Issuu on Google+

FyensStiftstidende { 19

Fredag 23. september 2011

Giv os en VSRregering Politik For et par år siden foreslog nogle af de fynske folketingsmedlemmer at danne en tværpolitisk samling af fynskvalgte for at få mest mulig udvikling til Fyn - noget i retning af ”Den jyske Trafikmafia” for år tilbage. Det blev vist aldrig til noget med det fynske sololøb. I stedet fortsatte fynboerne med at læse op af, hvad de får tilsendt fra deres partikontorer og ellers skælde ud på det, de politiske modstandere får tilsendt fra deres. Men nu er chancen der igen. Ikke for at skrabe fordele til denne lille del af kongeriget, men for at få hele Danmarks Folketing til at arbejde sammen. ”Det brede samarbejde hen over midten”, som det kaldes ved festlige lejligheder. Behovet er der. Landet stander i våde - og vådere bliver det, hvis man skal tro kloge finansfolk her og dér. Men desværre synes det, som om visse politikere er mere interesserede i drillerier end at stå sammen med andre om at løse Danmarks store problemer. Bare ét eksempel: Den ny oppositions modstand mod at bakke op om Mogens Lykketoft som formand for Folketinget - selv om der er tradition for, at regeringen med bred tilslutning får valgt sin kandidat. I Danmarks alvorlige situation ville det have været til landets bedste med en bredt funderet regering af V, S og R, f.eks. med den minister-erfarne og forhandlingsdygtige Løkke som statsminister, den internationalt velbevandrede og sprogkyndige Thorning (cand. scient. pol. og tidligere MEP) som udenrigsminister og den økonomisk velfunderede (cand. polit) og ministererfarne Vestager som finansminister. Hun ønsker jo netop at sammenkæde begge blokkes økonomiske politik til en helhed. En sådan regering kan ikke dannes i 2011. Det véd enhver. Men der er andre måder at lave bredt samarbejde på. Det kunne være en opgave for de fynskvalgte MF’er at stikke deres kloge hoveder sammen og finde ud af, om der er fo’slaw for at gå foran og i deres respektive partigrupper på Borgen arbejde for, at der skabes et bredt samarbejde - til afløsning af alt det partipolitiske fnidder, som (de fleste af) vi vælgere er så trætte, så trætte af. Af Aksel Hundslev Lundevej 11, Ullerslev

Kronik

Klaus Ewald

23. SEPTEMBER 2011

Der er flere ligheder mellem folketingsvalget og Napoleons nederlag i 1815

Valget og Waterloo Frankrig og dets kejser Napoleon havde ligget i konstant krig med de øvrige europæiske magter i perioden fra 1803 til 1814. Efter Napoleons fejlslagne invasion i Rusland i 1812 tvang en alliance af Østrig, Preussen, Storbritannien og Rusland Napoleon til at abdicere som kejser i 1814. Han blev kortvarigt forvist til øen Elba ud for Italiens kyst. I 1815 vendte han tilbage og samlede resterne af sin tidligere hær. Den afgørende styrkeprøve stod ved Waterloo i Belgien. Sammenligning af persongalleri, optakten og slagets gang i dagene 16.-18. juni 1815 viser slående ligheder med valget 15. september 2011 her i Danmark. Lars Løkke Rasmussen og Helle ThorningSchmidt er begge i midten af 40’erne som Napoleon og den engelske øverstkommanderende, hertugen af Wellington. Villy Søvndal er lige som den preussiske militære leder, von Blucher, noget ældre.

over den forhøjning, de havde været placeret på på slagets tredje dag. Den franske marshall Ney troede fejlagtigt, at dette skyldtes en tilbagetrækning som følge af det tidligere kanonbombardement. Han blæste eliten af eliten, den kejserlige garde, til frontal angreb mod Wellingtons styrker. Marshal Ney mistede overblikket, og størstedelen af garden blev udslettet af de rødklædte engelske styrker. Wellington var en mester i forsvarskrig. Han beordrede sine soldater til at indtage de berømte kvadratiske positioner i henholdsvis liggende, knælende og stående position. Det virker som en tætpakket mur af bly, der mejer fjenden ned. I valgets hede mistede Barfoed også

Napoleon var ligesom den blå blok håbløst bag-

ud rent styrkemæssigt, allerede før slaget ved Waterloo blev indledt. Men han havde ligesom sine danske sammenligningsfæller intet andet valg end at fortsætte mod en overlegen fjende. Og ja, Napoleons soldater bar også blå uniformer, mens Wellingtons havde røde. Foråret 1815 havde været præget af enorm entusiasme fra fransk side. Napoleon var vendt tilbage til det franske fastland. Han havde, hvad ingen havde troet muligt, formået at samle ikke kun veteranerne fra den gamle kejserlige garde, men også et samlet kontingent på 124.000 mand. Optakten til valget her i efteråret 2011 begyndte også gunstigt for den blå blok. Troede den da. Man planlagde at lancere en ny boligpakke, der skulle løsne op for det fastfrosne marked. Havde det ikke været for en lækage i blå lejr, så havde Løkke og Hjort kunnet stå på broen som de to erfarne kaptajner, mens boligejerne, som planlagt, ville strømme om bord på det borgerlige skib. Den røde lejr havde opsnappet indholdet af den blå bloks plan og lancerede nu, forud for de blå, deres egen, nærmest identiske idé. Allerede inden slagets gang var krudtet blevet vådt for VK. Den dårligste start man kunne tænke sig. De blå blev kaldt ”amatører” på Ekstra Bladets forside.

