kun hendes nærmeste familie, der kender sandheden. De dage hun ikke er på hospitalet, tager hun turen mod kontoret for at sælge kopi- og telefaxmaskiner over telefonen for derefter at tage hjem igen. Og vente. Vente på at dø. Alt går i stå for Susan det første år. Først i sensommeren 1994 begynder hun stille at åbne op omkring den nye situation. Hendes liv som hiv-smittet. Og hun mærker ofte, hvordan omverdenen bliver skræmt fra vid og sans.

Forbandede fordomme Susan føler sig beskidt og ulækker i starten og går hele tiden rundt med tanker i hovedet om, at ingen vil have hende. Og i dag ærgrer hun sig over, at hun ikke var mere åben omkring sygdommen, for det havde måske været lettere, hvis folk ikke havde fået hiv-diagnosen serveret ad omveje. – Der har været mange ubehagelige situationer, og jeg husker tydeligt, at jeg som AGF-fan i midt halvfemserne er til

fodboldkamp i Aarhus, hvor jeg efterfølgende kysser med en småfuld fyr på en bodega. Da én af de andre AGF-fans fortæller ham, at jeg er hiv-smittet, går han helt amok, spytter og råber, at han vil smadre mig, fortæller Susan. Hun husker også en anden bytur tydeligt, hvor en af hendes kammerater spørger, om der ikke er nogen, der giver øl. Susan tilbyder en tår af sin øl og rækker flasken hen mod kammeraten, som siger nej til at drikke af flasken. Hun husker også sladderen på arbejdspladsen til en fest, hvor en chef spørger, hvor hende med aids sidder. Og hun husker episoden på hospitalet 22 år senere, hvor sygeplejersken hopper forskrækket tilbage. – Samtlige episoder har bombet mig tilbage hver gang, og det værste er, at fordommene er de samme i 2017 som i 1993. Der er stadig mange, der tror, at vi lever i 80'erne. Og det gør mig ked af det. Faktisk mere ked af det end dengang. For jeg er ikke farlig. Jeg er velbehandlet, jeg lever et normalt liv og smitter ikke, fordi medicinen virker, som den skal. Hvorfor er nogle mennesker så stadig bange for at røre mig? spørger Susan. Susan har haft flere kærester gennem tiden, men har aldrig fået børn og lever i dag et stille liv i Glostrup, hvor hun fleksjobber ti timer om ugen på det lokale bibliotek. Og i dag ved hun, at hun bliver pensionist, så længe hun bare husker at tage de daglige piller. – Faktisk ville livet med hiv have været let, hvis det ikke havde været for fordommene. De forbandede fordomme har klart været det værste, indrømmer Susan.

+ Fejr World AIDS Day med hele verden Hvert år markerer hele verden 1. december for at sætte fokus på kampen mod hiv – og for at støtte hiv-smittede og mindes de døde. Kilde: AIDS-Fondet

Helse-10-2017  
Helse-10-2017  

Viden om sundhed. I samarbejde med Sundhed.dk, Danske Regioner og en lang række patientforeninger. Danmarks største sundhedsmagasin