Page 10

KLUMME

KLUMME

Lidt lommefilosofi fra min lomme Tekst: Anders Krintel | Foto: Adobe Stock

Soldater fryser ikke – de bliver bare blå og dør. Smerte er blot en svaghed, der forlader kroppen. Den, der hoster mest blod op undervejs, har mindst at slæbe på til sidst. Kender I de der små sætninger, der skal gøre os mentalt stærkere, mere målrettede og få os til at yde mere under træning og konkurrence? Onelinere, levesætninger eller mantraer. Dem har jeg sådan en lille hemmelig svaghed for. Nogle af dem er åndssvage, andre er mest sjove, mens en stor del af dem vel nok kan være gavnlige. Nogle hader dem og andre synes, at de er geniale. På min hjemmeside med træningsidéer står der: Træthed er blot manglende vilje! Denne sætning rager i modsætning til de indledende tre ind i noget brugbart og alvorligt. Der er nemlig noget sandhed i, at man kan dobbelt så meget, end man selv tror, og tre gange så meget, end ens mor tror. Og det bliver mere og mere sandt gennem årene, efterhånden som man lærer sig selv at kende. Det siger samtidig mest af alt noget om, at det oftest er på det mentale plan, at de egentlige kampe foregår. Jeg løb engang et maraton. Et sådant løb gør temmelig ondt på de fleste, men bagefter opdagede jeg, at noget af det, der havde fået mig igennem Københavns gader, var, at jeg jævnligt opvejede med mig selv, om jeg kunne udholde, at det gjorde mere ondt. Det kunne jeg hele tiden svare ja til. Banalt, men virknings-

10

| 02-2018

fuldt. Jeg bruger det også, når de yngre kajakroere mishandler mig til træning. Samtidig minder jeg mig selv om, at den, det gør mest ondt på, er den, der får mest ud af det. Det er slet ikke dumt, når man gang på gang bliver blæst af hængeren eller ikke helt ved, hvad man selv hedder, når man bagefter står og tørrer båden af. Det kan jeg bruge. Det får mig til at yde mere. Et andet indre argument, der er kommet gennem årene, kommer fra de træningssituationer, hvor man brokker sig over, at der er modvind, eller at det er tungt at ro på lavt vand. I stedet for at beklage sig, er det bedre at minde sig selv om, at så bliver man bare god til at ro på lavt vand, ro i modvind, eller løbe op ad bakke for den sags skyld. Det lille mentale overskud, som man forankrer i forhold til f.eks. det lave vand, giver lidt ekstra overskud, når ens felt rammer et område med lavt vand under et maratonløb. Jeg hørte engang om en fyr, der altid lod tang og blade sidde på bådspidsen, fordi han derved lige kunne få en promille mere ud af træningen og lige tage et par mentale point i forhold til lidt modstand på spidsen, hvis det skulle ske under konkurrence. En anden ting fra min gemmer stammer fra fridykkeren Stig Åvall Severinsen. Han smiler, når han tager chin ups (kropshævninger), for så kan man simpelthen tage flere. Det virker

besynderligt nok, og det er direkte overførbart til situationen, hvor man kæmper for at blive på en hænger og armene er ved at eksplodere. Smil, så holder du lidt længere. En stor del af sport handler ikke kun om at komme igennem de enkelte pas på den bedste måde. Det handler også for mange om overhovedet at komme afsted. Hver søndag klokken 20.30 løbetræner jeg sammen med en lille flok andre halvgamle mænd. Søndag klokken 20.30 befinder ens krop sig nærmest i noget rigor mortis, og mentalt har man for længst ramt noget REMsøvn. Især når det er sludvejr og nattemørkt. Det er helt og aldeles naturstridigt at rejse sig fra sofaen. Men desto større er den hverdagssejr, når man så gør det alligevel og løber syv kilometer. At vinde over en sofa. Den tidligere kanoverdensmester Arne Nielsson har vist engang sagt noget i retning af, at det er når man sætter sig i båden i mørke klokken 5.45 om morgenen i januar i regnvejr og hård kuling, at man skal minde sig selv om, at det er nu, man rykker fra alle de konkurrenter, der tog en fridag på grund af vejret. Altså må man lade være med at opstille situationerne, som om man har et valg. ”Bubber, det handler om ikke at give sig selv en option!” – skal B.S. Christiansen engang have sagt. Jeg har en anelse svært ved at identificere mig med både B.S. og Bubber … men alligevel.

Kano & Kajak-2018-02  
Kano & Kajak-2018-02