Napoleons udgangspunkt ved Waterloo var også

dårligt. Vejrguderne bød ham trods. Hans plan var at bryde de allieredes center med sine kanoner. På grund af de forudgående dages regn var jordbunden blød. Effekten af et sandt bombardement fra Europas største og mest frygtede samling af kanoner udeblev. Sprængningerne udeblev helt, eller også blev de svært nedsat ved nedslaget i mudderet. Tilsvarende som kanonerne havde været Napoleons styrke gennem hele hans karriere, så har nedbringelsen af udlandsgælden, behandlingsgaranti, skattestop og 24-års reglen og senest tilbagetrækningsreformen været VKO’s styrke over for vælgerkorpset. Nu skulle de røde have en sand kanonade på deres luftige plan om at arbejde 12 minutter mere. Også her udeblev effekten af de blås angreb på valgdagen. Men hvorfor? Hvad gik galt? Fjen-

[ Barfoed blev, ligesom marshall Ney, koalitionens svageste led. Da han rakte hånden ud til forhandlinger med De Radikale, brød de blås forsvarsværker sammen. Han begik faneflugt. Og så en konservativ! den, de røde, havde luret de blås plan af. De røde anvendte den slags strategi, som Napo-

leons samtidige militærstrateg, den preussisk fødte Karl von Clausewitz, anbefalede, nemlig overraskelsesmomentet. Planen om de 12 minutter blev nedtonet, for da efterlønnen nu så ud til at blive vedtaget med De Radikale, så skulle lønmodtagerne ikke betale ved at få sat arbejdstiden op. Det bedste forsvar er et angreb. De røde kunne principperne for von Clausewitz’ krigsførelse. Wellington lod en mindre enhed af sin hær tage ophold i et slot ved Hougoumont for at forsinke de fremrykkende franskmænd. Dette lykkedes også. Tilsvarende kunne man mærke en træthed brede sig i den blå lejr, efterhånden som meningsmålingerne fortsatte med at gå den gale vej. De røde øgede forspringet. Wellington lod sine tropper trække sig tilbage

overblikket. Han forbrød sig mod de regler, der gælder i såvel krig som i politik. Han fraterniserede med fjenden. Han glemte sin egen grønne konservative fane. Han indledte forhandlinger med De Radikale. Barfoed glemte von Clausewitz’ berømte læresætning om, at ”ingen starter en krig - eller burde gøre det - uden at han på forhånd har gjort sig det klart, hvad han vil opnå og hvordan”. Barfoed blev, ligesom marshall Ney, VKO’s svageste led. Der, hvor han rakte hånden ud til forhandlinger med De Radikale, brød de blås forsvarsværker sammen. Han begik faneflugt. Og så en konservativ! Napoleons sidste krampetrækning foregik den 18. juni 1815 klokken ét om eftermiddagen. Napoleon vidste, han havde tre timer til at slå Wellingtons styrker, før de fremrykkende preussere ville dukke op. Han bad en officer vurdere, hvilken hærenhed det var, de kunne skimte. ”Er det røde eller blå uniformer”? spurgte Napoleon. Svaret var : ”Det er røde”. Slaget var tabt. Tilsvarende var VKO til sidst omringet af allierede af alt, fra gammelkommunister i ny og pænere indpakning i form af en 2011 udgave af Rosa Luxemburg, til en radikal leder, der kunne sine rænkespil til fingerspidserne. Tilbage sidder nu en forslået, decimeret og ydmyget skare konservative soldater, der knap nok har indset, at de er blevet løbet over ende. Eneste håb er en ny messias a la Poul Schlüter og et ønske om, at Barfoed måtte blive sendt til St. Helena. Lige som Napoleon. Løkke modstod stormen og Kjærsgaard lige så. Måtte Fugl Fønix rejse sig af asken på næste valgdag, når den røde koalition er blevet ramt af virkeligheden. Måtte de blå forstå, at krig og politik har nogle lighedspunkter, man ikke kan sætte sig ud over. Karl von Clausewitz’ principper om forsvar, angreb, udnyttelse af tropperne i det terræn, krigen udspilles på, er eviggyldige. Lær dem og brug dem.

Klaus Ewald Enghavevej 41, Odense Klaus Ewald er advokat Illustration: Hjørdis Plato


Valget og Waterloo